The new life

[raphael]

Det var en varm dag. Solen stod som det eneste på den klare, blå himmel uden en eneste sky til at stå den i vejen. Solens stråler opvarmede jorden under den, hvor man tydeligt kunne mærke at det var én af de varme sommerdage. En perfekt dag til at arbejde i! Det var i hvert fald noget som Raphael havde udnyttet. Solen gjorde hans kræfter svage, for hans elementer var mørke og is, netop to modsætninger til den varme sol og dens lys. Hans is var ikke særlig stærk, fordi den smeltede hurtigt, hans mørke blev oplyst af solens stråler, så var derfor heller ikke særlig god at skulle bruge en sådan varm dag. Måske hans magi ikke var på sin top, men det kunne man desværre ikke sige om hans krop og fysiske tilstand, for nok det var varmt, men han nød faktisk at arbejde en god solrig dag. Han var stået tidligt op for at gå i gang med de pligter som Tiyanna havde sat ham til. Han havde hugget brænde tidligt morgen, så det ikke ville være alt for hårdt i solens styrke og hede. Han havde været på jagt, sammen med nogle andre krigere fra lejren, hvor han havde skudt to hjorte. Han var blevet bedre til at bruge bue og pil, for han havde fundet ud af at det var et våben som var ganske godt at bruge i disse omgivelser, og et våben som også oftest blev brugt. Han havde været med ude og fiske i de små floder, der gik igennem skoven og som fortsatte ud til Jedra floden. Klokken var kun slået middag og han havde mere eller mindre lavet de fleste pligter, hvor han i øjeblikket var i færd med at strigle Tiyannas hest, som han allerede havde vasket den. Hans krop var dækket med et lag af mudder og snavs, hvor han kun stod i sine løse skindbukser, sammen med nogle sko han havde fået lavet af dyreskind. Hans overkrop var blottet, så man tydeligt kunne se de mange piskeslag som han havde på ryggen, hvis man da kunne se dem for al snavset.
Raphael havde ikke haft svært ved at vænne sig til sit nye liv, faktisk så havde det været ganske let, for han var utrolig tilpasningsdygtig, men det som han havde haft svært ved at vænne sig til, var det at det var Tiya som var hans herre. Hun var yngre end ham og han kunne ikke lade vær med at føle et hvis ansvar overfor hende, netop fordi han faktisk var ældre og hun havde sagt at hun ville have hele pakken og derfor stod han også som hendes beskytter. Han prøvede at se bort fra det, men havde alligevel en del svært ved det, af den grund sagde han hende ikke længere imod, men gjorde præcis det som hun bad ham om. Udsendte hun en ordre, jamen så fulgte han den med det samme uden at stille de mindste spørgsmål, for der var ingen tvivl om at hun var en retfærdig, selvstændig og utrolig god leder, som gjorde alt for at beskytte sit folk. Folket i lejren var også ved at vænne sig til ham, hvor han også var faldet i langt bedre snak med de fleste. Mange af de små børn fandt fascination ved hans liv, fordi han havde været rundt omkring i verdenen, så mange historier han kunne fortælle, nogle var selvfølgelig opdigtede, men børnene så ud til at nyde af dem. Han strøg hestens mule ganske let. ”Se så.. nu er du så god som ny,” hviskede han til hesten, som kom med en mindre vrinsken. Den var tydeligt tilfreds med behandlingen, hovene renset, ligesom resten af kroppen var blevet vasket og striglet.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Selvom det var en af de varme og flotte sommerdage, så var det slet ikke noget som Tiyanna havde nydt det mindste af! Hun havde været væk fra lejren i dagevis. Hun havde søgt ud for at finde sin søn og var røget i baghold. Et baghold som havde kostet hende dyrt! Ikke bare i form af smerte, men også et skræmmende møde med hendes kære far som bestemt heller ikke havde vist sig fra sin milde side overfor hende. Mørk havde hendes tilværelse været. Hun var kraftigt dehydreret, hun var træt og hun var i den grad udmattet og med ar efter reb og lænker stort set over hele kroppen, samt sår som var ved at lukke sig. Det havde været den ene prøvelse efter den anden for overlevelse og udholdenhed og hun ville i den grad vove at påstå at hun havde bestået med glans! Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst, hendes øjne var blodskudte, også selvom hun kun havde en ting i tankerne; Det var at komme hjem!
Hesten som Tiyanna måtte sidde på, var en som hun havde stjålet på slottet. Hun var aldrig nogensinde kommet derfra til fods og specielt ikke med de soldater som hun allerede havde rystet af sig, for det havde bestemt heller ikke været nemt! Det havde taget hende dage, at få dem alle rystet af sig, men hun ville ikke lede dem til lejren hvis hun kunne blive fri for det! Nu hvor hun kom travende på det mørke og smukke dyr på stien, så var det kun noget som blev mere og mere genkendeligt for hendes vedkommende, selvom hun virkelig måtte kæmpe direkte for at holde sig vågen og ved sine fulde fem! De blodige hænder klamrede sig med en skælven til tøjlerne som holdt hesten på plads. Hun passerede gruppen af træer, som for hende kun måtte indikere at hun meget snart var hjemme. ”Snart hjemme..” endte hun med en dæmpet hvisken. Hendes sværd sad i skeden som var knyttet til hestens saddel, i tilfælde af at det skulle blive nødvendigt at forsvare sig på den ene eller den anden måde, også selvom hun vidste, at hun ikke ville have en jordisk chance hvis de angreb hende nu. Hun var direkte udmattet, kæmpet for at holde sig vågen, beskidt og kraftigt dehydreret. Inkarno havde bestemt heller ikke været mild ved hende, det var noget som hun trygt kunne sige! Som portene ind til byen måtte vise sig for hendes blik, så måtte hun kraftigt mærke lettelsen tage til. Og med lettelsen, så kom udmattelsen. Hendes øjne gled direkte i, idet at hun røg til den ene side, idet at hun røg af hesten og direkte ned i den fugtige og kolde jord. Hun slap et kraftigt gisp, også selvom hun slet ikke kunne komme op. Hesten vrinskede og satte i en hurtig galop direkte ind i byen, hvilket var noget som måtte tiltrække sig langt de flestes opmærksomhed. Tiyanna kæmpede med at få øjnene op, hvor hun forsigtigt og næsten tøvende, måtte vende blikket mod porten som alligevel synes at være så langt væk. Hun sukkede tungt, idet at hovedet gled ned i græsset, idet at udmattelsen endnu en gang måtte tage over hende og tvang hende direkte ud i en langt mere bevidstløs tilstand.

[raphael]

Raphael vidste godt at Tiyanna havde været væk i dagevis, hun var taget af sted sammen med en anden mand fra lejren, hvor hun havde sagt at hun kun ville alene af sted, så de ikke vækkede for meget opmærksomhed, så Raphael var blevet hjemme i lejren, hvor han havde lavet alle de pligter, som hun havde bedt ham om at lave. Han vidste at hun ville ud og lede efter sin søn, så han lod hende, for det var vel et moderinstinkt som enhver kvinde havde overfor sit barn? Ikke fordi at han forstod sig på det, han havde aldrig rigtigt forstået sig på kærlighed til andre, han havde aldrig selv oplevet den, så hvordan skulle han? Han havde godt nok ikke været meget for at Tiyanna skulle tage af sted uden ham, men han havde ikke rigtigt haft noget valg, hvilket til dels måtte irritere ham, for hun havde bedt om hele pakken og så var han også hendes beskyttelse, men han måtte jo desværre underkaste sig hendes autoritet og ordrer, så han var blevet hjemme.
De isblå øjne faldt roligt på den flotte brune hingst ved Raphaels side, hvor et skævt smil gled over hans læber, som han strøg hestens mule, som vrinskede næsten muntert. Han strøg den kort over ryggen, hvor han gav den et par klap, inden han tog fat i tøjlerne og trak den med sig hen til de hytter der mindede om stalde, hvor alle hestene måtte stå. Han befriede hesten fra tøjlerne, så den var helt fri til at bevæge sig, inden han lukkede den ind i folden. En larm opfangede ham dog hurtigt, hvilket fik ham til at se sig over den ene skulder, hvor blikket faldt på den sorte hest der kom løbende ind mod byen. Raphael var hurtigt løb ud, for næsten at springe ind foran hesten og råbe en anelse op, for at få den til at stoppe. Han greb ud efter tøjlerne i en hurtig bevægelse, hvor han tyssede på den som om det havde været et rigtigt menneske, som han langsomt fik den gjort roligt. ”Hvor kommer du fra?” spurgte han hesten, selvom det mere var et spørgsmål henvendt til ham selv. Han fik dog hurtigt svaret, da folk begyndte at mumle, han rakte roligt tøjlerne til én af drengene i byen, som blot tog hesten og førte den med sig, hvor Raphael selv gik hen imod den flok af folk der var ved at samle sig. Han kunne høre nogle mumle Tiyannas navn, hvilket næsten gjorde ham mere panikslagen. Var hun kommet noget til? Han masede sig igennem mængden. ”Lad mig komme forbi!” svarede han fast, hvor der også var præg efter bekymring.
Raphael fik sig skubbet forbi de sidste mennesker, hvor hans blik faldt på Tiyannas bevidstløse krop, som blev tilset af to andre mænd der var nået hen til hende først. Han løb roligt hen og knælede ved hendes side. ”Giv hende plads!” Han fik folk til at bakke bagud, hvor man tydeligt kunne høre at alle var forarget over hvad der var sket med deres store og frygtløse leder, som nu lå helt bevidstløs, det var dog tydeligt at hun havde været udsat for grov vold. ”Jeg fører hende til hendes telt,” svarede han lettere bestemt og fast, som et tydeligt tegn til at han ikke gad nogen modargumenter. Han lod armene falde omkring Tiyannas bevidstløse krop, idet han løftede hende op i sine arme og bar hende med sig ind i byen. Han gik mod hendes telt, hvor han lagde hende i hendes seng. Han kunne tydeligt se ar og mærker efter lænker og reb, hvor han ikke kunne lade vær med at undre sig over hvad der var sket. Han gik roligt ud af teltet, hvor han endnu engang henvendte sig til én af de unge drenge, én af dem som han talte godt med. ”Hent en spand koldt vand og klud og før det ind i telten,” bad han roligt, som det normalt ikke var ham der udstedet ordrerne, men denne gang var han virkelig bekymret for Tiyanna, så intet andet kom på tale! Han gik roligt ind igen og satte sig på knæ ved hendes side, som han begyndte at undersøge hende, for at se om hun stadig var i live og i god behold.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Lige hvad der skete omkring hende, var noget som var hende ukendt. Hun havde brugt ekstremt lang tid på at slå forfølgerne af sporet efter hende, for hun ville under ingen omstændigheder føre dem til landsbyen, også selvom det var et valg som havde kostet hende uendelig meget energi! At hun var røget af hesten bare sådan og endda lige udenfor byen, var noget som virkelig gjorde hende irriteret et sted, selvom det nu slet ikke var noget som hun kunne mærke sig af. Selv som hun lå der og direkte måtte bide i græsset, for øm til at rejse sig, for træt til at slå øjnene op og i den grad for udmattet til at kunne rejse sig og komme til sit eget telt, så følte hun det direkte flovt og pinligt! Hendes hjerte hamrede for livet mod hendes bryst, hun kæmpede for sine vejrtrækninger, for det havde slet ikke været nemt for hende at skulle komme hjem! Tvært imod! Havde det ikke været for dem i fangekælderen som tydeligt havde genkendt hende og hjulpet hende af sted, hvilket hun selvfølgelig havde været dem frygtelig taknemmelig for! At Raphael var kommet hende til undsætning, var end ikke noget som Tiyanna direkte kunne mærke sig af, for hun var virkelig helt væk. Hun var træt og hun var udmattet. Igen havde hun sat folket frem for sig selv, for de ville aldrig kunne klare et angreb bare sådan, hvilket var noget som hun i den grad også var klar over, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så kunne man ikke rigtigt gøre noget andet ved det. Hun lukkede øjnene helt i og lod hovedet falde helt til jorden, da hun direkte måtte opgive kampen, for hun kunne virkelig ikke mere!
Så roligt som Raphael løftet hende op, så kom de mange mærker efter skarpe genstande frem i det ødelagte tøj. Hun havde virkelig været udsat for grov vold af den værste slags igennem de sidste dage. Hun havde ganske rigtigt bedt Raphael om at blive der, og det var der i den grad også mange gode grunde til. Han var nødt til at blive accepteret blandt de andre her på stedet også. Han var nødt til at vende sig ordentligt til det liv som hun kunne give ham, for hun var vel et sted også bange for at han ville fortryde senere hen? Og det ønskede hun faktisk ikke. Som hun kom ned at ligge i sin egen seng som var langt mere blødt end det hårde stengulv som hun havde ligget på, eller pælen som hun havde stået lænket og bundet til oppe i Inkarnos tronsal, så faldt hun også langt mere til ro. Endnu en gang prøvede hun at kæmpe øjnene op, selvom det ikke rigtigt ville som hun ville og det var noget som gjorde hende direkte vred og frustreret, for hun var alts ikke svag! Hovedet faldt stille til den ene side, hvor hun direkte måtte kæmpe øjnene en anelse op. Blikket faldt til ham, også selvom det var direkte sløret, for hun var virkelig, virkelig træt! ”.. Hvor er jeg?” Stemmen var hæs og anstrengende, for ikke at glemme at den var frygtelig udmattende! Øjnene gled i endnu en gang, som hun prøvede at røre på sig, selvom det i sig selv, var noget som hun måtte opgive frygtelig hurtigt. Hun sukkede dæmpet og blev liggende i stedet for. Hun lod endda Raphael undersøge hende uden protest.

[raphael]

At se Tiyanna på denne måde, var noget som næsten måtte skræmme Raphael, for han havde ikke regnet med at der skulle ske hende noget bare fordi at hun skulle ud og søge efter sin søn. Hvad der var sket med hende vidste han virkelig ikke, men mon han ikke fik den historie på et tidspunkt? Lige nu gjaldt det bare om at få hende i sikker forvaring, så han kunne tage sig af hende, som han altid gjorde, selvom hun også altid var imod det. Han betragtede hende ganske roligt, studerede hende for at skabe sig et overblik over hvad der var sket med hende, men det var ikke ligefrem noget som han helt kunne læse på hendes mærker og ar, han kunne dog se nogle mærker efter nogle lænker og også efter reb, så han gik ud fra at hun havde været lænket til et eller andet eller været bundet, måske begge dele? Han vidste at hun havde mange fjender fordi hun gjorde som hun gjorde, hun var imod landet og ikke mange turde at stille sig op imod Inkarno som Tiyanna gjorde, hvilket også var ganske forundringsværdigt. Han vidste at hun også havde mange på sin egen side, for han havde hørt mange fortællinger af de folk der var her i lejren, hvordan de havde forladt deres familie for at stille sig op imod Inkarno, hvor mange af deres venner var imod manden, men ikke turde at gøre noget ved det, så de hjalp rebellerne i ny og næ.
Raphael vendte blikket mod hende, da hun valgte at åbne øjnene – selvom det kun var ganske svagt. Hun var sikkert dehydreret, smadret og havde sikkert mistet en masse blod. Han lagde roligt hånden mod hendes kind, hvor han strøg hende over læberne, imens han valgte at tysse på hende. ”Sch.. du er i sikkerhed. Jeg skal nok tage mig af dig,” forsikrede han hende i en blid hvisken, som han strøg hende ganske blidt over kinden, for at prøve at få hende til at falde lidt til ro. Han vendte blikket mod teltets indgang, da drengen kom ind med en spand vand og en klud, han stillede det fra sig ved gulvet, hvor Raphael takkede for sig. Han trak spanden hen til sig, hvor han dykkede kluden ned i vandet, blot for at trække den op og vride den godt for vand. Han lagde den over hendes pande, som han strøg kluden over hendes ansigt. Han lagde den roligt mod hendes pande, inden han rejste sig, hvor han gik hen til skrivebordet, der stod henne ved hans egen plads. Han tog en lille skål, som han tørrede af for diverse snavs, inden han satte sig hen til hende igen. Skålen var ikke særlig stor, kun en lille porcelænsskål, hvor han dykkede den ned i vandet, så han fik vand op i den, inden han satte sig helt tæt ind til hendes krop. Han lod sin ene arm søge under hendes hoved, for at løfte det en anelse, inden han satte skålen hen til hendes læber. ”Drik lidt..” Han rynkede brynene af bekymring, hvor han spaltede hendes læber med skålen, som han begyndte at tippe den ganske stille og rolig, for at hælde det kolde vand ned i hendes mund. Hun havde brug for væske, som hun havde brug for søvn. Det bekymrede ham virkelig at se hende i denne tilstand! Hvor manden var blevet af, som hun havde fulgtes med vidste han ikke, men mon han var blevet dræbt?

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna vidste godt at hendes liv som rebel og endda leder for denne modstandsgruppe var yderst risikofyldt. Hun krævede heller ikke at folk fulgte hende som sådan, men var man først på denne side af byens murer, så var der virkelig ikke nogen vej tilbage, for hun kunne ikke tage chancen eller løbe risikoen for at Inkarno på et tidspunkt skulle stå midt i byen, for det ville ikke hjælpe dem på nogen som helst måde overhovedet. at være bundet, at være lænket, slået, pisket, tæsket og stukket og alt det andet som hun havde været udsat for i disse dage, var noget som virkelig gjorde ondt, for hun havde i den grad også ondt, selvom hun ikke rigtigt kunne sige noget til at han puslede om hende nu for at sørge for at hun kom op på benene igen, for denne gang skulle det virkelig gå hurtigt. Det eneste som hun havde gjort, var at komme ud for at finde hendes kære dreng, også selvom hun havde fået konkluderet en ting; Han var ikke på slottet, hvilket selvfølgelig var noget som måtte lette hende, for det havde været en af de ting som hun virkelig havde været mest bange for! Hun gispede ganske let, som hun vendte sig en anelse i sengen. Nu hvor hun lå ned, så kunne hun tydeligt mærke hvor ondt hun egentlig måtte have det, selvom hun direkte måtte kæmpe for ikke at ende med at vise ham det på denne her måde! Han skulle ikke se på hende som svag! Hans strøg mod hendes kind var noget som fik det til at sitre, for det var alt for længe siden at hun havde taget imod et kærtegn af en mand. At han lagde fingeren mod hendes læber, var noget som fik hende til at tie mere eller mindre med det samme, hvor hun blot nikkede stumt. Hun havde virkelig ikke energi til at snakke!
At drenge måtte komme med vand, var noget som fik hende til at åbne øjnene allerede med det samme. Hvis der var nogen som bare ikke skulle se hende på denne måde, så var det landsbyens unge knægte! Det var landsbyens fremtid som stod der og de skulle ikke se hvilket liv de voksne måtte leve på denne her måde, for det ville de bestemt heller ikke få det mindste ud af, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Hun prøvede at sætte sig op, også selvom det var noget som hun måtte opgive allerede med det samme, for det rev virkelig mange af de sår op og det gjorde ondt! At blive puslet sådan om var heller ikke noget som hun var vant til, selvom det vel heller ikke ville være første gang Raphael ville komme til det? Hun sukkede stille som det kolde vand måtte berøre hendes pande, hvor øjnene gled i endnu en gang. Hun var virkelig bare smadret! ”Det er ikke nødvendigt,” prøvede hun sig med en fast tone, idet hun hævede hånden og fjernede kluden som lå på hendes pande, selvom den i den grad var dejlig nedkølende. Hun var en leder! Hun kunne udmærket godt passe på sig selv! Hun vendte blikket mod ham, som han endnu en gang satte sig helt tæt til hende, hvor han lagde hånden bag hendes hoved og bad hende om at drikke. Næsten som kroppen reagerede længe før hun selv gjorde, idet hun gabte op og lod vandet føres ned i svælget og resten af vejen ned og endda i et tempo så hun næsten kvalte sig selv. Hun begyndte at hoste, hvor hun svajede svagt i ryggen og så ned i sengen. Hun havde det virkelig ikke for godt!

[raphael]

At se Tiyanna på denne måde, var noget som virkelig måtte chokere Raphael uden lige! Hvad der var sket anede han virkelig ikke, men det var tydeligt at hun var blevet tortureret! Han frygtede at det var kongens mænd som havde haft fat i hende, hvilket måtte bekymre ham, for sidst der var hun blevet forgiftet, så hvad slemt var ikke sket denne gang? Han rynkede brynene bare ved tanken som han måtte blive langt mere bekymret for hende. Tænk hvis de havde fyldt hendes krop med gift! Han sank en klump, hvor han ikke var bange for at vise sin bekymring, for den lyste virkelig direkte ud af hans blik. Han var dog bare glad for at hun var i sikkerhed, for så havde rebellerne da stadig en chance for at overleve. Det var Tiyanna der holdt fast på alle folk i lejren, hun var tyngekraften som alle andre blev tiltrukket af, hun var det som holdt sammen på det hele, for han havde jo godt set hvordan folk altid spurgte hende til råds, ingen ville ane hvad de skulle gøre hvis hun gik bort, han tvivlede på at der var en som var dygtig nok til at tage over efter hende, for.. hun var virkelig født til dette! Det var vel også noget som alle kunne se? Hvorfor skulle de overhovedet se hende som svag? Han vidste at folk beundrede hendes mod og styrke, de beundrede hvordan hun altid klarede sig, de beundrede hendes arbejde og alt det hun gjorde, for hun kæmpede for at de alle kunne blive frie. ”Hey, hey! Bliv liggende!” svarede han med en lettere bekymret tone, som han godt kunne se at hun prøvede at sætte sig op. Hans blik gled bagud, da han snart var bange for at noget havde skræmt hende, selvom han kun skimtede drengen forlade teltet igen. Han så tilbage på hende. Hvorfor var hun så stædig? Hun var bange for at blive set som svag, så meget vidste han, men.. det var der jo ingen som gjorde! At hun kom levende tilbage skabte mod og beundring hos de andre, hun var jo alles forbilleder, selv de unge knægte, for dem talte han faktisk godt med og de var alle sammen stolte over at have en stærk leder som hende.
Raphael himlede svagt med øjnene, som hun prøvede at spille den hårde og faste leder, skønt det bestemt ikke gik godt! Den faste holdning ville man jo ikke kunne tage seriøs! Han sendte hende en lettere streng mine. ”Ikke nødvendigt?” gentog han lettere irriteret. Det var det samme bøvl med hende, når han skulle tage sig af hende, det var jo ikke ligefrem første gang! Ingen andre gjorde det, men han tvivlede også på at hun lod sig vise som svag, det var jo kun fordi at han boede i samme telt som hende, fordi han var hendes tjener og nærmest gik op og ned ad hende, at han vidste når hun var alvorligt såret eller ej. ”Om du vil det eller ej, så kommer du ingen vegne, du har brug for hvile! Din krop er dehydreret og du har brug for væske,” svarede han fast, som han sendte hende en streng mine. Han tog kluden som hun havde taget væk, som han igen lagde mod hendes pande. Han var ligeglad med om han så skulle binde hende til sengen, så skulle han nok sørge for at hun blev helt rask igen, men det blev skam på hans måde! Han sukkede svagt. ”Hold dig nu bare i ro,” bad han dæmpet, som han fortsatte sine strøg over hendes kind, et sted for at berolige hende. Hvorfor skulle hun altid være så stædig og så stolt? Han fjernede hurtigt porcelænsskålen, da hun begyndte at hoste, hvor han gav hende plads til at komme sig.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna var en kvinde som vidste hvad hun ville, men også fordi at hun havde den baggrund som hun havde, så kunne hun for sit vis også regne og gætte sig frem til hvad det var Inkarno ville gøre, hvilket selvfølgelig var en kæmpe fordel. Mange andre før hende havde fejlet i denne opgave, men her stod hun endnu og hun havde endda fået en hel landsby stablet på benene, hvilket vel også var imponerende for sit vis. Hun var et forbillede for mange og det vidste hun, hvilket også var en grund til at hun nægtet at stå der som svag eller noget i den stil, hvis hun ellers kunne blive fri for det! Hun havde ondt, hun kunne ikke rigtigt falde til ro, også selvom hun vidste at hun var i sikkerhed, men det ændrede virkelig ikke noget som helst for hendes vedkommende! Hun sank klumpen stille i halsen, idet hun vendte sig mod ham og drengen som var kommet ind med vand, selvom hun næsten havde formået at kæmpe sig op at sidde. Kroppen havde brug for hvile, selvom det var noget som hun slet ikke havde nogen intentioner om at skulle indlede på den ene eller den anden måde, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun sukkede opgivende. ”Jeg har allerede ligget nok, Raphael!” vrissede hun med en fast tone, selvom hun hurtigt måtte opgive det foretagende og bare lagde sig ned igen, for hun havde virkelig ondt!
At Rahpael måtte sætte hende på plads endnu en gang og stå lidt mere som en mere bestemt type, var noget som et sted irriterede hende, for det var noget som mere eller mindre automatisk holdt hende i en mere feminin rolle – et sted var det noget som hun godt kunne lide, men det var heller ikke noget som hun sagde åbent på denne her måde, hvis hun ellers kunne blive fri for det! Hun trak vejret dybt og med et svagt suk. ”Jeg kan godt passe på mig selv!” Hun vendte blikket trodsigt direkte mod ham i stedet for noget andet, for det var slet ikke noget som hun ville have med at gøre, og det var noget som han også var kendt med fra før af. Hans ord nåede hun ikke rigtigt at besvare før hun var røget ud i et større hosteanfald, for hun var virkelig tør i halsen som intet andet! Hun klemte øjnene svagt sammen og med et mindre gisp, idet hun lagde sig til rette i sengen endnu en gang og med kluden over panden. Hun trak vejret dybt og vendte blikket mod ham. Hun havde tårer i øjnene, udelukkende på grund af at hun virkelig havde ondt, men også det faktum at det gjorde ondt for hende at hoste. Helt præcist hvorfor han gjorde noget som dette, var slet ikke noget som hun kunne forstå sig på, men det var n heller ikke fordi at det var noget som gjorde hende noget som sådan, hun.. nød det jo trods alt, om det var noget som hun ville stå ved eller ikke. ”G-giv mig noget mere..” afsluttede hun endeligt. Et sted smed hun håndklædet i ringen og gav ham faktisk ret? Væske og hvile havde hun brug for, såvel som hun også vidste, at hun under ingen omstændigheder ville komme ud af sengen på denne her måde. Hænderne satte hun stille i sengen, kun for at skubbe sig en anelse op at sidde, så hun sad bedre, også så det var nemmere for ham at komme til hende.

[raphael]

Hvorfor hun var så stolt forstod Raphael virkelig ikke! Der var intet galt i at være udmattet, hun var menneskelig som alle andre her, hun var én af de som var mest udholdende her i landsbyen, så hvorfor kunne hun ikke bare slappe af? Det ville alle vel kunne forstå? Mange havde set hende, da alle havde samlet sig omkring hende, så alle kunne vel regne ud at hun havde brug for hvile? Han tillod i hvert fald ikke at give hende noget andet! Drengen havde ikke været inde i teltet i lang tid, han havde bare afleveret vandet, for så at smutte igen, for alle vidste vel at lederen ikke ville forstyrres når hun tilså sine sår? Selvom han var den som havde tilset hendes sår efter at han var kommet til landsbyen. Han havde hurtigt vænnet sig til at hun var hans nye herre, hvor han ikke havde sat de mindste spørgsmål ved hendes ordrer, kun da hun havde ønsket at forlade byen, hvor han gerne ville have været med, men.. hun havde taget af sted alene, sammen med en af de andre mænd fra landsbyen, et sted måtte det jo faktisk efterlade ham med en mindre form for jalousi, eftersom han følte at det var hans job at passe på hende og beskytte hende og ham den anden havde alligevel ikke været i stand til det, specielt ikke når hun kom sådan her tilbage! Han ignorerede blot hendes ord, for han vidste at det var hendes stolthed der talte. Han førte hånden til hendes kind, hvor han lod sin tommel stryge over hendes læber, for at få hende til at tie. ”Sch.. spar på kræfterne,” hviskede han roligt, som han sendte hende et stille smil. Hun skulle bare slappe af og ikke begynde at prøve at sætte sig op og blive helt vild, for det fik hun virkelig ikke det mindste ud af!
At hun faldt mere til ro, glædede dog Raphael, selvom han stadig kunne høre hvor stædig hun måtte være. Det morede ham naturligvis, men mest af alt irriterede det ham, at hun ikke bare kunne slappe af og få det hurtigere overstået, for hvor svært kunne det være? ”Ja det kan jeg se. Du kom slet ikke tilbage med en krop der var fuldstændig ødelagt og smurt ind i blod!” svarede han sarkastisk og næsten med en vred stemme. Det var som om hun bevidst ikke passede på sig selv! ”Og du kan passe på dig selv.. må jeg være fri,” mumlede han utydeligt for sig selv, så han vidste at hun ikke ville høre ham, i hvert fald ikke få alle ord med, for han ville heller ikke gøre hende mere irriteret end højst nødvendigt, men det gik altså også den anden vej! Selvom.. det var kun fordi hun var så ung, han kunne ikke lade vær med at føle sig en tand mere overbeskyttende overfor hende, specielt fordi hun var så god mod ham, kontra mange af de andre herrer han havde haft.
Raphael lod hende hoste ud, selvom det kun bekymrede ham endnu mere. Han rynkede brynene ganske let, som han næsten var bange for at hun ville hoste lungerne ud, for det lød virkelig slemt! Et skævt og morende smil gled over hans læber da hun endelig gav sig og faktisk ville have mere at drikke. Han endte dog med at puste sig lidt mere op, som hun endnu engang prøvede at sætte sig op. ”Bliv nu liggende!” svarede han lettere bekymret, som han var endt med at sætte porcelænsskålen fra sig på det lille bord ved hendes sengs side. Han så kort rundt efter en løsning. ”Øh.. jo! Ser her.” Han hjalp hende roligt op at sidde, hvor han satte sig bag hende, inden han lod hende falde tilbage og ind mod ham, så hun kunne støtte sig op ad ham. Han tog roligt porcelænsskålen igen og førte den hen til hendes læber. ”Sådan.. drik langsomt,” svarede han roligt. Hun skulle nødig få det galt i halsen igen!

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna var en kvinde som altid var vant til at tage tingene som de kom, hun var vant til at kæmpe for det hele og være i stand til at klare sig selv, selvom det vel heller ikke var noget som kunne sige så lidt når alt endelig kom til alt? Det var nødvendigt for en i hendes situation, det var direkte nødvendigt for en som hende og specielt med det erhverv som hun havde påtaget sig, for det var bestemt heller ikke nemt. At Raphael så valgte at være så overbeskyttende at hun ikke fik lov til at gøre noget som helst på egen hånd, for det var virkelig noget som pissede hende af, ganske enkelt! Hun havde jo aldrig nogensinde bedt om at skulle gribe sagen an på denne her måde, for ikke at glemme, at hun aldrig nogensinde havde bedt om at dette var noget som skulle ske på denne her måde, det var helt sikkert! Hun sukkede opgivende som han strøg hendes kind, for det var virkelig, virkelig rart! Selvom det ikke var noget som hun direkte kunne vise, ikke nu hvor hun faktisk havde så ondt som hun havde det og var så udmattet som hun var. Hun endte dog bare med at nikke til ham. Hun ville bestemt heller ikke få det mindste ud af at gøre noget andet overfor ham lige for øjeblikket.
Tiyanna var ganske rigtigt faldet en anelse til ro selvom det nu heller ikke var noget som gjorde det nemmere for hende på nogen som helst måde. Hun ville ikke bare blive liggende i sin egen seng og bare lave ingenting! Hun sukkede tydeligt og opgivende, for det var bestemt heller ikke en tanke som faldt i god jord for hendes del, det var sikkert! Hun vendte blikket direkte mod ham. Viste han hende mistillid ved at sige hende imod på den måde? Troede han ikke på at hun kunne passe på sig selv? Det i sig selv, var ord som kun gjorde hende langt mere rasende end det som hun havde været fra før af! ”Jeg kan godt passe på mig selv, Raphael!” vrissede hun med en fast stemme. Det var end ikke noget som hun havde lyst til at skulle ændre for hans vedkommende, for hun var stadig hans leder og det var en ting som hun agtet at skulle skrive sig op på. Hun vendte blikket direkte mod ham. At være så svækket som det hun måtte være for øjeblikket, så var det vel heller ikke underligt, at hun tog det som hun gjorde? Hun kunne ganske enkelt ikke fordrage at være så svag som hun var for nu og det gjorde i den grad også ondt. Hun havde virkelig ondt!
At hun ikke engang fik lov til at skulle sætte sig bare en anelse op, var noget som faktisk måtte irritere Tiyanna og meget endda. Hun vendte blikket direkte irritabelt mod ham, også selvom.. hun faldt til ro igen. At han satte skålen fra sig og endda valgte at tage pladsen bagved hende i stedet for, også selvom hun virkelig måtte have ondt, for det var ikke noget som gjorde det nemmere for hendes vedkommende, for hun var slet ikke vant til at have mænd så tæt på sig, som det hun havde lige for øjeblikket. Hun lagde sig dog varsomt ned, også selvom hun virkelig var øm i hele kroppen! Hun skilte læberne fra hinanden endnu en gang, så hun igen var i stand til at få bare en smule at drikke, for det var nødvendigt. Hun havde virkelig brug for væske! Denne gang gik det dog langt mere rolig og langt mere roligt for sig. Skiftevis så drak hun og trak vejret, som hun også prøvede at holde sig rolig, det var langt fra nemt!

[raphael]

Det måtte bekymre Raphael en del at se Tiyanna på denne måde, selvom det et sted også gjorde ham vred, for han havde ønsket at tage med hende på den tur, netop for at kunne beskytte hende, men hun havde været stædig og havde ikke ønsket ham med, selvom han bare havde indrettet sig efter det, for hvad andet kunne han gøre? Han havde ikke ønsket at stille sig op imod hende og hendes ordrer, så han var blevet hjemme, selvom det dog måtte irritere ham nu, fordi hun var endt med at komme alvorligt til skade som han også havde frygtet! Han rystede opgivende på hovedet af hende, som hun vrissede af ham – noget som han ikke tog sig af eftersom han var vant til det – selvom et skævt og muntert smil gled over hans læber ”Du er virkelig stædig,” påpegede han roligt for hende. Han vidste godt at hun kunne tage vare på sig selv, for det havde hun jo trods alt gjort inden han var kommet til, men han var stadig bekymret for hende og han vidste at hun i øjeblikket var for svækket til at kunne gøre noget selv, så kunne hun ikke bare være glad for at han var der til at hjælpe hende? Så blev det da hele langt lettere for hende, selvom hun vel så anderledes på det? ”Bare du hviler dig, så er jeg glad,” endte han kortfattet og sendte hende et stille smil. Der gik nok et godt stykke tid inden hun ville være i stand til at komme på benene igen, for det var tydeligt at hun var svækket, og han skulle nok sørge for at hun blev i sengen! Om han så skulle lænke hende fast til den!
Raphael hjalp hende forsigtigt med at komme op at sidde, for at gøre det så smertefrit som muligt, hvor han også hjalp hende med at lægge sig tilbage og ind mod ham igen. Han strøg roligt hendes mørke lokker væk fra hendes ansigt, idet hun begyndte at drikke, så der ikke kom hår i vejen. At hun tog det stille og roligt, var noget som glædede ham, for hun skulle jo nødig få det galt i halsen. Han lod hende blot tømme porcelænsskålen, inden han stillede den fra sig på det lille bord ved siden af dem, inden han trykkede hende en anelse ind mod sig, så han bedre kunne se mod hendes ansigt. ”Du burde få dig noget hvile Tiya,” svarede han i en hviskende og dæmpet tone, mod hendes ene øre. Hvad der var sket kunne han jo altid få at vide senere hen, når hun faktisk havde kræfterne til at tale, for det var tydeligt at hun var meget afkræftet, men det var der heller ikke noget at sige til, for hun var blevet tortureret; det kunne han se på hendes mange mærker og sår. Der var dog ikke nogen sår som direkte var så dybe at de var dødbringende, for ellers havde hun jo nok ikke overlevet hen til landsbyen, men være faldet død om inden. Han strøg hende blidt over håret, imens han sendte hende et skævt smil. ”Eller er du også for stædig til at gide at hvile dig?” spurgte han drillende, som et morende smil gled over hans læber, da han slet ikke kunne andet end at finde det komisk. Han var ikke så bekymret for hende mere, da han vidste at hun nok skulle overleve, for hun var trods alt i gode hænder; han lod hende i hvert fald ikke dø!

[Tiyanna Direshade Acheron]

At blive opvartet på den måde, var slet ikke noget som Tiyanna var vant til. Ikke fordi at det var noget som gjorde hende noget som sådan, selvom hun ikke rigtigt vidste helt præcist hvad hun skulle sige til det. Det at blive tvunget i den stilling, at en anden tog magten over hende og tvang hende til det ene og det andet, var slet ikke noget som hun var vant til, og hun tog det helt klart også som et tegn på mistillid, hvilket hun bestemt heller ikke kunne have med at gøre, hvis hun ellers kunne blive fri for det! Hun vendte blikket direkte vredt mod ham. Stædig? Hun var langt mere end stædig! Hun var en vigtig del af denne by! Uden hende, så ville det hele virkelig stå med problemer til halsen og det var bestemt heller ikke fordi at hun ville lade Inkarno få fat i dem, udelukkende fordi at de ønskede en bedre fremtid for deres land? Alene det faktum, at det var noget som de alle blev straffet for, fordi at manden ikke kunne se længere end til hans egen næse, var noget som gjorde hende direkte pissed, for det var virkelig ikke retfærdigt overfor nogen som helst! ”Du burde efterhånden kende bare lidt til mig, Raphael. Jeg tager ikke imod ordre fra nogen!” endte hun med en ganske kortfattet stemme. Lige der mindede hun måske lidt for meget omkring sin kære far? Selvom hun gjorde alt for slet ikke at minde om ham i det hele taget, så var det bestemt heller ikke fordi at man kunne sige, at det var nemt for hende, men hun prøvede virkelig! Hun sukkede opgivende og lagde sig ned i sengen igen. Det kostede kræfter at skændes med ham på den måde, hvor det kun gjorde hende endnu mere vred, for hun ønskede da slet ikke at ligge der som en eller anden svækling som ikke kunne finde ud af at passe på sig selv!
Tiyanna havde virkelig ondt, uanset hvad Raphael gjorde ved hende. Inkarno havde bestemt heller ikke været mild mod hende, selvom hun havde nægtet at give op og underkaste sig hans vilje, for det var da noget af det sidste som hun ville! Hun bed sig let i læben, som hun lagde sig ind mod Raphael. Han passede utrolig godt på hende, som havde hun været noget værdifuldt, selvom hun trøstede sig med at han kun gjorde sit job, selvom han gjorde det skræmmende godt. Skålen tømte hun for vand ganske forsigtigt, udelukkende for at forhindre at få mere galt i halsen end det som hun allerede havde fået i forvejen. Hun lukkede øjnene ganske let og med et svagt suk, for hun var virkelig afkræftet og havde brug for hvile, om det jo så var noget som hun ville det eller ikke, så havde hun virkelig ikke noget andet valg end at blive liggende. Strøgene over håret og den hvisken mod hendes øre, var noget som tydeligt fik hende til at sitre. Hun var slet ikke vant til en mands kærtegn på den måde, så selvfølgelig var det også noget som måtte spille utrolig meget ind, selvom det var noget som hun direkte nægtede at vise ham, hvis hun ellers kunne blive fri for det. ”Du giver mig jo heller ikke noget andet valg, Raphael..” Hun vendte blikket stille op mod ham. Hun var direkte for træt til at tage de kampe op med ham, hvilket var noget som frustrerede hende yderligere. Hun knyttede næverne ganske let, selvom hun blev liggende. Han var faktisk rar at ligge op af. Et sted følte hun sig.. beskyttet.

[raphael]

Tiyanna var virkelig mere end stædig! Hun var snæversynet og utrolig nærtagende, for hun tog jo alt til sig som noget dårligt og negativt, kunne hun ikke se at han bare ville have hende op at køre igen? Han passede på hende, opvartede hende, så han var sikker på at det blev gjort ordentligt, så hun igen kunne komme på benene og kæmpe videre, for han vidste godt at byen ikke fungerede uden hende, det var noget af det første han havde været opmærksom på. Hun var kernen til at det hele kunne fungere, uden hende ville alt jo styrte sammen og det ønskede han jo heller ikke! Så hvorfor troede hun at han kom med ordrer og bare prøvede at sætte sig op imod hende? Han ville bare hjælpe hende, intet andet! Han rystede lettere opgivende på hovedet. ”Tiyanna,” startede han stilfærdigt, næsten som om hun havde været en lille pige, som han skulle prøve at forklare noget, ”jeg kommer ikke med ordrer, bare simple venlige forslag.” Han lænede sig lidt frem, så han kunne skænke hendes hovedbund et blidt kys. ”Og du gør klogt i at følge det,” hviskede han drillende, imens et muntert smil gled over hans læber. Han trak hovedet ganske let til sig, hvor han vendte blikket mod hende, med et skævt smil. ”Du er så snæversynet, jeg vil jo kun hjælp dig, sørge for at intet går galt, men bliver gjort på den rigtige måde, så du hurtigst som muligt kan komme op på benene igen og kæmpe videre,” lagde han roligt til med et muntert smil. Han håbede hun forstod ham, selvom.. det skete vel kun i hans drømme? Hun så det jo nok ikke på samme måde, men det var altså sådan at han havde det! Han ønskede hende intet ondt, det kunne hun vel godt regne ud? For dum var hun jo ikke!
At hun var udmattet, træt og fuldstændig smadret – bogstaveligtalt – forstod Raphael godt, og det gjorde ham selvfølgelig også en anelse bekymret, selvom han vidste at hun nok skulle komme sig, dog var han faktisk nysgerrig på hvad der var sket med hende, for det var det som skræmte ham mest! Han ville dog ikke fylde hende med en masse spørgsmål og kun irritere hende endnu mere, nej han ville lade hende få sin hvile og slappe af, så hun kunne genvinde kræfterne og derefter kunne hun jo fortælle ham hvad der var sket. Han vendte roligt blikket ned mod hende, som hun vendte sit op mod ham, hvor et morende smil gled over hans læber. Han kyssede hende drillende på næseroden, inden han blinkede drilsk til hende. ”Selvfølgelig giver jeg dig intet valg. Du er min lille pige, som jeg skal beskytte,” svarede han muntert, som han lod armene glide en anelse mere omkring hende, så hun kom en anelse tættere på ham, selvom han gjorde det forsigtigt, så hun ikke fik ondt, inden han slap en munter latter, så hun også vidste at det var for sjov, for han var jo heller ikke ude på at blive uvenner med hende, men.. hun havde vel også selv humor? Eller var hun helt humorforladt? Det håbede han da ikke for hendes skyld, for så var hun virkelig.. kedelig! Han lagde roligt hagen mod hendes skulder, som han vendte blikket mod dynen, som han roligt trak omkring hende. ”Jeg vil bare have at du har det godt,” hviskede han dæmpet, som han blev langt mere rolig og alvorlig, for han mente det!

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna var en kvinde som vidste hvad hun ville, hun vidste hvordan det skulle gøres og det var uden videre omsvøb. Selvom Raphael passede på hende, hvilket var noget som hun var noget så frygtelig glad for, for det var slet ikke det! Hun kunne ærlig talt slet ikke forestille sig en tilværelse uden, for han havde allerede gjort så meget for hende, selvom hun havde været meget modarbejdende ham og hans holdninger, selvom hun nød af hans beskyttelse og det at han faktisk gik med til at passe på hende. Hun sukkede i en tydelig protest og med blikket som hun vendte mod ham, idet at han kyssede hende mod hendes hovedbund. I bund og grund, så var det noget som hun faktisk godt kunne lide, selvom det nu heller ikke var noget som hun ønskede at vise ham, hvis hun ellers kunne blive fri for det. Hun vendte de mørke øjne stille op mod ham og med den samme spørgende mine som tidligere. ”Venlige forslag?” gentog hun en anelse forundret, for det var vidst noget af det sidste som det var! Hun rystede stille på hovedet. ”Jeg.. jeg ved godt at du kun gør det hele for at hjælpe mig, men der er virkelig ikke nogen grund til at stille mig svagere end hvad jeg er. Jeg klarede mig selv før du dukkede op i mit liv, husker du?” Hun vendte blikket ganske roligt mod ham og med den samme stilfærdige mine i ansigtet, for det var jo bare ren og skær ærlighed.
At ligge tæt ind til Raphael var faktisk noget som hun nød frygtelig godt af, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af. At han trykkede hende tættere ind mod sig, også selvom det gik forsigtigt for sig, var dog alligevel noget som hun også tydeligt kunne mærke, for hun var virkelig øm og hun havde ondt! At han direkte kaldte hende for en lille pige, var noget som hurtigt og tydeligt måtte fange hendes interesse og tydelige opmærksomhed, for det var heller ikke noget som hun var blevet kaldt igennem frygtelig mange år. Hun blinkede med øjnene, hvor hun selv ikke kunne lade være med at grine, selvom hun hurtigt holdt inde med det. Humor havde hun faktisk lidt af, selvom det nu heller ikke var noget som hun var meget vant til. Det hele gik på alvor her omkring så tid til latter og morskab var der aldrig meget af. Hun spændte let, hvor hun næsten endte med at trykke sig tættere på ham, for hun havde det virkelig ikke for godt! Hun gispede ganske svagt og bed sig svagt i læben og vendte blikket derefter også mod ham igen. Hun rystede stille på hovedet og med et skævt smil. ”Din lille pige?” gentog hun med et stille smil. ”Den sidste som kaldte mig for sin pige, efterlod mig alene..” Hun lukkede øjnene let. Hun følte et sted at hun kunne stole på Raphael og det var noget som hun selvfølgelig var frygtelig, frygtelig glad for. Hun lukkede øjnene ganske let endnu en gang, for hun var virkelig, virkelig udmattet, også selvom det slet ikke var noget som hun ønskede at give udtryk for direkte, hvis hun ellers kunne blive fri for det. Hun bed sig let i læben. ”Jeg har det meget bedre nu..” endte hun dæmpet. Sandt var det jo faktisk. Hun følte sig for en gangs skyld oprigtigt tryg igen.

[raphael]

Raphael vidste godt at Tiyanna var utrolig selvstændig og at hun altid havde været det. Han vidste også godt at hun havde klaret sig selv, passet på sig selv og beskyttet sig selv, inden han var kommet ind i hendes liv, så han vidste at det var noget nyt hun skulle vænne sig til, men.. var det virkelig så slemt at han passede på hende og værnede om hende? Det var jo ikke fordi at han gjorde hende ondt på nogen måde, faktisk ville han bare have at hun havde det godt og var godt tilpas, så han kunne ikke forstå at hun skulle være så modarbejdende hver gang! Han vendte de isblå øjne mod hende, da hun selv vendte sine mørke op mod ham, hvor han sendte hende et skævt smil. ”Du ser jo helt forkert på det Tiyanna. Jeg ser dig bestemt ikke som svag, for det er da det sidste som du er! Intet her i landsbyen kunne fungere uden dig, du er som.. tyngdekræften, du tiltrækker alle og alt, uden dig ville alt styrte sammen. Du er modig, viljestærk og utrolig dygtig, så ingen ser dig som svag, fordi du bliver slået tilbage en gang eller to. At være træt, såret, udmattet er ikke det samme som at være svag, for du giver jo ikke op, når du er frisk igen, så tager du jo endnu engang kampen op,” fortalte han stilfærdigt, som han mente hvert et eneste ord, og han håbede at hun også lyttede til dem og dermed også forstod ham og ikke så snæversynet på det! Han ville bare have at hun forstod ham, at hun vidste at han ikke gjorde dette fordi han mente at hun var svag, men fordi han gerne ville hjælpe hende til at komme op på hesten igen og kæmpe videre. ”Desuden bad du om hele pakken, hvilket er grunden til at jeg er så meget over dig,” tilføjede han roligt, uden at han tog blikket væk fra hende.
At Tiyanna faktisk endte med at grine til Raphaels ord, måtte et sted komme bag på ham, for han havde ærligtalt været bange for at hun ville misforstå hans ord og tro at han kaldte hende for svag, selvom det slet ikke var tilfældet! Et skævt og muntert smil gled over hans læber, skønt det dog hurtigt falmede, da han tydeligt kunne mærke at hun fik ondt, da hun selv tiede. Han lod armene krydse sig over hendes bryst, hvor hænderne greb fast omkring ved hendes skuldre, så han fik hende låst fast ind til hans egen krop, selvom de også endte med at sidde helt tæt. Han fnes kort. ”Du må vidst hellere slappe af,” hviskede han roligt, som han skænkede hendes kind et beroligende kys, imens han strøg hende over skuldrene. Han ville ikke have at hun kom mere til skade og fik ondt end hvad hun havde i forvejen, så det bedste var vel at få hende til at slappe af? Han vendte blikket en anelse forundret mod hende til hendes ord, inden et morende smil gled over hans ord. ”Tja.. kan man bebrejde ham? Så stædig, snæversynet og krævende som du er, og hundser rundt med alle, så er det vidst ikke overraskende at han forlod dig,” svarede han drillende, hvor han slap en munter latter, der kun understregede at det var for sjov og at han ikke mente det. Han lagde hovedet tæt ind mod hendes. ”Men det er også ærgerligt for ham, for.. han har mistet en fantastisk og smuk kvinde,” hviskede han i en næsten kærlig tone, mod hendes ene øre. At hun havde fået det bedre glædede ham, hvor et let smil gled over hans læber. ”Godt”