Ice vs. Fire..!

[ilosonic]

Måske det var nyt at se Ilaria med kjole, men det var nu ikke noget som Ilosonic havde noget imod, for det klædte hende utroligt nok! Desuden ville han heller ikke nedgøre hende bare fordi hun var lidt feminin for en gangs skyld, for han måtte indrømme at han faktisk nød at se på, imens hun indtrådte den feminine og næsten så blide rolle. Det var sjældent det skete, men når det så også forekom, så kunne han faktisk ikke lade vær med at nyde hendes selskab, selvom det vel altid endte ud med en rap replik fra hendes side af? Og så gjorde han jo faktisk bare gengæld og så var de endnu ude i deres diskussioner. Faktisk irriterede det ham, men på den anden side kunne han heller ikke lade vær med at more sig over tanken. Der var virkelig ingen tvivl om at de var modsætninger, selvom de faktisk også havde få ting til fælles. Han smilede skævt til hendes ord. Utroligt at hun faktisk kaldte ham det, for når det kom til stykket, så vidste han at hun ikke så ham som en greve, hun fandt ham ikke højere stillet end hun selv var, og på den anden side, så havde han det faktisk på samme måde som hende; han så sig ikke højere hævet end hende, skønt han faktisk lå højere i hierarkiet end hvad hun gjorde, for han var greve, hvorimod hun faktisk kun var en dæmon fra Dvasias. ”Muligvis.. men jeg ser mig nu ikke direkte som en greve, i så fald er det af det forkerte land,” mumlede han roligt, imens de mørke øjne så frem for sig. Han følte sig, som han altid havde gjort, der var intet forandret, skønt han faktisk havde fået mere magt, han var steget i hierarkiet, hvilket var en tanke som måtte undre ham, især fordi det var for hans eget lands fjende og dog var det for hans hjemland, i sandheden en stor forvirring! At hun betragtede ham med julelys i øjnene, var noget som fik ham til at ryste på hovedet. Det undrede ham ikke at det var det at han var blevet slået ned, som fangede hende! Men hvad havde han regnet med? ”Du kan nå at opleve det endnu, for som sagt; det hele er kun lige begyndt,” svarede han roligt, inden han vendte blikket mod hende, som han sendte hende et skævt smil. Måske hun var gået glip af det sjove, nemlig starten, men hun var der jo endnu til at betragte slutningen – hvis den overhovedet kom. Han himlede svagt med øjnene til hendes ord, hvor han vendte blikket mod hende med en irriteret mine. ”Ilaria!” endte han fast og dog i en dæmpet tone. Han satte tempoet ned, da hun lagde den anden hånd mod hans overarm, hvor han valgte at gå i hendes tempo, for han ville heller ikke haste af sted, det var jo meningen at kulden skulle gøre hende stærk igen. Han lod armen glide omkring hendes liv, hvor han holdt hende tæt, så hun endnu kunne støtte sig op ad ham. ”Du ville måske også finde det morsomt, hvis jeg blev dræbt?” spurgte han lettere sarkastisk, hvor han vendte blikket væk fra hende, som han betragtede omgivelserne. De var alligevel kommet et godt stykke væk fra herregården, men en lang gåtur ude i kulden ville vel også gøre hende frisk igen? Så skulle hun bare have en god nats søvn og så var hun sikkert så god som ny i morgen – det håbede han da i hvert fald på! Det ville være rart at kunne tage hende med ud på missioner eller lignende, vise hende landet eller bare tilbringe noget tid med hende udenfor huset! Han havde jo kun kommet på besøg inde på hendes værelse, fordi hun havde lagt syg fra start af.

[Deleted]

Ilaria havde mere eller mindre ligget syg siden starten og alene den tanke omkring det, var faktisk noget som kunne gøre hende direkte irriteret, for hun hadet virkelig, at hun havde været så svag, at hun var tvunget til at ligge i sengen igennem en hel vinter! At være lidt feminin havde hun heller ikke noget imod, og da specielt heller ikke hvis det var omkring en mand som faktisk formåede at tage styringen – ligesom Sonic gjorde, så var det virkelig også det hele værd for hendes vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket på nogen måde overhovedet. Han var en gentleman, en som hun faktisk kunne være sig selv omkring, hvilket automatisk også måtte indebære de skrappe kommentarer som måtte komme ind hist og her, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Hun nød faktisk at rende omkring ham, for det var jo heller ikke fordi at han havde smidt hende ud endnu. Han havde jo faktisk passet på hende som ingen anden havde gjort det og det var faktisk.. rart ikke at skulle se sig over skulderen hele tiden. Det var vel også derfor at hun havde været så hård ved ham under hendes sygdomsforløb? Hun var jo trods alt vant til at de svage blev slået ihjel – I hvert fald fra den del af Dvasias hvor hun kom fra, så var det jo bare en hverdag. Hun vendte blikket stille op mod ham igen. Han gik roligt ved siden af hende, han lod hende nyde kulden og tage det til sig, som det faktisk måtte have en styrkende effekt for hende, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Måske ikke, men greve er du.” Hendes stemme var rolig, påpegende og alligevel alvorligt. Selvom han måske ikke følte, at han var højere stillet end det som hun selv var, for hun vidste godt, at hun udgjorde bundskrabet i et samfund, det var end ikke noget som hun ville skjule om det var noget som hun kunne blive fri for i det store og det hele. Tungen strøg let over hendes læber. Det var længe siden, at hun havde været ude og selvfølgelig, så ville hun da nyde det så længe, som det var hende menneskelig muligt at gøre det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun kuklo let og vendte blikket mod ham. Nyde og fryde sig over hans død? Det var da noget af det sidste som hun ville! Hun stoppede ved siden af ham og tvang ham derfor til at stoppe op. ”Sonic, se på mig.” Denne gang var det igen hendes stemme som måtte være den kommanderende. Han havde passet på hende, han havde set hende uden en trævl på kroppen, han havde ikke gjort grin med hendes svage tilstand og det var noget som hun faktisk også var ham taknemmelig for. Hun lod hans arm søge omkring hendes liv, blot for at få hende tæt på ham, hvilket hun heller ikke havde det mindste imod et sted. Hun nød faktisk at have ham tæt på, når den mulighed endelig måtte dukke op. Hun hævede den ene hånd, kun for at lade den stryge mod hans kind. Måske hans ord var sarkastiske, men hun tog det faktisk på alvor. ”Selvfølgelig ikke,” sagde hun stilfærdigt. Hovedet lod hun søge let på sned. ”Jeg gik glip af starten og tro mig. Jeg hader det virkelig! Jeg.. ville nyde at komme lidt ud i feltet igen.. ud og lave noget i stedet for bare at ligge som en svag tingest i en seng.” Hun vendte blikket væk fra ham, som hun lod hånden falde ned langs sin egen krop igen. Hun sukkede tungt. ”Nogle skal jo slå dig, når jeg ikke er der til at gøre det, ikke sandt?” Hun sendte ham et drilsk smil. Det var jo heller ikke fordi at hun ønskede at være kold, ond eller kynisk. Nej, det var jo trods alt bare den person som hun var. Kold var hun, iskold, men helt følelseskold, var hun bestemt heller ikke.

[ilosonic]

At være sammen med Ilaria var noget som Ilosonic ikke kunne andet end at nyde. Et sted havde han faktisk også nydt at pusle om hende i hendes sygeforløb, selvom det var ord som aldrig ville forlade hans læber! Han ville heller ikke selv stå som svag, vise at han faktisk holdt af hende, for det var vel hvad han gjorde? Nu havde han gået og passet på hende, holdt hende sikker og tilmed gjort hende rask, reddet hendes liv og det havde også bragt ham tættere på hende, det havde ført ham tættere på hende og sikkert tættere end nogen anden nogensinde var kommet ind på hende. Et sted glædede det ham faktisk at han havde fundet, godt nok sin modsætning, men selv modsætninger kunne skabe noget godt! For han havde været en enspænder, han havde altid holdt sig for sig selv og nu hvor han havde mødt Ilaria, så havde han fundet ud af at han faktisk ikke kunne undvære hende. Tankerne havde kredset omkring hende i hendes sygeforløb, for hvis hun nu var blevet dræbt af den sygdom, hvis han ikke havde været i stand til at redde hende, så havde han endnu engang været alene.. normalt ville det ikke gøre ham noget, men nu hvor han havde været sammen med hende i den måned, så måtte han gå til indrømmelse og erkende at han faktisk ikke kunne undvære hende. Han nikkede ganske roligt, uden at han så på hende, hvor det at hun faktisk var så alvorlig egentlig måtte forundre ham. ”Så sandt,” svarede han istemmende og dog en smule eftertænksomt. Han var godt nok blevet greve – af det forkerte land i hans øjne, for han var trods alt dvasianer, men det ændrede dog ikke på at han faktisk blev højere stillet end det som hun måtte være, selvom at det nok ikke ligefrem kunne mærkes, siden hun endnu var så dominant og kommanderende, som hun var. Han stoppede roligt op, da hun selv gjorde det, hvor han vendte de mørke øjne spørgende på hende. Han tog sig ikke af den kommanderende tone, for helt ærligt? Så var han mere eller mindre blevet vant til den. Hånden som hun lod stryge mod hans kind, fik hans hud til at prikke og sitre ganske let, da hendes kulde stod i kontrast med hans varme – skønt han med vilje ikke havde skruet så meget op for kropstemperaturen, for eller var han ikke i stand til at gå ved siden af hende, og han ville desuden ikke gøre hende mere svag med sin varme end hvad han allerede havde gjort. Hendes berøring fik dog hans hjerte til at slå hårdere imod hans brystkasse, hvor en pludselig varme skød igennem hans krop, skønt han dog tog selv i det og skruede ned for varmen igen, så den ikke ville skade hende eller genere hende på nogen måde. At hun faktisk ikke ville fryde sig over hans død, var han egentlig ligeglad med, selvom han nu ikke havde regnet med at hun ville fryde sig, for i denne tid hvor han havde passet hende, der havde han også fundet ud af at hun faktisk nød hans selskab, selvom hun ikke ville indrømme det eller sige det direkte til ham, og derfor gjorde han heller ikke mere ud af det. Han greb roligt omkring hendes hånd, hvor han løftede den og skænkede hendes håndryg et blidt kys. ”Og du skal nok få lov til at komme ud.. når du er rask og ved din fulde styrke igen,” lovede han, hvor hans stemme dog alligevel var alvorlig, for han gjorde meget ud af det sidste; hun skulle være helt rask, før ville han heller ikke lade hende komme væk fra huset – foruden at han selv var med, som nu. Han lod endnu engang armen glide omkring hendes liv, hvor han gjorde et hovedkast, som en gestus til at de skulle fortsætte med at gå. Han rystede smilende på hovedet til hendes ord. ”Så.. du har lyst til at slå mig?” spurgte han nysgerrigt, hvor han vendte de mørke øjne mod hende med det drilske skær.

[Deleted]

Ilaria var måske ikke meget for at indrømme det, men hun holdt faktisk utrolig meget af ham i den anden ende. Han havde passet på hende, ladet hende komme ind i hans hus, hvor han havde valgt at huse hende. Hun havde hvilet i hans favn, ladet ham varme hende og på den måde, også givet sig fuldkommen hen til ham på en måde, som hun ikke havde gjort det overfor nogen andre. Det var noget som i sig selv, faktisk også måtte betydeekstremt meget for hende, for det var slet ikke noget som hun kunne få sig selv til at sige bare sådan uden videre, for det havde hun aldrig været i stand til. I hendes øjne, så var det svagt at give sig hen til nogle, for det var også det modsatte som hun kendte til. Hun havde aldrig været så feminin som Ilosonic havde formået at gøre hende til og hun kunne faktisk godt.. lide det. Hun nød faktisk af det og det var i sig selv, ikke noget som gjorde hende det mindste. I sig selv så havde hun ikke noget imod at skulle indtage en kvindelig rolle som det hun havde gjort for øjeblikket, for det var virkelig ikke noget andet end rart at kunne give efter og bare være sig selv, selvom visse dele af kontrollen, så var det ikke til at skulle give slip på. Hun var stadig den samme faste og dominante af sig, som hun altid havde været før og det var sådan som hun havde været igennem mere eller mindre hele livet. Det var heller ikke fordi at hun bare ville lægge sin egen personlighed om bare sådan uden videre. Havde det ikke været for ham, så var hun udmærket godt klar over, at hun var død nu, så det var jo heller ikke fordi at hun skyldte ham sit liv, for det var noget som hun faktisk gjorde, det var slet ikke noget som hun ønskede at skulle skjule, selvom hun slet ikke var den bedste til at skulle sige ting som dette. Det at vise taknemmelighed, var noget som gik imod hendes kolde hjerte, men hun prøvede da. Hun ønskede slet ikke at skulle håne ham. Det var slet ikke hendes mening på nogen måde overhovedet. Hun var ham taknemmelig og som hun nu holdt af ham, selvom det ikke var noget som hun havde sagt direkte. Hvordan skulle man sige det uden at lyde direkte dum? Hans sitren ved hendes strøg mod hans kind, var noget som fik hende til at smile. Hans kys mod hendes hånd havde hun bestemt heller ikke noget imod, hvor hun vendte blikket mod hånden. Den varme som det havde efterladt hende med, var noget som hun faktisk kunne mærke i lang tid. ”Du behøver ikke passe på mig som en anden mor eller far, Sonic,” sagde hun stilfærdigt. Det morede hende dog og hun havde bestemt heller ikke noget imod at han ville passe på hende, for det var faktisk rart, at hun kunne søge til en favn. Der hvor hun snildt måtte sige, at hun faktisk kunne finde på at spille lidt på hendes sygdom, selvom det eneste som hun manglede nu, var at komme helt til kræfter igen, for det kom stile og roligt. Hun nikkede mod ham og lod hovedet søge let og stille på sned. ”Hvem har ikke det, når de først kender til den kære greve af landet? Jeg er næsten skuffet over, at du skulle betale nogen for at slå dig.. Nej, jeg ville gøre det ganske gratis,” sagde hun med en tydeligt morende stemme, ikke fordi at det var noget som hun ville eller kunne skjule for ham. Det morede hende bare, også selvom det var det drilske i hendes stemme. Hun kunne faktisk godt more sig og hun kunne faktisk også drille hvis hun var i humøret til det. Igen begyndte hun at gå med ham, stille og roligt, som han havde gjort den gestus til det. Jo mere hun kom ud i kulden, jo bedre ville det blive for hendes del. Det gav hende styrken igen som hun havde manglet igennem hele vinteren.

[ilosonic]

Det var faktisk rart at komme lidt udenfor, specielt fordi at Ilaria var ledsageren. Ilosonic havde jo været ude mange gange, for han havde trods alt haft et oprør som han skulle have startet og nu hvor det var startet, så ønskede han egentlig bare at se hende komme på benene igen, for det var næsten trist at skulle komme ind til hende hver dag og se hende ligge i sengen, især fordi han vidste at hun var et udendørsperson, så det var kun dejligt at se hende langt mere frisk end hvad hun havde været førhen. Og han havde ikke det mindste imod at komme lidt ud sammen med hende, hvor de faktisk kunne tage det stille og roligt som nu i stedet for altid at være i et hastværk, fordi hun var ivrig efter at komme i gang. Han fortsatte den rolige gang med hende ved sin side, hvor han ikke så på hende, men lod de mørke kolde øjne hvile frem for sig, en kulde der lå normalt til ham, for han var trods alt af mørket og mørkedæmonen var faktisk den som lå stærkest i ham, hans mørke var faktisk langt stærkere end hans ild og det var også hans mørke som havde været stærkest herigennem vintertiden. ”Det gør jeg sådan set heller ikke.. jeg gør det kun, fordi jeg ellers ikke har andre,” svarede han roligt, hvor han så frem for sig imens han fortsatte langs stien i et roligt tempo. De var efterhånden kommet et godt stykke væk fra herregården, men jo længere turen blev jo stærkere ville hun vel også bare blive? Det var jo ikke fordi at han ville passe hende som havde han været hendes forælder, det var da det sidste han ville! Men han ville gerne have at hun blev helt rask inden hun gjorde noget yderligere, så han også var sikker på at der ikke skete noget med hende. Han rystede smilende på hovedet til hendes ord. Hun ville tilmed slå ham gratis? Det undrede ham egentlig ikke, og han gjorde såmænd ikke andet end at himle med øjnene. ”Og sjovt nok undrer det mig ikke,” svarede han sigende, hvor han vendte blikket mod hende, hvor det bar et strejf af sarkasme. Det havde dog ikke været til nogen gavn at hun havde slået ham ned, for det var nød til at være en procianer og den procianer havde jo sådan set også gjort sit arbejde helt suverænt! Oprøret var jo trods alt i gang. ”Desuden.. folk i denne tid er langt mere pengegriske end hvad de har været,” lagde han roligt til, imens hans mørke øjne faldt over omgivelserne som de passerede på vejen, inden han så tilbage på hende. Sandt var det trods alt. Folk krævede penge, især fordi at han havde brug for hjælp fra fjenden til de planer han havde, så derfor havde den unge procianer også selv ønsket sig penge og det var hvad han havde fået, når det kom til stykket, så måtte folket i Procias jo faktisk hade deres dronning, siden de overhovedet ville starte et oprør. Ikke fordi det gjorde ham noget, nej det frydede ham egentlig bare! ”Ved at genvinde styrken?” spurgte han roligt. Kulden burde jo faktisk gøre hende frisk igen, for det var endnu koldt!

[Deleted]

Ilaria var ved at skulle komme til kræfter og det var virkelig en behagelig fornemmelse. Han havde passet på hende igennem hele vinteren, hvilket hun i den grad også måtte være noget så frygtelig glad for i den anden ende. Selvom det ikke var ord som var blevet sagt, så var det en følelse som hun måtte brænde inde med. Ikke fordi at hun ville sige det til ham, for det var at stille sig svag, også i hendes øjne, og det var noget af det sidste som hun i bund og grund havde lyst til. Hun var svag nok som det var fra før af! At være ude, var noget af det bedste som nogensinde kunne ske for hende, og det var noget som hun udmærket vidste; At være ude i kulden, at kunne rende rundt og bare.. nyde det som mørket og vinteren måtte bringe med, så var det også noget som hun måtte nyde så længe, at det nu var hende muligt. Hun havde nydt, at han havde passet på hende, været der til at holde om hende, som han jo faktisk også var endt med at skulle redde hendes liv. Ikke fordi at det var noget som man kunne tage meget fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om, selvom det igen ikke var noget som var sagt. ”Og det betyder meget for mig,” sagde hun roligt og med et stille smil på læben. Det var heller ikke fordi at det var noget som hun ville skjule for ham. Hun kunne vel godt hinte bare en smule til det? Så han ikke stod helt på bar fod, når det kom til hende, for han havde virkelig gjort ekstremt meget for hende, hvilket hun i den grad også var noget så frygtelig taknemmelig for. Et morende smil bredte sig på hendes læber, hvor hun vendte blikket direkte mod ham igen uden at skulle se væk fra ham. Han passet endnu en gang på hende, og det var noget som også måtte gøre hende noget så frygtelig glad i den anden ende. Hovedet lod hun søge let på sned, hvor hun for en kort bemærkning overvejede at lade det søge mod hans skulder, selvom hun stoppet sig selv i det. ”Dvasias har allerede infiltreret Procias.. De er jo så pengegriske at det gør helt ondt.” Ikke fordi at det gjorde hende det mindste. Begge armene havde hun roligt omkring hans egen, hvor hun selv ikke kunne lade være med at smile. Bare tanken om at kunne komme bare en smule ud og bare komme ud og få noget luft, se noget sollys var faktisk noget som hun virkelig kun måtte sige sig, at være frygtelig glad for, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun nikkede. ”Det hjælper virkelig.” De isblå øjne vendte hun stille mod hans skikkelse igen. Glimtet havde endnu en gang meldt sig, som styrken kun måtte blive mere og mere tydeligt, jo mere hun kunne få lov til at være ude. ”Jeg skylder dig vidst for det du har gjort for mig.. Så.. Tak, Sonic,” sagde hun stilfærdigt, også selvom hun faktisk måtte mene det. Blikket vendte hun igen frem igen, som fandt hun noget andet at skulle se på. At lade paraderne falde bare sådan uden videre, var heller ikke noget som hun var særlig glad for. Hun var bange for at blive fremstillet som svag.

[ilosonic]

Måske det endnu var koldt og vinteren havde ikke helt forladt landet endnu, selvom foråret var godt på vej, hvilket man også godt kunne mærke på temperaturen, men Ilosonic måtte indrømme at selvom det var koldt og kulden svækkede hans ild, så var det faktisk utrolig godt at komme ud igen, ud og få noget frisk luft og det bedste ved det hele var vel det faktum at Ilaria var hans ledsager? Han var ikke meget for at indrømme det, men han måtte alligevel erkende at han faktisk havde nydt at pusle om hende i hendes sygeforløb, det at komme tæt på hende, holde om hende, hvor det at hun havde været syg faktisk havde været en undskyldning for at komme ofte på besøg, holde hende helt tæt, for at gøre hende rask igen, det var næsten ærgerligt at det var ovre, for.. så kunne han ikke tillade sig at holde om hende længere, ikke om natten i hvert fald, den mulighed ville nok ikke byde sig særlig ofte i fremtiden, for.. hun var jo svag overfor hans varme, hvor han heller ikke selv kunne holde hendes kulde ud, så det at de var modsætninger var også noget som spillede ind, desuden vidste han at hun ikke ville pusles om, for hun hadede det vel? Fordi det fremstillede hende som svag? Sådan ville han jo heller ikke selv fremstilles. Han vendte blikket lettere forundret mod hende, hvor han betragtede hendes ansigt ganske let. Et stille smil gled over hans rosenrøde læber, inden han så lettere selvtilfredst fremad igen. ”Tja.. det var ingenting. Hvis du døde har jeg jo ingen til at irritere mig,” svarede han lettere drillende. Han fortsatte i det rolige tempo fremad, for han vidste at jo langsommere han gik, jo længere var de ude i kulden, det var måske ikke særlig rart for ham, men så ville hun da genvinde langt mere styrke. Hendes arme omkring hans den ene havde han intet imod, det glædede ham faktisk kun at hun kunne være ham tæt uden at klage over hans varme, for den havde han faktisk skruet ned for, skønt han var udenfor i kulden. ”Tja.. det kommer vel ikke som nogen overraskelse?” Folket i Procias var utrolig pengegriske, men det var jo så også kun fordi det gik så dårligt for landet, hungersnøden havde spredt sig – takket være ham – ligesom de nedbrændte landsbyer og hadet til kongehuset, var egentlig kun steget. Smilet på hans rosenrøde læber bredte sig kun yderligere som hun rent faktisk takkede ham. Han lod sin arm vride sig en smule ud af hendes greb, så den kunne snige sig omkring hendes liv og så han blev i stand til at trykke hende ind mod sig, hvor han skænkede hendes kind et let kys. ”Utroligt.. isdronningen kan rent faktisk være taknemlig?” Han betragtede hende med et morende glimt i de mørke øjne, inden han lo kort for sig selv. Armen forlod dog ikke grebet omkring hendes liv, for han nød faktisk at være hende tæt, det havde han gjort lige siden den første gang han havde holdt om hende. Han strøg hende roligt op langs ryggen og ned igen. ”Men det er rart at vide at du er ved at få det bedre,” tilføjede han stille, hvor han så frem for sig igen. ”Desuden skylder du mig intet Ilaria, jeg er kun glad for at jeg kunne gøre dig rask igen,” lagde han roligt til, hvor han sendte hende et skævt smil.

[Deleted]

Måske at Ilaria ville forblive svag overfor hans varme, men så længe, at hun vidste at han ville være der til at passe på hende, så var det ikke så slemt for hende igen. Hun havde nydt at han holdt om hende, og det var heller ikke fordi at det gjorde hende det mindste, for det var virkelig bare rart. Hun kunne selv skrue ned for den kulde som hun måtte brænde inde med på denne måde, for.. ja, hun nød faktisk at have hans arme om hende, selvom det igen var blandt noget af det som hun bare ikke ville lade komme frem og til udtryk overfor ham, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun ønskede bare ikke at stå der fremstillet som svag, hvilket hun vel automatisk ville blive når hun var for tæt på ham, men… hun havde intet imod det et sted. Hun havde nydt at han havde puslet om hende, selvom hun klart havde vist ham det stik modsatte, så var det ikke noget som hun ville indrømme bare sådan uden videre, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Hun vendte sig stille mod ham. ”Sig mig.. Indrømmer du lige nu, at du faktisk ville savne mig?” Hun hævede sigende det ene bryn, hvor hun lod blikket hvile afventende på ham. Hvis hun havde været i stand til det, så havde hun klaret det på egen hånd, men det var virkelig ikke gået som hun ville have det til. Hun havde været afhængig af ham og hans hjælp og hun havde fået den uden at få hån kastet direkte tilbage i hovedet bagefter, hvilket hun i den grad også kun måtte være noget så frygtelig glad for på alle måder. Hun sendte ham et let smil. Hun kunne faktisk godt vise den form for taknemmelighed – prøve på det om ikke andet. Hun trak ganske let på skuldrene. ”Hvis man skal gå ud fra hvor naivt det procianske er kendt for at være, så.. kan det faktisk være overraskende, at de kan være så griske og egoistiske. Det er jo næsten.. dvasiansk,” påpegede hun lettere stilfærdigt. Det var nu heller ikke fordi at det var noget som gjorde hende det mindste overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Et sted holdt hun vel af ham? Ikke fordi at det var en følelse som hun direkte kunne sige sig, at være kendt med, hvilket faktisk et sted også måtte være ganske skræmmende, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af. Det skræmte hende faktisk en god del, at hun faktisk.. kunne føle hvad hun gjorde. At han stoppet og valgte at lade armen snige sig omkring hendes liv, fik hende virkelig til at stivne let og med en voldsom sitren. Hun så stille på ham, hvor selv smilet måtte brede sig på hendes læber. ”Utroligt, men sandt.” Hun blinkede let til ham, hvor hun igen hævede hånden, for at lade den stryge mod hans kind, selvom det i sig selv, var en rolig bevægelse, så.. ønskede hun at mærke ham, for det var også ved at være så skræmmende længe siden. ”Igen, så er det jo takket være dig, at jeg er ved at blive frisk. Det er bare lidt komisk.. Du gør mig frisk ved at gøre mig mere syg.” Hovedet lod hun søge let på sned, hvor hun lod sin finger ganske varsomt følge hans smukke træk i hans ansigt. Ikke fordi at det var helt ukendt for hende, for det var det bestemt ikke. Hovedet lod hun søge let på sned og uden at smilet forlod hendes læber. Hans kærtegn nedover hendes ryg, var nu ikke noget som man kunne sige, at hun havde det mindste imod når det endelig måtte komme til stykket, for det gjorde hende virkelig ikke det fjerneste! Hun trak vejret dybt, hvor hun lod hånden søge mod hans bryst, hvor hun lod den gå roligt i hvile. ”Du må da have gjort det af en grund? Jeg har jo set hvor irritabel jeg kan gøre dig, som det rene ingenting.” Hun stillede sig let på tå, så hun kunne komme tættere på ham. Hånden strøg igen let mod hans kind – blot med en simpel finger. ”Ikke sandt?” tilføjede hun lettere spørgende.

[ilosonic]

Det var jo ikke fordi at Ilaria havde givet udtryk for at hun havde nydt at Ilosonic havde puslet om hende, for.. hun havde vel hadet ham for at have kommet hende så tæt i løbet af hendes sygeforløb? Allerede fra starten af havde hun sagt at hun ville gøre ham et hoved kortere hvis han kom hende tæt, sjovt nok havde han allerede kysset hende tre gange. Tanken fik ham til at more sig og smilet til at brede sig på hans læber, for han kunne virkelig ikke andet end at finde det komisk og en smule ironisk. Men han havde vel nydt det? Ligesom han nød at være hende tæt. Hver gang han havde holdt om hende, havde det faktisk været fristende at møde hendes kolde læber igen, for han havde lagt mærke til at hendes kulde faktisk også måtte tiltrække ham, men det var vel fordi de var modsætninger? Det var vel meningen at de skulle blive draget mod hinanden? De var som syd og nordpolen, hun havde kulden og han havde varmen. En tanke der faktisk også måtte more ham. Han vendte roligt blikket mod hende igen ved hendes ord, inden han så fremad med et kækt smil på læberne. ”Hvem ville dog savne dig? Hvilken stilhed der vil ligge sig over huset, hvis du var væk,” svarede han lettere drillende og med det morende smil på læberne. Han mente det dog ikke, for sandheden var, at han ville komme til at savne hende, nok mere end han lige sådan kunne beskrive og ville indrømme. Hun havde fået en stor betydning for ham, større end nogen nogensinde havde betydet for ham, for han havde altid været en enspænder. ”Det er en egoistisk verden vi lever i, min kære.. folket i Procias er rent faktisk ikke så forskelligt fra folket i Dvasias,” svarede han roligt, som hans blik betragtede omgivelserne som de måtte passere, inden han så tilbage på hende. Det var vel også derfor det ikke var så svært at vende folket imod kongehuset? Folket vidste jo at han havde ret, for Keischa havde været utrolig passiv siden hun blev dronning og det fravær var ikke særlig velset, specielt ikke når man var regent for et helt land! Som de stoppede op og de endte med at stå front mod front, så hvilede hans mørke øjne på hendes smukke ansigt. Han trak på smilebåndet ved hendes ord. Selvom hun var en isdronning, så vidste han også at hun havde følelser, for når det kom til stykket, så var hun egentlig ikke så kold igen. Hånden som hun hævede for at stryge imod hans kind, var noget som fik det til at prikke i hans hud, fordi hendes kolde hånd mødte hans varme hud, en sitren og prikken som han nød. Han fnes kort ved hendes ord. ”Tja.. kulden skal nok gøre dig helt frisk igen,” svarede han med sikkerhed i stemmen, for det var noget som nærmest sagde sig selv. Fingeren der fulgte hans ansigtstræk, efterlod en sitren i hans hud, hvor fingeren havde strøget over, hvor han ikke kunne komme udenom at han nød det – selvom han vel ikke burde? Hvorfor skulle hun også drage ham så pokkers meget som hun gjorde?! Han fulgte kort hendes hånd, som endte mod hans bryst, inden de mørke øjne så tilbage mod hendes isblå øjne. Hans hjerte begyndte at hamre mod hans bryst, da hun stillede sig på tå, så hun kom ham tættere på, hvilket også efterlod ham med en spænding. Han trykkede hende tættere på sig, som hun stillede sig på tæerne, hvor han egentlig ikke selv lagde mærke til det. Han løftede den ene hånd som han lod falde omkring hendes hage og kæbeparti, så han kunne holde hendes hoved fast – skønt hun altid kunne trække det til sig. Han smilede skævt. ”Tja.. jeg ønsker vel bare ikke.. at du skal forlade mig,” endte han i en dæmpet hvisken.

[Deleted]

Ilaria var udmærket godt klar over at hun ikke havde givet ham det klare signal til, at hun faktisk måtte nyde at have ham tæt på, for hun ønskede ikke at blive fremstillet som den svage af de to! Hun havde altid været den stærkeste, ganske enkelt også fordi at hun havde været alene omkring det hele. Der havde ikke rigtigt været nogen som hun kunne stole nok på til at kunne hjælpe hende og her havde hun været direkte afhængig af, at skulle have dem tæt på sig, hvad end om det var noget som hun ville bryde sig om eller ikke, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Ganske rigtigt, så havde hendes mange trusler været der, men det var jo heller ikke fordi at der havde været nogen grund til at skulle gøre noget direkte ud af det når det endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Nu hvor hun også kunne være udenfor og ham som ledsager, så kunne det eller ikke være bedre. Han havde vist sig værdig i hendes øjne og det var bestemt heller ikke bare fordi at han var greve af dette land. Dette land som snart skulle omsluttes af det mørke som hvilede på den anden side af muren og som bare ventede på at komme til. Hun glædet sig til at se hvor længe, at dette land i det hele taget ville være i stand til at skulle holde stand mod det store og tunge mørke! ”Lige præcis. Du vil savne mig! Der vil være for stille.. indrøm det,” påpegede hun stilfærdigt, selv med den drilske undertone. Han havde vel også valgt at huse hende af en grund? Det var jo heller ikke fordi at hun direkte kunne sige sig, at have troen på at han havde valgt at huse hende ud fra sit gode hjerte. Det var hun heller ikke i tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Hun vendte blikket stille ud mod omgivelserne. Det var jo heller ikke fordi at hun ikke nød det, for det gjorde hun virkelig. Sneen var ganske rigtigt ved at smelte, men det var stadig koldt i vejret og det gjorde godt for hendes egen krop. Det gjorde virkelig godt! Hun trak let på skuldrene. ”Hvis man hører de mange rygter omkring det gode folk som bor her, så tror man anderledes. At de er lige så griske som os.. Tja, så kan det vel heller ikke være så besværligt for mørket at fæste sig?” spurgte hun, hvor hun lod hovedet søge let på sned, selv uden at se væk fra ham. Dette var også noget som måtte vække hendes nysgerrighed, for hun ønskede da lige så også at vide og kende til alt dette, specielt også hvis det var noget som måtte involvere hende. Det var ikke fordi at hun draget ham med vilje, for han draget i den grad også hende! Hun havde altid nydt at være i nærheden af ham, også selvom hans varme var og blev hende det største problem. Lige nu dæmpet hun selv kulden som hun måtte udstråle, ganske enkelt fordi at de var udenfor og hun vidste, at han ikke var meget for det. De isblå øjne hvilede på ham. Han kunne ikke undvære hende, så meget havde hun da allerede fundet ud af, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde hende det mindste, for det var bare sådan, at det nu måtte være når det endelig måtte komme til stykket, det var helt sikkert. ”Og det gør den også. Jeg kan mærke det allerede.. Det er langt bedre end at ligge i en seng og stirre ud af vinduet.” Hun vendte blikket ganske let mod hans læber, som han lagde armene om hende. Så tætte som de stod. Et sted så fristet, men hun.. kunne da ikke? Hun måtte ikke! Hun vendte blikket mod ham igen, som han lod den ene hånd låses om hendes kæbe, så var det heller ikke noget som gjorde hende noget. ”Indrøm det kære, Sonic.. Du kan ikke undvære mig..” Hånden fortsatte de rolige strøg mod hans bryst og lige ved hans hjerte, hvor hun nærmest kunne mærke, at det måtte hamre og slå direkte mod hendes hånd. Det var.. faktisk en meget behagelig fornemmelse.

[ilosonic]

Nok var Ilosonic ikke meget for at komme udenfor i kulden, for den kunne godt gøre ham svag, eller nok mere hans ildkræfter. Om sommeren var det hele så tørt og goldt, at ilden havde lettere ved at blive antændt, hvorimod om vinteren, der var det koldt og vådt, så der ville det være sværere at tænde en ild og lade den sprede sig, men det havde da lykkedes ham at antænde nogle af landsbyerne i udkanten af landet og også de der lå tættere ind mod storbyerne. Han havde sat ild til dem som havde haft mange afgrøder, så det havde startet hungersnøden. Måske der var mange små byer, små landsbyer, som mange nok ville mene var ubetydelige, men det var mange gange de mindre dele, som var betydningsfulde, mange af de små landsbyer havde en god natur omkring sig, hvilket også skabte de gode afgrøder som blev solgt inde i Apterta City. Han var dog ked af at Ilaria ikke havde været med på de større missioner, men.. det kom vel? Når hun var blevet rask vel at mærke! Han rystede smilende på hovedet. ”Du har ret.. det ville blive utrolig kedsommeligt og stille uden din spydige og rapkæftede tunge,” svarede han stilfærdigt, inden han sendte hende et drillende blik og et kækt smil. Han ville dog savne hende, hvis hun en dag døde, han ville.. blive ensom. Han trykkede hende let ind til sig, så han var sikker på at hun var der og at hun ikke forsvandt, for han ønskede ikke at miste hende, der var trods alt en grund til at han havde reddet hende ved grænsemuren og reddet hende fra sygdommen. De mørke øjne faldt ganske kort på hendes skikkelse, hvor han smilede et lettere overbærende smil. Han havde boet i begge lande, dog kendte han bedre til Dvasias, da det var det land han havde boet længst i, men han kunne dog godt huske Procias, specielt også nu hvor han var tilbage. ”Procias er ikke så forskelligt fra Dvasias, Ilaria. Dog har Procias’ folk ikke altid været så egoistiske som de er nu.. men på grund af hungersnøden og oprøret, så tvinger det dem til at være griske og pengelystne,” endte han stilfærdigt og med en rolig undertone. Han havde ikke tal på hvor mange penge han havde givet ud i løbet af oprøret, for penge var vejen til at overleve i disse stunder. Han trak svagt på skuldrene. ”Mørket har allerede en fod indenfor Procias’ grænser, så det vil ikke blive så besværligt igen at overtage landet, hvis det hele da går efter planen vel at mærke,” endte han lettere tænkende, inden han vendte blikket ned mod hende igen. At være hende så tæt som han var, var noget som fik hans hjerte til at slå hurtigere imod hans bryst, hvor han ikke rigtig kunne tage blikket fra hende igen. Han lod panden møde hendes, så de kom tættere på hinanden – inkluderet deres læber. Han hadede at hun skulle friste ham på denne måde! Drage ham, som var hun en magnet! Og dog.. nød han det? Som han havde låst hånden omkring hendes kæbe og hage, lod han blidt sin tommel stryge over hendes bløde læber, imens han betragtede bevægelsen. Det fristede ham, men han gjorde det ikke, han måtte ikke! Han vidste desuden at hun bare ville blive muggen og så havde han hendes spydige kommentarer over hovedet igen, og det gad han heller ikke! ”Det er godt at se dig frisk igen,” endte han med et sigende smil, hvor han betragtede hendes isblå øjne ganske let. ”Så sandt.. jeg kan ikke undvære dig.. jeg kan ikke være dig foruden,” erkendte han i en dæmpet tone. ”Selvom du går mig på nerverne,” lagde han drillende til, som han blinkede kækt til hende. Han nød hendes selskab og det var ingen hemmelighed.

[Deleted]

Det eneste som faktisk måtte nage Ilaria på denne måde, var at hun havde ligget i sengen under hele forløbet. At hun slet ikke havde været med til noget som helst, af det som var sket omkring dem, for det var virkelig noget som måtte irritere hende! Hun var ikke den type som bare ville stå og se passivt til. Nej! Hun ville være med til det, være med til at lade dette sprede sig på denne måde, for det var sådan noget som gjorde det hele så mange gange bedre, også for endes vedkommende. Hun manglede de former for eventyr og specielt nu hvor hun havde ligget i sengen igennem en hel vinter på grund af en forbandet sygdom, som han tydeligt havde reddet hende fra. Selvfølgelig var hun ham taknemmelig, men det var igen det lille faktum at skulle vise det og uden at det ville ende med at lyde helt forkert. Han var det stik modsatte af hende.. hun gik en tid i form af helvede i møde, netop fordi at det blev varmere og varmere – Det var heller ikke i de stunder, at det fristede hende mest at skulle søge ud, for det gjorde det bestemt ikke på nogen måde. Der var hun tvunget til mørke og kulde der hvor hun kunne skaffe det, og det var bestemt heller ikke nemt altid! Bare det at vide, at han ikke kunne være hende foruden, var faktisk noget som gjorde hende fuldkommen mundlam, for det var ikke ord som hun egentlig havde regnet med at skulle høre fra nogen andre. Det var de færreste som kunne tackle hende, selvom hun måtte erkende, at han faktisk havde gjort et godt stykke arbejde så langt. Hun.. stolede faktisk på ham. Hun trak på skuldrene. ”Tja, hvad skal jeg sige? Jeg er vel noget særligt og specielt?” Hun blinkede let til ham og uden at smilet falmet. Hun havde det allerede meget bedre, og igen, så det var kun på grund af ham. Hun holdt af ham, men det var heller ikke fordi at det var noget som hun direkte havde været i stand til at skulle sige på den ene eller den anden måde, for hun ville da være sikker på, at hun ikke blev gjort fuldstændig til grin i den anden ende. Det ville hun da slet ikke høre nogen som helst form for tale om overhovedet! Hun nikkede til hans ord. ”Det kan jeg da forstå. Jeg ville bare ønske, at jeg havde haft muligheden for at skulle se det med mine egne øjne, end de mange fortællinger.” Hun himlede svagt med øjnene og rystede på hovedet. Hun hørte folk snakke om det, når de gik forbi herregården. Nok blev hun ikke i sengen, men hun blev da på værelset, for hun havde ikke brug for at blive mere syg end det som hun havde været. At stå så tæt på ham, var noget som hun faktisk nød, selvom hun virkelig måtte tage sig selv i nakken, for ikke at ende med at skulle kysse ham, hvilket var noget som hun i den grad havde forbandet stor lyst til for øjeblikket, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Tungen strøg hun let over sine læber, næsten som hun ville byde ham til at komme dem i møde. Det var ikke fordi hun ville blive muggen, det var.. spil fra galleriet. Hun ville bare ikke anstå der som svag! At han strøg hende over læberne, var noget som efterlod en svag sitren, som hun prøvede ikke at vise. ”Du kan ikke være mig foruden?” gentog hun næsten forvirret. Alene, så var det ikke noget som folk havde fortalt hende før.

[ilosonic]

At Ilaria var træt af at hun ikke havde været mere ude, forstod Ilosonic nu godt, for selvom hun nok ikke var meget for det, så var han faktisk kommet tæt ind på hende, specielt fordi det var ham som havde passet hende i hendes sygeforløb. Han havde været inde ved hende hver dag, han havde holdt om hende hver nat, for at gøre hende rask, for at få feberen til at falde og dræbe virussen som havde været i hende. Han havde dog gjort hendes isdæmon syg, og nu hvor de var ude i den friske luft, så var det også tydeligt at hun var ved at komme på benene igen, for hun så faktisk helt frisk ud igen og det var faktisk dejligt! De mørke øjne betragtede hende ganske let med et muntert skær. Han rystede smilende på hovedet til hendes ord, hvor han fnes kort, for det morede ham faktisk! Han vendte endnu engang blikket mod hende, hvor han smilede skævt. Han lod armen glide omkring ved hendes lænd, inden han trykkede hende tæt ind til sig, inden den anden hånd greb omkring hendes hage og kæbeparti endnu engang, så han kunne holde hendes hoved i et fast greb, skønt hun altid ville kunne trække det til sig. ”Så sandt.. unik,” endte han med et skævt smil, hvor hans mørke øjne hvilede drillende på hende. Hun var ham unik, selvom det kun var sagt i sjov, men han kunne ikke komme udenom at hun faktisk betød meget for ham for.. måske han var kommet ind på hende, men det var jo også gengældt, han havde passet hende, og de havde tilbragt tid sammen, derfor var hun også kommet tættere ind på ham. ”Det kommer nok, Ilaria.. det er ikke færdigt endnu,” svarede han stilfærdigt, hvor han så hende i øjnene, imens han smilede beroligende til hende. Som hun strøg tungen over læberne, lod han sin pande falde fraværende mod hendes, som han kort betragtede hendes læber. Hvorfor skulle de også se så indbydende ud?! Hvorfor skulle han overhovedet blive draget af hende på denne måde og så lige netop nu? Hun distraherede ham virkelig og han brød sig ikke om det! Selvom.. han et sted også nød det? Det forvirrede ham virkelig! Han kunne dog ikke komme udenom at han nød at være hende tæt, han nød at holde om hende, som han havde gjort igennem hendes sygeforløb og han nød at stå hende tæt som han gjorde i øjeblikket. Han mærkede tydeligt hvordan hun måtte sitre, da han strøg sin finger over hendes læber, fordi de var modsætninger så var det også lettere at mærke hendes krops reaktioner og derfor kunne han også tydeligt mærke at hun sitrede, men han vidste at det også ville være gengældt. Han lod kort sin egen tunge stryge over hans læber, hvor han næsten følte sig helt tør i halsen? Hvilket også var grunden til at han sank. ”Mh-mh,” mumlede han, hvor han tog et sidste skridt ind mod hende, så de endte med at stå helt tæt, bryst mod bryst, dog uden at han så væk fra hende. Han kunne ikke undvære hende, han havde trods alt reddet hende fra sygdommen fordi han var kommet til at holde af hende, for havde han været ligeglad med hende, kunne han jo bare have ladet hende dø. Han bed tænderne fast sammen. Det kunne vel også være ligegyldigt? Ganske langsomt, førte han sine læber tættere mod hendes, næsten prøvende, inden han trykkede dem imod hendes i et dybt kys.

[Deleted]

Det var virkelig ironisk at tænke på, at Ilaria var blevet mere syg, for at kunne blive rask. Sonic havde formået at slå det virus ihjel som havde sat sig ved hendes hjerte og lunger, hvilket hun i den grad var taknemmelig for. Hun havde aldrig nogensinde oplevet det faktum, at nogen faktisk ville hjælpe hende med noget som helst, for.. det havde de aldrig nogensinde gjort før, hvilket i den grad også var noget som havde en utrolig stor betydning for hende. Hun var en for stor mundfuld for de fleste, hun var kræsen, hun var sin egen herre og hun var den type kvinde som nægtet at underkaste sig en mand på nogen som helst måde overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hvilket han vel også havde fundet ud af efterhånden? Lige hvordan det hele var gået til, det vidste hun ikke, men han var virkelig kommet under huden på hende, som ingen anden nogensinde havde formået. Måske at det var fordi at han havde været inde ved hende hver eneste dag, at hun faktisk havde givet sig en smule hen til ham, ladet ham se hende blottet, som han havde ligget og varmet hende, så havde han også accepteret når hun havde sagt stop, hvilket hun også var glad for. Han var.. anderledes og det var i den grad også ment på en god måde, det var slet ikke noget som han skulle drage det mindste i tvivl om overhovedet. Hun sendte ham et smil. ”Fortæl mig mere.. hvad er det som gør mig så unik, Sonic,” opfordrede hun med en mindre stilfærdig stemme. Hun var jo trods alt selv nysgerrig af sig, hvilket han havde fundet ud af? Hun trak vejret dybt. Kulden som de vandrede rundt i, var hende bestemt en kæmpe hjælp for øjeblikket, for det gjorde hende stærkere, selvom hun virkelig prøvede at dæmpe den kulde. Hun vidste, at han ikke brød sig om den, og hvis der var noget som han havde lært hende, så var det at skulle tage hensyn. Han havde jo trods alt også taget hensyn til hende. ”Det glæder mig. Jeg vil også være med til det sjove,” påpegede hun med et stille, dog nærmest så mildt et smil. Nok en dronning af is, men hun havde et hjerte.. og det var han kommet skræmmende tæt på igennem vinterens forløb og hendes egen sygdom. At være ham så tæt på, så var han så sandelig ikke den eneste som blev fristet, men i den grad også hende selv! At tage sig selv i nakken, var heller ikke helt nemt altid! ”Det forstår jeg ikke..” mumlede hun dæmpet, selvom hun straks måtte komme på helt andre tanker, som han endte med at komme helt tæt på hende. De isblå øjne faldt direkte til hans skikkelse, som han selv måtte komme hende tættere på. Hendes hjerte begyndte at hamre mod hendes bryst, som han stille og forsigtigt kom tæt på og nok til at lade læberne møde hendes i det dybe kys som hun selv gengældte, nærmest uden at tøve. Nu hvor hun også havde muligheden for at smage bare en anelse på hans egne, uden at det skulle gå så hurtigt, at hun selv ikke var i stand til at følge med, som det havde gjort de sidste gange, hvilket i sig selv, faktisk var en tanke som måtte frustrere hende. Nu kunne hun smage hans, hun kunne være med i det og hun.. nød det. Øjnene gled i, som hun blot stod der og besvarede det. Det gjorde hende helt blød i knæene!

[ilosonic]

Det at være kommet Ilaria så tæt, var noget som et sted måtte både overraske, men også more Ilosonic, for hun var denne isdronning og alligevel, så havde hun vist at hun faktisk ikke var så kold og lavet af is igen, hun havde et hjerte, hun havde følelser, selvom hun også var ret bestemt af sig, men det morede ham nu kun, for hun var ikke kun kold, hun var ikke kun kommanderende og dominant, nej hun var også nysgerrig, hun kunne faktisk formå at være mild og stille, selvom hun var denne eventyrlystne person, som skulle ud og opleve noget, så kunne hun også finde roen, hvilket hun jo så også havde været nødsaget til under hendes sygeforløb, hvor han havde beordret hende til at blive i sengen, for det nyttede ikke at hun blev mere syg, men hun havde fået det bedre og han ønskede heller ikke at holde på hende som var hun en fange, desuden ville han gerne tilbringe lidt mere.. kvalitetstid sammen med hende, ud og gå sammen med hende i stedet for kun at opsøge hende på værelset for en kort stund og så gå igen. Han smilede skævt til hendes spørgsmål, selvfølgelig fangede han hendes interesse, når han kom med sådan en kompliment, selvom at hun altid førhen havde været kold over for komplimenter, men det var vel fordi at han var kommet tættere på hende? Han vidste det ikke. ”Hvad der gør dig unik?” gentog han roligt, imens han lod sin ene finger sno sig omkring én af hendes mørke lokker, inden han trak svagt på skuldrene. ”Du skiller dig ud fra mængden, du er anderledes.. anderledes på en god måde. Du er.. speciel,” svarede han lettere eftertænksomt, for det var faktisk svært at forklare, når han tænkte over det, for.. hvorfor var hun så unik? Han vidste det ikke engang selv, han vidste bare at hun fangede ham på en måde, som han ikke kunne forklare. Han nikkede roligt til hendes ord. ”Og du skal nok få lov til at komme ud i marken,” forsikrede han hende, hvor han sendte hende et roligt smil. Det nyttede jo heller ikke at hun blev rastløs af at lave ingenting, for hun havde også fortjent at komme med lidt ud, hun var trods alt taget med ham, fordi hun ville støtte og hjælpe ham med oprøret, så det skulle hun også få lov til. Han god som sagt ikke at holde hende inden døre, som var hun en fange, for det havde jo fra starten været meningen at hun skulle hjælpe ham og han var faktisk kun glad for at hun ville hjælpe til med at få Procias i sænk, selvom det allerede var et stort kaos, fordi han havde startet oprøret. Han opfangede ikke rigtig hendes ord, da han var helt hypnotiseret af hendes læber og det at være hende tæt. Han nød at holde om hende, selvom han vel egentlig ikke burde? Hendes kulde gjorde ham intet, for han havde trods alt meget overtøj på, netop for at han ikke skulle komme til at fryse. At hun besvarede hans kys, var noget som faktisk måtte lette ham, hvor han også lod øjnene glide ganske blidt i, så han blev omgivet af det trygge mørke. At mærke hendes kolde læber imod hans varme, fik behaget og varmen til at skylle ind over hans krop, hvor det føltes som om at hans krop stod i flammer, selvom det ikke var tilfældet. Hjertet begyndte at slå hårdere imod hans bryst, hvor han trykkede hende tættere på sig, så han kunne mærke hende ordentligt.