Building up our house..

[pierce]

Efteråret var nået ind over landene, og snart ventede vinteren, selv nogle af fuglene var på vej sydpå, for at bevare varmen. Andre dyr var i færd med at samle ind til den vinterhi der ventede dem. Et hjem ville trods alt være rart at have, når den store vinter ville melde sin ankomst, og hvor det ville blive mange gange køligere. Det var sent eftermiddag og i øjeblikket skinnede solen, hvilket den havde gjort de sidste par dage, og der havde Pierce så sandelig også grebet sin chance. Han havde fra solens opgang til solens nedgang taget til Manjarno, ved stranden, for at opbygge det hus, som han jo trods alt havde lovet Malania. De skulle flytte sammen, og han ville så sandelig også have at det blev permanent og officielt! Og så ville det skam ikke gøre noget jo hurtigere det blev! Han havde dog ikke selv været i gang, for han havde faktisk fået nogle andre væsner fra havet - nogle af hans venner - til at hjælpe med opbygningen af huset. Han vidste ikke helt hvad Malania lavede, eftersom han selv var travlt optaget af byggeriet, men der var dog noget som måtte bekymre ham, for hun havde virket en smule rastløs på det sidste, som om noget præget hende, men han fik aldrig et helt svar, når han spurgte ind til det, som om hun ikke gad at fortælle ham det? Så han lod hende være lidt i fred, hvis det ville hjælpe, og så kunne han lægge sin fulde opmærksomhed i byggeriet. Han passede dog på med ikke at overanstrenge sig, eftersom hans ribben endnu ikke var helt healede endnu, det var jo også kun få nætter siden at de var blevet mødt af det bæst af en varulv! Hvor han hadede tanken! Han stod i bar overkrop, som solen alligevel formåede at varme ham, han kunne jo ikke fryse som alle andre, men få det for varmt kunne han godt, derfor var det dejligt at huset lå så tæt på havet. Det ville blive perfekt! Huset lå oppe på en lille sandbakke, med få siv omkring sig, og det lå højst hundredmeter fra havet. Han baskede let med vingerne, som han holdt sig oppe i luften, for at banke et søm i. Han bar ellers nogle lyse jeans, der var en smule våde, fordi han havde taget sig en dukkert. Han gjorde den ene side af huset færdig, hvor to andre var i gang indenfor og en anden var i gang med den anden side af huset. De var faktisk ved at være færdige, fordi de havde arbejdet disse træ dage i træk. Og det var faktisk gået hen og blevet ganske flot! Indenfor var der få rum, selvfølgelig et soveværelse, en stue, hvor der selv stod få møbler, og en pejs af sten, et køkken, og ellers nogle andre få rum, som de vel kunne bruge til hvad som helst. Huset var godt nok lavet af træ, men det var solidt, som bare pokker! Som Pierce havde banket det sidste søm i, landede han roligt i sandet med sine bare fødder. Han betragtede sit værk og kunne næsten ikke være andet end tilfreds! Han ville gerne være færdig inden i aften, for denne aften var der fuldmåne, og så ville han da gerne tage Malania ud på en tur i måneskinnet, og helst få hende på andre tanker. Han gik ganske roligt om ad de tre trin for at komme op på terrassen, hvor der stod et bord under karnappen, der blev holdt op af de to træsøjler, der var udsmykket, man ville kunne sidde i ly for regnen, medmindre regnen kom fra siden vel at mærke. Han kunne næsten ikke være andet end stolt og ikke mindst glad! For nu skete der fremskridt, og det kunne ikke gøre ham andet end lykkelig! Han lænede sig mod gælenderet, hvor de turkisblå øjne betragtede det rolige hav, med det lille træk i mundvigen.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det smukke efterår havde valgt, at skulle lægge sig over den store himmel og bragt de smukke blade til skoven med sig. Det var noget af det som Malania virkelig måtte holde mest af, selvom det virkelig ikke var noget som hun kunne slå sig til ro med. Mødet med Pharrel for nogle aftener siden, var stadig noget af det som for alvor måtte præge hendes sind noget så voldsomt. Det gjorde hende bekymret og værre var det nu, hvor hun vidste, at fuldmånen ville ramme hende i aften og hun ikke vidste hvordan hun skulle slippe af med den! Hun havde vandret hvileløst rundt siden det møde, det havde været umuligt for hende at sove, det havde været svært for hende at spise og udelukkende på grund af den uro som hun måtte brænde inde med. Hun var virkelig panisk bange for, at Pierce ville forlade hende igen, hvis han vidste, hvad hun var ved at blive til, selvom.. Han havde jo sagt, at han aldrig nogensinde ville gøre det? Hvem ved? Det kunne vel skræmme ham at han pludselig skulle handskes med et stort og behåret bæst på den måde? Hun vidste jo udmærket godt hvad en Horror var og en varulv for den sags skyld og det var noget af det som nok måtte skræmme hende mere end noget andet for nu, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hvordan det måtte gå med husbyggeriet, det vidste Malania faktisk ikke. Det eneste som hun faktisk vidste var, at det lå på stranden og ikke så langt væk fra vandet af, så det var også noget som hun var frygtelig glad for. Hun bevægede sig henover stranden i de bare fødder og med de lyse kappe hængende omkring sig. Det var ved at blive en anelse småkoldt, selvom det virkelig ikke var noget som rørte hende som sådan. Hun følte sig varm alligevel.. ? Om det var den kommende varulv i hende som gjorde det, det vidste hun faktisk ikke, men alene tanken om, at det her var ved at ske, var virkelig mere end nok til at skulle skræmme livet af hende! Hun havde endelig besluttet sig! Pierce skulle have det at vide.. At de måtte gøre et eller andet, så bæstet i hende, ikke skulle have lov til at gå amok på andre væsner, for det var noget af det sidste som hun måtte ønske for øjeblikket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Ganske roligt stoppede hun op og med et stille smil på læben, som virkelig bare måtte brede sig ved synet af det bygningsværk som måtte stå foran hende. Det var da.. noget af det smukkeste som hun nogensinde havde set! Og så at se Pierce stå der på den lille veranda. Det måtte da have været hårdt at skulle bygge det op på den måde? Hun gik stille mod ham og selv med et hårdt bankende hjerte.. Kroppen i sig selv, var klar over, at det måtte ske i aften. Det var næsten bare noget som hun kunne mærke. Blodtørsten havde tildels meldt sig, selvom hun havde valgt at bide den i sig. Hun var jo stadig godt bleg og det hele, og det havde slet ikke ændret sig det mindste siden den aften. Det havde han vel også bidt sig mærke i når det endelig måtte komme til stykket? ”Her er virkelig smukt.. Du har virkelig fundet dig den bedste plads,” sagde hun roligt, som hun trådte op af de tre små trin for at nå op til ham. Hun savnede han faktisk, at skulle stå der i hans arme og i hans favn, og bare.. mærke ham. Hun var lykkelig sammen med ham og hun håbede virkelig, at det var noget som ville vare ved for dem begge. Han gjorde hende lykkelig, han var hendes lykke og det var virkelig ikke noget som hun ønskede, at skulle slippe igen bare sådan uden videre. Det var han simpelthen for værdifuld til!

[pierce]

Pierce vidste godt at han ikke havde været så meget sammen med Malania de sidste par dage, men han var et sted bange for at det var ham som det var galt med, så han havde valgt at lade hende være lidt alene, så hun kunne tænke over tingene, dog havde han sørget for at være hjemme i god tid, så de ikke havde sammen problem som den forrige nat, hvor det næsten var gået helt galt nede ved søen. Tanken om at det var det som måtte plage hende havde også strejfet ham, men det var måske bare bedst at lade hende være lidt i fred? Så kunne han også fokusere på byggeriet af deres hus, som snart var færdigt. Det lille træhus på den lille bakketop, med smuk udsigt til havet, en lille veranda, og ellers langt væk fra alle andre, så de var mere eller mindre alene. Der var dog nogle klipper ganske tæt på, som førte videre op til den store klippe, ellers så lå de ikke så forbandet langt væk fra byen, så de kunne da snildt handle ind hvis det var det, men ellers lå afsides alt andet, og det var .. rart. Ingen skrigende naboer til at forstyrre én! Huset var nok af træ, men taget var dog lavet af mursten, med en tagrende i siderne af huset, så det ikke ville dryppe ind i selve huset. Han kunne ikke være andet end tilfreds. Han havde faktisk købt de fleste ting, selv olielampen der hang ved husets galvende, og det var utroligt hvad folk fra landjorden ville give fra sig, for nogle enkle diamanter fra havet. Og han burde måske ikke hive sådanne diamanter op fra havet for at skænke dem til folket af landjorden, men.. hvis de diamanter var skyld i at huset kunne blive bygget færdig, så var han virkelig ligeglad! Han havde lovet Malania at han ville flytte sammen med hende, og jo før des bedre! Så han ville gøre alt for at blive færdig, så de kunne få deres drøm opfyldt! Det gjorde ham dog lidt trist at hun ikke havde set byggeriet endnu, for.. hun var jo ikke ligefrem kommet på besøg de sidste par dage, skønt de dog havde delt nætterne på Den lyse kro, så det var jo ikke fordi de ikke havde set hinanden de sidste par dage, desuden havde han jo lovet hende at han ikke ville søge til havet, og det havde han jo så tildels heller ikke, skønt han dog havde taget en dukkert, men det var jo det som var rart, når man boede så tæt på havet, det hele ville blive så langt nemmere for dem!
Blikket hvilede ud over det lettere glitrende hav, hvor det lille træk i mundvigen fik hans ansigt til at se mere eller mindre helt fredelig ud. Pierce følte lidt at en ny tid var kommet ind over ham, som om at tidevandet havde tvunget ham op i en krog, men nu hvor det var blevet lavvandet igen, så kunne han starte på en frisk, skrive et nyt kaptiel! Og i dette kapitel ville Malania være en del af ham! Han elskede den kvinde mere end noget andet! Og han følte faktisk ikke noget hastværk ved at de nu skulle flytte sammen, for.. det var jo hvad han ønskede. De tre andre venner var færdige med deres gøren, og var taget tilbage til havet, hvor han kort havde vinket til dem. Det havde faktisk været rart med lidt hjælp, for så var det gået hurtigere! Han mærkede den milde brise mod hans nøgne overkrop, hvilket faktisk var befriende! Han drejede let hovedet til den velkendte stemme, som fik smilet til at brede sig fra øre til øre. "Malania!" Han næsten sprang af glæde hen til trappen, hvor han greb omkring hendes hænder. Smilet kunne end ikke falme, ikke når han var sammen med hende! Han skænkede hendes læber et varmt og længeselsfuldt kys. "Jeg har savnet dig," sagde han med et lille smil, han vidste jo ikke helt hvordan hun havde det. Han klemte blidt omkring hendes hænder, imens hans turkisblå øjne hvilede kærligt i hendes mørke.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det var virkelig ikke fordi at Pierce havde gjort noget forkert, men det var fordi at hun havde haft så forbandet meget at skulle tænke igennem. Det var stadig fuldkommen ukendt for Malania hvordan hun skulle fortælle ham det, uden at virke direkte vred eller lignende, for tanken gjorde hende vred og den var så sandelig også så frygtelig skræmmende som intet andet overhovedet og det var det som i den grad måtte påvirke ham. Ville han være så skræmt af tanken, at han ville forlade hende alligevel? Bede hende om at gå og flytte ind i huset selv eller bare tage til havet og aldrig nogensinde vise sig igen? Hun håbede dog virkelig på, at han ville være hende den manglende hjælp igennem det her, for det var hende virkelig forbandet skræmmende når det måtte komme til stykket. Med en vampyrs egenskaber og en varulvs også, så havde hendes skulder faktisk healet godt de sidste dage og det var en dejlig fornemmelse, at næsten kunne bevæge sig frit igen! Et stille smil bredte sig alene ved at se Pierce i den blottedde overkrop, for han havde så sandelig heller ikke noget at skulle skjule, det var i den grad også helt sikkert! Kroppen dirrede allerede en smule, for den vidste at fuldmånen var i aften og det var faktisk en anelse ubehageligt. Hvordan pokker kunne en horror eller en vampyr holde det her ud?! Hun vidste, at hun havde været meget fraværende her de sidste dage, selvom det virkelig ikke var hans skyld på nogen måde. Hun havde virkelig bare haft det utrolige behov for at tænke det hele igennem og nu hvor hun kunne se det smukkeste hus som han havde bygget – Bare til dem alene, så kunne hun da virkelig ikke lade være med at smile ved den tanke alene, for det var virkelig noget som gjorde hende så forbandet glad!
At se Pierce så glad, var noget som blot måtte få hende til at smile, hvor det næsten måtte komme hende som et chok på den måde, som han måtte reagere på. Det glædet hende om ikke andet, at hu nvar så savnet, for det var noget som gjorde hende mere glad og det lettede hende virkelig. Måske at deres lykke skulle have lov til at bestå selv efter det her forbandede mareridt når det endelig måtte komme til stykket? For hun havde virkelig, virkelig brug for ham og hans støtte! Hun lod ham da selv med den største fornøjelse gribe omkring hendes hænder, hvor hun nu ikke kunne lade være med at se på ham. Hans hænde var varme.. De var virkelig dejlig varme. Hun trykkede omkring dem. ”Jeg har virkelig også savnet dig.” Selv valgte hun at skulle trække sig tættere på ham, hvor hun måtte skænke hans læber et dybt og længselsfuldt kys. For hun havde virkelig savnet ham noget så frygtelig voldsomt! At se den lykke så frygtelig tydeligt i hans øjne, var virkelig bare noget som måtte smitte af på hende. Han kunne vel ikke finde på at skulle efterlade hende? ”Det er smukt.. Det er virkelig, virkelig smukt,” sagde hun. Hun vendte sig mod huset. Hun kunne virkelig ikke fatte, at det var deres og deres alene! Hun tog den ene hånd til sig og strøg roligt over hans kind. Det var bare dejligt, at være ved ham igen. Hun følte virkelig, at hun hørte til her. Her og i hans favn. ”Jeg er ked af, at jeg har været fraværende de sidste dage. Det har slet ikke været meningen, at det skulle gå ud over dig,” sagde hun stille. Det var faktisk noget som måtte appelere til hendes dårlige samvittighed, for det ramte faktisk temmelig godt og det var noget som gjorde ondt. For hun havde virkelig ikke ment, at skulle gøre ham uret på den måde. Han fortjente virkelig en undskyldning.

[pierce]

Det var utroligt, hvordan lykken pludselig måtte skylle over ham, som han fik øje på Malania, for Pierce havde virkelig savnet hende ufatteligt meget! Okay, det var jo ikke fordi de ikke havde set hinanden, men hun havde bare været så.. fraværende de sidste par aftener inden de var gået i seng. Men at se hende dukke op her ved huset, kunne ikke få ham til andet end at smile, for det betød vel også at hun havde fået det bedre? Hun så i hvert fald ud til at have det bedre. Hans turkisblå øjne hvilede kærligt og dog så muntert i hendes mørke, for han var virkelig glad for at hun var dukket op! Også nu hvor huset mere eller mindre var færdigt. Han gengældte roligt hendes klem omkring hans hænder, hvor han ikke kunne lade vær med at smile til hendes ord. Det lød til at hun var blevet i noget bedre humør? Han gengældte ligeså længselsfuldt hendes kys, og med den største fornøjelse, inden hans læber spillede ud i et bredt smil. Han trak hende ganske roligt tættere på ham, hvor han styrrede hendes hænder, og førte dem omkring hans liv, inden han selv lagde sine arme omkring hendes skulder og nakke, så han kunne trykke hende ind til sig i en omfavnelse. Han havde virkelig gået og manglet hende de sidste par dage, især fordi han havde lovet hende, at han ville tilbringe tiden sammen med hende, det var vel ikke derfor hun var sur, var det? Fordi han havde gået og bygget huset? Han drejede ganske let i overkroppen, så han kunne betragte huset bag dem med et lille skævt smil. Han slap hende med den ene arm, så det kun var den ene der hvilede omkring hende, så han endnu kunne trykke hende ind til sig. "Det er det.. Jeg har også brugt al min tid på det," svarede han roligt og med det tilfredse glimt i øjet, inden han så en smule forsigtigt på hende. "Undskyld jeg ikke har været sammen med dig, Malania, jeg tænkte bare at.. du havde brug for at være alene?" Han bed sig ganske svagt i den bløde underlæbe. Han vidste jo ikke helt hvad årsagen var til at hun havde været så fraværende, men han håbede da ikke at det var hans skyld, for så ville han nok få stor skyldfølelse. At hun så undskyldte over at hun havde været fraværende, fik ham til at ryste på hovedet, inden han trykkede hende ind til sig, hvor han skænkede hendes hår et blidt kys. "Du skal bestemt ikke undskylde Malania! Det at du er her nu, gør mig glad," svarede han stilfærdigt, inden han skænkede hendes mundvig et varmt kys. Han vendte blikket mod huset igen, inden han skævede mod hende. "Det er stort set færdigt, så.. vil du ikke se det?" spurgte han ganske roligt, inden han gik hen imod terrassedøren, der var lavet af træ, og med seks små vinduer i, så man kunne så ind til stuen. Han åbnede den ganske roligt, og lod hende gå ind først, inden han selv fulgte efter, for at lukke døren bag dem. Selve huset var ikke særlig stort, men det skulle jo også kun være til de to. Der var en pejs, et bord, som stod oven på et rundt uldtæppe, og en sofa, en enkelt lænestol, og ellers nogle reoler, der endnu var tomme, men der kunne der jo stå alt fra nipsting til bøger, det var jo ikke kun ham der skulle bestemme hvad der skulle være, hun skulle selvfølgelig også have indflydelse på det! Han så ganske let rundt, inden han så på hende igen. "Hvad synes du så om stuen?" spurgte han ganske let og med det muntre smil. Der var selvfølgelig trægulv i hele huset, nu hvor alt andet også var lavet af træ, foruden køkkenet, som bar stengulv. Og det lille stykke rundt omkring pejsen, bar også små brosten, hvor lidt træ lå ved den ene side af pejsen, der dog ikke var antændt endnu.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania var slet ikke sur på ham, men mere på sig selv, fordi at hun havde valgt at tirre den horror den aften og var kommet ham på tværs. Havde hun ikke gjort det, så var dette jo aldrig nogensinde sket. Hun burde virkelig bare være blevet hjemme, så der måtte hun jo faktisk give Pierce ret, for det havde virkelig fået utrolige konsekvenser og hun var virkelig blevet bange for at miste ham. Tænk nu hvis Pharrel i den anden ende, skulle vise sig, at have ret når det endelig kom til stykket? Hvad nu hvis Pierce blev så bange, at han ikke turde at være sammen med hende? Bare alene den tanke var hende direkte forfærdelig. Hun havde langt fra fået det bedre, men tvært imod, så havde hun fået det mere elendigt. De næste nætter ville blive et helvede og hun måtte jo fortælle ham det inden at det helvede ville bryde løs, for det måtte virkelig bare ikke gå ud over ham! Det ønskede hun virkelig ikke! Hun nikkede til hans ord og med et stille smil på læben. Det var slet ikke nogt som hun ville kunne skjule, for det var virkelgi flot, det som han havde fået lavet! ”Jeg kan se det.. Det er virkelig smukt.” Hun blev roligt stående helt tæt ind i hans favn og uden at slippe, for hun vidste ikke hvor længe, at det ville vare ved. Om det gjorde nogen forskel på deres forhold, at hun nu måtte være en halv horror? Hun trak vejret dybt og bed sig i læben. De tanker forstyrrede hende mere eller mindre hele tiden. Hun vendte blikket stille op mod ham, hvor hun lod hånden stryge mod hans bryst. Det var næsten skræmmende.. Hun kunne høre hans hjerte banke! ”Jeg havde brug for at tænke nogle ting igennem, min kære.. Du skal virkelig ikke undskylde. Du har intet at undskylde for,” fastholdt hun stilfærdigt. Ikke at det var noget som hun ville skjule for ham, for det var virkelig ikke noget som hun kunne få sig selv til når det endelig måtte komme til stykket. Hun vidste bare ikke hvordan hun skulle præsentere det? Et sted.. så måtte de jo have et bur til at stå, for hun ønskede ikke at gøre nogen skade på andre mennesker, så hellere på sig selv! Hun nikkede næsten ivrigt, som han ville have hende til at se det. ”Åh ja!” sagde hun næsten i udbrud, for den tanke alene, var faktisk noget som måtte gøre hende så frygtelig glad! Hun trådte ganske roligt indenfor. Det var måske ikke stort, men det skulle jo bare rumme de to, hvilket i den grad også var noget som måtte gøre det hele så meget bedre for hendes vedkommende, for det ville jo være et sted, hvor de kunne være alene, så ville det jo heller ikke kunne blive bedre set i hendes øjne, hvad end om det var noget som hun ville det eller ikke. Hendes smil måtte brede sig, for det var virkelig.. perfekt! Det var som taget direkte ud af hendes fantasi! Hun vendte sig stille mod Pierce. Det var vel tydeligt, at hun var helt lamslået? Hun blinkede let med øjnene. ”Det.. det er virkelig.. perfekt..” Hun fandt virkelig ikke ord for hvordan hun skulle beskrive det, for det var virkelig noget af det bedste som hun længe havde oplevet, det var jo helt utroligt hvor godt han havde ramt hendes smag og med det hele! ”Lad mig se noget mere!” endte hun næsten helt ivrigt. Hun ville jo se hvor det var at hun skulle bo! Hvis hendes tilstand ikke skulle ende med at ødelægge det hele for de to, for det ønskede hun virkelig ikke! Bare tanken var noget som kunne slå hendes humør direkte i sænk igen og det var virkelig bare noget som måtte gøre noget så frygtelig ondt, at man skulle tro at det måtte være løgn! Hun tog roligt omkring hans hånd, en anelse dirrende, men sådan havde det været mere eller mindre hele dagen. Solnedgangen nærmede sig jo selv og fuldmånen med. Hun hadet den tanke! ”Lad mig se det hele,” endte hun blidt, selv næsten helt ivrigt!

[pierce]

Pierce var glad for at hun havde valgt at dukke op her ved deres nybygget hus, for han glædede sig faktisk til at vise hende det hele, han glædede sig til at de kunne slå sig til ro, at de ikke skulle befinde sig på en kro, fyldt med mange andre mennesker, men at det kun ville blive de to, i deres eget hjem, et hjem der lå tæt ved havet, så det ville blive lettere for dem begge. Han kunne bare stå tidligt op, tage sin sædvanlige rundt i havet, og så kunne han tilbringe resten af dagen og natten med sammen med Malania, det lød virkelig perfekt i hans ører! Hendes ord fik blot smilet til at brede sig på hans læber, for det var da rart med lidt anerkendelse for sit arbejde, og han måtte indrømme at han havde bygget hårdt, for at få det op at stå til denne aften, for med hendes nedtrykte humør, ønskede han at gøre noget specielt for hende, gøre hende glad igen. Han kyssede hendes hår endnu engang. "Mange tak." De turkisblå øjne betragtede kort huset, inden de faldt på hende igen. Hun behøvede skam ikke at forklare sig eller undskylde for noget som helst, for den nat ved søen var endnu i hans eget sind endnu, han håbede bare at det hele ville flaske sig, nu hvor de valgte at flytte sammen, men var hun ikke kommet over det endnu, så ville han da med glæde hjælpe hende med det. Han førte den ene hånd til hendes kind, som han strøg ganske blidt. "Du skal skam heller ikke undskylde Malania, alle har ret til at tænke tingene igennem, jeg håber bare du er færdig med det, i så fald, hvis du ikke er, så må jeg jo få dig på andre tanker," svarede han i en lettere drillende tone, inden han skænkede hendes læber et varmt kys. Han elskede hende, holdt af hende mere end noget andet! Og det skulle virkelig bare være de to fremover! Og som han havde lovet hende, så ville han ikke forlade hende, og hvorfor skulle han dog forlade den kvinde som ejede hans hjerte? Han vidste desuden at hun ville passe lige så godt på det, som han ville passe på hendes, for hun var noget helt særligt.
Det glædede Pierce at hun fandt det flot, for han havde virkelig kun bygget det for hendes skyld, ja og så selvfølgelig også hans egen skyld, for han ville jo gerne flytte sammen med hende. Det var måske en stor ting, men det var virkelig hvad han måtte ønske sig! Han elskede hende af hele sit hjerte! At hun beskrev det med ordet perfekt, fik hans hjerte til at slå en smule mere fast mod hans bryst, for det varmede ham da at hun kunne lide det, især når det var de to som skulle bo sammen, så betød hendes mening alverdens for ham! "Det er godt du kan lide det," svarede han, med blikket vendt mod stuen. Det skulle være deres lille hjem. Tanken fik virkelig smilet frem på ham. At hun var helt ivrig efter at se mere kunne han ikke lade vær med at smile over, for han ville da med glæde vise hende det hele. "Ja? Så kom," opfordrede han, inden han blidt greb omkring hendes hånd, så han vidste hvor han havde hende. Det eneste der egentlig skilte stuen fra køkkenet, var en lille stenbur, der var i brysthøjde. Ellers stod der en ovn af sten, en lang disk med skabe under sig, så man kunne lave mad, en håndvask og ellers et køleskab til al maden. Selve spisebordet stod inde i stuen, dog i et hjørne tæt på køkkenet, så man ikke skulle gå så langt. "Det er så køkkenet," svarede han roligt, og pegede mod en dør der ikke var så langt derfra. "Og derinde er soveværelset." Han pegede mod et andet rum tæt ved soveværelset og køkkenet. "Der er badeværelset, og der er også et badeværelse inde ved siden af soveværelset," endte han roligt.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det var virkelig ikke Pierces skyld, at hun havde været fraværende for nogle dage, det var hun heller ikke bange for at skulle forklare ham. Det var værre når man skulle forklare grunden til lige hvorfor. Et sted var hun bange for, at han ville blive sur, fordi hun ikke havde fortalt ham det tidligere og så var hun bange for, at han ville vende om og bare forsvinde ud af hendes liv, lige så pludseligt som han var dukket op, hvilket hun i den grad heller ikke ønskede på nogen måde! Han var virkelig noget af det mest værdifulde i hendes liv og det sagde virkelig heller ikke så lidt når det endelig måtte komme til stykket, for hun havde virkelig svært med at skulle lukke folk tæt på sig på den måde og han var kommet under huden på hende, som det rene ingenting. Det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Bare alene den tanke om, at hun kunne høre hans hjerte banke, var noget som faktisk måtte skræmme hende, for det var virkelig længe siden, at hun havde været vant til lige den del af det, at være af mørket og hun ønskede virkelig ikke igennem det endnu en gang. Måske at hun virkede ivrig, men det var heller ikke fordi at hun havde meget tid før fuldmånen ville rive i hende og tvinge bæstet frem i hende. Hun kunne mærke, at det allerede rev i hende, at tiden ville nærme sig og det var jo sekund for sekund! Hun smilede let. ”Du får mig da altid til at smile og tænke andre ting,” sagde hun blidt. Lige i denne situation, så var det jo trods alt en lille løgn, men hun skulle nok få det hele forklaret for ham! Hun gengældte mere end glædeligt hans kys og med den næsten tydelige længsel, for hun havde virkelig manglet ham i disse dage. Det var jo helt vildt!
At få lov til at flytte sammen med ham, var virkelig noget af det bedste som længe var sket hende. Nu hvor hun stod i denne situation, hvor hun stod i øjeblikket. At hun virkelig var så bange for at miste ham, så selvfølgelig ville hun nyde hvert eneste lille sekund som hun havde sammen med ham! Hun elskede virkelig hvad han havde fået præsteret at skulle få lavet her! Det var virkelig.. perfekt. Der var intet ord som kunne beskrive det bedre for hendes del, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Hun lod ham vise hende resten af huset, hvor hun selv betragtede det med en tydelig intersse. Hun kunne virkelig ikke tro, at dette faktisk måtte være deres.. Deres alene, for det var virkelig som taget fuldkommen ud af hendes fantasi og placeret foran hende i levende live, det var virkelig fuldkommen utroligt. Hun kunne virkelig ikke sætte ord på hvad det nu måtte være, at hun måtte føle. Hun vendte sig stille mod ham, hvor hun lod hånden stryge mod hans kind, blot for at skulle kysse hans mundvige. ”Det er virkelig.. fantastisk.. Jeg kan ikke tro, at du har fået det færdigt så hurtigt..” Hun gik stille mod soveværelset, for hun ønskede virkelig at se absolut det hele! ”Det er virkelig som taget ud af mine vildeste fantasier.. Der.. der er ikke kælderrum, er der?” spurgte hun stille. Bare et eller andet, hvor hun kunne være når fuldmånen ville være over dem? Et eller andet måtte hun jo gøre og desuden, så var det her jo også en måde for hende, at skulle indlede lidt ind på det som hun havde at fortælle ham, for hun havde virkelig udsat det længe nok nu!

[pierce]

Det at hun havde rendt rundt og været så rastløs, så fraværende de sidste par dage, det havde faktisk fået Pierce til at få det dårligt, for han ønskede ikke at det skulle æde hende op indefra! Nu var lykken ved at tilsmile dem og så ønskede han så absolut heller ikke at hendes humør skulle være dårligt, desuden, hvis det ikke var hans skyld at hun var i det humør, hvad var det så? Var det endnu den nat ved søen som prægede hende? De havde jo begge overlevet, og nu stod de tilmed i deres fremtidige hjem, hvor det kun skulle være de to. Den nat ved søen ville jo ikke gentage sig, det var vel et overstået kapitel? Nu kunne de jo være sammen hver dag, og det havde han så sandelig også tænkt sig, nu skulle intet skille dem fra at være sammen! Han kunne ikke gøre den nat om, uanset hvor meget han så end ønskede det, men han ville prøve på at gøre fremtiden langt bedre! For deres begges skyld, og han ønskede ikke at hun skulle tænke på den varulv længere! Og kom den tilbage, så ville han denne gang drunke den i havet! Han smilede ganske let til hendes ord. Han håbede da på at han kunne få hende på andre tanker, for han ønskede ikke at hun skulle gå rundt og tænke på fortiden længere. Hvad han så ikke vidste, var at hun rent faktisk måtte tænke på fremtiden. "Det glæder mig," svarede han stille. Han troede godt nok ikke helt på hende, for sådan som hun havde gået rundt i de dage, så tvivlede han virkelig på at han pludselig kunne få hende i godt humør, ved bare at knipse, men han ville gerne gøre aftenen mindeværdig, især nu hvor huset var færdigt og det hele. At hun gengældte hans kys fik det blot til at sitre i ham, hvor han ikke kunne lade vær med at trække på mundvigen. Han ønskede at gøre hende i bedre humør, især når hun var gået så bedrøvet rundt de sidste par dage, så hun fortjente at komme på lidt andre tanker! Og der håbede han jo så, at han kunne være hende behjælpelig.
At hun var glad for stedet kunne Pierce tydeligt mærke på hende, og det var det som også måtte glæde ham frygtelig meget. Han havde arbejdet hårdt, og han havde virkelig gjort sit for at blive færdig til denne dag, for det skulle blive en speciel aften for hende, for dem begge. Han ville gerne få hende til at tænke på andet, især nu hvor de skulle flytte sammen, for det nyttede ikke at hun gik rundt og med mulen! Han så ud af det ene vindue. Det var ved at blive aften, og han kunne ikke lade vær med at smile tilfredst, for han havde nået sit mål, og det var hvad han havde ønsket; at blive færdig med huset inden aftenen. Han smilede til hendes ord. "Jeg fik hjælp af nogle venner," svarede han ganske så stilfærdigt. Som hun betragtede resten af huset, gik han hen og antændte pejsen, så man kunne høre træet gnistre. Han smilede skævt, som han mærkede varmen i sit ansigt. Det hele skulle bare blive så.. perfekt! Han havde sat en frugtskål på stuebordet, så de kunne tage lidt hvis de blev sultne. Han gik roligt hen til hende igen, og smilede muntert. Hendes første ord glædede ham, men han måtte dog rynke ganske undrende på brynene til hendes andre ord. Et kælderrum? Han slap en kort og munter latter og rystede på hovedet. "Nej, det er der godt nok ikke," svarede han stilfærdigt og kløede sig ganske let i nakken. "Men vi har et skur til al brændet," tilføjede han roligt. Der var jo ikke behov for et kælderrum? Måske hun frygtede et sådan rum? Uanset så havde de ikke et.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det havde virkelig ikke været Malanias mening, at skulle gøre Pierce så bekyrmet for hende, for det her var noget som virkelig måtte æde hende op indefra uanset hvad pokker hun gjorde ved det og den tanke i sig selv, var i den grad ikke behagelig på nogen som helst måde overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Hun håbede virkelig, at deres lykke ville bestå selv når hun måtte fortælle ham hvilket monster hun ville blive til og uanset hvad pokker de ville gøre ved det. De smukke fuldmånenætter var nu noget som hun skulle lære at frygte og udelukkende fordi at hun vidste, hvad det nu ville gøre ved hende, Det ville gøre hende til et monster og et bæst ude af hendes egen kontrol! Hun sendte ham et stille smil. Når han var omkring hende, så kunne hun virkelig ikke undgå at skulle smile, for det var virkelig bare den effekt som han havde på hende og det var virkelgi bare noget så frygtelig behageligt når det endelig måtte komme til stykket, for det var virkelig noget af det bedste ved det hele! Hun var slet ikke i tvivl om, at Pierce måtte være den rigtige mand for hende. Spørgsmålet var jo bare.. var han af samme mening som hende når alt kom til alt? ”Det må jeg nok sige. Du har virkelig ramt sømmet på hovedet,” sagde hun blidt. Han havde virkelig bare ramt helt perfekt når det kom til deres smukke hjem på denne måde, det var i den grad også helt sikkert!
Alene tanken om at det ville ske i aften, var mere end nok til at skulle gøre hende direkte panisk. Hun ønskede virkelig ikke at miste ham! Hun bed sig svagt i læben. Hun måtte jo fortælle ham det før eller siden, for hun var temmelig sikker på, at det møde med Pharrel var ægte, for hun kunne huske det ned til hver lille detalje! Hun havde søgt ud i nattens ulm og mørke, ladet ham sove, for at komme listende tilbage lidt efter lidt. ”Det er jeg glad for. Mind mig om, at jeg skal takke dem når jeg engang får æren af, at hilse på,” sagde hun blidt og med et stille smil på læben. Det var end ikke noget som man skulle tage meget fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Hun trak vejret dybt og med et svagt suk. Det at de havde et skur til brænde, var bestemt ikke nok til at holde en varulv i skak og hun vidste det jo udmærket godt! ”Kan det laves? Og… kan vi få placeret et bur der eller lignende?” spurgte hun stille. Ellers måtte hun finde andre muligheder, for hun ønskede virkelig ikke at ende med at gøre skade på ham, ikke hvis hun ellers kunne undgå det i det store forløb, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Det var slet ikke fordi at hun frygtede det, men de var virkelig nødt til at gøre noget, for at holde den varulv i skak. Hun bed tænderne let sammen. ”Pierce… D-de næste nætter… Der må du ikke være sammen med mig.. Det er for farligt..” indskød hun dæmpet. Hun kunne vel lige så godt bare hoppe ud i det hele og bare få det overstået og bare finde ud af, om han ville søge væk fra hende permanent eller ikke, for det skræmte hende virkelig lige så meget som det kunne skræmme enhver anden. Tårerne trængte sig næsten på og det var af den rene panik og frygten for at miste ham som var så tydelig! Hun knugede mere omkring ham, for hun ønskede virkelig ikke at miste ham!

[pierce]

"Mange tak, Malania. Jeg er glad for at du kan lide det," sagde Pierce med en tydelig tilfredshed i stemmen. Han var glad for sit værk, og han var glad for at han havde lavet det på så kort tid, for det måtte da næsten slå en record? Tanken morede ham et sted, men han havde virkelig været så opsat efter at blive færdig til denne aften, det var jo fuldmåne, og havet var altid så smukt, når der var fuldmåne, så længe det ikke regnede eller var overskyet, for så var det bare en nat som alle andre. Han var selv ganske stolt over sit arbejde, selvom hans venner selvfølgelig også havde hjulpet til, men det var ham som var kommet med idéerne og tegningerne, og så havde de hjulpet ham med at bygge det op. Han smilede skævt til hende og nikkede ganske let. "Det skal jeg gøre," svarede han stilfærdigt. Han var glad for sine venners hjælp, for de var grunden til at han var blevet færdig i tide. Han så på hende med hovedet på sned, som hun sukkede. Han måtte dog slippe en munter latter til hendes ord. Skulle han skaffe dem en kælder? Det ville jo tage lang tid at lave! Og hvad pokker skulle hun dog bruge en kælder til? Han havde måske kunnet tage det mere seriøst, hvis hun kun havde nævnt kælderen, men da hun tilmed nævnte buret, så kunne han ikke lade vær med at le. "Malania dog! Kælder og bur?" spurgte han undrende og rystede smilende på hovedet af hende. Hun havde da vidst gået rundt alene i al for lang tid, for hun havde da virkelig skaffet sig nogle skøre idéer! Han kneb øjnene en smule sammen. Hvad var der galt med hende? Hun havde godt nok gået rundt og mumlet noget om nogle mareridt, men var hun ikke kommet over dem endnu? Han håbede bare at det at sove i deres nye seng ville kunne bringe hende gode drømme igen, i stedet for at hun skulle rende rundt og tænke på sine mareridt hele tiden, for de påvirkede hende tilsyneladende endnu. Han rynkede i hele panden, som han tydeligt kunne mærke at panikken spredte sig i hendes indre, og hendes ord gav da overhovedet ikke nogen mening! Der var jo ikke sket ham, og heller ikke hende noget de sidste par dage. "Det er for farli.. Malania, har de mareridt nu steget dig til hovedet?" spurgte han forsigtigt, som hans hoved søgte ganske let på sned. Hvad gik der dog af hende? De var jo kommet over alt det slemme, de var begyndt på et helt nyt kapitel, mon det var fordi hun endnu følte skyld over at han var kommet tilskade nede ved søen dengang? Hans bryst gjorde ikke så ondt mere, for de sidste par dage havde da healet ham lidt. At hun næsten måtte knuge omkring ham gjorde ham næsten helt bange, for han vidste slet ikke grunden til hendes opførsel, det var som om at hun havde vendt som på en tallerken. Han strøg hende blidt over håret, inden han skænkede hendes pande et blidt kys. Han blev helt nervøs for hende, og især det at se tårerne dukke frem i hendes øjne. Han vidste jo slet ikke hvad han skulle gøre af hende. Hans blik flakkede kort, inden han så hende i de mørke øjne. "Du har brug for frisk luft! Kom.. gå en tur med mig," opfordrede han, inden han tog hendes hånd og næsten tvang hende med sig. Det kunne være at den friske vind ville kunne få hende til fornuft, og så kunne de gå og snakke det hele igennem, det ville sikkert hjælpe hende en god del!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania kunne virkelig ikke gøre andet end at erkende, at hun elskede hvad han havde fået bygget, for det var virkelig fantastisk! At det var deres og deres alene, var virkelig noget af det bedste ved det hele, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun kunne virkelig ikke gøre andet end at smile ved synet, selvom hun stod fast på, hvad hun havde sagt! De måtte have sig en kælder og de måtte have sig et bur! Alle de drømme som hun havde haft i de dage, havde virkelig ikke været andet end så forbandet livagtige og hun var jo trods alt også vågnet op med jord på fødderne eller under neglene, så hun havde jo været ude – Ligesom i hendes drømme, så hvem sagde ikke, at det var ægte? Hun var næsten sikker på, at det var ægte! Hun kunne se på sin egen krop! Den var jo lige så bleg som den var den aften og hun kunne høre hans hejrtebanken, det var jo heller ikke normalt for et lysvæsen! Selvfølgelig var det noget som skræmte hende meget, for det hele virkede bare så frygtelig livagtigt! Hun frygtede allerede for den kommende fuldmåne, for hun kunne jo mærke på kroppen allerede, at der var noget som var ved at ske.. Som om at den bare ventede på noget! Hun nikkede til hans ord. ”Kælder og bur ja.. Vi er nødt til at skaffe det og hurtigst muligt Pierce.. Hører du mig!” Hendes stemme var endt mere og mere febrilsk. Nu hvor hun var kommet ud med det, så var det virkelig bare en lettelse et sted, selvom hans reaktion, virkelig var hende et stik i hjertet. Han troede ikke på hende, det kunne hun da tydeligt høre! Han havde arbejdet ekstremt hårdt og det var jo heller ikke fordi at hun ønskede at påtvinge ham yderligere arbejde som skulle gøres, men det bur var virkelig nødvendigt for dem, hvis hun ikke skulle ende med at skade andre mennesker og væsner, for det ønskede hun virkelig ikke! Hun rystede fast på hovedet. Hun var virkelig sikker på, at det var mere end bare mareridt efterhånden. Det blev virkelig kun mere og mere realistisk for hendes vedkommende! Hun ville med glæde skrive og påbegynde det nye kapittel. Det ville hun virkelig elske at gøre, men dette var virkelig noget som hun bare måtte kæmpe sig igennem med først, det var der heller ikke nogen tvivl om! ”J-jamen… Pierce! Du forstår jo ikke!” Hun kunne ikke rigtigt gøre noget direkte mod hans styrke, selvom hun satte begge ben i jorden og mere eller mindre rev hendes arme til sig og med en så voldsom styrke, som selv måtte komme bag på hende, at hun næsten måtte dreje rundt og fik overbalance, hvor hun derefter røg direkte ned i gulvet. Hun sitrede, idet hun lagde armene omkring sig selv, idet hun vendte sig op mod ham. Hun forstod ham jo et sted.. Hun måtte vel være komplet sindssyg? Det var jo umuligt at snakke med ham, når han bare fejdede det hele af vejen på den måde som han gjorde det. ”F-fuldmånen… For pokker da Pierce, jeg er blevet en Horror!” endte hun med en mere febrilsk stemme. Hun kravlede hen mod det ene hjørne hvor hun satte sig og trykkede sig helt op af det. Nu var det ude og nu ventede hun mere eller mindre, at han bare ville gå og lade hende være. ”Jeg kan høre dit hjerte banke..” hviskede hun stille. Styrken.. hendes skærpede sanser.. Det var alt sammen ved at komme til hende, ligesom Pharrel havde fortalt hende og det var noget af det som skræmte hende mest!

[pierce]

Hun ville have ham til at bygge en kælder skaffe et bur? Det lød næsten som om at hun ville have et torturkammer i kælderne, hvilket måtte undre Pierce noget så forfærdeligt. Hvad gik der dog af hende? Han måtte dog indrømme at det morede ham et sted. Han vidste virkelig ikke hvad den tøs tænkte på, men han nægtede at bygge en kælder, det ville jo tage.. måneder! De skulle først grave et dybt hul under huset, og huset befandt sig på det rene sand, så det.. var næsten umuligt! Han kunne ikke lade vær med at le. Det var ikke for at ydmyge hende eller nedgøre hende, men det var altså for tosset! Hun måtte have fået havsyge eller noget! Han vendte roligt blikket mod hende og rystede opgivent på hovedet. "Hold nu op, Malania," bad han roligt, "jeg kan ikke bygge en kælder, når huset ligger over sand, det skulle i såfald være før huset blev bygget. Og hvad skal du dog bruge et bur til?" Det var altså en tosset idé hun kom med! Om hun vile det eller ikke, og det var ikke hans mening at le af hende, for han ville ikke gøre hende utilpas, men.. kunne hun ikke selv høre, hvor tosset det lød? Og hvad ville hun dog bruge et bur til? Det lød tosset! Hun havde brug for noget frisk luft, så kunne de snakke igennem det hele, for det var tydeligt at hun var bange for et eller andet, det kunne han jo tydeligt fornæmme på hende. Han trak hende ganske roligt med sig, selvom han godt kunne mærke at hun holdt igen. "Hold nu op! Vi taler om det i den friske luft!" sagde han stædigt, skønt han dog var ved at falde forover, da hun trak hånden til sig, han genvandt dog balancen ved at baske kort med vingerne. Han kunne dog høre hende vælte hende bag sig, hvilket fik ham til at vænne sig om. Han betragtede hende med næsten triste øjne, da hun kravlede hen i det ene hjørne. Hvad gik der af hende? Da hun sagde at hun var blevet horror, stivnede det let i ham. Han knyttede hænderne og mærkede hvordan det pludselig sitrede i hans krop - af vrede. Blikket var faldet mod hans fødder. Nu rablede det da bestemt for hende! Han vendte blikket fast mod hende, inden han kneb øjnene lettere sammen. Han gik mod hende med faste skridt. "Det er simpelthen noget tåbeligt noget at fyre af! Hvis det er den nat der plager dig endnu, så..!" Han knælede ved hende. Han så næsten vantro på hende. Hun kunne høre hans hjerte? Han rystede opgivent med hovedet. "Er du sikker på at det ikke er dit eget du kan høre?" spurgte han stilfærdigt, inden han greb omkring hendes hånd og trykkede det mod hendes bryst, hvor hendes hjerte slog. "Dit hjerte slår endnu, Mal, du er ikke død som de bæster!" svarede han i en fast tone. Han gad ikke høre på de tosserier, og så var det vel mest fordi at han var vred på varulven endnu? Han vidste at Pharrel havde næret sig på hende, og det gjorde ham direkte rasende! "Jeg gider ikke at tale om den aften mer'! Det er et overstået kapitel, vi skal til at flytte sammen og så forbliver du i fortiden?" Han rystede endnu engang på hovedet, inden han rejste sig. "Jeg går stadig den tur," mumlede han, som han gik ud af terrassedøren. Det var blevet mørkere, dog blæste det også en smule, som det var en smule overskyet. Han gik ned fra verandaen og videre ud i sandet. Han gad ikke at tænke på det bæst, og nu kunne han ikke lade vær!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania havde virkelig brug for det bur, for hun ønskede virkelig ikke, at Pierce skulle komme til skade! Alene tanken omkring det, var noget som var direkte frustrerende. At hun skulle være tvunget til at lægge sig sådan i lænker på den her måde, men det var vel nødvendigt? Hun var helt sikker på, at de drømme måtte være virkelige, for hun havde virkelig ikke haft en grund til at tro at det var anderledes. Det virkede bare så frygtelig… livagtigt! Hun var virkelig ikke i tvivl om at det møde med Pharrel måtte være sandt, så hvorfor kunne han ikke bare tro på hende?! Det var virkelig bare en forbandet frustrerende tanke når det endelig måtte komme til stykket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Hun vendte blikket mod ham. Hun var virkelig seriøs, ellers havde hun da aldrig nogensinde fortalt det eller sagt det på denne her måde, det var vel heller ikke noget som han skulle kunne betvivle det mindste når det endelig måtte komme til stykket! Hun trak vejret dirrende. Fuldmånen nærmede sig. Hun kunne virkelige bare mærke det. ”Jeg må låses væk et sted, Pierce! Jeg ønsker for pokker ikke, at noget skal ske dig..” hviskede hun som en start. Skete der noget på grund af hende, så ville hun da aldrig nogensinde tilgive sig selv! At se ham næsten vred på hende, var virkelig heller ikke noget som faldt hende det mindste godt i smag på nogen som helst måde overhovedet, hvad end om det var noget som man ønskede det eller ikke, så var der ganske simpelt ikke noget som helst, at man skulle kunne gøre ved det. Hun ville bare ikke have at noget skulle ske ham! Hun rystede på hovedet og tog sig stille til det med begge hænderne. Hun sad virkelig helt trykket op i hjørnet. Hun var sikker på, at det ikke var hendes eget hjerte hun kunne høre, hun var virkelig helt sikker på, at det måtte være hans! Hun stivnede helt, da han tog omkring hendes hånd. Han føles mere og mere varm at være tæt på, det var virkelig helt utroligt. Hun rystede på hovedet. Hendes eget hamrede derud af. Det var vel også på grund af de forberedelser under fuldmånen? For det var virkelig noget af det værste som kunne ramme hende lige nu og værst af alt, så var detj o, at han slet ikke troede på hende? Han troede ikke på hendes ord! ”Jeg mener det Pierce! Det er ikke mit hjerte jeg kan høre, jeg ved at det er dit!” nærmest skreg hun med en febrilsk stemme. Hun var bange.. hun var virkelig panisk bange for hele udfaldet af denne aften. Ville han virkelig bare lade hende sidde der når hun havde allermest brug for ham? Hun vendte blikket skræmt mod ham, som han bare vendte om og bare… gik. ”N-nej, Pierce!” Hun kæmpede sig op på benene og hastede ud mod ham og ud i sandet, hvor hun mere eller mindre stod ude i det åbne. At det var overskyet, var vel også til hendes redning et sted? Fuldmånen måtte dog alligevel vise sig bag de store skyer og det smukke skær ramte hendes skikkelse noget så tydeligt. Hun stirrede næsten som i en trance efter den, idet hendes pupiller trak sig helt sammen, kroppen stiv ganske før den endte med at skulle gå i kramper. Hun gispede, da hendes ben gav efter under hende og hun tog sig til maven. Hendes krop sitrede som aldrig nogensinde før! Ord blev kvalt i hendes strube idet at den kraftige forvandling måtte sætte i gang. Den første var i den grad den værste, for det gjorde virkelig frygtelig ondt!

[pierce]

Pierce gad virkelig ikke at høre på hendes vrøvl! Han gad virkelig ikke at rive op i alle sår igen! Han gad ikke at hun skulle bringe den forbandede nat på banen igen! Og hvis det her var en undskyldning, så blev han godt nok vred! Hvad var det for noget hun fyrrede af? Et bur? Havde hun tænkt sig at låse sig selv inde og blive der inde i flere dage? Hun måtte da være skrup skør! Det kunne der bestemt ikke blive tale om! Han rystede vantro på hovedet. "Du må være skør! Tror du jeg vil låse dig væk? Låse dig end i en mørk kælder i et bur? Du må være rablende skør!" Han forstod virkelig ikke hendes tankegang! Og han forstod virkelig ikke hvorfor hun var så bange, hvorfor hun påstod at hun kunne høre hans hjerte, for hendes måtte da slå så hurtigt af frygt at det var hendes eget hun kunne høre! Det gjorde ham helt trist at se hende klandre sig op ad væggen, at pakke sig selv så meget sammen som hun krøb helt op i hjørnet på den måde som hun gjorde. Det gjorde ondt at se hende så bange, så.. panisk? Han forstod hende ikke, men han gad virkelig ikke høre på den nat igen! Han hadede den varulv og se hvad det bæst nu var skyld i! At hun blev ved med at påstå at hun kunne høre hans hjerte slå var virkelig for meget! Han ville slet ikke høre tale som sådan noget så.. sindssygt! "Hold nu op Malania! Jeg gider ikke at høre på det.. pjat!" svarede han i en fast og bestemt tone. Han ville slet ikke rippe op i de sår der lige var ved at heale. Han havde regnet med at de ville kunne nyde aftenen, og natten med, men hun var jo helt fra snøvsen! Og han gad i hvert fald ikke at blive og høre på hendes mange historier! De mareridt måtte virkelig køre rundt med hende, og den nat måtte virkelig have påvirket hende! Og det gjorde ham stik tosset af tænke på det bæst der næsten havde dræbt dem begge to! Han klaskede døren i bag sig, som gik ud på verandaen, skønt han kunne høre at den blev åbnet efter ham. Han himlede ganske let med øjnene. Var hun nu fulgt efter ham for at overbevise ham? Han gad virkelig ikke at tale om det mere! Han gik med hastige skridt hen ad det bløde sand. Han hørte hvordan hun gispede, og himlede let med øjnene. "Hvis det er et forsøg på at.." Hans turkisblå øjne faldt ganske roligt på hende. Hvad lavede hun dog? Hans hoved søgte ganske let på sned, hvor den ubehagelige fornemmelse ganske roligt skyllede ind over ham. Han troede heller ikke på hende, for.. han ville ikke tro på det! Han betragtede hvordan hendes krop gik i kramper, var hun syg? "Mal?" Han begyndte roligt at gå imod, skønt det blev til halv løb, inden han satte i spurt hen til hende. "Malania!" Han faldt på knæ ved hendes side, hvor han næsten så febrilsk på hende. Panikken spredte sig så hurtigt, som om en bølge havde slået ind over hans krop. Hvad skete der med hende? Han så næsten frebrilsk rundt, for at finde noget, men han vidste ikke hvad han ledte efter. Det var så lyst, så han kunne jo sagtens se det hele.. Han stivnede, som hans blik gled op mod himlen. Det var lyst? De turkisblå øjne faldt mod månen. Fuldmånen! Hans blik flakkede mellem hende og månen. Nej.. det kunne ikke være rigtigt! Hendes hjerte bankede jo, hun var ikke et bæst! Det.. det kunne hun ikke! Han mærkede hvordan tårerne pressede sig på. Han ville ikke tro det! "Malania?" spurgte han i en hviskende tone.