Starting up a new life..?

[alecander]

Det var ved at blive sen aften, selvom solen stadig var oppe, da det stadig var i sommertiden, hvor solen blev længere oppe og stod tidligere op. Det havde været en smuk dag, hvor Alec havde taget ind til byen, selvom at det hele hurtigt havde taget en drastisk vending. Han havde været ude for at købe lidt ind, han havde faktisk været på udkig efter en lille ting til Jelicka, skønt han var kommet tomhændet hjem. Han havde gået i så lang tid med hukommelsestab, han havde intet kunne huske og denne dag var han stødt på selveste grevinden af Manjarno, hans grevinde. Det havde vist sig at han åbenbart havde været gift med Alicia i næsten tyve år, han havde fået et barn med hende, Julien, han havde en bror og en venstrehånd og han havde været leder for en vampyrorganisation, som havde stået som fjende til alle lande, han havde dræbt Gabriel Morningstar, som havde stået som konge af Procias, han havde gjort frygtelige ting i sin fortid og han vidste, at hvis myndigheden fandt ud af hvor han var, så ville han miste livet på stedet! Han vidste ikke om Alicia smuttede hjem for at sladre til sin nye mand, om hun fik vagter til at gennemsøge hele området af ruinerne for at finde ham og få ham henrettet, for han havde jo faktisk fortalt hende hvor han holdt til – hvis hun da troede på ham. Han ønskede dog ikke at være en del af det liv mere, men.. det som gjorde mest ondt, var faktisk at vide at hans egen familie hadet ham, at han havde svigtet den og bare var smuttet uden videre omsvøb. Han vidste ikke hvorfor, men det gik ham blot på, han havde jo tydeligt set Alicias vrede, og det gjorde ondt at vide at han havde svigtet nogen så dybt.
Alec havde forladt markedet med det samme efter at have efterladt Alicia i gyden, hvor han var taget på en lille tur for ham selv, for at tænke det hele igennem og nu var han så på vej hjem til Ruinerne. Han havde gået med tunge og triste skridt hele vejen hjem, var ligeglad med om nogen havde set ham, for hvad betød det? Han havde gået i sine egne tanker lige siden, hvor han blot blev fyldt med mere og mere skyldfølelse. Efter han havde mødt Jelicka var han begyndt at lægge sin hukommelsestab mere og mere bag sig, for at begynde at tænke på et nyt liv, tænke på sin fremtid, selvom at det var røget helt i jorden efter at han havde mødt Alicia. Han ønskede ikke at opsøge mansionet i Dvasias, hvor resten af hans familie hørte til, for hvorfor skulle han? Det fik ingen af dem noget ud af! Hvis han viste sig på stedet, så ville han jo bare rive op i alle sår, specielt hvis hans søn havde taget det så hårdt som Alicia havde sagt. Han gik roligt ind blandt de mange murbrokker, der tårnede sig op i luften, hvor han forsvandt bag nogle ruiner, som han gik ind i noget der mindede om et faldefærdigt hus, blot for at trække et mindre sort tæppe til siden, som han gik ind i lejren, der bestod af andre faldefærdige huse, selvom de var blevet genopbygget efter at oprørerne havde slået sig ned her. De var dog blevet langt færre, nu hvor mange var faldet til ro igen, så de resterende var egentlig bare gemene tyve – ifølge myndigheden. Blikket faldt roligt mod nogle af folkene her, hvor hans sorte øjne kort faldt på Jelickas skikkelse, selvom han ikke gik hen til hende, men blot fortsatte hen imod den bygning hvor han også havde sit værelse. Det var vel tydeligt at der var noget galt?

[Deleted]

Alec havde været væk mere eller mindre hele dagen, og Jelicka måtte desværre erkende, at hun var ved at blive en kende bekymret for ham. Det lignede ham ikke at være væk så længe, bare fordi at han havde en lille ting som han skulle tage sig af. Lige hvad det var, vidste hun ikke og det var skam heller ikke noget som hun ville blande sig i, for.. ja, hvad ville hun da få ud af det? Det ville jo ikke hjælpe hende det mindste. Efter at hun var kommet Alec til redning da han var blevet fanget – hvilket egentlig også havde været hendes skyld, så havde hun været nødsaget til at skjule sig, selvom det slet ikke var noget som gjorde hende det mindste på nogen måde. Hun var faldet utrolig godt til blandt de sidste oprørere og specielt fordi at Alec var der. Hun var jo faktisk kommet skræmmende godt overens med ham, også fordi at han havde valgt at give hende et sted at være. Et sted som hun ikke kunne finde på at blotlægge overfor nogen som helst på noget tidspunkt! Hun vendte blikket stille mod de andre som sad samlet omkring det som kunne minde om et bål. Det var en sen sommeraften, også selvom det var ved at være en anelse køligt, så var det nu heller ikke noget som rørte hende som sådan. Et sted så var det vel også starten på et nyt liv? Også for hendes vedkommende?
Den tykstrikkede trøje som selv var mange gange for stor til hende, trak hun op over sine skuldre for hundredeogsyttende gang, da den altid faldt ned over hendes skuldre, så var det ikke noget som gjorde hende noget som sådan. ”Alec er ikke kommet hjem endnu, er han?” spurgte hun stille og med en bekymring i stemmen til den første som gik forbi hende, hvor han bare rystede på hovedet som svar. Hun sukkede dæmpet. Det kunne da ikke passe at han bare blev væk bare sådan? Det kunne hun slet ikke forstå! Hun bed sig svagt i læben og hævede blikket, idet at hans skikkelse endelig måtte falde i hendes øjenkrog. Hvor pokker havde han været hele dagen?! Næsten med det samme så måtte hun lyse op i et glædeligt glimt over at se ham igen! Langt de fleste heromkring, var nogen som faktisk kunne skræmme hende, også selvom hun vidste, at de ikke gjorde hende noget, men alligevel! Hun gik hurtigt mod ham. ”Alec!” råbte hun efter ham, også selvom hun hurtigt stoppede op igen. Hun vidste, at han havde set hende, men hvorfor stoppede han så ikke? Det var slet ikke noget som hun kunne forstå. Hun blinkede let med øjnene, idet at han bare gik indenfor? Uden at hilse på hende? Trøjen tog hun forsigtigt omkring og endte med at sætte kursen direkte mod ham, da han bare gik mod bygningen hvor hans såvel som hendes værelse også måtte være. De delte det jo trods alt, også selvom hun havde tilbudt at finde et eget, så hun ikke optog hele hans plads. ”Alec..?” kaldte hun langt mere forsigtigt, idet hun satte farten op, for at komme hen til ham. Hvad var der sket? Han var taget af sted med et smil på læben og kom nu hjem sådan her? Hvem var det dog som havde taget hans strålende humør fra ham? Det var slet ikke noget som hun kunne forstå sig det mindste på, på nogen som helst måde! ”Alec..!” Hun løb hurtigt, idet hun stoppede op, som hun kunne lægge hånden på hans skuldre, bare i håbet om at det var noget som ville få ham til at holde inde. Hun var jo faktisk bekymret for ham.

[alecander]

Alec kom godt ud af det med Jelicka, selvom de også havde haft deres skænderier allerede, fordi at de var så.. forskellige! Han var af mørket – vampyr og hun var af lyset – lysvæsen, og de havde nu engang bare hver deres meninger og holdninger af og til og til tider var de begge så stædige at de endte med ikke at tale sammen i et godt stykke tid. Han delte stadig værelse med hende, for han vidste at hun ikke var så tryg ved de andre, og når hun var inde ved ham, så kunne han også holde øje med hende, hvor han utrolig nok også gav hende tryghed – det gik han da i hvert fald ud fra. Han nød desuden også hendes selskab, for hun var den eneste som han faktisk den eneste som han sådan rigtigt åbnede op for, ellers gik han altid for sig selv. Han kendte selvfølgelig til alle her på stedet, men det var ikke nogen han kom godt ud af det med, ikke som med Jelicka, selvom hun selvfølgelig godt kunne gå ham på nerverne med sin godtroende snak, men han var ved at vænne sig til det.
Alec var ikke kommet hjem med det samme, for en masser tanker havde gået igennem hans hovedet og efter alt det som Alicia havde fortalt om ham og det som han havde gjort, så turde han snart slet ikke at se Jelicka i øjnene igen, for hvad ville hun ikke sige til det? Han turde da slet ikke at fortælle hende det, selvom det vel blev uundgåeligt? Hans humør var ødelagt, hvilket man vel også tydeligt kunne fornemme på ham? Hun kendte ham jo efterhånden ret godt, så hun ville sikkert hurtigt kunne se det. Han hørte hende godt kalde på ham, for han var trods alt vampyr og havde skærpede sanser, og som hendes stemmeleje ændrede sig, så kunne han også godt regne ud at hun allerede havde fundet ud af at noget var galt, dog fortsatte han blot med at gå i håb om at hun ville lade ham være, men som han kunne have sagt sig selv, så blev hun ved indtil hun havde fået svar; som altid. Han stoppede roligt op, da han kunne mærke hendes hånd mod hans brede skulder, hvor han bed sig svagt i den bløde underlæbe og himlede svagt med øjnene, inden han vendte sig om og lod de mørke øjne falde til hendes skikkelse, dog undgik han øjenkontakt med hende. ”Hvad er der?” spurgte han ganske kortfattet, som han roligt lod armene falde over kors. Han bar stadig den brune lædertaske ved hans side, en taske han faktisk havde nået at købe til hende, til hendes mange urter og planter, for dem vidste han jo at hun var glad for, men.. det kunne vel vente? Eller også så var det nøjagtig det som han kunne bruge som afledningsmanøvre. Han så sig ganske kort tænkende rundt, inden han greb omkring taskens eneste strop og rakte hende den. ”Jeg faldt over denne og tænkte den passede godt til dine urteting og sådan,” svarede han lettere ligegyldigt, som betød det intet, hvor han rakte hende tasken, inden han blot vendte ryggen til hende, for at gå op ad trapperne og op mod værelset. Måske han gjorde det ret indlysende, men det var vel også indlysende at der var noget galt? Men det var vel kun grund nok til at hun ville vide hvad?

[Deleted]

Jelicka nød at være sammen med Alec, også selvom de havde deres problemer at handskes med. Han var af mørket som vampyr og hun var af lyset som lysvæsen, så selvfølgelig var det også noget som betød meget i den sammenhæng. Hun prøvede dog alligevel at acceptere det hele, også selvom det på ingen måder kunne siges at være nemt, men der var bare ikke noget at gøre ved det. Hun nød dog alligevel tiden med ham og det at vide at han holdt hende tryg og sikker, for det var jo trods alt også det som han gjorde ved at holde hende ved sig og endda dele sin lille plads med hende, selvom det vel var det som hun var bange for? At de ville gå hinanden på nerverne til sidst? Det at han havde åbnet op for hende, for det havde han jo allerede efter hun havde fået ham ned. De havde tilbragt tiden sammen, de snakket meget sammen og hun havde jo fået ham til at se frem i stedet for at se sig tilbage, så det var jo et skridt på vejen. Hun så faktisk på ham som en nær ven og det var noget som selv måtte betyde uendeligt meget for hende. Det var ikke noget som hun havde sagt om nogen i årevis.
At han havde været væk så længe, var noget som i den grad også måtte bekymre Jelicka og endda skræmmende meget, hvilket bestemt heller ikke var noget som hun kunne gøre for. Hun holdt af ham som et hvert andet lyst væsen holdt af en anden, selvom.. dette var en anden form for bekymring. At der var noget galt, var noget som hun tydeligt kunne se, for hun var bestemt heller ikke dum af sig, om det var noget som han ville det eller ikke. Han var taget af sted så munter som intet andet og nu var han kommet hjem så nedtrygt? Det var bestemt heller ikke den kække Alec som hun kendte fra før af, så selvfølgelig var det også noget som spilede utrolig meget ind for hendes vedkommende, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Hun mærkede en tydelig knude sætte sig i hendes eget bryst og det var bestemt heller ikke behageligt på nogen som helst måde overhovedet. Hans ord var kun noget som gjorde det tydeligt for hende, også selvom hun ikke nåede at sige noget som helst, før han havde rakt hende tasken. Sådan en havde hun altid ønsket sig, men.. hvordan vidste han? Hun tog varsomt og stille imod den, og vendte blikket stille mod ham endnu en gang. ”M-mange tak, Alec.” Hun var slet ikke vant til at få gaver, men igen, det var de færreste som gad at være sammen med hende, selvom han klart havde vist sig som et kæmpe undtag af lige netop den gruppe. Hun vendte ganske kort blikket mod tasken, hvor hun ikke kunne lade være med at smile. At hun så vendte sig mod ham igen, så var han allerede på vej ind. Der var jo tydeligt noget som var galt, og hun brød sig bestemt heller ikke om det! Hun svang tasken over sin ene skulder, idet hun fortsatte efter ham. Hun kunne slet ikke lide at se ham sådan! Hun nåede hurtigt trappen og søgte op af den. ”Alec!” kaldte hun med en anelse mere bestemt tone. ”Man går ikke bare sådan!” beklagede hun sig. Til dels kunne hun minde om en lille unge, men hun vidste hvad hun ville og det at se ham sådan.. Nu havde han holdt hende sikker, så kunne hun vel gøre tjenesten igen ved at trøste ham?

[alecander]

At Jelicka ikke ville lade Alec være, vidste han godt, for nu havde hun allerede regnet ud at der var noget galt og fordi hun var af lyset, så ville hun gerne hjælpe – noget som næsten altid irriterede ham, det gjorde det i hvert fald i øjeblikket. Det var noget som havde spillet for at han havde haft lyst til at blive ude hele natten, men han vidste at hun så blev bekymret for ham, hvilket han heller ikke ville have, og det var så den eneste grund til han var kommet hjem, så hun kunne se at han var i god behold og at der ikke var sket ham noget, for.. hun blev egentlig hurtigt bekymret for ham? Det virkede sådan af og til. Da hun tog imod taksen så så Alec også sin åbning, hvor han var hurtig til at smutte. Han vendte kort blikket over skulderen og ned mod Jelicka, der fulgte efter ham op ad trapperne. Han himlede svagt med øjnene, som det var tydeligt at hun ikke gav op. Han kunne dog ikke lade vær med at more sig over, da hun nærmest beklagede sig over at han bare var gået. Han gjorde en hurtig bevægelse, så han nåede op til værelset, hvor han smuttede ind i rummet, så han havde en lille smule betænkningstid, inden hun selv nåede op. Værelset så kun stort ud, fordi der ikke var mange ting i. Fra dørens venstre side, var der et vindue, som han havde fået lappet sammen, så der ikke kom vind ind om natten og så Jelicka ikke blev syg. På dørens højre side stod et skrivebord hvor han lavede sine små ting og sager og ved siden af skrivebordet, var en pejs og foran pejsen lå madrassen, hvor han havde fået en nyere madras op, så Jelicka lå meget bedre, ligesom det tykkere tæppe der lå og dækkede over madrassen. Han gned sine tindinger lettere irritabelt og tænksomt, for hvad skulle han sige til hende? Hun ville da hade ham hvis han fortalte hende sandheden! Han havde jo gjort alt det som hun var imod. Han havde myrdet, tilmed hendes konge, og hvem vidste ikke hvem ellers? Alt det han havde gjort, fik skyldfølelsen til at æde ham op indefra! Og så havde han også en familie? Han havde tilmed en søn! Og hans ekskone var nu grevinde af landet? Det var da bare for mærkeligt! Mon Jelicka overhovedet ville tro på ham? Og hvad ville hun så ikke tro om ham? Han havde åbenbart svigtet sin egen familie temmelig dybt, og selvom han måske ikke kunne huske noget, så følte han stadig skyld ved det. Han gik roligt hen til vinduet, som han havde fået noget ordentligt glas i, hvor hans blik gled ud over området, som blev kaldt for Ruinerne. Han strøg let en hånd igennem de sorte lokker, så håret endte med at stritte en anelse mere, inden han kort vendte blikket mod døren, da han kunne høre Jelicka på trapperne, et tydeligt tegn til at hun kom tættere på. Han følte sig fortvivlet og et sted var han også bange, for han vidste slet ikke hvordan Jelicka ville reagere når han fortalte hende det hele, selvom han ikke helt vidste hvorfor, for han kunne vel være ligeglad med hendes mening? Men det var han altså ikke! Specielt ikke fordi at hun havde fået ham til at se frem, i stedet for tilbage og nu havde han lige fået hele fortiden remset op. Endda af sin egen ekskone.

[Deleted]

Efterhånden så burde Alec i den grad også kende til Jelicka og vide, at hun ikke bare var typen som lod tingene passere sådan – specielt ikke når hun faktisk kunne se at der var noget rivende galt, for det var bestemt heller ikke noget som hun kunne lide! Selvom risikoen for at de ville gå hinanden på nerverne selvfølgelig var der, så ønskede hun jo samtidig også at vide, at hun var der og at hun var til at snakke med. Det var jo heller ikke fordi at hun havde hånet ham eller gjort grin med ham til nu? At han ikke kunne huske hans fortid var deriblandt også noget af det som hun selv måtte finde dybt fascinerende. At han jo så konstant havde prøvet at finde ud af helt præcist hvad hans fortid indebar, var noget som hun så ikke kunne forstå, for hvorfor hænge fast i det? At han havde benyttet denne lejlighed til at forlade hende inden hun overhovedet kunne nå at sige noget som helst, indikerede blot for hende, at den virkelig var helt gal! Hun sukkede opgivende, idet hun bare fortsatte op af trappen, også selvom hun vidste at han var oppe allerede for længst. Stedet var ikke så stort igen, men der var også grunde til at hun gav ham de pusterum når han endelig søgte ud, men når han var væk for så mange timer, så blev hun altså bekymret, for hun kunne jo heller ikke bare vade hvor hun havde lyst til længere, hvilket i den grad også var noget som frustrerede hende yderligere, for hun havde altid været hvad man kunne definere som en fri sjæl. Det var der ikke noget som man kunne tage det mindste fejl af på den ene eller den anden måde, for det var egentlig bare sådan at det var. Hun nåede hurtigt op. At noget plaget ham kunne hun da tydeligt se. Om han jo så var villig til at fortælle hende det var jo så også en helt anden side af sagen, om det var noget som man ville det eller ikke. Blikket faldt roligt til hans eget og med en bekymring i den klareste udstråling. Hvorfor gik han bare fra hende? Det havde han aldrig gjort før! ”Alec.. Hvad er der galt?” spurgte hun stille. Tasken lagde hun roligt fra sig, selvom det var forsigtigt. Det var jo trods alt en gave fra ham og det var noget som faktisk gjorde hende glad – at vide at han faktisk også tænkte på hende, var faktisk en utrolig varmende tanke! En tanke og følelse som hun ikke havde oplevet før. Ganske roligt så gik hun helt tæt på ham, hvor hun lod hånden roligt glide over hans skulder, hvor den lagde sig til hvile. Blikket hvilede mod hans, hvor hun prøvede at skabe sig en eller anden form for øjenkontakt, selvom.. han så slet ikke på hende? Hun var altså ikke så slem igen! ”Du forlader stedet om morgenen med det mest strålende humør og kommer hjem sådan her? Hvad er der sket?” Hovedet lod hun stille søge på sned. Et sted kunne hun sagtens lyde som en bekymrende mor som slet ikke kunne finde ud af at skælde ud. En tanke som et sted var morende, men hun holdt af ham, hun bekymrede sig for ham, så selvfølgelig ønskede hun da at vide hvad der var sket derude, siden det var sådan her at han kom hjem!

[alecander]

Blikket gled roligt mod Jelicka, da hun valgte at træde indenfor, selvom Alec hurtigt så væk igen, hurtigere end hun ville kunne nå at se at han havde skænket hende et blik. Han så ud af det nye vindue, hvor hans blik faldt på folkene dernede. Alle de ting han havde gjort, fortalte ham da hvorfor han havde så mange gode færdigheder, hvorfor han følte som han gjorde og eftersom han havde levet i Dvasias, så var det jo nok også grunden til at han havde hadet Jelickas godtroenhed, specielt under deres første møde, men han var da ved at vænne sig til hende, for han havde fundet ud af at hun ikke var så slem igen. Han nød hendes selskab, selvom de selvfølgelig også kunne gå hinanden på nerverne af og til, for selvom de havde visse ting til fælles, så var der også meget som de ikke havde og det spillede af og til også ind, for når det kom til stykket, så var de faktisk utrolig forskellige. Han sagde intet til at hun lagde tasken fra sig, for han vidste godt at hun i øjeblikket mere tænke på ham end hvad han havde givet hende. Om hun overhovedet kunne lide den, vidste han ikke, men det var da et tegn til at han havde tænkt på hende, for det var faktisk grunden til at han havde søgt til markedet, for at finde hende en ting, selvom han havde været på udkig efter noget mere specielt end bare tasken, skønt det ikke var sket. Det sitrede lettere i ham, da hun valgte at stryge ham over skulderen, hvor han vendte blikket en anelse mere væk fra hende. Han vidste slet ikke hvordan han skulle fortælle hende det, for han var bange for hendes reaktion. Han bed sig svagt i den bløde underlæbe, inden han valgte at trække vejret dybt og vende blikket mod hende, med en mindre sørgmodig mine. Han vendte roligt fronten mod hende, selvom hans blik hvilede nede mod deres fødder. Han slap vel ikke for det? Han vendte ganske stille de sorte øjne mod hende. ”Jeg..” Han standsede, som han ikke helt vidste hvordan han skulle starte. Men han kunne vel lige så godt begynde fra begyndelsen? ”Jeg var ude på markedet. For at finde en ting til dig, fordi jeg gerne ville glæde dig,” startede han roligt ud, hvilket han næsten fandt pinligt, for det havde virket langt bedre, hvis han så også havde haft noget til hende, men.. han havde da givet hende tasken. Han trak vejret dybt. ”Og så.. stødte jeg åbenbart på min.. ekskone,” tilføjede han sandfærdigt, selvom han ikke rigtig selv kunne fatte det, det meste var gået i glemmebogen, fordi han havde været så meget oppe at køre, han kunne bare huske at Alicia havde slået ham flere gange, at hun var blevet vred på ham og var skuffet over ham, og så det at det gav ham dårlig samvittighed. Han vendte blikket ud mod vinduet og ned på de folk som gik nede i midten. ”Jeg har gået så længe og drømt om at jeg en dag skulle møde én fra min fortid og.. det gjorde jeg også,” lagde han roligt til. Man skulle vel tro at det var en god ting? Han vendte blikket mod hende igen, hvor hans blik næsten var helt.. dødt og følelsesløst. ”Men det var bestemt ikke som jeg havde forventet det,” endte han lettere sammenbidt, som han knyttede sin ene hånd.

[Deleted]

Jelicka var faktisk rigtig glad for tasken. Ikke fordi at hun var vant til at få gaver, men også det at den havde været fra ham af, var noget som havde gjort det hele så langt mere specielt end alt det andet, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Hun ønskede ikke at gå ham på nerverne, så det var jo også en meget god grund til at hun valgte bare at.. lade ham gå, hvis det var det som han ville, for hun ville ikke være ham i vejen på nogen måde overhovedet. Men at der var noget galt, var det som hurtigt måtte tage hendes opmærksomhed. At han havde skænket hende et blik da hun var kommet op af trappen, var end ikke noget som hun lagde mærke til. Det hele gik jo så hurtigt når man havde noget med en vampyr at gøre og selvfølgelig var det også noget som måtte påvirke hende selv i den ene retning, for.. ja, hun ønskede jo egentlig bare at hjælpe ham? Som han også havde gjort så meget for at hjælpe hende. Han delte sit værelse med hende, han lod hende være her, også selvom han bogstavelig talt bare kunne lade hende være eller faktisk få hende arresteret så han slap for at tænke mere på hende. Hånden gled ganske kort over mærket ved halsen som han havde givet hende – dengang hvor hun havde reddet ham ned fra korset og ladet ham tage hendes blod. Han havde ikke slået hende ihjel og det var der vel også en grund til? At det sitrede i ham at hun kom i berøring af ham, var noget som kun fik hende til at smile ganske svagt. Hun blev stående og lyttede til hans ord og selv uden at skulle afbryde ham det mindste, for.. ja, denne gang var der jo noget som virkelig måtte se ud til at plage ham og det var noget som hun faktisk slet ikke brød sig om. Hans ord var faktisk noget som gjorde hende usikker, også selvom hun sendte ham et stille og næsten så forsigtigt smil. Hun nikkede til ham og med en forståelsesfuld mine. ”Fortiden kan altid være så mørk og dyster, men… kan du huske hvad jeg sagde? At se frem og ikke tilbage?” Hun slap stille hans skulder og tog forsigtigt omkring hans kolde hånd i stedet for. Umiddelbart havde han jo heller ikke vist sig som en trussel overfor hende, så der var vel heller ikke nogen grund til at hun direkte skulle frygte for ham på denne her måde? Hun vendte blikket stille op mod ham endnu en gang og stadig med en rolig mine. ”Tasken er perfekt Alec.. Jeg er virkelig glad for den,” fortalte hun videre, hvor hun sendte ham et stort og taknemmeligt smil. Nu kunne hun jo også rende rundt og pusle omkring hendes mange urter og planter, hvilket selvfølgelig var en ting som virkelig måtte glæde hende som intet andet overhovedet! Hun vendte blikket stille ned mod madrassen som hun lå på inden hun så mod ham igen. ”Din ekskone?” Tungen strøg hun let over læben. ”Er det noget som du vil fortælle mig?” spurgte hun videre. ”Det kan hjælpe at snakke om det,” forklarede hun stilfærdigt. Hun ville ikke tvinge ham til noget, hun ville jo bare.. hjælpe ham, hvis det var hende muligt, det var vel heller ikke så slemt igen, var det?

[alecander]

At Jelicka gerne ville hjælpe Alec og være der for ham, var naturligvis noget som glædede ham, men.. han var ikke typen der bare sådan åbnede op og begyndte at sludre løs om hvad der plagede ham og gik ham på og tudede til sine egne lidelser, nej! Han var en stolt og stærk mand, der sagtens kunne klare sig selv! Han kunne vel være ligeglad med hvad han havde lavet? Han kunne jo alligevel ikke huske det! Men.. hvorfor skulle det så påvirke ham på den måde? Det gav ham dårlig samvittighed og Alicias skuffede blik var noget som hjemsøgte ham så snart han lukkede øjnene. Han gned sine tindinger ganske let, som hun kom ind ad døren, hvor han bed sig i den bløde underlæbe. Det forvirrede ham virkelig noget så frygteligt! Ikke at kunne huske andet end brudstykker som man havde fået foræret, men ikke kunne huske sammenhængen eller meningen bag alt. Alicia havde kun forvirret ham mere end at hjælpe ham, selvom hun vel så ham død? Så kunne hun sikkert sove trygt om natten, selvom han slet ikke havde nogen intentioner om at blande sig i hendes liv. Hun virkede lykkelig der hvor hun var, så hvorfor skulle han dog spolere mere i hendes liv? Han ville jo egentlig bare gerne starte sit eget op, starte på en frisk, mon det ikke havde været meningen bag sin egen bortgang? Han nikkede ganske let til hendes ord, selvom hans tanker stadig kværnede i hovedet på ham og gjorde ham helt sindssyg! Hun fik dog revet ham ud af dem mange tænker og fik vendt sin opmærksomhed imod hende, da hun valgte at flytte sin hånd fra hans skulder, for at gribe fat omkring hans hånd. Han vendte blikket mod deres hænder, hvor han lod sin egen hånd lukke sig stille og roligt omkring hendes. At hun kunne lide tasken glædede ham selvfølgelig, selvom han var ked af at han ikke havde nået at få flere ting med hjem til hende, for han var taget af sted for at finde og købe noget til hende, som ville gøre hende glad, men.. Alicia havde spoleret det hele. Så snart han var gået fra den kvinde, havde han forladt markedet og havde ikke nået at købe noget til Jelicka – foruden tasken. Han trak svagt på smilebåndet, hvor han roligt vendte de sorte øjne mod hende. ”Det er jeg glad for,” svarede han i en dæmpet tone. Han havde specielt købt den taske til hende, netop fordi han vidste at hun var glad for urter og planter og han ville gerne tage hende med ud og væk fra ruinerne så hun kunne finde nogle planter og urter – som hun havde plejet inden hun var stødt på ham, for siden deres første møde havde hun jo mere eller mindre været fanget her i gården, uden at komme væk fordi hun havde været eftersøgt, ligesom ham selv. Han rystede svagt og lettere opgivende på hovedet til hendes ord. Det ville gøre godt at tale om det? Han hadede til tider hendes godtroenhed, det var mere end tydeligt at hun var fra Procias! Men det var vel også det som et sted fangede ham? Han vendte blikket en anelse trodsigt imod hende. ”Min ekskone står som grevinde af Manjarno.. Alicia Izakaya. Hun kan få mig henrettet så snart hun vil. Og hun lød utrolig fristet af det,” mumlede han lettere irriteret. Han havde fortalt hende hvor han opholdt sig, hun kunne sende soldater efter ham, men.. hvis hun virkelig havde holdt af ham, så tvivlede han på at hun ville gøre det. Han slap roligt hendes hånd, som han trak sig hen til vinduet og lænede sig mod vindueskarmen. ”Desuden tvivler jeg på at du vil vide hvilken forfærdelig mand jeg har været.. og endnu værre; de grusomme ting som jeg har gjort,” svarede han roligt, selvom det vel var tydeligt at det faktisk gik ham på?

[Deleted]

Jelicka ønskede virkelig at hjælpe Alec hvis det var noget som hun kunne, for så meget som han havde gjort for hende, så havde hun ikke rigtigt noget andet valg. Han havde gjort så frygtelig meget for hende, hvilket selvfølgelig var noget som hun var frygtelig taknemmelig for. At han havde tænkt på hende og at det var grunden til at han havde søgt til byen og til markedet, var virkelig en tanke som glædet hende, for det var virkelig.. utroligt, for ingen havde nogensinde gjort sådan noget for hende før, så selvfølgelig var det noget som virkelig gjorde hende glad! Hun vendte blikket mod ham og med den samme mine. Hun ønskede jo selvfølgelig heller ikke at presse ham til noget som helst, for det ville hun bestemt heller ikke! Hun vendte de mørke øjne mod hende og med den samme rolige mine som før. Det var heller ikke fordi at hun kunne finde på at skulle gøre noget som helst andet overfor ham, hvis hun ellers kunne blive fri for det, for hun ønskede egentlig bare at han skulle have det godt, og det var bestemt også det eneste som egentlig betød noget. Han havde fået en særlig plads ved hende. Han var en som hun kunne finde en form for tryghed ved og han holdt hende tryg og sikker oveni, så det var jo heller ikke noget som kunne blive bedre end det, set i hendes øjne, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig skulle komme til stykket. At der var noget som plaget ham, var noget som hun tydeligt kunne se, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det hellere for hende, for det var slet ikke noget som hun kunne lide! Jovist kom hun fra Procias, selvom hun aldrig havde haft noget at gøre med landet som sådan. Hun havde jo altid tilbragt tiden i Himmeriget, gemt af vejen for den ondskab og det mørke som havde hersket hernede, så det at folk kunne være så onde og så direkte modbydelige mod hinanden, var noget helt nyt for hende som hun skulle til at vænne sig til, sådan pludseligt! ”Den kommer jeg til at bruge.. Rigtig meget!” sagde hun med et morende smil på læben. Et sted så kunne hun vel gå hen og blive stedets healer eller noget i den stil? Fordi at det var noget som hun godt kunne lide at lege med og eksperimentere med? Hun vendte blikket stille mod ham og med den samme rolige mine som tidligere. Hun tog dog alligevel et stille skridt tættere på. At han åbnede lidt op og fortalte lidt af det, glædet hende dog. Et sted tog hun det vel også som et tegn på tillid? Alene at han fortalte at han havde været gift med Alicia Izakaya, var noget som fik hendes smil til at falme bare en anelse. ”Jamen.. den kvinde har kun været gift med… Oh..” Hun blinkede let med øjnene. Akiro havde været en del af hendes liv og Lestat med, men det var ikke denne mand, så meget vidste hun, men.. Alecander Mathimæus? Den Alecander Mathimæus?! Hun vendte blikket ned mod hans hånd, som hun havde mistet, da han havde valgt at trække den til sig, inden hun stille vente blikket mod ham endnu en gang og med den samme mine som tidligere. ”Du.. du behøver ikke fortælle mig hvad du har gjort.. Jeg kender meget til det,” sagde hun stille. Hun hørte jo folk snakke og meget endda! Hun rystede stille på hovedet og gik hen til ham. Hånden gled roligt mod hans kind. ”Alec..? Hvad du var dengang, er en forfærdelig tragedie, men husker du hvad jeg har fortalt? Se frem og ikke tilbage..” bad hun stile, som hun vendte hans blik stille mod sig og med den samme rolige mine som tidligere.

[alecander]

På grund af Jelicka, så havde Alec ikke fokuseret så meget på sin fortid som han havde gjort, inden han havde mødt hende. Hun havde fået ham til at glemme alt om det tomrum som han faktisk havde følt, da han havde følt at han havde manglet noget af sig selv. Han havde været ved at starte et nyt liv op og så skulle han støde på Alicia? Hans ekskone? Hans ekskone som nu var grevinde af dette land og faktisk kunne få ham arresteret og henrettet? Hun havde lydt til at være ganske fristet af det, og han kunne ikke få hendes ansigt ud af hans hoved, hendes skuffede blik der nærmest måtte hjemsøge ham, det gjorde virkelig ondt! Han vidste ikke hvorfor han ikke bare kunne være ligeglad, for det var jo fortid, men.. det var som om at følelserne fra hans fortid var ved at indhente ham og han brød sig virkelig ikke om det! Han vendte roligt blikket mod hende, hvor et stille smil gled over hans læber. Hun ville komme til at bruge tasken meget? Det glædede ham da frygtelig meget at hun kunne lide tasken, selvom han stadig var ked af at han ikke havde fået nået at købe noget mere til hende, for at glæde hende endnu mere. ”Godt,” endte han stilfærdigt og sendte hende et roligt smil, selvom det falmede ret hurtigt igen, da han vendte blikket ud ad vinduet og måtte betragte alt det som lå i baggrunden og i horisonten. At fortælle hende det hele, var ikke noget som han var meget for, for et sted var han bange for at hun ville hade ham for det, selvom han vel et sted også bare kunne være ligeglad med hvad hun mente om ham? Men det var han heller ikke, man kunne ikke klare alt på egen hånd, til tider var man nød til at stoppe op og spørge om hjælp. At hun kendte til Alicia undrede ham ikke helt, for alle havde vel hørt om den nye grevinde? Det havde han jo også selv, selvom han ikke havde læst så meget om hende, for de adelige havde jo aldrig interesseret ham, eller.. ikke efter han var blevet oprører her i Manjarno. Han blinkede let med øjnene til hendes ord. Hun kendte til ham?! Han bed tænderne fast sammen, som han endte med at slå sin håndflade hårdt ned i vindueskarmen, så den endte med at sitre. Han knyttede hånden, så hans negle måtte rive op i det nye træ der var blevet lagt efter at vinduet var blevet lavet. Så han var altså en eller anden stor ’berømthed’ som alle kendte til foruden ham selv?! Det vrede blik blev hurtigt erstattet med en intetsigende følelse, som han skubbede hende væk med sin ene arm, blot for at træde lige forbi hende. ”Jeg går!” svarede han fast. Han kunne gøre alle en tjeneste ved at begå selvmord! ”Regn ikke med at du ser mig igen!” vrissede han irriteret, som han flåede døren op, blot for at gå ud af værelset, blot for at lade hende stå alene tilbage i det. Selv Jelicka havde hørt om ham? Han ville jo slet ikke kunne vise sig nogen steder hvis alle kendte til ham! Han var jo så godt som en død mand! Det sjove var bare at.. vagterne havde ikke kunnet genkende ham, så.. han måtte jo have forandret sig bare en anelse udseendemæssigt? Han vidste det ikke, for Alicia havde da tydeligt genkendt ham. Han fnøs kortfattet for sig selv, som han gik med hurtige små skridt ned ad trapperne.

[Deleted]

Jelicka holdt virkelig af Alec og han brød sig ikke om at se ham på denne her måde, specielt når hun kunne se at der var frygtelig, frygtelig meget som måtte gå ham på, for hun kunne virkelig ikke lide det! Hun vendte blikket stille mod ham. At han havde valgt at søge ud, kun for at glæde hende, var selvsagt noget som virkelig varmede hende! At vide at han havde gjort det udelukkende for hendes skyld, var heller ikke noget som hun var vant til, men det var også det faktum, som gjorde at han var mere speciel set i hendes øjne; Han gjorde ting for at glæde hende. Han så ikke skævt til hende på grund af hendes mange mærkelige holdninger eller meninger, for det var tydeligt præget af det som var sket oppe i Himmeriget. Hun havde jo trods alt levet et liv uden påvirkning af mørke og det onde som var sket på jorden. Den havde overrumplet hende som bare det da hun var endt hernede bare sådan her. At det direkte generede ham at hun kendte til ham, var noget som hurtigt gik op for hende, idet at det hele endte med at tage en frygtelig anden drejning. Han virkede pludselig.. vred? Hun vendte blikket stille mod ham, idet at han hamrede hånden direkte ned mod karmen i vinduet som tydeligt så ud til at kunne gå i stykker. ”A-Alec…” Hun vendte blikket næsten forfærdet mod ham og med den samme mine som før, dog denne gang en anelse mere chokeret end det som hun havde været forinden dette. At han skubbede hende væk og med den styrke som en vampyr havde, så var det noget som hun tydeligt kunne mærke, idet at hun blev skubbet direkte ind i væggen og det gjorde faktisk ondt! Hun vendte blikket direkte mod ham og denne gang direkte chokeret. Ville hun ikke se ham igen? Han kunne da ikke bare gå bare sådan! ”Alec!” Hun rejste sig hurtigt op igen, også selvom det denne gang var gået ud over hendes skulder og det var noget som hun i den grad også tydeligt kunne mærke! Hun vendte blikket næsten forfærdet mod ham og med den samme faste mine fra før af. Hun tog sig til skulderen, udelukkende fordi at det var den som havde taget af for hendes stød mod væggen. Hun gik hurtigt hen til døren som hun rev op, selvom han allerede var væk for længst. Hun kendte til ham – hun havde om ikke andet, så hørt en smule om ham, men det var virkelig også det alene! ”Du må da ikke bare gå!” endte hun med en direkte frustreret stemme. Hun endte hurtigt med at haste efter ham. Det var slet ikke noget som hun kunne have med at gøre, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun kom hurtigt ned af trappen, selvom det var lettere vaklende, for det gik måske en anelse for hurtigt? ”ALEC!” udbrød hun direkte med en fast tone, som hun hurtigt vendte sig i retningen af ham, selvom her i mørket, så var det svært nok for hende alene at se noget som helst! ”Du må ikke gå..” Hun endte med at nærmest kollapse foran trappen og bare stirrede ud i mørket.

[alecander]

At vide at Jelicka rent faktisk havde hørt om ham, hvordan han havde været dengang og hvad han havde gjort, gjorde det et sted lettere for ham, for så skulle han da ikke til at fortælle hende det, men.. han måtte jo have været utrolig berygtet, eftersom han havde dræbt kongen af Procias, og andre adelige, selvom Alicia ikke havde sagt hvem, men det vidste Jelicka jo sikkert også! Han behøvede slet ikke fortælle hende noget som helst, for hun kendte åbenbart allerede historierne om ham. Det var ikke ligefrem fordi at han kunne prale af hans tidligere liv, hvor han faktisk havde set frem til at starte sit nye liv op, starte det op sammen med Jelicka, for.. han ville jo faktisk gerne have at hun var en del af det – eller det havde han om ikke andet, for nu kunne det da være fuldstændig ligegyldigt! Som om alle ikke så ham død! Fandt folk ud af at han stadig levede, så ville han jo blive henrettet på stedet! Det han havde gjort, kunne han bestemt ikke gøre om, det kunne han ikke løbe fra, så blev han taget, så.. han tog sig ganske let til struben, så ville piskeslag være en mild form for afstraffelse af det som han ville komme igennem. Det værste var jo så bare at Jelicka vidste hvilken.. grusom mand han egentlig havde været, utroligt at han overhovedet havde fået en kone og et barn, for.. Alicia virkede ikke til at være ondskabsfuld eller ond på nogen måde, men hun havde alligevel været hos ham i tyve år? Det var lidt utroligt at tænke på! At hun røg ind i væggen og fik ondt i skulderen, havde ikke været hans mening, desuden tænkte han slet ikke over at han var langt stærkere end hende og at han med lethed kunne få hende væk, for det eneste han tænkte på, var at komme væk. Alicia havde hellere set ham død som levende, så hvorfor skulle hun overhovedet ikke sende et holdt af vagter ud efter ham? Han havde jo fortalt hende hvor han holdt til. Han fortsatte ned ad trapperne, selvom han kunne høre Jelicka råbe efter ham. Han brugte ikke sin vampyrhurtighed, for et sted var der noget i ham som ønskede at blive men.. som om hun gad at leve sammen med en morder, for det var jo hvad han var; en koldblodig morder. Han bed tænderne fast sammen som han endte med at komme udenfor, hvor det allerede var blevet godt mørkt, selvom han ikke havde problemer med at se. Han stoppede roligt op da hun udbrød hans navn i den faste tone, for.. det lignede slet ikke hende. Han stod med ryggen til hende, hvor han bed tænderne sammen, som han klemte øjnene fast sammen. Hun kunne vel være ligeglad? Som om hun ikke også hellere så ham død end levende, for hvem gjorde ikke det? Han ville ikke møde op i hans gamle hus, for hans bror og selv hans søn ville da sikkert hade ham til døden hvis han gjorde det, så hvad forskel gjorde det? Han drejede hovedet en anelse, som han så sig tilbage over skulderen – så godt han nu kunne i den stilling, da han trods alt stod med ryggen til hende, så han så ikke direkte på hende. ”Hold nu op Jelicka.. Det er sikkert for dit eget bedste,” svarede han lettere sammenbidt, i en blanding af irritation og frustration. Han ville jo ikke kunne starte et nyt liv op, som om folk ikke ville genkende ham! Og som om hun ønskede at leve under jorden resten af sit liv, eller bare i mange år. Det kunne han jo ikke engang bede hende om!

[Deleted]

Jelicka havde ganske rigtigt hørt om den berygtede Alecander, men hun vidste så samtidig også at der var mere på folkemunde end det som der var sandhed, så hun havde nu heller ikke taget det så tungt. At det jo så til gengæld måtte gå ham så meget på, var slet ikke meningen! Han var ikke tvunget til at fortælle hende noget som helst, for hun havde hørt omkring alle hans bedrifter, også selvom hun stod fast på det som hun havde sagt til ham tidligere; Han kunne ikke se tilbage på fortiden når han ikke kunne huske den. Han var en anden mand nu, for det var jo heller ikke direkte fordi at han havde været ondskabsfuld overfor hende, selvom han sikkert burde, udelukkende fordi at han havde været den mand. Han var en anden i dag, og hvis det ikke var ord som han tog for gode varer, så vidste hun virkelig ikke hvad hun skulle gøre ved det og et sted så var den tanke faktisk også skræmmende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. hun vendte blikket stille mod ham, selvom det hele havde resulteret i et voldsomt udbrud af vrede et sted? At hamre hende direkte ind i væggen, var gået ud over hendes skulder, selvom det nu heller ikke var noget som hun tog sig af, for et sted så var det vel fortjent? Hun var grebet af en form for panik. Han havde skænket hende et nyt liv, et spændende liv og nu ville han bare efterlade hende her? Det måtte han virkelig ikke!
At Alec ikke gik hurtigt, så gik han hurtigt nok for hende, for hun kunne ikke rigtigt følge med. Mørket var aldrig noget som hun som sådan havde brudt sig om, så det at gå ud i det alene, var heller ikke noget som hun brød sig om, hvilket var den eneste grund til at hun stoppede op for foden af trappen og bare lod benene kollapse under hende. Hånden støttede stadig mod hendes skulder, selvom hun dog ikke var pjevset af den grund, så var det heller ikke noget som hun direkte ville sætte sig ned og begynde at klynke over, for det var slet ikke noget som hun ville få det mindste ud af, hvilket hun var udmærket godt klar over i den anden ende. Hun vendte blikket op mod ham, som han blev stående der. ”Det.. det bedste for mig?” gentog hun. Hun var bestemt heller ikke enig i den udtalelse! Han havde lukket hende ind i sit hjem, skænket hende et sted at være og med det hele, så selvfølgelig var det noget som betød frygtelig meget for hende, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Hun rejste sig op endnu en gang. Han var stærk, den måtte hun jo desværre give ham, det var der heller ikke nogen tvivl om, selvom det nu heller ikke gjorde hende noget. Han var jo en vampyr med alt hvad det indebar. ”Vil du lade Alicia ødelægge det hele for dig nu? Jeg ved godt hvilken mand du har været, Alec, men hvorfor lade en fortid som du ikke engang kan huske, hjemsøge dig på den måde?” Hun vendte de mørke øjne direkte mod ham og med den samme spørgende mine som tidligere. Hun bed sig i læben. ”Jeg har brug for dig her..” Hun blinkede let med øjnene, også selvom det jo faktisk var ord som hun mente fra ende til anden. At han bare skulle forsvinde ud af hendes liv, når hun faktisk ønskede at han skulle være en del af det, det var slet ikke noget som hun ville have med at gøre, hvis hun ellers kunne blive fri for det!

[alecander]

Hvorfor Alec egentlig var blevet så sur, vidste han faktisk ikke, det var vel bare fordi at han trængte til at afreagere? Han var fortvivlet, han havde faktisk aldrig følt sig så fortvivlet før og det forvirrede ham kun mere end hvad godt var. Han vidste ikke hvad han skulle gøre, han følte sig tom og at få kastet alt det i hovedet som Alicia havde sagt, så havde det efterladt ham med en kæmpe skyldfølelse, som han slet ikke kunne forstå hvorfor han følte, men måske han ikke kunne huske noget fra hans fortid, foruden de brudstykker som hun havde givet ham, der alligevel fik en lille klokke til at ringe, hvor han tilmed kunne forestille sig personernes ansigt. Han blev stående og vendte roligt blikket ned mod jorden til hendes ord. Alicia havde allerede ødelagt det hele, selvom det så var prikken over i’et at Jelicka kendte til alt hvad han havde gjort og han ikke engang selv gjorde det. Hele tiden havde hun vidst hvem han var! Selvom.. det var vel først gået op for hende da han havde nævnt Alicia? Han sukkede ganske let, som han endte med at vende sig om, så han stod med siden mod hende, så han også kunne betragte hende, hvor han lagde mærke til at hun holdt sig ved sin ene skulder. Havde hun ondt? Tanken om at han havde skubbet hende ind i væggen, slog ham slet ikke, da han ikke havde set det, fordi han bare var gået af ren vrede. Et sted havde han lyst til at gå hen til hende og hjælpe hende op i seng, men.. noget i ham stoppede ham. Det meste i ham hældte til at han skulle blive, men hvorfor skulle han? Han rynkede brynene i en mere sørgmodig mine til hendes følgende ord. Hun havde brug for ham? ”Du havde tænkt dig at forlade stedet før eller siden, så hvad forskel gør det at jeg bliver eller går?” spurgte han stilfærdigt, uden at han tog de sorte øjne væk fra hende. Det var vel ikke engang løgn? Hun var her jo kun fordi han havde holdt på hende, fordi hun var eftersøgt, så snart det dulmede af igen, så kunne frit gå igen og som om det ikke var hendes intentioner? Han rystede let på hovedet, som han vendte det ned mod jorden og dermed væk fra hendes skikkelse. ”Desuden.. alt det som Alicia fortalte mig.. alle de brudstykker hun kom med, jeg kan.. se det for mig, og det gør ondt, jeg svigtede alle dem som jeg havde tæt på mig,” endte han lettere trist, hvor det vel var tydeligt at han var såret og.. fortvivlet? Han vendte øjnene mod hende igen, hvor de var endt helt blanke. ”Jeg kan ikke flygte fra den mand jeg engang har været Jelicka. Det er noget som vil forfølge mig hele tiden, jeg kan ikke skaffe mig en ny identitet bare uden videre, ikke hvis jeg har været så berygtet som jeg har. Jeg bliver nød til at gå, de som er omkring sætter jeg bare i fare og.. jeg har gjort rigeligt mod dig,” svarede han stilfærdigt, hvor de sidste ord lød langt mere bestemt, som han vendte ryggen til hende igen og begyndte at gå væk fra hende og væk fra selve stedet. Han ville bare sætte hendes liv i fare og han ønskede ikke at hun skulle leve det liv, for det havde hun virkelig ikke fortjent!