Dark night, as the dark life..

[Deleted]

At han havde en søster vidste hun ikke. hende havde han ikke nævnt sidst, men igen.. hun vidste ikke spor meget om ham hvilket et sted irriteret hende men på samme tid ville hun ikke vide noget om ham. Ikke med en familie som hans, for når han var sådan.. hvordan var de? Ja okay, det var måske en forkert måde at se på hans familie på, men hun var næsten hundrede procent sikker på at hans far havde tævede ham og grunden kendte hun også, for den var hende, uden tvivl. Det irriteret hende grænseløst at hun var kilden til hans smerte og lidelser, det var hende der fortjente den smerte og den prygl han havde fået, men på den anden side tvivlede hun på at hun selv ville have overlevede den. Hendes krop var jo svag i forhold til hans, og at dømme efter hans tilstand så ville hun have brækket en masse og nok fået indre blødninger som hun næppe ville have overlevet. Mens hun fulgte efter ham, og holdt sig både på afstand men med et opmærksomt blik på hans ryg så hun for sit indre blik hvad hendes egen psykopat af en far ville gøre ved hende hvis han fik muligheden. Hun så det hele for sig, og en ting hun var helt sikker på ville ske ville være den voldtægt han ville udsætte hende for, sådan var han… klam, beskidt og på ingen måde den engel han ellers lignede. Hun havde oplevede det før, så hvis det skulle ske ville det ikke være noget nyt, men denne gang ville hun hellere dø end lade ham røre sig på den måde, enten dø eller dræbe ham. Hvor stor sandsynlighed hun havde for at slå sin egen far ihjel? Ja det kom jo an på hvor hurtige reflekser hun havde. Hun fortsatte roligt, bemærkede da han så tilbage mod hende men fortrak ikke end mine, standsede heller ikke selvom hun tydeligt så hårdheden og kulden i hans øjne hvor hendes egne blot afspejlede ro og tålmodighed… samt stædighed. Han skulle ikke tro at dette ville ende sådan, det nægtede hun bare. Hvor længe hun kunne holde hans opførsel ud anede hun ikke, måske længe… måske ikke. selv var hun jo fortvivlede endnu, fortvivlede over hvorfor hun i det hele taget gøre dette, hun forstår det ikke selv, og indtil hun gjorde måtte hun blot gøre som hun føler er bedst. Snart kunne de begge se kroen, og hun satte derfor farten en anelse op. Henne ved kroen standsede han og hun holdt en afstand på to-tre meter hvor hun roligt og tavst så på ham. Han henvendte sig til hende, hun sukkede gned sig kort over panden ”Jeg ved du kan… det har du jo altid gjort…” svarede hun. Det var jo sandt, hun vidste han kunne klare sig selv, hun vidste at han altid havde klarede sig selv for det havde han jo nærmest gjort helt klart for hende. Endelig gik han inde i kroen og hun fulgte igen efter, lukkede døren efter sig og vinkede til Tem da denne dukkede op og vinkede til hende. Celisha vendte blikket mod Angelo der havde sat sig ned, en tjenestepige var henne for at spørg ham om hvad han ønskede. Selv satte hun sig ved et bord i nærheden og gav sig til at lege med saltbøssen på bordet mens hun fraværende tænkte tilbage til mødet med ham i Den Dansende Flamme. Hun følte hvor irriteret hun blev over ikke at vide hvad hun foretog sig eller hvorfor hun gjorde som hun gjorde, hvilket fik hende fraværende til at hamre saltbøssen ned i bordet og læne sig irriteret tilbage.

[angelo]

Det at Celisha fulgte efter Angelo, gav ham følelsen af at hun babysittede ham og han havde virkelig ikke brug for en babysitter! Mødte han en voldsom mand der ville slå ham ihjel, så kunne hun jo alligevel ikke gøre noget som helst! For manden havde da også dræbt hende inden hun kunne nå at gøre noget effektivt! Det gik han da i hvert fald ikke ud fra. Desuden så ville han heller ikke selv rigtig kunne klare sig – fysisk set – han ville måske kunne klare sig og overleve, for han havde jo trods alt også sin magi og den var faktisk utrolig kraftig. Han var dog ikke sikker på om Celisha egentlig gemte på mere, for han vidste at hun også havde nogle magiske racer i sig og som sensuel dæmon, kunne hun vel altid slippe væk? Hun kunne bare drive mænd i fordærv og køre dem rundt på gulvet, og dermed vinde kampen? Kvinder kunne have en alt for stor og skræmmende effekt på mænd, de havde en tendens til at kunne sno dem omkring deres lillefingre, hvis de ville, og det havde hun jo i princippet også gjort med ham. Den tanke alene gjorde ham dog vred, han foragtede den, for hun havde gjort ham blød, som hun havde gjort ham sårbar og den tanke alene var noget der kunne pisse ham af! Endnu en grund til at han var rasende på hende! Og så bebrejdede han hende vel også for hans fars prygl? Uanset hvad, om han havde været hende tæt eller dræbt hende, så havde hans far jo vendt hans ord og havde alligevel pryglet ham, for det gjorde han jo altid. Blikket vendte han roligt mod hende, som han kom hen til kroen, hvor han stirrede direkte koldt og fast på hende. Hendes ord fik ham til at fnyse ganske kortfattet. „Hvis du er bevidst med det, så ser jeg ingen grund til at du leger babysitter for mig!” endte han i en lettere fast tone. Han var irriteret og det lagde han bestemt ikke noget skjul på, for det håbede han da kunne tvinge hende væk fra ham! Han var dog ikke sikker på det, for han havde tydeligt set hvor stædig hun var og han var sikker på at hun var langt stædigere end hvad han lige gik og troede. Som han kom indenfor, blev han mødt af en ubehagelig varme der næsten gjorde ham svimmel, så han næsten følte for at gå ud igen. Han var dog nød til at hvile sig, så han blev blot siddende på stolen. Han vendte roligt blikket mod tøsen der kom hen og spurgte hvad han ville have. „En flaske af husets stærkeste whisky,” svarede han kortfattet, inden han kort vendte blikket rundt. Her var godt fyldt, hvilket kun gjorde det hele langt værre! Han prøvede at bide smerten i sig, selvom det var svært! Han vendte blikket kort mod Celisha, da hun slog saltbøssen ned i bordet. Det morede ham faktisk at hun var så irriteret og alligevel bekymrede sig for ham, for han kunne tydeligt mærke at hun var fortvivlet og han ville gætte sig til at hun var frustreret over at hun ikke bare kunne være ligeglad. Han sendte hende et lettere provokerende smil, selvom han ikke nåede at gøre mere, før tjenestepigen var henne ved ham igen og satte en flaske whisky og et glas. Han tog omkring flasken, åbnede den og begyndte at drikke fra den. Glasset fik han bestemt ikke brug for! Han satte flasken fra sig da han havde fået taget nogle store slurke af den. Han endte med at skære en grimasse, hvor det var tydeligt at se på ham at den var stærk! Men jo stærkere den var, desto bedre var det! Den skulle nok dulme hans smerter!

[Deleted]

Ja hun babysittede ham, hvis det var tilfældet ville hun da få noget for det i sidste ende og så ville hun nok se en mening i det hun gjorde. Desværre gjorde hun ikke hvilket blot irriteret hende mere og mere for hvert sekund der gik og gav hende lyst til at slå ham, ja faktisk slå ham så meget at han ville falde om men i den tilstand han var i ville det heller ikke kræve meget at slå i ham inden han faldt om, ja altså hvis han ellers gav hende lov til at komme tættere på sig. Tanken vil hende til at vende blikket mod håndledet som han havde grebet fat i. Håndledet var en anelse rødt endnu men det var ikke mere end det, det gjorde end ikke ondt. hvis de skulle støde på en eller anden store fyr vil hun faktisk kunne forsvar sig, helt forsvarsløs var hun ikke, fysisk styrke havde hun ikke en masse af, men noget hun havde var nogle warlock-tricks som nok ville være ret effektive, og hendes sensuelle evner ville nok også kunne bruges, ikke til at ende i høet med personen, blot til at holde vedkommende hen hvilket hun faktisk havde prøvede før. Grunden til al den had han rettede mod hende vidste hun ikke, men hun vidste at en stor del af den var forvundet med det at hun var skyld i faderens voldsomme reaktion overfor ham, at han så oven i købet også hadede hende fordi hun havde gjort ham blød tænkte hun ikke over, for hun følte ikke at hun havde gjort ham blød som sådan. Hun havde været forsigtig hele vejen igennem og havde måttet tænke tingene igennem to gange inden hun havde gjort eller sagt noget. Troede han at det havde været let? Faktisk ikke! han var ret besværlig og endnu engang fattede hun ikke hvorfor hun overhoved anstrengte sig for dette overhoved! Hans svar på hendes ord inden han gik ind i kroen fik hende til at hæve det ene bryn ret køligt ”Jeg er ret ligeglad med hvad du ser og ikke gøre. Desuden skaber du dig ret meget lige nu” svarede hun spidst og gjorde et kast med hovedet der faktisk var ret yndefuldt til trods for hendes vrede og irritation på ham i disse øjeblikke. Selvfølgelig noget hun havde gjort uden at være bevidst om det, for det eneste hun var bevidst om var den vrede og irritation hun følte og de kræfter hun skulle bruge for ikke at lange ham en ordentlig lussing. Hans ord tvang hende ikke væk, og det var også bare endnu mere irriterende. Hun forstod jo at han ikke ønskede hendes hjælp, det havde han gjort rimelig klart så selv en blind og en døv fattede det, alligevel nægtede en side af hende at give slip. Hvis han ønskede sig af med hende måtte han tvinge hende. Hun opfattede uden besvær hvad han bad om, han ville forsøge at drukne sin smerte ved at drikke. Var det virkelig det han plejede? Hun himlede med øjnene og bemærkede dog hans provokerende smil der fik hendes øjne nærmest til at gnistre og hendes næver til at knyttes. Hun havde en del spydige kommentar hun kunne slynge ud i hovedet på ham og var ret tæt på det hvis ikke en af kroens medarbejder, en af de unge mænd, pludselig trak stolen overfor og satte sig. Hun glemte for et øjeblik sin vrede og så på denne der smilede venligt og lagde hånden over hendes knyttede hvor han blidt beroligede hende og forsøgte at køle hende ned. Hun kendte ham ret godt og vidste at han blot forsøgte at hjælpe, derfor sukkede hun og smilede venligt til ham hvorefter hun takkede ham. Hun følte sig helt kogt og varm, selvom hendes tøj ikke var spor meget, hun slog håret ud ved at trække hårelastikken ud af håret og ryste det svagt. Det så rimelig forkert ud, som om hun lagde noget op til fyren. Denne smilede til hende strøg hende blidt over hånden som han endnu havde hånde hvilende over.

[angelo]

Det måtte virkelig irritere Angelo at Celisha legede hans babysitter, for det havde han slet ikke brug for! Han kunne fint klare sig selv og når hun så fint påpegede det for ham og tilmed gav ham ret, hvorfor var hun her så? Han havde set og mærket hvordan hun havde holdt øje med ham, om han faldt om eller ej, men herregud, hvis han faldt om, så sov han da bare på jorden! Folk ville enten tro at han var død eller døddrukken, så de fleste ville nok bare gå udenom ham og lade ham være og når han så vågnede igen så kunne han fint gå videre, det var da sket mange gange før! Han havde ikke brug for hende til at komme ham til undsætning, det var da direkte tåbeligt! Hun var tåbelig! Hun var blødsøden og godtroende, hvilket kun bragte kvalmen frem, for det var direkte ækelt! Og så det at hun skulle vise denne sødme overfor ham, det gjorde ham kun langt mere irriteret, specielt fordi det var hendes skyld at han havde fået prygl, fordi han havde været hende tæt på og tilmed nydt det oprigtigt, det hadede han faktisk også sig selv for! Han var blevet blød, som hans far havde sagt, og havde hans far ikke taget fat i ham, så havde han nok stadig været blød, men det var virkelig slut! Hendes ord som hun udtalte, imens han gik indenfor, fik han godt med, selvom han ikke besvarede dem, for hvis der var nogen som skabte sig, så var det i den grad hende! Han havde bedt hende om at lade sig være, men hun skulle absolut lave en scene! Selvom det vel i princippet var ham der gjorde det? Ikke fordi det strejfede hans tanker, for han havde da ikke gjort noget! Havde han? Ikke så vidt han vidste! Han tog blot et par mange slurke af whiskyen da den blev stillet på bordet foran ham, hvor han tydeligt kunne mærke, at den slog hårdt, for det føltes allerede som om hans sår ikke gjorde nær så ondt længere. Selvom han stadig tydeligt kunne mærke sine ribben, for de var enten brækkede eller også trykkede, han hældte dog mest til det første. At hans provokerende smil måtte få hendes øjne til at gnistre og gøre hende langt mere irriteret, var noget som direkte måtte more ham, for han følte det næsten som en sejr! En sejr der bragte ham tættere på at få hende væk! Han tog endnu en stor slurk af whiskyen og frydede sig tydeligt, hvilket hans smil også måtte afsløre, selvom det falmede drastisk, da denne unge fyr tog plads overfor hende, hvor han nær havde fået whiskyen galt i halsen. Han tørrede let sin mund med håndryggen, hvor han stirrede lettere olmt fra den ene til den anden. Hvem var nu dette? En der skulle gøre hende i godt humør? Det skulle han da bestemt ikke, når han selv var ved at pisse hende godt og grundigt af! Han kunne tydeligt mærke at alkoholen havde slået hårdt i ham allerede, hvor han allerede snart havde drukket en hel flaske. Han satte den endnu engang for munden, og drak det sidste ud, inden han bestilte en ny. Han vendte blikket lettere irriteret mod hende. Han kunne tydeligt se hvordan hun gjorde sig til overfor manden og han kunne tydeligt se at hun gjorde det med vilje! Han fnøs højlydt, så det var umuligt at undgå at høre. „Skal du nu til at udnytte endnu en mand Celisha? Er det ikke lidt lavt?” spurgte han lettere hånende, hvor det samme provokerende smil fortsatte med at pryde hans smil. Han tog roligt omkring den nye flaske, som pigen kom hen med, hvor hun kun stirrede forundret mod ham, men han tog sig ikke af hende, da hans blik gled fra Celisha til fyren. „Hey bobby!” svarede han lettere provokerende, som han henvendte sig til fyren, imens han fik den nye flaske åbnet. Manden så lettere modvilligt mod ham, men Angelo tog sig ikke af det, for han skulle bare bruge en øjenkontakt. Der gik ikke lang tid, før den unge mand tog sig til hovedet og nærmest brød sammen af smerte, hvor det var tydeligt at Angelo brugte sin magi til at bringe den unge fyr smerte og tvinge ham væk fra Celisha.

[Deleted]

Han måtte leve med at hun fulgte efter for hun havde ikke i sinde at stoppe hvilket vel var gået op for ham for længe siden da hun jo havde fulgt efter ham ret længe efterhånden og ikke var blevet rørt af hans kommentar overhoved. Han skulle på ingen måde sove på jorden på hendes vagt1 det var der slet ikke tale om, ikke uden at hun selv sad vagt! Tænk hvis hun gjorde ham noget! blot tanken fik hende til at stivne, hvad fanden!? Hvorfor skulle ingen gøre ham noget! de måtte slå ham ihjel.. hun var… ligeglad. Det var løgn og det vidste hun, og hun hadede at det ikke var sandt. Hun hadede at hun ikke bare kunne lade ham skride af helvedes til og blot ignorer ham. Hun havde da haft rimelig meget kontrol da hun havde forladt ham sidst. Eller rettere, det havde været ham der var gået først og efterladt hende tilbage med en lille fornemmelse af hans læber mod hendes, og en savn efter mere. Og ja, hun havde brugt en del nætter på at tænke på ham siden da og ja.. også dette irriteret hende. Hvorfor fanden kunne hun ikke bare lade ham dø, lade ham være… han ville nok overleve, det sagde han jo selv at han gjorde. En lyst til at skride dukkede op, men en lyst krævede handling og det kunne hun ikke få sig selv til. Blødsøden? Ja det følte hun sig også nu og det irriteret hende, frustreret hende og gjorde hende mere vred end nogensinde før selvom den vrede ikke viste sig fordi hun blev ved med at holde den inde, men mon ikke den ville bryde ud på et tidspunkt. En scene? Det var for fanden ham der lavede en scene ud af intet! hvis han blot lod hende hjælpe ville der ikke gå noget galt og alt vil være i skønneste orden dagen efter! for pokker hun prøvede at ordne ham! fjerne hans smerte, men det nægtede han. hun kunne se at han morede sig over hendes vrede og det gav hende endnu engang en lyst til at slå ham, havde fyren ikke sat sig overfor hende kort tid efter havde hun nok rejst sig op og gået hen til ham blot for at give ham et par på hovedet. Han bællede whiskyen i sig og det irriteret hende blot mere og mere at han ikke brugte hovedet og lod smerten druknes i druk. Hun havde holdt øje med hvor meget han drak, og han havde næsten tømt flasken i sig da fyren havde sat sig overfor hende. hendes blik gled kort hen over ham, faktisk ret til fældigt for at opdage at han var.. vred? En tjenestepige kom med en ny flaske og alene af den grund så hun væk fra ham og tilbage på William, fyren der sad overfor hende. Hun gad ikke se på mens han tømte endnu en flaske. Snart tiltrak han sig hendes opmærksomhed, og de få personer i krostuen med ved hans ord. Hun knyttede næverne endnu engang og William smilede beroligende til hende og aede svagt hendes håndryg. Det hjalp en smule men ikke helt så hun var endnu vred da hun svarede ”Faktisk er du den eneste jeg har udnyttet Angelo… men det skyldes nok at du er så svag” svarede hun køligt og gjorde endnu et kast med hovedet. Næste gang Angelo sagde noget var det henvendt til William, hun rystede på hovedet for at sige at han skulle ignorer ham men denne smilede overbærende og klappede hendes hånd inden han vendte blikket mod Angelo hvilket nok var dumt. Han stivnede, og det kunne Celisha tydeligt mærke over hans hånd. Hun så bekymret på ham og så knækkede han ellers sammen i smerte idet den skød gennem hans krop. hun så væk fra William og hen imod Angelo, bemærkede øjenkontakten og rejste sig brat op for hun med hurtige lange skridt var hende ved Angelo´s bord, med en hård og fast bevægelse tog hun fat om hans hage og tvang hans ansigt op mod hende ”Det er mig du hader! Så gør det mod mig i stedet for at være så pokkers fej!” hvislede hun mens hun søgte øjenkontakten med ham uden tøven og uden frygt kun med viljestyrke, selvsikkerhed og stædighed. Hun frygtede ham ikke, var ikke nervøs og ikke bange! Det kunne han lige så godt vide.

[angelo]

Celisha måtte virkelig pisse Angelo af! Hun babysittede ham og det havde han virkelig ikke brug for! Han kunne klare sig selv, hvorfor fattede hun ikke det?! Han følte næsten for at slå hende, selvom et eller andet i ham stoppede ham, for.. den tilfredsstillelse ville han ikke give hende! Men derfor kunne han sagtens ødelægge hendes aften af den grund, for han havde jo tydeligt set hvor påvirket hun blev af ham, hans tilstand og hans ord, hun blev vred, han kunne mærke lysten til at slå ham, som hvilede i hende, men hun gjorde det ikke, for noget stoppede hende ligeledes, hvilket virkelig måtte more ham! Den første flaske fik ham bundet ret hurtigt, hvilket næsten kom bag på ham selv, men det var nok derfor han ikke lagde mærke til at han blev en anelse beruset af det. Han var vant til at drikke meget, at indtage en del alkohol, så der skulle efterhånden godt med alkohol inden han ville blive plørefuld, men han skulle nok nå til det stadie! At der så skulle sætte sig en mand overfor Celisha og tro at han kunne redde hendes aften gjorde ham virkelig vred, for han var lige så godt i gang med at ødelægge den for hende! Det som dog pissede ham mest af, var det at hun gjorde sig til overfor denne mand, for han kunne tydeligt mærke at det hele var falsk! Hvorfor han dog blev så vred over det, vidste han ikke, for han kunne vel være ligeglad? Hvorfor var han det så ikke?! Han konkluderede for sig selv, at det var fordi han ville ødelægge hendes aften og at denne mand forhindrede ham i det. Hendes ord var dog noget som virkelig formåede at pisse ham af. Ham.. svag?! Han knyttede hænderne ganske fast, hvor han næsten følte for at flå hende levende, men i stedet for at lade det gå ud over hende, så lod han det gå ud over manden der sad overfor hende. Som manden endte helt nede på gulvet i smerte, hvor han begyndte at råbe og skrige af smerte, fik Angelo kun et lettere sindssygt glimt i blikket, et sadistisk skær, som tydeligt viste at han nød smerten og skrigene. Han ville springe mandens indre! Han var næsten klar til at trække den til det sidste, inden han blev revet ud af både tankerne og koncentrationen, da Celisha trådte ind for ham og brød hans stirrende blik og tvang hans blik op mod hende, selvom hendes bevægelse gjorde ondt i hans forslåede ansigt. Han stirrede hende direkte i blikket med vrede, mest vred over at hun slet ikke frygtede ham eller så meget som følte sig lidt nervøs eller usikker, det pissede ham da kun langt mere af! Han skubbede hendes hånd væk fra hans hage, inden han rejste sig og sendte hende et lettere advarende blik. „Jeg bad dig om at holde dig væk!” hvislede han fast, som han løftede hånde og svang den igennem luften, kun for at skænke hende en syngende lussing. De andre folk tog han sig dog ikke af, for han ænsede dem slet ikke. Han lagde ikke engang mærke til at han ydmygede sig selv, for så langt kunne han slet ikke tænke. Han satte flaske nummer to for munden, inden han også begyndte at bunde af den også, hvor han fik taget masser af slurke, som gik direkte i blodet på ham og påvirkede ham, for han lagde nok ikke mærke til det, men han blev hurtigt langt mere beruset. Han valgte at ville gå, selvom han ikke nåede at tage mere end et skridt, inden han væltede omkuld og ramlede direkte ned i bordet, som væltede, hvor han selv faldt til gulvet – tydeligt at han var ved at være godt fuld.

[Deleted]

Igen.. hvad han havde brug for var at blive healet og få en ordentlig nats søvn, og det burde han også vide. Så jo, hun babysittede ham indtil han segnede om så kunne hun endelig få et ord indført for i den tilstand han var i nu, og med den vrede, had og irritation han følte mod hende betød det at hun ikke kunne komme i nærheden af ham uden at han brokkede sig. Ja så måske var det en god ide at han gik ind og drak sig fuld, det ville vel hjælpe med at fremme processen for at han skal segne hen. Hun tvivlede ikke på at han gerne ville slå hende, men hvorfor gjorde han det så ikke? hun havde fået det indtryk af ham at han da ikke tøvede med at skade nogen hvis han ønskede det, og han havde jo udtrykt at hun nok skulle passe på hvor et trick eller to havde han og hun tvivlede ikke på at det passede. Hendes blik fulgte ham ganske kort idet han satte flasken til munden endnu engang, hun overvejede kort hvor meget han endelig kunne drikke inden han blev helt fuld, han var jo en stor mand så mon ikke der skulle drikke lidt mere end det sædvanlige? Og dog… han havde jo fat i noget af det ret stærke så det ville nok gå hurtigere, især når han var så træt og smadret som han var. Hvorfor han reagerede overfor William som han gjorde anede hun ikke, hvorfor voldte manden den smerte når det var hende han hadede. Fejt! Meget fejt! Og det gjorde hende bare så vred at han opførte sig som en lille lort overfor hendes venner. Han kendte nok ikke betydning af det ord fordi han ingen venner havde, men for hende betød disse ret meget. At han troede at hun gjorde sig til overfor ham var kun dumt for det gjorde hun ikke. Han var en god ven og ikke mere, og hvad hvis han var? Angelo var jo ligeglad var han ikke. Hun tvivlede ikke på at hendes ord gjorde ham vred, og det var bevidst, hvem troede han at han var? Og hvis han mente at hun havde udnyttede ham så var han sgu virkelig svag! For hun havde ikke på noget tidspunkt gjort det, desuden var det svært når han selv havde sensuelt blod i årerne og mentaldæmoniske tendenser. Hun kunne nærmest ikke gøre det selv hvis hun skulle ønske det. Hun bemærkede tydeligt det sindssyge glimt i hans øjne og vidste at han ikke havde i sinde at stoppe lige med det samme, det var endelig dette blik der havde fået hende til at reagere for hun havde i starten været i chok. At hendes tag i hans ansigt gjorde ondt var hun ret ligeglad med, for lige nu ville hun bare stoppe ham, intet andet betød noget for hende. det lykkedes, hun fik stoppede ham og tjenestepigerne skyndte sig at hjælpe William på benene. Hun kastede kort et blik tilbage mod ham men han var bevidstløs. Vreden blussede endnu mere op i hende idet hun så tilbage mod ham hvor han nu havde rejst sig, hendes blik søgte opad til hans øjne igen hvor de standsede der. Hun kunne se vreden i hans øjne, lige så voldsom som vreden i hende men grunden var anderledes. Hans svar fik hendes blik til at blive hånligt og nedladende ”Det er dig der ikke kan styre dig!” hun havde endnu engang lyst til at slå ham, men det hun havde sagt passede jo, hun havde da ikke engang set på ham, men noget havde fået ham til at lade vreden gå ud over hendes ven. ”Hvis du har noget imod mig så ret det personligt! Jeg bryder mig ikke om at man inddrager eller skader mine venner” hvislede hun vredt og i en advarende tone. Pludselig blev hans hånd løftede, hun bemærkede det skam men flyttede sig ikke, regnede faktisk ikke med at han ville gøre det hvilket var dumt, hvad havde hun også forventet? Hans håndflade ramte hendes kind ret hårdt og fik det til at runge i hele hovedet hvor hun følte sig svimmel i nogle sekunder, hendes hoved blev skubbede til side ved slaget og et svagt gisp brød hendes læber. Kinden blussede straks op og blev rød hvor hun lagde hånden over den af ren refleks. Hendes blik blev vendt chokkeret mod ham.. han havde slåede hende? Hvorfor følte hun sig dog så… ødelagt? Følelser forsvandt efter nogle sekunder hvor den i stedet blev erstattet af kulde, vrede og ligegyldighed. Nu var det nok! Folk omkring dem blandede sig ikke, nogle mænd havde rejst sig i tilfælde af at han gik løs på andre. Han drak mere af den pokkers flaske som endnu var fuld, og vendte sig bort fra hende for han valgte at sætte kursen mod døren, dog nåede han ikke langt inden han væltede. Han ramte bordet som ligeledes væltede og så lå han ellers på gulvet. Hun flyttede sig ikke, hørte tunge suk og så rysten på hovederne fra folk. En tjenestepige lagde en hånd på hendes skulder hvor Celisha blot rystede den af sig med en mumlen om at hun klarede sig. Hun bevægede sig to skridt nærmere Angelo og satte sig på hug ved siden af ham ”Tillykke Angelo… du har lige gjort dig selv til grin…” sagde hun højt nok til at folk kunne høre hende og han med. Hun kom på benene igen, vendte sig bort fra ham og satte sig ved sit bord igen mens hun blot gloede koldt på ham. Han forventede vel ikke hjælp, for han havde selv bedt hende om at holde sig væk. Hun havde allerede været ret naiv, og klæbende så det var hans tur til at bøje sig! hun nægtede at gøre mere for ham. Hun placerede det ene ben over den anden hvor hendes hoved gled på skrå, og armene over kors. Kinden var endnu rød og føltes varm.

[angelo]

Turen med hans far havde bestemt ikke været sjov på nogen måde! Angelo var kun glad for at han var sluppet for denne gang. At han så skulle støde ind i Celisha, som han ellers havde forsøgt at undgå, var noget som virkelig måtte irritere ham! Specielt fordi hun var så blødsøden og god mod ham, for det bragte ham virkelig kun kvalme! Det gjorde det hele langt værre! Han vidste at hun også havde befandt sig i Manjarno og ikke kun Dvasias, men han havde ikke vidst hvor hun havde hørt til, så han var taget herhen i form af at lade skæbne bestemme, om han skulle støde ind i hende eller ej, men nu måtte han indrømme at han virkelig fortrød det på alle måder! Han ville snart hellere støde på sin far igen et sted i Imandra, end at støde på hende lige i dette øjeblik! Kunne hun ikke bare være dukket op efter at han havde været på dupperne igen? Men selvfølgelig ikke.. det var jo bare typisk! Det irriterede ham dog kun yderligere at denne mand skulle dukke op og blande sig, for det fandt han sig ikke i! Han havde mærket hvor hidsig han havde gjort hende, hvor vred hun var ved at blive, og det havde virkelig moret ham! Men så skulle hun pludselig blive roet ned af denne mand? Det fandt han sig ikke i! Det frydede ham kun at kunne mærke mandens smerte og høre hans skrig forlade hans lunger i sin dybe rungen. Selvom han dog kraftigt blev revet ud af tankerne, da Celisha havde revet hans ansigt og blik mod sig. Hun ville have at han skulle gøre hende ondt? Det kunne han skam fint gøre! Men han gad heller ikke helt at give hende den tilfredsstillelse! Hendes ord fik ham til at himle svagt med øjnene, inden et kynisk smil gled over hans læber. „Jeg troede ikke at en horeunge havde venner,” svarede han lettere hånende, ligeglad med om han sårede hende eller ej, for det var da præcis hvad hun var! Han tænkte slet ikke på alle andre der måtte være i kroen, for de eksisterede i øjeblikket ikke for ham, så han var ligeglad med om han ydmygede sig selv, han lignede jo alligevel noget som katten havde slæbt med ind! At hun vendte kinden til ham, som han skænkede hende den syngende lussing, tog han sig ikke af, for han fandt sig bestemt ikke i at blive kaldt svag! Det frydede ham næsten at se hende i smerte, hvor han også burde have dræbt hende den første gang han var stødt på hende, men.. det havde han af en eller anden grund ikke gjort. Tværtimod havde han faktisk nydt hendes selskab, og det var vel også grunden til at han ikke for længst havde dræbt hende? Og at han heller ikke gjorde det? At han så skulle vælte omkuld, havde han ikke lige regnet med, for han havde næsten helt glemt hvor smadret hans krop var, da alkoholen måtte dulme hans smerte. Hans hoved gjorde dog utrolig ondt! Faktisk rigtig meget! Han stønnede let af smerte, som han opfangede hendes ord. Hans blik var lettere sløret, og han følte sig pludselig helt svimmel. „Jeg er ligeglad!” hvislede han fast. Folk kunne glo på ham, håne ham og le af ham, men han skulle nok flå dem alle sammen! Han endte med at skubbe flasken til side, inden han satte hænderne i gulvet, for at prøve at rejse sig og komme op på benene. Han nåede dog kun lige at rejse sig, tage sig til hovedet, inden svimmelheden for alvor slog ind over ham, hvor han valgte at segne op igen, og falde til jorden endnu engang – denne gang var han dog bevidstløs, hvilket også var grunden til at han ikke rejste sig igen.

[Deleted]

Selvfølgelig havde det ikke været sjovt for ham at blive tævet af hans far, det forstod hun jo udmærket. Det var desuden også helt naturligt at han ikke var, hvem elskede at blive tævet af sine forældre.. næppe nogen. Blødsøden? Hun forsøgte for pokker bare at hjælpe ham, men jo, hun var blevet blødsøden overfor ham og det frustreret hende utrolig meget. Hun havde mødt ham en gang, i nogle få timer og så var hun blevet ret blødsøden overfor ham. Men hvad ønskede han af hende? At hun skulle være kold, hård og afvisende? Skulle hun virkelig sige at hun havde elsket at udnytte ham og eller være hård og kold overfor ham? Var det virkelig hvad han ønskede? Hun vidste desværre ikke om hun kunne være sådan? Hun var ikke ond af natur, hun hadede ikke bare folk som han gjorde fordi hun dømte dem på udseende, race, stilling eller stand. Men når han havde ladet skæbnen råde så burde han da tage imod resultatet som en mand i stedet for at han kvajede sig på den måde. Hun ville have respekteret hans ord mere hvis han havde sagt det mere roligt, vred ja.. det vidste hun skam han var, men i så fald kunne han da fortælle hende hvorfor han intet ville have at gøre med hende. Men selv det var måske for meget at kræve? Det var det åbenbart. Hendes ven havde jo ikke vidst hvad problemet var, hvor skulle han også vide det fra? Og selv hvis han havde blandede sig, så havde han jo slet ikke henvendt sig til andre end hende og når Angelo jo var ligeglad med hende kunne han vel bare… være ligeglad? Han ønskede jo at hun holdt sig fra ham, og det ville hun muligvis have gjort resten af aftenen hvis ikke han havde gået løs på en af hendes venner. Hvis han troede at det ville tilfredsstille hende at han i stedet for rettede sine evner mod hende ville han tage fejl, tværtimod ville det kun gøre den smerte hun forsøgte at undertrykke større for hun ønskede ikke at føle den smerte, hun ønskede blot at tale ham til fornuft. Hans ord var noget der blot gjorde hende endnu mere vred, men som skar dybt i hjertet alligevel ”Du har måske ikke… men jeg har” svarede hun spydigt tilbage og fnyste af ham, hånligt, nedladende. Han havde ikke dræbt hende sidst, og det fortrød han sikkert, men sidst havde hun også været ligeglad med at dø, det havde ikke ændrede sig spor meget men nu ønskede hun ikke at miste livet til ham, ikke uden kamp i hvert fald, og hvis han troede hun var svag.. så tog han fejl. Fysisk var de lige nu begge ikke spor meget værd, men hun var stadig i bedre fysisk form end ham, desuden kunne hun nogle tricks og hun havde sine evner. Hun fnyste ved hans svar, ligeglad? Ja for nu, men når folk begyndte at snakke om ham og hans tåbeligheder ville han nok ikke holde det ud særlig længe. På et tidspunkt ville man burer ham inde og erklære ham sindssyg. Hun så blot til mens han kæmpede sig på benene men netop som han havde klarede den væltede han om, hun flyttede sig ikke fra pladsen og da han lå stille i nogle sekunder sukkede hun. Himlede med øjnene og rejste sig op. Hun satte sig på hug ved siden af ham og så kort på ham, han var bevidstløs. Endelig! Så kunne de måske få lidt ro på stedet. Ved hjælp fra to mænd som havde ståede og gloede på fik de ham båret oven på så hurtigt som muligt så han ikke vågnede. Hun sørgede for at placere ham i et værelse langt væk fra hendes egen. Så kunne han selv betale og ikke sige at hun var ude på at lokke ham, forføre ham eller udnytte ham. Mændene lagde ham på sengen i værelset og en tjenestepige tændte op for kaminen så værelset var varmt. Hun stillede sig ved døren som stod åben, lænede sig op ad væggen hvor tjenestepigen lagde en kande med vand og et glas i nærheden af sengen. Hun smilede kort til Celisha inden hun forlod værelset, men denne så end ikke på hende. Hun flyttede sig ikke, så blot på hans smadret krop, rykkede ikke tættere på, men forlod ikke helt værelset. Han skulle nok bare sove den af. Hun hadede at hun faktisk endnu var bekymret for ham, han havde lige ydmygede hende.

[angelo]

Der var vidst ingen tvivl om at Angelo ydmygede sig selv, ved at opføre sig som han gjorde, men ærlig talt? Ja, så var han virkelig ligeglad! De andre betød intet for ham, for han ville ikke engang komme til at se dem igen! Det var kun Celisha, som han højst sandsynlig ville støde på, for hun befandt sig ofte i både Dvasias og Manjarno. Det måtte faktisk irritere ham, for han kom tit i begge lande, så uanset hvor han begav sig hen, så skulle han være forsigtig, hvis han ikke ønskede at støde på hende, selvom.. det var vel det samme som at stikke af? Og han var bestemt ikke en kujon! Det gad han da slet ikke høre tale om! Desuden så havde han ikke brug for hendes medlidenhed, selvom det vel et var rart at nogen tænkte på ham? Han var jo faktisk vant til at være hadet, som han var vant til at være uønsket, og det beviste de mange sår og skader på hans krop, for han havde skam altid været det sorte får i familien, den som blev sat til overs, den som i princippet bare.. var der, men som ikke blev set. Det måtte virkelig frustrere ham, selvom det ikke rigtig kom ham til gavn i øjeblikket, for han følte sig virkelig placeret i et dilemma. Var han blød, ville han få prygl af sin far, men på den anden side kunne han godt lide at der faktisk bare var en enkelt person der var stædig nok til at blive hos ham, selvom det vel kun var et spørgsmål om tid, før han også havde tvunget Celisha væk fra sig? Det gik han i hvert fald ud fra. Hendes ord tog han sig ikke af, for han kunne tydeligt mærke at hun blev vred, men også at det sårede hende, hvilket kun måtte fryde ham! Han prøvede nok at skubbe hende væk fra sig med vilje, men på den anden side var det også kun for hendes eget bedste. Hun ville klare sig langt bedre ved at glemme ham, ved at leve sit normale liv, med hendes venner og familie, uden at han var der til at ødelægge det hele, for det kunne skam koste hende livet at være i selskab med ham, og det var ikke kun ham der kunne være ude på at dræbe hende. Han nåede dog ikke rigtig at reagere eller gøre noget, før han var endt bevidstløs på gulvet. At folk rystede på hovedet af ham tog han sig ikke af, for han var alligevel godt fuld af den hele stærke flaske whisky der var gået lige i blodet på ham. Han mærkede sig ikke af de to mænd der bar ham op på værelset, hvor han blev lagt i sengen. Han ænsede ikke tjenestepigen der var kommet med vand, og han fornemmede heller ikke Celishas nærvær, på trods det kun var de to i rummet. Hans vejrtrækning var tung, hvor han mærkede at han pludselig måtte komme til sig selv, selvom hans blik var sløret og han havde en frygtelig hovedpine! „Mm..” mumlede han lettere anstrengt, hvor det var det første tegn til at han var ved at vågne op igen. Han tog sig til hovedet, og kunne mærke varmen fra karminen, selvom han måtte undre sig over hvor han befandt sig henne. Han så sig ganske let omkring, selvom hans blik med det samme faldt på Celisha. Hvor var det bare typisk! Han lagde sig ned i sengen, lettere opgivende. „Det må jeg give dig.. du er frygtelig, irriterende stædig,” endte han kortfattet, hvor det næsten kunne gå for at være en kompliment, for efter alt det han havde gjort, hånet hende, slået hende og tilmed angrebet hendes venner, så var hun her stadig, selvom hun ikke var over ham, som hun havde været tidligere, hvilket kun gjorde det klart for ham, at han snart havde fået skubbet hende helt væk.

[Deleted]

Man var jo normalt ligeglad med alt når man endte i en tilstand af beruselse og hun tvivlede ikke på at det var den tilstand han var endt i for han virkede rimelig beruset med de uklare øjne og hans klodsethed som var blevet værre end i starten, det kunne måske også skyldes at han nu var mere træt men det kunne også være en blanding af begge del hvilket var hvad hun selv mente. At han var irriteret over at han havde store chancer for at støde ind på hende kunne hun intet gøre ved for hun havde boede og arbejdet de steder hun gjorde i lang tid efterhånden og hun havde først stødt på ham nu. Hvis det kunne glæde ham ville hun da fortælle ham de steder hun holdt til og så kunne han sørge for ikke at troppe op de steder hvis han ville undgå at støde ind i hende. Hun derimod ville gerne støde ind i ham og det var endelig denne tanke der var ved at drive hende til vanvid. Hun var uden tvivl vred på ham, men mere vred var hun på sig selv fordi hun udviste den svaghed, og hvorfor hun endelig gjorde dette forstod hun ikke selv for hun havde da i sit liv mødt mange mænd, ja det gjorde man jo i hendes branche, og ingen havde påvirket hende så meget som ham her. Det var hans skyld at hun var så forvirret, men på samme tid var det lige så meget hendes egen for hun havde selv været med til at drive den så langt og så måtte hun tage konsekvenserne, desværre var de bare ikke så almindelig som normalt for hun skulle ikke til at forsøge at forsvar sig selv, eller forsøge at slippe væk fra en eller anden sindssyg forfølger, stalker eller hvad man nu ville kalde det. gid det var så vel, så ville livet være langt lettere for hende i disse øjeblikke. Det var ikke medlidenhed der bragte hende der, lod hende glo på ham og ønske at hjælpe ham, det var en følelse hun ikke kunne forklar, en følelse hun ikke forstod og en følelse der fik hende til at tøve hvilket kun var dumt! Hendes egen familie var ret lille, og familien fra moderens side kendte hun knap, men på samme måde som ham havde man i himmeriget set skævt på hende fordi hun ikke var fuldblodsengel, ja ikke engang varyl, hun havde haft to ekstrem hadet racer i sig, nemlig warlocken og sensueldæmonen der var noget af det mest beskidte der kunne findes i himmeriget. Men jo, hun havde lært at leve med det, at ignorere det og ellers komme ud af det da hun kunne. Hun vidste at han ønskede hende væk, men hun ville ikke, noget i hende ville ikke, kunne ikke og ønskede det absolut ikke. Hun havde endnu ikke mistet modet helt, men lige nu var hun for vred til at nærme sig ham så hun gjorde bedst i at holde sig lidt på afstand. Da han åbnede øjnene og så hen imod hende så hun væk fra ham og ud af vinduet, hans ord fik hende til at fnyse ”Det er da det pæneste jeg har hørt fra dig i aften” svarede hun køligt, rettede sig op og vendte blikket mod ham. Hendes blik gled hen over ham ”Jeg formoder at det der er min skyld” sagde hun og nikkede mod hans forslåede krop. hun håbede på at han var faldet nogenlunde til ro, men man kunne aldrig være sikker med ham, derfor hold hun endnu afstand og viste ingen følelser udadtil, hvad han nok ville føle var en snert af vrede, irritation og forvirring hvis han forsøgte at aflæse hendes følelser.

[angelo]

Angelo var både beruset men også træt, så det var lidt af en blanding der slog ind over ham. Han var ligeglad med alle folk der sad i kroen, men utrolig nok var han ikke ligeglad med hende, for han kunne ikke få sig selv til at slå hende ihjel og så bare smutte, hun hjalp ham jo faktisk, selvom det nu stadig måtte irritere ham, at hun skulle spille hans babysitter, for det havde han virkelig ikke brug for! Han klarede sig altid! Og hun havde jo set hvad han havde gjort mod hendes ven, hvilket havde været med sit eget blik, og han var skam i stand til meget mere end bare det! Han var måske smadret fuldstændig fysisk, men det var han bestemt ikke magimæssigt! Det ville være dumt at undervurdere ham, selv i denne tilstand. Det var nu alligevel rart at komme op på værelset, hvor der var ro, hvor der var stilhed, og hvor han kunne slappe af, selvom han blev tydeligt overrasket, da han så Celisha stå ved døren. Han havde slået hende og hun var her stadig? Utroligt at han ikke havde fået hende skubbet væk endnu, for det var hvad han plejede, når han først blev voldelig og brutal, når han først gjorde modstand, men hun stod her endnu? Det forundrede ham virkelig. Som han var kommet ned at ligge og stilheden havde bredt sig, så var han også selv faldet en del til ro, selvom han havde hovedpine. Han trak vejret dybt og udåndede tungt, inden han vendte blikket mod hende, selvom hun selv så væk fra ham, det var dog ikke noget som han tog sig af. Han betragtede hende roligt, som hun måtte stå henne ved døren, selvom han endte med at fjerne blikket fra hende til hendes følgende ord, hvor han i stedet for så direkte op i loftet. „Det er ikke din skyld, at jeg er forslået..” endte han kortfattet og dog langt mere behersket og roligt, hvor det var tydeligt at han var faldet til ro igen. „Det er fuldstændig min egen skyld,” tilføjede han roligt og dog lettere sammenbidt. Det var skam hans egen skyld, for det var måske ikke hans skyld at hun var som hun var, men han kunne bare have ladet vær med at handle som han havde gjort, han kunne bare have dræbt hende, flået hende, eller bare efterladt hende og ladet vær med at komme hende tæt, så var det aldrig sket, i hvert fald ikke på de præmisser, for han vidste at hans far var gået amok på ham uanset hvad, det gjorde han jo altid. Hans far fandt altid en undskyldning for at han kunne slå løs på ham, så han var skam vant til det, så havde han ikke været sammen med Celisha, jamen så havde han jo nok fået prygl alligevel. Han sukkede let, som han kort skævede mod hende, inden hans blik faldt mod kanden med vand, der stod ved hans side på natbordet. Han følte sig faktisk tør i halsen. Han endte med at lægge sig om på ryggen, hvor han tog omkring glasset, for at flytte det hen så han ville have lettere at hælde op, men han nåede dog ikke så langt, da en smerte skød igennem hans krop, hvilket fik ham til at slippe glasset, så det røg ned på gulvet, inden han måtte tage sig til siden og skære en grimasse, hvor han gispede let af smerte. Han havde virkelig ondt, og det gjorde ham virkelig stiktosset!

[Deleted]

Hun forstod på mange punkter ikke hvorfor at han ikke bare slog hende ihjel, eller skadede hende så meget at hun ikke kunne komme i nærheden af ham eller følge efter ham. Men ja, det var jo på mange punkter, i de få punkter hun troede hun vidste noget om hvorfor han ikke gjorde netop dette regnede hun svagt med at det nok var af samme grund som hun ikke selv skred når han tydeligvis ikke ønskede hende i nærheden af sig og oven i købet havde givet hende en lussing der ville have fået enhver anden kvinde til at hade ham for det, især når det var en lussing der var blevet set af så mange. Men irriterende nok hadede hun ham ikke for det så voldsomt at hun ville gå, hun kunne ikke få sig selv til at gå fra ham når hun vidste at han led så meget.. nej, hun ønskede ikke at gå… hun ønskede ikke at gøre som alle andre har gjort, for hun var ret sikker på at alle dem der havde forsøgt at komme ham tæt havde fået så mange grunde til at skride igen at de havde gjort det. Hun undervurderede ham ikke længere, det kunne hun jo ikke når hun havde set hvad han var i stand til. Hun havde haft sin tvivl inden denne episode for kort tid siden men den tvivl var nu helt væk. Spændingen fra sidst, den spænding der havde fået hende til at lade det hele fortsætte i stedet for at trække sig tilbage og smutte fra ham, derimod havde denne spænding fået hende sprede de hvide vinger og lade ham jagte sig, ja lige netop denne spænding var igen dukkede op, den var ikke så voldsom for den var overskyggede af hendes irritation og vrede overfor ham men den lurerede bag alt dette hvilket et sted fik irritationen til at stige. Hun fornemmede hans blik på sig selvom hun selv havde vendt blikket bort i ganske kort tid, hans svar var dog det der fik blikket til at glide hen over ham igen og hun hævede det ene bryn i lettere forundring. Var det ikke? hun var tydeligvis forvirret, hvis det ikke var… hvorfor var han så vred på hende? stemmen gjorde det klart at han var faldet mere til ro end før, hvilket faktisk fik hende til at ånde lettet op rent mentalt, for ærligt kunne hun virkelig ikke holde hans vrede ud, især når hun ikke forstod den. Hans følgende ord, og den sammenbidte tone fik hende til at rynke brynene. Hun lod sine tommelfingre hægte sig fast ved lommerne af de hotpants hun var iført mens hovedet gled på skrå. ”Hvis det ikke er min skyld… hvorfor er du så vred på mig?” spurgte hun med en lav nærmest trist stemme. Det at han var vred på hende gjorde hende faktisk mere end bare trist, det frustreret hende ud over alle grænser. Han ændrede kort på sin stilling hvilket hun selvfølgelig bemærkede når hun stod hvor hun stod. Hun flyttede sig dog ikke, for hun regnede ikke med at han havde behov for hendes hjælp og hun ville virkelig ikke høre på hans brokkeri om at han kunne klare sig selv. Men det å vist alligevel ud til at han havde behov for hendes hjælp, for snart tabte han glasset og trak sig sammen i smerte. Celisha tænkte ikke rigtigt over hvad hun gjorde, og inden hun havde set sig om var hun henne ved sengen. Glasset der var gået i stykker tog hun sig ikke af, for hun var for bekymret for ham til at tænke på at hun kunne skær sig på glasset. ”Angelo…” hun vidste ikke hvad hun skulle sige… eller gøre. hun pressede læberne hårdt sammen, fortsat uden at røre ham for hun vidste ikke om han ønskede det eller ej. ”Please… lad mig heale nogle af dine sår… bare nogle få af dem…” sagde hun bekymret og bedende.

[angelo]

At Angelos opførsel måtte gøre Celisha forvirret, var noget som ikke forundrede ham på nogen måde, men.. det gjorde ham heller ikke noget, for hun kunne bare smutte! Han bad ikke om hendes hjælp, han bad ikke om at blive babysittet! Desuden så var det også bedst for hende selv at holde sig væk! Han havde gjort det mere end tydeligt at han ikke ville tøve med at gøre hende ondt, for han havde allerede skænket hende en syngende lussing, som han tilmed havde kunnet mærke på hende havde gjort ondt, hvilket et sted måtte fryde ham og dog.. var der noget som faktisk måtte fortryde det. Hvorfor vidste han ikke, men endnu engang kunne han mærke at hun måtte gøre ham fortvivlet og frustreret, for hun gjorde ham blød! Og han kunne virkelig ikke have den tanke! Det fik ham næsten lige så meget lyst til at være ond og brutal, gøre folk ondt, for han nægtede at blive blød! Det var desuden også det som var skyld i at han var blevet pryglet og tæsket af sin egen far! Selvom hans far nok havde fundet en grund til det på trods af det. Han stirrede blot op i loftet, selvom han tydeligt kunne fornemme at hun forblev i rummet, hvilket faktisk måtte forundre ham, for et tidspunkt måtte hun vel blive træt af ham? Det ville bestemt ikke være første gang. Han vidste godt at han var umulig og at han til dels kunne blive uretfærdig i sin opførsel, men.. hvad gjorde det? Han var da ligeglad! Folk kunne rende ham et vist sted! Han klarede sig bedst alene og det havde han altid gjort! Han havde ikke brug for folk ved hans side! Selvom.. ja til tider kunne det faktisk være meget rart med bare få der faktisk ikke foragtede eller frygtede ham, for han var jo selv uønsket af sin familie, selv der var han hadet, og han vidste det udmærket godt. Han kunne ikke få sig selv til at stikke af, faktisk turde han ikke, da han var bange for at hans fars vrede ville slå ham ihjel, selvom han vel kunne være ligeglad? Så slap han da for livets pinsler! Han så ikke på hende til hendes spørgsmål, for det kom faktisk ikke bag på ham. „Fordi.. du gjorde mig blød.. du fik lysten til at flå dig væk og fik mig til at nyde dit selskab oprigtigt, og det er skyld i at jeg er endt i denne tilstand,” svarede han lettere kortfattet og med en mere irriteret tone, selvom den irritation ikke var vendt mod hende, men mere mod sig selv og sin far, for han hadede virkelig den mand! Han sukkede tungt, selvom han blot fortsatte med at stirre op i loftet. Han turde ikke engang at gå imod sin far, selvom meget i ham havde lyst til det, men allerede fra han havde været helt lille havde hans far formået at sætte en frygt i ham, og den havde fulgt ham igennem hele hans liv, så han kunne ikke længere slippe den. At hun kom hen til ham, da han tabte glasset og vred sig i smerte, forundrede ham lidt, for.. hvorfor blev hun ved? Kunne hun ikke bare blive træt af ham og smutte?! Han trykkede ganske let omkring sine ribben, som han klemte øjnene fast sammen! Han vendte blikket lettere fast mod hende til hendes bedende ord. Mest af alt havde han lyst til at slå hende igen, for han havde ikke brug for hjælp! Han kunne klare sig selv! Endnu en smerte skød igennem hans krop, hvilket fik ham til at vride sig ganske let. Han havde dog frygtelig ondt og han var bange for at det ikke ville være væk allerede i morgen som han havde håbet på. Han så roligt mod hende, hvor hans blik kun lyste af den smerte han følte. Han nikkede lettere stumt, inden han lagde sig om på ryggen igen, hvor han blot lod hende komme til. Om skjorten skulle af, vidste han ikke, men.. ja, hun havde jo faktisk set det hele før, så han havde ikke noget at skjule for hende. Han vendte roligt blikket op mod loftet igen og lod hende blot gøre hvad hun nu ville.

[Deleted]

Den side af hende der bar på hendes stolthed og had bad hende give ham et spark lige mellem benene og skride mens han lå i smerter, men den anden side af hende, den side der dukkede op når hun følte sig mest frustreret og svag? Ja det var den der havde overtaget og derfor var hun der endnu. Hun vidste det var forkert, hun vidste det var dumt og hun vidste at han ikke fortjente alle hendes forsøg, ikke når han blev ved med at forsøge at skubbe hende fra sig på den måde igen og igen, men hun kunne ikke lade være, hun følte sig splittet og hun vidste at hvis hun forlod dette værelse ville hun fortryde det og nok ikke kunne holde hverken noget eller nogen ud den næste lange stykke tid. Hun huskede skam endnu hans lussing, den havde han jo plantede på hendes kind for ikke længe siden og bevidst havde hun ikke ladet sine healende evner søge til området, hvorfor ikke vidste hun ikke helt, måske fordi hun ville vise ham hvad han havde gjort… eller måske hun på den måde ikke ville glemme slagen lige med det samme. At han så faktisk kun havde givet hende en lussing hvor hun faktisk havde bedt imod mere, ja bedt om den samme smerte som han havde rettede mod hendes ven forundret hende for hun vidste at han var i stand til at volde hende den smerte hvis han ellers havde haft lyst til det, men det havde han åbenbart ikke. alle havde behov for nogen at være almindelig, normal, blid og venlig overfor, men det betød vel ikke at man blev svag af den grund. Hans egen far måtte da have følt noget for hans mor.. ikke? Det havde vel ikke været svaghed som sådan? desuden var der en vigtig ting hun måtte understrege hvis hun da ellers fik chancen… hun havde ikke behov for beskyttelse, så han ville næppe få brug for at beskytte hende og hun ville aldrig være hans svaghed for det var vel ikke det det her gik ud på…var det? Tanken skød hun ud af hovedet ved hans ord. Hun så ned i gulvet mens han snakkede, havde hun gjort ham blød? Sådan havde det ikke føltes, selv til sidste øjeblik havde hun været påpasselig med ikke at sige eller gøre noget forkert i tilfælde af at det ville ende galt. Hun bed sig i underlæben inden hun sukkede og rystede på hovedet ”Tror du det var let… jeg måtte kæmpe med hver sætning jeg skulle sige for ikke at træde dig over tæerne… og jeg fik slet ikke indtrykket af at du blev blød… jeg fik skubbet følelsen af frygt og nervøsitet til side og erstattet den med spænding og interesse, men jeg løj for mig selv for du kunne hvert øjeblik flå mig levende… så nej… du var ikke svag… blød.. måske under selve akten ja” hun anede virkelig ikke hvad hun skulle sige, hun havde allerede sagt mere end hun havde ønsket at indrømme. Hun fugtede læberne med tungespidsen og strøg hånden gennem håret som jo endnu var slåede ud efter at hun havde slåede det ud overfor William for kort tid siden, hvordan han mon havde det? Forhåbentlig var han ikke kommet særlig meget til. Celisha så fortsat bekymrede på ham mens han vred sig i smerte, hvorfor kæmpede han dog imod når han tydeligvis kunne se at hun ikke ønsket at kæmpe mod ham! hun ønskede ikke den kamp som han ønsket, for pokker hun havde for længst kastet håndklædet i ringen og opgivet at kæmpe imod hendes tanker og følelser for dem fattede hun ikke under alle omstændigheder. Hans stædige blik gjorde ikke hendes mindre bedende og så snart hun så ham give sig åndede hun lettet op og lod blikket forlade hans øjne og glide hen over hans overkrop som hun vidste var slemmest tilredt. Atter fik hun knappet hans skjorte op, hendes lettere kølige fingre gled hen over hans overkrop og fandt de største skader uden besvær, hun var nærmest trænet til netop dette. Hun lukkede sine øjne og trak vejret dybt, lod forsigtigt sine healende evner strømme gennem sind og hjerte og ned i hænderne og derefter ned i hans krop. ”Du er for anspændt..” hviskede hun, han nærmest kæmpede imod hendes forsøg hvilket næppe var bevidst. Hendes ene hånd forlod hans overkrop og strøg hen over hans hals og op mod hans kind og ansigt hvor energien atter strømmede beroligende ”Undskyld smerterne” hviskede hun med en stemme der lød hendes fjern. Hendes øjne gled op igen, pupillerne var væk og øjnene var helt hvide. Snart begyndte hun at rette ribbenene ud og fjernede andre skader hvor en af dem var voldsommere end de andre. Da skaderne i hans bryst var ordnet begyndte hånden på hans kind at heale flængen i hans bryn og på samme tid foretog hævelserne ved hans øjne sig så det kun var svagt blåligt da hun omsider tog hænderne til sig og sukkede. Hun skubbede sig væk fra ham gned sine øjne svagt hvor hun følte sig en smule svimmel, det var faktisk første gang at hun healede så meget på en person, normalt var det små skader, andre gange var det faktisk kun på sig selv. Hun blinkede nogle få gange og klarede synet en anelse selvom alt dansede for hendes blik i de følgende sekunder.