Back home.. with an empty heart..

[Deleted]

Det var en temmelig flot morgen, selvom det nu ikke var noget som rørte Ilaria det mindste. Hun kunne knapt nok finde fokus til den lange tur hjem, selvom hun virkelig bare længtes tilbage til det som hun kendte fra før af. Ikke bare hormonerne som havde været helt oppe at ringe for hendes eget vedkommende, for det havde virkelig efterladt hende med en frygtelig intens fornemmelse. Hun ville i den grad lyve, hvis hun ville påstå at Sonic slet ikke hvilede i hendes tanker, for hun kunne da heller ikke tænke på andet! Tårer havde hun ladet falde hele vejen, folk havde kigget efter hende, men det havde bogstavelig talt raget hende en høstblomst! Det var jo som om, at hun slet ikke havde set at de havde været der. Hendes skulder brændt som en i helvede, det var dage siden, at hun havde hvilet det mindste og det var noget som hun efterhånden tydeligt kunne mærke. Ryggen smertede som aldrig nogensinde før, hendes ben truet med at knække sammen under hende og det brændemærke havde virkelig ætset sig så godt ind i hendes mave, at arrene nok ville være der for resten af hendes liv, for det var en berøring af noget som hun bare ikke kunne tåle! Barnet frygtede hun for, Sonic frygtede hun for – hun glemte virkelig sig selv i samme omgang, selvom det nok heller ikke var helt godt for barnets vedkommende på denne her måde, hvilket kun måtte gøre det hele så meget værre for hende!
Som Carino Fattoria måtte vise sig for hendes blik, så kunne hun nærmest ånde lette op. Hun havde måtte skændes med vagterne ved muren, selvom de havde endt med at give efter og lade hende komme ind til hendes egen store lettelse. Hun kom op til huset, fik sig kæmpet igennem haven og op til de store hoveddøre som hun bare skubbet op. For hendes del, så var der virkelig forbandet stille uden at Sonic var der. Hun manglede ham, selvom det var hårdt for hende selv, at skulle erkende. Hun holdt af ham og nu havde han endnu en gang bevist for hende, at det ikke bare var noget som han sagde, men faktisk også noget som han måtte mene. Armen hvilede slapt ned langs hendes krop. Det var.. ja, 3 eller 4 dage siden, at den var røget af led, og hun havde slet ikke fået lov til at få den på plads igen. Hun sank klumpen stille i halsen, som hun så sig omkring i det store hus. Tjenestefolket så hun intet til – visse havde vel taget deres chance og stukket af, nu hvor det måtte være dage siden, at de havde været der sidst? Hun bed sig svagt i læben, da hun kæmpet sig ind i stuen, som var lige så mørk.. lige så tom og forladt som resten af huset – Ligesom hendes sind, for hun følte sig virkelig tom indvendig. Hvorvidt om det bare var de mange hormoner som endnu en gang måtte være fuldkommen ude af kontrol, var slet ikke noget som hun vidste, men hun vidste, at det at se Sonic på den måde der, var noget af det værste som hun nogensinde havde oplevet! Med de tydeligt skælvende ben, så trak hun sig helt hen til sofaen i stuen, hvor hun bare gled ned og satte sig, da benene måtte give efter. Hun havde vandret uden stop.. hun ville egentlig bare gerne hjem. Tårerne trillede stadig ned af hendes kinder, hendes øjne var helt røde og hun sagde ikke så meget som et ord. Et sted så chokket over det som hun havde set, at hun ikke rigtigt kunne sige noget som helst, andet end at sidde og tænke på de grusomme handlinger! Blikket gled stille ned mod den slappe arm ved hendes side, selvom hun ikke rørte sig ellers. Hun ønskede ham egentlig bare hjem!

[ilosonic]

Hvor mange dage der var gået, hvor mange nætter der var gået, ja det hele stod ligesom langt væk for Ilosonics vedkomne. Han havde reddet fra mansionet i blinde, hvor han slet ikke kunne finde vej. Hans krop gjorde ondt som bare pokker! Han var blevet tæsket, hans ansigt var svulmet en anelse op, som hans venstre øje var hævet, han havde fået flækket et øjenbryn, hans kæbe gjorde ondt, og hans højre øje var blevet brændt og nu var han blind på det. Hans dårlige arm havde Julien skåret op igen, selvom at spidevirussen jo faktisk var ude via den handling, men den brændte som bare pokker! Han havde fået brækket to ribben, hvis ikke trykket et par andre, hans ryg gjorde ondt og han kunne næsten kun være i en stilling, for bare at kunne slappe lidt af, for hans ryg var blodig af de mange piskeslag. Hans venstre skulder gjorde ondt, da han havde fået en kniv stukket direkte ind i den, så langt som bladet havde været langt og det gjorde virkelig ondt! Det forundrede ham virkelig at han endnu var i live og ikke var blevet dræbt på grund af blodmangel, for blod havde han virkelig mistet meget af! Det blødte stadig fra hans læbe og næse, hvor han faktisk var heldig at hans næse ikke var blevet brækket på trods af de mange slag som han havde fået. Han sad stadig på sin sorte hingst, som havde travet.. et eller andet sted hen. Han havde prøvet at spørge om vej, men folk havde flygtet så snart de havde set hans ansigt, hans forslåede krop, som han jo nærmest måtte ligne et monster! Hans højre øje var dog det som gjorde mest ondt, ikke kun på grund af smerten, men også fordi at han aldrig ville komme til at se med det igen. Han blødte fra øjet, fordi at varmen havde fået blodkarrene til at springe, hvor det ellers sveg i brandmærket, som gik fra hans øjenbryn til lidt ned over hans kind. Han havde reddet i sit eget håb om at finde hjem, selvom at for hver dag, for hver time, ja selv for hvert minut havde det set håbløst ud for ham, lige indtil han havde stødt på en mand.. en healer, hvilken race vidste han ikke, for han kunne jo ikke se ham. Men manden havde vist ham den venlighed, hvor han havde plejet hans sår, forbundet hans krop, hvor han havde hvilet i en enkelt dag, inden han var taget hjemover igen. Han havde fået en forbinding for det højre øje, hvor det venstre så en anelse bedre ud, selvom at hævelsen lige skulle forsvinde, før han kunne se ordentligt, men lidt kunne han da se med det. Hans overkrop var forbundet i bandage, hvor han havde fået en træplade i den ene side ved hans bryst, som skulle holde sammen på hans ribben, så de også kunne heale. Havde manden vidst at han havde været Ilosonic Demoniqz, så havde han jo nok ikke hjulpet ham, men han var blevet slået og pint til ugenkendelighed, så manden havde slet ikke opdaget noget. Han havde takket for hjælpen, inden han var reddet hjemover på den prægtige sorte hingst. Han hev i tøjlerne, for at få hesten til at stoppe, da han endelig havde nået Carino Fattorias gårdsplads, hvor en form for lettelse måtte ramme ham. Han håbede virkelig at Ilaria måtte være her! Han kom af hesten, hvor han satte den over i stalden, inden han fandt krykken frem, som manden havde givet ham med sig på sin vej, så han havde noget at støtte sig op af. Han åbnede roligt hoveddøren, hvor han blot stod tavst i forhallen. ”Ilaria?” Hans stemme var hæs, træt og udmattet, hvor hans mørke øjne så ganske let rundt i forhallen, selvom at der ikke var spor efter hende.

[Deleted]

Helt præcist hvor længe at Ilaria måtte sidde i den tomme stue, vidste hun ikke. Hun sad mere eller mindre bare og stirrede ind i væggen og med tårerne trillende ned af kinderne. Jo længere tid som måtte gå, jo mere var hun overbevist om at Sonic ikke ville komme hjem.. at han havde ladet livet for hendes skyld, selvom den tanke i sig selv, faktisk var noget som kunne gøre hende direkte vred, for det havde aldrig været meningen! Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst, som hun selv nærmest sad og prøvede at finde tegn til liv fra den lille i hendes indre, for hendes smerte, måtte vel også gå ud over det kommende barn? Julien havde brændt hendes mave, selvom hun allerede nu måtte vide, at det var noget som ville efterlade hende grimme ar, hvilket kun var en tanke som gjorde hende direkte vred og endda på alle måder overhovedet, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. Tvært imod! Om ikke andet, så var dette barn ikke noget som skulle have lov til at se dagens lys hvis ikke Sonic var der. Hun ville aldrig nogensinde kunne klare den opgave alene og det var noget som hun vidste med sikkerhed allerede nu, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Huset var koldt, det var mørkt, tomt og stille, selvom det slet ikke var noget som hun direkte mærkede sig af. Hendes egen smerte var intens, hun var nødsaget til at sidde helt rank udelukkende på grund af alle de piskeslag som hun selv havde været offer for – ja, et sted så rørte det hende vel ikke? Hun havde altid vidst at Sonic ville komme og hente hende og få hende med hjem, selvom hun da havde håbet på, at han ville følge hende! Hun havde gået til fods.. det havde været en vej som havde taget hende dage, da hun ikke havde haft en hest eller noget som kunne fragte hende hjem. At Sonic havde det og derfor også havde sparet sig for den lange rejsetid, var heller ikke noget som hun vidste.
Siddende i sine egne tanker, så blev hun dog tydeligt revet ud af det, da hun var sikker på, at hun hørte nogen kalde hendes navn. Blikket vendte hun direkte mod døren fra stuen som ville føre ud i den store hall, hvor hun bare blev siddende og stirrede. Ganske forsigtigt endte hun dog med at skulle rejse sig op og med hånden hvilende mod sin tydeligt ødelagte skulder. Han var ikke den eneste som var udmattet, for det var hun i den grad også! Tårerne kæmpede hun tydeligt med, selvom de røde øjne vel tydeligt også måtte afsløre for vedkommende, at hun faktisk havde grædt? Med de rolige skridt, så søgte hun stille ud mod gangen, hvor hendes blik med det samme måtte falde til hans velkendte skikkelse.. og så alligevel ikke.. Det skræmte hende virkelig at han så sådan ud, selvom det var en lettelse uden lige, at se ham stå der i live! Et stille og svagt smil passerede hendes læber, idet hun stille og med de tydeligt skælvende ben måtte gå hen mod ham. At se ham støtte til en krykke, hans ansigt slået til uigenkendeligheder, så var hun slet ikke i tvivl om at det måtte være ham. ”Sonic..” Et sted bare for at bekræfte at hun vidste, at det var ham som stod foran hende. Hun var nærmest stiv i blikket, et sted fanget i chok over det som i det hele taget var sket. Hun følte… skyld? Skyld for at have bragt ham i den situation, som havde gjort at han så sådan ud. Hun følte aldrig skyld! Hun nåede ham stille, hvor hun meget varsomt hævede hånden og strøg den mod hans kind. Hun var bare glad for at have ham hjemme igen!

[ilosonic]

At der var helt stille i huset, at der ikke var nogen tjenestefolk omkring, måtte et sted ikke forundre Ilosonic, for han vidste godt at de fleste ville stikke af når havde chancen, vel fordi at de ikke gad at arbejde under ham? Det var faktisk ikke fordi at han var så slem igen, det var jo faktisk mere Ilaria der måtte være efter tjenestestaben, for han selv behandlede dem faktisk godt, desuden så var de jo faktisk i sikkerhed her fra oprøret, selvom at han da havde fundet ud af at Carino Fattoria ikke var det sikreste sted at være alligevel, for Julien var jo kommet ind, han havde kidnappet Ilaria og tvunget ham med sig til mansionet, hvor han boede og hvor man ikke kunne bruge magi, et snu træk fra knægtens side af, selvom at den tortur som han havde været igennem, virkelig havde været forfærdelig! Det gjorde ondt, og han var faktisk bare glad for at det var overstået, at han kunne få lov til at komme hjem. Han havde allerede fået tilset sine sår og fået forbinding på de fleste steder, og det var bestemt ikke fordi at han havde tænkt på sig selv som det første, for han havde faktisk bare ønsket at komme hjem, det var det eneste som han havde tænkt på, hjem til Ilaria, som han havde håbet på at finde hende her, men han havde ikke kunnet se en skid! Hans venstre øje var hævet, hvor blikket havde været sløret, hans højre øje, ja.. det var han blind på, så det nyttede jo heller ikke. Hvis det ikke var for den mand, som han var stødt på, så havde han nok ikke været hjemme endnu. Utroligt at manden egentlig havde gidet at hjælpe ham, men han havde været tydeligt overrasket og forfærdet over at nogen kunne finde på det. Det kom jo så bare Sonic til gode at manden havde gidet at tilse hans sår, for så skulle han da ikke gøre det selv, når han kom hjem, så kunne han i stedet for se til Ilaria, selvom at han ikke vidste om tjenestefolkene havde hjulpet hende, for han kunne godt høre nogle rumstere rundt nede i kælderen, så det måtte betyde at der stadig var nogle her.
Det mørke øje faldt på Ilarias skikkelse, som hun trådte ud af stuen, hvor en lettelse uden lige måtte skylle ind over Sonic, for det var virkelig hvad han havde håbet på! Han studerede hende roligt, hvor han lagde mærke til at hun.. græd? Han gik hende roligt i møde, selvom at det var med langsomme skridt, for hans krop gjorde virkelig ondt! Hans dårlige arm, var stadig i slynge, dog var spidevirussen helt ude af hans krop, så nu skulle såret faktisk bare heale og så var den så god som ny. Hans venstre arm måtte derfor styre krykken, selvom at det var med halvt besvær, for hans venstre skuldre gjorde også ondt, da Julien havde stukket kniven ind i den skulder, noget som brændte af helvedet til! Hånden som hun hævede for at stryge imod hans kind, gjorde faktisk ondt, men den smerte kunne han godt bide i sig, for han kunne virkelig ikke beskrive hvor godt det var at være i kontakt med hende igen! Han lod roligt sin pande falde mod hendes, hvor han løftede sin mere raske arm, inden han lod sin raske hånd søge mod hendes kind. Han kunne ikke omfavne hende og holde hende tæt, for han havde brækket to ribben. ”Hvor er det godt at se dig!” endte han i en lettet hvisken, hvor et næsten muntert smil måtte glide over hans læber. Hun var i sikkerhed? Så kunne han faktisk ikke få det bedre! Han rettede sig lidt op igen, hvor hans blik faldt mod hendes krop. ”Din skulder er stadig vredet af led,” bemærkede han roligt, inden han vendte blikket mod hende igen.

[Deleted]

Det var virkelig første gang igennem hele hendes liv, at Ilaria slet ikke vidste hvordan pokker hun skulle reagere på noget som helst. Ikke fordi at det var noget som hun som sådan kunne lægge skjul på, for det var for hårdt at holde alle de mange facader oppe lige for øjeblikket. Hun var virkelig bare glad for at se ham i live! At det måtte gøre ondt på ham at røre ved hende, var faktisk en tanke som hun snildt kunne sige, at hun måtte være fuldkommen ligeglad med, for det var hun virkelig! Hun havde bare brug for at vide, at han faktisk måtte stå der og at han ikke bare var en tanke som bare var blevet alt for levende, også for hendes vedkommende. De isblå øjne søgte til ham. Han så jo særdeles forfærdelig ud og den tanke var i den grad også noget som kunne skræmme hende og noget så frygtelig voldsomt endda! Det gjorde det jo kun langt mere tydeligt at hun havde været forbandet heldig, at hun ikke var mere medtaget end det som hun var. Hun sukkede indvendig. Det var hende bare en lettelse uden lige, idet hele taget at kunne se ham i levende live på denne her måde, så kunne det bestemt heller ikke blive bedre end som så, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. At hun græd, var noget som hun næsten havde glemt, selvom det var noget som hun slet ikke tænkte på lige nu. Det at han vart hjemme, var virkelig det som hun måtte finde som det bedste af det hele, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun dirrede let, som hun selv tydeligt måtte stå imod den fristelse til at skulle kaste sig i hans favn, for det var virkelig noget som hun havde lyst til, selvom det var tydeligt for hendes vedkommende, at han virkelig måtte have ondt, og det var jo heller ikke fordi at hun ønskede at gøre det værre for ham end det som det i virkeligheden var. Hans hånd mod hendes kind, fik hende til at lukke øjnene, så de sidste faldende tårer måtte trille ned af hendes kind. Hun vendte blikket derefter mod ham igen. At sige ham imod lige netop nu, var slet ikke noget som måtte komme hende på tale på nogen som helst måde! Hun sendte ham et svagt, dog tydeligt træt og udmattende smil. ”Det er godt at have dig hjemme..” sagde hun stille. Sandt var det jo faktisk, for hun kunne bestemt heller ikke undvære ham, om det jo så var noget som hun ville vedkendes eller ikke. Hun vendte blikket stille mod sin arm, hvor hun stille trak på den ene skulder. Den anden var mildest talt helt ubrugelig ligesom resten af hendes arm. ”De lod mig hænge i en arm, for det andet var ikke nødvendigt.. Den er mere eller mindre ubrugelig.. Men ikke tænk på den, Sonic.. Du er da langt mere tilskadekommen end det jeg selv er,” påpegede hun stille. Nej, det var ikke fordi at hun ikke ville have hans omsorg, for den havde hun bestemt heller ikke det mindste imod. Hun nød den faktisk, selvom hun altid havde givet udtryk for det modsatte. At det var dage siden hun havde fået lov til at hvile, kunne hun efterhånden også godt mærke, så bed hun det i sig for nu. Hun ville ikke finde hvile uanset, for hun kunne ikke ligge på side, mave eller ryg.. Julien havde jo pisket, brændt og skåret i hende! De isblå øjne, måske kolde og mørke, men denne gang var de faktisk tårefyldte. ”Jeg er bare glad for, at du kom hjem..” tilføjede hun stille. Hun havde virkelig ikke turde at håbe på noget andet af det.

[ilosonic]

At se Ilaria i god behold – sådan da – var noget som virkelig måtte lette Ilosonic uden lige! Han havde virkelig kun håbet på at hun havde det godt, at hun var kommet hjem og nu var i sikkerhed igen, selvom at et nyt angreb vel egentlig godt kunne finde sted? Han måtte jo bare selv sørge for at der ikke kom flere angreb hertil, så han måtte jo selv skærpe sikkerheden her omkring hans egn, så det samme ikke skete igen, desuden så nyttede det jo heller ikke at folk bare kunne vade ind, når de engang fik den lille, for så var de jo nød til at have lidt sikkerhed her rundt omkring. Og nu hvor han stod som greve og nok var den rigeste mand pt. så burde det jo faktisk godt kunne lade sig gøre. At stå Ilaria så tæt, var noget som han virkelig havde savnet! Derfor måtte det faktisk frustrere ham at han ikke kunne slå armene omkring hende og bare knuge hende ind til sig, for hans krop var så forslået og ødelagt, at det gjorde ondt uanset snart hvad han gjorde! Det frustrerede ham virkelig! Han vendte kort blikket mod hendes kinder, som han mærkede tårerne trille ned mod hans hånd, der hvilede mod hendes kind. Han strøg roligt hendes tåre væk med sin tommel. ”Du græder,” bemærkede han i en mild hvisken, det var ingen hån, det forundrede ham faktisk at hun viste sig så sårbar, for han vidste jo godt at hun hadede det, men han havde jo aldrig hånet hende for nogen af de ting hun havde gjort, han havde aldrig hånet hende for at åbne op, og han ville bestemt heller ikke håne hende for at græde! Et sted varmede det ham faktisk. Han lænede sig frem og skænkede hendes læber et blidt kys. ”Det er godt at være hjemme..” hviskede han med et skævt smil, selvom at det også var tydeligt træt, for han var virkelig udmattet, og det måtte hun vel også være? Han vidste jo faktisk ikke hvornår hun var kommet hjem. Han vendte roligt blikket mod hendes arm, som hun begyndte at fortælle hvad der var sket og at hun ikke havde fået den skubbet på plads endnu, men det var vel også svært at gøre selv? ”Selvfølgelig er den ubrugelig, den er jo gået af led!” påpegede han med en bekymret undertone. Han var faktisk ligeglad med sig selv, for han havde jo fået forbinding og alt skidt på, det havde hun jo slet ikke! ”Lad mig sætte den på plads,” insisterede han, hvor han ikke engang ventede på at hun gav ham lov, for det nyttede ikke at hun bare rendte rundt med en arm der var ude af led! Han stillede sig tæt på hende, idet han greb omkring hendes dårlige skulder, dog uden at gøre noget endnu. ”Det kommer nok til at svige lidt,” svarede han roligt, som han betragtede hende kortfattet. ”Jeg tæller til tre.. en.. to..” På to valgte han at sætte skulderen på plads, så det kom med en kort knæklyd igen og så hun også var uforberedt på det. Han vidste at det nok ville gøre forbandet ondt, og det var heller ikke fordi at han ville gøre det værre, men hun ville jo nok takke ham igen, når skulderen havde fået det bedre, så hun igen kunne bruge armen uden at det gjorde ondt, for det andet var da kun til besvær!

[Deleted]

Ilaria mærkede virkelig kun lettelsen ved at have Sonic hjemme igen. Ikke fordi at det var en følelse som hun var særlig vant til, men det var heller ikke fordi at det var noget som hun direkte kunne gøre noget som helst ved, om det jo så var noget som hun ville det eller ikke på denne her måde. Nu hvor hun havde set hvor hård og brutal at Julien måtte være, så skulle hun vel bare prise sig lykkelig for at hun havde fået ham med hjem i live? At hun faktisk stod og græd foran ham, var slet ikke en tanke som faldt hende ind. De.. faldt vel egentlig bare uden at hun som sådan kunne gøre noget som helst, for at ændre det på nogen som helst måde overhovedet og det var noget som næsten måtte frustrere hende yderligere. Først da han påpegede det for hende, lagde hun mærke til den våde bane nedover hendes kinder. Hun blinkede let med øjnene og rystede stille på hovedet. ”Kun fordi at det gør ondt,” påpegede hun dæmpet. Et sted var det en løgn.. jo, det gjorde ondt og nok til at bringe hende til tårer, men der var andre ting som spillet ind i dette også. Kysset som han valgte at skænke hende, var noget som hun besvarede og næsten med en længsel. Det var egentlig bare noget som faldt hende ganske naturligt. Han var hjemme og det var i den grad også det som var det vigtigste set i hendes øjne, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun sendte ham selv et træt og udmattet smil. Folkene gemte sig nok i kælderen – dem som var tilbage om ikke andet, for hun havde ikke set så meget som en sjæl siden hun var kommet hjem – desuden, så vidste hun egentlig heller ikke hvor længe hun havde været hjemme. Hun havde jo bare siddet og stirret direkte ud i luften. ”Sonic, jeg..” Hun vendte blikket mod ham, idet han insisterede på at sætte hendes skulder tilbage på plads. Ikke fordi at det var noget som gjorde hende noget, for hun ville elske, at få den smerte til at forsvinde! Hun nikkede blot til hans ord, også selvom det kraftigt stivnede i hende, idet han skubbede hendes skulder på plads, hvor hun endnu en gang måtte slippe et tydeligt og smertefuldt skrig. Hun greb sig kraftigt til armen, idet hendes ben næsten måtte knække sammen under hende. Hun var desuden for udmattet til at holde sig oppe. Der var jo en grund til at hun havde kollapset inde i stuen på sofaen og ellers bare var blevet siddende. Hun sad fuldkommen stiv i ryggen og vendte blikket mod hendes arm, som hun prøvede at bevæge fingrene. Det gik da en smule, selvom det stadig måtte brænde og ekstremt meget! Hun prustede let, lukkede øjnene da tårerne endnu en gang trængte sig på. Hvorfor skulle hun være så følelsespræget lige nu?! Hun trak vejret dirrende. ”T-tak Sonic..” sagde hun stille, som blikket gled mod hendes mave. Endnu en gang så følte hun for at genvinde bare lidt af det gamle fokus igen, selvom hun stadig var træt, frygtelig udmattet og havde ondt, så havde han bestemt også det samme! Denne gang så hun ned. Han skulle bestemt ikke have lov til at se hende sidde der og fælde tårer.

[ilosonic]

At se Ilaria græde var noget som Ilosonic aldrig havde regnet med at han ville få at se, for.. hun var så stolt, hun var så kold, hun var så indelukket og kynisk, men.. hun havde jo selvfølgelig ændret sig overfor ham, ligesom han også havde overfor hende, de var kommet tættere på hinanden, havde åbnet utrolig meget op overfor hinanden og.. ja, det måtte bare overraske ham at se hende græde, for det viste vel også at han måtte betyde noget for hende? Det var dog også ligegyldigt, han var bare glad for at stå der sammen med hende, for skulle han være ærlig så havde han slet ikke troet at han ville slippe derfra i live, men det havde han alligevel gjort, så han måtte jo have overbevist Julien? Selvom at han havde fået et sidste sår med på vejen; han var blevet gjort blind på det højre øje, hvilket faktisk måtte irritere ham uden lige! Men han var bare glad for at han havde sluppet med livet i behold, for så fik han da fornøjelsen og glæden af at se Ilaria igen og faktisk se sit barn komme til verdenen, hvilket han faktisk så frem til. Han håbede bare ikke at barnet havde taget skade af de sidste par dage, for han vidste at Ilaria også var kommet til skade og fordi hun også bar barnet, så blev han kun den tand mere bekymret for hende. Han ønskede ikke at der skulle ske noget med hverken hende eller deres barn! Han smilede næsten morende til hendes ord. Hun græd på grund af smerten? Han kendte hende for godt til at vide at hun ikke var typen der sagde av, så nok det gjorde forfærdeligt ondt, men han vidste at det ikke var grunden til at hun græd så meget! Men han sagde intet til det, for han ville ikke gøre det værre, han ville ikke håne hende for det. At hun besvarede hans kys fik hans hjerte til at slå en tand hurtigere imod hans bryst, selvom at det faktisk måtte gøre ondt, for han havde brækket to af sine ribben, så han kunne ikke engang have hende helt tæt ind på sig, selvom at det var det som han lystede mest til! At hun måtte udstøde et skrig, som han satte skulderen på plads havde han faktisk også regnet med, for han vidste at det var en handling som måtte gøre forbandet ondt! At hun dog faldt helt ned og sidde, fordi hendes ben kollapsede, fik ham dog til at se lettere bekymret mod hende. Han støttede sig roligt mod krykken, inden han strakte sin raske arm ned og greb hende om overarmen, som tegn til at hun skulle rejse sig igen. ”Kom her,” opfordrede han roligt, hvor han lagde hendes ene arm over hans skulder. ”Støt dig til mig, min kære.” Han begyndte roligt at gå imod stuen, for han havde ikke selv kræfter til at gå op ad trapperne og det tvivlede han på at hun havde, så stuen var jo det mest oplagte sted, selvom at der stadig var en del rodet derinde, for hun havde jo smadret det hele, hvor han endnu var i gang med genopbygningen. Han førte dem ind i stuen, hvor han roligt gik hen til sofaen, så hun kunne komme til at sidde ned og slappe af, hvor han også selv satte sig, selvom at han ikke lænede sig tilbage, for hans ryg var pisket, så det kunne han slet ikke. Han vendte blikket mod pejsen, som han fik tændt ilden i det tørre træ, så der kom lidt lys og varme i rummet. Han lagde roligt sin ene hånd mod hendes lår, som han strøg ganske blidt. ”Er du okay?”

[Deleted]

Sonic betød virkelig alverdens for Ilaria, selvom det nu ikke var noget som hun var meget for at erkende, så var det egentlig bare den rene sandhed. Hun holdt virkelig af ham og tanken om at hun kunne have mistet ham, var noget som virkelig påvirkede hende på så mange ukendte måder, at hun slet ikke vidste hvad pokker hun skulle stille op med de mange følelser, for hun hadet det virkelig! Han så hende græde, han så hende så følelsespræget som ingen nogensinde havde set hende før, så selvfølgelig var det også noget som betød frygtelig meget for hende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Hun ønskede ikke at vise sig svag, selvom det var den samme tanke som om og om igen måtte ramme hende; Han havde jo aldrig hånet hende for det, han konstaterede det bare, selvom det virkelig var nok. Smerten var nok til at bringe tårerne frem, men da slet ikke på denne måde. Det var vel snildt noget som man kunne sige, at hun gjorde brug af som et form for skalkeskjul, for det var virkelig heller ikke fordi at hun havde meget andet valg, når det endelig måtte komme til alt, for det havde hun virkelig ikke. At skulderen røg på plads, var noget som kun fik hende til at skrige, for det gjorde lige så ondt, som da den var røget ud af led! Hvis ikke mere end dette! Hun vendte blikket op mod ham, som han rakte hende hånden. Hun var virkelig træt og hun var i den grad også udmattet.. Bare tanken om at han nærmest måtte være som den gode gamle, var noget som gjorde hende glad, for det var i den grad også en tanke som måtte lette hende og noget så frygtelig voldsomt endda, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun fik sig langt om længe, kæmpet op på benene, hvor hun blev støttende ind til ham. Det var virkelig rart at have ham hjemme igen og i live, for det var virkelig det som også måtte være hende det vigtigste! Hun vendte blikket stille mod ham. Hun ønskede jo heller ikke at han skulle have det mere ondt og han var jo tydeligt langt mere medtaget end det som hun selv måtte være, så det var jo trods alt heller ikke noget som måtte sige så lidt på denne her måde. Ganske stile så satte hun sig ned i sofaen ved hans side. Selv så sad hun rank i ryggen uden at læne sig op af noget som helst. Det gjorde faktisk forbandet ondt! Hun trak meget forsigtigt på skuldrene. ”Det brænder… overalt,” indrømmede hun stille. At indrømme, at det faktisk gjorde meget ondt, var bestemt heller ikke noget som lå til hende som person, men det var jo så bare sådan at det nu endelig måtte være, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Tårerne trillede meget roligt, men lydløst ned over hendes kinder. Blikket vendte hun mod pejsen.. hun havde fået nok af brændende genstande for tiden, hvor hun næsten automatisk måtte blive mere kold at røre ved. Et sted vel også en traume for det brændemærke som hun var blevet udsat for. hun trak vejret dirrende. ”En gang i timen.. udsatte han mig for det..” Hun vendte blikket mod ham. Det havde taget ham et døgn at dukke op, selvom hun ikke klandrede ham for det mindste, så var det jo stadig forbandet meget som hun alligevel havde været igennem, bare fordi at Julien kedet sig eller ville se noget smerte for den sags skyld.

[ilosonic]

Ilosonic ville ikke håne Ilaria for at åbne op, for at vise sig bare lidt sårbar, for de havde jo begge fået at se at hun betød noget for ham, hvilken effekt hun måtte have på ham, og hvis det ikke var en svaghed, så vidste han virkelig ikke hvad det var! Men han kunne jo så heller ikke forhindre den effekt hun havde på ham og selvom hun kunne blive brugt mod ham som et våben, så nød han at han var kommet så tæt på hende, han nød at åbne op for hende, han holdt af hende og han ønskede faktisk ikke at noget skulle være forandret. At det jo så alligevel skulle gå ud over dem, var noget som faktisk måtte irritere ham en hel del, for han ønskede jo slet ikke at der skulle ske hende noget dårligt! Ham selv var han faktisk ligeglad med, men det at Ilaria også bar deres barn, var noget som virkelig måtte gøre ham den tand mere overbeskyttende, for han kunne virkelig ikke have tanken om at hun kom til skade eller barnet for den sags skyld. At han dog kunne være sammen med hende her, at de begge var i live endnu, var noget som faktisk måtte lette ham uden lige, for han kunne virkelig ikke udstå tanken om at hun skulle leve her helt alene uden ham, for.. nok var han ikke den fødte forælder, han var sikkert en elendig far og sikkert også en elendig ægtemand for den sags skyld, men derfor kunne han virkelig ikke lade vær med at se frem til at barnet kom, han glædede sig til det og han ville faktisk gerne være en del af det hele, hjælpe til, se det barn som de sammen havde skabt vokse op. Han vendte roligt blikket mod hende, som de kom ned at sidde, så de endelig kunne komme til at slappe af igen, for hans krop kunne virkelig godt trænge til noget hvile, problemet var jo så bare, at det gjorde så ondt at han ikke ville kunne ligge ned alligevel, så han ville ikke få noget søvn. Han rynkede brynene lettere sørgmodigt ved hendes ord. Havde han gjort noget for hver time? Det gav ham faktisk skyldfølelse, for han brød sig ikke om at hun var blevet skadet på grund af ham, at hun var blevet gjort ondt, at hun var såret alt fordi at Julien var ude efter ham. ”Jeg kom virkelig så hurtigt jeg kunne,” svarede han stilfærdigt, for det var faktisk ikke nogen løgn. Han var taget af sted med det samme, han havde reddet så hurtigt som hesten kunne, han havde selv belastet hesten bare for at komme hende til undsætning og så kom han alligevel for sent? Det var noget som faktisk næsten måtte bedrøve ham! Han løftede roligt sin hånd, som han strøg hendes tårer væk fra hendes kinder, inden han rykkede sig tættere på hende, så de sad helt tæt, hvor han lænede sig ind mod hende og skænkede hendes kind et blidt kys. ”Men jeg er glad for at du er uskadt,” endte han i en blid hvisken, inden han lagde armen om hende, for at trykke hende en anelse ind til sig, dog ikke for meget, for ellers ville det bare gøre ondt. Han vendte roligt blikket mod hendes mave. ”Og.. barnet?” Han så lettere spørgende og dog bekymret mod hende, som han roligt lagde sin hånd mod hendes mave, som han strøg ganske blidt. Tanken om at der var sket barnet noget gav ham helt ubehag!

[Deleted]

Ilaria brød sig bare ikke om at stå der som havde hun været svag, men lige nu havde hun ikke noget andet valg end at anerkende det nederlag psykisk. Han betød forbandet meget for hende og nu var det noget som mere eller mindre bare måtte stå tydeligt i hendes krop og sind. Et sted så kunne hun vel heller ikke undvære ham? De havde gået op og ned af hinanden igennem så frygtelig lang tid nu, og det var jo selvfølgelig også noget som måtte spille ind for hendes vedkommende, for hun holdt virkelig af ham, hun nød at være sammen med ham, selvom hun måske havde brugt så frygtelig lang tid på at overbevise om andet, men det var rent ud sagt spil fra galleriet. Det var de facader som mildest talt var revet fra hinanden og nu stod hun der.. Han kunne vel se, at det var langt mere end smerten alene, som måtte have den påvirkning af hende i øjeblikket? At han udviste den bekymring var næsten noget som morede hende, også selvom den gjorde hende glad. Hun var jo trods alt også vant til at folk faktisk var fuldstændig ligeglad med hende.. Hun kunne falde i kamp eller lignende og ingen ville savne hende – Han ville. Det var en tanke som hun var fuldkommen overbevist om. Hun sagde det virkelig ikke for at give ham en dårlig samvittighed, men hun kunne jo tælle timer ud fra de mange gange hun havde været igennem noget for Juliens hånd og det havde bestemt heller ikke været noget som havde bragt hende det mindste behag! Et sted så frygtede hun for barnet.. Maven var ganske rigtig synlig, men det var ikke fordi at hun direkte kunne mærke livstegn endnu. Ingen spark eller noget.. endnu om ikke andet og hun frygtede et sted for, at det slet ikke var noget som hun ville komme til at mærke sig af. Hun lukkede øjnene stille. ”Det ved jeg godt, Sonic..” hviskede hun stille. Han havde slet ikke nogen anelse om hvad hun havde været igennem og Julien havde faktisk været frygtelig mild ved hende. Kysset mod hendes kind, fik hende blot til at smile, selvom det falmet, idet han lagde armen om hende. Hendes ryg var pisket, så det gjorde faktisk ondt! Hun klemte øjnene let sammen og lod ham komme tættere på, selvom hun endte med et mindre pib. Ikke fordi at det var med vilje, men fordi at det faktisk gjorde ondt. Blikket vendte hun stile ned mod sin mave og med en langt mere tom mine. Hun trak svagt på skuldrene, da han lagde hånden mod den. Det var rart med en som ikke ønskede hende noget ondt, at være i kontakt med.. Maven havde hun jo efterhånden vænnet sig til, selvom det bestemt heller ikke havde været hende særlig nemt på nogen som helst måde overhovedet. Hånden lagde hun stille over hans. ”Jeg ved det ikke.. Han.. Han brændte mig.. skar i mig..” Hun bed sig let i læben. Et sted så frembragte det næsten kun flere tårer, samtidig med at det var noget som direkte gjorde hende vred, for hun havde aldrig gjort den mand noget! ”.. Pisket mig,” tilføjede hun efter et mindre øjeblik som hun endnu en gang vendte blikket mod ham. At se hans ansigt på den måde, så var det hende kun tydeligt, at han intet kunne se på højre øje. Hun lænede sig frem og kyssede varsomt hans kind. Alle facader var virkelig bare nede nu. ”Hvad gjorde han ved dig?” spurgte hun dæmpet, dog tydeligt bekymret.

[ilosonic]

At vide at Ilosonic var skyld i at Ilaria var blevet skadet, var noget som virkelig måtte appellere til hans skyldfølelse. Han var virkelig kommet så hurtigt han kunne. Havde han kommet til fods, så havde der gået et par dage, inden han var ankommet til mansionet og det kunne han ikke lade ske! For han vidste jo ikke om Julien så ville have troet at han ikke ville være dukket op og derefter bare have dræbt hende og det kunne han ikke have risikeret! At Julien så alligevel havde gjort hende ondt, var noget som virkelig måtte gå ham noget så frygteligt på, for hun bar for helvedet da et barn! Et sted utroligt at han bekymrede sig så meget for hende og barnet, for normalt ville han da være skide ligeglad. Han var en enspænder, det havde han været hele livet, for han havde aldrig haft nogen som han havde holdt af, han havde altid været ligeglad, han havde bare ønsket hævn mod sin far og han havde dræbt manden uden at fortryde det. Så støder han på en rapkæftet dæmontøs, som troede at hun kunne hundse rundt med ham, som troede at hun kunne kommandere rundt med ham og bestemme over ham og alligevel så er det hende som han falder for. Et sted var det utrolig ironisk, men han fortrød intet af det som han havde været igennem, ikke engang den tortur han havde fået for.. han havde reddet Ilaria – igen, og han nød virkelig at være hendes redningsmand. Men derfor følte han alligevel en stor skyld for at have fået hende i denne suppedas, for det havde aldrig været hans mening! Hans blik blev kun mere fyldt med skyld, da hun fortalte alle de ting som Julien havde gjort mod hende, hvor han strøg hendes mave ganske blidt med sin tommel. ”Det gør mig ondt,” hviskede han dæmpet, som han vendte blikket mod hendes mave. Han kunne ikke udstå tanken om at hun var kommet til skade og et sted ville han ønske at hun ikke var taget med ham hertil, for så var det aldrig sket, så havde hun heller aldrig fået pesten, selvom.. han havde reddet hende, alle gange, selvom at konsekvenserne af det var noget som virkelig måtte efterlade ham med skyld uden lige, for han brød sig ikke om alt det Julien havde gjort mod hende. Han vendte blikket mod hende, som hun skænkede hans kind et forsigtigt kys, hvor han næsten måtte betragte hende med forundring, da hun spurgte ind til hvad Julien havde gjort mod ham. Han fnøs kort for sig selv. ”Er det ikke tydeligt at se? Du så de tæsk jeg fik,” svarede han stilfærdigt og vendte blikket mod pejsen. Han havde selv fået lov til at mærke varmen fra det glødende jern, og konsekvensen af det var han bestemt ikke glad for! Han var blevet gjort blind på det ene øje, han ville aldrig kunne se med det øje igen, og arret han ville få ville snart blive det værste af det hele! Han vendte blikket mod hende igen. ”Hvad han gjorde mod mig er ligegyldigt. Det eneste der betyder noget, der betød noget, var.. at du kom hjem,” svarede han stilfærdigt, uden at han veg blikket fra hende. Han ville dog ønske at det aldrig var sket for hende, havde Julien bare taget ham med det samme og ladet hende være, så havde han ikke skulle døje med denne skyld, som han aldrig havde følt før.

[Deleted]

Strøgene som Sonic skænkede hendes mave, var faktisk noget som gjorde hende rolig, selvom hun aldrig havde været meget begejstret for det voksende individ som fortsatte med at tage form i hendes indre. Det var ikke fordi at hun direkte kunne gøre noget som helst for at forandre det nu, og det var heller ikke fordi at hun fortrød noget som helst, for det gjorde hun virkelig ikke. Det var vel bare at tage tingene som de måtte komme, ligesom alle andre gjorde? At hun var tvunget ind i Juliens spil for at ramme Sonic, var dog det som generede hende mest, for hun havde aldrig været ude på at være ham et så ømt et punkt som man kunne ramme på den måde. Det var virkelig bare noget som måtte skræmme hende og noget så frygtelig voldsomt, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Hun sukkede dæmpet og rystede på hovedet. Det var bestemt ikke noget som han skulle være ked af. ”Han var mild mod mig, Sonic..” påpegede hun sigende, som hun endnu en gang vendte blikket mod ham. Han kunne have gjort langt værre ting mod hende, end det som han havde gjort, og et sted, så var det jo også den tanke som hun måtte trøste sig med – At hun faktisk ikke havde været det værd at spilde sin energi og tid på, selvom han havde gjort hende ondt den ene gang i timen hvor Sonic ikke havde dukket op. Hun lod hånden stille søge mod hans på hendes mave og strøg roligt over den. Hun ønskede jo heller ikke at han skulle have ondt, så det at hun var blevet ham et ømt punkt, så var det i den grad også gået den anden vej og det var bestemt heller ikke en tanke som hun var meget for at indrømme, men hvad andet valg havde hun egentlig? Hun sukkede nærmest opgivende, som hun vendte blikket mod den brændende pejs. Blikket var næsten helt tomt.. helt koldt. ”Du så ikke sådan her ud, da jeg blev kylet på porten,” sagde hun stille, som hun vendte sig mod ham igen. Hun holdt forbandet meget af ham.. det var egentlig også derfor, at hun ikke havde gjort noget som helst med det kommende barn endnu. Han havde ønsket at beholde det, og hun var endda gået imod hendes eget ønske og gået med til det. Kvalmen måtte hun jo bare leve med, for det var jo heller ikke fordi at han direkte gav hende noget andet valg når det endelig måtte komme til stykket. Hun sukkede endnu en gang og vendte blikket mod sin mave. Han skulle bare ikke se at hun virkelig kæmpede for at holde tårerne tilbage. Hun havde aldrig nogensinde været ude for noget lignende og et sted, så var hun jo bange for, at det lille barn også havde taget skade af det, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Sket er sket, Sonic.. Vi.. vi klarede det begge to.. det er vel det vigtigste?” Alle hendes facader var virkelig bare brudt ned og hun hadet den tanke, for det havde taget hende forbandet mange år, at skulle få dem op og så skulle der en simpelt lille knægt som Julien til at ødelægge det hele? Det var virkelig noget som gjorde hende direkte forarget! Havde hun valgt at blive indenfor den aften, så var det aldrig nogensinde sket – havde de ikke været oppe at skændes, så var det aldrig nogensinde sket, og nu var der jo ikke rigtigt noget som man kunne gøre ved det.. Selvom man kunne sidde og tænke på alt det som man kunne gøre om. ”Jeg er ked af, at det er mig som skulle udsætte dig for alt det her..” Frygtelig store ord fra hendes mund, men det var faktisk nogen som hun måtte mene. Han var bestemt ikke den eneste som sad med den ukendte følelse; Skyld.

[ilosonic]

At alt dette var sket for Ilaria, var noget som virkelig måtte appellere til Ilosonics skyld, for havde det ikke været for ham, så havde hun aldrig været udsat for den tortur som hun havde, bare fordi at han ikke havde været i stand til at være der på et splitsekund, men han var for pokker da ikke vampyr, så det havde Julien vel kunne tænke sig til? Måske hun var ligeglad med hvad der var sket med hende, men det var han virkelig ikke! For hun bar trods alt også deres barn, så det var jo ikke kun hende som der kunne have taget skade, det var også deres barn! Han brød sig virkelig ikke om det, for han kunne jo godt se at hun var blevet brændt på maven, og tilmed skåret i forskellige steder og som hun selv sagde, så var hun blevet pisket og han tvivlede ærligtalt på at tortur var godt for en gravid kvinde! Og havde det ikke været på grund af ham, jamen så havde dette aldrig sket og.. det nagede ham virkelig! Det gjorde ham vred, ikke kun på Julien, men mest på sig selv! Han hadede tanken om at han havde udsat hende og deres barn for dette, for han vidste jo slet ikke om et tog skade på barnet! Han vendte blikket næsten forfærdet mod hende. ”Mild mod dig? I forhold til at der slet ikke burde være sket noget mod dig, så er det slemt!” endte han stilfærdigt og næsten vredt, selvom vreden slet ikke var vendt mod hende, men.. ham, for det var hans skyld! Han vendte blikket mod pejsen, som han næsten måtte nedstirre af vrede. Hvis de ikke var kommet op at skændes den aften, så var hun aldrig gået udenfor og så havde det måske sparet hende for alle disse smerter, for det gjorde virkelig ondt på ham at hun havde det sådan. Han holdt af hende, og selvom han ikke var meget for det, så var hun virkelig blevet ham et ømt punkt, og det havde Julien fundet ud af og han havde bestemt også brugt hende imod ham, selvom at han måtte indrømme at han virkelig var lettet over at knægten havde ladet hende gå, og derfor var han faktisk ligeglad med hvad der var sket med ham, for nok han havde ondt og ja han var blevet blind på det ene øje, hvilket måtte irritere ham mere end noget andet, men det eneste som betød noget for ham, var at Ilaria var sluppet væk med livet i behold. Han vendte roligt blikket mod hende igen ved hendes ord. ”Vil du vide hvad han gjorde? Efter han smed dig for porten, gav han mig flere tæsk og brækkede to af mine ribben, så piskede han mig og flåede min ryg op, og da jeg så fik fortalt ham hvad der var sket.. så valgte han at brænde mig på højre øje med et glødende jern, som sprang alle mine blodkar i øjet og gjorde mig blind,” svarede han stilfærdigt og med mindre vrede i stemmen, hvor han knyttede sin hånd. Han lyttede til sine ord, hvor han endte med at sukke opgivende. Hun havde jo ret. ”Korrekt.. og jeg er glad for at vi begge overlevede,” svarede han roligt, som han vendte blikket mod hende igen. Han satte sig helt tæt ind til hende, hvor han løftede sin friske hånd og lagde den mod hendes kind. Han vendte roligt hendes blik imod ham, hvor han strøg hendes kind ganske blidt. ”Det er ikke din skyld Ilaria..” hviskede han blidt, som han lænede sig frem og skænkede hendes læber et længselsfuldt kys.

[Deleted]

Ilaria måtte ærligt erkende, at hun tænkte mere på Sonic end det som hun tænkte på den lille møgunge som måtte vokse i hendes indre. Hun var bare ikke den moderlige type, men hun havde jo selv fundet ud af, at selv hun var nødsaget til at give efter for andres krav og forventninger. Han forventede at hun beholdt barnet og hun havde faktisk givet efter og valgte at give ham det. At han jo så bekymrede sig for hende såvel som den lille, var noget som faktisk måtte gøre hende glad. Mest af alt, så var hun faktisk glad for at hende og ikke mindst ham selv var kommet godt fra det, selvom hun et sted vel også måtte bekymre sig for den lille som hun måtte bære i det indre? Måske at hun ikke var så forbandet langt henne igen, men det var jo bare et spørgsmål om tid, inden at maven virkelig ville vokse sig stor. Nu hvor hun havde lært af dette, så var det i den grad, at hun slet ikke skulle ud når hun havde været oppe at skændes med ham. Hun måtte finde andre steder, hvorpå at hun kunne trække luften uden at bevæge sig ned i haven, specielt hvis konsekvenserne var så fatale som dette! De isblå øjne vendte hun stille mod ham. ”Af hvad en normal dvasianer ville have gjort det, så… så var han mild mod mig,” fastholdt hun dog med en anelse stædighed i stemmen. Hun ønskede ikke at bringe det op til en diskussion, for det var slet ikke noget som hun ville få det mindste ud af i den anden ende, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Sonic var virkelig blevet hende et forbandet ømt punkt, hvad end om det var noget som hun ville vedkendes eller ikke, for hun havde virkelig, virkelig været bekymret for ham efter hun var kylet ud og frem til nu, nu hvor hun vidste, at han var kommet hjem igen, så var det noget som i den grad også måtte lette hende og frygtelig meget endda. At vide hvad manden havde gjort ved ham, var noget som kun appellerede til hendes egen isende vrede, hvilket han vel også godt kunne mærke, eftersom hun pludselig blev koldere at skulle sidde tæt på? Ikke fordi at det var noget som gjorde hende noget som sådan, men at de skulle gå igennem det, var bare ikke fair! Han havde slet ikke brug for at vide, at hun havde det som hun havde det lige netop nu. ”Det.. det..” Det var ikke ofte at det skete, men denne gang var det virkelig noget som gjorde hende direkte mundlam at tænke på. At nogen i det hele taget kunne gøre sådan noget! Det var jo direkte forkasteligt selv i hendes øjne! Hun lod blikket søge mod ham, som han lagde hånden mod hendes kind. Nok selvom det gjorde ondt at dreje hovedet for meget, men lige nu var hun ligeglad. Hun var bare glad for at have ham hjemme igen. Hun mødte ham mere end glædeligt i hans kys, hvor hun besvare det med næsten den samme længsel som han selv lagde i det. Hun var stadig meget påpasselig med det, for hun havde slet ikke nogen anelse om hvor hun stod med ham i det private, så selvfølgelig var det noget som gjorde det hele en anelse mere besværlig også for hendes vedkommende. Øjnene gled ganske kort og stille i, som hun holdt det, selvom hun brød det relativt hurtigt. Det var grænseoverskridende for hende, så det var bare.. et lille skridt af gangen. ”Var jeg aldrig gået ud, så var det ikke sket,” påpegede hun stille, som hun lod de isblå øjne hvile i hans. De dumme hormoner! De forandrede hende virkelig for meget!