Need a break?

[lucas]

Solen stod højt over lysets land Procias. Klokken havde netop passeret middag, og alt virkede til at være i skønneste orden. Landet var endnu engang endt i harmoni og i fred, selvom folket stadig var krævende. De hundsede, de var krævende, og ikke mindst meget modstridende. Det var et sted klart, for måske det var synd at sige, men man kunne ikke ligefrem prale af den tidligere regering. Keischa havde været ganske ung, hun var kommet ind på et dårligt tidspunkt og ikke mindst havde hun trukket alle mørkets væsner med sig ind, derfor havde folket mistet troen og tilliden til den nye regering, på trods at de var ved at genvinde tilliden. Det gik godt med høsten, eller så godt man nu kunne håbe, ligesom skoven var ved at være vokset ud igen. Markene var snart klar til at blive høstet, selvom det stadig gik for langsomt i folkenes øjne, men de prøvede virkelig at give så mange ressourcer og hjælp som det var dem muligt! Det var dog svært at stille dem tilfreds, på trods at Jason snart var ude af billedet, og hvis det gik efter planen skulle Derick tage over og stå ved Elanyas side. Men nu hvor Jason var i Dvasias, for at se til Lisa, der eftersigende skulle have været ude for noget slemt – skønt han ikke var helt sikker på hvad der var sket – så var det blevet langt mere presset her på slottet. Han vidste godt at Elanya følte stress, men Lucas tog virkelig så meget af arbejdet som han kunne for at hjælpe til og gøre det lidt mindre stressende for Elanya, for kvinden var jo gravid, så han vidste at der ikke skulle meget til. Nu hvor der var gået hen af et par måneder, så kunne han bekræfte graviditeten for hende, hvilket naturligvis måtte glæde ham, men.. det var måske ikke ligefrem et passende tidspunkt, netop fordi de alle var presset og dermed ville hun hurtigere kunne blive stresset og ikke mindst i dårligt humør. Han selv stod i øjeblikket i tronsalen, hvor han havde et stort og detaljeret kort over Procias foldet ud. Han havde nogle brikker placeret på kortet, som symboliserede forskellige ting, såsom ressourcer, soldater etc. Han stod og betragtede kortet inden hans blik faldt over den skriftrulle som han stod med i hænderne. Han bar sine læsebriller, som sad på hans næserod, imens de smaragdgrønne øjne søgte over teksten. Han gned let sin skæggede hage, inden han kørte en hånd igennem det korte blonde hår. Han bar det sædvanlige respektable og anstændige tøj; sorte fløjlsbukser, en hvid skjorte og denne gang med en sort vest omkring skjorten. Ærmerne på hans skjorte var smurt op til albuerne. Hvor længe han havde befundet sig her i tronsalen vidste han ikke, men det havde vel været siden tidlig morgen? Han var faktisk ved at være ør i hovedet efter at skulle tænke så meget! Eller.. det var nok mere fordi han var frustreret over at folket var så krævende, for de kunne jo slet ikke se at de faktisk forsøgte at gøre alt for dem! Meget tid til pause havde han ikke, derfor havde han ikke så meget tid til at hjælpe Derick med magien, selvom manden var ved at have godt styr på det selv, men han havde heller ikke den største tid til Raphaella, hverken til at hjælpe hende med dansen, eller til at lære hende at læse og skrive, hvilket måtte frustrere ham mere end noget andet! Men.. arbejdet kom desværre i første række og han var nød til at hjælpe Elanya som første prioritet og Procias og folket med, uanset hvor krævende de så end var!

[Deleted]

Det var ganske rigtigt en flot dag, selv i Raphaellas øjne. Selvom det var ved at være ekstremt længe siden at Lucas havde haft tid til hende, så vidste og forstod hun udmærket godt, at arbejdet måtte komme i første række – desværre, selvom det nu heller ikke var noget som hun kunne komme udenom som sådan, om det var noget som man ville det eller ikke. De læste og skrev ikke rigtigt mere og dansen måtte de vidst lægge lidt på hylden? Selvfølgelig var det noget som hun var ked af, for til tider så var hun virkelig bange for at han ikke længere ville have tid til hende? Selvom det vel var en fuldkommen absurd tanke? Hun vidste jo godt at han holdt af hende… eller? Ja, efter Jason var væk, hvilket man godt kunne mærke, presset som måtte ligge på dronningen og på Lucas, så var det også noget som gjorde hende bekymret, selvom hun ikke kunne gøre noget for at hjælpe dem, hvilket selvfølgelig kun gjorde det hele mange gange værre! Hun havde været ude hele dagen. Hun havde aflagt yderligere en rapport ved Ilosonic og endnu en gang tigget og bedt ham om at bryde den ed og opgave som hun var sat på, selvom det bare ikke så ud til at have nogen effekt, så hun havde faktisk også grædt, selvom hun nu havde prøvet at skjule alle spor efter det. Det var heller ikke fordi at der skete det vilde på slottet efterhånden, selvom hun nu havde været direkte tvunget til at advare Sonic omkring Jasons sidste ønske for manden, selvom det nu heller ikke var noget som hun var meget for i det store og hele, stod det til hende, så holdt hun kæft og lod manden blive fanget og så kunne hun jo altid håbe at hun kunne få lov til at slippe, selvom hun blev revet mere med ned i det mørke hul og ikke at der var ikke nogen til at hjælpe hende op, og det var hende virkelig en frustration uden lige! Hun havde gjort mange ting for at hinte til at der var noget som ikke burde være, men der var ingen som havde opfattet og opfanget det endnu og det var kun noget som frustrerede hende yderligere!
Lige hvor Lucas måtte befinde sig, havde Raphaella ikke nogen anelse om. Hun havde forhørt sig lidt omkring og fået en klar besked om hvor han måtte befinde sig. Han så hende jo knapt nok på gangene længere, og det var noget som i den grad også måtte bekymre hende yderligere, for.. han havde aldrig set bort fra hende på den måde før! Hun trak vejret dybt, prøvede at slå koldt vand i blodet. Ja, det sidste stykke tid havde hun vel forsømt dansen lidt? Hun havde heller ikke rigtigt haft lyst til det, og så kunne hun altså ikke bare give sig til at gøre det! Dørene skubbede hun ganske forsigtigt op, efter at have banket på dem, hvor hun lige stak hovedet ind. De mørke øjne gled roligt mod Lucas’ skikkelse, hvor hun alligevel ikke kunne lade være med at smile bare lidt. Jason var væk, det efterlod de andre med et massivt pres og det var i den grad også noget som man kunne mærke sig af! ”Jeg regnede nok med at finde dig her..” Hovedet lod hun søge ganske let og stille på sned og uden at hun vendte blikket væk fra ham. Et sted så var hun faktisk bekymret for ham og alt det arbejde som han påtog sig. Han slappede jo aldrig af! Hvilket hun havde påpeget for ham mange gange før!

[lucas]

Det måtte virkelig ærgre Lucas, at han ikke havde tid til Raphaella længere, for.. ja han måtte erkende at hun var ved at blive hans fristed, selvom det var blevet revet tydeligt væk fra ham, da presset havde lagt sig over dem. Det var jo selvfølgelig altid lettere jo flere de var til at arbejde omkring tingene, han havde faktisk overvejet at hive Derick med ind i planerne, manden havde været leder og var blevet det igen for Magikerne, desuden havde han set at han var meget lærenem, så han var ikke i tvivl om at manden nok skulle klare det, af den grund, så ville det alligevel også tage tid at få manden lært op, for det var jo ikke bare småting! Det var ikke bare simpelt som magi! Og dog.. han vidste ikke hvordan manden ville klare det, eller om han faktisk havde mange gode ideer til at bidrage med, desuden kunne de godt bruge en mand mere til at hjælpe, selvom det betydeligt ville hjælpe hvis folket ikke var så krævende! Der kom jævnligt klager om ditten og datten! Ikke fordi han ville beklage sig, for de tiltroede sig jo faktisk til regeringen, og det var jo kun en ganske god ting! Uden tvivl! Blikket gled mod kortet igen, inden han kort så mod skriftrullen, kun for at flytte lidt rundt med nogle af brikkerne. Han var nød til at finde ud af hvor hungersnøden var størst, finde ud af hvem der i øjeblikket havde brug for mest og derefter tage det som det måtte komme, men let var det ikke, for hvis man gav mere til andre blev de andre utilfredse og.. ja.. de stod bare i et stort kaos! Han havde ikke fået meget pause på det sidste fra arbejdet, han havde arbejdet fra morgen til sent om aftenen igennem de sidste par dage.. eller uger? Eller var det faktisk gået en måned sådan? Han var ikke længere sikker, tværtimod så var han faktisk ved at miste tidsfornemmelsen, men ikke engang tiden kunne han skænke en tanke, for han var nød til at tænke på arbejdet! Ja.. han var faktisk ved at være alt for opslugt af det. Han gik tit med pergamenter eller papirer i hænderne når han var ude at gå, selv fra sted til sted, så det var ikke altid at han ænsede dem han gik forbi, selvom han ikke håbede at Raphaella var én af dem. Hvad den tøs lavede i øjeblikket anede han virkelig ikke, faktisk havde han slet ikke tid til at tænke på det, ikke med alt det arbejde han havde hængende over hovedet, også fordi han tog det meste af Elanyas arbejde, selvom den kvinde var stædig! Hun nægtede ham mange gange at tage hendes arbejde, sagde at hun havde det fint, men han kunne jo tydeligt mærke at hun var presset og ikke mindst stresset, og det var dårligt for hendes tilstand! Nemt var det jo heller ikke. Han ænsede ikke at nogen bankede på døren, faktisk heller ikke at nogen kom ind, da han var opslugt af det som stod i skriftrullen. Han gned sin skæggede hage endnu engang, hvor han ikke hørte hende tale til ham.. ja, ikke før han ænsede hendes skikkelse ud af øjenkrogen. Han blinkede let med øjnene, som han vendte blikket mod hende. Et muntert smil gled over hans læber. „Raphaella!” hilste han lettere glædeligt. Han havde faktisk savnet hende! Og det kunne han tydeligt mærke nu hvor hun faktisk stod her.

[Deleted]

Det gjorde selvfølgelig ondt for Raphaella, at hun ikke så mere til Lucas end det hun gjorde. Det var sjældent at han i det hele taget fik sig til at sige ’hej’ til hende når de endelig mødte hinanden i korridorerne. Hun savnede ham og det at de havde aftalt at danse lidt i tide og utide, læse lidt i bøger og lære hende flere bogstaver, så var hun begyndt at gøre det hele på egen hånd, for.. ja, han havde jo ikke tid til hende, hvilket var noget som i den grad også måtte frustrere hende! Hun havde taget sig gevaldigt sammen siden hun havde forladt herregården, skænket Sonic hvad han ville have og selv prøvet at få ham til at gøre slut på den aftale med hende, for hun brød sig ikke om det mere! Men hun kunne bare ikke gøre noget ved det, hun var direkte tvunget til at fortsætte, og det at fortsætte med at dolke Lucas sådan i ryggen, var noget som virkelig gjorde forbandet ondt, om det var noget som man nu ville det eller ikke! Et sted så.. var hun vel heldig hvis hun kun nøjes med en landsforvisning? Selvom det ville koste hende Lucas og det var jo heller ikke noget som hun ønskede! For nu måtte hun jo smide de tanker på hylden, for det hjalp hende på ingen måder at tænke i de baner lige nu! At han endnu en gang var så travlt optaget med arbejdet, at han knapt nok lagde mærke til hende, var noget som stak hende i hjertet, selvom han endelig fik øje på hende – endelig! Hans glædelige hilsen var noget som direkte fik hende til at smile, hvor hun varsomt trådte frem mod ham. ”Jeg.. håber ikke at jeg forstyrrer midt i det travle arbejde,” begyndte hun stille. Manden måtte da også snart få sig en pause! Det var uger siden hun havde set ham sidst! Hvis ikke mere og det var selvfølgelig noget som kun gjorde det hele mange gange værre for hendes vedkommende, om det var noget som hun ville være ved det eller ikke! Hænderne foldede hun stille bag på hendes ryg. Han lignede jo en som ikke havde sovet i alt for lang tid! Hun kunne ikke engang huske hvornår hun sidst havde set manden sætte sig ned og bare.. slappe af! Det havde vel selv han brug for? Helt wonder-mand var han jo altså heller ikke! De mørke øjne gled stille mod ham. Hun havde virkelig savnet ham, selvom det vel heller ikke var ord som hun ville sige? Og det var bestemt heller ikke fordi at hun ønskede at lægge mere pres på ham, så dansen og det hele måtte jo også vente, selvom det.. vel efterhånden bare var noget som hun var ved at være vant til? ”Hvad laver du? Det ser alvorligt ud..” Selv hun var forbandet nysgerrig af sig, så dette var bestemt heller ikke noget som hun kunne skjule for ham! Han kendte hende jo trods alt så godt efterhånden og de kongelige affærer – selvom det slet ikke var noget som vedkom hende, så var det noget som alligevel vækkede en interesse, også fordi at det bare var en stor del af ham, han gik jo op i det med hjerte, sind og sjæl og det var noget som hun ikke kunne gøre andet end at beundre ham for.

[lucas]

Det var lang tid siden at Lucas havde set det mindste til Raphaella, selvom han skam ikke bebrejdede hende, hvis hun ikke gad at være sammen med ham længere, for.. ja, han var vel blevet alt for god til at ignorere hende? Det var jo ikke engang fordi han gjorde det med vilje! Tværtimod! Han vidste godt at hun flere gange havde sagt at han skulle slappe af, men når hun så gik igen, ja.. hvorfor skulle han så? Det eneste sted han slappede af var sammen med hende, så hvorfor ikke bare arbejde, når hun havde sit at se til? Hvor hun havde været henne hele dagen, eller de andre dage for den sags skyld, vidste han faktisk ikke, hvilket selvfølgelig gjorde ondt at tænke på. Om dagen når han arbejdede, skænkede han hende jo nok ikke de største tanker, men når han så gik til ro sent om aftenen – nogle gange midt om natten – så kunne han ikke lade vær med at tænke på hende, hvor meget han måtte savne hende, tiden med hende og generelt hendes selskab, indtil han stod op igen tidlig morgen og arbejdede igen, for presset gjorde det umuligt for ham at skulle tænke på alle mulige andre! Han var nød til at gå koncentreret i gang, selvom han godt vidste at det så gik ud over alle andre. At hun så var dukket op her i rummet, ænsede han ikke før, han kunne ane noget bevæge sig ud af øjenkrogen. At se hende stå her i tronsalen, var noget som faktisk måtte gøre ham glad, for.. han havde virkelig savnet hende! At han lyste helt op, anede han ikke selv, men hvordan skulle han også kunne skjule det? Han var virkelig utrolig glad for at se hende! Hendes spørgsmål fik ham kort til at se ned på kortet og derefter skriftrullen han stod med i hænderne. Et sted så måtte hun jo faktisk forstyrre ham, men.. det kunne han da aldrig drømme om at sige! Han rømmede sig kort, og trykkede læsebrillerne en anelse op på næseryggen. Han sendte hende et muntert og stort smil. „Selvfølgelig gør du ikke det!” forsikrede han hende, som han roligt lagde skriftrullen fra sig på bordet, inden han gik hen til hende. „Dig har jeg altid tid til!” Det var måske ikke helt rigtigt, specielt ikke i denne tid, men.. ja, det var jo faktisk sådan som han ønskede at det skulle være! Han lod hende dog blot komme hen til ham, hvor han kort lod blikket falde over kortet, da hun spurgte ind til hans arbejde. Han trak svagt på skuldrene. „Tjo.. jeg prøver at sortere de nødvendige ressourcer, de.. ja nødvendige steder,” forklarede han roligt, „men folket er ikke lette at stille tilfredse, så.. det er vanskeligt.” Hans mine endte næsten helt frustreret, selvom han ikke gad tænke på det.. ikke nu hvor hun var her! Han vendte blikket mod hende med et skævt smil, selvom det falmede, da han så at hun næsten så helt.. trist ud? Han lod hovedet søge ganske let på sned, hvor han løftede den ene hånd og strøg hende ganske blidt over kinden. „Er der.. noget galt?” spurgte han forsigtigt og med en bekymret mine. Det håbede han da så sandelig ikke! Det lignede at hun havde grædt.. selvom han ikke kommenterede det, for han ville heller ikke begynde at komme med påstande der ikke var sande. Han rynkede brynene ganske let og betragtede hende lettere afventende.

[Deleted]

Raphaella savnede faktisk Lucas forbandet meget, for han havde jo lige præcist ikke tid til hende! Om det var noget som han ville det eller ikke, så var det jo heller ikke fordi at det var en løgn, om det var noget som man nu ville gøre det eller ikke, så var det jo trods alt ikke engang en løgn! Hun vendte blikket stille mod ham. At se ham stå der med læsebrillerne på, var noget som altid fik hende til at smile, for det var noget som hun faktisk godt kunne lide at se. Det gav ham et langt mere sofistikeret ydre og det var noget som hun faktisk godt kunne lide. Han var en stresset og presset mand, så selvfølgelig ønskede hun heller ikke at stille sig i vejen for arbejdet, for hun kunne jo også se at det arbejde som han sad og lavede lige netop nu, måtte være af den betydeligt mere alvorlige del, så selvfølgelig var det også noget som gjorde meget for hendes eget vedkommende. Hun rystede stille på hovedet, som han lagde arbejdet fra sig og kom hende i møde i stedet for. Selvom det på ingen måder, var noget som hun havde det mindste imod, for det havde hun virkelig ikke! ”Du har ikke engang haft tid til at hilse på mig i korridorerne, Lucas.. Jeg ved du hat været yderst presset,” sagde hun stilfærdigt, selvom det vel også var tydeligt, at hun virkelig var bekymret for ham? For det var hun virkelig! At vide at det var med henblik på ressourcerne som han måtte arbejde med, så var det jo selvfølgelig en meget alvorlig ting! Hun blinkede let med øjnene. Det var heller ikke fordi at det var noget som man direkte kunne sige, at hun havde styr på, for det havde hun på ingen måde. Det var jo heller ikke fordi at det var løgn og det arbejde var jo egentlig heller ikke noget som hun burde blande sig i, for det var heller ikke noget som hun ville få det mindste ud af. Hun ville bare sinke ham og det var bestemt heller ikke hendes hensigt! ”Det lyder kompliceret.. og hårdt,” sagde hun dæmpet. At han direkte kunne mærke på hende, at der var noget galt, var dog heller ikke noget som man direkte kunne sige, at hun havde regnet med. Hun nød dog at han lod hånden glide mod hendes kind. Hovedet lod hun søge mod den, også som tegn til at det var okay og ikke mindst savnet, for det var det virkelig. Hun trak vejret dybt. Kunne hun sige det, så havde hun i den grad også gjort det! ”Det.. det er ikke noget Lucas.. Bare lidt problemer i det private..” Hun trak let på skuldrene. Hun havde jo prøvet at hinte til det så mange gange, men der var aldrig nogen som havde set det, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde det nemmere for hende på nogen måde. De mørke øjne hvilede på ham. Han skulle virkelig ikke tænke på det, det var hendes eget problem. ”Jeg er mere bekymret for dig, end for mig.. Jeg kan ikke huske sidst jeg så dig sidde ned og bare lave.. ingenting..” Hun hævede forsigtigt hånden, kun for blidt at tage omkring hans. Måske at han var en kongelig rådgiver og betydeligt højere i hierarkiet end det som hun var, men det var nu noget som hun glemte mere og mere jo mere hun lærte ham at kende. Han var en mand som hun faktisk holdt forbandet meget af.

[lucas]

Meget havde Lucas at tænke på, specielt når folket var så utilfredst som det var. Det var svært at skulle stille alle tilfredse, netop fordi man ikke kunne stille alle lige tilfredse. Det var virkelig umuligt! Det var noget som virkelig måtte frustrere ham, og han var nød til at finde ud af det, for ellers så ville det bare ende med at folket igen gik imod dem. De prøvede dog så godt de kunne at få folket med på kompromiserne, de prøvede at vinde deres tillid og selvom det blev hårdt for nogle, så prøvede de at overbevise folket om, at hvis de var villige og hjalp til, så ville Procias’ økonomi igen komme til at blomstre, som den også havde gjort førhen. Det håbede han da i hvert fald på, selvom det var svært, når folket ikke ligefrem var med dem. At Raphaella så skulle komme og besøge ham, havde han dog ikke regnet med, for han havde jo ikke set noget til hende igennem det sidste stykke tid, desuden så havde han ikke rigtig haft tid til at tænke på at bruge tid på hende, for tiden var virkelig knap, han var presset og da han forsøgte at tage lidt af Elanyas job, påtog han sig kun mere, for den kvinde måtte helst ikke stresse, netop fordi hun var gravid, desuden skulle der jo nødig ske noget med barnet! Han rynkede brynene ganske let til hendes ord. Han havde ikke haft tid til at hilse på hende? „Hvad? U-umuligt! Jeg ville bestemt ikke gå forbi uden at hilse!” endte han lettere vantro, for det kunne umuligt passe! Han blev altid glad for at se hende, om det så kun var i få minutter! Han ville da ikke gå forbi uden at se hende! Ville han? Det kunne han ikke tro på! Det.. kunne da ikke passe! Hendes videre ord, fik ham til at skæve kort mod kortet med brikkerne der var foldet ud og lå på bordet. Han trak svagt på skuldrene. „Det eneste som er hårdt, er at genvinde folkets tillid.. de er umulige at stille tilfredse!” endte han lettere frustreret og ikke mindst irriteret, hvilket var sjældent at han var! Han sukkede let. Hvorfor dog hidse sig op over det? Det var jo bare at forsøge så godt som man nu kunne! Desuden nu hvor Raphaella var her, så kunne han godt lægge det lidt fra sig. Desuden kunne han tydeligt se at der var noget som også måtte plage hende! Han rynkede brynene i en bekymret mine, som han fortsatte med at stryge hendes kind ganske let. At hun lod hovedet søge mod hans hånd, fik ham kun til at trække på smilebåndet. „Hvis noget plager dig, så fortæl mig det Raphaella. Måske jeg har presset, men hvis noget er galt, så vil jeg altid have tid til at hjælpe dig,” svarede han stilfærdigt og ikke mindst bestemt. Han ville ikke have at noget skulle være galt! Eller plage hende for en sags skyld. At hun så mere var bekymret for ham, end for hende selv kom faktisk bag på ham, for.. ja han var måske presset, men det var ikke noget som han ikke kunne klare! „Mig skal du ikke være bekymret for,” forsikrede han hende, som han sendte hende et skævt smil. Han blinkede let med øjnene. „Slappe af? Det.. det har jeg da! Sidst var.. ja.. det har jeg!” forsikrede han hende, selvom han ikke lige kunne huske hvornår, så han var vel ikke helt troværdig? Han sukkede let og klemte blidt omkring hendes hånd, da hun tog omkring hans. „Det har bare været.. presset,” endte han lettere undskyldende, som han rynkede let med brynene.

[Deleted]

Raphaella havde allerede lagt mærke til at Lucas var en meget presset mand, så selvfølgelig ville hun heller ikke lægge mere over på ham, end det som godt måtte være i den anden ende, det var helt sikkert. Han havde ikke haft tid til hende, arbejdet kom i første række, hvilket hun også accepterede helt fint. Måske at det kunne være en anelse problematisk, men det var der nu heller ikke noget at gøre noget ved. Hun nød hans støtte, men hun kunne jo heller ikke støtte sig for meget op af ham, specielt fordi at hun ikke kunne fortælle ham noget som helst, hvilket kun frustrerede hende mere og mere! Han havde ikke set hende på gangen, men bare passeret hende som havde hun været luft. Det gjorde selvfølgelig forbandet ondt, men.. han havde meget at tage sig af og nu hvor Elanya ventede sig, så var det jo kun langt mere tydeligt og ikke mindst oplagt, at han tog mere og mere arbejde fra hende. ”Du har passeret mig den sidste uge, uden at hilse på mig, Lucas.. Du har været stresset og presset, jeg forstår det jo godt,” forsikrede hun ham. Det var bestemt heller ikke fordi at hun ville stå der og skænke ham løgne eller dårlig samvittighed, for det var bestemt heller ikke noget som hun ville få det mindste ud af i den anden ende, det var noget som hun allerede måtte være klar over som det måtte stå allerede, så var det jo trods alt bare sådan at det nu endelig måtte stå i den anden ende. At arbejdet måtte frustrere ham, var noget som hun kunne læse i hans blik og sagtens godt kunne forstå, for nu havde de knoklet så længe om at få det hele op på fode igen. ”Det skal nok komme, kære.. Det skal nok komme,” forsikrede hun ham. Hvis folket ikke kunne se hvor meget de knoklede for deres skyld, så måtte de virkelig være blinde! For de knoklede jo røven i laser med alt det arbejde som de påtog sig på denne her måde! Og hun vidste det jo godt! Der var jo en grund til at hun ikke havde været tæt eller sammen med Lucas det sidste lange stykke tid! At han måtte vise hende en bekymring på den måde, var noget som varmede hende, men det var samtidig også noget som skræmte hende, for hun kunne absolut intet fortælle ham uden at det ville koste hende livet, og det var jo heller ikke noget som hun måtte ønske sig! ”Jeg.. jeg ved det jo godt, Lucas, men selv ikke du kan redde alle..” begyndte hun stille. Hun trykkede ganske let omkring hans hånd, som hun havde fået fat i den. Hun var jo faktisk bekymret for ham! Og det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen! ”Jeg klarer mig..” tilføjede hun roligt, hvor hun sendte ham et skævt smil. Måske ikke helt troværdig, men han kunne virkelig ikke gøre noget for hende. Hun var i Sonics klør og det så bestemt heller ikke ud til at hun kunne komme derfra lige foreløbig, hvilket var hende en frustration uden lige! Et sted så håbede hun jo på en mulighed, hvor hun kunne hinte mere tydeligt til det, bare.. så han ville se det! Hun lod hovedet søge let på sned og trykkede let omkring hans hånd i gengæld. ”Jeg ved det godt.. Kom..” opfordrede hun roligt, som hun trak ham med hen til bordet, hvor hun direkte trak stolen ud, så han kunne sætte sig. Han havde brug for noget hvile, om han ville det eller ikke!

[lucas]

De var hårdt presset oppe på slottet, netop fordi folket stillede så mange krav til dem, og selvfølgelig kunne Lucas et sted godt forstå dem, for han havde jo selv været én af dem engang, og han vidste godt at den tidligere regering havde svigtet dem, eller faktisk var det mørkevæsnerne som havde gjort det. Keischa var kommet ind på et utrolig dumt tidspunkt, men hun havde virkelig forsøgt! Desværre havde hun bare været omgivet af mørkevæsner, på trods de faktisk var lyse af hjertet. Men nu fik mørkevæsnerne ikke tilladelse til at vandre frit omkring, tværtimod så var det kun ganske få der fik lov til at komme ind, netop fordi de havde en god forretning med dem – de som ikke prøvede på at styrte Lysets Land. At Lucas var gået forbi Raphaella uden at anse hende, kunne han virkelig ikke forstå! Det kunne da umuligt passe! Kunne det? I så fald så måtte han virkelig have været optaget af arbejdet, selvom det faktisk gjorde ondt at tænke på, for han ønskede ikke at hun skulle tro at han ikke gad hende eller ignorerede hende! „Jamen.. nej.. det.. det kan jeg ikke forstå,” endte han lettere undrende og i en betænksom tone, for det kunne da umuligt passe! Det var jo så heller ikke fordi han ville sige at hun løj, for hvorfor skulle hun dog? Han tog sig let til hovedet og gned sig ved tindingen, inden han sukkede tungt, kun for at vende de smaragdgrønne øjne mod hende igen. „Det er jeg virkelig ked af Raphaella … det har ikke været min mening at ignorere dig på noget tidspunkt!” forsikrede han hende i en lettere bestemt og dog sørgmodig tone, for det gav ham dårlig samvittighed at vide! Det havde jo slet ikke været meningen! Han sendte hende et stille smil. „Det håber jeg i hvert fald.. vil nødig have at folket skal gå imod regeringen endnu engang,” svarede han stilfærdigt. Dog tvivlede han på det, for de var jo nød til at give regeringen en chance på et eller andet tidspunkt! Desuden havde de fordrevet alle mørkevæsner – de som de kunne – sågar deres egen konge! Hvis det ikke var at sætte folket og landet i første række, så vidste han bestemt ikke hvad, så kunne folket.. rådne op! Jason var en god og kærlig mand, manden havde fortjent en chance! Det var bare ærgerligt de ikke gad give ham én. Han glemte dog lidt folket, da hans blik faldt på hende, for det lignede at hun havde grædt og hun sagde jo selv at der var problemer i det private, og han håbede bestemt ikke det var ham som hun mente! „Måske jeg ikke kan redde alle, men jeg kan stadig hjælpe!” endte han lettere bestemt, det andet gad han ikke høre på! Havde hun det dårligt, så ville han naturligvis gøre alt hvad der stod i hans magt for at hjælpe hende! Han lod hovedet søge ganske let på sned. „Er du sikker? Du skal ikke bare skifte emne, fordi du tror jeg har meget at lave.. hvis noget tynger dig, så har jeg altid tid!” forsikrede han hende, hvor hans mine måtte være lettere bekymret. Han endte med at følge hende, da hun trak ham med hen til bordet. Han vendte blikket mod stolen da hun trak den ud, inden han kort skævede mod arbejdet. „Øh.. jamen … det..” Han så roligt mod hende, inden han forsigtigt tog plads i stolen, kun for at se frem for sig – mod kortet og brikkerne. „Hvis jeg slapper af ved at sætte ned, kan jeg fint arbejde samtidig,” endte han stilfærdigt og dog i en alvorlig tone. Desuden.. at sidde og glo ud i luften fandt han bestemt ikke som afslapning!

[Deleted]

Raphaella havde udmærket godt lagt mærke til at Lucas havde været presset, og hun havde jo heller ikke ønsket at gøre det værre ved ham! Tvært imod, så ønskede hun faktisk at hjælpe ham så godt og så meget at det nu måtte være hende menneskelig muligt, selvom det var svært når han havde haft så travlt, at han ikke engang havde set hende, for det det var noget som faktisk gjorde ondt! Nu hvor hun havde ham på tomandshånd og han faktisk havde lagt mærke til hende og lagt arbejdet lidt fra sig, så var det faktisk noget som gjorde hende glad igen! Hun rystede stille på hovedet og med et stille smil på læben, for det var slet ikke fordi at det var noget som hun ville skjule for ham. ”Du skal ikke tænke på det, kære.. Du har haft travlt..” sagde hun roligt og med den samme stilfærdige mine i ansigtet, for det var bestemt heller ikke fordi at hun ønskede at lyve for ham, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At kalde ham for ’kære’ var næsten noget som faldt hende så ganske naturligt ind. Ikke engang fordi at det var noget som hun tænkte over længere, for det var jo egentlig bare sådan at tingene måtte være for hendes vedkommende. At han så ikke lod det ligge denne gang, var noget som direkte gjorde hende usikker, hvilket vel også kunne læses ved hende? Næsten automatisk lukkede hun af for det, for hun måtte ikke snakke om det, og hun vidste det jo trods alt udmærket godt! ”Jeg er sikker på, at det hele nok skal gå, Lucas.. De må da kunne se, at i arbejder hårdt for deres skyld..” sagde hun dæmpet, selvom hun måske ikke lød så sikker i sin sag, men det var jo trods alt bare sådan at det nu endelig måtte være. Hun blinkede let med øjnene og med et stille og tydeligt usikkert smil på læben. ”Det er.. bare en ting i min fortid som plager mig, Lucas.. Det.. det er virkelig ikke noget som… jeg kan snakke med dig om..” Endnu en gang begyndte det at stikke voldsomt i hendes bryst, hvilket hun tydeligt kunne mærke og det var noget som gjorde ondt! Hun vendte blikket stille ned mod gulvet endnu en gang. Den frie hånd havde hun ganske kort lagt mod brystet, for.. det gjorde ondt og det var noget som i den grad også måtte frustrere hende som intet andet overhovedet!
At hun havde fået ham med op til bordet, hvor hun havde fået ham ned, så han kunne sætte sig, var noget som glædet hende, men det var dog alligevel meningen at han skulle slappe af og lave.. ingenting! Ikke arbejde! Hun sukkede stile og rystede på hovedet. Ganske roligt gik hun om bag ved ham. Et sted så.. forsøgte hun vel også bare at skubbe emnet lidt væk fra hende af og mere over på ham, for selv en mand som ham, havde vel også brug for at slappe lidt af og lave ingenting? Hænderne gled roligt omkring hans skuldre, som hun roligt begyndte at massere, ganske roligt og ganske blidt. Ikke fordi at det var noget som hun ønskede at skjule. Hun tog ganske roligt fat omkring hans muskler. ”Du skal slappe af, Lucas.. Du er jo i gang hele tiden!” endte hun med en tydelig bekymring i stemmen. Løgn var det jo trods alt ikke engang! Han var jo i gang konstant!

[lucas]

At Lucas ikke engang havde lagt mærke til Raphaella, når de var gået forbi hinanden på gangene, kunne han virkelig ikke tro.. selvom at han jo godt vidste at han kunne blive lidt for optaget af sit arbejde, og så lagde han netop ikke mærke til hvad der skete omkring ham, også grunden til at han knap nok havde lagt mærke til at hun var kommet ind ad døren. Det var slet ikke fordi at han gjorde det med vilje, for det var slet ikke tilfældet! Tværtimod! Han havde bare en dum vane til at virke reserveret fordi han netop gik så meget op i tingene at han glemte alt omkring ham. Han vendte de smaragdgrønne øjne mod hende til hendes ord, selvom minen var lettere sørgmodig, for det havde jo slet ikke været hans mening! Og da slet ikke overfor hende! Det gjorde faktisk ondt at tænke på, netop fordi det var Raphaella som han havde ignoreret, så det skulle bestemt ikke undre ham hvis hun fandt ham som en idiot, for det var da vidst præcis hvad han måtte være! At hun kaldte ham for kære, var noget som han godt havde lagt mærke til at hun var begyndt meget på, igennem de sidste mange møder, selvom.. ja det var jo faktisk også gengældt, desuden kunne han også godt lide når hun kaldte ham for det! Det lod ham også vide at hun ikke var sur på ham. Han sendte hende et stille smil. „Det har i hvert fald ikke været min mening! Jeg har bare haft så meget i hovedet,” svarede han stilfærdigt, hvor man nærmest kunne fornemme frustrationen på ham, „men derfor er det ikke nogen undskyld for at ignorere dig! Og det er jeg virkelig frygtelig ked af.” Han var ganske alvorlig og dog næsten helt bedrøvet, men så kunne hun da se at han faktisk havde det dårligt over det, for det havde han virkelig! Det havde jo slet ikke været hans mening! Han trak svagt på skuldrene til hendes ord, selvom han godt lagde mærke til at hun blev usikker. [colorwhite]„Det håber jeg da i hvert fald,”[/color] svarede han roligt, som han ikke gjorde andet end at trække på skuldrene endnu engang. Han kunne jo ikke rigtig gøre andet end sit bedste. Smilet måtte dog falme helt til hendes følgende ord. Det var ikke noget hun kunne snakke med ham om? Det gjorde næsten ondt at vide, netop fordi han faktisk gerne ville kunne tale med hende om alt. „Åh.. ja, okay,” endte han stille, som han roligt trak hånden til sig, hvor hans eget blik søgte væk, da hun alligevel så ned i gulvet. Han havde vel fortjent det? Specielt når han ikke havde været der igennem det sidste lange stykke tid, selvom det ikke engang var med vilje.
Som Lucas tog plads på stolen, vendte han blot blikket mod arbejdet der lå foran ham. Skulle han slappe af, kunne han ikke være i samme rum som arbejdet, for så kunne han ikke lade det ligge alligevel, og skulle han bare sidde ned, så foretrak han faktisk at arbejde, for så kunne han da komme videre i stedet for at gøre ingenting! Dette var desuden ikke afslapning for ham. Han spændte dog en anelse i skuldrene, da hun tog fat om dem og begyndte at massere ham. Anspændt var han faktisk, ligesom han også var træt, for han fik ikke særlig meget søvn, netop fordi han havde så meget arbejde. „Du behøver virkelig ikke bekymre dig Raphaella. Jeg er måske presset, men jeg stresser ikke, desuden så vil jeg ikke sidde på min flade og lave ingenting, det forbinder jeg ikke med afslapning,” svarede han stilfærdigt og ikke mindst sandfærdigt.

[Deleted]

Lucas burdes slappe mere af, for det kunne da heller ikke passe, at han ikke så noget af det som skete omkring ham? Det var nu heller ikke fordi at hun ønskede at stresse ham mere ved selv at råbe og skrige om opmærksomheden, for det vidste hun udmærket godt, at hun ikke ville få det mindste ud af i den anden ende, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Arbejdet fyldte meget i hans liv, hvilket hun også accepterede, for.. det havde han jo haft også længe inden hun overhovedet var tiltænkt denne verden, så meget vidste hun da! Hun vendte blikket mod ham. Han skulle virkelig ikke rende rundt med en dårlig samvittighed. Det var da slet ikke meningen! ”Du skal ikke tænke på det. Jeg ved at du har haft alt for meget mellem ørene for tiden,” forsikrede hun ham roligt. Det var jo slet ikke fordi at hun var sur eller noget lignende i den stil, for det var hun virkelig ikke! Desuden hvorfor skulle hun være sur? Manden passet sit arbejde og lidt ekstra, men det var jo egentlig ikke noget som vedkom hende når det endelig skulle komme til alt, og det var jo trods alt også noget som hun var klar over i den anden ende. Hun sendte ham blot et stille smil, selv uden at slippe hans hånd. Så længe at han ikke sagde noget til det, at hun kaldte ham for en af sine kære, så var hun også glad. Det var noget som efterhånden noget som faldt hende så naturligt at skulle kalde ham, selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde det mindste til i det store og hele. Hovedet lod hun søge let på sned. ”Det er jeg sikker på,” endte hun roligt og med et ganske så bestemt nik. At han så alligevel ønskede at hun skulle snakke med ham om det, var nu heller ikke noget som hun ønskede. Det var slet ikke fordi at han havde gjort noget forkert! Det var slet ikke det! Hun endte hurtigt med at ryste på hovedet. Det var jo heller ikke fordi at hun ønskede at gøre ham ked af det eller noget i den stil! Det var bare.. ikke noget som hun kunne snakke med nogen om! Det ville koste hende for dyrt! Selvom.. det vel kostede mere i den anden ende, hvis hun ikke sagde noget som helst! I det indre græd hun ved tanken, det var bare ikke noget som han skulle have lov til at se! ”Det.. det er ikke bare dig, jeg kan… Bare ikke snakke med nogen om det, forstår du..?” endte hun med en ganske dæmpet stemme. Det var jo ikke engang fordi at det var løgn. ”Jeg.. ville dog ønske at jeg kunne..” tilføjede hun meget varsomt, som hun stille vendte blikket ned mod gulvet.
At Raphaella havde fået Lucas ned at sidde, hvor hun selv var endt bag ham, hvor hun startede en rolig massage af hans ellers så anspændte skuldre, hvor hun vendte blikket direkte mod ham. ”Jamen.. hvad forbinder du så med afslapning? Jeg kan ikke lide at se dig så… fjern som du har været de sidste mange dage, Lucas.. Du ser mig jo ikke engang,” sagde hun dæmpet. Det var ikke fordi at det var noget som hun sagde noget til som sådan, for løgn var det jo trods alt ikke, og… det var noget som virkelig gjorde ondt for hende at tænke på.

[lucas]

Det var jo slet ikke fordi det var Lucas’ mening at gøre Raphaella ondt på nogen måde, desuden vidste han jo hvor glad hun var, når han endelig opsøgte hende, når han lærte hende at læse og skrive og når han hjalp hende med dansen, ja.. når han generelt bare var der for hende, så han forstod skam godt, hvis hun følte sig blive skubbet lidt i baggrunden, men han havde ærligtalt ikke noget valg. Hans arbejde bandt ham til hænder og fødder, hvor han var tvunget til at tænke på det som det første, før han skænkede noget andet en tanke, ikke engang hans egne ønsker kunne han gå i opfyldelse, for stod det til ham så han hellere end gerne mere til Raphaella, men det kunne han desværre ikke, for folket havde brug for ham, som hans dronning havde brug for ham og han var nød til at hjælpe dem! Han nikkede roligt til hendes ord, selvom minen stadig var en anelse bedrøvet. „Men.. det gør ondt at tænke på, specielt fordi jeg ved at jeg ikke har set noget til dig igennem det sidste lange stykke tid,” endte han i en dæmpet tone, hvor han næsten måtte knuge langt mere omkring hendes hånd. Han ønskede ikke at hun skulle gå! Han var faktisk glad for at hun var kommet, så kunne han måske få lidt frisk luft til hovedet, klaret sine tanker og tænke lidt på noget andet, og derefter tage tilbage til arbejdet med en fornyet energi og måske finde løsningen på sit problem. Han sendte hende et skævt og mere muntert smil, som hun lød så bestemt og sikker. Han håbede dog at hun havde ret! Han ville gerne have at folket genvandt tilliden til regeringen, for det ville virkelig gøre alt lettere! Så længe folket bare gad at lytte! Så længe de var tålmodige, jamen så skulle alt sammen jo også nok gå! Men det var svært at genvinde deres tillid, netop fordi de følte sig så svigtet som de gjorde. Han så ikke på hende, eftersom hun havde gjort det tydeligt at hun ikke gad at snakke med ham om det, hvilket han jo så bare måtte acceptere, selvom det faktisk gjorde ondt, for han ville rigtig gerne være der for hende! Men det var svært hvis hun ikke tillod ham. Han fortsatte blot med at se væk, hvor han havde trukket hånden til sig, som han stod og fumlede med begge hænder, blot for at have noget at lave. Han vendte blikket forvirret mod hende. Om han forstod det? Hun kunne ikke tale med nogen om det? Hvordan skulle han kunne forstå det?! Han lod hovedet søge let på sned. „Og.. hvorfor kan du så ikke det?” spurgte han forsigtigt, for det andet måtte da virkelig forvirre ham!
Massagen som hun begyndte, var noget som faktisk fik Lucas til at løsne en anelse op, for han kunne pludselig godt mærke hvor anspændt han var, og det var virkelig helt ekstremt! Han sukkede ganske let, som han kort lukkede øjnene, selvom han åbnede dem igen til hendes ord. De måtte faktisk ramme ham lige i hjertet og det var ikke på nogen god måde, for det var bestemt ikke med hans gode vilje at han overså hende, for han var bare en presset mand med meget i hovedet for tiden! Han så dog lige frem for sig, stadig med det alvorlige blik. „Jeg slapper bedst af sammen med dig. Du er mit fristed, når jeg er sammen med dig, kan jeg være mig selv og slippe hæmningerne, det er en befriende følelse,” svarede han ganske roligt, hvor han kort vendte blikket op mod hende, som han betragtede sig af hende for et kort øjeblik, kun for at se frem for sig igen og væk fra hende. Han mente dog sine ord, for løgn var det bestemt ikke!

[Deleted]

Raphaella var ikke sur eller noget lignende over at Lucas ikke havde tid til hende. Ja, måske at tanken gjorde hende en anelse trist, men der var jo trods alt heller ikke noget som hun kunne gøre ved det. Arbejdet kom i første række, og det var noget som hun havde forståelse for. selv kunne hun ikke danse når hun havde det som hun havde det, for det var ikke bare noget som hun kunne skjule som sådan. Dansen var på følelser og hvis hun havde det skidt, så var det noget som alle ville få øje på! Hun rystede stille på hovedet, hvor hun stadig holdt godt fast omkring hans hånd, også for at vise, at hun var der også for ham, for alt det andet, var da slet ikke noget som hun kunne finde på, på nogen som helst måde overhovedet, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om! ”Du behøver ikke tænke på det. Jeg.. mente heller ikke at give dig dårlig samvittighed,” sagde hun dæmpet. Det var dog alligevel ord som hun måtte mene, for hun holdt virkelig af ham, det var vel heller ikke noget som man kunne sætte spørgsmålstegn ved? Hun havde slet ikke nogen grund til at gå før han selv måtte bede hende om det, hvilket hun selvfølgelig ikke håbede skulle ske – men igen, så ønskede hun jo heller ikke at forstyrre ham i arbejdet, for det fik ingen noget ud af! Hun vendte de mørke øjne stille mod ham. At han var direkte bedrøvet var noget som næsten gjorde mere ondt end den stikkende fornemmelse som hun fik når hun sagde for meget. Hun turde slet ikke tænke på hvordan det ville være, hvis hun endte med at skænke ham sandheden ene og alene. At han slap hendes hånd, var noget som gjorde ondt, virkelig ondt! Hun trak hænderne varsomt til sig, hvor hun lod dem falde ned foran sig, hvor de bare blev foldet, som havde hun været en uskyldig og lille en af slagsen – selvom det langt fra var tilfældet! Hun blinkede let med øjnene og vendte blikket mod ham. Kunne hun sige det, så havde hun gjort det for længe siden! ”A-andre magter..” Endnu en gang stak det voldsomt i hendes bryst, hvor hun denne gang hurtigt tog sig til hjertet, for det gjorde ondt! Hun bed sig kraftigt i læben og vendte blikket direkte hjælpeløst ned mod gulvet i stedet for. At fortsætte løgnen blev kun sværere og sværere!
At massere og bare det at tilbringe tiden sammen med Lucas, var noget som selv Raphaella i sandhed måtte nyde, for det var virkelig alt for længe siden! Selvom hun virkelig prøvede at skubbe det hele lidt væk fra sig selv og mere over på ham, for hun var virkelig bekymret for ham, og specielt når han arbejdede så meget og så hyppigt som han gjorde. Den mand måtte da også snart gå ned før eller siden og det var jo selvfølgelig noget som hun virkelig var ved at være skræmmende bange for! Hans ord varmede hende, hvor hun selv ikke kunne lade være med at smile. ”… Virkelig..? Er.. jeg et fristed?” Ikke fordi at hun havde noget imod det, for det var en tanke som hun faktisk rigtig godt kunne lide! En svag rødmen måtte alligevel vise sig i hendes kinder. ”Det.. det er jeg da kun glad for, at du siger..” sagde hun dæmpet og med den samme rolige mine i ansigtet. Hænderne gled fra hans skuldre, kun for at glide omkring hans hals, dog i et meget afslappet greb. Blikket hvilede på ham. ”Du gør nemlig også altid mig glad,” endte hun med et stort smil.

[lucas]

Måske Raphaella ikke ville give Lucas dårlig samvittighed, men det skete nu alligevel. Han vidste godt at det ikke var hendes mening og han havde skam også fortjent sandheden, uanset hvor ondt det gjorde, for det var bestemt ikke sjovt at vide at han var gået forbi hende helt uden at se hende! Men det gjorde det også kun tydeligt for ham selv at han var en presset mand og med mange tanker i hovedet, for han kendte jo sig selv, han vidste godt at han havde en vane til at glemme alt omkring sig når han endelig havde så meget i hovedet. At hun holdt omkring hans hånd, havde han intet imod, for det bekræftede da kun for ham at hun ikke var sur på ham. „Det ved jeg godt Raph, men.. det får jeg alligevel. Det gør ondt at vide at jeg direkte har overset dig, for det har virkelig ikke været min mening!” endte han lettere bedrøvet og med en trist mine, som han vendte de smaragdgrønne øjne mod hende igen. Løgn var det ikke, for han fik det faktisk dårligt af at tænke på! Det var jo slet ikke fordi det var hans mening at ignorere hende, eller virke reserveret, men han forstod godt hvis hun troede at han ikke gad hende, for sådan opførte han sig jo, men det var på ingen måder sådan som han følte! Tværtimod! Han nød virkelig hendes selskab! Han savnede virkelig hendes selskab! Han savnede at høre hendes latter, at se hende blive forvirret over de mange ord og bogstaver, han savnede at høre hende læse forkert og se hende blive flov, selvom han kun fandt det kært, han savnede utrolig nok at danse med hende, selvom dans aldrig havde været hans største passion, men han savnede at tilbringe tiden med hende, og det gjorde han virkelig inderligt! At hun så ikke ville betro sig til ham, gjorde faktisk ondt at vide, selvom hendes ord kun gjorde det langt mere forvirret for ham. Andre magter? Ærligtalt så troede han faktisk at hun tog pis på ham. Han endte med at lade armene søge let på sned, selvom det mere var en selvomfavnelse. „Du behøver ikke fortælle mig det, hvis du ikke gider,” svarede han stilfærdigt, som han vendte blikket væk, hvor det vel også var tydeligt at han troede at hun tog pis på ham? Han fandt det i hvert fald ikke morsomt! For han ville faktisk gerne hjælpe, men.. han ville jo heller ikke tvinge hende til at åbne op, desuden havde han heller ikke fortjent det, med den måde som han havde opført sig over for hende på.
Lucas nød nu af Raphaellas massage, faktisk så nød han generelt bare når hun rørte ved ham, for det gav ham altid sådan en dejlig.. varm følelse. Det var rart at være tæt på hende, at snakke med hende og se hende igen, for det var noget som han virkelig havde savnet! Han trak svagt på smilebåndet til hendes ord og nikkede ganske let. „Mhm.. det er du,” svarede han endnu engang og nikkede ganske let. Hendes rødmen så han ikke, da han så frem for sig og ikke på hende. Han mærkede dog tydeligt da hun lod armene søge omkring hans hals i et slapt greb, hvor han roligt lænede sig tilbage og ind mod stolen og med hovedet ind mod hendes skikkelse. Han bøjede hovedet let bagud og vendte blikket op mod hende. Han trak kun mere på smilebåndet. Utroligt som hun altid formåede at gøre ham i godt humør. „Det er jeg glad for,” endte han sandfærdigt, som han ikke tog blikket fra hende. Han løftede sin ene hånd som han lagde roligt over hendes ene arm. „Jeg har virkelig savnet dit selskab Raphaella,” svarede han dæmpet og dog sandfærdigt, for det gjorde ondt at tænke på at der var gået så længe siden han havde set hende sidst.