What is happening..?

[Deleted]

Det var ved at være en sen aften, da Darryl endnu en gang valgte at vandre rundt omkring kirken, selvom han endnu ikke var i stand til at komme ind, for Phoebe havde ikke valgt at lukke ham ind endnu. Et sted så var det jo selvfølgelig en tanke som gjorde ondt, men det var jo noget som man bare måtte leve med, for hvad andet valg havde han egentlig? Han stoppede endnu en gang op foran hans børns små grave, hvor han bare tog sig selv i at stå og direkte stirre på dem, for han manglede dem virkelig, han savnede dem, også fordi at han aldrig havde fået lov til at lære dem ordentligt at kende. Han måtte ærligt indrømme, at han slet ikke havde regnet med, at det var sådan her at det skulle foregå, men han havde ikke sat tænderne i noget levende endnu! Så det var vel også en god ting, var det ikke? Han sukkede dæmpet, som han endnu en gang gik i knæ foran de to små grave. Den yngste havde han aldrig lært at kende, og selv det var en tanke som gjorde, at han aldrig kunne tilgive sig selv! Han fandt den lille blomst frem, som han havde plukket langt mod muren af kirkegården, kun for at lægge den på graven – en til hver af sine piger, for han elskede dem, og selv her om natten, så var det ham som gik og puslede omkring de to små gravsteder, for han tillod bestemt heller ikke at det var noget som andre skulle have lov til, det var helt sikkert!
Fuldmånen stod tungt på den store og helt skyfrie himmel og det var faktisk en ganske kold aften, selvom det slet ikke var noget som rørte ham. Den sidste varulv som de havde haft i Procias, var gået i døden, da Alexis var faldet – af hvad han vidste, for han var ikke den som fulgte mest med i det som skete omkring ham, men mere det som skete for øjnene af ham; Med andre ord, så hans børn og så Phoebe, for det var virkelig det eneste som han havde øjnene op for. Efter at han var blevet brændt og hende med, så havde det måske været meget.. intenst mellem dem, for hun gjorde jo tydeligvis alt det som hun kunne for at holde afstand til ham og så længe at han ikke kunne komme ind i kirken, så kunne han jo trods alt heller ikke gøre noget ved det. Hans blik hvilede næsten fraværende på de to små og dog så smukke gravstene, hvor han dog ej tog sig særlig meget af den vind som ramte ham direkte i ansigtet. Det var vel en sidste form for vinter inden foråret for alvor ville træde ind? Det var faktisk noget som efterhånden måtte irritere ham, også fordi at.. det gav ham mindre tid ude for solen kom hurtigere og længere frem, hvilket i den grad var noget som direkte måtte irritere ham!

[Deleted]

Phoebe pustede de sidste alterlys ud. Hun lod en varm, grøn kappe glide omkring hendes skuldre, og søgte roligt mod de store dobbeltdøre. Det var yderst sjældent, at hun valgte at søge ud på denne tid af aftenen, for hun vidste udmærket at Darryl rendte rundt om kirken, så snart mørket faldt på. I aften var hun dog tvunget til det. Elanya behøvede hendes hjælp på slottet, og som præstinde, var der intet der hed fritid, ikke at det gjorde hende noget, for hun nød at være budbringer for de hellige guder, sprede budskabet om Darlenes varme, og Azraels beskyttende hånd. Hun åbnede døren. De mørke øjne kiggede fra side til anden, for at sikre sig at banen var fri. Der var ikke nogen at se, og hun kunne ikke høre ham vandre rundt som han plejede. Den kølige brise slog mod hendes ansigt. Det gik op for hende, hvor lidt hun faktisk havde været ude, særligt på de sene timer, og hun nød ellers denne tid, hvis ikke det havde været for den vampyrplage der gemte sig et sted. Siden de var blevet brændt sammen, var det virkelig blevet intenst, der opstod gnister så snart han stod der, en enorm længsel, ikke mindst fordi hun stadig følte hans oven i! Døren gled i bag hende, mens hun med hastige skridt forlod kirken og søgte mod lågerne. Hun kiggede ikke tilbage, og hun spildte ikke tid med at se efter hendes kære døtres grav, for hvis han var i nærheden, ville han snart gribe fat i hende uanset. De mørke lokker dansede omkring hendes ansigt, hun forsøgte at skubbe dem bag ørerne, men forgæves.
Hun banede sig vej forbi de mange gravstene der symboliserede den evige hvile, og den ville hun bestemt ikke forstyrre, for selv i døden, skulle de være trygge. Phoebe nåede lågen, og begyndte at fumle med låsen, for den var efterhånden gammel, og burde udskiftes, men med landets økonomi, så var det ikke ligefrem højeste prioritering. ”For..” hun bed sig selv i læben for ikke at hviske de bandeord der ellers hvilede lige på tungen, og da slet ikke i hendes guders hørevidde. Låsen sad stædigt fast, nægtede at rykke sig så meget som en millimeter, uanset hvor meget hun stod der og rev i den, som en desperat tosse. Hun sukkede opgivende, og vendte ryggen til. Blikket faldt direkte mod hans skikkelse, som han sad der og passede og plejede de to små grave. Hendes hjerte sprang et slag over. Det tab gjorde endnu forbandet ondt, og det gjorde endnu mere ondt, at hun havde været alene til at tage det, for Darryl havde været væk, han valgte at forlade dem! Vreden begyndte igen at ulme i hendes indre, hun vendte sig mod lågen igen, og forsøgte desperat at få den op. Hvem var også den idiot der havde lukket den?! Det nyttede ikke noget fortsat ar være sur, og hun kunne ikke løbe fra konflikten for evigt, det vidste hun udmærket godt, men hun kunne om ikke andet gøre et forsøg, for den mand skulle aldrig tæt på hende igen, han skulle ikke have lov til at gøre hende, eller nogen anden ondt, han hørte end ikke til i Procias! Hvorfor kunne han ikke bare se det?

[Deleted]

Darryl var udmærket godt klar over, at Phoebe gjorde bare absolut alt for at undgå ham, selvom det nu heller ikke forundrede ham. Han havde aldrig fået muligheden for at forklare for sig, så et sted så var han vel ved at.. opgive det? Han vendte blikket stille mod gravene som han havde valgt at knæle foran. Det var mere eller mindre det eneste selskab som han havde, selvom han slet ikke ønskede at forstyrre sine elskede børn i deres hvile, selvom det klart gjorde ondt, at han aldrig havde lært dem at kende, men igen, så var det vel også lidt hans egen skyld? Selvom han havde handlet til Phoebes eget bedste og hans egne børn? Det var bare ikke gået helt som han havde ønsket eller håbet det, men det var der nu heller ikke noget som han kunne gøre ved det, selvom den tanke i den grad også var noget som gjorde ondt for hans del. Det gjorde faktisk utrolig ondt at skulle tænke på, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket på denne her måde. Han plejede at stoppe Phoebe når hun endelig søgte ud, selvom hun altid blev så sur på ham. Han kunne virkelig ikke se hvad han gjorde forkert, og det var en tanke som virkelig måtte irritere ham et sted, for han kunne virkelig ikke forstå sig på følelser og den slags! ”Mor forstår bare ikke. Jeg håber da, at det vil ændre sig med tiden,” sagde han dæmpet. Et sted så følte han vel stadig at børnene havde brug for ham? Selvom det var svært at forklare, men han havde ikke fået en afslutning på noget som helst, for Phoebe havde aldrig ladet ham!
At det begyndte at rumstere henne ved lågen, var noget som fangede Darryls opmærksomhed allerede med det samme. At Phoebe direkte var gået forbi ham og derhen, så var hun vel også på vej ud af kirken? Han lod hovedet søge let på sned. Efter at han havde mødt solen og de havde været tvunget til at være i skjul, så havde han troet, at han måske fik en mulighed, selvom det slet ikke havde vist sig at være tilfældet. Han vendte blikket mod gravene, hvor han stille kyssede en finger som han lod vandre over begge stene. Det var hans små piger og det ville det forblive for resten af hans liv, idet han roligt rejste sig. Det var stadig godt koldt om aftenen og låsen var gammel, så.. den var vel frossen og rusten? Han rejste sig roligt op og vendte sig mod hende. Han gik stille mod hende, selvom han var mere påpasselig end det som han havde været til nu, for han vidste at hun var sur på ham. Han kunne direkte mærke det i hans eget sind, og det var bestemt heller ikke fordi at det var behageligt på nogen måde overhovedet. Han så knapt nok på hende, selvom hans længsel i den grad også måtte være så frygtelig tydelig, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. ”Låsen har en tendens til at sidde fast.. Lad mig hjælpe dig,” sagde han stille. Det var ikke engang fordi at han ventede på respons, hvor han direkte tog fat i lågen, hvor han direkte rev den af sine hængsler, så hun var i stand til at træde forbi. Han vendte blikket stille mod hende. Han var følelseskold i ansigtet. Han vidste jo godt, at hun faktisk.. ikke gad ham.

[Deleted]

Den forbandede låge var virkelig ikke til nogen gavn! Phoebe vidste allerede at Darryl sad ikke langt fra hende, vogtede over de to små piger, han i sin tid, havde valgt at efterlade, de var begge død i hendes arme, og tanken drev hende stadig til vanvid, så at se ham sidde der med dem nu.. gjorde hende et sted vred, og et andet sted, så vidste hun at pigerne ville have ønsket hans tilstedeværelse, hvilket også var hele grunden til, at hun endnu ikke havde valgt at kaste ham bort fra stedet, det var tydeligt at det betød noget for ham. Hun kunne bede ham om hjælp til lågen, hendes styrke var trods alt intet i forhold til hans, men hun var en voksen kvinde, og hun var opsat på at vise, at hun sagtens kunne klare sig uden hans hånd, som hun havde gjort gennem så ekstremt mange år, desuden ønskede hun ham ikke tæt på, og da særligt ikke nu hvor hun faktisk var i stand til at føle hvad han måtte føle, med det bånd der var skabt mellem dem. Phoebe blev stående med ryggen til ham. Hun sukkede for sig selv, og foldede hænderne foran sig. Ganske som hun havde forventet, så stod han der helt af sig selv, hvilket gav hende en mindre overraskelse, der fik hende til at slippe et gisp. Hendes hjerte sprang flere slag over. Hun betragtede ham indgående, som han endte med at stå der med lågen i hans hånd, revet fra dets hængsler og det hele. Om ikke andet, så ville den da ikke længere være et problem. I flere sekunder stod hun blot og stirrede på ham, og den direkte følelsesløse mine. Hun følte et stik i hjertet, ikke at det var nyt, det var direkte forfærdeligt hele tiden at have ham i nærheden, at have ham så tæt på sig. Phoebe nikkede roligt mod ham. ”T-tak Darryl,” fremstammede hun roligt. Om ikke andet så skulle han behandles som enhver anden, hun formåede om ikke andet, at holde en pæn tone overfor ham. ”Jeg..” hun så ned på hendes fumlende fingrer. ”Giv pigerne et kys fra mig,” bad hun stille, og trådte roligt forbi ham. Smerten skar stadig i hver lille del af hendes krop, men hun brugte troen, og hendes evner til at forhindre samme smerte for andre, som motivation til at holde sig oppe, også selvom der var dage, hvor hun end ikke følte for at smile. I løbet af dagen, var hun ved deres grav flere gange, bad for dem, og med dem, delte minder, og fortalte om hendes dag, plejede deres smukke grave, men et enkelt lille kys, kunne vel ikke gøre nogen skade? Hendes målrettede skridt førte hende ud for kirkegården. Hun vidste at hun havde hans øjne i nakken, og af samme grund kastede hun ikke så meget som et blik over skulderen. Han kunne allerede føle hendes hjerteslag, han vidste at han formåede at gøre hende nervøs, og selvom hun nægtede at have ham tæt, så var hun alligevel blødt lidt op. Et sted ville hun vel egentlig bare ønske at han tog hans afstand? Lod hende være, lod hende tilbage med den.. ensomhed han efterlod hende i, i sin tid, for hun var ganske enkelt blevet vant til den.

[Deleted]

Darryl havde mere eller mindre accepteret at Phoebe ikke ønskede at have ham tæt på sig, hvor han efterhånden bare havde valgt at holde sig en afstand, for han vidste, at dat slet ikke var noget som han ønskede at gøre værre end det som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. Han vidste at hun gjorde sit for at undgå ham, for han kunne jo trods alt stadig mærke hvad hun havde af tanker i sindet, hvad hun følte og med det hele, for det var bestemt heller ikke noget som gjorde det nemmere for ham selv, for han ønskede jo bare at de fandt ud af det, om det jo så var i den ene eller den anden retning, for ikke at glemme, at hun ikke havde sendt ham væk endnu, hvilket også var den eneste grund til at han stadig forblev på stedet. Han tilbragte utrolig meget tid med børnene, selvom de var døde, borte og endda begravet, men igen, så var det ikke en afslutning som han havde fået på noget tidspunkt, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han vidste godt, at det var hans egen skyld, men han havde gjort det ene og alene for hende og børnenes skyld, og derfor var det virkelig en frustration uden lige, at det ikke var noget som han kunne få lov til at vise hende på nogen måde! At hjælpe hende med lågen, var faktisk noget som han gjorde fordi at han havde… lyst? Han blev stående med lågen i hånden, hvor han vendte blikket mod hende. Han var følelsesforladt i ansigtet, selvom det jo heller ikke var noget nyt. Hun hadede ham, hun var sur på ham og han kunne jo mærke det i hans egen krop, hvilket i den grad også var noget som gjorde noget så frygtelig ondt for ham at tænke på! ”Det.. det var så lidt..” endte han med en ganske dæmpet stemme, som han satte lågen op af den nærmeste busk, så den heller ikke lå i vejen for nogen som helst, for det var heller ikke meningen at folk skulle falde over den. Han vendte sig mod hende. At hun endnu en gang blev så forfjamsket, var noget som direkte måtte forvirre ham, for han havde aldrig rigtigt forstået hvorfor. Han nikkede blot til hendes ord. Hun ville ikke snakke med ham, så skulle han endelig heller ikke tvinge hende, for det vidste han godt, at han ikke fik det mindste ud af alligevel. ”Det skal jeg nok..” afsluttede han stille og med et let træk på skuldrene, som var det ingenting. Hun gad ham ikke, og uanset hvor ondt det så end gjorde, så var det virkelig frustrerende for hans del, for han havde virkelig bare brug for en.. afslutning? Og det var slet ikke noget som hun ville give ham? Han rystede stille på hovedet og vendte om på hælen, kun for at vandre tilbage mod børnenes grav. Hun undgik ham, hun ville ikke snakke med ham og nu valgte hun samtidig også at cutte ham af, samtidig med at han kunne mærke hendes frustrationer i sindet, hvilket kun gjorde det hele værre, og.. det var slet ikke noget som han ønskede sig på nogen som helst måde overhovedet! Han holdt for meget af hende til at han ønskede hende noget ondt, men det var bestemt heller ikke til hans fordel, at det var sådan her at det gik for sig. Hun havde vel andre ting at tage sig til i aften? Eftersom hun søgte ud?

[Deleted]

Desperat havde hun forsøgt at ligge en afstand til ham, men jo længere den blev, jo mere ondt gjorde det faktisk, særligt efter deres sidste møde, det havde været ret.. intimt, og nu kunne hun mærke hans frustration og hans skuffelsen. Hun var ikke blind og hun var ikke dum, han gjorde sit bedste, han forsøgte.. hun kunne ikke acceptere hans forsøg, og deri lå problemet. Han tilbragte tiden med børnene, hun vidste at han sad ved deres grav aften efter aften, og gjorde dem selskab, hvilket kun glædede hende.. de fortjente at kende deres far, og nu hvor det ikke havde været en mulighed i livet, så måtte det jo ske i døden, selvom hun endnu foragtede både Azrael og Darlene for den beslutning. Hun nikkede blot mod ham. Det havde været venligt at hjælpe hende med lågen, og nu hvor hun tænkte over det, så fandt hun billedet af ham med lågen i hånden, en anelse.. charmerende. Hendes mundvige fortrak i et halvvejs smil, der lå skjult for ham eftersom hun stod med ryggen til ham. Hun følte hans intense blik gennemborer hende, så skarpt at man skulle tro, at han forsøgte at se igennem hende. Hendes hjerte hamrede, som hun fortsatte til hendes krop henlå i skyggerne fra træerne. Hun stoppede op, uden at kigge sig tilbage. Smilet var atter falmet. Hånden gled igennem hendes mørke lokker, hvilket gav anledning for en kølige brise, til at kærtegne hendes arm. Langsomt lod hun den dale mod hendes hals, kun for at lukke sig om det glimtende sølvkors, der hang der som tydeligt symbol på hendes evige loyalitet til guderne. Blikket gled i, mens hun i sit stille sind bag en bøn. Længslen åd hende op indefra, og det lignede hende ikke at flygte fra konflikten, eftersom hun var vant til at tage dem op dag efter dag. De smukke stjerner på himlen, og den skumle stemning som mørket bragte med, skabte en bestemt følelse i hendes indre, men hun var ude af stand til at beskrive den. Blikket gled over skulderen. Darryl var væk, selvom hun vidste at han ikke var langt derfra, han sad vel ved børnenes grav? ”Tilgiv mig,” hviskede hun i den stille nat, og slap derefter korset. Med en pludselig beslutsomhed, drejede hun om på hælen og tilbage til selve kirkegården, der lå dækket af nattens mørke. Hans skikkelse var synlig under det blege måneskær. Han var smuk. Særligt præget af en smule lys. Phoebe stoppede op hvor lågen havde været før, og betragtede med hovedet på sned. Hendes håndflader var fugtige. Det var første gang i så mange år, at hun faktisk nærmede sig ham. Med en lidt mindre beslutsomhed end før, gik hun mod ham, med lette næsten svævende skridt. Hånden endte på hans skulder. Hun bukkede sig ned, og plantede et kærligt kys mod hans kind, som hun havde gjort tilbage i en anden tid. Deres børn havde aldrig haft glæden af at se dem sammen.. jo den ældste, men kun knap, for hun havde været så ung. ”De var smukke,” hviskede hun stille, og rettede sig op igen. De grønne øjne hvilede på de to grave foran dem.. så fredelige, velholdte og smukke. Hun sørgede personligt. Armene lagde sig over hendes bryst. Hendes blik glinsede af tårer der truede med at falde, men som aldrig gjorde det. ”Gabriela havde dine øjne.. Når hun blev sur kunne det blik alene dræbe. Når hun ønskede sig noget, kunne de modsat smelte dit hjerte,” for sekunder var et smil at ane, og selvom det hurtigt falmede. Hun så bort. Hun nægtede at lade de tårer falde nu. Hvorfor hun gjorde dette, og pludseligt opsøgte ham.. hun vidste det ikke!

[Deleted]

Darryl var efterhånden ved at opgive det, at skulle have nogen menneskelig mulighed for at komme tæt på Phoebe. Uanset hvor godt han forsøgte, så var det jo tydeligt, at det slet ikke hjalp dem på nogen som helst måde, så.. hvorfor ikke bare bakke ud? Hans børn befandt sig i en situation, hvor de heldigvis ikke kunne afvise ham, så selvfølgelig var det noget som selvfølgelig havde en betydning for ham, det var helt sikkert! Nu stod han der med lågen i hånden vel i en form for.. venlig anmodning om at hjælpe hende? Også for at vise hende, at han faktisk kunne? Selvom det nok ikke var noget som hun havde haft den største tro på, men hvad kunne han da gøre ved det? Ingenting! Han vendte blikket direkte mod hende. Hans blik var direkte intetsigende, for hvad skulle han ellers gøre? Han var et dødt væsen, så hvordan kunne han da tro, at han ville have nogen menneskelig mulighed ved hende? Han havde lagt lågen fra sig, og gået tilbage til gravene, som hun havde bedt ham om at hilse børnene fra hende, for.. det kunne han vel godt? Det var hans eneste selskab nu om dage, hvor det virkelig for alvor måtte gå op for ham, hvor ensom han egentlig var, men.. man klamrede sig vel fast til det eneste som man lige havde? For det var det som han gjorde, for andet alternativ havde han vel heller ikke? At hun faktisk endte med at bevæge sig tilbage mod ham, var slet ikke noget som han som sådan kunne forstå sig på. Et sted så gik han næsten automatisk ud fra, at hun havde glemt noget inde i kirken, for det kunne vel godt være? At hun lod hånden stryge mod hans skulder, var noget som satte en voldsom sitren i hans krop, for det var virkelig behageligt. Kysset var dog det som forundrede ham mest, hvor han vendte blikket direkte mod hende – næsten helt spørgende. Han opfangede selvfølgelig hendes ord, det var slet ikke det, men hvad skulle han da gøre eller sige? Mest af alt, så forventede han sig vel, at hun ville kaste ham væk fra gravene fordi at hun ville komme til? For det kunne bestemt godt ligne hende, nu hvor hun havde vist sig med den opførsel overfor ham igennem det sidste lange stykke tid! Han havde virkelig… opgivet, for han kom jo ingen vegne med hende! At hun endte med at fortælle ham omkring Gabriela, forundrede ham, selvom.. det glædede ham faktisk at få noget at vide, for det var noget som han selvfølgelig ønskede sig, for han havde været væk igennem det meste af børnenes liv. Den mindste havde han slet ikke set, eller været med til at navngive for den sags skyld. Han fortrak ikke så meget som en eneste mine, idet han vendte blikket mod gravene igen, selvom han stadig holdes fuldkommen stiv i minen, for det var bestemt ikke fordi at det var løgn på nogen måde overhovedet! ”Hun lignede sin far..” konkluderede han toneløst. Det var bestemt ikke fordi at havde regnet med at hun ville sætte sig ned ved siden af ham på denne her måde og bare begynde at.. snakke? Han vidste slet ikke hvordan han skulle reagere, eller om det var en god eller en dårlig ting. Turde han overhovedet at gøre sig nogen forhåbninger?

[Deleted]

Tider skiftede og folk forandrede sig. Phoebe havde indset, at hun i sin tid havde været dybt naiv når det kom til Darryl. En dvasianer havde åbnet sine arme for hende, og hun havde mere end villigt trådt ind i dem, uden at tøve det mindste. Valg havde selvfølgelig konsekvenser, og hendes stod efterhånden temmelig klare. Hun ønskede ikke at falde i den samme fælde. Han så hende i øjnene, og fortalte hende, at han ikke længere nærede de følelser for hende, med andre ord; en anden mage ventede på ham. Hun havde endnu engang fundet sin trøst i troen, og det var hvor hun ville blive, hvilket Darryl uanset aldrig ville blive en del af. Alligevel så kunne hun ikke undgå den følelse af savn, og længsel jo mere han var omkring hende, hvilket ikke var en tanke hun brød sig om, for det gjorde hende svag overfor ham, og det ønskede hun virkelig ikke. Hun var trods alt selv menneskelig, og det var kun et spørgsmål om tid, før hendes barriere ville bryde, og hun ville lukke ham ind, hvilket selv hun var klar over. Der var måske andetsteds hun burde være, men i øjeblikket føltes det mest rigtigt at gå tilbage til ham. De mørke øjne betragtede gravene foran dem, med det enorme savn, som en moder nu var i stand til at føle overfor sine døtre. Azrael havde revet dem fra hende. Nej hun ville aldrig tilgive ham, selvom det var hele hendes mening med livet. Darryl var konstant omkring, og derfor havde hun valgt at holde sig indendøre. Hun havde ikke forstået hvorfor – før nu. Gennem alle de år, havde hun været af den overbevisning, at hverken hende eller børnene havde haft den mindste betydning for ham. Han havde aldrig kontaktet dem på nogen tænkelig måde, han havde bare været.. væk. Ikke at hun ønskede en forklaring, for det ville langt fra stille hende bedre, i forhold til hendes i forvejen svækkede styrke. Hånden forblev mod hans skuldre. Hendes øjne var blevet våde, ved tanken om de to små piger, der konstant snakkede om deres far. Måske hun forsøgte at holde ham ude, men på den anden side fortjente pigerne at få lov til at lukke ham ind. Hendes fortælling påvirkede tydeligvis ham i samme grad. Det var måske mange år siden, at de havde levet under samme tag, og selvom hans mine altid var kold og død, så kunne hun alligevel ane forskellen, særligt når han blev rørt, udelukkende fordi det skete så forbandet sjældent. Faktisk havde hun kun set det, ved deres ældstes fødsel. Der var ikke noget hun efterhånden ønskede sig mere, end gaven ved et barn, men hun turde ikke, i frygten for at ryge ned i det præcis samme hul. ”Hun lignede sin far,” gentog hun med en stille hvisken. Den blide brise rev i hendes mørke lokker. Hans stilhed kunne tolkes på mange måder, hun vidste ikke om hun skulle gå, eller om hun skulle blive. Ganske stille fjernede hun atter hånden fra hans skulder, hun ville bestemt ikke gøre ham ubehageligt til mode. Pigerne havde bedt hende overbringe en besked til ham, men tiden var ikke rigtig. Hendes eget hjerte slog som ti vilde heste, for selv for hende var dette yderst grænseoverskridende, taget i betragtning af deres historie, og den måde hun endnu forsøgte at holde den følelsesmæssige afstand til ham. Ingen mand havde kunnet smelte hende ved blot en berøring, eller et helt særligt blik. Lucifer tage de forbandede dvasianere!

[Deleted]

Darryl havde efterhånden bare valgt at opgive at komme tæt ind på Phoebe, for det var tydeligt for ham, at hun slet ikke ønskede at snakke med ham eller noget som helst, og det var noget som faktisk gjorde ondt, og ikke mindst frustrerede ham! Det kunne godt være, at han var direkte kold at se på, men følelserne var stadig på indsiden og til tider, så formåede han faktisk at få det frem, men det var nu bare sådan at det var. Han blev siddende foran børnenes grave. Han havde aldrig lært dem at kende, og det var virkelig noget som han var ked af. Hvis der var noget som havde skænket ham en lykke, så var det hans børn, og det at vide, at hun havde været gravid ikke bare en gang, men hele to, var virkelig en fantastisk og ikke mindst overdådig følelse, for han elskede det virkelig! Det var en af de få gange, han faktisk havde været i stand til at smile! Selvom.. ja, hvad havde han at smile af den dag i dag? Hun ville ikke snakke med ham og børnene var væk.. Han havde mistet alle lyspunkter i hans liv! At børnene havde været ligesom ham, var en tanke som han godt kunne lide, selvom han vidste at han virkelig var gået glip af meget, hvilket i den grad også var noget som han virkelig måtte hade sig selv for! Han bed sig let i læben og uden at se det mindste fra de grave, også selvom hun sad der ved siden af ham, for han vidste jo godt, at hun slet ikke ville have noget med ham at gøre. Alene af den grund, så forvirrede det ham virkelig at hun sad der sammen med ham. Han sukkede dæmpet og rystede på hovedet, som hun endelig fjernede hånden fra hans skulder. Han forstod ikke hvorfor hun valgte at blive siddende der sammen med ham, for det var slet ikke noget som han kunne se, når hun havde bedt ham om at holde sig så langt væk fra hende så mange gange. ”Jeg ville ønske jeg kendte dem..” Han blev siddende på hug ved siden af gravene, selvom det nu var hende som fangede hans opmærksomhed i stedet for. Han vendte blikket roligt mod hende endnu en gang. ”Jeg savner dem, Phoebe..” endte han stille. Det var bestemt heller ikke fordi at det var normalt for ham at savne noget som helst eller nogen som helst, og det var noget som selvfølgelig også måtte påvirke ham selv i så alvorlig grad, for alle de følelser som hun sad inde med, var noget som han kunne identificere sig med, også fordi at han følte det samme og han var bestemt ikke særlig god til det, for det var faktisk noget som gjorde ondt for hans vedkommende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så kunne han simpelthen ikke gøre noget ved det uanset hvad! Han så igen stille mod graven, idet han varsomt og tydeligt og forsigtigt måtte lade armen søge omkring hende, selvom det var tydeligt og forsigtigt, for han ønskede heller ikke at ødelægge det. Specielt nu hvor hun selv sad og.. græd?

[Deleted]

Sagen med Darryl var mere kompliceret end som så. Uanset hvor meget hun faktisk ønskede at lukke ham tæt på, så fik hun ikke sig selv til det, af den ganske simple grund, at hun ikke turde. Det havde været naivt af hende allerede dengang, at tro hun kunne være en vampyrs mage, for hvordan pokker kunne det være hendes lod i livet? Skæbnen havde bestemt vejen for dem, og nu holdt hun den ren. Den dag han havde valgt at forlade hende og deres to små engle, var hendes verden på alle måder brast sammen. De havde været lykkelige, det huskede hun tydeligt, og det var kommet meget ud af det blå. Selv havde hun været overbevist om at der var kommet en anden kvinde i billedet. Om ikke andet så var hun endt med at stå alene, med en pige der ikke forstod hvor pokker hendes far var henne, og en stor mave, intet sted at bo og ingen muligheder. Det var svært for hende bare at glemme den tid, og han blev kun ved med at minde hende om den, hvilket hun slet ikke ønskede. De mørke øjne betragtede de to små grave foran dem. De havde været de mest fantastiske unge piger.. Gabriela havde virkelig lignet sin far, og hun havde været nøjagtig ligeså sprælsk, hvor Ana altid havde været mere stille og rolig. Det kom lidt bag på hende at se hvor meget det faktisk lod til at påvirke Darryl, for et sted havde hun vel regnet med at han var fuldkommen ligeglad? Ligesom han havde været dengang? De gennemsigtige tårer strøg ned af hendes kind, også selvom hun forsøgte at holde dem skjult for ham, hun ønskede ikke at vise sig svag i hans nærvær. Et sted så var det jo en mærkværdig fornemmelse, at sidde og snakke med ham som nu, som om ingenting var sket. Den kølige brise rev i hendes mørke lokker. Hun strøg dem bag øret i forsøget på at tømre dem lidt. Det var en kold aften, og hun burde være på vej til slottet, men af en eller anden grund, følte hun at hun burde være på kirkegården.. med Darryl frem for oppe på slottet med de royale. ”De var værd at kende,” endte hun med en lidt grødet hvisken, for hun var ikke selv i stand til at holde tårerne borte, hun kunne fortælle ham alt om deres to små prinsesser, men hun kunne endnu ikke bedømme hvor vidt hun burde eller ej, særligt ikke fordi hun var så vred på ham, selvom det var svært at være, når han opførte sig så roligt som han gjorde i øjeblikket. Hun så hans frustration i blikket, ved hans næste ord. Hun åbnede munden, kun for at lukke den igen. Det var hendes job at berolige folk via hendes ord, men denne gang vidste hun faktisk ikke hvad hun skulle sige. Hun savnede dem også, men det kom bag på hende at han direkte gjorde. ”Darryl.. jeg.. En ting var at gå fra mig, det var hvad det var.. men jeg forstår ikke hvordan du kunne efterlade dem. Jeg ville aldrig have hindret dig i et forhold til dine døtre,” endte hun sandfærdigt. Hendes hjerte slog en anelse nervøse slag, for tanken om at han var gået gjorde faktisk ondt. En død kærlighed til hende var rimeligt, men hvad med de to piger? Yderst nænsomt søgte hun ind i hans favn, som han selv åbnede den for hende. I det store og det hele nåede hun ikke at tænke mere over det, før hun sad med ansigtet begravet mod hans skulder, og hun.. nød det faktisk, hvilket i sig selv var en underlig fornemmelse.

[Deleted]

Darryl vidste udmærket godt, og forsøgte faktisk bare at acceptere at Phoebe ikke ønskede at have noget med ham at gøre, så var det bare sådan at det var i den anden ende, for han kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved det alligevel. Han kunne jo ikke tvinge hende til at gøre noget som helst, hvis det ikke var noget som hun ville det, og det vidste han godt, også selvom det var ham en frustration uden lige! At hun burde være et andet sted end på kirkegården sammen med ham, vidste han et sted godt, selvom han nu heller ikke sagde noget til det. Han ville virkelig ønske at han kendte til sine børn og hans tavshed og stramme mine, var jo noget som allerede fra start af, måtte sige det hele, og det vidste han faktisk godt. Han bed sig let i læben, som hun fortsatte. At de var værd at kende? Selvfølgelig var de jo det! Det var hans børn for pokker! Han sukkede indvendig og nikkede roligt. Den lille pige kunne han udmærket godt huske – fars lille prinsesse, også selvom hun ikke havde været særlig stor, men af den grund, så havde hun vel været i stand til at huske ham? ”Det er de stadig,” fastholdt han med en dæmpet stemme. Det kunne godt være, at det ikke var noget som han burde snakke med hende om, for han kunne helt klart også høre på hende, at dette var noget som påvirkede hende, og det var et sted også en tanke som gjorde ham bange et sted. Igen bange for at gøre noget forkert, også selvom han havde handlet udelukkende for hendes skyld, for han ønskede bestemt heller ikke at hun skulle komme galt af sted, hvis det var noget som man ellers kunne blive fri for i den anden ende. Han elskede hende stadig og hun var hans mage, hvilket også var grunden til at han havde opsøgt hende igen, selvom det var en forklaring som hun allerede havde gjort det tydeligt for ham, at hun ikke ville lytte til, så kunne han lige så godt bare holde mund. Han vendte blikket mod hende ved hendes ord, også selvom det ikke just gjorde det bedre for ham. ”Jeg havde ikke noget andet valg..” svarede han ærligt, som han roligt lukkede hende ind i favnen, hvor han lukkede armene omkring hende. Endnu en gang forsvandt smerten i hans ryg af det kors som han havde fået brændt ind i huden, og det var noget som for alvor fik ham til at slappe af, for det føles.. rigtigt at sidde med hende på denne måde. Han vendte igen blikket mod gravene. Han havde handlet for deres skyld, også selvom resultatet var endt som det samme; De var jo alligevel endt i graven, og det var noget som kun gjorde ham direkte frustreret! ”Jeg tog et valg, for at beskytte dig og pigerne.. Jeg.. havde aldrig regnet med, at det skulle gå så vidt. Undskyld..” Han vendte blikket mod hende igen, som hun nærmest gemte sig ind i hans favn. Han endte direkte med at sætte sig på bagpartiet, så han kunne tage hende ordentlig ind til sig igen, for det var der han virkelig ønskede at hun skulle sidde og være; I hans favn, som hun altid havde tilbragt tiden i tilbage dengang – mange stunder og tider som han tog sig selv i at tænke på, specielt nu hvor han tilbragte så meget tid på kirkegården.

[Deleted]

Måske Phoebe hårdnakket holdt fast i at hun ikke ønskede ham omkring sig, men et sted så sagde hendes handlinger, hendes ord imod? Nu hvor hun praktisk talt sad der i hans arme for første gang gennem mange år, så burde det jo sige lidt det hele, for ikke at glemme, at hun reddede hans liv, og skænkede ham sit blod. Blikket hvilede endnu mod de to små grave der stod ved siden af hinanden. Hun så deres smukke piger foran sig.. de havde været engle sendt fra himlen, og de var brat blevet revet fra hende, et sted så følte hun vel også at det var hendes skyld? Hun havde ikke taget hånd nok om dem. Tårerne trillede lydløst ned over hendes blege kinder. Børnene ville have klappet sig i hænderne af iver og glæde, hvis de så deres forældre sidde som de gjorde i øjeblikket. Ana havde husket ham, hun havde bedt en lille bøn til far hver aften, spurgt til ham som det første om morgenen og som det sidste om aftenen. Gabriela var begyndt på det samme kun fordi hendes søster havde gjort det, men det havde været okay. Det værste var, at hun aldrig havde vidst hvad hun skulle fortælle dem. ”Det er de,” medgav hun stille. Der gik ikke den dag hvor hun ikke skænkede de to piger en tanke. Alle havde et valg, men det var nytteløst at diskutere med ham. Hun havde aldrig fået grunden, for hun havde ikke ønsket den, da han efter flere hundrede år, atter havde valgt at dukke op, og siden havde han været omkring hende. Phoebe blev siddende i hans favn, indåndede den velkendte duft, og følelsen af kulde løbe ned over hendes ryg, ved den pludselig forandring fra hendes egen kropsvarme og ind mod hans kølige. Det var ikke ubehageligt, heller ikke fordi det faktisk føles underligt.. rigtigt. Det var mange år siden han sidst havde holdt hende tæt ind til sig på den måde. Hånden lukkede sig omkring hans skjorte, et sted kun for at holde ham tættere ind til sig. Det var ikke meningen at hun skulle lade sig rive med på den måde, men hvad kunne hun gøre? ”Jeg ved ikke hvad du gjorde eller ikke gjorde. Du gjorde det klart den aften, at jeg ingen betydning havde, og at pigerne ikke bekymrede sig synderligt meget. Hvordan i al verden, forventer du jeg skal reagere, når du dukker op efter alle år?” modsat deres andre samtaler, så var hun denne gang ikke bebrejdende men , mere frustreret for, hun havde virkelig forsøgt at finde ud af det, hvilket ikke var lykkedes hende, hun vidste ikke hvordan hun burde reagere på ham. Tårerne tørrede hun bort, for hun brød sig bestemt ikke som at sidde så sårbar, og slet ikke overfor, Darryl. Hun elskede den velkendte følelse af at sidde ved ham, men det ændrede ikke det faktum, at tilliden til ham var blevet brudt. Forsigtigt hævede hun blikket til hans. Hun måtte desværre erkende at han endnu formåede at få hendes hjerte til at springe et ekstra slag eller to over. Den forbandede vampyr kunne stadig gøre hende blød som smør, og den tanke irriterede hende til dels. Yderst nænsomt hævede hun hånden og lagde den mod hans kind så blidt, at der næsten ikke var en kontakt. Man kunne roligt sige at hun blot gik efter hendes instinkter, for ellers ville hun bestemt ikke være kommet ham så tæt!

[Deleted]

Darryl gjorde sig virkelig ikke nogen forhåbninger i denne stund, for han vidste udmærket godt, at han bare ville ende skuffet. Dette var vel bare en engangsting, nu hvor Phoebe faktisk valgte at sidde så tæt på ham? Det var slet ikke noget som han regnede med ville fortsætte i længden, også fordi at han kendte til hendes stædighed, samt det faktum, at hun faktisk var vred på ham, hvilket bestemt heller ikke var noget som gjorde det nemmere eller bedre for ham, for hun forstod jo heller ikke hvorfor han havde gjort som han havde gjort! Og han havde allerede opgivet at give hende den forklaring, for hun havde jo kun gjort det tydeligt at hun ikke ville have hende. Ana ville huske ham, det vidste han, for hun havde alligevel været så stor, da han havde taget valget om at forlade dem, selvom det jo faktisk havde været en handling for at beskytte dem, selvom det var tydeligt, at det ikke havde den effekt, hvilket så kunne frustrere ham den dag i dag, for han kunne jo se at begge pigerne havde forladt denne verden, hvilket virkelig var en knude i hans eget bryst. Han trykkede ganske forsigtigt Phoebe ind i favnen, som var det et forsøg på at give hende trøst, selvom han slet ikke vidste om det var noget som han måtte eller ikke, for hun var virkelig utilregnelig for ham efterhånden! ”Mhmm.. Det er de,” medstemte han dæmpet, som han vendte blikket stille mod hende. Bønnen var aldrig kommet frem, også selvom han havde håbet på at have noget at kæmpe for når han kom fri af den forfærdelige tortur som han havde været igennem, også selvom han gjorde det igen, hvis det betød at han kunne få hende! At hun direkte klamrede sig fast til hans skjorte, var noget som forvirrede ham, for.. hvad ville hun egentlig? Følelser forvirrede ham! For mange af gangen om ikke andet! Han sukkede og rystede let på hovedet. ”Jeg ved godt, at det er forvirrende, Phoebe. Jeg regner heller ikke med at du vil kunne forstå..” endte han dæmpet. Han havde brudt alle tænkelige love for ham og hans race dengang han havde fundet sammen med hende, men det var nu bare sådan at det måtte være. Nu hvor hun sad i hans favn, så forsvandt hans egen smerte, og det var noget som alligevel tillod ham at slappe af, og det var en tanke som han specielt godt kunne lide, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Jeg forventer virkelig ingen verdens ting..” endte han dæmpet, som han vendte blikket mod gravene igen. Han ville ikke hæve hånden og fjerne hendes tårer, for han vidste slet ikke om han burde eller ikke! Om ikke andet, så brød han sig slet ikke om at hun skulle være så ked af det! At hun valgte at lægge hånden mod hans kind, fik ham let til at lukke øjnene. Hun havde allerede gjort meget for ham, så.. hun kunne næppe være så ligeglad som hun fremstillede sig som? Kunne hun? ”Jeg gjorde hvad jeg fandt rigtigt på givende tidspunkt. Jeg havde aldrig troet det skulle gå så galt..” endte han selv mere frustreret, for tanken skræmte ham faktisk. Det havde jo slet ikke været meningen at de to elskede små piger skulle gå bort, for det havde aldrig nogensinde været hans intention! Det var slet ikke noget som han havde troet!

[Deleted]

Dag på dag stod hun i kirken og prækede overfor de som havde troen på hendes ord. Hun forsøgte dem at lærer dem om den kærlighed som der var omkring dem, forsøgte at få dem til at omfavne dem, men selv var hun ikke i stand til at gøre samme. Hun forsøgte at holde Darryl fra sig med ethvert middel, i forsøget på at overbevise sig selv om, at han ikke elskede hende – som han havde sagt. Var det ikke bare dumt? Deres to piger var måske gået i døden, men Phoebe tillod sig endnu at mindes dem, hver eneste aften via de mange bønner. Hun var i troen på, at de havde det godt hvor end de var, i armene på guderne, hvor de kunne søge en moders trygge favn, også selvom det ikke var hendes. Hun havde mistet det, som enhver kvinde satte højest – sin familie. Ikke nok med at hun havde mistet sine døtre, men hun havde jo også mistet sin partner, hvilket i det store og det hele også var grunden til, at hun ikke havde slået sig til ro med en ny mand, og fået nogle skønne børn med ham. Fortiden var ikke så fjern som hun måske ønskede at den skulle være, og det afspejlede sig, ved at hun nu sad i armene på den mand, som hun havde forsøgt at skubbe fra sig, foran deres døtres grav, og lod ham trøste hende, som han skulle have gjort for så mange år siden. Hun havde bedt til at han en dag ville fortryde, at det en dag ville gå op for ham, at han havde begået en fejl, men det var så lang tid siden nu, at hun slet ikke kunne forholde sig til tanken om at bønnen var blevet hørt. Hun trykkede sig ind til hans krop, klamrede omkring hans klæder, uden at tænke videre over det. Hun søgte den velkendte favn, og lod sig berolige af den duft, der havde været kendetegnet for den kærlighed der engang havde været mellem dem. Hvordan de var døde, var svært for hende at huske, særligt når de måtte sidde som de gjorde i øjeblikket. ”Det ved jeg ærlig talt heller ikke om jeg gør. Alt det her forvirre mig. Du forsvinder for århundrede, og nu finder jeg dig ved vores døtre hver aften?” hun så en anelse forundret på ham, for hun forstod virkelig ikke noget det. Hun var jo heller ikke direkte ude på at forvirre ham. Tomlen strøg blidt over hans kølige hud. Hun hævede blikket i hans, og betragtede de triste øjne der mødte hende. Tårerne på hendes kinder var tørret ind, også selvom hun endnu følte den tristhed i sit indre. Det var hårdt at fornægte en så stor del af sig selv, for hun havde trods alt været klar til, at få gudernes velsignelse til at leve resten af sine dage med denne mand, også selvom der ikke blev noget af den slags nu. Det lettede hende under alle omstændigheder at høre, at han ikke direkte havde nogle forventninger til hende. ”Alle begår fejl, Darryl. Men de færreste forlader sin familie, og jeg ville lyve hvis jeg påstod at jeg ikke bebrejder dig for det. Men jeg hader dig ikke. Tværtimod så plager det mig uendeligt, at mit hjerte stadig banker på den måde når du er i nærheden, og det plager mig, at jeg stadig er villig til at kaste mig i døden for dig, på trods jeg udmærket ved at du ikke længere føler det. Du sagde det. Jeg vil ikke skuffes, ikke igen, men jeg kan ikke.. lade være!” afsluttede hun næsten frustreret. Når først hun blev nervøs, havde hun en tendens til at plapre, og nu var det på tide at få lettet hjertet efter de mange år.. så kunne hun få lov til at fortryde senere, men hun var nødt til at lade ham vide.

[Deleted]

I det store og hele, så turde Darryl virkelig ikke håbe på noget, selvom Phoebe faktisk af sin egen frie vilje havde valgt at placere sig i hans favn. Det var ikke fordi at det var noget som gjorde ham noget, men det var nu bare sådan at det var i den anden ende. Han måtte jo bare bide det i sig, selvom han virkelig var fristet til at trykke hende helt tæt på sig, skænke hende kys og kærtegn, de store ord og bede hende om at lukke ham ind igen, selvom han slet ikke regnede med, at det var noget som ville blive til uanset hvor meget man så end måtte håbe på det eller ikke, så kunne han bare ikke gøre noget ved det, uanset hvor meget man så end måtte håbe på det, men det var bare sådan at det var. Han bed den tanke i sig, som han blev siddende og stirrede på gravene foran sig. Den yngste havde han aldrig lært at kende, selvom han havde håbet på det, selvom det virkelig havde trukket ud. Selv nu kunne han jo sidde og slappe af, og det var noget som han virkelig godt kunne lide, for det gjorde ikke engang ondt lige nu! ”Min familie er jo her. Hvor skulle jeg ellers søge hen?” spurgte han direkte. At hun ikke forstod det, var selvfølgelig en tanke som kun frustrerede ham, for han kunne da heller ikke gøre det mere klokkeklart for hende, kunne han? Han savnede hende, som han savnede deres børn, som han i det store og hele, faktisk savnede alt det som han havde mistet, men som han samtidig også vidste, at han slet ikke kunne få igen, hvilket virkelig var en tanke som måtte frustrere ham, selvom han ikke kunne gøre noget som helst ved den af den grund. At hun havde lagt sin hånd mod hans kind, var noget som direkte efterlod ham med en voldsom sitren, for det føles virkelig, virkelig godt! Det var en rar fornemmelse at skulle sidde igen med, også fordi at det var så mange år siden at hun faktisk havde ladet sig røre ham på den måde. Han vendte de mørke øjne direkte mod hende, som han blev siddende og stirrede på hende. Smuk var hun virkelig.. og et sted så frustrerede det ham, at hun ikke bare ville lytte til ham, for det var jo heller ikke fordi at han krævede særlig meget! Hendes følgende ord, var mere end nok til at frustrere ham nok til det. De spidse tænder viste sig i hans mundvig, idet han endte med en dæmpet knurren. Han hævede hånden og lagde en finger mod hendes læber, for at få hende til at tie. Nu var det hans tur til at snakke! ”Min leder stillede mig i et valg, Phoebe! Enten forlod jeg familien, ellers ville han rive den fra mig. Jeg gjorde for pokker kun hvad en hver anden ville gjort i mit sted, hvis det kunne koste dem deres børn og kærestes liv! Og ved du hvad? Jeg har aldrig fortrudt det! Det eneste som jeg er ked af, er at jeg uanset hvad, skulle miste mine egne små engle.. og se dem her. Ja, jeg har gået glib af meget, men her føler jeg da i det mindste, at jeg kan være sammen med dem. Jeg er død selv.. Jeg er endda født på den her måde, men selv de er kommet det skridt længere end mig. Nok er jeg død og uden et bankende hjerte, Phoebe, men selv jeg ved hvad der skal til for at beskytte familien.. og det gjorde jeg,” afsluttede ham. Det var ikke fordi at han direkte tænkte over ordene, for det var virkelig bare som de fløj forbi hans læber. Nu var han da frustreret og desperat nok til det!