The perfect life?

[Deleted]

Ilaria vidste udmærket godt at hun havde et voldsomt temperament og det at han var hendes stærke modsætning, gjorde selvfølgelig at hendes forsvarsværker automatisk ville ryge op når hun var i nærheden af ham. Måske at man ikke direkte kunne sige at de passet sammen, men hun ønskede virkelig ikke at undvære ham for noget som helst! Hun havde skænket ham en familie. En familie som hun selvfølgelig også håbede på at hun ville være der til at elske og holde af lige så meget som han selv gav udtryk for det. For hendes vedkommende, så var det jo allerede et voldsomt stort spring at gifte sig og lade en mand komme hende så tæt på! Hun vendte blikket stille mod ham. Selvom det altid var galt mellem de to, selvom de havde deres voldsomme kontroverser, men det gik som regel hurtigt over så de igen kunne snakke sammen, falde til ro og hvile i hinandens favn, også selvom det ikke altid var lige nemt. Hun smilede let for sig selv. Ødelæggelse var ikke altid en dårlig ting, det var jo noget som hun efterhånden havde bevist for ham, ikke sandt? ”Lige præcis!” sagde hun med en tydelig selvsikkerhed i stemmen som hun vendte blikket mod deres lille datter. Det var en.. underlig følelse, for hun ønskede virkelig af sind at beskytte den lille mod alt det onde som måtte være derude, uanset hvad det så end måtte være og det var uden det mindste tøven overhovedet! Hun skulle bestemt heller ikke havde lov til at opleve alt det som hun også selv havde oplevet!
Slaget var noget som Ilaria var klar over, at hun havde fortjent med de ord som hun havde fyret af. Hun havde jo faktisk kun sagt dem for at lade det gøre ondt og det havde tydeligt også haft sin virkning ind på ham – om det var noget som hun ville det eller ikke. Hun sukkede stille. At være bange for ham var bestemt heller ikke noget som måtte komme på tale på noget som helst tidspunkt, hvilket han skam også ville finde ud af. Hun vendte blikket mod ham. Hendes kind var stadig rød og det prikkede irritabelt i det, også fordi at det virkelig havde gjort ondt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Hans ord var en tydelig opvækker for hendes vedkommende. Han vidste at hun egentlig ikke rigtigt gad? De isblå øjne faldt direkte til hans blik. Iskoldt måske, men.. ikke direkte faretruende som sådan. Hun var jo en isdæmon og det var med alt hvad det nu måtte indebære i den anden ende. Hun vendte blikket stille ned mod Jacqueline. Hun havde aldrig været meget for tanken om at være gravid eller tanken om børn generelt. ”Jeg er ikke den bedste mor, Sonic..” undskyldte hun stille. Ordet i sig selv, var hun ikke meget for at sige, men hun ønskede virkelig at prøve, selvom det slet ikke var nemt for hende. Hun følte sig virkelig hjælpeløs! En ting var selvfølgelig det faktum at han var der for hende og med hende, men hun havde aldrig oplevet en moderlig kærlighed. Hun var faktisk i tvivl om hvad Jacquelines skrig betød og det var direkte uhyggeligt! Hun lagde sig roligt ind til ham og lagde Jacqueline roligt ned mellem dem, så de begge var der til at beskytte deres lille pige. Hun smilede svagt og strøg den lille pige roligt over kinden. ”Jeg lover at gøre et forsøg, Sonic,” lovede hun oprigtigt og med den samme rolige mine som tidligere. Det var ord som hun faktisk måtte mene!

[ilosonic]

De var tit oppe og skændes, det var sjældent der gik en dag hvor de faktisk ikke kom op at diskutere eller skændes, de dage hvor de ikke gjorde, var faktisk utrolige! Men Ilosonic fortrød virkelig ikke på nogen måde overhovedet! Han elskede Ilaria og han fortrød virkelig ikke på nogen måde alt det som han var gået igennem for hendes skyld, alt det som han havde gjort, for hende og det som var gået ud over ham selv, for han elskede hende og uanset hvor meget de kom op at skændes uanset hvor lidt de passede sammen, så elskede han hende virkelig og han fortrød virkelig intet! Han kunne virkelig ikke være mere end stolt over at kunne kalde hende for sin hustru, kunne kalde hende for mor til sit barn, for han ville være hende tro i al evighed, ingen kvinde kunne hamle op med hende, uanset hvor meget hans modsætning hun var og blev! Han himlede svagt med øjnene, selvom han dog ikke kunne holde et muntert grin tilbage, for det morede ham virkelig! Han måtte dog indrømme at han faktisk nød hendes selvsikkerhed, ligesom han nød alt andet ved hende, hun var og blev perfekt! “Bliv nu ikke for selvsikker min kære.. din ødelæggelser koster trods alt penge,” svarede han sandfærdigt og drillende, som han prikkede hende drilsk på næsen, inden han slap en munter latter. Måske det havde gjort stuen langt pænere, men det havde bestemt også kostet en del at få stuen op at stå igen! Og ikke nok med det, havde han fået bygget en mur omkring hele herregården, han havde lavet børnehjemmet om til Vesttårnet, hvor han havde fået lavet sit kontor, så selv det havde kostet penge! Og nu skulle han til at lave værelset, så selv det ville koste, så det var ikke fordi at ødelæggelser kun bragte gode ting med sig!
Det var ikke fordi at Sonic ønskede at gøre hende ondt, for det var da det sidste han ville! Han var dog glad for at hun var faldet til ro igen, at hun stadig ønskede at være ham tæt og faktisk tog imod hans kærtegn, på trods af det som han havde sagt og gjort mod hende, for uanset hvor meget han end måtte fortryde det, så kunne han desværre ikke gøre det om, men derfor kunne han jo godt forsøge at gøre det godt igen, som altid. Han vendte roligt blikket om hende til hendes ord, hvor han rynkede brynene en anelse. “Jeg har aldrig krævet du skulle være den bedste eller perfekte mor Ilaria, for det gør jeg slet ikke! Men jeg ønsker dog at du skal være mor for vores datter, og gøre et forsøg for at være det, i stedet for at lukke helt af for hende,” svarede han sandfærdigt, som han lod hovedet søge en anelse på sned. Han lagde sig roligt om på siden, som hun måtte ligge Jacqueline imellem dem, hvor et let smil gled over hans læber ved synet af den lille pige, der var blevet helt rolig igen og faktisk faldet i søvn. Han lænede sig ned og skænkede den lille pige et blidt kys på panden, inden han vendte blikket mod Ilaria igen. “Og jeg tror skam på dig,” svarede han sandfærdigt, som han sendte hende et stille smil, inden han lænede sig ind mod Ilaria og skænkede hendes læber et dybt kys. Han trak sig dog hurtigt igen. “I to er de eneste jeg elsker, de eneste jeg ønsker i mit liv, og jeg ønsker blot vi skal være en familie, én der holder sammen.” Han rynkede brynene en anelse, som han så en anelse spørgende på hende, “er det meget at forlange?”

[Deleted]

For Ilarias vedkommende, så var det ganske utroligt at de kunne skændes så meget og så voldsomt uden at gå fra hinanden. Pointen var bare, at hun ikke kunne give slip på ham, for det var slet ikke noget som hun ønskede sig, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Hun elskede virkelig manden også selvom de havde deres alt for mange kontroverser, hvor hun samtidig også selv vidste at meget af det som hun havde gjort havde kostet ham en formue som han klart kunne bruge på en masse andre ting og hun vidste det godt. Hun havde måske en ekstrem selvtillid ud fra, men det var en helt anden situation indvendig, om det var noget som man ville det eller ikke. Hvis der var nogen som kunne formå at gøre hende direkte usikker, så var det manden overfor hende. Ikke fordi at hun følte at hun ikke havde fortjent ham, for hun gjorde virkelig hvad hun kunne! At hun havde opgivet det liv for ham og med det hele, var slet ikke noget som hun fortrød på nogen måde, for hun elskede ham virkelig og det var denne mand som hun i den grad ønskede og lystede at være sammen med og ingen anden! Hans ord var noget som hun selv ikke fandt morsomt, for hun vidste det jo godt. Blikket vendte hun direkte mod ham og med en mere.. følelsesforladt mine. ”Det ved jeg godt..” mumlede hun stille. Hun var bestemt ikke meget for at sige undskyld eller noget som helst af den slags. At han prikkede hende på næsen fik hende svagt til at smile, som hun igen vendte blikket mod ham. ”Undskyld..” endte hun endeligt endnu en gang.
Ilaria vidste godt at hun var den som gjorde det hele så voldsomt besværligt. Det var jo ikke engang noget som hun gjorde med vilje! Hun vendte blikket mod ham som hun havde lagt sig til rette nede i sengen og med deres elskede lille datter. Hun elskede hende virkelig, men det var bare ikke nemt for hende at vise og det var noget som direkte frustrerede hende. Øjnene gled i ved hans ord. Et sted så var det noget som tydeligt måtte lette hende, selvom det var svært for hende. Hun trak vejret stille og dybt og vendte blikket mod ham endnu en gang. ”Jeg.. jeg vil bare gerne være der.. og gøre det godt, men.. det er virkelig svært..” endte hun dæmpet, et sted en kende hjælpeløs? Hun følte virkelig ikke at hun kunne gøre noget som helst i det store og hele, og det var virkelig, virkelig en frustrerende tanke! At han stolede og troede på hende var selvfølgelig noget som i den grad måtte gøre hende glad, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun sendte ham et stille smil. Han gjorde så forbandet meget for hende og det var så svært for hende at give noget igen og det var noget som hun virkelig måtte hade! Et sted bange for at han vel også ville køre træt i hende? Kysset gengældte hun mere end glædeligt, for det var noget som gjorde hende rolig for alvor! At det blev gjort så kort igen, var noget som et sted frustrerede hende. Hun rystede på hovedet til ordene. ”Nej.. det.. det er det ikke,” begyndte hun stilfærdigt, som hun roligt vendte blikket mod ham og med den samme rolige og stilfærdige mine. Jacqueline lå og sov godt og trygt mellem dem, fuldkommen fredeligt og det var noget som hun godt kunne lide. Hun trak vejret dybt. ”Jeg… skal nok prøve,” afsluttede hun dæmpet.

[ilosonic]

Måske at Ilaria havde smadret en masse og at det havde kostet en hel del, for hun havde faktisk ødelagt mange antikke ting som virkelig var uvurderlige og som var mange penge værd, men.. det var jo bare ting, det betød virkelig intet for Ilosonics vedkommende, for hendes velvære betød da langt mere for ham end noget andet! En stue var virkelig ikke mere værd end hende! At hun så ikke fandt det morsomt, men at smilet falmede, gjorde ham en anelse usikker for han gad virkelig ikke til at skændes igen! At hun så undskyldte fik ham til at se direkte overrasket på hende, hvor han glippede let med øjnene. Hvorfor pokker undskyldte hun? Det lå virkelig sjældent til hende, og hun havde allerede én gang undskyldt denne dag, og selv det var kommet bag på ham, selvom det et sted også glædede ham at hun kunne åbne så meget op, at hun viste sig fra en mere sårbar side. Et let smil gled over hans læber, hvor han løftede hånden og strøg den ganske blidt over hendes kind. “Du skal ikke undskylde. Det er bare en stue,” svarede han roligt og ganske stilfærdigt. “Har du desuden glemt, at jeg er én af de rigeste i landet?” spurgte han drillende, som han blinkede ganske let til hende. “Plus jeg troede vi blev enige om at stuen så bedre ud? Så der er virkelig ingen grund til at undskylde,” fastholdt han, som han lagde sig godt til rette ved hende, inden han lod den ene arm snige som omkring hendes krop, så han kunne holde hende tæt. Han var virkelig glad for at hun var faldet til ro igen, selvom han kunne mærke at hun ikke var i det bedste humør, selvom han heller ikke sagde det mindste til det, for de havde trods alt lige været oppe at skændes og det havde virkelig været den værste gang hidtil!
Sonic var virkelig ikke skuffet over Ilaria, han elskede hende og han vidste at hun slet ikke havde ønsket at være mor til at starte med, hun havde kun gået igennem det hele på grund af ham, og han var virkelig blevet glad ved tanken omkring hendes graviditet med tiden, selvom han til at starte med ikke havde været så meget for det, for ingen af dem var de fødte forældre, selvom han måtte indrømme at han faktisk gjorde det godt, i hvert fald bedre end det som han havde forventet. Et let smil gled over hans læber til hendes ord, hvor han strøg hende blidt over kinden, inden han vendte blikket ned mod Jacqueline, der måtte ligge imellem dem. “Jeg ved at du forsøger Ilaria. Jeg ønsker bare du skal være der for vores datter af og til, jeg ønsker at du skal holde af hende, netop fordi du er hendes mor og fordi hun er vores datter. Jeg ønsker hun skal have det godt og være beskyttet, men jeg kræver virkelig ikke at du skal være den bedste mor i hele verden, jeg ønsker ikke du skal være blødsøden eller sød, desuden tror jeg at jeg bliver alt for god ved hende, netop fordi jeg er ilddæmon, men jeg ønsker også at hun skal trænes, at hun skal lære at verden er hård og brutal, så hun kan klare sig. Hun skal få en dvasiansk, en hård opdragelse, og dog velvidende om at hun er elsket,” fortalte han sandfærdigt, som han betragtede deres lille pige. Hvem ville være bedre til at opdrage en dvasiansk pige end de to? Han ville selv træne sin lille pige hårdt, så hun kunne klare alt hun stod overfor! At hun gengældte kysset var noget som fik smilet til at brede sig på hans læber, for så vidste han da at hun stadig ønskede ham tæt. “Så længe du prøver er jeg glad,” fortalte han sandfærdigt, inden han skænkede hendes mundvig et blidt kys, “men få lidt søvn min kære.” Han sendte hende et varmt smil, selvom han endte med at vende hendes blik imod sig, ved at lade hånden søge mod hendes hage. “Jeg elsker dig.”

[Deleted]

Dette skænderi havde virkelig været det værste hidtil og de havde efterhånden været igennem forbandet mange af dem, om det var noget som man ville det eller ikke. Hun var virkelig ikke i det bedste humør for tiden, om det var noget som man nu ville det eller ikke, men det var virkelig ikke noget som hun kunne gøre for! Hun prøvede virkelig bare at finde sig til rette med det hele, selvom det bestemt heller ikke var nemt, men det var vel det at man gjorde et forsøg som havde betydning? Hun lod det hellere gå ud over genstande end det som hun ville lade det gå udover ham, så det alene var jo et skridt i den rigtige retning kontra det som man var vant til at se hende gøre. Hun var ikke bange for at slå fra sig eller noget som helst, hvilket selvfølgelig også gjorde forbandet meget for hendes vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun vendte blikket mod ham. Hans strøg mod hendes kind var noget som hun virkelig godt kunne lide og det var noget som tydeligt også måtte gøre hende rolig og det var på en yderst behagelig måde. Hun trak vejret dybt og lagde sig godt til rette sammen med ham. ”Det.. det er jo rigtigt nok.” Det var noget som et sted lettede hende at høre, for hun havde jo også hørt ham rase når hun havde smadret ting, men hellere det end at hun ville skade ham – ligesom hun havde gjort her til aften, hvilket jo faktisk var det som hun havde det værst med.
At hun faktisk kunne få den lille pige til at falde fuldkommen til ro, var noget som virkelig glædet Ilaria. Det var vel også fordi at Sonic var der til at få den ro frem i hende? Hvilket var noget som hun faktisk rigtig godt kunne lide! I det store og hele, så vidste hun virkelig ikke hvad hun skulle gøre uden ham, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Blikket hvilede på ham, også selvom hun var voldsom opmærksom på den lille i hendes arme. Hun ønskede jo virkelig at gøre et forsøg og faktisk gøre ham stolt. Hans lange, lange tale lyttede hun intenst til, for i hendes øjne, så var det jo dødbringende alvor. Det gjaldt for pokker den lille familie som hun havde skænket ham, også selvom det slet ikke var noget som hun havde gjort direkte bevidst. ”Jeg ønsker ikke at hun skal have den samme form for opdragelse som det jeg selv har haft, Sonic, men.. det er virkelig ikke nemt for mig.” Blikket gled stille mod den lille pige. Hun havde bestemt intet imod at Sonic var så tæt på hende, for det var noget som hun faktisk rigtig godt kunne lide, om det var noget som man ville det eller ikke. Han var ganske rigtigt en ilddæmon, men det var stadig hendes mand og hun elskede ham virkelig! Hånden mod hendes hage og det at hun blev ’tvunget’ til at se på ham, fik hende roligt til at vende blikket mod ham. Ikke fordi at det gjorde hende noget som sådan, for.. hun havde intet imod at se i hans glødende øjne. Hun sendte ham et stille smil. Han gjorde hende virkelig så godt tilpas og det kunne hun godt lide. ”Jeg elsker også dig, Sonic..” Ordene var i den grad udtalt med den store sandhed! Hun lagde sig roligt til rette. Armen gled roligt omkring ham, som hun roligt lagde sig til med den lille mellem dem. Hun skænkede Jacqueline et stille kys på panden og med et stille smil. Hun lukkede øjnene, som hun næsten automatisk gled hen i en form for søvn.

[ilosonic]

Det var skam klart for Ilosonic at Ilaria havde et stort temperament, for det havde hun jo altid haft, desuden var det jo ikke første gang at hun havde skænket ham en lussing eller to, til tider havde hun skænket ham mange flere, selvom han vidste at hun slog ham, når han havde overskredet hendes grænser, så det var et sted kun en advarsel for ham, desuden havde han til tider behov for at få banket noget fornuft ind i hovedet, for han vidste godt hvor flabet og hovmodig han kunne blive. At høre hende undskyld, var dog noget som kom bag på ham, hver gang det skete, netop fordi det slet ikke lå til hende og han vidste jo også grunden til det; hun var isdæmon, det var jo også det som gjorde at hun ikke kunne åbne op for deres datter som det han selv kunne, for ild skulle skam ikke kun sammenlignes med kaos og skade, en ilddæmon kunne også være kærlig og ikke mindst lidenskabelig, netop fordi de var så varme. Han havde derfor ikke svært ved at vise kærlighed, ikke når han faktisk følte noget for en person, som han gjorde for Ilaria eller som han gjorde for Jacqueline, for han elskede virkelig sin datter! Men de to var virkelig også de eneste som han var så kærlig overfor! Alle andre var han skam kynisk, kold og ligeglade med, det var alle andre han ønskede at gøre skade på, det var dem han var rapkæftet over for, det var dem som han lukkede fuldstændig af for, for de havde virkelig ingen betydning for ham. Han sendte hende et skævt smil. “Nemlig,” endte han roligt, som han lagde hovedet tæt ind mod hendes, hvor han også kunne indsnuse hendes søde duft, en duft der altid kunne gøre ham rolig.
Måske Ilaria ikke var den perfekt mor, hun var måske heller ikke den bedste, men Sonic var jo heller ikke den bedste far, jovist var han der for sin datter, men han ønskede bare ikke at hun skulle igennem det samme som han havde været, for han havde jo egentlig slet ikke ønsket sig et barn, det var bare kommet efter at han havde været Ilaria tæt, og han havde været Ilaria tæt, fordi han faktisk havde næret følelser for hende, selvom de godt nok ikke havde været et par på det tidspunkt. Han nikkede roligt til hendes ord. “Hun får hverken den samme opdragelse som dig eller mig,” svarede han roligt, som han strøg den lille pige over hovedet. “Hun får en bedre opdragelse,” forsikrede han hende, selvom han dog stadig var ganske vis på at opdrage hende i mørket, for det var jo trods alt en stor del af ikke kun ham men også af Ilaria, og nok han var født procianer og nok stadig var det af sjæl og sind, men han var bestemt ikke blødsøden på nogen måde overhovedet! Ikke med det som han havde været igennem, desuden var han stolt af at være fuldblodsdæmon, og Jacqueline skulle naturligvis blive opdraget i dæmonens traditioner og normer, for det var jo trods alt hvad den lille pige var. Han trak roligt på smilebåndet til hendes ord. “Højere end noget andet,” tilføjede han roligt. Han måtte indrømme at han selvfølgelig elskede sin lille pige, men.. det var og blev Ilaria der havde den største plads i hans hjerte, selvom han måske brugte mere tid på Jacqueline, men det var jo kun fordi han var nød til det. Han lagde sig roligt selv til rette ved siden af dem begge, hvor han var påpasselig med ikke at mase deres lille pige, for hun var jo stadig så skrøbelig og så lille, der skulle jo ikke meget til før man kunne gøre skade på hende og det ønskede han virkelig ikke! Han lænede sig ind skænkede den lille pige et blidt kys, inden han skænkede Ilaria et lidenskabeligt kys, blot for at lægge sig til rette. Han var træt, han var drænet for energi og ville egentlig bare gerne have noget søvn. Det tog ham heller ikke lang tid, før han faktisk måtte falde i søvn og give sig hen til det betryggende mørke og den nødvendige hvile.

//Out

[Deleted]

Når Ilaria endelig havde smækket til Sonic, så var det virkelig en sidste advarsel. Normalt så gik det hellere over genstande, for hun ønskede jo heller ikke at gøre ham det mindste ondt. Han havde nemmere for at udtrykke sine følelser end det som hun havde, hvor man direkte kunne sige sig, at hun var mester og direkte ekspert i at undertrykke det hele og lade som ingenting, men det var faktisk svært. Hun var omringet af folk som direkte havde brug for at hun kunne vise disse ting, om det var noget som man ville det eller ikke og det var noget som direkte måtte skræmme hende et sted. Tanken om at hun direkte måtte kæmpe for at åbne op på denne her måde og det at vise folk på denne her måde, at hun ønskede og elskede dem, var virkelig ikke nemt, men hun gjorde det for hans skyld såvel som hun forsøgte at gøre det for Jacquelines. At sige ordet ’undskyld’ var bestemt heller ikke nemt for hendes vedkommende, men hun forsøgte, for hun ønskede faktisk at gøre ham stolt af hende og stolt af den som hun var og det som hun kunne udrette og helst uden at skændes og råbe og skrige af ham, for det var jo heller ikke noget som de fik det mindste ud af i den anden ende. Hun nikkede roligt og med et stille smil. ”Mhmm.” svarede hun blot, som hun lagde hovedet tæt ind mod hans. Det var rart at han var der og endnu kunne holde om hende. Hun kunne slet ikke forstå hvordan hun havde kunne undvære ham igennem hendes liv, specielt nu hvor han var dukket op!
Ilaria var så panisk bange for ikke at gøre det godt nok, at hun opgav på forhånd. Det var slet ikke noget som hun gjorde med vilje, for hun ønskede virkelig ikke at den lille pige skulle opfostres som hende selv – uden en mor eller en far som brød sig om hende eller ønskede at have noget med hende at gøre. Bogstavelig talt en opvækst uden kærlighed og det var noget som et sted måtte gøre direkte ondt for hendes vedkommende. Specielt også nu hvor hun kunne se hvad hendes egen datter måtte få. Hun vendte blikket stille mod Sonic, hvor hun sendte ham et stille smil. ”Godt,” endte hun roligt og med en dæmpet stemme. Det var en tanke som faktisk glædet hende. Hun lagde sig godt til og med armen trygt hvilende over Jacqueline og i og med at hun lå mellem dem, så hun lå tryg og sikker var ikke noget som kunne gøre det så slemt igen. Deres lille pige var tryg og beskyttet og det var noget som glædet hende! ”Højere end højest,” svarede hun igen. Det var ord som hun mente. Hun kunne virkelig ikke undvære Sonic for noget som helst i hendes liv! Det var ham som havde den største betydning i hendes liv og det var bestemt heller ikke noget som hun ønskede at gøre anderledes. Kysset gengældte hun selv mere end glædeligt. Hun elskede ham og selvfølgelig ønskede hun også at det var noget som han vidste, så han heller ikke var i tvivl. Selv lagde hun sig til rette, hvor hun med Sonics arme om hende, hans duft i hendes næse og det at vide at han ønskede at det hele skulle fungere, så hun kunne glide hen i den trygge og behagelige søvn – den som i sig selv, ellers var så frygtelig tiltrængt!

//Out