Building up our house..

[pierce]

Pierce var blevet overrasket over at hendes ord faktisk havde været sande, at hun var blevet til horror, men han havde virkelig troet at hun ikke var blevet omvendt den nat, for nok havde Pharrel næret sig på hende, men hendes hjerte slog jo, det havde slået! Og det slog endnu! Men det måtte jo have været en fælde fra Pharrels side af, og Pierce var hoppet i den med begge fødder, så dum han havde været! Men han havde bare ikke gidet at dvale i fortiden, at dvale i den nat, hvor de begge var blevet angrebet af det bæst! Han ville egentlig bare have det kapitel overstået, og han havde ærligtalt troet at han havde kunnet skrive det færdigt denne aften, hvor han havde fået bygget huset færdigt. Men det var så langt fra gået som han havde villet, det var gået i den direkte retning, og kapitlet var langt fra færdigt! Nu skulle de finde en løsning på dette.. ulveproblem. De havde lige fundet løsningen på hans vandproblem, ved at flytte sammen nede ved stranden, hvor de var nu, og så kom det næsten problem, hvor var det typisk! Men Pierce var ligeglad, han holdt af Malania, og han ville ikke lade hende sidde her helt alene med sine egne problemer, det var nok hendes egen skyld, men de var sammen, som et par, og derfor kunne han ikke svigte hende, det var hans pligt at hjælpe hende, også som hendes skytsengel. Han strøg hende blidt over håret og rystede ganske let på hovedet. Sandt det var hendes skyld, men der var ingen grund til at give hende mere skyldfølelse end hvad hun havde i forvejen. ”Nej, jeg skulle have hørt på dig, men.. jeg havde bare håbet på at det hele var overstået,” svarede han sandfærdigt, og trak ganske svagt på skuldrene, det var i hvert fald bare langt fra overstået, og han vidste det, men han ville i det næste lange stykke tid, prøve og se om han ikke kunne finde en løsning, og nu måtte de jo se hvordan hun havde det i morgen tidligt, se om hun endnu bar denne høje feber, som han ærligtalt ikke var meget for. Han tog ganske let kluden og tørrede hendes pande, kinder og ja faktisk hele ansigtet med det, inden han igen lagde den mod hendes pande, hvor hans turkisblå øjne hvilede i hendes mørke øjne. Han strøg hende blidt over kinden. Hun var ufatteligt varm! Men det havde vel noget at gøre med varulven? Den ville selvfølgelig frem i hende, men de var jo også kendt for at være varme af natur, så mon det var det der var galt? Hun skulle vænne sig til varmen? Hun ville vel blive kold om dagen, når hun ville indtage sit vampyriske jeg? Han vidste det ærligtalt ikke, men han kunne bare håbe på at hun ville få det bedre, selvom de jo så også skulle til at døje med hendes blodtørst, og den håbede han virkelig ikke at han ville blive offer for. Det var faktisk.. skræmmende. Han nikkede ganske let og smilede et lille muntert smil. ”Selvfølgelig skal det nok gå. Jeg er jo her hos dig,” sagde han i en lettere opfordrende tone. Han ville ikke forlade hende, det ville han ikke kunne gøre mod sig selv, for det ville knuse hans hjerte, og derfor havde de bare at finde en løsning! ”Vi skal nok finde en løsning, Malania, jeg helmer ikke før vi har,” svarede han lettere bestemt. Og han mente det skam! Der måtte vel også være en løsning? Desuden, så kunne han huske at hun fortalte at hun havde været en del af mørket førhen, og derefter var blevet omvendt til lysvæsen igen.. så det kunne vel lade sig gøre? Han bed sig ganske let og lettere tænkende i den bløde underlæbe, de måtte kunne finde en eller anden, der ville være i stand til at rive det bæst ud af hende!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania havde virkelig håbet, at det møde med Pharrel kun havde været en drøm, selvom den havde været så frygtelig livagtig og nu havde hun da oplevet med egne øjne, at det ikke kunne være noget andet end den rene sandhed, for ellers ville hun ikke ligge der, som hun gjorde det lige nu, og havde det så elendigt som hun havde det! Ulven måtte jo stadig prøve at tvinge sig frem i hende, selvom den virkelig ikke kunne uden at have den store fuldmåne til hjælp, hvilket i den grad nu heller ikke måtte være noget som gjorde hende det mindste. Hun ønskede hellere at gøre skade på sig selv, end det som hun ønskede at gøre skade på nogen anden og da specielt på Pierce! Kom han til skade på grund af hende, så ville hun da aldrig nogensinde tilgive sig selv på nogen måde overhovedet, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Dette var virkelig noget som havde skræmt hende! At hun nu kunne ligge der og lytte til hans hjerte, var noget som skræmte hende yderligere, samtidig med, at det faktisk gjorde hende rolig, for så vidste hun da, at han faktisk måtte ligge der sammen med hende, passe på hende og beskytte hende, selvom hun var endt ud i det, at hun var blevet et bæst. Tanken gjorde virkelig ondt, men hvad var der, som hun kunne gøre ved det når det endelig måtte komme til stykket? Hun måtte vel bare forblive dette væsen resten af hendes liv? Hun håbede det virkelig ikke, for det ville da slå hende ihjel i længden! Ganske let bed hun sig i læben, selvom hun lod øjnene lukke, som han tørrede hende i ansigtet og lagde kluden tilbage mod hendes pande. Det var dejlig behageligt, at han måtte ligge der og holde om hende, for det var virkelig noget af det, som hun måtte have brug for lige for øjeblikket, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Hun trak vejret dybt, selvom det var tydeligt dirrende, for det gjorde virkelig ondt endnu! Det brændt i det indre, som nogen prøvede at flændse hende og hun kunne intet stille op! Alene tanke var frustrerende, men følelsen, var virkelig langt værre! ”Det samme havde jeg..” Hun vendte blikket stille o mod ham. Armene gled stille omkring ham, som hun blot puttede ind mod hans favn, for det var der hun ønskede at være – Det var der hun hørte til og fornemmelsen omkring det, var virkelig intet andet end dejlig når det endelig måtte komme til stykket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte være. ”Det er aldrig overstået. Det vil følge mig resten af livet..” Hun bed sig let i læben igen. Hun var virkelig bange for, at det virkelig ville ende med at skræmme ham væk, for det var virkelig noget af det værste som nogensinde kunne ramme hende. Mistede hun ham, så mistede hun så sandelig også grunden til at skulle fortsætte livet, for han var virkelig det som holdt hende kørende nu. Han var hendes lykke og alt i hendes verden! Hånden lukkede hun omkring det, som hun nu kunne få fat i, så hun var sikker på, at han måtte blive liggende der sammen med hende, for det var virkelig noget så frygtelig ubehageligt som intet andet overhovedet. Hun sukkede stille og rystede så let på hovedet. Hans ord lettede hende virkelig og det fik hende blot svagt til at smile. Hun var varm.. forbandet varm og det var noget som hun selv skulle vænne sig til. Hovdet lagde hun helt ind mod ham, tæt ved hans hals og bryst, så hun næsten måtte gemme sig ind mod ham. Hun nikkede til hans ord, blot for at vise ham, at hun havde hørt ham, blot så han ikke endte med at blive bange eller noget, for det ønskede hun ikke. ”Jeg ønsker ikke at gøre dig ondt.. Jeg elsker dig, min egen..” Nu hvor hun virkelig følte for at sige dem, så måtte hun jo trods alt også gøre det. Han måtte bare ikke forlade hende alene når hun havde det på denne måde! ”Hvad kan vi da gøre? F-fuldmånen… Det er 2 nætter mere..” hviskede hun stille. Det skræmte hende virkelig.. For det gjorde virkelig forbandet ondt!

[pierce]

Denne aften var langt fra gået som Pierce havde forventet eller håbet på, for det var gået i den direkte modsatte retning, og han hadede det faktisk. Men hvad skulle han dog gøre ved det? Han kunne jo rent faktisk ikke gøre noget som helst ved det! Noget som dog måtte glædede ham mest, var at han var endt med livet i behold – endnu engang – for guderne måtte da virkelig tilsmile ham! Og dog håbede han virkelig også at de måtte tilsmile hende, for han ønskede ikke at hun skulle rende rundt med det bæst inde i sig! Han ville have at hun skulle være sig selv igen! Han ville have at hun skulle være hende! Malania! Den kvinde som han forelskede sig i ved søen! Og ironisk nok, så var det også ved søen at hun var blevet angrebet af det stupide bæst! Det var virkelig forfærdeligt det som havde sket ham! Og han ville egentlig bare have at hun skulle være rask! Ikke ligge her med høj feber som hun gjorde. Det gjorde ondt at se hende ligge sådan her, og han ønskede virkelig at det var ham som var det bæst og ikke hende, så hun ville slippe for den fysiske og psykiske smerte! Han ville hende virkelig kun det bedste! Han ville bare have at de kunne leve et normalt liv! Okay, forholdet ville selvfølgelig være kedeligt, hvis alt var perfekt, men han måtte indrømme at dette ikke var noget som han ønskede, for hun havde virkelig ikke fortjent dette! Hun fortjente det bedste! Og hun var lige kommet ud af mørket og så skulle hun leve i det igen? Det nægtede han virkelig! Han ville finde en løsning! Det ville han virkelig! Han nægtede at lade hende leve sådan her resten af livet! Det ville han virkelig ikke finde sig i! Han strøg hende blot blidt over håret til hendes ord. De havde begge håbet på at det var overstået, men det var tilsyneladende kun lige begyndt. Han slap ganske roligt taget omkring hende, for at smide bukserne, eftersom hans overkrop allerede var blottet, inden han puttede sig under dynen, og lagde sig tæt ind til hendes krop, så hun vidste at han var der. De trængte vel begge til noget hvile? Det havde jo været en anstreng aften for dem begge! Og han håbede da virkelig at hun kunne finde nok ro til at falde i søvn. Han smilede blot, som hun lagde armene omkring ham, hvor han selv lagde armene omkring hende. Som han lå med ryggen og hendes hoved hvilede tæt ind mod hans hals, så kunne hun ikke se det triste blik til hendes ord, som han så op mod træloftet. Det ville følge hende resten af livet? Det var lige før at tanken fik det til at skælve i ham. Han sank den klump som havde sat sig fast i hans hals. ”Jeg håber bare at vi finder en løsning,” svarede han kortfattet og dog roligt. Han mente det! Han ville ikke have at hun skulle have det sådan her resten af hendes liv! Og hvad nu hvis de ikke kunne finde en løsning? Han var næsten bange for at han ikke ville kunne leve sammen med hende så, at han ville forlade hende. Hans hjerte begyndte roligt at slå hurtigere mod hans bryst, som frygten sneg sig op i ham. Ville han virkelig så forlade hende? Han knyttede hænderne fast, gjorde et let ryst med kroppen, inden han knugede hende ind til sig. Nej! Han ville aldrig nogensinde give slip på hende! han ville aldrig opgive hende! Aldrig! At hun ikke ville ham noget ondt glædede ham virkelig! Det varmede hans indre uden lige! ”Jeg elsker dig Malania, og jeg forlader dig aldrig!” endte han fast og beslutsom, som ordene egentlig blot var fløjet ud af munden på ham, men det var ikke så meget for hendes skyld kun, det var også for at bekræfte det for ham selv! Han var virkelig sikker i sin sag! Hun var kvinden han ville dele sit liv og sin verden med! ”Vi finder på noget Mal!” endte han roligt og det beslutsom. De måtte finde en løsning for de to næste nætter!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

At Pierce lå der for øjeblikket, var Malania virkelig kun frygtelig glad for, for hun havde virkelig desperat brug for ham! At have ham ved sig og vide, at hun ikke skulle kæmpe med dette alene, for det var hende virkelig en lettende følelse når det endelig måtte komme til stykket og det var virkelig også noget af det som måtte gøre det hele så meget bedre for hendes vedkommende. Hun lukkede øjnene ganske let. Det var virkelig bare umuligt at falde til ro! Det hele var jo tilsyneladende kun lige begyndt, selvom det virkelig kk var noget som gjorde det bedre for hends vedkommende.. Slet ikke! Det gjorde det hele så mange gange værre, at man skulle tro at det måtte være løgn, for det var virkelig noget som måtte skræmme hende, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af! Lykken måtte da tilsmile ham, for det gjorde den bestemt ikke ved hende.. Hun var vel stadig bange for, at deres fuldmåne-problem, ville gå hen og blive meget værre og at han ville ende med at forlade hende? Hun bed sig let i læben, også selvom hun kraftigt måtte blive revet tilbage til den her verden, da han slap hende en anelse. ”B-bliv…” hviskede hun som det første, selvom det blot lettede hende, at han blot klædte af sig, for at lægge sig ind til hende igen. Han føles kølig at ligge tæt på, hvilket i den grad heller ikke gjorde hende det mindste. Det gjorde hende faktisk kun langt mere rolig når han lå der og holdt om hende. Hun prøvede virkelig bare at falde helt til ro. Hun nikkede til hans ord. Hun håbede virkelig bare, at der var noget som kunne minde om en løsning derude. Hun håbede virkelig så meget på det! Ellers vidste hun da slet ikke hvad hun skulle gøre, for det ville virkelig blive slemt og hårdt for dem, hvis det ikke ville være tilfældet. Det hele var hendes egen skyld og hun vidste det jo udmærket godt, hvis hun gad at tænke det hele igennem, selvom det virkelig ikke var noget som gjorde det meget enmmere for hende, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af! Hun blev liggende og lyttet til hans hjerte og kunne mærke hvordan han måtte knuge hende ind mod sig, hvilket i den grad også var en tanke og fornemmelse, som hun virkelig måtte nyde af! Hun lukkede øjnene let og selv med den klare lettelse ved hans ord. Han ville ikke gå fra hende? Selv på trods af det her? Det kunne da virkelig ikke blive bedre for hende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun tænkte allerede s det måtte knage, for det her var virkelig ikke et liv som hun måtte ønske sig at leve resten af livet og specielt heller ikke for hans skyld! Han var hendes lykke og hendes verden og det var slet ikke noget som hun måtte ønske sig at skulle give det mindste slip på når det endelig måtte komme til stykket, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun trak vejret let hiksterende, da endnu en svagere krampetrækning skød kraftigt igennem hendes krop. Hun klynkede ganske let, for det gjorde virkelig ondt! ”L-lov mig, at du aldrig forlader mig..” Hendes ord var i den grad alvor. Hun følte det vel som et sted, at hun skulle dø? Så ondt som det gjorde, så føles det virkelig bare som en langsom død, at hun næsten lystede at slippe ulven fri i stedet for, for det gjorde forbandet ondt! Hændes hænder greb omkring hans ene arm, blot for at have et eller andet, som hun ville kunne sidde og bare knuge sig direkte ind til. ”Ulven vil ud, Pierce…” hviskede hun næsten skræmt. Hun kunne næsten mærke det som havde et været et individ, sådan som det kæmpet for at komme ud, selvom den ikke kunne bryde de sidste lænker uden fuldmånens klareste skær. Hvis hun nogensinde skulle ende med at miste ham, så ville hun aldrig nogensinde tilgive sig selv! En tåre gled stille ned af hendes kind, selvom hun intet gjorde ved den. Så længe, at hun måtte ligge med ryggen ind mod hans favn, så kunne han heller ikke se den, hvilket i den grad også var hende en glæde uden lige. Hun var virkelig fortvivlet.. Kunne de overhovedet holde sammen med det her? ”Jeg tænker.. d-der må være en løsning!” Hendes stemme var skinger og udmattet allerede. Den forvandling som hun havde været igennem næsten to gange til nu, havde i den grad udmattet hende!

[pierce]

Pierce vidste ikke om Malania kunne sove, men han vidste at det i hvert fald ville være godt for hendes krop! Især fordi at hun havde fået den udvidet hele to gange, for at kunne få ulven frem, og anden gang havde hun ikke fuldført sin forvandling, fordi han havde stoppet den helt brat, da han havde trukket hende med indenfor for at få forvandlingen stoppet, og det var jo trods alt lykkedes for ham. Men at hun skulle ligge her og have kramper, det var vitterligt ikke noget som han brød sig det mindste om! At hun var nervøs for at han ville gå og ikke komme tilbage, det forstod han et sted godt, og dog ikke, fordi han elskede hende jo, hun var hans verden, hun var det eneste som han ville leve for, så hvordan pokker skulle han kunne forlade hende? Men selvfølgelig, han var jo et sted også bange for at deres vandproblem skulle skille dem i den sidste ende, fordi han ville tilbringe mere tid i havet end hos hende, men nu hvor de var flyttet sammen, så ville vandproblemet da i hvert fald blive en god del formindsket! At hun hviskede at han skulle blive, fik han til at se en smule undrende på hende, for han afklædte sig jo bare, for han gik ikke ud fra at han ville komme andre steder, end at blive her i sengen, nu hvor hun var panisk for at han skulle gå. Han puttede dem begge godt under dynen, inden han lagde armen omkring hende, som hun lå med hendes ryg ind mod hans bryst og mave. Hans fingre strøg og kærtegnede hendes maveskin, skønt stoffet fraholdt dem fra at komme i kontakt med den bare hud, selvom kjolen ikke ligefrem var i perfekt stand længere. Han løftede hovedet roligt og skænkede hendes kind et blidt kys. ”Jeg bliver lige her hos dig, Malania,” hviskede han roligt mod hendes øre, inden han lagde sit hoved ind mod hendes, imens han trykkede hendes spinkle krop ind mod hans egen. Han havde skam ikke tænkt sig at gå, ikke nu hvor hun havde allermest brug for ham, han ville da slet ikke svigte hende! Ikke når han elskede hende så højt! Han kunne måske ikke få sig selv til det, men han blev her godt nok ikke fordi at han følte medlidenhed for hende, nej han blev fordi at han ville, fordi at han ikke gad, at flygte som en eller anden kujon, for han vidste desuden at selv hun ville være der for ham, hvis han ville ende ud i sådan et problem! Han havde måske kun kendt hende i få måneder, men han vidste allerede nu at han elskede hende højere end livet selv, at det var hende som han ville være sammen med og dele sit liv med i al evighed! Hun ejede hans hjerte, krop og sjæl! Og han ønskede ikke at nogen anden kvinde skulle eje det! At hun fik endnu et krampeanfald kunne han tydeligt mærke på den måde, som hendes krop måtte reagere på, hvilket fik ham til at trykke hende blidt ind til sig, skønt han vel mere knugede hende ind til sig, for han havde ikke lyst til at slippe hende. ”Malania. At forlade dig vil være det samme som at dolke en kniv i mit eget hjerte, for at splintre det i flere tusinder af små stumper og stykker. Og ikke nok med det, så vil det også knuse dig, og det har jeg ingen intentioner om! Jeg elsker dig af hele mit hjerte, og uanset hvad slemt vi går igennem, så forlader jeg dig aldrig,” hviskede han mod hendes øre, hvor der var en fast og beslutsom tone over hans ord, for han ville aldrig nogensinde kunne tilgive sig selv hvis han knuste ham, og han ville da slet ikke kunne tilgive sig selv, hvis han knuste hende! At ulven ville ud, fik ham til at bide sig svagt i læben. Det ville nok være bedst for hende at slippe den fri, men det kunne han ikke. Han strøg hende blidt over håret og kærtegnede hendes ansigtstræk. ”Prøv at se om du ikke kan sove, Mal, det vil gøre godt for dig,” sagde han dæmpet og dog blidt mod hendes øre. Et sted vidste han jo godt at det ville være umuligt for hende, men på et tidspunkt måtte hendes krop jo give efter for udmattelsen. Tåren på hendes kind så han ikke, for hun lå med ryggen ind mod hans bryst og mave, så han ikke kunne se hendes ansigt. Han smilede ganske let. ”Vi skal nok finde en løsning,” endte han roligt. Det var han skam fastbesluttet på!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania var temmelig sikker på, at det ville være langt nemmere for hende, bare at lukke den varulv fri, for det havde slet ikke gjort så ondt som det her havde gjort det, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var end ikke noget som man skulle tage fejl af. Hun prøvede virkelig at falde til ro ved at ligge i hans favn, og han gjorde det virkelig langt nemmere for hende, bare fordi at han var der, for hun ønskede virkelig ikke at kæmpe med dette alene, det ville hun simpelthen bare ikke kunne holde til, det var slet ikke noget som man skulle eller kunne tage det mindste fejl af når det var der så sandelig heller ikke nogen som helst tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Hun lukkede øjnene stille og prøvede bare at slå koldt vand i blodet! At han lå helt tæt ind mod hende, så hun kunne mærke ham og høre hans hjerteslag, det gjorde hende rolig et sted. Han ville ikke gå fra hende.. det var hende en tanke som hun blev mere og mere overbevist om og det glædet hende virkelig mere end noget andet! At hun blot havde kendt ham et par måneder, var virkelig ikke noget som rørte hende det mindste, for hun elskede ham virkelig! Hun var ikke det mindste i tvivl om, at det var ham som hun virkelig ønskede at leve livet med, den eneste som hun ønskede at have så tæt på sig som det hun havde nu og tættere endda hvis det nogensinde skulle blive aktuelt. ”Du må heller ikke gå..” Hendes ord var ikke noget andet end en anstrengende hvisken. Hun var træt og hun var udmattet, hun kunne bare ikke finde den ro som skulle til for at falde helt hen og hun var virkelig frustreret over det! Ulven ville virkelig frem og hun kunne mærke det! Det gjorde virkelig ondt! Sådan som han knugede hende ind mod sig, de strøg mod hendes mave.. Ja bare det, at hun kunne mærke at han lå lige bag hende, støttede hende og passede på hende, selvom hendes eget blik hvilede på døren, for hun var umådelig fristet til bare at løbe ud igen, så ulven kunne komme frem ,for det føles virkelig som hendes indre var ved at eksplodere og det gjorde forbandet ondt! Hans ord frembragte tårerne til hendes øjne, hvor hun selv måtte kæmpe med ikke at lade dem falde. Hun havde aldrig ngoensinde hørt nogen sige sådan noget til hende og det var virkelig ikke noget som sagde så lidt, for det var intet andet end den rene sandhed. Hun følte varmen brede sig i det indre.. Han løj ikke, og hun vidste det. Det lå slet ikke til ham! Ganske forsigtigt vendte hun sig i hans favn, så de kunne ligge front mod front, for det var skam også noget af det som hun faktisk kunen sige sig, at have det bedst med. Tårerne trillede ned af hendes kinder. Kampen i det indre, den var virkelig ulidelig! ”Du lyver ikke..” bemærkede hun stille. Mange som skænkede hende løfter og komplimenter på denne måde, gjorde det af helt andre grunde end det som Pierce havde gjort det, og det var jo selvfølgelig også noget som hun måtte være påvirket af. Den varme hånd lagde hun stille mod hans hjerte, hvor hun næsten måtte stirre på det, som kunne hun se det igennem hans varme hud. ”Det vil knuse mig hvis du går.. Du.. Du er mit liv… du er meningen med det,” sagde hun stille. Ordene var lette anstrengte, for hun måtte næsten kæmpe med at få dem frem, for hun var virkelig forbandet træt allerede. Hun nikkede stille til hans ord. Så længe at månen ville være oppe, så ville det rive og flå i hende som det gjorde nu. Han havde ingen anelse om hvor ondt det faktisk måtte gøre! Hun lagde sig helt tæt ind til hans krop og lukkede øjnene. Hun var virkelig noget så forbandet træt! ”Det håber jeg.. Jeg ønsker virkelig ikke at miste dig,” hviskede hun stille. Hun greb omkring det som hun kunne få fat i med hænderne, blot for at blive så tæt på ham som hun kunne. Med tiden og nærmere solopgang.. så gled hun hen i søvnen. Først der tillod hendes krop hende endelig det, at slappe af, så søvnen kunne trænge ind.

[pierce]

Pierce kunne godt forestille sig at det måtte blive en hård nat for hende, for han vidste at ulven måtte kæmpe i hende, det var jo tydeligt at se på hende, at ulven ville løs, og når hun så også selv fortalte ham det, så kunne han jo ikke andet end at tro på hende, for sidst han ikke havde troet på hende, var han nær blevet mast af hende, fordi hun havde talt sandt og var blevet til en horror, hvilket han måtte hade noget så frygteligt! Han hadede at det bæst til Pharrel havde bidt hende, hvor han selv havde været så dum at tro at han kun havde næret sig på hende, for bare den tanke alene var afskyelig og forfærdelig! Men at det bæst så havde omgjort hende til.. dette, det var virkelig mere end han kunne bære, og så han det bæst til Pharrel igen, så ville han myrde ham på stedet! Han var ikke typen der krævede hævn, men det som han havde påført hans Mal, det var virkelig utilgiveligt! Han ønskede virkelig at dræbe ham! Rede bod for hans udåd! Selvom det han nok mest havde lyst til var at gøre Malania normal igen, for han ønskede ikke at hun skulle gennemgå denne smerte hver evig eneste gang, der var fuldmåne, som der endda var tre nætter i træk! Han hadede virkelig tanken om at noget så grusomt skulle påføre hende smerter, og kunne han så ville han da med glæde få det bæst over i ham, så hun ikke skulle gå rundt med det! At hun ikke ønskede at gå, forstod han da udmærket godt, for han nærede jo selv den samme frygt som hende, han var – eller havde været – bange for at hun ville gå fra ham, fordi deres vandproblem ville blive for stort, fordi det ville holde dem adskilt, men nu hvor de var flyttet sammen så var den frygt mere eller mindre blevet formindsket, fordi han vidste at det ikke ville blive deres største problem, og ja, det havde han jo så ret i, for nu skulle de til at døje med dette fuldmåneproblem! Men hvad var der at gøre ved det? Selv der var han ved at miste troen på at de ville finde en løsning, men det var så ikke noget som han ville fortælle hende, for han ville bestemt ikke rive håbet fra hende! Men et eller andet måtte de kunne vel gøre? Han ville virkelig ikke have at hun skulle være sådan resten af livet! Han kunne dog ikke lade vær med at smile ganske let til hendes ord. ”Jamen, jeg går heller ikke Mal,” forsikrede han hende om, imens han trykkede hende blidt ind til sig. Han havde skam ingen intentioner om at forlade hende! Han elskede hende og nød virkelig hendes selskab, og det ville han da gøre om hun så var horror eller ej, for det ændrede jo ikke på hende! Han fortsatte blot sine blide strøg mod hendes mave, imens han holdt hende tæt ind til sig, så ikke kun hun vidste at han var der, men så han også vidste at hun blev hos ham i sengen, for han ville ikke have at hun gik udenfor igen, han ønskede ikke at hun skulle blive til det bæst igen! Han løftede roligt hovedet og skænkede hendes kind et kys, eftersom han ikke kunne nå længere ind, fordi hendes ryg lå mod hans front. Han måtte indrømme at han faktisk nød at sove ind i hendes favn, og han nød at have hende liggende i hans, for det var virkelig noget som måtte glæde ham og gøre ham helt tryg. Han lod hende blot vænne sig om i hans favn, hvor han dog måtte rynke på brynene, som tårerne begyndte at trille ned af hendes kinder. Det gjorde ham et sted bekymret, for han vidste ikke om det var fordi hun var bange, eller havde smerter eller hvorfor at hun egentlig græd. Han løftede den ene hånd og tørrede roligt hendes kinder, imens han smilede mildt til hende. At hun bemærkede at han ikke løj, fik ham til at se en smule undrende på hende. ”Selvfølgelig lyver jeg ikke Malania, jeg elsker dig virkelig højt!” endte han dæmpet og dog i en bestemt tone, for han elskede hende virkelig! Hånden mod hans bryst havde han intet imod, men som han vidste jo at hun kunne høre hans hjerte slå, hvilket fik ham til at knibe øjnene en smule sammen, da hun vendte blikket mod hans bryst. Han lod en finger søge under hendes hage for at løfte hendes blik, så han kunne se hende i øjnene. ”Jeg forlader dig ikke Mal, du er også mit liv,” svarede han stilfærdigt og smilede skævt. Han elskede hende alt for højt, og han ville bestemt ikke svigte hende! At hun prøvede at sove glædede ham dog, og han kunne mærke at han også selv trængte til lidt søvn. Han lagde armene tæt omkring hende, så han kunne mærke hver centimeter af hendes krop. Der gik dog ikke lang tid før den selv havde overmandet ham, hvor han villigt gav efter den.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Varulven ville frygtelig gerne frem, det var noget som Malania noget så tydeligt kunne fornemme og det var virkelig heller ikke fordi at det var særlig behageligt, det var der heller ikke nogen tvivl om! Hendes eget hjerte hamrede som en sindssyg mod hendes bryst, for det føles virkelig som var hun ved at eksplodere allerede, og den tanke var bestemt ikke behagelig på nogen måde! Nu havde de endelig formået at finde ud af det med vandet, som havde været dem en stor og tydelig udfordring og se dem nu? Nu havde de hendes fuldmåneproblem, at skule slås med, og det var bestemt heller ikke behageligt, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket! Hendes blik hvilede mere eller mindre mod hans bryst. Dette var noget som de måtte kæmpe med, hvis han ville kæmpe med hende selvfølgelig. Hun prøvede virkelig at holde sig positiv, men det var virkelig svært når de realistiske tanker igen og igen måtte melde sig i hendes sind, for det var virkelig noget så frygtelig intenst på alle måder, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Hun lukkede øjnene stille. De krampetrækninger gjorde virkelig ondt! Hun havde brug for ham, brug for at han lå der og holdt om hende som han gjorde lige i øjeblikket, ofr det var virkelig noget som var hende så frygtelig sanet igennem de sidste dage. Hun kunne virkelig ikke undvære ham! Hans ord lettede hende virkelig, for hun havde brug for ham som hun aldrig havde brug for nogen nogensinde før! ”Lov mig det..” Hendes ord var næsten bedende, for hun ville aldrig nogensinde kunne holde ud det, at skulle vågne op og pludselig finde ud af, at han var væk. Det ville virkelig knuse hende for alovr, også selvom hun udmærket godt måtte forstå ham, for det var bestemt ikke en behagelig situation for nogen af dem at befinde sig i!
Jo tættere de måtte komme til daggryet, så faldt Malania også mere og mere til ro, hvilket i den grad heller ikke var noget som gjorde hende det mindste. Han var der for hende og han var der sammen med hende, så var det også noget som gjorde det meget nemmere for hende. Det var en kamp uden lige, for hun var virkelig fristet til at gå ud og bare lade den varulv komme frem, for det var langt mindre smertefuldt for hende selv, så var det slet ikke noget som ville gavne hende på nuværende tidspunkt, det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte kome til styket, det var helt sikkert! Hånden under hendes hage, som måtte føre hendes blik op mod hans i stedet for hans bryst, satte en sitren i hende. Hun var jo stadig kold at røre ved. Meget af den horror havde virkelig taget bo i hende og det var virkelig ikke en behagelig tanke når det endelig måtte komme til stykket. Hun kyssede hans læber ganske roligt og med et stille smil på læben, som hun prøvede at lade som om, at det slet ikke generede hende, selvom det jo langt fra måtte være tilfædet, for det var i den grad noget som hun kunne mærjeke endnu! Hun trak vejret dybt, puttede sig godt ind til hans favn, idet hun stille lod øjnene glide i endnu en gang. Lysten efter blod var ikke noget som rev i hende endnu.. Om ikke andet, så ikke nok til at hun ikke kunne styre det, for det agtet hun! Hun ønskede virkelig ikke at gøre skade på ham, for den tanke var virkelig noget så frygtelig for hendes vedkommende, for hun elskede ham virkelig for højt til at hun ønskede at gøre ham mere skade end allerede! ”Du er mit liv.. Uden dig, vil den falde til grunde,” hviskede hun stille. Hun lukkede stille øjnene helt, hvor hun først da solen måtte stå op og månen måtte søge væk, at hun formåede at falde helt til ro i søvnen og den var virkelig frygtelig tung. Hånden stoppet strøgene mod hans bryst, hvor næsten lyden af hans hjerteslag, havde endt med at lulle hende hen i søvnen. Hun var virkelig bare øm absolut over det hele! Det var først efter nogle timer, at hun måtte slå øjnene op igen. Sollyset generede hende virkelig, så hun ikke kunne sove.

[pierce]

Deres vandproblem havde de endelig fået en løsning på; ved at flytte sammen, og nu hvor huset endelig var færdigt, så skulle de til at døje med hendes fuldmåneproblem? Det var virkelig ikke fair! De havde lige fundet sammen som et par, og så væltede problemerne ned i hovedet på dem med det samme og det var virkelig forfærdeligt og frustrerende! Det var som om at man ikke engang kunne få lov til at holde en pause, uden at det næste problem ville dukke op, og hvad ville det næste problem ikke blive? Men de måtte vel prøve at se om de ikke kunne finde en løsning på deres fuldmåneproblem for der måtte vel være en løsning? Malania havde jo været en del af mørket førhen, og der havde hendes søster hjulpet hende over på den lyse side igen, og for kun nogle få måneder siden, var de stødt på hinanden, og Pierce kunne tydeligt huske den måde, som hun var kommet ud i vandet til ham, for at se om han var død eller levende, fordi han faktisk bare havde trænet. Hun var sendt ned til Jorden som en engel! Hun havde virkelig reddet ham fra ensomheden med hendes selskab den dag og fremover. Han var hende virkelig taknemmelig, og allerede ved deres første møde var han faldet pladask for hende! Det var næsten helt skræmmende på den måde, som hun havde fået ham til at indse at han var alene, og faktisk havde brug for en omkring ham – brug for hende. Han ønskede kun at leve sit liv med hende, for hun var virkelig hans eneste ene! Hun var kvinden i hans liv, og den eneste kvinde! Han ønskede virkelig ikke andre end hende, heller ikke selvom hun nu var blevet til horror, og selvom det var hendes egen skyld. Uanset om det var hendes skyld eller ej, så ville han virkelig ikke svigte hende, for hun fortjente virkelig hans hjælp, ligesom han vidste at hun også ville være blevet hos ham for at hjælpe ham. Han løftede roligt hånden og strøg den blidt over hendes kind, imens han smilede mildt til hende. ”Jeg lover dig det.” Han gjorde et lille og dog bestemt nik, blot for at understrege det. Han vidste at hun ikke kunne undvære ham, for det var jo også derfor at hun i udgangspunktet var søgt ud midt om natten, og tanken var da sød, selvom han dog ikke var så glad for udfaldet af det! Men derfor ville han da blive hos hende, for han kunne da ikke bare knuse sit hjerte ved at forlade hende her og nu, han elskede hende virkelig! Træt var han faktisk selv blevet, og sent var det jo faktisk også blevet, hvilket egentlig ikke gjorde ham det mindste, for det betød at månen snart ville være væk. Han smilede et varmt smil til hende, som han vendte hendes blik mod hans turkisblå øjne igen. Han gengældte mere end villigt hendes kys, som hun skænkede hans læber, uden at hans strøg mod hendes kind fandt sin ende, for han ville gerne berolige hende, skønt det nok ikke ligefrem virkede så godt igen. ”Du er også mit liv Malania! Jeg vil have at du skal være en del af det, og derfor kan jeg ikke forlade dig, selvom du er blevet til en horror,” endte han fast og beslutsom, for det var skam sandt, og hvorfor skulle han lyve for hende? Det burde hun vel også kunne høre på hans rolige hjerte? At han faktisk ikke løj, men talte sandt? Jo senere det blev jo mere træt blev han, og til sidst måtte han give efter for søvnen, blot for at falde helt til ro med hende i sin favn.

Som solen endnu engang måtte vise sig på den store himmel, hvor selv de mørkegrå skyer var drevet bort igen, så solen havde frit udsyn og gjorde det helt lyst, fik Pierce til at slå blikket ganske let op igen. Han strakte sig ganske let og kort, inden han undertrykte en gaben. Han var faktisk selv helt ør i kroppen og hovedet efter gårdagens hændelser, eller rettere sagt nattens hændelser. Han så ud af vinduet. Månen var væk, som solen havde fået lov til at vise sig på himlen. Det lettede ham virkelig, for så burde hendes kramper da være væk, selvom han dog ikke vidste om hun ville være øm i kroppen, men det ville hun jo nok, eftersom det var hendes første fuldmåne. Hun lå da endnu i hans favn, hvilket fik ham til at smile ganske let. Han løftede hovedet roligt og skænkede hendes kind et blidt kys, inden han igen lagde hovedet på hovedpuden. Det var faktisk dejligt at vågne med hende i sin favn her i deres nye hjem, selvom nyheden omkring at hun var horror ikke ligefrem var betryggende på nogen måde overhovedet, men de skulle nok finde en løsning! Det var han sikker på!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Intet forhold var perfekt og det var nu heller ikke noget som man kunne sige sig, at deres måtte være, for det her, det var bestemt ikke nemt på nogen måde overhovedet, det var helt sikkert. De havde haft det vandproblem at skulle slås med og nu havde de et helt andet problem som skulle vise sig, at være langt mere alvorligt end det andet havde været. Nok havde de mødt deres problemer, men det her var virkelig som at løbe med hovedet direkte ind mod muren og det var bestemt ikke behageligt på nogen som helst måde overhovedet! Hun var virkelig bange for, at han ville gå fra hende til sidst, og den tanke var virkelig noget som måtte præge hendes mange drømme igennem denne nat, selvom han hårdtnakket havde påstået at han aldrig nogensinde kunne finde på det, så var frygten for det der nu alligevel, uanset om det var noget som man ville have det eller ikke ,det var der helelr ikek nogen tvivl om overhovedet. Hun trak vejret dybt, som drømmene virkelig måtte påvirke hende i den ene eller den anden retning, for det var virkelig intet andet end mareridt efter mareridt!
At Pierce også måtte vågne op, gjorde hende virkelig ikke det mindste. Hun var virkelig øm absolut over det hele, hvor det virkelig bare måtte føles som var hun gennemtæsket, selvom der ikke var noget som måtte minde om blå mærker, sår eller ar af nogen slags, så var det bare noget som hun kunne føle. Hun sendte ham et stille smil, hvor hun roligt lagde sig tæt ind mod hans krop. Hånden strøg ganske forsigtigt over hans bryst, for hun ønskede virkelig ikke at bryde dette lige nu. Hun havde det langt bedre nu hvor månen ikke rev i hende på nogen måde, også selvom hun vidste, at det slet ikke måtte være slut endnu, så var det heller ikke noget som hun brød sig meget om at skulle tænke på lige netop nu, hvad end om det var noget som hun ville det eller ikke, så var det ganske enkelt helt umuligt for hende og på alle måder endda! Hun sendte ham et stille smil. Det havde virkelig noget af det bedste, det var i den grad, at skulle vågne op i hans favn, selvom hun var forbandet ked af, at skulle ødelægge hans aften og nat, nu hvor det havde været så tydeligt for hende, at han havde haft så mange andre planer. ”Godmorgen kære,” hviskede hun roligt, som om der lå andre og sov. Hu nvar virkelig bare træt, selvom det var umuligt for hende at sove lige netop nu, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hovedet lagde hun tæt ved hans hals og ved hans bryst, hvor hun ikke kunne lade være med at smile. De spidse hjørnetænder hvilede der allerede meldt sin ankomst i hendes mundviger og det samme havde den tørst efter blod, selvom hun virkelig måtte nægte, at skulle sætte tænderne i ham! Hun ønskede ikke og hun nægtede simpelthen at skulle smage på hans blod på noget som helst tidspunkt når det endelig måtte komme til stykket. Det kunne hun simpelthen ikke have med at gøre, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hun lagde sig stille om på ryggen, selvom hun måtte bide tænderne sammen. Det føles virkelig som var hun tæsket af en kæp af den ene eller den anden slags. ”Av..” mumlede hun let for sig selv. Hun havde været af mørket før, så de spidse tænder var end ikke i vejen for hende, for dem havde hun haft fra før af, selvom det virkelig var ved at være temmelig mange år siden efterhånden. Hun tvang sig endelig op at sidde og så sig omkring. Lyset kunne hun da godt tåle, selvom hun måtte erkende, at det generede hende langt mere end det som hu nvar vant til, og det var bestemt ikke en tanke som hun var glad for. Hun sank klumpen i halsen, idet hun lagde sig ned igen. Hun magtede ikke at rejse sig op, ikke nu hvor hun havde Pierce at ligge ind til. Hun lagde sig ind til ham igen. Det var her hun ønskede at være, og det var her hun hørte hjemme. ”Undskyld for alt i aftes,” endte hun dæmpet. Hun følte faktisk skyld et sted, selvom hun ikke rigtigt kunne gøre noget ved det.. troen på, at de skulle finde en løsning, var for længst væk.. Hun kunne vel lige så godt bare acceptere det?

[pierce]

At morgenen havde meldt sig, kunne Pierce virkelig kun fryde sig over! Så var fuldmånen væk, og så rev ulven ikke i hende for at komme ud, han havde jo faktisk også været tæt på at blive offer for hendes indre varulv, fordi han ikke havde troet på hende, og gået udenfor, hvor hun var fulgt efter ham, og der havde han da fået sig et kæmpe chok, da han havde set den måde, som hun var brudt sammen på, blot for at blive til dette enorme dyr! Han havde da i det mindste fået det stoppet ved at få hende indenfor, hvor månens stråler ikke kunne ramme hende, skønt ulven dog alligevel havde flået i hende, for at komme ud, og det var sikkert endt i en temmelig øm krop her til morgenen. Han smilede blot muntert, som hun selv smilede til ham og tilmed strøg hans faste bryst, hvilket han ikke kunne andet end at nyde. Han nød virkelig det at kunne ligge så tæt sammen med hende, det at kunne falde i søvn i hinandens favn, for han nød virkelig når hun holdt omkring ham! Han nød til gengæld bare, når hun var tæt på ham, for han nød virkelig hendes selskab og med alt hvad det måtte indebære! Han trak blot på smilebåndet, da hun sagde godmorgen. Han lænede hovedet en smule frem, for at skænke hendes læber et blidt kys, inden han trak det tilbage igen, hvor han smilede kærligt til hende. Måske var hun horror, men han kunne virkelig ikke lade vær med at elske hende! Han holdt virkelig af hende! Han kunne jo ikke gøre andet! ”Godmorgen, min elskede,” sagde han i en dæmpet tone, for der var jo ikke grund til at tale højere, når de lå så tæt på hinanden, desuden så talte han højt nok til at hun ville kunne høre ham, og hun ville jo nok kunne høre ham, selvom det kun ville være en mumlen, for nu hvor hun var horror, måtte sanserne vel også blive forstærket? Det skræmte ham faktisk lidt at hun kunne høre hans hjerte, og alt det andet som måtte følge med, nu hvor hun var blevet horror, men det var nu ikke nok til at skræmme ham væk fra hende, det kunne han ikke når han elskede hende så højt! At de sylespidse hjørnetænder var dukket op, var ikke noget som Pierce havde set eller opdaget på noget tidspunkt, for hun havde ikke smilet stort nok til at han kunne se dem. Men så igen, der var jo faktisk heller ikke noget at smile af, foruden at de blev sammen, for han havde virkelig ikke tænkt sig at forlade hende! Han elskede hende, og derfor ville han blive sammen med hende! Det kunne godt være at hun var blevet horror, men det kunne virkelig ikke holde ham fra hende, uanset hvor meget han så end burde! Han løftede sig lidt i overkroppen, da hun vendte sig om og tilmed sagde ’av’, for han ønskede ikke at hun skulle have ondt nogen steder! Men det kunne han jo så ikke forhindre, eller.. han kunne måske mikse lidt sammen til hende, noget smertestillende, som måske ville kunne tage de værste smerter? Han lagde sit tæt ind til hende, så hun ikke havde behov for at komme til ham, for havde hun så ondt, så ville han foretrække at hun blot blev liggende og forholdt sig i ro. Han lagde sig derfor om på siden, med hoved hvilende i den ene hånd, hvor albuen måtte støtte mod madrassen. Han lod sin frie hånd, fjerne nogle af hendes mørke lokker, inden han lod sin pegefinger strejfe hendes kind ganske blidt, imens han smilede kærligt ned til hende. Han lænede sig ned over hende og skænkede hendes pande et blidt kys. ”Hvordan har din krop det?” spurgte han roligt, selvom han jo faktisk allerede måtte kende til svaret, men derfor kunne han vel godt vise interesse? Han ønskede jo heller ikke at hun skulle tro at han var ligeglad og ikke interesseret i hende. Han trak ganske let på skuldrene til hendes undskyldning – eller så godt han nu kunne – inden han smilede muntert til hende. ”Den gik måske ikke sådan som jeg havde troet, men det gør intet, Malania, så længe du er hos mig, så er jeg lykkelig og tilfreds,” svarede han stilfærdigt, som han trak ganske let på smilebåndet, hvor det varme og kærlige smil måtte pryde hans rosa læber. Hvordan skulle han overhovedet kunne forlade hende? Hun var jo alt det som han måtte ønske sig!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania vidste udmærket godt, at hun havde hele morgenen inden at fuldmånen igen ville rive i hende og bare alene tanken om det, var hende direkte skræmmende, for hun var slet ikke meget for det helvede som faktisk måtte vente på hende, det var slet ikke noget som man skulle tage sig det mindste af når det endelig måtte komme til stykket. Hun havde ondt i hele kroppen af de ekstremt mange kramper som hun havde været igennem i disse timer, for det havde virkelig været en forbandet lang nat og der ar to endnu? Det var virkelig en forbandet ubehagelig tanke og hun hadet den virkelig som hun aldrig nogensinde havde hadet noget andet igennem hele hendes liv! Hun trak vejret dybt, som hun stille måtte blive liggende ind til Pierce. At han havde været vågen, gjorde hende virkelig ikke noget, for hun havde brug for at høre hans stemme.. bare at vide, at hun ikke var vågnet op i en drøm, men at han faktisk måtte ligge der sammen med hende, for det var virkelig langt det bedste for hende lige i øjeblikket. Hun sendte ham blot et træt morgensmil og lyttede til hans hjertebanken, for hun kunne så tydeligt høre den, selvom det stadig var en af de mest skræmmende tanker ved det hele. Lysten til blod havde i den gra meldt sig, selvom hun kraftigt måtte bide tænderne sammen, for hun ville virkelig ikke ende med at skade ham! Hun ville aldrig nogensinde tilgive sig selv, hvis hun måtte ende med at gøre noget imod ham, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endeligt måtte komme til stykket. ”Har du sovet godt?” hviskede hun stille. Hun håbede det om ikke andet, for det havde taget hende forbandet lang tid, at skulle falde i søvn, men det var vel også ganske naturligt? Når hele hendes indre, havde været et kæmpe kaos af indre kampe og kramper, for det havde virkelig ikke været særlig behageligt for hende! At han lagde sig om på siden, var slet ikke noget som hun havde det mindste imod. Bare at han blev liggende ved hende, så var hun virkelig fuldkommen ligeglad med det, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Hvordan kroppen har det? Som er den blevet gennemtæsket..” mumlede hun stille. Hun var virkelig øm og bare det at røre sig en smule, var noget som hun i den grad godt kunne mærke, for det var bestemt ikke behageligt på nogen som helst måde overhovedet, det var helt sikkert. ”Jeg er bare glad for, at du blev,” hviskede hun stille. Selv kunne hun godt mærke, at de spidse hjørnetænder havde meldt sig, selvom det virkelig ikke var noget som rørte hende det mindste på ogen måde overhovedet. Hun havde haft dem før, så det var ikke noget som gjorde hende det mindste når det endelig måtte komme til stykket, selvom hun nu helst ville holde dem i skjul, bare lige i tilfælde, for hun ønskede virkelig ikke at skræmme ham væk! Hun nikkede til ham og med et klart undskyldende smil. Hun hævede hånden varsomt og strøg roligt over hans bryst. Han havde passet på hende igennem hele natten og været ved hende, da det havde været hårdest.. afholdt hende fra at søge ud, for det havde virkeig været det som hun havde haft mest lyst til, hvilket et sted også var skræmmende for hende. ”Vi må tage det om når fuldmånen igen er væk… 2 dage endnu..” Hun knyttede hånden let og bed sig svagt i læben. Det ville blive et helvede af to dage for hende, for det var virkelig en tanke om at ryge i helvede, for det var virkelig helvede for hende og på alle måder overhovedet! Hun trak vejret dybt og rystede de tanker ud af hovedet. Solen skinnede nu, så havde hun da heller ikke nogen grund til at være direkte pessimistisk? Også selvom hun var sikker på, at hun ikke ville kunne formå at finde nen løsning på dette, for.. Hvad kunne de gøre ved det? Hun kyssede stille hans kind, hans mundvige og så let hans læber, selvom det var næsten med en længsel i sig selv. Smerten ved at bevæge sig, måtte hun virkelig bare bide i sig, for det skulle virkelig ikke komme i vejen nu! Ikke nu hvor hun endelig måtte have ham så tæt på sig, som hun havde lige netop nu. ”Du er stadig sammen emd mig.. Så er jeg lykkelig,” afsluttede hun blidt, som hun lagde sig helt ind til ham.

[pierce]

Malania var godt nok blevet til en horror, men hendes hjerte slog da endnu, og hun var da endnu også halvt lysvæsen, så helt af mørket måtte hun da ikke være? Hun havde jo godt kunne være ude i sollyset, og han måtte ærligt indrømme at det var en befrielse, så havde han da ikke mistet hende helt til mørket! Så var hun ikke helt horror, og det var virkelig lettende for hans del! Nu gjaldt det så bare om at finde en løsning på deres fuldmåneproblem, for det ville komme til at ske hele tre nætter i træk i hver måned, og det måtte han ærligt erkende, at han ikke regnede med at han ville kunne holde ud i den sidste ende. Eller gjaldt det bare om at tilvænne sig? Han ønskede jo ikke at forlade hende, og han ønskede bestemt ikke at hun skulle rende rundt i en sådan øm krop tre dage i træk! Men han ville vel heller ikke kunne holde hende indenfor hver gang det var fuldmåne? På et tidspunkt måtte smerten jo drive hende til vanvid, at hun søgte udenfor for at forvandle sig? Så de havde faktisk ikke særlig meget tid til finde en løsning på deres problem, og skulle han være helt ærlig, så ville han helst finde en løsning på dette, inde den næste fuldmåne i næste måned, for han tvivlede på at han kunne nå at finde hjælp her i dag, og han var vel også nød til at blive hos hende? Det ville nok være bedst for hende, for så vidste han for det første hvor hun var, og plus at hun nok ville være bange for at han ikke kom tilbage igen, hvis han først gik, og det kunne de jo heller ikke have noget af! Han trak ganske let på skuldrene til hendes ord. Om han havde sovet godt? Det var jo ikke fordi han havde sovet så meget det første stykke tid, fordi hun selv havde været så urolig. ”Jeg har sovet udmærket, og jeg går ud fra at du faldt i søvn, da månen forsvandt?” spurgte han roligt, som var der slet ikke et problem med fuldmånen, men som var det ganske normalt. Men normalt var det ikke, og han tvivlede på at hun ville vænne sig til de mange krampesmerter hver måned, når det var fuldmåne. Det undrede ham dog ikke at hun havde ondt i hele kroppen, for på den måde som hendes spinkle krop havde knækket, for at gøre plads til varulven, så måtte det da i den grad gøre ondt! Og hvis man så tænkte på Pharrel, der så let som ingenting havde forvandlet sig, så var det vel også bare noget som man måtte vænne sig til? Han var ikke så klog på landjordboernes racer, for han var jo mest bekendt med de racer der var fra havet, for det var han jo selv en del af. Han var havengel, havde brug for vand, og hun var fra landjorden, så det sagde sig selv at de måtte være modsætninger, og det gjorde det bestemt ikke let for deres forhold, han var afhængig af vandet, og nu var hun blevet afhængig af.. mørket. Han lod sin frie hånd søge ned over hendes krop, inden den stoppede ved hendes tynde maveskin, som han kærtegnede ganske blidt med fingerspidserne, til hendes ord. Smerten i hans ribben var faktisk blevet værre, af hændelserne i nat, men det var nu ikke noget han ville fortælle hende, for han ønskede ikke at give hende skyldfølelse, så han måtte blot bide smerten i sig, hvor hendes strøg mod hans muskuløse brystkasse var ganske dejlige. Han lænede hoved ned mod hende, hvor han skænkede hendes mundvige et blidt kys. ”Det kan være, at jeg skal give dig noget smertestillende?” spurgte han roligt. Det kunne han jo hurtigt lave noget af, han var god til det med urter og planter, så han kunne hurtigt mikse noget sammen til hende, så hun ikke skulle have ondt i hele kroppen. Han rynkede let brynene til hendes følgende ord. ”Du får det til at lyde, som om jeg ville have gået fra dig,” sagde han i en lettere undrende tone. Han havde jo ikke nogen intentioner om at lade hende alene! Han smilede ganske let til hende. ”Tja, det er ærgerligt at vi ikke kan være ude når det er fuldmåne, men.. så må vi jo bare nøjes,” svarede han i en mild tone. Han måtte indrømme at han ellers havde glædet sig! Han kunne ikke lade vær med at trække på smilebåndet, da hun kyssede hans kind, mundvige, hvor han mere end glædeligt besvarede hendes kys mod hans læber. ”Selvfølgelig er jeg sammen med dig! Du er den eneste kvinde jeg vil have så tæt på,” forsikrede han hende og smilede skævt ned til hende.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Selvom Malania kun var endt ud i at blive en halv horror, så var det ikke noget som gavnede hendes situation på nogen måde når det endelig måtte komme til stykket, det var i den grad også helt sikkert. Mørket havde været en del af hende før, så det var langt nemmere for hende at byde det velkommen og det var deriblandt også noget af det som virkelig måtte skræmme hende, for hun ønskede virkelig ikke at miste Pierce! Mistede hun ham, så vidste hun da slet ikke hvad hun skulle gøre og den tanke var hende virkelig særdeles skræmmende! Nu hvor hun havde fået bekræftet, at han stadig måtte ligge der sammen med hende, så var det hende en lettelse uden lige det var der så sandelig heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Hun var virkelig ekstrem øm! Alle de krampetrækninger og alt det muskelarbejde.. Der var virkelig ikke mere at give af for hendes del. Hun var virkelig udmattet og hun var fuldstændig udkørt! Hun lukkede øjnene stille og blev ellers liggende helt ind til hans skikkelse. Det var jo heller ikke fordi at hun kunne lade være, for.. det var jo bare sådan, at det måtte være, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, fr det var virkelig i denne favn, at hun hørte hjemme. Det var slet ikke noget som hun kunne eller ville betvivle på nogen måde overhovedet! Hun nikkede stille. ”Det var først der jeg faldt til ro,” medstemte hun stille. Det var der at ulven ført for alvor havde valgt at opgive den kamp for at komme ind til hende og tage over hende som den havde gjort, da månelyset havde ramt hende. Hun havde aldrig nogensinde prøvet noget så smertefuldt og alene tanken om, at det også var det som skete i løbet af natten og at det ville ske de kommende nætter også, var slet ikke en tanke som faldt hende det mindste ind, for det var noget som virkelig måtte gøre ondt! De strøg mod hendes mave, fik hende svagt til at smile, for det var faktisk savnet et sted. Hun havde fornemmet at han havde gjort det om natten, men det var ikke noget som hun på noget tidspunkt, havde været i stand til at nyde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Det havde hun virkelig ikke været vant til, uanset hvor meget hun så end måtte ønske det eller ikke. Hun vendte blikket mod ham. ”Smertestillende? Har du sådan noget liggende?” For hendes del, ville det virkelig ikke gøre hende det mindste, for det at ligge med de smerter som hun gjorde det. Det var bestemt heller ikke behageligt på nogen måde overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Bare at røre sig, var noget som faktisk måtte gøre godt ondt nr det nu endelig måtte komme til stykket, og det sagde virkelig heller ikke så lidt. Hun vendte blikket stille mod hans bryst. ”Jeg var.. bange for det,” sagde hun stille. Hun var det jo stadig, men det behøvede han virkelig ikke at vide, for det var virkelig slemt nok som det nu måtte være fra før af. At hun var den som han ønskede at være sammen med, var noget som virkelig måtte glæde hende at høre! Det var virkelig noget af det bedste som hun længe havde hørt, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Du er den eneste mand jeg ønsker tæt på..” Hun kyssede ham igen, som hun slet ikke kunn lade være, for hun elskede virkelig, at være tæt på ham som hun måtte være det lige i øjeblikket. Det var ganske enkelt helt utroligt når det endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Du har vel også brug for at bevæge dig efterhånden? Du har ligget længe her sammen med mig.” Hendes stemme var rolig og mild. Han skulle også have lov til at søge til havet. Hendes helvede ville da uanset ikke begynde før den store måne igen måtte vise sig på himlen og der var jo lang tid til endnu.. Heldigvis! ”Desuden.. Den smertestillende, lyder som en god idé,” tilføjede hun roligt. Hun prøvede selv at gøre sit for at holde de spidse hjørnetænder skjult for ham. Hun ønskede ikke at skræmme ham yderligere.

[pierce]

Malania var virkelig hele Pierces verden, så hvordan pokker skulle han dog kunne forlade hende? Uden hende ville hans verden styrte sammen, hun var den røde tråd der gav hans liv en mening. Hun var grunden til at han levede, og han ville virkelig kun bo sammen med hende! Hun var alt hvad han ville have, hun var hans eneste ene! Han ville virkelig kun dele sit liv med hende, han ønskede ikke at en anden kvinde skulle tage hendes plads for.. når han tænkte på en kvinde, så var det hele tiden Malanias ansigt der dukkede op. Han kunne virkelig kun tænke på hende. Døgnet rundt, hvert sekund, der var det Malania han tænkte på. Hans venner måtte næsten få spat af ham, siden han hele tiden snakkede om hende, for hun var virkelig fantastisk, hun var alt som han ønskede sig! At hun ikke kunne sove, undrede ham ikke, for han havde jo selv kunnet mærke hele natten igennem, hvordan hendes krop måtte have reageret på månen, for hun havde været herinde i sikkerhed, hvor ulven ville havet trukket hende ud i månelyset, så forvandlingen kunne nå sit endeligt, og så hun ville blive til dette bæst, som kunne hærge en hel landsby, hvis det var det det ønskede. Han lænede hovedet ned og skænkede hendes kind et blidt kys. ”Jeg håber bare, at du fik sovet lidt,” sagde han blidt mod hendes øre, inden han trak hovedet tilbage igen, som det hvilede i hans hånd, hvis albue måtte støtte mod den bløde madras og noget af puden. Blikket fjernede han ikke fra hende, for han blev helt draget af hende, når hun lå der sammen med ham. Han fortsatte sine fingres dans over hendes tynde maveskin, hvor han faktisk bare nød at røre ved hende, mærke hende, og noget han nød mere end noget andet, var faktisk at gøre hende glad. At hun spurgte ind til det smertestillende fik ham blot til at vende sin opmærksomhed mod hende. Han ville da med glæde give hende noget, hvis hun da ville lade ham gå ud og hente det, for han kunne da godt huske, da han havde taget sit tøj af i nat, eller havde hentet kluden til hende, hvor hun nærmest havde været bange for at han ikke ville komme tilbage igen. Han nikkede dog ganske stille til hende. ”Nu skal jeg hente det til dig,” sagde han roligt, hvor han tog kluden med ud, som lå i sengen, fordi den var gledet af hende i løbet af natten. Han rejste sig roligt, hvor han faktisk kun var iklædt sine underbukser, dog havde han intet at skjule for hende, og han var skam ikke ked af sin krop. Han gik ganske roligt ud i køkkenet, som lå tæt på deres soveværelse. Han åbnede et af de hvide skabe, der hang oppe i hovedhøjde, hvor han tog et glas med piller ud. Han tog en enkelt pille, satte glasset ind i igen, inden han tog et glas og fyldte det med vand fra vandhanen, inden han gik ind i soveværelset til hende igen. Han satte sig roligt på sengekanten, hvor han rakte hende pillen og glasset med vand. Han strøg blidt nogle mørke lokker væk fra hendes ansigt, imens han smilede mildt. ”Jeg kunne aldrig finde på at forlade dig Mal,” forsikrede han hende, hvor han blinkede ganske let til hende. Han hev ganske let op i dynen, blot for at kravle ind til hende, hvor han lagde sig tæt ind til hendes krop, hvor det denne gang var hans hoved der måtte hvile mod hendes skulder og tæt mod hendes hals. At forlade hende kunne virkelig ikke komme på tale! Han holdt af hende, han elskede hende af hele sit hjerte, så hvorfor skulle han dog forlade hende? Det var jo absurd! Han gengældte mere end glædeligt hendes kys, hvor han ikke kunne lade vær med at smile til hendes ord. ”Jeg håber da også, at jeg er den eneste mand der kommer dig tæt,” svarede han med et mildt smil. Han rystede smilende på hovedet af hende, da hun spurgte om han ikke havde brug for at bevæge sig lidt. Han havde jo været væk fra hende i lang tid – hvilket havde været grunden til at hun var søgt ud midt om natten for at finde ham, hvilket så var skyld i at hun var blevet til horror – men som sagt, så havde han været væk fra hende i lang tid, hvor han havde været i havet alle dage, og som han så havde sagt til hende den nat, var at han godt kunne holde sig fra havet i flere dage. ”Jeg vil langt hellere blive her og hygge mig med dig,” sagde han sandfærdigt, som han puttede dem begge godt under dynen.