From the fireplace's glow..

[Deleted]

Selvom hun tydeligvis stod der med en slående selvtilid og stolthed, så var det netop det der gjorde, at hun ligeså blev ganske let fornærmet. Hun var ikke den type kvinde man burde lege med, mange ville ryste i bukserne ved lyden af hendes navn. Lige der havde Jaqia og de tidligere regenter så også en stor del af skylden, enhver havde formået at få hende fremstillet som et direkte bæst. Det var sandt at hun havde sine mål i livet, det havde alle på sit vis, og det var sandt at hun var villig til at gøre hvad som helst, for at nå de mål. Hun havde sat i fængsel længere end han overhovedet havde været til. Hans far havde aldrig været en direkte prociansk forekæmper, ikke sådan som han havde holdt hende skjult. Hans alder var intet i forhold til hendes, hun var langt mere erfaren, langt mere veludviklet. Det eneste han havde var ilden, hendes sanser var skarpere, hendes fysiske styrke bedre, og hun var hurtigere end han nogensinde ville blive, selv for ham var hun umådelig farlig. Hun så på ham med et blik, der afslørede at han havde dummet sig, at han kun lige havde gjort ham selv umådelig uintilligent. Skulle alle mænd for pokker være sådan?! ”Der tager du ganske fejl min skat. Enhver vampyr ville føle hendes puls, enhver vampyr ville kunne lugte sygdom, men kun vampyrer med flere årtusinders erfaring, vil være i stand til at analysere på den måde” igen var hendes tone en smule skarp. Hvilken elendig dvasianer hun stod overfor, kendte end ikke en anden historie end hans egen, han ville have gjort en fremragende nystøbt vampyr. Uden nogen advarsel, uden han ville nå at fange skikkelsen af hende, var hun væk og dukkede op bag ham. Hendes ansigt var netop ved hans skulder ”Det var blot et tilbud.. Desuden tvivler jeg på at du vil røre mine tænder” hendes tone var intet andet end en skarpt hvisken, der var vildskab i hendes blik. Hun bakkede lidt væk fra ham. Ønskede han ikke hendes hjælp, så skulle han gene være fri. Hun vendte øjne af ham, slog en latter op, ligeså vild som hendes blik, ligeså gal som det fik hende til at virke ”Du behøver ikke kende mig, desuden er jeg ligeså ligeglad med din gamle mand som du er” påpegede hun, morede sig tydeligvis. Hun rystede på hovedet, lod de mørke lokker søge vildt omkring hende ”Så snæversynet du er” påpegede hun og mente det. Hvis hun ville være tvunget til at omgåes folk som ham konstant, så ville hun gå til, det var jo ikke til at holde ud! ”Jeg er bange for.. At mine planer endnu ikke vedkommer dig, men jeg kan love dig for at mit territorium er noget du vil holde dig fra. Jeg ønsker ikke at gøre min kære forhenværende stedsøn ondt, men vi har alle vores mål.. Og du ved når man bliver for ivrig..” hun trak på skuldrende, drejede rundt om sig selv, elegant og roligt. Der var ingen grund til de mange hemmeligheder i øjeblikket, de var trods alt lidt mere private end som så, om han så kunne gøre hende nytte.. Det ville vise sig.

[ilosonic]

At det faktisk havde lykkedes Ilosonic at fornærme hende, var faktisk noget som måtte more ham. Han var ikke bange for at fyre en rap replik af, han var ikke bange for at pisse folk af, for han var virkelig ikke bange for noget! Dog vidste han at han ikke burde undervurdere hende, men nu hvor det havde lykkedes ham at fornærme hende lidt, så kunne han virkelig ikke lade vær med at holde igen! Han kunne mildt sagt ikke dy sig! Han smilede blot morende og med det selvsamme lystige og flabet blik. ”Åh undskyld mig! Jeg er ked af at jeg ikke viser mere interesse for sådan en.. ligegyldig race,” svarede han roligt og dog med en drillende undertone, som han ikke kunne lade vær med at smile skævt. Det var måske dumt af ham at fornærme en så ædel vampyr som hende, hvor det var tydeligt at hun måtte være oppe i årene, med den erfaring som hun havde men.. han kunne ikke lade vær! Hun bad desuden også selv om det, når hun selv legede rundt med ham på den måde! Han var godt bekendt med vampyrerne og deres evner, det var jo derfor at han ikke havde en chance mod hende fysisk, men hun burde virkelig ikke undervurdere ham! For det var måske spændende at lege med ilden, men folk blev så upåpasselige at de kom til at brænde deres små nysgerrige fingre, og det samme kunne ske for hende! Måske hun kunne nå at komme bag ham og tilmed sætte tænderne i ham, men mere ville hun heller ikke kunne nå, for det ville være dumt at søge tæt på ham. Det stivnede end ikke i ham, da hun dukkede op bag ham, for hun skulle vel bare vise lidt af hendes talent? På et splitsekund skruede han op på sin kropstemperatur, så hans hud blev lettere glødende, hvor det tilmed begyndte at dampe ganske let, så der gik ild i hans tøj. Han drejede om på hælene og så på hende med sine flammende mørke øjne. ”Fortæl mig Valarie.. truer du mig i mit eget hjem?” spurgte han med den advarende og alvorlige tone, hvor hele hans krop stod i flammer. Han tog en dyb indånding og da han åndede ud igen, slukkede ilden sig igen. Han så roligt på hende. ”Hvad med at vi holder os venner?” foreslog han roligt.. det var jo ikke fordi han var ude på at fornærme hende eller pisse hende af, for han var faktisk slet ikke ude på at bekrige hende, desuden lød hun interessant, så måske hun kunne hjælpe ham? ”Stedsøn?” gentog han undrende.. så hun var en af hans fars kvinder. Han himlede svagt med øjnene. ”Du vil ikke fortælle mig om dine planer.. du prøver hele tiden på at holde mystikken, men fortæl mig Valarie.. Hvorfor er du kommer her? Hva’? Hvad får du ud af det? For jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke kan bruge dine hemmeligheder til noget, så hvad med at fortælle mig noget relevant?” foreslog han ganske alvorligt og blot for at understrege at han ikke gad hendes små julelege.

[Deleted]

Valarie havde altid været, og ville altid forblive en umådelig stolt kvinde. Der skulle meget til at fornærme hende, men at undervurdere hende, ville på alle måder være dumt, hun var i stand til langt mere, end denne mand overhovedet turde drømme om, at han så var for hovmodig, for egoistisk og for snæversynet, ligesom så mange andre dvasianere, det måtte en dag svide til hans egen nuttede, lille ende, det ville hun i den grad ikke bekymre sig om. Hans ord afslørede blot, at han forsøgte at lege med ilden. Hun sendte ham blot det kølige smil, lod sig ikke påvirkes af ordene, for de vidste begge, at hendes race var alt andet en ligegyldigt. Efter at have været spærret inde for flere århundrede, så ville Valarie også gerne have sin sjov. Hun var en kvinde af mystik, og svær at finde ud af, eftersom hendes tankergang var ligeså sindssyg og uforudsigeligt som hendes eget blik måtte være. Hun nød at lege med ham, og at han ikke kunne holde til det, og tydeligvis lod sig påvirke af det, gjorde det kun langt morsommere for hendes del, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Valarie’s blik var meget vurderende. Efter hvad hun så, så var han ikke den ældste, hun var klar over at dæmoner heller ikke var at lege med, dem havde hun skam også haft sine kontroverser med gennem tiden, men hun var nu ganske sikker på at ville overleve i en kamp mod ham, udelukkende fordi hun hurtigt ville forudse ham, igen det eneste han havde med sig, som hun ikke brød sig om, var den forbandede ild! På trods af hans unge alder, ville hun dog ikke undervurdere ham, det var dog svært at lade være, med det syn han havde på verden, der åbenbart var blevet opkaldt efter ham, i hans eget hovede vel og mærke. Det havde han uden tvivl fået med sig, fra hans gamle mand. Hun stod nu bag ham. Hans krop blev varmt, men eftersom hun ikke rørte ham, blev hun heller ikke påvirket. Det var skam ikke fordi hun havde tænkt sig at sætte tænderne i ham, det var kun noget hun gjorde for.. særlige lejligheder, kunne man vel sige. Selvom hans tone var advarende, så hævede hun blot et slankt øjenbryn, så på ham som var han intet andet, end en latterlig lille unge, der ikke havde fået hans vilje ”Det min ven.. Var ikke en trussel” påpegede hun kortfattet, og afveg ham af den samme vej, der skulle generelt meget til at hidse hende op. Hun himlede let med øjnene, og nikkede. I hendes øjne var de skam allerede som perlevenner. Læberne spiltedes igen ud i et smil ”Stedsøn. Din far forgudede mig, vi havde det skam.. Sjovt” der var et glimt i hendes blik, der afslørede at hendes form for morskab, nok ikke havde været det samme hans ynkelige far så sådan. Ilosonic endte som en frustreret mand. Hun lyttede til hans ord, og nikkede blot ”Meget vel” hun gned sig hage igen, lettere eftertænksomt. Hun var ikke god til det der med at smide mystikken, så hun måtte vel bare sige det, som det var? ”Jeg kan hjælpe dig med det oprør.. o jeg vil hjælpe dig med det” hendes tone var kortfattet, og mere alvorlig, ikke nær så legende og skinger som før, hun havde jo heller ikke hele natten.

[ilosonic]

At hun ikke kommenterede Sonics ord, beviste blot at hun ikke decideret blev påvirket af det, så.. hun var vel en kvinde der havde styr på sit temperament? Man kunne dog ikke ligefrem sige det samme om ham, for han var ilddæmon, og de var kendt for at være stædige og have deres iltre temperament, og den samme svaghed havde Sonic også. Han var en rigtig dæmon, dog var han ikke særlig gammel, hvilket der også var en ganske logisk grund til. Han havde ikke altid været dæmon, han havde aldrig nogensinde skullet ældes som en dæmon skulle, netop fordi han havde været animagus med lidt magikerblod i årene. Han havde gennem det meste af sit liv ældet sig som et normalt menneske, det var først senere, da han var blevet besat af en dæmon og senere hen havde fået hjælp af Hayden, at han var blevet en rigtig dæmon, som han så var den dag i dag. Normalt ville hans alder svare til et lille dæmonbarns alder, han havde så bare den fordel at han allerede havde skaffet sig langt mere erfaring end som havde han været en lille dæmondreng. Han kunne dog ikke komme udenom at der var mange andre som var noget ældre end ham, såsom den kvinde der stod overfor ham i øjeblikket, men der var også forskel på racerne, og siden hun var udødelig i alder, så var hun vel egentlig også kun selv et barn? Det var også derfor han ikke tog sig af hendes blik, som han blot rystede på hovedet af hende. ”Min kære Valarie, du opfører dig som om du var gud over alle, du er måske hurtigere end mig og har alle fordele fysisk fordi du er vampyr, og jeg ville muligvis tabe til dig i en kamp, men tro ikke at du er udødelig eller gud for den sags skyld, for på et tidspunkt vil du møde din overmand, fordi du ender med at undervurdere ham eller hende, og så vil dine dage være talte,” svarede han i en lettere dyster tone. Hun så ham måske som et barn fordi hun var så meget ældre, men hun kunne ikke sammenligne deres aldre, netop fordi de ikke var af samme race. ”Du er ikke den eneste kvinde han har haft det ’sjovt’ med,” afveg han blot og trak svagt på skuldrene. Hvorfor lyve? Hans far havde forgudet kvinder ligesom han selv måtte gøre. Han trak bedt på smilebåndet. ”Du vil hjælpe mig?” gentog han i en drillende tone, hvor det måtte more ham, at hun havde ’smidt’ mystikken, for endelig at komme til sagen. ”Hvem siger jeg vil have din hjælp?” spurgte han rolig og sandfærdigt, ”hvem siger at du kan hjælpe?” Han trak blot mere på smilebåndet. Men nok med det pjat! ”Og hvordan havde du så tænkt dig at hjælpe mig?” spurgte han stilfærdigt, hvor han blot så afventende på hende med det sigende løftede øjenbryn.

[Deleted]

Måske hun var en forbandet stolt kvinde, men det hindrede hende ikke I at være fornuftig. Der var ingen grund til at fornærmes over en skæv sten, i hendes øjne vel og mærke. Hendes blik forblev blot, med samme kølige mine, og det kække smil, idet hun måtte betragte ham ganske nøje. Et sted måtte hun finde ham irriterende, udelukkende fordi han virkede så.. ilter, på en ukontrolleret måde, noget som hun udemærket var klar over lå til ild dæmonen. Hvad der var sket med denne mand, siden han havde været spæd, det var uklart for hende. Dengang havde han blot været en animagus, hun besværede sig dog ikke med at stille spørgsmål til det, jo hurtigere de kunne få dette overstået, jo bedre ville det blive. Desuden ville solen før eller siden stå op, og hun ønskede ikke at en overnatning i Procias, ville være påtvunget. Det var tydeligt at hendes blik var vurderende. Det var skam ikke fordi hun ville undervurdere ham, hun var slet ikke i tvivl om, at den mand også kunne blive farlig for hende, men hans svagheder var hende tydelige, hun havde med årene lært at gemme sine bag en maske. Ved hans ord gled hovedet på sned. De mørke lokker søgte omkring hendes ene skulder, mens hun blot lyttede til hans ord, lidt respekt kunne hun da udvise ”De tager ganske fejl af mig, kære Ilosonic. Jeg er ikke hovmodig, jeg undervurdere ikke andre, heller ikke dig. Men dine svagheder sidder uden på tøjet. Og må jeg minde dig om at jeg ér død” hun hævede et øjenbryn, for at understrege den sigende tone. Løgn var det ikke. Hendes hjerte slog ikke, kroppen var kold og uden reaktioner, så i det store og det hele så var hun mere udødelig, end det ham var. Det var dog heller ikke meningen at hun ville måle og veje det, på den måde. Hun var skam udemærket godt klar over den sjov som hans far havde haft med kvinder. Men han havde tigget og bedt hende om mer,e og hun var ikke bange for at erkende, at hun på alle måder havde valgt at udnytte ham. Han havde aldrig sladret, men derimod vist sig som forrædder ved at lade hende være i hans hus, under hans tag ”Jeg tror nærmere jeg havde det sjovt med ham” tilføjede hun, og rystede dog på hovedet. Det var ikke hvad hun var kommet for at tale om, det var også helt sikkert. Tiden var ikke inde til mystik, så nu måtte hun blot lade ordne flyde, at han så endnu engang viste sig som et barn, og gjorde det til en leg, fik hende blot til at himle med øjnene ”Du sagde at du behøvede folk. Selvfølgelig kunne du finde en flok amatører, men du kunne også sikre dig et godt stykke arbejde fra start” påpegede hun roligt. Armene lagde sig over hendes bryst, dette begyndte udelukkende at blive irriterende. Smilet bredte sig ”Du ved ikke om du ønsker min hjælp, men du vil gerne vide hvordan?” hun fnøs blot og rystede på hovedet ”Det min ven.. Ville være at afsløre lige lovlig meget..”

[ilosonic]

Der var mange ting som Ilosonic ikke kendte ved denne kvinde, det var faktisk kun det ydre han kendte til hende; hun var vampyr. Han kendte intet til hende personligt. Han kendte til lidt af hendes fortid, det som han havde læst i aviserne, om at hun havde startet en borgerkrig engang, og så at hun også kendte til hans far, men.. han kendte hende overhovedet ikke! Det var også derfor det måtte irritere ham så meget at hun skulle spille så høj og hellig, tro at hun kunne komme her i hans eget hus, spille smart, lege julelege og så uden at fortælle ham en skid. Hun troede hun kunne hjælpe ham ved at holde alt hemmeligt for ham? Men så kunne han fortælle hende at de ikke spillede efter hendes regler! Han himlede med øjnene til hendes ord. ”Nej selvfølgelig er du død Valarie, det er derfor du står der i egen høje person,” svarede han sarkastisk. ”Du er ikke død. Du er vampyr, jeres hjerte slår ikke, men du kan bevæge dig rundt som enhver anden og tro mig min kære.. jeg kan sagtens stoppe dig i at betræde denne jord nogensinde igen, ved at dræbe dig,” forklarede han hende næsten, hvor han ikke kunne skjule den irritable undertone, for hun irriterede ham noget så grusomt! Selvom det et sted vel også var gengældt? Han var måske den som lod sig gå mest på, men han var jo også ilddæmon, han havde et iltert temperament, men han havde trods alt formået at fornærme hende. Han så blot på hende med et kedeligt skær, som var han ved at falde i søvn, da hun igen talte om hans far. Måske hun havde moret sig med ham, men det var Sonic som havde dræbt ham! Og han havde bestemt haft det sjovt med sin far, for det at dræbe ham, var noget som var det bedste i hans liv! At hun himlede med øjnene betød blot at han gik hende på, hvilket betød at han også irriterede hende og det fik ham blot til at smile kækt. Han betvivlede dog ikke hendes evner og hun kunne uden tvivl blive ham behjælpelig. Han slog opgivent ud med armene til hendes sidste ord. Hvorfor skulle hun være så pokkers hemmelighedsfuld?! Han brummede irriteret. ”Valarie!” bad han med en irriteret undertone. ”Frem med kortene. Sandt: jeg skal bruge allierede. Sandt: du kan hjælpe mig. Men for pokker da! Jeg kan ikke bruge en der ikke er til at stole på! Jeg gider ikke dine små julelege, jeg gider ikke dine små hemmeligheder, så hvis du vil hjælpe mig, må du hellere selv lægge kortene på bordet. Jeg behøver ikke vide alt omkring dig, eller hvad dine store formål er, men når det kommer til oprøret, så forlanger jeg sandheden og ingen hemmeligheder,” svarede han fast. Det var vel ikke meget at forlange?

[Deleted]

Det var ikke meningen at Ilosonic skulle kende hende. Der var ganske få der gjorde, hun havde ikke haft plads til at have nogen tæt ind på livet af sig, siden hendes far død for flere tusinder af år siden. Selv de små ting han kendte om hende, der var halvdelen af det, rene rygter. De sidste små brikker var sande, men hvordan ville han være i stand til at skelne? Det var heller ikke for at spille hellig, men enhver havde deres ekspertområde, og hendes var altså at skabe splid, så han kunne sige hvad han ville, men lige her var hun langt mere erfaren end ham, og det vidste de begge udemærket. Aldrig havde hun selv været til at stole på, men alle omkring hende havde været forbandet naive, nu passede hun blot på ikke at være det selv, derfor afslørede hun heller ikke for meget, og derfor legede de disse julelege, selvom det var ved at blive for barnligt for selv hende, de ville ikke nå nogen vejne, og tiden var knap for dem begge. Solen ville stå op om et par timer, og han havde en dødssyg kvinde liggende oven på. Hans sarkasme var slående. Hun rynkede let på panden, mens hun lyttede til hans mindre prædken ”For det første.. Sidst jeg så efter, krævede det at være et levende væsen, et hjerte til at pumpe blodet rundt i kroppen, en varm hud med en gnist. Jeg har intet af dette, min krop fungere ikke, jeg er en levende død” hun greb omkring hans hånd. Den var så varm at det sved, hun gjorde det også yderst forsigtigt, det var ikke for at få ham til at forsvare sig, men blot på en pointe frem ”Kan du mærke forskellen” mod håndfladen kunne hun fornemme hans puls dunke, heldigt for ham var hun ikken spor sulten, eller havde intentioner om at spise ham. Roligt slap hun hånden igen, lod hendes egen falde ned langs siden ”Desuden vil du ikke slå mig ihjel” afsluttede hun med det lille veltilfredse blik. Der var ingen tvivl om han var en mand af temperament, mens hun selv tog det langt mere roligt, det lå blot til dem. Hun rystede opgivende på hovedet ”Okay lad os tage det her som voksne” påpegede hun selv en smile irriteret, for dette begyndte at blive for meget! Hans lille udbrud afslørede ham. Han ønskede hendes hjælp. Hun nikkede ”Meget vel” ganske kortfattet, de kunne vel ligeså godt få det overstået? ”Faktisk er borgerkrige nemmere nu, end de var dengang. Denne generation er blevet udemålig snæversynet. Manjarno klare sig bedst, men jeg ved ikke hvor interesseret du er i dem?” hun så en smule spørgende mod ham, dog kun kort før hun fortsatte ”Jaqia er en jagtet kvinde. De fleste kvinder forguder hende, enhver mand derimod ønsker at se hende død. Foruden det, er det nået mig for ører, at hun er hadet blandt størstedelen af vampyrer. Derfor er det ikke svært hvem man skal appelere til. Keischa. Dronningen i dette land er blot naiv. Hun vil være ganske enkel, folket betvivler hende for alle de dvasianere hun lukker ind i landet. I det store og det hele går det ud på.. at møde de rigtige folk, og få skabt en form for propaganda” eftersom det var fortalt i meget korte træk, kunne det væres vært at følge, men hun ville skam uddybe det, håbede blot at han kunne følge en smule med i hendes tankegang.

[ilosonic]

Valarie var virkelig en kvinde af mystik, men det var også det som måtte gå Ilosonic så meget på, for det irriterede ham virkelig! Han hadede det at hun skulle forklare sig i gåder, i stedet for at komme til sagen, hvor svært kunne det være? Komme, fortælle hvad hun ville og så gå igen? Hun var ham allerede en belastning! Men han kunne ikke komme udenom at han havde brug for hende, for han vidste at han ikke kunne klare dette selv, verdenen var alt for stor til at han kunne kæmpe imod den alene. Han himlede svagt med øjnene, hvor han lige skulle til at råbe af hende, selvom hun fik ham til at tie ved at tage omkring hans varme hånd, der var varmere end normalt på grund af vreden der var så let at tænde i ham. Det kølede ham dog ned at mærke hendes kulde, næsten som at berøre Ilaria, selvom Ilaria kunne blive noget koldere end en vampyr. Han vendte de mørke øjne imod hende ganske roligt. ”Jeg ved godt en vampyr ikke er levende i den for stand, men I er heller ikke decideret døde. Var du død, havde du ikke stået her, men været en bunke aske. Men sandt, jeg dræber dig ikke.” Det var vel ikke svært at læse på ham? Han havde brug for allierede og hun kunne blive ham en god allieret, så meget vidste han allerede. Han lyttede roligt til hendes ord, hvor det faktisk glædede ham at hun kom til sagen, selvom hun også ønskede at han selv gjorde det, for han fangede skam hendes irriteret tone, noget som var svært at skjule for ham, netop fordi han havde til vane at gå selv de mest tolerante personer irriterede. Han lagde armene over kors. ”Valarie. Du er lige kommet med en masse fakta som jeg allerede er udmærket klar over. Jeg havde skam ikke tænkt mig at blive greve og så først finde ud af planerne bag efter, nej jeg har skam fuldt med og allerede lavet små noter om det hele. Jeg har allerede overvejet vampyrorganisationen, netop fordi de kan blive kraftige at have med på sin side. I er trods alt stærke væsner,” svarede han stilfærdigt. ”Jeg ved godt, at folk stiller spørgsmål ved Keischa, jeg ved godt, at mange hader Jaqia. Og Ja.. jeg har tænkt mig at lade det gå ud over Manjarno. Det er lettest at lade det begynde enten i Dvasias eller Procias, netop fordi de to lande står svagest, folket er ikke med de to dronninger, derfor vil de være lette at påvirke, og når der først er oprør i de to lande, så spreder det sig skam hurtigt til Manjarno,” svarede han roligt. Han havde skam allerede gjort sig nogle planer, men han havde vel bare brug for lidt.. hjælp? Han gned tænkende sin hage. ”Men hvordan skal oprøres startes?” Det var mere et spørgsmål til ham selv end til hende.

[Deleted]

Han var tydeligvis ikke en mand af megen tålmodighed, ikke at det måtte undre hende. Det var en kraftig modsætning til hende. Af samme grund kunne hun konkludere, at han skulle bruge hende, for en mand med hans tålmodighed ville ikke nå langt, det var langt fra let og lige til, det havde taget hendes årevis før, dermed ikke sagt at det ville tage så lang tid, som hun netop havde nævnt så var det en anden generation, og tingene var ikke så indviklet. Han var yderst irriteret, det var ikke svært at se, dermed heller ikke særlig interessant at studere for mange, selvom det netop var hvad hun gjorde. Hun nød at læse ham. Hans hånd var umådelig varm, selv efter hun havde valgt at slippe den, kunne hun føle den brænde mod hendes egen kølige hud. I det store og det hele var hun død, selv på trods at hun kunne gå rundt, hun vandrede som en tom skal, og selv mange ædle vampyrer, så på deres liv som et stort hul, uden nogen muligheder, som en forbandelse. Personligt så hun det som langt mere. Valarie nikkede medgivende ”Jeg er død på indsiden, det er mere end rigeligt” erkendte hun roligt. De kække smil avr forsvundet, ikke fordi han havde formået at fornærme hende igen, men blot for at tage det lidt mere voksent og direkte. Hun havde trods alt heller ikke hele natten. De slanke fingrer strøg gennem de mørke lokker, der nægtede at lade sig skille, i de knuder de havde sat sig i. Som bedt om så blev alle kort nu smidt på bordet. Først kunne hun starte med det genrelle, han virkede jo ikke til at være meget med, så hun måtte vel informere ham om de små basiske ting? Hun nikkede, sendte ham et smule irriteret blik ”Du må være en tålmodig mand, Ilosonic. Desuden.. Du virker ikke til at være specielt vidende, jeg ville blot vide mig sikker” påpegede hun, og gned hagen lettere eftertænksomt. Hun yttede. De første minutter henlå i stilhed, mens hun selv måtte tænke tingene igennem ”Vi må starte det i Dvasias” konkluderede hun endelig, og med et bestemt nik ”Den vil ikke brede sig omvendt. Desuden må vi tænke kreativt med hensyn til manjarno, Destiny har til nu formået at holde landet neutralt, men de har haft to store skandaler vi kan udnytte” det var ikke noget som mange kendte til, men i og med at hun måtte snuse rundt, så var det ting som det hun formåede at opfange ”En ung kvinde blev holdt fanget og brugt som underholdnign ved hjælp af deres tortur, og hendes hertug viste at være en fiasko.. Men tilbage til Dvasias.. Vampyrene er ikke en mulighed er jeg bange for” hun nikkede roligt ” Ser du.. Vi er på vej ind i et samfund hvor den ældste bestemmer. Desværre for min del er det en anden mand der har et par år mere på bagen end jeg selv. Jeg ville sige en allieret af Jaqia, en der står hende nær” hun nikkede. Til dels var ordene mere for hende selv end det var for ham, som forsøgtehun at danne en plan bare sådan. Det ville om ikke andet være hendes bedste bud.

[ilosonic]

De irriterede hinanden, de gik hinanden på nerverne, han gjorde det ved at være så rapkæftet og næsten spille barnlig, hvor hun gjorde det ved at spille på sine mange hemmeligheder. Men når alt kom til alt, så havde de vel brug for hinanden? Hvis hun ikke havde haft brug for ham, hvorfor var hun så dukket op? Men som sagt kunne en enkelt person ikke kæmpe imod hele verdenen, man havde brug for allierede, så det samme gjaldt vel for hende? Han himlede svagt med øjnene til hendes ord, hvor han blot slog opgivent ud med armene. Hun var en levende død, men derfor kunne hun sagtens dø helt, så i den forstand var hun ikke død, man var ikke død når man kunne dræbe en, men set på den anden side, var hun jo vampyr, de havde intet bankende hjerte, de havde intet flydende blod til at holde kroppen ved lige – som ved en levende, og set på den måde var hun død. Han så næsten på hende med vantro, da hun sagde at han ikke virkede til at være vidende, hvor han næsten måtte stå med åben mund, skønt han dog hurtigt kom til fatning, hvor han slap en munter latter. ”Valarie, ved at tro jeg ikke er bedre vidende, så undervurdere du mig, og tro mig, det vil være dumt,” påpegede han stilfærdigt, blot for at understrege det for hende. Det at han havde overtaget hele huset, blevet greve og fået smidt Marius i spjældet var vel bevis på at han ikke var helt så dum igen? Det var måske hans rettighed, men det var ikke en hvilken som helst dvasianer der kunne komme og gøre krav på det hele og tro at han kunne overtage det hele. ”Desuden har jeg nok et iltert temperament, men jeg kan sagtens være tålmodig, når det kommer til større og vigtigere ting Valarie, og det beviser blot hvor lidt du kender om mig, så tro ikke at du kan læse bogen på dens omslag,” tilføjede han sandfærdigt og alvorligt. Han lyttede blot til hendes ord og nikkede ganske roligt. ”Med hensyn til Manjarno, så var der jo også den lille detalje, at Destiny nærmest stjal Valerio til sin egen fordel for at få Fabian tilbage,” påpegede han roligt. Det var også noget som kunne sætte hende i dårligt lys, men vel ikke nok? ”Vi er nød til at bruge vampyrorganisationen, de er forbandet gode til sabotager, og de er også et eksempel på oprørskhed i Dvasias, hvilket vi kan bruge som et slags ’forbillede’ for de andre borger, desuden kunne jeg godt bruge forstærkninger..” svarede han stilfærdigt, det var noget han selv ville tage op med deres leder. ”Én der står Jaqia nær?” gentog han roligt. ”Hvad mener du?” spurgte han videre. ”Men hvis vi skal starte et oprør i Dvasias, tror jeg at jeg har en idé.. men det indebære den vampyrorganisation.” Han vendte de mørke øjne mod hende.

[Deleted]

De havde brug for hinanden og de vidste det jo begge to, det gjorde det blot langt mere irriterende at de irriterede hinanden, Valarie selv var også klar over hun ikke var bedre selv, men det var en del af hende. Han måtte forstå at hendes liv var en enorm facade, hun havde aldrig været i stand til at stole på, hvilket også ville være dumt i hendes situation, stolede hun på de forkerte, så kunne hun nå at sidde i den samme celle, inden han overhovedet ville nå at skænke oprøret en tanke, det ønskede hun heller ikke. Som sagt så behøvede hun ham, såvel som han i den grad behøvede hende. Selv på trods hun var en ædel kvinde, så var hun ikke dum nok til at forsøge at klare det hele selv igen, det havde været hendes enorme fejl i fortiden, netop derfor var hun der. Hvor vidt hun var død eller ej var en færdig diskussion, for det var en både og sag. Hun var i stand til at bløde, men blodet der flød i hendes løb ikke i årene, og havde ikke nogen yderligere effekt, foruden at holde hende mæt og stærk, såvel som maden gjorde for ham. Hjertet slog ikke og alligevel så var hun i stand til at gå rundt på den måde, et sted fascinerende, selvom det ikke var ofte hun skænkede døden en tanke, man blev blot vant til den. Valarie sukkede. Hans reaktion sagde det hele, den mand tog simpelthen tingene for nær, hun vidste allerede nu, at han ville komme med flere små argumenter som hun blot ville ryste på hovedet af, fordi han havde mistolket hende ”Jeg ser kun hvad du viser mig. Til nu har du ikke vist mig hvor velvidende du er, du er ikke kommet med noget fornuftigt, men har istedet tilbragt tiden med at blive tøsefornærmet, så hver venlig at få det overstået, inden jeg selv mister tålmodigheden” hendes tone var en smule fast, det var tydeligt at hun måtte mene det, det var mere end selv hun ville være med til. Han var ikke dum, det var hun udemærket klar over, ellers havde han aldrig stået her idag, men den intilligens var en hun gerne ville se mere til i øjeblikket! Hun slap en mindre latter, det her var for sjovt. Dog blev minen lynhurtigt alvorlig igen ”Selvfølgelig kender jeg dig ikke, Ilosonic, hvordan pokker skulle det kunne lade sig gøre? Jeg har ikke set skyggen af dig, siden du var spæd” påpegede hun en smule sarkatisk, hun ville jo ikke have nogen chance for at kende ham! At de vednte tilbage til sagen glædede hende dog. Hun nikkede, det var en detalje hun havde glemt ”Sandt.. Men det må dog fordrejes lidt.:” hendes blik blev atter tænktsomt. Hun himlede med øjnene ” Hørte du hvad jeg sagde?” spurgte hun direkte en smule koldt ”Vampyrene har ikke længere den frihed. De får ikke mulighed for at hjælpe os” gentog hun fast. Hun havde hørt folk tale, også i Dvasias. Tungespidsen fugtede læberne ”Vi må overbevise en nær Jaqia.. En med magt på en måde. Og som ikke indebære vampyrer, indblander vi dem, vil jeg sammentidig være bundet, med mindre jeg gifter mig med den ældre, og det tvivler jeg på kommer til at ske” påpegede hun roligt. Hun var intet mindre end ærlig, så han kunne vel lytte eller lade værre?

[ilosonic]

Siden de havde brug for hinanden, så var de også nød til at gå på kompromis, netop fordi de var så forskellige. Han hadede hende allerede, hun irriterede ham, fornærmede ham, selvom det jo også var gengældt. Uanset, så mindede det ham næsten om ham og Ilaria, den tøs kunne virkelig også gå ham på nerverne, fordi hun ville have det så koldt, hvor han selv ville have det varmt, men så var det godt der var noget der hed kompromisser, det var også det som de var nød til at indgå i øjeblikket. At hun sagde han blev pigefornærmet, fik ham til at le ganske let. Han lagde armene over kors og lod hovedet søge en smule på sned. ”Hvem er det lige der bliver fornærmet?” Det var trods alt ham der havde fornærmet hende, men selv det gik samme vej, så det var vel bare at lukke for hendes tåbelige bemærkninger? Hun kendte ham ikke, ligesom han heller ikke kendte hende, så der var vel ingen grund til at lægge mere i det? ”Okay.. Ikke flere barnlige og tåbelige kommentarer, vi har ikke hele natten.” Det var mere en konstatering end vendt mod hende, for det så ud til at de var lige slemme om det – noget som faktisk måtte more ham. ”Åh! Vampyrerne har ingen frihed siger du? Er det fordi det var en vampyrorganisation der saboterede hele Castle of Darkness? Er der fordi det var en vampyr der engang startede en borgerkrig? Jeg har brug for deres ressourcer Valarie, der er ingen der siger de behøver at blive set, men jeg har brug for eksperter, inklusiv dig,” svarede han stilfærdigt. ”Du bliver ved med at tale om en der står Jaqia nær, hvem er det? Og hvis du ikke vil have vampyrerne indblandet, hvordan pokker vil du så starte et oprør i Dvasias?” spurgte han stilfærdigt. De blev sikkert aldrig enige! Men det var de nød til, desuden var hun vampyr, derfor kunne hun ikke tåle sollyset og han tvivlede på at hun ønskede at overnatte her hos ham, så de var nød til at blive færdige før solen stod op. Hun var ikke ny på dette område, derfor valgte han at lytte til hende, men han havde virkelig brug for forstærkninger allierede, og den vampyrorganisation ville være oplagt at have på sin side! Desuden vidste han at hvis ham og Valarie åbnede en mulighed for organisationen, så ville de slå til, om de så havde fået besked på det eller ej, hvilket selv kunne ødelægge hendes planer – hvad de så end var, så hun var nød til at tage højde for det hele. Han ville dog hellere have den organisation som sin allierede end sin modstander! Han betragtede hende med nysgerrighed og dog ganske alvorligt, for han kunne ikke komme udenom at hun var en interessant person.

[Deleted]

Sådan som de begge måtte opfører sig, så kom de ærlig talt ikke nogen vejne. Det var skam heller ikke fordi, Valarie ville sige sig fri, for hun var udemærket klar over, at hun i det store og det hele, ikke var bedre selv. Hun spillede vel et sted, blot med på den leg som de havde kørende? Han måtte igen forstå, at en kvinde som hende, var nødt til at have sine hemmeligheder, og være varsom omkring informationer, i tilfælde af at følk skulle tage æren for hendes anstrengelser, og kaste hende direkte tilbage i cellen igen, man kunne trods alt ikke vove og påstå, at hun ligefrem stolede på denne mand. Men her var de blot nødt til at gå på kompromis, af den meget simåple grund, de behøvede hinanden, og det var trods alt også hvad hun måtte forsøge sig med at gøre. Valarie stod med det slankt hævede øjenbryn, så meget voksen ud. Det var sandt at han havde fornærmet hende, men det var han vidst ikke ene om ”Jeg tror minsandten, at vi var lige gode om den” påpegede hun roligt. Hvorfor diskutere en død fisk? Han kastede med sten mod hende, og hun forsvarede sig, det var vel eheller ikke det mest umulige at forstå? Hun nikkede indforstået ”Tiden er knap” medstemte hun. Specielt for hendes vedkommende, eftersom hun ikke var i stand til at færdes under solens varme lys, og hun direkte nægtede at skulle overnatte her i Procias, det ville være for farligt på alle måder! Endnu engang måtte hun himle med øjnene, nu blev hun igen irriteret, han lyttede for pokker ikke til hende! Organisationen, havde skam gjort gerninger de kunne bruge, men det ville de ikke være i stand til meget længere, desuden så var de af to helt forskellige ønsker, hun havde mødt til kære Alec, og egoisme kunne de ikke bruge til en dyt, i dette! ”Jeg kan hjælpe dig, udelukkende fordi jeg ikke er en del af Dvasias, jeg er en flygtning. Jeg ved at den organisation har gjort store ting, som vi uden tvivl kunne bruge, men Jaqia er ved at indfører nye reformer, som vil hindre dem. Desuden.. Jeg har mødt en fra denne organisation, tro mig i sidste ende.. Er det dem der render med resultatet” der var tydelig ærlighed. Snart ville de ikke være i stand til det, selvom de havde været det før, de måtte finde andre veje. Og igen hun stolede ikke på de forbandede vampyrer. De ønskede magten, det gjorde hun ikke. Hun tænkte sig om ”Ser du.. Der er den her kvinde. En kvinde der kender Jaqia umdåelig godt, og som efter sigende var forelsket i Samuel, Jaqias bror.. Hende kunne vi muligvis finde nyttig, hun har kontakter. En anden vej er grevinden. Hun er måske vampyr, men den store Alex forguder hende, han vil ligge hånden over hende, uanset hvad der sker. Desuden er hun utrolig naiv, nem at vende” påpegede hun. Alex var den eneste ældre vampyr end hende, og kun med et par år, han ville snart stå med magten, og Valarie var klar over at de kunne udnytte den kære Cassidy, hvis han endelig ville have vampyrer indblandet. Stadig tænkte hun sig om, hun måtte tage forholdsregler for alt, hun var trods alt en... jagtet kvinde.

[ilosonic]

Måske de gik hinanden på nerverne, men de var nød til at kunne formå at enes, hvis de ønskede at dette skulle fungerer, for han vidste at han havde brug for hende, ligesom han vidste at hun også havde brug for ham. Han lyttede blot til hendes mange ord. Måske organisationen ikke ligefrem kunne bruges til oprøret i Dvasias, men han kunne godt bruge dem til at starte her i Procias, desuden ville de jo slå til når de fik chancen for det alligevel, så han ville langt hellere have dem på hans side. Han vidste at denne organisation kun var for vampyrer, hvilket også var grunden til at han ikke stolede på dem, men han stolede heller ikke på Valarie, for han vidste ikke hvad hendes planer var, og hun gad tilsyneladende heller ikke at fortælle ham det! Så hvorfor pokker skulle han stole mere på hende end den dumme vampyrorganisation? Han fnøs kortfattet til hendes ord. ”Alle kæmper for sig selv i sidste ende Valarie. Og det vil jeg vædde med at du også gør, for hvorfor skulle du ellers forhindre mig i at gøre noget mod Jaqia? Du sagde selv at du havde en høne at plukke med hende, så dig stoler jeg bestemt heller ikke på,” vrissede han ganske fast, hvor hans mørke øjne hvilede glødende på hende. Desværre for ham, blev han bare nød til at stole på hende. Han lyttede blot videre til hendes ord. Ville greven gå imod Jaqia? ”Så du vil manipulere med grevinden af Dvasias for at få Jaqia ned med nakken?” spurgte han roligt, uden han veg blikket fra hende. ”Fortæl mig Valarie, siden vi ikke kan bruge vampyrorganisationen fordi du ikke stoler på dem, hvordan har du så tænkt dig at starte det oprør i Dvasias?” Han var skam nysgerrig på hendes plan, for det burde vel kunne lade sig gøre på en eller anden måde? Han blev blot stående og afventede hendes forklaring, for han var i hvert fald sikker på én ting; det hele skulle planlægges nøje! De måtte ikke overse eller glemme noget som helst! Alt skulle tænkes igennem og de var nød til at overveje hvilke valg der skulle traffes, for han vidste at de på visse punkter nok aldrig blev enige. Et sted var han ligeglad med om han skulle bruge hjælp fra vampyrorganisationen eller ej, for han ønskede bare at få det oprør sat i gang. ”Jeg er sådan set ligeglad med hvordan det bliver gjort, så længe det lykkedes os, desuden lægger jeg nok meget fokus på hvordan jeg får det startet her i Procias, allerede det jeg er her, har fået folk til at stille spørgsmål, så jeg alene kan næsten starte det her i Procias. Men Det er måske lettere at få oprøret startet i Dvasias det vil også give et indblik på folk her i Procias,” svarede han roligt, uden at han veg blikket fra hendes skikkelse.

[Deleted]

Dette var ved at gå hende på nerverne. Der skulle meget til før hun mistede tålmodigheden, men ikke nok med at han opførte sig direkte dumt, så nægtede han også at lytte til hendes ord. Man kunne sige meget, men lige her var hun den vidende, man opsnappede utrolig meget når man som hende, blot gik rundt forsøgte at undgå den dødsstraf som uden tvivl ville vente hende, når hun endnu engang ville blive fanget ind. Hvad angik den organistation, så ville det være direkte dumt at blande dem ind, ikke nok med de var egoistiske, og ønskede magten helt og holdent for dem selv, og hun havde ikke lyst til at leve under dem, så ville de heller ikke være i stand til det, Alex og jaqia ville hindre dem i det, via de nye reformer, der snart ville træde i kræft, og det ville ske uanset hvad han sagde! Havde han ikke været i stand til at stole på hende, hvorfor skulle hun så sidde og prale ud på den måde? Det var skam ikke fordi hun var nødt til det. Hun himlede med øjnene, og sukkede blot opgivende ”Stol på mig eller lad værre, jeg gør dette for en anden sag, end min egen søde ende, jeg er ikke interesseret i magten” der var noget iltert over hendes tone, hun blev træt af dette, han behøvede skam ikek at stole på hende, men gjorde han det, så ville hans elv stå fast til dels, hvilket hun ikke regnede med at han lystede. Hun tog sig til hovedet ” Ikke kun hende. Vi tager de som er imod Jaqia, men vampyrer kan ikke være en del af det, dem vil Alex havde under sin hule hånd, derfor er Cassie oplagt, hun er naiv og han vil ligge hånden over hende uanset hvad.. Lad mig tænke” afsluttede hun, og blev igen en smule fraværende, mens hun tænkte det hele igennem. Valarie var ikke typen der glemte eller overså noget, alt var planlagt til mindste detalje, før hun gjorde et ryk, hun havde trods alt også en del af risikere, og sådan havde det altid været, han skulle ikke komme og tro, at hun ikke havde styr på tingene for det havde hun i allerhøjeste grad. Hun nikkede medgivende ”Procias er enkel. Alt for mange stiller spørgsmål ved Keischa, med alle de dvasianere. Tøsen har været dum, ikke mange ved at du tvang Marius af pladsen, jeg hørte vagterne snakke. Visse tror hun lukkede dig ind af en grund, så det er der ikke meget arbejde i” påpegede hun roligt. Dvasias var lidt større, så lang tid hun slippede for at blande Alec ind i det, han ville tage æren, og han ville tage en plads hun ikke ønskede at se ham på, vampyrer gik meget op i hieraki, og når hun lå så højt som hun gjorde, så ville det kun være en direkte ydmygende tanke, at være tvunget på en sådanne plads under, det var ikke hvad hun kom for, og hun var ganske sikker på det i sidste ende, heller ikke var hvad Ilosonic ønskede.