Please help me..

[Deleted]

Nathaniel havde tydeligt Maurus der hvor han ville have ham og det var bestemt heller ikke en tanke som Maurus brød sig meget om. Han vendte blikket direkte vredt mod ham og med den samme frustrerede mine. Manden havde jo ret, selvom det nu heller ikke var noget som han var meget for at erkende, men det var jo bare en kendsgerning som han ikke kunne vende ryggen til, om det var noget som man ville det eller ikke. Han følte sig bare.. fortvivlet. Han rystede stille på hovedet og lagde hænderne mod hans tindinger. Alle de tanker og følelser var noget som kunne give ham en forfærdelig hovedpine og det var jo heller ikke fordi at han ønskede at skulle ligne sin bror, for han var på ingen måder som Matthew og det var jo noget som han holdt så stædigt fast på som intet andet, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. det var bare ikke nemt at være ham, men han prøvede da om ikke andet. ”Jeg har gjort det før og gang på gang, så er det mig som står tilbage uden noget som helst, Nathaniel.. Folk er egoistiske, de tænker kun på sig selv.. de glemmer dem som har stået med en hjælpende hånd.. Jeg reddet Eniqas liv den aften Alaster dukket op og se hvad der skete.. Jeg røg ud i kulden lige så snart Matthew dukket op.. Det kan jeg ikke holde til igen!” Hans stemme var præget af en voldsom frustration og det var jo ikke engang fordi at det var noget som han gjorde med vilje, for han kunne bare ikke styre det, om det så var noget som han ville det eller ikke, det var bare.. umuligt for ham og det var noget som gjorde ondt. Han vendte blikket stille ned mod gulvet. Manden var en for god en menneskekender og det var bestemt heller ikke noget som gjorde det bedre på nogen måde! ”… Tror du virkelig at det er det som skal til? At jeg.. bare viser det?” Selv turde han virkelig ikke håbe på det, men det var vel heller ikke forkert at.. prøve om ikke andet? Han rystede endnu en gang på hovedet og lod hænderne falde, selvom han allerede følte den voldsomme hovedpine. Han trak let på smilebåndet. Han kunne jo heller ikke lade være med det. ”Du er håbløs Nathaniel.. ved du godt det?” Han havde fået sine frustrationer ud, hvilket selvfølgelig havde hjulpet ham meget, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Og det var noget som han faktisk var taknemmelig for.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var en mand som vidste hvordan han ville have tingene, selvom det nu heller ikke var noget som kunne komme så bag på folk, kunne det? Han var ved at være gammel, han havde en erfaring som langt de fleste kun turde drømme om og det var den viden som netop gjorde ham farlig, for det var bestemt heller ikke noget som man så alle steder mere. Døde han, jamen så gik der ekstrem meget viden tabt og det var jo heller ikke noget som man ønskede sig. Livet var for kort til at lege disse lege som Maurus var i færd med og det måtte faktisk irritere ham at se manden give op så let som det her, for det var slet ikke noget som han kunne have med at gøre på nogen som helst måde overhovedet, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var der ikke noget som han kunne gøre ved det. Han kneb øjnene let sammen. Han ønskede slet ikke at manden skulle hidse sig op, for det var der ikke nogen af dem som fik det mindste ud af i den anden ende. ”Tiderne er ikke hvad de har været, og tro mig.. Jeg ved godt hvad jeg snakker om. Eniqa har brug for en mand som viser hvad han står for.. Og du har brug for at komme ud af skallen,” fastholdt han med en ganske så kortfattet stemme, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn. Det var jo trods alt bare sådan at han så på det og han var jo trods alt også en udenforstående, selvom det vel også var grunden til at manden reagerede som han gjorde? Fordi at han ikke vidste hvad han snakket om? For det gjorde han bestemt også! Han trak lidt mere selvsikkert på smilebåndet og nikkede ganske roligt. ”Jeg er sikker på at det alene vil gøre store underværker for dig,” sagde han roligt og med eng ganske bestemt tone. Han var slet ikke i tvivl om det! Han havde jo trods alt også set hvad det havde gjort ved Liya og han kunne jo se hvor de stod henne den dag i dag. At han blev kaldt for håbløs, var noget som fik smilet til at brede sig godt, hvor han selv ikke kunne holde et mindre grin væk. Han rystede på hovedet. ”Hvad skal jeg sige? En kær mand med mange navne.. Søg til hende, Maurus.. find ud af det derfra,” afsluttede han med en ganske så bestemt tone.

[Deleted]

Maurus var virkelig en frustreret mand, for han vidste udmærket godt hvad det var at han ville, men om det i det hele taget ville blive muligt for ham, var jo så en helt anden side af sagen, for det så virkelig ikke sådan ud, eller.. han vidste det faktisk ikke og det var noget som kun gjorde det hele langt værre for hans vedkommende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Nathaniel formåede virkelig at gøre ham mere usikker end det som man var nødt til, og det var noget som ganske enkelt måtte pisse ham af, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Han var en for står en menneskekender og han brød sig bestemt heller ikke altid om den tanke, om det var noget som man ville det eller ikke! Han vendte blikket direkte op mod ham og med den samme kortfattede mine. ”Jeg ved det godt, Nathaniel, men det hjælper mig virkelig ikke.. det er slemt nok som det er og jeg kan ikke have den tanke!” endte han med en tydeligt frustreret mine. Endnu en gang måtte han tage sig til tindingerne og lukke øjnene. Han følte kun at han havde fået en voldsom hovedpine og han brød sig bestemt heller ikke om den tanke, om det var noget som man ville det eller ikke ,for det var ikke noget som kunne hjælpe ham på noget tidspunkt. Han bed sig tydeligt i læben og rystede så let på hovedet. ”Kan du ikke bare sige, at du ikke gider gøre mig den tjeneste, hvis jeg ikke har prøvet det andet først? Hvis du er så sikker på at det hjælper mig at komme ud af skallen.. men jeg ved ikke hvordan..” Denne gang var det en betydeligt mere hjælpeløs mine, som trådte tydeligt i kraft ved ham, for det var sådan at han havde det. Han kunne ikke finde hverken hoved eller hale i noget som helst af det, og det var noget som kun gjorde ham langt mere frustreret end det som godt måtte være i den anden ende. Han kunne virkelig ikke fordrage at føle sig så direkte hjælpeløs som det han gjorde i øjeblikket, for det var virkelig ikke behageligt! Han endte dog med at nikke. ”Udmærket så.. hvor kan jeg finde hende..?” spurgte han endeligt, som han blev stående og med blikket hvilende på Nathaniel. Manden prøvede da, den måtte man jo trods alt give ham, om det er noget som man ville det eller ikke.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste udmærket godt, at han kunne være ekstremt manipulerende, om det var noget som man ville det eller ikke. Han vendte blikket roligt mod Maurus og med den ganske samme mine som tidligere. Han ønskede ikke et mundhuggeri, for det var slet ikke noget som man kunne tage fejl af, for han vidste helt præcist hvad det var at han ville og han var også fuldkommen sikker på at dette var noget som han nok skulke finde ud af på den ene eller den anden måde. ”Du er en stærk mand på din egen måde, Maurus.. End ikke din slægt har formået at forme dig med næverne som de har med Matthew og sikkert også så mange andre,” endte han med en rolig og ganske bestemt tone. Han ønskede ikke at bringe noget op til en diskussion, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for, for lige i aften ville han faktisk bare gerne have en aften sammen med Liya, ligge sig ind til hende, sørge for at hun fik en god søvn, for det var i den grad også noget som hun havde brug for. Han lod armene forblive hvilende over kors. Det var ved at være tydeligt, at han var ved at få manden derud hvor han gerne ville have ham hen, så det var selvfølgelig noget som kun måtte glæde ham, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. ”Du kender hende godt nok til at vide hvor hun befinder sig, Maurus.. Jeg vil ikke fortælle dig det.. selv væggene har øre..” endte han med en rolig og ganske bestemt tone. Det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han vendte de mørke øjne mod ham. Hvis dette var noget som han agtet at gøre, så var han så sandelig også glad og tilfreds. For Eniqas egen skyld, så kunne han ikke fortælle manden direkte hvor han kunne finde hende, for.. det ville ganske enkelt bare blive alt for risikabelt og det var bestemt heller ikke noget som han ønskede sig. Han holdt af kvinden, om det jo så var noget som man ville det eller ikke på denne her måde. ”Se på det som et mål, Maurus.. Du ved hvad du vil have, så må du overbevise Eniqa om det samme.. Hun har brug for dig.. Og det samme har hendes afkom,” forklarede han roligt og ikke mindst med en ganske stilfærdig mine. Hvis dette var det som skulle få manden overbevist, så var han i den grad også glad og tilfreds!

[Deleted]

Nathaniel havde desværre Maurus lige der hvor han ville have ham, selvom det nu heller ikke var noget som han kunne gøre noget ved. Manden havde desværre fået ham overbevist, selvom det nu heller ikke var en tanke som han brød sig så meget om igen, men hvad skulle han da kunne gøre ved det? Der var jo ikke noget som helst som han kunne gøre i det hele taget, om det var noget som man ville det eller ikke! Han sukkede dæmpet og rystede næsten opgivende på hovedet. Nu forstod han skam godt hvorfor at Nathaniel var en mand som alle måtte gå til, om det var noget som man ville det eller ikke. Manden var vis og han havde mange råd og små smutveje på lur, hvilket han nu også havde fundet ud af på den hårde måde. Manden kunne man ikke få til noget som helst, hvis han var af en helt anden opfattelse. Han endte dog roligt med at nikke til ham, hvor han vendte de isblå øjne direkte mod ham endnu en gang og med den samme mine. Han var nu blevet mere rolig end det som han havde været tidligere, hvilket der også var mange gode grunde til, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han rystede stille på hovedet igen og med et stille smil på læben. ”Ja, hvad skal jeg sige? Du lever virkelig op til rygtet omkring den store Nathaniel Diamaqima som jeg hører derude,” sagde han roligt. Manden var virkelig umulig at snakke med, det havde han da lige fundet ud af! Han vidste nu godt hvor Eniqa ville være, hvis det var der hvor han troede at det var, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde det mindste til i den anden ende. Han endte dog roligt med at nikke. ”Jeg skal nok gøre et forsøg… men jeg lover virkelig ikke noget for udfaldet..” endte han roligt. Han rakte hånden mod Nathaniel, som intet andet end en tak for hjælpen. ”Jeg har taget mere end rigeligt af din tid til aften, Nathaniel.. mange tak… Jeg viser mig selv ud..” afsluttede han roligt, som han begav sig tilbage til hoveddøren og forsvandt ud, kun for at komme ud i mørket, idet at han satte jagten direkte i retningen af Eniqa.

//Out

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste så sandelig godt hvad det var at han ville og hvad han ønskede som en reaktion og det var noget som skete selv den dag i dag. Maurus var bare den som det skulle gå ud over, selvom det nu heller ikke var noget som han direkte kunne sige noget som helst til, og det gjorde han bestemt heller ikke. Han vendte blikket roligt mod Maurus. Denne mand var da om ikke andet, så betydeligt nemmere at snakke til fornuft end det som hans bror var, så selvfølgelig var det noget som gjorde ham glad et sted. Det var noget som gjorde at det gik langt mere smertefrit for sig end det som det normalt ville have gjort det, men det var nu heller ikke noget som han sagde det mindste til, for det ville han bestemt heller ikke få det mindste ud af. At han levede op til rygtet omkring hans navn, var noget som kun fik ham til at smile, for det var noget som kun havde skænket ham en hel del fordele. Han kunne skam stadig, selvom der var mange, mange faktorer som spillede ind for hans vedkommende. ”Ja, ja.. Jeg lever stadig op til mit gamle rygte..” Han trak tydeligt tilfredst på smilebåndet, for.. han kunne jo trods alt heller ikke gøre andet end det, om det var noget som man nu ville det eller ikke. At det hele var gået mod sin ende og at manden vidste hvor han kunne finde Eniqa, var noget som kun fik ham til at smile. Det var noget som gjorde det hele betydeligt nemmere for ham og det var en byrde fjernet fra hans skuldre, hvilket var noget som han virkelig var glad for i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han tog roligt manden i hånden også med respekt i blikket – hvilket faktisk heller ikke skete så ofte igen. ”Det har været en fornøjelse, Maurus.. Hils Eniqa fra mig,” sagde han roligt, som han så til at manden forsvandt ud i mørket og efterlod huset i en komplet stilhed – en stilhed som han faktisk godt kunne lide. Selv valgte han at sætte kursen mod soveværelset igen, hvor han roligt slukkede lyset og krøb ekstremt varsomt ned under dynen ved siden af hans sovende forlovede. Armen sneg han roligt omkring hende, kun for at byde hende helt tæt ind i favnen, idet han kyssede hende godnat og selv lagde sig til at sove.

//Out