Ice vs. Fire..!

[Deleted]

Solen var ved at være oppe og foråret var tydeligt på vej. Sygdommen havde forladt Ilaria og hun var kun på bedringens vej nu. Nu genstod det faktisk bare at genvinde den fulde styrke. For sin egen skyld, så havde hun faktisk valgt at bide den kraftige og store stolthed i sig, blot for at blive frisk, netop ved at blive i sengen, selvom det nu og da, ikke var noget som hun var meget begejstret for i det store og hele. Værelset var mørkelagt, da hun havde valgt at gøre det nemmere for sig selv, ved at sørge for at den store morgensol ikke kunne komme ind af vinduerne, for den generede hende virkelig! Oprøret var i gang. Hun havde dog kun hørt ganske kort om det, hvilket var noget som hun kun måtte være tydeligt tilfreds med! Den hvide natkjole hvilede omkring hendes krop, som hun endnu en gang vendte sig i sengen. Værelset var ved at være koldt igen, selvom der var et mindre stykke endnu til hun ville kunne blive frisk. Man kunne vel snildt sige, at Ilosonic faktisk havde gjort hende frisk ved at gøre hende mere syg? Ikke fordi at det var en tanke som i sig selv, gjorde hende noget, for hun havde mildest talt lagt sit liv i hans hænder, da hun havde indviet i, at han skulle have lov til at varme hende op og han havde ikke svigtet hende. Hun havde bevist at hun stolede på ham og han havde bevist at han bar den tillid til hende, hvilket hun i den grad også var tilfreds med. De behandlinger med varme, havde faktisk reddet hendes liv. Pesten havde forladt hendes krop og efterladt hende som en svækket isdæmon som var ved at komme til kræfterne igen, hvilket var noget som hun i den grad kun måtte sige sig, at være noget så frygtelig glad for i det store og hele, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun endte med at sætte sig op. Hun var nok en anelse svimmel endnu, ganske enkelt fordi at det kostet hende kræfter at skulle holde værelset køligt og det gik jo trods alt kun den rette vej. Bare det at hun kunne sætte sig op som hun altid havde gjort det, var virkelig en perfekt fornemmelse, for det var i den grad også noget som var hende så frygtelig savnet! Folket var i oprør, hun havde allerede hørt tilråb udenfor, så det var tydeligt, at de også havde fået folket med, hvilket kun var noget som gjorde det hundred gange bedre også for hendes eget vedkommende, det fik hende nemlig bare til at smile! Meningen bag oprøret havde hun måske ikke fået endnu, men hun regnede da med at Ilosonic ville fortælle hende det på et tidspunkt? Nu hvor hun vel også havde bevist for ham, at hun var en som han kunne stole på? For hun stolede på ham og mere end det som hun kunne sige sig, at stole på andre og så længe, at de ikke kendte til den behandling af hendes pest, så var hun ganske tilfreds! Hænderne vandrede igennem hendes hår som gled over hendes ene skulder, hvor hun vendte blikket mod døren. Sonic havde sagt det så mange gange; At hun burde blive i sengen, selvom det virkelig ikke var nemt! Hun var rastløs, hun var træt af at ligge ned og hun var i den grad også træt af, at skulle blive set på som intet andet end en svækling! Det var noget som virkelig formået at pisse hende af, selvom.. Ja, Sonic havde en ganske anden effekt på hende og det var rart.. Det var virkelig rart at være kvinde og det at kunne være feminin bare lidt, for det var i den grad også noget som hun havde manglet i hendes ellers så barske liv. Tanken alene, fik hende til at smile, idet hun bare gled ned og lagde sig med blikket mod vinduet. Hun kunne høre fuglene synge. Foråret var tydeligt på vej og det samme med varmen.. Hvor hun dog hadet den tanke!

[ilosonic]

Vinteren var ikke helt ovre endnu, skønt foråret var blomstrende på vej og det var en tid, som Ilosonic kun kunne se frem til, det var dog ikke det faktum at sommertiden var på vej, der fik det lille smil frem på hans rosenrøde læber, nej, det var det faktum at han selv havde formået at sætte oprøret i gang i Procias! Hvor Valarie blev af med oprøret i Dvasias vidste han ikke, men det gjorde da kun at det ikke ville virke mistænkeligt, netop fordi folk så ville tro at oprøret havde spredt sig til Dvasias, en tanke der virkelig kun ville kunne fryde ham! Han strøg let en hånd igennem de mørke lokker, som faldt slapt ned over hans ansigt. Han havde endnu en bule fra da den unge mand, som han havde betalt, havde slået ham ned, skønt han dog ikke havde været rigtigt bevidstløs, men kun spillet for at det skulle virke mere troværdigt for folket. Han havde desværre dræbt vampyren, som han havde ’fået’ af Alecander, lederen for vampyrorganisationen Dødgængerne. Han vidste godt at Valarie ikke stolede på den organisation, men han vidste at han selv ikke ville kunne undgå deres hjælp, for han kunne lægge skylden over på dem, så han selv virkede uskyldig. At starte oprøret havde ikke været særlig svært, specielt ikke når man besad de mentale evner som den mental dæmon han var, hvilket han kunne takke Hayden Diamaqima for, han kunne derfor nå ind til folks underbevidsthed, som han kunne prikke lidt til, for at få folk i den retning som han valgte; nemlig at starte oprøret, som så også var lykkedes ham.
I øjeblikket stod Sonic under den varme bruser, inde på badeværelset, der hørte til hans eget værelse. Han slukkede ganske let for vandet, inden han greb omkring det hvide håndklæde, som han tørrede sit ansigt med, inden han tørrede håret og resten af den muskuløse krop, blot for at binde håndklædet omkring hans liv. Han trådte ud fra bruseren og ud på gulvmåtten, inden han strakte sin krop ganske let. Det føltes virkelig godt! Alt gik endelig i den retning som han ville have det! Og kun fordi han havde været så pokkers tålmodig! Oprøret var dog ikke det eneste som var gået godt for ham, nej, han havde fået gjort Ilaria rask igen, selvom hun var endt med at blive en svag isdæmon, fordi hans varme havde udmattet hende og hendes kræfter, det var også derfor han mere eller mindre havde beordret hende til at blive i sengen, så hun kunne komme til kræfterne igen og så hun kunne blive helt frisk og komme på toppen. Han havde ikke været inde og se til hende endnu, desuden ønskede han heller ikke at gå hende på nerverne hele tiden, for hun havde da fået sit gamle sure og rapkæftede humør igen, et sted morede det ham dog kun, for det var kun godt at se hende på den rette vej igen. Han stillede sig foran spejlet, hvor han lod sin hånd stryge over den skæggede kæbe og hage, inden han fandt barbergrejet frem, blot for at smøre kæben ind i skum, inden han begyndte at lade det sylespidse barberblad fjerne skægstubbene. Om Ilaria sov eller var vågen vidste han ikke, for som sagt havde han ikke været inde og tjekke op på hende endnu, som han mere eller mindre gjorde flere gange dagligt, han vidste jo at hun selv fandt det kedeligt at kun ligge i sengen. Han skyllede ansigtet i håndvasken, inden han valgte at gå ud fra badeværelset og videre ud i soveværelset.

[Deleted]

Ilaria havde bare valgt at give efter og bare følge hvad Sonic måtte ønske af hende. Hun havde gjort som han havde sagt, og blevet i sengen. Det var jo heller ikke fordi at hun ville være mere syg end det som var nødvendigt for hendes del, for hun måtte ærligt erkende, at det var ved at gå hende på nerverne, at det eneste som hun måtte og kunne se, var hendes eget værelse, for hun betegnede det i den grad som sit. Han havde valgt at skænke hende det og i og med, at Herregården var hans, så var det jo også noget som hun havde takket mere end glædeligt ja til. Hun var tryg og ikke mindst beskyttet her og ikke mindst også af ham, hvilket hun var glad for, selvom det ikke just var nogen følelse som direkte var kommet til udtryk, for det var ikke noget som man kunne sige, at hun var fristet til at vise ham. Hun gik under den betegnelse som en dronning af is, og det var ikke noget som nogen havde formået at smelte endnu. Hun måtte dog erkende, at denne mand, var kommet tættere på hende end det som nogen anden havde formået og det var virkelig noget som hun måtte se sig imponeret til.
At Sonic var blevet slået ned, da han havde valgt at starte oprøret, var noget som Ilaria havde hørt og hun havde ikke gjort andet end at grine af det. Det glædet hende da at vide, at nogle slog til ham, når hun ikke selv var i stand til det! Hun smilede ganske svagt for sig selv, da hun tog fat om den tynde dyne og trak den godt og let omkring sig, for det var virkelig en rar fornemmelse. Hun kunne igen mærke den isende kulde, selvom den var langsom om at tage til, så var det jo fremskridt, at den var der i det hele taget! Han havde faktisk reddet hendes liv.. Ikke bare en, men hele to gange, og det var noget af det som hun i den grad kun måtte sige sig, noget så frygtelig glad for, at man skulle tro at det nu måtte være løgn. Hun lagde sig trygt og stille om på siden og lå ellers bare og lyttet. Fuglesangen var faktisk noget som måtte irritere hende, selvom hun ikke rigtigt kunne gøre noget ved det som det stod til lige nu. Hun måtte bare blive rask, så hun selv kunne komme ud og have det lidt sjovt igen for det var virkelig noget af det som hun måtte sige sig, at have savnet mest efterhånden! Hun vendte sig igen, idet hun med et suk måtte sætte sig op i sengen. Hun var allerede nu ved at være træt af at blive liggende, det drev hende mildest talt til vanvid efterhånden! Hun vendte blikket let frem og tilbage, idet hun valgte at lytte.. Hun hørte ikke nogle. Sonic havde ikke været inde og tjekke til hende endnu, så hun vidste at det blot ville være et spørgsmål om tid, inden han ville stå i døren igen. Hun var ligeglad. Hun var bare nødt til at strække benene lidt! Ganske forsigtigt trak hun sig hen til sengekanten og lod benene og de nøgne fødder falde udover for at ramme gulvet. En anelse tynd var hun blevet igennem hendes sygdomsforløb, men det var nu ikke noget som hun valgte, at skulle tage sig synderlig meget af. Hænderne greb fat omkring sengegavlen idet hun trak sig op på de tydeligt skælvende ben. Hun stod dog udmærket og det var noget som hun næsten måtte smile triumferende over! ”Så langt.. så godt..” Hendes ord var ikke andet end en lille mumlen for hende selv, da hun vendte blikket mod vinduet. Med tøvende og let vaklende og usikre skridt, så gik hun mod det. Gardinerne trak hun fra, så selv værelset måtte blive ramt af solens stråler. Tanken var behagelig, for det var ikke just fordi at de varmede endnu og hun nød af den tanke. Sommeren var hende et levende mareridt, så hun glædet sig praktisk talt bare til at få det overstået. Hun vendte blikket mod sine hænder. Hun var ikke ved fuld styrke endnu, men det var godt på vej.

[ilosonic]

Det var ikke fordi Ilosonic ønskede at gå Ilaria på nerverne, for han vidste jo at hun hadede når han kom ind og besøgte hende, når hun lå syg i sengen, fordi hun bar denne utrolige abnorme stolthed! Et sted morede det ham, men alligevel måtte det irritere ham til tider! Men det var vel egentlig kun fordi de var modsætninger? Hun elskede kulden han selv varmen, og til hans fordel var sommertiden på vej, men mon ikke det blev et helvede med hende? Det skulle ikke undre ham at hun ville beklage sig! Tanken fik ham til at smile ganske let for sig selv, skønt han dog tog sig i det. Han lagde roligt barbergrejet fra sig igen, inden han betragtede sit ansigt og nyglattede hage og kæbeparti i spejlet over håndvasken. Han måtte hellere se til hende, så han var sikker på at hun ikke var ved at gå til, for han vidste jo at hun hadede at ligge og sidde stille i længere tid, og han forstod hende faktisk godt, men det var lige før at hun burde være bedre til at sidde stille end ham selv var, men det var ikke ligefrem fordi det var tilfældet. Men på den anden side forstod han hende godt, for hvem ville kunne holde ud at sidde stille, når man havde gjort det, mere eller mindre i løbet af hele vinteren? Den tid, som hun faktisk var stærkest i. Han lukkede døren ud til badeværelset, hvor han blev mødt af varmen fra værelset. Han strakte sig endnu engang, inden han gik hen til kommoden, hvor han trak én af skufferne ud, hvor han fandt noget undertøj og bukser frem, som han fik taget på, inden han smed håndklædet på sengen. Han trak en hvid bluse ud fra skuffen, som han svang over den nøgne skulder, inden han skubbede skuffen i igen, blot for at gå ud af sit værelse, som han ville skyde på havde været Marius’ inden han blev smidt ud. Han lukkede døren bag sig, inden han gik ned ad gangen, blot for at ende foran Ilarias dør. Han bankede ganske stille og dog bestemt på døren, hvor han ventede til hun gav signal – som han altid gjorde. Han var måske dvasianer, men han havde skam lært maner, inden han var stukket af til Manjarno, dengang han havde været lille, da hans far havde svigtet ham og alligevel var han endt i sin fars fodspor, som greve af Procias. Mange dvasianer så sikkert ned på ham, så ham som forræder, men han var skam tro mod sit land og mod mørket! Det var kun kongehuset han ikke brød sig om, så han håbede på at Valarie snart ville få det oprør i gang, så Jaqia kunne styrtes. Han tog ganske let i dørhåndtaget, inden han åbnede døren, hvor han allerede dér kunne mærke kulden gå ham i møde. Han kom roligt ind på hendes værelse, hvor han lukkede døren bag sig. ”For pokker Ilaria! Vinteren er udenfor.. ikke indenfor!” vrissede han ganske let, hvor han endte med at slå de muskuløse arme omkring sig selv, for at gnide hænderne mod hans stærke overarme, blot for at finde en smule varme, som hans krop endte med at få gåsehud af kulden. Han tog ganske let omkring sin hvide bluse, som han trak over hovedet, så hans muskuløse overkrop blev dækket, inden han tændte for varmen i hans egen krop. Han strøg en hånd igennem hans mørke, våde lokker, som faldt slapt ned over hans ansigt igen. ”Og hvordan har du det så?” spurgte han roligt, imens de mørke, lettere glødende øjne betragtede hende, en gnist som altid ville hvile i hans øjne, fordi han var ilddæmon. Hans arme lagde han over kors. Han havde givet hende dette værelse, og derfor havde han givet hende lov til at gøre hvad hun ville med det, dog irriterede den kulde ham nu alligevel!

[Deleted]

Ilaria havde nok ikke nogen anelse om hvad det var at Sonic havde gang i lige for øjeblikket og et sted, kunne hun vel også være fuldkommen ligeglad? Han havde jo trods alt også sit at tage sig til og det var jo også det som gjorde, at hun bare blev på værelset. Desuden vidste hun jo også, at det ville gå galt hvis han fandt hende udenfor værelset, når han så tydeligt havde bedt hende om at blive i sengen. Nu gad hun ikke det mere. Det var virkelig ved at blive kedelig! Hun havde brug for noget andet at lave og noget andet at give sig til, for hun havde brug for at være beskæftiget, hvis hun ikke skulle ende med at blive helt rastløs. Bare tanken omkring det, var noget som kunne drive hende til vanvid, for nu havde hun ligget i sengen mere eller mindre igennem hele vinteren og bare tanken var direkte deprimerende! Vinteren var det som hun elsket mest, for det var koldt, det var mørkt og det var hvidt. Det var lige hende! Sommeren føles virkelig som at kvæle hende, det var som om det ødelagde hende og det var jo der at hun som oftest måtte holde sig i skjul, for hun kunne ganske enkelt ikke holde det ud! Sommeren kom nok hastigt nu hvor de var i Procias på denne Herregård. Ikke fordi at hun nogensinde havde fortrudt at hun havde taget med ham, holdt ham med selskab og så det faktum, at hendes sygdom havde bragt at hun faktisk.. havde ligget i hans favn. Bare alene den tanke omkring det, var noget som fik hende til at smile, selvom det ikke rigtigt var noget som hun rigtigt kunne eller ville tænke over lige netop nu. At det banket på døren, var noget som let måtte rive hende tilbage til virkeligheden, hvor hun automatisk vendte sig mod den. Han var høflig og han havde lært manerer, hvilket hun bestemt heller ikke havde noget imod. Noget privat kunne hun jo faktisk have her. ”Ja?” svarede hun stilfærdigt. Hun rettede sig op. Hun så langt bedre ud. Bare en smule træt måske, men det var nu bare en forbedring af hvordan det havde været igennem hele vinteren, hvor hun jo faktisk havde brugt juleaften på at ligge i senge. Tanken var noget som hun virkelig måtte have! At se ham stå i døren og blive ramt af kulden, fik et ganske svagt smil til at vise sig på hendes læber. Ikke fordi at hun kunne skjule det. Nok havde hun givet udtryk for noget andet, men hun nød faktisk den tanke om at han så til hende og faktisk viste hende den omsorg, for.. Ja, hun fik lov til at være lidt feminin og det var virkelig rart. Det var jo heller ikke noget som hun oplevede særlig meget af i hendes liv – Ikke før hun havde mødt ham om ikke andet. ”Indenfor.. udenfor..? Ja, hvad er forskellen?” spurgte hun som var det ingenting. Kulden rørte hende ikke, den gjorde hende faktisk meget godt tilpas. Hovedet søgte let på sned, som hun vendte sig mod ham, så forlod hun dog ikke solens lys i vindueskarmen. Det var da langt mere behageligt end det at ligge i et trist og mørkt værelse og bare stirre ind i væggen! ”Jeg har det bedre,” svarede hun roligt, hvor hun nikkede mod ham og med hovedet som let faldt på sned. ”Det er vidst også din fortjeneste,” tilføjede hun med et mindre spor af taknemmelighed i stemmen. Helt koldt var her ikke endnu, men det blev da bedre og bedre. Han havde skænket hende værelset og nu valgte hun jo at gøre ved det, som det var nødvendigt for hende. ”Kom da endelig indenfor.” At han jo allerede var inde, raget hende. Hun havde vel et sted, slet ikke noget som helst imod hans selskab, for hun måtte desværre erkende, at hun faktisk måtte nyde noget så frygtelig godt af det i den anden ende.

[ilosonic]

At Ilaria var ved at være rastløs og gå ud af sit gode skin, var ikke noget som undrede Ilosonic det mindste, for han vidste at hun ikke var i besiddelse af nogen tålmodighed. Det var dog blot en tanke som måtte more ham gevaldigt, derfor kunne han heller ikke andet end at more sig over at hun havde lagt syg hele vinteren, selvom det næsten også var trist, for vinteren var trods alt den tid, hvor hun var stærkest. Han selv kunne dog ikke andet end at glæde sig til at sommeren ville komme, for det var den tid, som han selv nød bedst af. Han havde dog ikke noget imod vinteren, jovist det var koldt, men mørket var noget som selv stod stærkt i ham og vinteren var trods alt den mørkeste tid man kunne finde. De mørke øjne faldt på hendes skikkelse som han kom ind i det kolde værelse, hvor synet af hende henne ved vinduet i sollysets skær, måtte fremtvinge et lille træk i mundvigen. Lyset måtte næsten ramme hende perfekt, sådan som hun blev badet i sollyset, dog vidste han til gengæld at solens lys ikke var så stærkt om vinteren, det var først, når sommeren kom ind over landet at sollyset ville komme til at skade hende, ligesom hans egen varme gjorde. Han kunne dog tydeligt se at hun så langt bedre ud end hun havde gjort for dage siden, da virussen endnu havde været i hendes krop. Det var dog rart at se at hun faktisk kunne rejse sig, stille sig op og gå, og hun så bestemt også godt ud! Han himlede svagt med øjnene til hendes ord. Det var jo ikke fordi at han kunne forbyde hende at køle værelset ned, for han vidste at han havde gjort hende svag netop ved at holde om hende, ved at varme hendes krop og derved smelte virussen, det havde lykkedes ham at dræbe virussen i hendes krop, men til gengæld havde han gjort hendes isdæmon svag, han var dog sikker på at hun nok skulle blive rask hurtigt igen, det bedste var vel en tur udenfor? Han kunne jo heller ikke holde hende her på værelset hele dagen. Han rystede lettere irriteret på hovedet og valgte at ignorere hendes ord, for han var ikke kommet for at diskutere, han måtte blot lære at respektere hendes kulde og is, som var hans egen modsætning. At hun sagde at hun havde det bedre, fik ham til at nikke kort mod hende, hun så også ud til at være stærkere end hvad hun havde været sidst han havde set til hende. Han kunne dog ikke lade vær med at smile selvsikkert til hendes følgende ord, hvor han begyndte at gå hen mod vinduet og imod hende. Han kunne tydeligt mærke kulden mod hans fødder, hvilket gav ham kuldegysninger, han skruede dog kun op for hans kropstemperatur, så det næsten måtte dampe for hvert skridt han tog. ”Hvad skulle du dog gøre uden mig?” spurgte han med en drillende tone, hvor han endte med at stille sig bag hende, inden han lod de stærke arme glide omkring hendes liv. Hans mørke øjne vendte han ud mod vinduet og ud på naturen, imens han indsnusede hendes søde duft. ”Men det er godt at se dig på benene igen, Ilaria,” tilføjede han roligt, hvor han lod sin tommel stryge over hendes mave, hvor han havde foldet sine hænder. Livet udenfor var selv ved at vende tilbage efter de fleste dyr havde været i hi, selv fuglesang var ved at komme. ”Jeg tænkte at vi skulle gå en tur? Det ville nok give dig dine kræfter tilbage,” foreslog han roligt, inden han trak hovedet en smule tilbage for at vende de mørke og lettere glødende øjne mod hende, ”hvis du naturligvis har lyst.” Han ønskede ikke at tvinge hende ud, men han kunne da forestille sig at hun var ved at blive træt af at hænge herinde på værelset, hvor han selv havde opfordret hende til at blive.

[Deleted]

Ilaria var virkelig ved at gå ud af sit gode skind, for hun havde virkelig brug for noget at skulle give sig til. Hun kunne ikke bare blive siddende i sengen og lave absolut ingenting, for det havde hun gjort igennem hele vinteren og det at bruge den bedste tid på året, på at ligge i sengen, var slet ikke noget som hun brød sig om overhovedet! Det havde virkelig vist sig at være noget som havde gjort hende mere pirrelig og mere irriteret end det som hun normalt ville have været, for det gik hende virkelig på. Hun nød af kulden, hun nød af mørket, de kolde vinde, isen og sneen og alt det som måtte følge med normalt og hun havde misset det denne gang! At han kom ind på værelset og gik hende i møde, gjorde hende nu heller ikke noget. Et sted var hun vel ensom når han ikke var der? For han var jo trods alt også den eneste som hun snakket med her på stedet. De tjenestefolk som var der, opsøgte hende ikke og når hun ikke fik lov til at gå ud af værelset, så var det jo heller ikke fordi at hun havde haft meget andet valg end at blive i sengen som hun havde gjort til nu. Hovedet lod hun søge let mod den anden side. Hans smil var noget som et sted måtte smitte af. Bare det at de faktisk formåede at snakke sammen som de gjorde nu. At han havde skruet op for varmen, kunne hun da tydeligt se, eftersom det lette lag af frost som lå på gulvet, måtte smelte under hans fødder. Et sted fascinerende.. Hun forstod bare ikke hvordan pokker folk kunne klare den varme, den var da virkelig.. dræbende! Hun var ved at være i langt bedre form. Nok en anelse ustabil til bens, men det hele kom vel også skridt for skridt? Ikke fordi at hun havde den største tålmodighed, det var også derfor at hun stod oppe lige i øjeblikket, for hun blev virkelig træt af, at skulle ligge og lave ingenting! ”Hvad skulle du dog gøre uden mig? Du ville kede dig ihjel, Sonic,” påpegede hun stilfærdigt. Det var heller ikke fordi at hun var meget for at skulle svare på det, specielt hvis hun da ellers kunne blive fri for det selvfølgelig. Det var bare den tilfredsstillelse som hun ikke ville give ham. Armene som sneg sig omkring hendes liv, havde hun nu intet imod, selvom varmen var noget som gik hende på. Hun sitrede let, som hun vendte blikket mod ham, da han foldede sine hænder på hendes mave. Hænderne foldede hun næsten automatisk mod hans, som hun vendte sin fulde opmærksomhed i hans retning. At han ville have hende med ud, var faktisk noget som måtte overraske hende bare en smule. Specielt nu hvor han havde været så opmærksom på at holde hende på værelset. Et stille smil passerede let hendes læber. ”Du vil have mig med udendørs?” Et sted var hun vel.. overrasket over at han ville have hende med, for ikke at glemme, at det ville glæde hende at komme ud og røre sig bare en smule. ”Det vil da være mig en udsøgt fornøjelse,” sagde hun roligt, som hun let hævede den ene hånd og strøg den let og stille mod hans kind, nu hvor de var så tæt på hinanden. Ikke fordi at det var noget som gjorde hende det mindste lige nu. Hun nød af tanken, hun nød at have ham tæt på og hun ville nyde det lige så længe, at det nu måtte vare. At hun vel et sted frygtede for at hendes ben ville give efter under hende, var jo så en helt anden ting, som hun ikke ville indvie ham i, for det var jo heller ikke sikkert at det ville ske? ”Så må jeg jo skifte..” Et sted en hentydning til ham – Hvis han fattede den selvfølgelig.

[ilosonic]

Det var kun Ilosonic en glæde at Ilaria havde overlevet den virus, for havde hun været død, så havde han virkelig kedet sig selv til døde! Han ville ikke kunne snakke med nogen, fordi folket i Procias måtte hade ham, fordi han var dvasianer og der var ingen dvasianere at snakke med, foruden Ilaria, det var også derfor at han værdsatte hendes selskab så meget som han gjorde og det var også derfor han jævnligt kom og besøgte hende, for han havde jo mere eller mindre beordret hende til at blive på værelset. Han ville blot være sikker på at hele feberen var slået ned, hvilket så ud til at den var nu, for hun kunne da stå på benene og tilmed gå. Han kunne også godt forestille sig at hun var ved at blive rastløs af at sidde inde på det mørke værelse dag ud og dag ind, så derfor var det vel at han tilbød hende en tur ud? Han savnede desuden at have hende rendende, som han havde haft de første mange dage af deres ophold her, hvor han havde planlagt oprøret, som nu var lykkedes ham. Det var næsten trist at hun ikke havde været der til at se det, se ham nå ind til folket, for at se dem tænde faklerne og ellers bare gå i gang. Smilet hvilede på hans læber, et smil af ren fryd, for han frydede sig over at det hele var ved at gå efter hans eget hoved, han frydede sig over at det faktisk havde lykkedes ham at starte oprøret og han ville fryde sig når han så Keischa falde sammen med hendes mand Alexis. Han rystede smilende på hovedet til hendes ord, hun var virkelig alt for stolt til at indrømme at hun ikke kunne undvære ham! Men det betød intet, for han vidste at hun var ham taknemmelig. ”Så sandt.. jeg ville kede mig uden dig,” indrømmede han med en ærlig stemme, og hvorfor skulle han lyve? I modsætning til hende, så turde han godt indrømme det. Som hans arme gled omkring hende, lod han også sin temperatur falde, eftersom han vidste at hun hadede hans varme. Hendes hænder hun lagde over hans egne, var noget som han ikke kunne lade vær med at smile for sig selv over, for hun virkede da ikke til at have noget imod at han stod hende tæt. Han kunne tydeligt høre at hun var overrasket over hans tilbud, hvilket egentlig blot måtte more ham. Han nikkede ganske roligt og dog bekræftende. ”Nemlig.. så du kan få lidt frisk luft,” svarede han stilfærdigt. Han lukkede øjnene ganske let til hendes strøg over hans kind, hvor han næsten automatisk måtte trykke hende tættere ind mod sin front. Han åbnede roligt øjnene igen, som hun sagde at hun skulle skifte, hvor han endnu engang kom med et lille nik. Han lænede sig frem og skænkede hendes kind et blidt kys. ”Gør det.. og mød mig nedenunder,” svarede han med en rolig hvisken mod hendes ene øre, inden han slap hende, blot for at vende ryggen til hende, så han kunne gå ud af hendes værelse. Han skulle desuden selv lige have noget varmere tøj på, for måske foråret var på vej, men kulden var der skam endnu. Han åbnede roligt døren, inden han kort skævede tilbage mod hende, sendte hende et skævt smil, inden han gik ud ad værelset, for at lukke døren roligt bag sig. Han gik ind på sit eget værelse, hvor han fik noget varmere tøj på, inden han endte med at gå ned ad gangen, forbi hendes værelse og videre ned ad trapperne, hvor hun skulle møde ham. Det ville selv gøre ham godt at få noget frisk luft, være i hendes selskab og derved få noget andet at tænke på. En fridag lød desuden ganske tiltalende, desuden vidste han jo hvor nysgerrig hun var, så det skulle ikke undre ham at hun var nysgerrig på hvordan hele hans oprørforløb havde foregået.

[Deleted]

Ilaria havde kun overlevet det virus ved Sonics hjælp, og selvom hun ikke var meget for at skulle indrømme det, så var hun godt klar over, at han vidste, at hun var ham taknemmelig, for det var hun da i allerhøjeste grad, det var der end ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. At han havde slået temperaturen lidt i sænk, var hun dog glad for, for det var heller ikke fordi at varmen ville være hende nogen direkte hjælp, og da specielt ikke sådan som hun havde det. Ved at varme hende, havde han faktisk reddet hendes liv, selvom følgerne var noget som hun virkelig måtte kæmpe med, også den dag i dag, så var det jo bare sådan at det nu måtte være. Ikke fordi at det var noget som hun ville skjule for ham på nogen måde. Hun sendte ham blot et stille og roligt smil. ”Jeg er glad for, at du er mand nok til at indrømme det,” påpegede hun stilfærdigt. Ikke fordi at det gjorde hende det mindste, for det betød virkelig meget for hende og mere end det, som hun nok ville indrømme overfor nogen. Hun var måske stolt, men at åbne bare en smule op for andre, for det var heller ikke noget som hun var vant til fra før af, så det i sig selv, var også noget som betød skræmmende meget for hende idet store og hele. Tungen strøg let over hans læber, som han kyssede hendes kind. Hun holdt virkelig af ham.. Men hvordan pokker skulle man sige det, uden at lyde blød? For det var virkelig noget af det sidste som hun var! Han var god ved hende og det var også noget af det som appellerede til en ro i hende, for hun havde det faktisk godt sammen med ham og han havde jo trods alt også passet rigtig godt på hende, selv igennem hendes sygdomsforløb og det var noget som virkelig måtte betyde forbandet meget for hende i det store og hele. Han havde nok gjort mere for hende, end det som hun nok lige ville takke ham for, fordi at det bare ikke lå til hende, at skulle vise den form for taknemmelighed. Kysset mod hendes kind, fik det til at sitre svagt i hende, hvor hun svagt bed sig i læben, hun ville bare ikke give ham denne form for tilfredsstillelse! ”Det lyder meget fristende,” sagde hun roligt. At få noget luft, ville klart også være noget af det bedste af det hele! Det at komme lidt ud af det fængsel af et værelse og at han faktisk ville tage hende med ud også på denne måde. Nok var hun stadig en anelse usikker til bens, men det gik vel over, som styrken ville komme tilbage til hende igen? Det var idet mindste det som hun måtte håbe på. ”Det tager ikke mig lang tid at skifte,” tilføjede hun roligt, som han endelig slap hende og gik tilbage til døren, hvor hun vendte sig mod ham. Hun sukkede først da han havde valgt at forlade værelset, hvor hun måtte sætte sig lidt ned på sengen, bare for at hvile benene lidt. Det var faktisk tungt for hende at stå op. Hun strøg hænderne igennem det mørke hår, inden hun vendte blikket mod kommoden. At komme ud, var noget som hun ville! Ud og se hvordan det egentlig stod til i Procias, for hun vidste, at der var meget som hun var gået glip af, på grund af oprøret. Hun havde jo for pokker været sengeliggende hele tiden! Hun rejste sig efter nogle få minutter, hvor hun gik hen til kommoden for at finde noget tøj frem. Bare at komme i noget andet, ville faktisk glæde hende frygtelig meget! Hun smed natkjolen og lod den glide ned på gulvet, blot for at trække en himmelblå kjole over hovedet og fik den på plads omkring den slanke krop. Hun så sig let i spejlet inden hun nikkede sig tilfreds. Det var heller ikke fordi at hun gad at gøre meget ud af det for en simpelt gåtur, få noget frisk luft og komme ud i mere uvante omgivelser, hvilket faktisk var noget som hun glædet sig til. Hun nikkede blot, inden hun selv forlod værelset, for at søge nedenunder. Hun glædet sig til det, også det, at hun faktisk kom ud og var lidt sammen med ham.

[ilosonic]

At komme ud i den friske luft, var nok noget som de begge kunne trænge lidt til. Det var jo ikke fordi at Ilosonic havde givet hende lov til at forlade værelset, for det bedste for hende var vel at genvinde kræfterne og derefter komme ud igen? Virussen var væk, hun viste faktisk kun fremskridt, hvilket var noget som glædede ham, for når det kom til stykket, hvad skulle han så gøre uden hende? Hun var trods alt det eneste gode selskab i miles omkreds. Måske de havde deres egne små intriger, men det var jo faktisk små diskussioner som han egentlig ikke kunne andet end at nyde. Hun gik ham på nerverne, hun kom altid med sine spydige kommentarer, hun kunne virkelig ikke andet end at fryde sig over at hans fejl, når han endelig begik dem. Et sted var hun virkelig en pest uden lige! Men alligevel kunne han ikke lade vær med at nyde hendes selskab, han kunne ikke lade vær med at holde af hende som person, for hun var måske hans modsætning, hans nemesis, men det var også noget af det som han nød, at de ikke var så ens, men faktisk det stikmodsatte, visse ting havde de jo trods alt til fælles. Han lod de mørke øjne med det glødende skær betragte siden af hendes ansigt, som hun stod med ryggen ind mod hans bryst. Han smilede skævt og næsten drilsk til hendes ord. ”Og dog er du ikke kvinde nok til at gengælde det,” sukkede han opgivende, inden han vendte blikket ud ad vinduet, for at betragte omgivelserne. Han nød faktisk at holde om hende, det var noget han faktisk havde nydt efter han havde holdt om hende den nat, hun havde været syg og havde haft høj feber. Han var ikke bange for at indrømme at han ville kede sig uden hende, der var trods alt også en grund til at han havde reddet hende fra virussen, for normalt ville ingen medicin kunne redde hende fra denne pest, det var en uhelbredelig sygdom – og så alligevel ikke. ”Udmærket,” endte han roligt. Han betragtede hende kort, inden han valgte at forlade hendes værelse, som han selv personligt havde skænket hende, sagt at hun måtte gøre med det nøjagtig det som hun ville, for han kunne jo heller ikke forlange at hun ikke måtte gøre det koldt, nu hvor det trods alt var kulden som gjorde hende stærk. Han selv hadede dog bare hendes kulde og det var grunden til at han ikke opholdt sig i hendes værelse af længere tid, for han gjorde sig selv automatisk varmere og hun hadede trods alt hans varme, skønt det var den som havde reddet hende fra den visse død. Som han var endt nede i entréen, greb han om sin bomuldsjakke, som han slog omkring sin krop. Det undrede ham ikke hvis hun kom i noget let tøj, for hun kunne jo ikke tage skade af kulden sådan som normale væsner gjorde, inklusiv ham selv. Han vendte blikket op mod trappen, som han blot stod afventende og så efter hende. Han var ikke typen med den største tålmodighed, men han ville desuden heller ikke gå hende på nerverne, for han vidste jo at hun endnu ikke var helt rask endnu, det var vel også derfor at kulden udenfor ville kunne give hende kræfterne tilbage igen? Det var i hvert fald hvad han måtte håbe på. Blikket faldt på hende, da hun langt om længe kom ned ad trapperne i den smukke himmelblå kjole. Han betragtede hende en smule fraværende. Så smuk hun egentlig måtte være, selvom hun havde tendens til at skulle spille ’manden’, så.. krigerisk hun var! Og dog var det forfriskende at se en kvinde, som rent faktisk havde styr på sine evner indenfor våbenbrug og færdigheder. Det var dog.. overraskende at se hende i kjole, men det var vel egentlig også kun fordi det var lang tid siden at han faktisk havde set hende udenfor værelset?

[Deleted]

Ilaria ville i den grad nyde det faktum, at hun ville være i stand til at komme lidt ud, mærke isen under hendes fødder mens den stadig var der, for der var ikke mange dage igen til den ville forsvinde, så meget vidste hun og det var også den klareste grund til at hun virkelig måtte hade forår og sommer, for det var slet ikke noget som faldt hende i smag på nogen måde overhovedet. At Sonic gik en god tid i møde for hans del, var hun godt klar over, også selvom det var en sådan tid, hvor hun mere eller mindre var tvunget til at blive inden døre.. Tanken i sig selv, var faktisk noget som måtte irritere hende noget så frygteligt. Ikke fordi at det var noget som hun ville tænke på lige nu. Lige nu ville hun bare nyde den tanke til at hun faktisk kunne komme lidt ud og vel også vide, at han passet på hende? Hun himlede med øjnene. ”Du ved det, er det ikke det vigtigste?” spurgte hun direkte denne gang. Hun var bestemt heller ikke meget for at skulle sige det, for hun ville ikke fremstilles som blød, for det var noget af det sidste som hun måtte være! Hun gjorde hvad der passet hende, sagde hvad der passet hende, også selvom hun måtte siges, at nyde at være rundt omkring ham. Det var nok noget af det bedste som hun længe havde fået lov til at opleve, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt på noget tidspunkt. Hun trak vejret dybt, rettede let i på kjolen inden hun selv valgte, at skulle søge nedenunder for at komme ham i møde. Hun glædede sig faktisk til at komme ud for en gangs skyld! Hun ville se hvor meget hun var gået glip af i landet og rundt forbi, for hun havde hørt meget om oprøret, selvom hun ikke havde været i stand til at skulle følge med i noget som helst selv! Der var jo ikke meget som hun kunne stille op fra sengen af, når hun bare havde været i stand til at skulle ligge der som hun havde gjort igennem de sidste måneder. Det føles som var det flere år! Hendes tur ned af den lange trappe for at komme ham i møde, hvor hans blik, faktisk var noget som hun måtte finde direkte morsomt. Han stod jo bare der og.. stirrede på hende? Hun var vant til at tage kontrollen, men hun havde bestemt heller ikke noget imod, når han tog den fra hende og tvang hende i en mere feminin rolle, som han havde gjort, da han havde valgt at skulle varme hende, for det havde virkelig været en rigtig dejlig og ikke mindst behagelig følelse og fornemmelse. Hun stoppede for foden af trappen. Hun havde bare tæer og kjolen var ikke just det varmeste, men igen, så var det jo heller ikke ligefrem kulden som måtte gå hende på. Tvært imod, så gjorde den hende bare stærkere! Hun stoppede for foden af trappen og vendte blikket mod ham. Hun kunne faktisk godt lide at gå i kjole, selvom det ikke var noget som hun gjorde særlig ofte. ”Du ser ud som om, du har set et spøgelse?” Ikke ment som et spørgsmål, så var det langt mere end enkelt konstatering, idet hun lod hovedet søge let og stille på sned, uden at se væk fra ham. Det morede hende faktisk, for ikke at glemme, at hun faktisk nød den frihed for hendes egen krop, det at komme lidt væk fra de klæder som hun normalt ville gå med, for dette var og ville nok aldrig blive hendes førstevalg. En god gang skal jo altid være den første, vel? Hun holdt stadig fast i trappens gelænder, blot for at have noget at støtte sig op af. Benene rystede let, men igen, så havde hun heller ikke gjort brug af dem længe, eftersom hun havde ligget ned i sengen.

[ilosonic]

Måske de var modsætninger, nemesis, hun kunne være en pest uden lige, hun kunne gå Ilosonic på nerverne, trykke bevidst på de forkerte knapper og få ham op i det røde felt, faktisk så let som ingenting, netop fordi hun kom med sine irriterende kommentarer, der var så spydige, når hun skulle spille så forbandet arrogant og dominant, tro at hun kunne bestemme over ham, selvom det var hende der lå i sengen, man skulle næsten tro at han hadede hende! Men det kunne han ikke. Uanset hvad, uanset hvad hun gjorde, så kunne han virkelig ikke andet end at nyde hendes selskab, for det var guld værd i hans øjne! Han smilede selvsikkert til hendes ord, hvor han rystede smilende på hovedet af hende. Han skænkede hendes baghoved et let kys, inden han himlede drilsk med øjnene. ”Udmærket, stædige æsel,” endte han med et skævt smil. Stædig var en underdrivelse af hvad hun måtte være! Og dog kunne han virkelig ikke andet end at more sig over det! Det var faktisk utrolig komisk, at hun nægtede at fortælle ham det, at hun altid undveg med et andet spørgsmål ved at lægge det over på ham eller slet ikke kommenterede, eller også gjorde hun som hun gjorde nu, hvor hun spurgte ham direkte og dog uden at indrømme det helt. Han rystede smilende på hovedet, for han kunne virkelig ikke andet end at finde det morsomt! Og han gad desuden ikke lægge mere i det, for han vidste at hun hadede at tale om sine følelser, hun hadede at indrømme de ting over for ham, hvorfor vidste han faktisk ikke helt, men det var vel fordi hun var bange for at han ville håne hende, hvis hun faktisk lod facaderne og stoltheden falde? Efterhånden burde hun næsten kunne regne ud at han ikke ville håne hende, for det havde han ikke gjort indtil nu og han havde ellers været en del igennem med hende allerede.
At se hende komme ned ad trappen i en faktisk smuk kjole, der gjorde hende helt feminin, var noget som faktisk måtte overraske Sonic, netop fordi hun hadede at være svag, hun hadede hans kommentarer, hvor hun altid var så dominant og arrogant. Og dog lignede hun en.. smuk gudinde. Han åbnede munden, som hun endte for enden af trappen, uden at han veg blikket fra hende på noget tidspunkt, skønt ingen ord forlod hans rosenrøde læber, for.. hvad skulle han sige? Han ville jo heller ikke selv lyde dum overfor hende, for så fik han bare kappet hovedet af. Han rystede let på hovedet, da hendes ord trængte igennem, hvor han tog sig selv i at stirre på hende. Han vendte blikket kort mod gulvet under hans fødder, inden han så op på hende igen. Han lagde tydeligt mærke til at hendes ben måtte skælve ganske let, hvilket fik ham til at rynke brynene. Han gik roligt hen mod hende. ”Jeg er bare.. overrasket,” svarede han stilfærdigt. Han stoppede op foran hende, hvor han så ned ad hende, blot for at lade de mørke øjne vandre tilbage til hendes smukke isblå øjne. ”Overrasket over at du ser så.. smuk ud,” endte han i en hvisken, inden et skævt smil gled over hans læber. ”Det er bare nyt at se dig mere feminin,” tilføjede han roligt, inden han trak svagt på skuldrene, som betød det intet. Når det kom til stykket, var hun jo ikke den eneste der ville fremstå som svag. Han rakte hende en arm, som en gestus til at hun skulle gribe om den, for det var tydeligt at hun havde brug for støtten, desuden var det kun for at være en gentleman. Han førte hende let med sig hen til døren, som han åbnede for hende, lod hende komme ud først, inden han selv fulgte efter, blot for at lukke døren bag hende, hvor de blev mødt af den isnende kulde. Han sendte hende et stille smil, inden han førte hende med sig hen ad stien. ”Jeg går ud fra at du er nysgerrig på detaljerne af oprøret?” spurgte han roligt, som han vendte blikket frem for sig.

[Deleted]

Selvom Ilaria måtte være Sonics nemesis, så kunne hun ikke komme udenom, at hun faktisk nød godt af hans selskab og faktisk altid havde gjort det. Det var noget særligt for hende. Ikke noget som hun direkte formåede at skulle sætte ord på bare sådan uden videre, for hun havde ikke haft det sådan her omkring en mand før end det som hun gjorde i øjeblikket. For hende, så var det faktisk noget specielt, selvom det nu ikke var noget som hun just kunne sætte en finger på, men det var jo såmænd bare sådan at det måtte være. At han direkte måtte kalde hende for et stædigt æsel, var noget som direkte måtte more hende og noget så frygteligt endda. Det var vel heller ikke helt forkert? Hun sendte ham blot et tilfredst smil som han gik, så hun kunne få lov til at klæde om i ro og mag.
Det var skam heller ikke ofte, at Ilaria befandt sig i kjoler som dette, men det var heller ikke fordi at hun rigtigt vidste hvor hendes andet kluns måtte være henne. Ikke fordi at det var noget som gjorde hende det mindste, for det var jo trods alt bare sådan at det nu måtte være. Hans reaktion var noget som blot måtte få hende til at smile. Helt iskold og følelsesforladt, var hun da bestemt heller ikke og det var også noget af det som hun ønskede at få frem. Han var vel også efterhånden overbevist omkring det? Hun håbede det da om ikke andet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Hun støttede sig stadig en anelse til gelænderet, for hendes ben var stadig en anelse ustabile. Det havde jo trods alt taget hende lang tid at komme ned af trappen, så han havde vel også lagt mærke til det? Hun ville bare ikke fremstilles som svag! Svag var da noget af det sidste som hun var! ”Overrasket?” gentog hun undrende. Det morede hende om ikke andet, at han var en mand nok til at indrømme, at sådan var det, for det var bestemt heller ikke noget som hun havde det mindste imod. Han var ærlig overfor hende og det gjorde i den grad også sit for at sørge for at det var gengældt også i den anden ende. Tungen strøg let over hendes læbe, hvor selv smilet måtte brede sig på dem. Han komplimenterede hende? Bare sådan? Han var jo så til gengæld også den eneste som havde fået lov til det, uden at ende med at blive et hoved mindre! ”Jeg takker for komplimentet, Høje Greve..” Hun blinkede let til ham og med det samme stile smil på læben. Det var heller ikke fordi at det var noget som hun ville skjule for ham på nogen måde overhovedet. Hun nikkede mod ham, hvor hun slap gelænderet næsten forsigtigt, for at lade armen roligt gribe omkring hans, som en ordentlig fin dame. Hun kunne faktisk godt, hvis det var noget som hun ville og lige nu.. Så ville hun faktisk godt. De mange kommentarer skulle skam nok komme før eller siden, det var noget som hun trygt kunne love ham! Hun gik med ham udenfor. Kulden som ramte hende, var med intet andet end behag, hvilket faktisk fik hende til at smile bredt. Det var savnet og noget så voldsomt! Hun vendte blikket mod ham. ”Jeg har ligget i sengen hele vinteren, Sonic. Jeg har kun hørt hvad avisen har skrevet. Fortæl mig det! Fortæl mig hvad der foregår herude i landet!” opfordrede hun med den næsten ivrige mine. Hun kunne da ikke holde sig i skindet længere! Det havde hun da gjort mere end længe nok nu! Hun kuklo ganske let. ”Jeg hørte, at du blev slået ned.. Er det rigtigt?” Næsten med julelys i øjnene, så vendte hun blikket direkte op mod hans. Hun var nysgerrig og han vidste det jo. Ja, selv en isdronning som hende, kunne ikke holde det skjult for alle i tid og evighed!

[ilosonic]

Det var utrolig nyt for Ilosonic at se Ilaria med kjole, for han kunne end ikke mindes at han faktisk havde set hende med kjole før! Foruden natkjole naturligvis, men dette var noget andet. Han lod ganske kort de mørke øjne betragte hende fra top til tå. Det klædte hende faktisk at gå med kjole, foruden at det var utroligt overraskende at se hende i den mundering, men han holdt dog kommentarerne i sig, for han ønskede ikke at håne hende eller få hende tro at han talte nedladende til hende, når hun faktisk gjorde sig feminin af sig selv. Han nikkede ganske let og kort på hovedet som hun gentog ham. Han var faktisk overrasket at se hende sådan, tilmed med kjole på, men han måtte indrømme for sig selv, at det faktisk var forfriskende at se hende i noget nyt og tilmed feminint. ”Ligefrem ’Høje Greve’?” spurgte han med et sigende løftet øjenbryn og med et morende smil på de rosenrøde læber. Det var sjældent hun kaldte ham for den status, netop fordi han vidste at hun ikke så på ham som greve, ligesom så mange andre ville gøre, men det var vel fordi de faktisk stod hinanden så nært som de gjorde? Hun havde mødt ham inden han var blevet greve og hun havde været der, da han var blevet det, så han så sig faktisk heller ikke højere stillet end hende. Han betragtede hende roligt da hun lod sin hånd falde omkring hans arm, som han tilbød hende som støtte, hvor han tydeligt lagde mærke til at hun langsomt og næsten forsigtigt slap trappens gelænder. Han smilede roligt til hende, da hun greb ham om armen, hvor han også i et roligt og langsomt tempo førte dem udenfor, for han vidste at hun ikke var den stærkeste i øjeblikket, hun var ikke helt rask endnu, for hans varme havde svækket hendes kulde. Han kunne dog ikke selv lade vær med at smile, da de kom ud i kulden, netop fordi hans blik faldt på hendes brede smil. Det var mere end tydeligt at hun havde savnet kulden, selvom han nu også godt forstod hende, for det måtte næsten være et mareridt at holde sig inde hele vinteren igennem, når det var den årstid, som hun bedst kunne lide. At se de to gå ved siden af hinanden, kunne nok se ganske komisk ud, eftersom han bar en tyk bomuldsjakke og sko, hvor hun selv kom gående i en tynd kjole med bare fødder. Han slap en let latter, da hun blev helt ivrig efter at høre om oprøret, selvom det da glædede ham at hun ikke fandt hans idé kedelig. Han fortsatte det langsomme tempo hen ad stien, som førte dem væk fra Herregården. Han rystede let på hovedet, da hun spurgte om han var blevet slået ned. Selvfølgelig ville hun vide det! Han så roligt frem for sig og med et lille træk i mundvigen. ”Jeg startede med at købe folk, der holdt øje med grænsemuren, eller også satte jeg mine egne mænd til at vogte den, hvor jeg lukkede mørkets væsner ind i landet. Derefter startede jeg med at få mørkets væsner til at brænde landsbyerne ned, starte hungersnøden, hvilket fik folket til at komme op at køre og det var så der jeg slog til. Brugte mine mentale evner til at nå ind til folkets underbevidsthed, så de ville blive overbevist.. og ja, jeg betalte en ung procianer for at slå mig ned og for at komme med den sidste peptalk,” fortalte han roligt, uden at han stoppede sine skridt hen langs stien. Han frydede sig ganske let over tanken. Han havde selv startet oprøret, han havde vækket folkets vrede, hvilket han virkelig ikke kunne andet end at stille sig tilfreds med! Han vendte blikket roligt mod hende, hvor han næsten blot ventede på at hun skulle begynde at grine af ham, fordi han var blevet slået ned, skønt han dog var ligeglad, det var hvad der havde virket mest troværdigt og det havde jo også virket! Han smilede for sig selv, for hendes iver kunne virkelig ikke andet end at more ham!

[Deleted]

Det var bestemt ikke fordi at Ilaria gik meget i kjole, men hun kunne faktisk godt lide, at være bare lidt feminin til tider. Det var også noget af det som hun kunne mærke sig af i øjeblikket. Det var ikke bare fordi at det var let og behageligt at gå i, men hun følte sig faktisk vel. Vel også fordi at hun havde en mand ved sig? Ikke fordi at de var andet end.. ja, samboende på en måde, for det var heller ikke fordi at hun havde lagt meget mere i det. Hun havde jo mere eller mindre ligget syg siden hun havde lært ham at kende, hvilket faktisk også var noget som hun virkelig måtte sige sig, at være noget så frygtelig træt af! Alt det som hun faktisk var gået glip af derude, for det var bestemt heller ikke småting. Tvært imod! Hun var jo gået glip af alt det sjove, hvilket faktisk var noget som hun virkelig måtte sige sig, at skulle være noget så frygtelig træt af i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun fnøs let ved den tanke alene. ”Tja.. hvorfor ikke? Det er jo hvad du er.” Hun blinkede let til ham. Hun var ved at være lidt mere på højkant, så det ville nok snart komme igen og det var noget som hun faktisk måtte se frem til på alle måder! Selvom hun ikke så på ham som en greve, så var der heller ikke nogen grund til at skulle se væk fra det, for det var noget som hun bare måtte stå ved, for det var heller ikke fordi at hun havde noget andet valg. At han tog hensyn til hende ved at gå roligt, havde hun heller ikke noget imod. Hun skulle have gang i benene igen. Hun havde jo ligget ned så skræmmende længe, at man skulle tro at det var løgn og hun havde virkelig fået nok af det! Hun vendte sig mod ham og med næsten julelys i øjnene. Alene den tanke om at han faktisk var endt med at skulle blive slået ned, var noget af det bedste ved det hele. Hun var bare træt af, at det ikke var hende som havde haft muligheden for at skulle gøre det, men at der var andre som var kommet hende i forkant. At han gik der voldsomt godt klædt på, var noget som morede hende. Hun gik bare i en tynd kjole og bare tæer, for hun havde godt af kulden. Det var faktisk kun noget som gjorde godt for hende og det var endda på alle måder. Hun lyttede intenst til hans ord. Det var nu og da alligevel imponeret at han havde formået at gøre det på den måde, for det var nu ikke noget som hun kunne sige sig, at have regnet med, men det var nu og da sådan at resultatet havde lydt, så var der ikke rigtigt noget som hun kunne gøre ved det som sådan. Hun sendte ham et let smil. ”Det er bare mærkværdigt, at du har formået at gøre det helt på egen hånd, Sonic. Jeg er bare mest.. træt af, at jeg ikke var der selv.” Hun trak let på de slanke skuldre. Det naget hende faktisk meget, at hun ikke havde været der selv! ”Jeg ville give min højre arm, for at se dig blive slået ned for en åben befolkning.” At han havde gjort det for at vinde deres tillid, kunne hun næsten gætte sig frem til, selvom det nu ikke var noget som hun sagde direkte. ”Det må have set sjovt ud,” sagde hun stille, dog med en dæmpet stemme for sig selv. Hun hævede den anden arm så hun også lukkede den omkring hans overarm, så det også var nemmere at skulle følge ham i hans tempo, selvom det nu ikke var helt så slemt. Hun nød faktisk bare af tanken om, at skulle have ham tæt på sig igen, for.. det var vel også savnet et sted?