What is happening..?

[Deleted]

Guld og grønne skove var slet ikke nødvendigt for at have et værdigt og lykkeligt liv, det var noget som Yasmya havde erfaret. Hun havde været hundrede gange mere lykkelig i sin tid med Jaques og deres elskede Emanuel som var gået i graven alt for tidligt, end det hun havde været under sin tid på herregården, hvor hun ikke havde manglet noget som helst. Det havde været noget af en erfaring, en hun nødig ville have været foruden, også selvom det virkelig havde været svært for hende at holde fast med henblik på den sorg hun endnu gennemgik, og forsøgte at bane sin vej igennem. Hun kunne ikke forlade Procias og han behøvede ikke, hun ville gøre alt for at få ham med sig! ”Det betyder intet. Jeg ønsker hverken guld eller noget som helst.. bare dit selskab,” påpegede hun yderst beskedent, også selvom det var sandt, mere forlangte hun virkelig ikke af ham. I henhold til Jaques så lyttede hun intenst, også selvom hun virkelig ikke kunne se en vej for dem, det var blevet ødelagt for flere år tilbage, efter tabet af Emanuel. ”Så lang tid du selv er klar over det. Jeg ser.. ikke det lys for enden af tunellen, ikke efter alle de år og han fortjener at komme videre, men jeg er bange for at gøre det slut for alvor. Hvor skal jeg så gøre af mig selv?” spurgte hun stille, med en snert af hjælpeløshed i tonen. Det var måske en egoistisk tanke, men hun var virkelig bange. ”Jeg er ikke sikker på at vi ønsker det mere. Det var godt så længe det varede, men.. det gik bare ikke, og det er måske bedst sådan,” gentog hun endnu engang, som forsøgte hun mere at overbevise sig selv end ham. Yasmya strøg hans tårer bort, uden at dømme ham det mindste for dem. På mange områder havde han på trods af alt noget prociansk i sig, for ellers ville han slet ikke have reageret med den form for følelser, et sted var det også det som gjorde at hun kunne stole på ham.”Er det en skidt ting?” spurgte hun lidt usikkert. Hun havde aldrig været selvisk selvom fortiden havde budt hende til at være det, men det var ikke altid en god idé at være så frygtelig naiv, og det havde sået andre ar på hendes krop end blot brændmærkerne, der var så som ikke var helet, som ikke kunne ses, og det var ikke nogen hun havde fået sig til at fortælle om til Darryl. Hun sukkede. ”Vil du ikke nok blive?” forsøgte hun atter og så på ham. Hun ville ikke have en chance selv mere, og hun ville heller ikke være Phoebe en plage mere. Kunne han da ikke bare forstå at de faktisk.. behøvede hinanden?

[Deleted]

Darryl kunne virkelig ikke skænke hende noget som helst, så han kunne ikke se hvordan han skulle kunne blive, specielt når han ikke var accepteret nogen steder, også selvom han ikke havde gjort nogen noget som helst, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være når det måtte komme til stykket. At hun kun ønskede hans selskab, var noget som svagt måtte få et smil til at passere hans læber. ”Du har altid været så beskeden, kære..” endte han dæmpet. I hans øjne, så var det slet ikke nok, og det var jo bare sådan at han havde det med det hele, og det var ikke noget som han ønskede eller kunne lave om på om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. I hans øjne, så bundede det hele i logik, og specielt, hvis hun ikke havde gjort det slut med ham og slet ikke havde lyst. ”Jeg tror Jacques venter på at få det samme at vide, Yasmya.. Han ved intet, du er der ikke, men du har heller ikke gjort det slut. Han er i venteposition. Han kommer heller ikke videre, før du gør op med dig selv, hvad du vil..” Han vendte blikket roligt mod hende. Han kunne hjælpe hende med hendes såkaldte vampyrproblem, og det var en tanke som han bestemt heller ikke havde det mindste imod i den anden ende, hvad end om det var noget som hun ville det eller ikke, for han kunne faktisk godt lide det faktum, at han var lidt til nytte og ikke bare i vejen, og det var helt klart også noget af det bedste af det hele, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det var for hans vedkommende. Han strøg hånden let igennem hendes hår. Så længe hun var rolig omkring ham, så var det ham faktisk en hjælp, for der var virkelig intet ved hende, som kunne trigge hans dyr, og selvfølgelig var det en tanke som han virkelig godt kunne lide, også fordi at det var noget som virkelig formåede at gøre am rolig i den anden ende. Han sendte hende et svagt smil. ”I levende tænker så meget over tingene, at I glemmer hvad der er for øjnene af jer,” påpegede han dæmpet. Det var jo nøjagtigt det samme med Phoebe! Og det var en tanke som tydeligt måtte frustrere ham i den anden ende! At hun virkelig ønskede så brændende, at han skulle blive, var ikke ligefrem noget som hjalp ham som sådan. Han bed sig i læben. ”Vil du virkelig gerne have at jeg skal blive?” endte han ganske sigende, som han varsomt vendte blikket mod hende.

[Deleted]

Procas var bestemt ikke et nemt sted at befærde sig, der fandtes ikke et mere fordumdsfuldt folk, og sladderen gik hurtigere end en steppebrand. Det krævede uden tvivl en vilje at leve her, men det var muligt selv for et dyr som ham. Yasmya vidste at hun aldrig ville blive accepteret i samfundet igen. De kunne finde et sted lidt afsides, måske i nærheden af skoven hvor hun nød at færdes. Det lød fristende, om ikke andet i hendes ører. Hun himlede med øjnene. ”Måske. Men jeg mener det faktisk,” svarede hun roligt, for hun var jo ikke tvunget til noget som helst. Det ødelagte ansigt badede i lyset fra de levende lys. Hun kunne ikke gøre andet end at håbe på, at hun en dag ville få bare en vis skønhed igen, også selvom hun ikke ligefrem regnede med det. At han blev ved med at køre rundt i Jaques gjorde faktisk ondt for.. hun ville nok aldrig finde en udvej. Hvis hun gjorde det forbi for alvor, måtte hun leve velvidende om at han kunne komme videre, finde sig en smuk kvinde, som kunne føde hans børn, og hun ville være tvunget til at acceptere den tanke fordi det havde været hendes eget valg. Men på den samme tid vidste hun godt at det ikke nyttede noget at holde ham på pinebænken fordi hun havde fået ejerfornemmelser. Hun så ned på ringen. Det var måske på tide at tage den af? Et sted vidste hun end ikke hvorfor hun stadig bar den. ”Jeg burde gå ud og grave min egen grav.. jeg vil ganske snart behøve den. Jeg er så forbandet splittet,” mumlede hun frustreret og kastede et blik mo den lille trappe der førte ud. Hun burde faktisk grave sin egen grav, det ville være hundrede gange nemmere, at kunne være omkring dem hun havde mistet, og slippe væk fra den hårde og kolde virkelighed. Kinden søgte stille mod hans hånd. Han formåede ligeså at gøre hende en smule rolig, fordi hun for en gangs skyld ikke følte sig i vejen, eller følte sig som en byrde. Hun gengældte det lille smil. ”Og i døde er alt for lige til, til at kunne forstå det mindste,” svarede hun igen. Han kunne faktisk lette hendes humør, selvom hun følte sig så irriterende fortabt. Yasmya nikkede direkte ivrigt og så på ham med opspilede øjne. ”Ja. Hver sød at blive, vi finder ud af noget. Jeg tror på at vi klare os bedre sammen,” endte hun som havde det været en direkte slagstale også selvom det skam var sandt. Hun ville svælge i sin egen ulyksalighed uden ham, og det samme ville han nok, hvilket hun heller ikke ønskede, det var helt sikkert!

[Deleted]

Det var på ingen måder nemt for Darryl at slå sig til ro nogen steder i Procias, fordi at han var det væsen som han var, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det bedre for ham af den grund. Tanken gjorde faktisk ondt, for han ønskede jo det samme som alle andre; Det kære i hans liv og slå sig ned, og det var jo heller ikke ligefrem fordi at han havde gjort nogen noget ondt af den grund, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han vendte blikket sigende mod hende og med et svagt smil. Hun havde allerede gjort så meget for ham. ”Jeg kan jo stadig ikke give dig noget.. Jeg vil ikke bare.. trænge mig på, på den måde.. Phoebe vil slå mig ihjel for det,” endte han ganske sigende. Hun havde vel ment at han skulle forlade landet og ikke bare finde et sted og slå sig ned med Yasmya? Selvom han holdt af hende, og slet ikke ønskede at gøre tingene værre for hende, ved at tage af sted, og da specielt hvis han faktisk var det sidste som hun havde! Tanken om Jacques, kørte rundt i hovedet på ham, for hun havde jo slet ikke afsluttet noget som helst, som Phoebe lige havde gjort med ham selv! Han vendte blikket mod hende, som han lod hovedet søge let på sned. Han rystede på hovedet. ”Jeg ville blive ked af, at skulle gravlægge dig også.. Du er jo næsten som en niece for mig,” sagde han dæmpet. Han mente det faktisk. Hun havde åbnet op for ham, og han havde ikke tøvet med at komme hende så tæt. Han hævede hånden og strøg den mod hendes kind. Hun frygtede ham på ingen måde, og det var noget som han godt kunne lide. Hun måtte bare gøre op med sig, hvad det var hun ville, for at holde manden på pinebænken så længe, var bestemt heller ikke behageligt! Han trak svagt på smilebåndet. ”Vi forstår ikke jeres levende tankegang.. At gå fra A til B, er jo så nemt,” tilføjede han morende og næsten med en.. drillende tone. Hun havde trods alt lært ham lidt humor, så han ikke tog det hele så bogstaveligt, som han ville have gjort det før i tiden. Tanken om at hun virkelig ville have at han skulle blive, var en tanke som virkelig varmede ham og han nød det virkelig også! Han vendte blikket sigende mod hende endnu en gang. ”Du gør det virkelig svært for mig.. men okay.. jeg skal nok blive..” endte han dæmpet, og alligevel en anelse.. usikkert. Han vidste jo ikke hvordan folk ville tage ham, når han forlod den hellige grund, som havde beskyttet ham frem til nu!

[Deleted]

Phoebe havde nok ment at han skulle forsvinde helt væk, søge ud over landets grænser, men det var virkelig ikke noget som Yasmya tog sig af. Kongehuset var klar over at han befandt sig der, og desuden så var hun voksen nok til selv at bestemme den slags. De havde begge to mere end én ting tilfælles, ingen af dem havde en plads i denne verden, hun havde kun haft det for en kort stund, og efterhånden måtte hun indse at den plads aldrig ville blive hendes igen. Hun sukkede direkte opgivende. ”Det tvivler jeg virkelig på. Jeg er ligeglad med hvad du har, jeg vil bare ikke.. være alene igen,” hun bed sig i læben og stirrede bag ham mod det levende lys der spejlede sig i hendes funklende øjne. Tanken om alt det hun havde mistet gjorde ondt, somme tider vidste hun slet ikke hvordan hun skulle komme igennem det, så til et vist punkt var det næsten nødvendigt for hende at grave sin egen grav! Jaques hjemsøgte hende dagen igennem selvom han var så langt væk, og sådan havde det været i mange år, men det gjorde ondt, og det gjord bestemt ikke tilstedeværelsen nemmere. Hans ord fik hende til at sendte ham et varmt smil. Hun lagde hovedet på sned. Hvis hun i det midnste havde en onkel, så var hun trods alt ikke helt alene. ”Bare rolig. Jeg skal nok klare mig.. forhåbentligt,” tilføjede hun stille. Det føltes næsten hårdt at trække vejret når hun ikke var i nærheden af ham, men under alle omstændigheder så havde det været hendes eget valg, og det kunne hun ikke gøre om nu. Yasmya trak svagt på skuldrene. ”Tja. Hvem ved om jeg en dag kommer til at bede dig om at omdøbe mig? Hvis det er så let,” hentydede hun forsigtigt. Sandheden var jo, at hun kunne finde på at spørge ham, også selvom hun godt vidste at et ville få enorme konsekvenser for dem begge to. Kinden søgte mod hans hånd, søgte det kærtegn som hun ikke var blevet skænket gennem mange år. Hun manglede det. At putte sig ind i en favn om aftenen, for sådan havde det jo altid været. Hendesw øjne lyste op. Hun sprang ham direkte i favnen, og kastede armene omkring hans nakke, for hun var virkelig glad for at høre ham sige det! ”Du vil ikke fortryde det. Det lover jeg!” endte hun direkte begejstret. Endelig kunne hun tage stien uden at være fuldkommen alene!

[Deleted]

Darryl vidste godt, at Phoebe ønskede ham helt væk, og det var ikke ensbetydet med, at han skulle finde sammen med en som Yasmya og finde et sted at være med hende, det var han overbevist om. Men som sagt.. så var det jo slet ikke noget som Phoebe skulle bestemme og det vidste han jo godt, men.. det som hun sagde, var som regel det som han gjorde. ”Jeg.. .jeg kan faktisk godt forstå dig,” endte han dæmpet. Han kunne godt se, og han vidste at hun slet ikke havde det nemt, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, om det var noget som man ville det eller ikke. Han betegnede nærmest Yasmya som sin lille niece, også fordi at de faktisk havde fundet af det temmelig godt med hinanden, også selvom han ikke vidste om Phoebe overhovedet var klar over det gode forhold som var mellem de to, men det var virkelig underordnet. Det var efterhånden ved at være på tide, at han var i stand til at tage sine egne valg, for det andet var jo heller ikke noget som han kunne bruge til noget som helst! Han sendte hende et let prøvende smil. ”Ellers må jeg jo hjælpe dig lidt op af graven igen,” endte han dæmpet, for det var faktisk ord som han mente. Han ønskede virkelig ikke at se hende falde i graven! Måske at han valgte at tage det hele en kende bogstaveligt, men det var slet ikke noget som han kunne gøre for, for det var egentlig bare noget som lå mere naturligt til hans slags, end det som måske lige godt var i den anden ende, men det var nu bare sådan at det var i den anden ende. Han endte dog kraftigt med at stivne, idet at hun direkte valgte at kaste sig i armene på ham, hvor han direkte måtte vakle, for han var slet ikke vant til den form for iver! Han var jo slet ikke vant til at folk direkte.. jublede over noget som han gjorde af handling! Armene endte omkring hendes skikkelse, som han let trykkede hende ind til sig. ”Jeg håber aldrig at den dag vil komme, Yasmya,” endte han med en dæmpet stemme mod hendes øre. Tanken om at omdøbe hende, var slet ikke en tanke som han fandt fristende på nogen måde! Han smilede ganske let, som han strøg hånden over hendes arrede kind, for det var tydeligt, at hændelsen havde taget hårdt på hende.. Umiddelbart var det ikke medlidenhed hun fandt ved ham, tvært imod, så var han god til forståelsen. ”Jamen.. hvor vil du have at vi skal tage hen?” endte han dæmpet. Han havde jo.. absolut ingenting til rådighed!

[Deleted]

De var begge to, to voksne individer, og Phoebe skulle bestemt ikke have lov til at bestemme hvor vidt de skulle vælge at slå sig ned sammen, det nægtede hun simpelthen. Den lille sum penge der ventede hende på slottet var måske ikke meget at prale af, men det burde være muligt at finde.. et eller andet sted hvor de kunne være i fred, ingen af dem var synderlig populære blandt den øvrige, fordømmende befolkning. Det var slet ikke medlidenhed hun søgte, det havde det aldrig været, men lidt opmærksomhed var noget som hun altid havde ønsket sig, men aldrig rigtigt fået. ”Vi forstår hinanden. Derfor gør vi det her,” påpegede hun med det stille smil, der fik hende til at virke så frygtelig uskyldig. Phoebe var nok højest sandsynligt ikke klar over at de havde fået et så tæt forhold, det havde trods alt bare været harmløse snakke om aftenen, når ingen andre havde talt til dem, og det var jo så det som i virkeligheden havde bragt dem sammen. ”Kun hvis tingene ser lysere ud, end det gør for øjeblikket,” svarede hun med en lidt sigende mine. Disse mørke tider var noget som selv hendes hjerte havde svært ved at bære, særlig nu hvor hun oven i købet lignede mere et udyr end noget som helst andet. Yasmya holdte ham tæt ind til sig, knugede sig ind til den brede skikkelse, der på sit vis følte ligeså beroligende som havde det faktisk været Jacques. Hun vidste at han passede på hende fra nu af, hun var ikke alene, den ensomme vej var hun slet ikke villig til at gå! ”Det håber jeg heller ikke. Men det kan blive nødvendigt,” endte hun med en mere stilfærdig tone, nu hvor hun var kommet så tæt på ham. Hvis livet som en omvandrende død var lettere end det andet, så var hun sågar villig til at smide de nu ødelagte vinger, som hun ellers havde været så forbandet stolt af, inden hun var gået op i flammer, på baggrund af et valg som hun havde taget mens hun endnu havde været et barn. Yasmya slap ham ikke. Hun så tænksomt ind i de små flammer foran hende. ”Jeg har ingen idé. Som sagt har jeg en mindre sum guld, men det er ikke meget. Så lang tid jeg befinder mig her hos Phoebe vil jeg stadig forblive et barn.. desuden så vil jeg skræmme folk væk ligeså meget som du.. sådan som jeg ser ud nu,” svarede hun og bed sig usikkert i læben. Hun hadede tanken, men det var desværre ikke særlig meget at gøre ved det!

[Deleted]

Darryl var træt af at Phoebe skulle have den magt over ham, så det var jo trods alt også selv på tide, at han gjorde noget ved det, og rev sig fri af de lænker som hun havde kastet ham i, selvom det bestemt heller ikke altid var lige nemt. Han holdt virkelig af Yasmya, og det var selvfølgelig også noget som han så brændende ønskede at vise hende, for hun var ikke alene.. ikke så længe han var der, og det var selvfølgelig også noget som han godt kunne lide, for.. han forsøgte, og det var for en gang skyld noget som faktisk så ud til at være en ting som han gjorde rigtigt! ”Du lyder bare så sikker,” endte han ganske sigende, for løgn var det jo trods alt heller ikke. verdenen så måske meget mørk ud nu om dage, hvilket også var noget som Darryl kendte til, men at det skulle gå så meget ud over Yasmya, var selv en tanke som måtte irritere ham, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. ”Jeg.. jeg ved ikke hvordan det er I plejer at sige det, men er det ikke noget i retningen af; Hvis man har nået bunden, så kan det kun gå en vej? Og det er op?” endte han sigende. Et sted så var det et forsøg på at skulle opmuntre hende lidt, selvom det måske ikke altid var til at se.
At Yasmya sprang ham direkte i armene, var noget som efterlod ham næsten helt rystet og chokeret, for det var slet ikke noget som han havde regnet med bare sådan uden videre! Tanken om at skulle tage livet fra hende, fordi at det var for hårdt, var slet ikke en tanke som han kunne have med at gøre, så det var slet ikke noget som hun ønskede at gøre ved ham, om det var noget som man nu ville det eller ikke, det var helt sikkert! Han bed sig svagt i læben , som han let knugede hende ind til sig. ”Igen, så håber jeg virkelig ikke at det bliver nødvendigt..” endte han med en dæmpet stemme tæt ved hendes øre. Han smilede let, som han roligt endte med at sætte hende ned på jorden igen, men slap hende dog ikke. Han kunne ikke få sig selv til det, også fordi at hun så ud til at nyde godt af det? ”Jeg.. jeg vil forsøge at finde et arbejde et sted.. noget.. burde jeg kunne lave her til lands, for at gengælde din tjeneste,” endte han sigende som han vendte blikket mod hende.

[Deleted]

Ligesom Darryl, så var Yasmya frygtelig træt af, at alle andre havde en magt over hende, når hun efterhånden var ved at nå myndighedsalder. Der var ganske vidst nogle år endnu, men helt ærligt, hun var trods alt blevet ældre! Dette var hendes chance for netop at bevise, at hun faktisk var i stand til at stå på egne ben, uden et hav af tjenestefolk og alt muligt andet. Smilet bredte sig på hendes læber. ”Jeg er sikker,” svarede hun blot med en iver. Hun var fuldkommen sikker, ellers havde hun slet ikke bedt ham om at blive, for hun vidste jo godt at det ikke ville blive nemt, men for pokker.. Det var bedre end at sidde helt alene. Procias havde været underlagt tunge skyer, som havde skjult for solen, og det var i særdeleshed noget som havde ramt hende, men på trods af alt det mørke, forsøgte hun at holde sig positiv, forsøgte at grave sig vejen frem til lyset, og han havde netop gjort det den smule lettere for hende, i og med at hun ikke skulle gøre det alene. Yasmya fnøs morende, og slap ham lidt så hun kunne lade blikket falde i hans. Det var bare underligt at høre sådanne ord forlade hans læber. ”Jo du har ret.. men det er jo bare et ordsprog. Desuden.. hvornår har man ramt bunden, for jeg har en dårlig fornemmelse om at tingene slet ikke er sorte nok endnu,” endte hun roligt. Smilet falmede lidt. Hun havde ikke fået sagt godnat til Emanuel, og hun hadede at trække tiden ud. Hun valgte ikke at slippe ham helt, men i stedet lade armene hvile mod hans overarme. Han var måske ikke den rigtige at stå sådan men, men det gav hende for en kort stund, en falsk følelse af at være beskyttet. ”Det gør jeg heller ikke,” medgav hun, dog med en lettet tanke over at han faktisk ikke afviste det helt. Hun var glad for sin race, og nu hvor hun var alene så havde hun også undersøgt den en hel del mere, men det var vel begrænset selv hvor meget et levende hjerte var i stand til at bære? Når hun allerede følte at hun stod på grænsen. Hun nikkede stille. ”Jeg vil selv se hvad jeg kan finde i morgen,” medgav hun stille, velvidende om at det ville blive svært – i særdeleshed for ham, eftersom de fleste anså ham for at være dvasianer og intet andet. Det eneste hun skulle slås med var et uheldigt udseende, men det kunne måske nok, blive svært nok.

[Deleted]

Yasmya var et ungt individ, hvor Darryl stod som et ældre og langt mere voksent, så det at han lod nogen tage kontrollen over ham på den måde, var slet ikke noget som han kunne have med at gøre i den anden ende. Tanken om at hun gerne ville have ham ved sig, var dog en tanke som han rigtig godt kunne lide, så det var jo slet ikke det. Hun havde allerede fået en tydelig stor betydning for ham, og det var en tanke som virkelig gjorde ham glad. ”Det lyder da sådan,” endte han med en sigende mine, for det var noget som faktisk gjorde ham glad. At hun virkelig ønskede at han skulle blive der, var også noget som han virkelig havde brug for at vide. Tanken om at han kunne gøre hende glad og faktisk kunne være der til at beskytte hende, var en tanke som han virkelig godt kunne lide, også fordi at han følte at han faktisk kunne bruges til noget. Som han havde tilbragt tiden her i Procias, så var han vel også ved at finde en vis forståelse for dem og deres væsen? Han respekterede dem faktisk, også selvom han vidste, at det var i de færreste tilfælde, hvor det faktisk kunne sige sig, at være gengældt, og det var en tanke som faktisk gjorde ondt et sted, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. ”Det er sort nok til at du er voldsomt påvirket af det,” begyndte han dæmpet. Han plantede et varsomt kys mod hendes pande, som han roligt vendte blikket mod hende endnu en gang og med et skævt smil på læben. Han forsøgte virkelig at forstå hende og hendes væsen, for ikke at glemme hendes tankegang, også fordi at hun var prociansk. Det var jo trods alt heller ikke ligefrem et sted som han regnede med at skulle forlade bare sådan, uanset hvad Phoebe ville sige til det, så var han fuldstændig ligeglad! Han strøg hånden mod hendes kind. Han var hende frygtelig taknemmelig for alt det som hun pludselig bare gjorde for ham! ”Jeg står i gæld til dig, Yasmya.. Det betyder faktisk meget for mig,” endte han sigende, som han lod hovedet søge let på sned. Pludselig så det hele ikke nær så mørkt ud, og det var en tanke som han virkelig godt kunne lide!

[Deleted]

Det at Darryl lod nogen styrer sig på den måde, var langt mere pinligt end at hun gjorde det. Hun var trods alt ung og på mange punkter et barn, selvom hun var træt af at blive behandlet som et. De skulle nok klare den sammen, det var hun ikke i tvivl om. ”Godt,” svarede hun blot med det stille smil. På ganske kort tid var de kommet ret tætte, hvilket slet ikke var noget hun havde ventet sig. Han havde set hende, og ikke nok med det så havde han taget sig af hende, og snakket med hende, hvilket hun havde haft brug for, for der var ikke synderligt mange andre som havde tid eller overskud til at snakke, sådan som tingene stod til i Procias. Hunkastede kort blikket op af trappen. Der var ved at være godt mørkt udenfor, og hvor de skulle slå sig ned i nat, var endnu udvidst, for de kunne ikke blive her, Phoebe ville blive rasende. ”Sandt. Jeg håber bare at jeg snart ser solen igen,” mumlede hun en anelse stilfærdigt og rynkede bekymret på panden. De mange tanker og bekymringer hun gjorde sig i løbet af en dag, havde fået hende til at se langt ældre ud, end det som hun egentlig brød sig om, men det var nu engang sådan det måtte være, før eller siden måtte der da komme noget positivt! Yasmya rystede på hovedet og sendte ham det varme smil. ”Jeg forsikre dig om, at du ikke står i gæld til mig overhovedet. Men jeg er glad for at kunne gøre noget. Nu har du gjort så meget for mig,” svarede hun roligt, og greb fat om hans hånd, kun for at give den et lille klem. Til nu havde hun formået at klare sig, selv med et smil også selvom det havde været hårdt, og med ham omkring sig, så kunne det slet ikke gå helt galt. ”Jeg.. Ved ikke hvad vi gør i aften. Jeg er nødt til at forklare Phoebe at jeg har tænkt mig at finde mit eget, inden hun sender en halv hær ud og lede efter mig. Desuden.. jeg har endnu ikke sagt godnat til Emanuel,” tilføjede hun med et lidt undskyldende smil. Det var måske dumt at gå så meget op i en afdød søn, men hun savnede ham, og manglede ham, måske hun var ung men et moders hjerte ville aldrig forandres.

[Deleted]

Yasmya var på alle måder en kvinde som var værd sin vægt i guld, og det var noget som Darryl kunne stå fast på, og ord som han ville tage med sig i graven, når han ville komme så langt! Han vendte blikket roligt mod hende og med et skævt smil. Han havde virkelig lært at holde af hende, også fordi at det var stort fra hans side af, da hun jo ikke var hans mage, men.. en som alligevel havde formået at få en betydning for ham, så selvfølgelig var det noget som han virkelig var frygtelig, frygtelig glad for i den anden ende! Han vendte blikket roligt mod hende endnu en gang og med det stille smil på læben. ”Du bærer rundt på et lys i dit hjerte.. selv det er noget som mit blik kan se,” påpegede han gnaske sigende. Hvis der var noget som han stod fast på, så var det lige præcist det faktum, at han skyldte hende. Hvis det ikke havde været for hende, så vidste han heller ikke hvad han skulle have gjort ellers, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være. Han rystede let på hovedet. Der var han bestemt ikke enig med hende, for han følte bestemt ikke at han havde gjort noget som helst for hende! ”Hvad andet har jeg gjort end at holde dig lidt med selskab, Yasmya? Intet.. Du vælger at skænke mig en mulighed for at blive her i Procias.. Et land jeg faktisk er begyndt at holde af, og det er da langt større end det som jeg har skænket dig.. Jeg står i gæld til dig, og før eller siden, så skal jeg nok få det indbetalt,” forsikrede han med en ganske bestemt tone, for det var ord som han agtet at holde fuldkommen fast i, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket! Lige hvad de skulle gøre til aften, måtte de finde ud af.. Han kunne jo desværre ikke sove under den åbne himmel, selvom.. det var et sted var en tanke som han faktisk godt kunne være temmelig frustreret over. ”Vi finder ud af det, Yasmya.. Jeg.. jeg kan jo desværre ikke sove under åben himmel, så.. bare der er tag eller andet over hovedet, så klarer jeg mig.. Der er ikke noget i skoven, tror du?” foreslog han stille. At hun ønskede at sige godnat til hendes søn, forstod han godt. ”Gå du over og sig godnat til din søn, så tager jeg afsked med mine døtre.. Desuden har du meget at fortælle mig om dem,” påpegede han ganske sigende, som han strøg hånden let over hendes kind.

[Deleted]

Yasmya kunne godt lide, at Darryl rent faktisk gav hende den opmærksomhed, og ikke nok med det, så lod det til at hun faktisk var krøbet ind under hans skind og havde ramt selv det døde hjerte, som ellers kun en mage ville kunne gøre det. Hun vidste godt, at han aldrig ville elske hende som sin mage, men det ønskede hun bestemt heller ikke! Han var langt ældre end hende, desuden så nærede hun de følelser for en anden mand, en hun ganske vidst ikke kunne få, men nok om det! Måske Phoebe ikke ville værdsætte tanken om at han var i Procias og ikke mente at han hørte til, men hun var nu uenig, mest fordi han faktisk lod til at indordne sig landets regler. Hun havde aldrig været i hverken Manjarno eller Dvasias, ikke som hun huskede vel og mærke, men hun vidste at Procias var det land, hvis folk havde de største fordomme. ”Jeg håber ikke det skader dig,” påpegede hun lidt drillende. I og med han var af det væsen brød han sig jo ikke synderligt om lys. ”Det selskab betyder mere for mig end du aner. Jeg har været alene siden mig og Jacques gik fra hinanden, så det betyder meget at der er en til at hjælpe mig lidt på vej. Jeg kan se at du begynder at holde af at være her, så jeg ønsker ikke at være med til at sende dig væk, når der er andre muligheder,” hun slap ham ganske stille. Det ville nok se forkert ud udefra, og rygterne ville svirrer, men dem måtte de tage når den tid kom. Yasmya vidste godt at hun ikke kunne bede ham om at sove under den åbne himmel, det ville ikke være godt når solen stod op. For et kort øjeblik mindedes hun Jacques evne til at gå i solen. Hun lyste op. ”Der er Gabriel og Evelyns gamle hytte. Den ligger lige i udkanten af skoven,” endte hun næsten ivrigt. Gabriel ville nok ikke have noget imod at hun lånte den for en enkel nat. Hun nikkede medgivende, lidt lettet over at han ikke var sur på hende længere. ”Jeg lover dig at jeg vil fortælle alt jeg overhovedet ved. Nu har vi tid til det,” hun strakte sig og plantede et kys mod hans kind, før hun selv valgte at slippe ham roligt. ”Vi ses om lidt,” endte hun stille, og bakkede mod trappen før hun vendte sig om og efterlod ham tilbage alene, kun så hun kunne glide på knæ ved sin søns grav og tage afsked for i aften.

//OUT

[Deleted]

Darryl havde lært frygtelig meget igennem sit ophold i Procias, også fordi at.. han faktisk godt kunne lide at være der. Måske at der var mange som ikke ville være enig med ham i den udtalelse, men det var virkelig underordnet, hvis man spurgte ham. Han havde ikke rørt nogen! Af den grund, så forundrede det ham virkelig, at et land som Procias.. det blideste, det lyse og det varmeste, også skulle være det mest fordomsfulde, og dog.. det kom ikke bag på ham som sådan alligevel.. Det var svært at forklare! Han rystede stille på hovedet. ”Det gør det ikke. Det… jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det, men.. jeg finder troen på det.. og det gode i dig. Du har ikke gjort mig noget ondt, som den eneste.. foruden mine døtre.” Det var jo ikke engang fordi at det var løgn., for Phoebe havde ikke gjort noget andet, men det var nu en helt anden side af sagen, som han ikke kunne øre noget ved af den grund. Han slap hende roligt, som han roligt så på hende. Han var mere end villig til at gøre hvad der var forventet af ham. Ikke bare for at blive accepteret, men også bevise for landet her, at han slet ikke var der, for at gøre dem ondt, for det var slet ikke hans intentioner ved det her sted! ”En ting er jo hvad du mener og hentyder til, Yasmya, og en anden er hvad den øvrige befolkning tænker om mig.. Nu hvor jeg ved, at de ved at jeg er her, og det kan faktisk gøre mig usikker. Jeg holder af at være her.. og jeg ønsker jo heller ikke at gøre folk ondt. De er bare af en grund.. overbevist om andet,” endte han sigende, for løgn var det jo trods alt heller ikke. At Gabriel og Evelyns hytte stod tom, forundrede ham ikke.. Han havde hørt om ulykken som var sket for manden også selvom.. han ikke reagerede på døden som så mange andre ville have gjort det. ”Det lyder fornuftigt,” endte han med et sigende smil. Det var i skoven, lidt ukendt ,så der kunne han vel også skjule sig uden at tænke på konsekvenserne af det? Han slap hende roligt og tog imod hendes kys til hans kind, hvor han roligt lod hende trække sig. ”Pas nu på dig selv derude,” endte han sigende, som han så efter hende. Han vendte sig om, for at få pakket færdig, så han selv kunne komme op og tage den afsked med sine elskede piger. Så længe at hun ville fortælle ham om pigerne, så var han glad!

//Out