Building up our house..

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania var langt mere tryg og sikker på at Pierce ikke ville gå nu end det som hun havde været for nogle timer siden. Det var jo heller ikke fordi at hun havde sovet meget, men lidt havde hun da fået lov til og han havde ligget der mere eller mindre hele tiden. Hun trak vejret dybt, som hun roligt blev liggende i hans favn, for hun nød virkelig det, at hun havde ham så tæt på, som det hun havde lige netop i dette øjeblik, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. At han snakket omkring hende konstant med hans venner, vidste hun ikke og det var heller ikke noget som hun ville skjule på nogen måde overfor ham. Hun var virkelig bare glad for, at det var ham som hun havde ved sig, for hun følte sig virkelig tryg og beskyttet når han holdt omkring hende. Ikke at det var noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Hvis han ønskede at gå fra hende, så havde han vel gjort det allerede i stedet for at blive liggende som han nu også havde valgt at gøre det? Hun nikkede til ham og med et stille smil, det var end ikke noget som hun ville eller kunne lægge det mindste skjul på når det endelig kom til stykket. ”Så snart månen var væk, så faldt jeg da til ro.. Så.. Jeg har vel sovet i et par timer,” sagde hun stille. Det var langt fra nok, men det var jo trods alt bedr end ingenting. Havde han ikke været der, så havde hun søgt ud til månen, og bare for at få den smerte overstået, for det var virkelig nogen forbandet hårde dage som de måtte gå i møde, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om. De lette strøg over hendes tynde maveskind, var slet ikke noget som hun havde det mindste imod, for det lod hende virkelig bare vide, at han faktisk måtte ligge der og at det ikke bare måtte være en dørm for hendes del, hvilket i den grad også var hende en direkte glædelig tanke! Hun sukkede dæmpet, som hun blot så til at han rejste sig. Denne gang gjorde hun dog intet for at skulle holde ham tilbage i sengen sammen med hende, for han skulle vel bare hente noget af den smertestillende, så hun kunne slappe helt af igen? Hun havde i den grad ogås brug for det, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af på nogen måde overhovdet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun sendte ham blot et træt smil, da han kom tilbage til hende med et glas vand. Ganske stille, så satte hun sig op og tog imod det og pillen med. Hun sendte ham et stille sml. Det var heller ikke fordi at han havde noget som helst at skjule for hende. Tvært imod! Bare alene synet, fik hende til at smile. Hun fik pillen i munden og fik den roligt skyllet ned med vandet, inden hun satte glasset roligt på sengebordet ved siden af sig. Nu kunnne hun jo blot vente på at det hele ville virke. Hun lagde sig stille ned ved ham igen. ”Jeg var bange for det i går.. Det er jeg ikke i dag,” sagde hun dæmpet. Hun hævede hånden ganske roligt og strøg den roligt mod hans kind. Hun elskede at følge hans klare linjer i ansigtet, for hun var virkelig bare glad for at han var hendes og ikke nogen andens! Han gjorde hende lykkelig og han gjorde hende virkelig bare glad, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, det var end ikke noget som man skulle tage fejl afn år det endelig mått ekomme til stykket. ”Jeg vil ikke have andre tæt på end dig, min kære.. Du er den eneste,” forsikrede hun med en dæmpet hvisken. Hun mente dog de ord i deres ærlighed, for det var sådan hun havde det! Nok var hun naiv til tider, men hun vidste så sandelig hvad hun ville have! Hun sendte ham et varmt smil. ”Du har arbejdet på huset så længe min kære.. Og du har ligget ved mig siden månen viste sig.. Du har da også brug for at bevæge dig lidt?” spurgte hun stille. Han behøvede ikke at ligge der sammen med hende hele tiden, selvom hun klart måtte nyde, at have ham der! Det gjorde hun virkelig!

[pierce]

Der var ingen tvivl om at hun var bange for at Pierce ville forlade hende, gå fra hende og aldrig komme tilbage, for det havde hun virkelig været rædselsslagen for i løbet af natten, da han havde lagt sammen med hende, men hvilken person ville han ikke lige være, hvis han gik fra hende, fordi hun var blevet horror? Hun havde jo været en del af mørket før, hun havde været en vampyr før, og han var alligevel faldet for hende, netop fordi hun havde skilt sig så meget ud fra hendes race, selvom han sikkert var faldet pladask for hende, hvis hun aldrig nogensinde havde været af mørket, men altid havde været et lysvæsen med de samme træk; Det blonde hår og de grønne øjne, han var faldet pladask for hende, hvis hun endnu havde været vampyr, for han vidste bare at hun måtte være hans eneste ene. Der var ingen andre han ønskede hos sig, og nej, han kunne aldrig nogensinde sige med sikkerhed at hun ville være hans eneste ene, selvom.. han følte virkelig bare en særlig kemi med hende, et særligt bånd, det var jo ikke fordi at han var hendes rigtige skytsengel, var det? Han havde godt nok kunnet fornemme at hun havde været i fare, den nat hun var blevet angrebet af Pharrel, men.. de havde jo bare erklæret sig for hinandens engle, han hendes skytsengel og hun hans engel, der måtte tilsmile og velsigne ham, for hun var virkelig dumpet ned fra himlen, som en ægte engel, den dag han havde mødt hende nede ved søen. Hvis han forlod hende nu, så ville han jo aldrig finde ud af hvordan hans liv og deres fremtid sammen ville gå, han kunne ikke svare på om de ville gå fra hinanden i den sidste ende, uanset hvad problem der ville opstå, men han kunne i hvert fald sige her og nu, at han elskede hende højere end noget andet, han værdsatte hvert eneste hjerteslag som hendes endnu bankende hjerte måtte slå, og skulle han være helt ærlig, så var han faktisk glad for at hendes hjerte endnu slog i stedet for at hun var helt død, for så var han da sikker på at hun endnu var i live, og at han ikke havde mistet hende til mørket helt. Han havde i sinde at redde hende fra dette mørke, han havde tænkt sig at hive hende op fra dette mørke hul som hun var faldet i, han havde tænkt sig at blive hos hende i al evighed og beskytte hende imod enhver fare som hun ville støde på og det var simpelthen et løfte han gav hende og ham selv. At miste hende ville være det samme som at opgive hans eget liv! Hun var den sjældneste diamant bland småsten og granit. Hun var den eneste solstråle som måtte trænge igennem de mørkegrå skyer der dækkede himlen, hun var hele hans liv! Hun var hans et og alt, hun havde fortjent det bedste, og om han var det bedste for hende eller ej, kunne han måske ikke svare på, men han ville virkelig love hende, at han aldrig nogensinde ville gøre hende noget ondt, at han aldrig ville forlade hende, og at han ville gøre sit bedste for at hun havde det godt! Han strøg hende blidt over håret, imens han skænkede hendes mundvige et blidt kys. ”Du burde se om du ikke kunne få sovet noget mere, min skat,” svarede han alvorligt, for det kunne hun sikkert godt trænge til! Men han ville ikke tvinge hende til noget, han var bare glad for at den første nat var overstået! Pillen ville nok hjælpe på de mange smerte om ikke så længe, og det ville sikkert også gøre at hun ville kunne få sovet lidt mere, for han havde ikke tænkt sig at vige fra hendes side af! Ikke på noget tidspunkt! Han havde desuden intet imod at tilbringe lidt tid sammen med hende, nu hvor han endelig havde hende, for hun havde været så fraværende og rastløs de sidste par dage jo, hvor han også havde haft travlt med opbygningen af huset. Han smilede til hendes ord. ”Det er jeg glad for at høre, for.. jeg forlader dig skam ikke,” svarede han sandfærdigt og smilede varmt til hende, som han kyssede hendes læber ganske blidt, inden han puttede godt ved siden af hende, for han nød virkelig at ligge hende tæt! Strøgene mod hans kind kunne han ikke lade vær med at nyde, for ha nød når hun kærtegnede ham! Han nød bare det at mærke hende! Han trykkede sig blidt ind til hende. ”Og jeg vil også kun have dig tæt, Mal.” Sandt var det jo trods alt! Hun var den eneste i hans liv! Og sådan skulle det forblive. ”Måske har jeg arbejdet på huset, men jeg har jo ikke brugt tid sammen med dig, og.. det vil jeg gerne,” svarede han dæmpet. Han ville hellere end gerne at ligge her med hende!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania havde virkelig været utrolig bange for, at Pierce ville forlade hende, gå ud af døren og blive væk for altid, selvom han slet ikke var den type som virkede til at gøre sådan noget. Hun var faldet betydeligt mere til ro nu, eftersom han jo havde været der sammen med hende hele natten og det var sikkert også det som havde afholdt hende fra at gå ud og bare lade månelyset ramme hende, for det havde virkelig været en forbandet hård nat! Hun havde virkelig ikke prøvet noget lignende, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovdet. At han endnu måtte ligge der, bekræftede blot for hende, at han slet ikke havde nogen intentioner om at skulle lade hende kæmpe med det her alene, for hun vidste allerede nu, at dette ville blive en umådelig hård kamp og af den slags som man ikke ville være i stand til at skulle kæmpe på egen hånd. Hun havde virkelig brug for ham! Hun var faldet for ham allerede den dag nede ved søen. Det var virkelig et førstehåndsindtryk som hun aldrig nogensinde ville glemme, men igen, det sagde vel også bare lidt om hendes kendskaber til havet? Hun var virkelig ikke til at gøre sig klog på havets skabninger, men selv den dag som han havde vist hende dernede, havde været fantastisk! Hun elskede ham virkelig og som det stod lige nu, så var han virkelig hendes eneste ene, og det var noget som hun også ønskede, at det skulle fortsætte, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Hun blev liggende i hans favn og selv langt mere rolig, som den smertestillende pille efterhånden måtte virke og det lettede hende i allerhøjeste grad, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun sendte ham et stille smil. Han var så bekymret for hende, og hun fandt det virkelig sødt. Det var ikke mange som havde været sådan overfor hende. ”Og spilde tiden før månen igen vil melde sig? Det tror jeg ikke, min egen..” Hun hævede hånden og strøg roligt over hans kind, inden hun skænkede hans mundvige et let og blidt kys. Ikke at det var noget som hun ønskede at lægge det mindste skjul på når det nu endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Helt død var hun dog ikke, selvom hun havde langt nemmere for at byde det velkommen og acceptere det, eftersom hun havde været af mørket før, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Hun havde været grusom dengang. Heldigvis, at hun ikke havde mødt Pierce tilbage i den tid, for så havde hun nok aldrig nogensinde lagt her i hans favn som hun gjorde det nu! Hun smilede let. ”Hvor er du sød.. Jeg er ked af, at jeg ikke har været værende ved dig igennem de sidste mange dage.. Jeg havde bare brug for at tænke over det,” forklarede hun sandfærdigt. Det var jo slet ikke fordi at hun havde ønsket direkte, at skulle tage den form af afstand til ham, det var jo slet ikke det. Hun puttede godt og trygt ind i hans favn, for nu var han jo et sted varmere end hende? Nok havde hun det bankende hjerte, men kroppen var kold og den varme som hun hvilede i nu, den var virkelig intet andet end direkte behagelig og det var på alle måder! Hun lukkede øjnene stille i og puttede sig bare ind til hans egen krop. ”Det bliver værre i aften,” påpegede hun stille. Så øm som hun var nu og hvad nu når den smertestillende ikke ville virke mere? Ikke at det var fordi at hun ville skræmme ham på nogen måde, men blot gøre ham opmærksom på det, for det var virkelig ikke en behagelig situation på nogen måde overhovedet, det var ganske sikkert. Hun ønskede blot at han vidste det.. Når månen kom, blev hun jo selv revet mere og mere tilbage i mørket og den tanke alene, var virkelig noget som skræmte hende, for hun ønskede det virkelig ikke!

[pierce]

Pierce ville aldrig nogensinde forlade hende! Han elskede hende, og han agtede at beholde hende i al evighed! Han ønskede ikke at miste hende, nu hvor han lige havde fået hende, for hun var virkelig det mest værdifulde han nogensinde havde haft! Han ville knuse sig selv ved at give slip på Malania, for han var virkelig overbevist om at hun var hans eneste ene. Han var aldrig faldet pladask for nogen og så ved det første møde, ved den første dag, det var end ikke sket med Jelicka dengang lang tid tilbage, selvom at han da havde elsket den kvinde, men.. Malania var virkelig bare noget andet! Hun var virkelig hele hans liv! Eller det var måske meget sagt, når de ikke havde kendt hinanden så længe, men han ville virkelig gerne dele fremtiden med hende! Han ville virkelig bare have hende! Og ja, så var hun blevet til en horror, hun ville forvandle sig til varulv tre nætter i træk, fordi der var fuldmåne, men det var jo ikke nogen grund til at forlade hende! Hvis han elskede hende – og det gjorde han! – ja, så blev han hos hende, ligesom hun ville have gjort ved ham. Det gik han i hvert fald ud fra at hun ville. Men deres vandproblem havde jo ikke stoppet dem, og de havde jo fundet en løsning på det, ved at flytte sammen, og hun havde da virket ivrig og glad efter at flytte sammen med ham, så det var der vel ikke noget galt i? Uanset, så ville han i hvert fald ikke forlade hende, for han ville hjælpe hende, og selv dette fuldmåneproblem, skulle de nok finde en løsning på! At hun ikke ville sove, fordi hun ikke ville spilde tiden, måtte faktisk varme ham. Han smilede mildt til hende. ”Og hvad vil du så bruge tiden på?” spurgte han stilfærdigt. ”Det nytter jo ikke at du er så træt at du ikke kan lave noget,” tilføjede han og sendte hende et ærligt blik. Han ønskede heller ikke at hun skulle være træt, og hvor sjovt var det at dovne den i sengen hele dagen? Selvom at de nok begge havde brug for det? Han smilede mildt, som hun skænkede hans mundvige et blidt kys. ”Du ramte ved siden af,” påpegede han stille, inden han vendte blikket ned mod lagenet, som han legede ganske let med, inden han vendte de turkisblå øjne imod hende igen. Hun plejede at sige det til ham, så han kunne vel også sige det til hende? Han nød jo trods alt at kysse hendes læber, eller rettere sagt; han nød når hun kyssede hans læber, for han elskede at kysse alt ved hende, så længe det var hende, og ingen anden. Han kunne ikke lade vær med at smile, som hun kaldte ham sød, hvor han heller ikke kunne lade vær med at se sødt på hende. ”Ja? Men du er den sødeste i hele verdenen!” påpegede han næsten helt pralende, for det ville han bestemt ikke have det mindste imod! Så længe hun var hans! Desuden nægtede han at give slip på hende, for han havde behov for hende. Han kunne ikke leve uden hende! Uanset hvor desperat det så end lød. Han rystede afvigende på hovedet. ”Du skal ikke undskylde Mal, nu hvor jeg ved hvorfor, så gør det bestemt ikke noget! Desuden.. så har jeg dig jo.. nu?” spurgte han forsigtigt og smilede et lille mildt smil til hende. ”Medmindre du har andet at tage dig til, selvfølgelig! For du behøver alligevel ikke at være sammen med mig en hel dag!” indskød han dog hurtigt, for han ville da bestemt ikke spilde hende tid, hvis hun langt hellere ville gøre noget andet, inden aftenen igen faldt på. Han lod de stærke arme falde omkring hendes krop, som hun puttede sig ind til ham, hvor han selv trykkede hende det sidste stykke ind til ham, mens han skænkede hendes pande et blidt kys. ”Det skal du ikke tænke på nu,” sagde han roligt. Han ønskede ikke at hun skulle tænke på de to kommende nætter, selvom hun havde ret, for det ville blive lige så slemt, hvis ikke værre, men han ønskede ikke at tænke på det, ikke nu hvor det smertestillende endelig var ved at hjælpe.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

At Pierce blev sammen med hende, var noget som Malania selvfølgelig måtte være noget så frygtelig glad for, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Havde han ikke været der og holdt hende i sengen, så havde smerrten nok drevet hende ud og under den store fuldmåne, blot for at slippe for mere smerte, for den havde virkelig været intens for hendes del og det vr først nu at hun kunne slappe af, og det var virkelig dejligt! Hun ar øm også selvom hun havde fået den smertestillende, så måtte hun også erkende, at det var noget som næsten kunne gøre hende mere døsig end det som hun havde værer til nu, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hun sendte ham blot et still og træt smil. At han havde formået at komme tæt ind på hende på denne måde, at han klarte at skulle slå benene væk under hende på denne måde og samtidig holde hende så tryg og så beskyttet, det var virkelig noget af det bedste som kunne ske for hende, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Hun elskede ham virkelig! Hun var ikke i tvivl om, at det var den mand som hun ønskede at blive gammel med og leve livet sammen med! Nu havde de endelig funde en løsning på hans vandproblem og så skulle dette selvfølgelig dukke noget andet op! Det ar jo bare noget så typisk og hun hadet det virkelig! Hun himlede svagt med øjnene. ”Jeg kan sove når fuldmånen er forbi.. Jeg vil nyde de timer jeg har sammen med dig.. Inden det hele starter igen,” forklarede hun sandfærdigt. Der var jo trods alt heller ikke nogen grund til at skulle lyve for ham og det var heller ikke hendes mening når det endelig måtte komme til stykket, det var også helt sikkert. Hun måtte næsten grine let ved hans ord. ”Efteraber..” mumlede hun let. Hun hævede hånden roligt, hvor hun strøg den mod hans kind, idet hun skænkede ham et dybt og mere eller mindre intenst kys, for hun så virkelig ikke nogen grund til at skulle skjule de for ham, for hun elskede ham virkelig og hun ville aldrig blive træt af at sige det! ”Tilfreds?” spurgte hun med det drilske glimt i øjet. Hun knugede sig helt tæt ind mod hans krop. Jo tættere på ham som hun kunne komme, jo bedre ville det i den grad også være for hendes eget vedkommende, det var slet ikke noget som man skulel tage det mindste fejl af. Hun elskede hans varme og trygge favn! Det var noget af det bedste som kunne ramme hende! Det bedste som kunne møde hende sammen med hans varme smil og hans kærlige glimt i øjet. Det var her at hun var lykkelig og det var her hun ønskede at være. ”Så længe du forstår hvorfor, så er jeg glad.. Jeg er bare ked af, at jeg ødelagde din aften i går… I.. i aften.. Så søg til havet, Pierce,” bad hun stille. Hun ønskede ikke at gøre ham ondt, som hun havde været så tæt på i nat. Bare alene tanken omkring det, var noget som måtte skræmme hende noget så voldsomt og det var heller ikke noget som sagde så lidt! ”At være sammen med dig i en dag, er som at være i himlen og i paradiset.. Pierce.. Jeg elsker dig.. Jeg elsker at være sammen med dig,” forklarede hun stille. Det var jo slet ikke fordi at han havde behov for at skulle undskylde for sig af den ene eller den anden grund, det var helt sikkert! Kunne hun, ville hun elske at sidde og se på den store fuldmåne med ham, men.. det var jo bare ikke muligt for hende, uanset hvor meget hun virkelig måtte ønske og elske det. Hun lukkede øjnene, hvor hun lod hånden stryge over hans bryst og med et svagt suk. ”Deet er jo bare et spørgsmål om tid inden det hele begynder igen,” hviskede hun med en ganske så dæmpet stemme. Hun kunne da ikke glemme det helved som hun havde været igennem i nat og samtidig vide, at hun skulle igennem det samme de næste to? Det var dræbende bare at vide! Hun bed sig svagt i læben. ”Vil du… med ud i solen og gå?” spurgte hun stille. Hun kunne virkelig godt bruge noget luft og noget sol efterhånden. Bare for at komme lidt ud af mørket!

[pierce]

At Malania skulle kæmpe med dette helt alene, var virkelig ikke noget som kunne komme på tale! Pierce agtede skam at hjælpe hende igennem dette mareridt! Han gik ud fra at hun ville have gjort det samme for ham, desuden var det ikke særlig meget af betydning, for det kom ikke an på om hun ville have gjort ham en tjeneste, hvis han gjorde hende en, nej, det handlede om hans følelser til hende, det handlede om at han elskede, at han ønskede at leve resten af sit liv sammen med hende, at dele sin fremtid med hende, også nu hvor de lige var flyttet sammen. Desuden hvorfor skulle han ikke blive hos hende? Hvorfor skulle han ikke hjælpe hende? Hun var elsket af hele hans hjerte og mere endnu! Han kunne slet ikke beskrive hvad hun betød for ham, så hvis han svigtede hende og bare efterlod hende, så ville han da være mere end en kujon! Bare fordi man blev skræmt lidt, var det jo ikke ensbetydende med at man skulle give alt op! Han ville kæmpe for dem, og endnu vigtigere, så ville han kæmpe for hende! Han rystede smilende på hovedet af hende, for det var da mere end tydeligt at hun var træt, og hun kunne sikkert også godt bruge lidt søvn! ”Du er jo træt min egen, så hvorfor ikke sove nogle timer, og så bruge resten af dagen sammen med mig?” foreslog han, hvor hans hoved faldt ganske let på sned. Man skulle virkelig være blind, for ikke at kunne se at hun var træt! Men han vidste jo at hun ønskede at bruge tid sammen med ham, sådan havde hun jo også været før dette fuldmåneproblem, der havde hun heller ikke gidet falde i søvn, det var dog en tanke han ikke kunne lade vær med at nyde, for det varmede ham da, at hun ønskede at bruge tid sammen med ham. Han smilede drillende til hende, da hun kaldte ham for efteraber, for det var jo faktisk hvad han gjorde, men det morede ham om ikke andet! Han besvarede mere end glædeligt hendes dybe og intense kys, hvor han måtte sukke af rent behag og nydelse, da hun brød det. Han rystede let på hovedet, da hun spurgte om han var tilfreds. ”Mh-mh..” mumlede han helt så utilfredst, hvor han selv trykkede sine læber mod hendes igen, for han kunne virkelig ikke få nok af dem! Han nød virkelig at kysse hende, for det gav ham fornemmelsen af at hun var hans, og kun hans! Han delte ikke med nogen! Kald det ejerfornemmelse eller egoisme, men han nægtede at give slip på hende, for hun var hans, og her skulle hun blive! Uden hende ville hans verden styrte sammen til ruiner og murbrokker! Han brød kysset efter et stykke tid, hvor han trak hovedet ganske let til sig, dog så det endnu var tæt på hendes, inden han løftede hånden for at stryge den blidt over hendes kind. Smilet falmede dog, da hun bad ham om at søge til havet denne aften. Det var måske bedst, også for hendes del, men.. han kunne ikke! Han ville ikke! ”Og lade dig kæmpe med det helt alene? Aldrig i livet!” afveg han stædigt og lettere bestemt, men et sted var han vel nød til det? Han ønskede ikke at hun skulle have ondt, og de kunne jo ikke forhindre forvandlingen i al evighed, så han var vel nød til at lade hende gøre det? At hun gerne ville være sammen med ham, fik ham til at smile i hele ansigtet, for det glædede ham virkelig! ”Jeg elsker også dig Mal! Og jeg nyder virkelig at tilbringe min tid sammen med dig,” svarede han med et kærligt smil. Hvorfor lyve? Det ville der jo ikke komme noget godt ud af i den anden ende. Han slap en let latter, som hun alligevel blev ved med at tænke på i aften. ”Du hører slet ikke efter hva’?” spurgte han i en munter tone, inden han strøg hende igennem håret, for blot at skænke hendes pande et blidt kys. ”Du vil gerne ud?” spurgte han roligt, det var vel også bedst med lidt frisk luft? Han smilede lettere drillende til hende, som han lod en arm snige sig omkring hendes krop, inden han vendte dem om, så han kom til at ligge over hende, for blot at lade hånden prikke hende i siden og påbegynde hans kildende fingre. ”Jamen, jeg vil da langt hellere blive herinde og få dig til at smile,” sagde han i en leende tone.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Nu hvor Malania kunne se, at Pierce blev ved hende, så havde hun heller ikke noget imod, at han søgte lidt ud, for hun vidste, at han ville komme tilbage. Det var bare i nat, hvor frygten, panikken og mørket havde stået så stærkt i hende, at hun havde haft brug for ham, som hun aldrig nogensinde havde haft brug for det før! Hun elskede ham og det var så sandelig også noget som hun ønskede at han skulle vide. Smerten var ved at aftage nu, så det var nemmere for hende, at skulle bevæge sig uden at få ondt. Hvilket hun i den grad også måtte være noget så frygtelig glad for, det var der heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun lukkede øjnene let. Sov hun nu, så ville hun sove i flere timer! Og det ønskede hun ikke, når hun vidste, at fuldmånen ville melde sig alleree igen om aftenen, så det var slet ikke noget som måtte komme på tale for hendes eget vedkommende! Ikke når han var der.. Hun ønskede ham væk under næste fuldmåne, for den smerte, den var virkelig uudholdelig! Fristelsen til at skulle slippe varulen fri, var derfor også noget af det som måtte være størst, netop fordi at det var smertefrit når forvandlingen var overstået. Problemet var jo så bare, at hun ikke havde nogen kontrol over noget af det som skete og hun var virkelig ikke meget for det heller! Hun rystede på hovedet. Lige der var hun altså en anelse stædig. Nok et gammelt lysvæsen, men nu var der så emget andet som måtte spille ind for hendes vedkommende og det at sove, det var noget som hun måtte nægte! ”Og misse de timer sammen med dig? Det tror jeg ikke,” fastholdt hun roligt, dog med en blid og stædig stemme. Der kunne han ikek få hende til at skifte mening, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. At han var utilfreds med kysset, fik hende drillende til at himle med øjnene. ”Mænd er da umulig at stille tilfredse,” sagde hun med et svagt grin, som hun roligt lod læberne møde hans endnu en gang, hvor hun gengældte det uden at tøve det mindste! Hun elskede ham og det var noget som hun i den grad ønskede at skulle vise ham på denne måde, det var i den grad også helt sikkert! Hun så ham stille i blikket ved hans afvigende ord. Hun sukkede stille og rystede på hovedet. ”Jeg kæmper jo ikke med det alene, når du er det første jeg ser om morgenen,” påpegede hun stille. Han var der og det var noget som hun havde fået bekræftet, vilket hun i den grad også måtte være noget så frygtelig glad for! At dette ikke var noget som havde skræmt ham på afveje bare sådan uden videre. Hun havde bare brug for at gøre den forvandling lettere for hende selv og.. det her var jo en måde at gøre det på? Bare at lade den ske og bide i det sure æble derefter? Håbe på at ingen uskyldige ville komme hende i vejen? For det ville da først for alvor ende med at gå galt og det var slet ikke noget som hun måtte ønske på noget tidspunkt! Hun kunne nu godt bruge noget luft og noget ordentlig kvalitetstid dem imellem, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om og hun så virkelig heller ikke nogen grund til at skulle lyve overfor ham ,det var der helelr ikke nogen tvivl om, for hun elskede ham virkelig. ”Bare at få noget lys og noget luft,” sagde hun stille. Hun måtte vel et sted også bare få bekræftet, at hun kke var helt mørk endnu? Selvom hun et sted følte det i det indre? Hun vidste at kampen mellem det lyse og mørke i hende, ville fortsætte, selv når fuldmånen ikke var oppe! Hun kunne nærmest føle og fornemme det og det var bestemt heller ikke en god følelse at sidde inde med. Hun puttede sig ind til ham, selvom hun kunne mærke at hans fingre måtte kilde hende i siden. Hun grinede svagt. Hun var nok ikke den mest kildne, men når man først endelig fandt punkterne, så kunne hun da ikke lade være med at grine! Hun gjorde kraftige spjæt når han endelig måtte finde de rigtige punkter, idet hun vendte sig mod ham med et svagt grin. ”Det er da også hyggeligt, m-men tænk nu hvis..” Hun skubbede roligt til ham, så han ville ende med at ligge på ryggen. Hendes fingre bevægede hun over hans ribben, idet hun kildede ham igen. Han skulle nok få!

[pierce]

Der var ingen tvivl om at det ville være mindst smertefuldt for hende, når hun var blevet forvandlet, når hun var kommet igennem processen, for så behøvede ulven ikke kæmpe for at komme ud, som den havde gjort hele denne nat, hvilket Pierce også tydeligt havde kunnet mærke på hende, men han ønskede virkelig ikke at gå ud, når hun havde været så bange for at han ikke ville komme tilbage, desuden så ønskede han jo heller ikke at hun skulle kæmpe med det selv, selvom at det nok ville være bedst for begge; hun kunne forvandle sig og få det mere smertefrit, hvor han ikke ville komme i vejen og få sin dosis af havvand, som han jo havde behov for. Det ville måske være bedst for begge parter, selvom at han ikke brød sig om tanken om at ulven ville tage over hende, at hun ville miste enhver kontrol over sig selv, for det kunne jo også ende galt for hende, hvis hun angreb de forkerte, og det ønskede han virkelig ikke! Så han måtte vel bare holde øje med hende så? Så var han da sikker på at ingen ikke ville skade hende, for hvis hun en morgen ville ende med aldrig at dukke op igen, så ville hans verden virkelig gå under! Han elskede hende af hele sit hjerte og højere endnu! Han kunne virkelig ikke beskrive hvad hun betød for ham, uanset hvilket bæst hun var ved at blive, eller ville blive til under fuldmånen. Hun var jo smuk nu, selvom at hun altid ville være smuk i hans øjne. At hun så ikke ville sove, vidste han at han ikke kunne gøre noget ved, for han vidste jo hvor stædig hun var. ”Så er vi vel nød til at gå på kompromis? Du sover i nogle timer, og så søger jeg til havet i nat?” foreslog han, hvor hans blik var ganske så alvorligt, for hun havde brug for søvnen! Og så måtte han jo bide i det sure æble til aften, og derved søge til havet. Han smilede blot drillende til hende, da hun himlede med øjnene, hvor han slap en kort men munter latter til hendes ord, som virkelig måtte more ham! ”Og det skulle komme fra dig? Du må da være den sværeste person i hele verdenen at gøre tilfreds!” konstaterede han bestemt, skønt man ikke skulle tage fejl af den drillende undertone. Der var dog noget om hans ord, for hun var virkelig stædig! Men han kunne ikke komme udenom at han nød hendes stædighed, at han nød hendes meninger, skønt de ikke altid var enige, men det var vel også det som han nød? At deres forhold ikke var perfekt? At de var forskellige? Uanset så kunne han virkelig ikke lade vær med at holde af hende, og holde af deres forhold. Han lagde armene omkring hende, som han brød kysset, hvor han trykkede hendes krop blidt ind til sig. ”Og du slipper skam ikke for mig!” svarede han i en munter tone, for hun var da det sidste han ville give slip på! Hun var hele hans verden, uden hende kunne han ikke fungere! Det var utroligt at han havde overlevet helt til nu, for han havde virkelig været ensom! Men han nød virkelig at have hende hos sig! At hun gerne ville ud, ville han ikke have det mindste imod, så kunne de jo tilbringe tiden sammen, selvom at han heller ikke ville have noget imod at blive indenfor i deres nye værelse, i deres nye hjem. Han måtte selv le, når han endelig fik fundet hendes rigtige punkter, så hun måtte spjætte, for hun mindede ham virkelig om en strandet fisk! Han så kort uforstående ned på hende, til hendes ord, skønt han dog hurtigt fandt ud af hvad hun mente, da hun fik dem vendt. Han måtte stivne kraftigt da han mærkede hendes hænder i hans side, for han var virkelig kilden! Han vred sig, hvor han måtte slippe den muntre og klare latter. ”S-stop!” udbrød han i et grinanfald, hvor han ikke kunne holde latteren tilbage, imens kroppen vred sig, for at undvige hendes fingre, skønt det dog ikke helt lykkedes ham. Så han måtte jo bruge andre midler. Han lod sine hænder falde omkring hendes håndled, hvor han tvang hendes arme op over deres hoveder, hvilket måtte resultere i, at de komme til at ligge helt tæt; hende over ham, hvor han smilede lettere drillende op til hende, inden han trykkede sine læber mod hendes i et intenst og lettere længselsfuldt kys, for han kunne virkelig ikke lade vær!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Forvandlingen var virkelig smertefuld også for Malanias vedkommende, så var hun temmelig sikker på, at det ville komme til at gøre godt ondt i aften! Netop fordi at hun ikke havde ladet forvandlingen gå igennem, men at hun havde valgt at ligge med de samme muskeltrækninger og småkramper mere eller mindre hele natten! Det var først nu at hun for alvor kunne slappe af og hun kunne ikke gøre andet end at nyde af det! Bare det at slappe af, var noget som hun måtte værdsætte noget så frygtelig tydeligt, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Hun havde virkelig brug for at lade forvandlingen gå igennem.. Om ikke andet, så for bare en enkelt aften, for det andet, det kunne hun virkelig ikke holde til i længden! Hun betragtede ham med et næsten alvorligt blik ved hans foreslag. Hun trak vejret dybt. ”Hvis du lover at blive ved vandet.. og ikke tvinge mig ind, som du gjorde i nat.. Så.. Så okay,” sagde hun stille. Det var jo heller ikke fordi at hun direkte måtte sidde inde med ønsket, at gøre nogen skade, for hun havde ingen kontrol når ulven først var fri! For pokker da, hun havde været så tæt på at gøre skade på Pierce! På den mand som hun elskede overalt på jorden! ”Jeg ønsker ikke at gøre dig noget ondt,” forklarede hun stille. Alene tanken om, at det havde været så tæt på at gå galt i nat, var heller ikke en tanke som hun var meget for! At han ville holde øje med hende, var hun nu næsten klar over, selvom det nu ikke var noget som gjorde hende noget som sådan, så længe, at han bare holdt sig væk fra hende fra forvandlingen gik i gang til den var overstået, så havde hun heller ikke noget problem med det på nogen måde overhovedet. Hun puttede sig godt og trygt ind i hans trygge favn, for det var virkelig her at hun ønskede at være og så længe, at det var sammen med ham, så var hun ligeglad med hvor de måtte ligge! Hun fnøs let. ”Så slem kan jeg da umuligt være! Du elsker mig jo trods alt alligevel..” Hun sendte ham et tydeligt og stille smil. Ikke at det var noget som hun kunne komme det mindste udenom, hvad end om det var noget som hun ønskede det eller ikke. Han gjorde hende glad og han formåede virkelig også at skulle flytte hendes fokus! At hun ikke måtte slippe for ham, det havde hun så sandelig heller ikke det mindste imod på nogen måde overhovedet, det var helt sikkert! Men bare lige denne aften, der var hun nødt til det! Hun grinede let. ”Så er jeg da fuldendt tilfreds!” sagde hun muntert, for den tanke var noget som virkelig måtte gøre hende noget så frygtelig glad, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet! At hun fik ham tvunget ned i sengen, så hun selv var i stand til at kilde ham, var i den grad det bedste, for han var langt mere kilden end det som hun var! Og hun nød virkelig af det! Hun kunne ikke lade være med at grine til det, for det var virkelig bare så morsomt! At han tog fat i hendes håndled og førte dem over hovedet, bragte dem automatisk helt tæt på hinanden. Hun betragtede roligt hans ellers så smukke blik. Hun kunne ikke være andet end glad for, at han måtte være hendes! Det var klart det bedste ved det hele! Kysset var noget som hun gengældte og endda med den største og mest tydelige længsel, for det var virkelig noget som måtte glæde hende! At det ikke skræmte ham væk, at hun var det bæst som hun var blevet til! Hænderne hvilede stadig i hans, som hun slet ikke kunne få sig selv til at skulle trække dem til sig! Hun elskede ham virkelig! Som varmen måtte brede sig i hendes krop, så blev hun også selv langt mere afslappet! Hun holdt kysset så længe, som det var hende muligt, inden hun trak hovedet til sig. ”Jeg burde sove, burde jeg ikke?” spurgte hun med et stille smil på læben. Det var jo trods alt en del af aftalen.

[pierce]

Det var nok bedst, hvis hun fik lov til at søge ud denne aften, at hun fik lov til at fuldføre forvandlingen og blive til varulv, for så ville hun jo heller ikke have den indre kamp hele natten, for hun havde været godt øm her til morgen og Pierce vidste det jo godt. Så det bedste var vel at de gik på kompromis? At de mødtes på halvvejen? Han var godt nok ikke meget for at lade hende være hele natten, men.. han måtte vel bare bide i det sure æble? Så kunne hun få lidt søvn nu, så hun ikke var så træt, for hun havde ikke fået sovet særlig meget, og hun kunne godt trænge til hvilen, skønt det dog ikke var fordi han ikke ville nyde tiden med hende, for han elskede at tilbringe sin tid med hende specielt, når de ikke havde været så meget sammen her de sidst par dage, fordi hun havde fået så meget at tænke på, og det gjorde ham nu heller ikke noget, for så havde han kunnet bygge huset færdigt, som det var blevet i går. Han nikkede ganske roligt til hendes ord. ”Udmærket,” endte han roligt. Det så ud til at han måtte bide det i sig, når aftenen kom, for han var virkelig ikke meget for at lade hende være alene, også fordi at hun kunne komme til at gøre skade på uskyldige, så han måtte vel holde øje med hende? Det var jo også hans pligt, ikke kun som hendes skytsengel, men også som hendes kæreste, for det nyttede ikke at hun dræbte uskyldige eller selv faldt i forsøget. For det tillod han ikke! Han smilede skævt til hendes ord. ”Hey, jeg har allerede overlevet to varulve, så jeg må jo være tilsmilet af dem for oven,” svarede han i en drillende tone, skønt der vel ikke var noget sjovt ved det? Men sandt var det jo trods alt. Hun havde været tæt på at dræbe ham, eller i hvert fald skade ham, men vejret havde virkelig været med ham! Men han måtte vel bare holde øje med hende denne nat og så se hvordan det ville gå? Han havde lovet hende at holde sig væk og han var en mand af ord, så.. han måtte jo bare holde sig på afstand – medmindre det gik helt galt! Han smilede muntert til hendes ord. ”Åh min skat! Du er den mest stædige tøs jeg kender! Men jeg kan ikke lade vær med at falde for dig om og om igen,” endte han stilfærdigt, hvor han smilede skævt til hende, inden han skænkede hendes læber et flygtigt kys. Sandt var det jo trods alt, hun var virkelig stædig! Men det var da rart at hun var lidt fleksibel og ville gå på kompromis med ham. At hun var tilfreds med at hun ikke slap for ham gjorde ham helt varm indeni! Han ønskede også kun at være hos hende, for hun var virkelig alt værd! ”Det er godt, min prinsesse,” svarede han muntert, inden han trykkede hende ind til sig, for uanset hvor egoistisk det så end lød, så var det i hans favn, hvor hun hørte til, ligesom det også gik den anden vej, for han tilhørte kun hende, han ville ikke have andre, og Malania var virkelig den eneste rigtige kvinde for ham! Fandt han nogensinde en anden, så var det på grund af tvang! Og så ville han snart hellere dø end at forlade Malania! Pierce havde intet imod at hun var endt over ham, hvor deres arme var endt over deres hoveder, som hans trods alt endnu holdt om hendes. Han følte pludselig sådan en lyst efter at få hende helt tæt på, for hun kunne virkelig ikke komme tæt nok! Han sukkede nydende i kysset, hvor han allerede følte længsel efter at mærke hendes læber igen, da hun brød kysset, hvor de turkisblå øjne faldt i hendes smukke mørke. Det var ikke fordi han ønskede at tvinge hende til at sove, selvom at det var bedst, og altid ville han sætte hende i første række, for.. han var ikke bare ude på at få hende med under lagnerne, skønt det jo så end ikke var sket endnu, så der havde han vel også bevist noget overfor hende? Han nikkede stille efter en længere tavshed. ”Det.. burde du vel,” medgav han roligt. Han slap ganske roligt hendes hænder, for at lade armene søge roligt omkring hende i et løst greb.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania var ikke meget for det, men hun var virkelig bare nødt til at skulle søge ud og få denne forvandling gennemført, for det andet, det ville hun simpelthen ikke kunne holde til, det var helt sikkert. At han ville vogte over hende, var noget som hun allerede var temmelig klar over, for.. Det var vel bare Pierce i et nøddeskal? Han havde vogtet over hende mere eller mindre hele natten og det var noget som blot mtåte glæde hende meget mere end det som noget andet ville, for hun følte virkelig, at han elskede hende, så meget som han vogtet om hende! Og det var virkelig bare en dejlig og yderst behagelig følelse, det var heller ikke noget som hun måtte ønske at skjule for ham! Han havde vel også brug for vandet efterhånden? Det var jo heller ikke fordi at hun ville trække den så langt som det hun havde gjort sidst, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket, det var også helt sikkert. Hun betragtede ham stille og ikke mindst med et alvorligt blik. ”Godt.. Jeg ved du kommer til at holde øje med mig alligevel.:” Hun trak let på smilebåndet. ”Bare vær forsigtig.. Så er jeg glad. Jeg vil nødig vågne op med dit blod på mine hænder,” sagde hun med en ganske så dæmpet stemme. Bare alene tanken om det, var hende direkte dræbende og det var noget som måtte gøre noget så frygtelig ondt på alle måder! Hun ville slet ikke høre tale om det! Hun måtte svagt smile. ”Pas nu på, at du ikke bliver hovmodig, min kære.. Du er sammen med et farligt bæst,” påpegede hun sandfærdigt, også selvom den drilsk stemme, slet ikke var at skulle tage fejl af. De kunne nok lave lidt sjov med det, for hun skulle vel nok også lære at kunne tage sig en anelse sammen når det endelig måtte komme til stykket? Ikke at hun var meget i tvivl om det, for mørket havde jo trods alt været en del af hende før. Hun skulle bare vænne sig til tanken om, at det blot endnu en gang måtte komme snigende og gribe hende, tage hende med tilbage i kulden også selvom hun virkelig måtte hade det mere end pesten selv! Hun lagde sig tæt ind mod ham og med det samme stille smil på læben, ikke at det var noget som hun ønskede at skjule. ”Så længe det ikke skræmmer dig væk, så..” Hun gned sin næse ganske roligt mod hans. Ikke at hun kunne lade være med det. Hun rystede stille på hovedet. ”Jeg er da din dronning..” hviskede hun med en rolig stemme tæt ved hans øre. Ikke at det var noget som hun ønskede at skjule for ham og det var så sandelig heller ikke hendes hensigt på nogen måde overhovedet. Hvilke tanker som måtte gå igennem hans hoved, det vidste hun ikke. Selv så ønskede hun virkelig bare aht have lov til at nyde tiden sammen med ham for en gangs skyld, nu hvor det var så sjældent, at det måtte forekomme! Specielt i disse tider, ville det jo være.. forbandet svært og det var noget som hun var udmærket godt klar over. Hun nikkede stille, som hun lagde sig tæt ind mod ham og med hans arme omkring sig, så kunne det virkelig ikke blive bedre! At han næsten havde virket til at.. tøve i hans udtalelse? Det var i hvertfald hvad hun selv havde mærket sig af, selvom det nu ikke var noget som hun var meget for at indrømme på den ene eller den anden måde. ”Pierce.. er der noget i vejen?” spurgte hun stille. Blikket vendte hun stille og roligt i retningen af ham og ikke mindst med en næsten bekymring. Ikke at det var noget som hun ville skjule for ham på den ene eller den anden måde, det var også helt sikkert. Hun strøg hånden roligt over hans bryst. Hun var virkelig træt, hun ønskede ham ved sig og nu hvor de havde indgået den aftale, så måtte hun jo trods alt også lystre den om hun ville det eller ikke. Hovedet gled stille mod hans skulder og med et svagt suk. Den smertestillende virkede og den gjorde hende næsten helt døsig. Hun var dog klart til stede endnu. Hun nægtet at sove hvis der var noget i vejen!

[pierce]

Pierce ville nok ikke kunne holde sig væk fra Malania denne nat, for alt kunne jo gå galt, hun kunne komme til skade, ligesom hun kunne komme til at gøre skade på andre, og det var han heller ikke meget for, for han ønskede virkelig ikke at hun skulle blive en morder! Han smilede ganske let til hendes ord, for det kunne han jo faktisk ikke komme udenom. Han ville holde øje med hende, vogte over hende og hvis det blev nødvendigt så også beskytte hende. Han lavede næsten en helt uskyldig mine til hende, skønt han dog ikke kunne lade vær med at smile. Han lod sin pegefinger sno sig omkring en af hendes mørke lokker, blot for at have noget at lave, inden hans turkisblå øjne søgte til hendes mørke. ”Jeg vil bare sikre, mig at der ikke sker dig noget,” svarede han roligt, hvor han næsten blot afventede hendes reaktion, for han havde jo lovet hende at søge til havet, ikke komme i vejen, men det kunne han jo ikke holde hvis der gik noget galt. Han nikkede ganske roligt til hendes ord. ”Jeg skal nok være forsigtig Mal, det lover jeg dig,” forsikrede han hende imens han smilede mildt til hende. Han skulle nok sørge for at der ikke skete noget med nogen af dem! Smilet falmede ganske roligt til hendes ord, måske det kun var for sjov, men.. hun var ikke noget bæst! Hun var virkelig fantastisk og perfekt på alle måder! Og det at hun ikke var perfekt, var netop det som gjorde hende perfekt på alle måder! De ville møde deres op- og nedture, men han var virkelig ligeglad, for hun var virkelig værd at kæmpe for! Hun var simpelthen alt værd! ”Farlig er du måske, men du er ikke et bæst,” svarede han stilfærdigt, hvor der var noget bestemt over hans blik, for det gad han slet ikke høre på! Hun var hans et og alt, hans eneste det ene og det ville hun virkelig være uanset hvad! ”Nok er du blevet til halv horror, men du er stadig den kvinde jeg vil have, du er endnu den rødmende, klodsede, stædige, søde og fantastiske kvinde som jeg forelskede mig i nede ved søen, og det vil virkelig aldrig ændre sig,” svarede han oprigtigt, imens han smilede skævt til hende, som hans øjne fik et kærligt og mildt skær over sig. Han kunne ikke hade hende uanset hvilken race hun så end var! Han lod blot sin næse gnide sig mod hende, som hun gned sin mod hans, hvor han smilede muntert op til hende. ”Du kan ikke skræmme mig væk Malania.” Hans hoved faldt på sned, hvor han løftede sin hånd for at stryge hende blidt over kinden, han løftede hovedet og skænkede hendes læber et blidt kys. ”Du er alt hvad jeg vil have.” Han skulle være godt dum, hvis han forlod hende! Desuden skulle der virkelig utrolig meget til hvis hun skulle skræmme ham væk, han var faktisk i tvivl om det overhovedet ville være muligt for hende at skræmme ham væk, for han elskede hende, og derfor kunne han jo ikke forlade hende! Han kunne ikke lade vær med at smile et bredt og tilfredst smil til hendes ord. Hun var hans dronning? Det passede vel meget fint? ”Kun hvis jeg er din konge,” svarede han i en drillende tone mod hendes øre, inden han fnes kort. Så længe han var hendes og omvendt, så var han virkelig ligeglad med hvad de var! Han ville virkelig kun have hende, for det var på grund af hende at hans hjerte endnu måtte slå! Hun holdt hans verden oppe, og forlod hun ham, så ville den bryde sammen. Han strøg hende blidt over ryggen, imens han betragtede hende som hun lagde hovedet mod hans skulder. Han skød brynene i vejret da hun spurgte om der var noget galt. Og det var der vel ikke? Det kunne godt være at han nu og mange gange ville få lyst til noget, men.. han ville altid sætte hende i hans første række, og tænke på sig derefter. Han rystede stille på hovedet, og skænkede hendes pande et blidt kys. ”Nej. Der er intet galt min kære,” forsikrede han hende og smilede muntert til hende. ”Og du burde få noget hvile,” tilføjede han i en varm tone, for det var tydeligt at se på hende, at hun måtte trænge til det, at hun havde behov for mere hvile, netop fordi hun ikke havde fået særlig meget søvn denne nat.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania var allerede klar over, at Pierce ville holde øje med hende igennem natten, selvom det nu ikke var en tanke som gjorde hende noget. Det lod hende bare vide, at han elskede hende, at han passede på hende og ikke ønskede at hende eller nogen som hun skulle møde på vejen, måtte komme galt afsted, for det var helelr ikke noget som hun måtte ønske! Bare at hun fik lov til at komme ud, at fuldføre den forvandling, så hun slap disse smerter og den træthed, så ville hun faktisk være mere end glad! Hun nikkede til ham og med et stille smil på læben. Det var heller ikke fordi at det gjorde hende noget, så lang tid, at der ikke skete noget med ham, så var hun tilfreds! At han legede med hendes mørke lokker, gjorde hende nu ikke noget, selvom det næsten måtte give ham et uskyldigt skær, hvilket i den grad ikke var sandt! Var der noget som han ikke var så var det i den grad uskyldig! ”Bare du lover mig, at du er forsigtig. Jeg ønsker ikke, at du skal komme galt afsted.” Det var noget som faktisk betød meget for hende. Lige der måtte han bare ikke komme galt afsted som da han havde stået overfor Pharrel! Det ønskede hun virkelig ikke! Bare alene anken om det, var noget som skræmte hende endnu mere. Så tæt på, at han havde været at miste livet den aften. Få det mast ud af sig i ordenes bogstavelige forstand. Hun ønskede ikke at ende med at gøre det overfor ham! Hun vidste i den grad godt, at hun ikke kunne være perfekt på nogen måde, og det var nu heller ikke noget som hun prøvede at opnå, for det ville hun heller ikke få det mindste ud af på nogen måde overhovedet! Hun var et bæst.. Hun vidste jo udmærket godt, hvad mørket kunne gøre ved en som hende, netop fordi at hun var et så lyst et væsen! Det kunne være direkte farligt i det store og det hele! Hun vendte blikket mod ham ved hans ord. Et sted var det noget som klart ramte hende, at det var sådan, at han måtte se på hende, for det var noget som virkelig måtte varme om hendes hjerte! Den rødmen som han måtte omtale, var noget som omgående måtte melde sig i hendes kinder, for alt det andet, var slet ikke noget som hun kunne se bort fra! Alle de ord.. det var et kompliment som hun aldrig nogensinde havde hørt det før! ”Du må slet ikke sige sådan noget!” begyndte hun tydeligt forlegent, da hun næsten måtte gemme sit ansigt ind mod hans bryst. Det varmede hende så sandelig at vide, at det måtte være sådan, at han måtte se på hende. Så var det vel ikke helt tabt? Og det var det som glædet hende meget! ”Så længe at du ikke går nogen steder.. Så er der ingen forandringer nej. Månen måske..” Hun trak let på skuldrene. ”men.. Det er vel et problem vi kan arbejde med? Ligesom dit vand?” Et sted var hendes ord jo selvfølgelig håbefulde, for hun ønskede virkelig ikke at miste ham! Det ville være som at lade hele hendes verden styrte direkte i grus og det var nu heller ikke noget som hun måtte ønske sig på nogen måde overhovedet, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Kysset tog hun imod og selv med et varmt smil. Nu var hun lettet for alvor. Nu hvor hun måtte vide, at han ikke måtte gå nogen steder! Hun nikkede sandfærdigt. ”Du har været min konge siden den dag ved søen,” hviskede hun roligt. Allerede den dag, havde han vist sig, at være noget ganske særligt, også for hende og hun elskede virkelig den følelse! De strøg mod hendes ryg, fik hende til at putte sig godt og trygt ind til ham. Det var noget af det bedste ved at have ham der. Han havde en sådan en god favn at ligge ind til! Hun betragtede ham stille. Noget var galt, det kunne hun mærke! Hånden strøg roligt over hans bryst og ganske roligt nedover hans mavemuskler. Han havde bestemt heller ikke noget at skulle skjule da! ”Er du helt sikker?” spurgte hun stille. Hun ville uanset ikke kunne finde hvile før hun vidste, at alt var som det skulle! Hånden fortsatte roligt over hans mave. I sig selv, var det en ikke noget som hun direkte selv måtte mærke sig af.

[pierce]

At forlade Malania blev aldrig nogensinde aktuelt! Pierce ønskede ikke at hun skulle betvivle ham, eller finde ham utroværdig, skønt han nok ikke helt kunne holde sit løfte om at holde sig væk, hvis noget begyndte at gå galt, for hvis der først skete hende noget, så ville han aldrig nogensinde tilgive sig selv! Han elskede hende, og derfor var det hans pligt at holde øje med hende, især når han vidste at alt kunne ske om natten! Det var jo ikke kun de uskyldige, der kunne komme til skade, men også hende. Man vidste aldrig om hun faldt i kløerne på nogle fjender, nogle som ville stoppe hende og derved dræbe hende, for hun havde jo ikke kontrol over sig selv. Et sted var det vel med vilje at han måtte spille uskyldig, ved at lege med hendes mørke lokker, skønt han nok ikke ligefrem gik under betegnelsen ’uskyldig’, han var godt nok i familie med en engel – bare fra havet – men uskyldighed lå ikke ligefrem til hans race. Havengle var ikke rene som englenes måtte være, men han vidste hvad han ville have, og han agtede at beskytte det som han måtte holde af, og nok var han ikke lige så ren som en engel, men han var heller ikke ond som en dødsengel! Han kæmpede for dem han holdt kær, og det var Malania, og derfor kunne han ikke helt holde sit løfte til hende, men derfor ville han selvfølgelig gerne passe på, når mørket engang faldt på. Han måtte næsten blinke helt så uskyldigt op til hende til hendes ord, inden han smilede drillende til hende. Det var ikke for at være barnlig, eller useriøs, eller provokerende, men han kunne ikke lade vær! ”Jeg skal nok være forsigtig og påpasselig Malania, det lover jeg.” Han så alvorligt på hende, og nikkede ganske kort, blot for at understrege sine ord. Han skulle nok passe på sig selv, det var jo ikke fordi at han ikke kunne tage vare på sig selv. Og nok var han ved at blive mast under en varulv, men de væsner var virkelig også enormt tunge! Men han var ikke svag fysisk, for hans fysik og krop var faktisk noget udholdende og stærk, så det ville faktisk være dumt at undervurdere ham. Han havde desuden også jaget varulven væk, ikke sandt? Så det var jo ikke fordi at han ikke ville kunne forsvare sig selv! Dog måtte hendes bekymring da varme ham, for det betød jo bare at hun måtte holde af ham, ligesom han holdt af hende.
At Malania måtte rødme til Pierces ord, fik ham virkelig til at smile ganske bredt, for det bekræftede da bare hans ord omkring det at hun var rødmende! Selvom det jo også bekræftede at hun var sød og fantastisk, for det var hun virkelig! Han slap en munter latter, da hun sagde at han slet ikke måtte sige sådan noget, hvor hans arme gled omkring ved hendes skuldre, så han kunne trykke hende godt og tæt ned mod sig, imens han smilede muntert til op til hende. ”Jeg må ikke sige sådan noget?” gentog han i en munter tone og rystede smilende på hovedet. Han lod endnu engang sin finger sno sig omkring en af hendes mørke lokker, for det var så silkeblødt! ”Men jeg mener det!” endte han muntert, hvor han smilede op til hende, som han skænkede hendes mundvig et blidt kys. Han nikkede ganske roligt til hendes ord. ”Selvfølgelig Mal. Vi finder ud af det,” sagde han roligt og dog lettere bestemt, for han var sikker på at de nok skulle finde ud af et eller andet med hendes måneproblem! At han havde været hendes konge siden den dag nede ved søen fik ham til at smile skævt. ”Jeg vil nok hellere være din prins på den hvide hest,” konstaterede han lettere eftertænksomt, for konge lød så.. gammelt? Han fnes kort ved ordenen, inden han lod sin pande hvile mod hendes. Så længe han var hendes, så var han faktisk ligeglad med hvad han måtte være. Hånden over hans bryst og videre ned over hans mavemuskler fik det til at sitre i hele hans krop, som den også måtte gå i spænd, hvor hans hjerte tilmed måtte slå hurtigere mod hans bryst. Han nikkede ganske roligt. ”Mhm..” mumlede han lettere uroligt, for han var bange for at hvis han åbnede munden at han ikke ville kunne skjule behaget, skønt det vel egentlig ikke gjorde noget? Der var jo ingen tvivl om at han måtte nyde hver gang hun berørte ham, kærtegnede ham og kyssede ham, for han elskede det virkelig!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Bare det at vide, at Pierce måtte være der, var noget af det bedste ved det hele! Ikke at det var noget som man kunne komme udenom, for det glædet hende bare, at han var der til at støtte hende og hjælpe hende så godt, som det nu måtte være ham overhovedet muligt, for det sagde virkelig heller ikke så lidt på nogen måde. Det gjorde hende glad, selvom hun bare ikke måtte ønske, at han skulle komme galt afsted. Så længe, at hun ikke havde kontrol på noget som helst, så var hun virkelig bange for, at det skulle ende med at gå galt i den anden ende, for hun ønskede virkelig ikke, at skulle skade ham! Det var da noget af det sidste som hun måtte ønske! Uskyldig var han i den grad ikke! Men han var en engel – Hendes engel og det var noget som hun var så frygtelig og forbandet glad for, det var der så sandelig helelr ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, hvad end om det var noget som man ønskede det eller ikke. Hun sendte ham et stille smil og nikkede så til hans ord. Det glædet hende dog blot at høre. Bare alene den tanke om, at hun skulle være skyld i, at han måtte komme galt afsted, var slet ikke noget som hun var i stand til at skulle holde ud! Den tanke var dog mere dræbende for hende, end det som noget andet måtte være og det sagde i den grad heller ikke så lidt! Desuden, så nød hun også når han endelig måtte lege med hendes lokker, for det var noget som hun måtte nyde noget så frygtelig godt af! Han havde jo været så frygtelig tæt på at miste livet den aften, hvor de havde mødt Pharrel og det var slet ikke noget som hun ønskede skulle gentage sig!
Malania kunne udmærket godt rødme endnu, hvilket hun kun måtte være forbandet træt af til tider! Netop fordi at han måtte køre sådan rundt i det! Det var virkelig ikke retfærdigt på nogen måde overhovedet, hvad end om det var noget som hun ville det eller ikke! Hun grinte ganske let, som han igen måtte ende med trykke hende tæt ind mod sig, for hun nød virkelig at have ham så tæt på, som det hun måtte have nu! Sandt at de aldrig nogensinde havde trukket den særlig langt, men nu hvor de endelig måte være her, så måtte det jo bare være sådan, vel? ”Du er bare dum, er du!” endte hun ud med et let grin, idet hun slog ham let mod brystet. Ikke hårdt for hun vidste udmærket godt, at hun faktisk måtte brænde inde med en temmelig stor styrke lige for tiden, og det var så sandelig heller ikke meningen at han skulle have mere ondt end det som han allerede måtte have på grund af hende! Hun sendte ham et stille smil. ”Og det er du så sandelig også.. Taget ud af min vildeste fantasi.” Sandt var hendes ord, det var de i den grad! At han måtte sitre og spænde under hendes hånd, var noget som selv måtte få hende til at smile. Hun kunne jo mærke, at hans hjerte måtte slå fast mod hans bryst! Hun nød virkelig af den tanke, følelse og fornemmelse, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Det var jo nærmest som det måtte tvinge hende ind i en eller anden form for trance, for lyden.. den var så.. himmelsk! Hun rystede de tanker ud af hovedet. Nej! Hun måtte da ikke tænke sådan! Hun vendte blikket stille mod ham og med det drilske glimt at spore. ”Du nyder det.. gør du ikke?” Hånden lod hun ganske roligt og stille søge længere ned, hvor hun strøg roligt over hans buksekant og med den næsten så uskyldige mine i ansigtet. Ikke at det var noget som hun ville skjule. Selv måtte hun sige sig, at hun var spændt på at se hvornår at de ville komme hinanden så tæt, at de kunne forenes på den måde. Hun strakte halsen ganske forsigtigt, blot for at lade en rolig række af blide kys tilfalde hans varme hud. Hun elskede ham, hun elskede at være tæt på ham og det var noget som hun i den grad gerne ville vise ham.