The perfect life?

[ilosonic]

Når de skændes så gik det virkelig vildt for sig, de sagde ting som ingen af dem mente, såsom da Ilosonic havde sagt at han ville finde en anden til hendes plads som pigens mor og hans hustru, selvom.. det ville jo aldrig ske, for han elskede virkelig Ilaria og der var ingen som kunne overgå hende uanset hvad! Der var ingen kvinde som havde kommet sådan ind på ham, sådan som Ilaria havde og det ville ikke forandre sig, for der var ingen derude som var som Ilaria, og han var naturligvis glad for at det var hende som havde skænket ham lille Jacqueline, han var stolt over at kunne kalde Ilaria for sin hustru og mor til deres lille pige, for det var han! Men det var også derfor det sårede at høre at hun slet ikke kunne lide deres lille pige, det som de sammen havde skabt, skabt i fællesskab, i deres kærlighed, selvom det godt nok ikke havde været meningen, men de havde jo stadig været tætte på hinanden fordi de havde haft følelser for hinanden og ikke bare overfladisk set, så det betød vel noget? Måske hun ikke var den fødte mor, og et sted var han faktisk overrasket over sig selv, men.. han havde jo nok stadig en prociansk sjæl og tankegang inderst inde, specielt når det kom til familie, for sådan én havde han jo egentlig aldrig haft og det var noget som han altid havde ønsket sig, så det betød utrolig meget for ham! Når de skændes, så gik de mere på hinanden psykisk end som fysisk, for blev det først fysisk så var den virkelig gal! Normalt var han ligeglad med om han slog en kvinde, hvis hun havde fortjent det eller tirrede ham til det, men det ønskede han ikke ved Ilaria, for han elskede hende og han ønskede ikke at skubbe hende væk fra sig. At hun så direkte skulle sige at hun hadede ham, var noget som gjorde ondt, selvom han ikke lod det komme til udtryk, for han gad ikke virke sårbar, selvom det virkelig måtte gøre ondt at høre, specielt fra hende. Han var ligeglad med om alle andre hadede ham, men Ilaria? Det mørke øje søgte roligt til hendes skikkelse, som hun måtte sidde i sengen, hvor han selv for en kort stund blev stående i døren til badeværelset og betragtede hende, som hun havde sat sig op og madede den lille pige, hvilket fik et mindre træk i den ene mundvig frem, selvom det dog falmede igen, som han gik hen mod sengen. Det var ikke fordi at han var sur på hende.. eller jo det var han faktisk, men han var mest af alt skuffet over hende, over de ord hun havde sagt, for kunne hun ikke lide det her, så kunne hun da bare gå! Han holdt ikke på hende! Eller det gjorde han nok, men det var mere fordi han ikke ville miste hende, selvom han bestemt ikke gad holde på hende, hvis hun alligevel hadede ham og deres datter med, for hun var fri til at søge væk. Han sat sig roligt ned på sengekanten igen, hvor han roligt trak sig op i sengen, selvom han gjorde det langsomt, for han havde virkelig ikke kræfter til at løfte benene! Han var virkelig blevet udmattet. Han satte sig tættere på Ilaria, mest fordi hun holdt deres lille datter. ”Her..” endte han tonløst, som han rakte hende kluden, inden han blot sank ned i sengen og stirrede på kommoden som var endt helt forbrændt og kulsort visse steder. Han holdt sig ellers tavst, da han ikke rigtig havde noget at sige til hende.

[Deleted]

Det var aldrig det rene himmel når Ilaria var oppe at skændes med Sonic. Selvfølgelig sagde hun mange ting som hun slet ikke mente, og det gjorde ondt at vide, at han tog så hårdt på det når de endelig var komme at skændes, selvfølgelig, men hun håbede virkelig at de kunne ordne op – ligesom de altid gjorde. Denne gang havde det dog været mange gange værre, end det som det havde været sidst. Ikke fordi at det var noget som man direkte kunne gøre det største ved i den anden ende, om det var noget som man jo så ville det eller ikke, men det var jo bare at tage tingene som de måtte komme. Denne gang havde hun virkelig sagt forbandet meget som hun slet ikke mente, for det var jo slet ikke fordi at hun ikke holdt af ham, for det gjorde hun! Hun kunne aldrig nogensinde hade ham! Aldrig! At han så forblev så tavs som han gjorde, var heller ikke noget som behaget Ilaria det mindste, for hun vidste udmærket godt, at hun havde krydset grænsen denne gang, og at der ikke var noget som hun kunne gøre ved det. Blikket vendte hun stille mod ham og med den samme alvorlige mine fra før af, selvom hun ikke sagde det mindst fejl det, for det var der virkelig ikke nogen grund til når alt endelig skulle komme til stykket. Et sted kunne hun jo godt forstå det? Selvom hun var direkte iskold, hjerteløs på sit vis, så var dette j heller ikke noget som man skulle tage fejl af, for hun gjorde virkelig alt det som hun kunne for at leve op til de forventninger som han måtte have til hende som person og ikke mindst som mor, for hun vidste udmærket godt, at det slet ikke var nemt på nogen måde, men hun prøvede da!
At made deres lille pige som tydeligt var faldet mere til ro, selvom hun i den grad godt kunne mærke, at den lille pige direkte måtte koge, var noget som tydeligt måtte gå hende på. Hun havde været mere end nok offer for varme lige her til middag, ifølge hende selv om ikke andet! Hun strøg den lille pige over kinden, som hun roligt spiste sig godt og mæt. Selv brændt hendes kind endnu og det var stadig rød, selvom hun ikke sagde det mindste til det, for hun havde virkelig krydset grænsen denne gang, og det var noget som hun havde været udmærket godt klar over i det store og hele. Hun lod roligt den lille pige blive liggende, som hun lod Sonic komme hen på sengen igen. Han så virkelig også træt ud og et sted så vidste hun jo godt, at det måtte være hendes skyld. Hun havde kørt ham op og langt over grænsen af det som hun burde! Hun sendte ham et næsten prøvende smil. Et sted vel også en måde hvorpå at hun prøvede at sige undskyld på? ”Tak, Sonic,” sagde hun stille, som hun stoppede strøgene over Jacquelines kind og tog imod kluden som hun lagde let mod sit eget. Det brændt virkelig efter hans slag! Han havde aldrig nogensinde slået hende før, så selv det var noget som tydeligt lod hende vide, at hun havde krydset grænsen! Hun trak vejret dybt og vendte blikket mod ham endnu en gang. ”.. Undskyld..” endte hun med en ganske dæmpet stemme. Ikke fordi at det vel var noget som kunne forundre nogen, for hun hadet virkelig at skændes med ham! Ganske vidst var hendes undskyld prøvende, for.. det var ikke ord som hun havde haft behov for at sige nogensinde før!

[ilosonic]

Det var ikke kun Ilaria som var gået over grænsen, for det vidste at Ilosonic at han også selv var, selvom hendes ord virkelig måtte gøre ondt på ham, for han gjorde alt for at undgå at være som sin far, han havde hadet den mand igennem hele sit liv og han havde også slået manden ihjel, han prøvede virkelig at være en god far for sin datter, for han ønskede ikke at hun skulle vokse op med begge eller den ene forældre uværende, så det gjorde ondt når Ilaria så sagde at hun ikke kunne lide deres lille datter, som han godt nok var meget om, men hun gad jo ikke, og pigen havde brug for opmærksomhed, sådan var det jo med små børn, så hvorfor blive så jaloux? Hun ville jo ikke engang selv være der for pigen, så han blev jo nød til det! Selvom han også nød at få den lille pige til at falde til ro, få hende til at smile og grine, fortælle hende alle de historier som han kunne, specielt sin favorit. At Ilaria så havde sagt at hun hadede ham, var noget der gjorde ondt, for han forsøgte faktisk at være en god ægtemand overfor hende, han forsøgte at leve op til hendes forventninger og derfor sagde han heller aldrig noget til at hun altid hundsede med ham, for han elskede hende og han ville gerne gøre hende glad, selvom han virkelig havde meget på sine skuldre, ikke kun som greve, men også som far og så også med alt det som Ilaria krævede af ham, det stressede ham jo helt! Han følte virkelig at han stod med det hele selv, selvom han vidste at Ilaria gjorde et forsøg, skønt det til tider var svært at se. At han havde slået hende, var noget som han faktisk havde det dårligt med, for det havde han aldrig gjort, eller.. i så fald kunne han ikke huske hvornår det sidst var sket, men det gjorde ondt på ham, når han skadede hende, for det var jo slet ikke sådan en mand han ønskede at være! Han ønskede ikke at såre hende eller skade hende på nogen måde! Han elskede hende, hun var virkelig hans et og alt, og han vidste ikke hvad han skulle gøre uden hende!
At se Ilaria sidde med deres lille datter, made hende og stryge hende over kinden, gjorde Sonic glad, selvom han var usikker på grunden til det, for hun havde jo selv sagt at hun ikke brød sig om deres egen datter, og det var jo det som var grunden til at de var kommet op at skændes. At hun sendte ham et smil, fik ham blot til at vende blikket væk, for han vidste ikke rigtig hvad han skulle sige, han var skuffet over hende, men bestemt også over sig selv! Han var skuffet over at han havde ladet sig selv blive hidset så meget op uden at stoppe skænderiet, som han burde have gjort! Det var virkelig endt slemt denne gang. At hun undskyldte, fik ham dog til at vende blikket lettere forundret mod hende, for.. hun sagde jo aldrig undskyld først! Han trak sig en anelse op at sidde, inden han lænede sig frem og skænkede hendes kind et blidt kys – den kind han ikke havde slået. ”Du skal ikke undskylde,” hviskede han roligt mod hendes øre, inden han vendte blikket ned mod deres lille datter. Han tog roligt omkring kluden, som han tog ud af Ilarias hånd, inden han valgte at duppe og stryge den over hendes ansigt. ”Jeg er..” Han tav for et kort øjeblik, for han kunne jo ikke ændre på det og det var virkelig det værste! Han så roligt mod hende igen, som han fortsatte sætningen: ”.. frygtelig ked af at jeg slog dig.” Han rynkede brynene ganske let, hvor han lod sin tommel stryge hende over den kind han havde slået, som endnu var rød.

[Deleted]

Ilaria vidste udmærket godt, at hun kraftigt havde krydset grænsen denne gang, selvom det slet ikke var noget som hun havde gjort med vilje. Selvom det ikke kunne gøre godt for det som hun havde gjort eller det som hun havde sagt, så var der bare ikke noget som hun kunne gøre ved det nu. Hun havde råbt og skreget af ham også selvom hvert eneste ord var noget som havde gjort forbandet ondt på hende selv og så det at han havde slået hende oveni, var bestemt noget som var kommet bag på hende, for ikke at glemme, at det havde gjort det frygtelig tydeligt for hende, at hun i den grad havde krydset en grænse som bare ikke skulle krydses! Hele opmærksomheden var tilfaldet den lille pige, også fordi at hun slet ikke vidste hvad hun skulle sige eller hvordan hun skulle reagere. Hun havde ramt et frygtelig ømt punkt, selvom hun slet ikke havde kendt til manden, så var det tydeligt at se at han bare ikke ønskede at være som sin far, også selvom hun et sted var fuldkommen ligeglad. Han var en fantastisk mand, også det faktum, at han egentlig bare kunne holde hende ud, for det var ikke noget som nogen nogensinde havde gjort det før, om det var noget som man så ville det eller ikke. Han gjorde hende glad og han gjorde hende lykkelig, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om, hvilket så også gjorde, at hun virkelig prøvede at gøre igen og vise ham at hun var stolt af at stå her som hans hustru og som mor til Jacqueline, selvom hun bestemt heller ikke var den bedste til at vise det på nogen som helst måde overhovedet!
Ilaria kunne da godt prøve at være der for deres lille pige? Hun prøvede selvfølgelig, selvom det bestemt heller ikke altid var lige nemt, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Hun elskede virkelig dem begge og hun kunne heller ikke undvære dem for noget som helst! Selvom den lille møgunge tog hele opmærksomheden fra hende. Det var bestemt heller ikke nemt for hende at undskylde, om det jo så var noget som hun ville det eller ikke, men denne gang var det virkelig også hendes skyld. Hun vendte blikket mod ham, som han lænede sig frem og skænkede hendes kind et kys. Var det et tegn til tilgivelse? Jacqueline var langt mere afslappet nu, også selvom hun virkelig var varm at have tæt på sig! Hun trak vejret dybt. Hun var svimmel og hun havde kvalme, men det var der vel heller ikke noget at sige? Efter den varme som hun havde været udsat for! At sige undskyld var virkelig enormt for hendes vedkommende, for det var virkelig nyt! Kluden som han tog fra hende og dyppede rundt omkring i hendes ansigt, var faktisk rart. Hun lukkede øjnene stille og lagde hovedet let mod ham, som hun vendte blikket roligt mod ham endnu en gang. Tomlen som strøg over hendes kind. Det var faktisk ømt. ”Det er okay.. Jeg gik for langt..” Hun vendte blikket stille mod ham. Jacqueline var mere eller mindre faldet i søvn mens hun stadig måtte have fat i hendes bryst, selvom det nu heller ikke var noget som hun gjorde noget ved. Hun nød faktisk tanken om at hun også kunne få den lille pige til at falde til ro! De isblå øjne faldt stille mod Sonic. Hun elskede ham jo og hun elskede sin lille pige. Hun mente virkelig sine ord når hun sagde at hun elskede ham!

[ilosonic]

At se Ilaria holde om deres lille pige, var noget som virkelig måtte gøre Ilosonic glad, selvom det virkelig også gjorde ondt når hun så sagde at hun ikke brød sig om hende, og det gjorde ham faktisk en anelse usikker for.. kunne hun lide tøsen eller ej? Hvorfor skulle hun holde om hende og tilmed stryge hende over kinden, hvis hun ikke kunne? Det eneste han ønskede var at der var lidt plads til Jacqueline i Ilarias hjerte, for det var vel ikke meget at forlange og ønske? Var det? Sådan så han i hvert fald ikke på det! Han gad dog ikke diskutere det, for det kom han jo tydeligvis ingen vegne med, de kørte kun hinanden op i en spids, hvilket virkelig havde været ekstremt denne gang og han havde det virkelig elendigt med alt det som han havde gjort og ikke mindst påført hende, for han vidste at han selv ikke havde været særlig god mod hende. Han havde sagt en masse som han ikke burde, og det var han frygtelig ked af, selvom det vel også var gengældt? Hun havde vel også sagt en masse hun ikke mente? Det håbede han i hvert fald! At hun så sagde undskyld, var noget som virkelig måtte komme bag på ham, for det lignede hende jo ikke! Hun sagde jo normalt aldrig undskyld! Ikke fordi det gjorde ham noget, for det var faktisk rart med lidt forandring til tider, specielt når det var forandring til den gode side, for det beviste da at hun mente det! Noget som faktisk måtte gøre ham glad. Han endte med at lægge armen omkring hende, hvor han roligt trykkede hende ind til sig. ”Det var du jo ikke ene om,” endte han stilfærdigt. Hun havde måske overskredet hans grænse – virkelig denne gang! – men det var jo også gengældt, for han havde også overskredet grænsen ved hende, specielt det ved at slå hende, noget som virkelig måtte gøre ondt, for det havde ikke været hans mening! Men han havde virkelig været for vred til at kunne se fornuft og rationelt på tingene. Han ønskede dog ikke at skade hende, for han elskede hende virkelig og han ønskede virkelig at være den bedste mand hun nogensinde havde haft! Han lagde ikke rigtig mærke til Jacqueline, da hun alligevel blev ammet af sin mor, desuden ville han gerne gøre det godt igen med Ilaria, for det skyldte han hende! Han kyssede hende blidt mod panden, som han trykkede hende en lille smule mere ind mod sig. ”Jeg elsker dig Ilaria.. og jeg ønsker ikke andre end dig!” forsikrede han hende, som han vendte blikket mod hende. At skifte hende ud kom virkelig ikke på tale, for der var ingen som hende! Der var ingen som han ønskede ved sig foruden Ilaria og han ønskede virkelig ikke at miste hende! Han vendte roligt blikket ned mod Jacqueline, hvor han roligt løftede dynen og trak den op omkring den lille pige, så hun kunne føle lidt mere tryghed. Han vendte roligt blikket mod vinduet som var gået i stykker, hvilket faktisk måtte ærgre ham, selvom der jo ikke var noget at gøre ved det, kulden kom i det mindste ind, hvilket han vidste var godt for Ilaria, og pigen tog jo ikke skade af det. ”Men du gav mig da mere jeg kan arbejde på,” svarede han med en mindre drillende tone, som han hentydede til vinduet og ikke mindst kommoden, for det skulle jo laves igen!

[Deleted]

Ilaria ønskede virkelig at være der for dem begge og vise, at dette faktisk var noget som hun kunne finde ud af, selvom det bestemt heller ikke var nemt for hende. Hun elskede dem begge, selvom hun virkelig var jaloux på deres lille pige. Det var jo heller ikke fordi at hun fik så meget opmærksomhed igen og det var noget som et sted i den grad også måtte gøre ondt. Hun var vant til at hun var Sonics centrum, at hun var den som han søgte til når han havde mulighed og ikke den lille skrigeunge. Den lille pige betød tydeligvis også meget for ham, så selvfølgelig ville hun gøre sit for at passe på hende, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet! Hun vendte blikket stille mod ham endnu en gang. Hun var faktisk oprigtig ked af alt det som hun havde sagt, for hun havde jo kun sagt det før at gøre ham ked af det. At han så havde været mere vred og sagt at hun kunne erstattes som hustru og mor var noget som faktisk havde skræmt hende, for hvad nu hvis han faktisk mente det?! Ikke fordi at det var noget som hun ønskede at komme frem med på denne her måde, men han kendte hende jo trods alt bedre end alle mulige andre, og det spillede virkelig også ind på denne her måde, om det var noget som man ville det eller ikke. Armen som han lagde om hende, var noget som næsten gjorde hende rolig igen, også selvom hun virkelig følte sig svimmel og der kom den fugtige klud faktisk meget godt med! Hun lagde hovedet stille mod hans skulder og med et tydeligt og lettet suk, for det var virkelig noget som gjorde hende glad at høre. Ikke mindst få bekræftet, at han faktisk også var ked af det.
Alene det faktum at han direkte havde slået hende, var noget som virkelig var kommet bag på hende, for det havde han aldrig nogensinde gjort før. Ganske rigtigt, så havde han advaret hende mod at slå ham igen, selvom det jo bestemt heller ikke var første gang at hun havde gjort noget lignende hen af dette, så var det bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt, for hun var krævende og hun var en som fyldte meget i andres liv – og hun vidste det jo udmærket godt! Kysset mod hendes pande, og det at han trykket hende ind mod sig, var noget som lettet hende, for hun ønskede jo heller ikke at miste ham! Og specielt ikke til en eller anden dulle som kunne give ham alt det som hun ikke var i stand til! Hun kyssede forsigtigt hans kæbe. Hun ønskede jo bare ikke at han skulle være sur på hende. ”Jeg elsker også dig, Sonic,” endte hun med en dæmpet stemme. Hun havde ganske vidst skreget sig direkte hæs på ham, men det skulle nok ændre sig tidsnok når hun fik noget hvile. Det var jo lige før at de alle sammen kunne bruge en middagslur! Hun smilede let til hans sidste ord som hun gjorde brystet fri fra den lille pige og trak kjolen forsigtigt op og tilbage på plads igen og derved var i stand til at skjule sig igen. Hun lagde dynen omkring den lille pige. ”Det.. gjorde jeg vel.. Du bliver sandelig holdt i gang.” Hun smilede let drillende. Hun mente det jo på ingen måder ondt og det håbede hun så sandelig også at han vidste, for det var noget af det sidste som hun kunne drømme om!

[ilosonic]

Ilosonic ønskede slet ikke at det skulle gå så vildt for sig, for han elskede hende virkelig og det eneste han ønskede var at de kunne blive en lille lykkelig familie. Han vidste at han var hadet her til lands, han var mere eller mindre også landsforræder mod Dvasias, for han brød sig jo ikke engang om regeringen, faktisk ville han intet have imod at stille sig op imod dem, han havde faktisk lavet en aftale med Valarie, hvor han havde været med på at starte et oprør i Dvasias, selvom han ikke vidste hvad der var blevet af kvinden, for hun var som forsvundet fra jordens overflade, så oprøret var aldrig rigtig blevet til noget, selvom det heller ikke rigtig undrede ham hvis hun havde stukket halen mellem benene og nydt hendes fritid, for han havde hørt at hun havde været spærret inde i frygtelig lang tid. Desuden brød han sig ikke om Jaqia, for i hans øjne var hun ikke noget i hans øjne! Hun kunne ikke stå alene, hun havde måske gjort landet kvindedomineret, men det kom hun med garanti ikke særlig langt med! Hun gemte sig bag sine mænd, hun kunne ikke stå alene og havde endda genoplevet sin anden bror fordi Samuel var blevet dræbt. Det var ynkeligt i hans øjne! I det mindste var han ikke greve i det land! Selvom det ikke skulle undre ham at Ilaria ville nyde sig af den titel i Dvasias, netop fordi landet var kvindedomineret og så lå hun faktisk over ham, hvilket hun ikke gjorde her. Han havde dog lidt opgivet tanken om at gøre modstand mod Procias og de andre lande, i hvert fald for nu, for han havde meget at kæmpe med på hjemmefronten og han ønskede bare at de skulle blive en hel familie og ikke en splittet et! Så når det blev godt herhjemme ville han nok forsøge at gøre noget gruopvækkende her til lands igen! Han savnede jo næsten at være ond! Selvom han godt nok fortrød at han havde slået Ilaria, for det havde ikke været hans mening! Eller.. det havde det vel et sted? Hun havde sammenlignet ham med hans far, hvilket virkelig havde pisset ham af og fået ham til at se rødt så han faktisk bare havde slået hende for at få hende til at vare sin tunge! Han vendte roligt blikket mod hende. Hun var dog den eneste som han faktisk havde, den eneste der ikke hadede ham eller havde noget imod ham, skønt hun havde sagt det, men.. det mente hun vel ikke?
At hun skjulte brystet igen, tog Sonic sig ikke af, han havde allerede set det hele og hun havde bestemt ikke noget at skjule for ham! Han havde set alt det som i øjeblikket måtte gemme sig bag hans skjorte som hun havde trukket på. Det morede ham faktisk at hun rendte rundt i hans tøj, selvom han ikke sagde noget til det, men hvis de skulle noget vigtigt, så krævede han dog at hun var ordentligt og anstændigt klædt på! For hun var trods alt grevinde! Han trak på smilebåndet, som hun skænkede hans kæbe et kys, hvor han kun trak endnu mere på smilet, da hun sagde at hun elskede ham, for det savnede han næsten at høre! Smilet blev morende til hendes ord. Han havde altid noget at se til, for når de kom op at skændes blev der mere eller mindre altid ødelagt noget. ”Tja.. det er i det mindste ikke lige så meget som da du valgte at smadre hele stuen,” påpegede han drillende, hvor han slap en kort latter, for det var faktisk sjovt! Selvom han havde det dårligt med at have gjort hende så sur. Han trak hende ind til sig og vendte roligt blikket mod deres datter som hun puttede under dynen. ”Mente du det, da du sagde at du ikke kunne lide vores datter?” spurgte han dæmpet, for han ønskede at vide sandheden!

[Deleted]

Hvordan det stod til rundt omkring dem, var ærlig talt noget som Ilaria virkelig var ligeglad med. For hendes vedkommende, så ønskede hun bare at få det til at fungere på hjemmefronten, også fordi at det var noget af det som hun anså som noget af det vigtigste. Hun elskede virkelig Sonic, det var end ikke noget som hun ønskede at skjule, men hun vidste til gengæld også at det var svært nok for hende at vise det, men hun forsøgte virkelig! Sonic kunne man heller ikke beskrive som en fuldendt procianer, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde hende så meget igen. De fandt jo ud af det? Det gjorde de jo trods alt altid, hvilket selvfølgelig var noget som hun måtte håbe på. Hun blev siddende med den lille pige i sine arme. Hun elskede hende, selvom det måske ikke var det nemmeste for hendes vedkommende, men hun prøvede virkelig. Ikke fordi at det var noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig skulle komme til stykket. Hun fortrød virkelig at hun havde været sådan overfor ham, for det havde slet ikke været hendes mening at råbe og skrige af ham, kalde ham for en tro kopi af hans far, for hun kendte virkelig ikke til manden! Hun vidste slet ikke hvem hans far måtte være og hun måtte ærligt indrømme, at hun kunne fornemme på ham, at det slet ikke var noget som han ønskede at snakke om og det var noget som hun også havde den fulde forståelse for.
At Sonic sad med armen om hende og holdt hende tæt, var noget som tydeligt også gjorde hende rolig igen. Selvom hun virkelig havde det varmt og det at sidde med de to var varmt nok som det var, så var det den form for varme, som hun faktisk kunne klare og tackle i det store og hele. Selvom hun sad der i hans skjorte, så kunne hun fint klæde sig anstændigt når tiderne krævede af hende og det var skam også noget som hun gjorde! Det var ikke fordi at det var noget som hun skjulte, men når hun havde tiden til det, så kunne hun godt lide at gå lidt mere løst klædt som det hun gjorde i øjeblikket. Ikke fordi at det var noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Hun vendte blikket stille mod ham, som hun gjorde alt for at lade den lille pige ligge og sove ved hende. Hun ønskede virkelig at blive knyttet til den lille pige, selvom hun virkelig ikke vidste hvordan og der havde hun virkelig brug for hans hjælp, selvom hun bestemt heller ikke var meget for at skulle spørge efter den. Hun trak svagt på smilebåndet til hans ord, som hun roligt vendte blikket mod ham endnu en gang. ”Jeg troede vi var færdige med den stund..” sagde hun stille. Ja, hun havde måske flippet bare.. lidt for meget? Ikke fordi at det var noget som hun ville undskylde for, for den graviditet havde virkelig gået hende stik tosset! Selvom det hele selvfølgelig var anderledes nu hvor den lille pige var kommet. Hun vendte blikket mod hende som hun lå ind til sin mor og bare.. sov, som havde hun været mere tryg der end i sin egen vugge. Hun endte stille med at ryste på hovedet. ”N-nej.. selvfølgelig mente jeg det ikke!” endte hun dæmpet, som hun forsigtigt strøg den lille pige over håret, selvom det igen var meget forsigtigt. ”Det er bare.. frustrerende..” endte hun dæmpet. Hun kunne ikke rigtigt forklare det bedre end som så.

[ilosonic]

Ilosonic fortrød virkelig ikke på nogen måde sin rejse med Ilaria, hverken fra start og heller ikke til slut, selvom han ikke vidste hvor eller hvornår det ville slutte, men forhåbentlig om lang tid! Han havde dog ikke fortrudt sit første møde med hende, hvor hun allerede fra start havde vist sit værd, hvilket vel også var grunden til at han havde taget hende med sig? Allerede fra start havde der været en form for kemi, allerede fra start havde hun fanget ham. Han fortrød ikke det at han havde sprunget ind foran hende, da soldaterne ved muren havde været tæt på at slå hende ihjel, hvor han heller ikke fortrød at hun havde lappet ham sammen. Han fortrød ikke at han havde taget hende med sig til herregården, hvor han havde smidt Marius ud, set sine egne soldater afskedige ham til slottet. Han fortrød ikke at han havde holdt om hende om natten og gjort hende rask, reddet hendes liv fra pesten. Han fortrød ikke at han havde været hende tæt. Han fortrød ikke at han havde gjort hende gravid. Han fortrød ikke at han var søgt efter hende til Dvasias, for at redde hende ud af kløerne på Julien, hvor han endda var endt blind på højre øje, som tilmed var blevet et grimt vansiret ar. Han fortrød ikke at han havde friet til hende. Så nej.. han fortrød ikke at han var kommet så langt med hende eller noget af det som de havde været igennem, for det var noget som kun havde bragt dem tættere på hinanden, det var noget som kun havde gjort dem stærkere, ligesom det havde gjort deres forhold stærkere. De klarede hver en udfordring de mødte på, hvert et bump på vejen kom de over, hver en forhindring kom de udenom, de klarede sig altid og det var det som betød mest af alt for ham! Han vendte roligt blikket mod hende, hvor han fnes ganske let og ikke mindst morende. ”Selvfølgelig.. jeg byggede trods alt stuen op igen,” endte han stilfærdigt, som han blinkede let til hende. Det havde dog taget længere tid end forventet, da han havde dræbt Keischa hvor hun havde revet hans arm, så han ikke havde kunnet bruge den og derefter var Julien dukket op og havde kidnappet Ilaria, så han havde nød til at være blevet rask inden han havde kunnet fortsætte, men nu var stuen færdig, den stod i al sin pragt og var faktisk ganske smuk! Med de mørke møbler og et mere dvasiansk ydre – som de begge bedst kunne lide det. Han vendte roligt blikket mod den lille pige som hun holdt om, hvor han ikke kunne lade vær med at smile til hendes ord, som faktisk også måtte lette ham utrolig meget! Det var som en sten sank fra hans hjerte, så han endnu engang kunne ånde lettet op! Hun hadede ikke den lille pige? Så var han virkelig glad! At hun så fandt det frustrerende forstod han godt, hvor han roligt strøg hende op langs siden. Han skænkede hendes mundvig et blidt kys. ”Det ved jeg godt Ilaria og jeg har heller ikke påstået at du skulle finde det let.. jeg ønsker bare at du skal elske din egen datter, som en mor bør gøre,” endte han roligt, som han vendte blikket mod den lille pige, imens han trykkede Ilaria ind til sig, næsten som en opfordring til at hun skulle lægge sig ind til ham, for han nød at have hende tæt! ”Vi skal nok finde ud af det,” endte han roligt.

[Deleted]

Ilaria vidste udmærket godt at det ikke var en nem vej som hun havde valgt for sig. Det var en frygtelig besværlig vej, det var en vej med ekstremt mange hindringer og så længe at Sonic var der sammen med hende, så var det selvfølgelig en massiv hjælp for hende. Hun håbede ikke at den nogensinde ville ende! Også selvom hun vidste at hun var ekstremt krævende og at hun krævede rigtig meget af ham og bare måtte acceptere at hun blev sat til side hvad angik hendes lille datter, selvom det virkelig heller ikke var særlig nemt for hende på nogen måde overhovedet. Hun sukkede dæmpet og lukkede øjnene ganske let. Hun var virkelig ved at være træt, at man næsten ikke skulle tro at det var ekstremt sen aften, også selvom det kun var eftermiddag! Det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig skulle komme til stykket. Hun vendte blikket stille mod Sonic og med den samme stille mine. Hun var virkelig ked af alt det som hun havde gjort. Ikke fordi at det var noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Hun nikkede stille til hans ord. ”Den blev også finere end den var før jeg valgte at ødelægge det hele.” Hun vendte blikket stille ned mod sin lille pige endnu en gang. Det var jo alt sammen takket være hende, at det hele var gået så galt, også selvom.. ja, hun kunne vel ikke klandre en lille skabning som ikke kunne finde ud af noget som helst selv? Det var virkelig at synke alt for dybt og det var slet ikke noget som hun ville høre noget tale om! Som han låste grebet omkring hende og trykkede hende ind til sig, så blev hun roligt liggende ind mod ham og lagde hovedet ved hans skulder, hvor hun selv forblev lænet op af ham. Det var nu heller ikke fordi at det var noget som hun ønskede at gøre anderledes på noget tidspunkt overhovedet. Hun sank klumpen som havde samlet sig i hendes hals. At åbne op og snakke om problemer, var heller ikke noget som hun havde været særlig god til nogensinde, men hun prøvede virkelig, for hun prøvede at gøre ham stolt af hende, for hun ønskede jo heller ikke at være en som bare var i vejen for ham. Hun vendte blikket stille ned af sig. Hun hadet virkelig ikke sin lille pige, som hun bestemt heller ikke kunne hade ham! Det var ord sagt i ren vrede og det håbede hun selvfølgelig også at han vidste! Så godt burde han vel også kende hende efterhånden? Hun blev bare frustreret når hun følte at hun prøvede og uden at det betalte sig i den anden ende. ”Jeg prøver virkelig, Sonic, men det er virkelig ikke nemt..” endte hun med en næsten fortvivlet stemme. Hun var ikke særlig god til at snakke om sine problemer, hvilket han vel også vidste fra før af? Det var jo heller fordi at det var noget som kunne forundre nogen som helst, kunne det? Hun vendte blikket stille mod ham. Hun havde brug for hans hjælp, for hun vidste slet ikke hvordan hun skulle knyttes til den lille pige, også selvom hun tydeligt havde det bedre sammen med Sonic end det som hun havde med hende og det var virkelig ubehageligt et sted. Kysset til mundvigen var noget som kun fik hende til at smile, hvor hun mere eller mindre forsigtigt lagde sig ind mod ham og ned mod sengen, bare for at komme ned at ligge lidt. Hun var træt og udmattet!

[ilosonic]

Det var ikke fordi at Ilosonic ønskede at skændes med Ilaria, for han ville egentlig bare have at de fandt ud af det sammen, og det at han havde slået hende, havde virkelig ikke været hans mening, selvom hun virkelig havde trykket på de forkerte knapper, for han ville bestemt ikke sammenlignes med den mand som han hadede mere end noget andet og som han prøvede alt for at undgå at ligne, han havde tilmed slået manden ihjel fordi han havde hadet ham så meget, så det forklarede vel det hele? Han ønskede dog ikke at gøre hende ondt, selvom han havde været tæt på at dræbe hende med den varme som han havde påført hende, ved at sætte ild til det hele. Selv vinduet var sprunget, selvom han tydeligt kunne mærke hvordan efterårsluften måtte søge ind og gøre det koldt, hvilket vel også var godt for hende? Koldt var det i hvert fald! Han skruede dog ikke op for varmen, netop fordi han vidste at den gjorde hende svag, så for en gangs skyld var det ham som gav efter for hendes element, som det jo nærmest altid var hende der gav efter for hans varme. Han slap et kort men muntert grin til hendes ord og nikkede medgivende. “Jeg kunne ikke være mere enig. Det var snart et held du ødelagde den,” svarede han drillende, som han trak morende på smilebåndet. Han mente det dog! Stuen var blevet langt flottere efter genopbygningen, selvom det mere havde været en renovering. Han vendte roligt blikket mod hende igen, inden han lænede sig ind mod hende og kyssede hende på siden af hovedet. Han strøg hende blidt over håret, nussede hende, et sted for at berolige hende, hvor han hellere end gerne lod hende hvile ind til sig, for han nød at have hende tæt, selvom han kunne mærke at hun træt og udmattet, hvilket han heller ikke sagde det mindste til. Han vendte blikket mod deres lille datter, der hvilede i Ilarias favn, hvilket var noget som kun fik ham til at smile. At hun ikke hadede deres datter, glædede ham, for andet ville han heller ikke have! Han lod roligt hovedet hvile mod hendes, da hun lod hovedet hvile mod hans skulder. Hvor han løftede den ene hånd og strøg den over Jacquelines lille hovedet; blidt og roligt. Selv den lille pige var blevet rolig og tilmed faldet i søvn igen, men hun kunne vel også godt mærke at alt var blevet stille? Han vendte roligt blikket mod Ilaria igen til hendes ord og nikkede roligt forståelsesfuldt. “Jeg forstår dig godt Ilaria.. men jeg hjælper dig gerne igennem det hele, som altid,” endte han roligt. Alene var hun jo ikke! Han hjalp hende jo også med at blive en grevinde, nok han ikke kunne hjælpe hende med at blive mor, men han kunne måske hjælpe hende med at åbne op for den lille? Det var jo lykkedes hende at åbne op for ham, så hvorfor ikke også for deres datter? Han flyttede hånden fra Jacquelines hoved til Ilarias kind, hvor han strøg hende ganske blidt. “Vi skal nok klare os igennem det hele. Desuden ved jeg at du kan blive en fantastisk mor, som du også er en fantastisk hustru,” hviskede han blidt mod hendes ene øre. “Men du burde få dig noget hvile min skat. Du er udmattet og træt,” hviskede han roligt, som han holdt hende tæt ind til sig.

[Deleted]

Ilaria vidste udmærket godt, at hun havde trykket på en mase knapper som hun ikke burde have trykket på og hun vidste det jo faktisk godt, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde det hele meget nemmere for hende selv for den sags skyld. At han havde slået hende, var noget som var kommet direkte bag på hende, for det var noget af det sidste som hun havde regnet med, og det var hun bestemt heller ikke bange for at sige ham imod, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet, men at han havde gjort det? Det havde overrasket hende, men hun vidste så til gengæld også, at hun virkelig havde trådt over grænsen denne gang, så var det noget som hun næsten havde følt sig som en.. nødvendighed? Hun vendte blikket stille mod ham. Deres lille pige måtte ligge og sove i hendes arme og et sted så gjorde det hende virkelig, virkelig glad, for så vidste hun da til gengæld godt, at hun kunne gøre bare en smule rigtigt, hvilket var noget som faktisk virkelig havde en skræmmende beroligende effekt på hende selv. Hun blev siddende tæt ind til Sonic, for det var også her at hun for alvor måtte føle sig tryg. Hun trak vejret dybt. Kulden gjorde godt for hendes vedkommende og efterhånden så måtte man jo desværre sige sig at det have været direkte… nødvendigt? Varmen var noget som direkte kunne slå hende ihjel og det var jo trods alt også altid hende som gav efter for hans element. Nu var det næsten tvunget til at være modsat! Hun smilede let. ”Så var det jo heller ikke helt så slemt igen, var det?” spurgte hun med et stille og skævt smil på læben. Det var jo heller ikke fordi at hun ønskede at lyve for ham. Hun havde bare været nødsaget til at lade det gå ud over noget! Så det ikke endte med at gå udover ham! Nu var hun langt mere afslappet end det som hun havde været til nu, så hun var faktisk også til at snakke med.
Ilaria kunne virkelig ikke hade deres lille pige! Et sted om hun ville det eller ikke, så var hun jo knyttet til den lille pige, selvom hun et sted ønskede at det skulle være.. bedre? Selv havde hun ikke haft en opdragelse som var til at prale af. Hun var blevet ignoreret, slået og alt mulig andet som hun slet ikke ønskede at hendes egen kæreste lille datter skulle igennem, så det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som måtte sige så lidt i den anden ende, for hun elskede jo sin lille pige! Hans ord lettede hende, for et sted så var det vel også noget som hun havde brug for at få bekræftet? Han tog sig mere eller mindre altid af den lille, så til tider kunne det være svært for hende at komme til i det hele taget og et sted, så var det selvfølgelig noget som gjorde ondt, for.. måtte hun ikke? ”Det er jeg glad for at du siger..” sagde hun stille. Et sted så føles det som en massiv byrde som var faldet fra hendes bryst og faktisk tillod hende at slappe ordentligt af. Strøgene mod hendes kind, lod hende ganske roligt lukke øjnene, for det var i den grad umådelig rart! Hovedet gled stille mod hans kind, også for at vise, at det faktisk var okay for ham at gøre det. Han fik hende jo direkte til at smile! Selv i en stund som denne her, hvilket et sted faktisk var temmelig imponerende. ”Jeg.. prøver da i det mindste,” sagde hun stille. At sove nu, var slet ikke noget som kom på tale! Det var meningen at deres lille pige skulle sove, og ikke hende! ”Jeg sover senere.. Jeg.. jeg skal bare slappe af..” sagde hun stille. Hovedet lagde hun stille ved hans skulder og hals. Også mest for faktisk at byde ham tæt på sig igen. Hun havde brug for ham.

[ilosonic]

Ilosonic havde aldrig nogensinde slået Ilaria, så det at han endelig havde gjort det denne gang, følte han ingen lettelse ved, men faktisk skam. Han skammede sig faktisk over at være blevet så vred at han havde slået hende. Om det så var velfortjent eller ej, så ønskede han virkelig ikke at slå hende! Han havde det faktisk utrolig dårligt med det, for han ønskede bestemt ikke at skubbe hende fra sig! Han måtte indrømme at hun virkelig havde overskredet hans grænse, for at sammenligne ham med sin egen far, det var det sidste som hun skulle have gjort! Det havde virkelig været prikken over i’et, specielt fordi han hadede sin far som pesten selv! Der var trods alt en grund til at han havde slået sin egen far ihjel. Han havde slået ham ihjel i sit eget hjem, ude i vinplantagen, hvor hans lig også var blevet fundet. Han vidste at han dengang ikke havde kunnet gøre krav på selve grevetitlen, fordi han så bare ville blive beskyldt for mordet, men nu hvor det var så lang tid siden, så ville ingen bebrejde ham, så ville ingen mistænke ham og der var faktisk ikke nogen som kendte til den sandhed, foruden Ilaria naturligvis, for han havde jo faktisk fortalt hende det her i skænderiet, skønt han dog stolede på hende, så hvorfor skulle hun dog sige det til nogen? Han vendte roligt det mørke øje mod hende og sendte hende et skævt smil. Hun havde smadret hele stuen da hun havde fundet ud af at hun var gravid, det syn havde virkelig chokeret ham! Dog havde han bygget det op igen og han måtte indrømme at det var blevet langt bedre! Langt mere hans stil! Og det var kommet til at være langt mere væk fra hans fars stil, så det mindede ham ikke længere om hans gamle hjem, men hans nye hjem. Nu skulle han så også til at bygge soveværelset op igen, i det mindste stod Ilarias værelse stadig med al sin pragt, så de havde da stadig et sted at sove. “Er du klar over hvor lang tid det tog mig at bygge op igen? Troede slet ikke du var så slem,” svarede han drillende, som han grinte ganske let for sig selv.
At Ilaria ikke hadede deres lille pige, var noget som naturligvis måtte glæde Sonic, selvom han måtte indrømme at han faktisk ikke helt kunne stole på hendes ord, for hun sagde vel ikke for sjov at hun ikke brød sig om sin egen datter? Måske hun ikke direkte hadede Jacqueline, men han var mere end sikker på at hun faktisk heller ikke brød sig helt om sin egen datter, det gjorde utrolig ondt at vide, men det eneste han egentlig ønskede og krævede, var at hun prøvede. Han havde jo set de blikke hun sendte den lille pige, hvor ligeglad hun til tider var, og derfor hang han mere eller mindre konstant på pigen, og med alt arbejdet oveni, så tog det virkelig hårdt på ham! Han ville dog gerne hjælpe hende igennem det hele, for han ville gerne have at hun fik et godt forhold til sin datter og omvendt, for det var vel det mindste man kunne kræve? “Jeg ved godt at du prøver Ilaria.. Jeg ville bare ønske du gjorde en større indsats til tider i stedet for bare at opgive det hele,” svarede han sandfærdigt. Han fortsatte med at stryge hende over kinden, hvor han smilede ganske let, som hun lagde hovedet mod hans hånd. “Jeg vil dog gerne hjælpe, hvis du vil have det,” tilføjede han roligt, som han lænede sig frem og skænkede hendes anden kind et blidt kys. Han rynkede brynene ganske let til hendes følgende ord. Hun ville ikke sove? “Du burde sove Ilaria.. din krop er blevet helt drænet for energi, den har brug for søvn,” endte han sandfærdigt, ”desuden kunne jeg godt selv bruge en lille lur.” Han var jo faktisk selv blevet drænet af at bruge så meget energi, så han var faktisk selv blevet træt!

[Deleted]

At Sonic faktisk havde slået hende, var noget som kom fuldstændig bag på Ilaria, også selvom hun vidste at hun havde fortjent det. Det havde kun været hende frygtelig tydeligt at det havde været direkte dumt af hende at sammenligne ham med hans far, for det var jo end ikke en mand som hun havde haft direkte kendskaber til, så selvfølgelig var det også noget som spillede utrolig voldsomt ind for hendes vedkommende. Hun sagde egentlig bare meget når hun var vred og hun vidste at det også var noget som han gjorde, selvom det nu heller ikke var noget som hun kunne gøre noget ved i den anden ende. Begge overdrev de voldsomt når det gik i gang med skænderierne, selvom det vitterligt ikke var noget som hun gjorde med vilje. Hun havde bare et voldsomt temperament og det samme havde han, så selvfølgelig var det også noget som spillede frygtelig godt ind for hendes del. Om ikke andet, så var hun faktisk utrolig glad for at have ham, at vide at han var hendes mand og det var noget som hun selvfølgelig var forbandet glad for! Hun elskede ham virkelig, selvom hun ganske rigtigt ikke var den bedste til følelser, men hun prøvede faktisk! Også for hans skyld! Hun vendte blikket mod ham og med det stille smil på læben. Hun himlede let med øjnene. ”Ikke kom og sig, at ødelæggelse kun er en dårlig ting,” påpegede hun sigende og med et let grin. At de nu kunne sidde og slappe af med hinanden, var selvfølgelig en tanke som kun måtte glæde hende.
Måske at det ikke var helt rigtigt at hun ikke hadet sin lille datter, for.. et sted så gjorde hun. Tøsen tog opmærksomheden fra hende og det var noget som et sted virkelig gjorde hende frustreret og ikke mindst tydeligt desperat. Lige nu lå hun og sov ved sin mor og selv det var noget som gjorde hende afslappet. Hun havde aldrig været meget for tanken om at være gravid, for det havde virkelig væltet op og ned på det hele og et sted så var det en tanke som skræmte hende. Hun følte sig virkelig sårbar og svag og hun kunne ganske enkelt ikke have det! Hovedet hvilede mod hans hånd. Det var rart når han kærtegnede hende på den måde. Et sted var det noget som hun også tolkede som en undskyldning. Hun sukkede stille og endte roligt med at nikke til hane ord. Hun kunne et sted godt forstå ham og det frustrerede hende selvfølgelig når hun ikke gjorde det godt nok! Hun rystede stille på hovedet. ”Så det er ikke godt nok det jeg gør?” Hun vidste godt at det var yderst halvhjertet, men hun prøvede da om ikke andet, for det var bestemt heller ikke nemt! Hun bed sig let i læben og lagde sig til rette ind mod Sonic. Jacqueline hvilede roligt i hendes arme og sov godt og trygt. Hun kunne slet ikke nænne at lægge hende over i hendes vugge. ”Jeg klarer det ikke alene..” Et sted så var det en form for bøn set fra hendes side, hvilket faktisk var ekstremt stort at komme med for hendes del! Hun vendte de isblå øjne mod ham. Havde det virkelig udmattet dem begge så meget? Hun endte dog stille med at nikke. ”Så.. kan vi vel alle tage en lille lur?” foreslog hun med et stille smil. Hun var rolig nu. Hun havde fået lov til at rase af og et sted så havde det faktisk været lettende.

[ilosonic]

Begge havde de et stort temperament, de var hinandens modsætninger og det spillede frygtelig godt ind mange af gangene, for det var jo også en grund til at de kom sådan på tværs af hinanden, netop fordi at de havde modsatte meninger, de gjorde tingene på hver deres måder og noget var han bedre til, hvor hun havde ting hun var bedre til, hele tiden spillede deres modsætninger ind og mange gange var det også grunden til at de kom op at skændes og når de så endelig gjorde, så var det virkelig også voldsomt, for de blev jo faktisk aldrig enige, netop fordi de var hinandens nemesis, det var faktisk utroligt at de blev hos hinanden, det var utroligt at de elskede hinanden så højt som de gjorde, for et sted passede de vel ikke sammen? Ilosonic fortrød det dog ikke på nogen måde overhovedet, for han elskede hende virkelig og det var følelser der ikke bare ændrede sig. Hun var den eneste person han havde lukket ind i sit liv, hun var den eneste han havde skænket de store ord og han mente dem skam også! Hun havde bragt ham det som han altid havde ønsket sig; en familie. Familie var noget som faktisk betød utrolig meget for ham, og noget som han satte store forventninger til, netop fordi han var vokset op uden én, han havde i hvert fald ikke haft en rigtig én, han havde enten været skyld i sin familiemedlemmers død eller også havde han selv dræbt dem, såsom hans bror og hans far, han vidste at han havde en bror til, selvom han ikke vidste hvor den mand måtte være henne, han vidste ikke om hans mor stadig var i live, og alle de andre kvinder hans far havde været sammen med, vidste han stort set heller ikke hvor måtte være henne, men på den anden side havde de heller ikke stået i vejen for ham, gjorde de, så ville de naturligvis også dø, som alle andre der havde stået i vejen for ham, som hans far og som hans bror. Han slap en let grin til hendes ord og rystede ganske let på hovedet. “Udmærket.. ødelæggelse er ikke kun en dårlig ting,” endte han morende, løgn var det jo ikke engang.
Det glædede kun Sonic at de begge var faldet til ro igen, at de endnu engang kunne sidde tæt, holde om hinanden og kærtegne hinanden uden at der skulle blive råbt og skreget af hinanden. Han havde det dog stadig dårligt med at han havde slået hende, netop fordi det var den første gang at han havde gjort det, for altid havde han holdt det tilbage, fordi han ikke ønskede at gøre hende ondt, men hendes ord havde virkelig bare slået klik for ham! Selvom det ikke var en undskyldning. Han betragtede roligt hendes kind, den han havde slået og den som han måtte kærtegne i øjeblikket, hvor han tydeligt kunne se at den stadig var en anelse rød, selvom det dog måtte glæde ham at hun stadig kunne nyde hans berøringer og ikke var bange for dem, for det sidste han ønskede var at hun var bange for ham! “Jeg ved at du prøver Ilaria.. men du giver alt for hurtigt op og lægger det over på mig, hvor jeg ved at du normalt med andre ting, ville blive ved med at prøve, netop fordi det ikke lægger til dig at give op,” svarede han sandfærdigt, han sagde ikke at hun ikke gjorde det godt nok, han ville bare ønske at hun ville prøve endnu hårdere og faktisk.. prøve, for det virkede slet ikke som om hun overhovedet gad. “Jeg har heller aldrig sagt at du skulle gå igennem det alene Ilaria. Helt tilbage fra start af sagde jeg at jeg nok skulle være der for dig, og det mener jeg! Ønsker du min hjælp, så hjælper jeg dig selvfølgelig!” forsikrede han hende roligt, som han trykkede hende ind til sig. Et let smil gled over hans læber, hvor han nikkede ganske let. “Vi kan godt alle tage en lille lur,” medgav han roligt, som han endte med at trække tæppet bedre op omkring hende og Jacqueline med.