Ice vs. Fire..!

[Deleted]

Ilaria havde aldrig nogensinde regnet med at denne mand skulle komme hende så tæt på, som det han havde gjort. Han havde holdt hende varm hver eneste aften, lulle hende i en form af søvn samtidig med at han havde fået virusset ud af hende og derved også redde hendes liv. Det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Han betød noget for hende, selvom hun prøvede ikke at skulle vise det. Det var slet ikke noget som hun kunne få sig selv til, for hun nægtet ganske enkelt at skulle stå der fremstillet som svag mere end det som hun havde gjort frem til nu. Han havde passet på hende, hvad end om det var noget som hun ville det eller ikke, så kunne hun ikke rigtigt stå imod det. Et sted var den tanke temmelig frustrerende, men hun måtte erkende, at han virkelig havde formået at fange hende på en måde, som ingen anden havde formået at gøre det endnu. I sig selv, var det jo selvfølgelig noget som betød meget, for ingen havde formået at komme så tæt på hendes isende hjerte, at de faktisk havde formået at røre ved det på den måde som han havde. Et sted var hun vel.. imponeret over ham? Hans opremsning, var virkelig noget som formåede at overraske hende og gøre hende fuldstændig mundlam. Det var ikke noget som nogen havde gjort overfor hende før! Så han virkelig sådan på hende? Nu kunne hun da stole på ham og det som han havde sagt, for.. han kendte hende vel bedre nu end det som han gjorde sidst han havde fyret en masse af overfor hende? Hun rystede stille på hovedet og med et svagt smil. ”Du dømmer mig lidt for hurtigt, Sonic,” påpegede hun dog stilfærdigt. Ingen havde set på hende på den måde før, men igen så var det jo faktisk en ting som gjorde, at det varmet hende. At nogen faktisk så på hende som menneskelig, bare med stærke meninger og holdninger. At han ville lade hende komme med ud i feltet, var kun noget som måtte få hende til at smile, for det gjorde hende.. underlig glad og det var heller ikke noget som man skulle tage fejl af. Hun ville elske at komme lidt ud igen og have det bare lidt sjovt for en gangs skyld! ”Og det ser jeg frem til,” sagde hun stilfærdigt. Hun mente det dog og hun ville jo faktisk gerne hjælpe ham med oprøret og være en del af det også. Hun var virkelig træt af, at skulle sidde på sidelinjen og bare glo, for det var virkelig noget som hun var ved at være træt af nu! At have ham så tæt på, var noget som selv fik hendes hjerte til at hamre mod hendes bryst. Det var.. rart et sted.. en utrolig fornemmelse, at skulle sidde igen med på denne måde. Armene tog hun forsigtigt til sig, bare for at lade armene søge omkring hans nakke, så hun selv kunne komme helt tæt på. Hendes kolde var hede på et minimum som hun kunne holde til, også for hans skyld. Det trygge mørke som hun var omsluttet af, i og med, at hun forblev med øjnene lukket. Han gjorde det behageligt, hun følte sig tryg og.. hun ønskede ham? Hun brød på ingen måde kysset, for hun nød det, det var nærmest en længsel efter at mærke nogen så tæt på hende igen. Varmen skyllede over hende og med en umådelig sitren. Det var da første gang hun faktisk kunne sige sig, at ønske en mand tæt på. Han kunne håndtere hende som ingen anden havde formået det.

[ilosonic]

Det var ikke fordi at Ilosonic selv ønskede at fremstille sig som svag, men.. han var vant til hendes hånende ord, til hendes skarpe tunge og kommentarer, hendes bestemte meninger og holdninger, som hun bestemt ikke holdt mund om! Men han vidste at hun også måtte nyde det han gjorde ved hende, for ellers havde hun slet ikke ladet ham komme så tæt på i udgangspunktet. Han var kommet forbi hendes stolthed i hendes sygeforløb, hvor han havde holdt om hende, da hun ikke havde båret noget som helst på kroppen, men lagt fuldstændig blottet for ham. Han havde ikke hånet hende på noget tidspunkt, når hun faktisk havde valgt at åbne op for ham, for gjorde han det, jamen så vidste han også at hun ikke ville stole på ham, at hun ikke ville åbne op for ham igen, hvilket han ikke ønskede for han nød virkelig hendes selskab! Han nød at være sammen med hende, selvom hun var så forbandet excentrisk som hun var. Han havde dog lært at tolke hende, for han var kommet hende utrolig nær i hendes sygeforløb, så han turde også selv at tale mere åbent omkring hans meninger om hende, uden at være bange for at han ville blive fremstillet som svag. Han kneb øjnene en smule sammen til hendes ord, hvor han lod sin hånd stryge lettere fraværende og tænkende over hendes kolde kind. ”Jeg dømmer dig ikke Ilaria.. det er blot min mening om dig,” svarede han stilfærdigt, hvor han i sit indre måtte more sig over at hun var blevet mundlam, men på den anden side vidste han også at hun ikke var vant til at høre de ord, for hun lod ikke nogen komme hende nær og alligevel havde han formået det, hvilket faktisk måtte undre ham en smule. Han kunne dog allerede nu se at de var kommet langt længere sammen i forhold til ved deres første møde, for han var faktisk kommet tæt ind på hendes person, han var vel egentlig den som kendte hende bedst? Det undrede ham ikke at hun var ved at blive rastløs, at hun ønskede at komme mere ud, det var trods alt også derfor han havde tilbudt hende at komme udenfor den dag i dag, for hun havde været indenfor hele vinteren igennem, hvilket var den årstid hvor hun var stærkest, så hun skulle jo også ud og genvinde sine kræfter, inden vinteren var helt slut, for hvis sommeren først var inde over landet og hun ikke havde fået sin styrke tilbage, så kunne hun faktisk gå hen og dø og så var han pludselig ikke til så megen hjælp. Han smilede og nikkede kort til hendes ord, for igen, det undrede ham bestemt ikke at hun så frem til det, hun måtte vel også bare være glad for at de var kommet lidt ud i dag? Han havde dog ikke regnet med at de skulle ende så.. tætte og så intime, for.. dette havde de aldrig nogensinde gjort! Jovist havde han kysset hende tre gange før, faktisk kun to gange, hvor han havde udfordret hende til at kysse ham, hvilket hun også havde gjort, men det var nok ikke ligefrem hvad man kunne kalde for et ordentligt kys? Armene som gled omkring hans nakke, var noget som fik ham til at smile ganske let, hvor han selv trykkede hende tættere ind til sig, imens han skruede ned for sin kropstemperatur, så hun også kunne holde ud at være ham tæt. Han holdt kysset, for han kunne virkelig ikke få sig selv til at bryde det! Det bragte ham en varme som han aldrig nogensinde havde følt før!

[Deleted]

Ilaria var slet ikke den type som normalt ville lukke folk helt tæt ind på sig, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun var en meget lukket person, hun ønskede ikke at blive fremstillet som svag, selvom hun virkelig havde følt sig svag igennem sygeforløbet, for det havde virkelig været noget af det værste af det hele! Hun havde været døden nær, ligget syg hjemme i sengen og ude af stand til at kunne holde sig selv oprejst. Det var virkelig pinligt bare at skulle tænke på, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet! Hun betragtede ham med et nærmere iskoldt blik. Det at han havde det syn på hende, men også det at han turde at åbne munden og sige det, var noget som faktisk.. varmede hende og temmelig meget endda, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Hun betragtede ham stilfærdigt. Det var jo heller ikke fordi at hun var vant til at nogen i det hele taget havde det syn på hende, for der var ingen som nogensinde havde formået at komme hende så tæt på, som det han havde formået at gøre det. At han strøg hendes kind, var noget som hun faktisk nød. Han havde skænket hende så mange kærtegn igennem hendes sygdomsforløb, at hun efterhånden var blevet vant til det. Det var jo lige før at man manglede dem når han ikke var der til at holde omkring hende. ”Det er vel bare noget du siger?” spurgte hun stille. Det var jo slet ikke fordi at det gav nogen som helst mening for hende overhovedet, for det var jo trods alt bare sådan at det nu måtte være, når det endelig måtte komme til stykket. Måske at hun havde sine kraftige meninger, men hun kunne faktisk også godt tage hensyn, hvis det var det som skulle vise sig at være nødvendigt – ligesom nu. Han havde jo faktisk også passet på hende, så kunne hun jo også være mild overfor ham. Hun trak vejret dybt og rystede så på hovedet. Det var jo slet ikke noget som gav nogen som helst former for mening overhovedet! At han havde formået at komme så tæt på hende som han havde gjort, var slet ikke noget som hun kunne forstå. Selvfølgelig var det ikke noget som gjorde hende noget som sådan, selvom hun normalt ville være langt mere påpasselig med hvem som hun ville turde lukke tæt på sig eller ikke, og ikke bare gøre det som hun havde gjort det lige netop nu, for det var slet ikke noget som hun ville have gjort det normalt på nogen måde. At møde ham i kysset, at være så tæt på hans varme skikkelse, var noget som virkelig satte den ekstreme sitren i hende. Ikke fordi at det var noget som man skulle kunne komme meget udenom overhovedet. Hun nød det! Selvom det ikke var ord som hun ville lade komme til udtryk, men så hellere vise ham igennem denne form for handling. Armene omkring hans nakke, var noget som helt automatisk holdt hende helt tæt på ham, hvor hun stille valgte at bryde kysset, selvom det var hende noget så frygtelig imod! Og på alle måder endda! De isblå øjne åbnede hun ganske varsomt. Det havde virkelig været noget af det bedste som hun længe havde oplevet. Et svagt smil bredte sig, selvom der ikke var nogen rødmen – det var ikke noget som hun var i stand til. Hun blev stående tæt på ham. Et sted så ønskede hun jo heller ikke, at han skulle give slip. Det her var virkelig noget som hun kunne nyde godt af!

[ilosonic]

Igennem tiden var Ilosonic kommet utrolig tæt på Ilaria og det ville vel være løgn, hvis han påstod at han ikke var blevet glad for hende i løbet af denne tid, hvor han havde holdt om hende om natten, for at gøre hende rask. Han havde jo faktisk reddet hendes liv, ikke fordi han ville udnytte det, for han havde faktisk reddet hendes liv to gange, men det betød virkelig intet, for det var næsten helt morende at redde hende, han nød faktisk at være hendes redningsmand, som han havde været to gange nu, han var tilmed blevet såret på grund af hende, for at hun ikke skulle blive spiddet til døden. Ikke fordi han fortrød det på nogen måde, for ellers ville han jo ikke stå med hende her den dag i dag. De mørke øjne betragtede hendes skikkelse ganske let. Nu havde han lagt kortene på bordet, eller nogle af dem i hvert fald, der var vel intet i at fortælle hende hvad han mente omkring hende? Han nød at være sammen med hende og han fandt hende virkelig som en fantastisk kvinde, for han havde virkelig ikke mødt særlig mange som var som hende, faktisk havde han aldrig mødt nogen som hende! Han nød at være sammen med hende, han nød at holde om hende og have hende tæt på sig, for det var jo hvad han havde haft hele vinteren igennem, fordi han var nød til at få virussen ud af hendes krop, det var gjort og det eneste hun egentlig manglede var at komme ud i den friske luft og få sin dæmonstyrke tilbage. Hans hoved søgte ganske let på sned til hendes ord, hvor han betragtede hende lettere tænksomt. ”Hvorfor skulle jeg lyve? Jeg vinder intet på at snyde dig,” svarede han sandfærdigt, hvor han så ganske roligt på hende. Løgn var det jo ikke engang. Han vidste og det havde han fra starten af vidst, at han måtte bevise sit værd og at han var troværdig, hvis hun skulle stole på ham og det havde han vel også formået? Han ønskede i hvert fald ikke at svigte hende eller dolke hende i ryggen, han var faktisk træt af at hun ikke var kommet med ud for at starte oprøret, men sådan skulle det tilsyneladende bare ikke gå. At være hende tæt, var noget af det bedste som virkelig var sket i hans liv, for dette var bare.. anderledes end fra alle andre kvinder, for der var jo ikke nogen tvivl om at han var gået i sin fars fodspor, når det kom til kvinder, dog kunne han til gengæld styre det og han havde skam ikke tænkt sig at gifte sig med den ene for at gifte sig med en anden, nej, han ventede vel egentlig kun på den rette, hvis hun da fandtes, for han vidste at han havde denne personlighed, som måtte gå mange på nerverne, men af den grund havde han da alligevel formået at fange mange kvinders interesse, og havde han også gjort det med Ilaria? At møde hendes kolde læber imod hans egne varme, var noget som fik det til at sitre, som selv hans hjerte måtte banke hurtigere imod hans bryst. Dog måtte det nok se sjovt ud, eftersom han havde meget overtøj på og hun bar kun en tynd kjole – foruden at hun så smuk ud. De mørke øjne søgte til hendes isblå, som hun valgte at bryde kysset. ”Undskyld,” mumlede han dæmpet, selvom han egentlig ikke som sådan mente det, for han havde virkelig nydt det! men på den anen side, ønskede han heller ikke at komme hende på tværs – som han altid gjorde.

[Deleted]

Sonic havde virkelig formået at komme skræmmende tæt på Ilaria. Et sted så brød hun sig slet ikke om tanken omkring det, hvilket bestemt heller ikke var noget som måtte sige så lidt, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var der var noget andet at gøre ved det, for hun stod virkelig i en kæmpe taknemmelighedsgæld til ham, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt på denne måde. Hun sukkede dæmpet og rystede på hovedet. At det var hans syn på hende, var noget som et sted.. lettede hende? At hun ikke bare var den mest bitchy som man kunne falde over, for det var det syn som så skræmmende mange måtte have på hende, så det var heller ikke fordi at det var noget som hun kunne gøre noget som helst ved. Hun var den hun var og så måtte folk jo bare lære at acceptere det i den anden ende – Han klarede det og han klarede i den grad også fantastisk. Han havde set hende når hun havde været mest sårbar og han havde ikke gjort grin eller hånet hende med det, så selvfølgelig var det noget som selv betød så skræmmende meget for hende! Det gjorde det langt nemmere for hende, at skulle åbne op, for det var heller ikke noget som hun gjorde særlig ofte, men lige nu, så kunne hun ganske enkelt ikke lade være med det. ”Og du tror at du vinder på at sige sandheden?” spurgte hun stilfærdigt. Det var ikke fordi at det var noget som hun ville skjule, men det at lade nogen høre ord på denne måde omkring sig, var slet ikke noget som hun var vant til. Folk skubbet hende jo normalt væk fra sig og det var det værste som i det hele tabet turde på at skulle komme hende så forbandet tæt på. Bare tanken om at han var så ærlig, var slet ikke noget som hun kunne klare i det store og hele, for ingen havde været det overfor hende før. At have ham så tæt, at hun var i stand til at skulle kunne mærke ham, var noget af det bedste som hun længe havde oplevet. En som ville røre ved hende uden at tænke på det irriterende væsen som hun vidste, at hun kunne være – som hun var om ikke andet. En varme havde virkelig formået at sprede sig i hendes krop og i hendes sind. Han havde sænket sin temperatur, så det var jo en helt anden form for varme end den som han ellers havde skænket hende. Hovedet lod hun søge let på sned. Han havde virkelig formået at smelte hende på en ganske mærkelig måde. Han havde rørt hendes hjerte uden at fryse. Han havde smeltet det på en underlig måde, formået at slå benene væk under hende. ”Undskyld? For hvad?” spurgte hun. Det var jo ikke fordi at hun ikke havde været med til det, for det havde hun da i allerhøjeste grad. Hun havde nydt det, hun nød det, at hun kunne være ham tæt på, på denne måde, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt. Hånden trak hun let til sig, for at lade den stryge hans kind ganske let. ”Du har stjålet adskillige kys allerede, du har holdt om min nøgne krop i den lune seng.. Nu gengælder jeg og du siger undskyld?” Hun hævede let forundret det ene bryn, for det var slet ikke noget som gav nogen mening for hende på nogen måde! Hun sendte ham et stille smil og kyssede så let og stille hans kind, inden hun slap ham helt. Hun stod jo trods alt i en taknemmelighed.. og han havde formået at komme ind under huden på hende. Noget som ingen anden havde formået.

[ilosonic]

Det at komme Ilaria så tæt, var noget som virkelig måtte overraske Ilosonic, for han havde slet ikke regnet med at han ville komme så dybt ind på hende, at han ville ende med at stå hende så nært, netop fordi hun havde givet udtryk for at hun ville myrde ham, hvis han gjorde det. Han var en mand der fandt kvinder charmerende, noget havde han jo trods alt arvet efter sin far, men han kunne virkelig ikke komme udenom at Ilaria virkelig havde formået at tage ham med storm, det var ikke kun ham som var kommet ind på hende, men det var i den grad også gengældt! Han var dog ikke nær så stolt og stædig som hende, selvom det vel kun var fordi at.. ja, han vidste det ikke engang, for hver gang han åbnede op, så kom hun med sine spydige bemærkninger, hånede ham, nedgjorde ham, hun fandt ham irriterende, fandt ham provokerende, men alligevel havde han formået at komme hende så tæt? Han forstod det virkelig ikke! Men.. det behøvede han vel heller ikke? Han kunne jo sådan set være ligeglad med hvordan det hele gik til for sig, for.. man var ikke herre over sine egne følelser på trods at han vidste at både hun og ham selv havde forsøgt at undgå dem, for han vidste at hun hadede når han så hende svag, ligesom han vidste at det også var gengældt. ”Jeg er ikke ude på at vinde noget Ilaria.. du spurgte ind til min mening og her er den så,” svarede han stilfærdigt, imens de mørke øjne betragtede hende ganske let. Han så ingen grund til at lyve overfor hende, desuden så hun heller ikke ud til at være fornærmet over hans ord, så mon hun troede på ham? Han mente dog sine ord, for han fandt hende virkelig som en unik kvinde, netop fordi hun havde formået at fange ham på denne måde som hun havde, fordi hun havde formået at komme så tæt på ham uden at han havde lagt mærke til det, men et sted havde han heller ikke noget imod det, for han nød at være hende tæt, han havde nydt at holde om hende, ligesom han gjorde i øjeblikket, han nød at mærke hendes kolde læber imod hans enge, fordi det satte denne sitren i gang i ham, en sitren som han virkelig ikke kunne andet end at nyde. At kysse hende, var noget som kunne sætte hans hjerte til at slå hårdt og hurtigt imod hans bryst, som fik varmen til at skylle ind over ham, på trods at han prøvede at holde sin varme nede, for han vidste at hun ikke kunne tåle den, og han ville desuden heller ikke gøre ondt værre, ved at stoppe hende fra at fange kulden fra den friske luft, det var jo derfor han ville ud med hende i udgangspunktet. Et morende og dog mildt smil gled over hans læber til hendes ord, hvor han – på trods at kysset var blevet brudt – holdt hende tæt ind til sig. ”Jeg har da ikke stjålet kyssene, jeg er ingen tyv,” svarede han med en drillende tone, desuden havde hun jo faktisk selv skænket ham et kys, fordi han jo havde udfordret hende til det, han kunne dog ikke komme udenom at han havde nydt det. Han greb omkring hendes hænder, som hun valgte at skænke hans kind et kys og derefter slippe ham. ”Jeg ønsker ikke at skubbe dig væk, eller komme dig på tværs Ilaria, men.. jeg kan ikke komme udenom at jeg nyder at have dig tæt,” svarede han i en dæmpet tone.

[Deleted]

Ilaria måtte ærligt erkende, at hun havde været bange for konsekvenserne ved at lade nogen som helst komme for tæt på hende. Det var ikke fordi at hun havde noget imod det som sådan, men hun var vel bare bange for at blive røvrendt eller noget lignende i den anden ende? I så fald, så ville det bestemt heller ikke være den første gang, at det ville ske, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket på nogen måde overhovedet. Nu stod hun i den situation at Sonic var kommet godt under huden på hende, og det var en tanke som hun måtte nyde godt af alligevel. Han havde passet på hende, han havde vogtet over hende og han havde ikke hånet hende for at være svag, syg og ikke i stand til at skulle rejse sig, for det havde hun slet ikke været i stand til og hun havde virkelig hadet det! Nu stod hun her, hun stod i hans arme og det var heller ikke fordi at det var noget som hun direkte havde regnet med, at hun ville være i stand til at nyde, men det gjorde hun faktisk og et sted var det en tanke som faktisk forundrede hende noget så frygtelig voldsomt, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At han var ærlig med en sådan en mening, var noget af det sidste som hun havde regnet med, selvom det var noget som varmede hende voldsomt. Det glædet hende faktisk at der var nogen som faktisk havde formået at komme ind under det iskolde ydre og set den kvinde som hun faktisk måtte være inderst inde; En som skreg for hjælp, en som skreg for opmærksomhed, men ikke den som særlig mange havde formået at se, hvilket et sted selvfølgelig også måtte gøre hende ked af det, men det var jo bare sådan at det måtte være. Hun sukkede stille, himlede med øjnene og rystede på hovedet. ”Jeg sætter pris på ærligheden, Sonic.. Men det er tydeligt, at du slet ikke kender mig,” konstaterede hun ganske stilfærdigt. Hun trak let på skuldrene. Det var hendes måde at tackle de mange komplimenter på; At afvise dem. Det var meget nemmere, for hun vidste ikke hvad hun ellers skulle have gjort det det, om det jo så var noget som hun ville det eller ikke. Hun var stadig et koldt væsen. Hun var jo trods alt en isdæmon og det var med alt hvad det nogensinde måtte indebære for hendes vedkommende, det var slet ikke noget som man skule tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Bare alene den tanke om at have ham så tæt på, var noget som fik hendes hjerte til at hamre som en sindssyg mod hendes bryst, for det var virkelig en behagelig følelse et sted, så ny og alligevel så skræmmende, at hun ikke rigtigt kunne finde ud af hvorvidt om den var behagelig eller ikke, selvom.. det skræmte hende ikke som sådan, det var spændende og det var noget som hun ønskede at finde ud af mere om. Hun nød at stå tæt på ham, for det var heller ikke fordi at hun havde trukket sig væk fra ham endnu. De isblå øjne hvilede på ham og med det stille smil på læben. ”Du er ingen tyv?” gentog hun med et let hævet bryn. Hun lod hånden let og stille nusse ham i nakken og med det samme næsten blide smil. Det virkede næsten som smilet til en engel. ”Du har ligget hver eneste aften igennem en hel vinter og holdt om min nøgne, svækkede og syge krop, Sonic. Jeg må ærligt indrømme, at… jeg har nydt det,” afsluttede hun roligt. For hende, så var det virkelig en kæmpe indrømmelse!

[ilosonic]

Det var rart at se Ilaria lidt mere frisk igen, for Ilosonic vidste ærligtalt ikke hvad han skulle gøre, hvis hun havde været død, hvis han ikke havde været i stand til at redde hende fra virussen, så hun så havde været død. Han kunne jo ikke komme udenom at han faktisk var gået hen og blevet en anelse glad for hende, måske lidt for glad? Han var bange for at vise sig svag, men hvorfor skulle han så pludselig plapre løs om alt muligt? Om hvordan han havde det med hende, hvordan han mente at hun var? Og hvorfor var han så så rolig omkring det? Han mente dog sine ord og hvorfor skulle han overhovedet lyve overfor hende? Det så han virkelig ikke nogen grund til. Hun var unik på sin helt anden måde, hun var som ingen anden kvinde var. Hvorfor det var hun fangede ham på denne måde vidste han ærligtalt ikke, men han vidste bare at hun kunne fange ham på en måde, som ingen andre nogensinde havde formået. Hun var dominant, bestemmende og kommanderende, men alligevel var hun mild, sød og rolig. De mørke øjne betragtede hende næsten noget så hypnotiserende, selvom hun rev ham ud af hans tanker ved hendes ord, hvor han kneb øjnene forundret sammen. Hvad sagde hun? Han åbnede munden for at sige noget, selvom der ikke var noget ord som forlod hans læber. Hun satte pris på ærligheden? Han kendte hende ikke? Hvad gik dette nu ud på? Han rynkede brynene ganske let, som han havde valgt at lukke munden i igen, hvor han så overrasket og dog forundret på hende. ”Jamen.. men..” Han vidste ikke helt hvad han skulle sige, for.. hun afviste ham? Han var ærlig overfor hende, han sagde præcis hvad han mente om hende, hvilket var ord som aldrig havde forladt hans læber, men på den anden side så havde han aldrig mødt nogen som Ilaria, og så afviste hun ham?! Den forstod han ærligtalt ikke! Han betragtede hende lettere undrende, som hun forblev tæt på ham. Hun afviste ham, men alligevel havde hun ladet ham kysse hende? Og hun havde ikke trukket sig væk endnu, men stod faktisk med armene rundt om hans nakke og derved tæt ind til ham. Han betragtede hende spørgende, hvor der ikke var nogen tvivl om at han prøvede at finde ud af hende, som havde han mødt hende første gang. ”Nemlig.. jeg er ingen tyv.. husk nu på at du kyssede mig den ene gang,” påpegede han med det morende smil på læberne. Hånden der nussede ham i nakken, var noget som fik det til at sitre, fordi hendes hænder var så kolde, hvor hans egen hud var så varm. Han prøvede at holde hans varme nede på et niveau som hun kunne holde ud, selvom at han havde meget overtøj på, hvor hun kun bar en enkel kjole – som klædte hende utrolig godt! Han nød dog at være hende tæt, så han slap hende ikke det mindste, for han nød at holde om hende, som han nød at være hende tæt. Han lod hovedet søge på sned, hvor han igen måtte være forundret over hendes ord. Nu nød hun det pludselig? ”Du forvirrer mig Ilaria. Det ene øjeblik afviser du mig og det næste nyder du det?” Han så lettere spørgende på hende, som hans hoved søgte ganske let på sned.

[Deleted]

Ilaria var udmærket godt klar over, at hun havde været tæt på døden, netop fordi at hun havde været så syg som det hun havde været. Han havde reddet hendes liv og endda flere gange, hvilket i den grad også var noget som betød forbandet meget for hende. Han havde set hende når hun havde været på sit svageste. Et sted var det slet ikke en tanke som hun brød sig om, og på en anden side, så var det rart at kunne vise, at man ikke var stærk konstant og faktisk kunne vise sig som et enkelt individ og en enkelt kvinde som også havde brug for andre omkring sig. Han havde været der for hende, han havde holdt trygt og godt omkring hende og faktisk formået at gøre hende rask og nu kom hun sig hastigt det sidste lille stykke! De isblå øjne hvilede på ham. Hun fandt det nemmest at afvise hans komplimenter, selvom det klart også måtte glæde hende, at det var sådan at han havde det med hende, når det endelig måtte komme til stykket. At det forvirrede ham, at hun afviste ham på denne måde, var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Hun trak næsten morende på smilebåndet. Hun kunne jo simpelthen ikke lade være med det, for det morede hende, at det var sådan at han tog tingene. ”Men hvad, Sonic?” spurgte hun stilfærdigt og med det hævede bryn. Ikke fordi at det var noget som hun kunne eller ville skjule for ham, om det jo var noget som man ville komme udenom eller ikke. Hun trak vejret dybt, hvor hun lod hånden glide mod hans bryst i stedet for. Han var ærlig overfor hende, og det var noget som betød forbandet meget for hende, selvom hun slet ikke vidste hvordan pokker hun skulle fremstille det uden at virke direkte dum! Hun himlede med øjnene og rystede så på hovedet. ”Det var den ene gang.. hvis du husker det, så opfordrede du mig til det,” påpegede hun med en drillende mine. Det var end ikke noget som hun ville skjule for ham, hvis hun da ellers kunne blive fri for det. Som han prøvede at holde varmen nede, så prøvede hun også at holde kulden på et minimum, for hun vidste, at han heller ikke brød sig meget om den følelse, og hun havde faktisk den respekt for ham til at prøve at undgå at skænke ham noget ubehag. Han havde fået en betydning for hende, selvom hun virkelig ikke var meget for det i sig selv. Hun var blevet glad for ham og den tanke alene, var ikke noget som hun var meget for at erkende. Hovedet søgte let på sned, hvor smilet bredte sig på hendes blege læber. Hun ville ikke le af ham eller håne ham for den sags skyld, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet når det endelig måtte komme til stykket. Blikket gled mod hans bryst, som hun strøg ganske let, inden hun lod hånden lægge sig fladt mod hans hjerte. ”Jeg forvirrer dig? Så lad mig skære det ud i pap for dig, Sonic,” fortsatte hun stilfærdigt. Hun sagde det bestemt ikke for at håne ham. Slet ikke! ”Der er ingen som nogensinde har komplimenteret mig på den måde. Jeg ved at meget af det du siger, ikke er sandt selvom du snakker med en stemme så overbevisende. Og dog.. Jeg nyder det.. at nogen kan se den feminine side af mig uden at håne mig for det,” forklarede hun stilfærdigt. Hun havde intet imod at åbne op på den måde, specielt ikke overfor ham.

[ilosonic]

At Ilaria bare sådan uden videre havde valgt at afvise Ilosonic, når han faktisk havde talt helt ærligt fra hjertet omkring hende, han havde komplimenteret hende og han vidste at hun nok ikke decideret troede på ham, for det havde hun jo heller ikke gjort den første gang han havde mødt hende – hvor han selv havde fundet hende som en smuk kvinde, faktisk kunne han tydeligt huske at han havde kaldt hende for smukke, hvor hun havde sagt at hun ville korte ham et hoved mindre, hvis han kaldte hende det igen – eller blev ved med det, hvor de faktisk var endt ud i en kamp, det var også der at hun havde overbevist ham om at hun havde mere end bare en masse ord i munden. Hun havde faktisk fanget ham fra deres første møde af, der var jo også en grund til at han havde ladet hende følge ham og han måtte indrømme at han ikke fortrød det på nogen måde, han var faktisk utrolig glad for det. Han var kommet ind på hendes liv som han tvivlede på at nogen anden nogensinde havde gjort det, hvilket et sted gav ham følelsen af sejr, men når hun så afviste ham sådan, når han faktisk mente sine ord, faktisk talte og nærmest blev helt.. blød, hvilket han hadede! Så måtte det faktisk irritere ham! Han fnøs kort og himlede med øjnene. Det var jo ikke engang fordi det kom som en overraskelse, eller lidt gjorde det, specielt fordi hun lige havde ladet ham kysse hende – hvor hun selv havde holdt det og besvaret det. Men på den anden side, så var det vel bare typisk hende? Han vidste at hun hadede at stå som svag, det gjorde hun jo altid, så det undrede ham ikke at hun satte en kold facade op. Han vendte blikket irriteret væk fra hende, så han betragtede omgivelserne i stedet for. ”Intet.. bare glem det,” svarede han i en mindre irriteret vrissen, som han rystede opgivent på hovedet. Hun troede ikke på ham? Så var det bestemt også hendes egen skyld! Han gad slet ikke bruge kræfter på at overbevise hende. Han vendte blikket mod hende igen til hendes drillende mine. ”Det er ikke min skyld at du ikke takkede nej, eller var det fordi at du ikke kunne stå for mig?” spurgte han drillende og dog med en nysgerrig mine, som han lod hovedet søge en anelse på sned, imens de mørke øjne betragtede hende med en uskyldig mine, som han snoede en af sine fingre omkring hendes mørke lokker. Hun kunne jo sådan set bare have ladet vær med at kysse ham, for han havde kun udfordret hende til det, havde hun ikke ønsket det, så havde hun vel heller ikke gjort det? Så hun måtte jo have ønsket det dengang? Hendes strøg mod hans bryst forvirrede ham virkelig, specielt fordi hun lige havde afvist ham, som om at hun ikke gad, at have ham tæt på sig, men hvorfor havde hun så ladet ham kysse ham? Hans hoved søgte til den anden side, som han så spørgende på hende. Hun nød at han ikke hånede hende? Ja og han ville nyde hvis hun faktisk ville tro på ham! Han fnøs endnu engang og rystede opgivende på hovedet. ”Jaså? Du tror altså ikke at jeg mener mine ord? Du tror ikke at jeg finder dig smuk, tiltrækkende, unik og ikke som så mange andre tøser?” spurgte han lettere spidst, som han kneb øjnene fast sammen. ”Jamen fint, så glem det,” endte han, som han trak sig ud af hendes favn, for at gå tilbage mod herregården, hvor han stak hænderne i buskelommerne. Så kunne det virkelig også være ligegyldigt!

[Deleted]

Ilaria vidste virkelig ikke hvordan pokker hun skulle tackle Sonics mange komplimenter, så dette var vel også den nemmeste måde at gøre det på? At afvise dem? Selvom det var noget som faktisk måtte glæde hende, at der jo faktisk var nogen som måtte se på hende på denne her måde, hvad end om det var noget som hun var meget for eller ikke. At det jo så var noget som måtte forvirre ham endnu mere, var jo kun noget som måtte more hende, for i hendes øjne, så var det jo noget som gav fuldkommen mening! Han havde set hende på det svageste og han havde alligevel ligget der og holdt om hende, varmet hende og faktisk også fået hende gjort frisk, hvilket var noget som hun virkelig var frygtelig glad for, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. De isblå øjne hvilede roligt i hans blik og med det blide smil på læben. Hun havde nu heller ikke noget imod at lade facaderne falde bare en smule overfor ham, for han havde heller ikke hånet hende når hun havde været tvunget til det, da hun ikke havde været i stand til at gå og faktisk havde ligget i sengen og frøs. Det var noget af det værste som hun længe havde oplevet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Glemme hvad?” spurgte hun stilfærdigt. Hovedet lod hun stille søge på sned og uden at tage blikket fra ham. Hun måtte være ærlig og sige, at hun faktisk havde nydt det faktum, at kysse ham, at komme i kontakt med hans varme, selvom det jo faktisk var noget af det værste som man kunne sætte en isdæmon som hende overfor, for det var bestemt noget som svækket. Han holdt varmen på et minimum, som hun gjorde med kulden, for hun ville heller ikke gøre det ubehageligt for ham. Hun trak svagt på den ene mundvig til hans ord. ”Den kan jeg vidst ikke løbe fra, kan jeg?” Hun blinkede let til ham og med den samme nærmest så uskyldige mine som før, det var end ikke noget som man skule tage det mindste fejl af overhovedet. Hun havde absolut ikke det mindste imod det at skulle have ham tæt på, for det var faktisk rart at have en ordentlig mand til at holde om hende og beskytte hende, men det var hans komplimenter som hun ikke rigtigt kunne finde nogen tro på, selvom han sagde de ord så tydeligt og så overbevisende, at det jo næsten måtte være en ærlighed, så vidste hun ikke rigtigt hvordan hun skulle tackle dem og det var bestemt også det som gjorde det hele for hendes eget vedkommende, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At han fnøs, afviste hende og trak sig væk fra hende, var nu alligevel noget som kom bag på hende. Hun blinkede let med øjnene og så efter ham. Blev han nu sur? Hun himlede med øjnene, hvor var det jo bare typisk mænd når de ikke kunne finde ud af hvad en kvinde mente! Han skulle finde meningen bag hendes ord og ikke tolke dem direkte og ordret, ofr det var jo slet ikke meningen for poker! Armene slog hun roligt over kors. ”Og så går du bare?” spurgte hun ganske kortfattet. Det var end ikke noget som man skulle tage fejl af, for det irriterede hende nok fra før af! ”Fint!” vrissede hun og vendte sig med siden til, så måtte han jo bare gå, hun kunne da være fuldkommen ligeglad! Noget af det sidste som hun ville, det var at skændes med ham! Specielt når hun stod der, hvor hun faktisk arbejdede på at åbne op og så var det her takken?!

[ilosonic]

Ilaria var virkelig en kvinde som var noget for sig selv! Hun var virkelig ikke som andre kvinder, som var så rolige og milde, jovist fandtes der de kvinder som vidste hvad de ville have, som ikke lod mænd tryne dem, men Ilaria var bare.. så meget anderledes! Men at hun så valgte at afvise ham fuldstændig, ved slet ikke at tro på ham var noget som virkelig kom bag på ham! Han kunne forstå det, da hun havde gjort det i starten, da han kun lige havde mødt hende, men nu? Nu hvor han var kommet ind under huden på hende? Nu hvor han var kommet hende så tæt, at han faktisk kendte hende bedre end nogen anden? Det gik virkelig langt over hans egen forstand! Han havde ikke hånet hende på noget tidspunkt, da hun havde været svag og sårbar, han havde ikke hånet hende for at åbne op og når han så endelig selv er ærlig og faktisk erkender hende som en fantastisk kvinde og hun så afviser hun ham bare? Det kunne faktisk gøre ham noget så frygtelig irriteret! ”Intet,” endte han kortfattet, som han så væk fra hende. Hun var virkelig umulig! Som hun altid havde været! Men det var vel egentlig også det han nød? At hun faktisk havde sin egen mening? Og lod den komme til syne? Hendes ord og den uskyldige mine måtte faktisk komme bag på ham. Uskyldig, var hun nu ikke, faktisk var det langt fra! Men hun gav ham faktisk ret? Det var næsten så utroligt at han ikke troede på hende, for selvfølgelig kunne hun stå for ham, hun gjorde jo ikke andet! Hun afviste ham gang på gang, kommanderede rundt med ham, selvom han faktisk var greve af landet! Hun kom med sine mange irriterende ordrer, som hun regnede med at gud og hver mand ville følge, selvom hun endnu kun var en sølle dæmon. Hun var og blev virkelig en irriterende tøs! Han fnøs for sig selv, hvor det næsten måtte ende ud i et fnis. ”Ha! Som om,” svarede han sarkastisk, som det denne gang var ham som nærmest måtte afvise hende. Han havde udfordret hende, hvor hun ikke havde kunnet stå for ham? Som om! Hun havde da kun gjort det, fordi hun ikke ville stå som svag, fordi hun ville vise at hun turde og godt kunne. At hun blev overrasket over at han havde sluppet hende, afvist hende, for at vende snuden hjemad, var noget der faktisk måtte more ham, for der skulle skam to til at danse tango og han kunne skam sagtens spille med på hendes lille leg! Desuden, så irriterede det ham også at hun var så.. umulig! Han bed tænderne sammen, som han fortsatte ned ad grusstien og væk fra hende. Han himlede svagt med øjnene. Han kunne jo heller ikke bare lade hende stå herude? Men hun fulgte vel efter ham på et eller andet tidspunkt? Det var jo heller ikke fordi at hun ikke ville kunne finde hjem igen, i så fald, var det jo hendes problem! Han fnøs kort. ”Ja og hvem skulle stoppe mig? En arrogant tøs, som ikke kan andet end at komme med spydige bemærkninger?” spurgte han tilbage i en mindre vrissende råben. Måske det var en anelse provokerende, men det var det forsvar han bedst kendte til, desuden så var det jo sandt, hun var en arrogant tøs der kun kom med spydige bemærkninger og når hun så blev overrasket, så afviste hun ham.

[Deleted]

Ilaria kunne ganske enkelt slet ikke se hvad pokker det nu var at hun havde gjort forkert. Tanken alene, var noget som faktisk måtte gøre hende godt irriteret, men det var nu ikke noget som man skulle tage meget fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun fandt det bare nemmest at afvise hans mange komplimenter, ganske enkelt fordi at hun ikke turde at tro på at der var noget hold i dem vel? Hun så virkelig ikke nogen grund til at skulle stå og smile, se sød ud og så tage imod dem, for hun var virkelig ikke den søde procianer-agtig tøs, og det ville hun så sandelig heller aldrig nogensinde blive! Hun var en kvinde som vidste hvad hun ville have, hun vidste hvordan hun skulle få det og desuden, så fandt hun det bare morsomt at koste rundt med ham som var det hende som kunne bestemme, selvom hun var klar over at det langt fra var tilfældet, for hun havde virkelig ikke nogen magt her, men det var jo heler ikke fordi at han direkte havde bedt hende om at stoppe på nogen måde. Hovedet lod hun søge let på sned. Hun forstod virkelig ikke hans måde at reagere på, men det var tydeligt, at hun endnu en gang havde formået at irritere ham. Det var jo ikke direkte hån for hans ord, for hun havde taget imod det hele og endda med et smil, selvom det var en afvisning, så var den jo slet ikke kold som den normalt ville have været når det kom fra hende af. Han kendte hende bedre end nogen anden gjorde det, også fordi at han var kommet ind under huden på hende, så det var noget som i sig selv, også havde en utrolig stor betydning, at man skulle tro at det måtte være løgn. Hun lod hovedet søge let mod den anden side og ikke mindst med en mindre forundring ved hans nærmest udtrykkede vrede. Hvad pokker var meningen med det? At han valgte at slippe hende og bare gå, var noget som i den grad også formåede at skulle forvirre hende og mere end det som godt måtte være i den anden ende, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hun sukkede stille, slog armene over kors og så blot til som han endte med at gå. Han stolede ikke på hendes ord? Det var jo heller ikke fordi at hun havde løjet for ham. Ja, hun havde måske udfordret ham på må og få, men det var jo også for at se om det var noget som han turde at bekræfte eller om det ikke var, for det var noget som i sig selv, også var noget af en stor betydning som det måtte have for hende, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hun kunne sagtens selv finde vejen hjem, det var slet ikke noget som hun havde brug for ham til at gøre, så hvis han ville gå, så kunne han jo bare gå? Hun blev dog af den grund, så stående fuldkommen urokket. ”Vil du nu påstå at du har løjet for mig, Sonic?” spurgte hun kortfattet og med den samme spidse tone. Hun havde dog ment sine ord og alt det som hun nogensinde havde sagt til ham, selvom, ja, hun holdt vel af ham? Også fordi at hun havde ladet ham komme ind under huden på hende på denne måde, hvilket bestemt heller ikke var noget som måtte sige så lidt på nogen måde overhovedet. Hun trak vejret dybt og vendte blikket væk fra ham og med den klare irritation i minen. ”Hvis jeg ikke er noget andet end en arrogant tøs med spydige kommentarer, så kan du vel bare gå indenfor? Tak for ledsagelsen udendørs, Sonic, det er jeg taknemmelig for,” bed hun ham af, som hun bare stillede sig med ryggen til ham. Igen agtet hun at få det sidste ord.

[ilosonic]

Noget der virkelig måtte irritere Ilosonic ved Ilaria, var det at hun altid skulle koste rundt med ham, at hun troede at hun kunne bestemme det hele, tage styringen og være den dominante, hun ville altid have det sidste ord, fordi hun ville høres, fordi hun ikke fandt sig i at nogen pissede på hendes meninger og holdninger. Men hun burde virkelig lære at kende forskel på autoriteterne, for han var en af de få som havde den største betydning for landet, han var greve af det og med grevetitlen kom der automatisk en magt, en magt der var langt større end hendes, og alligevel var han nød til at rette sig efter hende, ellers skulle han enten smide hende ud eller også ville hun selv gå og han forbandede virkelig sig selv, for at være kommet hende så tæt, han var desværre kommet til at holde af hende og det krævede så også af ham at han satte hende lidt i første række, hvilket han som sådan heller ikke havde noget imod, medmindre hun beordrede ham til det. Han havde nydt at være manden som passede på sin kvinde, foruden at hun ikke var hans, men hun var stadig hans ansvar, eftersom hun boede under hans tag i hans husstand, han havde ført hende med hertil og derfor følte han også at han havde et ansvar overfor hende, specielt også hvis han ønskede at hun skulle blive, men hvorfor skulle hun så også gå ham så meget på nerverne? Var det fordi hun rent faktisk også havde formået at komme under huden på ham og gøre ham.. blød? Han hadede virkelig den tanke! Og endnu mere hadede han hende for det! Han stoppede ganske roligt op til hendes ord, som det næsten måtte stivne i ham. Kastede han nu det hele på gulvet? Han stod endnu med ryggen til hende, men han var dog stoppet op. Han himlede let med øjnene, som han havde valgt at knytte næverne ganske fast. Han havde jo ment sine ord, men hvorfor skulle hun så afvise ham?! Det måtte virkelig gå ham utrolig meget på nerverne! Hvorfor kunne hun ikke bare tage imod dem som alle andre kvinder ville gøre det?! Men så igen.. det var jo fordi hun var sin egen, fordi hun netop ikke var som alle andre, hun var.. langt bedre. Han rystede let på hovedet, skulle han nu til at lade hende koste rundt med ham igen?! Han himlede svagt med øjnene – opgivende – inden han rystede på hovedet af sig selv. Hvorfor skulle han også være så forbandet blødsøden?! Han vendte sig om, hvor hans mørke øjne faldt på hendes skikkelse, som hun havde vent ryggen til ham. Han trak vejret dybt og pustede opgivende ud, inden han valgte at gå tilbage til hende. Det var jo heller ikke fordi at han ønskede at afvise hende, når hun endelig valgte at åbne sig for ham, for det vidste han godt at han ikke fik det mindste ud af, det gjorde kun at hun trak sig mere ind i sig selv og så ville hun da aldrig komme til at tro på ham! Man kunne høre hans skridt i grusset under ham, hvor han stoppede op bag hende. Han lod begge sine arme glide omkring hendes mave, hvor han flettede sine fingre, blot for a trykke hende ind til sig. ”Men jeg mente skam mine ord Ilaria.. hvorfor skal du så afvise dem?” spurgte han denne gang med en rolig og kontrolleret stemme, som han vendte de mørke, flammende øjne imod hende.

[Deleted]

Ilaria var som hun altid hade været. Udelukkende af den grund, så kunne hun jo hurtigt konkludere, at Sonic måtte være langt mere udholdende end det som så mange andre havde været overfor hende. De fleste vendte hende ryggen i løbet af ekstremt kort tid, ganske enkelt fordi at de ikke kunne klare at hun bossede sådan rundt med dem, men det var nu og da hendes væsen. Han var kommet under huden på hende på en yderst mærkværdig måde, som hun slet ikke havde regnet med skulle ske, hvad end om det var noget som hun ville stå ved eller ikke, så kunne hun ikke gøre noget som helst ved det. Blikket hvilede intenst på hans skikkelse. Han var irriteret på hende og af den grund så lystede hun næsten at skulle trække den videre derfra igen og se hvor langt hun kunne trække den ud inden han ville blive pissed på hende. Hvilket hun tydeligt kunne mærke at han var, selvom det nu også måtte more hende, at han ikke kunne få sig selv til at give slip på hende, for hun kunne jo sagtens tage tilbage til Dvasias igen, hvis det endelig var det. Hans grevetitel, var slet ikke noget som rørte hende. Hun var da fuldstændig ligeglad med hvorvidt om han var greve eller ikke. Hun kostede da fint rundt med ham alligevel! Igennem det sidste stykke tid, havde han jo trods alt også sat hende forrest og i første række og hun havde vel.. nydt den tanke et sted? Selvom hun ikke var meget for at indrømme det, så var det jo bare fakta og på alle måder endda. Hun lukkede øjnene og med et svagt fnys som hun bare stod der med ryggen til ham. Det var jo ikke fordi at Sonic var blød, for han bøjet sig jo ikke til hendes mindste vilje, men gjorde det da tydeligt, at han hadet at hun skulle koste rundt med ham på denne måde, hvilket hun kun måtte finde underholdende. Hun blev roligt stående og betragtede de mange omgivelser. Inden længe ville foråret komme og efterfulgt det, så ville sommeren komme, hvilket faktisk kun måtte gøre hende en anelse småirriteret. Direkte blev hun revet ud af hendes tanker, da hun kunne mærke at hans arme endnu en gang måtte glide omkring hendes liv, hvor hun endte med at sitre og lade hendes hjerte slå en anelse mere fast mod hendes bryst. Hun sukkede indvendigt og åbnede så øjnene igen, hvor hun vendte blikket over sin ene skulder og mod ham igen. Når han snakket roligt til hende, så var det også noget som automatisk måtte gøre hende rolig i den anden ende. At han trykkede hende tæt ind mod sig, havde hun nu heller ikke noget imod, for hun nød faktisk den tanke om at skulle stå ham så tæt som det hun gjorde i øjeblikket. Hun rystede let på hovedet. ”Jeg ved ikke hvordan jeg skal reagere..” mumlede hun en anelse halvvejs irriteret. Det var ikke fordi at det var hende en ting som hun var meget for at skulle indrømme, men.. han fortjente vel også den sandhed? Det var jo heller ikke fordi at hun ville skubbe ham væk. Det var faktisk noget af det sidste som hun havde lyst til. ”Ingen har nogensinde sagt sådan noget til mig før..” Hendes stemme var langt mere rolig og kontrolleret nu end det som den havde været før. Hun prøvede da om ikke andet at behandle ham lige så godt som han havde behandlet hende, for.. han havde jo trods alt passet på hende og faktisk ladet hende indtræde en betydeligt mere feminin rolle end det som nogen anden havde gjort det. Og det var noget som hun var glad for.