From the fireplace's glow..

[ilosonic]

Natten var faldet på, stod i god match med den isnende kulde, den blæsende vind og efteråret som var inde over landene. Der var dog ingen tvivl om at vinteren var på vej, for det kunne man tydeligt se på den hvide sne der var i færd med at falde fra de mørkegrå skyer. Noget mange af mørkets væsner ville udnytte. Ilosonic selv nød af mørket, det var noget som gjorde ham stærk, ligesom solens varme om sommeren. Som ilddæmon ville kulden normalt genere ham, hvilket den jo faktisk også måtte gøre, men mørket var noget som gjorde ham stærk som den mørkedæmon han var. Sådan en lang historie der ventede bag ham, en historie hans kære lillebror burde have læst bedre på, inden han havde valgt at overtage det hele fra deres far! Men nu var hans kære bror endt i fangehullet, som han selv var dukket op her i døren for kun et par dage siden, hvor han havde gjort krav på det hele og med beviserne fra Enrico naturligvis. Nu var hele herregården, vinplantagerne og den lille hær hans! Han gik ud fra at Marius havde fået de sidste børn ud af huset sammen med den kære Melody, der stod til at blive landsforvist fordi de ikke havde nået at gifte sig. Men han ville ikke skænke Marius en eneste tanke, for nu var hans mål nået, han havde fået smidt Marius i fængsel, og nu havde han selv overtaget det hele, som trods alt retmæssigt var hans, og han var kun i færd med at planlægge det næste træk, for han havde skam store planer med den stilling han lige havde fået, tænk engang; en dvasianer var blevet greve i Procias, og det sagde virkelig ikke så lidt! Men han måtte skaffe sig lidt mere relationer, hidtil havde han jo kun fået isdæmonen Ilaria med sig – eller rettere sagt isdronning. Hun var dog blevet en smule sløj på de dage de havde opholdt sig her, så hun lå i øjeblikket på et værelse ovenpå. Han selv sad inde i stuen, hvor han virkelig ikke kunne andet end at nyde det! Det var frygtelig længe siden at han sidst havde siddet her, for sidste gang han havde været i Procias havde været da han havde dræbt hans far omme i vinplantagerne, en gerning som han virkelig ikke kunne fortryde på nogen måde overhovedet! Men nu var det altså blevet hans tur. Nu sad han på titlen som Greve over Procias, og hvilken magt han egentlig havde fået. Det var et mål han havde stræbt efter så længe at han næsten ikke kunne fatte at han faktisk var blevet greve nu. Han rejste sig roligt fra stolen, som han gik hen til pejsen. Han betragtede den med sine mørke, flammende og noget så intense øjne. Han satte sig på hug, og lod sin ene hånd lege med flammerne. Så behageligt! Den hvide skjorte og de mørke fløjlsbukser blev lettere oplyst af skæret fra flammerne. Det var selv lang tid siden at han havde båret så pænt tøj, for det var virkelig ikke hans stil, men han nød bare alt det som pludselig blev ham givet med den høje status. En status der også havde givet ham magt, og det var en magt som han i den grad ville drage nytte af! Og hvem skulle egentlig stoppe ham? Han kunne sidde og være bagmanden bag hans mange planer, det eneste han manglede var faktisk relationer – relationer fra Dvasias. Han skulle bruge nogle der kunne udføre arbejdet for ham, nogle med et godt speciale, så han selv kunne sidde så uskyldigt på sin plads, og nok ville folk beskylde ham for alle gerningerne, men hvem ville kunne bevise det? Det var der jo ingen der kunne, fordi det ikke var ham som havde gjort det. Det var nok det som han ville nyde allermest af!

[Deleted]

Den bidende kulde havde efterhånden meldt sin ankomst. Den første sne var faldet, hvilket i sig selv blot havde været et spørgsmål om tid. Skyggerne havde kastet et langt slør over Procias, så man det udefra, var dette land næsten mørkere end man kunne kalde nogen af de andre lande. Det var de tanker der stille faldt Valarie i sind, mens hun måtte vandre ganske roligt langs små stier netop uden for centrum af Apterta. Et køligt smil hvilede over hendes rosenrøde læber, hun fandt det temmelig ironisk at himlen her var så mørk. I Manjarno var det endda smukt og stjerneklart. Hun kom netop derfra, det havde end ikke være tne udfordring at slippe igennem muren, vagterne havde travlt med alt andet end at holde øje, for hvilke mørke væsner ville dog opsøge landet i nattetimerne? Hun trak på skuldrene, og fnøs let. Krystrere! Sneen dalede ned over hende, faldt i hendes tykke, sorte hår, der var umuligt a holde glat og smukt. Den formåede at ligge sig over hendes blege hud, uden at smelte fordi hun selv måtte være kold som is, rent naturligt endda. Hun vandrede i en blodrød kjole, der smygede sig om hendes kvindelige krop, den slidte sæk var væk, hun havde trods alt hele tiden haft pengene, det var det med at finde dem først, nu kunne man igen se, at hun ikke blot var en ligegyldig kvinde. Kulden nåede hende slet ikke, og det havde intet med hendes sorte kappe at gøre, den var mere.. I tilfælde af at hun ville støde på procianere, der ikke ville være så enige i hendes tilværelse i landet, ikke fordi hun havde tænkt sig at gøre skade.. direkte ihvertfald, og bare uden videre. Den friske vind holdte hendes sind klart, den var langt mere behagelig end dden atmosfærer hun havde levet under i Dvasias i flere århundrede. Hun var trods alt ved at være en af de ældre af slagsen, og en ekstremt erfaren kvinde også. Hun hævede den blege arm, betragtede den, og hvordan sneen var begyndt at dække den blege hud under. De kraftige isblå øjne der kun udstrålede en smule vildskab, betragtede den næsten beundrende. Efter et halvt liv i fangeskab, så lærte man at sætte pris på de små ting i livet, der skulle intet til at morer hende, der var ikke meget hun måtte tage forgivet længere, lige det, havde hun om ikke andet Jaqia at takke for. Hendes skridt var elegante og næsten smidige, som havde hun været et kattedyr. Ligeså lyste hendes øjne kraftigt op, mens hendes skikkelse gled ind i de mørke skygger fra træer og bygninger. Blev hun set ville hun være tvunget i den Procianske kælder, hun var en kendt kvinde i alle landene, hvilket var en tanke som kun måtte fornøje hende. Selv vom flygtning, der var tvunget til at holde sig for sig selv, gik rygterne. Den kære greve af Procias var blevet sendt i fangekælderen, en dæmon på den post, hvem skulle have troet? Efter hvad rygterne ligeså afslørede, så skulle han ikke være en mand af samme bløde hjerte, som Marius var kendt som. Hun havde sågar lagt et besøg forbi den sørgede kvinde der stod tilbage, og som dog alligevel så ud til at morer sig ganske betragteligt. Hendes skridt førte hende mod den store herregård. Det var mange år siden hun havde været på stedet sidst. Det var før hendes storhedstid. Hun stoppede op, betragtede det med et stille smil. Der var minder herfra, ikke ligefrem af den romantiske type men noget der mindede om det. Det var mange år siden hun sidst havde set den mand hun skulle besøge, faktisk havde han kun været et par måneder gammel den sidste gang. Deres far havde ikke ligefrem været en mand af ærer, når det kom til kærligheden, han havde været i hendes hule hånd for flere måneder, til den dag hun ikke længere fandt ham nyttig. Hun smilede, gruset knasede under hendes skridt, hun vidste at det var et hæsligt tidspunkt at dukke op i Procias på. Roligt trak hun hætten over hovedet, skjulte hendes blik og det mørke hår, før hun roligt bankede på den store hoveddør, ventede med ren tålmodighed.

[ilosonic]

Ilosonic trak ganske roligt hånden til sig, som han havde leget med de vilde og gnistrende flammer fra pejsen. Han sad endnu i hug, imens hans egne mørke, intense og alligevel så kolde øjne betragtede flammerne. Det var utrolig lang tid siden at han havde været her sidst, hans sidste store besøg her, var da han havde dræbt sin egen far omme i vinplantagerne, et drab han virkelig ikke angrede på nogen måde, for hvorfor skulle han? Hans far havde ikke gjort andet end at lege med så mange kvinder, skubbet Sonic fra sig om det så havde været hans vilje eller ej. Han var stukket af, fordi han ikke havde kunnet døje at leve det liv som han havde levet. Han var stukket af som syvårig, hvor han var taget til Manjarno. Han havde holdt sig for sig selv, han havde et sted altid været en enspænder. Det rige liv var hurtigt blevet ham glemt, da han var blevet nød til at stjæle for at kunne overleve, og han var faktisk endt med at blive en lille gemen tyv. Han huskede tydeligt de mange bander, som var blevet hans familie. De havde passet på ham, beskyttet ham og hjulpet ham, indtil banden var blevet opdaget af vagterne i Manjarno, som sendte de hjemløse tyvebørn på børnehjemmene. Han havde jo været animagus dengang, så han havde altid kunnet stikke af, blot for at komme ind i en ny bande. Han stak ganske roligt hånden ind i pejsens flammer endnu engang, som han ikke kunne tage blikket væk fra, for flammerne var som hypnose; de fangede ham med varmen, behaget og de livlige gnistre. Han var nød til at finde relationer, allierede, især hvis hans planer naturligvis skulle lykkedes ham.. men det var svært at stole på folk, især når han vidste hvordan dvasianere var, når han havde været en enspænder igennem så mange år, hvilket han kunne takke den sidste bande han var med i. Han var blevet forrådt af sin bande, for som altid var den blevet opdaget af vagterne og de havde valgt at ofre ham til vagterne så resten kunne slippe væk! Han selv var endt på et børnehjem, selvom det var svært at holde styr på ham, for han havde haft så meget der havde skullet ud af ham, og han havde så sandelig også fået afreageret! Han var stukket af fra børnehjemmet så snart chancen havde været der, hvor han så var taget til Dvasias. Et noget grotesk og sadistisk land, men der havde alligevel været noget tiltalende over det. Endnu engang var han tyv, dog havde han arbejdet alene, for han skulle ikke risikere at blive snydt endnu engang! Han var blevet besat af mørkedæmonen i Drypstenshulerne, hvilket dog havde ændret hans liv utrolig meget, for dæmonen havde virkelig ikke andet end skaffet ham problemer, og han huskede tydeligt hvordan han var kommet i klammerier i Ramshia City, fordi dæmonen havde bedt ham om at være rapkæftet, hvor han var blevet bundet til et bål, blot for at blive brændt levende. Det havde gjort så forbandet ondt! Det havde tilmed dræbt hans animagusrace, men noget andet var dukket op i ham, for pludselig blev alt så … stille. Det havde skabt hans ilddæmon, den dæmon der faktisk stod tydeligst i ham, skønt hans mørkekræfter var stærkest, fordi han havde været mørkedæmon i så mange år. Han så ganske let op, da han hørte at det bankede på fordøren. Hvem kunne det være? Monstro folk fra slottet? Han rejste sig roligt og gik langsomt ud af stuen. Hvorfor skulle det dog være folk fra slottet? Marius kunne jo ikke komme ud igen, desuden havde han beviser på at det hele var hans! Han åbnede hoveddøren ganske let og betragtede den fremmede kvinde. Et køligt smil gled over hans læber. ”Og hvad kan jeg så gøre for dig?” spurgte han kortfattet og dog med en morende stemme.

[Deleted]

Hvad der var sket med de små børn siden hun sidst var taget afsted, var aldrig en tanke der var faldet hende ind. Hun huskede kun at den kære lille Marius var endt som greve, det var desværre ikke en fornøjelse hun fik lov at nyde af, eftersom hun var helt ekstremt meget ældre end begge de brødre, dengang var det mange år siden hun havde forladt dette sted. Rygterne gik dog, og hun havde skam hørt at han var blevet greve, også selvom hendes liv på daværende tidspunkt, bestod af en magisikret celle og utallige vagter, slag, hunger, tortur, visse ting var da kommet ud af det, hun var blevet stærkere, klogere og hun ville ikke begå de samme fejl en gang til. Dog var hun ej heller specielt diskret som hun nu stod der, tilbage til det der engang havde været hendes hjem, mindede sig selv om den tid, også selvom den ikke betød noget særligt. Sneen dalede ned over hende, lagde sig over den sorte cutte der skjulte hendes ansigt for den verden der lå uden for. Hvem kunne vide om denne dæmon, havde en naiv Procianer som tjener til at åbne? Hun ville nødig vække opsigt, fordi hun ville være nødsaget til at skulle nærer sig en ekstra gang denne aften. Tålmodigheden var der. Hendes blik hvilede en smule nede for døren. For alt hun vidste kunne han være gået til ro, det var trods alt Procias, selv byen havde været så godt som tom. De isblå øjne gled i skjul. Hun lyttede intenst. Der var ild i pejsen, hun kunne høre den knitre, tanken om varme var ikke ligefrem noget der vækkede en følelse af begær, nej hun foretrak hellere den kulde, som hun endda måtte finde yderst fascinerende. Der var skridt der kom nærmere, hun kunne høre dem, langsomme rolige, måske endda en smule galante. Et lille smil krusede sig over de blodrøde læber, blotlagde hendes sylespidse tænder. Han mindede hende om hans far. Døren blev åbnet. Der var en tavshed. Ganske stille gled blikket op, hun skjulte atter tænderne, der var ingen grund til at skræmme den stakkels herre. Cutten skød hun stille ned. Hans tone afslørede ham. Det blod hun direkte kunne høre flyde i hans årer, var ikke så godtroen som en procianers, en tanke der blot fik hende til at smile. Ganske roligt fjernede Valarie cutten. Det intense med vilde blik betragtede ham. Den sorte manke afslørede sig, faldt ned over hendes slanke skuldre. På trods hendes fangeskab i Dvasias selvfølgelig havde slidt hende ned, så var hun en køn kvinde. Alderen var jo trods alt også med hende, af samme grund var hun en smule ældet. Blikket stirrede direkte ind i hans, hverken køligt eller varmt, hun så ud til at morer sig ligeså meget som det han selv lod til at gøre. Hænderne foldede sig foran hende ”Minsandten det er mange år siden.. ” svarede hun, som var det et konkret og detaljeret svar på hans spørgsmål. Hun vidste endnu ikke om han ville være i stand til at hjælpe hende, men om ikke andet, så fik hun da en oplevelse ud af det på denne måde. Hovedet gled blidt på sned, hun betragtede ham intenst, næsten nysgerrigt. Han havde fået de øjne, hun dengang havde spået. Læberne var også de samme, men foruden det så ville hun aldrig have troet at denne mand var Vladimir Amalani Darcey’s søn. Hun fugtede læberne med tungespidsen, opførte sig som ville han ikke være i tvivl om hvem hun var. Det gav sig selv at han ikke huskede hende. Valarie rakte en hånd frem, lod en pegefinger stille stryge over hans læber, med det næsten triumferende smil ”Nøjagtig som jeg husker” påpegede hun. Hendes tone var hæs og forførende, en hvisken i sig selv, ikke fordi hun mente noget med det, det var.. En del af hende, på trods hun var en kvinde med mange hemmeligheder og mange personer.

[ilosonic]

At det bankede på så sent, var nu ikke ligefrem noget som Ilosonic havde regnet med, for hvem pokker var ude så sent? Og hvem pokker ville spilde tid på ham? Det var jo ikke ligefrem fordi han var eftertragtet af nogen. Det var så ikke noget han havde noget imod, for han var vant til at være en enspænder, han var vant til at klare sig selv, for det havde han jo gjort hele sit liv. Han var dvasianer og det var med alt hvad det kunne indebære, så hvorfor skulle nogen procianer overhovedet kunne lide ham? Det sagde jo sig selv, men han havde så heller ikke brug for folket, for netop det at de ikke kunne lide ham var noget som han kunne bruge imod dem. De troede nok ikke at han duede til noget, de ville måske hellere have Marius tilbage, men de skulle bare vide hvad han alt var i stand til! Det krævede naturligvis at han havde lidt flere på sin side, og det var ikke noget som var så let, når han var den enspænder som han var, desuden så kendte han ikke nogen som han decideret kunne bruge, han havde jo faktisk kun Ilaria på sin side – eller det gik han i hvert fald ud fra. Hun så ud til at nyde at være her, skønt det dog ikke var mange dage de havde været her, plus hun var blevet noget sløj, så hun lå i øjeblikket og hvilede sig, som han selv var i færd med at indfinde sig i sit nye hjem, eller rettere sagt sit gamle hjem. Det var underligt at være tilbage i huset, noget var nyt andet var endnu det gamle, noget kunne han ikke huske, fordi det var så lang tid siden at han havde været her sidst, og så var der jo få ting såsom børnehjemmet der var nyt, men han var da ved at huske hvor det hele var henne. Blikket hvilede noget så forventningsfuldt og nysgerrigt mod hoveddøren, for han var faktisk spændt på hvem det var der stod derude i kulden. Vinteren var mere eller mindre kommet ind over landet, for det var iskoldt! Han hadede kulde, men han nød dog mørket som det havde bragt med sig, han måtte dog erkende at han bedst kunne lide den hotte sommerdag. De mørke øjne betragtede nøje kvinden, som stod foran ham. Hun var dvasianer, ingen tvivl, for det var ikke særlig svært at skelne mellem det ene og det andet, når man kom fra begge lande og nu var han så tilbage i sit hjemland. Han kneb øjnene let sammen til hendes ord, som smilet også falmede. Hun havde været her før? Det gjorde ham både mere skeptisk og dog alligevel også mere nysgerrig på at vide hvem hun var. Han mindes dog aldrig at have set hende før, for.. hvem var hun? Hans blik faldt på hendes hånd da hun løftede den, hvor hans mørke øjne hvilede flammende på hende, da hun lod sin pegefinger stryge over hans læber. Han løftede selv sin hånd, hans var bare ikke ligeså kold som hendes, nej han havde gjort sin hånd brændende varm, og ild var trods alt vampyrers svaghed, for et kort glimt af de sylespidse hjørnetænder havde han skam fået. Han greb omkring hendes kolde hånd, så det næsten måtte dampe fordi deres hænder stod i kontrast med hinanden. Han gjorde blot sin hånd varmere og varmere, så den ville ende glødende og skadelig for hendes vedkommende, hvis hun ikke trak hånden til sig. ”Hvem er du?” spurgte han i en lettere kølig, hård og beordrende tone, skønt han dog alligevel ikke kunne skjule sin nysgerrighed, for den trak hun faktisk i. Han kunne så bare ikke forstå at hun havde været her før, for det virkede til at hun kendte ham? Hvorfor skulle hun ellers berøre ham på den måde? Han ønskede dog svar på sit spørgsmål, og siden hun var dukket op her, så måtte hun vel også have et ønske om at få fat i ham?

[Deleted]

Det var Procias. Selvfølgelig havde han ikke forventet et besøg på denne tid af natten. Hun ville skam gerne være kommet under mere solrige omstændigheder, det tonede sig bare sådan ud, at hun desværre ikke var i stand til det. Nu hvor sneen også måtte falde, så var det hele langt mørkere, noget som ikke kun gjorde det nemmere for hende, men som også gjorde hende stærkere. Hvad angik det at besøge ham.. Så avr det end ikke noget hun tøvede med, hun var ikke en kvinde der var bange af sig, hun havde trods alt intet at miste som sådan, desuden.. Ingen vidste efterhånden hvor gammel hun var, eller hvor erfaren, det var en af mange grunde til, at Jaqia havde foretrukket at holde hende i fangeskab, hvor det ville blive umuligt at flygte.De isblå øjne, lyste i natten som stjerner. Der var vildskab at sporer, hun var ikke længere bundet af lænker, hun lod sig fører hvor hendes eget hjerte ønskede sig, og ingen andre steder. Hun så direkte ind i hans blik. Så velkendt og alligevel så.. voksen. Det var trods alt flere århundrede siden hun sidst havde været på dette sted, efterladt sig en skuffet herre, og intet andet end ydmygelse, det var hvad hun gjorde, og så vidt hun havde hørt, så var det også hvad denne kære mand måtte gøre. På sit vis virkede hun næsten uhyggeligt fascineret af ham, og det var hun på sit vis også, men hvor vidt han kunne bruges, måtte tiden jo vise. Den hæse tone, og det frygtløse blik, afslørede at grænser ikke var noget hun kendte til. Hånden hvilede mod hans læber, hun strøg blidt over, undersøgte dem, som var det hvad hun var kommet for. Sneen dalede stadig ned over hendes skikkelse, det var den der afslørede den hånd som var på vej til at gribe om hendes. Sneen smeltede på den med det samme, gled mod hans hud og forvandledes til vand, alligevel lod hun ham blot gribe om hende, selvom det gjorde forbandet ondt! Tænderne var bidt fast sammen, efterhånden var selv den slags noget man lærte at tackle, og ild var noget hun var blevet udsat for i ekstremt mange år, desværre kendte alt for mange til en vampyrs største svaghed, specielt når man som hende, var af det fulde og det rene blod. Først efter sekunder endte hun med at trække hånden til sig, tvang hans greb til at skille sig, somhavde det blot være elastiske snorer. Måske han overgik hende magisk, der kunne hun ikke komme igen, men den fysiske styrke, der ville hun ligge over ham, som med så mange andre. Det var dog ikke en kamp hun avr ude efter, langt fra, de havde vel blot deres at tale om. Smilet bredte sig en smule, det var tydeligt at hun var en smule slidt, man kunne ikke undgå andet, efter så lang tid i fangeskab ”Det skuffer mig næsten, at din gamle mand ikke har fortalt dig om mig” hendes tone og hendes ord henlå i gåder. Hun gav ham intet direkte svar, som var til at bruge til noget konkret. Armene faldt langs hendes side ”Mit navn er Valarie. Valarie Varieno. De har muligvis hørt om mig i forbindelse med katastrofeballet” påpegede hun roligt. På trods der var udlovet en dursør på hendes hovede, så lod det ikke til at påvirke hende overhovedet, det skræmte hende ikke, når alt kom til alt, ville folk ikke sende hende tilbage, ingen kendte hende, ingen kunne forudse hendes træk, de turde ikke. Desuden hendes liv i fangeskab... Var slut..

[ilosonic]

Hvem denne kvinde måtte være, var naturligvis et mysterium for Ilosonic – indtil videre om ikke andet. Men siden hun var dukket op her, så var det vel ikke for at komme med en masse gåder? Hun måtte jo have et ønske om et eller andet siden hun opsøgte ham? Hun måtte jo have et eller andet på hjertet, så var spørgsmålet jo bare hvad det var. Hans mørke øjne betragtede hende ganske nøje, iagttagende, næsten som prøvede han at læse hende, skønt hun bar alt for meget mystik og garanteret også hemmeligheder. Hun var ikke en person man kunne læse lige sådan, det virkede hun i hvert fald ikke til. Hun virkede kompliceret, som var hun en labyrint der var umulig at finde ud af – men alle labyrinter havde sin udgang, det gjaldt bare at finde den rigtige vej ud. Han havde dog regnet ud at hun havde været her før, for ellers ville hun ikke have sagt som hun gjorde, eller røre ham som hun gjorde. Hun var fremmed, og måske var han greve, men det var ikke noget der spillede ind i øjeblikket, for han brød sig ikke om at fremmed kom ham så tæt på. Hun var vampyr, det var trods alt tydeligt med den sne der ikke var smeltet på hendes hud endnu, fordi hun var så kold at den ikke kunne smelte, blot endnu et tegn på hun var vampyr, og han vidste at han ikke havde en chance mod hende fysisk, men han ville heller ikke tillade hende at komme så tæt på hende – ikke uden at hun kom til skade i hvert fald, for nok var hun vampyr og hun virkede ikke dum, faktisk noget så kløgtig, en strateg, så hun kunne sikkert sagtens slå mange – måske også ham, men derfor ville han ikke lade hende komme tæt nok på ham til at sætte tænderne i ham, for det ville bestemt være dum af hende at undervurdere ham. Han betragtede hende blot med et koldt blik, da hun ikke trak hånden til sig, som hans egen næsten måtte begynde at gløde af den rene varme, for ufarlig og harmløs var da det sidste han måtte være. Han måtte dog alligevel være overrasket over at hun ikke trak hånden til sig – om ikke andet før efter flere sekunder. Han smilede et lille overlegent og selvsikkert smil, som hun trak hånden til sig, et sted var det vel blot for at udstråle at hun ikke kunne gøre hvad hun ville, for det fandt han sig bestemt ikke. Han kneb øjnene let sammen til hendes ord. Hun kendte altså hans far.. det gjorde ham nysgerrig – især fordi hun var dvasianer. Han lagde armene over kors og betragtede hende nøje. Han nikkede ganske roligt og anerkendende, da hun præsenterede sig. Han gned sin hage ganske let, da hun nævnte maskeballet, der havde været en gigantisk katastrofe! ”Åh ja.. jeg har godt læst om dig. Den store stygge, farlige fange, der er undsluppet Jaqia,” medgav han roligt, inden han fiskede sin cigaretpakke op, stak en cigaret i munden og tændte den af sig selv. Han tog et hvi af den, inden han pustede ud. ”Det undrer mig ikke du slap fri,” mumlede han. Han fandt trods alt Jaqia og alle andre af de højerestående svage. Han trådte et skridt til siden, holdt døren for hende og gjorde en let gestus til hende. ”Vil du ikke med indenfor?” Det gjorde det hele mere privat i stedet for at stå og snakke i døren. Han var jo desuden spændt på at finde mere ud af denne Valerie, for hun havde faktisk fanget hans nysgerrighed, ikke kun fordi hun kendte hans far, nej der lå skam en dybere mening bag hans nysgerrighed.

[Deleted]

Der var intet andet end gåder. Han havde ingen idé om hvad hun lavede r hvem hun var. Hvordan hun var kommet forbi mure, var i sig selv en af de mange gåder. Havde hun haft tiden til at besvare dem alle, så var det blevet gjort uden tøven, men den slags havde hun desværre ikke, hun måtte være væk igen, inden daggry, derfor var tiden knap og hun ville ikke lade den gå til spilde på den måde. Blikket søgte indenfor. Varmen nærmest strømmede ud fra døren og blandede sig med den kulde, hun selv måtte stå i, også selvom den ikke påvirkede hende det mindste. Sneen føltedes hverken prikkende eller kold mod den blege hud, for hendes del kunne det havde været noget så neutralt, som for eksempel blade, hun avr blot facsineret af det, udelukkende fordi det var så mange år siden, hun sidst havde følt den slags. Det intense blik betragtede ham igen. Hendes smil gjorde hende nærmest vanvittig at se på, på trods hun var ligeså smuk som ethvert andet væsen af hendes egen race. Det var bogstaveligt at hun kunne høre hans hjerne knage, så meget som han måtte tænke, og det morede hende kun. Hun havde skam været her før, og han havdeligeså mødt hende, ganske mange gange faktisk. Dette havde engang været hendes hjem, fra en generøs herre, der havde vist sig ikke at være så generøs. Det var ganske vidst mange år siden, og Ilosonic havde været så lille, at han umuligt ville huske hende på nogen måde. Det var skam ikke fordi at Valarie var her for at sætte tænderne i ham. Nej hun havde fået en animagus på vejen, ganske velsmagende, skulle hun desuden lige påpege, han var meget mere end madding, hun var ganske sikker på at han muligvis kunne blive hendes startskud på alt dette. Hendes hånd var blevet svedet af hans varme, efterladt af brandsår der blot healede sig selv, og blev til den samme silkebløde hud som havde været et kort sekund før, det gjorde dog stadig forbandet ondt, varme var bestemt ikke hende. Nysgerrigeden drev ham, han ville vide mere, hun kunne se det, en tanke der kun fik hende til at smile, og dermed gjorde det umuligt at skjule de sylespidse tænder, som hun dog bar stolt med sig. Det undrede hende slet ikke, at det var i den forbindelse han måtte have hørt om hende, det var ganske typisk, man gjorde meegt ud af at understrege hvor farlig og sindssyg hun var ”Bla Bla Bla” mumlede hun blot med et suk, og vendte øjne som betød det ingenting. Der var en dusær på hendes hoved, det var utroligt at så mange var overbevist om at hun ikke var andet end en heks. Valarie nikkede blot høfligt mod hans gestus. Som bekendt kunne hun ikke træde ind bag døren før hun havde fået en invitation, og der var den kommet. Uden et ord trådte hun orbi ham, betragtede stedet. Det var nøjagtig som hun huskede det, den første gang hun var trådt ind på dette sted. Det var dog lugten der tog hendes opmærksomhed. Jo varmere det blev, jo nærmere de kom pejsestuen, jo langsommere blev hendes skridt, til hun til sidst stoppede op og så mod loftet. Hendes blik var utryksløst. Pulsen var svag, blodet var sygt og forgiftet ”Jeg håber du er klar over, at hun er døende” konkluderede hun ud af det blå, og så på ham, som havde det været forventet at hun vidste den slags på forhånd. Det var ikke til at tage fejl af, end ikke for hende.

[ilosonic]

Det ville være en løgn, hvis Ilosonic påstod at hun ikke gjorde ham nysgerrig, for det var præcis hvad hun måtte gøre. Hun drev i hans opmærksomhed og interesse, og det havde hun bestemt også fået. Hun gjorde ham nysgerrig på hvem hun var, for hun havde tilsyneladende været her før, og hun kendte tilmed hans far, det var der mange der gjorde, men det som gjorde ham nysgerrig, var at hun var dvasianer og hans far havde været procianer – ligesom han selv også havde været engang, det var så bare en tid han ikke gad tænke på længere. Han havde tilmed dræbt sin egen far omme i vinplantagerne, det var første gang han var vendt tilbage som dvasianer. Hans far havde ændret sig fuldstændig, og hvad der havde gjort det, vidste han ikke, for manden havde ikke engang søgt efter ham da han var stukket af som syvårig, men da han var kommet tilbage igen som yngre, havde han fået Marius, han havde fået en ny familie, og det havde virket til at det var en familie som han ville have beholdt, ikke fordi han havde beholdt den særlig længe, for han havde dræbt ham på stedet, hvorfor? Hævn måske? Det betød ikke noget, hans far havde altid været ham en pest, han havde bare givet ham hvad han havde fortjent. Hans blik hvilede fast på hende, som han betragtede hende for at prøve om han kunne huske hende, for hvis hun kendte hans far, kunne det jo godt være at han også kendte hende? Medmindre hun var kommet til hans far langt før han var kommet til jorden, og det var måske derfor han var som han havde været? Han knyttede hænderne ganske let, han hadede når det var ham der sad inde med alle spørgsmål! Men hun måtte vel også ønske noget? Han kunne ikke lade vær med at smile ganske let til hendes ord. Det lød ikke til at hun var helt så enig, så måske hun ikke var så farlig igen? Han kunne dog tydeligt se at hun bar meget mere end udseendet lige afslørede, man skulle virkelig være dum for ikke at kunne se det! Han lukkede blot døren bag hende, inden han fulgte efter hende ind i pejsestuen, skønt han dog ikke nåede så langt, da hun stoppede op. Hans blik faldt på trappen, da hun nævnte Ilaria. Var det fordi hun var vampyr hun kunne mærke det? Han vidste jo godt hvad de var i stand til. ”Ilaria..” mumlede han for sig selv, imens blikket hvilede op ad trappen. Han vidste godt hun var sløj, hun havde feber, skønt det ikke var så slemt endnu. ”Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.. hun er svag overfor min varme,” svarede han stille og i en ligegyldig tone, som betød det intet. Han følte dog en smule skyld over at hun havde feber, for det var ham der havde udfordret hende til at komme med ind i Procias. Det var trods alt hans pligt at beskytte hende, og nu lå hun så og var.. døende? Han bed tænderne sammen og gjorde en gestus mod stuen. ”Fortæl mig hvorfor du er her Valerie,” opfordrede han ganske roligt, skønt der dog også var en fast tone bag, for han havde ikke tid til julelege, han havde travlt og han gad ikke spilde sin tid. Han var nød til at slå til imens landene stod så svagt som de gjorde. Så hvis hun ikke havde noget fornuftigt at sige, så kunne hun lige så godt gå igen, desuden så var han ikke typen der hang fast i fortiden, så hvis hun bare kom for at tale om gamle dage, så spildte hun virkelig hans tid!

[Deleted]

Valarie betragtede omgivelserne. Det var et varmt hjem, meget anderledes end det som hun huskede det som, det måtte hun dog erkende. Varmen inde fra pejsetuen var tydelig selv ude på den gang hvor de måtte stå, i det store og det hele var det grunden til, at hun havde valgt at stoppe op. Han var tydeligvis stærkere omkring varmen, hvor den derimod gjorde hende svag. I tilfælde af at han mistede interessen, og istedet ønskede at lade hende falde, så ville hun i den grad ikke gøre sig selv svag, det ville blot være dumt. De slanke fingrer strøg gennem det mørke hår, hvor husets varme havde formået at smelte de mange snefnug der var faldet, og var endt fanget. Hun var skam ikke kommet for at snakke fortid, på trods hun fandt det som et spændende emne, ikke mindst fordi han nu var blevet en stor selvstændig mand, den sidste gang hun havde set ham, havde han kun været en lille spæde dreng, det sagde vel også lidt omkring hendes alder, hun var ved at være godt oppe i årene. Der hvilede et køligt smil omkring hendes læber, selvtilfredst på den ene eller den anden måde. Han havde lukket hende ind, nysgerrigheden drev ham, han ville vide mere og det skulle han i den grad nok komme til. Der var nok en pris på hendes hovede i Dvasias, enhver ville være en helt i Jaqias øjne, om de ville formå at servere det på et sølvfad, det hindrede hende dog ikke i at bære sig frem som det hun altid havde gjort. Selvfølgelig var profilen lavere, alt andet ville være dumt, men hun var ikke bange for at afsløre hendes identitet, og hun tvang sig ej heller under jorden, selvom det uden tvivl ville være langt de flestes valg, hendes mission i livet var endnu ikke færdig, og før det ville ske, så var hun ikke klar til den slags. Desuden var hun slet ikke enig i, den måde hun blev fremstillet på, det var vel også tydeligt? Det var sandt at hun var farlig, desværre tolkede mange det som en dårlig ting, hun havde jo ingen planer om at springe på det første og det bedste, hun nærrede sig ikke på enhver, på trods hun var kold og direkte ligeglad med den slags. Lugten af sygdom havde bredt sig i hele huset. Det var selvfølgelig ikke noget som han opfangede, det var kun en vampyrs skarpe sanser i stand til. Pulsen var svag, i forhold til det som de flestes var, deriblandt Ilosonic selv, og blodet pumpede ikke hurtigt, det var forpestet, på ingen måde delikat at suge til sig, ikke fordi det var hendes planer, men hun var et dyr, selvfølgelig strejfede tanken om mad, hende. Hun nikkede sagte, og med et yderst veltilfreds smil, gned hendes hage en smule tænkende ”Så det er hendes navn.. Mit gæt vil være dæmon..? Og at dømme efter den kulde jeg fornemmer blandt varmen.. is?” hun så lettere afventende mod ham, for at få bekærftet hvor vidt hendes gæt var de rigtige. Hvad hun fejlede, var hun dog ikke i stand til at finde frem til, og hun var bestemt ingen healer, hun tvivlede, ud fra hans bekrymring, på at han ville lade hende tømme hende for blod, for at erstatte det med noget andet. Armene lagde sig over brystet, foldet med hinanden. De isblå øjne stod direkte ind i hans, han var en mand der gik lige til sagen, det kunne hun godt lide. Smilet bredte sig ”Nysgerrighed” svarede hun kortfattet ”Først og fremmest” tilføjede hun dog, ganske roligt. Der var mange andre ting i det, men først og fremmest var hun nødt til at vide, blot ene smule om den mand hun stod overfor.

[ilosonic]

Det var klart at denne kvinde, opsøgte Ilsonic til aften, eller mere eller mindre om natten, for hun var jo vampyr, et af mørkets væsner.. så var spørgsmålet jo bare, hvad hun lavede her. Det eneste han vidste, var at hun havde været her før, men.. hvad var hendes ærinde så? Hun kendte hans far, men han kunne ikke selv huske hende, så det måtte jo være før hans levetid? Eller i hvert fald da han havde været ganske ung. Mon hun var en af de kvinder hans far havde rendt med dengang? De mørke øjne søgte til hende, som hun nævnte Ilaria. Han vidste at hun var syg, han selv sørgede dog for at skrue op for sin kropstemperatur, så bakterierne blev dræbt og han ikke kunne blive smittet. At hun ramte præcis med sin beskrivelse måtte alligevel forundre ham en smule, hvor han ikke kunne lade vær med at trække en smule i den ene mundvig. ”Imponerende.. du ramte rigtigt med hver en påstand,” svarede han stilfærdigt, skønt blikket dog blev alvorligt igen, for han havde ikke tid til julelege, desuden krævede han svar på hvorfor hun var her, ikke kun af nysgerrighed, men fordi at han ikke havde tid til at spilde på juleløjer og hyggesludder. Han havde ingen intentioner om at skade hende, for han var ikke typen der gjorde skade uden grund, om grunden så var latterlig eller ej.. men det kunne sagtens ændre sig, hvis hun da selv bad om det. Han kneb øjnene en smule sammen og betragtede hende nøje. Han lod sit hoved søge ganske let på sned, hvor han lænede sig op ad dørkarmen ind til stuen, som det så ud til at hun ikke ønskede at komme indenfor i den brændende varme.. men så på den anden side, forstod han hende godt, for ild og varme var hendes svaghed; og hans styrke. ”Nysgerrighed?” gentog han undrende og så alvorligt mod hende, også blot for at indikere at han ikke gad de små julelege og spøge. ”Og hvad har så gjort dig så nysgerrig, siden du har taget den lange rejse til Procias?” spurgte han stilfærdigt, hvor hans mørke øjne ikke veg fra hendes isblå øjne, for han var noget så påpasselig med hende, netop fordi hun virkede til at være god til at manipulere og snyde folk.. det var vel også det som gjorde ham så nysgerrig? ”Fortæl mig nu bare, hvorfor du har valgt at søge hertil.. jeg går ikke ud fra at det var dig ventet at møde hverken min far eller Marius, men mig.. så hvad er grunden?” Der var en lille irriteret undertone, for han ville gerne til sagen, han havde trods alt en syg at passe på, for han vidste at han var nød til at gøre Ilaria rask igen, og skulle han være ærlig, så regnede han ikke med at det var en mild sygdom, som hun var blevet ramt af, men faktisk noget slemt, og siden denne Valerie kaldte hende døende, så var det kun klart for ham at det var noget alvorligt.

[Deleted]

Logikken var der tydeligvis. For hende var det direkte umuligt at dukke op på højlys dag, det ville brænde hende op på ganske kort tid. Mørket var hendes ven, de skygger der skjulte hendes identitet, og formåede at holde hende på jorden overflade, uden at have en hær rendende efter sig. Hun betragtede ham indgående. Han lod til at have gansek travlt, hun havde skam hele natten, den som varede dejlig længe på denne tid af året, noget som hun i den grad måtte nyde. Sommeren var derimod et helvede. Lugten af sygdom var ikke til at tage fejl af, hun kunne føle det syge blod, med hendes alder så fulgte erfaringen, hun var kløgtigere, stærkere end de fleste, samt hendes sanser var ganske veludviklet selv hvad der var normalt for en vampyrs. Så vidt hun selv vidste så fandtes der kun en ældre end hende, en mand som hun af gode grunde, nærede en dyb og særlig respekt for. Blikket gled mod loftet, mens hun nikkede sagte. Hun tænkte det nok, en is dæmon. Utroligt så mange dvasianere som fandt vejen forbi muren. Nu havde hun selv set med egne øjne, hvor lidt den bevogntning tog sig af, hun var kommet igennem ude nogle store vanskeligheder, og hun lod ikke til at være den eneste. Smilet spillede en smule omkring hendes læber ”Du er klar over, at jeg ville være i stand til at redde pigen?” hun hævede et lettere spørgende øjenbryn. Med tiden ville kvinden blive sygere, og så ville der ikke længere være noget at gøre, døden nærmede sig, og lige her ville han ikke være i stand til at hjælpe hende. Endnu engang fangede Ilosinic hendes opmærksomhed. Hendes blik var stadig lettere neutralt, ikke længere med de vanvittige smil over hendes læber ”Det var ikke gæt” påpegede hun kortfattet. At han var ved at miste tålmodigheden morede hende kun. Valarie bevægede sig ikke ud af stedet, hun fandt det ganske rart lige hvor hun stod, der hvor ilden ikke var i stand til at nå hende. Hun var ikke kommet for kamp, men hun vidste trods alt ikke hvordan han selv havde det med hende, en fremmede kvinde der dukkede op og lod til at vide næsten alt for meget, udelukkende på grund af den fortid som hun havde med dette sted, og dets både tidligere og nuværende beboere. Igen fandt smilet frem ”Hvem siger at jeg har rejst langt?” spurgte hun lettere drillende, undveg endnu engang spørgsmålet, det var typisk hende, blot for den morskab hun fandt i det, man havde kun den morskab man selv kunne skabe? Valarie nikkede medgivende, det var sandt hun hverken havde ventet hans kære far elelr Marius, hun havde skam vidst præcist, hvad der ville vente hende, selvom hun var eftersøgt var det lovligt at følge med, ”Det er ikke en naturlig stilling du sidder i, i et sådanne land..” startede hun påpegende, som om det var en stor hemmelighed ”Jeg er først og fremmest nysgerrig på at vide hvorfor, en mand som dig overhovedet er interesseret i Procias? Noget siger mig det ikke blot er for hævnens ellers søde tand?” Hun betragtede ham spørgende og lettere afventende.

[ilosonic]

Hvem denne kvinde var, vidste Ilosonic virkelig ikke, det eneste han vidste, var at hun hed Valarie, og at hun havde været her før – kendte hans far. Og så kunne han regne ud at hun elskede de små julelege, de lege, som han i øjeblikket ikke selv ønskede at spille med på, for han havde virkelig ikke alverdens tid! Så hun kunne enten fremsige sit ærinde eller smutte igen. Hans mørke øjne hvilede fast på hende, da hun sagde at hun kunne redde Ilaria. Han lænede sig ganske let ud fra dørkarmen, så han igen stod ret op, endnu med armene over kors. ”Hvordan? Ved at omgøre hende til vampyr?” spurgte han roligt, som han gik hen til hende. ”Men så skal jeg fortælle dig en ting.” Han flyttede sit hoved hen til hendes ene øre, ”inden du når at sætte tænderne i hende, er du ikke andet end en bunke aske.” Hans tone var hviskende og alligevel faretruende. Han skulle nok finde en måde at gøre hende rask på! Det skyldte han hende! Hun kunne måske gå ham på nerverne, og hun var virkelig besværlig at have boende, når hun var hans modsætning.. men derfor havde hun alligevel vist sig at være til at stole på. Han betragtede hende ganske nøje, for det var ingen hemmelighed at han ikke kunne blive klog på hende, men så på den anden side; han kendte intet til hende. Han himlede let med øjnene til hendes ord. Det var ikke et gæt? Det var vel fordi hun kunne lugte sygdommen langt væk fra? Det var også ligegyldigt, for det var ikke Ilaria der var den vigtige i øjeblikket, det vigtige var hvorfor hun var kommet, for han havde ikke tid til pjat og leg. Det lille smil på hans rosenrøde læber falmede, da hun endnu engang måtte afvige hans spørgsmål, hvor han næsten så irriteret rundt, for det var bestemt ikke for sjov! Hun måtte vel også ønske et eller andet af ham? Hvorfor var hun overhovedet dukket op? Han hadede den nysgerrighed hun satte i ham! Han så ganske roligt på hende igen, da det så ud til at hun var ved at komme til sagen. Han lagde roligt armene over kors, hvor han lænede sig op ad væggen. Han trak ganske svagt på skuldrene. ”Måske jeg bare var heldig?” sagde han med et skævt og morende smil. Han var trods alt bare den førstefødte, et bevis på det og det hele var blevet hans. Såresimpelt. ”Du har ret.. det var ikke kun på grund af hævn. Jeg kæmper for mørket, og ved hjælp af min stilling, kan mørket komme ind i Procias,” svarede han kortfattet. Han kom måske oprindeligt fra Procias, men det var bestemt ikke det land han kæmpede for! Han var en dvasianer fra ydre til inderst! Og det var han også stolt af! ”Men tjo.. jeg sidder lidt passivt indtil videre. Jeg har brug for allierede til at starte et oprør..” svarede han roligt, uden han veg blikket fra hende. ”Et oprør til at vælte Procias’ dronning.. og muligvis også Dvasias’.”

[Deleted]

Det var hende ganske tydeligt at Ilosonic ikke var den mest tålmodige mand. Lige på det punkt mindede han, om hans kære gamle far, ikke en mand hun ligefrem kunne sige sig at savne, et sted så naiv som intet andet, han havde været værre end en vampyr. Folk sagde at de levede på lidenskaben og ikke kunne få nok? Mand havde tydeligvis ikke kendt Vladimir Amalani Darcey. Hun havde været en af hans kvinder, han havde ikke kunnet få nok. Hun huskede stadig den tone han altid tiggede og bad hende i, og hvordan hun i sidste ende smed ham væk som affald, da han viste sig, ikke længere at være nyttig. Valarie sukkede tungt, med blikket i hans ”Af en dvasianer at være, ved du ikke meget” mumlede hun en smule irriteret, og skævede til ham ”Jeg har været i stand til at analysere hende på denne afstand, uden en fejl.. Jeg er ikke blot en af de små børn der tror at de udelukkende er i stand til at omgøre. Jeg kan redde hende på andet vis, det indebære at sætte tænderne i, og de kræver at du finder mig en isdæmon.. og ja, det er farligt” tilføjede hun. Hendes tone var tydelig skarp, han havde fornærmet hende groft, som en fuldblodsvampyr, der nærmede sig de 10000 år, så havde hun sin stolthed, og det ville blot være dumt at komme på tværs af den. Hans direkte irritation morede hende kun. Ønskede han at starte noget større, så måtte han havde den med sig, for tingene ville snegle sig afsted, forhastede han sig, ville det blive hans fald, det kunne hun sige af erfaring, hun var endt nede i den kolde kælder, levet i tortur i århundrede, hun var blevet sultet og slået, hun var blevet brændt, skåret i, tvunget til at drikke af vievandet, han havde ingen idé om hvor meget tlmodighed betød i en sådanne sag. Dog lyttede Valarie intenst til hans ord ”Du vil starte et oprør.. Jaså” hun gned sin hage tænksomt, som man kun så ældre herre gøre det, det var tættere end man ville tro. Han manglede allierede? Der var det vilde glimt i hendes blik og det kølige smil som igen spillede over læberne ”Og.. Du indser vel at det netop er mit ekspertområde? Jeg går ud fra du kender din historie?” hendes smil var næsten triumferende. Hun var en del af hele historien, hun havde været med til at skabe den, på trods ikke mange ville tro hende. Smilet falmede en smule, hun nikkede sagte ”Procias dronning er mig intet problem. Men jeg er bange for at Dvasias dronning må stå uberørt. Hende har jeg mine egne planer med” tilføjede hun roligt. Det var skam ikke fordi hun ønskede at prale ud med alle hendes planer, til denne egentlig fremmede, men de ønskede det samme, desuden virkede han langt mere fornuftig, en den vampyr hun var endt med at støde på, men det ville tiden vise ”Fortæl mig Ilosonic.. Er du ude efter at regere verden?” hendes tone var krævende for svar, hun så ham direkte i blikket, en løgn ville ikke være tolereret.

[ilosonic]

At Ilosonic faktisk formåede at gøre hende irriteret, var faktisk noget som måtte more ham, hvilket han bestemt heller ikke lagde skjul på! Hun virkede til at være en tolerant og tålmodig kvinde, hun var hemmelighedsfuld og der var ingen tvivl om at hun havde levet i ufattelig mange år. Han selv havde været animagus og ældes derfor ikke på samme måde som alle andre dæmoner, men han havde alligevel selv passeret sit første århundred. Men han kunne ikke gå ud fra sit instinkt, fra sin intuition, for han kendte intet til hende, desuden var hun ikke dum, så meget vidste han, hun var ikke en kvinde der havde det hele i munden, for ellers var hun ikke dukket op her med sådan en attitude og selvsikkerhed. Han bar måske hendes svaghed, men skulle han være ærlig, så var han ikke sikker på om han overhovedet kunne klare hende, for en kamp gik ikke kun ud på styrke, men også på at have hjernen med sig, og hun var erfaring – havde langt mere erfaring end han selv havde. Han så lettere dominerende på hende, med næsen let i sky, som han næsten vurderede hende. ”Du er vampyr Valarie, hvilken vampyr ville ikke kunne lugte hendes race, lugte hendes forgiftede blod?” spurgte han stilfærdigt. ”Jeg har ikke brug for dig til at redde hende.. og sætter du tænderne i hende, mister du dem sekundet efter!” hvislede han fast, som hans blik blev advarende. Han var måske Ilarias svaghed, men han var også hendes redning, han bar den kilde, som måske gjorde hende svag, men som også kunne dræbe bakterierne i hende; varme. Han betragtede hende blot afventende, som hun så ud til at tænke over hans ord. Han trak på skuldrene. ”Jeg kender intet til dig Valarie, og at du kender min far rager mig virkelig en høstblomst. Den mand er død, og han kommer ikke tilbage,” svarede han kortfattet. ”Jeg kender min egen historie, men at du indgår i den har jeg ingen anelser om, desuden er det vel heller ikke relevant?” Hans hoved søgte ganske roligt på skrå. Et oprør var måske hendes speciale, for han havde godt læst lidt om hende i aviserne, men derfor var det vel ligegyldigt med hans fortid? Hun havde måske leget rundt med hans far, men han nærede virkelig ingen interesse for sin far længere, det var tilmed ham som havde dræbt ham! Hans blik blev fast, da hun sagde at han ikke kunne røre Jaqia. Han gik et enkelt faretruende skridt imod hende. ”Jeg må ikke røre Jaqia? Du må have en god grund til at stoppe mine planer Valarie, og dine planer med hende har bare at være vigtigere end mine, for ellers dræber jeg hende, når jeg kan komme til det,” svarede han fast, også et ønske om at vide mere til hendes egne planer, for han vidste ikke hvorfor hun var dukket op her endnu. Han så lettere forundret på hende til hendes spørgsmål. ”Ude på at regerer verden? Jeg tvivler på at en enkelt mand kan regere det hele, men jeg kæmper for mørket og mørket har desværre brug for en regent..” Det var mere et måske-svar, for han ville nok ikke ligefrem egne sig til at være konge, men det var nu heller ikke det som fyldte hans hoved, nej han var kun interesseret i at føre mørket frem.