Starting up a new life..?

[alecander]

At hun pludselig blev så usikker kunne Alec godt mærke, hvilket jo heller ikke var meningen! Det frustrerede ham bare at hun var så stædig og ikke ville lade ham tage af sted, for kunne hun ikke se at det var for hendes eget bedste? Han ville jo i princippet slet ikke forlade hende, for han havde faktisk lyst til at blive her hos hende, netop fordi hun fik ham til at føle sig så tryg, hun var den første han rigtigt havde åbnet sig op for, ingen af dem her på egnen kendte ham så godt som Jelicka gjorde, og hun vidste vel at han ikke var den mand han engang havde været? Måske var der lidt af den mand i ham stadig, det vidste han faktisk ikke, men han ønskede ikke nogen ondt, som han havde gjort dengang, han ønskede faktisk bare at slå sig til ro, da det var den tanke som hun havde slået ind i knolden på ham efterhånden, og det var Jelicka som han ønskede at slå sig til ro med. Han havde glædet sig til fremtiden, fordi hun havde været i den og det var jo ikke fordi han ønskede at give slip på hende eller fremtiden med hende, for det var noget som han havde set frem til mere end noget andet! Han sukkede ganske let, hvor han vendte de sorte øjne lettere frustreret mod hende til hendes ord. ”Jelicka..” bad han forsigtigt, som det var tydeligt at det slet ikke var sådan at hun måtte tolke hans ord, for det var jo slet ikke sådan at han mente det! Et sted ville han ikke trække hende med sig til alle mulige andre lande, han kunne ikke søge til hendes hjemland, da han ikke kunne bo i Procias eftersom han var vampyr, en af mørkets racer, så han var vel tvunget til at blive her i Manjarno? Og her var han bange for at han ville blive genkendt, nu hvor det havde lykkedes for Alicia, og det ønskede han jo heller ikke! Han vidste ærligtalt ikke hvad han skulle gøre!
At ligge ind til Jelicka, var noget som efterlod Alec med en mindre form for ro, som det var tydeligt at han var faldet ned igen og ikke var sur eller irriteret, for det kunne han slet ikke sige sig at være! Ikke nu hvor han sad så tæt på hende. At hun spændte i låret kunne han godt mærke, selvom han et sted ikke magtede at trække hånden til sig, desuden var det jo heller ikke fordi at han ville skade hende, men bare kærtegne hende, lade hende vide at han var der og ikke var smuttet, for det kunne han et sted ikke få sig selv til. Han trak svagt på skuldrene til hendes ord. ”Det ved jeg ikke..” hviskede han dæmpet. Han vidste slet ikke hvad han ville! Eller.. det gjorde han, men han vidste ikke hvad der var det bedste at gøre, og det frustrerede ham kun endnu mere! At hendes hjerte måtte begynde at hamre vildt, da han lagde hende ned i madrassen og selv lagde sig over hende, kunne han tydeligt høre og mærke, selvom han intet sagde til det. Et skævt smil gled over hans læber, som hun lagde armene omkring hans nakke. Han trak kun på smilebåndet til hendes latter, hvor han lagde sin pande ind mod hendes, så han havde frit udsyn til hendes smukke brune øjne. ”Selvfølgelig kender jeg dig!” svarede han lettere bestemt og uden at smilet falmede, som han trak hovedet en anelse til sig. ”Og du er virkelig umulig at diskutere med!” fastholdt han, selvom det var i en drillende tone. Han lænede sig ganske let ned og skænkede hendes kind et blidt kys. ”Hvorfor vil du overhovedet med mig? Jeg ved ikke engang hvor jeg skulle søge hen,” svarede han roligt, et sted et råb om hjælp, for han anede faktisk ikke hvad han skulle gøre af sig selv.

[Deleted]

Jelicka ønskede selvfølgelig ikke at tvinge Alec til noget som helst, selvom hun slet ikke ønskede at skulle miste ham. Men ville han ikke have hende med, så var det jo heller ikke fordi at det var noget som hun kunne gøre noget som helst med, var det? Hun vendte de mørke øjne stille op mod ham og med den rolige mine som tidligere. Hun ønskede ikke at skændes med ham, så hun måtte vel næsten bare indrette sig efter det som han ønskede sig? Ikke fordi at det var noget som gjorde det meget nemmere for hende, for at se ham rejse, var slet ikke noget som hun ønskede på nogen som helst måde overhovedet! Hun trak vejret dybt og slap det i et tungt suk, som hun vendte hovedet let på sned og så ned mod deres hænder, som det eneste som hun havde at knuge omkring lige nu; Hans hånd. Hun ønskede virkelig ikke at miste ham, og hvis han ikke kunne se det, så havde hun vel heller ikke gjort det tydeligt nok endnu? Hun rystede stille på hovedet til hans ord. ”Nej.. Det.. det er okay, Alec..” sagde hun stille, selvom hun udmærket godt vidste, at det virkelig var en elendig løgn set fra hendes side, for det var bestemt heller ikke okay! Men hun accepterede at han ikke ønskede at sætte alle i fare, men nu hvor han havde afsløret hvor han opholdt sig, så havde han jo faktisk risikeret livet for så mange, for tyve og alt mulig andet var her, så de ville jo alle blive arresteret! Det var vel heller ikke noget som han havde tænkt på, var det?
Jelicka havde bestemt ikke det fjerneste imod at have Alec så tæt på sig. Hun frygtede ikke for ham på nogen måde og det gjorde hende rolig. At se ham så rolig igen og ikke at være sur og irriteret, var selvfølgelig noget som selv gjorde hende glad, for så havde hun vel heller ikke gjort alt forkert? Så selvfølgelig var det også noget som gav en tydelig betydning for hende selv. Hun sendte ham et stille smil. Hånden mod hendes lår var noget som et sted måtte sætte en frygtelig ukendt sitren i hende. Hun var slet ikke vant til at have nogen så tæt på sig i det hele taget, selvom hun nød når han gjorde det. Det var jo ikke fordi at det gjorde ondt eller noget som helst, så hun ønskede jo heller ikke at han skulle stoppe igen, det var da helt sikkert! Hun trak vejret dybt og lagde hovedet let på sned. ”Tja, så må du jo bare lade være med at diskutere med mig, ikke?” Hun blinkede let til ham og med et let grin som tydeligt måtte forlade hendes læber, for det var jo faktisk sandt! Hun havde en mening og det var bestemt heller ikke fordi at det var en som man bare lige kunne ændre bare sådan uden videre, for det kunne man bestemt heller ikke! Kysset til hendes kind var noget som kun fik hende til at smile, for det var virkelig, virkelig rart. Hun tog imod kysset og vendte blikket tilbage mod ham. Hånden strøg hun roligt over hans kind. ”Imandra eller Peula er altid et alternativ, Alec.. Langt væk herfra.. Nyt sted, blanke ark hvor ingen kender dig?” spurgte hun stille. Hun ønskede virkelig at hjælpe ham og hun ønskede i den grad også at tage af sted med ham, det kunne vel heller ikke være så svært at se, kunne det? ”Jeg ønsker bare ikke at se dig tage af sted… uden mig..” tilføjede hun stille. Hun vidste ikke hvordan hun skulle forklare det uden at det lød forkert!

[alecander]

Det var jo ikke fordi at Alec ønskede at efterlade Jelicka her, men hun kunne jo bare søge tilbage til Procias, der kunne hun sikkert finde en god mand, skabe et nyt godt liv i sikkerhed og tryghed, det behøvede hun vel ikke ham til? Desuden kunne han jo ikke holde hende tryg hvis han skulle leve et liv på flugt. Han ønskede ikke det liv for hende, og det var vel ikke nogen dårlig ting? Hendes ord fik ham til at trække på smilebåndet, for hun var virkelig den dårligste løgner han nogensinde havde mødt! Man kunne ikke lyve for en vampyr! Eller.. det kunne man godt, hvis man var god til det, men det var Jelicka virkelig ikke! Hun var alt for god og var ikke typen der ville lyve, så når hun endelig forsøgte sig, blev det ikke særlig godt. Han lo kort, som han slet ikke kunne lade vær, hvor han trak hende ind i sin favn, ved at hive i hendes hånd, som han stadig holdt fast omkring og hvor han tydeligt kunne mærke, at hun knugede omkring hans. ”Du er virkelig en elendig løgner!” endte han morende, som han løftede den frie hånd og strøg hende blidt over kinden. ”Du ved jeg kan spore dine løgne, så.. hvorfor overhovedet lyve?” spurgte han stilfærdigt, som et stille smil hvilede på hans læber. Han knugede let omkring hendes hånd, uden at han tog de sorte øjne fra hende. Det morede ham faktisk at hun prøvede at lyve sig fra det, men hun kunne vel også regne ud at han kunne høre at hun løj? For hun lød ikke engang overbevisende, så han ville ikke engang skyde på at hun havde gjort et forsøg men bare havde været afvigende. Det gjorde dog ondt at se hende så trist, for at se hende smil klædte hende langt bedre! Hun havde et virkelig dejligt smil, som kunne smitte af på mange! Selv ham.
At ligge over Jelicka, var noget som Alec nød, skønt han dog ingen intentioner havde med det, for han ville et sted bare vide hvor han havde hende, hvor hun vel også vidste hvor hun havde ham, når han nu lå over hende? Armene i hans nakke nød han, for han nød generelt at være hende tæt, hun havde en dejlig afslappende og betryggende effekt på ham, noget der gjorde at han altid søgte til hendes favn på den ene eller den anden måde, for her nød han virkelig at være! Han himlede svagt med øjnene til hendes ord, selvom han ikke kunne lade vær med at smile. ”Du er uundgåelig at diskutere med! Og dog er du så stædig at du er umulig at diskutere med!” svarede han lettere brokkende, skønt det kun var et spil fra galleriet, hvilket den morende latter også måtte afsløre. Han nød hendes selskab! Hvordan skulle han dog kunne få sig selv til at forlade hende? Et sted var han jo ligeglad med hvor han var henne, så længe han var sammen med hende. Han lyttede til hendes ord, hvor han lod hovedet søge imod hendes hånd, som hun strøg ham over kinden hvilket var noget som han nød. ”Men.. Imandra og Peula er bare så langt væk.. og langt væk fra Procias, hvor du plejer at være,” svarede han stilfærdigt. Han kunne jo faktisk godt lide at være her i Manjarno. Han vendte roligt blikket mod hende til hendes ord og trak en anelse på smilebåndet, som han lod panden møde hendes. ”Jeg har ikke lyst til at forlade dig,” hviskede han sandfærdigt uden at tage de sorte øjne væk fra hendes smukke mørke.

[Deleted]

Jelicka ønskede bestemt heller ikke at miste Alec, men hvis han ikke ville have hende med, så var det jo heller ikke fordi at hun havde noget andet valg i det store og hele, så måtte hun jo bare acceptere og efterkomme hans ønske, så godt som det nu måtte være hende menneskelig muligt. Hun vendte blikket mod ham. At han kunne spore hendes løgn, var noget som hun tydeligt kunne mærke, selvom.. det var jo egentlig bare en løgn for at lette hele situationen, for hun ønskede virkelig ikke at diskutere den sag. Ville han ikke have hende med, så var der virkelig ikke noget som man kunne gøre ved det. Hun vendte blikket stille mod ham. Hun fik det jo direkte elendigt af at skulle lyve for ham! Hun hadet generelt at skulle lyve, men det var heller ikke fordi at hun direkte kunne gøre noget ved det, for hun ønskede virkelig ikke at tvinge ham til at tage hende med hvis det ikke var noget som han havde lyst til. Hun stivnede let, som han tog omkring hende og trak hende ind i favnen, selvom hun rigtig godt kunne lide at ligge der. Det havde hun altid nydt, selvom det nu heller ikke var så ofte at hun kom tæt på ham at ligge. Hans strøg mod hendes kind var noget som svagt fik hende til at smile, for det var virkelig rart! Hun vendte blikket roligt mod ham endnu en gang med den samme mine som tidligere. Hun lod hovedet søge let på sned. ”Jamen.. hvis du vil af sted, så.. så skal du selvfølgelig også have lov til det..” Hun vendte blikket stille ned mod deres hænder igen. Det var virkelig ikke fordi at hun ønskede at skændes med ham på nogen måde! ”Jeg vil bare ikke stå i vejen for dig..” endte hun mere dæmpet.
Det var virkelig ikke fordi at Jelicka ønskede at skændes eller diskutere med ham, for hun vidste at det ikke ville hjælpe hende det mindste på nogen som helst måde overhovedet. Hun trak vejret dybt og med hånden som hun lod stryge mod hans kind ganske roligt og stille. ”Undskyld..” endte hun stille, også selvom hans grin afslørede at han mente det i sjov, men det var bestemt heller ikke sådan at hun så på det, for hun ønskede virkelig ikke at han skulle blive træt af hende! Måske at det var derfor at han ville søge væk? Ikke fordi at det var noget som hjalp hende det mindste på nogen som helst måde overhovedet. Hun bed sig let i læben og med blikket hvilende på hans skikkelse. Hans ord forundrede hende virkelig, selvom det et sted måtte varme hende mere end det som hun ville være i stand til at beskrive. At panden mødte hans, var nu heller ikke noget som hun havde det mindste af på nogen som helst måde. Hendes blik hvilede roligt i hans øjne. Det var bestemt heller ikke noget som hun kunne eller ville lægge det mindste skjul på overhovedet. Et stille smil passerede roligt hendes læber. ”Så tag mig med, Alec..” Denne gang var hendes stemme langt mere præget af en tryglen, for hun ønskede virkelig ikke at se ham søge nogen steder uden hende! Han havde gjort så meget for hende, at man skulle tro at det var løgn. Hun bed sig let i læben. ”Glem Procias.. glem hvor jeg plejede at være, for det er samen med dig jeg ønsker..” Hendes stemme var dæmpet, også selvom hun vidste, at han var udmærket var i stand til at høre hvad hun måtte sige. Hun sendte ham et stille smil. ”Jeg vil ikke se dig gå fra mig..”

[alecander]

De sorte øjne faldt roligt til Jelickas skikkelse. At lyve, var hun bestemt ikke særlig god til! Men det gjorde nu ikke Alec noget, for han vidste godt at det ikke var i nogen ond mening. Hun ville ikke diskutere det, eller skændes med ham, og han havde det jo faktisk på samme måde, for han ønskede ikke at skændes med hende igen, specielt ikke fordi det havde været ham som havde skubbet hendes skulder ud af led, hvilket han faktisk havde det dårligt med, for han ville jo slet ikke gøre hende ondt! Han holdt utrolig meget af hende! Han betragtede hende ganske roligt. At han fik fremtvunget et lille smil, ved at stryge hende over kinden, var noget som måtte glæde ham, for han ønskede ikke at se hende så trist! Han ønskede bare at hun skulle være glad, skønt han gerne ville have hendes forståelse, men hun var virkelig stædig! Han lyttede roligt til hendes ord, hvor et skævt smil gled over hans blege læber. Han lod hånden søge mod hendes hage, hvor han løftede hendes blik, så han kunne få øjenkontakt med hende. Han sendte hende et lille mildt smil. ”Du står heller ikke i vejen for mig Jelicka,” endte han sandfærdigt, hvor han lænede sig mod hende og skænkede hendes mundvig et blidt kys. ”Jeg ønsker bare ikke at der skal ske dig noget,” tilføjede han roligt, hvor han trak vejret dybt og slap det i et mindre suk. Han ville bare have at hun var i sikkerhed, det var der vel ikke noget galt i? Men hvorfor kunne hun så ikke se det fra hans synspunkt? Det måtte et sted frustrere ham, selvom han selvfølgelig heller ikke ønskede at efterlade hende her, men.. han kunne vel bare hjælpe hende til Procias? Så kunne hun starte et helt nyt liv, starte på en frisk.. uden ham, selvom det et sted heller ikke lød specielt tiltalende i hans ører.
Alecs grin døde ganske let ud, som det var tydeligt at hun ikke fangede det som en joke, hvilket fik smilet til at falme ganske let. Han vendte blikket mod hende, hvor han lod hovedet søge en anelse på sned mod hendes hånd, som han nød hendes strøg. ”Du skal ikke undskylde,” svarede han dæmpet. Et skævt smil gled over hans læber. ”Jeg vil jo komme til at savne at diskutere med dig, hvis vi ikke gjorde det,” tilføjede han drillende, som han blinkede ganske let til hende, et sted for at håbe at det ville bløde hende lidt op, for han kunne ikke lide at se hende så trist! Han ønskede jo faktisk ikke at efterlade hende, han ville gerne være sammen med hende, det var jo faktisk her hans trygge base måtte være. At hun endte med at smile lidt mere, måtte glæde ham, selvom han faktisk mente sine ord, for han havde ikke lyst til at forlade hende! At hun ville have at han skulle tage hende med, og at hendes ord tilmed var en tryglen, var noget som fik ham til at smile, for hun ønskede virkelig at tage med ham? Han sukkede ganske let til hendes ord. ”Du giver jo aldrig op!” endte han morende, hvor smilet ikke falmede det mindste. ”Men.. Imandra og Peula er bare så.. langt væk. Desuden … så kan jeg godt lide det her i Manjarno,” svarede han stilfærdigt, som han vendte blikket mod hende igen. Han lod hovedet søge en anelse på sned til hendes ord. Hun ville ikke se ham gå fra hende? Et drilsk glimt tilfaldt sig hans øjne. ”Så vidt jeg ved.. har vi aldrig været sammen,” svarede han stilfærdigt og dog med en drillende undertone, som havde han troet at hun mente at han ikke måtte slå op med hende, skønt han dog vidste hvad hun havde ment.

[Deleted]

Jelicka vidste udmærket godt at hun var elendig til at lyve. Det lå jo trods alt heller ikke til hendes slags at være i stand til det på nogen måde, så måske at det var en.. god ting i den anden ende? Hun kunne virkelig ikke gøre for det, for hun ønskede virkelig bare at han skulle have det godt, så det var jo heller ikke noget som måtte sige så lidt, gjorde det? Hun vendte blikket stille mod ham, hvor hun bed sig let i læben. At han kunne spore dem så nemt som var det ingenting, var noget som bestemt heller ikke måtte sige så lidt, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Hun trak vejret dybt og med et ganske så svagt suk. At hun ikke stod ham i vejen var noget som hun selvfølgelig var glad for, men.. ville han da ikke have hende med? Så kunne han vel også bare tage af sted, selvom det virkelig var så frygtelig meget imod hende! For hun brød sig bestemt heller ikke om det! Kysset til hendes mundvig, var noget som fik hendes hjerte til at slå ganske let mod hendes bryst, hvor det også var noget som fangede hele hendes opmærksomhed. Så mild som han var ved hende, for det var ganske enkelt utroligt! Hun vendte blikket stille ned mod sin mave igen. ”Jamen.. jeg.. jeg forstår godt..” sagde hun stille og vendte blikket tilbage mod ham igen. Ønskede han hende ikke med, så måtte hun jo også bare acceptere det, selvom det bestemt heller ikke var særlig nemt for hende på nogen som helst måde overhovedet!
Jelicka var ikke den bedste til humor bare sådan og specielt ikke hvis hun ikke var i humøret. Han havde jo lige fortalt hende at han bare ville tage af sted! Hun havde prøvet at stoppe ham, så det var jo heller ikke fordi at man kunne sige, at hendes humør stod i top, kunne man? Hun vendte blikket mod ham, hvor hun sendte ham et stille og skævt smil. Det var måske ikke så nemt igen, men det var virkelig ikke noget som hun kunne gøre for. Hun sukkede stille og rystede så derefter let på hovedet. ”Jamen, så bliv her?” spurgte hun stille. Det behøvede jo ikke direkte at være her i ruinerne, men der var jo stadig frygtelig mange andre steder hvor man kunne søge hen, ikke sandt? Hans følgende ord, var noget som fik en rødmen til at stige i hendes kinder, for det var slet ikke sådan at det skulle lyde som! Hun vendte blikket stille ned af sig, hvor den røde farve kun måtte tage til i hendes kinder. ”Det var ikke sådan ment..” afveg hun med en tydelig forlegen stemme, idet at hun vendte blikket mod ham endnu en gang. Ikke fordi at det var noget som hun kunne eller ville skjule for ham, for det ville hun bestemt heller ikke tage det mindste fejl af overhovedet, om det var noget som man ville det eller ikke. Hun rystede stille på hovedet og vendte blikket roligt mod ham. ”Jeg vil bare ikke have at du tager af sted..” sagde hun stille. Hun mente det dog. Hænderne tog hun stille til sig, som hun foldede dem ved hendes bryst. Et sted så gjorde det virkelig ondt at vide, at han ønskede at søge nogen steder, for det lød bestemt heller ikke som om at han ville have hende med.

[alecander]

Det var ikke fordi at Alec ønskede at efterlade Jelicka, for han nød jo faktisk at være sammen med hende, når han var ude, glædede han sig altid til at komme hjem, fordi hun var her på stedet, men han ønskede heller ikke at være egoistisk og tage hende med og så sætte hendes liv i fare, for han ville da aldrig kunne tilgive sig selv, hvis der skete noget med hende på grund af ham! Han ønskede at hun skulle have et sikkert liv, selvom.. så var han vel egentlig ikke godt selskab? Han havde jo faktisk været grunden til at hun var blevet efterlyst her i landet, fordi hun havde hjulpet ham, hun levede i en tyvebande, så måske han burde koncentrere sig mere om at få hendes navn renset igen, så hun kunne starte på en ny og ikke frygte for at blive arresteret hver dag? At se hende blive taget til fange, ønskede han jo heller ikke! At hendes hjerte begyndte at slå hurtigere imod hendes bryst, kunne han tydeligt høre og mærke, selvom han ikke var helt sikker på om det var en god eller skidt ting, for et sted var han jo bange for at hun faktisk nærede frygt til ham fordi hun vidste hvem han var, men.. så ville hun vel ikke være så ivrig efter at komme med ham? Han løftede hånden og strøg den ganske roligt over hendes kind. At skade hende med vilje kunne aldrig falde ham ind! Utroligt nok, specielt når man tænkte på hvordan deres første møde havde gået, for der havde han faktisk bidt hende, han havde mærket hende. Han havde dog ikke efterladt hende til døden, men taget hende med sig, hvilket han faktisk også var glad for, selvom de kunne have deres stridigheder, så holdt han af hende og ønskede ikke at miste den tryghed hun gav ham, og det var vel det som han var ved at give op på? Blikket vendte han roligt mod hende igen, som han sendte hende et skævt smil. At blive her i Manjarno var han faktisk ikke så meget for, eftersom han vidste at Alicia var her, og han var bange for at hvis hun kunne genkende ham, at der også var andre der kunne, men han kunne faktisk godt lide det her i Manjarno, hvilket også var en grund til at han var blevet her i udgangspunktet. Han trak ganske svagt på skuldrene. ”Måske..” Han vidste faktisk ikke hvor han skulle tage hen, for hvor ville han ikke være på flugt? At hun endte med at rødme og blive helt forlegen, fik ham til at trække bredt på smilebåndet. Han kluklo ganske let, hvor han strøg hende over håret. ”Det ved jeg godt,” endte han morende, som han blinkede drilsk til hende. Han lagde sig ganske let til rette ved siden af hende, så han lå på siden, med hovedet tæt ved hendes, imens han lod den ene arm søge omkring hendes krop. At hun tog hænderne til sig og foldede dem ved hendes bryst, fik ham til at løfte hånden der hvilede omkring hende, og lagde den roligt over hendes hænder. ”Men.. hvorfor vil du så gerne med mig?” spurgte han roligt og lettere uforstående, for han forstod ikke hvorfor hun ville sætte sit eget liv på spil, det gav jo slet ingen mening! Han drejede let hovedet og skænkede hendes skulder et blidt kys.

[Deleted]

Jelicka ønskede virkelig ikke at skulle diskutere eller skændes med Alec, hvor hun bare accepterede den kendsgerning, at han ikke kunne blive her, men at han skulle af sted. Ikke fordi at det var noget som man kunne tage det mindste fejl af på nogen som helst måde. Hvis Alicia havde genkendt ham og truet med at sende folket efter ham, så kunne hun selvfølgelig godt forstå ham. Hun ønskede bare ikke at han skulle tage af sted uden hende, men hun kunne bestemt heller ikke gøre noget ved det, hvis han ikke ville. Hun holdt af ham, for det gjorde hun virkelig, men det var bestemt heller ikke fordi at det var en ting som var nem for hende at acceptere, for det var det bestemt heller ikke. Hun sukkede stille og rystede så stille på hovedet og uden at skulle tage blikket fra ham. At han lagde sig ned ved siden af hende, var nu heller ikke noget som hun tog så tungt igen. At blive i Manjarno var jo selvfølgelig også altid en mulighed, men det var bestemt heller ikke noget som man skulle se bort fra, for her var der jo også frygtelig mange gemmesteder her, om det var noget som man ville det eller ikke. Hun vendte blikket mod ham. ”Måske?” gentog hun en anelse forundret, for det var noget som hun ikke rigtigt forstå.
Jelicka var måske temmelig mørk af personlighed for øjeblikket, selvom det slet ikke var noget som hun gjorde med vilje, om det var noget som man nu ville gøre det eller ikke. Hun vendte blikket stille ned mod hans bryst som han lagde sig selv ved siden af hende i stedet for, for det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som måtte sige så lidt, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun rystede stille på hovedet og vendte blikket stille mod ham ved hans spørgsmål. Skulle hun være helt ærlig så vidste hun virkelig ikke hvorfor hun ønskede at tage med, men han skulle virkelig ikke gøre noget som helst af tvang, for det ville de slet ikke få det mindste ud af alligevel. Hun vendte blikket stille mod ham, som han lagde sine hænder over hendes. Et sted så var det jo selvfølgelig rart at have ham ved sig, men hun ville virkelig ikke ødelægge mere end det som hun allerede følte at hun havde gjort. ”Bare glem det Alec. Jeg.. jeg forstår at du gerne vil af sted, så… så tag af sted..” Hun vendte blikket stille væk fra ham og ned mod sig selv i stedet for, selvom det var noget som gjorde hende direkte.. nedtrygt? Han havde mærket hende, han havde skabt en vis forbindelse og kontakt mellem hende og Alec, også selvom det nu var noget som hun virkelig prøvede at se bort fra, så var det bare ikke nemt for hende på nogen som helst måde overhovedet og det var virkelig, virkelig frustrerende for hendes vedkommende! ”De må ikke finde dig.. Jeg vil ikke have det..” Denne gang var stemmen betydeligt mere dæmpet. Alene det at skulle forestille sig en tilværelse hvor han heller ikke var der, var i den grad også en prøvelse for hende som virkelig var hårdere end det som hun kunne forestille sig. Tanken alene var noget som virkelig gjorde ondt.

[alecander]

Om Alec skulle blive her i Manjarno, var han ikke sikker på, for han vidste ikke hvad han i så fald skulle give sig til, han var bange for at han ville støde på Alicia igen og at hun ville gøre livet surt for ham, for.. hvis hun var grevinde af landet, så kunne hun jo faktisk godt få ham arresteret og henrettet, derfor var det ganske risikabelt at bliver her i landet. Peula lå ufattelig langt væk, selvom man sikkert godt ville kunne skabe sig et nyt liv der. Imandra havde han hørt gik under stramme love og regler, og så var der naturligvis Dvasias, hvor de fleste vampyrer hørte til, men der var hans familie jo også, tænk hvis de fandt ham eller genkendte ham, så ville der da først falde brænde ned! Desuden, hvis han virkelig skulle trække Jelicka med sig, så ville han ikke søge til Dvasias, for han vidste hvor ubehageligt og usikker hun følte sig i mørket, og sådan som Dvasias var, med den befolkning, så ville han da slet ikke tage hende med dertil! Så ville hun da først og fremmest ende med at blive skadet! Han vendte roligt blikket mod hende, som hun gentog ham, hvor han nikkede ganske roligt. ”Ja.. måske,” endte han stilfærdigt, som tegn til at hun havde hørt rigtigt, ”jeg ved ikke hvad jeg skulle lave her i Manjarno, selvom.. jeg ved faktisk ikke hvad jeg skulle lave i nogen af landene.” Han sukkede lettere tungt, for han var virkelig kommet ud på dybt vand og han brød sig bestemt ikke om det! Han vendte roligt de sorte øjne op imod loftet, som han betragtede lettere tænkende. Her i Ruinerne havde han vidst hvad han gjorde, men.. han ville da ikke vide hvad han skulle gøre, hvis han tog væk, det eneste han havde gjort, siden han var vågnet, var jo at være her i ruinerne, først som oprører, hvor det mere var gået hen til at blive tyv, men han ville da ikke være kvalificeret til noget andet.. ville han?
Det var tydeligt at mærke at Jelicka var blevet langt mere trist og mørk i det, hvilket normalt slet ikke lå til hende! Det gjorde næsten Alec helt trist at se hende sådan, selvom han ikke var sikker på hvordan han skulle gøre det godt igen, for han havde prøvet på at joke med hende, men det havde hun ikke set sig specielt glad ved. Han rynkede brynene ganske let til hendes ord, hvor han sukkede ganske tungt. Han lod armen søge omkring hende igen, og idet han lagde sig om på ryggen, trak han hende med sig, så hun endte med at ligge over ham. Han tog roligt fat omkring tæppet, som han trak op omkring hendes slanke skuldre. ”Du er så nedtrygt,” bemærkede han, hvor han lod hovedet søge en anelse på sned, ”jeg savner jo helt at se dig smile.” Han løftede hovedet en anelse hvor han skænkede hendes kæbe et blidt kys, for at skænke hendes hals et kys og derefter hendes skulder, inden han lagde hovedet ned i puden igen. Han løftede hånden som han strøg igennem hendes bløde hår, der måtte skille sig som vand for hans fingre. ”Jeg vil gerne have dig med Jelicka. At miste dit selskab ville jeg ikke bryde mig om, men jeg ved ikke hvor vi skulle tage hen, eller hvordan vi skulle starte et nyt liv.” Han rynkede brynene, som han endte helt frustreret, for det blev kun værre nu hvor han sagde det højt!

[Deleted]

Jelicka ønskede virkelig ikke at der skulle ske noget som helst med Alec, så det at han ville tage herfra, var noget som hun vidste og valgte at acceptere, selvom det bestemt heller ikke var nemt for hendes vedkommende, for det at skulle vinke farvel til ham, var virkelig noget af det sidste som hun havde lyst til. Selvom mørket måske ikke var et sted hvor hun burde være, men hvis det var der han var, så.. hvorfor skulle hun gøre noget andet end det? At han ikke havde noget sted at søge til, var noget som hun kunne fornemme for ikke at glemme at hun ikke ønskede at Alicia skulle komme efter ham, for hun ønskede bestemt heller ikke at miste ham eller få ham henrettet på denne her måde, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig skulle komme til stykket. Hun bed sig i læben og nikkede bare ganske forståelsesfuldt til hans ord, for hun havde jo heller ikke noget andet valg end bare at acceptere det. ”Du har mulighederne Alec.. Jeg går ikke ud fra at du vil tage til Dvasias på grund af din familie, og Procias er udelukket for dig, men.. Imandra og Peula er der jo altid..” Hun trak let på skuldrene. Hun ønskede virkelig med ham, også selvom hun accepterede at det til dels slet ikke lød som om at han ville have hende med. Ville han, så skulle hun da nok tage tilbage til Procias, selvom.. ja, hvad skulle hun egentlig lave der? Hun havde jo heller ikke nogen steder at tage hen!
At Alec vendte sig og trak hende op over sig, var noget som et sted måtte forskrække hende, for det at være så tæt på ham, var noget som et sted måtte komme bag på hende, for hun var normalt slet ikke så tæt på ham som det hun var i øjeblikket. Hun vendte blikket roligt mod ham, som hun lagde sig over ham, da han trak tæppet godt op over hendes skuldre, hvilket var noget som kun fik hende til at smile, for det føles virkelig, virkelig godt! At han savnede hendes smil, var noget som kun ganske svagt fik hende til at trække på smilebåndet, for et sted så.. lettede det hende på en eller anden underlig måde, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Hun rystede stille på hovedet og vendte blikket mod ham, som han kyssede hendes kæbe og nedover halsen, hvilket var noget som kraftigt fik hende til at sitre. Hvorfor skulle han have denne effekt på hende?! Det var slet ikke noget som hun kunne forstå, men det var virkelig, virkelig rart! Hans strøg over hendes hår var noget som kun ganske let fik hende til at lukke øjnene, idet hun roligt lagde sig til på hans bryst, for det var faktisk utrolig rart at have ham så tæt på ved sig, det var slet ikke noget som hun kunne skjule! At han gerne ville have hende med og ikke ønskede at miste hendes selskab, var selvfølgelig noget som betød forbandet meget for hende, og det var noget som direkte gjorde hende lettet! ”Du har mulighederne, Alec.. Jeg vil bare gerne tage med dig.. Du har allerede givet mig et nyt liv ved at tage mig med hertil.. Og du er en for stor en del af det, til at jeg vil miste det,” sagde hun med en dæmpet stemme, også selvom det var ord som hun rent faktisk måtte mene!

[alecander]

Det var mere end tydeligt for Alec at Jelicka ønskede at tage med ham og det havde han naturligvis også den største respekt for, men han ønskede bare ikke at der skulle ske hende noget, og han var vampyr, han var en del af mørket, hvilket man på ingen måde kunne sige at hun var, for hun frygtede det jo! Så han var bange for at han ville rode hende ud i problemer hvis hun tog med ham, han var allerede på flugt – igen, fordi Alicia havde genkendt ham og hvis den kvinde ønskede at ødelægge hans liv, så kunne hun sagtens gøre det, for hun kunne faktisk få ham henrettet, selvom.. et sted tvivlede han stærkt på det, for hun havde set ud til at være tilfreds med sit nye liv, så hvorfor rippe op i de gamle sår ved at jage ham? Desuden hvis hun virkede elskede sin søn og familie, så rippede hun ikke op i de gamle sår, ikke hvis det passede at knægten havde taget det så hårdt som hun havde, desuden var han jo ikke decideret en trussel, for han kunne jo faktisk ikke huske en dyt, og han ønskede faktisk ikke tilbage i det samme liv, han ville gerne starte et nyt liv, et nyt liv sammen med Jelicka, som hun havde fået ham overbevist om var det bedste for ham, hvilket han var fuldstændig enig i! Han trak svagt på skuldrene. ”Imandra og Peula er bare langt væk,” endte han stilfærdigt, som han kiggede op i loftet lettere tænkende. Han vidste ikke hvad han skulle gøre, hvor han skulle tage hen, selvom det vel også var irrelevant? Så længe han kom væk og i gang med et nyt liv? Så længe han kunne leve i fred og mag? Han sukkede svagt og lettere frustrerende, for han vidste ikke hvad han skulle gøre, det var noget møg at han havde mødt Alicia!
At hun blev forskrækket da Alec trak hende med over sig, fik ham til at smile ganske let, selvom det ikke havde været meningen. De var normalt aldrig så tæt, men et sted kunne han ikke lade vær, han ønskede at være hende så tæt, det at kunne mærke hende og holde om hende, det at kunne trykke hende ind til sig og vise hende omsorg, et sted var han jo faktisk bange for at hun frygtede ham fordi hun vidste hvad han havde gjort og hvilken mand han engang havde været, men så havde hun vel ikke ønsket at tage med ham? Han vidste bare ikke hvad han skulle gøre, desuden ønskede han ikke at miste hende, for hun betød jo forbandet meget for ham! At hun kunne smile lidt igen, var noget som glædede ham, for han ønskede ikke at se hende så trist, eftersom hun altid var så munter og glad – utroligt nok. At hun lagde sig til rette på hans bryst sagde han intet til, da han jo faktisk selv havde placeret hende der, desuden kunne han godt lide at hun fandt denne form for ro når hun var sammen med ham, for andet ønskede han ikke. Han trak på smilebåndet til hendes ord, da han slet ikke kunne andet! Han fortsatte med at stryge hende over håret, hvor blikket hvilede op mod loftet. ”Hvor vil du da gerne hen?” spurgte han roligt. Hvis hun skulle med ham, skulle hun naturligvis også have indflydelse, desuden at stikke af sammen med Jelicka, for at starte et nyt liv op, ville han ikke have det mindste imod!

[Deleted]

Jelicka accepterede mere eller mindre bare det faktum at Alec ikke ønskede at have hende med, men hun ønskede bare ikke at miste ham. At han så ikke havde set ud til at forstå det, var hende en kende frustrerende, men det var nu heller ikke noget som hun kunne gøre noget ved nu. Hun bed sig let i læben. Det var jo heller ikke fordi at hun var bange for ham, for så havde hun været det for længe siden! Hun stod jo stadig fast på at hun ønskede at tage med ham, så selvfølgelig var det også noget som spillede forbandet godt ind for hendes eget vedkommende. Hun vendte blikket stille mod ham. Han var jo ikke Alicia en trussel, så hun håbede selvfølgelig ikke at hun ville sende folk efter ham, for det ville hun da ikke kunne bære på nogen måde overhovedet! Hun betragtede ham stille og med en ganske varsom mine. Han havde nok lagt mærke til at hun ikke var tilfreds, for det var da noget af det sidste som man kunne sige at hun var, selvom det nu heller ikke var noget som hun tog så tungt igen, for hun var virkelig utilfreds! Han kunne ikke bare give hende et nyt liv her sammen med ham, for så at forsvinde ud af det igen! Han gjorde hende rolig selv her i mørket, hun var tryg omkring ham og hun stolede faktisk også på ham, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, for det sagde faktisk utrolig meget! De mørke øjne vendte hun stille mod ham. ”Det.. det ved jeg godt..” sagde hun stille og med den samme kontrollerede mine som tidligere. Den var direkte præget af mangel på følelse sådan pludselig og det var slet ikke noget som hun kunne gøre for!
At han havde valgt at trække hende op over sig, var nu heller ikke noget som hun havde noget imod som sådan. Hun var ikke bange for ham og hun vidste at han ville passe på hende, for hvorfor skulle han ellers have taget hende med sig hertil i udgangspunktet? Hun var fuldkommen rolig, lod hovedet hvile mod hans bryst og lod ham mere end glædeligt stryge hende igennem håret. En ting var jo selvfølgelig at Alicia var dukket op og skænket ham den ene dårlige nyhed efter den anden, hvilket bestemt heller ikke var noget som hun klandrede ham for, for hun forstod skam godt at han havde reageret som han havde, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. At han spurgte hende om hvor hun ville hen, var noget som fik hende til at vende blikket mod ham. Procias og Manjarno, samt Dvasias var helt uaktuelle, for der ville hun ikke kunne færdes med ham, og det var noget som hun allerede nu måtte være ganske godt klar over. Hun rystede stille på hovedet og betragtede ham stille. Til tider så måtte man vel bare være lidt.. åben for alternativerne, for der var virkelig ikke særlig mange af dem set i hendes øjne. ”Hvor jeg vil tage hen? Jamen.. der hvor du tager hen,” svarede hun. Hun ønskede ikke at tage det valg på vegne af ham, for hun ønskede jo egentlig bare den mulighed til at være der sammen med ham, for det var virkelig det vigtigste af det hele, også for hendes vedkommende. Hånden strøg ganske stille over hans bryst, idet at hun endnu en gang lagde sig roligt til rette igen. Hun stolede på ham. Blindt.

[alecander]

Nu hvor Alec var faldet til ro igen og havde tænkt over tingene, så ønskede han faktisk at tage hende med sig, for hvad skulle han dog gøre alene? Det var Jelicka der havde fået ham til at glemme fortiden og fokusere mere på fremtiden, hvor det faktisk var sammen med hende som han havde ønsket at være. At han så skulle møde Alicia havde virkelig ødelagt alt! Det havde vendt alt på hovedet og han vidste at han var nød til at tage af sted, for han kunne vel ikke blive her? Her var Alicia også, Procias kunne han ikke søge til og hvis Jelicka skulle med ham, så blev Dvasias fuldstændig udelukket! I så fald var der jo faktisk kun Imandra og Peula tilbage, skønt han faktisk ikke var meget for at skulle tage til nogen af landene, for han havde hørt meget om dem og det var vidst ikke ligefrem den bedste form for styrefom de havde i landene i hvert fald ikke med den bedste regering. Så det var vel lidt et valg mellem pest eller kolera? Han skulle desuden også finde ud af hvad han ville arbejde som, hvad han ville starte det nye liv op med, for hvis de skulle klare sig som normale borgere, var de jo nød til at have et arbejde, desuden ville han jo nok blive vanvittig hvis han skulle gå rundt og lave ingenting i et nyt land med et nyt liv. Han sukkede let, fortsatte med at kigge tænkende op i loftet, med hende over sig, som hvilede sig mod hans bryst, hvor han fortsatte med at stryge hende over håret, hvor hendes lokker måtte skille sig som vand for hans fingre. At hun ville hen hvor han ville hen, fik ham til at slippe en kort, men munter latter. Han løftede hovedet, så han bedre kunne betragte hende, hvor han trak det varme uldtæppe bedre omkring hende. ”Jeg er ligeglad, så længe jeg ikke bliver forfulgt af min eks, og ikke bliver opdaget i de andre lande.. og selvfølgelig at du er der,” svarede han stilfærdigt, som han lod hånden stryge ned over hendes kind, inden han løftede hovedet en anelse mere og kyssede hende blidt på håret, blot for at lægge hovedet ned i puden igen. Han var virkelig ligeglad med hvor de skulle tage hen, han ville bare gerne have chancen for at starte et nyt liv op, for at kunne slappe af og ikke skulle tænke på sin fortid, hvor han kunne være i sikkerhed sammen med Jelicka, for det sidste han ønskede var at sætte hendes liv på spil! ”Jeg tror Peula er et.. barsk sted. Og Imandra har vidst ganske stramme regler,” sagde han roligt, som om han tænkte højt, et sted ville han faktisk gerne høre hendes mening, for han selv var faktisk lidt fortabt. Han vidste jo slet ikke hvad han ville! Han kunne faktisk rigtig godt lide det her i Manjarno. ”Jeg kan bedst lide det her i Manjarno,” endte han sandfærdigt og mindre frustreret, som han vendte blikket mod hende igen, et sted for at høre hendes råd? Dem havde hun jo et sted altid så mange af, selvom de mange gange ikke var enige, hvilket oftest førte til diskussioner, for de var jo faktisk utrolig forskellige, hun var fra lyset og ham fra mørket. Desuden var han bange for at det ville blive for mørkt i Imandra, det var ikke ligefrem lysets land eller neutralt som her i Manjarno, det mindede mere om Dvasias.

[Deleted]

At Alec var faldet mere til ro, var selvfølgelig noget som glædet Jelicka, for så var han også langt nemmere at snakke med end det som han ellers havde været. Hun slappede mere af omkring ham nu, også fordi at hun følte at hun kunne slappe lidt mere af, hun kunne snakke med ham og hun fornemmede også at han måtte lytte, hvilket gjorde det hele meget bedre. Desuden så troede hun virkelig ikke på at Alicia ville komme efter ham som sådan. Ikke hvis hun var så klog og intelligent som hun alligevel havde hørt folk beskrive hende som, selvom det vel var mere.. overspil som sådan? Hun vendte blikket stille op mod ham. Hun ønskede virkelig at tage med ham uanset hvor han så skulle tage hen, for hun ønskede virkelig ikke at miste ham, hvis hun ellers kunne blive fri for det, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Hun trak svagt på smilebåndet til hans ord, hvor hun bare lod hånden stryge over hans bryst, som hun lod ham stryge hende igennem håret, for det havde virkelig, virkelig været rart at han havde lukket så meget op for hende og faktisk havde budt hende så tæt ind til sig. Desuden kunne hun godt lide, at hun kunne få ham til at falde til ro på denne her måde, så det var bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om i det store og hele. ”Jeg tager med dig, uanset hvor du tager hen, Alec.. Jeg ønsker ikke at stå i døren og se dig tage af sted uden mig..” Det var ikke fordi at hun ønskede at være omklamrende på den ene eller den anden måde, for det var virkelig det sidste som hun ønskede sig, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om!
Alicia var vel også kommet videre? Det var noget som Jelicka om ikke andet, så måtte håbe på, for ellers havde de da et problem. At han bedst kunne lide at være her, var noget som hun sagtens kunne følge ham i, selvom det bestemt heller ikke var nemt igen på nogen som helst måde overhovedet, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Hendes tommelfinger fortsatte strøgene roligt og stille over hans bryst, idet hun roligt vendte blikket mod ham endnu en gang. Hun brød sig virkelig ikke om at skulle se manden så vred og frustreret, for det var noget som faktisk gjorde ondt på hende, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt for hendes eget vedkommende. ”Jeg har hørt om reglerne i Imandra og.. Peula.. Ja, jeg har aldrig været der..” sagde hun stille og trak let på skuldrene. Hun lagde hovedet tæt ved hans hals, hvor hun ganske forsigtigt tildelte det et kys. Måske at de ikke var noget, men hun var og ønskede nu alligevel at skænke ham denne form og følelse af behag, ligesom han havde gjort hende igennem så frygtelig mange gange. ”Vi tager til det sted hvor du vil føle dig mest sikker, min kære.. Om det så skal være et ganske andet sted her i Manjarno, så gør vi det,” sagde hun roligt og med en ganske forsigtig stemme. Han skulle ikke føle sig tvunget til det ene eller det andet, så det var heller ikke fordi at det var noget som hun ønskede at gøre til noget slemt som sådan. Hun vidste udmærket godt, at han kunne være som en tiggende bombe og det var bestemt heller ikke noget som hun ønskede sig på nogen som helst måde! ”Uanset hvad, så er jeg med dig,” afsluttede hun stilfærdigt.

[alecander]

Det var ikke fordi at Alec ønskede at give afkald på noget som faktisk holdt ham så rolig og i live som Jelicka gjorde, for hans liv var jo faktisk sammen med hende, det havde først givet mening efter hun var kommet ind i det, og han ville ikke give afkald på alt det, når han nød det så meget som han gjorde! Han vendte roligt blikket mod hende, hvor et let smil gled over hans læber, som hun strøg ham over det faste bryst gemt under den hvide skjorte, selvom han tydeligt kunne mærke hendes strøg af den grund, og han nød det faktisk! Han selv nussede hende fraværende i håret, som hans hjerne kværnede løs om forskellige tanker og ikke mindst de mange spørgsmål der dukkede op. ”Du er så stædig..” mumlede han sandfærdigt, selvom han ikke kunne skjule den drillende undertone, som han tilmed selv trak på smilebåndet. ”Men okay.. jeg vil alligevel ikke kunne undvære dig og din stædighed,” tilføjede han muntert, som han slet ikke kunne lægge det mindste skjul på det, for hun gjorde ham jo altid i så godt humør, hvilket han faktisk også var hende taknemlig for! Han holdt af hende, og han havde fået hende ind i dette liv, så han kunne vel ikke være bekendt at smide hende ud og bare efterlade hende til sig selv? Desuden kunne han faktisk godt lide at han havde én at tage sig af, én som han kunne beskytte og holde sikker, for det var jo det som han gjorde når de boede her, han havde beskyttet hende fra vagterne og myndigheden, så hun ikke var blevet henrettet og hvorfor skulle han dog give slip på hendes vidunderlige selskab for at passe sig selv og kun give sig hen til ensomheden? Det ville han da sikkert blive vanvittig af i længden!
Alec var faldet langt mere til ro, desuden så ønskede han ikke at miste Jelicka, så han ønskede faktisk at tage hende med, og det var vel ikke egoistisk når hun selv ønskede at tage med ham? Han ville bare ikke sætte hendes liv på spil! Det var det eneste som betød noget for ham; hendes sikkerhed. Hun betød virkelig alverdens for ham og han ønskede ikke at miste hende på nogen måde! Desuden var han et sted også bange for at han selv ville blive opdaget og så blive henrettet, for så havde han jo efterladt hende i denne verden alligevel, så kunne han ikke beskytte hende længere og det ønskede han ikke skulle ske! Han lod hende blot lægge hovedet tæt på hans hals, hvor han trak tæppet en anelse mere over hende. Det sitrede dog helt i ham, som hun skænkede hans hals et kys, hvilket fik varmen til at sprede sig – eller det føltes sådan, for han var stadig lige så kold og død som normalt. Han lyttede til hendes ord, selvom han endte med at sukke lettere opgivende. Han trak svagt på skuldrene. ”Jeg kan godt lide at være her i Manjarno. Jeg ønsker ikke at forlade landet.. selvom jeg ved Alicia står som en trussel, men jeg tror ærligtalt ikke at hun ønsker at sætte jagten ind på mig for.. hun virkede til at være kommet videre, så hvorfor rive op i de gamle sår?” Han lod hovedet søge en anelse på sned, inden han vendte blikket mod hende igen og smilede skævt. ”Jeg ønsker et nyt liv.. en ny start, hvor vi ikke lever som tyve, men finde et arbejde og tjene penge til føden,” endte han roligt uden at smilet falmede det mindste, for det kunne det slet ikke! En ny start og et nyt liv, var det eneste han ønskede!