Please help me..

[Deleted]

Det var ved at være temmelig sent. Det blæste godt i denne nat, idet at Maurus søgte direkte igennem mørket. Han var fuldkommen skrub forvirret og vidste virkelig hverken til eller fra, hvilket bestemt heller ikke var noget som var ham nogen hjælp på nogen måde. De isblå øjne søgte rundt omkring sig, idet at han trak den mørke kappe fuldkommen omkring sin egen krop. Han havde fået de beskrivelser af vejen som han skulle gå for at møde denne mand som han måtte søge efter, også selvom han vidste at det måske var et forfærdeligt tidspunkt at dukke op på, så kunne han virkelig ikke gøre for det. Han var revet ud af sin egen hvile, kastet tilbage til livet som var på jorden og han kunne virkelig ikke finde ud af det mere! Han kunne ikke finde en mening med noget som helst, hvilket virkelig var noget som måtte skræmme ham. Hans hjerte hamrede mod hans bryst og han var efterhånden også godt kold, selvom det nu heller ikke var noget som han direkte kunne sige sig at tage sig af. Han vidste hvad han måtte og det at opsøge Nathaniel var efterhånden bare blevet et must for hans vedkommende. Ikke fordi at det var noget som kunne forandre noget som helst for hans vedkommende, for det gjorde det virkelig ikke. Hvad Eniqa måtte lave havde han virkelig ikke nogen anelse om. Hun rendt vel rundt sammen med Matthew hvis hun kendte dem rigtigt? Et sted så var det selvfølgelig noget som gjorde ondt, for han kunne udmærket godt huske det sidste som var sket ham inden han var gået i døden – den tanke alene var noget som fik det til at løbe iskoldt nedover hans ryg, så man skulle tro at det måtte være løgn. Han bed sig en smule i læben, da han endelig kom igennem Dvasias by. At manden boede herude forundrede nu heller ikke nogen, selvom rygterne gik for at sige at han ikke var en dvasianer som man ville beskrive dem? Hvorvidt om det var en god eller en dårlig ting, var stadig noget som han måtte finde ud af. Han trak vejret dybt, også selvom den iskolde vind på nogen måder var med til at gøre det bedre for hans vedkommende. Et sted så var det jo selvfølgelig en tanke som han måtte finde direkte skræmmende. Livet var virkelig ikke som han huskede det. Han havde.. glemt det? Glemt hvordan det var at leve og nu havde han virkelig desperat brug for den mands hjælp og det var noget som han bestemt agtet at søge efter! Det lille hjem som han havde fået beskrevet var noget som han fik øje på i et fjerne. Næsten med det samme mærkede han lettelsen idet at han næsten automatisk satte farten op kun for at nå frem. Hånden endte med at hamre direkte mod døren, selvom han var bange for at de lå og sov? ”Lås op..” Hans stemme var intet andet end en hæs bøn. Han havde virkelig brug for Nathaniels hjælp!

[Nathaniel Diamaqima]

At det var koldt og vindfuldt udenfor, var noget som Nathaniel for længst havde fundet ud af. Han havde skam heller ikke været ude i denne aften. Endnu en gang var det helt galt mellem Faith og Kimeya og et sted så var han også bekymret for Lisa og ungerne måtte stadig være i Marvalo Mansion. Han havde fået lagt sine børn i seng for adskillige timer siden og havde siddet og hygget sammen med Liya på sofaen – bare de to. De havde selv meget som de skulle have ordnet op i, selvom det vel heller ikke var noget som kunne forundre nogen? Han var måske ikke hvad man ville kalde for en typisk dvasianer, men det lå skam i ham, så man skulle i den grad passe på af den grund, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Han vendte blikket stile mod Liya, idet at han roligt og ekstremt varsomt fik hende hævet i sine arme. Hun var faldet i søvn foran pejsen og i hans arme, hvilket var noget som han faktisk rigtig godt kunne lide. Tiderne skiftede og han håbede jo så bare at dette var noget som han kunne tage som en god ting for hans vedkommende, for der var virkelig ikke noget som han hellere ønskede end det. Det var jo hans kære familie, så selvfølgelig var det også noget som havde en ekstrem stor betydning for ham. Forsigtigt fik han hende lagt i sengen og fik hende puttet ligesom han havde gjort med børnene. Han var måske ikke den bedste til ungerne, men han prøvede og han vidste skam også hvordan Liya kunne lide det! ”Jeg elsker dig..” hviskede han roligt og med et stille smil på læben, idet han lod hånden stryge over hendes kind. Nu hvor hun lå og sov, kunne han jo få bugt med noget af det arbejde som han havde forsømt igennem dagen. Ikke fordi at det var noget som gjorde ham noget, for han havde i den grad formået at lægge sine prioriteter om og han tøvede ikke med det. Hans familie havde skam også brug og ikke mindst krav på tiden sammen med ham, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Hvad gjorde man ikke for dem som man elskede og holdt af? Han gik tilbage til stuen, hvor han roligt fandt en bunke pergamenter frem som han rullede ud på stuebordet. Deres lille hjem var måske ikke særlig stort, men det var hyggeligt – meget endda. han nåede kun lige at lægge læsebrillerne på næseroden, idet at han hørte at det hamrede mod døren. I det store og hele, så ventede han da slet ikke besøg på denne tid, så et sted gjorde det ham jo kun ekstra meget på vagt. Han rettede sig op idet han rejste sig og gik ud til døren. Han åbnede den varsomt og kiggede ud. Skikkelsen havde han set før selvom… han var da død? Han blinkede let med øjnene. ”…. Maurus?” spurgte han dog tydeligt overrasket.

[Deleted]

Maurus var udmærket godt klar over at det var et meget dårligt tidspunkt at komme rendende på, men det var virkelig ikke noget som han kunne gøre for. Alene denne tanke var noget som han ikke brød sig om, for han ønskede bestemt heller ikke at forstyrre, men denne hjælp var virkelig noget so han havde så desperat brug for! Hans fingre var næsten blå, selvom han havde vandret direkte målrettet mod Nathaniels hjem og det var noget som han et sted var glad for. Så var det jo selvfølgelig bare spørgsmålet om manden var i stand til at kunne hjælpe ham? Et sted så var det noget som pludselig måtte sætte en voldsomt frygt i ham og det var i den grad ubehageligt, for tænk hvis han sagde nej?! Det var slet ikke en tanke som han kunne have med at gøre. Han var knust, forvirret og ikke mindst ødelagt, for han var jo heller ikke kommet helt godt fra det, da han var vækket op som intet andet end en kvindes legetøj, hvilket bestemt var langt forbi hans grænse og det var også noget som hun tydeligt havde fået at vide! At der måtte være lyde på den anden side af døren var noget som han tydeligt kunne høre og de kom mod døren! At se Nathaniels skikkelse som han endelig måtte stå der, hvor hans blik omgående faldt til mandens ansigt. Så vansiret at han aldrig havde set noget lignende, selvom der efterhånden skulle temmelig meget til for at skræmme ham væk fra noget som helst. Han var ikke pivet af sig. Sådan havde det jo trods alt, altid været når man havde levet i sin storebrors skygge, for det havde bestemt heller ikke altid været lige nemt, det var da helt sikkert! Han blev stående og stirrede på ham. Var han genkendt? Det var den første igennem denne tid som han havde oplevet gøre det, så selvfølgelig var det noget som et sted også måtte lette ham og frygtelig meget endda, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Han trak vejret dybt og nikkede sigende til hans ord. Der var jo heller ikke nogen grund til at gøre det hele værre end det endelig var, desuden så håbede han på mandens hjælp, så kunne han jo heller ikke tillade sig noget andet! ”Det… det er mig ja.. Nathaniel.” begyndte han stille. Rejsen havde været lang. Han var træt og ikke mindst meget hæs, for han havde ikke rigtigt haft gjort brug af stemmen endnu, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så kunne han virkelig ikke gøre noget ved det i den anden ende. ”Jeg.. jeg har brug for din.. hjælp,” tilføjede han, næsten som han håbede på at blive inviteret indenfor, for der var virkelig, virkelig koldt når man stod stille udendørs, hvilket han pludselig godt kunne mærke nu. Hænderne trak kappen tæt omkring sig. Måske at det var at gå hurtigt frem, men han ønskede virkelig bare at vide hvorvidt om denne mand kunne hjælpe ham eller ikke!

[Nathaniel Diamaqima]

At det var koldt, var noget som Nathaniel tydeligt kunne se på denne mand. Ikke fordi at det var noget som rørte ham som sådan, men han havde jo efterhånden haft temmelig meget at gøre med Igleéias-familien – på både godt og ondt, hvis man kunne fremstille det sådan. Han lod hovedet søge let på sned. Manden var iskold, men sidst han havde hørt noget som helst omkring ham, så var han død. Eniqa havde slået ham ihjel med sine egne hænder og han havde set hvor skyldsbetynget hun havde været. Hun havde det bestemt heller ikke nemt nu. Han hjalp den stakkels kvinde så godt som han nu kunne, selvom det bestemt heller ikke var nemt for ham på nogen måde, men det var jo det at han gjorde et forsøg som betød mest for øjeblikket? Han nikkede mod ham – At det var ham, var noget som han allerede for længe siden havde fundet ud af, selvom det nu heller ikke var noget som rørte ham som sådan. ”Hvem har vækket dig?” spurgte han med en tydeligt overasket stemme. At se denne mand, var slet ikke noget som han havde regnet med! Eniqa havde gjort det tydeligt at det ikke var hende som havde noget at gøre med dette. Han valgte dog alligevel at træde til side, så manden kunne komme ind. Lidt varme var vel også noget som gjorde godt i den anden ende? Ikke fordi at det var noget som han ville skjule hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for, for han kunne faktisk godt fremstå som mild og blid. Ikke fordi at det var noget som gjorde ham noget, for han var omringet af folk som havde vist ham at det ikke var så slemt igen, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende. ”Kom ind, Maurus,” bad han endeligt og med en rolig og ganske så kortfattet stemme. Han vendte blikket ind mod stuen. Liya måtte endnu ligge i sin søvn, hvilket selvfølgelig var noget som lettet ham, for han var et sted bange for hvordan hun ville reagere kraftigt, hvis hun fandt ud af at der var en Igleéias i huset, for han vidste hvordan det var for hende med alt det efter Matthew og det var noget som stadig kunne gøre ham direkte vred, for det var bestemt heller ikke noget som var meningen for hans vedkommende. Han trak vejret dybt. ”Du ligner en som kunne bruge noget varme, Maurus.. Kom ind og fortæl mig hvad der plager dig,” endte han med en ganske stilfærdig mine. Det vansirede ansigt var ikke engang noget som han tænkte over længere, for det var bare blevet til noget som han var endt med at kunne leve med - andet alternativ havde han jo trods alt heller ikke, om det var noget som man nu ville det eller ikke.

[Deleted]

Maurus vidste udmærket godt at han ikke kunne tillade sig bare at komme rendende på denne her måde, selvom det nu heller ikke var noget som han gjorde med vilje. Han vidste bare ikke hvor han ellers skulle søge denne hjælp som var sagt at kun alkymister kunne give ham, så selvfølgelig var dette også en grund til at han mødte op her. Desuden havde han hørt ganske meget godt omkring Nathaniel og at han ikke tøvede med at hjælpe hvis grunden var god nok, hvilket han jo så selvfølgelig håbede at hans egen måtte være. Nemt var det virkelig ikke, men det var noget som han bare måtte prøve. Livet var jo intet andet værd hvis man ikke løb en risiko, ikke sandt? Hans spørgsmål var nu heller ikke noget som kom bag på ham. Han trak vejret dybt. ”Jeg.. jeg ved det ikke, det.. Han rystede stille på hovedet. Han vidste ærlig talt ikke hvem som havde gjort det. Han kunne ikke engang huske om hun havde præsenteret sig ved navn, men der havde virkelig ikke været noget som helst omkring den kvinde som han kunne sige sig at genkende, om det var noget som de ville det eller ikke. At manden valgte at invitere ham med indenfor, var selvfølgelig noget som gjorde ham glad, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Han nikkede til ham. ”Mange tak, Nathaniel.” Han trådte roligt indenfor, idet at han vendte sig mod ham. At det var sent og resten af huset var gået til ro var noget som han tydeligt kunne høre, selvom det nu heller ikke var noget som han ønskede at forstyrre. Han kunne godt mærke varmen indefra pejsen af, for det var virkelig intenst! Han trak vejret dybt, hvor han også begyndte at ryste, nu hvor kroppen prøvede at varme sig godt op da muligheden endelig havde budt sig. Han vendte blikket let ned af sig. Han var ganske anderledes end sin storebror, hvilket han vidste, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde det meget bedre eller nemmere for ham. Han var en skamplet på familien og det var bestemt heller ikke noget som han kunne sige sig at være stolt af og så alligevel? Han var en mand som vidste hvad han ville have. ”Jeg.. håber ikke at jeg forstyrrer..” endte han dæmpet. Han ønskede virkelig ikke at ødelægge en rolig aften som det var tydeligt at der måtte være her. Han så sig let omkring. Ingen børn og ingen Liya. Ikke fordi at det var noget som han ønskede at gøre noget som helst ved i den anden ende. Blikket gled roligt mod Nathaniel endnu en gang og med den samme mine som tidligere. Løgn var det jo ikke engang. Den mand som han stod overfor i øjeblikket, var en af den type som havde alt det som han nogensinde havde drømt om – og gang på gang var revet fra ham, uden at han kunne gøre noget som helst ved det! Og det frustrerede ham!

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var direkte overrasket over at se Maurus stå på døren. Forskellen på ham og Matthew var virkelig lille, men efter alt det som han havde været igennem også med henblik på Matthew, så kunne han efterhånden se forskel på dem. Hans storebror var ganske rigtigt en frygtet mand, selvom han havde set en anden side af manden. Det var jo også lige det at forklare det for Liya, for Matthew havde gjort hende ondt på en måde som han aldrig nogensinde kunne tilgive. Måske at han ikke var en mand som man ville kalde for en typisk dvasianer, men man skulle bestemt heller ikke glemme at det var noget som måtte hvile et sted i ham, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om det overhovedet! Han lod hovedet søge let på sned. ”Det var ikke et svar jeg rigtigt kunne bruge til noget..” Han endte ud i en kort tænkende mine, da han valgte at lukke døren efter Maurus da han var trådt indenfor. Han vendte sig mod ham. Måske at deres hjem ikke var så stort igen, men det var nu heller ikke noget som han ville sige noget til på nogen måde. Han havde det godt, han havde Liya, han havde sine elskede tvillinger og han kunne virkelig ikke bede om mere, det var helt sikkert! Han rystede stille på hovedet til hans ord, hvor selv et stille smil måtte melde sig på hans læber. Hovedet søgte ganske let og stille på sned. ”Slet ikke. Børnene sover og det samme gør Liya. Bare du dæmper dig lidt. Hun har brug for søvnen,” forklarede han stilfærdigt, som han roligt satte sig ned og med blikket hvilende på hende og med den samme rolige mine som tidligere. Hvorfor skjule det? Det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om det i den anden ende. Han viste ham vejen ind i stuen. ”Gå ind og sæt dig, Maurus. Varmen er vel tiltrængt?” Han gik selv roligt ind i stuen, idet han greb omkring sine mange pergamenter. Liya ville blive muggen uanset hvis hun så at han igen gav sig lidt hen til arbejdet, selvom det nu heller ikke var noget som han kunne sige noget som helst til. Det skulle jo trods alt passes. Han lagde det roligt fra sig på en kommode, idet han selv tog plads i sofaen og lod blikket ganske roligt søge mod Maurus. Selvfølgelig var han en kende nysgerrig på det som var sket med henblik på Maurus og hvad det var at han ville have hjælp til. Vidste Eniqa i det hele taget at manden var vækket? Han gik umiddelbart ikke ud fra at hun havde noget med dette at gøre. ”Hvad plager dig, Maurus?” spurgte han med en tydelig nysgerrighed i minen.

[Deleted]

At Nathaniel havde valgt at byde Maurus indenfor var selvfølgelig noget som han virkelig måtte være glad for. Han takkede bestemt heller ikke nej til det, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han havde ganske rigtigt ikke nogen anelse om hvad der var sket med hverken Matthew eller Eniqa, for han have virkelig ikke nogen anelse om noget som helst. Han vidste virkelig ikke hvor længe at han havde været væk eller noget som helst, så han var virkelig, virkelig rundt på gulvet og han kunne ikke have med den tanke at gøre! Folk havde udnyttet ham og han vidste det godt. Ikke fordi at det var noget som han kunne sige noget som helst til. Han trak kappen godt om sig, for han var virkelig, virkelig kold! Han havde været ude at vandre igennem alt for lang tid og han vidste det jo godt, men hvad gjorde man ikke for at finde en form for tryghed, for selv det havde han kraftigt brug for! ”Jeg har aldrig set hende før.. Jeg blev vækket.. kun fordi at hun havde lyst til at more sig..” Han vendte blikket stille ned mod sig. Han mindede på ingen måder omkring sin storebror. Han havde sin værdighed. Han havde sin måde at gøre tingene på, også selvom han vidste at det ikke var noget som hjalp ham i det store og hele, for alene den tanke om at Eniqa havde udnyttet ham som hun havde, var noget som gjorde ham direkte rasende, for det havde aldrig nogensinde været hans mening på nogen måde! At Liya måtte ligge og sove og ungerne med, var noget som han selvfølgelig nok skulle tage noget hensyn til, om det var noget som man ville det eller ikke. Han var en gæst i deres hjem, så det var noget som han tog hensyn til. Han gik roligt ind i stuen og satte sig ned i sofaen og med blikket som han stille vendte mod Nathaniel endnu en gang. Et sted så vidste han ikke hvordan det hele skulle præsenteres eller noget som helst. Han gjorde egentlig sit for ikke at ende med at tænke på Eniqa, selvom det var svært. Han havde virkelig elsket hende – og han gjorde det endnu, hvilket kun gjorde det hele endnu værre. Men at ødelægge hende og Matthews lykke, var slet ikke noget som måtte komme på tale på noget som helst tidspunkt hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. Han trak vejret dybt. ”Jeg ved… ikke hvordan jeg skal forklare det? Men.. jeg har brug for et.. støttepunkt, Nathaniel. Jeg har brug for dig til at gøre mig en kæmpe tjeneste for mig..” Han vendte blikket stille mod Nathaniel endnu en gang og med en rolig og ganske stille mine. Han var Nathaniel underdanig – der hvor han på ingen måder lignede sin storebror, men snarere en som bare.. bad om lov i stedet for at gøre tingene først.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste udmærket godt at han var en mand med mange evner og talenter. Om ikke andet, så var han en mand med mange kontakter som kunne bruges, hvilket vel også var noget af det som faktisk gjorde ham farlig? Det var nu heller ikke fordi at det var noget som han sagde noget til som sådan, for det var der virkelig ikke nogen grund til. Maurus fremtrådte slet ikke som faretruende for hans vedkommende, hvilket også var en grund til at han faktisk turde byde manden indenfor i sit eget hjem. Han nød af tanken – at få lidt selskab, for det var ved at være et godt stykke tid siden efterhånden. Ikke fordi at det vel var noget som kunne forundre nogen, for hans liv gik op i familien nu. Det var sjældent han tog sig af andet – foruden Faith og Kimeya selvfølgelig og ellers hjælpe der hvor det var muligt. Han blev roligt siddende på sofaen. Liya lå og sov, selvom han vidste at hun altid reagerede når ting ikke var som det skulle være, men altså.. Han lod hende bare hvile, for denne mand ønskede dem intet ondt, så meget vidste han da om ikke andet, ellers havde han da bestemt heller ikke bedt ham ind i deres hjem! Han rystede stille på hovedet. ”Synd at misbruge evnerne på den måde, når der er så få som er i stand til det..” Et sted så var det en skuffelse som man kunne spore i hans stemme, om det var noget som man ville det eller ikke. Det var alvorlige kræfter at lege med og så bare.. for leg og spas? Han måtte ærligt erkende, at det faktisk var noget som gjorde ham direkte sur. Han lod hovedet søge let på sned, som han roligt betragtede manden overfor ham. Selv havde han hørt meget om Maurus, men ikke rigtigt haft noget med ham at gøre som sådan, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. At manden havde en kæmpe tjeneste at bede ham om, var nu alligevel noget som gjorde ham en kende nysgerrig. Selv så var han bange for at han havde sine anelser, men det var jo heller ikke fordi at han ville gøre det hele værre for Eniqa. Det var slemt nok for hende som det måtte være i forvejen og den stress var da noget af det sidste som hun havde brug for, det var da helt sikkert. Han trak vejret dybt og satte sig til rette i sofaen. ”Det må være vigtigt siden du kommer på det her tidspunkt.. Eller det håber jeg,” sagde han roligt og med en ganske stilfærdig mine. Han kneb øjnene en anelse sammen. Han forstyrrede ganske vidst ikke i noget, men hvis det var småting, så var det i den grad et meget upassende tidspunkt at dukke op på – hvilket vel også var noget som han vidste fra før af? Han lod hovedet søge let mod den anden side. ”Fortæl,” opfordrede han ganske kortfattet – næsten krævende.

[Deleted]

Nathaniel var ikke direkte en dvasianer, hvilket også var med til at gøre at det var her Maurus søgte imod frem for alle de andre steder, for det var bestemt heller ikke noget som han ville have det mindste imod. Han vendte blikket stille mod ham endnu en gang. Det hjalp med den åbne pejs, for han kunne i den grad mærke den prikkende fornemmelse i hans mange muskler og det var virkelig, virkelig rart for ham! Han trak vejret dybt og selv var han tydeligt faldet en anelse mere til ro og det var i den grad også rart. Han vendte blikket stille mod Nathaniel endnu en gang. Skuffelsen var noget som han tydeligt kunne høre i hans stemme, hvilket et sted også var noget som lettede ham. Han nikkede stille. ”Hun morede sig udelukkende på andres bekostning. Det skulle bare ikke have lov til at gå ud over mig.” Det var sjældent at han åbnede munden i det hele taget, men lige der havde han virkelig ikke haft noget andet valg. Han vendte blikket stille mod Nathaniel endnu en gang. Han vidste udmærket godt, at han på ingen måder var som sin storebror, hvilket han var glad for. hvad der var sket med Matthew og Eniqa var fuldkommen ukendt for ham, ikke fordi at det var noget som han ville sige det mindste til lige netop nu. Han vidste at Eniqa var mistet for længe siden, om det var noget som man ville være ved eller ikke, så der gjorde han vel bare klogt i at holde sig en afstand til hende såvel som Matthew? Han mærkede godt hvordan hans hjerte begyndte med at hamre direkte mod hans bryst. End ikke var det noget som han ville skjule, hvis det var noget som man ellers kunne skjule det. At skjule noget for denne mand vidste han godt ikke ville blive ham muligt. ”For.. for mig, så er det vigtigt, Nathaniel. Jeg ved godt at det var et meget upassende tidspunkt at dukke op på. og.. jeg håber selvfølgelig ikke at jeg forstyrrede Jer,” begyndte han stille. Han blev siddende med kappen godt omkring sin egen krop og vendte blikket stille mod pejsen for et kort og eftertænksomt sekund. Han var jo nødt til at finde ud af hvordan han skulle fremstille det hele, for det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt på nogen måde overhovedet. Han trak vejret dybt, mest af alt også for at samle sig bare lidt af det mod som skulle til. Han vendte blikket roligt mod ham igen. Nemt var det virkelig ikke! ”Jeg ved ikke hvor godt du kender Eniqa.. eller det liv som hun såvel som jeg har haft? Hun fik Matthew. Det var mig som valgte pas.. Jeg har mistet.. mistet rigtig meget igennem mit liv og… jeg vil meget gerne bede dig om en kæmpe tjeneste; At give mig lidt af det tilbage.. give mig min Cayenne..” forklarede han dæmpet og næsten med en bestemmelse i stemmen. Han havde og kunne ikke huske at han nogensinde havde været så selvsikker i stemmen før.

[Nathaniel Diamaqima]

Maurus var nu en helt anden mand end sin bror, hvilket Nathaniel selvfølgelig godt kunne lide, for det gjorde det nemmere for ham selv, for ikke at glemme, at han faktisk vidste hvad han skulle forholde sig til. Matthew havde i den grad haft meget som han kunne lære af denne mand, selvom det nu var en synd og skam, at det ikke var noget som ville blive til noget uanset hvordan man vendte og drejede den. Manden var død, Eniqa var knust og selv Nathaniel var bange for at hun ville følge manden trop. Hun var gravid, hun havde sin sygdom og han gjorde selv alt det som han kunne for at holde hende ved lige, selvom det bestemt heller ikke var nemt på nogen måde. De mørke øjne hvilede på manden. At han underlagde sig allerede med det samme, var noget som han selv havde det ganske fint med, så var der heller ikke nogen grund til at markere sig, hvilket han bestemt heller ikke havde det mindste imod når det endelig skulle komme til stykket. Han trak vejret dybt og lyttede blot til hvad manden havde at sige. Hvem end som havde vækket ham, så var det kraftig misbrug til sin egen fordel! Selv han havde aldrig gjort det, hvis det havde været noget med ham selv at gøre – selv ikke da han havde mistet Liya havde han gjort noget som helst, nej der havde det været Jaqia og den dag i dag, var han selvfølgelig lykkelig for at hun havde gjort det for ham! Han blev roligt siddende, ganske afslappet og lyttet til manden, da det også kunne lyde som om at det var noget af det som han havde brug for? At blive set og ikke mindst hørt? Han rystede endnu en gang på hovedet og med et skævt smil. ”Havde du forstyrret, så havde jeg aldrig lukket dig ind,” påpegede han stilfærdigt. Manden var høflig – næsten for høflig efter Nathaniels smag, men det var nu noget som han måtte bide i sig for nu – det var jo heller ikke fordi at han stort set havde noget andet valg når det endelig skulle komme til stykket. Han betragtede roligt manden og med et stille smil på læben, også selvom de følgende ord var noget som fik smilet til at stivne. Cayenne? Han kunne godt huske at have hørt om den kvinde før, selvom det nu heller ikke var noget som han kunne sige så meget til igen. Et sted lettet over at det ikke havde noget med Eniqa at gøre, selvom den kvinde virkelig havde brug for hjælp og støtte, hvilket han var udmærket klar over. ”Du vil have mig til at vække en kvinde for dig? En kvinde som for længst er afgået ved døden? Endda før dig selv?” Hans stemme var spørgende. ”… Hvad med Eniqa?” spurgte han roligt. Ordene fløj mere eller mindre ud af munden på ham, men han var jo næsten nødt til det. Han havde jo trods alt også lagt øre til hvordan Eniqa havde haft det med ham.

[Deleted]

Maurus stirrede mere eller mindre bare på Nathaniel. At være høflig, var noget som næsten var en nødvendighed i denne situation, om det var noget som man ville det eller ikke, så kunne han vitterligt ikke gøre noget som helst ved det. Tanken var et sted dræbende, for han havde aldrig nogensinde fået et klap på skulderen hvor folk havde rost ham for det som han havde gjort eller det som han havde stået for. Han vidste godt at folk havde kørt ham rundt i manegen, men Cayenne havde ikke gjort det. Hvordan og hvorfor hun var afgået ved døden var ikke noget som han som sådan havde fundet ud af – nogensinde og det var noget som virkelig måtte plage ham som intet andet i den anden ende. Han havde brug for et standpunkt, noget at holde sig til og det var noget som han brændende ønskede Nathaniel skulle give ham – han kunne jo om ikke andet, og selvfølgelig var det noget som havde en uendelig stor betydning for ham selv – hvis han ville gøre det selvfølgelig, for han vidste at det ikke bare var magter som man legede med. Det var jo noget som næsten gav sig selv trods alt. Han vendte blikket mod manden. Nu var ordene sagt, bønnen var blevet hørt, så var det jo bare et spørgsmål om hvorvidt Nathaniel faktisk ville gøre det for ham? Et sted så var det noget som næsten måtte vække en frygt i ham, for.. tænk hvis han ikke ville? Så vidste han da slet ikke hvad han skulle gøre! Han vendte blikket stille ned af sig selv. Han følte sig virkelig ussel, komme tiggende og bedende på sine grædende knæ for at få noget i hans liv tilbage. Hans bror ville da aldrig nogensinde gøre noget som han gjorde det lige nu. Han nikkede til ordene. ”Jeg har aldrig forstået hvorfor hun gik bort, men.. ja.. Jeg.. jeg ved godt at det er meget at bede om, Nathaniel.. Men jeg har brug for hende..” Han endte dog tydeligt med at blinke med øjnene da han nævnte Eniqa. Det var noget som efterlod en direkte stikkende fornemmelse i hans eget bryst og følelsen var langt fra behagelig, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Han knyttede næverne ganske let ved tanken alene. ”Hun vil ikke have mig.. Ikke uden Matthew, det gjorde hun tydeligt og klart for mig den aften..” Alene tanken var noget som direkte vækkede en sorg. Han havde aldrig været nok for hende. Han havde ikke været god nok og endda så elendig, at hun ville have Matthew ved siden af? Det var mere end det som han selv ville kunne leve med, selv der havde han sat grænsen! ”Hun har påført mig sorg mere end rigeligt,” forklarede han videre. Løgn var det jo trods alt ikke engang, uanset hvor ondt det så end måtte gøre, så kunne han ikke gøre noget ved det. Eniqa havde virkelig været den som havde formået at knuse ham som ingen anden nogensinde havde gjort det før!

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniels blik hvilede stift på Maurus. Han vidste udmærket godt at manden på ingen måder kunne sige sig at have haft det nemt, men der var ikke noget som han selv kunne gøre ved det, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Dette var virkelig en meget alvorlig sag og det var noget som han skam også håbede på at manden var klar over. Han vækkede ikke bare folk, han legede ikke med døden, for han vidste udmærket godt at det kunne få katastrofale følger. Ikke bare for ham selv, men også den som han vækkede. Han havde set mange gange hvad en sådan en dødsoplevelse havde gjort ved folk og det kunne hænde at de slet ikke var til at kende bagefter, hvilket han bestemt heller ikke ønskede at udsætte denne mand for, for det var da tydeligt, at det var noget af det sidste som han havde brug for i det store og hele. Han havde haft meget at slås med – alt efter hvad han havde hørt om ikke andet så selvfølgelig var det også noget som han ønskede at tage hensyn til. Dog alligevel, så ønskede han ikke at Eniqa skulle glemmes i alt dette. Et sted så var han dog temmelig sikker på at Cayenne ikke var noget andet end et skalkeskjul eller en direkte erstatning for det som Matthew havde taget fra ham. Nu var manden død, så hvorfor ikke tage chancen? Han ønskede ikke at lege med livet og døden hvis han ellers kunne blive fri for det, også selvom han vidste at det bestemt heller ikke var nemt i den anden ende. Han havde virkelig ondt af manden og det i sig selv, var ord som han frygtelig sjældent sagde til nogen som helst, det var endelig ikke noget som man måtte glemme på noget tidspunkt. De mørke øjne vendte han mod hende. Han reagerede tydeligt da han havde nævnt Eniqa – Et ømt punkt! ”Du har været borte for lang tid min ven.. Tiderne har skiftet – specielt omkring Eniqa.” Han vidste godt at den kvinde havde udsat ham for må og få, men det var nu heller ikke noget som han direkte ønskede at skulle blande sig i, hvis han ellers kunne blive fri for det selvfølgelig. Han rettede sig en anelse op. ”Med en ny leder for warlocks, så har Matthew været et offer for hendes teste.. Eniqa har ham ikke længere og med en kommende lille på vej, så har hun brug for hjælp.” Hans stemme var direkte og yderst alvorlig. Et sted så forsøgte han vel at tale manden fra det? Fra Cayenne også mest for hans egen skyld. Han foldede roligt hænderne foran sig og med blikket hvilende stift på denne mand – Det var virkelig en skræmmende stor tjeneste som han ønskede og bad om – større end det som Nathaniel faktisk var villig til at indgå for ham lige på nuværende tidspunkt.

[Deleted]

Maurus havde virkelig bare brug for et standpunkt og han havde ganske rigtigt ikke nogen anelse om hvordan det ellers ville foregå. Han ønskede Cayenne da han ikke kunne få Eniqa og det som hun selv havde gjort overfor ham, var virkelig ikke noget som han bare kunne se bort fra bare sådan uden videre, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Han elskede hende, det gjorde han og han var endda gået i døden for hendes hånd, for livet havde virkelig været for hårdt for ham at leve. Det var jo ikke engang løgn. Han havde ikke gjort andet end at miste og når han endelig havde forsøgt at klamre sig til noget, så mistede han det alligevel. Var det i det hele taget underligt, at han var så opgivende som han var? Han gjorde det jo for pokker ikke engang med vilje! Han prøvede bare at finde sig til rette med kendsgerningerne og med det liv som han nu endnu en gang havde fået, selvom det slet ikke var nemt på noget som helst tidspunkt! De isblå øjne søgte direkte til Nathaniels som han endnu en gang begyndte at snakke. Ordene var noget som gik direkte ind, for ikke at glemme at det var noget som nærmest måtte gøre ham direkte ligbleg – som stod han og så døden i øjnene endnu en gang. Direkte havde døden ikke ændret ham, selvom der vel var småting som den havde gjort ved ham? Han ønskede ikke at fortsætte uden Cayenne og det var noget som Nathaniel bare måtte forstå! ”.. Er.. Er hun gravid?” Da dette var noget af det eneste som han havde fået med af Nathaniel ord, så var det i den grad også noget som han direkte endte med at bide sig fuldkommen fast i. Det var noget som havde ramt ham direkte som et chok og han vidste jo ikke engang hvordan han skulle reagere eller noget som helst og det var bestemt heller ikke fordi at den følelse direkte kunne sige sig at være nem på nogen måde! Hans hjerte begyndte fast at hamre mod hans bryst. Matthew død? Han var virkelig gået glip af meget og der havde jo ikke engang været nogen som kunne give ham de ord og bare skænke ham en lille trøst! Et sted var det også noget som frustrerede ham meget! Han bed sig let i læben. ”Matthew har en tendens til at komme tilbage Nathaniel.. Jeg.. jeg kan ikke klare at blive skubbet i baggrund igen.. Er du klar over hvor ondt det gør? Du elsker en kvinde som ikke engang vil have dig?” Han var en mand uden råd. Han vidste slet ikke hvad han skulle gøre og den tanke alene var virkelig noget som måtte gøre noget så frygtelig ondt! Hænderne lagde han ved sit hjerte. Han var en følsom en af slagsen og det var bestemt heller ikke fordi at det altid var en positiv ting!

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel kunne skam godt forstå manden, men kunne han undgå at lege med livet og døden, så var det skam også noget som han agtet at gøre. Alt det som han havde snakket med Eniqa om – både om Maurus såvel som Matthew, så var det tydeligt at de begge havde en ekstrem betydning for Eniqa og det var bestemt heller ikke noget som han ville lade Maurus glemme, hvis det var noget som han kunne blive fri for selvfølgelig. De mørke øjne hvilede på manden. Han virkede ikke bare rundt på gulvet, men i den grad også usikker på hvad det egentlig var at han ville og det at han kunne ramme Eniqa ved ham, var selvfølgelig noget som gjorde at han var temmelig sikker på at kvinden på ingen måder var glemt for hans vedkommende. Han vidste at Eniqa havde gjort meget ved denne mand, men det var nu heller ikke noget som han ønskede at blande sig i. Han var forlovet med sin egen datter, så selvfølgelig var det også noget som spillede frygtelig godt ind for ham, for han var bestemt heller ikke et hak bedre for det vedkommende. Han nikkede til hans ord. ”Det er hun,” bekræftede han med en rolig og ganske stilfærdig mine. Det var bestemt heller ikke fordi at han ønskede at skjule det for ham på nogen måde, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for det i det store og hele. Han trak vejret dybt og endte med at nikke til hans ord. ”Eniqa har brug for en som kender hende til at kunne hjælpe. Desuden så.. ved jeg at du var der sidst at det gik galt mellem dem. Jeg har snakket meget med hende.. Frygtelig meget.” Han rettede sig roligt op og med blikket hvilende på ham. Det var bestemt heller ikke fordi at han ønskede at blive sur eller noget som helst. Han ønskede vel egentlig bare at tvinge Maurus til at tage det valg som han vidste at han ville. Selv havde han ikke direkte nogen intentioner om at vække Matthew. Testerne havde været anerkendte og han havde tabt, hvilket vel bare var noget som de alle sammen måtte slå sig til ro med, om det var noget som de ville det eller ikke. Han blinkede let med øjnene, mest af alt også for at slå koldt vand i blodet. ”Hun er syg.. Jeg går ud fra at du kender til Alaster? Hun lever med et handicap nu som gør livet svært for hende.. hun kan ikke klare det alene.” forklarede han roligt og med en ganske bestemt mine som tidligere. Hvorfor skjule det? Det var der jo trods alt heller ikke nogen grund til. Han var der og var omkring Eniqa. Han skænkede hende den medicin som hun havde brug for og hjalp hende med den kommende lille, for det var nødvendigt. Hun kunne aldrig klare det alene og det var noget som selv måtte gøre ham direkte usikker, hvilket faktisk var noget som skete sjældent!

[Deleted]

Lige hvad det var Nathaniel var ude på, var ikke noget som Maurus kunne sige med en sikkerhed, men et sted så var det faktisk noget som måtte irritere ham. Uanset hvordan han vendte og drejede dette, så blev han faktisk.. vred? Han følte virkelig ikke at han skyldte Eniqa noget som helst, også selvom hun havde en ekstrem stor betydning for ham, så var der bare ikke noget som han kunne forstå at Nathaniel kunne sige til ham! Han havde passet på hende, været der omkring hende når Matthew havde svigtet og gang på gang var manden dukket op igen og det var ham selv som var skubbet i baggrund. Var det en forunderlig tanke i det hele taget, at dette var noget som påvirkede ham? Han synes bestemt ikke at det var så underligt igen, om det var noget som man ville det eller ikke, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han knyttede næverne ganske let. Det alene var en tanke som faktisk gjorde ham irriteret. Igennem hele hans liv havde han fået at vide, at han ikke var en rigtig warlock, han havde altid fået at vide at han aldrig ville blive til noget og nu stod han altså her.. og ganske rigtigt, så havde han mistet alt det som han havde haft, hvilket var noget som frustrerede ham meget! ”Jeg lod hende komme mig tæt, Nathaniel.. Jeg lod hende dolke mig i ryggen igen og igen.. Jeg kan ikke klare det igen.. Tænk hvis Matthew dukker op!” Næsten uden at tænke over det, så var han endt med at skulle hæve stemmen, selvom det nu heller ikke var noget som han gjorde med vilje, men hvad skulle han da stille op? Han elskede Eniqa, men Matthew havde bare en større betydning for hende, om det var noget som han ville det eller ikke. Han kendte udmærket godt til Alaster og det at høre at han var skyld i en sygdom? Det var noget som alene måtte gøre ham direkte vred og ikke mindst også rasende, for Eniqa fortjente et liv hvor hun kunne leve godt og trygt! Han vendte blikket stille ned mod sig selv. ”Hvorfor skal du give mig en sådan samvittighed, Nathaniel? Jeg har jo ikke engang gjort noget forkert!” Et sted så var stemmen direkte præget af det at være direkte hjælpeløs, for det var i den grad hvad han følte sig som. Han vendte blikket mod ham endnu en gang. Han prøvede at tale ham fra det, hvilket et sted var noget som gjorde ham direkte vred, for det synes han bestemt heller ikke at han havde fortjent. ”Eniqa fortjener et liv som jeg ikke er i stand til at give hende når der er andre derude som har en større betydning for hende end det jeg har.. Man er ikke herre over følelserne.” Han bed sig let i læben. Måske at han havde været den forkerte at opsøge med det spørgsmål og den søgen som han faktisk var efter? At få Cayenne igen?