Please help me..

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde allerede tydeligt fundet ud af at Eniqa var et ekstremt ømt punkt for denne mand. Ikke fordi at det gjorde ham noget, for det var noget som helt automatisk måtte give ham noget som han var i stand til at ramme og selvfølgelig var det noget som han agtet at gøre det, om det var noget som man ville det eller ikke. Et sted så var han en hård mand og det at skulle argumentere mod ham var bestemt heller ikke altid det nemmeste. Han skulle have en umådelig god grund til at vække en fra døden – selv der havde han heller ikke haft nogen intentioner om at skulle vække Maurus for Eniqa, for det var virkelig ikke noget som han havde haft lyst til at skulle blande sig i. De mørke øjne hvilede direkte på ham og med den samme direkte intense og faste mine. Det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som han ønskede at skjule for ham på noget tidspunkt. Han var en mand med ordene i orden og sine argumenter til hvorfor det ikke skulle ske – mest af alt også fordi at der var en kvinde derude som allerede godt kunne bruge en hjælp som han samtidig også vidste at Maurus ville være i stand til at skænke hende, så hvorfor skulle han? ”Jeg kan ikke garantere dig noget som helst med henblik på Matthew, Maurus, men en ting kan jeg næsten garantere dig for; Eniqa har brug for hjælp og det er en hjælp som jeg ved at du er i stand til at skænke hende,” sagde han roligt og med en tydelig selvsikkerhed i stemmen. Det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som han ønskede at skjule for hans vedkommende. Han var hård at forhandle med og havde man ikke sine argumenter i orden, så havde man da kun et kraftigt og ikke mindst direkte alvorligt problem. Matthew var en mand som slog Maurus tydeligt og oplagt, om det var noget som man ville det eller ikke, men den mand var død for nu og så var der ikke mere at komme efter i den situation om det var noget som man ville det eller ikke. Han trak let morende på smilebåndet til hans ord. ”Jeg ved at du er en god mand, Maurus og jeg ved at du kan give Eniqa det som hun har brug for – såvel som den kommende lille som er på vej. Jeg er ikke ude på at skænke dig en dårlig samvittighed. Jeg ved bare at Eniqa betyder mere for dig, end det som du giver udtryk for,” afsluttede han roligt, som han lod armene søge over kors på hans bryst og lænede sig tilbage i sofaen. Der var bestemt heller ikke nogen grund til at skjule kendsgerningerne som de måtte være. Han vidste at han havde ret på dette punkt om det var noget Maurus ville det eller ikke. Han blev siddende – selv uden intentioner om at gøre noget som helst.

[Deleted]

Maurus måtte et sted erkende, at dette virkelig var ved at gøre ham direkte irriteret. Han havde på ingen måder fortjent at blive hamret i hovedet med en hammer på denne her måde, hvilket var noget som direkte måtte gøre ham irriteret. Ikke fordi at det var noget som han lagde meget skjul på, for det hele kom frem i frustration. At han havde valgt at hæve stemmen og Nathaniel så bort fra det, så var det noget som han ikke som sådan tog sig af. Han kneb øjnene let sammen. Nathaniel var virkelig en talsmand og nu havde han selv personligt fået lov til at opleve det, selvom han ikke helt kunne afgøre hvorvidt om det skulle vise sig at være en god ting i den anden ende. Han sukkede næsten opgivende. Det var virkelig ikke nemt! ”Prøv at se hvor det førte mig hen at være en god mand, Nathaniel. Jeg har mistet alt det som jeg havde omkring mig og jeg er blevet hånet igennem hele livet for den mand jeg er og for mine holdninger og meninger fordi at det er udenfor norm og ret.. Jeg kan måske give hende hvad hun har brug for, men det er ikke ensbetydet med at jeg vil.” Måske at det var frygtelig hårde ord at høre fra hans læber, men det var næsten som om at de blev sagt med selvsikkerhed. Ikke fordi at det var noget som han ønskede at skjule. Eniqa havde virkelig gjort ham ondt som han aldrig havde oplevet det før og det var virkelig noget som gjorde forbandet ondt at tænke på. Uanset hvad han havde gjort, så havde Matthew overgået ham og den tanke var virkelig noget som måtte gøre ham direkte vred i den anden ende. Eniqa havde virkelig en massiv betydning for ham, men det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som han kunne tage hensyn til altid, for det kunne han virkelig ikke! Han bed sig let i læben. Hvorfor skulle den mand gøre ham så forbandet usikker? Det var virkelig ikke retfærdigt! Han endte med at ryste på hovedet. Cayenne havde altid været der, hun havde støttet ham og vist ham at det var okay at være mild og blid som han havde været. Han var en bærer af et ekstremt beskyttende gen og det var noget som han havde ladet gå ud over hende. ”Jeg vil bare have Cayenne tilbage Nathaniel.. Hun er den eneste som ikke har dolket mig i ryggen, hånet mig eller nedgjort mig for den jeg er… Jeg elsker hende..” prøvede han endnu en gang. Kunne den mand bare ikke forstå at Eniqa ikke var hans verden mere? Det kunne da for pokker heller ikke være så svært at forstå!

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var måske en meget hård mand at forhandle med, men det var der så sandelig også mange grunde til og det var bestemt heller ikke fordi at han ønskede at lægge sine principper om på grund af en mand og det som han måtte ønske sig. Det var tydeligt at Eniqa havde en større betydning for ham end det som han gav udtryk for, for et sted så kunne han skam også godt forstå at manden var bange for Matthew i tilfælde af at han skulle dukke op igen. Han lod hovedet søge let på sned og uden at tage blikket fra ham på noget som helst tidspunkt. Ikke fordi at det var noget som han skjulte for ham, for han var ærlig og i denne situation så kom det hele altså lige ud af posen. Han trak vejret dybt og slap det i et suk. ”Ved at kende til din bror, så tror jeg også at jeg kender størstedelen af din..” Han behøvede virkelig ikke at have Maurus til at forklare ham det hele, for det var der virkelig ikke nogen grund til i den anden ende. Han samlede igen roligt hænderne foran sig. Manden hævede stemmen, også selvom han vidste at det var ren og skær usikkerhed som gjorde det. Han vidste med andre ord ikke hvad det var at han havde lyst til, og selvfølgelig var det noget af det som Nathaniel gjorde sit for at misbruge, selvom det nu heller ikke var noget som han gjorde for at være ond eller modbydelig, for det var slet ikke noget som var hans intention på noget som helst tidspunkt når det endelig skulle komme til stykket. ”Jeg faldt for en som dræber folk som mig, Maurus. Jeg har ikke tal på hvor mange det er gået ud over i den tid vi har været sammen, men jeg ved at hun ikke kan undvære mig – som jeg heller ikke kan undvære hende. Jeg ved at Eniqa har gjort dig fortræd og jeg ved at hun har gjort dig ondt, men.. selv din hjælp kan hun bruge. Hun har brug for en som kan holde om hende og fortælle hende at det hele nok skal gå. Vil du ikke påstå at det er en som dig?” Han hævede sigende det ene bryn. Manden var usikker, så selvfølgelig var det noget som man valgte at udnytte! Ikke fordi at det var noget som rørte ham som sådan, for han var en mand som var fuldkommen kold overfor sådan noget. Lige der kunne han selv drage historier fra hans eget liv, så selvfølgelig var det også noget som havde en ekstrem stor betydning for ham selv, om det var noget som man ville det eller ikke. Liya var jo lidt hen af det samme. ”Hvis jeg skal være helt ærlig, Maurus.. Så tror jeg ikke at du ved hvad du vil,” afsluttede han roligt som han valgte at rejse sig op. Måske en kold og hård konklusion, men han var en menneskekender og det var med alt hvad det måtte indebære. Det var jo faktisk sjældent at han tog fejl og på den måde som Maurus reagerede, så kunne han bestemt heller ikke være andet end sikker.

[Deleted]

Maurus kunne så sandelig godt mærke, at han var ved at blive irriteret. Jovist elskede han virkelig Eniqa. Hun havde også en ganske særlig plads ved ham, men dette var ikke bare noget som han kunne se sig det mindste bort fra når det endelig skulle komme til stykket, om det var noget som man ville det eller ikke. Han kneb øjnene fast sammen og med blikket fast hvilende på hans skikkelse. Nathaniel prøvede virkelig at snakke ham fra det, og det var bestemt heller ikke fordi at det var en tanke som faldt ham ind med nogen former for behag. Han havde brug for at vide sig sikker i en nærhed af nogen og det gjorde han bestemt ikke med Eniqa, så meget var han skam også klar over, om det var noget som man ville det eller ikke. ”Ved at kende til Matthews, så kender du ikke til halve min, Nathaniel.. Jeg er på ingen måder som min kære bror,” vrissede han ganske kortfattet. At den mand overhovedet kunne få sig selv til at sige de ord, var noget som gjorde ham direkte rasende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om i det store og hele. Nathaniels fortælling var noget som alligevel ramte ham et sted meget dybt. Han havde udmærket godt hørt omkring denne Liya og hvad hun var for en af slagsen, selvom det nu heller ikke var noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Han bed sig let i læben og vendte blikket ganske kort mod gulvet. Kappen var faldet en anelse fra skuldrene, nu hvor han også var i stand til at skaffe sig noget varme, for det var i den grad også rart, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Han vidste at manden havde ret. Han kunne godt huske hvor meget Eniqa faktisk havde nydt at sidde i hans favn og hvor meget han havde nydt at holde om hende, passe på hende og beskytte hende, selvom det vel i det store og hele slet ikke havde haft den form for betydning for hende selv? Ikke fordi at det var noget som han kunne komme udenom som sådan, for det var virkelig noget som gjorde ondt. Han kneb øjnene sammen og med en direkte dræbende mine denne gang. ”Jeg elsker en kvinde, hvor jeg ved at det end ikke er gengældt.. Har du nogen anelse om hvor dræbende det er Nathaniel? Jeg lever i min brors skygge. Eniqa har ikke noget at bruge mig til!” Ordene var udtalt i frustration, for det var virkelig noget som gjorde forbandet ondt, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Hænderne faldt endnu en gang mod hans hjerte. Denne gang tillod han faktisk sig selv at blive en kende egoistisk og det var bestemt heller ikke noget som han ønskede at blive straffet for på denne her måde. ”Jeg ønsker mig måske ikke det som jeg vil mest af alt, men jeg må nøjes.. Det har jeg gjort hele mit liv og jeg elsker Cayenne, Nathaniel.. Jeg elsker hende virkelig!”

[Nathaniel Diamaqima]

Umiddelbart, så ville Nathaniel beskrive Maurus som en meget forvirret mand. Det i sig selv, var jo noget som skilte sig fuldkommen fra hans storebror, men nu vidste han jo selv fra egne erfaringer at søskende på ingen måder skulle sammenlignes. Han kunne jo heller ikke sammenlignes med dem som han selv havde haft. Han vendte blikket direkte mod ham og med den samme mine som tidligere. Det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som han ønskede at skjule for ham for den sags skyld. At han var forvirret, var noget som han nu også godt kunne forstå, for det at blive vækket på den måde, var jo heller ikke noget som man bare tog let på, så meget vidste de jo udmærket begge to. Han havde jo trods alt også beskæftiget sig med denne slags arbejde igennem frygtelig mange år, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt i den anden ende. Han slog roligt armene over kors. Eniqa havde jo trods alt brug for en mand som hun kunne stole på og hvem kunne man stole mere på i Igleéias-familien end Maurus? Det var jo trods alt bare det som han selv havde hørt, så selvfølgelig var det også noget som han tog til sig på denne her måde. Hovedet lod han søge let på sned. ”Der er ikke nogen grund til at hæve stemmen, Maurus. Både min forlovede og mine børn ligger og sover!” Hans stemme var advarende, for det var bestemt heller ikke fordi at han ønskede at drive dem ud af sengen, for Liya ville blive problematisk at få til at sove igen. Ikke fordi at det var et problem som sådan, for det var det virkelig ikke, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Han kneb øjnene fast og ikke mindst tydeligt advarende sammen og med den samme faste mine i blikket, så det var bestemt heller ikke noget som man skule tage meget fejl af overhovedet. ”Jeg ser dig i blikket og det som jeg kan se, er tvivl, Maurus. Jeg ved udmærket godt at du gik i døden på grund af Eniqa, men jeg ved at hun holder af dig. Hun taler med anger i stemmen når hun taler om dig. Hun føler for dig, som jeg kan se i dine øjne, at du også føler for hende.. Er du sikker på at Cayenne skal vækkes? Jeg kan næsten garantere dig for, at døden forandre mennesker og væsner og det er ikke altid på en god måde..” forklarede han ganske kortfattet. Ja, et sted så var han vel kun ude på at gøre ham usikker og ikke mindst tvinge ham direkte i tvivl om hvorvidt at han ville forstyrre Cayenne i den hvile som hun var tvunget i, i og med at hun var gået i døden?

[Deleted]

Maurus hævede bestemt heller ikke stemmen med vilje, selvom det nu heller ikke var noget som han direkte kunne sige sig at tænke over, for det gjorde han virkelig ikke. han vendte blikket direkte mod Nathaniel og med den betydeligt.. roligere mine. Han mente jo slet ikke at vække hans familie eller at opholde ham for den sags skyld, for det vidste han allerede nu, at han ikke fik det mindste ud af. Denne strategi behøvede man dog ikke at være ekstrem intelligent for at finde ud af, for det var kun tydeligt for hans vedkommende at Nathaniel prøvede at sætte ham i tvivl og det var bestemt heller ikke noget som han skulle have lov til, for den tanke alene var noget som kunne gøre ham direkte vred og rasende, for det var bestemt heller ikke fortjent i hans øjne! Han havde aldrig bedt om særlig meget eller krævet noget for den sags skyld. Nu krøb han til korset, bad ham om en tjeneste, også selvom han vidste at den var stor og så kørte han rundt i det her spil? Det var virkelig heller ikke retfærdigt! ”Jeg.. beklager..” Han vendte blikket stille ned mod sine hænder som han havde samlet i sit eget skød igen. Han sukkede dæmpet og lukkede øjnene ganske let. Nathaniel sammenlignede ham dog ikke med Matthew, hvilket var noget som han tydeligt også var glad for, for det var slet ikke noget som han havde brug for lige netop nu, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han vendte blikket mod ham endnu en gang. Han ønskede virkelig at sætte ham i tvivl og det var noget som virkelig gjorde ham sur, for det følte han slet ikke at han havde fortjent! Eniqa havde brug for ham? Det var bestemt ikke det som hun havde vist ham! Han var jo konstant blevet kastet i baggrunden når hans storebror var dukket op, så selvfølgelig var det noget som gjorde ham sur! ”Jeg.. bad dig kun om en enkelt tjeneste, Nathaniel og det er tydeligt at det ikke er noget som du ønsker at give mig. Så er jeg ked af, at jeg bare optog og spildte din tid.” Han endte med at rejse sig, som han roligt vendte blikket mod ham endnu en gang. Det var jo heller ikke fordi at det var løgn på noget tidspunkt, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han vidste slet ikke hvad han skulle gøre eller sige for den sags skyld, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. ”Matthew har en irriterende tendens til at dukke op.. Og jeg vil ikke skuffes og dolkes sådan i ryggen igen, så jeg gør vel kun det bedste i at holde mig på afstand?” Han vendte blikket mod Nathaniel igen. Han ønskede jo egentlig bare en tryg hverdag og et sted at være. Det var vel heller ikke meget at forlange!?

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel prøvede ganske rigtigt at få Maurus overbevist om andre ting, for det at lege med liv og død, var bestemt heller ikke noget som han var meget for, specielt fordi at han var ved at være gammel selv og det var selvfølgelig noget som gjorde sit for hans vedkommende. Det frarev ham tid sammen med hans børn og ikke mindst også Liya, for ikke at glemme, at han havde mere end rigeligt at skulle slås med, om det var noget som man ville det eller ikke, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. At han undskyldte sagde han ikke noget til, for det var selvfølgelig bare noget som han tog sig af. Han blev roligt siddende, også selvom Maurus valgte at rejse sig op. Han havde ikke sagt noget om at han ikke ville gøre ham den tjeneste, men han havde brug for at Maurus viste at det var det som han ønskede, at han var fuldkommen færdig med Eniqa, for det var tydeligt, at det slet ikke var tilfældet på noget tidspunkt overhovedet, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde noget som helst til. Han valgte at rejse sig og vendte blikket mod ham endnu en gang. Det var bestemt heller ikke fordi at han ønskede at bringe det ud hvor de valgte at skændes, for det var også tydeligt at denne mand nærede for stor en respekt for ham til at ville ønske dette, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Ikke fordi at det var noget som man kunne sige noget som helst til på denne her måde. ”Jeg tror ærlig talt, at du har misforstået mig, Maurus.. Jeg har ikke sagt, at jeg ikke vil give dig Cayenne igen. Jeg forklarer dig bare hvordan det hele hænger sammen, for det at lege med livet og døden, er ikke noget som man bare gør,” forklarede han ganske kortfattet. Manden gav for let op, så meget havde han allerede fundet ud af. Eniqa havde brug for hjælp og han kunne jo heller ikke stå der hele tiden, Matthew var borte, også selvom han vidste at manden havde en tendens til at finde de mange smutveje alligevel. Han slog armene roligt over kors endnu en gang og med den samme ganske så kortfattede mine, for det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som han ønskede på noget tidspunkt. Han lod hovedet søge let på sned. ”Du tvivler på hvad du vil, Maurus og det er det jeg kan se.. Du er slet ikke kommet over Eniqa endnu, så hvorfor ikke give det en chance?” spurgte han roligt og med en ganske så sigende mine. Det var slet ikke noget som han kunne forstå. Hvis der var noget som man ville, så plejede man da at gå efter det?

[Deleted]

Maurus var virkelig i tvivl og det var noget som Nathaniel allerede havde fundet ud af, hvilket var noget som direkte måtte irritere ham! Han vendte blikket mod ham, som han valgte at rejse sig. Han respekterede og ikke mindst accepterede Nathaniel som den skikkelse som han var, så selvfølgelig var det noget som også gjorde sit for hans vedkommende. Han vidste at det var meget at bede om, men det var noget som han virkelig havde brug for. Cayenne havde aldrig nogensinde svigtet ham eller vendt ham ryggen, så selvfølgelig var det også noget som betød forbandet meget for hans vedkommende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han vendte blikket mod ham som han valgte at snakke. Han kunne mærke og se hans tvivl? Den mand så jo også bare alt, og det var bestemt heller ikke noget som han brød sig meget om i det store og hele, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han sukkede dæmpet og rystede så stille på hovedet. Det var noget som direkte gjorde ham vred og ikke mindst irriteret. ”Jeg har været kendt med at det er en ting som man ikke bare gør, Nathaniel. Det eneste som jeg har bedt dig om, er den tjeneste at give mig et værdigt liv.. ved at give mig Cayenne..” De isblå øjne vendte han roligt mod ham og med den samme kortfattede mine. Det var virkelig ved at irritere ham. Det havde været med indsamling af mod til at komme hertil og det var bestemt heller ikke fordi at det havde været nemt for hans vedkommende, for han holdt sig normalt langt væk fra dem som han vidste kunne slå ham med lethed og det var noget som virkelig måtte frustrere ham og endda skræmmende meget, om det var noget som man ville det eller ikke. Han trak vejret dybt og med et svagt suk til følge. Ikke fordi at det var noget som han kunne skjule for ham, for denne mand havde ham virkelig hvor han ville have ham og han kunne virkelig ikke have den tanke! Han bed sig en anelse i læben. Han havde og var slet ikke færdig med Eniqa og han vidste det jo godt. ”Jeg kan ikke klare at blive majet ned på den måde igen, Nathaniel.. Jeg har for pokker ikke oplevet andet fra hendes side af! Min kærlighed og mit hjerte som jeg valgte at skænke hende, knuste hun med de bare næver!” endte han med en direkte frustreret mine. Det var noget som virkelig gjorde ondt at skulle tænke på, om det var noget som man ville det eller ikke. Han vendte blikket stille ned af sig endnu en gang og med en næsten opgivende mine. Eniqa var ikke god for ham, anset hvor ondt det så end gjorde at tænke på.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var en hård mand og specielt når det måtte komme til noget som dette. Han vidste hvad han så og efterhånden, så var han en mand som vidste hvad han så og med de evner indenfor mennesker generelt som han havde, så var han en ekstrem menneskekender, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt. Hans blik hvilede direkte stift på Maurus. Han havde ramt et ømt punkt, for det var tydeligt at manden kraftigt reagerede på det, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Han ønskede selvfølgelig ikke at gøre manden så sur at det ikke var noget som han kunne arbejde med, men han var nødt til at vide helt præcist hvad manden ønskede og det var jo heller ikke at være grum. Han vidste godt at Eniqa havde gjort ham ondt og meget endda, for han havde også set sorgen i Eniqas blik og selv det, var noget som kraftigt havde gjort ondt på ham selv at skulle stå og se på, for det var ham som hang på hende for tiden, selvom det nu heller ikke var noget som han havde noget imod. Han ønskede selvfølgelig at hjælpe hende og så godt som det nu var ham menneskelig muligt. Han blev stående og med armene over kors. ”Jeg ved godt hvad hun har gjort imod dig, Maurus.. Jeg har snakket meget med hende og jeg kan kun fortælle dig, at det er anger hun snakker med i stemmen.. Hun fortryder og hun ved at hun har gjort dig ondt.” Han vendte blikket direkte mod ham. At han var ved at være vred og frustreret var slet ikke noget som han kunne tage sig af lige nu, for han var nødt til at finde ud af hvad det var manden havde lyst til og hvad han ønskede af hjerte, før han kunne gøre noget som helst for ham, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Han kneb øjnene en anelse sammen og med hovedet en kende på sned som han vendte blikket mod ham. ”Livet går ud på at løbe risikoer og tage chancer.. Eniqa har brug for en mand til at holde om hende, og jeg ved at du er manden som kan gøre dette.” fastholdt han med en rolig og ganske kortfattet stemme. Han var slet ikke i tvivl og specielt ikke med det som han vidste og det som han havde hørt. ”Giv Eniqa en chance.. Jeg kan se på dig, at du slet ikke er kommet over hende endnu,” sagde han ganske kortfattet.

[Deleted]

Maurus ønskede sig virkelig bare en tryg tilværelse og han vidste også helt præcist hvor han skulle gå, hvis det var den som han ville have, at det så ikke var noget som Nathaniel ville lade ham, var noget som et sted også måtte gøre ham irriteret, for det var bestemt heller ikke fordi at han ønskede denne form for skænderier eller mundhuggerier, for det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt. Det var altid ham som endte med at føje sig alligevel, for han vidste at han ikke havde styrke på denne her måde, og det var noget som direkte irriterede ham, for det følte han bestemt heller ikke at han havde fortjent! Han havde altid gjort som andre havde ønsket af ham og når det så var gjort, så var han ikke længere brugbar og det var noget som selvfølgelig skulle gøres direkte mod ham og det var noget som gjorde ham voldsomt irriteret, for han var ved at være træt af det! Folk søgte deres egen lykke, de gik deres egne veje og det kostede jo så at han skulle kastes i grøften på vejen og det var noget som gjorde ondt. At Eniqa havde snakket om ham med anger i stemmen var et sted.. lettende? Ikke fordi at han vidste hvad han kunne bruge det til, for.. ja, hvad skulle han da kunne bruge det til? Han havde ondt, han var træt af at blive leget med og han var bange for at han bare ville være en trøst frem til Matthew igen dukket op, for det gjorde han på et tidspunkt, det var bare noget som han vidste! ”Du vil have at jeg skal tage chancen med en som har gjort mig så ondt? Taget mit liv? Som jeg har skænket ord som jeg ved ikke er gengældt? At jeg skal være en trøst frem til min bror dukker op? Det kan jeg ikke, Nathaniel.. det er virkelig meget at bede mig om.. Det gør ondt nok bare at tænke på!” Han lagde hånden tæt mod hans bryst, for det var noget som gjorde ondt bare at snakke om på denne her måde, om det var noget som man ville det eller ikke. Han vendte blikket ned mod hans fødder. Det var virkelig umuligt at sige denne mand imod og det var noget som han var udmærket godt klar over i det store og hele, hvilket kun gjorde det hele meget værre end det som det måtte være i forvejen. Han sukkede stille og vendte blikket mod ham endnu en gang. ”Jeg bad aldrig om at blive vækket, Nathaniel.. jeg har ikke bedt om det liv som jeg har fået.. Jeg var glad da Eniqa endte det for mig, for så slap jeg for at rende rundt med den smerte.. Det kan jeg ikke vende tilbage til!”

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var en mand med ordene i sin magt, og det var i den grad også noget som han direkte måtte nyde sig af. At det var noget som direkte måtte gå Maurus på nerverne, var nu heller ikke noget som han kunne tage sig af på noget tidspunkt, for det var jo egentlig bare sådan at det måtte være i det store og hele. Han kneb øjnene en anelse sammen. De var tydeligvis på vej mod et mundhuggeri, selvom det nu heller ikke var noget som han kunne sige noget til, bare det blev holdt på et mere dæmpet niveau, så det ikke endte med at rive hans kære Liya ud af sengen, for så havde de da problemer. Maurus lignede virkelig sin bror og selvfølgelig var han mere bange for hvordan hun ville tage det. Han himlede let med øjnene og rystede på hovedet. Manden var ikke den mest selvsikre af slagsen. Han var vel.. for bange for at stå ansigt til ansigt med det som virkelig måtte plage ham? Han var bange for at stå ansigt til ansigt med Eniqa? Selvom det nu heller ikke var noget som han direkte kunne sige noget til, for et sted så kunne han godt forstå ham, for han var kørt igennem manegen hele livet, af hvad han havde hørt, så selvfølgelig var det noget som gjorde sit for hans vedkommende, det var helt sikkert. ”Eniqa rummer et stort hjerte. Jeg er bange for at hun har lukket både dig og din bror ind,” begyndte han med en ganske så kortfattet stemme. At hæve stemmen var noget af det sidste som han ville. Hytten var ikke særlig stor, så lyden blev hurtig for høj til at nogen kunne sove i det hele taget. Han trak vejret dybt og vendte de mørke øjne direkte mod Maurus endnu en gang og denne gang med en langt mere fast mine end det som han havde gjort brug af frem til nu, for nu blev han da først for alvor kun mere og mere irriteret og det var bestemt heller ikke altid lige smart! ”Livet og døden er ikke noget som man skal lege med, Maurus.. Det kræver meget af mig at gøre hvad du ønsker og beder mig om at gøre. Jeg er ikke helt ung længere og selvfølgelig.. kan jeg se at du langt fra er færdig med Eniqa endnu. Hun har stadig en plads i dit hjerte og nu ved du at hun har brug for dig.. er det noget som du ønsker at se bort fra?” spurgte han ganske kortfattet. Selv uden at tage blikket fra ham, hvor han blev stående og direkte nedstirrede ham med en fast mine. Nok var ganske enkelt nok!

[Deleted]

For Maurus, så var det kun tydeligt at denne mand slet ikke ønskede at give op bare sådan og et sted, så var det virkelig noget som pissede ham af, for dette var bestemt heller ikke noget som han havde ønsket sig på noget tidspunkt. Han kneb øjnene fast og kraftigt sammen, som han knyttede næverne. Et mundhuggeri, var slet ikke noget som han var ude på, på nogen som helst måde overhovedet. Han fnøs ganske kortfattet og vendte blikket en anelse væk fra ham. Han hadet virkelig at stå i en situation som denne, hvor han ikke kunne gøre andet, end at føle sig direkte svag, for han hadet virkelig den følelse mere end det som han kunne hade noget andet, om det var noget som man ville det eller ikke. Han sukkede direkte opgivende og vendte blikket mod ham endnu en gang. ”Det burde hun aldrig nogensinde have gjort.. uanset, så kan jeg ikke udkonkurrere Matthew. Jeg har altid været i hans skygge.. jeg har været der, jeg er blevet hånet og nedgjort for at være den følelsespræget fyr som jeg har været.. Og det vil jeg ikke igennem en gang mere.. slet ikke..” endte han ganske kortfattet. Han vendte blikket direkte op mod ham. Det var tydeligt at Nathaniel slet ikke var til at tale til den form for fornuft som han havde håbet på, men det var der nu heller ikke noget som han direkte kunne gøre noget ved, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han bed sig let i læben og sukkede så endnu en gang. Han kom virkelig ikke nogen vegne med at skulle skændes og diskutere med ham på denne her måde, selvom det var noget som ganske enkelt måtte irritere ham mere end det som godt måtte være i den anden ende. Han fnøs ganske kortfattet. Han var virkelig ved at være irriteret. ”Nej, du har ret.. Jeg er på ingen måder kommet over Eniqa og jeg regner vitterligt heller ikke med at det er noget som kommer til at ske, Nathaniel. Men der er ikke plads til mig i hendes liv, hvis Matthew dukker op igen! Jeg har prøvet det før!” Hans stemme var direkte præget af det at være direkte hjælpeløs, for det var sådan at han følte sig. Han følte virkelig ikke at han kunne gøre noget som helst rigtigt, for han blev jo majet ned gang på gang, om det var noget som han ville det eller ikke, så kunne han bare ikke gøre noget ved det og det var noget som i den grad gjorde ondt!

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste udmærket godt, at han havde Maurus lige der hvor han ønskede at have ham. Han havde formået at få sået den tvivl i mandens sind og det var noget som han næsten kun måtte være glad for. Han var slet ikke færdig med Eniqa, også selvom han godt kunne forstå hans måde at reagere på, for der var virkelig ikke nogen som havde fortjent den behandling som han havde været igennem, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Han vendte blikket direkte mod ham og med den samme ganske så kortfattede mine. Han vidste godt at det var meget at sige nej til, også fordi at han efterhånden var ved at blive.. knyttet til Igleéias-familien? Om det var noget som man ville det eller ikke. Han var virkelig blevet for blød, det var vel også på tide, at det var noget som han kunne gøre noget ved i den anden ende? ”Det som hun har gjort mod dig, er ikke mere utilgiveligt end det som du har valgt at gøre det til, Maurus.. Du ved hvilken magt Matthew har haft over hende og over en længere årrække, ikke sandt?” spurgte han ganske kortfattet. Manden var frustreret og han ønskede en tryg tilværelse, hvilket han skam også godt kunne forstå og.. mon ikke at Eniqa også kunne give ham det? Selv havde han ikke direkte nogen intentioner om at blande sig mere i den affære, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for det hele. Han sukkede næsten opgivende. Til dels var han lige så umulig at snakke med som sin egen bror, selvom det nu heller ikke kunne komme helt bag på ham i den anden ende. Du vælger at dødsdømme det hele allerede længe inden du prøver det, Maurus..” begyndte han med en tydelig irriteret stemme, for det var ikke engang noget som han ønskede at skjule for ham, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende, det var end ikke noget som han ønskede at skjule for det vedkommende. ”Du er for bange for at prøve, er det ikke det som er problemet?” Han hævede sigende det ene bryn. ”Du er ikke kommet over hende, du kan ikke komme over hende, før i begge gør en ende på det.. Så opsøg hende Maurus.. se hvor det fører hen og opsøg mig derefter.. også mest for din egen skyld,” sagde han ganske kortfattet. Det var tydeligt, at det var noget som han mente i et brændende alvor!

[Deleted]

Maurus var virkelig så forvirret som han aldrig nogensinde havde været det før, og det var bestemt heller ikke fordi at følelsen ved det var særlig behagelig, for det var den ikke! Uanset hvad han gjorde, så var det bare aldrig godt nok, så det var vel heller ikke underligt, at han tog så hårdt på det som han gjorde? Han ønskede virkelig bare en tryg tilværelse – ligesom alle andre ønskede sig, så det var vel heller ikke noget som kunne forundre nogen som helst! Han vendte blikket direkte og ikke mindst vredt mod Nathaniel. Kunne han ikke bare sige nej og så lade ham gå? I stedet for at friste ham med noget som han et sted ønskede mere end det som han kunne sige om noget andet? Han elskede virkelig Eniqa, han var aldrig nogensinde kommet over hende, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det nemmere for ham på nogen som helst måde overhovedet og det var noget som virkelig gjorde ondt at tænke på, for han vidste, at han aldrig nogensinde ville blive god nok for Eniqa. Ikke når hun havde Matthew eller havde den mand at sammenligne med, for det var noget som gjorde det hele så mange gange værre for ham! Hans hjerte slog fast mod hans bryst og uden at skulle stoppe på nogen måde. Han følte virkelig at han mistede kontrol og den tanke alene, var noget som faktisk måtte skræmme ham og endda frygtelig meget! ”Hun har ikke gjort andet end at lege med mig og mine svagheder for hende, Nathaniel. Jeg har aldrig bedt om det liv jeg har fået!” Endnu en gang måtte han krybe til korset og faktisk ende med at hæve stemmen, selvom det nu heller ikke var noget som han gjorde med vilje, for det var noget som egentlig bare.. skete. Han sukkede dæmpet. Manden ville virkelig have at han skulle gå tilbage til Eniqa og hjælpe hende? Selvom han vidste at det var noget som ville gøre så ondt som intet andet nogensinde ville have gjort det før og det var noget som virkelig måtte gøre ondt for ham at skulle tænke på, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Han rystede stille på hovedet. ”Du giver mig ikke noget andet alternativ, gør du? Du vælger at give hende medhold og lade mig om det hele alene?” I hans øjne, så var det virkelig ikke fair, for det var noget som gjorde ham direkte forarget, for det var virkelig ikke fair! ”Det der er omvendt psykologi, Nathaniel.. Jeg er ikke dum..” mumlede han ganske kortfattet, som han alligevel valgte at sende manden en direkte dræbende mine. Der var vel lidt Matthew i ham alt efter alt?

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var en menneskekender og det var kun tydeligt for ham at denne mand på ingen måder, var kommet over Eniqa, så selvfølgelig var det noget af det som han ønskede at udnytte hvis det var ham muligt. At lege med livet og døden var altid noget som kostet frygtelig dyrt og når hans livs kærlighed var herude og havde brug for ham, så selvfølgelig ønskede han at manden skulle tænke sig lidt bedre om end det som han havde gjort til nu. Han så bare mulighederne som han havde og så væk fra det som han ønskede sig, hvilket han heller ikke ønskede sig på denne her måde, om det var noget som man nu ville det eller ikke. For Nathaniels vedkommende, så var det også tydeligt at manden var direkte frustreret, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde det mindste til, hvis det var noget som han ellers kunne komme udenom. At han skulle hæve stemmen igen, fik ham kun til at sende manden et direkte dræbende blik. ”Du er for bange til at gøre et forsøg, Maurus.. Jeg beder dig bare om at lytte til dit hjerte og vælge ud fra det som du virkelig har lyst til,” sagde han med en ganske kortfattet stemme. Det var jo ikke engang en løgn, for han kunne jo se det på manden og hvor meget han egentlig var påvirket af det hele, selvom det nu heller ikke var noget som han kunne tage sig af som sådan, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hans fingre trommede roligt henover hans overarm og uden at han vendte blikket det mindste væk fra ham på noget tidspunkt. Han var ved at være irriteret, for det at skulle stå og mundhugges på denne tid af aftenen, var bestemt heller ikke sådan at han havde regnet med at skulle tilbringe den! ”Jeg kan se i dine øjne hvor meget du virkelig ønsker muligheden ved Eniqa, Maurus.. Så prøv.. vis hende at hun stadig har nogen og ikke er alene.. vis hende at du ikke ønsker at være alene, for jeg kan mærke, at det ikke er noget som du har lyst til.. Ensomheden er dig for kendt, har jeg ikke ret?” Måske at han smurte tykt på, men han kunne jo også tydeligt se at det virket! Hans sidste ord var noget som kun fik smilet til at brede sig en anelse på hans læber. Omvendt psykologi? Han vidste det jo godt. ”Virker det..?” spurgte han med en morende mine.