Back home.. with an empty heart..

[Deleted]

Ilaria havde aldrig nogensinde ment at skulle gøre Sonic såret eller ondt ved at afvise ham, men når man ikke vidste hvordan man skulle reagere, så var det altså bare det nemmeste, om ikke andet, så set i hendes øjne. De isblå øjne faldt direkte til ham. Man skulle ikke gøre meget for at sige noget forkert inden at et helvede ville være fri, selvom det slet ikke var noget som hun ønskede selv. De hormoner påvirkede hende virkelig i så stor en grad at det i den grad også måtte skræmme hende og specielt når det måtte komme til ham selv. At han havde skænket de ord og de komplimenter til andre, fik hendes ansigt til at trække sig helt ud i en stram maske, hvor hænderne roligt endte med at blive knyttet. ”Udmærket..” mumlede hun som det eneste, skønt hun bestemt heller ikke var tilfreds med det. Hun vendte blikket en anden vej, som havde han slet ikke været interessant længere. At det jo så måtte være ord som han havde skænket andre, så kunne hun da heller ikke være så speciel igen? Det var om ikke andet, så bare hendes mening omkring tingene.
At falde tilbage lidt i det gamle, var faktisk noget som Ilaria måtte nyde af. Selvom hun tydeligt kunne mærke, at ikke alt måtte være som før. At han kun kunne se med det ene øje, var faktisk noget som gjorde hende let trist til mode, selvom hun håbede, at han ville holde sig ved godt mod alligevel af den grund. Hun betragtede ham stille og med hovedet en anelse på sned, som hun let lod hånden stryge over hans kind. Det var rart at have ham ved sig igen, det var rart at kunne mærke, at han faktisk måtte være til stede og være der med hende, var noget som gjorde hende glad på en meget underlig måde. Faktisk så skulle der ikke meget til for at gøre hende glad, men heller ikke meget til for at gøre hende direkte rasende, det var vel også noget som han havde fundet ud af? Hun havde jo for pokker siddet og grædt foran ham! ”Ja, ja, undskyldninger har du jo mange af,” påpegede hun med en drillende mine. ”Desuden har det sin charme.. du gjorde det jo for… mig,” sagde hun stille, som hun roligt tog hånden til sig og gik hen mod sit soveværelse. Det var jo som regel der at de var om aftenen, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde hende det mindste på nogen som helst måde overhovedet. Hun gik stille hen til sengekanten og satte sig, hvor hun lod ham tage sig af døren og lade den glide i. De isblå øjne faldt stille mod hans skikkelse og med hovedet let på sned. At være tilbage i sit eget soveværelse, var faktisk noget som gjorde hende lettet, også selvom trætheden virkelig bare måtte tage til! ”Jeg ved godt, at det måske ikke bliver helt nemt for dig, Sonic, men.. kom hen og læg dig ned,” bad hun stille. Hun stod jo stadig fast på at han var mere medtaget end det som hun var og derfor skulle han også ned og lægge sig lidt. Hun ville selv passe bare lidt på ham, også selvom hun vidste at han nok var af en ganske anden mening? Hun trak vejret dybt og lod blikket søge direkte til hans, som hun skubbede sig ind på sengen og lagde sig ned i de bløde lagener, også selvom det gjorde ondt når de forkerte dele af hende måtte komme i kontakt med den bløde madras, men hun var virkelig for træt til at skulle lægge mærke til det. Hun rykkede sig, så selv han ville have muligheden til at lægge sig ved siden af hende – ligesom han altid havde gjort det.

[ilosonic]

Det var mere end tydeligt at Ilosonic havde fornærmet Ilaria og han måtte virkelig fryde sig over det! Selvfølgelig ville han ikke skændes med hende, såre hende eller noget lignende, for et sted var det jo faktisk bare for sjov, skønt hun nok ikke opfattede det på samme måde som det han gjorde. Han kunne dog ikke lade vær med at slippe en munter og dog kort latter. ”Hold nu op Ilaria!” endte han morende, som han roligt greb omkring hendes ene knyttede hånd, hvor han strøg den ganske blidt, uden at han veg blikket fra hende. ”Jeg vil ikke lyve overfor dig.. jeg har været sammen med mange kvinder før dig, ikke noget seriøst, uden forpligtelser, og ja, jeg har skænket dem komplimenter, men.. jeg har aldrig mødt nogen som minder det mindste om dig. Der er aldrig nogen der er kommet så tæt på mig, foruden dig, jeg har aldrig.. holdt af nogen, som jeg gør med dig,” endte han sandfærdigt, hvor han ikke veg øjet fra hende, som han så hende direkte i de isblå øjne, så hun også ville kunne se at han ikke løj, hvis hun da kunne spotte en løgn via øjne. Han holdt utrolig meget af hende og det havde aldrig været falsk eller en løgn af det som han havde haft med hende. Han løftede roligt hendes hånd og skænkede hendes håndflade et blidt kys. ”Jeg nyder dit selskab mere end jeg gør alle andres, du er blevet mig værdifuld,” endte han i en dæmpet og hviskende tone. Han ønskede ikke at hun skulle være fornærmet, irriteret eller sur, og han var normalt ikke typen der snakkede så åbent om sine følelser, og kom med sådanne erklæringer, men.. han ønskede hun skulle vide det, hende ville han fortælle alt uanset hvad hendes spørgsmål omkring ham måtte være.
Det var rart at se Ilaria ved sit gamle jeg igen, for det var vel et sted savnet? Sonic vidste godt at hormonerne spillede meget ind og det blev sikkert ikke deres sidste skænderi på trods af det som de havde været igennem, men.. han holdt virkelig meget af hende, og jo mere han tænkte over det, jo mere måtte tanken faktisk glæde ham, jo mere havde han faktisk lyst til at.. trække den videre. Han ønskede at hun skulle være hans, han ønskede at være hendes, han ønskede at de skulle være et par, men et sted havde han ikke modet til at spørge? For en gangs skyld, nærede han faktisk frygt, specielt også når hun allerede én gang var blevet brugt imod ham fordi hun var blevet ham en svaghed og han brød sig virkelig ikke om tanken! Han nød hendes strøg mod hans kind, hvor han smilede til hendes ord. ”Selvfølgelig gjorde jeg det for dig. Jeg holder af dig, plus jeg nyder at være din helt, ridderen på den hvide hest,” svarede han sandfærdigt og med et muntert blik i det mørke øje. Selvom han godt nok var ankommet på en sort hest, men han var til gengæld heller ikke ’helten’ han var vel mere skurken? Som han fik lukkede døren faldt hans blik på hende, som hun havde lagt sig på sengen og selv bad ham om at gøre det samme. Hun nærede omsorg for ham og han nød det faktisk. ”Det må lige vente lidt,” sagde han roligt, som han gik ud mod badeværelset, hvor han fandt forbindingen frem igen. Det var ikke lang tid siden at han havde gjort det sidst, sidst havde været da hun havde fortalt ham at hun havde været gravid, hvor han havde forbundet hendes hænder. Han kom roligt ud i værelset igen, hvor han så endelig satte sig på sengekanten. ”Kom.. lad mig forbinde dig,” bad han roligt i en opmuntrende tone. Hun var trods alt selv blevet skadet og han var allerede forbundet.

[Deleted]

Nu for tiden, så skulle der virkelig ikke meget til for at fornærme Ilaria og hun hadet det jo trods alt også selv. Det var jo heller ikke fordi at der var meget som hun direkte kunne gøre ved det, men de hormoner.. de havde været årsagen til at de havde det som de havde det nu og den skyld, var heller ikke noget som var nemt at arbejde med, når man ikke havde oplevet den følelse før! Hun var i den grad fornærmet og det at han morede sig over det, var kun noget som gjorde det hele så meget værre for hendes del, for det gjorde hende bare direkte vred i stedet for, og han vidste godt, at han skulle passe på hendes grænse! Og specielt når hun havde det som hun havde det for tiden! For det var bestemt heller ikke nemt for hende selv! De isblå øjne faldt stift til hans skikkelse og med en tydelig utilfreds mine, selvom det ikke var noget som hun sagde højt på nogen som helst måde overhovedet, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Hun blev dog hurtigt mild igen ved hans ord.. Alle de komplimenter! Hun kunne altså ikke tåle det! Hånden lod hun dog hvile i hans. Den var brændende i forhold til hendes egen. Hun blinkede let med øjnene og vendte blikket en anelse til siden for ham, så hun ikke stirrede ham direkte i blikket. Hun kunne høre alvoret nok i hans stemme, så selvfølgelig var hun glad for det. Hun fnøs ganske kortfattet og rystede let på hovedet. ”Du behøver virkelig ikke smigre dig ind på mig nu, Sonic.. Det… klarede du allerede for længe siden,” sagde hun stille. Hun bed virkelig de mange hormoner i sig, selvom det virkelig ikke var nemt, men hun ønskede virkelig ikke et større skænderi lige for øjeblikket. Tvært imod. Hun magtede virkelig ikke mere nu!
Hormonerne spillede virkelig frygtelig meget ind for Ilarias vedkommende. Hun havde brug for ham til at forstå hende, selvom hun var klar over, at det virkelig var at sætte kravet ekstremt højt. Hun havde valgt at glide ned i lagnerne, også selvom hendes ryg virkelig måtte brænde som en i helvede efter alle de slag som hun havde fået med pisken! Ikke fordi at det var det værste som hun havde været igennem til nu, for det var det ikke, for det brændemærke på hendes mave, havde klart været det værste! At han ikke ville lægge sig, måtte faktisk irritere hende, selvom det nu heller ikke forundrede hende, for det var altså bare Sonic i et nøddeskal! Hun smilede let for sig selv, som han kom tilbage med forbindingerne. Ikke fordi at det var noget som forundrede hende det mindste lige netop nu. Hun trak vejret dybt og vendte blikket mod ham. Ryggen var virkelig øm nok som den var fra før af, så det at skulle til at sætte sig op og det hele, var bestemt heller ikke noget som hun havde meget lyst til, det indrømmede hun gerne. ”Prinsen på den hvide hest.. og læge oveni.. Jeg får vidst i både pose og sæk,” sagde hun stilfærdigt og med den samme tilfredse mine. Hænderne satte hun stille ned i sengen, som hun direkte måtte skubbe sig kæmpende op at sidde, hvor hun endnu en gang måtte bide tænderne sammen. Den ene hånd gled mod hendes mave som hun strøg ganske let. I hendes øjne, så var den lille kraftigt i gang med at fylde godt til allerede nu! Hun sukkede indædt og vendte sig mod ham. ”Det er virkelig ikke nødvendigt, Sonic,” afveg hun endnu en gang. Hun ønskede jo heller ikke at stå fremstillet som svag!

[ilosonic]

At hun var endt sur og fornærmet kunne Ilosonic godt se, og det var heller ikke fordi at han havde haft i sinde at gøre hendes humør værre, eller bare gøre hende i dårligt humør, hvilket hun vel også vidste? Hun kendte jo også ham godt efterhånden, så hun burde vide at han kun gjorde det for at drille hende og ikke for at ødelægge den gode stemning. Han endte jo så bare med at gøre det alligevel, fordi han ikke kunne dy sig, og fordi hun kæmpede med hormonerne, og han vidste godt at hun havde det svært, ligesom han også selv havde, for det var virkelig frustrerende nogen gange, fordi han sagde alt forkert og bare gjorde hende mere og mere vred, selvom han faktisk prøvede på at gøre det modsatte, så det var virkelig frustrerende til tider! At hun dog endte mere mild, kunne han også godt se, så.. han måtte vel have sagt noget godt alligevel? Det glædede ham faktisk, hvilket det lystige smil på hans læber også måtte vise. Når hun var i godt humør, når han faktisk endte med at gøre noget rigtigt, så kunne han ikke lade vær med at være glad og smilende, selvom det normalt slet ikke lå til ham at være på denne måde! Hun gjorde ham jo faktisk helt.. blødsøden. Et sted kunne han ikke have den tanke! Og alligevel.. nød han den. Han løftede hånden og strøg den blidt mod hendes kind. ”Jeg prøver ikke at smigre mig ind på dig Ilaria, jeg ønsker ikke at snyde dig, eller bedrage dig, men bare..” Han trak svagt på skuldrene, som han kort så rundt for at finde det rette ord, inden han så hende i blikket igen, ”.. fortælle dig hvordan jeg har det med dig … fortælle dig sandheden.” Han smilede et stille og dog skævt smil, som han kort lod tomlen stryge over hendes bløde, rosenrøde læber.
At hun ikke var meget for at sætte sig op igen, forstod Sonic faktisk godt, for han vidste at hun havde ondt, men.. det var også grunden til at han ville forbinde hende og rense hendes sår, for at lindre smerten bare en anelse, håbe på at det ville hjælpe, så hun faktisk fik mulighed for at finde bare lidt søvn. At hun fik kæmpet sig hen til ham, glædede ham dog, for så var hun ikke helt afvisende overfor ham. Han smilede skævt og muntert til hendes ord, som han kort skænkede hendes nøgne skulder et blidt kys, inden han trak sig selv længere ind på sengen, så han sad en anelse bag hende. ”Jeg forkæler dig, jeg ved det,” svarede han drillende og smilede for sig selv. Han kunne kun bruge den ene hånd, så det ville blive en anelse besværligt, men han ville pleje hende om hun så selv ville det eller ej! Fandt noget vat frem, inden han hældte noget klart væske på til at rense sårene med, inden han hev op i hendes kjole for at blotlægge hendes ryg. ”Gider du holde den oppe?” Mere en ordrer end en forespørgsel. Han duppede roligt vattet mod hendes sår, hvilket nok ville svige en anelse, for hendes ryg var helt rød og visse steder blodig og det bekymrede ham virkelig! Han fik dog rensen såret, inden han satte sig tilbage på sengekanten igen, hvor han denne gang hev op i kjolen forfra, for at blotte hendes mave, hvor hun igen skulle holde kjolen oppe. Han hældte mere væske på vattet, inden han forsigtigt duppede det imod hendes brandsår. Hendes mave var allerede blevet en anelse tydeligere og det glædet ham faktisk, for han nød tanken om at hun var gravid. ”Selvfølgelig er det nødvendigt,” endte han stilfærdigt, inden han rensede såret færdigt, for at lægge vattet væk og finde en mindre slynge frem, som han bandt rundt om hendes ene skulder, til den arm der var gået af led. ”Sådan!” endte han næsten med en stolt mine.

[Deleted]

Ilaria ønskede virkelig ikke at blive sur lige nu. Det var heller ikke fordi at det var noget som hun havde decideret ork til, hun var træt, hun var udmattet og ønskede egentlig helst at ligge og hvile i hans favn, for det var der at hun et sted også følte at hun måtte høre til. Det var der hun fandt den tryghed til at sove igennem en nat og endda tungt, for det gjorde hun bestemt heller ikke normalt. Hun var blevet langt mere mild af sig. Hun sendte ham et svagt og dog så træt smil, hvor let lod øjnene glide i som han strøg over hendes kind, for det var virkelig en dejlig ting, for det var noget af det som hun i den grad også havde savnet. At han jo så valgte at åbne sig så meget op for hende, for det glædet hende faktisk meget endda. Det gav hende endda modet til at skulle gøre det samme, for.. hun ønskede at gøre det overfor ham, for han havde været så god ved hende, passet på hende og gjorde alt det andet for hende, så selvfølgelig var det også noget som gjorde meget for hendes vedkommende. En meget lille rødlig farve måtte vise sig i hendes kinder, for hun vidste virkelig ikke hvad pokker hun skulle sige til det! ”Det.. det er jeg bare glad for..” Hun tav igen som han strøg fingeren roligt over hendes læber, for hun nød faktisk når han var sådan her overfor hende. Det fik hende til at føle sig frygtelig.. feminin.
At Sonic ønskede at pusle om hende, var nu heller ikke noget som hun havde noget imod. Det var han også den eneste som nogensinde havde fået lov til. Han var den eneste som var kommet hende så tæt og det var jo selvfølgelig også noget som spillede frygtelig meget ind, også for hendes eget vedkommende. Hun satte sig dog op, hvor hun ikke kunne lade være med at smile ganske let. Han forkælede hende og hun nød det også i allerhøjeste grad! ”Og jeg nyder det, og det ved du..” påpegede hun med et stille smil. Hun lod ham bare rive let op i kjolen, selvom det var noget som alligevel overraskede hende, for kjolen sad jo fast i mange af sårene, hvor hun kraftigt måtte bide tænderne sammen, for ikke at ende med at halvvejs skrige. Hun klemte øjnene let sammen, som han begyndte at smøre hendes ryg. Hun holdt dog fast i den, hvor hun let prustede, for det sveg faktisk en god del. Kjolen endte hun dog med at fjerne helt, da han begyndte på hendes mave. Den var ved at være en anelse tydelig og godt rund efterhånden, selvom hun havde lang tid endnu, før at barnet ville komme. ”Av..” mumlede hun stille, som hun skævede mod ham, da han begyndte at gøre det ved hendes mave. ”Jeg tror at den lille klarer sig..” sagde hun stille, også selvom såret faktisk måtte ligge temmelig tæt ved bulen. Armen som røg i en slynge i stedet for, fik hende bare til at smile, for det var i den grad.. rart at have lidt hvile til den arm, for den havde virkelig været igennem forbandet meget, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Hun trak vejret dybt og vendte de isblå øjne mod ham endnu en gang. Den friske hånd lagde hun roligt mod hans kind og hage, for at vende hans blik mod sig. Måske at hun ikke var den bedste til at sige det direkte, men det kunne hun vel også gøre med handling? Hun skænkede hans læber et blidt og intenst kys. ”Så er det vidst min tur,” påpegede hun stilfærdigt og med et stille smil på læben. Det hjalp faktisk.. og hun brød sig ikke om at han havde ondt.

[ilosonic]

Tanken om at de begge havde overlevet Juliens tortur måtte virkelig glæde Ilosonic uden lige! Han var utrolig glad for at hun var kommet hjem og i sikkerhed, selvom at han klart ville skærpe sikkerheden rundt om herregården, hvilket ikke kunne gå for hurtigt! Han nægtede at lade sådan en situation ske igen! Han ville se frem til at kunne gå ude i haven på hvilket som helst tidspunkt uden at skulle være bange for at blive overfaldet, specielt når det var på hans egen grund! At han kunne stå her sammen med hende var noget som han virkelig måtte nye, stå og kærtegne hende, være i stand til at røre hende, for han havde faktisk frygtet at det havde været sidste gang. Han var ked af at alt dette var gået ud over hende, men alligevel var han glad for at det heller ikke var værre, for som hun selv havde sagt, så kunne Julien havde gjort langt værre ting ved hende. Han smilede mildt til hendes ord, hvor han igen roligt trak hånden til sig. ”Godt,” endte han med et skævt smil. At hun ikke havde hidset sig op denne gang, måtte faktisk glæde ham, for han ønskede ikke flere skænderier med hende, dem havde han efterhånden fået nok af, specielt denne aften hvor de begge to var smadret. Han vidste dog at det ikke var deres sidste skænderi, selvom at han ikke betvivlede at de nok skulle klare sig igennem det hele, for han vidste også godt at det var hendes hormoner der måtte spille godt ind.
Sonic vidste godt at han forkælede hende en del, han gjorde hende gerne et par små tjenester hist og her, han var der altid når hun skulle bruge ham, medmindre han faktisk begyndte at få travlt og ikke havde tid til at være i hendes selskab, men nu hvor han knap kunne gøre noget som helst, så så det ud til at han kunne komme til at bruge en masse tid med hende. Han vidste godt at hun til tider havde brug for at være alene, hvilket han også respekterede, hvor han gav hende al den tid som hun skulle bruge, til tider brød han den alenetid og hun havde aldrig virket til at have noget imod det, så det fortsatte han selvfølgelig med. Desuden gad han heller ikke at gå op og ned ad hende hver dag, for så fik de da først spat af hinanden! Han smilede skævt til hendes ord og nikkede ganske sigende. ”Det gør jeg, ja,” medgav han med et morende smil. Han vidste at hun nød, når han forkælede hende, og det var et sted også grunden til at han gjorde det, for at glæde hende, for at hun skulle have det godt. Han havde desuden ikke noget imod at forkæle hende lidt, han havde råd til det, så hvorfor ikke? Han havde desuden også kun hende og ellers sig selv, så at bruge resten af sin tid på hende, havde han intet imod. At hun endte med at smide hele kjolen havde han intet imod, så blev det også lettere for ham at komme til, desuden så havde han jo også set hende splitternøgen, og så havde hun heller ikke noget at skjule. Han smilede ganske let, som han rensede brandsåret. ”Det tror jeg også,” endte han roligt. Den lille skulle nok klare sig. Han vendte blikket mod hende, da hun lagde hånden mod hans kind og hage, hvor hendes kys faktisk kom bag på ham, han besvarede det dog hellere end gerne og med største fornøjelse! Et skævt og tydeligt tilfreds smil gled over hans læber, som hun brød det. ”Din tur?” gentog han spørgende, som han roligt satte sig ind på sengen igen. ”Jeg klarer mig, har fået tilset alle sår, jeg mangler kun noget søvn og hvile,” endte han stilfærdigt, som han lagde sig ned på ryggen, skønt det gjorde en anelse ondt. ”Og det burde du også.”

[Deleted]

Ilaria måtte ærligt erkende, at hun ikke havde regnet med at Sonic ville komme hjem igen. Julien havde virkelig været så rasende, at det næsten havde skræmt hende. Hun kunne nu alligevel godt forstå ham, for det var jo heller ikke lige til at skulle miste sine forældre og specielt hvis han havde haft et godt forhold til sin far, som hun næsten kunne fornemme at han havde haft, så forundrede det hende virkelig ikke. Ikke fordi at det var det som hun tænkte over lige netop nu. Det var egentlig bare at vende lidt tilbage til det gamle igen, som det altid havde været. Et sted så håbede hun jo selvfølgelig at det ville være sidste gang, at hun skulle igennem et helvede som dette, for det kunne bestemt heller ikke være rigtigt, at man bare ikke følte sig tryg i sit eget hjem! Det var faktisk noget som gjorde hende direkte rasende! Hun betegnede det jo efterhånden som sit eget, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt, når alt endelig måtte komme til alt. Blikket hvilede på hans skikkelse. Et sted så kunne hun jo tage den bedste udvej og.. takke for hans komplimenter, selvom det virkelig ikke var noget som hun kunne få sig selv til, om det jo så var noget som hun ville det eller ikke. Hun sendte ham et stile smil.
At blive puslet om på denne her måde, var faktisk kun noget som Ilaria måtte nyde af, selvom det måske var en smule fast behandling, så var det nu heller ikke noget som hun sagde det mindste til, for hun nød faktisk af den tanke, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun vendte sig stille mod ham, hvor det selv måtte more hende, at han havde været overrasket over hendes kys, selvom det dog i den grad havde glædet hende, at han havde gengældt det. Umiddelbart, så ville hun da direkte betegne dem som et par, selvom ingen af dem nogensinde havde trukket den det skridt videre, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. At smide kjolen var i bund og grund bare det nemmeste, for det var heller ikke fordi at hun havde noget som han ikke havde set før, så det rørte hende skam ikke det mindste. Hun nikkede stille og lod blikket søge mod hendes mave. Den var ved at blive mere og mere tydelig, så det var heller ikke fordi at det var noget som forundrede hende som sådan. Hun sendte ham et stille smil. ”Jeg… håber,” sagde hun en anelse prøvende. Hun havde aldrig decideret oplevet at skulle bekymre sig for andre end sig selv, før Sonic var blevet en del af hendes liv. Hun vendte blikket som han roligt lagde sig ned i sengen, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde hende det mindste. Hun lagde sig ganske roligt og forsigtigt ned ved siden af ham. Armen lod hun hvile i slyngen, selvom den faktisk måtte være en smule i vejen for hendes vedkommende, så var det jo også bare sådan at det nu end måtte være. Hun bed det bare i sig, for det var hans omsorg og bekymring som hun faktisk måtte værdsætte mest. At han selv på trods af hendes person, stadig var i stand til at holde af hende, for det var der virkelig ikke særlig mange som var, om det jo så var noget som hun ville være ved eller ikke. Man var ve hvad hun kunne og ville kalde for.. uelskelig? ”Så hvil, min kære.. du har i hvert fald brug for det.” Hun baksede en anelse med armen, kun for at kunne hæve den og lade den stryge blidt mod hans kind.

[ilosonic]

Måske Ilaria var en svær person at holde af, men.. Ilosonic kunne virkelig ikke andet. Han var kommet ind på livet af hende og han kendte hende faktisk utrolig godt efterhånden, og han vidste bare at det meste var facader, som hun måtte sætte op og at det var de facader og barrierer som måtte holde folk på afstand, det var dem som hun gemte sig bag, men havde man først trængt igennem dem, så ville man finde ud af at hun faktisk var en utrolig elskværdig person, og det var nøjagtig det som han havde fundet ud af ved at komme hende så tæt som han var gjort, og han fortrød virkelig ikke at han var kommet hende så tæt, selvom at hun jo desværre var blevet ham en svaghed, hvilket de jo allerede havde fået bevist, for Julien havde brugt hende imod ham og det var en tanke som han ikke brød sig om på nogen måde! Han kunne ikke lide at hun kunne blive brugt imod ham og omvendt, for han ønskede ikke at der skulle ske hende noget, han havde virkelig nærede en frygt for at der var sket hende noget alvorligt, og barnet med, men nu hvor han havde kigget på sårene, så var han sikker på at hun nok skulle komme sig, for hun var ikke så tilskadekommet at hun var døende, hun skulle bare hvile, sårene skulle bare have tid til at heale og så ville hun være frisk som en fisk igen. Dog håbede han bare på at barnet ikke havde taget skade, selvom han var rimelig sikker på at barnet nok skulle klare sig, dog var han ikke læge, så han kunne faktisk ikke sige det med sikkerhed, men hvis maven ville vokse, var det vel også fordi at barnet endnu var i live? Et sted så glædede han sig faktisk til at maven ville vokse sig større, så man ordentligt kunne se at hun faktisk var gravid, det var jo heller ikke fordi at hun var fed af den grund, for hun bar jo faktisk på et levende væsen i sit indre, deres barn, som måtte vokse sig større, selvom han næsten kunne regne ud at det ville blive et mareridt med den skrigende unge i live! Men han var villig til at prøve for begges skyld. Han skulle desuden have en arving på et tidspunkt alligevel. Han var dog ikke i tvivl om at barnet nok skulle klare sig. ”Det skal nok klare sig,” endte han i en rolig tone og med et mildt smil, som han betragtede hendes mave, som han kort havde strøget hånden over. Han glædede sig til at kunne ae den store mave, vide at barnet måtte vokse og alt var godt. At hun lagde sig ind til ham havde han ikke det mindste imod, selvom han faktisk var frustreret over at han ikke kunne holde om hende, for han havde faktisk ondt over det hele. Han var dog så træt at han næsten ikke kunne mærke smerten i ryggen. ”Du skal også hvile..” endte han roligt, som hans øjne var gledet i. Han kunne tydeligt mærke trætheden og udmattelsen nu hvor han lå ned. Med den friske hånd trak han roligt dynen over dem, selvom han stadig lå med tøj på, han var dog både for kvæstet i kroppen og for træt til at magte at fjerne det, desuden så ville han egentlig også bare sove. ”Sov godt min kære,” mumlede han dæmpet og med den tydelige trætte stemme, hvor han ikke rigtig lagde mærke til mere, inden søvnen allerede havde overmandet ham og han måtte falde i den dybe søvn.

//Out

[Deleted]

Ilaria vidste udmærket godt, at hun var på sit vis… umulig at elske? Hun var stædig, hun var stolt, hun var kold, hun havde sine facader, men alligevel, så var Sonic kommet under huden på hende, han havde et tag i hendes hjerte, hendes sind og hendes sjæl og hun kunne faktisk rigtig godt lide den tanke, selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde højt, ofr det var bestemt heller ikke noget som hun ville sige, hvis hun ellers kunne komme til det. Når det kom til de følelser, så var hun meget lukket af sig, for i hendes øjne så var det en svaghed, selvom den allerede var ramt noget så voldsomt, netop ved at gøre Sonic ondt. Hun havde aldrig oplevet de følelser før og det var noget som i sig selv, kunne skræmme hende en anelse, selvom det nu bare var sådan at tingene måtte være i den anden ende, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hun sukkede dæmpet og vendte blikket mod ham. At se ham så kvæstet og tortureret, var virkelig noget af et mest forfærdelige som hun længe havde været ude for! Nu ønskede hun bar en anelse tilbage til det normale, at hun kunne ligge i hans favn, at han puttede hende, at han passede på hende, selvom meget af det allerede var der. Hun smilede et stille smil, selv på trods af at hun manglede at have hans arm om hende, så var det ikke noget som hun sagde højt, for hun vidste jo også at han havde ondt. Man kunne vel snildt sige, at han havde smeltet hendes hjerte? Så blød som hun kun var når han var i nærheden, selvom hun i tide og utide virkelig forsøgte at holde fast i facaderne, så hjalp det hende virkelig ikke noget som helst. Hun kunne udmærket godt se at han havde ondt, at han var træt og udmattet ligesom hun selv var. Nu kunne de vel bare hvile og så måtte de jo se sagen an? Hun sendte ham et stille smil. Ikke fordi at det var noget som hun ville skjule, for han gjorde hende altid så godt tilpas. De strøg mod hendes mave, var selv noget som hun nød. Det var vel også sådan noget som gjorde, at hun faktisk så frem til at barnet ville komme? Hun glædet sig faktisk til det, selvom det nu heller ikke var noget som hun som sådan kunne forstå, men det gjorde hun altså. Hånden lagde hun stille over hans ved hendes mave, også mest for at vise, at den gerne måtte blive liggende, for det var virkelig rart. Hun følte at han var der, og det var virkelig også det hele værd. ”Det skal jeg nok,” endte hun stille. Det var jo heller ikke fordi at hun ønskede at bringe noget som helst op til et skænderi på denne her måde, men dette.. ja, hun ønskede vel egentlig bare at mærke ham? At vide at han var der efter alt det som var sket? At han allerede var faldet i søvn, var noget som hun udmærket godt kunne se, selvom det virkelig morede hende. Hun lænede sig varsomt frem, kun for at skænke hans mundvig et stille kys, ganske forsigtigt, for hun ville jo heller ikke ende med at vægge ham i den anden ende. ”Sov godt, min elskede..” Ordene var frygtelig dæmpet, for.. ja, han hørte dem vel ikke? Selv lagde hun sig til at sove, lod øjnene langt om længe glide i, selvom søvnen mere eller mindre allerede havde fanget hende, så var det jo bare sådan at det var. Kroppen havde brug for hvile og nu hvor hun følte sig tryg, netop fordi at han var der, så faldt det hele bare så naturligt ind. Han ville jo være det første hun ville se når hun slog øjnene op igen.

//Out