Dark night, as the dark life..

[angelo]

Solen var på vej ned i horisonten, hvor det var sen eftermiddag. Snart ville alt lys blive erstattet med det buldre mørke og de mange klare stjerner samt månen, så selv var der lidt lys ude i mørket. De sidste par uger havde været på både godt og ondt for Angelos vedkommende. Han havde tortureret folk som han havde plejet, han havde faktisk ladet en englekvinde slippe levende fra ham, og så havde han mødt.. Celisha. Hun havde strejfet hans tanker mange gange, og han var endt op med de mange samme spørgsmål hver gang; hvorfor havde hun fanget ham på den måde? Hvordan var hun kommet sådan ind på ham? Og hvorfor havde han ikke flået hende?! Det frustrerede ham et sted at han ikke havde været sig selv overfor hende, men hun havde ændret ham helt og det forundrede ham hvorfor! Efter at han havde været hende helt tæt – hvilket han i øvrigt havde nydt oprigtigt, noget som han normalt heller ikke plejede – så var han taget hjem. Han havde håbet på at han kunne være blevet der i en dag eller to og forlade stedet igen uden at se noget til sin far, så han bare kunne efterlade en seddel, men desværre var han stødt på sin far. Manden havde ikke ligefrem været mild ved ham, han var gået igennem det samme som han plejede, tortur, tæsk, pinsler som man ikke kunne forestille sig og fordi han havde pustet sig selv op, så havde hans far kun gjort det hele langt værre! Han bar overfladiske mærker og ar, selvom det var nogle dage siden at han havde stødt på ham. Han havde dog dækket sin krop til, med en skjorte og nogle bukser, ganske løst, så det ikke strammede imod hans blå mærker, sår og skrammer, for han var virkelig øm! Han havde ondt i det meste af kroppen. Stødte han på en stærk modstander – hvilket han ikke håbede – så ville han ikke være til megen nytte, for han kunne knap nok bevæge sig! Ansigtet kunne han desværre ikke dække til, så man kunne tydeligt se hans blå øje, det flækkede øjenbryn, den flækkede underlæbe og andre småskrammer, selvom han nærmest måtte lade som om ingenting var sket.
Der var gået nogle uger siden at Angelo havde mødt Celisha, og han vidste at han havde kunnet opsøge hende på Den Dansende Flamme, men han havde bevidst undgået at være i Ramshia City, for et sted gad han ikke at møde hende igen, og på den anden side ville han gerne. Han var dukket op i Manjarno, fordi han vidste at hun også hørte til her, så.. han havde søgt hertil og lod nu skæbne bestemme om han skulle støde på hende eller ej. Han vidste dog at han ikke kunne blive her alt for længe, men det gjorde ingen forskel. I øjeblikket sad han på en murbrok af det som skulle minde om en gammel bygning, hvor han blot stirrede på at solen måtte gå ned i det fjerne, imens han mærkede den kolde efterårsvind søge imod hans ansigt, hvilket mindede ham om hendes kærtegn. Han lukkede øjnene ganske let, trak vejret dybt selvom det gjorde ondt i hans ribben, så han endte med at slippe det med en mindre grimasse. Han tog sig ganske let til ribbenene, mild havde hans far bestemt ikke været! På sig bar han nogle kasteknive, gemt i bæltet under skjorten, samt en daggert nede ved benet og en skalpel gemt ved den ene side. Han var skam forberedt hvis han skulle støde i kamp, for Ruinerne var skam ikke et fredeligt sted, tværtimod vidste han at der kom mange tyve, oprørere og andre udskud herude, hvor de gemte sig.

Tag:

Celisha![/right]

[Deleted]

Hvad forskel gjorde det om dag blev til nat? Eller nat blev til dag? For Celisha betød det intet, hun skulle alligevel bruge det meste af sin tid på arbejde… eller…. Sådan var det normalt. Indtil for nogle dage siden hvor hun havde mødt Angelo havde hun kun tænkt på arbejde, dagen efter mødet med ham var hun stødt på noget af en ubehagelig type hvilket havde fået åbnede hendes øjne for at hun måtte leve sit liv og tænke på andet end arbejde. Hun ville næppe dø af sult, for hun kunne altid få lokket nogen til at give hende et måltid eller ly for natten hvis det skulle gå helt galt, derfor havde hun faktisk sendt post til Dvasias hvor hun havde meldt sig fraværende fra jobbet de kommende dage. nej hun forsøgte flere gange at overbevise sig selv om at hun ikke forsøgte at undgå en vis person som hun havde mødt i Den Dansende Flamme, og hvis man spurgte hende om det var grunden for at hun havde meldt sig fra arbejdet ville hun grine og svar nej uden tøven, for hun var rimelig overbevist om at det ikke var grunden. Desuden… hvorfor skulle hun ville undgå at møde ham? Det var jo ikke fordi han havde fået hende til at føle ting hun normalt ikke følte overfor mænd hun var sammen med? Det var faktisk netop grunden, og hun hadede den grund.. derfor.. lod hun som om hun selv af egen fri vilje havde besluttede ikke at arbejde den kommende tid. Hun havde denne sene eftermiddag forladt kroen og valgt at tage på en lille vandretur hvor hun kunne tømme sine tanker, eller få svar på nogle af de spørgsmål der igen og igen dukkede op i hendes sind. Eksempelvis ville hun gerne vide hvorfor hun konstant tænkte på ham, hvorfor hun sammenlignede enhver mand hun nu så med ham, og hvorfor hun havde ladet ham komme så tæt på sig? ja normalt var det fordi det var hendes arbejde, men det havde det jo ikke været den nat.. Den nat havde det været mere end bare penge.. eller lyst. Det havde været et ønske, noget hun ville! Mens hun langsomt forlod myldret i byen og bevægede sig ud mod ruinerne som aldrig var et sikkert sted, men som kunne betegnes som et sted der var rimelig stille tænkte hun disse spørgsmål igennem, og sørgede for at skubbe de tusind andre spørgsmål på afstand for de fleste af dem gad hun end ikke forholde sig til. hun var iført hvide hotpants, med en bred brun bælte, overdelen var ligeledes hvid med udgjorde en form af jakke, stram og nåede hende lige under brystet så hendes maveskin tydeligt kunne ses. Hun havde knappede den ene knap i jakken, og ladet bæltet der ligeledes var i jakken være bundet. Under jakken havde hun kun en bh på i en guldfarve, den kunne dog kun svagt anes under jakken med de tynde stropper. En fin simpel halskæde var tydelig at s, matchende øreringe og håret der var slåede ud i bløde lette krøller. Skoene var høje, matchede hendes tøj, make-upen utrolig simpel så der næsten intet var, alt i alt så hun utrolig lokkende ud, forførende og noget der var umuligt ikke at bemærke.

Hun var knap trådt ind i ruinerne da en fyr henvendte sig til hende, hvor han var kommet fra anede hun ikke. Han havde nok fulgt efter hende og hun havde været så fraværende ikke at have bemærkede ham. Som enhver anden mand forsøgte han at charmere sig ind på hende og fordi hun tænkte på en anden – gæt hvem – syntes hun blot at han var irriterende. Hun ignorerede ham derfor hvilket blot fik ham til at gå et skridt videre og det var ved at stillede sig foran hende for at standse hende gang. Hun sagde klart og tydeligt at han skulle skride, at hun ikke var interesseret og så gik hun forbi ham. Da hun gjorde tog han hende på røven hvilket fik hende til at flippe ud, jeps! Hun vendte sig om, med den ene hånd knyttede og med en hurtig bevægelse slog hun ud efter hans ansigt. Han så det ikke komme, fik slaget i midt i fjæsset hvilket resulteret i at hun gav ham en blottud og slog nogle tænder ud. Smertefrit var det ikke for hende for hun gispede og ømmede sig over slaget der nær havde brækket to af hendes fingre. Fyren spyttede blod og tænder ud tørrede ansigtet med sin trøje og med en hurtig bevægelse rettede han næsen så den ikke længere var skæv. Hun kom sig først over smerten da han pludselig havde skubbede hende op ad en del af ruinerne ret hårdt, hvilket igen fik hende til at gispe denne gang fordi hendes ene vinge fik et hårdt slag. Tårer af ren smerte samlede sig i hendes øjne og så slog hun ham ellers i skridtet, fyren bukkede under for det ømme punkt hun havde ramt og ja… så sparkede hun blot løs på ham, spyttede på ham idet han kravlede væk fra hende og skyndte sig videre. Hendes vejrtrækning var blevet rimelig hurtig og hendes puls var høj. Vrede og foragt var de to følelser man kunne opfange hos hende hvis man kiggede efter. Hun kastede et blik rundt og så umiddelbart ingen andre, gik roligt ind blandt ruinerne og trak jakken af så hun kunne tjekke sin vinge. Hun kiggede nærmere på den del af den der gjorde mest ondt, enkelte hvide fjer havde revet sig løs og ellers var den bare øm.

Outfit:
Clikky
Clikky

[angelo]

At der var slagsmål i nærheden og tilmed af en person som Angelo havde forsøgt at undgå, var slet ikke noget som han lagde mærke til, da han sad i sine egne tanker. Hans far havde bestemt ikke været mild ved ham og han foragtede virkelig den mand! Forpestede og forbandede ham til helvedet! Han knyttede den ene hånd ved blot tanken på hans far, selvom han endte med at stoppe, da selv den bevægelse gjorde ondt. Han bed tænderne let sammen, som blikket faldt på den nedadgående sol, han lige kunne ane de sidste stråler af i horisonten. Han kunne mærke hvor mørbanket hans krop måtte være, hvilket virkelig tog livet af ham! Han var dog godt forberedt, hvis han skulle støde på en modstander og ende i kamp, selvom han faktisk ikke havde nogen intentioner om det, for han klarede sig jo nok ikke så godt. Han endte med at hoppe ned fra murbrokkerne han sad på, hvor han baskede med vingerne for at tage farten af og mindske faldet, selvom at selv hans vinger gjorde ondt, så han landede en anelse hårdt på fødderne, hvilket fik det til at skære igennem hans krop med en ufattelig smerte, så han endte med at tage sig til ribbenene. Han bed tænderne sammen og brummede irriteret, som han vendte blikket ned mod kroppen. Den var jo slet ikke til nogen nytte! Han endte med at se sig omkring. Det var blevet langt mere mørkt, nu hvor solen var gået ned, hvor den var blevet erstattet med månen og de mange stjerner, der selv var ved at komme til syne. Han endte med at se frem for sig, hvor blikket faldt mod bylivet. Han kunne godt bruge noget alkohol for at dulme smerterne! Hvilket også endte med at blive hans mål. Ganske roligt begyndte han at gå imod byen, hvor han ville ind til kroen, der kunne han drikke sig plørefuld og derefter gå direkte i seng, og dermed få dulmet sine mange smerter! Han ville hellere døje med en slem hovedpine i morgen end denne ulidelige smerte i nat! Som han gik, opfangede han en lyd, en form for raslen, hvilket fik ham til at vende blikket til siden, ind mellem ruinerne, hvor hans blik faldt på de store flotte hvide vinger. De fyldte ham med det samme med foragt. Det var englene som var skyld i at han var gået igennem dette! Han bed tænderne fast sammen. Han skævede kort mod bylivet, inden han så tilbage mod englen. Han kunne godt flå denne engel inden han gik i seng! Det ville kun tage et kort minut og så havde han flået vedkommende til stumper og stykker! Han tog sig fortsat til ribbenene med den ene hånd, hvor den anden knyttede sig ganske fast, som han bevægede sig ind i græsset og hen mod englen. „Er det ikke ret sent at være ude?!” spurgte han lettere hvislende. Han gad ikke give denne engel en chance, vedkommende skulle dø! Hans far havde tydeligt mindet ham om hvem han var, og han var en engledræber! Han flåede dem levende! Hans sorte øjne slog gnistre, som de hvilede koldt på englens vinger, og jo tættere på han kom, kunne han se at det var en kvinde, selvom han ikke kunne se hendes ansigt og dermed kunne han ikke se at han stod over for den person han havde prøvet på at undgå.

[Deleted]

Celisha havde igen stået i sin egen verden af smerte over sin vinge at hun endnu engang ikke opfattede at noget der kunne være hendes værste fjende og dog alligevel den person hun havde tænkt mest på den seneste tid kom om bag hende og gjorde sig klar til at flå hende levende. Hun lodnogle fingre glide hen over vingerne hvor hun pillede nogle fjer der havde revet sig løs ud, disse slap hun ganske enkelt og de faldt roligt til jorden eller blev ført med vinden hvor de nærmest lyste i mørket der nu havde lagt sig. Himlen var nu snart dækket af tusindvis af lysende stjerner og månen var dukkede op fra dens skjul hvor himlen var fuldkommen klar og skyfri. En stemme brød stilheden, en stemme der med det samme fik hende til at stivne for hun genkendte den, men med et ekstra lag kulde på end det sædvanlige. Hun flyttede sig ikke, for hun havde netop undgået denne person hvorfor dukker han pludselig op? Hvordan kan det være at de nu stødte på hinanden to gange i løbet af så kort tid. i noget der føltes som en evighed vendte hun sig om, hendes fødder syntes at føles tunge og helt ubevægelig af ren og skær spænding men endelig lykkedes det og så stod hun ansigt til ansigt med ham… trods afstanden. Hun var ikke det mindste bange, men nervøs.. og ikke nervøs for hvad han kunne gøre ved hende men for det at stå overfor ham igen. ”Angelo” hun hviskede lavt hans navn nærmest som om hun ikke kunne tro sine egne øjne. Hvad værre var var at hun stod overfor en forslåede udgave af ham. Godt nok havde han haft en skade sidst men hun havde han, et blåt øje og en flænge. Foruden andre skader for hans stilling gjorde det klart at han havde skader andre steder i kroppen. Hvad han havde sagt var ret ligegyldigt for.. det betød ikke noget. Hendes vinger blev folede sammen, hendes hånd fangede hurtigt jakken som hun hurtigt trak på og dog ikke lukkede. Hun trådte nærmere hen til ham og uden at overveje det spor meget standsede hun lige foran ham, ja helt tæt på ham ”Hvad er der sket?” sagde hun med en bekymret tone. Hun rakte ubevidst hånden op til hans flængede bryn dog uden at røre hverken ved det eller ved det blå øje ”Du burde få det fikset” sagde hun. Gun havde bemærkede hans vrede det var jo umuligt andet men det betød intet, for hun havde set en anden side af ham og den side kunne hun skam godt få frem igen… troede hun da.

[angelo]

Den ternede skjorte dækkede Angelos beslåede og forpinte krop til, der var dækket af blå mærker, sår, ar og andre slemme ting, der ikke var så overfladiske igen, men som han tydeligt kunne mærke! Det gjorde pokkers ondt i hele kroppen, og han var for en gangs skyld urolig for at han ville støde ind i de forkerte personer, for endte han i kamp, ja så var han nok ikke til så megen nytte igen. Han måtte virkelig forpeste hans far! Den mand ønskede han død! Selvom han ikke selv kunne gøre det, for han frygtede desværre for den mand, også som den eneste! Hans far havde for længe siden sørgede for at plante en frygt i ham, der var så dyb at han ikke kunne undslippe den. Takket være de dumme engle, som han tilmed havde ladet i live, så var han gået igennem tortur og pinsler! Blikket vendte han fast imod englen, der stod med ryggen til ham. Hans sorte øjne faldt på de små hvide fjer der strøg forbi ham, ført af sted af vinden, hvor han kort fulgte fjernede med blikket, inden han drejede hovedet og så mod hende igen. Han mærkede hvordan foragten og vreden brød op i ham, han ville have hævn! Han knyttede den friske hånd, som han trådte flere faretruende skridt hen imod hende, selvom han måtte ende med at stoppe op, da han hørte hendes stemme og da hun udtalte hans navn. Hun kendte ham? En ubehagelig følelse strøg nedover hans ryg, hvor han blinkede let med øjnene. Det kunne vel ikke være..? Nej! Det var umuligt! Han havde gjort alt for at undgå hende og så skulle han finde hende her?! Han bed tænderne fast sammen, selvom det resulterede i en smerte i hans kæbe, skønt han denne gang bed smerten i sig, da hans tanker også fløj hen på noget helt andet: hende. Han mærkede tydeligt hvordan hans hjerte måtte slå hårdere imod hans bryst, da hun langsomt vendte sig om, hvilket bragte ham en form for uro og dog spænding på samme tid. Det kunne ikke være hende! Han endte lettere overrasket, da han så synet af hende. Celisha. Han sank klumpen i hans hals, hvor han stod som en forstenet statue og blot stirrede på hende. Det kunne ikke passe! Han blinkede let med øjnene som hun kom tættere på ham, hvor han stirrede hende direkte i blikket. Han opfangede ikke rigtig hendes ord, men stirrede blot vantro på hende. Det kunne simpelthen ikke passe! Han sank endnu en klump, som hun kom helt hen til ham, hvor han blot stirrede hende i blikket. Han endte dog med at vende kinden mod hende, da hun løftede hånden, i en ren reaktion, som viste at han troede at hun ville slå ham, hvor han tilmed endte med at bakke nogle skridt bagud. „Lad mig være!” hvislede han lettere vredt, som han kort vendte de sorte øjne mod hende, hvor de lynede af raseri. Han endte med at bakke nogle skridt, inden han drejede om på hælene og fortsatte væk fra hende, som havde hun været en fremmed. Hans skridt var dog ikke særlige hurtige, da de derimod var tunge og langsomme, for han havde selv ondt i benene! Han skar let en grimasse, som en smerte jog igennem hans krop, selvom han fortsatte ubesværet væk fra hende, for han gad ikke se hende! Han gad ikke snakke med hende! Hun var skyld i dette! Han bed tænderne sammen og næsten knurrede af vrede, som han fortsatte langs ruinerne og ind mod byen. Han skulle bare have noget at drikke og det kunne ikke gå for stærkt!

[Deleted]

Hun bemærkede tydeligt hvor overraskede han var over at se hende hvilket ikke var underligt for hun var lige så overraskede, den sidste person hun i verden hun havde regnede med at støde ind i denne aften var ham og så skete det. Hvad værre var var at han faktisk ikke havde forladt hendes tanker spor meget at han så dukkede op i egen høje person var bare så irriterende! Hvorfor kom han overhoved? Ja så var spørgsmål om han var kommet for at møde hende? og at dømme efter hans ansigtsudtryk så havde han ikke regnede med at møde hende. Men hvad lavede han så i Manjarno? Han havde selv for ganske få dage siden gjort det klart at han intet havde at lavet der og selv kom fra Imandra så hvad lavede han der? hun fattede faktisk stadig ikke at han stod der, i kød og blod.. i egen høje.. total lækre og forførende person selvom disse beskrivelser slet ikke var til at finde over ham nu knap som de kunne bruges på hende.. selvom hun selv ville betegne sig selvom som utrolig forførende hvad påklædning angik. Lige nu så han blot overraskede, chokkeret og helt ud af fatning ja hun havde faktisk ikke troede det var muligt at se ham i sådan en situation men hun havde tydeligvis taget fejl hvilket hun et sted var meget glad for. Han sank en klump, det kunne hun se da hun stod helt tæt på ham. Hun tvivlede på at han frygtede hende som sådan, men hvis det ikke var frygt hvad var det så? hans reaktion da hun rakte hånden op mod hans forslåede ansigt sårede hende faktisk? hvorfor gjorde den nu det? Hun hadede virkelig at han af alle personer i verden skulle få hende til at føle den slags følelser. Hun hadede ham for det! hun hadede ham så inderligt!! Men hvad nyttede det når hun vidste at den had ikke var helt oprigtig, det var had af ren og skær frustration over ikke at vide hvad man skulle føle eller tænke. Hans blik hvilede kort i hendes hvor de lynede af raseri og hendes egen afslørede tydelig forvirring og vrede over sådan en reaktion. Han trak sig væk hvor hende hånd faldt ned langs siden og hun så ham bakke endnu mere og vende ryggen til hvor han valgte at sætte kursen ind mod byen. Hun gloede på ham de første par sekunder uden at vide hvad hun skulle gøre. Med hurtige raske skridt indhentede hun ham, hans egne skridt bar tydeligt præg af smerte i kroppen og endnu engang kunne hun ikke forstå hvordan hans tilstand var blevet sådan. Hun stillede sig i vejen for ham så han enten skulle skifte kurs, skubbe hende til side eller støde ind i hende for at komme forbi. ”Hvad har jeg gjort?” spurgte hun. Han kunne skride når han havde forklarede hende hvad hun havde gjort siden han behandlede hende på den måde? han havde virkelig fortrudt det der var sket den anden aften? Var det virkelig så slemt at være sammen med en med engleblod?

[angelo]

At det lige var Celisha som Angelo skulle støde ind i denne aften, havde han slet ikke regnet med! Og det var noget som kun måtte pisse ham langt mere af! Hun var skyld i dette! Hende og den anden engel! Og hvor han dog hadede engle noget så inderligt! Han forstod stadig ikke hvordan det havde lykkedes Celisha at nå ind under huden på ham, men det havde gjort at han faktisk oprigtigt havde nydt at være tæt på hende, og det var noget som hans far havde opdaget og nu var han mere end mørbanket i flere uger, hvis ikke måneder! Det irriterede ham mest af alt at han så skulle støde ind i hende, for han havde netop holdt sig væk fra Dvasias, for at undgå hende, netop fordi han vidste at hun havde job på Den Dansende Flamme. Imandra kunne han ikke søge tilbage til, for der kunne han risikere at støde ind i sin far og det ville han bestemt ikke nyde noget af! Han ville bare væk, og Procias var ikke et sted han kunne søge til, så det blev jo desværre Manjarno. At han så skulle støde ind i hende af alle mennesker, var noget som virkelig måtte overraske ham! Han ville snart hellere møde sin far her end hende! At hun selv var chokeret kunne han godt se, selvom han nok var den der mest stod og måbede, for hun havde i det mindste reageret, hvilket han ikke havde. At hun så skulle løfte hånden, var ikke noget som han reagerede godt på, for det mindede ham om hans fars mange slag, så han reagerede faktisk helt normalt, specielt når man tænkte på hvad han var gået igennem hele sit liv og hvad han lige havde oplevet for nogle uger siden.
Angelo fortsatte blot væk fra Celisha, uden at se sig det mindste tilbage efter hende, for hun skulle bare lade ham være i fred! Han havde ikke brug for hende til at rende omkring ham! Han ville væk, hen til kroen, drikke sig hamrende fuld og så få noget søvn. At hun så fulgte efter ham, gjorde ham kun langt mere irriteret. Han endte dog med at stoppe op, da hun steppede ind foran ham, hvor han himlede med øjnene og næsten følte for at gå den stikmodsatte retning. Han endte med at stirre hende direkte vredt og trodsigt i blikket. „Lad mig være i fred Celisha!” endte han kortfattet, som han tog omkring hendes skulder, med sin raske hånd og skubbede hende væk som ingenting, inden han fortsatte forbi hende og væk fra hende. „Du gør klogt i at holde dig væk!” råbte han tilbage efter hende, hvor han ikke engang besværede sig ved at kigge tilbage over skulderen, men blot fortsatte forbi ruinerne og murbrokkerne, og mod bylivet. Han gad virkelig ikke spilde sin tid på hende! Han havde fået nok! Han ville bare sove alt væk, og håbe at alt var ved det normale dagen efter! Han gad hverken tænke på sin far eller på Celisha, eller på nogen som helst anden! Hans skridt var tunge, og han kunne mærke at de kun blev tungere og tungere for hvert skridt han tog, og han var bange for at de snart ville kollapse under ham.

[Deleted]

At han gav hende skylden for dette var latterligt, barnligt og meget umodent. Men nu vidste hun jo heller ikke at han gav hende skylden for det så derfor virkede hun bare forvirret for hun forstod ganske enkelt ikke hans afvisning. Det ville ikke undre mange, for normalt ville han jo flå folk i stedet for at afvise dem og her stod han faktisk og netop gjorde det der var underligt og forvirrende. Hun anede virkelig ikke hvordan hun skulle forholde sig til den måde han var på nu. Hun havde selvfølgelig bidt sig mærke i at han nærmest havde været bange for at hun havde haft i sinde at slå ham da hun løftede hånden. Kunne det virkelig passe? Hun forstod virkelig ikke hvad der foregik.. men det begyndte svagt at dæmre. Okay nogen havde tævet ham godt og grundigt og det var nogen han ikke havde kunnet forsvar sig imod, for ærligt lignede han en der var blevet tævet og ikke rigtigt haft meget at skulle have sagt selv. Når hun tænkte tilbage på deres sidste møde kom hun nu i tanke om den del hvor hun, eller havde det været ham? Der havde spurgt om det nu var i orden at de havde været sammen, begge havde nævnt deres familier og så havde han sagt at hvad forældrene ikke vidste, havde de ikke ondt af. Åbenbart havde hans far opdagede det og det var endt sådan. Hans vrede og trodsige blik der fandt vej til hendes forvirret øjne og så hans ord fik forvirringen til at forsvinde og erstattes af stædighed og kulde, ja hendes blik blev nærmest lige så koldt som hans idet han fejede hende til side og fortsatte. Hans næste ord fik hende til at fnyse ”Og hvad hvis jeg ikke gør!” hvislede hun og endte dog med at sukke. Det her gik ikke hvis hun blev vred og derfor måtte hun styre sig. I stedet for fulgte hun efter ham ”Hvis du falder om i byen vil folk stjæle alt hvad du har på dig uden så meget som at se til din side, de vil lade dig rådne op og i den tilstand kan nu hverken flyve hele vejen hjem eller holde dig oprejst særlig meget længere! Du har kun mig dit fjols og det må du stille dig tilfreds med indtil du er på toppen igen” sagde hun endnu vredt og var snart op på siden af ham. Det var ikke spor svært at følge hans skridt, for de var tunge og slet ikke stabile, fordi hun havde engleblod i sig og fordi hun havde lært at heale og pleje vidste hun at han ikke kunne holde sig på benene meget længere. At han ikke gad spilde sin tid på hende og at han havde fået nok ville næppe give meget mening. Hun havde intet gjort ham! han havde af egen fri vilje ladet sig komme så tæt på hende, hun havde ikke brugt noget magi, overbevisning eller andet mod ham blot været sig selv og det ville han nok indse på et tidspunkt.

[angelo]

Angelo havde oprigtigt nydt at være tæt på Celisha, han havde ønsket at være hende tæt, fordi hun havde fanget ham på denne uforklarlige og ubeskrivelige måde, selvom han ville ønske at han kendte til svaret, for han havde virkelig følt sig forvirret og frustreret, hvilket han faktisk stadig gjorde, for hans far havde fundet ud af det og havde puttet ham igennem denne ’behandling’, hvilket havde mørbanket ham! At han så skulle støde ind i Celisha igen, gjorde det bestemt ikke bedre! Og da specielt ikke når han kunne mærke hvor trodsig hun blev, for hun var forvirret og forstod ham ikke, men det gjorde ham intet, hun skulle bare holde sig væk og lade ham være i fred! Han stoppede let op, som hun spurgte ind til hvis hun ikke lod ham være, hvor han kort så sig over skulderen. „Så slår jeg dig ihjel,” hvislede han fast, inden han fortsatte frem og væk fra hende. Hans skridt var tunge, hans ben truede med at kollapse under ham, men han var stædig, så han ville presse sig selv til hans muskler ikke kunne mere! Måske det gik frygtelig langsomt, men han var ligeglad! Han himlede let med øjnene. „Så lad dem stjæle alt! Jeg er ligeglad!” svarede han fast, inden han rystede kortfattet på hovedet. Måske han snart ikke kunne holde sig oprejst længere, men det gjorde ham intet, for han skulle bare hen til kroen, få en flaske stærk alkohol og så til køjs! Og hun skulle bestemt ikke stoppe ham! At hun så sagde at han kun havde hende, fik ham til at stoppe op, hvor han så tænkende frem for sig. Han sukkede let og lydløst for sig selv.. han havde ingen! Han havde kun sig selv, han var den eneste han kunne regne med! Han begyndte roligt at gå igen, hvor han blot fortsatte, selvom han tydeligt kunne mærke hvor træt han var, for selv hans øjne var begyndt at blænde. Hans vejrtrækning blev dybere og tungere, hvor han begyndte at gå langt mere krumbøjet, selvom han kunne høre at hun fortsatte efter ham. „Lad mig nu være!” hvislede han ganske fast, hvor han kort så sig tilbage, selvom et også gjorde at han mistede synet mod jorden, hvor han pludselig faldt til jorden. Han udstødte et tungt og anstrengende støn, hvor han næsten troede at benene var kollapset under ham, men da han så sig tilbage, så han at det var en sten han var faldet over. Han bed tænderne fast sammen og knyttede den ene hånd ganske let. Dumme sten! Han satte hænderne i jorden og prøvede at komme op at stå, men så snart han stod halvt på benene, kollapsede de under ham. For hver gang han måtte ramme jorden, skar en smerte igennem hans krop, hvilket fik ham til at gispe ganske let. Han gned sin pande ned i den hårde jord, næsten for få noget andet at tænke på, selvom det ikke hjalp ham på nogen måde, for han kunne ikke komme op igen, og så skulle hun tilmed være der for at se på! Det sidste han havde brug for, var en engel til at håne ham! Han endte blot med at lægge sig fladt på maven, hvor han blot gav sig til at.. sove. Han havde virkelig brug for noget hvile efterhånden!

[Deleted]

Hun havde nydt lige så meget som ham at være tæt på ham og selvom det ikke var det der betød så meget for hende lige nu så kunne hun ikke lade være med at huske den nat alligevel. Hun havde selv ikke oplevet spor meget siden den nat, jo en fyr var dukkede op på kroen og havde tvunget hende til at give ham massage, havde han tvunget hende til mere havde hun nok ikke været så villig til at give ham det og så ville det være endt galt for tre, ham, hende og den gamle tjenestepige som havde lidt under for hendes drillerier. Holde sig væk var det sidste hun ville og det skulle han nok indse på et tidspunkt. Hans svar på hendes spørgsmål fik hende kort til at standse hæve det ene bryn men fortsætte efter ham ”Ja klart.. jeg tror nu mere jeg kan slå dig ihjel inden du når at blinke sådan som din tilstand er!” svarede hun irriteret og lettere sammenbidt. Hun lagde armene over kors i nogle sekunder hvorefter hun fortsatte efter ham. Hun sukkede irriteret da han sagde at han var ligeglad. Sikkert! Hun lod ham ikke løbe fra sig og da han standsede var hun uden besvær henne ved ham indtil han igen fortsatte. Hun himlede med øjnene og fulgte igen efter, hvor ville han hen alligevel? Kroen? Sikkert! Hvor ellers! Og der ville han næppe slippe for hende. ”Jeg bor på kroen! Så du slipper ikke for mig hvis det er der du er på vej hen” sagde hun højt så han ville høre hende. han bad hende igen om at lade ham være hvilket hun ignorerede igen og fortsatte, han kastede et blik tilbage mod hende, og så snublede han og faldt hvilket fik hende til at stivne. Hun skyndte sig hen til ham idet han forsøgte at komme op, hun rørte ikke ved ham lod ham kæmpe på egen hånd for at indse at han alene ikke kunne gøre noget, at han havde brug for hjælp. Snart lå han helt på jorden ude af stand til at flytte sig, forstrigt satte hun sig på jorden ved siden af ham, lagde hovedet på skrå ”Du burde lytte til andre.. Angelo.. jeg er ikke din fjende..” hviskede hun lavt. Med en del besvær, og nok en del smerter lykkede det hende at vende ham om på ryggen, det ville nok være svært at trække vejret når han lå på maven. Hun lod blikket glide hen over ham, trække i sin engledel for at vække den til live og bruge den til at heale ham. Hun strøg sin tunge hen over sin underlæbe og undersøgte hans krop for skader ”Stol på mig… bare for lidt tid..” hviskede hun. Om han var ved bevidsthed anede hun ikke, han så ikke ud til at være helt vågen men alligevel kunne hun ikke andet end snakke til ham alligevel. Hun kunne fornemmede hans bøjede ribben og knappede hans skjorte forsigtigt op. Hendes hånd strejfede hans hus ganske overfladisk hvor varme strømmede fra hendes kolde fingre og ned i hans krop. Hun var koncentreret, og et let bytte hvis nogen satte sig for at skade dem, eller hende. Hun rettede de bøjede ribben, nok ikke uden smerte inden hun healede nogle af de værste skader. Det flækkede bryn fik også en hurtig tur og det blå øje så det ikke længere var så hævet og blåt men heller ikke helt farveløs.

[angelo]

Hvad Celisha havde foretaget sig i de sidste par uger, som der alligevel var gået fra deres forrige møde, vidste Angelo ikke, og han var faktisk også ligeglad! Hun betød intet for ham! Det var der ingen der nogensinde havde gjort, og som aldrig ville komme til! Han var en enspænder, hvilket også var den måde han foretrak sin livsstil på! Han hadede at have folk tæt på sig, desuden havde han nok i sin familie, selvom han gjorde alt for at se så lidt som muligt til den. Specielt hans far. Hans søster var jo altid et eller andet sted, hende så han sjældent, selvom det intet betød for ham. Han lyttede til hendes ord, hvilket fik ham til at trække grumt på smilebåndet. „Du skulle bare vide,” mumlede han for sig selv, hvor han tvivlede på at hun kunne høre ham, men det gjorde ham intet, for han vidste hvad han selv var i stand til! Han var faktisk utrolig gammel, han havde lært utrolig meget, så selvom han var i denne dårlige og ustabile fysiske tilstand, så skulle hun ikke undervurdere ham, det var der ingen der skulle! For han havde skam andre måder han kunne overleve på, og han havde altid klaret sig! Det var ikke første gang han var blevet gennempryglet af hans far! Med et enkelt blik kunne han skabe smerte i en anden person, så det var bestemt de andre der skulle passe på! At hun så skulle fortælle ham at hun boede på kroen, var noget som fik ham til at himle irriteret med øjnene. Selvfølgelig gjorde hun det! Det var da bare typisk! Det kunne han da have sagt sig selv! Han fortsatte blot ubesværet frem – eller så godt som han nu kunne – hvor han ignorerede hende og hendes ord. Han kunne i det mindste få sit eget værelse, og der kunne han da få fred for hende og alle andre! At han lige skulle vælte, var ikke noget som han havde regnet med, det irriterede ham dog at hun kom hen til ham, selvom han var storslået tilfreds med at hun ikke hjalp, for han var bestemt ikke svag! Han havde ikke brug for hjælp! Som hun satte sig ved siden af ham, brummede han blot irriteret. Kunne hun ikke bare lade ham være?! At hun ikke var hans fjende, fik ham til at slippe en grum og kold latter, som tydeligt bar præg af hån, selvom hans latter døde underligt hurtigt ud, som om han pludselig var helt væk, besvimet, det var dog ikke tilfældet, han følte sig bare pludselig træt! Og nu hvor han alligevel havde hovedet begravet i jorden, så kunne det da være ligegyldigt! At hun fik ham vendt om på ryggen kunne han tydeligt mærke, for det skar i hele kroppen! Han slog øjnene op og stirrede direkte op i himlen, med smerte i blikket. Hendes ord, fik ham til at bide tænderne sammen. Han stolede ikke på nogen og det kom han heller aldrig til, og Celisha var bestemt ikke et tilfælde! Som hun begyndte at knappe hans skjorte op, vendte han roligt blikket mod hende, hvor han sendte hende et trodsig mine. Det sitrede i ham af ubehag, da hun lod hånden stryge over hans sår, hvilket næsten bragte ham tilbage til aftenen hvor hans far havde pryglet ham. Han greb fat omkring hendes hånd, da han kunne mærke hendes varme, hvor han begyndte at klemme hårdt og næsten knusende omkring den. „LAD MIG VÆRE!!” hvæsede han fast, som han kastede hendes hånd fra sig, inden hun kunne nå at heale noget. Han skulle nok vise hende at han ikke havde brug for hjælp! Han fik sig rullet om på maven endnu engang, hvor han lukkede øjnene ganske let. Han satte hænderne i jorden, inden han begyndte at pruste som en arrig tyr, idet han skubbede sig selv op, hvor han roligt kom på benene og denne gang lykkedes det ham at blive stående. Han vaklede dog et par skridt bagud, hvor hans ben truede med at knække under ham igen, selvom han med hjælp af armene genvandt sit fodfæste og sin balance. Han havde altid klaret sig selv, og denne gang skulle ikke være anderledes! Han trak vejret i dybe stød, hvor han kort sendte hende et nedladende smil, som sagde at hun skulle se på ham og se at han sagtens kunne klare sig selv uden hendes hjælp. Han begyndte roligt at gå igen, selvom hans skridt var langt mere vaklende denne gang.

[Deleted]

Hun tvivlede ikke på at han var ligeglad med hende, ligeglad med hvad der havde hændt hende, eller hvordan det havde gået. Selv under deres sidste møde havde han jo været ret ligeglad, han havde måske udtrykt noget andet men hans type var jo tydeligvis slet ikke til følelser så det ville være underligt hvis han overhoved havde skænkede hende andet end de hadetanker for at være skyld i al den smerte han havde. Endelig forstod hun godt hvis han hadede hende for det, eller delvist gjorde hun, for han var da voksen nok til at vide at der var en fare ved at være sammen med hende og det havde han jo også udtrykt men så kunne han da ikke give hende hele skylden. I det mindste levede han, havde det været hende der havde stødt på sin far var hun død nu. Hun vidste jo ikke hvilke evner han besad så jo hun undervurderede ham lidt hvilket jo var dumt men alligevel, hvis han ville gøre hende noget havde han vel gjort det nu... ikke? Hans svar fik hende til at himle med øjnene, for selvom hans ord havde været en mumlede opfattede hun den faktisk, hun svarede ham ikke, for nu stod hun og overvejede hvad han mon i den tilstand kunne gøre? Men når han sagde det på den måde så var det vel klart at han kunne gøre noget og at det ikke bare var tom snak, eller noget han sagde for at skræmme hende. Hvis han var så irriteret på hende hvorfor så søge hertil for helvede! Han kunne jo være taget til Dvasias, hun arbejdede der men han vidste jo hvor hun arbejdet, her derimod boede hun så han havde søgt hen til hendes territorium og det var jo ikke smart hvis han ville undgå at møde hende. Hun opfattede da han brummede og reagerede ikke, end ikke flyttede sig fulgte ham blot roligt med blikket mens han kæmpede for at komme på benene dog uden spor meget held til at starte med. Hun måtte virkelig kontrollere sig for ikke at slå ud efter ham ved den håndende og grumme latter, her prøvede hun at hjælpe ham – selvom han godt nok ikke ønskede det – og så var han bare så provokerende. Latteren døde dog ret hurtigt hen så hun troede han var besvimede og han lå helt stille hvilket irriterende nok bekymrede hende. Hvorfor bekymrede hun sig overhoved for ham når han opførte sig som en nar!? Et sted vidste hun at hun ville fortryde det her men alligevel havde hun vendt ham om på ryggen, med en del besvær. Hans øjne gled dog op og hun kunne tydeligt se smerten i hans blik som faktisk fik hende til at se væk, hun var skyld i hans smerte, det var hun jo og et øjeblik fik det hende til at føle sig modlys. Hans trodsige mine opfattede hun selvom hun ignorerede den, dette skulle hun dog ikke have gjort for i næste nu greb han fat om hendes håndled og standsede hende ved at stramme grebet. At han besad så meget styrke selv i den tilstand overraskede hende selvom det ikke var hvad hendes ansigt udtrykte i stedet for bed hun tænderne hårdt sammen da hans greb blev strammere og smerten var voldsom, lidt strammere og han ville have brækket hendes håndled men dette skete ikke og end ikke et klynk forlod hendes læber. Han slap hende efter at have hvæset af hende og forsøgte atter at komme op, imens lod hun de selvsamme evner hun ville have ladet strømme over i ham køle hendes håndled ned. Hun vendte blikket mod ham da han begyndte at pruste i et forsøg på at komme op. Det lykkedes ham i sidste ende at komme på benene og selv blev hun siddende hvor hun havde gjort, hun så op på ham, bemærkede hans nedladende smil og rystede svagt på hovedet af ham. Hun rejste sig op igen, langsomt og forsigtigt, fulgte ham med blikket idet han vaklende bevægede sig ind mod byen igen. ”Hvad får du dog ud af det her?” sagde hun mest for sig selv, dog alligevel højt nok til at stilheden omkring dem sørgede for at sprede lyden. Han kunne jo tage imod hendes hjælp og skride derefter, dræbe hende, eller gøre hvad han ellers ville. "Angelo! du behøver ikke bevise noget" råbte hun efter ham hvor hun selv var blevet stående lige hvor hun var.

[angelo]

Angelo havde virkelig ondt i hele kroppen og det var noget som han slet ikke kunne skjule, for hans holdning, hans bevægelser og hans blik afslørede hans smerte og han vidste det godt. Hans tøj dækkede måske for de værste sår og skrammer, men han kunne ikke benægte at han virkelig var blevet pryglet meget af sin far denne gang, han havde snart troet han skulle dø, selvom han så langt om længe kunne finde fred, hvis sådan en ting fandtes, men alt måtte virkelig være bedre end hans fars selskab! Den mand ville han for alt i verden bare gerne undgå! Og det havde han desværre ikke kunnet, for han havde allerede været hjemme, da han selv var kommet hjem. At han så lige skulle støde på Celisha, var bestemt ikke noget som hjalp ham på nogen måde, specielt ikke når hun var som hun var! Han kunne ikke have hendes sødme! Og hun skulle bestemt ikke tro at hun kunne få gjort ham blød en gang til, for sådan var han slet ikke! Han var kold, kynisk og ligeglad med andre, hvilket også gjaldt hende! Han havde ikke opsøgt Dvasias, netop fordi han vidste at hun arbejdede der og der ville være en stor risiko at søge dertil. Han vidste ikke hvor hun holdt til henne i Manjarno – ikke før nu i hvert fald – så han havde fundet det mest sikkert at søge hertil, selvom han havde taget fejl. At han så skulle vælte omkuld fordi han havde set sig tilbage, havde ikke været meningen, og nu hvor han lå i gulvet, så kunne han tydeligt mærke hvor træt hans krop egentlig var og hvordan den godt kunne bruge noget hvile, for det var efterhånden lang tid siden at han havde sovet godt. Han havde ikke brug for hende, som han ikke havde brug for hendes hjælp. Måske hun kunne heale ham, men han var bestemt ikke så svag at han ikke kunne klare sig på egen hånd! Han klarede sig jo altid! Det var han tilmed et levende bevis på! Han havde sine små trick, han kunne sagtens vinde kampe uden at gøre brug af sin fysiske styrke, han nød bare utrolig meget af nærkamp, så det var dem som han mest udkæmpede, derfor kunne han også godt give udtryk for at det var det eneste han klarede sig med – sin råstyrke, det var dog bare ikke tilfældet. At han nær havde brækket hendes håndled, lagde han ikke mærke til, selvom han kunne fornemme hendes smerte, men det styrkede ham kun, for det var noget som han nærede sig på takket være sin dødsengelside. Han trak vejret dybt som han kom op på benene igen, hvor han roligt fortsatte ind mod byen. Han stoppede dog ikke op, da hun talte til ham. Hvad han fik ud af dette? Han beviste at han kunne klare sig selv! Han svarede hende dog ikke, for hun ville alligevel ikke forstå ham. Han himlede blot med øjnene til hendes følgende ord. „Lad mig være!” gentog han endnu engang i en fast tone, som han fortsatte frem for sig, selvom det var med forsigtige skridt. Denne gang så han sig ikke tilbage, for han skulle nødig vælte igen! Han endte dog alligevel med at vakle til den ene side, som om han var ved at miste balancen og skulle til at falde om igen, selvom han nåede at stoppe inden han væltede, hvor han trak vejret roligt, kun for at fortsætte frem igen. Det var vel tydeligt at han kunne vælte omkuld hvornår det skulle være?

[Deleted]

Hun kunne tydeligt se smerten i hans krop, ja for han bevægede sig alt andet end stabilt. Desuden så var hendes engleside til at trænet til at kunne opfange skader endda på en vis afstand. Det var nærmest som blinklamper der blinkede de steder kroppen var mest skadet og når hun nu så på Angelo med netop sin engleside så var der flere alarmklokker og blinklys end hun længe havde set. At han faktisk ønskede at dø frem for at lide under sin far havde hun ingen anelse om, ja hvad vidste hun overhoved om ham andet end den hårde far der åbenbart var ret tomhjernet når han slog sin søn på den måde. ja lige så tomhjernet, ondskabsfuld og egoistisk som hendes egen tumpe af en far hvilket hun burde sige op i hovedet på manden men som hun nok aldrig vil komme til ganske enkelt fordi hun hader ham og frygter ham lige så meget som Angelo frygter sin far. Hun overvejede i sit stille sind hvor meget han faktisk hadede hende. Hun var ikke helt sikker men mon ikke han var mere bange for igen at blive blød overfor hende end hadede hende? Hun vidste det ikke, manden forvirret hende lige i disse øjeblikke og hun anede ikke hoved eller hale i hans opførsel. grunden til at hun holdt ud var for det første fordi at han var så skadet, og det andet gad hun slet ikke tænke på. At han bildte sig selv ind at han ikke havde brug for hende var bare dumt! Han ville leve livet ensomt, alene og selvom han havde overlevede det rimelig godt indtil videre havde hun set et flig af hvordan han kunne være og den kunne hun altså ikke give slip på hvilket irriteret hende grænseløst især når hun så hvordan han afviste hende lige nu. folk ville jo tro at hun var desperat efter opmærksomhed fra en mand, ikke at hun i virkeligheden kunne vælge og vrage mellem dem som det passede hende. Men hvad! hun havde aldrig bekymret sig om folks meninger og det gjorde hun heller ikke nu så da han blot fortsatte ind mod byen, atter gjorde det klart at hun skulle lade ham være fulgte hun blot efter uden at lytte til ham. da han en enkelt gang var ved at vælte standsede hun brat op og knyttede næverne, hvor hun dog havde lyst til at pande ham en! Hun kunne hjælpe ham og dog ønskede han det ikke. Hvor dumt af ham at presse sig selv på den måde. Hun undrede sig svagt over hvorfor han ikke overvejede at udnytte hendes hjælp og så skille sig af med hende, det ville da være det bedste og havde hun været i hans sted ville hun da have gjort det. atter fortsatte han og hun fulgte efter, hun kunne tydeligt se at der ikke var spor meget mere i ham, at han inden længe ville falde fuldkommen om, om de ville nå frem til kroen anede hun ikke, noget i hende tvivlede, en anden side sagde at han havde overraskede hende allerede med at være gået så meget så mon ikke han kunne gøre det igen? Sikkert! ”Tag dig ikke af mig… jeg dækker bare din ryg” sagde hun ganske roligt med en stemme der var uanfægtet af hans afvisninger og kulde. Hun var opsat på at få ham til at forstå at hun ikke var hans fjende og det skulle nok lykkedes på et tidspunkt.

[angelo]

Angelo havde ikke brug for nogen som helst! Tværtimod klarede han sig helt fint uden nogen som helst omkring ham! Han var faktisk ikke helt alene, nej han havde faktisk en familie, men den ville han helst undgå, for han vidste at hans søster i princippet hadede ham, som hans far også gjorde, og det var dem mange prygl og tæsk et tydeligt bevis på. Hans søster så han ikke særlig meget til og de få gange han så hende, så var det ikke ligefrem fordi de talte til hinanden, han undgik hende, som han undgik sin far. Desværre undgik hans far bare ikke ham, og det kunne han tydeligt mærke denne aften! Han havde virkelig ondt og det var virkelig over det hele! Det værste af det hele, var så at han skulle støde ind i Celisha! Ja, han kunne fint udnytte hendes evner, og derefter forlade hende igen, men.. han gad slet ikke have noget med hende at gøre! Han kunne klare sig selv, og det skulle han nok vise! Han havde ikke brug for hendes hjælp, han havde ikke brug for nogen andens hjælp! Han var alene og han havde altid selv tilset sine sår, givet dem tiden til at heale og derefter drage videre igen. At hun så var så stædig og ikke gad at lade ham være, var noget som virkelig måtte gå ham på! Han gad virkelig ikke hendes selskab! Sidst havde hun gjort ham underlig blød, hun var kommet ind på ham uden at overskride hans grænser, og han forstod ikke hvordan det havde lykkedes hende, han vidste bare at det måtte irritere ham! Han havde nydt oprigtigt at være hende tæt, det havde ikke været for at få sine lyster stillet, nej det havde været fordi at han havde haft lyst, desværre havde hans far bare fundet ud af det, sagt han var blevet blød og et sted så var han vel overbevist om det samme? Eftersom han havde haft oprigtig lyst til det, så havde hun tydeligt gjort ham blød og den tanke kunne han virkelig ikke have! Han fortsatte langs gaderne, nu hvor han var kommet væk fra ruinerne, hvor han tydeligt kunne fornemme at hun var lige bag ham. Han vidste at hun gik bag ham for at holde øje med ham, for havde hun villet hjem til kroen selv, så havde hun da for længst overhalet ham, for han gik ikke så hurtigt igen! Hendes ord kunne han godt høre, selvom det lød til at hun talte til sig selv, så han svarede hende ikke, for hun irriterede ham kun! Hvorfor forstod hun ikke en klar hentydning? Han gad hende ikke! Hun skulle lade ham være! Hvad var der svært ved at forstå der? Han gik roligt langsommere som han så sig kort tilbage over skulderen og tilbage mod Celisha. Han sendte hende et lettere irriteret blik, inden han så frem for sig igen og næsten ubevidst satte farten op. Hun skulle bare gå sin vej! Han snakkede ikke til hende, henvendte sig ikke til hende, som han kun koncentrerede sig om ikke at vælte og det gik også bedre jo mere han gik, selvom han tydeligt kunne mærke at han var træt i kroppen. Hans blik faldt på kroen der lå længere fremme, som han roligt gik hen og lagde en hånd mod kroens ene væg, så han kunne få sig en kort pause og læne sig op mod den. Han så tilbage mod Celisha og med et tydeligt triumferende smil. „Se.. jeg kan fint klare mig selv!” endte han lettere kortfattet, inden han valgte at åbne døren, kun for at træde indenfor i varmen. Han fandt sig roligt et tomt bord, hvor han kom ned at sidde, hvor han tydeligt måtte sukke, for endelig kunne han slappe af!