The perfect life?

[ilosonic]

Dagene var gået hurtigt, de var blevet til uger, som var blevet til måneder og der var snart gået et år siden at Ilosonic havde mødt Ilaria for første gang, hvis ikke et år allerede var gået. Hele vintertiden havde Ilaria været syg, hvor han havde passet på hende, varmet hende, skønt hun havde hadet det, men det havde reddet hendes liv. De var kommet tætte på hinanden, hun var den første som han rigtig havde åbnet op for, hvilket også havde givet pote i den anden ende. De var endt tætte, hvor hun var endt gravid, noget som han faktisk havde set frem til, selvom det naturligvis havde været en skræmmende periode og meget ondt havde de skam også mødt, for han var blevet blind på højre øje, fordi han havde søgt til Dvasias for at redde Ilaria og deres lille pige fra Julien. Det havde kostet ham dyrt, men.. han fortrød intet, for han gjorde det gerne igen så længe hans familie var i sikkerhed! De var endt gift og selvsamme aften var de endt forældre, hvilket var.. en måned siden? Måske lidt mere måske lidt mindre, helt sikker var han ikke, for tiden fløj virkelig bare af sted! Sommertiden var endnu engang ovre begyndt at blive erstattet af efteråret, som det var tydeligt at mærke at det var ved at blive køligere, noget som han vidste at Ilaria måtte nyde noget så frygteligt godt af, for hun var jo næsten endt helt gladere, fordi det var det som hendes race fandt styrke ved. Det gjorde dog ikke Ilosonic det mindste, for han havde andre dæmonracer i sig som kunne gå ind og beskytte ham når ilddæmonen ikke kunne. Desuden havde han en masse som han skulle se til. Han havde fået den smukkeste lille prinsesse som Ilaria tvang ham til at passe af og til når hun selv ønskede en pause, og ikke nok med at han passede sin datter, så havde han også meget arbejde som skulle gøres, hvor han også var ved at lære Ilaria op i det hele, eller det mest vigtige, for hun stod trods alt som landets grevinde om hun ville det eller ej! Grunden var blevet beskyttet af Nathaniel, og som han selv havde lovet, så havde han givet manden sit pergament tilbage, for han vidste at det var dumt at gøre sig uvenner med alle, desuden vidste man jo aldrig hvornår man kunne få brug for en mand som Nathaniel, dog holdt han lav profil angående Procias, egentlig ventede han jo bare på en chance til at slå til, selvom den ikke havde budt sig endnu, desuden så var hans familie også i førsterække, den tænkte han mere på end selve landet!
I øjeblikket stod Ilosonic inde på sit eget værelse, hvor Jacquelines vugge også måtte være, det var jo mere eller mindre blevet hans og Ilarias fællesværelse, selvom hun stadig havde sit eget, for skænderier var der jo stadig mange af, selvom de var blevet mindre nu hvor de havde fået den lille. Desuden regnede han med at give tøsen Ilarias værelse når hun engang blev stor nok til det, for det lå lige ved siden af hans eget, så det kunne ikke blive bedre! Han stod ved vuggen, hvor Jacqueline lå. Ilaria havde søgt ud af huset og ud i byen, hvor han havde fået til opgave at passe den lille, hvilket han heller ikke havde noget imod, for han elskede virkelig sin datter! Det var eftermiddag, så tøsen skulle have en lille lur, eller han prøvede at få hende til at falde i søvn i hvert fald. Han fægtede let ud med armene, hvor han holdt om et af Jacquelines legetøj, som skulle forestille at være et sværd, som han fortsatte sin historie: ”… Prinsen sprang ind ad døren, uden at tøve det mindste, hvor han kløvede sit sværd igennem luften og halshuggede mindst tyve vampyrer!” Han gjorde nogle fægtebevægelser og bevægede sig let rundt ved vuggen. I stedet for at få tøsen til at sove betragtede hun ham mere fordi hun nød hans lille ’teaterstykke’. Han fortalte om dengang hvor han havde reddet Ilaria fra Julien, klart hans yndlingshistorie og det så ud til at selv tøsen fandt den god og underholdende.

[Deleted]

Dagene gik mere eller mindre så det fløjtede. Jacqueline voksede virkelig til i disse dage, ikke fordi at det var noget som forundrede nogen som helst. Hun blev lun mere og mere opmærksomhedskrævende og det var noget som virkelig måtte irritere hende. Hun kastede ganske rigtigt meget af ansvaret hen på Ilosonic, hvor hun mere eller mindre kun tog sig af den lille pige når hun skule spise, ellers ville hun egentlig ikke rigtigt have noget som helst med tøsen at gøre. Ikke fordi at hun ønskede at gøre det, men hun følte virkelig at den forbandede lille tøs frarøvede hende tiden sammen med Sonic, så selvfølgelig var det noget som kun måtte frustrere hende yderligere! Selvom det var den smukkeste lille tøs som de havde fået sig, en tøs som hun elskede, selvom hun slet ikke var god til at vise det for hverken Sonic eller deres lille datter, så prøvede hun faktisk. Hun prøvede virkelig at falde til ro med det hele, selvom det slet ikke var nemt for hende på nogen som helst måde! Alene den tanke om at skulle miste ham, var noget som virkelig skræmte hende, også fordi at hun et sted var bange for at gøre tingene forkert – netop også ved at hundse rundt og koste sådan rundt med ham som hun gjorde det, selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde det mindste til, for det var sådan som hun var som person, det var sådan som hun altid havde været det. Måneden var gået også selvom deres lille prinsesse stadig var lige så skrøbelig og hjælpeløs som hun havde været ved fødsel, så var det også tydeligt at se at hun virkelig havde formået at knytte et umådelig godt bånd til Sonic, hvilket hun var glad for, selvom hun virkelig var bange for at hun ville falde af med den på vejen, et sted var det noget som skræmte hende direkte.
Lige her omkring middag havde Ilaria mere eller mindre tvunget Sonic til at lægge deres lille prinsesse i seng. Hun havde valgt at tage et iskoldt bad, også for at finde muligheden til at køle ned. Selvom hun havde sit eget værelse at søge til, så havde hun mere eller mindre valgt at flytte ind på Sonics. De var jo trods alt også gift, så selvfølgelig var det noget som heller ikke måtte sige så lidt i den anden ende. Hun fik håndklædet omkring sin krop, idet at hun steg ud af badet. Det lange og mørke hår klistrede sig til hendes skuldre og nakke, idet at hun søgte ned mod værelset, kun lige tidsnok til at få det sidste af historien at vide. Et sted så kunne hun slet ikke lade være med at smile, for det var et sted.. rart at genopfriske det som de havde været igennem til nu. ”Er hun ikke lidt for lille til de historier endnu, syns du?” spurgte hun med et stille smil på læben. Hun gik hen til hans skab, idet hun åbnede det og vilkårligt endte med at gribe efter en af hans skjorter. Dem kunne hun faktisk godt lide at rende rundt i og siden hun ikke regnede med at skulle søge ud i løbet af dagen, så var det også langt nemmere for hende bare at finde noget at gå i. hun lod håndklædet falde, idet at hun tog den på og knappede den. Normalt tog hun en af dem som han havde gået i, men denne gang blev det jo så en ren. Hun førte roligt håret over den en skulder idet at hun vendte blikket mod ham og deres lille pige – selvom hun så langt mere på ham end det som hun skænkede sin lille datter et blik.

[ilosonic]

Ilosonic var ikke helt sikker på hvad det var som Ilaria foretog sig i øjeblikket, det eneste han vidste at hun havde sagt at han skulle få Jacqueline til at sove, så det var naturligvis hvad han prøvede i øjeblikket, selvom det så ud til at han kun havde fanget den lille piges opmærksomhed end noget andet. Han vendte blikket mod pigen der lå i vuggen, som han gik hen til den og satte sig på knæ og lænede sig mod vuggen, så han kunne se ned mod hende. ”.. men der var alt for mange af dem! Dog forhindrede det ikke prinsen i at redde den smukke dronning og hans yndige lille prinsesse,” endte han med et brede smil på de rosenrøde læber, som han kun trak på smilebåndet da Jacqueline rakte armene op imod ham, selvom han vidste at han ikke måtte tage hende op, for så fik han hende da aldrig sluppet igen! Desuden skulle hun sove. Han rakte alligevel sin ene hånd ned mod hende, som han lod hende tage omkring hans hånd, hvor et varmt smil gled over hans læber. Han elskede virkelig sin lille pige! Overalt på jorden! Hun betød virkelig alt for ham, præcis som hendes mor måtte gøre! Han havde dog ikke lagt mærke til eller hørt at Ilaria var kommet op og stod i døren, ikke før hun talte til ham, hvilket fik ham til at vende blikket mod hende. Han vendte blikket ned mod Jacqueline der holdt om hans hånd, hvor et morende smil gled over hans læber. ”Nej da,” endte han roligt, ”min lille pige skal da vide at hendes far kom og reddede hende, sammen med hendes gudeskønne mor.” Han vendte roligt blikket tilbage mod Ilaria igen, hvor han trak på smilebåndet. Han betragtede hende, som hun gik over mod hans skab og fandt én af hans skjorter frem, hvilket fik ham til at trække på smilebåndet. Et sted fandt han det ikke passende at hun gik rundt i herretøj, men på den anden side kunne han faktisk godt lide at se hende i hans eget tøj, selvom han faktisk mest nød at se hende i en kjole, når hun blev så feminin, men det gjorde det da kun langt mere specielt når hun så endelig havde én på. Han vendte blikket ned mod Jacqueline, som han strøg den lille pige blidt over hovedet, inden han rejste sig og vendte sig mod Ilaria. Hans smukke hustru. Mere stolt kunne han virkelig ikke blive, for han havde virkelig den mest vidunderlige kvinde på denne jord! Han gik roligt hen til hende, hvor han slog armene omkring hende, blot for at trække hende ind til sin egen krop. Han selv bar det sædvanlige pæne tøj, som det var ham påkrævet som greve, de sorte fløjlsbukser, hans hvide skjorte og hans sorte lakerede sko. Han sendte hende et skævt smil, som han vendte det mørke øje mod hende, det eneste som han trods alt kunne se med, skønt han ikke længere skjulte sit ansigt bag stof, kun når han var ude, men ikke herhjemme, hans datter skulle ikke lære at frygte ham, men vide betydningen bag hans vansirede øje, netop ved den historie han fortalte hende om og om igen. Han lænede sig ind mod hende og skænkede hendes læber et dybt og ikke mindst længselsfuldt kys, inden han trak sig igen efter kort tid. Han løftede hånden og strøg Ilaria blidt over kinden, som han tydeligt kunne se at hun havde fået taget et bad. ”Gjorde badet godt?” spurgte han roligt og lettere nysgerrigt, som han hævede det ene øjenbryn.

[Deleted]

Ilaria havde virkelig bare haft brug for et bad, hun havde haft brug for at køle sig ned, også fordi at det heller ikke havde været helt nemt. Det havde dog gjort frygtelig godt for hende, for det gav hende andet fokus end sin lille datter. Jovist elskede hun sin datter mere end det so hun kunne elske noget andet, men Sonic havde desværre bare en alt for stor en betydning for hende og mere end det som hun nogensinde ville være i stand til at beskrive det selv, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Alligevel kunne hun ikke gøre for, at den lille møgunge af en datter som de havde, måtte tage mere opmærksomhed fra Sonic når det måtte komme til hende, om det var noget som hun så ville det eller ikke. Hun vidste udmærket godt at den lille pige var så skrøbelig og så hjælpeløs at de ikke havde noget andet valg, men det var virkelig ved at blive en pligt mere end det som det var noget andet og det var noget som hun desværre kun alt for hurtigt måtte køre træt i! Hun vendte blikket roligt mod Sonic, hvor selv smilet kun måtte brede sig. At han ikke skjulte sig hjemme glædet hende om ikke andet. Hun var ikke bange for det, hun frygtede det ikke og hun vidste hvorfor og hvordan han havde fået det og selvfølgelig skulle Jacqueline kende til den samme sandhed, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om! Hun rystede stille på hovedet. ”Du har ikke fortalt hende hvor meget hendes mor satte pris på at hendes far kom hende til undsætning.. da hun havde allermest brug for ham.” Hun blinkede let til ham. Jovist havde hun ændret sig frygtelig meget igennem det sidste stykke tid, at det var helt utroligt!
Måske at det ikke var en anstændig beklædning for en grevinde, men Ilaria måtte ærligt erkende at hun måtte være fuldkommen ligeglad. Ikke fordi at det var noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, om det var noget som man ville det eller ikke. Hun knappede skjorten roligt og vendte sig mod ham. Det gjorde hende en anelse mere rolig at vide at hun havde ham tæt på sig – hvilket selvfølgelig kun var noget som hun deriblandt også følte når hun havde en skjorte på sig eller med sig. De isblå øjne vendte hun direkte mod ham og med den samme mine som tidligere, idet at han kunne komme hende i møde og lod armen søge omkring hende, idet hun mere end glædeligt valgte at trykke omkring hende, hvor hendes hænder roligt gled over hans overarme, idet hun mere end glædeligt mødte ham i hans kys som hun gengældte mere end glædeligt! Hun lukkede øjnene ganske let og med blikket hvilende på ham derefter. Hun nikkede roligt. ”Jeg kan trygt sige dig, at du kan lægge dig ved siden af mig i aften,” sagde hun roligt. Det i sig selv, var vel også noget af det vigtigste, var det ikke? Om ikke andet, så var det sådan at hun måtte se på det. Hun lod den ene hånd roligt glide mod hans kind. Iskold mod hans varme, men hun havde jo trods alt også lige været i et iskoldt bad, også selvom det virkelig havde gjort godt! ”Du har ikke fået hende til at sove endnu..” påpegede hun sigende, som hun vendte blikket næsten skulende mod deres lille piges vugge – på hans side af sengen, for hun nægtede at have noget at gøre med tøsen om natten hvis hun ellers kunne blive fri for det.

[ilosonic]

At Ilaria ikke brød sig så meget om Jacqueline, vidste Ilosonic godt, og det gjorde faktisk ondt, for at se hende blive så kold overfor sin egen datter, brød han sig ikke om, specielt fordi han selv havde haft en dårlig barndom og han ønskede ikke at Jacqueline skulle have det på samme måde! Dog nægtede han at blive som sin egen far! Han ville elske sin lille pige i al evighed, og det var vel også grunden til at han var så meget over hende? Han havde intet imod at se til sin datter, når Ilaria hurtigt kørte træt, for Jacqueline kunne altid gøre ham munter, dog var det eneste tidspunkt hvor han kunne springe ud af vinduet, var om natten når tøsen forstyrrede nattesøvnen, selvom han altid endte med at tage hende op der også. Han knyttede et godt bånd til sin lille datter, nok et bedre ét end det som Ilaria gjorde og det bekymrede ham en anelse, men han vidste at det ikke lå til hendes race, dog var han glad for at hun ikke havde lukket fuldstændig af for deres datter, for så.. fik de da for alvor først et problem! Familien betød virkelig alt for ham, og han ønskede ikke at miste dem på nogen måde! Han var Ilaria mere end taknemlig for at hun havde skænket ham en familie – det som han havde drømt om siden han havde været en lille dreng, skønt man nok ikke skulle tro det, men der var jo faktisk en procianer gemt inde i ham, selvom mørket også havde sit tydelig tag i ham og det kom ofte til udtryk. Han trak morende på smilebåndet til hendes ord. ”Jaså? Så må jeg hellere huske at tilføje det til næste gang jeg fortæller hende historien,” endte han med et skævt smil, som han blinkede let til hende, inden han vendte blikket mod Jacqueline og fortsatte de blide og varme strøg over pigens hoved. Han ville fortælle hende den historie om og om igen, for det var og blev hans yndlings, netop fordi den havde sådan en stor betydning! Og det skulle selv Jacqueline vide! Hun skulle vide hvor stor en betydning at hun og hendes mor havde for ham!
Det var måske ikke en anstændig beklædning for en grevinde, men Sonic sagde intet til det, for det beviste vel også bare at hun nød ham? Eftersom hun oftest valgte skjorte han allerede havde gået med så det bar hans duft, desuden gjorde det jo ikke noget når de alligevel bare var herhjemme. Skjorten var dog tydeligt for stor til hendes slanke krop, hvor det havde taget tid for ham at vænne sig til at maven ikke længere var der, for hun var jo blevet helt slank! Næsten som en tændstik! Et sted savnede han den, selvom det ikke var noget som han kommenterede da han vidste at hun selv måtte hade den. Hænderne mod hans overarme fik ham til at smile, ligesom da hun besvarede hans kys. Han holdt hende tæt ind til sig, som han igen vendte blikket mod hende, uden at smilet falmede det mindste, da det faktisk kun blev større ved hendes ord. ”Hvornår kan jeg ikke lægge mig ved siden af dig?” spurgte han drillende, selvom han vel et sted havde ret? Han kunne altid få hende til at falde til ro, de sov jo altid i samme seng, selv efter et skænderi. Hun havde taget et koldt bad, hvilket han tydeligt kunne mærke da hun strøg ham over kinden, selvom han ikke sagde noget til det. Han vendte kort blikket tilbage mod Jacqueline inden han igen så mod Ilaria. Han lod sin hånd falde mod hendes kind, som han vendte hendes blik mod ham, da han tydeligt kunne se at hun nærmest måtte skule efter sin egen pige. ”Skal du skule efter vores datter?” spurgte han stilfærdigt, som han hævede et sigende øjenbryn. Han strøg hende blidt over kinden. ”Og jeg tror jeg kom til at holde hende vågen med mit fægteri i stedet for at få hende til at falde i søvn,” erkendte han sandfærdigt, som han næsten betragtede hende undskyldende. Han lænede sig frem, skænkede hende endnu et kys, skønt det var kortvarigt, blot for at se hende i blikket igen. ”Men det tager ikke lang tid.. så sover hun,” forsikrede han hende, ”og så har du mig for dig selv.”

[Deleted]

Ilaria havde virkelig bare haft brug for at køle ned. Den lille tøs var ekstremt krævende og krævede forbandet meget af hende og ikke mindst også Sonic. Et sted så følte hun sig tilsidesat af en lille unge på en måned, hvilket bestemt heller ikke var noget som man skulle tage det mindste fejl af. Hun følte sig virkelig overskygget af sin egen datter hvilket vel heller ikke var noget som man skulle være jaloux på? Men det var hun virkelig, om det var noget som hun så ville det eller ikke, det var ikke noget som hun kunne gøre for! At se Sonic stå og fortælle hende den historie om og om igen, var noget som virkelig måtte more hende, også selvom det måtte være hendes egen favorit af slagsen, så var det bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. De isblå øjne hvilede på hans skikkelse. Ganske rigtigt at dette måske ikke var en beklædning en grevinde værdig, men det var nu heller ikke noget som hun sagde noget til. Hun kunne bare godt lide at have ham ved sig på denne her måde, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt. Skjorten efterlod hende med en følelse af at han var omkring hende, også selvom hun vidste at han virkelig holdt øje med hende – specielt også når hun tog ud. Hun lod hånden stryge roligt over hans kind og med det stille smil. ”Hvis du endelig skal fortælle hende hvordan prinsen på den hvide hest reddet mor og hende selv, så må du også huske det hele..” påpegede hun med en morende mine. Ikke fordi at man skulle tage det mindste fejl af. Hun havde kæmpet imod Julien, hvilket endda havde ført til at hun havde fået vredet skulderen ud af led, sådan som han havde holdt fast i hende, men det var nu heller ikke noget som hun tænkte over. Hun havde ham ved sig nu, hvilket klart var det som betød mest for hende!
At mærke ham tæt på sig, var dog klart det bedste af det hele, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, det var helt sikkert. Hun trak morende på smilebåndet. ”Tja.. Jeg har jo stadig et værelse selv, så ikke frist mig..” Hun blinkede let il ham. Hun havde måske sit eget, og til tider når de var komme at skændes som hund og kat, så var det fristende at lægge sig derinde, selvom hun desværre måtte erkende, at hun virkelig var blevet afhængig af ham og det var bestemt heller ikke på en skidt måde. At han lagde mærke til at hun skulede efter tøsen, var noget som hun var direkte jaloux på! At han vendte hendes blik mod sig endnu en gang. Hun sendte ham en langt mere fast og bestemt mine, idet at han påpegede det for hende, hvilket han bestemt heller ikke ville se bort fra. Hun endte dog med at nikke. ”Det må jeg indrømme, at jeg virkelig, virkelig ser frem til efterhånden..” sagde hun stilfærdigt. Hun glædet sig virkelig til at få ham lidt for sig selv for en gangs skyld. Denne gang undlod hun dog direkte at skulle se på sin egen lille pige, for hun ville ikke få noget ud af det. Det var jo fra før af, Sonic som skulle holde hende lidt i ørene, og faktisk få hende til at tage sig af sin egen lille pige, for det var slet ikke noget som lå naturligt til hende, også selvom hun virkelig forsøgte.

[ilosonic]

Ilosonic vidste godt at Ilaria ikke altid gad se og passe Jacqueline, men til tider var det bare nødvendigt, for hun var tøsens mor og det var kun hende som kunne made den lille tøs, om hun ville det eller ikke! Han ønskede kun det bedste for Jacqueline og han havde virkelig ikke noget imod at se efter den lille, lade hende kravle lidt rundt på kontoret imens han arbejdede, så han altid ville kunne holde et vågent øje med hende. Han vidste dog at tøsen ikke fik det bedste, for hendes mor virkede til tider til at hade hende, noget som han altid var efter Ilaria med, for et sted stod han jo altid op for deres lille pige, hun var lille, hun kunne ikke noget selv, hun kendte ikke forskel på rigtig og forkert, så man var nød til at holde et øje med hende, som man var nød til at passe på hende, hun var stadig lille og skrøbelig, og han krævede skam at Ilaria vogtede godt om deres lille pige, for hun var trods alt tøsens mor! Selvom.. til tider kunne hun virke direkte … jaloux? Han var faktisk ikke helt sikker, for det var vel tåbeligt? Eller var det sandt? Han trak svagt på smilebåndet til hendes ord, hvor han fortsatte med at holde hende tæt ind til sig. ”Udmærket min kære.. den vigtige detalje vil jeg da ikke glemme til næste gang,” svarede han morende, hvor smilet ikke falmede det mindste. Det var og blev hans yndlingshistorie, på trods han var blevet blind på det ene øje af den grund, og ikke nok med at han var blevet blind, så var hans øje helt vansiret, og et sted var han jo faktisk bange for at hans pige ville blive skræmt af ham, selvom.. hun ville vel vænne sig hurtigt til det? Det var jo ikke fordi hun var bange for ham nu, og hvis hun var vant til at se på ham så ville det vel heller ikke skræmme hende? Det var jo faktisk et bevis på hvor højt han elskede sin datter og ikke mindst sin hustru, det beviste hvad han var gået igennem for hendes skyld.
At se Ilaria i sin egen skjorte var noget som måtte more Sonic, selvom han intet sagde til det, for det var ikke fordi at skjorten skjulte specielt meget, for måske den var for stor til hende, men så lang var den heller ikke igen. Han veg ikke blikket fra hende, som de mørke øjne hvilede direkte intenst i hendes. Han løftede hånden og strøg hende blidt langs kæben. ”Du ved lige såvel som mig, at du ikke kan sove ordentligt uden mig,” endte han lettere selvsikkert, det havde hun jo faktisk selv sagt, desuden så tillod han ikke at hun sov uden ham! Hun var hans hustru, så han krævede hende ved sin side! At hun så skulle skule efter deres datter, var noget som gjorde ham en anelse spids og ikke mindst skeptisk, hvor han ikke så væk fra hende på noget tidspunkt. Han sukkede let og betragtede hende strengt til hendes ord. ”Det er din datter Ilaria.. hvordan kan du være jaloux på hende?” spurgte han ganske stilfærdigt, som han kneb øjnene en anelse sammen, selvom han heller ikke kunne skjule at det måtte more ham. Han lod hænderne stryge ganske langsomt ned ad hendes krop, ned over hendes bagparti og ned mod hendes nøgne lår, som skjorten ikke måtte dække. ”Bange for jeg bliver gift med min egen datter?” spurgte han morende, som han kun trak på smilebåndet. Han gik roligt ned i knæ, som han løftede hende op i sine arme, så hun havde et ben på hver side af ham. Han trykkede hende let op ad skabet, uden han så væk fra hende. ”Hvordan kan du være så kynisk overfor din egen datter?”

[Deleted]

Ilaria ville måske ikke rigtigt erkende det, men hun var virkelig jaloux på sin egen lille datter. Hun fik alt den opmærksomhed fra Sonic af, og et sted så følte hun vel at hun blev skubbet lidt til side? Hun havde altid nydt sig af den tanke om at hun havde haft ham for sig selv og det var nu noget som virkelig bare var blevet direkte spoleret. Hun prøvede virkelig at falde til ro med kendsgerningerne omkring hendes kære datter og at hun måtte være tøsens mor, selvom det slet ikke var noget som hun var meget for, men hun havde jo ikke rigtigt noget som forhold til den lille pige. Sonic hang mest på hende, hvor Ilaria mest af alt gjorde sit for at undgå at være i nærheden af tøsen. At give hende mad var noget som hun gjorde under kraftig protest, for hun var virkelig ikke meget for det. Det der med de kærlige følelser var slet ikke noget som hun kunne relatere til den lille pige, også fordi at hun slet ikke følte at det var gensidig, men det var måske også meget at kræve af en så lille en skabning? Hun sendte ham et stille og let smil. ”Godt.. Hun skal jo have hele historien.. Nu hvor du giver hende den,” sagde hun roligt. Hun ønskede virkelig at prøve, selvom det bestemt heller ikke var nemt, men hun prøvede faktisk! Hånden strøg let over arret ved hans øje. Det skræmte hende ikke, det gjorde hende ikke sur eller noget, for hende så havde det blot været en bekræftelse. En bekræftelse på hvor højt han elskede hende og hvor meget at han var gået igennem for hendes skyld, så selvfølgelig var det noget som betød forbandet meget for hende!
Alene det at Sonic faktisk havde fundet ud af, at hun var jaloux på sin egen en måneder gamle datter, var noget som et sted måtte irritere hende, for det var slet ikke noget som hun ønskede at han skulle finde ud af på denne her måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Hans strøg over hendes ryg og nedover hendes krop, idet at han lod hænderne glide over hendes ben var noget som fik hende til at sitre ganske let, for det var virkelig noget som hun fandt direkte behageligt, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet, om det var noget som man jo så ville det eller ikke. ”Jeg sover måske ikke rigtigt uden dig.. men jeg kan godt,” påpegede hun med et morende smil på læben. Ikke fordi at det var noget som hun ville skjule for ham, om det var noget som man jo så ville det eller ikke. Som han hævede hende, så gled hendes arme automatisk om hans nakke og med benene omkring hans liv, idet at han skubbede hende direkte op af skabet. Blikket hvilede i hans. Hvorfor skulle han køre sådan rundt idet?! Det var slet ikke noget som hun brød sig om på nogen måde! ”Jeg er da slet ikke kynisk overfor min egen datter, Sonic!” endte hun direkte frustreret! Tøsen frustrerede hende virkelig og det var noget som selv virkelig var i færd med at gå hende forbandet meget på! Hun sukkede stille som hun vendte blikket mod tøsens vugge endnu en gang, selvom hun ikke kunne se hende, og der var blevet ganske stille efterhånden, hvilket hun havde det ganske fint med! En time.. måske to med ro inden hun skulle have mad, hvilket hun havde det ganske fint med. Hun vendte blikket mod Sonic endnu en gang og med en ganske fast mine. ”Det kan være fuldkommen lige meget, Sonic.. Jeg.. bryder mig slet ikke om hende..” vrissede hun sammenbidt.

[ilosonic]

Til at starte med havde Ilosonic virkelig hadet det vansirede øje, hvor han havde gået med det sorte bind for øjet dag ud og dag ind, selvom Ilaria altid havde fjernet det for ham, og med tiden var han jo faktisk blevet vant til at gå uden det, hun havde lært ham at acceptere det, acceptere sig selv og det vansirede øje, hvor han kun bar stoffet når han var ude, for han ville jo heller ikke skræmme alle mulige væk, og da slet ikke ydmyge sig selv ved at vise det i offentligheden! For hvad ville folk da ikke råbe efter ham? De hadede ham jo i forvejen, selvom han faktisk lavede landets bedste vin, og faktisk til en rimelig pris, for vinen var brygget ud af Darcy-slægtens familieopskrift, så selvfølgelig var den god! Og med de nye sorter og varianter, så var der også kommet et større udvalg. De solgte faktisk utrolig godt, og det var nok det eneste som folket faktisk var tilfredse med ham for, for han vidste godt at han ellers ikke var meget velset. Han lærte Ilaria op i det at være grevinde, hvor hun så ud til at nyde af alle goderne, hvilket måtte more ham, men han lærte hende det vigtigste af det hele; at holde lav profil, og som hendes fortid som spion burde det ikke være særlig svært for hendes vedkommende. Hun kendte jo princippet derfra, ikke nok med det havde hun for en kort stund været leder af dæmonerne, så det at lede folk kendte hun også til, derfor kunne hun jo faktisk ikke være andet end et pragteksempel som hans hustru og som landets grevinde! Han vendte blikket mod hende, og lukkede øjnene som hun strøg hånden over hans vansirede øje. Han elskede hendes berøringer, desuden vidste han at hun fandt hans vansirede øje som en bekræftelse på hvor højt han havde og endnu elskede hende, for det var jo trods alt for hendes skyld at han var gået igennem det. Faktisk mere Ilaria end for Jacquelines skyld, for tøsen havde jo ikke været født på det tidspunkt.
De kunne stadig have en masse skænderier og specielt når det kom til Jacqueline, for Sonic satte skam forventninger til Ilaria når det kom til deres lille datter, for hun var trods alt pigens mor! Desuden så ønskede han ikke at tøsen skulle vokse op på samme måde som han havde gjort, selvom det ikke ligefrem var let, når hendes mor ikke var der særlig meget for hende, for det var jo mere ham som knyttede bånd med deres datter end det var Ilaria. Han himlede svagt med øjnene til hendes ord og rystede smilende på hovedet. ”Jaså.. men jeg kræver dig ved mine side,” endte han lettere bestemt, selvom det morende smil ikke falmede det mindste. Han mente det dog! Han ønskede ikke at sove når hun ikke var ved hans side! Hvilket også var grunden til at han til tider måtte komme ind på hendes værelse for at sove der, holde om hende, undskylde og få hende roet ned, for at få hende med ind i sengen, medmindre de blev inde på hendes værelse, selvom han regnede med at Jacqueline skulle have værelset når hun blev ældre, for det var jo kun passende at en mand og hustru havde samme værelse og ikke et hvert! Han lod hende blot slå armene omkring hans nakke og benene om hans liv, hvilket også gjorde det lettere for ham at holde hende oppe. Hans smil falmede dog til hendes sidste ord. Hun brød sig ikke om sin egen datter?! Han endte med at slippe hende, selvom han sørgede for at hun landede perfekt på benene igen, hvor han kneb øjnene fast sammen. ”Du bryder dig ikke om din egen datter?” gentog han i en mindre bidende tone. ”Du bryder dig ikke om noget som vi sammen har skabt?!” spurgte han i en mere høj og vred tone, som hans mørke øjne nærmest måtte gløde. Han tog det faktisk som en fornærmelse, for Jacqueline var jo et levende bevis på noget de sammen havde skabt og det kunne hun ikke lide? Det gjorde faktisk ondt at vide.

[Deleted]

Det vansirede øje havde aldrig haft en afskrækkende effekt på Ilaria. Måske at det var fordi at hun så på ham som hun gjorde, for hun ønskede selvfølgelig ikke at miste ham. For hende så havde han ofret sin forfængelighed for hende, også fordi at hun vidste hvor meget det havde plaget ham tilbage i begyndelsen, selvom hun gang på gang havde fjernet klædet. Han var blind på det ene øje, det var måske fyldt med ar og hvad andet, men det var slet ikke noget som havde nogen påvirkning af hende, for det havde det ikke. Det var en bekræftelse på at han elskede hende i hendes øjne og måske at det var en meget mærkværdig måde for hende at se det på, men det var noget som hun faktisk gjorde og det var ikke engang noget som hun gjorde med vilje. Hun elskede ham, også selvom hun vidste, at hun måske ikke var den rette til at vise det, men det var noget som de nok alt sammen skulle finde ud af. Pointen om ikke andet, var vel også at hun prøvede? Og når han var der, så sad hun faktisk igen med lysten til at prøve det, så selvfølgelig var det også noget som betød en del for hende. De isblå øjne hvilede roligt på hans skikkelse og med det stille smil på læben. Så meget over deres datter som han måtte være, var noget som direkte kunne siges at irritere hende. Hendes plads som leder havde været frygtelig, frygtelig kortvarig og ikke noget som hun var husket for. Nok mere som dronningens spion for det var noget som hun altid havde været og noget som hun så sandelig også var stolt af i den anden ende, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. At han ikke længere skubbede hende væk når hun kom i kontakt med hans øje, var selvfølgelig noget som gjorde hende glad. Det var virkelig ikke noget at være skamfuld over i hendes øjne, om det var noget som han ville det eller ikke. Han elskede hende og dette var noget som kun bekræftede det for hende.
Sonic kom langt bedre over det med deres datter, hvilket nu heller ikke var noget som Ilaria sagde noget til. Hun meldte jo trods alt selv af i det store og hele, så selvfølgelig var det også noget som havde betydning hen af den vej. Et sted så irriterede det hende virkelig at det hele skulle gå op i børn, for.. hun havde altså også brug for den opmærksomhed som han gav deres lille møgunge! Hun rystede smilende på hovedet og med blikket hvilende på ham. ”Jeg tror nu også godt, at det er et krav som jeg kan leve op til, min kære.” sagde hun roligt og ikke mindst med en ganske så stilfærdig mine. Ikke fordi at det var noget som hun ønskede at skjule for ham, for det ville da slet ikke være hendes hensigt. Det var ikke engang løgn fra Ilarias side, for hun brød sig virkelig ikke som sin egen lille datter. Hårdt sagt måske, men det var sådan hun havde det! At han så direkte blev vred over det, var noget som hun tydeligt kunne mærke, som han bare satte hende ned på jorden igen, hvor hun stillede sig. Hun kneb øjnene sammen. Det eneste som hun var glad for, var at det var hans og hendes, men hun havde aldrig nogensinde bedt om at blive gravid! Tanken havde gjort hende direkte rasende i udgangspunktet! ”Jeg elsker tanken om at hun er din og min, Sonic.. Men jeg bryder mig virkelig ikke om hende!” Hun ville ikke lyve for ham, hvilket faktisk var en forandring siden start, så det var heller ikke noget som han skulle se bort fra. Tøsen tog jo for pokker alt opmærksomhed fra hende!

[ilosonic]

Det vansirede øje var noget som Ilosonic havde lært at leve med, hvilket han kunne takke Ilaria for, for ellers havde han nok hadet at se sig selv i spejlet hver morgen, men med tiden havde han lært at leve med det, for det var en bekræftelse for Ilaria og et bevis på hvor højt han elskede hende, for hun var og blev virkelig det som betød mest for ham! Han vidste ikke hvad han skulle gøre uden hende, og det var faktisk utroligt at hun var kommet så tæt ind på ham, for han havde altid været indelukket, han havde altid været en enspænder, men Ilaria havde virkelig formået at komme ind på livet af ham, og han fortrød det bestemt ikke! Hun havde skænket ham en familie og han kunne virkelig ikke være mere end stolt over hende og det som hun havde skænket ham! Og han ønskede bestemt heller ikke at miste hende! Men på trods at de skændes tit, på trods af at hun havde skænket ham flere lussinger end hvad han kunne tælle og på trods af at hun fik ham op i det røde felt så han normalt ville flå hovedet af den person, så holdt de sammen. Han kunne ikke få sig selv til at smide hende ud, selvom han blev vred, for så vidste han at hun gik, desuden ønskede han jo ikke at miste hende, så selvfølgelig kunne han ikke få sig selv til at smide hende ud! Han elskede hende, og nu var hun også mor til deres barn, og han ville heller ikke frarøve hende hendes datter, selvom han vidste at hun ikke ligefrem var specielt tilfreds med den lille pige. Han trak på smilebåndet til hendes ord og rystede ganske let på hovedet. ”Godt. For jeg kan ikke sove uden dig,” endte han roligt, selvom han faktisk mente det. Når de endelig kom op at skændes sagde han måske at han fint kunne sove uden hende og til tider at han foretræk det, men.. sandheden var at han bare lå og vendte og drejede sig hele natten, fik kun sovet et par minutter af gangen inden han igen vågnede og dagen efter havde han poser under øjnene fordi han var så træt, fordi han sov direkte elendigt. Han kunne vitterligt ikke sove uden hende! Han var blevet alt for afhængig af hende! Og det var vel kun en god ting? At hun direkte fortalte ham at hun ikke kunne lide sin egen datter, måtte virkelig stikke ham i brystet! Hvordan kunne hun få sig selv til at sige det?! Han vidste at hun var isdæmon og han vidste at hendes slags havde svært ved at åbne op for andre, men dette var for pokker da hendes egen datter! Han himlede med øjnene. ”Prøv at hør dig selv! Du er jaloux på din egen datter!” vrissede han lettere irriteret, som han pegede mod vuggen, hvor Jacqueline højst sandsynlig måtte sove, for der var pludselig blevet ret stille ovre fra hendes side af. Han vendte det mørke øje vredt imod Ilaria igen. ”Og for hvad? Hvorfor er du dog jaloux på din egen lille pige? Hun kan jo ingenting! Hun er lille og har brug for hjælp.. eller er det det som er problemet? Du skal pludselig til at løfte en finger og kan ikke længere mæske dig i luksus?” spurgte han lettere spydigt, som han kneb øjnene en anelse sammen og dog med et stålfast blik hvilende på hendes skikkelse.

[Deleted]

Ilaria vidste udmærket godt at Sonic ikke kunne fordrage det øje som han havde. Ikke fordi at det var noget som hun kunne sige noget til, for hun kunne godt forstå det. Han var kommet hende til undsætning og reddet hendes liv – endnu en gang, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare en kendsgerning som hun ikke kunne skjule. Hun satte pris på det, han passede på hende, han værdsatte hende og han var der for hende, hvilket alt sammen var noget af det som hun måtte værdsætte og sætte højt på hendes egen liste og han skænkede hende virkelig også det hele! Familien havde de, også selvom hun nok ikke delte hans syn på det hele. Hendes slags havde svært ved følelser og det at man skulle tage hensyn til det ene og det andet, hvilket han vel allerede vidste? Hun var krævende, hun hundsede og hun kostede rundt med ham og nu hvor det ikke var hende som var i hans fokus, men deres lille datter, så ja, det var faktisk noget som gjorde hende jaloux! Hun sendte ham et stille smil. ”Jeg kan sagtens sove uden dig, Sonic..” begyndte hun roligt, som hun hævede hånden og lod den stryge roligt mod hans kind og uden at smilet falmede det mindste på nogen som helst måde overhovedet. ”Men søvnen er virkelig ikke noget at prale af.. jeg sover elendigt, hvis jeg ikke har din varme favn at søge til,” sagde hun roligt. Det i sig selv var ikke engang en løgn.
Alene den tanke om at hun var skubbet til side på grund af den lille møgunge, var noget som virkelig måtte irritere og ikke mindst også frustrere Ilaria. Det var ikke noget som hun kunne fortsætte med at undertrykke til tid og evighed. Det var ikke fordi at hun ikke kunne lide sin datter, men der var disse stunder som var værre end andre, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. At han så direkte skulle lyde belærende for hende, var noget som gjorde hende direkte rasende, for det var noget som kun gjorde hende direkte vred at skulle tænke på og det var bestemt heller ikke fair! Hun kneb øjnene fast sammen og vendte blikket mod deres lille pige som måtte ligge og sove godt og trygt i sin lille vugge på Sonics side af sengen, idet at hun vendte blikket stille mod ham endnu en gang og med den samme faste mine som tidligere. At han automatisk måtte gå ud fra at det var hendes liv i luksus som hun måtte være irriteret over, var noget som direkte bragte hende op i det røde felt, hvor hun igen næsten truede med at skænke ham den evige lussing. Det var noget som virkelig gjorde ondt! ”Tror du virkelig at det er mit liv i luksus som jeg er træt af at det koster mig?!” Hun endte med at svinge hånden direkte mod hans kind med den samme forfærdede mine. ”Jeg har knoklet hele mit liv! For mig selv ikke mindst! Ved du hvad? Jeg sover på sofaen!” endte hun med en fast tone. Uanset hvor elendig den søvn så måtte være, så var hun ligeglad! Hvis han skulle v ære sådan, så fint med hende!

[ilosonic]

Ilaria betød virkelig alt for Ilosonic! Hun var hans hustru, hans grevinde, hun var hans et og alt! Hun ejede hans hjerte og han kunne ikke finde på at give det til nogen anden kvinde, for der var ingen som var som Ilaria, der var ingen der kunne måle sig med hende! Det var hende som han ønskede hos sig ved sin side, selvom de tit kom op at skændes og til tider var det over småting, men uanset hvad endte de altid sammen igen, for når det kom til stykket så kunne de ikke undvære hinanden. Hun var blevet ham en svaghed, og om det var godt eller skidt havde han endnu ikke fundet ud af, selvom han ikke ønskede at miste hende for noget som helst i verden, og det beviset hans øje vel også? Han havde fulgt efter Julien til Dvasias med det samme uden at tøve det mindste, og hendes frihed havde kostet ham sit ene øje. Huden omkring var vansiret, selve øjet var misfarvet og med de tydelige blodkar, som øjet kunne se helt blodskudt ud, et frygteligt syn, men.. han var ved at vænne sig til det på grund af hende. Han kneb øjnene sammen til hendes ord, selvom smilet endte med at bryde frem på hans læber da hun fortsatte. ”Godt,” endte han tydeligt tilfredst, som han lænede sig mod hende og skænkede hendes læber et blidt kys. Han elskede hende virkelig! Og det var ord han aldrig havde kunne sige til nogen før, ikke før Ilaria var kommet ind i hans liv, og han kunne sige dem og tilmed mene dem. ”Hvad skulle du dog også gøre uden mig?” spurgte han lettere selvsikkert, selvom han ikke lagde skjul på den drillende tone. Han ville dog ikke kunne undvære hende, for at undvære hende, ville være det samme som at undvære sit hjerte.
At Ilaria ikke kunne lide deres egen datter, måtte faktisk gøre ondt, for det var noget som de sammen havde skabt, i fællesskab og Sonic fortrød det ikke på nogen som helst måde overhovedet! Han elskede sin lille datter, og når Ilaria ikke ville knytte sig til hende, blev han jo nød til at holde øje med hende og gøre det i stedet for! For den lille pige skulle bestemt ikke ligge helt alene dag ud og dag ind! Det nægtede han! Hvis hun ikke ville være der for sin lille pige, så ville han med glæde! Han endte med at knibe øjnene sammen, hvor han direkte skulede vredt til hende. Hun var jo tåbelig at høre på! At være jaloux på et lille pigebarn! En lille baby der ikke kunne gøre noget end at skide, sove og skrige! ”Doven er du i hvert fald blevet!” endte han direkte hånende, selvom han endte med at tie fuldstændig da hun skænkede ham den typiske syngende lussing, hvilket fik ham til at vende kinden mod hende, som var endt helt rød og med mærker efter hendes fingre. Han vendte blikket lettere irriteret imod hende. At hun ville sove på sofaen fik ham til at himle med øjnene. ”Åh ja.. skønt. Stik du bare halen mellem benene, som en kujon, som du altid gør og flygt til sofaen,” endte han ironisk, selvom han endte med at gribe fat omkring hendes håndled og trak hende helt ind til sig, hvor han direkte stirrede hende i blikket, hvor hans eget glødede som en ildebrand. ”Men det kan vi blive to om at bestemme!” endte han med sammenbidte tænder. ”Og slår du mig igen.. så sværger jeg at jeg går amok!” Han var endt med at hæve stemmen, hvor han også var blevet langt mere varm at stå ved, tydeligt at han var vred, selvom han ikke slap hendes håndled på nogen måde overhovedet.

[Deleted]

Selvom Ilaria og Sonic havde deres kontroverser, så var det noget som de altid fandt ud af, så selvfølgelig var det også noget som virkelig måtte glæde hende selv. Ikke fordi at det var noget som måtte sige så lidt i den anden ende, for hun vidste udmærket godt, at hun ikke var nem at have med at gøre. Hun var ekstremt krævende, hun var meget opmærksomhedskrævende og hun vidste det godt og hun tøvede ikke med at skulle lade nogen få det at vide, hvis hun var utilfreds, for det gjorde hun i allerhøjeste grad. Han passede på hende, hvilket selvfølgelig var noget som hun var glad for. Hans øje var slet ikke noget som rørte hende. Hun vidste hvorfor han så sådan ud og det var noget som gjorde det hele meget bedre for hendes vedkommende. At vide at han havde ofret det for hendes frihed og det at hun havde haft muligheden til at komme trygt hjem, også selvom hun knapt nok havde været ude siden, for hun ønskede virkelig ikke at det skulle ske igen. Kysset gengældte hun mere end glædeligt, idet at han valgte at skænke hende det, for hun elskede ham virkelig! Hun hævede hånden og lod den roligt stryge over hans kind, ganske roligt. Hun frygtede virkelig ikke for hans udseende, for det var der ikke nogen grund til. Måske urovækkende, fordi at han så ud som han gjorde, men hun vidste at der ikke var noget direkte djævelsk over ham, men at det var på grund af en opofring – for hendes skyld.
Ilaria vidste udmærket godt at hun ikke burde være jaloux på sin egen lille pige, men hun kunne virkelig ikke gøre for det! Det var bestemt heller ikke fordi at det havde været nemt for hende at acceptere det hele i det store og hele, og alene graviditeten havde fået hende til at flippe som aldrig før. Hun vidste ikke hvordan hun skulle gøre det og se hvor nemt han gjorde det, var noget som direkte frustrerede hende, for hun følte virkelig at hun forsøgte og forsøgte og selvfølgelig var det noget som gjorde det hele mange gange værre. At han så valgte at kalde hende doven, var noget som fik hende direkte til at flippe, for det var hun bestemt ikke. ”Doven?!” gentog hun med en fast og spydig stemme. Hun endte med at træde direkte op foran ham og denne gang langt mere faretruende end det som hun havde gjort det tidligere. ”Kald mig doven EN gang mere!” hvæsede hun med en fast og noget så kraftig stemme. Hans ord gjorde det kun mange gange værre, for hun havde aldrig nogensinde bedt ham om at se sådan på hende. ”Hvis jeg ikke lever op til grevens forventninger, så skal jeg skam nok sørge for at holde mig LANGT væk fra ham!” Hendes isblå øjne skinnede af det rene vrede og det var igen alt sammen på grund af ham, så var det bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. som han tog fat i hende og rev hende tæt ind til sig, kun for at blive varm, var noget som hun tydeligt kunne mærke som et klart og kraftigt ubehag! Hun klemte øjnene fast sammen. Det gjorde hende svimmel. Hun knyttede næven fast. ”Det er noget som jeg selv bestemmer!” hvæsede hun med en fast og kraftig stemme, idet hun gjorde sit for at trække sig væk fra ham. I og med at det ikke virkede, så svang hun den anden hånd direkte mod hans kind. Hun havde fået nok!

[ilosonic]

At de var ved at komme op i en spids igen, var slet ikke noget som forundrede Ilosonic, for hvornår gjorde de ikke det?! Det irriterede ham dog at hun skulle hidse sig op, selvom det mest af alt gjorde ondt at hun direkte sagde at hun ikke brød sig om deres lille datter, for han kunne ikke lade vær med at føle at det også ramte ham, for den lille pige havde de sammen skabt og det kunne hun ikke lide? Det gav ham blot en dårlig smag i munden. Han vidste godt at de ikke havde bedt om at blive gravide, men tanken havde glædet ham alligevel, fordi de var blevet en familie og den lille pige samt deres ægteskab gjorde faktisk at hun kunne blive her i Procias sammen med ham, og det føltes som om hun var fuldstændig ligeglad med det faktum, hvilket virkelig måtte gøre ondt! Han vidste at hans ord ikke hjalp på hendes humør, for han vidste at han ramte de rigtige knapper for at pisse hende af, selvom han også vidste at det han påstod ikke passede, for han vidste at hun havde knoklet hele sit liv, han vidste at hun ikke var doven, men han vidste også at det pissede hende af fordi han påstod det. Måske han mere burde prøve at redde ud i trådene, men.. hun bad selv om det! At hun ikke kunne lide deres datter, var noget som virkelig måtte gøre ham arrig og ikke mindst vred! Han vidste at hun ikke havde bedt om en datter, men hun havde da ikke sagt noget til det under graviditeten, fordi han havde lovet ikke at forlade hende, men hjælpe hende med barnet og det var tilmed ham som gjorde det meste! Han fnøs ganske let til hendes ord. Nu skulle hun også true ham?! Hans mørke øjne glødede helt, så man tydeligt kunne se at han var en ilddæmon, plus han også var blevet helt varm at være i nærheden, skønt han ikke selv tænkte over det. ”Tja.. du er blevet ret doven her på det sidste, men det er nok fordi du er ved at vænne dig af med at knokle selv, for du kan da fint hundse rundt med alle andre, i stedet for selv at løfte en finger!” svarede han vredt og i en højere tone, som han næsten begyndte at råbe af hende. Løgn var det jo ikke engang! Hun var blevet mere doven! Mæskede sig i luksus! Og det var kun takket være ham! Uden ham var hun jo intet! Og hundse rundt med alle andre gjorde hun, specielt ham! Det gjorde ham virkelig vred! ”Og igen! Vælg du bare at stikke af, men det hele vil sgu slå tilbage på dig på et tidspunkt Ilaria! Man kan ikke flygte i al evighed!” vrissede han fast. Han havde aldrig sagt hun ikke kunne leve op til hans forventninger, for det var hun da den eneste der kunne! Og at hun ikke kunne se det, gjorde ham næsten endnu mere vred! Som hun prøvede at trække armen til sig, strammede han kun grebet, hvor han ikke tænke på at hans varme var ubehagelig for hende, for han var jo vant til at have hende tæt på sig uden at hun klagede det mindste. Han endte med at gribe fat omkring hende med begge hænder, så han holdt hende bedre fast, hvor han ikke vendte blikket væk fra hende. ”Du kan tro nej! Du har bare at blive her!” hvæsede han vredt, hvor han ikke opdagede hendes anden hånd, der svang sig over den anden kind, så han fik et mærke der også. Han prustede som en arrig tyr, hvor han langsomt vendte blikket direkte vredt og rasende imod hende. Han endte med at tvinge hende op ad skabet, hvor han lod den ene hånd falde mod hendes nakke, så han kunne vende hendes blik imod sig imens han stadig holdt hende fast. ”Jeg sagde du ikke skulle slå mig igen..” Hans tone var lav og dog en direkte glødende trussel, som han så hende direkte i blikket. Pigen var begyndt at skrige, da de høje stemmer og larmen fra skabet havde vækket hende, og hun kunne vel tydeligt mærke der var noget galt? Selvom det egentlig ikke var noget nyt.