From the fireplace's glow..

[ilosonic]

Det var ikke fordi Ilosonic ønskede at betvivle Valarie, for han vidste at hun havde noget oppe mellem ørerne, netop fordi hun førhen havde startet en borgerkrig – helt selv endda. Det var imponerende at tænke på, selvom han ikke helt gad, at stå ved det, netop fordi hun gik ham så meget på nerverne, desuden var hun en selvsikker og stolt kvinde og han gad ikke appellere mere til det! Han ville ikke gøre ondt værre! Han lænede sig op ad væggen, med de brune øjne hvilende på hendes skikkelse, for han var bestemt ikke så dum at tage hende ud af blikket! Han sukkede irriteret til hendes ord, selvom.. han vidste at hun havde ret. Hun gjorde det ikke for sig selv.. men hvorfor så? ”Udmærket,” vrissede han med sammenbidte tænder. Hans tålmodighed var ikke stor, ikke når det kom til andre, men når det kom til at planlægge noget stort såsom et oprør, så var hans tålmodighed nået større end mange andres, netop fordi han vidste at det var vigtigt med tålmodighed, at kunne vente i utrolig lang tid på fremskridt. Han nikkede kortfattet til hendes ord. Det så ud til at Jaqia alligevel prøvede at holde styr på sit land, ikke fordi det ændrede hans synspunkt på hende, for han så hende endnu som den svage kvinde som hun måtte være. Måske han kæmpede for mørket, men han nægtede at underlægge sig nogen! Og specielt heller ikke Valarie! Han var desuden greve af et land, hun var en flygtning, en landsforræder, hvor han næsten burde melde hende men.. et sted blev han også selv landsforræder ved at gå imod Jaqia, men han kæmpede virkelig for hans land! Det var bare regeringen som han ikke brød sig om! Han sukkede svagt, inden han så alvorligt på hende. ”Udmærket.. vi gør som du siger, når det kommer til Dvasias,” startede han roligt, for det land havde hun langt mere styr over end det som han havde. ”Men så lad mig tage mig af Procias, med min stilling har jeg mange flere muligheder end dig,” endte han stilfærdigt, hvor hans blik var noget så alvorligt. Sandt var hans ord trods alt. Hun var fjende af alle lande, men hun kunne bedre skjule sig i Dvasias end i Procias, og når han havde den stilling som han havde, så kunne han ikke blive smidt ud og derfor ville han bedre kunne starte et oprør i Procias end hvad hun kunne, og han var ved at finde sig en idé om hvordan det skulle gøres. Et lille spil fra galleriet.

[Deleted]

Der var ingen grund til at betvivle hende. Der var direkte beviser på, at hun var den som havde startet borgerkrigen dengang. At hun så havde været ung og naiv nok til at tro, at sådan noget kunne man klare selv, der havde hun taget alvorligt fejl, og det var der det hele var gået galt, det kunne man se resultatet af nu. Hun havde lært af sine fejl, hvilket var en udemærket ting, for det gjorde kun hendes bedrift større, selvom hun heller ikke ligefrem pralede med det. Hun var en stolt og selvsikker kvinde ja, men hun var ikke direkte arrogant, med mindre hun ville være det vel og mærke. Blikket forlod ham i tide og utide, hun frygtede ham ikke nær så meget, som det udemærket var gået op for hende at han holdte øje. Han kunne nu være ganske rolig, hun havde spist på vejen, og var end ikke fristete til at skulle gøre ham fortræd, han hjalp hende jo, desuden avr hun nok en del mere behersket, end det vampyrer som han stødte på gennem tiden, hun kunne sgatens dæmre den sult for flere dage af gangen, ren og skær erfaring. Hun gned igen hagen, mens hun måtte tænke over situationen i Dvasias. Hvad angik hendes planer, så var det ikke nogen hun ville indvie ham i, det var helt sikkert, det vigtigste var vel at vide, at hun ikke gjorde dette for sig selv eller hendes egen magt, for den kunne hun skam sagtens få, med den alder hun havde. Endelig gav han hende ret! At han begyndte at lytte, gjorde det også nemmere for hende, i og med hun ikke skulle tænke umulige mulighede, det handlede om forsigtighed men succes, orgnisationen, skulle holdes ude af dette. Han brød sig ikke om at give hende, ret det kunne hun skam udemærket fornemme, det morede hende, at nogen kunne være så stolte og et sted overlegne. Love og regler blev indført hele tiden, specielt i Dvasias for tiden, selv Jaqia var ved at blive forsigtig, hvilket ikke undrede hende. Synd at folk ikke så hene på den måde, selvom hun nu personligt heller ikke var meget for den kvinde, der havde tortureret hende i timer, og haft hende buret inde i yderligere år, det måtte hun erkende. Valarie forventede ikke at han skulle ligge sig under, de var på lige fod. De var begge landsforræddere, selvom hun nok blev set på, som langt mere end ham. Valarie nikkede. Han havde ret. Procias ville være enkelt for hans vedkommende ”Du tager dig af dette sted. Du har ret, jeg har ikke nær så mange muligheder her som i Dvasias og Manjarno” bare sikkerheden avr jo skærpet, og hvis de endte med at finde hende, eller hvis det ville ende galt, fordi dette netop avr et lyst land, så ville det hele gå i vasken, hvilket bestemt heller ikke var meningen, den slags havde hun prøvet og det var ingen succes ”Hvordan vil du gøre det?” hun så lettere afventedne på ham, selv hendes nysgerrighed var slående, desuden var hun nødt til at vide det.

[ilosonic]

Det så ud til at de var ved at blive enige, hvilket alligevel måtte glæde Ilosonic, for deres uenighed måtte selv gå ham på nerverne, men hvad var der at gøre ved det? Intet. Måske de var uenige, men så måtte de jo bare gå på kompromis, hvilket jo så var hvad de gjorde. Han måtte erkende at han måtte give hende ret i det meste, desuden var hun langt mere erfaren på disse områder, men på den anden side, så skulle hans egen erfaring jo også komme et sted fra, og den kom kun, hvis han selv prøvede, selv fejlede og så for at prøve igen – nøjagtig som hende. Han lyttede roligt til hendes ord, hvor det så ud til at hun ville lade ham tage sig af Procias, men hans ord havde trods alt en pointe, for hun havde langt fra en god chance i Procias som han havde, hvorimod hun havde den bedste chance i Dvasias. Han kunne dog alligevel ikke lade vær med at smile, som hun gav ham sin vilje. Se, de kunne jo godt finde ud af det! Men på et tidspunkt måtte de jo blive enige? Han nikkede roligt. ”Godt så.. jeg tager mig af Procias, desuden så kan jeg beholde mit liv i lys i Dvasias, ved ikke at blande mig i oprøret dér. De tror jeg er på deres side, så jeg bliver ikke stemplet som landsforræder, hvor det desværre er for sent for dig,” svarede han stilfærdigt, hvor et næsten tilfredst smil måtte glide over hans læber. Nu var de jo på rette vej! Det måtte faktisk glæde ham. Han smilede næsten kækt og dog selvsikkert til hendes spørgsmål. Hvordan han ville gøre det? Det var faktisk ikke det sværeste! ”Tja.. et simpel spil fra galleriet. Folk heromkring er utrolige naive, de tror Keischa har lukket mig ind med vilje. Mange tvivlede på hende fra start af, men da jeg så kom, blev folkets skeptiskhed større, så.. det er bare at spille på dem. Lave et lille skuespil foran alle og bevise hvor ringe Keischa egentlig er.. Det er jo heller ikke fordi hun har gjort noget specielt for landet, efter Gabriels død,” fortalte han roligt, hvor hans mørke øjne betragtede hende langt mere tillidsværdige end de havde gjort førhen. Han trak svagt på skuldrene. ”Som du tilmed selv sagde; et oprør er ikke lige så svært at starte som det har været,” endte han med et morende smil. Han var sikker på at han nok skulle få sin underholdning med det! Han så roligt på hende – tiden var knap for hende og han skulle op og se til Ilaria. ”Du tager dig af Dvasias, og siden du ikke gider fortælle mig så meget så.. vil jeg overlade oprøret dér til dig,” sagde han roligt. ”Bliver der problemer må du sige til,” endte han stilfærdigt, for de var trods alt makker i dette spil. Han gik roligt hen til døren som han åbnede ganske roligt for hende. ”Du har ikke megen tid, desuden skal jeg se til min patient,” svarede han stille, hvor han sendte hende et venligt smil, ikke som de blødsødne Procianere, men blot for at vise at det ikke var for at smide hende ud af sit hus. Han tvivlede bare på at hun ville overnatte her.

[Deleted]

De var to ganske forskellige personer, hvilket i sig selv var meget interessant. De behøvede ikke være enig, desuden ville det næsten have gjort det .. kedeligt, de skulle også have deres sjov. Det kække smil havde forladt hendes læber, istedet var hendes blik rent tænktsomt. Hun havde et par muligheder i Dvasias, selvom hun måtte træde varsomt, det ikke fordi hun ligefrem savnede den celle. Hvad angik Procias, så måtte hun give ham ret i, at han var den der sad med de bedste kort på hånden. For det første var hendes tid knap i dette land, så det havde hun heller ikke noget imod.Det var ikke en leg om hvem der fik ret, men et spørgsmål om hvor vidt de kunne få succes, derfor var hun heller ikke bleg for at give ham ret, i det som hun mente var fornuftigt, som hans elv havde nævnt, så var hun eksperten på dette område. Hun havde allerede sine små idéer. End ikke Dvasias var han særlig populær, men hun var bedre til at skjule sig, efterhånden kendte hun landet som var det hendes egen underkjole. Hun kendte de små passager, og hun vidste hvor man fandt de rigtige personer. Det lød så sandelig som om, hun skulle afligge en gammel ven et lille besøg, hvis han stadig var i live? Han måtte trods alt være gammel af hans race. Valarie nikkede, og kunne ikke holde det lille smil bort ”Jeg har været landsforrædder, langt længere end du har eksisteret” i det store og det hele, så var det en tanke som morede hende, lidt komisk var det da? Se hvis blot de arbejdede sammen, så kunne de nå lang på kort tid, at kaste sten efter hinanden, ville ikke være andet end et irriterende tidspilde, som kunne bruges langt mere fornuftigt. Valarie måtte kun give ham ret. Keischa var for ung til en trone. Tøsen var for pokker end ikke myndig! Hun beundrede hende, for at passe på landet, men der ville ikke ske nogen evolution så længe hun måtte sidde på tronen ”Det lyder fornuftigt. Gør hvad du vil med hende, det bliver ikke svært” armene faldt slapt ned langs hendes side, nu var tingene jo ved at forme sig, hvilket hun kun var glad for. Hun begyndte faktisk at bryde sig lidt mere om ham. Men det var sandt. Oprør havde været langt sværere engang. Valarie nikkede ”Mød mig om en uge herfra i Parken.. Statusopdatering” tilføjede hun, og lod sig følge til døren. Kulden derfra var næsten lettende. Hun skævede endnu engang op mod loftet ”Jeg kan stadig hjælpe.. Ikke i aften.. Hun har ikke lang tid igen” påpegede hun. Det var ikke fordi hun ønskede mad, men mere for at bevise hendes loyalitet lige i dette tilfælde, desuden var det næsten synd, når en dæmon gik bort, de var yderst nyttige væsner, som kunne bruges i mere eller mindre alle henseender. NU hvor hun tænkte over det, så fik hun faktisk idéer til, hvordan man kunne blande organisationen ind i det,uden at de blev blandt ind i det. Et lille mørkt smil prydede hendes læber, kun afventende for om han ønskede hende hjælp.

[ilosonic]

Ilosonic havde intet imod at de blev enige, måske det var det sjove ved det hele at de var så forskellige, havde deres egne synspunkter og deres egne holdninger og meninger, men.. han var næsten vant til det, netop fordi Ilaria var på samme måde. Og han kendte så også løsningen på det, hvilket var at gå på kompromis med hinanden, hvilket de jo også havde klaret helt fint. Hun tog sig af Dvasias og han tog sig af Procias, der skulle nok lidt mere til end bare sådan i Manjarno, men det kunne jo være muligheden kom af sig selv? Man vidste aldrig. Men han var sikker på én ting; de skulle nok finde ud af det! Han gav ikke op, desuden var det ikke svært at starte oprøret i Procias, for Keischa var bare en lille tøs, som var let at pille ned, hun ville være let at manipulere med, ligesom folket var, for de havde allerede vist mistroiskhed ved Keischas måde at regere på. Han nikkede ganske roligt til hendes ord, sandt var det jo trods alt. Hun havde været landsforræder længere end han havde været født, men det betød intet for ham, han udleverede hende ikke, han ønskede hendes hjælp, også fordi han havde brug for hende. Han smilede et næsten høfligt smil til hendes ord. Se, de kunne jo godt blive enige! Det glædede ham om ikke andet, for alt andet gik ham på nerverne! ”En uge?” gentog han med et skævt smil prydende på de rosenrøde læber. ”Jeg tror der går længere end en uge at planlægge det oprør, så lad os sige en måned?” foreslog han. Hun skulle vel også lige have fat i hendes kontakter? Hans blik gled mod trappen, da hun endnu engang måtte nævne Ilaria, inden han roligt så på Valarie igen. Han smilede et skævt smil. ”Jeg vælger at stole på dig for nu Valarie,” begyndte han roligt, inden han igen så mod trappen. ”Det er min skyld hun er blevet syg, det er min pligt at beskytte hende og værne om hende, og derfor skal jeg nok gøre hende rask igen,” svarede han i en lettere bestemt tone, inden han så på Valarie igen. ”Måske jeg ikke er gammel af en dæmon, fordi jeg oprindelig var animagus, men betvivl ikke mine evner Valarie, de er allerede stærkere end mange andre dæmoner,” svarede han stilfærdigt. Han lagde sit liv i sin race, for hans gamle race var død, hvor han nu var fuldblodsdæmon. ”Vi ses jo snart.” Det kække glimt hvilede i hans blik, hvor han gjorde en let gestus mod døren, som han takkede for denne gang.

[Deleted]

Selvfølgelig var det interessant, at de måtte være så forskellige som de var, men her var der ikke plads til de store uenigheder, for alt skulle planlægges nøje, det var trods alt at lege med ilden, når man på den måde gik imod alle de store regenter. Hun blev stående i døren. Sneen dalede endnu ned, hun kastede et kort blik mod himlen, der langsomt blev lysere. Hun ville have et par timer, hvilket ville være nok til at søge flugt i Manjarno. De kølige blå øjne betragtede hans, hun kunne ikke være varm, det var en egenskab, der var blevet hendes frataget, men om ikke andet forsøgte hun, de var trods alt partnere nu, hvor underligt det end måtte være, hende som var vant til at gøre alting selv. Manjarno var hun nu ganske sikker på, ville komme helt af sig selv, om ikke andet så ville hun tage sig kærligt af Dvasias, mens han selv ville tage sig kærligt af procias, så måtte de snakke om resten når de ville komme så langt. Valarie måtte dog give ham ret ”En måned” medstemte hun. Hvis hun fik brug for ham før, måtte hun vel bare tage endnu et visit til dette land? Hun nikkede forstående til ham. Om ikke andet kunne han tage sit ansvar, selvom han var ung, så var han på rette vej. Desuden avr det slet ikek frodi hun undervurderede ham, men taget betragtning at det var en is dæmon, han havde med at gøre, så ville hans varme ikke have en direkte positiv effekt på hende ”Jeg opsøger en nær ven.. Nathaniel, jeg er sikker på du har hørt om ham.. Jeg skal se om han har noget, der kan hjælpe” ville han ikke lade hende bide, så skulle hun nok lade værre, også selvom det ville kunne redde den kvindes liv ”Til vi ses igen” hun bukkede hovedet som en høflig hilsen, før hun med det kække smil på læben, kastede kutten tilbage over hovedet, hvilket dækkede hendes ansigt, foruden den blege hud. Sneen dalede endu engang ned over hendes skikkelse, hun kastede et blik tilbage mod ham ”God Jul” endte hun roligt, selvom det ikke selv var noget hun hverken troede på, eller plejede at fejrer, min lidt manérer havde hun da i livet. Uden videre, begyndte hun at gå, satte fodspor i den hvide sne, mens hun langsomt forsvandt væk fra herregården, med rolige skridt, i sin færd efter Manjarno, hvor hun ville være i sikkerhed, ikke kun for solen, men også for de utallige vagter og dusørjægere, som faktisk måtte være efter hende.

//out

[ilosonic]

Det var underligt at indgå i et partnerskab – især med én som slet ikke var af hans egen race, for når det kom til stykket ville han hellere have dæmoner på hans side end nogen anden race, for man var vel altid mest trygge ved det som man kendte? Hun virkede dog ikke til at være så slem igen, men så måtte de jo se om hun tog røven på ham senere hen, førte ham bag lyset, uanset så blev det sikkert først om lang tid, for hun havde brug for ham indtil videre, ligesom han også havde for hende, så et makkerskab var vel næsten nødvendigt? Det var bare underligt, når han var vant til at klare alt selv, når han var vant til at være denne enspænder, der ikke tog hjælp fra andre – sådan havde det altid været med ham, for han havde altid været nødsaget til at tage sig af sig selv, fordi dem som havde været omkring ham havde været ligeglade med ham. Han smilede et stille smil, som hun gav ham ret endnu engang, men han havde brug for længere tid end blot en uge, for ellers skulle der virkelig fart på! Og han havde trods alt også en syg han skulle tage sig af, så det ville passe ham langt bedre med en måned. Hans blik blev næsten undrende, da hun nævnte Nathaniel. Han nikkede roligt til hendes ord. ”Ham har jeg hørt om ja,” sagde han roligt. Han vidste også at Nathaniel havde stået Jaqia nær, men han vidste ikke hvor den mand stod længere, foruden at han levede et sted her i Procias. Han bukkede selv hovedet høfligt for hende, blot for at vise hende respekt, for den havde hun skam vundet ved ham. Han var sikker på at hun nok skulle få stablet noget godt på benene i Dvasias, at hun nok skulle få lavet noget underholdende ravage der, hvor han var sikker på at han ville komme til at sidder herhjemme og le over det. ”Gud Jul,” endte han med et venligt smil om læberne, selvom det ikke var det blødsødne, som procianerne brugte, nej det var af ren og skær høflighed og respekt, som selv en dvasianer kunne udvise! Han betragtede hendes skikkelse ganske let, inden han lukkede døren. Han sukkede svagt. Han måtte se at finde en måde at starte oprøret på, og det skulle være en god måde! Han gik ganske roligt op ad trappen og hen ad gangen, indtil han kom til Ilarias værelse, det som han havde givet hende for nogle uger siden. Han bankede ganske let på, af ren høflighed, så hun lige ville kunne nå at samle sig, inden han ville bryde ind. ”Ilaria?” spurgte han let, næsten for at finde ud af om hun havde fundet ro og sov eller om hun var våen. Han ventede egentlig blot på at hun gav ham grønt lys til at komme ind, for han vidste at hun hadede når han så hende syg, det havde hun jo også påpeget for ham, men han var ligeglad, det var tydeligt at hun var mere end bare syg! Desuden ville hun ikke kunne skjule sin sygdom uanset hvad, så den ville han jo se uanset. Valarie havde sagt Ilaria var døende, hvilket faktisk måtte gøre ham en kendelse bekymret, men han agtede at gøre hende rask igen! Selvom han vidste at hun ville blive svag af det, men der var intet at gøre! Det var hans forpligtelse at passe og pleje hende, hvilket han også agtede!

[Deleted]

At skulle ligge syg midt i julens tid, var slet ikke noget som Ilaria havde regnet med. Det var nu heller ikke fordi at hun havde holdt fast i nogen former for juletraditioner. Hun havde faktisk aldrig holdt jul. Hun sov mere eller mindre dagene væk, hvis det ikke var fordi at hun vågnede i tide og utide af mindre hosteanfald, hvor det næsten føles som hun var ved at hoste lungerne op! Tæppet havde hun smidt væk til fordel for dynen i løbet af dagen. Det var ikke ofte at hun sagde det, men hun frøs faktisk! Hun var en isdæmon og hun lå der og frøs! Rummet var heller ikke så køligt som det plejede at være. Hun havde ikke energien til at holde temperaturen nede. Stemmerne nede fra gange af, var noget som hun havde hørt allerede for længe siden, selvom hun ikke kunne placere den kvindelige stemme. Et sted var det virkelig noget som gik hende på, for hun havde da ingen anelse om hvad der foregik eller noget som helst! Dynen trak hun godt omkring den nøgne krop som den måtte hvile under den varme dyne. Øjnene gled i endnu en gang. Uanset hvor længe hun sov, så blev hun bare aldrig mere kvik! Kroppen rystede ganske svagt, selv mindre bylder var begyndt at vise sig på steder som normalt ville være omgivet af varme eller mørke såsom armhulen eller lignende steder. Hun var døende, det var jo allerede en tanke som var faldet hende ind for længe siden. Hvorfor lige hende? Hvorfor!? Blikket gled i retningen af døren som hun hørte Ilosonic på den anden side. Hun sukkede indvendig. Hun ville ikke have besøg når hun havde det sådan her! ”Et øjeblik..!” Hendes stemme var hæs, som hun nærmest måtte kæmpe sig op at sidde i sengen og med puden i ryggen. Dynen kæmpet hun op over det nøgne bryst og med armene over. Hun rystede stadig, selvom det nu ikke var noget som hun direkte ville tage sig af. Hun hostet igen og denne gang kom en masse slim med. For pokker da også! Hun havde flere gange i løbet af dagen prøvet at komme ud af sengen, selvom hendes ben ikke rigtigt kunne bære hende mere. De truet virkelig med at knække fuldkommen sammen under hende og det var bestemt heller ikke behageligt på nogen måde overhovedet! ”Kom ind Sonic..” Hun prøvede at opretholde den faste mine som altid, selvom hun faktisk havde mest lyst til at lægge sig ned og lægge sig til at sove for det ville hun da have det langt bedre med på alle måder endda. Hun sank klumpen i halsen. Hun hadet når han kom for at kigge til hende! Hun hadet det! Samtidig med hun faktisk måtte erkende for sig selv om ikke andet, at hun faktisk nød af det, at hun kunne indtræde i en lidt mere feminin rolle end det som hun havde gjort før, det var heller ikke noget som sagde så lidt. Hun satte sig tilbage op af puden, hvor hun næsten følte det som hun måtte falde sammen. Hun var bare udmattet og det tog bare aldrig nogensinde slut!

[ilosonic]

Alt det som Valarie havde konkluderet med Ilaria, var faktisk noget som gjorde Ilosonic bekymret. Skulle hun dø? Var han overhovedet i stand til at redde hende? Kunne han få virussen ud af hendes krop med hjælp fra hans egen varme? Han kunne jo ikke blive syg, fordi hans kropstemperatur var så høj at den dræbte alle bakterier, der prøvede at bosætte sig, det var også derfor han ikke var blevet smittet af Ilaria, med andre ord burde han vel kunne redde hende? Hans varme, selvom han vidste at hun ikke var meget for det. Han vidste at hun hadede når han tjekkede til hende, han vidste at hun hadede når han så hende på den måde, men der var jo intet at gøre. Hun kunne vel være tilfreds med at han faktisk bekymrede sig for hende? At han faktisk tænkte på hende og ønskede hende rask igen? Hun var virkelig så pokkers snæversynet! Men det var jo også den isdronning som hun var, som faktisk måtte fange hans interesse på den måde, hun var hans modsætning og det var altid spændende at være tæt på noget som man egentlig burde frygte; sin svaghed. Han blev stående ude bag døren, hvor han kunne høre hende bevæge sig derinde, og han kunne også høre hendes hosten, som faktisk måtte bekymre ham endnu mere. Intet smil hvilede på hans læber, for han var blevet noget så alvorlig efter at have snakket med Valarie. Han blev blot stående, som hun sagde et øjeblik, hvor han lagde mærke til hendes hæse stemme, som ikke ligefrem gjorde det bedre. Han åbnede ganske roligt døren, som han også lukkede bag sig igen, som han trådte ind i værelset, som selv måtte lugte langt væk af sygdom – godt han var ilddæmon! ”Hvordan har du det?” spurgte han roligt, selvom der var noget opgivent over hans stemme, der var noget trist over hans blik, som hvilede på hende, imens han blev stående ved døren i et kort øjeblik, som blikket blot hvilede på hende. Han ønskede ikke at hun skulle være syg, for.. hun var hans eneste selskab heromkring, hun var den eneste han havde at snakke med, så hvorfor skulle han dog ønske at hun gik bort? Han gik ganske roligt hen til sengen, hvor hun halvt lå og halvt sad, hvor han selv tog plads på sengekanten. Hans blik faldt på den skål med vand og en hvid klud, som han havde haft med op sidste gang han havde været her. Han lagde hænderne mod skålen, hvor han varmede vandet op, inden han vred kluden. Han strøg den våde klud over hendes ansigt. ”Ilaria jeg vil ikke lyve for dig, men.. du er … døende..” Hans stemme var ikke andet end en bedrøvet hvisken. Det var vel også tydeligt for hende? Hun kunne trods alt mærke sygdommen. Han trak roligt hånden med kluden til sig, så han kunne betragte hendes ansigt.

[Deleted]

Ilaria havde virkelig ikke nogen tro på at noget ville kunne redde hende ud af denne situation. Hun havde været sengeliggende siden ganske kort efter at de havde fået Marius smidt ud herfra og den tanke i sig selv, var ikke noget som hun var særlig begejstret for. Ikke nogen mand havde fået hende ned at ligge, ingen kamp havde tvunget hende i jorden og nu stod hun her og tabte til en bakterie? Det var simpelthen for dårligt! Selv bare det at komme op at sidde i sengen, var noget som virkelig tog på den energi som hun bare ikke havde. Hun kunne ikke fordrage den tanke, den følelse eller fornemmelse, det var der så sandelig ehller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun lukkede øjnene udmattet sammen. Uanset hvor meget hun sov, så var hun lige så træt når hun vågnet! Hun blev liggende under dynen som han åbnet døren. Han tog hensyn og ventet udenfor til hun var kalr, hvilket hun i den grad også måtte siges at være frygtelig glad for, for det var hun virkelig. Hun betragtede ham som han lukkede døren og kom ind. Det triste i hans blik og hans nærmest bekymringsfulde stemme var noget som hun tydeligt måtte bide sig mærke i. Hun vidste udmærket godt selv at det var alvorligt. I og med, at hun ikke formåede at holde rummet koldt eller sig selv for den sags skyld, så vidste hun godt hvor hun var på vej hen og hun brød sig ikke om det! ”Jeg har haft det bedre,” svarede hun stille og med et halvhjertet træk på skuldrene. Hun havde det mildest talt elendigt og det blev jo kun værre og værre! At han kom hende i møde gjorde hende nu heller ikke noget. Hun var ensom når han ikke var omkring hende og det var virkelig en trist tanke at skulle sidde igen med. Hun var stadig ikke meget for at indrømme det, men hun nød nu det at han kom op for at kigge til hende, selvom hun hadet at han skulle se hende på denne måde, når han havde set hende når hun stod på toppen. Hun hadet det virkelig! Kluden som han vredi det opvarmede vand og strøg over hendes ansigt, tvang hende til at lukke øjnene ganske så stille i. Hun sukkede stille og trak vejret dybt. De isblå øjne fald til hans skikkelse. De havde mistet glansen og var næsten helt matte at se på. Hun bed sig i læben. Tanken om døden var ikke noget som skræmte hende direkte. ”Det ved jeg godt..” begyndte hun stille. Hun knyttede hænderne let om dynen som hun vendte blikket mod ham. At han nærmest måtte vise en bekymring for hende, var slet ikke noget som hun vidste hvordan hun skulle tackle. ”Jeg kan ikke holde rummet køligt, jeg prøvede at gå tidligere.. mine ben kunne ikke bære mig og.. Jeg fryser, Sonic.. Jeg fryser..” Hendes stemme var yderst tavs og nærmest som en hvisken, da hun vendte blikket væk fra ham igen og ind i væggen på den anden side. Det var direkte pinligt at hun skulle ligge der som hun gjorde det i øjeblikket! Hun hadet det virkelig!

[ilosonic]

Ilosonic var virkelig ligeglad med hvordan hun så ud, for i hans øjne faldt hendes skønhed skam ikke af at hun blev lidt syg – selvom lidt var ret undervurderet. Hun var døende og han vidste det godt, men.. han kunne måske redde hende? Gik det helt galt, kunne det være at han kunne opfinde Valarie, så hun kunne redde Ilaria, men han ønskede selv at gøre forsøget, for det var trods alt hans pligt at hun lå her syg i sengen, netop fordi han havde tvunget hende med sig, men på den anden side kunne han heller ikke vide om hun havde været syg før han havde mødt hende ved slagmarken. Uanset, så ønskede han ikke at miste hende, for selvom de var modsætninger og selvom hun kunne gå ham på nerverne, fordi hun var så stædig og snæversynet og fordi hun havde de holdninger som hun havde, så kunne han alligevel ikke lade vær med at holde af hende, nyde hendes selskab og faktisk ønske hende i live. De mørke øjne betragtede hende ganske roligt, hvor flammen som altid hvilede i blikket var døet en smule ud. At hun var klar over at hun var døende forundrede ham nu ikke, for.. det sagde vel sig selv? Hun burde jo kunne mærke hvordan hendes krop måtte reagere på det hele. Han lyttede til hendes ord, hvor han bed sig svagt i den bløde underlæbe. Han nikkede ganske roligt, hvor han lagde kluden fra sig i skålen. ”Ilaria, jeg tror jeg kan redde dig,” begyndte han roligt, hvor hans stemme var undrende, tænkende og overvejende. Han så roligt på hende med et næsten halvhjertet smil. ”Men du vil nok ikke bryde dig om måden jeg gør det på,” tilføjede han stille. ”Jeg kan ikke blive smittet fordi min kropstemperatur er for varm, så, så snart bakterierne kommer ind i min krop vil de brænde op og dø.. Jeg kan holde om dig og gøre dig varm.. få dit blod til at koge, så det vil dræbe bakterierne og virussen,” svarede han stilfærdigt. Han vidste ikke om hun ville, men hun havde trods alt intet at miste, for selvom det var hårdt konkluderet, så skulle hun jo dø uanset. Han lagde den ene hånd på dynen ved hendes lår, som han strøg ganske let, imens han sendte hende et næsten prøvende smil. Han vidste at hun hadede at være syg, og hun ville sikkert finde det pinligt at han skulle holde om hende og holde hende varm? Han vidste det ikke, men han kunne om ikke andet forestille sig det, dog havde hun intet at finde flovt eller pinligt, for han ville ikke håne hende for at være syg og ligge døende, det fandt han trist, for hvis der var noget som var trist, så var det når man så hvordan sin egen artsfælle måtte dø langsomt ud, uden man kunne gøre noget som helst. Hun havde intet at miste, så hun kunne vel ligeså godt tage chancen? Han trak svagt på skuldrene. ”Desuden.. dør du, så har jeg jo ingen som jeg kan diskutere med. Så har jeg ingen som kan gå mig på nerverne,” endte han roligt og dog med den drillende undertone, som hans blik genvandt lidt af den gamle flamme. Han ønskede ikke at hun skulle tro at det hele var ude, for det var det jo sådan set ikke, der var trods alt håb endnu. Der lå dog en lille erklæring bag hans ord, om at han ikke ønskede at miste hende, fordi han alligevel måtte nyde hendes selskab – og det gjorde han!

[Deleted]

For Ilarias vedkommende, så var det direkte flovt at skulle ligge syg på denne måde og så syg, at hun ikke kunne gøre noget som helst for at blive frisk igen! Hun så jo hvordan det udviklede sig, hvordan det eskalerede og blev værre og værre! Det var jo for pokker kun startet ud med en hosten, selvom det var før feberen havde valgt at skulle slå ind! Hun bed sig svagt i læben og uden at skulle slippe ham direkte med blikket. Hun knugede let omkring dynen. Det var den som hun havde at skjuel sig under og hun følte virkelig at hun frøs! Det var bestemt helleri kke ofte at hun sagde det, men lige den dag i dag, så kunne hun heller ikke lade være med det! I hendes øjne, så sagde det lidt sig selv, at hun var døende, for det blev kun værre og værre for hver eneste dag som måtte gå og hun var bestemt heller ikke meget for at erkende, at dette virkelig viste sig som hendes nederlag. Hun brød sig virkelig ikke om den tanke, for hun havde stadig så meget som hun ville se, så meget som hun ville lære og så forbandet meget som hun ønskede at opnå! Hun havde slet ikke tid til at skulle ligge her og vente på at døden ville hente hende! Desværre så det ud som om at han havde helt andre planer for hende, for han ville tydeligvis hellere lade hende ligge og lide her! Hun vendte blikket mod ham ved hans ord. Ham redde hende? Hvordan pokker ville han gøre det? ”Det du prøver at fortælle mig, er at du vil lægge dig ned i min sygeseng og holde om mig til jeg bliver frisk? Hvis det vil ske..?” spurgte hun stille. Lige nu var hun mere end villig til at prøve det meste for ellers gik det jo kun en vej alligevel, så hun havde vel heller ikke noget at miste? Så længe at dette ikke ville blive noget som blev kendt ud af til verdenen, så var hun også tilfreds! De isblå øjne faldt til ham, nok var glansen væk og hendes øjne var fuldkommen matte, men der var nu og da heller ikke noget som helst at gøre ved det når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun sukkede stille og himlede med øjnene, selvom bevægelse i sig selv næsten automatisk sørgede for at hun kom mere og mere ned at ligge. Hun havde virkelig ikke kræfter til noget som helst og hun kunne ikke have den tanke! Det var direkte pinligt og det var noget så frygtelig flovt som intet andet overhovedet! Hans sidste ord kunne hun ikke lade være med at smile til, selvom det endte ud i endnu et mindre hosteanfald. Hun hadet det virkelig! Hun hadet det at hun skulle være så syg som det hun var! ”Åh virkelig?” endte hn med en mere anstrengt stemme, for det føles virkelig som hun hostet lungerne op når hun endelig var i gang. Hun prøvede kun at bevare fatningen, så det ikke skulle ende med at gå helt galt, for hun ville ikke stille sig mere sårbar end det som hun allerede nu havde gjort det. ”Du kan ikke undvære mig? Er det derfor du er så bekymret?” Hun sendte ham et svagt, dog drilsk smil. Hun ville bare have lov til at være den gode og gamle Ilaria i stedet for det her, for det var virkelig ikke noget andet end direkte flovt og direkte pinligt og det var også på alle måder endda, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Hun vendte blikket tænkende ind i væggen i den anden retning end det som han var, hvor hun stirrede på den i flere sekunder inden hun vendte blikket stille mod ham. ”Hvis du tror det kan hjælpe,” svarede hun dog. Hun ville bare have lov til at blive rask! Det andet her slog hende virkelig bogstavelig talt ihjel!

[ilosonic]

Hvis Ilosonic påstod at han ønskede Ilaria død, så var det i den grad en løgn! Han ønskede at hun skulle overleve, han ønskede at hun skulle blive rask igen, ellers havde han jo slet ikke nogen at tale med! Jovist han kunne snakke til procianerne, men de hadede ham mildt sagt, han gad desuden ikke snakke med procianerne og høre på deres prædikener! Han hadede dette land! Det var derfor der skulle et oprør til, så mørket kunne overtage det fuldstændigt! Han var mørkets vej ind i Procias, for med hans stilling, så var han blevet ret så magtfuld, hvilket også var det som måtte gøre de mange procianere bekymret, og det fik dem blot til at stille spørgsmål ved Keischas stilling. Det var noget som han kunne og ville bruge til at starte oprøret! Han så roligt på Ilaria. Han trak svagt på skuldrene til hendes ord, det lød så.. åndssvagt når hun fik det sagt på den måde. Han nikkede dog, for det var jo faktisk hvad han havde tænkt sig. ”Min varme kan redde dig, selvom du nok vil komme til at få det utrolig varmt og føle at det slår dig ihjel.. men jeg kan opvarme dit blod, få det til at koge og få det til at dræbe virussen,” svarede han stilfærdigt. Hun ville nok ikke kunne sove, men når hun havde vænnet sig til det ville hun sikkert. Han var ligeglad hvor længe han skulle blive og holde om hende, så længe hun blev frisk igen! Så længe hun blev rask. Han skar næsten en grimasse til hendes hosten, for det var tilsyneladende kun blevet meget værre! Men det så ud til at virussen havde lagt sig i hendes lunger og sikkert ville brede sig til hendes hjerte, som det vil forpeste så hun kunne gå døden i møde. Han strøg hende ganske let over håret, for at fjerne de vildfarende lokker. Han smilede opmuntrende til hende, hvor han ikke kunne lade vær med at smile skævt til hendes ord. Han var bekymret for hende, men hun nød det garanteret! ”Jeg må måske ikke være bekymret for min gæst?” spurgte han stilfærdigt, hvor han sendte hende et skævt og dog muntert smil. Han var bekymret, det gad han end ikke skjule for hende, for han ønskede ikke at hun skulle dø, han nød trods alt hendes selskab, hvilket han ikke kunne komme udenom. ”Desuden nyder jeg dit selskab, uanset hvor meget du så end går mig på nerverne,” tilføjede han med en drillende undertone, selvom hans ord var sande, for han kunne alligevel ikke lade vær med at holde bare en smule af hende, selvom det faktisk gjorde ondt at se den stolte kvinde blive knækket af en sølle virus. Han trak ganske roligt blusen over hovedet, så han endte i den nøgne overkrop. ”Jeg er nød til at varme din overkrop, for det ser ud til at virussen har lagt sig i dine lunger og vil søge mod dit hjerte,” svarede han stilfærdigt. Den nøgne kropskontakt var trods alt den bedste måde at varme én på, så det var hvad han havde tænkt sig. Han gjorde dog ikke noget yderligere, før han var sikker på at han havde hende med sig, for hvis hun hellere ville dø end at have ham tæt på sig, så var det hendes stolthed der kunne dræbe hende! Hvilket han dog ville have respekten for, for han vidste at hun hadede at underlægge sig andre, men i dette tilfælde var hun bare nød til det! Han ville desuden ikke have noget imod at være hendes redningsmand, det kunne være at det bare ville ændre hendes synspunkt bare en smule på ham. Han så afventede på hende. ”Jeg gør det kun, hvis du vil have det,” endte han stilfærdigt og dog alvorligt, for valget lå til hende.

[Deleted]

Leah var udmærket godt klar over hvor hun var på vej hen hvis der ikke skete noget og det skulle være snart. Sandt at døden ikke direkte måtte skræmme hende, for det havde den aldrig nogensinde gjort, men det var nu alligevel af en betydning at han stod der ved hendes side og var.. bekymret for hende? I sig selv, var det jo heller ikke noget som hun havde været vant til, for hun lukkede ikke folk ind og tæt på sig bare sådan uden videre, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af på nogen måde overhovedet! Hun blinkede let med øjnene, selvom hun faktisk måtte være ærlig og sige, at hun var mest fristet til at skulle lægge sig ned og bare give op og så alligevel.. Han var der jo! Han skulle ikke se hende svag og det var også noget af det som tvang hende til at fortsætte! Det havde sat sig i lungerne og det brændt virkelig når hun begyndte at hoste, for det var virkelig som hun var i gang med at skulle hoste lungerne op, så meget som hun måtte kæmpe for det! At lade ham glide ned ved siden af sig, var nu heller ikke noget som hun direkte kunne sige, at hun var en fan af, for hun var bestemt heller ikke meget for at skulle lade nogen mand generelt komme hende så tæt på som dette, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. ”Det lyder.. varmt,” bemærkede hun med en ganske så kortfattet stemme. Ikke fordi at det direkte var noget som gjorde hende det mindste, for hvis det kulle hjælpe hende, så gjorde hun det da selv med den største glæde. Desuden havde hun heller ikke noget imod at skulle være ham så tæt som dette. Strøgene over håret, var kun noget som hun virkelig måtte nyde noget så frygtelig godt af, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, det var også helt sikkert. Hun sendte ham et stille, dog frygtelig træt smil. Selv hun kunne faktisk også være sød mod ham! Hun trak svagt på skuldrene. ”Folk vil ikke vide af mig.. Ingen har nogensinde bekymret sig om mig før.” Hun måtte indrømme for sig selv, at hun faktisk måtte nyde af hans omsorg, for der var virkelig ikke noget bedre end det. Det var rart at kunne komme lidt ind i en mere feminin rolle og hun kunne ikke gøre noget som helst andet end at nyde af det, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Hun betragtede ham stille som han trak blusen over hovedet. Det var heller ikke fordi at han havde nogen gurnd til at skulle skjule sig, for det havde han bestemt ikke! Det var helt sikkert! Blikket lod hun næsten skjult følge ham og de klare linjer, hvor selv smilet måtte melde sig som det faldt direkte til hendes blik. ”Så sandt at ingen.. og jeg gentager, at INGEN hører om det her, så.. så må du godt lægge dig.” Hun var nok stolt, men ikke så stolt til at hun ikke ville være i stand til at skulle sluge den stolthed bare en smule. Hun tog mere fat om dynen som hun humpede en anelse længere ind på sengen, selvom det klart var noget som tog på hendes energi, blot for at blive lidt plads til ham. Hun sank klumpen endnu en gang som hun lagde sig ned i sengen. Det var ganske enkelt for hårdt for hende at skulle sidde op og det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt på nogen måde overhovedet! Hun lukkede øjnene som hun pakket dynen en anelse om sig. Hun følte virkelig at hun var ved at fryse ihjel! Og hun frøs jo normalt aldrig! ”Få det ud af mig, Sonic..” Hendes ord var nærmest faste, dominante som havde det været en ordre i sig selv, for hun havde det mildest talt af helved til og hun kunne ganske enkelt ikke fordrage en tanke! Hun vendte blikket stille og roligt op mod ham endnu en gang, blot ventende til at han ville lægge sig ned og lægge armene om hende. Bare tanken om varme, var næsten.. behagelig?

[ilosonic]

Ilosonic betragtede Ilaria ganske let. Det var mere end tydeligt, at hun var udmattet, træt og døende. Hun havde lagt syg i nogle uger, hun havde været syg, næsten fra de var kommet til Procias til nu. Hvad der var sket vidste han ikke, men den sygdom var i hvert fald ikke nogen almindelig forkølelse! Det gjorde ondt at se hende så svag, når han vidste at hun selv måtte hade det, fordi hun altid havde været den som aldrig gav op, hun blev ved med at kæmpe, selvom det så sort ud for hende, hun var godt nok stolt – måske for stolt – men hun var da begyndt at åbne mere op for ham, måske fordi hun vidste at han ikke stoppede med at komme på besøg? For han havde jo set hende syg i mange dage nu efterhånden. Han var sådan set også ligeglad med hvordan hun så ud, om hun så syg ud, rask ud, såret eller sågar havde morgenhår! Det eneste der betød noget for ham i øjeblikket, var at hun blev rask igen! Det var næsten trist at vide, at hun havde kæmpet mod så meget og aldrig var faldet, at hun var så ung og så alligevel skulle tabe til en bakterie? En bakterie som hun slet ikke kunne bekæmpe? Og dog.. hun kunne faktisk godt kæmpe mod den bakterie, for nok var det hans varme hun skulle bruge, men han håbede hun havde en viljestyrke uden lige, for den fik hun nok brug for, når han skulle varme hendes krop. Han var ilddæmon og hun isdæmon, de var modsætninger, hun ville sikkert komme til at hade hans varme, men han kunne ikke gøre noget ved det, han stoppede ikke før det gav fremskridt! Og han kom nok til at holde om hende i lang tid. Han nikkede roligt til hendes ord. ”Det bliver varmt Ilaria,” svarede han lige ud af posen, for han gad bestemt ikke lyve overfor hende! Han kunne ligeså godt fortælle nu hvordan det foregik. Som hun sendte ham det stille og trætte smil, kunne han ikke lade vær med at smile mildt til hende, for det var tydeligt at det blot blev værre. Han lyttede roligt til hendes ord, hvilket fik ham til at rynke brynene ganske undrende. Han smilede skævt. ”Tja.. én skal jo være den første, ikke?” svarede han næsten selvsikkert, selvom han dog mente sine ord. Han bekymrede sig for hende, det gjorde han virkelig! Og han ønskede ikke at miste hende til døden, det var hun alt for ung til! Hun havde jo hele livet foran sig! Ligesom ham selv. Desuden ville han gerne have at hun kunne overvære hele oprøret, og hvis han ikke hjalp hende, så var hun død inden han fik det op at køre, hvilket var en tanke han ikke brød sig om! Han kunne virkelig ikke lade vær med at smile til hendes ord, for det var tydeligt hun var noget så stolt! Han nikkede roligt. ”Udmærket Ilaria, hvis du ikke vil have nogen finder ud af det, så skal jeg nok holde min mund,” svarede han stilfærdigt, hvor han alligevel sendte hende et alvorligt blik, selvom det nu måtte more ham noget så gevaldigt. Han himlede svagt med øjnene, utroligt at hun skulle give ham ordre i hans eget hus! Men det var vel også det han nød ved hende? At hun faktisk var så selvstændig og sin egen? Han trak ganske roligt op i dynen, dog med hans blik hvilende på hende, for han vidste ærligtalt ikke hvor meget tøj hun havde på og han gad heller ikke udsende de forkerte signaler. Han var der kun for at holde om hende og gøre hende rask igen. Han lagde sig roligt under dynen. ”Det er lettere hvis du lægger på siden og ryggen ind mod mig,” svarede han stilfærdigt. Han var nød til at varme både hendes ryg og bryst, for derimellem var hendes lunger og hjerte – dér, hvor sygdommen havde sat sig. Han slog ganske roligt armene omkring hende, trykkede hende ind i hans egen favn, imens han krydsede underarmene ved hendes bryst. Han startede ud med en jævn varme, så hun ikke ville gå helt til med det samme og så hun stille og roligt kunne vænne sig til det.