Fyraften! ... om lidt

[Deleted]

Alera havde haft arbejde siden tidligt om morgenen. Hun havde brugt en del tid på at arbejde den seneste tid for det var det eneste der kunne få hende til at føle sig lidt aktiv og ikke tænke på sin fortid, på sin nutid og på sin fremtid. Hun havde arbejdet en del timer i løbet af ugen, men det betød også at hun ville få en god løn hvilket hun så frem til, lidt flere penge til sparegrisen, hun ville for længe siden have været i stand til at købe sig et fint hus for hun havde en del smykker, men de havde alle sammen en værdi der ikke kunne måle sig med alle huse, gårde og herregårde i verden, de betød mere for hende end hendes eget liv. De var alle sammen gaver, gaver fra en mand hun elskede mere end noget andet. Ja elskede! For hun drømte endnu om at få ham tilbage, en drøm der gang på han bristede når hun om morgenen vågnede og opdagede at hun lå i sit lille slidte værelse i kroen. Hun stod nu og tørrede et af bordene af, og strøg en hårlok bort fra ansigtet som igen og igen rev sig løs fra resten af håret og gled ned over hendes øjne. Hun var iført en simpel knælang kjole, den var lyseblå, og havde hvid kant, den sad stramt om livet og ellers havde den en v-udskæring ved halsen hvor man kunne se en amulet hænge om halsen. Andet smykker havde hun ikke på. Håret sad i en hestehale og enkelte lokker havde revet sig løs. Hun samlede bakken op og gik med den ind i køkkenet hvorefter hun gik ud igen og gav sig til at hælde øl op i de glas det var ønsket. Krostuen var ikke fuld, men stemningen var god og folk virkede til at have det hyggeligt. Da alt var stille og ingen ønskede noget gled hun træt ned at sidde på en stol og gned sine øjne. Hun var træt, meget træt. Et svagt næsten lydløst suk forlod hendes læber inden hun fugtede læberne med tungespidsen og kastede et blik rundt i krostuen. Forklædet hun havde rundt om livet pillede hun lidt ved mens hun i den anden hånd havde et hviskestykke.

[theism]

Dominic havde brugt det meste af dagen i byens marked, hvilket var noget der skete meget sjældent, da han normalt bare ville have sendt nogle af sine tjeneste folk afsted for at få købt hvad der manglede, dog havde han trængt til at komme væk fra sit hjem, da han de sidste mange uger havde arbejdet hårdt. For selvom procias i sikkerhed igen, og alt åndede fred og ro, så var der stadig meget arbejde for ham, og sikkert også for alle de andre adelige. Dog da dagen så småt var ved at gå på hæl og markedet derfor havde lukket som folk tog hjem, havde Dominic taget det valg at gå forbi lysets kro, om han ville overnatte der eller ej havde han endnu ikke besluttet, for han kunne trods alt komme hjem ret så hurtigt grundet at han kunne orbe sig frem og tilbage. Men han nød dog alligevel den frihed som det gav ham at kunne være væk fra sit hjem. Dominic var klædt i noget ganske normalt tøj, som bestod af et par fine hvide stof bukser og en hvid t-shirt. Bukserne blev holdt oppe af et bælte hvor en hammer hang fra, det var ikke et særlig fornemt udseende våben, når man blot kiggede på det, men hvis man vidste hvad den var, ville man vide at den var mere værd end noget sværd. Dog var der efterhånden få der kunne huske så mange år tilbage som til opstandelses krigen, og endnu færre der havde levet der den gang, selv havde han også kun de historier som var blevet bragt ned gennem hans familie helt tilbage fra den gang, og han måtte indrømme at han var stolt af at være i familie med en af de ærkeengle der kæmpede i den kamp, og den hammer han havde på sig nu, havde tilhørt den ærkeengle. Dominic stoppede op da han stod foran døren der førte ind til kroen, selvom døren var lukket var det stadig tydeligt at hører de glade stemmer der var bag den, og dette fik ham bare til at smile stort, at folk kunne være så glad igen, var noget som virkelig varmede hans hjerte, efter at frygten havde ramt sammen med sulten og de dvasianske væsener der var kommet over muren og skabt ballade. Han rev sig ud af sine tanker med et let ryst på hovedet, hvorefter han skubbede døren op, da døren blev åbnet blev han ramt af varmen fra rummet og de glade stemmer blev endnu højere. Som han trådte ind i rummet lod han roligt sine safirblå øjne glide rundt, og et smil prydede hans læber. Han hilste høfligt på nogle af de folk som hilste på ham, hvorefter han gik hen til det nærmeste frie bord, hvilket var et der stod næsten op ved baren.

[Deleted]

Døren til kroen blev åbnede hvilket fik hende til at hæve blikket og straks komme på benene. Hun fulgte manden der trådte ind med blikket indtil denne havde sat sig. Hendes hoved var gledet en anelse på skrå mens blikket fulgte ham, han var klædt simpelt, og hammeren gav ikke rigtigt udtryk for det normale sværd eller dolke højtstående folk brugte, hans bevægelser, den lette og elegante gang, den ranke ryg.. ja det sagde lidt mere om hvilke person han måtte være. Højtstående, hvor tøj anede hun dog ikke. Folk måtte dog kende ham så mon ikke hun ville finde ud af hvem han var hvis hun spurgte? Sikkert! Hun havde dog ingen planer om at gøre netop dette da hun ikke fandt det vigtigt at vide hvem han er, han er blot en gæst der skulle vartes op og ikke mere. Hun flyttede sig hen til bordet han havde sat sig ved ganske roligt, han havde ikke sat sig langt fra hende og derfor var hun der ved få enkelte skridt. Hun nejede dybt og fint, ja hun var jo selv adelig… en der var synket dybt hvis man spurgte hendes familie der ønskede hende døde og sikkert havde slåede hånden af hende. ”Hvad kan jeg hjælp med” lød hendes lette lyse kvindelig stemme idet hun endnu engang strøg hårlokken bort fra øjnene og folede hænderne sammen foran sig. Hendes blik hvilede roligt på bordet, for det var og forblev uhøfligt af en tjenestepige at kigge på en der var højere end hende i stand hvilket denne mand klart var.

[theism]

Dominic kiggede op da han mærkede et blik på sig, og mødte derfor kvindens blik da hun kom på benene, hvilket gjorde at han regnede med at hun arbejdede der, forklædet hun havde på sagde også sin egen sag på dette punkt. Da han havde fundet sig et bord, og hun kom over til ham hvor hun nejede for ham kiggede han på hende med et hævet øjenbryn før hans kønne ansigt blev skilt af et smil, efterfulgt af hans lyse latter. Han holdt op med at grine efter lidt tid, hvorefter hans blik igen lagde sig på kvindes ansigt, hun var en køn..nej smuk kvinde. Rettede han sig selv i sine tanker, det var dog ikke fordi at udseende betød meget for ham. ”Noget at drikke og noget at spise. Og du må gerne kigge på mig, det tager jeg ikke så tungt” sagde han med et smil. Han vidste godt at det blev anset for uhøfligt at en tjeneste pige kiggede på dem med en højere status, men han kunne nu engang bedst lide at snakke med folk der ville se ham i øjnene, det gav ham chancen for bedre at kunne bedømme hvorvidt personen var en man kunne stole på eller ej. Han lod kort blikket glide rundt i kroen, at se så mange mennesker, der havde det sjovt og som morede sig, var noget af det der gjorde ham stolt over det arbejde, og det arbejde som de andre adelige måtte gøre. Til trods for at han ikke stolede på greven af landet, og mente at han var skyld i landets mange problemer, og han var ret sikker på at han ikke var den eneste. Hans blik vente tilbage til kvinden foran ham ”Folk er i godt humør i aften kan jeg se” sagde han med et skævt smil. Mere som en bekræftelse end som et spørgsmål.

[Deleted]

Hævede brynet eller ej, han var adelig og det kunne han ikke skjule for hende, for hun var selv en, havde levet blandt dem, været omgivet af dem og kendte dem ud af ind, om de var adelige i Dvasias, Manjarno eller Procias, adelig var adelig alle steder. Hendes egen mand havde for pokker også været adelig så hun havde også levede blandt adelen i Procias. At hun var smuk havde hun hørt af mange, det var der intet nyt i, hendes udseende havde dog ikke altid været med hende, mange gange havde det været en kilde til problemer hvilket altid havde irriteret hende men sådan var det nu engang. Hans ansigt lyste op i et smil, efterfulgt af en latter der gjorde hende en anelse forvirret for hun forstod ærligt ikke hvad der var så sjovt. Da han omsider svaret, og tilføjede at hun gerne måtte se på ham overvejede hun det kort. Han havde jo selv givet hende lov til det så han kunne ikke brokke sig.. kunne han vel? Hun hævede blikket, ja så meget at hendes blik faktisk mødte hans. hvis man bare var en smule god til at aflæse mennesker, deres kropssprog og udstråling ville man tydeligt kunne se at der intet i hendes blik var af den tjenestepige underdanighed, ydmyghed eller andet at finde. Tværtimod virkede hun som en kvinde der vidste hvad hun ville, rig, adelig, højtstående og af stand. ”Javel” svarede hun ganske roligt, nejede endnu engang – fortsat med den alt andet ned tjenestepige attitude – og skulle til at vende sig om da han atter henvendte sig til hende. hun vendte blikket kort rundt og smilede skævt ”Ja.. mange er glade for freden og idylet der har sænkede sig over landet igen…” svarede hun ganske blidt og smilede endnu mens hun så på de smilende, grinende og glade ansigter. ”De må have mig undskyldt” sagde hun da hun vendte blikket mod ham igen, og så smuttede hun ind i køkkenet efter hans bestilling. Godt ti minutter efter var hun atter henne ved hans bord, denne gang med mad og drikkelse. Hun satte bakken fra sig på bordet og begyndte at fordele tallerkener ud på bordet og hældte noget af det fine vin op til ham. ”Ellers andet?” spurgte hun af ren og skør høflighed.

[theism]

At kvinden foran ham var adelig ville han egentlig aldrig have gættet på da han så hende, nok mest på grund af hendes arbejde og det hun gik klædt I. Men selv var han jo ikke klædt som en adelig, men alligevel havde hun genkendt ham som en. Han betragtede hende roligt i lidt tid for at finde ud af hvad hun var, for selvom han ikke så hende som en Adelig da han virkelig ingen grund havde til det, passede hun heller ikke ind som en tjeneste pige, alene hendes blik sagde at hun var meget meget mere end det. Han vendte sig lidt rundt og kiggede ud på de mange glade mennesker ”Enig, forhåbentlig alle væsner i landet, det krævede mange liv for at få denne fred” Han smilte til hende og fulgte hende derefter kort med blikket da hun gik sin vej sikkert for at hente hans mad. Da hun kom med mad og drikkelse nikkede han bare til tak og rystede så på hovedet ”Ikke nu ellers mange tak frøken” sagde han med et smil og begyndte at spise sin mad og drikke hvad han havde fået i et stille og roligt tempo

[Deleted]

At hendes blik afslørede hende tvivlede hun ikke på. Hendes blik havde altid været hvad der afslørede hende som adelig. Hans ord fik hende til at se eftertænksom ud, ja mange liv… for mange liv. Hun huskede det tydeligt for det var jo ikke længe siden. Hun sukkede svagt, sikke mange lig der var blevet fundet, bragt hjem, og sikke mange børn der var blevet forældreløse, sikke mange kvinder der havde mistede sønner og sikke mange kvinder der havde mistede brødre og mænd. det havde været uvirkeligt, nærmest ikke til at tro eller forstå, men ikke desto mindre var der blevet gravet grave og folk var enten blevet brændt eller begravede. Folk havde taget afsked med deres kærer med tårer og sorg som aldrig var blevet set før så meget af. Forhåbentlig alle? ”Ja alle dem der elsker dette land… men man er naiv hvis man tror at landet er fri for fjenden” svarede hun ganske roligt. i køkkenet kunne hun ikke lade være med at forundre sig over at han var klædt i civil, hvorfor ikke vise at han havde status og magt? Hun ville gerne kende svaret men kunne hun bare spørg? Hvad hvis han tog det som uhøfligt? ”Det var så lidt” svarede hun alligevel uden at flytte sig, hun overvejede virkelig at spørg men tøvede ”Ehm… jeg har et spørgsmål.. hvis det ikke er for uhøfligt at blande sig.. men.. hvorfor går De klædt i civilt?” hun havde sænkede stemmen men han vil alligevel kunne høre hende.

[theism]

Dominic faldt lidt hen i hendes øjne mens hans tanker kørte på højtryk for han var helt sikker på at det ikke var en normal kvinde han sad over for, hendes blik sagde at hun var langt mere, men alligevel var hun kun klædt i simple klæder der passede sig til en tjeneste pige. Det var ikke fordi at Dominic så ned på tjeneste piger og tjeneste folk generelt, for det var tit af de adelige ikke kunne komme langt uden disse, til at tage sig af ting som rengøring og madlavning. Mens han havde siddet og tænkt havde han fået et undrende ansigtsudtryk, hvor hans øjnebryn var samlet på midten hvilket gjorde at han fik en tænksom rynke i panden. Dominic rystede lidt på hovedet da han hørte hendes suk, og dette bragte ham tilbage til deres samtale og ja bare generelt tilbage til den virkelige verden og ikke sin tanke verden. Han kiggede op på hende ved hendes ord og nikkede med et suk ”Det er langt mere rigtigt end mange vil tro, men så igen Procias har altid haft fjender i landet, og vil nok altid have det. Men de almindelige folk tænker ikke på dette, og det er godt. De skal tænke på at få deres liv tilbage på sporet, og få genopbygget procias som det engang var. Og lade soldater og de adelige om at tage sig af bekymringerne” sagde han lavt med et skævt smil, der dog ikke helt nåede op til hans øre, og hans smil forsvandt dog også og han begyndte i stedet for at se bekymret ud ved tanken. Han havde lidt håbet at det at komme væk fra sin herre gård ville sørge for at han ikke skulle blive nød til at tænke på det som det var. Han nikkede roligt til hende da hun kom med maden og havde sagt så lidt. Og han var kun lige nået at begynde at spise før han lagde mærke til at hun ikke var gået igen, han lagde skeen ned og tørrede sig om munden og kiggede så op på hende igen lidt undrende, og det var tydeligt at han skulle til at spørge hende hvad hun ville siden hun blev stående, men han fik dog svaret inden han selv nåede at spørge. ”Hvorfor jeg går klædt i Civilt?” spurgte han lidt undrende før han begyndte at grine ”Hvad afslørede mig?” spurgte han og hentydede derved til hvordan hun havde lagt mærke til at han var adelig. Han tænkte sig lidt om og trak derefter på skulderne ”Fordi det er behageligt, ville du være bedre tilpas hvis jeg kom anstigende med et følge af tjeneste folk og livvagter? Klædt i rustning fra top til tå med et sværd ved min side?” han grinte lidt og kiggede på hende, han udmærket klar over at det var sådan som de fleste så på de adelige, og regnede med at de ville gå klædt men det var langt fra altid sådan ”Hvad med dig? Hvorfor arbejder du som tjeneste pige her, dine øjne fortæller om en helt helt anden opdragelse og liv?” spurgte han med et skævt smil og lagde hovedet på skrå. Han skubbede roligt stolen foran sig lidt ud som tegn til at hun skulle sætte sig ned.

[Deleted]

Hans blik hvilede i hendes men det var tydeligt for hende at hans tanker var andre steder hvilket ikke undrede hende. Han havde vel en masse at tænke på i arbejde og liv generelt så det var ikke underligt. Men det undrede hende alligevel at han sad her, alene uden familie, kone, børn, venner og blot bestilte mad. Hvorfor ikke tage hjem og spise med dem? De sad vel og ventede på ham? At han rent faktisk sad og overvejede hvorfor hun mon var klædt som hun var og arbejdede her selvom hun virkede til at være adelig vidste hun jo ikke. Hendes suk så ud til at hive ham ud af sine egne tanker og tilbage til den virkelighed de befandt sig i. Hun smilede skævt, et lille smil og nikkede ganske kort ved hans svar. ”Ja det er dejligt at kunne se smilende over børnenes ansigter, og det muntre stemning i byen… og det kan vi takke Dem og de andre adelig for” sagde hun ligeud, gjorde ham derved bevidst om at hun vidste hvilke status han havde. Hun bemærkede at netop dette emne gjorde ham mindre glad hvilket ikke var underligt, selv var hun jo ikke engang prociansk statsborger men hun elskede dette land mere end hun elskede sit eget og ønskede det kun alt godt. hvis folk opdagede hvem og hvad hun var ville hun helt sikkert blive jagtet ud af landet, for hendes familie var blandt de førende imod dette land og havde kæmpede hårdt for at destruere Procias så jo, hendes navn ville blive genkendt. Det var ikke hendes mening at minde ham om arbejdet, ja for hun vidste jo ikke at det var hvad han havde forladt sit hjem for at undgå, desuden var de jo bare ganske naturligt kommet ind på netop det emne så det havde slet ikke været planlagt. Hun følte sig ret forlegen da han så op på hende og tørrede munde, hun måtte virkelig være irriterende men ærligt kunne hun ikke styre sin nysgerrighed så han måtte bære over med hende, eller straffe hende hvis det var hvad han ønskede. Men ærligt tvivlede hun, det var ganske få adelig i Procias – for ikke at sige ingen – der var hårde ved deres egne tjenestefolk, så med andres var de vel ret milde? Men hvis han besluttede for at hidse sig op ville hun nok intet kunne stille op, for hun forblev en tjenestepige uanset hvad. At han faktisk grinte over hendes spørgsmål fik hende til at ånde lydløst op og det gik op for hende at hun havde været spændt på hans reaktion. Ved hans spørgsmål om hvad der afslørede ham trak hun på de spinkle skuldre ”Jeg kunne se det på Dem” svarede hun. ved hans næste spørgsmål smilede hun skævt ”Næ endelig ikke… men det ville have været mere almindeligt og noget man kunne forholde sig til” svarede hun ganske roligt og ærligt, hun fandt ingen grund til at være andet end ærlig. Ved hans spørgsmål skuttede hun sig en anelse, hun havde selv været uden om det, men var det virkelig så tydeligt? sikkert.. som altid afslørede hendes blik mere end hun ønskede den skulle og da han trak stolen ud bed hun sig i underlæben ganske svagt inden hun forsigtigt – og faktisk ret elegant – gled ned at sidde på den. hun folede hænderne i skødet og så roligt på ham ”Fordi skæbnen ønskede jeg skulle ende her… du har ret, jeg blev ikke født eller opdraget til at arbejde sådan et sted, men man må tage til takke med hvad man får” svarede hun ganske roligt, der var en undertone af skrøbelighed i hendes stemme, og det gjorde dte tydeligt at dette emne ikke huede hende at snakke om.

[theism]

At hun kunne se på ham at hans tanker var et andet sted, ville overhovedet ikke have overrasket ham, hvis han da kunne have set det, han havde tit fået at vide at fik et meget tænkende ansigts udtryk når han virkelig gled dybt ned i sine tanker. Af gode grunde havde han selv aldrig set dette, så han havde kun andres udsagn til at bevise det, men da flere havde sagt det havde han valgt at tro på det. Det hun undrede sig over var ikke så ualmindeligt, faktisk undrede de fleste som ikke kendte ham særlig godt sig over at han altid blev set alene når han endelig forlod sin herregård, men der var et meget simpelt svar på denne undren, og det var at han ikke havde nogen kone, eller nogen børn og han havde ikke meget tid til at få venner og da slet ikke noget som han havde tid til at hænge ud med da hans arbejde som baron tog det meste af hans tid. Han kiggede noget spørgende på hende ved hendes ord, da de ingen mening gav i den sammenhæng hun puttede dem i. Han sad længe bare og betragtede hende mens han prøvede at stykke hendes ord sammen så de ville give mening for ham, men efter et stykke tid hvor han havde rynket panden i en tydelig undren gav han op ”ehhh, det er du vel, men hvad har det med emnet omkring at kunne se smilende på børns ansigter og til den muntre stemning?” spurgte han og kiggede på hende, hendes ord havde virkelig forvirret ham for hendes ord havde ikke. *Jeg er dejligt at kunne se smilende over børnenes ansigter og det muntre stemning i byen* han kiggede tænkede på hende, det gav slet ingen mening for ham, og fik ham bare til at undre sig endnu mere over hende, var det derfor hun arbejde som hun gjorde, fordi hun ikke kunne tale rent, eller var det blot fordi det havde været en talefejl hun havde glemt at rette eller havde håbet at han havde overhørt. At emnet gjorde ham mindre glad var sandt og sige en underdrivelse, ud over at han fandt det synd at så mange unge mennesker havde måtte miste livet under oprøret og det gjorde det selvfølgelig heller ikke bedre at dronning havde mistet livet heller på det tidspunkt. Men en anden ting der også gjorde ham trist omkring det, og så måtte man se det som selvisk eller ej, så var det at det havde taget så meget af hans tid, han havde ikke kunne stoppe op og trække vejret mens det have stået på, og det havde næsten fået gjort ham vanvittig, han vidste dog godt at dette var meget selvisk hvilket også var grunden til at han rent faktisk holdt det for sig selv. Han vendte blikket mod hende igen da hun talte og nikkede så ”tja det er vel umuligt at skjule det for en der selv er opdraget sådan, selvom jeg havde håbet ikke blive genkendt som adelig” Han grinte lidt af hendes ord omkring hvad der ville være almindeligt men sagde ikke rigtig noget om det, da han ikke vidste hvad der ville være at sige til det. ”skæbnen kan være grusom når den vil det, men den kan også bygge det op som den ødelægger, bare vent og se, en dag vender din lykke rundt” sagde han kort fattet og gav sig roligt til at spise noget mere af sin mad.

[Deleted]

Det var Aleras tur til at se helt forvirret på ham for hun forstod ikke hvad han snakkede om. Derfor sprang hun det let og elegant over og gav sig i stedet til at tænke tilbage til den tid under krigen, kampene der havde racede i gaderne. Selv havde hun været med til at begrave mange lig, og nej… det havde været alt andet ned glæde folket havde været omgivet af. selv havde hun også mistede nogen under den krig, og hun var den første til at miste noget kært og tæt, nemlig hendes mand og søn som hun havde mistede med få dages mellemrum. Smertefuldt havde det været men sådan var livet nu engang og det havde hun efterhånden forstået, eller … lært at affinde sig med. endnu søgte hun efter en person der kunne bringe hendes elskede mand tilbage til livet, han havde ligget i den kolde jord længe efter hendes mening og nogen måtte kunne bringe ham tilbage. Dem hun havde opsøgt havde alle gjort det klart at nogen gjorde bedst i at forblive døde, dette var hun dog stærkt imod og hun ønskede ham tilbage uanset hvad dette skulle kræve. At tage sit eget liv havde hun overvejede, men hun vidste at han ikke ville blive glad, at han ikke ville kendes ved hende hvis hun gjorde så nej.. hun måtte leve.. leve for at lide og det gjorde hun. Levede for at lide, huske og bære sorgen evigt og altid. Hun trak på skuldrende ”Jeg har ingen planer om at fortælle det videre, desuden kender jeg følelsen af at blive iagttaget og holdt øje med” svarede hun ganske roligt og lovede et sted derved at hun ville holde det for sig selv. Hun så roligt på ham mens han lo, men han kommenteret det ikke hvilket ikke var underligt, der var ikke spor meget at sige dertil. Hans sidste ord fik hende til at fnyse svagt, ikke håndende eller ondskabsfuldt, blot ironisk, hendes blik blev vendt mod ham ”Jeg tvivler på at lykken vender, men jeg tror på ordsproget der siger, at tiden lægger alle sår” svarede hun og rejste sig langsomt op, nejede for ham og satte kursen tilbage mod køkkenet.

[theism]

Han kunne se på hende hvordan hans ord have forvirret hende, nøjagtig ligesom hendes havde forvirret ham, hvilket dog gjorde at han kunne se at hun ikke selv havde fanget sin fejl, eller bare ikke forstod hvorfor han ikke forstod hende. Dog det at hun valgte at springe det over var han ret glad for og han gjorde derfor det samme, der var ingen grund til at de skulle snakke om det, når ingen af dem forstod hvad der var ment med hvad hinanden sagde. Dominic havde slet ikke besøgt byerne mens landet havde været i problemer, han havde sammen med sine vagter, gjort sit for at holde bønderne omkring hans herregård sikker og derfor havde de tit været på jagt efter de mange mørkevæsner der var kommet over grænsen, samtidig med at de havde holdt vagt over markerne, for der var de få af dem foran Hans herregård som ikke var blevet brændt ned grundet hans beskyttelse, dog havde der ikke været nok mad til at de kunne give det videre til de mange andre, Dominic havde ligesom mange andre set mænd dø, ja han havde sågar selv sendt mænd i kamp som aldrig var kommet tilbage, mænd hvis familier han nu tog sig af da det havde været hans ordre der fik dem slået ihjel. At kvinden foran ham også havde mistet sin familie under kampene vidste han ikke, men det ville ikke undre ham, der var desværre mange der var døde dengang, alt for mange hvis man spurgte ham. Han lyttede til hendes ord og smilte venligt til hende ”Det glæder mig da at min identitet vil være i sikkerhed hos dig. Det er altid rart at kunne være lidt i fred inden man skal vende tilbage til de søvnløse nætter med hårdt arbejde. Til tider ville jeg ønske jeg havde en kone som kunne bistå mig med arbejdet, men jeg har ingen tid til den slags grundet alt arbejdet” sagde han med et tungt suk, det var sådanne tanker han tit fik omkring sit arbejde, men det var nødvendigt og han kunne ikke bare opgive det om han ville det eller ej. Han lagde hovedet lidt på skrå og kiggede på hende ”Hvad er det, der er sket dig som er så slemt at du er trist?” spurgte han nysgerrig selvom det dog langtfra kom ham ved.

[Deleted]

Selvom der måske var en god grund til at misunde ham at han ikke havde været i byen under krigen så vidste hun at han havde set rigeligt død og smerte det sted han selv havde været. Procias havde været kaos, og ikke mange steder – for ikke at sige ingen – slap for skader, kampe og synet af død, smerte og lidelser. Folk døde, nogen af sult, andre af sorg over de tabte, og de tabte døde jo i kampe eller fordi de befandt sig de forkerte steder på de forkerte tidspunkter. Så nej, hun misundte ham ikke for han havde haft en del at se til under krigen, og han havde haft et stort ansvar hvilket hun selv ikke havde haft, andet end at holde sig selv i live. At hun så fortrød dette en anelse nu var jo en anden side af sagen. Hun nikkede ved hans svar, og smilede skævt, et meget lille smil. Selvfølgelig ville hun ikke sige noget, hun kendte det jo alt for godt selv. At han så lige fortalte at han ikke havde kone fik hende til at glippe forundret med øjnene, spurgte man hende ville hun da sige at han da virkede alt andet end ung, med dette sagt mente hun ikke at han var gammel, blot at han var bagud for de fleste i hans alder. Hun havde faktisk troede at han var gift og havde en flok unger men det lød ikke til at være tilfældet. Grunden sagde han jo også, han havde ikke tid til en kone, nej det forstod hun jo også, men måske skulle han standse op og se sig omkring? Han ville opdage at han manglede noget der gjorde livet mere værd at leve. Men det var jo ikke hendes sag at understrege det, som sagt var han voksen nok til at vide hvad der var bedst for ham. ”De kunne måske finde Dem en husholderske, rådgiver eller medhjælper.. det vil lette byrden fra Deres skuldre” svarede hun. Han behøvede jo ikke gifte sig for at få mere tid til sig selv, blot få hjælp omkring arbejdet og hjemmet. Hun havde vendt sig bort og skulle til at bevæge sig tilbage mod køkkenet da han spurgte om hvad der var hændt hende siden hun var så trist. Hun standsede op, bed sig svagt i underlæben og vendte sig halvt mod ham ”Det der er hændt mig vil ingen kvinde kunne bære… ” hun tøvede hvor hun kort samlede sig for dette var et meget ømt punkt, noget hun sjældent – for ikke at sige aldrig – snakkede om ”Jeg mistede meget i den krig.. nej… jeg mistede alt” hun fornemmede hvordan en klump arbejdede sig op i hendes hals og hvordan hendes øjne føltes endnu mere fugtige. Hun kunne virkelig ikke snakke om dette, derfor smilede hun blot, et alt andet end et lykkeligt smil ”Spis De færdig, jeg rydder af bordet når De er færdig” sagde hun og smuttede ud i køkkenet hvor en pige overraskede så på hende. De næste minutter gik med at hun græd ved pigens skulder, lavt, næsten lydløst, og denne lod hende blot få det ud.

[theism]

Der var overhovedet ingen grund til at misunde ham bare fordi han ikke havde været i byen mens helvede var brudt løs, for selvom der sikkert havde været nogle kæmpe der, så var byen dog nok det sted der var blevet skånet mest takket være landets mange soldater som havde beskyttet byen samtidig med at de havde jagtet mørkevæsner, men sulten og frygten havde da også ramt mange at soldaterne, så nogle var bukket under for sulten og andre var stukket af sammen med de mange flygtninge. Alt dette havde Dominic måtte overvære da han som Baron havde haft en væsentlig rolle at skulle spille i det hele. At hun nikkede og tydeligvis forstod hvad han mente var han kun glad for, ikke at han forstod hende, de fleste normale tjeneste piger ville ikke kunne holde det for sig selv hvis de havde betjent en adelig på kroen, og sikkert sladret omkring dem og alle de rygter som der nu engang måtte være, men så igen hun var jo ikke nogen normalt tjeneste pige, det havde hun jo selv sagt og det var tydeligt at se det på hende, måske var det netop derfor hun ikke ville fortælle det videre, måske havde hun selv engang været årsag til rygter og sladder fra tjeneste folk? Han kiggede op på hende ved hendes ord, mens hans blik blev meget tænksomt, det var jo muligt at finde sådan en kvinde til at tage noget af byrden ved at være Baron, men det kunne ikke bare være en hvilken som helst kvinde, det skulle helst være en som vidste hvad det gik ud på og hvad der egentlig foregik og hvad det var meningen han skulle fortage sige ”Det kunne jeg vel sagtens gøre, men jeg ville jo ikke bare kunne tage hvilken som helst person på gaden til at hjælpe mig med netop de problemer som jeg har. Hun ville blive nød til at vide hvordan man ordnede sager omkring folk der kom for at spørge om hjælp, og vide hvordan man bedst muligt løser disse problemer” han blev stille lidt mens hans blik hvilede på hende, kunne hun ikke være nøjagtig det han ledte efter, hun gik selv med rank ryg og samme holdning som en hver anden adelige så betød det at det var netop det hun som hun var? En adelig? ”Måske ville du kunne hjælpe mig med dette, du er jo tydeligvis mere end en tjeneste pige, du kommer fra en rig familie, måske endda en adelig familie har jeg ret?” spurgte han nysgerrigt og kiggede på hende. Hans ellers sorgløse mine forsvandt hurtigt da han hørte hendes ord, og han vendte trist blikket ned mod bordet da det var tydeligt at hans spørgsmål havde fået hende til at huske på sin fortid under krigen, og dette var tydeligvis nok til at få hende til at miste humøret. ”Det er jeg ked af at hører, undskyld jeg skulle ikke have spurgt” han nåede lige at sige disse ord før hun vendte rundt og gik ud i køkkenet, Dominic sad stille tilbage og kiggede efter hende, hvorefter han overvejede hvad han skulle gøre. Han endte dog til sidst med at rejse sig op og gå ud til køkkenet, da han kom der ud kunne han se hvordan hun stod op af en af de andre tjeneste piger og græd. Han gik forsigtigt over til dem og betragtede hende lidt, han ville gerne hjælpe hende men han vidste ikke hvordan, ja han kendte jo ikke engang hendes navn ”Jeg er ked af at mit spørgsmål fik dig til at gennemleve det der skete for dig under krigen, jeg skulle ikke have spurgt det kom ikke mig ved” sagde han lavt og betragtede hende.

[Deleted]

De havde hver især set rigeligt til den krig men nu var den over og så måtte folk jo til at glemme al den tid med ulykke og sorg og i stedet for tage fat i livet på ny. Det var netop hvad disse folk i kroen gjorde, smilede, lo, snakkede, drak og var muntre. De forsøgte at glemme fortiden og starte på en frisk, for nogen gik det udmærket, andre måtte få sig lidt mere at drikke inden det blev lettere for dem. men selvom folk herinde var muntre og glade, så var der masser af kvinder og børn der måtte arbejde dag ind og dag ud for at hjælpe deres familier eller sørg for mad til deres børn. På den anden side kunne man vel sige det var langt fra mange der klarede sig godt, de rige havde deres egne kvaler med at brødføde deres tjenestefolk, og de byer de skulle sørg for, de fattige skulle sørg for deres småfolk, og de småfolk der havde mistede forældre skulle enten sørg for andre søskende eller blot for dem selv, ja alle var i hvert fald i samme båd. Nej hun var ingen normal tjenestepige, og hvis hendes forældre så hende der ville de nok ikke tro på at deres datter kunne finde ud af at vaske op, gøre rent og lave mad, men det kunne hun, det havde hun været nød til at lærer. Ja denne kvinde havde været igennem en del, og hun var ingen fin frøken der kunne skrige ved synet af en edderkop eller en rotte, for dem havde hun levet blandt i mange år efterhånden. Hendes bevægelser, høflighed og væremåde var skam som den hele tiden havde været, men hun kunne udholde mere end så mange adelsfrøkner kunne. hans svar fik hende til at glippe med øjnene, nej selvfølgelig kunne han ikke bare tage en eller anden fra gaden, det skulle være en med en uddannelse, altså en der kunne læse og skrive og som havde forstand på at styre et stort hjem for hun gik da udefra at han havde et stort hjem når han var baron. ”Naturligvis, men landet er nok ikke helt tom for lige netop sådan en person, især i tider som disse hvor folk leder efter et job” svarede hun ganske roligt og venligt. hun bemærkede hvordan hans blik hvilede tænkende på hende og hun følte sig forlegen, slog derfor blikket ned af ren refleks, endnu en bevægelse der var typisk for en adelsfrøken med maner. Hans næste ord fik hende til at stivne og hæve blikket mod ham ret hurtigt, hun brød sig ikke om at lyve og det havde hun ikke gjort længe efterhånden, men hvad skulle hun sige? Denne mand kendte hun jo ikke, alligevel stod han faktisk og tilbød hende et så vigtig stilling at man måtte være tosset for at sige nej. Hvis hun gerne ville have dette job ville hun scorer ekstra point hvis hun svarede ærligt, men… tænk hvis det var en fælde? Han lignede godt nok ikke typen der lagde fælder på den måde, men… kunne hun nu stole på ham? hun overvejede det kort og endte med at nikke ”De har ret” svarede hun og fjernet atter blikket fra ham. Okay nu vidste han at hun var adelig, men det betød jo ikke at han vidste hvorfra. Hun lignede jo et menneske, og kun vampyrer, eller mentaldæmoner kunne rigtigt afslører hvad hun var, eller måske også en animagus… hvis denne da var et dyr med en god lugtesans. Han undskyldte, men hun havde allerede sat kursen mod køkkenet. Der var gået så mange år, men hun var endnu ikke kommet sig over det, det var hende umuligt at komme sig over det selvom hun forsøgte. Hun var som besat af den mand, og selv i søvne så hun ham. Hun savnede ham selvom hun vidste at hun ikke ville få ham at se og hun kunne sidde for sig selv og fornemme hans arme om sig. Hvor hun dog følte sig svag og skrøbelig når hun tænkte på ham! pludselig lød hans stemme bag hende og hun bed sig svagt i underlæben inden hun tørrede tårerne bort og flyttede sig fra tjenestepigen der havde beroliget hende. Folk i køkkenet var standset med at arbejde og så nu på dem, forundret og spørgende. ”De skal ikke være hård ved Dem selv, De kunne umuligt vide hvordan jeg ville reager, desuden… er jeg nok lidt for følsom .. når det kommer til det emne” svarede hun ret lavt så stemmen nær var en hvisken, dette ganske enkelt fordi hun ikke kunne snakke højere grundet klumpen i hendes hals. En klump som hun ikke kunne synke. Hun så op på ham med ret røde øjne, ja man skulle tro at hun havde grædt de sidste mange timer ikke i få minutter.