The Baby is coming!

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så roligt på damon som sov mens hun passe lille oliver, hun smile til den lille dreng hun bare syntes bare han var så nutte! hun så på damon og smile, "sikke du liner din far lille oliver, lig så nutte hehe " hun smile og fik ham til at fald til ro, hun smile før hun gik tilbage til sengen og lag ham igen på puden og lag sig ved siden af og kigge på den lille oliver, ind til han sov igen hvor efter hun lukke øjne med en hånd på ham faldt hun i søvne og vogne igen 3 timer sener, hvor lille oliver skulle amme sådan blev hun ved hele dagen og natten. i mens sørger hun for at spise, sove og holde øje med oliver og at Damon sov godt og lå behageligt, hun ville sådan ønske han ikke skulle gå når han vogne men han hade jo arbejde at passe og hun skulle passe hans søn.

[Deleted]

Damon var virkelig bange for at han ville sove dagen væk, hvis han endelig lagde sig til rette i sengen nu. Og ganske rigtigt, han kunne ikke engang huske at hans hoved var faldet til puden, før han var faldet i søvn. Han kunne slet ikke huske hvornår han sidst havde fået lov til at ligge ned i en seng med en dyne omkring sig og bare slappe af. For det var virkelig evigheder siden! Han slappede endelig af, også fordi at han vidste at han var i sikkerhed og det var virkelig også det som han anså som noget af det vigtigste. Oliver var i sikkerhed og Adeline også, så hvordan kunne det blive bedre end det? Hvor længe at han var væk, det vidste han ikke, men det var jo egentlig heller ikke fordi at han havde alverdens med tid til at skulle være her sammen med dem, så det at sove, var heller ikke noget som han ønskede i længden! Han vågnede igen frygtelig mange timer senere, direkte udmattet og alligevel så frisk og udhvilet. Han vendte sig stille i sengen, kvalte et gab og åbnede så endelig øjnene, idet han så sig omkring. Han sukkede dæmpet og næsten med en irritation. ”Jeg har sovet alt for længe..” mumlede han dæmpet og næsten med en irritation i stemmen, for det var virkelig ikke meningen at han skulle sove hele dagen væk!

[Adeline Magarita Jakson]

i sengen ved siden af damon, lå adeline i en ren silke nat kjole. hun lå på maven med lille oliver der lå på ryggen og sov noget så sødt, adelin's hår lå ud over ryggen og ned over olivers ben. hun mumle lidt mens hendes hånd blidt strøg den lille drengs mave, mens han lå og sov med en hånd halvt i munden. adeline var meget træt efter at have gået meget med oliver om natten og amme ham når han var sulten, oliver rørt lidt på sig og åbne de små øjne mens han begyndt at lav lyd der fik adeline til svagt at rør sig.

[Deleted]

Damon klemte øjnene let sammen. Han burde slet ikke have sovet så meget! Han sov jo sin fridag væk, og det var jo heller ikke noget som han ville få det mindste ud af, det var der heler ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Han vendte blikket, så han kunne få øje på Adeline som måtte ligge der med deres lille dreng på maven, hvor han selv ikke kunne lade være med at smile. Han satte sig forsigtigt op og med blikket hvilende på dem begge to. Knægten som var vågnet op og var begyndt at lave lyde, var noget af det første som fik hans opmærksomhed. Hun skulle helst ikke vågne, hvis hun havde været vågen hele natten, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Sch… du vækker din mor,” hviskede han roligt, som han varsomt tog knægten hen til sig og lagde trygt ned i hans egen favn og med det samme stille smil på læben. At han var far, var stadig noget af det mest fantastiske som han nogensinde havde oplevet! ”Og tager jeg ikke meget fejl, så holdt du hende vågen halve natten,” tilføjede han roligt og med det kærlige smil på læben. Han rejste sig forsigtigt op og gik let henover gulvet, også for at få den lille dreng til at være helt stille, så det kunne være at Adeline ville falde i søvn igen.

[Adeline Magarita Jakson]

adeline rørt lidt på sig ind til damon tog drengen, hvor hun ligesom faldt til ro igen da hun et sted inde i vist at det var damon der hade tage oliver, den lille drengen kigge op på damon og forsatte med at lave halv højre lyde og prøve at styr sin hænder der åbne og lukke sig og tærende krumme. drengen kigge op på damon, han forstod ikke hvad han sag men noget måtte være rigtig siden at damon smile til ham. han blev dog mere stille men kun kort før han begyndt at græde han var ved at være sulten. adeline rørt på sig og begyndt at skubbe sig selv op for at komme op og side og gned sig lidt i øjne og prøve at fokuser på omgivelserne.

[Deleted]

Damon ønskede på ingen måder at frarøve Adeline den mulighed for at sove og hvile, nu hvor hun endelig havde muligheden for det. Hun havde jo trods alt taget lille Oliver hele natten, hvor han bare havde ligget og dovnet den af, hvilket han faktisk havde det dårligt med. Den lille dreng var da noget så bedårende som intet andet overhovedet, men det var nu bare sådan at det nu måtte være, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Han smilede let til ham. Han var jo så lille! Så lille og alligevel et mirakel så stort, at man skulle tro at det måtte være løgn! At Oliver begyndte at skrige i stedet for, så det rev Adeline ud af søvnen, havde dog heller aldrig været hans hensigt på nogen måde! Han vendte blikket mod hende, hvor han roligt prøvede at tysse på den lille dreng og prøve at få ham til ro igen, også selvom han vidste, at det var direkte nytteløst. Han ville ikke kunne gøre noget som helst ved det, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Han sendte hende et stille smil og gik roligt hen til Adeline igen, hvor han satte sig ned på sengekanten ved siden af hende. ”Jeg mente ikke at vække dig,” sagde han dæmpet. Han havde allerede sovet alt for længe og han vidste det godt. Det var jo kun et spørgsmål om tid inden han igen ville være nødsaget til at skulle drage derfra igen, selovm han virkelig lystede at blive.

[Adeline Magarita Jakson]

adeline rette blikke mod damon og kysse ham engle blidt på kinden, "det okay.. han er bare sulten det her skal jeg i gennem de første par måender hvor han spiser ca vær 3 time" hun nusse hans kind før hun så på oliver og smile kærligt, "hej din lille trold var du sød ved far" hun smile og tog forsigtig den lille oliver og lave ham i venstre arme og fandt det venstre bryst frem og lag drengen til der med det samme suge sig fast og blev stille mens man kunne høre kraftig sug lyde, adeline smile og så på damon "du skal snart af sted ikke?.." spurte hun stille mens hun lag hovede mod hans skulder, hun ville ønske han ikke skulle gå men kunne blive her hos hende og oliver i sikkerhed, men han hade jo sit arbejde og det måtte han jo passe men.. hun viste det var egoistisk at be ham blive så hun valgt bare at blive stille.

[Deleted]

Damon havde ikke alverdens med tid, for han havde jo trods alt også sit arbejde at tage sig af. Nu hvor man kun måtte tigge og bede til at det hele ville få sig en endelse før eller siden, så han kunne være sammen med sin lille familie, for det at søge væk var noget af det sidste som han havde lyst til, det var der ikke nogen som helst tvivl om overhovedet! Han vendte blikket stille mod hende som hun satte sig på. ”Hver… 3. time?” gentog han tydeligt overrasket. Skulle de have mad så ofte?! Han blinkede let med øjnene. Et sted så følte han vel at han… svigtede hende, fordi at han var nødt til at tage sig af arbejdet? Ikke fordi at det var noget som gjorde det nemmere eller bedre for hans vedkommende, for det gjorde det virkelig ikke. Han lod hende læne sig ind mod ham, som hun skænkede Oliver maden, hvilket man også tydeligt kunne høre! Han lagde armen roligt omkring hende og trykkede hende tæt ind mod sin egen krop og kyssede ganske let hendes pande. ”Det skal jeg… desværre,” sagde han med en dæmpet stemme. Det var bestemt heller ikke fori at han var meget for det, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet.

[Adeline Magarita Jakson]

"ja hver 3 time, det i sært mælken de første par uger der særlig vigtig for der gode råstoffer i til ham.. og så bruger han jo meget energi på at vokse så han kan blive en stor sund dreng" hun så på damon og trykke sig ind til ham uden at forstyrre oliver der spiste lystig fra hendes bryst, hun ville sådan ønske at damon ikke skulle af sted, hun ville heller have han var hos dem og blev hos dem. "jeg ville ønske du ikke skulle gå" sag hun helt stille tydelig med en trist stemme mens hun mærke at tåre snart ville komme ned af hendes hende, "gid du kunne blive her.. hos mig.. hos os" hun nusse sig ind til ham.

[Deleted]

Damon ville elske at kunne blive sammen med dem, at vide at de havde det godt og det hele, for det var virkelig det som han anså som det mest vigtige. Han vendte blikket roligt mod hende og med et skævt smil. ”Jeg ville ønske at jeg kunne hjælpe noget mere,” sagde han stille. Det i sig selv, var faktisk ord som han måtte mene, for han ville elske at kunne være der sammen med hende, hjælpe hende og sørge for at hun havde det godt, og at hun faktisk også ville være i stand til at skulle hvile. Det var bestemt heller ikke fordi at Adeline gjorde det nemmere for ham, for han ville virkelig elske og nyde at kunne være sammen med hende, som han ville elske at være sammen med sin lille dreng. Han trak vejret dybt. ”Jeg ville give alt for at kunne blive sammen med jer, min kære.. dig og vores kære dreng. Men jeg er nødt til at tage af sted.. og det er desværre snart.” Han var bestemt heller ikke meget for tanken, men han kunne ikke gøre noget som helst ved det, om det jo så var noget som han ville det eller ikke, så var det jo egentlig bare sådan at det måtte være. ”Jeg vil komme så snart jeg kan igen.. det var bare rart at være sammen med dig igen,” hviskede han roligt mod hendes øre. Jo hurtigere han kom af sted, jo bedre ville det jo faktisk blive.

[Adeline Magarita Jakson]

adeline så på ham "jeg ved godt du ikke kan blive kære.. det jo ikke noget nyt" hun smil et lille sørgmodig smil og så på oliver hun nusse blidt drengens kind mens drengen stadig amme løs og hygge sig. hun smile og så på damon, "jeg følger dig på vej i dag" hun smile og kysse damon på kinden og lag hovede mod hans bryst og ville gerne kramme ham men hun hade jo oliver i armen så det var lidt svært, hun nød vært sekundet sammen med damon for de hade jo ikke så meget tid sammen som andre par hade, "jeg håber vi snart kan blive sammen.. os alle 4" hun ville også gerne se kildaria igen, "hihi nu kan du jo prale over for kildaria om hvilke fin søn du har fået" hun fnise og smile blidt til ham.

[Deleted]

Damon vendte blikket tydeligt mere sørgmodigt mod hende. Han var jo nødt til at passe arbejdet og hun vidste det jo godt. Det var skam heller ikke fordi at han ville belære hende med det, for hun var kendt med det, hvilket han også var udmærket klar over. Det gjorde dog heller ikke følelsen bedre alene den tanke om at han ikke kunne være der for sin familie, at han ikke kunne hjælpe hende med at passe på deres lille Oliver, for han ville da elske at være der og se ham vokse op! Han sendte hende et stille smil. ”Jeg ville også nyde at være her for at kunne passe på jer alle sammen,” hviskede han roligt. Det var skam også helt ærligt! Han rystede stille på hovedet. ”Du burde blive her og hvile dig, min kære.. Jeg ønsker ikke at du skal komme til skade,” påpegede han ikke mindst med en mindre bekymring i stemmen. Han ville bestemt heller ikke lyve for hende, men med et barn på armen og udmattelsen som han stadig så tydeligt kunne mærke at hun måtte sidde igen med, så var det jo selvfølgelig noget som også måtte spille ind for hans vedkommende. ”Jeg vil jo beskytte dig… og vores smukkeste og kæreste lille dreng så godt som jeg nu kan,” forklarede han videre og med et stille smil. Han lagde armene roligt omkring hende og trykkede hende meget varsomt ind mod sig. ”Jeg elsker dig, Adeline,” hviskede han stille mod hendes øre.

[Adeline Magarita Jakson]

adeline så på ham, hun kendet rutinen men hvorfor kunne de ikke snart blive sammen! hun ville så gerne de kunne flytte tilbage i et lille hus, bare dem og nyde live sammen. ikke som nu hvor de var fra hinanden hele tiden, og nu med deres dejlig lille oliver som damon nok knap nok kom til at se vokse og blive stor var et marridt syntes hun, "jeg elsker også dig damon.. af hele mit hjerte" hviske hun stille og blidt til ham, "kommer du snart og ser til os igen?" spurte hun efter lidt tid mens hun fik tage oliver fra bryste og lagt over skulderen for at bøvse, "jeg skal nok sende breve til dig.. om hvordan det går os.. og små tegninger og skitser af oliver så du kan se hvordan an ser ud" hun smile et lille blidt smile og prøve virkelig at skjule hvor knust hun var over han igen skulle rejse for at hjælpe nede på jorden, oliver kom med en fin lille bøvs men begyndt at græde, "jamen oliver dog hvad der galt" adeline prøve at vugge oliver til ro mens hun varme hans mave, måske sad der en ekster bøvs i klemme der nede.

[Deleted]

At de ikke bare kunne få lov til at få hinanden, var selv noget som virkelig måtte frustrere Damon og frygtelig meget. Det var ikke meget at kræve at være sammen med sin forlovede og lille søn, set i hans øjne om ikke andet, men der var desværre andre magter som også krævede hans opmærksomhed, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Han smilede let ved hendes ord og trykkede hende ganske roligt ind til sig. Han kendte hende umådelig godt efterhånden og vidste at hun var rigtig ked af det, men det var virkelig ikke fordi at dette var noget som han gjorde bevidst, for det gjorde han altså slet ikke! ”Jeg vil komme så hurtigt jeg kan, min skat..” hviskede han stille og vendte blikket roligt mod hende endnu en gang, som hun fik knægten op, så han kunne bøvse. Hun var allerede en fantastisk mor, så han var da i den grad overbevist om at det hele nok skulle gå når det endelig måtte komme til stykket, det var helt sikkert. Han lod hånden roligt stryge over Olivers kind, idet at han begyndte at græde. Det skar ham virkelig i hans hjerte at se knægten ligge og græde sådan, for han vidste da slet ikke hvad han skulle gøre! ”Skattemand.. hvad er der..” Han strøg ham næsten beroligende og spørgende over hovedet, også selvom han vidste, at han slet ikke kunne sige hvad det var.

[Adeline Magarita Jakson]

adeline vugge den lige nu utrøstelig oliver, "jeg forstå ikke.. hvad græder han for" hun så på damon i håb om råd men han viste sikkert ikke beder ind hun, hun nusse hvider olivers mave for at få det ekster luft op vis der var mere. hun vist virkelig ikke hvad der var galt, oliver græde og græde og adeline følt sig knust over at se den lille oliver græde så meget, "så så lille skat rolig " hun lag olivers hovede mod bryste og banke ham blidt på ryggen, efter lidt kom en bøvs mere og oliver, gik fra at græde til at hulke og der efter til at snøfte og til sidst sov han. adeline sukke stille, og lette over at lille oliver enlig var falden til ro og sov op af hende nu, hun så på damon og smile og kysse damon på hans kind, "har du stadig min engle fjer?" spurte hun stille for ikke at vække lille oliver.