Starting up a new life..?

[Deleted]

Jelicka kunne faktisk godt forstå Alecs vrede og hun ønskede jo faktisk at hjælpe ham med det hele! Hun ønskede at vise ham at man kunne forandre sig, at han slet ikke var den mand som han havde været dengang. Nu hvor de sidste brikker faldt på plads og det var gået op for hende, at det virkelig var den Alecander som hun faktisk havde delt værelse med, var chokerende, men det var jo heller ikke fordi at det var noget som skræmte hende væk som sådan. Hun bed sig svagt i læben, som hun selv lod hånden støde let af mod hendes skulder. Han var en vampyr og han havde en styrke, hvilket tydeligt måtte være noget som han havde glemt! Ikke fordi at det var noget som hun kunne gøre noget ved nu, for hun klarede det vel nok uanset. Hun vendte blikket stille mod ham. Det var jo egentlig ikke fordi at hun regnede med at skulle tage af sted igen, med mindre at han ønskede hende væk herfra selvfølgelig, selvom det slet ikke havde virket til det lige foreløbig, men hun kunne jo selvfølgelig tage fejl. ”Hvad.. hvad så hvis jeg siger, at.. jeg slet ikke regnede med at tage af sted?” spurgte hun dæmpet og alligevel en anelse forsigtigt. Hun ønskede jo heller ikke at gøre det værre end det som det allerede var. Hun var et lysvæsen og ville han ikke have hende her, så skulle hun selvfølgelig nok tage af sted igen. Hun var vant til livet alene, selvom det havde været langt mere rart at være omkring ham, for ikke at glemme det faktum at.. hun faktisk rigtig godt kunne lide ham.
At Alec var fortvivlet og såret kunne Jelicka selvfølgelig godt se, hvilket heller ikke var en tanke som hun brød sig meget om. Hun ønskede virkelig bare at hjælpe ham og helst så meget som det nu måtte være hende menneskelig muligt, men hvis han ikke ville have hende der, så var det jo faktisk også hende som havde lidt af et problem. At han bare uden videre vendte væk fra hende igen og bare gik, var noget som gjorde hende langt mere frustreret. Hvad Alicia havde fortalt ham, vidste hun ikke og det var heller ikke fordi at hun kendte til Alecander som sådan, men hun havde da hørt hans navn i tide og utide på folkemunde, for hun havde jo også været meget i Procias, så det var vel heller ikke fordi at det var noget som kunne forundre nogen som helst? Hun rejste sig roligt op, hvor hun blinkede let med øjnene. ”J-jamen..” Hun bed sig let i læben og så stille ned af sig. Hun ønskede jo slet ikke at han skulle gå! Ikke hvis hun ellers kunne blive fri for det! Ganske svagt så bed hun sig i læben, idet at hun søgte direkte ud i mørket, hvilket hun normalt aldrig ville gøre, hvis det ikke var direkte nødvendigt. ”Alec!” endte hun tydeligt mere frustreret. Hun slap sin skulder, også selvom det brændt ganske let, idet hun hastede hen til ham, kun for at tage omkring hans hånd som hun knugede let i sin egen. ”Du må ikke gå..” endte hun med en dæmpet stemme, hvor den denne gang endte langt mere bedende. Han kunne da ikke bare lade hende være her alene og så uden ham? Det ville da slet ikke blive det samme som det var før! ”J-jeg vil have at du skal være her.. sammen med mig,” afsluttede hun ganske stille.

[alecander]

At Jelicka hele tiden havde kendt til Alec, var noget som et sted kom bag på ham, selvom han vel havde fået skabt sig et godt berygtet navn, med de ting som han havde gjort? Det eneste han vidste var at han havde dræbt den procianske konge, andet vidste han faktisk ikke, men det forklarede da hvorfor han havde de egenskaber som han havde, for han havde hurtigt fundet ud af at han kunne gøre en masse ting, ikke kun fordi han var vampyr, og det var noget som Jess også havde set, hvilket var den første grund til at han havde taget ham med sig til oprørsgruppen her i Manjarno. Men problemet med Jelicka, var vel at han var bange for at hun ikke ville bryde sig om ham, nu hvor hun faktisk kendte til ham og vidste hvilke ting han havde gjort? Det var så ikke fordi han tænkte på at gøre det igen, for hun havde fået ham til at tænke på noget andet, få ham til at tænke fremad i stedet for tilbage på fortiden, at Alicia så lige skulle dukke op i hans liv, havde virkelig ødelagt det hele! Han vendte roligt blikket mod hende til hendes ord. Hun havde tænkt sig at blive? Det var da noget som faktisk måtte glæde ham, for han var faktisk begyndt at holde utrolig meget af hende. Han havde trods alt søgt ud denne dag for at købe noget til hende, så han kunne glæde hende, skønt det dog ikke var gået som han ville. Han havde kun nået at få købt tasken til hende, så hun kunne få lov til at søge lidt væk fra ruinerne og samle planter og urter som han vidste at hun nød, inden Alicia var dukket op og nærmest havde skræmt ham væk fra markedet, for tænkt hvis andre havde genkendt ham? At hun løb ud i mørket og hen til ham, for at tage omkring hans hånd, fik det til at sitre i ham, hvor han roligt stoppede op, for at vende blikket mod hende. Han vidste godt at hun var mørkeræd, hun brød sig ikke om det, men det var fordi hun var et lysvæsen, hun var afhængig af solens og dagens lys, hvilket var det som gjorde hende stærk, så det forundrede ham faktisk at hun søgte herud til ham, for der var jo en grund til at hun var stoppet op inden hun var nået ud. Noget han dog lagde mærke til, var at hendes skulder sad helt forkert, og tidligere havde han jo også set at hun havde holdt om den, som gjorde den ondt. Han vendte roligt de sorte øjne til hendes mørke ved hendes ord. ”Jelicka.. du kan jo ikke starte et liv med mig omkring dig. Hvis folk genkender mig som Alicia, så vil de sikkert forsøge at fange mig og få mig henrettet. Og jeg ønsker ikke at du skal leve dit liv i skjul for omverdenen hele tiden,” svarede han stilfærdigt, inden han igen vendte blikket mod hendes skulder. Han rynkede let brynene, hvor han roligt slap hendes hånd, som han lagde den mod hendes raske skulder, for at holde hende lidt fast, idet han løftede den anden og rørte ved hendes dårlige skulder. ”Jeg tror din skulder er blevet skubbet af led,” forklarede han roligt og næsten lettere bekymret. Hvornår var det sket? Hun havde da ikke haft ondt da han var kommet hjem.. havde hun? Han vendte blikket mod hende, som han betragtede hende lettere alvorligt. ”Jeg bliver nok nød til at skubbe den på plads.”

[Deleted]

Det var også først nu at det var gået ind på Jelickas lystavle hvem denne Alec egentlig måtte være. Han havde dog alligevel passet på hende, vogtet om hende og været der for hende igennem det sidste stykke tid, så hun ville bestemt heller ikke lyve for ham og vove at påstå at hun faktisk var bange for ham. Hun kunne ikke lyve og når hun så endelig gjorde det, så fik hun det direkte elendigt, for hun kunne slet ikke have noget med den tanke at gøre på nogen som helst måde overhovedet! Hun var faktisk faldet så utrolig godt til her, at man skule tro at det måtte være løgn, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt på denne her måde. Han gjorde hende glad, han gav hende noget spænding som hun aldrig nogensinde havde oplevet det før, så selvfølgelig var det også noget som havde en ekstrem stor betydning for hendes vedkommende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Hun vendte blikket stille op mod ham. Måske at hun var direkte panisk bange for mørket, men det var virkelig mange gange værre når han ikke var der til at holde om hende, passe på hende og vogte om hende som hun vidste at han gjorde når hun lå og sov. Alt det som hun havde fortalt ham, var pludselig uden betydning? Hun vendte blikket op mod ham og med den samme mine som tidligere. Hvis han ikke ville have hende der, så kunne han vel også bare sige det? Desuden så havde han vel også taget hende med dertil af en grund? Vel ikke bare for at bede hende om at skride igen? Hun vendte blikket stille ned af sig. ”Det er ikke så slemt som du får det til at lyde,” påpegede hun med en ganske sigende mine.
Jelickas skulder brændt virkelig, selvom et nu heller ikke var noget som hun kunne gøre noget ved som sådan. Hun vendte blikket op mod ham, som hun var faret direkte efter ham og ud i mørket, for at tage omkring hans hånd, som en direkte bøn til at få ham til at stoppe. Han måtte ikke bare gå! Hun ville ikke have det! At han tog omkring hendes friske skulder og den svage, var noget som hun tydeligt kunne mærke, for den var virkelig, virkelig øm! Hun vendte de mørke øjne op mod ham. Han havde faktisk selv skubbet den ud af led ved at skubbe hende direkte ind i væggen, selvom hun nu heller ikke klandrede ham for det. Han havde været sur, fortvivlet og frustreret, for hun kendte ham efterhånden nok til at vide, at det var de følelser som han havde brændt inde med, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde det nemmere for hendes vedkommende, for det gjorde det virkelig ikke. Hun trak vejret lettere dirrende. ”Så.. så gør det..” Hun spændte allerede i kroppen, for hun vidste, at dette var noget som i den grad ville komme til at gøre ondt. Og rigtig meget ondt! Hun vendte blikket stille op mod ham og næsten bare afventende til at han fik det gjort. Hånden greb roligt omkring hans arm hvis måtte hvile på hendes friske skulder. ”Gør det.:” afsluttede hun med en ganske bestemt tone. Jo hurtigere det gik over jo bedre ville det i den grad også blive!

[alecander]

Det var jo ikke fordi at Alec egentlig ønskede at skille sig fra Jelicka, for han kunne jo ikke komme udenom at hun faktisk havde fået en kæmpe betydning for ham, han var faktisk blevet ufattelig glad for hende, hun var den eneste han sådan rigtig tænke på, hvilket også havde været grunden til at han var søgt ud denne dag i udgangspunktet, for at tage en ting eller to med hjem til hende, som tegn til at han havde hende i sine tanker når han var ude, men dagen havde da vendt drastisk da han havde mødt Alicia! Han vidste ikke engang om hun ville sende soldaterne efter ham, for han havde jo faktisk fortalt hende hvor han hørte til, og det var en anden grund til at han var nød til at tage af sted, for hvis folk fandt dette sted, så ville de han ikke kun sætte sit eget liv i fare men specielt også alle andre her på stedet, og det ønskede han da slet ikke for Jelicka! Så uanset var han jo nød til at tage af sted, hvis ikke i aften så i morgen. At blive her ville være for risikabelt, selvom.. han ønskede heller ikke at leve et liv på flugt hver dag, han ville faktisk gerne kunne slå sig til ro uden at skulle blive forfulgt af fortiden, selvom det vel var ret.. umuligt? Han vendte roligt de sorte øjne imod hende, da hun selv vendte blikket ned ad sig selv. Han slap dog ikke hendes hånd, som han trykkede ganske blidt omkring, også for at vise at han ikke var sur på hende eller noget var ment på hende, for han holdt trods alt utrolig meget af hende! ”Du ved hvem jeg er og hvad jeg har gjort, så du ved at det er slemt.. jeg fortalte Alicia mit tilholdssted, så jeg er nød til at gå uanset hvad,” forklarede han roligt, hvor han vendte blikket væk fra hende og frem for sig i stedet for, hvor fortrydelsen stod tydeligt i hans blik, for.. det havde da været det dummeste han havde kunnet gøre!
Alec kunne tydeligt mærke hvordan hun måtte spænde, da han greb fat omkring hendes dårlige skulder. Han var ikke helt sikker på hvordan hun havde fået den, selvom noget sagde ham at det faktisk var hans skyld. Han vidste at det ville gøre ondt på hende, at få den skubbet på plads, men.. han skulle nok blive og passe på hende – som han jo altid gjorde. At hun ville have ham til at gøre det og faktisk lød bestemt, lignede hende faktisk ikke, selvom han måtte indrømme at det faktisk klædte hende at være lidt bestemt. Han sendte hende et let smil. ”Bare rolig.. det gør kun meget ondt,” svarede han drillende, selvom han vidste at det på ingen måde var en trøst. Han lod hånden glide fra hendes friske skulder, op til omkring hendes nakke og hals, hvor han holdt hende fast, imens den anden stadig hvilede mod hendes dårlige skulder. Han lod sin pande falde blidt mod hendes, så han så hende direkte i blikket. ”Men det skal nok gå,” tilføjede han beroligende, som han lod sin tommel stryge hende blidt op og ned langs halsen. Han kunne tydeligt mærke at hun måtte gribe fat omkring hans arm, selvom han intet sagde til det, for han vidste at hun ville komme til at holde meget mere fast i ham, når han først fik den sat på plads. ”Jeg tæller til tre.” Han tog ikke blikket fra hendes mørke øjne, hvor han også sikrede sig at hun ikke tog hendes fra ham. ”En … to …” Inden han nåede at tælle til tre, gjorde han et fast ryk med sin hånd, som han skubbede hendes skulder på plads igen, så det næsten gav et knæk fra sig.

[Deleted]

Jelicka vidste udmærket godt at det bestemt heller ikke måtte være nemt for Alec at kende til sandheden og nu hvor han var kendt med den, så var det bestemt heller ikke noget som gjorde det nemmere for hendes vedkommende. Hun ønskede virkelig bare at han skulle være her og.. hvis han ikke ville det, så måtte hun jo bare tage med ham! Hun kunne og ville ikke undvære ham på denne her måde, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var der ikke noget at gøre ved det. Hun vendte blikket direkte mod ham og med et næsten bedende blik. At han var så fast besluttet på at han ikke kunne blive her, var noget som et sted gjorde ondt, men hvad ville og kunne hun da stille op? Hvis han ville gå, så var det jo selv noget som han måtte bestemme, for hun havde trods alt heller ikke styrken til at holde igen. Hvis han havde fortalt Grevinden hvor de var, så havde han jo bogstavelig talt dømt dem alle sammen. Hvad ville de ikke sige til det? Hun vendte blikket stille mod ham endnu en gang og med den samme kontrollerede mine som tidligere. ”Jeg. Jeg ved godt at det er slemt, men.. går du.. så.. så tager jeg med,” tilføjede hun med en lige så bestemt tone. Det var slet ikke noget som hun ville diskutere med ham, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet!
Jelicka himlede let med øjnene, for hun vidste udmærket godt at dette ville komme til at gøre ondt. Hun ønskede det jo egentlig bare overstået og helst så hurtigt som det nu måtte være hende menneskelig muligt! Det gjorde ondt bare at han tog omkring hendes skulder, hvor hun vendte blikket direkte mod ham. ”Udmærket, så få det overstået!” endte hun med en tydeligt stilfærdig mine. Hun bed sig let i læben, som hun vendte blikket mere mod hans bryst i stedet for, hvor hun roligt trak vejret dybt. At han kom helt tæt på hende, var nu heller ikke noget som hun havde noget imod, for det var altid rart at have ham helt tæt på sig. Panden mod hendes havde hun bestemt heller ikke noget imod, for det var faktisk umådelig rart. Hun nikkede blot stille til hans ord og lukkede øjnene som han endte med at tælle, selvom det hele gik så hurtigt. Som skulderen blev skubbet på plads og med et højt knæk, så brød hun ud i et kraftigt skrig, idet hun næsten følte at hendes ben måtte kollapse under sig. Automatisk så endte hun med at stå helt tæt til ham, som tårerne væltede op i hendes øjne, for det havde virkelig gjort ondt og som aldrig nogensinde før, for hun havde aldrig nogensinde oplevet noget lignende! Hun tog sig hurtigt til skulderen som hun havde valgt at slippe den arm som hun havde haft fat i. ”Av..” endte hun med en meget dæmpet tone, også selvom hun vidste, at han som vampyr, var i stand til at høre hende, så var det virkelig ikke noget som gjorde hende noget som helst. Hun holdt af ham, og hun ønskede bestemt heller ikke at skulle miste ham for noget som helst. Han var.. unik.

[alecander]

Alec vidste udmærket godt at han havde sat alle andre i fare, men på den anden side var lejren også utrolig godt skjult, så han tvivlede på at vagterne overhovedet ville finde frem, men hvis de gjorde så var det nok bedst at han ikke var der, for han ville blive dømt til døden med det samme de fik fat i ham og vidste hvem han var! Han kunne ikke redde sig ud af det som han havde gjort, så han vidste ærligtalt ikke hvor han skulle tage hen, eller hvad han skulle gøre! Han kunne vel ikke starte et liv op her i Manjarno? I Procias var mørkevæsner ikke tilladt, og Dvasias var han sikkert også eftersøgt i, måske også Imandra? Han var slet ikke sikker, men han vidste bare at han var nød til at være forsigtig, han var nød til at passe på sig selv, holde lav profil og slet ikke vække mere opsigt. Men vagterne havde jo allerede fået fat i ham én gang – takket være hende faktisk – og vagterne havde jo faktisk ikke genkendt ham, så.. mon det ikke var muligt at starte et nyt liv op? Bare et eller andet sted? Eller skulle han virkelig rejse helt til Peula? Det havde han faktisk slet ikke den mindste lyst til. Hendes ord måtte dog overraske ham, hvor han vendte blikket forundret mod hende. Hun ville følge med ham? Et let smil gled over hans læber, som det jo faktisk måtte varme ham. Hun holdt stadig af ham på trods af hvad han engang havde gjort og den mand han engang havde været? ”Vil du med?” gentog han lettere forundret og lod hovedet søge en anelse på sned. ”Leve på flugt.. sammen med mig?” spurgte han videre, næsten som om han havde hørt forkert, hvor han betragtede hende med et overrasket og forundret blik, selvom der også var en anelse skepsis i de sorte øjne, for han var faktisk ikke helt sikker på at det var noget som hun inderst inde ønskede.
At hendes skulder var gået af led, var noget som Alec hurtigt ville kunne sætte på plads for hende igen, selvom han vidste at det ville gøre ondt. At hun himlede med øjnene, fik ham kun til at trække på smilebåndet, for hun vidste lige såvel som ham at det ikke ville gå smertefrit, men blive utrolig smertefuldt, og han kunne desværre ikke gøre det mildt, selvom han ville ønske at han kunne. At hun stillede sig tæt ind til sig, lukkede øjnene havde han intet imod, selvom han fortsatte med at kigge mod hendes øjne. Han lod armene glide omkring hende, så hun ikke kollapsede, da han fik skubbet den på plads, hvor han holdt hende tæt ind til sig. Hendes skrig kom ikke bag på ham, da han vidste at det gjorde ondt. Han skænkede hendes pande et blidt kys. Han strøg hende roligt op og ned langs ryggen, hvor han roligt vendte blikket morende mod hende som hun sagde av. Han lod hovedet søge en anelse på sned, som han sendte hende et betryggende smil. ”Så stærk du er. Du skal nok komme dig hurtigt,” svarede han stilfærdigt, som var hun en lille pige han talte til. Han blinkede drilsk til hende, inden han gik ned i knæ og løftede hende op i sine arme. ”Kom.. vi kan ikke have at det store stygge monster spiser dig når du er herude i mørket,” svarede han roligt, næsten som en undskyldning for at bære hende op på værelset. Hun havde fået ham til at falde til ro igen, og.. han ønskede faktisk ikke at forlade hende. Han skubbede døren op med foden, da den allerede stod på klem, hvor han skubbede den i med foden igen. Han gik roligt hen til madrassen, hvor han satte hende fra sig. Han selv satte sig på knæ ved gulvet ved siden at madrassen og betragtede hende lettere bekymret. ”Går det?”

[Deleted]

Alec havde virkelig sat alle i fare ved at gøre som han havde gjort, selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde noget til som sådan, for det ville hun slet ikke få det mindste ud af på nogen som helst måde overhovedet. Selvom hun havde ondt i skulderen, så var hele hendes opmærksomhed hvilende på hans skikkelse. Ikke fordi at det var noget som hun ville skjule for ham, for det var der virkelig ikke nogen grund til, var der? Hun mente det dog når hun sagde at hun gerne ville med hvis han tog nogen steder, for hvorfor skulle hun være her hvis han ikke var? Det ville hun da slet ikke få det mindste ud af på nogen som helst måde overhovedet, så meget vidste hun da også allerede, for hun havde virkelig ikke nogen grund til at være her hvis han ikke var der. Hun brød sig ikke rigtigt om nogen af de andre, hun brød sig ikke rigtigt omkring dem, for ganske rigtigt var de gode mod hende, men det var bare ikke det samme på nogen som helst måde overhovedet, om det var noget som man ville det eller ikke. Hun trak vejret dybt. ”Hvis du vil have mig med selvfølgelig..” sagde hun med en ganske dæmpet stemme o måske an anelse usikkert, men hun mente det faktisk! ”Jeg vil da ikke lade dig tage af sted alene..” Hun vendte de mørke øjne op mod ham endnu en gang.
Alec havde altid taget sig af hende – fra han havde mødt hende om ikke andet, selvom det måske var hendes skyld, at han var blevet fanget af vagterne i udgangspunktet og det var slet ikke noget som hun ikke brød sig om på nogen måde overhovedet. Skriget som brød hendes læber, var noget som gjorde direkte ondt, for ganske rigtigt så vidste hun at det ville komme til at gøre ondt, men det her var virkelig langt værre end det som hun nogensinde havde regnet med! Det var virkelig en intens fornemmelse som hun aldrig havde oplevet den før! Han holdt om hende, hvor hun stille puttede sig ind til hans skikkelse, hvor hun blev stående og rystede ganske let. Hun trak vejret lettere dirrende og med et ganske svagt suk. ”Det gjorde lidt mere ondt end det jeg havde regnet med..” Hun vendte blikket stille mod ham som den ene tåre endte med at trille ned af hendes kind, selvom det nu heller ikke var noget som hun kunne gøre for. Det var af ren og skær smerte. At han gik ned i knæ og pludselig hævede hende op i armene, fik hende til at slå armene omkring hans nakke, mere eller mindre af ren og skær vane, idet hun vendte blikket mod ham. Hvad han ville, var noget som gjorde hende en anelse usikker, for hun ønskede jo slet ikke at han skulle tage af sted! Hun trak vejret dybt som han førte hende med sig op og tilbage på værelset igen, hvor hun først slap ham, da han satte hende ned på madrassen igen og sig selv ved siden af. De mørke øjne fulgte ham roligt og ikke mindst med en ganske usikker mine. Hun trak svagt på den ene mundvig. ”Det.. det tror jeg.. Tak Alec,” sagde hun stille, som hun lagde hånden mod sin skulder igen. En anelse øm, men nu kunne hun da bruge armen igen, så var man jo heller ikke helt forkert på den.

[alecander]

Det at Jelicka ønskede at tage med Alec måtte virkelig forundre ham, for.. hvorfor? Han kunne ikke rigtig forstå hvorfor hun ønskede at lægge sit liv i hans hænder, når hun vidste hvad han havde gjort og vidste at han satte hendes liv i fare ved at være omkring ham, for det var nøjagtig det som han gjorde! Men det var vel også tydeligt at han havde forandret sig? Han havde jo heller ikke lyst til at gøre nogen ondt, selvfølgelig skulle han bruge føde, men det skulle enhver vampyr jo, men derfor ønskede han ikke at dræbe folk med vilje, faktisk ville han bare starte sit nye liv op og det liv var jo faktisk sammen med Jelicka. Han ønskede faktisk at være her hos hende, men.. han ønskede ikke at være egoistisk og sætte hendes liv på spil, for så hellere leve alene! Han blinkede let med øjnene – tydeligt overrasket, hvor han lod hovedet søge en anelse på sned. Hun mente det virkelig? Han vendte de sorte øjne ned mod hende, som hun så op mod ham. ”Men jeg ønsker ikke at sætte dit liv i fare Jelicka..” forklarede han sandfærdigt, ”jeg vil bare have at du skal være sikker.” De sidste ord blev udtalt i en mindre hvisken, selvom det ville være højt nok til at hun kunne høre det. Han mente det dog! Hendes sikkerhed var faktisk begyndt at betyde alt for ham. Hvis der skete hende noget, vidste han da slet ikke hvad han skulle gøre! Den tossede kvinde betød alligevel alverdens for ham, han.. kunne faktisk ikke rigtig beskrive det, det var bare som om at alt i ham sagde at han skulle beskytte hende, skulle passe på hende og vogte om hende, holde hendes sikker og sørge for at hun var i god behold og godt tilpas. Det var følelser som han havde svært ved at forstå, og det forvirrede ham virkelig, så han tænkte egentlig ikke rigtig over dem, men levede egentlig bare efter dem uden videre omsvøb.
At det gjorde ondt, havde Alec vidst, ikke fordi han havde prøvet det, men.. der var bare visse ting som han vidste uden han rigtig vidste hvorfor, men det havde vel en del at gøre med at han ikke rigtig kunne huske noget fra sin fortid? Han måtte have været en kløgtig mand, for han havde virkelig mange egenskaber og han vidste faktisk utrolig meget, men.. det var ikke noget han ville bruge på at skade folk – ikke som dengang. Han slap en kort men munter latter til hendes ord, hvor han løftede hånden og strøg nogle af hendes lokker væk fra hendes ansigt. At en tåre så gled ned over hendes kind, fik ham til at lægge sin kolde hånd mod hendes varme kind, hvor han lod sin tommel stryge hendes salte tåre væk. ”Det skal nok gå,” forsikrede han hende og sendte hende et varmt smil. Hendes skulder skulle bare have lidt hvile og så ville den være så god som ny igen! Det var han mere end sikker på! At hun lod armene glide omkring hans nakke, sagde han intet til, som det vel var en normal vane? Han slap hende først ordentligt, da han var sikker på at hun sad på madrassen, hvor han vendte blikket imod hende. At hun troede at hun var okay, fik ham til at trække på smilebåndet, hvor han let lod sin pande falde ind mod hendes, som han havde lænet sig ind mod hendes krop. ”Den skal bare holdes i ro og have lidt hvile,” forsikrede han hende, som han roligt skænkede hendes kind et blidt kys. Han tog roligt omkring det varme uldtæppe og slog det omkring hendes krop. ”Og resten af dig burde også få lidt søvn.”

[Deleted]

Jelicka ønskede virkelig at være der sammen med Alec. Det var måske ikke noget som hun var meget for at sige, men det var faktisk ord som hun måtte mene. Hun nød at være sammen med ham, hun nød at se ham passe på hende og bare det at have ham omkring sig på denne her måde, for hun kunne virkelig rigtig godt lide det. Hun vendte blikket stille op mod ham, også selvom hun virkelig mente sine ord. Hun ønskede virkelig at tage med ham, om man ville det eller ikke! At det så ikke direkte lød til at han var af den samme mening, var noget som et sted måtte stikke til hende. Hun rystede stille på hovedet. ”Så du vil hellere efterlade mig her? Lade kongens vagter storme ruinerne? Jeg dømmes for at hjælpe dig på flugt og du vil bare lade mig sidde her?” spurgte hun. Måske at det var lidt hårde ord, men det var noget som hun i den grad måtte mene. Hun vendte blikket stille ned af sig i stedet for, selvom det faldt rundt på mørket i stedet for. hun brød sig virkelig ikke om mørket, men hvad gjorde man ikke for at stoppe ham på vejen? Hun rystede stille på hovedet. Umiddelbart så ville hun være mere sikker sammen med ham end det som hun ville være ellers, men det var vel heller ikke noget som man direkte kunne sige til det på denne her måde? Hun trak vejret dybt og vendte blikket ned af sig. Selvfølgelig ville hun ikke virke anmassende for ham, for hun ønskede jo heller ikke at være en byrde på nogen som helst måde overhovedet! ”Men, men. .det bestemmer du jo selv..” Hun vendte de mørke øjne roligt op mod ham endnu en gang.
Jelicka var faktisk en hård en af slagsen. Hun var ikke den som normalt satte sig ned og tudet, men dette var faktisk noget som gjorde frygtelig ondt og mere end det som hun nogensinde havde regnet med! Nu kunne hun om ikke andet, så bruge armen igen, hvilket selvfølgelig var noget som hun anså som vigtigt, for det var det virkelig også! Hun lagde armene om ham som han løftede hende op, hvor hun bare nikkede til hans ord. Det skulle nok gå og det vidste hun. Hun håbede det om ikke andet, for det havde virkelig gjort noget så frygtelig ondt, som intet andet overhovedet. Hun lukkede øjnene ganske let og åbnede dem først som de kom op ovenpå. At panden måtte møde hans, var noget som svagt fik hende til at lukke øjnene. Hun nød faktisk at have ham tæt på sig, selvom det måske ikke var noget som var så godt igen? Specielt hvis han ikke ville have hende med eller ville have noget med hende at gøre. Af hvad hun vidste, så kunne det jo være, at han faktisk flygtede fra hende af? Et sted så gjorde den tanke faktisk frygtelig ondt. Som han lænede sig mod hendes krop, så lagde hun sig automatisk ned i madrassen hvor hun roligt lagde sig til rette. Hun var jo efterhånden så vant til at ligge i den. At han pakkede hende ind i tæppet var noget som hun altid godt kunne lide, så det var heller ikke noget som sagde så lidt. Hun lukkede øjnene let. ”Jeg vil ikke sove, Alec.. ” endte hun lettere bestemt af sig, som hun igen vendte blikket mod ham igen. Hun frygtede vel et sted også at hvis hun sov, så ville han være væk når hun vågnede igen? Og det ønskede hun heller ikke!

[alecander]

Det var ikke fordi at Alec ikke ønskede at have Jelicka med, for han ville med garanti nyde hendes selskab! Godt nok kunne de være uenige og de kunne havde deres små intriger, fordi de faktisk var så forskellige, men alligevel endte de altid med at falde til ro, som regel var det hende der kom og undskyldte, fordi han var for stædig til det, og så blødte han op og undskyldte selv, tog skylden når det var ham som havde begyndt. Han hadede ikke Jelicka på nogen måde, han nød faktisk den person hun var, for hun havde faktisk hjulpet ham en masse, hun havde været der for ham lyttet til ham og tilmed givet ham råd, hun havde hjulpet ham med at give slip på fortiden og kun tænke fremad på fremtiden, som han faktisk gerne ville have at hun skulle være en del af, men når det kom til sådan noget vigtigt, hvor han satte hendes liv i fare, så blev han i tvivl hvor vidt han skulle tage hende med eller ej, for.. hvorfor ønskede hun sig et liv på flugt? Han blinkede let med øjnene til hendes ord, som hun jo nærmest fik ham til at lyde som en forbryder! Selvom.. det var vel egentlig også det han var? Han vidste det faktisk ikke, for gjaldt han som forbryder, når han faktisk ikke kunne huske noget som helst? Foruden det som Alicia havde fortalt ham? Han fortrød det jo egentlig, selvom det nok var meget for sent at sige. ”Du behøver skam ikke tage med forbryderen der gør fejl!” svarede han lettere vrissende, som han endte med at bide tænderne fast sammen. Han vidste godt at han havde dummet sig, men Alicia havde kørt ham op i det røde felt at han virkelig ikke rigtig havde tænkt over hvad han havde gjort, desuden hvis hun virkelig havde holdt af ham dengang, så tvivlede han på at hun ville få ham henrettet, men det måtte tiden vel bevise? Hendes ord var bestemt ikke noget som faldt ham i god jord! Og han ville jo heller ikke efterlade hende med sin gode vilje! Hun havde desuden selv valgt at hjælpe ham med at flygte, så den kunne hun ikke hænge over på ham! Han lagde roligt armene over kors, som han vendte de mørke øjne fast imod hende. ”Hvorfor vil du overhovedet med?” spurgte han denne gang direkte, uden at vige blikket fra hende.
At hun lagde sig ned på madrassen gjorde det kun lettere for Alec at putte hende, hvor et let smil gled over hans læber. Han følte sig altid så tryg sammen med hende, og det var ikke noget som han ønskede at miste, selvom man til tider var nød til at give slip på dem man holdt af, hvis man ville have at de skulle have det godt i stedet for at tænke egoistisk. At hun så ikke ville sove, fik ham til at vende de sorte øjne mod hende, hvor han kneb dem en anelse sammen. Han endte dog med at himle med øjnene, for hun var vel bange for at han bare ville stikke af uden videre? Det var noget som faktisk måtte irritere ham. Han følte næsten at hun ikke stolede på ham længere fordi hun havde fundet ud af hvem han engang var, og det gjorde faktisk ondt. ”Bange for at jeg stikker af uden et ord?” spurgte han stilfærdigt og næsten med en irriteret mine, som han satte sig med ryggen til hende på gulvet, hvor han blot stirrede følelsesløst ud i rummet. ”Man skulle tro du ikke tør stole på mig, fordi du ved hvem jeg engang har været,” svarede han fast, som hans stemme var endt en anelse mere vrissende.

[Deleted]

Måske at Jelicka og Alec havde deres stunder og at det som regel var hende som kom for at undskylde, for det var bare noget som lå mest naturligt til hendes gode og lyse hjerte. Det var egentlig ikke rigtigt noget som hun kunne gøre for, men det at de kunne falde til ro sammen og med hinanden, var virkelig det som havde selv den største betydning for hendes vedkommende, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. De fandt ud af det og det havde de gjort siden start. Umiddelbart så var det jo slet ikke hendes mening at fremstille ham som en forbryder, selvom det vel var hvad de begge var? Hun havde påtaget sig den titel netop ved at hjælpe ham med at flygte, selvom det slet ikke var en handling som hun var i stand til at fortryde på nogen som helst måde overhovedet, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var det ikke noget som hun sagde det mindste til på nogen som helst måde. Hun vendte blikket stille mod ham, som hun tydeligt kunne se at han endnu en gang blev utilfreds. Hun bed sig let i læben. Det var jo heller ikke fordi at hun ville gøre ham mere sur end det som han var blevet allerede i forvejen, det var der heller ikke nogen tvivl om! Hun vendte blikket stille ned af sig. Det gjorde ondt på hende når hun kunne se at han blev vred eller såret på grund af hende. ”Undskyld.. det var ikke sådan ment..” sagde hun stille. Hun mente jo bare, at hun ikke ville blive igen og se ham tage af sted! ”Alle laver da fejl engang imellem. Den største jeg har lavet, var da jeg lod dig blive fanget.. Men man kan rette op på det, Alec.. Jeg ønsker bare at tage med dig.. Jeg vil ikke se dig rejse..” fortsatte hun stille, som hun igen stille vendte blikket mod ham. Hun var faktisk meget alvorlig!
At Jelicka endnu en gang havde gjort noget forkert, var noget som tydeligt var at mærke på Alec, selvom det nu slet ikke var noget som gjorde det nemmere på nogen som helst måde for hendes vedkommende. Hun havde da aldrig nogensinde ment at gøre ham sur eller irriteret! Hun vendte blikket og de mørke øjne mod ham, hvor hun svagt måtte bide sig selv i læben. ”Alec..” Hun satte sig stille op, som han satte sig med ryggen til hende, hvilket automatisk var noget som hun valgte at tolke som en endelig afvisning, selvom det nu heller ikke var noget som lettet hende. Det var faktisk noget som gjorde langt mere ondt end det som hun var i stand til at beskrive på nogen som helst måde overhovedet. hun rykkede hen til ham, hvor hun satte sig bag ved ham. Armene gled roligt omkring hans skikkelse, som hun lagde hovedet mod hans skulder. Selvfølgelig stolede hun på ham! Det var bare den mand han var blevet til efter at kendsgerningerne var gået op for ham, at hun ikke vidste hvad hun havde at regne med. ”Jeg frygter ikke at du vil stikke af uden et ord. Jeg er mere bange for at du efterlader mig her..” Hun vendte blikket stille mod ham. Hun prøvede bare at søge hans forståelse, selvom det nok ikke var det nemmeste for ham, men.. hun ville virkelig ikke skændes med ham. Hun plantede et varsomt kys mod hans kind, selvom det var frygtelig, frygtelig forsigtigt og det var der kun en meget god grund til! ”Den mand du var, er stadig en fortid som vil hvile som en mørk skygge. Den vil man ikke kunne løbe fra.. fremtiden kan ændres.. Du kan vise dig som en bedre mand,” fortalte hun roligt.

[alecander]

Det var ikke fordi at Alec ønskede at hidse sig op, selvom han for tiden havde let ved det, for Alicia havde virkelig ødelagt alt for ham! Hvorfor skulle han også have ønsket så inderligt at kende til sin fortid? Det var jo heller ikke fordi det var nogen dårlig ting, for så vidste han da hvad han skulle rette op på, og han ville jo faktisk gerne starte på en frisk, selvom.. kunne han overhovedet få lov til at hvile i fred? Han ville jo konstant være på flugt, for hvis folk fandt ud af hvem han var, så stod han vel til at blive henrettet? Han vidste det faktisk ikke, for hvis han var gået i døden og det var måske det som havde kostet ham sin hukommelse? Så var han jo et sted allerede blevet ’henrettet’, og nu hvor han alligevel ikke kunne huske noget som helst, han kunne vel ikke blive henrettet? Han var faktisk ikke sikker. At hun undskyldte gav ham et sted dårlig samvittighed, for det var jo heller ikke fordi han ville klandre hende eller skælde hende ud! Han holdt jo faktisk af hende og det var da slet ikke med hans gode vilje at han ville forlade hende! Alt i ham bød ham på at blive hos hende, skabe et liv med hende og en fremtid hvor hun var indblandet, for det var hvad han oprigtig havde lyst til, men han kunne ikke tænke egoistisk og sætte hendes liv på spil, det ville han da slet ikke! Han sukkede – lettere opgivende – som han vendte de sorte øjne imod hende. Han tog let omkring hendes ene hånd, imens han løftede sin den anden og strøg hende igennem håret, imens han sendte hende et stille smil. ”Jeg ønsker bare ikke at du skal leve et liv på flugt hele tiden,” fortalte han dæmpet, som han trak hende ind mod sig, og lod sin pande møde hendes, så han havde frit udsyn til hendes flotte mørke øjne. Han klemte blidt omkring hendes hånd, hvor han lod den anden hånd hvile mod hendes nakke, som han skænkede hendes pande et blidt kys. ”Jeg vil bare have at du er i sikkerhed.”
Det var som om at Jelicka hele tiden påpegede hvilken forbryder Alec havde været, selvom det måske bare var ham? Han ønskede bare ikke at hun skulle frygte ham eller hade ham for de ting han engang havde gjort, for han kunne jo ikke engang huske det, foruden de brudstykker som Alicia havde givet ham. Det stivnede let i ham, som hun lagde armene omkring ham, hvor han næsten endte automatisk med at bløde helt op, selvom han slet ikke forstod hvorfor, skønt han jo slet ikke ønskede at skændes med hende, for han ville bare have hendes forståelse, som hun vel også ville have hans? Han lyttede til hendes ord, hvor han ikke kunne lade vær med at trække på smilebåndet, som hun skænkede hans kind et varsomt kys, noget som fik varmen til at brede sig rundt i hele hans muskuløse krop. Han lænede sig en anelse tilbage og ind mod hendes favn, hvor han lagde hovedet tæt ind mod hendes hals, som en lille dreng der fandt tryghed i sin mors favn. Han vendte roligt blikket mod pejsen, hvor flammerne var så livlige. ”Du ved.. inden jeg stødte på Alicia, ønskede jeg at starte en fremtid med dig,” fortalte han sandfærdigt, som han roligt vendte blikket op mod hende, hvor han endte med at rynke brynene ganske let. ”Jeg ønsker bare ikke at du skal leve et liv på flugt,” fortalte han sandfærdigt, som han valgte at slå den ene arm omkring hende og trykke hende ind til sig.

[Deleted]

Det var slet ikke fordi at Jelicka ønskede at miste Alec, også selvom hun vidste, at hun ikke havde retten til at gøre noget som helst. Et sted så fandt hun ro og fred i sindet når hun var i nærheden af ham, selvom det måske ikke var noget som hun havde sagt noget om direkte, men at være sammen med ham, var som en tryg tilværelse og det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt på nogen som helst måde. Hun vendte blikket op mod hende. Hun var den som havde nemmest for at sige undskyld af dem, men det var også noget som altid havde gjort ham langt mere rolig end det som det var sket før. Hun vendte blikket roligt mod ham og med den samme stilfærdige mine. Den var næsten… intetsigende. At hun ønskede at tage med ham var noget som hun faktisk måtte mene, også selvom det så ud som om at han ikke var helt enig? Hun sukkede stille og rystede på hovedet og vendte blikket stille ned mod deres hænder som han endte med at tage omkring hendes egen, hvor hun stille lukkede hånden omkring den. ”Tror du virkelig at jeg vil være i sikkerhed her hvis du ikke var der til at passe på mig?” spurgte hun roligt og meget åbent, som hun igen vendte blikket op mod ham og med den samme spørgende mine som tidligere.
At Alec blev siddende da hun lagde armene omkring ham, var noget som kun gjorde hende glad. Det var bestemt heller ikke fordi at hun ønskede at han skulle være sur på hende eller noget som helst, for det var virkelig noget som gjorde ondt. Hun vendte blikket stille mod ham, som hun lyttede til hans ord, hvor hun selv tydeligt måtte mærke varmen stryge direkte ind i hendes krop. Det var bestemt heller ikke fordi at hun frygtede for ham, for han huskede jo ikke hvem han havde været dengang før han havde mødt Alicia og det var noget som hun tydeligt kunne se på ham også på den måde som han havde reageret overfor hende. ”En… fremtid med mig?” gentog hun næsten forfjamsket, for det var slet ikke noget som hun havde regnet med at han ville fortælle hende. Hun turde næsten at indrømme at hun følte at hun kendte ham ganske godt efterhånden, så hun var slet ikke i tvivl om at dette var noget som hun måtte ønske sig. Hun lod ham roligt lægge sig ind til hende, for det var bestemt heller ikke noget som hun havde noget imod. Hun ønskede ikke at han skulle afvise hende. Hun vendte blikket roligt ned mod ham, hvor hun kyssede hans pande ganske let, nu hvor han havde lagt sig ved hendes hals og tæt ved det bidemærke som han allerede havde givet hende. Det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som hun sagde noget til, for hun havde jo faktisk bedt ham om at bide hende. ”Jeg lever hellere et liv på flugt med dig, end jeg lever i mørket alene,” fortalte hun stille. Det var dog ord som hun faktisk måtte mene, selvom det var meget store ord. At han lagde armen om hende og trykkede hende ind til sig, var bestemt heller ikke noget som hun havde noget imod. Hånden hævede hun roligt og strøg ham roligt over håret, næsten som havde hun været en mor som trøstede sin lille dreng, selvom dette langt fra var tilfældet.

[alecander]

At Jelicka var stædig, havde Alec for længst fundet ud af, for det var ikke første gang de kom op at diskutere, selvom det var ganske alvorligt denne gang, for han talte jo faktisk om at forlade hende. Ikke fordi han havde lyst til det, for mest af alt havde han lyst til at blive, holde om hende, skænke hende et kys i ny og næ, købe ting til hende, som han havde været ude for at gøre denne gang, hvor han da var glad for at han havde nået at få tasken med hjem til hende, for det havde han jo ikke noget andet, inden han var stødt på Alicia der havde vendt det hele på hovedet. Et sted frygtede han at hun ville sende vagter ud til ruinerne for at finde ham og henrette ham, for skulle han være ærlig havde han ikke lyst til at blive henrettet, ikke fordi han var bange for at dø, nej fordi han var bange for at han skulle miste Jelicka. Han mistede hende naturligvis også hvis han faktisk valgt at søge væk, men så var han da sikker på at hun ikke var i fare, for han ønskede ærligtalt ikke at hun skulle leve et liv på flugt, selvom hun tydeligt var af anden mening, hvilket et sted måtte frustrere ham, for det gjorde det ikke ligefrem lettere for ham! At hun lukkede hånden om hans, var noget som glædede ham, for så afviste hun ham da i det mindste ikke. Han klemte blidt omkring hendes, uden at han tog blikket fra hende, selvom hun vendte blikket ned af. ”Der er jo ingen som siger at du skal blive præcis her. Du kan søge ud og finde et bedre liv end her. Finde en mand og stifte familie i stedet for at.. tage med mig,” forklarede han sandfærdigt, som han selv endte med at vende blikket ned mod deres fødder, han slap dog ikke hendes hånd, da han faktisk nød at have hende tæt på sig, han nød at mærke hende, for så var han sikker på at hun var her og at det ikke bare var en drøm, men virkelighed.
At hun havde slået armene omkring Alec var noget som havde gjort ham helt glad, selvom han følte sig som en mindre krammebamse, skønt det ikke gjorde noget, for at hun turde at være ham tæt, selv efter at han havde bidt hende, var noget som glædede ham, så vidste han at hun ikke betragtede ham som et monster men faktisk mente det når hun sagde at hun holdt af ham. Han lukkede øjnene ganske let, som han lod hovedet hvile tæt ind mod hendes hals, hvor han fandt en underlig form for tryghed, for.. hun var jo så varm! Han sukkede tungt. At smutte uden at sige farvel kunne ikke falde ham ind på nogen måde! At hun kyssede hans pande, fik ham til at trække på smilebåndet, hvor han roligt vendte de mørke øjne op imod hende og sendte hende et stille og dog muntert smil. Han drejede let i hovedet så han kunne skænke hendes hals et blidt kys, der hvor han faktisk havde mærket hende, selvom han ikke tog sig af det, for det var et tegn på den aften hvor hun havde reddet ham, hevet ham op fra det mørke han ellers havde levet i. Han lagde roligt sin hånd mod hendes ene lår, som han strøg ganske blidt. ”Ingen siger du behøver leve et liv i mørke Jelicka,” svarede han sandfærdigt, som han nød at hun strøg ham over håret, selvom han næsten følte sig som en lille dreng. Han rettede sig roligt op, hvor han vendte blikket mod hende. ”Du giver dig ikke gør du vel?” spurgte han, som han kneb øjnene drillende sammen, inden han lænede sig ind mod hende og fik hende ned at ligge, som han tog plads over hende. ”Du er så stædig!” endte han sandfærdigt, som han lod hovedet søge en anelse på sned.

[Deleted]

Jelicka var virkelig stædig og hun vidste det jo godt. Det som hun jo så var mest bange for, var jo selvfølgelig at han ikke ønskede at have hende med, for så skulle hun nok lade være, for hun følte allerede at hun havde været en byrde nok i forvejen, om det var noget som man ville det eller ikke. At holde ham i hånden var faktisk noget som hun rigtig godt kunne lide. Hun vendte blikket stille mod ham. At han var frustreret over hende og hendes stædighed ville i så fald ikke være den første gang og det vidste hun udmærket godt. Hun trak vejret dybt og bed sig svagt i læben, som hun vendte blikket stille væk fra ham for en ganske kort stund og med en næsten usikker mine. Hun rystede stille på hovedet og vendte blikket ned mod deres hænder igen. At hun havde fået ham til at falde en smule til ro, var selvfølgelig noget som hun var glad for, for det var noget som gjorde hende glad et sted, for hun ønskede virkelig ikke at han skulle rende rundt og være hidsig, for det var slet ikke noget som de fik det mindste ud af overhovedet. ”Hvis det er fordi at du ikke vil have mig med, kan du så ikke.. bare sige det, Alec?” spurgte hun stille som hun igen vendte blikket mod ham, selvom det var langt mere forsigtigt end det som hun havde gjort tidligere. Nu var det hende som pludselig følte sig usikker.. Hun vidste jo så ikke om det var på grund af månen og mørket, for det gjorde hende altid usikker, men.. tanken om at skulle miste ham, var slet ikke en tanke som hun brød sig om på nogen som helst måde overhovedet, og det at sige det, var bestemt heller ikke nemt for hendes vedkommende!
Jelicka var virkelig ikke bange for Alec! Hun var fuldkommen rolig overfor ham og det var også noget af det som hun ønskede at vise ham for øjeblikket, netop ved at holde ham tæt og bare nyde det på denne her måde. At han var så kold at ligge ind til var nu heller ikke noget som hun sagde noget til, for det var noget som hun efterhånden var ved at være så vant til. Hun vendte de mørke øjne stille mod ham. Helt præcist hvad Alicia havde fortalt ham, var slet ikke noget som hun var kendt med, men det var nu heller ikke noget som hun sagde noget til. Hånden som han lagde mod hendes lår, var noget som let fik hende til at spænde og ganske kort stoppe de strøg over hans hår, selvom hun roligt fortsatte efter et ganske kort stop. Hun vendte blikket roligt mod hans skikkelse endnu en gang. Hun var stædig og han vidste det. Så meget vidste hun da udmærket godt. Kysset mod hendes hals, var noget som kun fik hende til at smile, for det var faktisk en rar fornemmelse som det måtte efterlade hende med, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. Hun betragtede ham roligt. ”Hvor vil du da have at jeg skal tage hen?” spurgte hun stille. Hun kunne blot se mørke, hvis han ikke var der og det var noget som et sted gjorde ondt. Ville han ikke have hende med, så var det også noget som hun fint kunne leve med, ikke sandt? Selvom det bare ikke var så nemt igen! Hun trak vejret dybt og med et stille smil som han skubbede hende ned på madrassen og lagde sig, som han trak sig over. Hendes hjerte hamrede let mod hendes bryst. Hun grinte ganske let. ”Du burde da kende mig lidt.. ellers må jeg da erkende at jeg er en kende skuffet..” Hun blinkede let til ham, som hun lagde armene roligt omkring hans nakke, næsten noget som faldt hende ind som en vane.