Fyraften! ... om lidt

[theism]

Dominic havde set langt mere krig i løbet af sin tid som baron, og langt mere end han nogensinde ville ønske at opleve, det at se hvordan folk blev plaget af sult, af frygt og nød, af sorg over deres tabte. Det var et frygteligt syn, i sær når man som ham, var blandt dem som bestemt ’hvem’ der skulle dø og hvem der skulle leve, ved at give ordre til soldaterne, og derved være skyld i at folk mistede deres elskede. Dog trods alt dette som han havde måtte se og leve med, så var han ikke gået ned i kulkælderen og blevet sindssyg eller gået ned med flaget og låst sig inde på sin herregård og kun holdt kontakt med sine mest betroede. Nej han havde utrætteligt forsat fremad med ret ryk og panden frem, og det var også derfor det at se folk smile, grine og bare generelt more sig og være muntre mens de drak og nogle endda sang sange. Fik et stolt smil frem på hans læber, det var tider som disse at han var stolt af at være procianer og at være Baron for sådan et prægtigt folk, hvis man spurgte ham var der ikke det folk der overgik procianerne. Javist havde det Majarnosianske folk da nogle gode holdninger de havde trods alt ladet folk flygte fra procias mens krigen rasede, men alligevel var de ikke nær så prægtig et folk som det procianske. Og han ville slet ikke begynde at tænke på det dvasianske folk, på alt hvad de havde gjort ved hans elskede land og hans elskede folk. Han skiltede dog ikke sit folk og det dvasianske ved folks racer, men hvor de valgte at bo og hvor de valgte at lægge deres troskab. Dog selvom han vidste at alt var godt nu i forhold til krigen vidste han at der stadig var mange der led under følgerne. Krigen havde kostet mange liv, og den havde ødelagt mange ting i landet, landsbyer, så vel som skoven som var blevet brændt ned, og alt dette var stadig i gang med at blive genopbygget og skoven var så småt begyndt at gro igen. Men intet ville blive helt det samme igen, og han var sikker på at folk først ville have glemt hvad der var sket, om mange hundrede tusinde år, hvis da dem som levede nu, tillod det at blive glemt eller selv var døde til den tid. Dominic betragtede kvinden foran sig med en tydelig undren, hun var anderledes end de mange andre der var i kroen, både de andre tjeneste folk såvel som kunderne, ja selv ham var hun anderledes end, for selvom hun virkede svag når man blot kiggede på hende, så var der meget som sagde det modsatte, hun virkede for det første til at udstråle en styrke som meget få besad, en styrke der ikke lod hende kue eller lod hende skærme sig af fra resten af verdenen. Men samtidig kunne han fornemme en stor sorg i hende, men hvad dette skulle være vidste han intet om. Han grinte lidt ved hendes ord før han betragtede hende, med et varmt smil ”Ja det skulle man tro, men der findes ikke mange af den slags kvinder, eller mænd for den sags skyld, de er optaget i at tjene vores dronning og vores konge som sidder på tronen lige nu. Det ville kræve en kvinde af en meget speciel støbning at klare sådan et job, en som ville vide hvad man skulle gøre i hvilke situationer og samtidig en der vidste hvordan man skulle behandle andre folk både dem over en og under en.” hans blik havde hvilet på hende mens han havde sagt alt dette, og da han kunne mærke på hende at hun blev forlegne ved at hun slog blikket ned, fjernede han roligt blikket fra hende, det var jo ikke for at hun skulle blive forlegen at han kiggede på hende, men for at finde ud af hvem hun var og forstå hende bedre på den måde selvom dette ikke blev gjort lettere af at han ikke engang kendte hendes navn, eller hvor hun var fra. For det at hun havde boet i landet under krigen, og det at hun arbejdede på kroen var dog ikke ens betydende med at hun var procianer, hun kunne sagtens bare være en rejsende som manglede nogle penge og derfor havde taget jobbet. Han nikkede roligt ved hendes ord og vendte igen blikket mod hende med en rolig mine, dog med varme øjne og et varmt smil. ”Så meget havde jeg gætte, og det klær dig at du ikke lyver, det er kun noget der gør at jeg stoler endnu mere på at du ville kunne gøre det job som jeg beder dig om at gøre for mig”. Javist hun lignede et menneske, og dog gik han ikke ud fra at dette betød at hun var menneske, der var så uendelig mange racer der lignede et menneske, han var jo selv en af dem, når han skjulte sine vinger, hvilket han gjorde det meste af tiden. Han betragtede hende roligt ved hendes ord og sukkede tungt, før han med en rolig bevægelse lagde sin ene hånd oven på hende skulder i et blidt greb, da det jo heller ikke var meningen at hun skulle synke sammen grundet vægten ”Du behøver ikke at holde sorg og tåre inde for min skyld frøken, jeg har set sorg og tåre mange gange og de får mig ikke til tænke mindre om dig, det at du prøver at skjule det for mig derimod får mig til at tro du ikke stoler på mig?” han kiggede alvorligt men samtidig venligt på kvinden foran sig, før han gav slip på hendes skulder og holdt den strakt foran hende ”Mit navn er for resten Dominic Lux, og jeg menes ikke jeg har fået dit endnu, og du har heller ikke sagt om du ville tage imod mit tilbud” sagde han med et skævt smil. Han kiggede roligt på tjeneste pigen som havde trøstet kvinden foran sig og derefter på de andre i køkkenet før han brød ud i et kort grin og kløede sig lidt i nakken ”måske skulle vi finde et andet sted at snakke” sagde han pinligt bevidst omkring alle de øjne der hvilede på dem lige nu.

[Deleted]

Hun hadede endelig at snakke om tiden med krigen, men det var endnu ikke så længe siden at krigen var stoppet og det var derfor endnu et friskt emne som man faktisk ret let kom til at snakke om. Det var endnu det emne der præget folks hverdag og folk mindes endnu den tid, og det ville de formentlig gøre længe endnu, sådan var det jo. Desuden ville folk fortælle om denne krig i mange generationer endnu hvilket vel heller ikke var underligt, det havde været en stor krig der havde varede længe og havde været smertefuld. Den var endt dramatisk og begge lande havde lidt stor tab selvom Procias nok havde lidt mest ved tabet af deres dronning med og så meget ødelæggelse der havde hærget. Men jo, det procianske folk skulle roses, for de havde ikke givet op, kæmpet videre for det de troede på og de ganske få som havde taget flugten havde enten holdt sig væk eller fortrudt og vendt hjem for at hjælpe med genopbygningen af deres hjemland, deres fædreland, deres elskede hjem. Selv havde hun jo helt klart holdt med Procias selvom det ikke var hendes hjemland, men hvad så? Hun elsket Procias mere end hun nogensinde ville elske Dvasias, ganske enkelt fordi hun følte sig mere hjemme her end hun nogensinde havde følt sig i Dvasias. Desuden, alt hvad hun elskede befandt sig her… hvorfor skulle hun dog elske et andet sted mere? Dette sted var blevet hendes hjem, for længe siden, og hun havde ingen planer om at forlade det, ikke nu… ikke i fremtiden.. ja faktisk aldrig. Noget hun faktisk nød var at gå rundt i byen og se folk bygge husene op på ny, eller gå ud ved markerne og se folk så eller høste, plante eller dyrke, at høre børnenes latter og fuglenes kvidren. Ja de fugle som havde været så stille og som nærmest havde forladt landet under krigen. Hun elskede at se duerne, hun elskede at se den lyse skyfri himmel om end den voldte hende mere smerte når hun jo led under for solens stråler når himlen var skyfri, i hvert fald når hun ikke havde huden dækkede til. At han syntes at hun var anderledes ville ikke være underligt, hun skilte sig altid ud, og det var hun efterhånden van til. Hendes hun var ikke bleg som en vampyrs hvilket skyldtes at hun havde et hamrende hjerte, en varm krop, et blodomløb og fordi hun trak vejret. Hun kunne rødme, hun kunne få voldsom hjertebanken og endda også svede. At hun så faktisk udstrålede styrke anede hun ikke helt, hun vidste jo hun vakte en anden form for opmærksomhed end andre kvinder i dette land, men hun regnede med at det blot skyldtes hendes vampyrside. Men jo, styrke besad hun da, for ellers var hun jo aldrig kommet sig gennem denne lange krig og slet ikke overlevet den. Ved hans svar kunne hun ikke andet end give ham ret, disse folk var jo nok dem der opsøgte kongen og dronning for at få stilling og vise hvad de kunne, men mon ikke der alligevel var nogle få han kunne vælge imellem? Han skulle nok bare spørge sig rundt omkring, det var vel bedst at gøre netop dette. Hvis han havde nogle venner blandt de adelig kunne han jo også spørg dem ad, eller havde nogle kvindelige familiemedlemmer i en fjern gren af slægten. ”Hvis De nu havde nogle fjerne slægtninge eller venner De kunne spørge..? Det vil helt klart være til noget hjælp” sagde hun behjælpeligt. At han så faktisk spurgte hende om hun ville tage imod stillingen fik hun aldrig besvaret for pludselig fik hun andet at tænke på. Nemlig de minder han bragte frem ved at spørg indtil hende fortid og sorger. Han gjorde det næppe med vilje men alligevel måtte de rive nogle sår op igen, sår der endnu ikke var healet. Han fjernede blikket fra hende, og selvom det ikke havde været hans mening at gøre hende forlegen var det sket automatisk. At han faktisk var glad for hende ærlighed undrede hende ikke, hun havde hurtigt opdaget at ærlighed betalte sig bedst i Procias hvor det omvendte var tilfældet i Dvasias, for der kunne ærlighed hurtigt hjælpe dig af med hovedet i stedet for at beholde det som det gjorde her i Procias. Hun lignede et menneske men mon ikke han ville blive forbavset hvis han opdaget hvad hun i virkeligheden var? hun derimod vidste godt hvad han var, og det kun fordi hendes vampyrside intet fejlede og derfor havde hun ingen problemer med at lugte en blanding af engel og lysvæsen. En blanding som faktisk duftede ret godt, ikke på en sulten og vampyrisk måde… eller jo.. for den slags var noget af det vampyr foretrak allermest men hun følte sig ikke ligefrem sulten i nærheden af ham eller en lyst til hans blod på den måde. det var som at dufte til vanilje eller roser, eller skoven en dejlig forårsdag. Hans hånd blev lagt på hendes skulder hvor den hvilede i noget tid, den føltes varm, men ikke tung eller som en byrde. Hans ord gav hende faktisk dårlig samvittighed selvom hendes svar blot var et enkelt nik, hun holdt dog alligevel tårerne tilbage. Tude foran en adelmand? Nej det kunne hun ikke, det var uhøfligt og slet ikke pænt. Den eneste adelsmand der havde set hende græde var hendes egen mand, og så selvfølgelig hendes far og bror. Hun trak vejret dybt og beroligede sig selv så meget som det var hende muligt hvor han få sekunder efter fjernede sin hånd fra hendes skulder og rakte den derimod frem mod hende. Hun glippede med øjnene og følte sig generet idet han præsenteret sig selv, langsomt rakte hun hånden frem og tog hans ”Mig en ære… mit navn er Alera, og omkring tilbuddet… det må vi vidst lige snakke om” hun undgik bevidst at sige resten af sit navn, ja som om hun ville præsentere sig ved sin families navn og derved råbe ud til hele landet at hun var datter af en Von Pietro, den slægt havde jo været med til at ødelægge dette land og det sidste hun ønskede var mere had og afsky. Da han nævnte et andet sted nikkede hun og tog forsigtigt hånden til sig inden hun førte ham ud af køkkenet og tilbage mod hans bord, han havde jo ikke fået spist. ”Hvad med at De spiser færdig og så snakker vi om det senere? Jeg har alligevel fri om ret kort tid” sagde hun blidt idet hun standsede ved hans bord og vendte sig elegant om mod ham.

[theism]

At hun hadede at snakke om tiden hvor krigen havde raset ville ikke have kommet bag på ham hvis han vidste det. Det var langt de færreste der nød at tale om den slags ting, og dem der gjorde hørte ikke hjemme i procias, for dette land var blevet såret mere end nogen anden på grund af netop dette. Dog var det nemt for de fleste at falde ind på emnet alligevel, af den simple grund at det ikke var så længe siden at de havde fået drevet det meste af de dvasianske plager og soldater ud af landet, og der ville med garanti gå mange årtier inden at snakken om det ville dø helt ud. Og selv da ville den ikke være glemt, men stadig ligge gemt bagerst i folks sind, ventende på en lejlighed for at bryde ud igen, måske ved starten af en ny krig? ingen kunne vide hvad fremtiden ville bringe men hvad han vidstevar at han ville være klar til at kæmpe hvis han endnu levede næste gang en krig brød ud, hvilket han frygtede kunne ske meget snart. Havde man spurgt Dominic om han havde troet at Procias ville have kunne klare sådan en krig som de netop havde haft, havde han måske været i tvivl, der var ikke så mange der var trænede i at kæmpe med våben, eller som havde dødelige evner som der var i dvasias, ja faktisk havde de fleste hvis ikke alle dvasianske væsner en eller anden evne der kunne skade eller dræbe andre. Dominic kiggede længe tænkende ud i luften ved hans spørgsmål før han rystede på hovedet ”jeg er den sidste af min slægt der endnu er i live, og mit arbejde har ikke givet mig mange venner som har forstand eller evner til at tage sig af det jeg laver. Og da slet ingen der er kvinder. For det jeg mangler er en kvindes syn på tingende og en kvindes blide holdning. Alt hvad jeg beslutter er ikke altid det bedste, men mest det praktiske.” sagde han og kiggede på hende. At han var den sidste at sin slægt var virkelig noget der pinte ham, i sær fordi han ikke kunne skaffe sig en kæreste og derved en kone, og så få bragt hans slægt videre, godt nok ville han ikke død med mindre han blev dræbt men ingen kunne vide hvad tiderne ville bringe, det var dog ikke fordi at disse tank stod ham højst for det gad han slet ikke tænke på. Hvis han havde vidst at kvinden foran sig var en vampyr ville han blive ret chokeret hun lignede et menneske, hendes hud havde farve og han kunne endda spore en svag hjerte banken. Men om hun var vampyr eller ej gjorde ham ikke så meget, for alle havde lov at bo i procias så længe det også var der deres loyalitet lå henne. ”Det er en fornøjelse at møde dig Alera selvom vi kunne være mødt og hilst på hinanden under bedre omstændigheder end at jeg får dig til at græde” sagde han med et skævt smil. Han fulgte efter hende over til sit bord og hvor han satte sig ned. Han nikkede let til hendes ord ”Lad os gøre det” sagde han med et smil og spiste så hurtigt resten af sin mad, da der ikke var meget tilbage før han var gået ud til hende.

[Deleted]

Hun hadede krigen, hun hadede døden og hun hadede alt hvad der havde med den krig og andre krige at gøre. At hendes egen familie havde haft en del at gøre med at Procias blev ødelagt var faktisk noget hun skammede sig utrolig meget over men på den anden side, hun havde taget afstand til dem og alt hvad der havde med dem at gøre så i princippet så kunne hun ikke forbindes med deres handlinger. Dette emne var dog svær ikke at snakke om, folk kom jo ret naturligt ind på det især når det endnu var et frisk emne, et åbent sår.. derfor havde hun ikke med vilje nævnt det.. eller havde det været ham? hun kunne ikke helt huske hvem der bragte det op. Som alle andre i Procias håbede hun ikke på en snarlig krig, ja faktisk håbede hun slet ikke på en krig overhoved men på et tidspunkt brød det vel ud igen.. det gjorde det altid, havde altid gjort og vil altid gør hvilket næppe ville komme bag på nogen, tværtimod forventede folk at det ville ske. Hun vidste dog at folk håbede på en chance for at genoprette deres land, få Procias til at blomstre igen og livet til at gå sin almindelige gang. En bedre herre ville forhåbentlig hjælpe og folk der kunne forsvar sig bedre, måske mere solide huse og forberedte folk for det var mest de der var uforberedte der led under med de største skader. De fleste borger i Dvasias havde racer der kunne dræbe, ja hun var jo et godt eksempel, hendes tænder kunne flå folk fra hinanden men dem brugte hun ikke på samme måde længere, ikke når man ikke behøvede at flænse nogen eller noget for at stilne sin tørst. Hans svar fik hende til at glo på ham.. det må da være slemt at være den sidste af sin slægt.. han måtte da bære på en masse bekymringer omkring at føre slægtens navn videre via en arving. Eller måske var han ligeglad med den slags? Hun tvivlede… det var folk sjældent. ”Undskyld min indblanding, men … De må give Dem mere tid til en kvinde så… især hvis De vil føre slægten videre, det er nu langt vigtigere end at styre et hjem og dog for De på samme tid en til netop dette som hun også skænker Dem en arving” dette vidste han vel godt, så hun sagde sikkert ingen nyt. Hvad han ville gøre hvis han opdagede hendes race anede hun ikke, men nogle folk i Procias så ikke så slemt på de mørke væsner, mens andre gjorde så det kunne endelig gå begge veje, og i sidste ende ville han opdage netop hvad hun var, det kunne vel ikke holdes hemmeligt til evig tid. hans ord gjorde hende en anelse forlegen ”De skal absolut ikke undskylde.. jeg burde tage mig sammen” svarede hun med et lille knæk i stemmen inden hun trak vejret dybt ind og forsøgte sig med et smil. Han satte sig ned igen og hun nejede for ham endnu engang inden hun igen kastede sig over arbejdet hun gjorde lidt rent og tog opvasken inden hun forlod køkkenet. Han så ud til at være færdig derfor tog hun af bordet uden at sige spor meget, ude i køkkenet satte hun tallerkenerne fra sig og trak forklædet som hun hængte på en knage hvorefter hun trak sin kappe over skuldrende og var atter ude i krostuen. ”Jeg er klar” lød hendes stemme idet hendes blik faldt på ham. Hun regnede med at de ville snakke om tingene undervejes og så gå hver til sit.

[theism]

Hun var ikke ene om at hade krigen, han hadet den også, det gjorde alle procianere vel for alle havde mistet eller set folk miste livet, og det var ikke noget folk glemte så let i sær ikke når det var nogen den kendte der mistede livet. Hvis hun havde fortalt ham at hendes familie havde haft noget at gøre med krigen og havde stået for noget af ødelæggelsen havde han nok set lidt skævt til hende og haft svært ved at stole på hende, dog ville han alligevel have givet hende en chance for at bevise at hun ikke var lige som dem hvis det var det hun ville. At emnet var svært at undgå var uundgåeligt når der kun var gået så kort tid, men ikke desto mindre så prøvede folk hvert fald at undgå at snakke om den og mindes om det. De var mere fokuseret på at få arbejde og komme i gang med arbejdet, og samtidig få bygget landet op. Hvis dette gjorde at folk ville lærer at forsvar sig selv så de ville være klar når de næste kampe brød ud fandt han kun som en god ting, noget at håbe på, får så ville lige så meget måske slet ikke være nød til at gå tabt. Han vendte blikket mod hendes ved hendes ord og sukkede irriteret, jo han vidste det da udmærket godt at han ville kunne få både hjælp med sit arbejde, og en arving hvis han fandt en kvinde at elske men han havde jo ikke ligefrem tid til det, hvem skulle så ordne hans job mens han var ud på dame jagt. Han havde måtte vælge sit job frem for sit liv og selvom det ikke var noget han var glad for havde han ikke så meget andet valg. Han kunne ikke trylle en kvinde frem der elskede ham, og han kunne ikke tillade sig at være væk ret tit. ”Jeg ved det udmærket godt, men hvem skulle så ordne det jeg laver mens jeg ledte efter en kvinde, det er ikke alle der kan være baron og det arbejde der må følge med” snerrede han irriteret til hende, han sukkede dog lidt og smilte undskyldende til hende, det var ikke hans mening at hidse sig sådan op og slet ikke at lade det gå ud over hende, for hun havde jo ret, hvis han bare tog sig mere tid til at lede efter en kvinde ville han slet ikke havde det problem som han havde nu. ”Det må du undskylde, det var ikke min mening at snerre af dig, det slap bare ud” sagde han og smilte forsigtigt til hende, han havde lært som ung at man skulle undskylde når man nærmest fornærmede folk, uden grund som jo egentlig var det han selv mente han havde gjort ved at snerre af hende ”Hvis du selv siger det, må jeg jo bøje mig for din mening” sagde han med et skævt smil, han lagde godt mærke til det lille knæk i stemmen men sagde ikke noget til det, for hvad skulle han sige? Efter han havde spist og hun havde taget hans ting rejste han sig op og ventede på hende ”Du er klar?” spurgte han kort undrende hvorefter han begyndte at gå over mod døren, han vendte kort blikket over mod hende for at se om hun fulgte efter ham ”Jamen du har jo hørt mit tilbud, men jeg har endnu ikke hørt dit svar” sagde han da de var kommet uden for. Mørket havde nu sænket sig helt og det var kun månen der oplyste landet, den og så selvfølgelig de fakler der var rundt omkring.

[Deleted]

Hun havde i tiden under krigen set en masse og det ville hun ikke se igen, hun selv ville gerne gøre noget for at det ikke skete igen men hvad kunne en sølle tjenestepige dog gøre for at forandre livet, så meget? Hun vidste det var en umulig drøm, men det betød ikke at hun ikke kunne drømme om den alligevel. Hun bemærkede hans irriteret suk og bed sig svagt i underlæben men flyttede sig ikke, okay hun var blot en simpel tjenestepige, måske havde hun dummede sig der, hun måtte lærer at styr munden bedre for han var højere end hende i rang selvom hun selv engang havde været adelig. Men det var jo fortid, og det var derfor ikke i orden at hun gjorde det. Da han snerrede af hende pressede hun læberne hårdt sammen uden at sige noget for han havde al mulig ret til at skælde hende ud for hendes uhøflighed ”Om forladelse…” svarede hun lavt og bed sig svagt i underlæben. Hun så kort ned inden hun svagt hævede blikket mod ham for at opdage at han smilede undskyldende. Hun så forbløffede på ham da han undskyldte og kastede kort et blik rundt, folk så ud til at have travlt med deres egne sager men alligevel kunne der jo være nogen der havde hørt ham. Man undskyldte altså ikke overfor en tjenestepige. ”De skal ikke undskylde” svarede hun ”Jeg blandede mig i ting der ikke vedkommer mig… om forladelse” hun undskyldte igen hvilket man da selvfølgelig forventede af hende. Hans næste ord fik hende dog svagt til at smile, men dog kun svagt. Snart var de klar til at gå og hun havde trukket hætten over hovedet idet de bevægede sig ud i det frie. Hun opfattede hans ord men ventede med at svar til døren til kroen var lukkede bag dem. ”Klar til at tage hjem.. jeg bor nemlig ikke på kroen” svarede hun til hans første spørgende ord. De gik i endnu kort tid inden hun atter brød stilheden ”Jeg tvivler det vil blive en umulig opgave for mig at tage imod Deres tilbud… jeg har dog enkelte spørgsmål eller krav eller hvad De nu vil kalde det, de kan være underlige men jeg vil bare vide besked så her kommer de” Hun trak vejret roligt og overvejede hvad hun skulle spørg om først, da hun havde besluttede det skilte hun læberne ”Forventer de jeg bor hos dem? Hvis nej må De sørg for transporten nemlig” spurgte hun, gav ham tid til at svar inden hun gik videre til sit næste spørgsmål ”Jeg ønsker en form for kontrakt hvor vi aftaler hvor længe De ønsker jeg arbejder for Dem og hvor meget jeg får i løn” igen tav hun og gav ham tid til at svar inden hun fortsatte ”Jeg vil blot sige at hvis jeg tager imod jobbet så betyder det ikke at De ejer mig.. ja undskyld udtrykket men jeg har oplevet at folk tror den slags… jeg er ingen slave og kan frit gå når kontrakten er fuldendt” hun tav igen men sagde ikke mere for hun kunne i øjeblikket ikke komme på mere og dog. ”Hvis vi får de ting på plads vil jeg gerne vide hvornår De ønsker jeg starter” tilføjede hun.

[theism]

Hun var ikke den eneste der i løbet af krigen havde set ting hun helst ville glemme, og som hun håbede aldrig at se igen, det havde alle procianere. Nogen havde set deres hjem brænde mens de flygtede, andre havde set deres familie blive slået ihjel eller brænde ihjel efter at have fået dem i sikkerhed. Og andre havde været nød til at slå procianere ihjel grundet de havde været med i oprøret, eller selv have været en del af det. Brødre mod brødre og søstre mod søstre, og fædre mod deres børn. Familier der kæmpede på hver sin side. Alt for mange havde mistet livet i denne kamp. Og selvom man kun kunne håbe på at der ville gå lang tid før sådan en kamp ville dukke op igen, ville det være mere realistisk at den ville dukke op endnu engang. Og hvor han selv ville stå næste gang vidste han ikke, som det var nu var han en stærk støtter af kongehuset og det meste af adelen. Men meget kunne ændre sig, kongehuset kunne ændre sig og begynde at skide på folket, de adelige kunne begynde at række ud efter mere magt. Ja hvad fremtiden ville bringe var endnu usikkert, men det eneste han vidste var at han også næste gang ville stå i fronten og kæmpe for sit land som han altid havde gjort og altid ville gøre. Han slog afværgende med hånden da hun undskylde og forklarede sig ”Nej det gør du jo netop ikke hvis du tager i mod det job jeg tilbyder dig, så vil den slags ting jo have en hvis betydning for dig og din stilling” sagde han roligt og kiggede ind i hendes øjne med et varmt smil, hun skulle lærer ikke at undskylde og bede om forladelse efter alt hun sagde der ikke behagede ham, for med den stilling som han tilbød hende, skulle det jo netop være sådan at hun kunne sige sin mening, uden at hun skulle være bange for at fornærme ham, for hvis hun ikke gjorde dette ville hun jo netop ikke kunne gøre sit arbejde og han ville bare gøre tingende på sin måde.”smart valg, det er ikke altid det bedste at arbejde hvor man sover, når det er et sted som en kro, for så vil man aldrig få fred” sagde han med et smil. Han stoppede da hun brød stilheden og vendte blikket mod hende med et tålmodigt ansigts udtryk ”Krav siger du? Det kan vi nok godt finde ud af, du skal jo gerne føle dig godt tilpas, og ikke føle dig som en slave” sagde han med et smil og gjorde en kort håndbevægelse for at bede hende om at forsætte med sine krav, han lyttede til alle hendes krav og var ligeglad med at hun gav ham tid til at svare, han kunne jo ligeså godt svare på det med det samme ”Der er værelse til dig i mit hjem hvis du ønsker det, du skal nok få en kontrakt, du er jo ansat og ikke en slave og selvfølgelig ejer jeg dig ikke hvem tror du jeg er, den der vampyr slægt von pietro eller hvad de hedder i Dvasias?” spurgte han med et kort fornærmet ansigts udtryk før det blev formildet ved hendes næste ord ”Så snart som muligt” sagde han med et roligt smil som var det det mest naturlige i verden.

[Deleted]

Nej hun var ikke den eneste der havde set rædsler i krigen, det havde de fleste for ikke at sige alle. Hun havde dog ikke forladt byen selvom den havde lagt i ruiner, flere gange havde hun fået sår og skader fordi hun var blevet ramt, var snublet over noget eller ramt af et eller andet. Flere gange havde hun stået overfor dvasianske soldater og endnu flere gange havde hun fået pisken at smage eller var blevet taget fat i, hendes styrke var dog flere gange kommet bag på dem, eller synet af hendes lange skarpe hjørnetænder havde fået dem til at tøve i et sekund hvilket havde været nok til at hun ville nå at flygte. Hun skubbede disse tanker til side og strøg hånden gennem håret for blot for at få sine hænder til at lave noget i stedet for at være stille. Han havde en pointe i sit svar hvilket fik hende til at overveje hans tilbud endnu engang, det var da en god stilling han ønskede hende i, og det endda uden at tjekke om hun ville kunne klare det. ”De har en pointe der” svarede hun med en lav tone og dog kunne hun ikke andet end smile tilbage til ham ved hans varme smil. hans svar til det andet omkring hendes bolig fik hende til at smile skævt ”Jeg prøvede i en overgang at bo her… men jeg fik aldrig ro.. så jeg opgav det hurtigt” svarede hun med et skuldertræk og trak kappen tættere om sig, hun kunne faktisk fryse hvilket hun gjorde en smule da en kold vind strøg ind over dem i nogle sekunder. Han lod hende sige sine krav frem hvilket gav ham ekstra point hos hende, han lyttede da til andre selvom de ikke var i så høj status som han selv. Hun lyttede mens han svarede og overvejede kort hans ord ”Jeg tager imod Deres tilbud om et værelse hos Dem.. det vil spar mig tid og Dem kræfter og penge i stedet for at sende en vogn hver dag” svarede hun da han nævnte en vis familien Von Pietro i Dvasias stivnede hun og standsede, hun tog dog sammen og skyndte sig at fortsætte igen ”Nej det er du ikke.. ” mumlede hun til svar og undgik at sige at det da var hende der var af den familie. Hun valgte i stedet for fokusere på hans sidste svar og nikkede ”Jeg skal bruge en dag, jeg pakker mine ting og siger mit job op… men… det gør jeg ikke før kontrakten er i orden…” sagde hun. Det var måske meget at blive ved med at nævne den kontrakt men hun ville være på den sikre side. ”Hvis De har tid kan vi ordne det nu” tilføjede hun.

[theism]

Alt hvad hun havde været ude for vidste han intet om, han var ikke synsk og havde ikke set hende før, og det var heller ikke fordi hun havde fortalt noget omkring det. Men som så mange andre, ville det ikke undre ham hvis det også var gået ud over hende i kampene. Selv havde han flere gange mødte enden af et sværd, og desværre måtte han indrømme at det oftest var den forkerte ende. Det havde kun været hans rustning og hans hammer der havde reddet hans live, sammen med hans naturlige træning i kamp og sin evner til at heale skader over tid, hvilket gjorde at han ikke frygtede at forbløde. Han grinte let ved hendes ord og nikkede, ja selvfølgelig havde han en pointe, med 20.000 år bag sig var han ikke ligefrem en der sagde ting der ikke gav mening, og at han gav hende sådan en god stilling til trods for at han ikke kendte hende, var fordi han selv kaldte sig en god menneske kender og hun virkede som en person man altid kunne stole på fik tingene gjort når hun blev spurgt om det. ”Kan jeg godt forstå, hvis jeg kunne bo et andet sted end der hvor jeg arbejdede ville jeg gerne det. Men en mand i min stilling kan ikke altid tillade sig den slags luksus, specielt ikke når man er i gang med at genopbygge et land” sagde han med et smil. Der lå meget arbejde i det for at få et land genopbygget sådan var sandheden nu engang og det var der ikke så meget at gøre ved. Og det var da heller ikke fordi han ikke ville hjælpe, han var kun glad for at han havde en stilling hvor han faktisk kunne gøre en forskel for landet. ”Det var nu ikke fordi det ville koste mig særlig mange kræfter, og det koster heller ingen penge, jeg har både heste, hestevogne og vagter jeg kunne sende afsted efter dem, nej det var nu mere for de jeg skal havde dig ved hånden alle døgnets timer alle dage ved ugen, i sær nu hvor der er så meget der skal laves” sagde han med et kort nik og smilte til hende. Han kiggede undrende på hende da hun stivnede og stansede og selvom det ikke tog lang tid får hun bevægede sig igen, havde han lagt mærke til det ”Et navn du kender?” spurgte han nysgerrig ud fra hendes reaktion at dømme så var dette netop tilfældet, men hvor stor en grad hun kendte dem kunne han ikke sige noget om ”Selvfølgelig skal vi have kontrakten på plads først, og ja jeg har skam tid nu, det vil ikke tage mig lang tid at komme hjem ” En af de mange ting han nød ved sin blandings race var at han ikke blev nød til at vise sine vinger for at komme hurtigt frem, som halvt lysvæsen kunne han orbe sig hvorhen han ville.

[Deleted]

Hans latter var da noget godt at høre, blandet sammen med de andre folks latter gav det en god stemning og pludselig var krigen helt ud af hendes hoved selvom de havde snakkede om den for ganske få sekunder siden. Hun fik skubbet af det dårlig, det onde, og det grusomme på afstand hvilket lettede hendes hjerte og gjorde det på en måde lettere at trække vejret og føle sig i bedre humør. Hans svar fik hende til at nikke tænksomt, huns elv kunne jo flygte fra sin arbejdsplads, det var straks sværere for ham og især fordi han havde så travlt som han havde, han kunne ikke tillade sig at skubbe arbejdet til side og tage en slapper, og fritid var vel heller ikke en del af skemaet når han jo nærmest var alene om jobbet. Hvordan kunne han have levet med det i alle disse år, krig eller ej han havde haft travlt og det var da underligt at han først nu ville have en til at hjælpe sig, men måske havde han troede at han var den eneste der kunne gøre det helt rigtigt, det var der jo folk der troede, ikke en god tanke for så ville man ende som ham, uden familie, uden venner og med arbejde der aldrig blev færdigt. ”Jeg kan forestille mig hvor træt de må være med al Deres arbejde.. De får sikkert ikke engang fritid” svarede hun med en svag hovedrysten nærmest som i en irettesættelse. Hvordan kunne han dog presse sig selv på den måde? hans næste svar fik endnu engang givet hende et nyt syn på ham og hvor rig han var, selvfølgelig ville det ikke koste ham spor meget, og at bo hos ham ville også gøre det lettere for ham at få kontakt til hende end at han hele tiden skulle frem og tilbage hvilket sikkert tog sin tid, også det at sende nogen efter hende tog sin tid. ved disse ord besluttede hun pludselig ved sigs elv at det var bedst hvis hun boede hos ham, så skulle han ikke hele tiden bruge tid på at få fat i hende og så kunne han også få mere fritid eller tid til sig selv. Hvem ved! måske kunne hun give ham så meget fritid at han kunne finde sig nogle venner og en partner han ville leve med resten af sine dage og som ville bringe ham en arving? Det kunne være vidunderligt hvis hun kunne gøre dette for hende. alligevel var hun nervøs for at komme dertil, hun frygtede for alle de minder hun ville have ved at bo sådan et sted igen. Hendes egen man havde været hertug, han havde derfor været i højere rank end Domninic men om Dominic´s bolig var større anede hun ikke, men det ville hun vel finde ud af. ”Ja jeg kender det navn alt for godt” sagde hun med et suk uden at uddybe det ”Hvem gør ikke det.. Den familie er tæt knyttet til kongefamilie i Dvasias” svarede hun. da han gik med til at ordne papirerne lige nu smilede hun tilfreds ”Godt.. jeg bor lige i nærheden så vi kan ordne det hos mig” hun anede jo ikke han kunne orbe frem og tilbage, eller.. hun kunne jo lugte hans racer men det betød ikke at hun vidste hvad han kunne.

[theism]

At hans latter havde den effekt, at det fjernede hendes tanker omkring krig, død og ødelæggelse vidste han ikke, men det var da bare godt. Hvis han bare kunne hjælpe alle mennesker på den måde, ved at fjerne deres tanker fra den tidligere krig, så ville mange procianere være bedre tjent. Han betragtede roligt kvinden foran sig, med et nysgerrigt ansigts udtryk, for han havde godt nok tilbudt hende en rimelig vigtig stilling, men samtidig vidste han ikke så meget omkring hende, han kunne bare læse hende, hvilket gjorde at han vidste at han kunne stole på hende og at hun ikke ville gøre noget der kunne skade hverken landet, ham eller de andre der arbejde for ham, og det var mere end nok til at han turde give hende jobbet. Hun nikkede tænksomt ved hans svar, hvilket fik et smil frem på hans læber. Det var virkelig svært for ham at tage væk hjemmefra og derved efterlade sit job, bare dagen han havde brugt den dag, havde krævet mange måneders planlægning og hårdt arbejde for at han kunne tillade sig at holde fri for en enkelt dag. Desværre var der mange der troede at det at være adelig var lutter lagkage og nemt hele tiden, problemet var bare at de ikke kunne tage mere fejl, det var aldrig så nemt som man skulle tro, og det var aldrig lutter lagekage, det meste af tiden blev brugt på de samme kedelige ting som at lave papirarbejde, ansøgninger på forskellige ting der skulle bruge, rapporter omkring mørkevæsner der var blevet set, og den slags ting. ”Det bliver man til tider, det må jeg give dig ret i, men ikke desto mindre så giver jobbet mindst ligeså meget som det tager, når man hver gang man hjælper folk, får et tak eller et smil tilbage.” sagde han med et smil og fulgte så efter hende langs gaden i et stille og roligt tempo, hvis hendes hjælp ville gøre at han fik mere fritid at arbejde med ville han være glad. Det ville gøre det hele meget nemmere for ham, og så ville han måske for engang skyld slappe af. At hun så samtidig håbede på at hendes hjælp ville give ham tid til at finde et partner, vidste han intet om, men det var ikke ligefrem noget han regnede med ville ske, for som det stod lige nu var det aldrig rigtig noget han som sådan havde tænkt på, måske grundet at han aldrig havde tid til det. Ved hendes ord kiggede han undrende på hende men blev dog mere forstående da han fik hendes uddybning og derefter lagde han ikke mere idet. Han stoppede op og kiggede på hende og nikkede så ”Ja lad os det, og få det overstået” sagde han og nikkede engang til.

[Deleted]

Ja havde hans latter samme effekt på andre ville det da være et godt våben at bruge mod sorg og smerte og et godt våben for at glemme krigen. Men det var næppe tilfældet for alle, hvis det var ville det slet ikke være naturligt. En lidt hårdere brise end de andre fik skubbede hætten af hendes hoved men hun skyndte sig at trække den på igen og havde fadt i den i noget til indtil vinden faldt til ro igen så slap hun den. Den stilling hun var blevet tilbudt havde ikke været en stilling hun havde drømt om, på ingen måder! hun havde slet ikke set det komme men jo hun var glad for at få tilbudt et vigtigt, og godt job og forhåbentlig ville hun kunne gøre en forskel. Det var i hvert fald hvad hun ønskede og hvad hun stræbte efter. At han i det hele taget havde tilbudt hende sådan et vigtigt job når han knap kendte hende havde forundret hende, men sådan var procianer vel? Godhjertet og nok lidt for godtroende, og måske en anelse naive. At se det gode i alle var ikke altid godt, for man kunne let blive narret, det var da sket for hende da hun havde set det gode i alle. Desværre kunne hun bare ikke ændre sig, for hun så skam stadig godt i alle folk, det var blot mere fremtrædende hos nogen end andre. Desuden var hun efterhånden mere forsigtig med hvem hun omgik sig med. selvfølgelig var det svært for ham at glemme jobbet, eller at holde lidt pause fra det når han var alene om at holde styr på alt og alle. Hun vidste at alt ikke var så let som mange troede, men det gjorde hun kun fordi hun selv havde været adelig, og fordi hendes mand havde været så hun havde set alle hans kvaler og problemer. Hans svar fik hende til at kaste et blik hen imod ham, forundret på ham, glædede det ham virkelig at få en tak eller et smil? pludselig stod hun og satte ham i kontrast til dvasianske adelig og det gik op for hende ret hurtigt at man slet ikke kunne sammenligne. Hun smilede skævt, rystede på hovedet af sig selv og vendte blikket ned ad gaden igen. Da han atter var enig med hende satte hun kursen hjemad, den næste stykke tid gik de i delvist tavshed hvor ingen af dem sagde særlig meget udover at de diskuteret lidt omkring jobbet, og hvor hun stillede spørgsmål om størrelsen på hans hjem, hvor det lå og nogle andre småting som hvor mange tjenestefolk han havde og sådan. Hun havde faktisk allerede nogle planer om hvad hun skulle gøre bedre og hun glædede sig til at komme i gang med arbejdet. "Lønnen bestemmer du helt selv, bare jeg har tag over hovedet og mad vil alt være bedre end mit nuværende job" sagde hun på et tidspunkt. Snart nåede de hendes hjem, det var en slidt bygning, men vedligeholdt hvor hun åbnede døren og lod trådte ind i en opgang og op ad en trappe. For enden af trappen gik de ned af endnu engang inden hun låste dem inde i hendes lejlighed. ”Undskyld at det er så småt” undskyldte hun på forhånd. Der var faktisk ikke andet end en et værelse, et badeværelse og et lille køkken. Hun trak kappen af og hængte den op. ”Te?” spurgte hun høfligt. Det undrede hende ikke hvis han ønskede at komme ud så hurtigt som muligt. hendes hjem var nok småt, men hyggeligt. Der var et lille rundt bord med to stole, hun gjorde tegn til at han kunne sætte sig der og fandt nogle pergamentpapir og noget blæk samt en pen frem som hun satte på bordet. Han kunne vel skrive det og så skulle hun nok læse det efter og fortælle om hun var enig. Det var ikke noget specielt, ikke anderledes end de aftaler han normalt lavede med sine tjenestefolk eller handelsfolk.

[theism]

Alle folk havde brug for et eller andet for at glemme den tidligere krig, det var dog langt fra det samme for alle. For nogle var det latteren og det at snakke stille og roligt om andre ting. Nogle glemte krigen ved konstant at have noget at lave, som dem der genopbyggede de huse der var blevet tabt, eller arbejde på markerne for at erstatte den mad der var blevet brændt eller på andre måde ødelagte. Den hårde brise der pludselig kom, rørte egentlig ikke Dominic, hans hår blev blæst lidt tilbage men det var også det eneste han havde jo heller ikke hverken en hætte eller en kappe på. Det var nu ikke fordi at han var godtroende at han havde givet hende det job, selv om mange nok ville se sådan på det, når de hørte at han kun lige havde mødt hende da han tilbød hende jobbet. Han havde altid været en god menneske kender, og det gjorde at han tit hurtigt fandt ud af hvem han kunne stole på og hvem han ikke kunne stole på, og dette var noget dem som kendte ham godt vidste, selvom de tit havde beskyldt ham for at gøre noget i blinde og så tage følgerne senere hen. Han fangede hendes blik da hun kiggede på efter og kiggede undrende tilbage på hende, ”Er der noget i vejen? Har jeg noget i ansigtet?” spurgte han med et drilsk smil, da hun jo egentlig bare gik og kiggede på ham. At hun satte ham i kontrast med den Dvasianske adel vidste han ikke noget om, selvom han da ville have været stolt hvis han vidste at hun slet ikke kunne få nogen ligheder, for så mange andre procianere ville han ikke vides af dvasias hvis det var muligt for ham at lade være, så hvis hun havde set dem som ens, ville virkelig havde provokeret ham. Da hun satte kursen hjemad fulgt han bare efter hende med et skævt smil, og mens de gik, fortalte han hende om mange af de ting hun ville komme til at arbejde med, ting som at tage del i alt det papir arbejde der skulle laves, og hun skulle stå for at styre herregården og egentlig sørge for at han ikke skulle arbejde 24/7. han nikkede bare da hun sagde at han skulle bestemme lønnen, det havde han også tænkt sig at gøre og han var sikker på at hun ville være glad for den ide han havde. Da de kom til hendes hjem kiggede han rundt med et skævt smil, det var langt langt fra så stort som han var, men det havde sin helt egen charme og han fandt det egentligt ret så hyggeligt. Han vendte blikket mod hende da hun begyndte at undskylde og rystede så afværgende med hænderne ”Det skal du slet ikke undskylde, jeg finder det faktisk rart hyggeligt, og at det har sin egen charme” sagde han med et smil og begyndte at gå lidt rundt i lejligheden og kiggede sig omkring. Han vendte sig rundt endnu engang og kiggede på hende da hun igen spurgte om noget ”Tja jeg vil ikke være til besvær, men en kop te lyder meget godt” Han gik over til det lille runde bord og satte sig ned på en af stolene, og da hun kom med pergament papiret og bækken, tog han pennen og gav sig til at skrive med en øvet hånd på papiret, det tog ham ikke lang tid at få det hele ned skrevet. Da han havde fået skrevet det ned læste han det igennem en del gange for at se om det hele stod som det skulle og der ikke var nogen fejl.
Jeg Dominic Lux Baron af procias. Ejer af Archangeli Gloria, tager her med Alera (intet efternavn) til min husbestyrer med øjeblikkelig virkning. Hun vil skulle påtage sig ansvaret for at holde huset kørende, og hjælpe mig med mit arbejde, både i hjemmet og i de omkringliggende gårde. Hun vil få tag over hovedet da hun vil kunne flytte ind på en af de mange gæsteværrelser skulle hun ønske det, og hun vil få mad fra køkkenet, som bliver tilberedt af en kok. Skal hun købe noget nødvendigt, til sig selv eller huset ;herunder tøj, og den slags ting; kan hun komme til mig og få pengene da alt vil være betalt af mig. Hun vil derud over få udbetalt et beløb på 85 guldstykker om ugen for hendes tjenester.
Underskrevet
Dominic Lux. Baron af Procias.
Da han var sikker på at alt var forklaret ordentligt, og at det lød godt, smed han sit stempel i bunden og folde det sammen og skubbede det over ved den side af bordet hvor hun ville side, og lænte sig derefter mageligt tilbage i stolen og ventede.

[Deleted]

Ja folk havde forskellige metoder til at glemme krigen på og hver enkelt havde ifølge sigs elv den bedste og mest effektive måde hvilket vel også passede, men for hver enkelt. Hun bemærkede at han ikke blev påvirkede at brisen, hvilket ikke var underligt når han jo ikke havde udover tøjet så intet ville blive blæst. Hun derimod måtte have et fast tag i kappen. Da han spurgte om der sad noget i hans ansigt smilede hun og så væk ”Undskyld.. det var ikke min mening at stirrer” svarede hun høfligt. Havde hun virkelig stirrede åbenlyst? Hvor flovt. Hans tone havde godt nok være drillende men det var alligevel flovt. De fortsatte sammen og hun lyttede omhyggeligt til hans svar. Hun havde fået et stort ansvar og mens de gik og snakkede gik det sekund for sekund op for hende hvor vigtigt et job hun havde fået, hun håbede virkelig hun kunne klare det, hvorfor hun pludselig tvivlede på sig selv anede hun ikke men det skyldtes vel at hun havde været væk fra adelen så længe at hun havde glemt en masse ting, eller nej men det var hvad hun troede. Efter noget tid hvor hun havde fået svar på sine spørgsmål gik hun i sine egne tanker i nogle sekunder, hun var på vej tilbage til adelen… hvordan mon det ville blive. Hun fornemmede hvordan maven trak sig sammen og bekymringen svagt tog overhånd. Hun endte dog med at sukke og skubbe det af sig, hun kunne intet gøre ved det alligevel, hun kunne ikke leve resten af livet som tjenestepige, hun var født til noget større. Snart var de nåede hjem til hende hvor hun viste ham ind og lod ham se sig omkring mens hun fulgte ham med blikket hvorefter hun havde undskyldt. Hans svar fik hende til at smile, enhver kvinde ville elske at høre at hendes hjem var hyggeligt og charmerende, hendes var bare ikke af særlig meget men det gjorde hende alligevel glad at høre at han lød så oprigtig. ”Tak.. De ved ikke hvor meget det betyder at De siger det” svarede hun blidt. Han vendte sig om mod hende da hun tilbød ham te og stod blot med hænderne folede foran sig og ventede på svar. ”De er slet ikke til besvær.. jeg sætter vandet over” svarede hun med et smil, inden hun gjorde dette fandt hun instrumenterne frem han behøvede for at skrive og smuttede ud i køkkenet her satte hun vandet over, lod det koge og kom teen igen inden smuttede ud til ham igen. han var færdig med at skrive og hun satte sig på den anden stol og gav sig til at læse, hendes øjne blev større ”85 guldstykker? Det er for meget… det kan jeg jo slet ikke tage imod” 85 guldstykker!? Hun havde godt nok fået et vigtigt job men hun havde ikke engang fået en kvart af den sum da hun havde boet hjemme… og der havde hun haft mere at se til. Hun havde bemærkede at han havde efterladt plads til hendes efternavn. Hun kunne skrive det på senere.

[theism]

Han kunne endnu engang ikke lade være med at grine lidt af hende da han fangede hende i at stirre på hende, det var dog ikke så meget det at han havde fanget hende i at stirre på ham, men mere hendes reaktion. For det var tydeligt, at hun blev flov over at blive fanget i at stirre. Han viftede afværgende hendes undskyldning væk og smilte derefter varmt til hende ”Der er slet ingen grund til at undskylde, det er da i orden at du finder mig så køn at du ikke kan fjerne blikket fra mig” Han prøvede at virkelig helt alvorlig, da han sagde det, for at få hende til at tro at det var sådan han havde forstået det. Han kunne dog ikke holde masken så længe, og endte med at være nød til at kigge væk fra hende for at skjule et smil. Denne bevægelse fik ham til at stikke næsen i sky og se endnu mere ud som om han mente det, dette varede dog ikke længe før han begyndte at grine og blinkede drilsk til hende. Hvorefter han stille og roligt fulgte efter hende. Han svarede så godt han nu engang kunne på alle hendes spørgsmål, og da de var kommet hjem kunne han ikke lade være med at smile til hende ”Jeg kan forestille mig det, men det er svært at vide det, kan ikke læse tanker” sagde han med et drilsk smil som hun sikkert ikke kunne se. ”Jamen så meget gerne” sagde han da hun mente han ikke var til besvær, han brugte lidt mere tid på at kigge rundt, og da hun så kom og gav ham teen tog han en tår mens hun læste hvad han havde skrevet ”Er det for meget? Virkelig? Jamen så må vi jo sænke det, hvad så med 25 guldstykker om ugen?” spurgte han undrende. Han mente ikke selv at det var for meget, men han måtte jo hører på hende hvis hun mente det, det var jo ikke meningen at hun skulle føle sig forlegen over at få så meget i løn.