What is happening..?

[Deleted]

At sidde i hans favn var faktisk noget som hun havde savnet. Alligevel havde hun aldrig regnet med at hun nogensinde skulle komme ham så tæt igen, for hun havde opgivet håbet om at han ville komme tilbage for frygtelig mange år siden. Hans favn var ganske vidst kold, men under alle omstændigheder så følte hun sig beskyttet, hvor hun gennem alle de år havde været tvunget til at klare sig selv, og det havde jo også sat sine spor. Hun indåndede den velkendte duft, som altid havde formået at sætte en mærkværdig følelse i hendes indre, som hun aldrig havde været i stand til at forklare. Hendes blik hvilede slet ikke mod de to grave, hun havde stirret på dem i timer gennem flere år, fordi hun savnede sine kære døtre. Det var jo ikke kun Darryl der i sin tid havde mistet det hele, hun havde ligeså. Ikke nok med at han havde valgt at forlade hende, med ordene om at de kærlige følelser var ligeså døde som det han selv var, hendes døtre var blevet revet fra hende til fordel for døden, hun var blevet straffet for valg hun havde taget, og hun forsøgte at forstå at det aldrig havde været meningen, men nemt var det ikke. Et sted var hun fristet til at trykke sig ind i hans favn, men bare det at have de løse arme hvilende omkring sig, var om ikke andet end start. Hvad Darryl helt præcist lavede, havde hun endnu ikke fået med sig, hun vidste bare at han nat efter nat sat foran de to grave, og stirrede på dem for at nå de to piger. De havde elsket deres far,s elv den yngste som aldrig havde set hans ansigt. De sidste par måneder af graviditeten havde hun været alene, der havde ikke været nogle til at pusle om hende, eller hjælpe til med fødslen, det var i det hele taget et mirakel at både hun og Gabriela var overlevet i sin tid. ”Du kan ikke blive her. Du skræmmer procianerne,” påpegede hun stilfærdigt, selvom det ikke var løgn. De færreste brød sig om at have en vampyr i landet, men de kunne ikke rigtigt smide ham ud, og hun kunne mærke det på kirkens aktivitet selv i dagtimerne. De som kom, kom egentlig kun for at se om der var hold i rygterne om, at Phoebe var ham hengiven.. desværre var det jo sandheden også selvom hun nægtede at vedkendes det. Hvad de havde haft, var gået tabt for mange år siden, end ikke hun så muligheder for at få den igen. Hånden faldt stille ned over hans kind og ned i sit skød. Hun tav i samme øjeblik som fingeren lænede mod hendes læber, hvilket i sig selv efterlod hende med en sitren, det var lang tid siden at han i det hele tiden havde rørt hende. Hun så på ham med de lettere forundret vegne, og lyttede til hans lange smørrer. Han efterlod hende ikke med andet valg end at lytte. Hun sukkede frustreret. ”Vi kunne have fundet ud af det sammen, Darryl! Du efterlod mig med en syg datter, og højgravid, hvad havde du egentlig regnet med skulle ske? Alt blev revet fra dig alligevel i det øjeblik du afslørede at du ikke længere følte for mig eller familien! Forskellen havde været at du kunne have nået at sige farvel til dem, de kunne være gået i døden med fred i sindet,” endte hun frustreret. Tårerne vældede atter op i hendes øjne selvom hun nægtede at lade dem falde. Hun holdt sig selv ude af det, for at han ikke elskede hende var noget hun havde lært at takle, men tabet af børnene.. den nagede hende virkelig! ”Vi skulle aldrig have trukket den så langt, vi var klar over reglerne, over riscissierne,” afsluttede hun stille. De burde ikke tage den snak foran børnene. Det ærede jo ikke ligefrem deres minde!

[Deleted]

Darryl vidste godt, at han slet ikke burde blive i landet, men han gjorde jo ikke nogen noget? Han rendt rundt omkring kirken som det eneste, for.. han kom jo ikke ind som sådan. Ikke før Phoebe ville invitere ham, så han skjulte sig jo egentlig, og var ikke rigtigt til fare eller stod som nogen trussel for nogen, for han kendte til reglerne, og han vidste at folk holdt et varsomt øje med ham, men.. han gjorde jo ikke noget overfor nogen som helst! Han sad ved sine piger om natten, jagede dyr i skoven, hvis han fandt tiden til det, og ellers holdt han sig faktisk for sig selv, mest af alt for at sørge for at folk faktisk undgik at se ham. Han sukkede dæmpet, som han vendte blikket væk fra hende. ”Så send mig væk.. så skal jeg nok gå..” mumlede han let. Børnene var hans holdepunkt her, for det var faktisk det eneste som han havde, og det var jo ikke engang fordi at han faktisk.. kendte dem, men det var bare følelsen og fornemmelsen af det, som gjorde det hele for hans vedkommende. Han blev siddende og stirrede på de to små piges grave. Det var virkelig hans eneste holdepunkt lige nu. ”Jeg ønsker jo ikke at skræmme nogen..” endte han med en dæmpet stemme, som han vendte blikket mod hende endnu en gang. Han gjorde jo ikke nogen noget som helst! Han sukkede dæmpet, som han bed sig svagt i læben og rystede så endnu en gang på hovedet. At fortælle hende sandheden og hvordan det faktisk forholdt sig, selvom det var tydeligt at det ikke direkte hjalp ham på nogen måde overhovedet, om det var noget som han ville det eller ikke. Han sukkede dæmpet. Det kunne godt være, at han havde efterladt deres lille pige syg og hende højgravid, men det var bedre odds, end at han ville stå og se til at hans egen leder skulle tage hendes liv og deres børn med! ”Du forstår slet ikke hvad jeg siger, gør du? Jeg gjorde det udelukkende for at forhindre dig i at søge efter mig! Han ville for pokker slå jer alle ihjel!” endte han tydeligt frustreret, som hans greb omkring hende endte med at slippe. Hun viste ham slet ikke den forståelse som han havde brug for! Han havde brug for hende til at forstå og bekræfte at det som han gjorde, ud fra omstændighederne, faktisk var det rigtige! Men.. det var det stik modsatte, og det var slet ikke det som han havde brug for! Han vidste at deres forhold havde været forbudt, han vidste at han sikkert ikke var god nok for hende, men han havde for pokker forsøgt! Han bed tænderne så tydeligt sammen, at de spidse viste sig i hans mundviger. Hendes ord var ikke ligefrem noget som gjorde det mere behageligt for ham på nogen måde! ”Fortryder du virkelig, at du lukkede dit hjerte op for mig, Phoebe..?” spurgte han endeligt, som han endnu en gang vendte blikket mod hende og med en direkte fast og intens mine. Det var ikke ligefrem det her han havde regnet med at skulle stå ansigt til ansigt med, for.. han ønskede egentlig bare at finde den ro som han havde haft før!

[Deleted]

Phoebe havde ingen intentioner om at give Darryl adgang til kirken. Det var hendes frirum og det havde det altid været. Han havde altid accepteret hendes tro, men han havde aldrig forsøgt at blive en del af den og dermed af hende, så hvorfor skulle hun give ham adgang til noget så helligt, som det sted hvor fortabte sjæle kunne søge tilgivelse? Hun kunne ikke havde rendende omkring! Hun sukkede lidt opgivende. ”Du ved godt at jeg ikke bare kan bede dig gå. Du burde være i stand til at se det selv” påpegede hun blot irritabelt. Den mand havde vitterligt ingen forståelse for lyset, for troen eller for de mennesker som behøvede hende. I øjeblikket sad hun selv med Yasmya som hun ligeså havde lovet at holde hånden over, og han gjorde det bestemt ikke let for hende. ”Du er et rovdyr i lyset, Darryl. Det er svært at undgå,” endte hun sigende, og bed sig lidt usikkert i læben. På nogle områder var han ikke meget mere modent end et barn, og det var både irriterende og charmerende på samme tid. Det var det som gjorde ham farlig. Den pludselige vrede var noget som rev Phoebe ud af sine tanker i samme øjeblik. Hun slap ham stille. Den maske som hun havde ladet falde, blev bygget op hurtigere end noget som helst andet. Tårerne tørrede hun bort med håndryggen, hvorefter hendes blik blev efterladt direkte hårdt. Dette var nok grunden til det aldrig var gået, deres opfattelse af verden og hvad der foregik omkring dem, var frygtelig forskellig. Hun trak sig fra ham, nu hvor han alligevel valgte at give slip på hende. Det gjorde ondt, men hvad pokker havde hun uanset tænkt, ved at lade ham komme tæt på igen?! Jeg forstår hvad du siger. Men hvornår har jeg været dumdristig, Darryl? Jeg ønskede det bedste for vores børn, jeg ville aldrig søgt efter dig, hvis du havde bedt mig om andet, men i stedet efterlod du os i troen om at du var fuldkommen ligeglad med os alle sammen. Jeg var den som sad hver aften og ikke vidste hvad jeg skulle fortælle pigerne, ikke dig!” vrissede hun og forsøgte en smule vaklende at komme på benene igen. Hun hadede at lyde som et offer, men han havde efterladt hende med en følelse af at være fortabt og uelsket.. hun havde følt sig om en brik i et lille smil, og med en syg datter samt en kommende, uden et sted at bo uden noget som helst! Det var dog ikke en tilfredshed hun ville give ham, ved at skænke ham de ord! Hun lod hånden løbe igennem de mørke lokker. De sylespidse tænder faldt hende i blik. Det løb hende koldt ned af ryggen. Selv vores fejl er en livserfaring som vi ikke burde ønske at være foruden.. men ja jeg fortryder. Hvordan kan jeg andet?” hun trak svagt på skuldrene. Det var måske hårde ord, men det var ærligt. I sidste ende havde hun ikke fået andet end en hård facade, og en masse problemer. Hendes hjerte var endnu knust. ”Godnat,” endte hun stille og drejede om på hælen, kun for at vandre i samme retning som hun var kommet fra. Det gjorde ondt, men hun kunne ikke tage den snak endnu, desuden var det håbløst. Manden kunne ikke forstå hende på grund af forskellene imellem deres verdner, og så måtte det jo være sådan! Hun knyttede hænderne, følte en mindre skælven af vrede og frustration.

[Deleted]

Det var allerede gået op for Darryl, at han var endt i en situation som han ikke bare kunne krybe ud af. Han gjorde jo ikke direkte noget ved de lyse væsner, og det var jo heller ikke ligefrem fordi at folk opsøgte kirken om natten, og han sad jo bare ved børnenes grav! Han ønskede jo slet ikke at fremstille sig selv som direkte farlig eller truende, for han var faktisk ganske rolig af sig, for andet kunne han da slet ikke være, det var helt sikkert! Han vendte blikket sigende mod hende endnu en gang. For hans vedkommende, var det virkelig rart at sidde der sammen med hende, men.. at det hele skulle ændre sig så hurtigt, var noget som alligevel måtte komme fuldstændig bag på ham, for det var slet ikke noget som han havde regnet med på nogen måde overhovedet! ”Jeg… troede ikke de havde lagt mærke til at jeg var her..” endte han dæmpet. Han mente det faktisk. Det var jo heller ikke ligefrem fordi at han havde gjort folk opmærksomme på at han var der, men ikke desto mindre, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Det var kun gjort mere og mere tydeligt for ham, at de endnu en gang var gået skævt ind på hinanden… Han havde ellers lige håbet at det hele nok skulle vise sig at gå i den anden ende, men det var nu bare sådan at det måtte være. Han sukkede opgivende, som hun endte med at trække sig væk fra ham, og selv valgte at rejse sig og trak sig væk fra ham. Han vendte blikket direkte mod hende endnu en gang. ”Det var jo ikke fordi at jeg ikke ville være ved Jer, vel? Jeg sad ligesom… lidt lænket fast i min egen situation! Tro ikke, at jeg ikke har skænket dig en tanke eller vores familie for den sags skyld, for det har jeg! Jeg gik og tænkte på den dag, jeg igen ville se Jer..” endte han med en dæmpet og ganske sigende mine, for løgn var det bestemt heller ikke. At hun direkte fortalte ham, at hun faktisk fortrød, var virkelig den samme fornemmelse, som at stikke ham ned, for det var virkelig hen af det samme, om det var noget som man ville det eller ikke. Han knyttede næverne ganske let, som han selv valgte at rejse sig, og uden at tage blikket fra hende. Hun havde åbnet op for ham som omvendt og.. hun fortrød? Det var virkelig noget af det værste som man kunne udsætte ham for! Han kneb øjnene fast sammen. ”Jeg er ked af, at du fortryder vores årelange forhold, Phoebe. Jeg er ked af, at jeg er en mand som du direkte fortryder at have lukket tæt på. I så fald, ville jeg have ønsket at du havde fortalt mig for længe siden, at det aldrig ville gå igen..” For nu valgte han at holde sig behersket, selvom det bestemt heller ikke var nemt. At hun ønskede ham godnat og bare vendte om, fik ham til at stå tavs på stedet, for han følte slet ikke for at gengælde det. Som om at hun direkte jog det bæst frem i ham ved at bare afvise ham på den måde, for det var noget af det værste som han nogensinde havde oplevet! Værre end den tortur han havde været igennem. Han vendte sig mod pigerne. I denne stund var det dem som holdt ham behersket.. Han ønskede ikke at vise dem det forbandede bæst, hvis han kunne blive fri for det!

[Deleted]

Dette var Procias, et land af lys, hvilket i sig selv var grund nok til at Darryl intet havde at gøre her. Børnene var begravet, så hun var lige i nærheden af dem hele tiden, og det glædede hende om ikke andet at han sad ved dem, og viste en form for interesse, men det kunne for pokker ikke blive ved! Vinden legede med hende mørke lokker, aede hendes kind og hendes nakke, som forsøgte den at trøste hende, også selvom det ikke ligefrem havde nogen effekt, for hun var vred og ikke mindst frustreret! Det havde været rart at sidde i hans favn, og for et øjeblik havde hun taget sig selv i at føle sig både rolig og tilpas, selvom det hurtigt var noget som havde ændret sig. De havde valgt at sige stop af en grund, og nu huskede hun i den grad hvorfor! Hun himlede med øjnene. ”Selvfølgelig har de mærket det. Der snakkes for pokker,” mumlede hun en smule irriteret, for det var bestemt ikke noget som pyntede på hendes rygte, og hun bar en byrde i form af manges tillid på sine skuldre, han gjorde det bestemt ikke nemt for hende. ”Bare.. glem det, Darryl. Jeg ønsker ikke at lytte,” bed hun ham af. Armene lagde sig over hendes bryst. Han havde efterladt hende i troen om at han ikke ønskede at vedkendes hende eller deres familie, den som han selv havde skænket hende. At hendes ord påvirkede ham var ikke svært at se. Selv følte hun maven trække sig sammen, for det var bestemt heller ikke rart at erkende, men det var sandheden.. hun fortrød at hun i det hele taget havde åbnet sit hjerte for ham i sin tid, for det havde ikke givet hende andet end en ulidelig smerte i sidste ende. De nøddebrune øjne betragtede hans sårede mine. ”Hvis du havde regnet med.. at du en dag ville komme tilbage, og at jeg ville åbne mit hjerte for dig som var intet sket.. så er du ikke blot naiv men ligeså dum. Så lad mig give dig den nu.. Det kommer aldrig til at gå igen. Jeg kommer aldrig til at åbne mit hjerte for dig igen, Darryl,” hun nikkede stille mod ham, og fortsatte sin hastige gang mod kirken. At hun formåede at vække hans dyr, var slet intet som hun skænkede en tanke, det var jo forbandet mange år siden, at hun havde været under det samme tag som et bæst. Hænderne var knyttet så fast, at neglene borede sig ned i hedes ømme håndflader. Tårerne pressede sig på, men hun nægtede dem at komme til udtryk før hun var i stand til at søge læ i kirken.. der kunne han ikke nå hende, så meget vidste hun! Det var måske en direkte kold afvisning at skænke ham, og sandheden var jo at det gjorde ondt på selv hende. Hun ønskede at kunne stole på ham, lukke sit hjerte op for ham, for selvom hun ikke ville erkende det så.. var hendes liv ensomt. Alle dem som kom i kirken, hånd i hånd med sine kære, og folkene omkring hende som elskede. Hun var kun sig selv, og hun ville nødig beklage sig, men det var ensomt, også det faktum at hun bar andres tillid men ikke selv var i stand til at betro sig nogen på den måde. Hun nåede roligt til kirkens store porte. Halvt om halvt forpustet stoppede hun op og lænede sig op af døren. Yasmya var derinde, og hun ønskede ikke et hav af spørgsmål, det kunne hun virkelig ikke overkomme i øjeblikket, det var helt sikkert!

[Deleted]

Den ellers så korte glæde, som Darryl havde siddet igen med, var allerede revet fa ham, hvilket var noget som faktisk måtte irritere ham, for han havde virkelig forsøgt, og nu skulle han hakkes ned igen? Det var bestemt ikke retfærdigt! Han bed det i sig for nu, også selvom det kun måtte være et spørgsmål om tid, inden det først for alvor måtte gå galt, og det var noget som han vidste allerede. At folk faktisk havde bemærket at han var der, havde faktisk ikke været hans mening, for han havde jo ikke gjort nogen noget, og han viste sig jo heller aldrig, netop for at undgå den omtale! Sjovt så at kongeparret ikke havde gjort noget ved det endnu? Han sukkede dæmpet og bed tænderne let sammen. ”Jeg har ikke gjort nogen opmærksom på min tilstedeværelse.. Jeg havde aldrig troet at de ville se mig her.. eller vide, at jeg var her..” endte han dæmpet. Sandt var det jo faktisk! At hun ikke ønskede at lytte, var noget som virkelig frustrerede ham, for han havde brug for at blive lyttet til! At hun så direkte kunne sige, at hun fortrød at have lukket ham ind i sit hjerte, var helt klart det som gjorde utrolig ondt! Han bed tænderne fast sammen, som han knyttede næverne. Det kunne hun jo godt have fortalt ham for længe siden! Så skulle han da nok holde sig væk! Så kunne han tage tilbage til sin egen slags og bede dem om at fuldføre den tortur som de havde stoppet på vejen! Måske meget ekstreme tanker, men det var tanker som gik direkte igennem hovedet på ham, og det var slet ikke noget som han kunne have med at gøre i den anden ende. Han rejste sig roligt, som han så at hun bare bevægede sig tilbage mod den store kirke. Tanken irriterede ham.. Kunne hun for pokker ikke engang se, at det var ham som havde brug for at få lettet det døde hjerte, for det havde han altså! Det var det at hun vendte ryggen til ham og bare.. gik, hvor det først for alvor måtte så klik for ham, for det var bestemt heller ikke en tanke som han kunne have med at gøre! Selvom han måske havde gjort hende ondt, og sikkert også det som måtte være værre, så var det bestemt også fordi at han ønskede en form for respekt! Og ikke det andet her, for det var slet ikke noget som han kunne bruge til noget som helst! Han endte hastigt med at søge direkte efter hende, hvor han hurtigt endte med at tage fat omkring hendes ene skulder, kun for at få hende til at stoppe op, for han fandt sig bestemt ikke i noget som helst! ”Du har ingen ret til bare at gå, Phoebe! Du tilhører mig!” endte han med en langt mere fast tone, som han vendte blikket direkte mod hende endnu en gang. Det slog mere eller mindre klik for ham, og det at skulle sidde der og bare.. se til at hun tog over spillet på den måde, var slet ikke noget som han accepterede! Han endte med at vende hende, kun for at slå hende direkte op mod den nærmeste mur, for at holde hende fast foran sig. Han stillede sig helt foran, så hun ikke havde nogen flugtveje, for det var slet ikke noget som han kunne finde på! Ikke bare sådan! Hans øjne lynede nærmest med en morderisk lyst. Kunne han ikke få hende, så var det bestemt heller ikke fordi at han ønskede at nogen andre skulle have hende! ”Du kan tro nej! Du skal ikke bare vende ryggen til mig!”

[Deleted]

Phoebe havde mere end en gang hørt rygterne svirrer om den vampyr som vogtede over kirken. Det var noget som skræmte enhver procianer fordi han var en del af mørke, som de ikke kunne forholde sig til, uanset om han så havde været diskret eller ej. For et kort øjeblik havde hun faktisk følt et lille håb spirer for øjnene af hende, den lille glæde ved at lade ham skænke hende den velkendte tryghed, men i sidste ende, så var han den nøjagtig samme mand! Hun havde reddet hans liv, nu var de vidst mere end kvit, så kunne han ikke bare smutte? Phoebe havde hørt hvad hun ønskede at høre, og det var på ingen måde brugbart eller tilfredsstillende! Hun havde om ikke andet håbet, at han havde fortrudt, men den form for anger lod han jo ikke til at udvise, i stedet forventede han at hun skulle vise ham lidt af den medfølelse som hvilede i hendes lyse hjerte. Han kunne tro nej! Hun sitrede at vrede som hun strøg mod kirken. Tanken om at hun legede med det indre bæst, var slet ikke noget hun skænkede en tanke, det var for længe siden hun havde været under tag med et vredt dyr. Faktisk havde hun kun set ham vred få gange før. De mørke lokker dansede lystigt i vinden efter hende, med den hastighed hun bevægede sig med, også selvom det var et ringe forsøg, med henblik på at han ville være istand til at indhente hende hurtigere end noget andet. Hun gibbede forskrækket som den faste hånd tvang hende til at stoppe op. Manden kendte ikke altid sin egen styrke, det gjorde faktisk ondt. Det var dog hans ord, der fik hende til at se på ham med et direkte dræbende blik! Hvad pokker var det han troede?! ”Jeg ved ikke hvilken forskruet verden, du lever i Darryl Jeg tilhøre på ingen måde dig!” hvæssede hun af ham, og tvang sig ud af hans greb, selvom det føltes som om hendes skulder gik af led. Hun var kun sin egen, det andet var blot en syg og ikke mindst dyrisk tanke! ”Jeg er ikke en genstand, du kan ikke eje mig!” hun gav ham et blidt skub, hun var trods alt af en ikke synderligt truende bygning. Før hun overhovedet nåede registrere det, følte hun den kølige væg mod hendes ryg. Hun stønnede hæst, mest fordi det faktisk gjorde forbandet ondt! Tårerne pressede sig på. Nu huskede hun det. Vampyr.. vrede. Derfor hørte han ikke til her! Hun så ind i det morderiske blik, der på en og samme tid fik hende til at skælve i frygt, og som samtidig fejede benene væk under hende. ”Darryl,” hviskede hun stille. Ville han kunne finde på at skade hende? Hun ønskede ikke at tro det, men desværre havde hun en fornemmelse af, at han ikke ville holde sig tilbage. ”Slip mig.. lige nu. Så vil jeg måske være venlig og lade dig komme ud af landet, uden at melde dig til slottet,” påpegede hun og sank en klump. Hun tvang sig selv til at tale i et mere roligt tonefald, også selvom der gemte sig en skælven af frygt. Kæden af sølv glinsede på hendes hals, men den var hende til ringe gavn når hun stod op af muren, og at forsøge at skubbe ham væk ville være direkte naivt! Hendes hjerte slog hurtigere end hvad der var behageligt, og hun vidste at han kunne høre dem.. føle dem.. tanken skræmte hende. Blikket slog hun ned. Hun ønskede bestemt ikke at udfordre dyret mere end hun havde, det var helt sikkert!

[Deleted]

Darryl vidste udmærket godt, at han havde problemer i og med at han var afsløret her i landet, ikke fordi at det var noget som gjorde det bedre for ham på nogen måde, men ikke desto mindre bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Hovedet lod han søge ganske let på sned, også selv om hans mine havde forandret sig voldsomt siden sidst, men det var jo trosd alt bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Tungen strøg han let over læberne, som han varsomt valgte at tælle til ti indvendig, også for at formå og forsøge at holde sig fuldkommen rolig, selvmo det bestemt heller ikke var særlig nemt altid! Han fnøs ganske kortfattet, som han vendte blikket direkte væk fra sig endnu en gang. Han valgte at holde hende fast med sin egen hånd. Han var vis om sin egen styrke, men denne gang valgte han kun at holde hende fast. Hans blikk endte med at lyne direkte. Det var en tanke som gjorde ham direkte vred! ”Jeg er fuldstændig ligeglad, Phoebe! Jeg følger min slags love.. Jeg markerede dig i skoven! Så jo, du er min!” hvæsede han med en fast mine, som han vendte blikket direkte mod hende endnu en gang. Tanken var noget som kun gjorde ham direkte irriteret! Og det var slet ikke en tanke som han kunne have med at gøre, om det nu var noget som man ville det eller ikke! Han hamrede hende direkte op mod væggen, hvor han stillede sig tæt ind mod hende, også for at forhindre hende i at komme nogen steder, for det ville han slet ikke! Han placerede to hænder tæt på hende – en på hver sin side af hendes krop. Med de ord, så lød det virkelig som hun virkelig… ønskede at han skulle forlade stedet, hvilket virkelig var noget som efterlod ham med en direkte knude i maven, og det var virkelig også.. ubehagelig! Han bed tænderne let sammen, som han endte med at trække den ene hånd til sig. Den endte han med at lægge direkte mod hendes kæbe i stedet for, kun for at tvinge hende til at se direkte op på ham endnu en gang. ”Med de ord, så regner jeg med at du vælger at forvise mig fra et sted som det her.. Selv om jeg intet har gjort nogen heromkring. Jeg kom med fredelige intentioner her.. jeg kom med fredelige tanker og nu.. nu har du valgt at ødelægge det..” Han kneb øjnene fast sammen, som han endte med at slippe hende med en tydelig dirrende hånd, for han ønskede det jo på ingen måde, selv om.. han kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved det af den grund, selv om det bestemt heller ikke gjorde det nemmere for ham. Han sukkede dæmpet. ”Jeg ar klamret mig til et håb.. du har valgt at ødelægge det for mig..” Han vendte blikket sigende mod hendes hals, tydelig med lysten, men… nej.. Han ville ikke gøre det.. Han endte med at trække sig. ”…. Fint..” endte han sammenbidt, som han knyttede næven fast, kun for at trække sig og.. vende ryggen til hende, kun for at gå selv.

[Deleted]

Det overraskede selv hende, hvor.. irrationelt hun i virkeligheden reagerede på den vrede som pludselig var kommet til udtryk i hans mine. Det var mange år siden hun havde været under samme tag som en vampyr, og det bæst som aldrig havde kunnet tæmmes, var et som hun end ikke kendte. Ganske af sig selv trykkede hun sig desperat ind mod muren, stående på tæer, i forsøget på at aflægge blot en smule afstand til ham. Det løb hende koldt ned af ryggen, særlig fordi hun faktisk ikke var sikker på om han kunne finde på at skade hende eller ej. Selvom Phoebe forsøgte ikke at lade sig påvirke af det, så kunne hun ikke lade være med at krympe sig en smule under hans blik. Hun ville frygtelig gerne forgive at være et stærkt væsen, men i virkeligheden var hun frygtelig skrøbelig, og det var desværre noget som Darryl var klar over. Hun lod blikket møde hans. Frygten afspejlede sig i hendes mine, selvom hun forsøgte at bekæmpe den. Hun så ned på sit håndled. Såret var helet for flere uger tilbage, næsten efter hun havde modtaget hans blod. ”Din slags love gælder i-ikke her, Darryl. Desuden forsvandt dit mærkat uger tilbage,” påpegede hun med en yderst stilfærdig tone, som turde hun næppe at sige hvad han allerede vidste, i frygt for hvordan han ville reagere. Det lignede hende slet ikke at blive så lille, eller så stakåndet, men hendes hjerte hamrede som ti vilde heste, det var virkelig ikke behageligt! Hun se ned. Han var så tæt på hende, at hun ikke vidste om det var aftenens kulde eller hans krop, som faktisk fik hende til at fryse. Kroppen skælvede en smule. Selv i deres tid sammen, var det sjældent at hun direkte havde oplevet ham dissideret vred. Blikket blev tvunget i hans. Hun tvang sig selv til at mande sig en smule op, uden helt at erkende for sig selv at hun et sted.. elskede spændingen. I sit indre forbandede hun Darlene, men tiggede og bad om at guderne ville være med hende på denne sti. ”Jeg forviser dig. Dine fredelige intentioner var ligeså egoistisk som dit væsen alene, Darryl. Enhver ønsker noget for dem selv, og for en stund levede jeg faktisk i troen om at du udelukkende var her for at passe dine piger. Gå,” afsluttede hun mere bestemt, også selvom hun kæmpede med tårerne som kæmpede for at blive synlige. ”Jeg.. kan hverken elske eller forstå på kommando,” endte hun blot stille. Han ønskede måske at hun en dag ville give sig hen til ham igen, eller give ham den forståelse som han behøvede, men det kunne hun ikke gøre blot fordi han bad hende om det Da han endelig valgte at trække sig, og tillod hende og komme væk fra de klaustrofobiske omgivelser, var det noget som virkelig lettede hende! Hun åndede ud.. det var lige før de skælvende ben truede med at falde sammen om hende, hun skubbede sig væk fra væggen, uden at se på ham. "Det var et naivt håb," De mørke øjne var blevet våde af tårer, selvom hun endnu kæmpede mod at lade dem falde. Tanken om at han var på vej væk, gjorde skræmmende ondt, i forhold til hvad hun ellers havde ventet sig. ”Darryl..?” udbrød hun uden rigtigt at tænke videre over det.. hvad ønskede hun egentlig af ham? Hvorfor gik hun ikke bare ind i den fjollede kirke og blev der til solen ville stå højt på himlen om bare et par timer? Det var virkelig frustrerende!

[Deleted]

Darryl vidste udmærket godt, at han nærmede sig grænsen for hvad han kunne klare at håndtere lige nu, også fordi at han faktisk havde formået at gøre hende… bange? Han vendte blikket direkte mod hende, dog mere mod hendes hjerte, som var det noget som virkelig formåede at hypnotisere ham og fange hans opmærksomhed. Han bed tænderne fast sammen. Han ønskede jo trods alt heller ikke at skulle ende med at gøre hende noget som helst, for det var jo slet ikke noget som han fik det mindste ud af i den anden ende, overhovedet! At hans love ikke havde grobund her, vidste han udmærket godt, men af den grund, så kunne han jo udmærket godt følge dem! At hans mærkat af hende var væk, havde han udmærket godt lagt mærke til, men det hvilede psykisk, og det var det som havde betydning selv for ham! ”Jeg er hvad jeg er, Phoebe.. og jeg følger min races love..” Han kneb øjnene fast sammen, som han let valgte at tage omkring hendes kæbe, kun for at vende blikket mod ham. Hans hånd skælvede, for han måtte virkelig tage sig selv i nakken, for ikke at ende med at gøre hende ondt, for det var virkelig så fristende som intet andet overhovedet, så man skulle tor at det måtte være løgn! Han endte med at slippe hende. At hun kaldte ham for egoistisk, var noget som han vidste at han var.. Han havde handlet med bagtanker, også selvom.. han jo ønskede at være sammen med pigerne, også for at lære dem lidt at kende, selvom det var umuligt, når hun ikke engang ønskede at snakke med ham! Kunne hun ikke se, hvor brændende han ønskede at få styr på disse ting?! Og nu hvor hun endelig havde valgt at give ham en direkte afvisning og skænket ham den afslutning, som han havde frygtet at hun ville kyle i hovedet på ham, så.. var der vel ikke noget at gøre? ”Jeg troede du kendte mig bedre end det, efter alle de år vi faktisk tilbragte sammen, Phoebe.. Du ved ikke hvor brændende jeg ønsker at være med familien, og jeg kan ikke lære pigerne at kende, uden at du snakker med mig om det..” Hans ord blev udtalt med en tydelig frustration, for tanken alene om det, var noget som virkelig måtte irritere ham som intet andet overhovedet! Han valgte at trække sig væk fra hende. Lysten til at tage hendes liv, var virkelig enorm! Kunne han ikke få hende, så ønskede han slet ikke at nogen skulle have hende, for tanken alene, var noget som gjorde ham.. ja, han vidste det faktisk ikke helt, men det efterlod ham med en voldsom knude i brystet, og den gjorde faktisk ondt at skulle bære! Han valgte at vende ryggen til hende, hvor han fortsatte sin gang ned igennem kirkegården. Hun havde jo direkte sagt, at hun forviste ham, så skulle han jo nok gå! Og han ville helst gøre det, uden en større eskortering af vagter! Også selvom han vidste, at kongeparret var klar over hans tilstedeværelse, men han havde jo slet ikke gjort nogen noget, og end ikke det, kunne hun se! At hun kaldte på ham, var noget som han valgte ikke at reagere på, for han gik vel bare for langsomt? Han bed tænderne fast sammen, som.. tårerne faktisk meldte sig i hans egne øjne. ”Jeg skal nok gå!” hvæsede han kraftigt tilbage, som han vendte blikket direkte mod hende endnu en gang. En tåre banede sig vejen nedover hans kind, uden at han egentlig bed sig mærke i det, for det var jo trods alt bare sådan at det var.. Han var ensom.. og nu havde hun for alvor kylet ham ud i kulden igen. Så han skulle nok gå!

[Deleted]

Darryl var vred, det havde hun ikke ligefrem svært ved at se, og tanken skræmte hende faktisk, eftersom hun ikke vidste hvor meget han havde ændret sig. Før hun mødte ham, ville hun ikke have tøvet med at gøre hende ondt, og med det morderiske glimt i øjet. Uanset hvad han var så gjaldt hans love på ingen måde i Procias, hun tilhørte ingen anden end sig selv og guderne, men det var ikke en diskussion hun ville bringe op på stående fod, når han var så forbandet vred. Hun knyttede hænderne, borede neglene så hårdt ind i de skrøbelige håndflader at hun faktisk følte en stikkende smerte. ”Dine love høre til et andet sted, og jeg underlægger mig dem ikke,” påpegede hun blot stille, særlig nu hvor han havde valgt at trække sig. Det var lige før svedperlerne dryppede ned fra hendes pande, for han havde virkelig formået at gøre hende nervøs. Phoebe så efter ham med tårervæddede øjne. Der var bagtanker med alt, og han havde været ude efter hende hele tiden? I så fald var han både naiv og dum, kunne han da for pokker ikke se hvor forskellig deres verdner var!? Det var ganske vidst ikke op til hende at dømme ham, men i dette tilfælde var det svært at lade værre. Hånden søgte mod korset der hvilede på hendes kraveben og spejlede sig i det smukke lys oppefra. Det var en hjælp og en støtte som hun behøvede i øjeblikket. Som frosset fast til stedet blev hun stående. Hun ville sikre sig at han rent faktisk gik. At han havde næsten overmandet hende på den måde, var kun endnu et bevis på at han ikke hørte til i hendes verden. Den frie hånd løb gennem de mørke lokker der dansede omkring hende i vinden. ”Du havde muligheden, Darryl.. den havde du,” mumlede hun blot med et stille nik, forsøgte ikke at afsløre den lurende gråd i sin tone. Han havde haft muligheden for at være ved dem, de kunne have fundet ud af noget, men han traf et valg, og med det måtte han tage konsekvenserne, det skulle under alle omstændigheder ikke være en undskyldning for at tilbringe tiden med hende. At se ham forlade stedet var med meget blandede følelser. Et sted følte hun stenene falde fra sit bryst, og et andet sted så følte hun knuden i maven vokse yderligere, for hun havde jo faktisk nydt tanken om at han kredsede rundt om stedet. Phoebe nikkede blot stille mod ham, før hun selv skubbede de tunge døre ind til kirken op. Det var lige før hun ikke følte at hun havde kræfter til det i det hele taget. Den knirkende lyd fik kun dørene til at føles endnu tungere. Hun lod den glide i bag sig. Med mere trætte skridt strøg hun i den store kirkesal, hvor alteret var slukket under det tunge mørke som lå. Der var fuldkommen stille. Ganske roligt strøg hun op mellem de lange rækker af sæder, mod alteret der ventede på hende, hun gled på knæ foran det store kors, holdt af de store guder. Hænderne blev roligt foldet foran hende. Hun sukkede tungt og startede en stilfærdig bøn. Det var ikke hendes job at dømme hverken levende eller døde, men denne gang havde hun ikke kunnet lade være, og det plagede hendes samvittighed. Ganske roligt fortsatte hun sin stille bøn, og lod sig glide ind i sin egen lille verden

//OUT.

[Deleted]

Visse følelser kendte Darryl til, og visse kunne han definere med egne ord, men den som han pludselig måtte sidde med i denne stund, var faktisk en som han slet ikke forstod.. og det var noget som gjorde ham arrig, for tanken skræmte ham jo faktisk et sted, og så var det jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Han var blevet forvist.. og endda af den kvinde som stadig måtte stå med hans døde hjerte i næverne, for han nægtede at tage det igen.. det kunne han ikke, om han så gerne ville, for hun var hans mage, og det var tilsyneladende slet ikke noget som hun fattede, hvilket kun var noget som direkte måtte frustrere ham mere end det som han kunne beskrive i den anden ende, og det var noget som virkelig gjorde frygtelig ondt! Han vendte blikket direkte mod hende, som han havde udbrudt at han nok skulle gå, for hvis det ikke gik efter hendes hoved, så… hun var blevet stædig.. han kunne ikke genkende hende. Han vidste at valg havde konsekvenser, men han havde jo slet ikke regnet med, at de skulle blive af denne kaliber, hvilket var noget som kun gjorde det hele meget værre for ham! Han så til som hun valgte at bevæge sig ind i kirken i stedet for.. Hans hjerte føles som en kæmpe og massiv knude i hans bryst, og han kunne virkelig intet stille op med den, hvilket kun var noget som gjorde det hele så mange gange værre, og han kunne slet ikke have med den tanke at gøre! Han bed sig svagt i læben, som han valgte at vende om igen, kun for at søge til det mausoleum, som han havde bosat sig i, her på kirkegården, så han følte at han var tæt på familien. Mange genstande og ting af værdi for ham, havde han jo heller ikke.. Det som faktisk havde den største værdi for ham nu, var faktisk hvad han var nødsaget til at efterlade her på kirkegården – Hans to elskede små piger, og Phoebe ville end ikke lade ham lære dem at kende, for hun ville jo slet ikke åbne munden for ham! Han vendte blikket mod stearinlysene som blussede lidt i det ene hjørne.. det eneste lys som han pludselig havde.. Han vidste ikke helt hvorfor, men.. tanken var noget som gjorde ham direkte arrig! Han kneb øjnene fast sammen, hvor han kom med et frygteligt udbrud, hvor han endte med at svinge hånden direkte ind i stagen med lys, som faldt til gulvet, hvor det også endte med at slukke fuldstændig. Tårerne trillede ned af hans kinder, også selvom han slet ikke vidste hvad det betød! Forvist… Han rystede på hovedet, hvor han så sig omkring. Mørket generede ham jo ikke ligefrem, så han begyndte at pakke.. de småting som han havde ved sig om ikke andet, så skulle han nok forsvinde ud af hendes liv, og langt væk fra Procias!

[Deleted]

Yasmya stirrede lidt forundret på lågen. Den var fjernet? Hun havde altid hadet at åbne og lukke den på den måde. Hun trak svagt på skuldrene og strøg ind på kirkens grund. Det var efterhånden lang tid siden hun havde set Phoebe, efter at have ligget på slottet med et utal af brandmærker. Hendes ansigt var endnu præget af enorme ar, men om ikke andet, så havde hun ikke længere smerter. Hun var dækket i en lang himmelblå kappe som skjulte de yderligere skader. Aftenen virkede så fredelig. Stjernerne glimtede over hende og luften var blid i forhold til de andre nætter. DE grønne øjne søgte mod graven hvor hun efterhånden havde været vant til at Darryl sad. Det undrede hende at han ikke var der. Hætten slog hun ned og lod de smukke, blonde lokker træde frem bag. Dagene hos Jason og Jaques havde været hårde. De havde forladt slottet, hun vidste ikke hvor de var taget hen, men hun havde nægtet at følge med dem, ganske simpelt fordi det var akavet i forhold til Jaques. Hjertet sank i brystet. Han havde stadig ikke haft det for godt da hun tog af sted. Et sted kunne hun ikke lade værre med at spekulere på øjeblikket inden, de var gået op i flammer. Det var som om de begge havde glemt de ting som havde skilt dem ad, i troen om det skulle blive deres endelig. Hun skød tanken fra sig, for hun var endnu i live og det samme var han, med lidt dvaske skridt, besluttede hun sig for at søge mod det mausoleum hun vidste at Darryl havde gjort brug af. Lettere forskrækket over den pludselige støj sprang hun bagover. Hvad pokker var det der foregik? Hun rynkede forundret på panden og skubbede stille døren op. ”Darryl?” kaldte hun stille, eftersom hun ikke var i stand til at se i mørket på samme måder. Hun havde på mange punkter haft ondt af manden, han sad altid alene ved sine døtres grave, og forsøgte at vinde Phoebes opmærksomhed.. de mindede på mange punkter om hinanden, hvilket også var noget af det som havde gjort at de faktisk var i stand til at fører en ganske rolig samtale. Hun kunne høre ham skramle et eller andet sted, men hun havde respekt for det dyr han var, hun frygtede det ikke, men hun respekterede det, hvilket hun havde lært af alle de år med både vampyrer og Spides, hun vidste godt hvor grænsen gik. ”Det er mig Yasmya,” endte hun med en blid melodisk tone. Det var ikke fordi hun frygtede ham, han havde jo været ganske sød ved hende til nu!

[Deleted]

Det var bestemt ikke fordi at man kunne prale om Darryls tilværelse, for nu var det slut.. Phoebe havde skænket ham den endelige afvisning som.. man et sted kunne sige, at han havde brug for, for at kunne tage derfra. Han kom virkelig til at savne pigerne, også selvom han slet ikke kendte dem. .Phoebe lod ham ikke gøre det, selvom det bestemt heller ikke gjorde det bedre. Tårerne trillede nedover hans kinder, også selvom han slet ikke vidste hvad det betød. Han var ikke særlig god til følelser! Var det der han var gået forkert? Var det noget som han havde sagt? Eller var det bare.. ham som et væsen som var helt forkert nu? Han vidste det ikke, og det var i den grad også noget som gjorde det hele værre for ham, og han hadede det! Han endte med at vende blikket ved den blide stemme.. Han genkendte den kun alt for godt, og allerede med det samme, så.. kunne den få ham til at falde en kende til ro. Den unge Yasmya havde set ham, og hun havde faktisk intet imod at snakke med ham, og hun frygtede ham jo ikke engang! Han sukkede dæmpet og vendte sig mod hans rod. Der jo nu også stearinlys over det hele, for det havde jo været en af de større stager som han havde haft stående dernede. ”Det passer meget dårligt lige nu, Yasmya..” endte han en anelse sammenbidt. Det var ikke fordi at han var det bedste selskab lige i denne stund, for han havde det bestemt ikke særlig godt! Han gik hen og begyndte at samle stagen igen og lysene op, for han vidste jo godt at Yasmya ikke kunne se i mørket. Det havde hun fortalt ham før. Han fik dem tændt, og vendte sig mod den lille trappe som førte hende ned i kælderrummet som han havde opholdt sig i når han havde været der. Nu hvor det var helt forbi mellem ham og Phoebe, så ønskede han slet ikke at blive der.. han forårsagede jo så mange problemer for hende! ”Hvad er det du vil..?” endte han sigende, som han vendte sig mod sine ting, som han samlede ovenpå kisten af sten, så han kunne få det pakket ned. Han ville ikke blive der.. Phoebe så ham aldrig, hun så ikke hans meninger, hans intentioner.. ja, han var vel næsten usynlig for hende? Og nu opgav han altså den kamp, uanset hvor hårdt det faktisk var. Hans øjne var blanke.. han magtede virkelig ikke at blive, og at Yasmya pludselig ville komme forbi, var heller ikke ligefrem noget som man kunne sige, gjorde tingene meget bedre, for hun havde en beroligende effekt på ham.. desuden var han glad for hende.. han kunne jo faktisk snakke med hende, uden at få ballade!

[Deleted]

Yasmya vidste at Darryl havde opholdt sig i Procias gennem længere tid, og modsat så mange andre, så nød hun faktisk hans tilstedeværelse. Han var en af de få som ikke talte til hende som havde hun været et barn, når hun spurgte så fik hun svar. Det mindede hende lidt om Nathaniel, og det var vel følelsen af at få bare en smule igen? Der var mørkt hele vejen fra den lille trappe. Hun kunne høre ham, men ikke se ham i den intense mørke. Hun brøds sig ikke om det. At han var oprevet var slet ikke svært at få færden af. Hun famlede sig en smule ned af trappen, men var tæt på at snuble på vejen nej. ”Uh!” udbrød hun en anelse forskrækket. ”Det kan det vel,” stønnede hun hæst, og støttede sig op af væggen. Hun var vriklet om på anklen, det gjorde faktisk ondt! Hun fortsatte alligevel med at famle sig frem i mørket, til han faktisk endelig fik tændt noget lys. Det sved i hendes øjne. Hun trådte en smule humpende tættere på ham. Smilet falmede i samme øjeblik hun så ham. Græd han? Hun havde i sit liv set en vampyr græde. De smaragdgrønne øjne søgte mod det han var i færd med. var han i gang med at pakke? Hun spillede øjnene op. ”Hvad pokker foregår der?” spurgte hun næsten med en febrilsk tone. ”Rejser du?” hun så spørgende på ham. Han kunne ikke rejse nu! For et kort øjeblik glemte hun hvor hærget hun så ud, med ar i hele ansigtet, og videre ned over kroppen som heldigvis var dækket. Hun trådte roligt tættere på ham, og hævede hånden kun for at lade den søge mod hans kind, og stryge tårerne bort. Hans hud var kold, men det forekom hende ikke som nogen stor overraskelse. ”Jeg ville bare se til dig,” erkendte hun stille, stadig chokeret over at se han fælde tårer. Hvad pokker var der sket? ”Jeg.. sig til hvis jeg skal gå,” bad hun roligt. Hun ville trods alt hellere have at han sendte hende væk, end at dyret skulle ende med at komme over ham, og tage kontrollen. Hun havde set det en enkelt gang med Jaques, og det var ikke noget som hun direkte ønskede for nogen, det var helt sikkert!