Back home.. with an empty heart..

[ilosonic]

Alt det som var sket, var noget som i den grad ikke skulle ske igen! Om Ilosonic så skulle sætte vagter op rundt omkring herregården så gjorde han det! Han ville ikke risikere at nogen bare kunne vade ind i deres have og så overfalde dem! Nu hvor han boede her så ville han skam også have sit privatliv for hele omverdenen! Så sikkerheden skulle han skam nok få skærpet! Specielt også hvis de skulle have den lille, for ungen kom jo sikkert til at løbe mange gange rundt ude i haven, og det nyttede ikke hvis fremmede så bare kunne vade ind og kidnappe den lille, eller Ilaria igen for den sags skyld! Men på den anden side, han havde jo faktisk sin lille minihær, eftersom han var greve, så han kunne jo faktisk godt sætte vagter op, selvom at der bestemt også skulle en høj mur op, så det tydeligt gav folk indblikket af at man ikke bare kunne vade ind! Han nægtede at lade noget ske Ilaria! Det værste ved det hele var jo faktisk det at han ikke havde været i stand til at bruge sin magi, for han var jo faktisk vampyrers svaghed, han var ild, og de kunne ikke tåle varmen, så havde stedet ikke været magisk, så havde han brast ind og befriet hende med det samme! Men Julien havde tydeligvis tænkt det hele igennem, for knægten havde gjort sig en god research og havde lokket sin fjende ind på sit eget territorium, hvor fjenden ikke ville have en chance, så det var faktisk klogt tænkt, dog måtte det alligevel irritere ham at knægten havde brugt Ilaria imod ham, for hun havde jo ikke engang været et mål for knægten, Julien havde jo kun været interesseret i at få fat i ham, få sin hævn, hvilket til dels også var sket. At hun fastholdt at Julien havde været mild mod hende, fordi hun var så stædig, måtte faktisk more ham, hvor han kort fnes, inden han rystede smilende på hovedet. ”Du er og bliver et stædigt æsel!” konstaterede han stilfærdigt og dog med en drillende undertone. Hun havde et sted ret, i forhold til hvad Julien faktisk kunne have gjort imod hende – hvilket han slet ikke turde tænke på – så havde han faktisk været mild imod hende, men derfor måtte det stadig irritere ham at hun overhovedet var kommet til skade, for det gjorde ondt, og det gjorde ham virkelig bekymret, og så efterlod det ham også med en kæmpe skyld, for det var jo hans skyld! At hun blev koldere at sidde ved siden af kunne han godt mærke, selvom at det et sted ikke gjorde ham noget, fordi for en gangs skyld så måtte hendes kulde faktisk være dejlig, for det kølede et sted hans brændende sår ned. At hun blev mundlam måtte næsten more ham, selvom han ikke sagde noget til det. ”Det går nok Ilaria,” endte han med en rolig mine. Han overlevede, hun havde overlevet og fordi hun ikke var så langt inde i fødslen så overlevede den lille vel også? Så.. han kunne faktisk ikke være gladere. At mærke hendes kolde læber imod hans egne, var noget som virkelig måtte få det til at sitre, selvom at hun brød det relativt hurtigt, hvor han roligt slog blikket op og tog hende i betragtning. Han vidste faktisk ikke engang selv hvor de stod, for de havde jo aldrig trukket den så langt at de ville gå og kalde dem for et par. Han lagde roligt sin pande ind mod hendes. ”Jeg burde være mere forståelig angående din graviditet i stedet for at tvinge dig op i en spids og pisse dig mere af,” svarede han stilfærdigt, for det var lige så meget hans skyld, som det var hendes!

[Deleted]

Ilaria var temmelig så sikker på, at de alle sammen havde lært af denne situation; Hun måtte finde andre måder, hvorpå at hun kunne afreagere, for det andet ville bestemt heller ikke være hende nogen som helst former for hjælp. Hende og Sonic havde nok mange skænderier i vente, og hun måtte erkende, at hun efterhånden var ved at være bange for om den kære lille havde taget skade af Juliens behandling af hende. Hun bed sig let i læben. Hun havde ondt i hele kroppen, hun var træt og hun var udmattet og nu hvor den ubehagelige summen var ved at forsvinde i hendes arm, så kunne hun også bevæge den endnu en gang, hvilket hun i den grad også måtte være noget så frygtelig glad for i den anden ende, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Hun smilede et stille og dog tydeligt træt smil. Som det måtte stå lige for øjeblikket, så nægtede hun ganske enkelt at tro på at det hele var ovre endnu. Hun kunne virkelig godt bruge noget søvn og hun var bestemt heller ikke i tvivl om, at han måtte være af den samme mening når alt endelig måtte komme til alt. Hun kunne jo også se det på ham. At han gjorde hende mundlam, var bestemt heller ikke noget som skete særlig ofte, men det skete nu alligevel i tide og utide, men lige nu.. Hun var bare for træt til at vide hvordan hun skulle reagere! Det var da en perfekt undskyldning. Hun betragtede ham med en meget sigende mine. ”Du burde da kende mig efterhånden, Sonic,” påpegede hun med et skævt smil på læben. Ja, der var vel heller ikke nogen grund til at skulle skjule det for ham når alt endelig måtte komme til alt? Hvis han ville have hende til at blive der, så kunne han jo lige så godt vænne sig til tanken om det? Hun var virkelig ikke den nemmeste at skulle have noget som helst med at gøre, det var nu bare sådan at det måtte være. Hun lod hånden stille og ganske forsigtigt tage omkring hans. Han var nok den af de to som var kommet mest til skade og det var tydeligt at se, at han var træt af det som var sket med øjet, hvilket hun udmærket også godt kunne forstå, det var jo slet ikke det! Hun trak vejret stille og dybt og lukkede øjnene let, hvor hun med den største forsigtighed lod hovedet søge mod hans skulder. Lige nu ønskede hun jo egentlig bare at mærke ham og vide, at han var der og helt tæt på hende, for alt det andet var virkelig noget som bare kunne være ligegyldigt! De havde aldrig trukket den så langt som at kalde sig et par, selvom de vel opførte sig sådan? Det var bare den tanke som hun havde gjort sig, det var der bestemt heller ikke nogen som kunne være i tvivl om her på stedet og den tanke var slet ikke noget som gjorde hende det mindste af en eller anden mærkværdig og sjov grund. Hun smilede let for sig selv og rystede så endeligt på hovedet. ”Jeg hidsede mig op uden grund.. som altid.” Hun trak svagt og forsigtigt på skuldrene. Denne gang ville hun ikke direkte skænke ham skylden, for hun kunne jo bare have valgt at forblive indenfor i stedet for alt det andet, for det var jo heller ikke noget som hun havde fået det mindste ud af i den anden ende. Hun vendte blikket mod ham endnu en gang. ”Hormonerne gør det bare.. svært..” mumlede hun stille. Ja, det var virkelig noget af det som kunne frustrere hende mest!

[ilosonic]

Mange skænderier havde de haft og der kom sikkert endnu flere, for Ilosonic tvivlede ærligtalt på at det var forbi. De skændes virkelig som havde de været to små børn der ikke kunne enes og et sted var det jo faktisk over ingenting at de blev sure, det var svært, når hendes humør kunne skifte så hurtigt, for de kunne sidde og hygge sig, indtil han kom til at sige noget forkert og så hidsede hun sig op som havde hun været en ildsprudende drage! Det var svært at stille hende tilfreds og han vidste godt at det var på grund af hormonerne, men det gjorde det jo ikke ligefrem bedre. Han var dog ked af at det var gået så galt som det var sidst, for hun var gået udenfor som altid, hvor han havde sat sig ind på kontoret for at tænke for sig selv, så var hun blevet kidnappet af Julien og de var begge gået igennem en tortur, selvom at det værste var gået ud over ham, men på den anden side, så var det også ham som Julien havde været ude efter, der havde Ilaria jo ikke betydet en skid. Han var dog træt af at det skulle gå så galt, for han ønskede slet ikke Ilaria igennem alt dette, specielt heller ikke fordi at hun bar barnet. Et sted vidste han jo godt at hun ikke ønskede det barn, og hun gjorde det vel også mest for hans skyld? Men han var nu glad for at hun gjorde det alligevel, selvom at de hormoner virkelig kunne tage livet af ham og det blev sikkert kun værre, når barnet engang kom, for så skulle de høre på den skrigen, selv midt om natten og han ville vædde med at han ville blive vanvittig af det! Men.. noget i ham ønskede bare inderligt det barn. Han slap en munter latter, selvom at den hurtigt døde ud, for det gjorde ondt i hans bryst når han grinede, han havde trods alt også to brækkede ribben. Et stille smil gled over hans læber, hvor han roligt vendte blikket mod hende igen. ”Og jeg fortryder skam ikke at jeg lod dig blive,” svarede han sandfærdigt og med et skævt smil. Han holdt af hende for den person hun var, han var nok den eneste som faktisk kunne finde ud af at håndtere hende og det var nok fordi at han ikke lod sig gå sådan på af hendes kommentarer, han var ikke specielt nærtagende og ja.. han respekterede hende, for hun havde allerede fra starten af vist sit værd. Hun var nok stædig, men det var noget som han havde lært at leve med og han nød det et sted, for hun gav ham den modstand som han havde brug for, for at blive sat på plads af og til. Hovedet hun lagde mod hans skulder, gjorde faktisk ondt, for det var den skulder, hvor Julien havde stukket kniven igennem, men.. han sagde intet til det, for han nød at have hende tæt på sig, så han lod hende bare putte sig ind til ham. Han klemte roligt omkring hendes hånd, som han endnu holdt den, hvor et mildt smil gled over hans læber. Han nikkede roligt og forstående til hendes ord, inden han selv vendte blikket ned mod hende. ”Jeg ved godt at du har det svært Ilaria og jeg ønsker ikke at gøre det værre, men.. du kender mig,” endte han roligt og med et mindre suk. Han kæftede op, når det blev uretfærdigt, og når hun var i det humør og det skiftede så hurtigt, så var det ikke altid han var lige god til at holde tingene inde. Han drejede hovedet og skænkede hendes pande et blidt kys. ”Du burde hvile dig,” endte han i en blid tone, for det var tydeligt at hun var træt, selvom.. det var han jo også selv.

[Deleted]

Ilaria var virkelig forbandet træt af skænderierne, men det var heller ikke fordi at hun kunne gøre for det. Han havde givet så meget udtryk for at han ville beholde dette lille barn og det var noget som hun ønskede at skænke ham. Som han havde gjort hende glad så mange gange, så ønskede hun vel egentlig også at gøre ham glad? Han viste bekymring for hendes mave, han udviste bekymring for hende og glemte ham selv. Det var deriblandt også disse kvalifikationer som hun så efter ved en mand, selvom det var langt de færreste som opfyldte dem i den anden ende – Sonic gjorde og hun var faktisk frygtelig glad for at have mødt ham, for det var i den grad aldrig sket før, at hun følte sig tryg på denne her måde i en anden mands nærvær, så det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som sagde så lidt i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun var langt mere rolig nu hvor hun vidste at Sonic selv havde overlevet det møde, selvom hun i den grad måtte finde på andre måder at afreagere på. Denne graviditet var i den grad også noget som måtte tage forbandet hårdt på hende, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt på nogen som helst måde overhovedet. Hun var ked af at hun faktisk havde været skylden i at han var tvunget til at påtage sig den skade. Hun havde aldrig oplevet følelsen før, og det var noget som i den grad også måtte skræmme hende og noget så frygtelig voldsomt endda! Hun betragtede ham stille og endda med en bekymrende mine. Alle disse følelser var virkelig et enormt væld, selvom hun stadig agtede at give hormonerne skylden, for det var i den grad også dem som måtte gøre det hele så frygtelig mange gange værre, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Hun vendte blikket stille ned mod hans hånd. Det var bestemt heller ikke bare hende som burde hvile, men i den grad også ham. ”Jeg fortryder ikke, at jeg tog med dig hertil.. Det gør jeg ikke.” Hun ønskede ikke at være den hårde Ilaria lige nu. Det var slet ikke noget som ville gavne nogen som helst af dem, det var noget som hun allerede havde fundet ud af. De var vel egentlig bare.. nødt til at finde ud af det på en helt anden måde, end det som de allerede nu havde valgt at give udtryk for? De havde aldrig trukket den længere end hertil.. en enkelt tur under dynen havde været nok, de skulle i fremtiden stå som forældre, selvom hun var overbevist om at det måtte blive dem et helvede uden lige, men med ham ved sin side, så var hun overbevist om at det var noget som hun ville kunne klare. Han gav hende et mærkværdigt mod til at smide sig ud i den kommende udfordring. Han havde ondt i skulderen, det vidste hun godt, men så længe at han ikke sagde noget til det, så var det okay? Hun vendte blikket mod deres hænder, hvor hun næsten prøvende, prøvede at flette dem sammen. ”Det er et helvede jeg går igennem, Sonic.. Hver eneste dag,” sagde hun stille. Den graviditet havde i den grad heller ikke været mild ved hende på noget som helst tidspunkt! Hun vendte blikket mod ham. ”Det er jeg vidst ikke den eneste som har brug for,” påpegede hun sigende, som hun hævede den anden hånd og strøg den over hans kind.

[ilosonic]

Det at være sammen med Ilaria efterlod Ilosonic med en frygtelig følelse af lettelse, for han havde virkelig bare håbet på at hun havde klaret turen hjem og hun havde været her, da han selv var ankommet. Det eneste der faktisk betød noget, var at Ilaria og barnet havde det godt, for selvom han ikke var den fødte forælder, så kunne han ikke lade vær med at glæde sig til at barnet engang ville komme. Han ville måske være en elendig far, måske ikke, for han havde aldrig prøvet det før, men der fandtes vel forskellige måder at opdrage et barn på? Der var den hårde måde, som blev brugt de fleste steder i Dvasias, så var der den mere kærlige måde som blev brugt for det meste i Procias, og han var sådan set lidt ligeglad, hans barn skulle naturligvis gå i mørkets fodspor og ikke lysets, så det var vel klart at barnet ville få en mere dvasiansk opdragelse? Det gik han også ud fra at Ilaria støttede ham i, for han tvivlede ærligtalt på at hun ville opdrage deres barn til at tro på harmonien og freden, det var noget som allerede gav ham brækfornemmelse bare af at tænke på! De mørke øjne vendte han roligt imod hende ved hendes ord, hvor et skævt smil gled over hans rosenrøde læber. Hun fortrød ikke at hun var taget med ham? Det glædede ham da kun! Han vendte roligt blikket mod pejsen, hvor lyden af det gnistrende brænde, måtte give ham en form for tryghed og følelsen af at være hjemme, for der var virkelig ingen tvivl om at de måtte være hjemme, befinde sig i stuen, som hun for ikke så lang tid siden havde smadret, og hvor han selv var i gang med genopbygningen, selvom at det jo nok ville gå noget tid før han ville kunne gøre det færdigt, for nu skulle hans krop lige heales og der kunne godt gå lang tid. ”Det er jeg er glad for at du siger Ilaria,” svarede han stilfærdigt og med det stille smil på læberne, som han roligt vendte blikket mod hende igen. Han var ked af at hun skulle igennem så meget ondt, men han var nu alligevel glad for at der ikke var sket mere med hende, at hun faktisk var sluppet så mildt, selvom at det nu alligevel måtte bekymre ham med den lille, for han frygtede at det havde taget skade, på den anden side, så bar barnet jo også ilddæmonen i sig, ligesom ham selv, så det ville jo godt kunne klare varme, ligesom det også ville kunne klare kulde, så mon der ikke var en chance for at der ikke var sket noget? Det håbede han om ikke andet. Det gjorde nok ondt i hans skulder, men han sagde intet til det for han nød at have hende så tæt på sig. Han vendte roligt blikket mod deres hænder, som hun faktisk prøvede at sammenflette deres fingre, hvilket fik smilet på hans læber til at sprede sig. Han spredte roligt sine fingre, så han flettede dem sammen med hendes, inden han lod sin tommel stryge hendes håndryg ganske blidt. Han nikkede roligt og forstående endnu engang. ”Jeg ved det godt Ilaria.. og jeg skal nok prøve på at være mere forståelig,” lovede han hende, hvor han sendte hende et stille smil. Han ville gerne prøve på at undgå flere skænderier, selvom at det jo nok var uundgåeligt, men han ønskede ikke en gentagelse af natten for et par dage siden, hvor hun var blevet kidnappet! Han nød hendes hånds strøg mod hans kind, som det fik ham til at lukke øjnene ganske let. ”Jeg tvivler på at jeg kan sove i denne tilstand,” svarede han stilfærdigt, så han kom nok til at være ufattelig træt det næsten lange stykke tid. ”Du må nok hellere sove her på sofaen, jeg tvivler på at du har kræfter til at komme op i sengen?”

[Deleted]

Alene den tanke om at Sonic også havde klaret sig den lange vej hjem, var i den grad noget af det som gjorde det hele til noget som var langt mere værdifuldt for Ilaria. Ja, et sted så følte hun vel at det hele var hendes skyld? Selvom ingen var herre over sine egne følelser og nu hvor hun fra før af, måtte være en direkte tikkende bombe når det kom til bare det mindste. At sige en eneste lille ting forkert, var noget som Sonic havde været ekspert til! Selvom hun vidste, at hun nu var nødsaget til at holde lidt igen, for det var bestemt heller ikke fordi at det ville gavne nogen af dem at flippe og specielt når han havde det som han havde det, for det var i hendes øjne, faktisk noget af det værste. Barnet var ikke direkte noget som hun skænkede en tanke.. ikke nu hvor det var ham som hun måtte sidde tæt ved endnu en gang, for det var faktisk noget af det som hun måtte værdsætte mest når alt endelig måtte komme til alt, det var end ikke noget som hun havde lyst til at komme videre ind på, for de havde begge brug for hvilen og han havde nok mere brug for den end det som hun havde. Hun mente det når hun sagde, at hun ikke fortrød at hun havde valgt at tage med ham, for hun nød det faktisk her sammen med ham. Det var ikke ofte at hun kunne sige det, men han gjorde hende tryg på en meget speciel måde. En måde som hun normalt aldrig havde været tryg på omkring det mandlige køn, for normalt, så skulle der langt mere til end dette alene, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt. ”Det smil der, det klæder dig,” sagde hun stille. Nærmest som det første hun lagde mærke til. En af de ting som hun faktisk havde savnet mest igennem disse dage, så var det end ikke noget som hun ville skjule for ham. Hun værdsatte ham og alt det som han havde gjort for hende igennem tiden de havde tilbragt i hinandens selskab. Et sted så var hun vel bare gået hen og blevet direkte afhængig af ham? At han spredte sine fingre, så lod hun dem også roligt blive sammenflettet. Et sted også for at trække den bare en smule videre? Efterhånden så ville hun selv blive styrtende glad for at finde ud af, hvor de egentlig måtte være med hensyn til hinanden. Hun sukkede dæmpet og lukkede øjnene selv ved hans strøg mod hendes hånd, for det lod hende også bare vide, at han jo faktisk måtte sidde der. Hun vendte blikket op mod ham endnu en gang, selv fuldkommen rolig af sig. Først nu så følte hun for alvor at falde til ro igen, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt, for normalt så var hun jo konstant på vagt! Også for at undgå situationer som det de lige havde været igennem! Barnet skulle nok klare sig. Med den blanding som det havde, så var det jo kun til fordel? Hendes kulde var faldet igen, som han endnu en gang havde gjort hende rolig. Lige nu nød hun bare at blive siddende ved ham. Hun rystede stille på hovedet. ”Du er den mest tilskadekommen af os to. Sonic.. Desuden har du lige så meget brug for hvile som det jeg har… Jeg skal nok komme mig til sengs,” sagde hun stille, som hun vendte blikket mod ham og med en yderst bestemt mine. Hun ønskede om ikke andet, at han bare skulle hvile lidt. Soveværelset skulle hun nok kæmpe sig op til og nu hvor hendes arm fungerede igen, så skulle hun da nok klare det!

[ilosonic]

Efter de mange dage uden hvile, så måtte Ilaria da klart være træt, så Ilosonic så faktisk helst at hun lagde sig ned og sov, desuden så skulle hun op ad trapperne, hvis hun skulle op på værelset, ligesom han også selv skulle, dog havde han ingen problemer med at gå, han havde jo også sin krykke til at støtte sig til, for der var ikke sket noget med hans ben, til gengæld var der sket en masse med resten af hans krop, men han skulle nok kunne få sig op ad trapperne, han havde jo faktisk også allerede hvilet i en dag, for manden som havde hjulpet ham havde insisteret på det, desuden havde han også været så smadret at han alligevel bare havde villet kollapse så snart han havde rejst sig, og eftersom hun ikke havde fået forbundet sine sår, så gik han heller ikke ud fra at hun havde fået hvile og der var alligevel gået nogle dage siden hun var blevet kidnappet, så om hun ville kunne komme op ad trapperne uden at kollapse vidste han ikke, så derfor ville han da klart foretrække at hun bare lagde sig ned her på sofaen og fik noget søvn, han kunne alligevel ikke sove, for hans ryg var pisken, han havde brækket to ribben, hans ene skulder var såret og ufattelig øm efter den kniv der var blevet stukket i den, og hans anden var blevet værre fra sidst af, fordi Julien havde revet såret op, et sted var det godt, for så var betændelsen ude af såret, men det havde jo så bare efterladt ham med en mere ødelagt arm, men det var ikke ligefrem fordi at han kunne ligge på siderne eller maven eller ryggen, så han ville alligevel få en elendig nat! Og derfor ville han snart hellere bare holde sig vågen, indtil det begyndte at gå lidt bedre for ham. At hun kommenterede hans smil, fik ham til at vende blikket undrende imod hende. Hun var ikke ligefrem typen der gav komplimenter. Et morende smil gled over hans læber. ”Jaså? Du må komme med komplimenter, men jeg må ikke?” spurgte han stilfærdigt og med den tydelige morende undertone. Hun skældte ham jo nærmest altid ud, hvis ikke afviste ham, når han kom med komplimenter, selvom at han virkelig måtte mene dem, for når han sagde at hun var smuk, så mente han det i den grad også! Han betragtede deres hænder, som hun havde ønsket at sammenflette dem, hvilket han nu heller ikke havde det mindste imod, for han nød det faktisk. Han vidste ikke hvor de stod, men skulle han være ærlig, så var det fordi han ikke turde spørge hende om at tage det næste skridt med ham, så de faktisk kunne kalde dem for et par, for hun ville jo bare afvise ham! Hvis han ikke engang kunne få lov til at kalde hende smuk, hvorfor skulle hun så gide at han kunne kalde hende for sin og omvendt? Desuden så vidste han også at hun tog det hele med små skridt og det respekterede han, så han gad heller ikke hundse rundt og tvinge hende til at komme sammen med ham. ”Jamen så udmærket! Så går vi i seng.. nu,” endte han selv lettere bestemt, som han slap hendes hånd, for at gribe fat i sin krykke, hvor han roligt kom op at stå. Han ventede blot på at hun selv måtte komme op at stå, inden han gik ud af stuen og ud i den store forhal, som han roligt gik mod den store trappe, og han kunne allerede nu konkludere at der ville gå et stykke tid før han var helt oppe.

[Deleted]

Med en skulder som direkte var ude af led, så havde det været komplet umuligt for Ilaria at sove i det hele taget. Ikke fordi at det var noget som hun tænkte videre over lige nu, også selvom hun i den grad kunne mærke, at hun var udmattet. Ryggen var godt gennempisket, så det var skam heller ikke fordi at han var den eneste som ville få problemer med at skulle finde sig en stilling at sove i. hendes skulder var øm som bare pokker og ved maven havde hun brændemærket, så det ville i den grad også kræve mirakler for hende, at skulle finde nogen som helst former for hvile! Hun vendte blikket sigende mod ham og med hovedet ganske let og stille på sned. Hun var i den grad også bekymret for ham, hvad end om det var noget som han ville det eller ikke, så var det egentlig bare den rene sandhed. Hun var i den grad glad for at han var kommet hjem, også selvom de ikke direkte kunne betegne sig selv som et par, så… ønskede hun vel et sted at trække den bare en smule videre? Hvis det ikke allerede var blevet gjort klart for ham, i og med, at hun havde valgt at sammenflette deres fingre? Det var nu temmelig tydeligt og åbenlyst set i hendes øjne, men hun Var ikke meget for at skulle springe ud i det bare sådan uden videre – nej, hun tog det langt hellere med ro, tog det stille og roligt og et skridt af gangen, også mest for at være sikker på at det var det som hun ville. Hun ville bestemt heller ikke ende med at skulle gøre noget forkert og så ende med at fortryde det! Det havde hun set så mange andre tøser gøre i hendes sted, og hun nægtede mildest talt at skulle gøre den selv samme fejl, hvis hun dog ellers kunne blive fri for det! Hun rystede på hovedet. ”Tja, kan jeg undgå at høre dem, så er alt helt fint med mig,” sagde hun stilfærdigt. Et sted også sandt, for hun brød sig ikke om den kontrol som han kunne tage over hende, og så alligevel.. det var virkelig rart, men det var skam heller ikke fordi at det var noget andet mere end det. Hun holdt virkelig af ham, et sted så.. elskede hun ham vel? Ikke fordi at det direkte var en følelse som hun var meget kendt med, om det jo så var noget som hun ville det eller ikke, så var det jo egentlig bare den rene sandhed når alt endelig måtte komme til alt. Blikket vendte hun roligt mod ham, som han slap hende, for at kæmpe sig op på benene. Hvad pokker var det egentlig lige, at han havde gang i!? Hun blinkede med øjnene. ”… Sonic.. Tror du at du kan komme ovenpå?” spurgte hun stille. Hun bed sig let i læben. Hun hadet at være usikker og hun hadet at være svag, men når det kom til ham, den forfatning og med alt hvad det måtte indebære, så var det virkelig heller ikke fordi at hun havde noget andet valg! Hun rejste sig stille og gik hen til ham, selvom hendes skridt stadig var meget rolige og yderst kontrollerede. ”Du burde hvile her.. du har brug for den energi.. ikke at spilde den på at vade op og ned af trapperne,” påpegede hun ganske stilfærdigt. I sig selv, så var det i den grad også ord som hun måtte mene og med alt hvad det nu måtte indebære, det var end ikke noget som man skulle tage fejl af.

[ilosonic]

Ilosonic havde virkelig været bekymret for Ilaria, for om han ville det eller ej, så var han virkelig kommet til at holde af hende, og han ønskede ikke at miste hende, hverken på den ene eller den anden måde! At hun jo så var blevet gravid havde jo faktisk ikke været meningen efter den enkelte gang hvor de havde været under dynen, men.. nu hvor det var sket, så ønskede han også at støtte hende i det, være der for hende, som han altid havde været og give hende den hjælpende hånd som hun havde brug for, for han vidste godt at hun ikke ville gå igennem det alene, og det ville han jo heller ikke have at hun skulle. Han var faktisk kommet til at holde af tanken omkring at hun var gravid, at de skulle have et barn, og derfor bekymrede det ham også at hun havde været udsat for tortur, for det kunne jo også skade barnet, skønt at deres barn faktisk var af en utrolig stærk dæmonblanding, både ild og is, men også mørke og mentalitet, så varmen som der var blevet påført hende ved maven kunne vel egentlig ikke skade barnet, når det var en ilddæmon? Det regnede han ikke med, men derfor bekymrede det ham nu alligevel en anelse, skønt at Ilaria faktisk måtte bekymre ham mere, for det var hende som det var gået ud over og den tanke brød han sig slet ikke om! Han vendte roligt de mørke øjne imod hende, hvor et skævt smil gled over hans læber ved hendes ord. Han vidste godt at hun hadede hans komplimenter, det var jo faktisk derfor at han sjældent gav hende nogen, men det var også en grund til at han havde svært ved at finde ud af hvor de egentlig stod og hvor hun egentlig havde lyst til at gå hen, for.. ville hun trække den videre, så de faktisk kunne kalde dem for et par eller ej? De opførte dem som et par, men hun gjorde det virkelig svært, så han ikke kunne se hendes hentydninger. Det var faktisk frustrerende! Han lænede sig ind mod hende og skænkede hendes mundvig et blidt kys. ”Ja? Men så må jeg jo hellere bare begynde at fortælle dig sandheden og droppe komplimenterne, for.. du er smuk,” hviskede han i en drillende tone og dog alligevel sandfærdigt, for han mente altså sine ord! Hun var utrolig smuk i hans øjne, og han kunne virkelig ikke være gladere for at det var hende som sad her ved hans side, selvom.. ja han kunne ikke engang kalde hende for sin.
Som Sonic fik sig kæmpet op på benene igen og støttede sig til krykken, så vendte han kort det mørke øje mod hende igen. Han kneb øjet en anelse sammen til hendes spørgsmål. Om han kunne komme ovenpå? Han nægtede da i hvert fald at give op til en sølle trappe! Den skulle i hvert fald ikke få lov til at vinde over ham! At hun fulgte ham glædede ham dog, for han ville op, eftersom hun selv havde sagt at hun ville op. Han fnøs kort. ”Ha! Den trappe skal ikke få mig ned med nakken!” svarede han stilfærdigt, som han bevægede sig mod den store trappe ude i forhallen. Han vidste godt at det ville blive hårdt at komme op af den store og lange trappe, men.. han skulle nok! Han vendte roligt blikket mod hende. ”Hvile her?” gentog han næsten med vantro. ”Du sover ovenpå, så sover jeg ovenpå,” svarede han med en kortfattet mine, som han trådte op på det første trin. Det var jo ikke fordi at han ikke kunne gå, for han havde jo knap brugt benene! Nok gik det en anelse langsomt, men han fik sig kæmpet højere op. Her var han altså stædig!

[Deleted]

Ilaria stod nu temmelig fast på at hun klarede sig, også selvom hun stadig havde en anelse ondt i armen, men også i maven. Hun vidste jo så heller ikke om det havde noget med barnet at gøre, eller om det var det brændemærke som hun var udsat for, for det var virkelig noget af det værste som hun nogensinde havde oplevet! At blive mødt med gløder på den måde, havde virkelig været forbandet ubehageligt! Hun vidste godt nok at barnet ikke havde taget megen skade af Juliens handling, men det var jo kraftigt gået ud over hende og det var sikkert nogle dumme ar, som hun skulle leve med for resten af sit liv, hvilket i den grad også var noget som gjorde hende direkte irriteret, for hun var stolt af sin krop og den var vansiret på den måde! Ikke fordi at det var det som hun tænkte på lige netop nu. Nej, det var i den grad Sonic som havde hendes tydelige bekymring og denne gang så formåede hun virkelig heller ikke at skulle lægge det mindste skjul på den, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var det jo egentlig bare sådan at tingene måtte være. Hun brød sig virkelig ikke om hans komplimenter, specielt når hun ikke følte sig særlig smuk – som hun dog bestemt heller ikke gjorde lige netop i dette øjeblik. Hun himlede let med øjnene, også selvom hun faktisk godt kunne lide at blive kaldt for de ting. ”Hvad er forskellen på dem?” spurgte hun stilfærdigt, dog alligevel en anelse afvigende, for hun hadet virkelig at skulle stå i en situation, hvor en fyr skulle komplimentere hvordan han mente og følte at hun så ud, specielt ikke for øjeblikket, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. De opførte sig ganske rigtigt som et par, selvom ingen af dem nogensinde havde trukket den videre, også selvom hun måtte erkende, at den tanke og den følelse havde slået hende ind så mange gange, så var det heller ikke rigtigt noget som hun tænkte over nu. Hun var bare.. bekymret.
At Ilosonic ikke ville lade sig stoppe af en trappe, forundrede hende ikke, for hun var bestemt heller ikke den stædige af dem! Ikke fordi at det var noget som gjorde hende det mindste, for det glædet hende faktisk at han var en mand som turde stille sig op for sig selv på denne her måde. Hun blev dog ved ham som han måtte begynde med trinnene. ”Og du siger at det er mig som er den stædige af os to?” spurgte hun stilfærdigt, selvom det lette smil ikke kunne skjules. At hun sov ovenpå og at han så også ville være der, havde hun nu heller ikke noget imod, selvom hun måtte erkende, at hun virkelig kom til at savne hans favn at ligge i, for det ville vel gøre for ondt? Det var heller ikke fordi at hun fandt det pinligt i denne situation at skulle sige ’av’. Hendes egne skridt var stadig rolige, hvor hun næsten uden at tænke videre over det, havde valgt at placere sig direkte bag ham i tilfælde af at han skulle falde, selvom hun vidste, at det ville resultere i at de begge ville ryge i jorden hvis det var. De isblå øjne hvilede på ham. Han burde hvile, for han var jo stadig mest medtaget af de to og det var jo noget som hun var udmærket godt klar over når det endelig måtte komme til alt, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Det svage træk hvilede dog stadig trygt i hendes ene mundvige. Hun var faktisk imponeret over at han var så stædig og alligevel så.. unik?

[ilosonic]

At Ilaria ikke ville komplimenteres, vidste Ilosonic udmærket godt, og det var også grunden til at han sjældent gjorde det, til tider kunne han ikke lade vær, selvom hun blot afviste ham som altid, men.. han mente det! Et sted ville han egentlig bare have at hun skulle tro på ham, for et sted måtte det faktisk gøre ondt at hun ikke gjorde, at hun bare afviste ham, spillede ligeglad eller var afvigende, for det gjorde et sted ondt at hun ikke troede på ham, selvom at han altid bare lod det ligge, for han gad heller ikke gøre hende irriteret ved at prøve på at overbevise hende, når hun klart havde givet udtryk for at hun ikke gad at høre på ham. Det var vel et sted også på grund af hendes mange afvisninger at de aldrig var kommet videre? Aldrig havde trukket den længere, så de faktisk kunne kalde dem for et par? Et sted ville han slet ikke bruge kræfter på at spørge hende, for.. hun ville bare afvise ham eller være afvigende, på den anden side måtte det til gengæld også forvirre ham, for de kyssede som et par, de holdt om hinanden om natten som et par, de gik tilmed hånd i hånd som et par, og hun havde også sammenflettet deres fingre her til aften, som havde de været et par, så et sted måtte hun vel egentlig også selv ønske det? Selvom der kom forpligtelser med et forhold og hvis hun ikke gad dem, så.. ville hun jo faktisk ikke. Det frustrerede ham virkelig at han ikke vidste det! Og nok var han mental dæmon, men derfor var det heller ikke ensbetydende med at han kunne gå ind i hendes hjerne og tankelæse hende, selvom det til tider ville gavne ham langt mere! Han smilede drilsk ved hendes ord, som hun havde valgt at afvige ham igen, skønt han ikke tog det tungt, for han var jo faktisk vant til det. ”Forskellen?” gentog han med et skævt smil. ”Forskellen er, at når en mand komplimentere hende, så er det oftest for at charmere sig ind på hende, det kan være falsk, hvorimod sandheden er.. sandheden,” fortalte han stilfærdigt og blinkede drilsk til hende.
Nok var det smartes at hvile nede i stuen, så Sonic ikke skulle bruge flere kræfter på at komme op af den lange trappe, men.. hvis hun ville sove ovenpå, så ville han altså også! Han ville ligge ved hendes side og vide at hun var okay. Han havde ikke set hende i flere dage, han havde ikke engang vidst om hun var kommet sikkert hjem igen, og nu hvor hun var her, nu hvor de begge var her, så ville han ikke vige fra hendes side igen! Så han ville langt hellere bruge de sidste kræfter på at bestige trappen og så kunne ligge ved hende side hele natten! Han smilede muntert til hendes ord, og fortsatte med at gå op ad trapperne, med små og dog målrettede skridt. ”Jeg er ilddæmon.. det ligger til min natur at være stædig,” påpegede han, selvom det vel egentlig bare var en dårlig undskyldning? Hvem der var stædigst af de to vidste han ikke, for det kom vel egentlig an på situationen og ved hvilke ting? ”Og se engang.. jeg er endda foran dig, skal vi vædde med at jeg kommer først op?” spurgte han drillende, som han kort så sig over skulderen og mod hende, hvor han næsten satte farten en anelse op ubevidst, for hun var jo faktisk lige bag ham.

[Deleted]

Ilaria havde aldrig ment at skulle afvise ham sådan… helt som sådan, men hun vidste bare ikke hvordan hun skulle tackle de mange komplimenter uden at skulle virke svag eller noget som bare måtte minde om det, og det var noget som var det sidste som hun ønskede at skulle vise sig som, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun vendte blikket stille mod ham. At det gjorde ondt at hun afviste ham, var nu heller ikke noget som han direkte havde givet udtryk for selv, så selvfølgelig var det ikke noget som hun som sådan gjorde noget ud af, hvis hun ellers kunne blive fri for det, så var det jo bare sådan at tingene nu måtte være. Hun vidste bare ikke hvordan hun skulle reagere og så var det jo selvfølgelig nemmere at bare.. afvise når det var hende menneskelig muligt, selvom hun vel også havde givet små tegn til at hun faktisk også ønskede at trække den bare en smule videre? For.. det ville hun vel også et sted? Alt det med forhold var noget som forvirrede hende og hun vidste jo heller ikke hvilke krav og konsekvenser det ville få for dem at trække den det videre, også selvom hun ønskede at den kommende lille skule vide at mor og far faktisk godt kunne lide hinanden, for det var nu noget som hun alligevel ønskede at videreformidle; At man ikke skulle komme tæt på nogen som man ikke kunne lide, og desuden så kunne hun jo rigtig godt lide Sonic! Hun vendte blikket stille mod ham. Et sted så vidste hun jo godt at hans komplimenter også måtte være sandhed, selvom det nu ikke var noget som hun som sådan kunne gøre noget ved. Hun nød at han kaldte hende smuk for… ja, det var vel også sandhed, selvom det var et kompliment? Det gjorde hende let forlegen, hvor hun klart gemte og skjulte det bag sin egen afvisning. ”I din situation, så tror jeg at sandhed og kompliment går meget ud på den samme sag, kæreste,” sagde hun med et stille smil på læben. Det var bestemt heller ikke fordi at det gjorde hende noget!
Ilaria var virkelig bekymret for Sonic og hans tilstand, det var end ikke noget som hun ville skjule for ham. At de jo opførte sig som et par, så ville hun jo faktisk mangle at ligge i hans favn og bare… hvile, for det var der at hun faktisk måtte føle sig tryg i løbet af en enkelt aften, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var hun vel også blevet afhængig af ham? Ikke fordi at det var noget som hun direkte havde fortalt, men hendes bekymring var vel også noget som sagde mere eller mindre.. alt? Hun blinkede let med øjnene som hun vendte blikket mod ham. Hun himlede med øjnene. ”Det der er så meget en dårlig undskyldning!” påpegede hun med et stille smil. Selvom de begge havde ondt, så kunne han stadig holde gejsten oppe på den måde? Hun måtte virkelig sige, at hun var imponeret, så det var heller ikke noget som kom direkte til udtryk foruden ved det lette træk i den ene mundvige, for hun kunne i den grad godt lide det som hun måtte se for øjeblikket. Hun himlede let med øjnene, hvor hun selv satte farten op. ”Nu har du bedt om det!” sagde hun med en næsten morskab i stemmen, som hun trak sig hen til gelænderet for at have noget at holde fast i. Hun var jo selv godt kvæstet og havde ondt og var træt og udmattet. Hun tog trinnene hurtigt med de små fødder, også nu hvor de faktisk måtte nærme sig toppen. Hun ønskede egentlig bare at komme i seng.. at komme tilbage og hvile i hans favn.

[ilosonic]

Ilosonic var efterhånden vant til hendes afvisninger, til at starte med havde han bare fundet det morsomt, at hun gang på gang måtte afvise ham, når han faktisk kaldte hende noget sødt, men nu hvor han var kommet så tæt på hende, og hun stadig ikke troede på ham, ja.. det var bare anderledes og gjorde mere ondt, når hun så ikke troede ham, for det var ikke engang at stikke hende en løgn, fordi.. han mente det virkelig af hjerte, sind og sjæl. Han elskede et sted at give hende komplimenter, skønt hun måtte meje dem ned gang på gang, men selvom det et sted gjorde ondt, så lod han det ikke komme til udtryk, han lod det egentlig bare være, for et sted så han vel egentlig frem til den dag, hvor hun faktisk måtte tro på ham? Han håbede faktisk på at den dag engang måtte komme, men det måtte fremtiden jo vise, for det var slet ikke noget som han kunne vide med sikkerhed, netop fordi han vidste hvilken person som hun måtte være. Han vendte blikket mod hende, hvor han så hende direkte i de isblå øjne. Nok han ikke kunne læse hendes tanker direkte, men han kunne godt læse hendes blik og hendes følelser, netop fordi han var mentaldæmon, og han kunne tydeligt se at hun faktisk var blevet forlegen over hans ord, netop fordi der kom et strejf af ydmyghed i hendes blik, skønt hun godt nok afveg hans ord. Han sagde dog intet til det, for han kunne aldrig drømme om at finde på at håne hende – hvilket hun også godt vidste, for det havde han aldrig gjort, ikke engang når det havde været oplagt og hun havde været på sit svageste, og det var vel egentlig også derfor han var kommet så tæt på hende med tiden? Fordi han respekterede hende, viste hensyn og nu også holdt af hende? Han trak svagt på skuldrene ved hendes ord, hvor han så en anelse tænkende ud i luften. ”Tja.. både og, men jeg kan fortælle dig Ilaria.. jeg har aldrig komplimenteret en kvinde uden at mene mine ord,” fortalte han sandfærdigt og betragtede hende sigende. Han løj faktisk ikke, for han var ikke manden der bare brugte sine komplimenter på at komme under dynen med en kvinde. Jovist kunne han spille charmerende for at komme tæt på en kvinde og havde da gjort det mange gange, men han ville aldrig give den kvinde en kompliment uden at mene den! Og det gjorde han såmænd heller ikke ved Ilaria, hende ville han da slet ikke lyve overfor!
At hun kommenterede Sonics ord fik ham blot til at smile morende, hvor han blinkede drilsk til hende, da han igen så sig over skulderen og tilbage mod hende. ”Nej slet ikke.. en ilddæmon er stædig. Desuden vil jeg ikke tabe til.. en trappe,” påpegede han sandfærdigt. Han ville langt hellere være stædig og kæmpe sig op ad trappen så han kunne ligge ved siden af hende i nat, end at give op og sove alene og uden hende nede i stuen! Og så var en ilddæmon også stædig, generelt fyrig, så helt løgn var det faktisk heller ikke. At hun tog imod hans udfordring og faktisk selv satte tempoet op, kom alligevel en anelse bag på ham, dog kunne han ikke lade vær med at finde det morende, for det var det virkelig! ”Hey, hey! Vent lidt!” Trappen var bred nok til at fire mand ville kunne stå ved siden af hinanden, så der var god plads til at overhale ham, desuden var trinene brede, så det var ikke så trin man næsten kunne vælte og snuble ved. Han så blot til, som hun faktisk måtte overhale ham og faktisk også nå først op, hvor han selv ikke helt kunne følge med. Han stoppede roligt op, da han kom helt op og betragtede hende med et skulende og dog drillende blik.

[Deleted]

Ilaria var allerede klar over at Sonic måtte mene sine ord, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det nemmere for hende. Hun kunne ganske enkelt ikke fordrage, at skulle stå fanget i en situation som denne, hvor hun ikke vidste hvad hun skulle sige. Det var jo heller ikke fordi at hun ønskede at gøre ham ondt, netop ved at afvise ham, men det var noget som lå hende så.. naturligt til på en eller anden mærkværdig måde, selvom det virkelig var noget som måtte irritere hende og noget så frygtelig voldsomt! Faktisk så havde hun det direkte elendigt med at skulle afvise ham på den måde, men det var bare.. hendes måde at gøre det på, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var der ikke noget som hun direkte kunne gøre ved det lige netop nu. Hun vendte de isblå øjne direkte mod ham. Hans ord var hende dog heller ikke nogen hjælp, for det var hende bare en bekræftelse på at han faktisk havde gjort det hele med vilje! At han jo så også mente det ved siden af, var jo noget som virkelig måtte varme om hendes iskolde hjerte. Ja, hun måtte jo allerede erkende, at han havde taget det fra hende og det var jo heller ikke fordi at hun havde noget ønske om at skulle tage det tilbage igen. Hun trak vejret dybt og rystede på hovedet. Bare lige for at klarere tankerne bare en smule, selvom det ikke var nemt lige nu! ”Du påstår at du har skænket mange kvinder disse komplimenter?” spurgte hun ganske kortfattet. Det var ikke fordi at hun ønskede at bringe det op til nogen som helst diskussion, men.. det var jo egentlig bare noget som skete uden at hun egentlig kunne gøre noget som helst ved det, hvilket hun i den grad også var træt af!
At tage imod en lille udfordring og bare.. komme lidt tilbage i det normale, var bestemt heller ikke noget som Ilaria havde det mindste imod. Hvis han var i stand nok til at skulle lave sjov, så skulle han bestemt også kunne klare mosten! Hun kom hurtigt op ved siden af ham, også selvom det holdt hårdt, for hendes ben føles virkelig som var de ved at knække sammen under hende af ren og skær udmattelse. Det var flere dage siden hun havde fået lov til at se ham ordentligt.. få lov til at mærke ham og nu var han endda så kvæstet at hun ikke engang kunne ligge i hans favn, hvilket i den grad også var noget som gjorde det hele så meget værre for hendes vedkommende! Hvor lang tid ville der gå før hun igen kunne ligge der? Jo mere hun egentlig måtte tænke over det, jo mere måtte hun erkende, at de jo faktisk måtte minde om et par, om det jo så var noget som hun ville det eller ikke, så var det en tanke som hun nød af. Hun smilede let for sig selv, en anelse triumferende idet hun stillede sig på det øverste trin før ham. Det var jo heller ikke fordi at han var så langt bagefter igen, så det var jo egentlig heller ikke noget som gjorde hende det helt vilde. Hun vendte sig mod ham, hvor hun sendte ham et stort triumferende smil, selvom glimtet i øjet vel også var noget som sagde temmelig meget? At hun havde nydt det, bare at være lidt sig selv igen. ”Bedre held næste gang, kæreste,” sagde hun stilfærdigt. Hånden hævede hun og strøg den frygtelig varsomt, for hun ønskede jo heller ikke at han skulle have ondt. Selv støttede hun sig en anelse til gelænderet. Hun følte virkelig at hendes ben var ved at knække sammen under hende, for hun var virkelig udmattet!

[ilosonic]

Det at Ilaria også afveg Ilosonics kompliment denne gang, tog han sig ikke rigtig af, for han mente sine ord og det vigtigste var vel også at han faktisk gjorde det og selv vidste det og ikke førte hende bag lyset med falske løgne? Han ønskede ikke at lyve overfor hende, for det kunne han faktisk ikke finde på, skulle de først komme ind på et emne han ikke brød sig om, eller helst ikke ville ind på, så ville han nok selv blive afvisende og afvige, men aldrig lyve, for nok han var en dvasianer med alt hvad det måtte indebære, men han kunne faktisk godt være en reel og ærlig mand, han kunne godt være loyal og trofast, når man faktisk havde gjort sig fortjent til det, og han kunne ikke komme udenom at Ilaria var den eneste som han var loyal og ærlig overfor, for hun var den eneste som var kommet så tæt på ham, hun var den eneste som han holdt af, alle andre var han sådan set utrolig ligeglad med. Der var aldrig nogen som var kommet ham så tæt, som hun var og han nød faktisk af tanken. Nok hun var blevet brugt imod ham i form af en svaghed, men det var jo bare noget som han måtte tage med sig, for han ønskede ikke at miste hende og han ville virkelig blive stiktosset, hvis nogen valgte at bruge hende imod ham igen! Han ville slippe sit raseri ud i et kæmpe inferno hvis det ville ske! Eller hvis hans fjender måtte bruge hans eget barn, som forhåbentlig ikke havde taget skade af torturen. Et morende smil gled over hans læber ved hendes ord. ”Gør det da nogen forskel?” spurgte han roligt og dog med en tydelig morende undertone, som han faktisk glædede sig til at se hendes reaktion, se om det faktisk påvirkede hende, hvis han havde skænket mange kvinder de komplimenter som han også havde skænket Ilaria. Han trak svagt på skulderen og så lettere tænkende ud i luften. ”Tja.. der findes mange smukke kvinder,” tilføjede han roligt tænkende, selvom det faktisk bare var et spil fra galleriet. Måske der var mange smukke, men han havde dog aldrig mødt nogen så unik som Ilaria, hun var ham trods alt utrolig værdifuld.
Det at se Ilaria være så konkurrencepræget, at hun jo faktisk måtte gå tilbage til sit gamle jeg, var noget som Sonic faktisk nød at se. Tidligere havde hun siddet og grædt foran ham, hvilket faktisk var første gang han havde set, og hun havde ikke engang stoppet igen, et sted rørte det ham, og han ville bestemt ikke håne hende for det! Men det var nu alligevel rart at se hende smile stolt, se det triumferende glimt i hendes smukke isblå øjne, hvor han faktisk ikke selv kunne lade vær med at smile. Han trak morende på smilebåndet ved hendes ord, selvom det falmede kort, hvor han blev helt afslappet til hendes blide strøg mod hans kind, som hans øje gled halvt i. ”Det er da klart du vinder, når jeg kun kan se trinene med mit ene øje!” påpegede han lettere brokkende og i en fornærmet tone, selvom at det morende smil afslørede ham, ligesom den drillende undertone. Han gjorde et let kast med hovedet. ”Lad os komme i seng,” endte han roligt, som han satte kursen mod hendes værelse, for det var jo faktisk hendes, som var blevet deres opholdssted efterhånden, han var faktisk ikke særlig meget inde på sit eget. Han var dog ligeglad, at ligge sammen med hende var virkelig det bedste. Han åbnede roligt døren og trådte varsomt og roligt ind, inden han lukkede døren bag dem.