Dark night, as the dark life..

[angelo]

Sådan som Angelo var blevet opdraget, så var det svagt at knække sammen for en engel, sådan var hans races kendetegn. De hadede englene, de var deres nemesis og det var på ingen måde noget som man kunne se bort fra – ikke for en dødsengel i hvert fald. Han var blevet straffet fordi han havde været en engel tæt, fordi han havde ladet hende gå, og et sted kunne han sådan set godt forstå hans far, netop fordi manden virkelig måtte hade det væsen, og ja.. det gjorde han jo normalt også selv, men.. Celisha var ikke en fuldblods engel, hun opførte sig jo ikke engang som en engel! Hun bar tre andre racer i sig, hun var tilmed dæmon! Hun var desuden ikke lige så naiv og godtroende som andre normale engle, tværtimod mindede hun slet ikke om én fra Procias, selvom.. det var hun vel heller ikke? Ikke hvis hun boede her i Manjarno, og tilmed arbejdede i Dvasias – det var ikke noget som en blødsøden engel ville gøre, eller ville kunne holde til for den sags skyld. Hans blik faldt ganske roligt på hende, som hun udtalte sine ord. Hun fandt ham ikke blød eller svag? Ja det kunne hun jo sagtens komme og sige! For en dødsengel var det noget helt andet! De var slet ikke i nærheden af engle! Tværtimod dræbte de dem på stedet, og han var tilmed englejæger, så han burde have flået hende, som han stadig burde gøre! Men.. hvorfor kunne han så ikke? Det frustrerede ham virkelig! „Det er ligegyldigt hvad du synes.. jeg er en skændsel for min race,” endte han kortfattet, som han blot vendte blikket op mod loftet igen og blot nedstirrede det. Løgn var det jo ikke engang! En dødsengel burde på ingen måde være blød, mild eller noget som helst andet overfor en engel! Måske for at udnytte englen, for det var han jo sådan set god til, når han nu også havde mental og sensuel dæmon i sine årer, men han burde ikke nyde det oprigtigt, som han havde gjort med Celisha! Og han vidste ikke engang hvorfor! Han vidste ikke hvad der var over hende som han faktisk godt kunne lide, og som faktisk fraholdt ham fra at dræbe hende, for ellers havde han da for længst flået hende! Hun havde gjort ham blød og svag! Han kunne ikke engang gøre skade på hende! På trods han godt nok havde skænket hende en lussing, men hans blik var gået til hendes ven og ikke til hende, det var først da hun havde fornærmet ham, at han faktisk havde slået hende, ellers havde han ikke rørt hende. Han vendte roligt blikket mod hende, som han havde givet hende lov til at heale ham, for han havde virkelig ondt efterhånden! Han lod hende blot knappe hans skjorte op, selvom hans blik blev lettere irriteret ved hendes ord. „Ja undskyld jeg ikke kan slappe af, når min krop er fuldstændig smadret!” vrissede han lettere irriteret, som han fnøs ganske kortfattet, selvom det i sig selv måtte gøre ondt i brystet, som han ganske let tog sig til. Han fjernede dog hurtigt hånden, så hun selv kunne komme til. Hånden hun strøg over hans krop og op mod kinden var et sted.. savnet? Han vendte blikket mod hende til hendes ord. Smerterne? Hvilke smerter? Det fik han dog hurtigt svar på, da hendes øjne blev helt hvide og hun begyndte at heale og rette ribbenene ud, hvilket fik en smerte til at skyde igennem kroppen, så han skreg af smerte. Han havde mest af alt lyst til at skubbe hende væk, selvom han dog ikke gjorde det, for lettelsen lagde sig sjovt nok over ham, da hun blev færdig. Han trak vejret hyppigt og lettere hurtigt, imens han mærkede hvordan hans hjerte måtte hamre af sted. Han lukkede øjnene, da hun bevægede hænderne op imod hans ansigt, hvor han pludselig mærkede hvordan smerten måtte fortage sig, ligesom fra hans krop, selvom den stadig var øm. Han vendte roligt blikket mod hende, da hun selv faldt tilbage, hvor han tydeligt kunne se at hun var svimmel. Han satte sig roligt op, selvom trætheden og udmattelsen slog ind over ham, for han kunne pludselig tydeligt mærke hvor afkræftet han var, så han endte med at lægge sig ned igen. „Du burde.. lægge dig ned,” endte han stille, hvor han roligt strakte armene, for at tage fat i hende, kun for at trække hende hen til sengen, hvor han hev hende op at lægge ved siden af ham, kun for at vende blikket mod hende.

[Deleted]

Hun kunne da godt forstår at han følte sig blød.. eller delvist gjorde, men for pokker kunne han ikke glemme hendes engleside? Nej det kunne han vel ikke! hun hadede selv den side af sig for den var ret… ironisk? Hun var på ingen måde en engel og det havde altid undret hende at hun ikke var endt som en faldende engel, for al det hun foretog sig, hvordan hun var, hvordan hun kunne manipulere andre gjorde hende da mere til en faldende engel end en almindelig engel. Jo hun kunne skifte farven på sine vinger men de hvide vinger klædte hende mere, og desuden var hun nød til at være bevidst om sin formskifterevne hver gang hun skulle sørg for at skifte farven på sine vinger hvilket hun da ikke altid tænkte ord men blot gjorde impulsivt, altså at trække vingerne frem. Det liv hun havde valgt havde intet med hverken himmeriget eller Procias at gøre, tværtimod. Og grunden til at hun ikke havde bosat sig i Dvasias var at hendes mors familie var en trussel for hende, eller delvist for hendes mor havde ikke nåede at forklar hende spor meget andet end at de havde jagtet hende. Men havde hun vidst at hun ville være sikker i Dvasias havde hun da helt klart valgt at bo der i stedte for at rejse frem og tilbage mellem de to lande. Hans svar var ikke noget der chokkerede hende for hun havde regnede med noget i den retning, desuden havde han ret… for hendes mening betød næppe noget for hverken ham.. eller hans far for den sags skyld. Hans svar gjorde hende faktisk trist… ikke den første del men den sidste gjorde helt ondt at høre, hun havde virkelig rørt på nogle ømme punkter og gjort ham både frustreret og givet ham mindre selvværd? Hun sukkede ”Er det virkelig så slemt.. jeg bad faktisk ikke om at være kvart engel! Og ja jeg er kun kvart, kvart sensueldæmon, kvart formskifter og kvart warlock.. for pokker da jeg kunne lige så godt være en falden engel!” det irriteret hende virkelig at den smule engel hun havde i sig skulle sætte kursen i hendes liv! Den del af hende havde altid været i vejen.. hvornår mon hun ville få gavn af at være engel!? Det vil næppe ske! hun hørte ham skam vrisse af hende men vidste at det blot skyldtes smerten han følte og selvfølgelig hendes ord om at han skulle slappe af, det var selvfølgelig svært men hvis han kæmpede imod ville det blot volde ham flere smerter, tage længere tid og udmatte hende mere. Hendes eneste svar til hans ord var at placere hånden over hans bryst, for hun had virkelig ikke til at skændes med ham. Lyden af hans skrig bragte hende svagt ud af fatning og hun tøvede i nogle få, ja næsten to hele sekunder inden hun fortsatte for at få det hurtigt overstået. Hun var skyld hans smerter og det kunne man ikke komme uden om uanset hvad man måtte sige. Omsider var hun færdig men fordi hun ikke var van til at bruge disse evner i så omfangsrige sår – hvilket vel fortalte noget om hvor slemme hans sår havde været – følte hun sig svimmel og udmattet. for ganske kort tid siden havde hun hadede sin engleside fordi den var så nytteløs, men at den faktisk havde hjulpet ham fik hende et sted til at syntes om den.. dog i ganske kort tid inden hun igen kom i tanke om at hvis det ikke havde været fra den side af hende.. så havde han overhoved ikke haft behov for at blive healet.. troede hun da. Hans ord lød en anelse fjerne men hans greb fik trukket hende tilbage til virkeligheden. Hun vendte blikket forundret mod ham hvor hun blev trukket tættere på og snart lå på sengen ved hans side. Hun lukkede øjnene og trak vejret dybt flere gange mens hun lå stille, langsomt foretog svimmelheden sig og hendes øjne gled op igen. hun vendte blikket mod ham, kunne nu atter fornemme varmen var hans krop så tæt mod sin egen, duften af ham der var blandet med alkoholen fra whiskyen han havde drukket før og lyden af hans vejrtrækning som føltes overdøvende. ”Du ser ud til at have det bedre” sagde hun konkluderende med en lav tone som tilmed var hviskende.

[angelo]

Det var måske en unfair måde at reagere på, men Angelo var ikke vant til at føle sådan som han havde gjort under sit møde med Celisha, om hun så var engel eller ej! Han var ikke vant til at få denne oprigtige følelse af at ønske nogen tæt på sig, generelt var det bare for at få stillet sine behov, for han havde jo også en mindre del sensuel dæmon i sig, dermed skulle han også have stillet sine sensuelle behov, for dem havde han også, på trods de måske ikke var så store som en fuldblods sensuel dæmons. Det var dog ikke hans behov der havde spillet ind, da han havde været tæt på Celisha, nej.. han havde underligt nok nydt hendes selskab, som han havde nydt at være hende tæt. Hun havde været anderledes, og det kunne han godt lide, desuden så klandrede han ikke hende for at han lå her og var helt smadret, tværtimod så bebrejdede han sig selv. Han var en skændsel for dødsenglene og han havde selv valgt at komme hende så tæt, han havde selv valgt at åbne op, derfor var det hans egen skyld at han nu lå her som han gjorde. Af den grund ville han stadig foretrække at hun holdt sig væk, så han ikke lokkede sig selv i fordærv, så han ikke blev blød igen, men så han kunne forblive fast og hård, som han altid havde været! Som han var blevet opdraget til at være! Han vendte blikket lettere forundret mod hende. Han tænkte kort over hendes ord. Sandt nok.. man bestemte ikke selv sin race, som man ikke selv bestemte sin familie. Han havde ikke kendt til alle hendes racer, selvom han gjorde det nu. Sensuel dæmon og warlock? Så havde hun to mørkevæsner i sig, nok derfor hendes engleside blev overskygget, og formskifteren som var en neutral race, så var hun jo faktisk ikke særlig meget ’lys’. Han vendte roligt blikket væk fra hende igen. „Men du er ikke en falden engel,” konkluderede han stille. Det gjorde faktisk sit! Selvom.. hans far havde nok smadret ham alligevel, om hun så havde været en falden engel eller ej. Det var måske ikke en fair bedømmelse han gjorde af hende, men.. det var jo faktisk til hendes eget bedste, han skabte hende kun problemer, desuden så ville hun sikkert bare ende galt hvis hun fortsatte med at hægte sig fast til ham. Det forundrede ham dog at hun faktisk blev, at hun ville heale ham og gøre ham rask igen, og det at hun brugte sin bedende og nærmest tryglende tone, for.. det havde han ikke brug for! Han måtte dog indrømme at han pludselig følte sig helt.. stærk og frisk igen! På trods han godt nok også var udmattet, træt og ikke mindst afkræftet. Han vendte roligt blikket mod hende, som han fik hende trukket med op i sengen, hvor han havde rykket sig, så der var plads til hende. Han endte roligt med at tage sin skjorte af, nu hvor han faktisk kunne bevæge sig igen, og det var uden at det skulle gøre ondt. Sikke en befrielse! Han vendte roligt blikket mod hende, hvor han strøg hende ganske let over kinden, uden at han tog blikket fra hende. „Kun takket være dig,” svarede han roligt. Sandt var det jo faktisk, han havde stadig lagt i smerter, hvis hun ikke havde healet ham, og det var han selvfølgelig også glad for.

[Deleted]

Hun vidste jo at han ikke var blød overfor nogen, det var hun fuldkommen bevidst om for det havde han gjort klart fra første øjeblik, udover det havde han sagt at hun skulle passe på hvilket hun havde gjort men åbenbart ikke godt nok for hun havde dummede sig gevaldigt og selvom hun ønskede at hun ikke havde det på den måde, kunne hun ikke lyve for sig selv eller skjule det. Men hvad så hvis hun erkendte det? det ændrede jo ikke på det faktum at han ønskede hende langt væk fra sig, han ville nok bare glo på hende eller hvad værre var… grine af hende hvis hun fortalte ham hvad hun følte.. desuden.. den slags følelser efter kun et møde? Hun følte sig nu mere forvirret og frustreret end før.. hvad skulle hun nu gøre af sig! vent! Han kunne som dødsengel vide hvad hun følte… og med mentaldæmoniske tendenser kunne han måske også læse hans tanker? Okay hun var på den… men hvad skulle hun også gøre? hun kunne intet gøre andet end at skubbe det ud af hovedet og fokusere på noget andet hvilket var svært når han jo var den der fyldte hendes tanker i disse sekunder. Omkring hans hårdhed.. kunne han da ikke bare være hård overfor andre og blød overfor hende? Kunne han ikke behandle hende anderledes end han havde behandlet andre og derved ikke skubbe hende fra sig. Hun havde sagt det før.. alle havde brug for nogen.. en speciel person og han var ingen undtagelse. Kunne han ikke bare give hende en chance, hun forventede ikke det ville være let men på den anden side så kunne han vel prøve! Hans følgende ord fik hende til at sukke ”Og det er jeg ked af! jeg aner virkelig ikke hvad man mere skal gøre end at hore, manipulere, skade og dræbe for at blive en falden engel.. uanset hvem der styr den proces så har de underlige tanker omkring det her” hun sukkede atter og rystede på hovedet af sig selv, hun prøvede virkelig men hvad prøvede hun endelig på… at sige at hun ønskede at ændre ham selv hvis det betød at ændre på sig selv? Det var vel det. da hun atter så på ham efter at være blevet trukket op i sengen og havde fået klaret synet igen bemærkede hun at han nu havde trukket skjorten af… ja bare gøre livet mere besværligt end det var! hun havde faktisk holdt sig fra seksuelt omgang med mænd siden hun sidst havde været med ham og det var svært nok når hun var kvartsensueldæmon, heldigt at hun ikke var fuldblods så. Hans fingre strøg hendes kind og hun lod øjnene svagt glide i ved berøringen. Hun ville have svaret at smerterne ville have forsvundet for længst hvis han havde teet sig anderledes ved hendes første forsøg men opgav der ordene føltes tunge. ”Godt du har det bedre” svarede hun blidt og placerede forsigtigt hendes hånd på hans bryst. ”Angelo…” hun bed sig i underlæben og sukkede, endte ikke med at sige noget hvor hun blot skjulte ansigtet ved hans bryst. Hvorfor følte hun sig så pokkers svag! Ingen mand i verden havde gjort hende så svag.

[angelo]

Hvordan det havde lykkedes Celisha at komme sådan ind under huden på Angelo, uden at han flåede hende levende, var slet ikke noget som han forstod, og førhen, under deres første møde, havde han måske tænkt at det kunne være ligegyldigt ved at kende svaret, for det var godt med et par mysteriums i livet, men han tog fejl! Han ville rigtig gerne kende svaret på det, og det at han ikke gjorde det, var kun noget som måtte gøre ham langt mere frustreret! Et sted måtte han jo faktisk nyde af hendes omsorg, selvom han også følte sig svag og blød når han tog imod den, for.. han havde altid kunnet klare sig selv og det kunne han bestemt også nu! På den anden side hadede han at hun gav ham denne fornemmelse, han hadede at hun plantede disse følelser i ham, for hun rev ham jo fuldstændig fra hinanden, han var slet ikke som han plejede, når han var sammen med hende, foruden det sekund at han havde slået hende, for i det sekund havde han været sig selv, og det beviste kun at han stadig havde magten over sig selv og at han stadig kunne være ond og brutal – selv overfor hende, hvis han bare gad at tage sig sammen, men så dukkede et andet spørgsmål kun op; hvorfor tog han sig så ikke sammen til det? Det irriterede ham kun langt mere! „Hvorfor overhovedet ønske at blive en falden engel?” spurgte han ganske kortfattet og dog roligt. Hun kunne vel være ligeglad med ham af den grund! Hun fik det næsten til at lyde som om hun ønskede at være en falden engel for hans skyld, hvilket var direkte tåbeligt! Hvorfor overhovedet ønske at have noget med ham at gøre? Han havde ikke brug for hendes medlidenhed eller medynk! Selvom han ikke havde fået den på noget tidspunkt under deres andet møde, men under dette møde, kunne han tydeligt fornemme hvor blød hun var overfor ham, hvor bekymret hun var, og det at hun ønskede at vise ham omsorg og det havde han slet ikke brug for! Han måtte dog indrømme at det var rart at kunne bevæge sig igen uden at være direkte kvæstet og blive overrumplet af smerte. Så ja.. et sted var han vel hende en smule taknemlig? Selvom hun selv havde tigget og bedt om at heale ham, hvilket han ikke forstod sig på, for hvorfor var hun ikke bare ligeglad? Han fjernede roligt hånden fra hendes kind, som han trak omkring dynen og lagde den over hendes skikkelse, så de begge lå under den. At hun var glad for at han havde det bedre, forstod han heller ikke. Han forstod jo intet ved hende! „Hvorfor er du i det hele taget bekymret for mig?” spurgte han ganske kortfattet og ikke mindst undrende, for det gjorde ham virkelig forvirret! Han vendte blikket mod hendes hånd, som hun lagde mod hans bryst, inden hans sorte øjne faldt mod hendes ansigt igen, da hun udtalte hans navn. „Ja?” spurgte han ganske roligt og i en mere dæmpet tone, for der var ingen grund til at hæve den, når de lå så tæt på hinanden. Han trak kun morende på smilebåndet, da hun skjulte sit ansigt mod hans bryst. Det var jo ikke fordi at hun var så slem igen, han kunne bare ikke have at han blev så anderledes når han var sammen med hende! Det gjorde ham virkelig fortvivlet!

[Deleted]

At det i det hele taget havde lykkedes hende at komme ind under huden på ham havde været en overraskelse selv for hende for hun havde ikke troede det var muligt. han havde virkede så kold, hård og afvisende hvilket jo i starten havde gjort at hun havde mistede interessen for ham, men den var igen blevet genvundet og de havde så haft en fantastisk aften, en aften hvor hun ikke havde følt sig så svag som hun følte sig nu. Men hvad var der sket siden deres første og sidste møde? Hun ville gerne kende svaret på dette! hun ville vide hvad der var sket siden han knap havde forladt hendes tanker, selv i drømme havde hun set ham hvilket blot havde efterladt et større savn hver evig eneste dag. At hun var så omsorgsfuld overfor ham kunne hun ikke rigtigt styre, det var som om hun følte sig skyldig over hans sår, og hvad være var føltes de sår som var de rettet mod hende ikke mod ham. et sted viste det også hvad hans far ville gøre ved hende hvis han fik fingre i hende og selvom dette burde skræmme hende så gjorde det ikke, hun hadede blot den mand mere. Hvilken person kunne dog udsætte sine egne børn overfor den slags.. eh.. dum tanke, hendes egen far havde ikke just været blid ved hende selvom han ikke havde slåede hende. Hans spørgsmål fik hende til at sukke, hun anede det ikke, hvorfor ønskede hun det? Måske af flere grunde ”Jeg… folk tror at jeg er procianer eller som dem ganske enkelt fordi jeg har engleblod i mig… jeg er ikke engang halv så meget engel som jeg er sensueldæmon, eller warlock! Hvorfor kan I ikke se bort fra den side af mig…!” sagde hun vredt. Hun sukkede og strøg atter hånden frustreret gennem håret ”Desuden… vil det her ikke være så slemt hvis jeg var en falden engel… du ville ikke have fået tæsk af din far… og alt ville være i orden” hun tav igen og så nu ned på sine fødder ganske enkelt fordi hun ikke anede hvor hun ellers skulle se hen. Hun kunne ikke læse tanker, heller ikke afløse alle slags følelser, ja de eneste følelser hun kunne fornemme var de der var forbundet med ens lyster, alligevel kunne hun afløse hans ansigtsudtryk eller genkende det ”Jeg gør ikke det her af medynk eller medlidenhed! Det har du næppe brug for .. jeg gør det fordi… eh..det” hun tav igen uden at fuldføre sin sætning. Hun ønskede ikke tak fra ham, eller at han skulle være taknemlig for hendes hjælp, hun ønskede ikke andet end at være tæt på ham. Hans hånd forlod hendes kind hvilket ærgrede hende, for hun savnede den allerede. Dynen blev trukket over dem og hun brokkede sig absolut ikke over det, endte dog med at skubbe skoene af, de høje hæle var ikke just behagelig at ligge i. Der hørtes et lille bump idet skoene faldt til jorden. hans spørgsmål fik hende til at vende blikket mod ham ”Du vil næppe bryde dig om at jeg lyver… og jeg kan ikke sige sandheden da jeg selv er forvirret over den” svarede hun hvorefter hun kort bed sig i underlæben ganske blidt. Hun kunne fornemme hans hamrende hjerte under sine fingre, en lyd der var som sød musik i ørene. Hans svar hjalp ikke just, for hun anede ikke hvad hun skulle sige. At han morede sig anede hun ikke da hun skjulte ansigtet og ikke kunne se hans. Hendes hånd strøg op ad hans bryst og standsede først ved hans kind. ”Du bryder dig ikke om at jeg gøre dig blød og svag… men… du gøre det samme ved mig… jeg kan knap tænke en sammenhængende tanke i nærheden af dig..” hendes stemme var lige så lav, og det var dog tydeligt at hun var ret frustreret.

[angelo]

Angelo tænkte slet ikke over hvad han egentlig satte i følelser hos Celisha, da han var alt for optaget af at føle sig som en skændsel for sin egen race og at hun havde gjort ham blød og svag, for det kunne han slet ikke lide! Han kunne ikke have med den tanke at gøre, for den gjorde ham.. stiktosset! Han bed tænderne ganske fast sammen. Det var jo heller ikke fordi at han ikke havde nydt deres forrige møde, for det havde han faktisk, hun havde ikke vist frygt eller det mindste tegn til usikkerhed, som de fleste gjorde, hun havde ikke overtrådt hans grænser på noget tidspunkt, tværtimod så havde hun bevæget sig helt rigtigt ind på ham, og det forstod han ikke, for i stedet for at dræbe hende, havde han elsket med hende, hvilket faktisk kom bag på ham, men han kunne ikke sige sig at fortryde det på nogen måde, for han havde faktisk nydt det. Han havde virkelig nydt oprigtigt at være tæt på hende, og ja.. det kunne han ikke fortryde, om hans far så havde banket ham af den grund eller ej. Han kunne godt høre at hun var frustreret og det gjorde det kun mere tydeligt for ham, at hun ikke var helt så glad for sin engleside, hvilket faktisk måtte.. lette ham? Det gjorde det jo faktisk en anelse lettere for ham, for hun var ikke som andre blødsødne engle, men det var jo nok takket være hendes andre racer. At hun nævnte hans far, fik ham til at vende blikket mod hende. „Der tager du fejl.. min far havde fundet en anden grund til at gennemtæske mig, om jeg så havde været en engel tæt eller ej,” svarede han lettere tonløs. Det var jo sådan set bare typisk ved hans far. Manden brugte ham som sin boksepude og det var bestemt ikke fordi det var sjovt! Manden fordrejede jo altid hans ord, ås han fik en grund til at afreagere på ham, selvom der også var de dage, hvor han faktisk var heldig, hvor han slap ud af dragens kløer og hule, hvor han faktisk ikke kom til skade, men.. han kunne ikke huske hvornår det sidst var sket. Han hævede undrende sit ene øjenbryn, da hun ikke fik sagt sin sætning færdig. Han vidste ikke hvorfor hun gjorde det, men ærligtalt tvivlede han på at det var af medlidenhed og medynk, for det burde hun vide at hun ikke kom langt med. At hun så var forvirret over sandheden og heller ikke kunne fortælle ham det, gjorde ham kun langt mere forvirret, for hun burde vel vide hvorfor hun gjorde alt dette for ham? Var det af medlidenhed? Var det fordi hun på mystisk vis faktisk følte for ham? Hvad var det?! Han vidste at hun nærede et eller andet bånd til ham, for ellers havde han for længst fået hende skubbet væk fra sig! Han betragtede hende kortfattet, uden at slippe hende med blikket på noget tidspunkt. Hendes hånd der strøg ham op ad brystet og endte mod hans kind, fik ham kun til at lade hovedet søge en anelse på sned. Hendes ord måtte faktisk more ham, selvom det så ud til at de var i samme båd? Igen. Han lod en hånd søge under hendes hage, kun for at løfte hendes blik, da hun gemte ansigtet mod hans bryst. „Jamen dog.. jeg har vidst fået snoet dig ind i mit spind,” endte han morende og næsten gådefuldt, selvom han endte med at trykke sine læber imod hendes i et blidt kys, så han ikke gav hende tid til at svare.

[Deleted]

Hun kunne seriøst ikke tænke klart i nærheden af ham og hun sagde det ikke for at fyre en god replik af eller sådan noget. Hun anede virkelig ikke hvad hun skulle stille op ved sig selv for det var følelser der for hende altid havde virkede som umulig. Hun var en kvinde der havde brugt det meste af sit liv på at være sammen med mænd og holde sig professionel i dette, ikke få følelser og ikke vide mere om dem end nødvendigt. Alligevel var hun den eneste gang hvor hun ikke havde gjort det for arbejdets skyld endt med at få følelser for fyren, skyldtes det hendes svaghed for mænd? Nej for ellers var det sket før…ikke? Hun vidste ikke længere hvad der var rigtigt og hvad der var forkert, hun vidste ikke sin levende råd, hun vidste intet! Hun havde selv elskede at være ham tæt, hun havde nydt det mere end noget andet og hun havde følt sig så underlig tilfredsstillet.. ja som aldrig før! at han var lettede over hendes had eller foragt for sin engleside anede hun ikke, det ville dog ikke forundre hende for han ville vel være glad for at hun tog afstand til denne negative side af hende. Da han svarede og gav hende en nyde side om hans far at vide gloede hun på ham, var hans far virkelig sådan eller overdrev Angelo bare? Et sted lød det meget som den far hun havde forestillet sig Angelo havde, men kunne en far virkelig være sådan? Hendes egen ville nok finde på en grund for at tage hendes liv, eller sørg for en for at gøre det.. men hun tvivlede på at han ville gøre det uden grund, ganske enkelt fordi det vil sætte ham i et dårligt lys foran de andre engle. Hun svarede ikke, for hun vidste ikke helt hvad hun skulle svare, hun så blot ned og forsøgte at regne ud hvordan Angelos opvækst havde været, det må have været slemt. Hun havde bare ikke vidst hvad hun skulle sige, hvad hun skulle fortælle ham. Hun vidste ikke hvordan han ville reagerer hvis hun fortalte ham sandheden, den sandhed hun selv tvivlede på. Og efter dagens modtagelse af hende, hans kulde og fjendskab så var hun tosset hvis han sagde sådan noget. Men visse ting var da klart, hun gjorde dette ikke at medlidenhed… af skyldfølelse eller andet.. hun gjorde det fordi hun ikke kunne lade være, fordi den smerte han følte –eller havde følt - var som en del af hende. Hun bemærkede at han morede sig over hendes ord hvilket forvirret hende endnu mere.. var han ikke længere vred? Hun lod atter hovedet søge hen til hans bryst for hun skjulte ansigtet der igen efter kort at have set på ham, men hans hånd strøg ind under hendes hage og vippede hendes hoved op hvor deres blikke mødtes med det samme. Hendes hjerte føltes tung i brystet og det at trække vejret var nærmest en kamp for hende, ikke det der blik! Det var slet ikke retfærdigt! Hans ord gjorde det ikke just lettere men hun fik ikke engang lov at tænke over et svar for i det samme blev hans læber trykt mod hendes og så måtte hun tænke på noget andet, nemlig at holde kysset og undertrykke kroppens reaktion der nemlig kom med var hans berøringer elektriske. Hendes hjerte hamrede voldsommere, hendes puls steg og hendes krop sitrede svagt. Hendes hånd der havde hvilede mod hans kind strøg om til hans nakke hvor den blidt lukkede sig om noget af hans hår og pressede ham tættere på sig om end det blev gjort forsigtigt. Hvor havde hun dog ønsket hans nærhed, savnede den, længes efter den.

[angelo]

Hvis Celisha ikke havde været engel, havde det så gjort det lettere for Angelo? Han tvivlede. Hun havde måske ikke været grunden til at hans far havde gennemtæsket ham, men han havde stadig følt sig svag, netop fordi hun var kommet sådan ind på ham, uden at han følte at han havde kontrollen, og han var virkelig en person der elskede at have magten og han hadede at miste den! Og når han var sammen med Celisha, så mistede han virkelig magten, kontrollen og facaderne og han kunne virkelig ikke udstå den tanke! Han mistede virkelig fodfæstet, som han var ved at komme ud på dybt vand. Af den grund så var det jo faktisk rart at nogen kunne komme tæt på ham uden at han skulle blive defensiv og angribe, for Celisha havde faktisk formået at komme under huden på ham, uden at overskride den mindste grænse. Hun turde at tage chancer, hun turde at sige sine meninger og holdninger og det kunne han faktisk godt lide, for det andet blev da kun for ensartet! At hun ikke sagde noget til hans ord, kom faktisk bag på ham, for han havde faktisk regnet med at hun ville sige bare.. et eller andet! Hun sagde jo altid et eller andet, det var faktisk første gang at han havde hørt hende blive helt stum. Det var nu heller ikke fordi det som sådan gjorde ham noget, for han gad alligevel ikke høre på hendes prædiken om at det var slemt, forfærdeligt og synd for ham, for.. sådan havde han levet hele sit liv! Han kendte ikke til kærlige følelser, han følte ingen medfølelse eller empati, hvis han endelig kom tæt ind på en person, så vidste han ikke hvordan han skulle opføre sig, for når alt kom til alt, så.. havde han virkelig intet. Han kendte kun til kulde, tortur, pinsler og smerte, han var brutal og voldsom af en grund, og det var også det som han var opvokset med, som den ’rigtige’ opførsel, for han havde jo altid fået ros for at være ond mod andre. Han havde kun sin far at se op til, for det var den eneste rollemodel han havde haft igennem hele hans liv. Han havde aldrig haft nogen andre. Han havde intet imod at have Celisha liggende ved siden af ham, dele sin dyne med hende, for.. ja han havde vel også lidt savnet hende? Han havde også tænkt på hende siden deres forrige møde, og han var jo netop af den grund ikke taget til Dvasias. Han skulle jo så støde ind i hende alligevel, selvom han ikke helt vidste om han skulle være vred eller glad, for et sted gjorde det ham jo intet. Han kunne tydeligt mærke længslen i hendes krop, idet han skænkede hende et kys, hvor han ligeledes mærkede hvordan hendes krop måtte sitre. Han lod hende blot tage ham i nakken og trykke ham tættere mod sig, hvor han lod en søge mod madrassen ved hendes side, så han lå en anelse over hende, med det nøgne bryst trykket ned mod hendes krop. Hans øjne gled blidt i, som han valgte at gøre kysset langt mere intenst og lidenskabeligt, hvor hans anden hånd, søgte omkring hendes ryg, så han kunne trykke hende mere op mod sig.

[Deleted]

I bund og grund tvivlede hun lidt på at det var racen der var problemet, for selvom han gav udtryk for dette, så vidste hun et sted at det blot var en undskyldning. På den anden side havde han jo selv sagt at hans egen far ville have tæsket ham under alle omstændigheder, fundet en anden grund til det, men det var mere end hans far.. det var ham, hvad han ønskede og hvad han ville. Hun ville nok sige at det var den kendsgerning at hun havde fået ham ud i noget så dybt som dette, hun havde ikke overskredet hans grænser, ikke trådt ham over tæerne, ikke været for meget hvilket havde fået ham til at overskride sine egne grænser, det vante miljø og handlinger og havde fået ham til at føle ting han kun troede svage folk og naive folk følte, det var muligvis deri problemet lå mere end i hendes race. Hun var dog alligevel ret sikker på at chancen for at han overhoved havde lyttede til hende hvis hun havde været fuldblodsengel havde været små, og de ville muligvis slet ikke være kommet så tæt på hinanden. Selv havde hun nydt det, havde elsket det mere end hun måske burde, især når han havde gjort det så klart at han hverken troede på kærlighed, forelskelser, den eneste ene eller et forhold i det hele taget, måske havde han ikke sagt det på denne måde men han havde jo givet udtryk for noget lignende da de havde været i Den Dansende Flamme, og tænk, hun havde diskuteret det kort med ham og sagt at han tog fejl.. at han ville finde den rette og så var hun selv faldet i med begge ben.. og det værste var at hun ikke ønskede at komme op, at hun nød denne følelse selvom den endnu irriteret, frustreret og forvirret hende. Hun havde ikke svarede, ganske enkelt fordi hun ikke vidste hvad hun skulle sige, at sige at det var synd for ham? At det må have været hårdt at vokse op med sådan en far? At det gjorde hende ond? Det var alt sammen dumt, og ikke noget han kunne bruge overhoved, tværtimod ville det lyde som om hun havde medlidenhed med ham og det vidste hun jo han hadede. Han brød ikke kysset, sørgede blot for at gøre det mere vidunderligt og intenst. Snart blev hendes krop trykkede mod hans hvor hun slet ikke ønskede at det skulle ændre sig overhoved, og forhåbentlig sluttede det aldrig. Hans ene hånd søgte om til hendes ryg og pressede hende tættere mod ham hvor det for hende nærmest føltes som en drøm at ligge der med ham. hun gengældte kysset, hedt, intenst og lidenskabeligt hvor hun blot gjorde det dybere. Hendes anden hånd som ikke hvilede ved hans nakke gled blidt ned over ryggen på ham hvor hun uden at tænke over det strejfede hans vinger. Blot fornemmelsen af de små fjer mod hendes fingre vakte minder og langt mere længsel.

[angelo]

Måske at Angelo ikke havde gjort Celisha noget endnu, og tidligere havde han slet ikke troet at han havde styrken til at gøre hende ondt, men nedenunder havde han skænket hende en lussing og han havde endda slået ret hårdt, uden at tage hensyn til hende, så han vidste at han stadig havde magten over sig selv, at han stadig kunne gøre hende ondt hvis han ville, det kom helt an på hvordan hun begik sig ind på ham; som han også havde gjort tydeligt for hende allerede fra starten af, under deres første møde. Hvis hun virkelig formåede at pisse ham af, jamen så ville han nok ikke tøve med at flå hende, som han gjorde ved alle andre, der kom tæt ind på ham. Men for nu så ønskede han ikke at gøre hende ondt, tværtimod. Hans blik nedenunder havde jo også været rettet imod hendes ven, i stedet for hende, og han havde kun gjort hendes ven ondt, fordi han var kommet og ødelagt det hele, da Angelo endelig havde fået gjort hende vred, og havde været tæt på at få hende væk, men.. han var vel lidt heldig at hun ikke var gået? Han var blevet healet og han følte sig faktisk helt frisk igen! Hvis man da så bort fra trætheden og udmattelsen der nu havde slået ind over ham, nu hvor han pludselig kunne slappe af og bevæge sig uden at få ondt. Hvorfor han egentlig havde kysset hende, vidste han ikke, men.. han havde vel også savnet hende lidt? Han prøvede bare at benægte det, fordi han ikke ønskede at blive blød og svag som sidste gang, selvom han virkelig havde nydt deres forrige møde helt oprigtigt, og ja.. han fortrød ikke at han havde været hende tæt, for det havde virkelig været fantastisk! At hun gjorde kysset dybere og mere hedt, morede ham et sted, selvom han måtte indrømme at han nød at mærke hendes bløde læber imod hans egne, for han nød at være hende tæt! Han endte med at lægge sig helt ind over hende, med armene omkring hendes krop, kun for at trykke hende tættere ind mod sig. Han lod hovedet søge ganske let på sned, så det blev lettere for ham at holde kysset, hvor han lod tungen stryge kælent og lokkende over hendes læber, i et ønske om at få adgang. Han kunne tydeligt mærke at hans krop nød at være hende tæt – men han var jo også sensuel dæmon, der var jo så bare det andet faktum; han selv nød det lige så meget som hans krop. Han mærkede endnu engang hvordan hun måtte fange ham. Hånden der dog søgte ned til hans vinger, fik ham til at baske ganske let med dem. For.. hans far havde skåret i dem, og revet fjer ud, så.. de var ufattelig ømme og denne gang bragte det ham ikke behag, tværtimod! Han endte med at bryde kysset, kun for at trække sig væk, så hendes hånd ikke kunne nå hans vinger, for.. hans far havde sat en langt mere skepsis i ham angående hans vinger, og selvom Celisha ikke havde gjort ham ondt før, hvem sagde så at hun ikke ville bruge hans vinger – hans mest ømme punkt – imod ham, hvis hun fandt det nødvendigt? Han blev liggende under dynen, selvom der var et stort mellemrum imellem deres kroppe. Han endte med blot at ligge og stirre på hende, uden at et ord forlod hans læber, for.. det lå ikke til ham at sige undskyld, og hvorfor skulle han?

[Deleted]

Lussingen han havde givet hende nedenunder var faktisk kommet bag på hende, men dog ikke helt for hun havde undgået hans voldelig side og at blive flået levende under deres sidste møde og det var kun ved at træde forsigtigt frem, denne gang var det slet ikke gået som sidst og derfor havde hun faktisk slet ikke været forsigtig nedenunder. Lussingen havde gjort ondt, ja den havde rystede hele hendes hoved og havde efterladt hende en rød kind der var så varm at det føltes som om hendes hoved havde brændt. Nu var farven dog væk, og hun havde ladet sine healende evner træde ind og fjerne hævelsen der ellers ville have opstået hvis hun ikke havde healet den. Noget i hende vidste at han kunne flå hende levende hvis han pludselig følte for det men det virkede ikke som en af hans planer lige nu hvilket hun da var mere end glad for. Hun anede ikke hvorfor han i det hele taget havde kysset hende, ja hun forstod det slet ikke for han havde givet udtryk for had og foragt tidligere men måske følte han som hun gjorde et eller andet sted derinde i sit kolde hårde afvisende hjerte. Et sted gjorde det hende utrolig glad blot at tænke den tanke, om den passede anede hun ikke men det gav hende da håb for at hun ikke var alene i med denne følelse. Hun fornemmede hvordan han snart var endnu mere over hende og ved at åbne øjnene ganske svagt indså hun at det passede, hun havde intet imod det tværtimod nød hun fornemmelsen af hans arme om sig igen. Hun fortsatte roligt kysset og måtte holde et suk tilbage ved fornemmelsen af hans tunge der strøg hen over hendes læber og som under deres sidste møde bad han endnu engang om lov uden at tiltvinge sig adgang. Hun skilte læberne uden så meget som at overveje det og lod hans tunge komme ind hvor hendes egen glædeligt tog imod hans. Hendes egen krop havde slet intet imod at han var så tæt på hende, og hendes sensuelle dæmon havde slet slet intet imod det, tværtimod. Nu havde hun jo også holdt sig fra mænd siden deres sidste møde, hun havde tilmed sagt sørgede for at holde sig fra Dvasias og bordellet hvilket havde været en kamp. Hun var godt nok ikke fuldblods sensuel dæmon, men den del af hende var så van til nær kontakt med mænd at den nærmest hungrede efter mere. Han baskede med vingerne ved hendes berøring og brød kysset hvilket gjorde hende bevidst om at han ikke nød lige netop denne berøring, tværtimod. Hun så forundret på ham inden det gik op for ham at hans vinger vidst også var skadet. Hun spærrede øjnene op ved denne erkendelse og strøg blidt hans kind ”Hvorfor sagde du ikke noget om dine vinger… ?” spurgte hun forundret. hun havde elskede hans vinger sidst og det gjorde hun skam endnu, de var så store, så prægtige og helt specielle. ”Skal.. jeg kigge på dem?” spurgte hun derefter.. hun kunne vel lige så godt forsøge at sætte dem sammen for ham.

[angelo]

Inderst inde, så nød Angelo at være sammen med Celisha, som han nød at være hende så tæt, hvilket vel også var grunden til at han havde kysset hende? Hun var sensuel dæmon, hun var perfekt af udseende, men.. hun var også kommet ind på ham, på en måde som han slet ikke kunne beskrive på nogen måde. Hun havde gjort det, uden at give ham lysten til at flå hende eller dræbe hende, og han havde faktisk nydt oprigtigt at være hende så tæt som han havde været. Og i dette øjeblik, var han i færd med at hoppe i samme fælde to gange, selvom han slet ikke ænsede det, for det var som om hans krop levede et helt andet liv. Han forblev over hende, hvor han kunne mærke hendes krops reaktioner, mærke begæret i hende, som det også selv måtte fylde hans egen krop. At hun skilte sine læber for at lade deres tunger genforenes, var noget som han virkelig måtte nyde! Måske hun kunne mærke lysten og begæret i ham, men det tog han sig ikke af, for han kunne jo også mærke det i hende. Hun afskyede ham ikke, på trods af det som han havde gjort – og tilmed slået hende, så hadede hun ham stadig ikke, selvom han før hen havde kunnet mærke hvilket ihærdigt forsøg hun havde prøvet. Han forstod hende dog godt, specielt fordi han vidst at han på ingen måde var en nem mand at komme ud af det med. At hun så skulle ramme hans vinger, var noget som måtte gøre ondt, for hans far havde trods alt skåret i hans vingeled og gjort det besværligt for ham at flyve – han kunne ikke gøre det uden at det ville gøre forbandet ondt, og han var bange for at hans vinger ville blive revet af, hvis han forsøgte. Han vendte blikket mod hende, som hun lagde hånden mod hans kind og strøg den. Hendes ord fik ham dog til at vende blikket væk fra hende igen. „Jeg vil ikke have at nogen rør mine vinger,” endte han kortfattet. Efter det som hans far havde gjort, så havde han fået en mindre frygt for at det skulle ske igen, for det havde virkelig gjort forbandet ondt! Også fordi at vingerne var hans mest ømme punkt på hele kroppen, og hans vingers udspring var det mest følsomme sted på hele kroppen, så ja.. det havde gjort forbandet ondt! Og han stolede ikke på folk til at de måtte komme i kontakt med dem.. end ikke engang hende. Han vendte blikket mod hende til hendes følgende ord. Han var faktisk ikke meget for at lade hende røre dem, men.. det gjorde faktisk ondt, og han kunne ikke flyve, så.. han endte med at nikke ganske stille, selvom man tydeligt kunne se på hans blik at han var opmærksom på hende. Han lagde sig roligt ned på maven, så hun ville kunne komme til, selvom hans blik ikke forlod hende på noget tidspunkt. Hvis hun gjorde hans vinger ondt.. ja han turde slet ikke tænke på det! Bare tanken fik det til at løbe ham koldt ned over ryggen, hvor han næsten kunne gyse, selvom han dog ikke gjorde det.

[Deleted]

Selvfølgelig nød hun at være ham tæt, selvfølgelig havde hun nydt det sidst og selvfølgelig ville hun nyde det hvis det skete igen. andet kunne hun ikke når hendes egen krop så tydeligt gav sit svar, for det gjorde den, og sjovt nok var det ikke bare begær.. det var det helt sikkert ikke for hun ønskede ikke bare at nogen skulle stilne hendes lyster, det skulle ikke være hvilken eller hvem som helst.. hun ønskede ham

[/u]! det vidste hun, hun havde tilmed erkendt det nu hvor hun lå under ham og hendes krop reagerede som den gjorde, hun erkendte at hun ikke havde ladet sig røre af nogen siden han havde rørt hende fordi hun ikke ønskede at andre skulle røre hende mere.. ikke andre end ham! det var en udfordring, det var svært, det var hårdt og flere gange havde hun måtte holde sig selv i kort snor for hun havde et begær og det vrimlede med mænd omkring hende når hun var mest følsom. Alligevel havde hun afskyede sig selv hver gang hun havde set en mand, hun havde ikke ønskede ham som sådan.. det var hendes krop og lyster der havde ønskede vedkommende. Men med Angelo var det anderledes, det var hende der ønskede ham.. hendes krop nød bare godt af det når han endelig var i nærheden. Hun fornemmed hans tunge mod sin egen, fornemmede på samme tid hans begær hvilket glædede hende og fik hendes egen til ham blot til at vokse samt følelserne til at nå et punkt hvor de ikke kunne komme højere. Tænk at hun følte sådan for en mand hun kun havde mødt en gang før denne! hun havde aldrig troede at hun ville føle noget magen til før.. aldrig! Men alligevel var det sket, og selvom følelsen gjorde hende svag så nød hun den, for synet af ham gjorde hende glad, hendes viden om at det var ham der lå over hende var nok til både at tilfredsstille hende men som på samme tid satte begæret og lysten efter ham på et helt nyt niveau. Kysset blev desværre brudt, hun havde fortrudt sin berøring med dem samme, og hans ord gjorde det blot endnu mere klart at han ikke ønskede nogen i nærheden af hans vinger, end ikke hende. Det sårede hende en anelse.. hun havde lige healede ham men alligevel stolede han ikke på hende. Et sted vidste hun at hun ikke kunne kræve for meget af ham, han havde allerede overtrådt mange af sine egne grænser og det var endelig den tanke der fik skubbede hendes dårlig og sårede humør til side. Hun havde set hvordan han havde set væk fra hende, nærmest skamfuldt undgået hendes blik.. eller måske ikke skam.. besad han overhoved noget i den retning? hun strøg blot atter hans kind ganske blidt, nærmest som om hun sagde at hun forstod. Da han gav hende lov til at heale hans vinger smilede hun svagt, lod ham glide ned at ligge på maven inden hun satte sig halvt op i sengen. Hun trak vejret dybt og lukkede øjnene igen, fandt kilden til sine healende kræfter igen inden hun atter gik i gang med at heale ham. denne gang varede det dog i længere tid, det var mere kompliceret med vinger end med resten af kroppen fordi de havde deres egen struktur og desuden var hans vinger helt smadret så hun var ret forsigtig selvom det alligevel nok ville gøre ondt. Efter noget der virkede som en evighed for hende, sukkede hun og gav endelig slip på sine evner. Da hun åbnede øjnene igen var de helt mælkede og uklare. Hun kunne intet se og gled blot ned at ligge igen med lukkede øjne hvor hun roligt ventede på at få synet tilbage. Da hun åbnede øjnene næste gang kunne hun se silhuetterne af ting og derfor lukkede hun dem i igen og lå stille de næste par sekunder. [/blockquote]

[angelo]

Selvom Angelo godt nok ikke var meget for at erkende, og helst slet ikke ville, så kunne han godt mærke hvilke følelser hun satte i ham, selvom de gjorde ham en anelse forvirret, for det burde vel slet ikke kunne lade sig gøre? Han var blevet opvokset med en hård hånd, han var vel i princippet slet ikke blevet opdraget? Han var mere blevet skabt, skabt til at være et ondt monster, der gjorde folk fortræd. Han havde virkelig ikke nogen empati eller medfølelse for andre, for.. det kendte han slet ikke til. Han vidste ikke hvad folk snakkede om når de to ord blev nævnt, ligesom sympati for andre, for han var virkelig ligeglad med om de døde eller ej, de havde ingen betydning for ham. Celisha havde dog alligevel formået at gøre et helt andet indtryk på ham, hun var kommet ind på ham, uden at han rigtig havde haft mulighed for at skubbe hende væk.. eller det havde han, men han havde ikke haft lyst til det, for samtidig som hun var kommet ind på ham, så havde hun også givet ham en lyst til at være hende tæt, ikke bare fysisk, men også lære lidt mere omkring hende at kende, for selvom det havde set ud til at følelserne havde været forsvundet på Den Dansende Flamme så var de alligevel kommet tilbage igen, efter at hun havde spredt vingerne ud, selvom det havde været fordi han havde haft lyst til at flå hende, men det var ikke sket, tværtimod havde han i stedet for ønsket at få hende tæt på sig.. eller det var i hvert fald gået den vej, for han havde faktisk nydt deres lille leg, som de havde haft kørende. Man kunne dog ikke ligefrem prale af at dette møde var den samme succes, selvom han dog var stoppet med at skubbe hende fra sig, foruden da hun var kommet i berøring med hans vinger, for det var noget som havde vækket ubehaget i ham. At hun fortsatte med at stryge ham over kinden, var dog noget som et sted gjorde ham.. usikker? Måske hun ikke havde gjort ham ondt før og hun havde måske healet ham.. men hvis han gav hende grunde nok til det, så ville hun sikkert ikke tøve med at gøre ham ondt og bruge hans svage punkter imod ham – præcis som alle andre også ville! Han.. valgte dog at stole på hende og lade hende heale ham, netop fordi hun havde gjort det med resten af hans krop. Han endte med at spænde en anelse i kroppen, da hun begyndte, hvor han kunne fornemme varmen imod hans vinger, hvilket gav ham ubehag. Han sank en klump, lukkede øjnene og forsøgte at slappe af, selvom det ikke var helt så let. Han kunne dog mærke hvordan smerten langsomt fortog sig, selvom det gik ret.. lang tid? Før han vidste af det, var hun dog færdig, hvilket fik ham til at vende blikket mod hende. Han baskede let med sine vinger, og kunne mærke at styrken var tilbage i dem igen. Et let smil gled over hans læber, for det var faktisk en rar fornemmelse! Så kunne han flyve igen! Han vendte let blikket mod Celisha, som han tydeligt kunne fornemme at det tog på hendes kræfter. Han lagde sig roligt hen til hende, og lagde en hånd mod hendes kind. „Celisha?” endte han lettere spørgende, da han var usikker på om hun var besvimet eller ej, men han kunne se at hun åbnede øjnene, selvom det ikke rigtig virkede til at hun så noget som helst. Han strøg hende roligt over kinden, som han studerede hende ganske roligt. „Du burde vidst ikke bruge dine kræfter så meget.. de tager på din styrke,” endte han i en kortfattet konklusion, hvor der ikke var nogen empati eller bekymring – for det lå ikke til ham.