The Baby is coming!

[Adeline Magarita Jakson]

Det var meget tidlige morgen i himmeriget, de fleste engle sov stadig da klokken kun var 5.30 om morgen, men så var dem der var lys vågne men stadig lå i sengen, mens andre stod omkring den liggen engle. 2 brev duer var sendt af sted, da man ville være sikker på at manden fik mindste den ene besked. beskeden var til damon, i brev stod der 'fødslen er ved at begynde kom hurtigst muligt engle vil vente på dig og tage sig med tilbage til himmeriget. i seng lå adeline i en silke natkjole med dyne over maven med bene fri og bøje så 2 kvindelig engle var ved fod enden af sengen kunne holde øje med hvornår de skulle be hende om at presse, adeline gispe og hulke da det gjorde sindssyg ondt, den ene engle kom op til hende og lag en klud på hendes pande, "prøve at slappe af søde" adeline gispe og bed tænderne sammen da en ve skylde ind over hende, det var meget længe siden adeline så damon sidste, hun så mod døren til sit værelse. "vi kan ikke vente meget mere.. vi snart nød til at starte" adeline så på dem og ryste på hovedet "nej..nej.. ikke..ikke før han kommer.. han love det" gispe hun mens tår af smerte trille ned over hendes kinder, han hade love at komme og være der, det var jo deres baby der var på vej. hun gav et skrig fra sig da en stærk ve kom som hun ikke vare forberedt på, "vi er nød til at starte eller mister du barnet" adeline begyndt at græde mens hun så godt hun kunne presse selv om hun ikke kunne finde styrken til det, "jeg vil have damon!" råbt hun i smerte mens hun prøve at komme om på siden, men den ene engle trykke hende ned på ryggen igen. "du nød til at ligge stille!" bad begge kvindelig engle mens adeline i smerte og frygt prøve at komme op og side, "få den ting ud af mig!" hyle hun da ind nu en ve kom og hun prøve at presse.

[Deleted]

Damon var virkelig grebet af en panik da han havde modtaget brevduerne med beskeden omkring Adelines fødsel. Var den allerede i gang? Og uden ham ved sig?! Det var virkelig unfair! Virkelig, virkelig unfair! Han havde fået tvunget Kildaria til himmels, også selvom de begge var godt tynde. Maden var knap og det var noget som i den grad også måtte irritere ham noget så frygtelig voldsomt. Han greb fast om tøjlerne for at tvinge hende op, også selvom det virkelig var noget som tog umådelig meget på kræfterne til dem begge to, men han ville være der! Det havde været et løfte som han havde skænket hende og det var noget som han i den grad også agtede at skulle holde og på alle måder endda! Alt det andet var ham virkelig fuldkommen uaktuelt! Han trak vejret dybt, idet han nåede den endelige højde for en jordbunden også selvom han ikke brød sig om det. Hvor pokker var englene som ville eskortere ham videre herfra!? ”Fordømt..” mumlede han let for sig selv, som han kun ganske kort prøvede at tvinge Kildaria højere op, men hun kunne bare ikke! Svagt brummede hun og vendte sig mod ham. *Jeg kan ikke komme højere op, Damon!* sagde hun med en tydelig træt stemme. Det var de begge to. Arbejdet havde virkelig taget umådelig meget på dem begge, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt på nogen som helst måde overhovedet, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var det jo trods alt også bare den rene sandhed. Han sukkede. ”Jamen… Jeg må derop!” udbrød han med en kraftig stemme.
To skikkelser søgte ned forbi skydækket. Fuldkommen iklædt i hvidt og med de store hvide vinger, så var Damon bestemt heller ikke i tvivl om at det måtte være engle. Måske dem som skulle eskortere ham videre herfra? ”Damon?” spurgte den ene og med en engleblid stemme, som ikke ønskede at forvolde noget ondt. Han nikkede. ”Det er mig..” sagde han stilfærdigt. ”Deres forlovede er i færd med at..” Damon afbrød dem mere eller mindre med det samme, selvom det slet ikke havde været hans mening. ”Det ved jeg udmærket godt hun er! Før mig til hende!” bad han mere dæmpet, dog alligevel tryglende, for han havde jo lovet at være der! Englene sendte ham et overbærende smil, fløj ham i møde, hvor de tog fat omkring hans arme, hvilket også tvang ham til at slippe tøjlerne. ”Jeg kommer når det er overstået, Kildaria.. Hold dig højt i mellemtiden,” bad han stilfærdigt, idet han blev hævet til himmels og igennem skydækket. Himmeriget var jo på ingen måde som han havde regnet med. Det var jo.. fantastisk! Det var lyst, det var varmt! Englene satte ham af ved Adelines værelse og lod ham gå ind. Han tøvede ikke med at storme ind af døren. ”Adeline! Kære… så er jeg her..” Han var møgbeskidt, han var tynd og han var træt, selvom han ønskede at være der! Hurtigt hastede han hen til sengen, hvor han greb omkring hendes hånd. Nu behøvede hun ikke at være urolig mere. Nu var han der!

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline var midt i at presse da damon tråde ind, hun gispe og så på ham. "det var på tide!" bed hun svagt efter ham på grund af smerten, hun gispe mens de to engle kvinder så på damon og smile venligt, "du nød til at presse til søde ellers kommer den aldrig ud" adeline så på dem tydelig i panik, og med stor smerte "jeg gør det så godt jeg kan!" græd hun mens hun presse på ny da en ve kom, hun klemt til om damons hår og lag hovedet tilbage. "jeg kan se hovedet!" sag kvinden der var mellem hendes ben, mens den anden engle med det samme fandt et smukt silkeblødt tæppe frem til den lille der meget snart ville se dagens lys, adeline gispe og hev damon helt hen til sig. mens hun små bande i smerte det var ikke for at være ond ved ham, men det her gjorde helves ondt!! "damon jeg bange!" gispe hun og kom til at skrig igen da en ny ve kom "kom nu søde bare et par pres mere så skulderne ude og så kan vi få den helt ud!" sag kvinden der tydelig vis lød spændt og bekymret for samme tid, adeline gispe og fik hænderne om damons tøj og holdt fast i ham, mens hun presse som en gal for at få det hun syntes var et forbandet barn lige nu! hun tænkt ikke over damon var beskidt eller hun selv blev lidt beskidt af at rør ham, men hun hade brug for ham tæt på lig nu for det her gjorde mere ondt ind hun hade tur troede på. adeline holdt fast i damon, hele tiden mens hun halv græd og halv bed smerten i sig, hvorfor skulle det gøre så ondt at føde! hun hade sådan glæde sig, nu ønske hun bare den lille ikke kom ud. hun så på damon, tros hun enlig var midt i en fødsel lag hun mærke til hvor tynd han var, og beskidt hvilke gjorde hende meget bekymret. en ve mere kom og adeline knytte hænderne om hans trøje og gispe meget og følt hun skulle besvime "sådan.. næste næsten bare et pres mere!" sag kvinden ivrigt mens hun så ud til at syntes det her var en ren mirakel fødsel, adeline vine og gjorde klar til det sidste pres mens hun så på damon, og i refleks kysse hun ham mens den næste ve kom og hun presse og mærke den lille smutte ud som en madle, kvinden tog barnet og gav engle der pakke den lille godt ind, hun puste forsigtig ned ind i den lilles næse så dens lunger udhvide sig. der kom lidt lyd og der efter kom det barne gråd, adeline slap kysset og slap damon hvor hun træt fladt tilbage i sengen, englen smile og så på den lille. "en fin lille dreng" sag kvinden der holdt den lille dreng, helt lys med lidt sort hår på hovedet, og vis man så hans øjne var blågrønne. kvinden pakke den lille dreng lidt op hvor navle strengen stadig var, kvinden fandt en lille saks og et stykke snor hun bandt om strengen så der kun var 1 cm mellem starten af drengen navle og ud, "vil du klippe navle strengen" spurte hun damon og smile. adeline gispe og ryste i kroppen, mens der stadig kom vand og blod ud fra hende.

[Deleted]

Damon ønskede på ingen måde, at skulle undgå denne situation, selvom det virkelig bekymrede ham noget så frygtelig voldsomt at skulle se hende ligge der i denne smerte! Han ville ønske at han kunne tage den fra hende og nu hvor hun måtte ligge der, så ville han selvfølgelig hjælpe hende igennem det så godt som det nu var ham menneskelig muligt, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hans hjerte hamrede som en sindssyg mod hans bryst, bare at skulle se hende ligge der. Han havde hørt meget om at fødsler skulle være noget af det mest fantastiske som man kunne komme over, selvom han nu ikke måtte være af helt samme mening! At der var chancer for at barnet ikke engang måtte være hans, var noget som han havde tænkt over, selvom det nu slet ikke var en tanke som han tænkte over i øjeblikket. Det vigtigste var jo egentlig bare, at han kunne få lov til at være der igennem dette, at få lov til at være der for hende og med hende igennem dette som hun skulle igennem, for det var noget som han mildest talt nægtede hende at gøre alene! Hånden holdt godt og trygt omkring hendes, også mest for at lade hende vide, at han var der og at han ville hjælpe hende så godt igennem det som det var ham menneskelig muligt at gøre! ”Ja, jeg blev opholdt.. undskyld,” sagde han stille. Han kunne vel godt fornemme at det måtte være hendes smerte som måtte tale for hende?
Veerne måtte komme, hun måtte skrige, vride sig og presse, hvilket i den grad var noget som Damon fulgte meget godt med på. Det var heller ikke fordi at man havde regnet med at nogen ville føde i disse tider og specielt ikke med tanke til at det måtte være en mund mere som man skulle mætte og Procias stod bestemt heller ikke godt for øjeblikket, selvom det nu bare måtte være det. Det var heller ikke fordi at der var noget som man direkte kunne gøre ved det og det var bestemt heller ikke fordi at det var hans mening i det hele taget. Han knugede kraftigt omkring hendes hånd som hun måtte vælge at presse, for han ønskede bestemt heller ikke at hun skulle sidde og have det direkte elendigt med den ene eller den anden tanke. Kysset som hun valgte at skænke ham, idet at hun måtte presse en sidste gang for at lade barnet komme til verden, hvor han selv holdt det, selvom det dog blev brudt, som han måtte meddeles den nyhed; Han var blevet far! Han sendte hende et stort og dog alligevel træt smil. ”Hvor er jeg dog stolt af dig, Adeline!” sagde han lykkeligt. Han strøg hendes kind og skænkede hendes pande et let kys. Han vendte sig stille mod den lille dreng som måtte hvile i englenes arme og mod den store navlestreng. Han var virkelig bange for at gøre noget forkert! ”O-okay..” mumlede han stille og strøg hånden let usikkert igennem håret. Ville det gøre ondt at klippe den over? I så fald, så var det jo slet ikke noget som skulle have lov til at komme på tale, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han vendte sig direkte usikkert mod dem og med den samme kortfattede mine. Han var virkelig bange for at gøre det ene eller det andet forkert!

[Adeline Magarita Jakson]

adeline lå bare i sengen og gispe efter luft, smerten var der i nu og det føltes som en brænd mellem hendes ben. englen så på ham, "bare rolig det vil ikke gør ondt" engle smile varmt og venligt. adeline fik øjne åbne og dreje hovede så hun kunne se ryggen af damon, "b-blev det en fin en" spurte hun træt mens englen der hade tage i mod drengen tog i mod moderkagen der kom ud og smed væk, hvor efter hun heale adeline så smerten forsvandt. adeline fik hjælp til at komme op og side ordenlig op af hovede gæret, hun var træt noget så træt hun hade haft små veer hele natten men her ved morgen tid var det gået stærkt. klokken var bleven 10 nu så fødselen hade vare et par timer, da damon klippe navle strengen græd drengen stadig. for sådan en lille fyr var verden så stor og skrammen, "vil de hold ham" spurte englen venligt og så på ham, adeline hade ind nu ikke set drengen da damons ryg skjulte udsynet til deres lille ny, *jeg er bleven mor!* tænkte hun mærke glædes tåre trille ned af kinderne mens et smile hade brændt sig fast i hendes kinder, hun hade fået dyne over bene og op omkring maven der stadig var rund, der ville gå nogle tide inde den blev slank igen. hun så nu nærmer på damon, og lag mærke til hvor tynd hun var. "anja.. kunne du komme med lidt morgen mad tak" spurte hun englen der også var hende der hade bedt hede presse under fødslen, "jeg skynder mig" hun smile og fik ud af værelset sammen med den anden engle efter damon tog drengen, adeline så på damon da han vente sig mod hende og hun så deres dreng for første gang, hun begyndt helt at græde i glæde mens hun smile "hvor er han smuk" Hulke hun og så på damon.

[Deleted]

Damon vidste slet ikke hvad han skulle gøre. Han ville egentlig bare sikre sig, at det ikke var noget som ville gøre ondt på den lille dreng. Han var fantastisk og ikke mindst perfekt på alle måder! Nu hvor han så hvad hun havde kæmpet for igennem disse timer, så forstod han godt det fantastiske i en fødsel! Han klippede navlestrengen over, hvor han ganske forsigtigt tog imod den lille dreng, som han trygt måtte lægge på sine arme. Skuldrene røg mere eller mindre automatisk helt op under hans øre, som var han panisk bange for at han ville tabe den lille dreng, hvilket han et sted også var bange for, for det var jo slet ikke noget som han ville! Ikke på vilkår! Han kunne slet ikke lade være med at smile ved den tanke alene. Bare alene den tanke om at han var blevet en far, var ganske enkelt fantastisk! ”Jeg er blevet far..” var det eneste som han sagde til sig selv, idet han vendte sig mod Adeline som var kommet op at sidde. Hun så mere træt ud end det som han følte sig, selvom han udmærket godt kunne forstå hende. Hun havde virkelig klaret det fantastisk godt og han var i den grad også frygtelig stolt af hende. Han gik med utrolige varsomme skridt mod hende, hvor han satte sig på sengekanten med den lille dreng i sine hænder. Han var jo så lille, at han kunne ligge i Damons egne hænder! ”Han er så lille..” bemærkede han som noget af det første. Så lille og noget så skrøbelig! Han ville beskytte den lille dreng for alt i verden. Intet skulle have lov til at ramme hans kære lille dreng på denne her måde, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Han vendte blikket stille mod Adeline og med det store og stolte smil. Han kunne virkelig ikke begribe, at han var blevet far! ”Her min kære.. Du skal også holde ham,” sagde han roligt, som han roligt rejste sig fra sengekanten, kun for at lade den lille dreng stille blive lagt mod hendes bryst, så det heller ikke ville være den største anstrengelse for hende. Han strøg hende roligt over håret. ”Du har skænket os det mest perfekte barn jeg nogensinde har set.”

[Adeline Magarita Jakson]

adeline så på ham og smile, at se demons glade ansigt over den lille drenge. hun smile stort mens hun fjerne glædes tåren der stadig strømme ned af hendes kinder, hun var så frygtelig træt men sikkert ikke så træt som damon. smerterne hun hade være igennem det var det hele vær, at hun hade skænke ham en perfekt lille søn var det vigtigste for hende, hun kunne høre hans stille hviske til sig selv om han var bleven far, og hun smile bare ind nu mere. at den lille dreng var så lille at han kunne være i damons hånd var helt underligt, men det måtte vel være normalt ikke? hun mærke damon sætte sig i sengen og så på den lille, "han liner dig min kære" sag hun stille som drengen begyndt at falde en smule til ro og åbne de små øjne en smule for første gang, "han er virkelig helt perfekt" sag hun og mærke damon lægge drengen på hendes bryst, hun lag forsigtig hænderne på drengens ryg hun var bange for at masse ham. drengen lave lidt lyd hvilke med det samme fik adeline til at nynne og nusse ham berolige på ryggen for han ikke skulle græde, "så så lille skat" sag hun helt stille og lod fingrene stryg drengen over de små rød kinder, hun så på damon og smile og led den fri hånd strøg ham over kinden. "jeg glad for du nåde det" sag hun stille mens hun hade hånd på drengen så han ikke vælte ned. englen adeline hade bedt om at hente mad kom ind med et fad med frugt og brød med lidt pålæg, hun satte bakken på et lille sofa bord og så på dem, hun så på damon og smile "vis de har lyst kan de friske dem op på badeværelset lige der over.. de må være træt efter den lange tur her til" hun smile og gik hen til adeline og tjekke drengen veje ham og målt ham, "han er fin 52 cm og godt og vel 4200 gram " adeline smile og så på hende, "tak for hjælpen" englen smile og gik igen så de kunne få lidt fred og nyde at de lige var bleven forælder. adeline så på damon og smile "måske det var en god ide du frisk dig op søde.. du ser ud til at kunne trænge til det.. bare rolig vi er her stadig når du er tilbage" hun smile og nusse damons kind og fik ham blidt trække hen til sig og gav hans læber et blidt kys, "du har ret.. vi har fået den meste perfekte dreng vi kunne ønske os" hun smile og så på drengen der lå og bevæge sig lidt og hade åbne øjne lidt mere så de blå/grønne øjne kigge lidt rundt man kunne se han stadig ikke kunne fokuser helt på deres ansigter men han prøve.

[Deleted]

Damon var virkelig begribelsen af ren og skær lykke, for han kunne virkelig ikke begribe at han havde være med til at skabe sådan en lille skikkelse. Det måtte virkelig været et af livets mange små mirakler, det var han så sandelig slet ikke i tvivl om Måske at det måtte være hans, men nu hvor han måtte se til den lille skikkelse som måtte hvile i hans hænder, så var han slet ikke i tvivl om at det jo faktisk måtte være hans egen. Han kunne slet ikke lade være med at smile, som han måtte se til den lille dreng. Det måtte være hans biologisk, også selvom det slet ikke var noget som ville have det mindste for ham af betydning, om det jo så havde været necromancerens. Ikke fordi at det var en tanke som han tænkte over lige for øjeblikket, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Han måtte sende hende et stille og roligt smil, som hun strøg ham over hans kind, for det var virkelig rart. ”Jeg kom så hurtigt, at det var mig menneskelig muligt,” fortalte han stille. Lige nu ville han bestemt heller ikke have noget imod en hvil, selvom han dog var overbevist om at det var noget som hun havde mere brug for end det som han havde, hvad end om det var noget som hun ville det eller ikke. Han smilede et drillende smil til hende. ”Ja, hvis det er fordi at jeg ser forfærdelig ud, hvorfor så ikke bare sige det?” spurgte han med en tydeligt drillende mine, idet han lænede sig frem, kun for at skulle skænke hendes læber et dybt og intenst kys. Han havde i den grad manglet hende! At den anden engel var kommet tilbage med en bakke mad, var end ikke noget som han lagde synderlig meget mærke til, for hans fokus lå på hans lille familie. Den lille familie som befandt sig foran ham for øjeblikket, så selvfølgelig var det også noget som måtte spille frygtelig meget ind på alle måder endda. Han strøg roligt over hendes kind og nikkede så. ”Jeg gør mig lidt i stand.. så må du jo undvære mig så længe..” Han skænkede hendes pande et langtrukkent kys idet han trak sig væk fra hende og bevægede sig forsigtigt ud på badeværelset. Tynd var han blevet. Han knoklede sin røv i laser igennem hans arbejde og han kæmpede virkelig med at holde sig på benene, for det var jo heller ikke fordi at der var mad nok til at blive mæt til nogen som helst, så selvfølgelig var det også noget som spillet ind for deres vedkommende. Han fik blusen trukket over hovedet og betragtede sit tynde bryst med en mindre utilfreds mine. Så snart at han havde muligheden, så skulle han i den grad gøre noget ved det! Han begyndte at vaske sig, godt nok stille og roligt, selvom han virkelig allerede nu måtte længtes at komme tilbage til hans kære Adeline og hans lille søn. Han kunne virkelig ikke være andet end lykkelig når han var sammen med dem!

[Adeline Magarita Jakson]

adeline smile og fnise ved hans kommentar, "du ved da jeg aldrig ville kunne sige du ser forfærdelig ud min skat" sag hun og smile uskyldig. hun nød hans kys både på læberne og på panden, "jeg savner dig allerred" sag hun og smile og kigge ned på det lille dreng, den dreng line virkelig damon syntes hun, og det fik hende til at smile "så fik jeg min mini damon" mumle hun og strøg drengen over ryggen og op i nakken og nød at mærke den lille krop mod sit bryste, hun tænkt slet ikke på icthan mere det eneste der var i hendes hovede var at beskytte den lille dreng, elske ham og søger for han blev stor og stærk. hun nusse drengen blidt "hvor er du bare lille mit barn " hviske hun og nød virkelig det her, alt smerten var det hele vær for hun hade fået en velskabt dreng sammen med sin højt elskede forlove det kunne næsten ikke blive beder. drengen begyndt at græde og forsigtig tog hun drengen i armen og vugge ham, da det ikke hjalp tog hun det ene bryst frem over natkjolen og lag drengen til der ren instinktivt suge sig fast og begyndte at amme, hvilke var en skøn følelse da hendes bryst var fyldt med mælk og var meget følsomme. hun smile og holdt armen godt under drengen og støtte hans hovede, da damon kom ind igen stråle hun som en lille sol. "vis du sulten er der mad på fadet.. jeg kan se du ikke får nok at spise.. så tænkt du var sulten" hun smile og bøje det ene ben lidt under dyne, drengen amme lystig hvider og hade de små knytte hænder op under hagen mens hans små tær krølle og bevæge sig, drengen skulle jo lige lære at styr sin krops bevægelser.

[Deleted]

Damon vidste udmærket godt, at han ikke spiste nok, men han kunne heller ikke spise mere end det som han faktisk havde lov til. De var mange som var bosatte her i landet, så det var jo heller ikke fordi at der var meget til nogen som helst. Børn fik selvfølgelig mest og dem som var nybagte forældre, så om det var en gode som han ville nyde af, vidste han ikke. Han klarede sig, så det var jo heller ikke direkte fordi at det var direkte nødvendigt i hans øjne. Der var sikkert så mange andre, som havde mere brug for den mad end det som han selv havde. Han fik sig vasket og tørret, så han bare lignede sig selv en smule, inden han kom ud til hende igen. Han strålede virkelig som en sol af den rene lykke. Dette var virkelig hvad man kunne kalde en lykkelig lille familie! Icthan var slet ikke en mand som han skænkede en eneste tanke, for den lille dreng var hans søn og han ville i den grad gøre hvad han kunne for at beskytte ham og Adeline fra alt det onde som verdenen havde at byde på, for han ønskede bestemt heller ikke, at de skulle komme galt af sted nogen af dem! Han sendte hende et smil. ”Er du sikker på, at du ikke også vil have noget?” spurgte han stille, også selvom han kunne mærke, at han mave virkelig skreg efter næring og en god hvile, for det var i den grad også noget som han efterhånden havde så desperat brug for, selvom det bestemt heller ikke var noget som man kunne sige, var nemt at skaffe sig på landjorden, for det var det bestemt ikke! Han trak vejret dybt og gik tilbage til sengen, hvor han vendte blikket mod den lille dreng. Han kunne virkelig ikke forstå at noget så småt kunne blive til noget så fantastisk. Den følelse som han sad med; Stolthed og lykke. Det var virkelig noget af det mest fantastiske som han nogensinde havde oplevet! ”Der er heller ikke meget mad til nogen af os på jorden, Adeline..” sagde han stille, som vendte blikket stille mod hende endnu en gang. Han strøg hånden roligt over hendes kind. ”Jeg klarer mig.. spis du bare,” forsikrede han med et stille smil på læben. Der var vel heller ikke nogen grund til at skulle lyve.. direkte?

[Adeline Magarita Jakson]

adeline smile og så på ham, hans smile varme hendes hjerte lige så meget som den lille dreng på hendes bryst. hun så på ham og nød ham stryg hende over kinden, "jeg ikke sulten " sag hun stille "maden bestilt jeg ude lukken for din skylde min kære.. spis jeg kan ikke lig at se du ikke får nok det gør mig bare mere urolig for dig og kildaria.. jeg får alt det jeg har brug for her oppe, lige nu er det vigtigste at du får mad" hun smile blidt. hun så på drengen der amme hvider og så ud til at nyde sin mad, "din søn er en vær slug hals allerred" hun smile og måtte fjerne et par glædes tår, "jeg kan ikke fatte vi har kunne skabe sådan en perfekt lille dreng" hun trak vejer dybt og ryste svagt bare i glæde hun viste ikke hvor hun skulle gør af alt den glæde, hun så på Damon og smile "bliver du her i dag.. eller.. kalder arbejde på dig snart" hun så på ham, håbe han ville blive hos hende og nyde at være sammen med deres søn de første timer af hans liv, det betød meget for hende at han ville være hos dem og i sær hende, hun hade sådan savne ham. enlig slap drengen bryste, og lucia kom mere op og side og klappe drengen blidt på ryggen til en bøvs kom "flot min lille skat" hun smile og lag drengen på sin ben og nusse ham på maven "damon.. henne i det lille skab i øverste skuffe ligger en strikke sparke dragt som min nabo har lav til mig.. vil du vær sød at give mig den.. jeg vil nødig se ham fryse" hun så på damon før hun igen så på drengen for at sikker sig han ikke pluslige forsvandt, hun så på drengen mætte og fredfyldte ansigt mens hun smile og fjerne glædes tåre hele tiden, hun lid drengen gribe om hendes ene finger "nåå du en stærk lille en.. lige som din far" hun smile og så på damon hendes kort går klædt hende nu enlig meget godt det gik hende jo kun til skulderne und tagen to totter der han for and hende der blev holdt nede af tog lidt tunge sølv ringe i der holdt dem lige.

[Deleted]

Damon måtte virkelig erkende, at han havde noget af en appetit, selvom der sikkert var så mange andre som kunne bruge den mad mere end det som han kunne. Han måtte i den grad indrømme, at det på ingen måde var nemt at være en borger i Procias nu om dage, selvom kongehuset tydeligt kæmpet for at opretholde den ro og orden. Han stolede på at det før eller siden skulle gå i deres retning, selvom.. ja, det var vel bare at håbe på alt for meget et sted? Det var virkelig et massivt kaos som der skulle ryddes op i denne gang! Ikke fordi at det var der at hans tanker måtte hvile for øjeblikket. Nej, for det hvilede på hans elskede forlovede og deres lille søn. Han kunne virkelig ikke være andet end lykkelig, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt på nogen som helst måde overhovedet. Han smilede.. det var jo heller ikke fordi at han kunne lade være! ”I så fald, så må jeg sige mange tak,” sagde han roligt. Han lod hånden fortsætte de rolige strøg over hendes kind. Han kunne ikke lade være. Det som han havde for sig, var virkelig noget som kunne gøre ham noget så frygtelig lykkelig, så det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som måtte sige så lidt på nogen som helst måde overhovedet! Han rejste sig som det første og gik hen for at hente den strikkede sparkedragt. Så lille som den var! Lige så lille som deres lille dreng. Han vendte sig mod hende. ”Jeg har fri hele dagen.. så jeg kan være her sammen med jer,” begyndte han roligt. Han havde selv valgt at tage fri, for sådan som han måtte knokle, så kunne han i den grad godt få lidt tid sammen med hans familie. Det ville han i alle fald mene var fortjent og specielt nu hvor han var blevet far for første gang! Han smilede et stille smil og gav hende den. ”Han er perfekt.. på alle måder, min kære..” sagde han roligt. Han kunne virkelig ikke begribe det! Han satte sig igen ned og tog fadet med mad hen til sig. Det så virkelig, virkelig lækkert ud! Han tog stille fat om noget frugt og begyndte at spise. Det var jo lige før at han skulle koncentrere sig om at spise med måde, for han ville i den grad ikke sidde og fråse maden i sig foran hende!

[Adeline Magarita Jakson]

adeline smile og forsigtig gav hun drengen den lille sparke dragten på, hun smile drengen var dog lidt utilfreds ved at blive putte i dragten "så så lille skat det jo for du ikke skal fryse" hun smile og tog drengen op under armen og forsigtig løfte ham så hans fødder var på hendes lår, "du er vel nok en søde lille dreng" hun smile og lag ham igen forsigtig i armen, hun nusse ham på maven mens hun nynne for ham til han sov i hendes arme. hun så på damon og kunne se han gjorde sig umage for at spise pænt, "det lyder dejligt at du har fri i dag" hun smile og fik sat sig hen ved siden af ham, hun kysse ham blidt på kinden og så på ham før hun kigge på drengen "ja vi har gjordet et godt stykke arbejde med ham" hun smile og så på damon "og jeg kunne slet ikke have lave ham uden din hjælp min kære" hun kysse ham blidt på kinden og smile meget glad og nød at han var hos hende, og deres lille ny "så mangler vi bare at finde ham et godt navn" hun smile og fnise "vi kunne jo kald ham mini damon men det ville vær synd der er jo kun en som dig" hun smile og kysse igen damon på kinden.

[Deleted]

Damon kunne virkelig ikke lade være med at smile ved tanken om at han var far til noget af det mest perfekte som han nogensinde havde set. Det var en tanke som virkelig måtte glæde ham og noget så frygtelig meget endda, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket på denne her måde. Han smilede bare ved synet, også selvom han var for træt til det, så kunne han simpelthen ikke lade være, hvilket i den grad også var noget som virkelig måtte more ham og noget så frygtelig voldsomt, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Han havde fri, så han kunne være sammen med dem, så det var jo egentlig bare at nyde det så længe at det var dem menneskelig muligt? Det var jo heller ikke fordi at han kunne blive her, selvom han virkelig, virkelig gerne ville det. Bare være sammen med hans kære forlovede og hans lille søn. ”Jeg kunne ikke drømme om at tage på arbejde i dag! Desuden… så lovede jeg at være her.. og det agter jeg at holde.” Han rykkede roligt tættere på hende og med blikket på den lille dreng. Han havde virkelig aldrig set noget så perfekt som det de havde fået skabt sammen. I sig selv, så var han slet ikke i tvivl om at knægten måtte være hans biologisk. Der var så mange ligheder, det var noget som han bare kunne se allerede, så det måtte jo være sådan at det var i sandhed! Han vendte blikket mod hende, som han tvang resten af hans frugt i sig, hvor han næsten glemte at tygge. Det føles bare godt at få noget i maven! ”Et.. navn?” gentog han. Han måtte erkende at han med alt det arbejde, slet ikke havde tænkt den tanke.

[Adeline Magarita Jakson]

adeline smile og så på ham "stadig sulten du kan stadig få mere" hun smile og så på ham, hun nusse ham blidt i nakken og så på ham. "ja med minder vil skal kalde ham lille skat og bitte mus hele live" hun fnise "du har måske ingen ynglings navne" hun smile og så på ham "du behøver ikke tænke på det nu min skat..det ikke så vigtig.. det meget vigtigere at du slapper af og er sammen med mig og din søn" un smile og kysse Damon på kinden, "du godt klar over hvor meget jeg har savne dig ikke" hun smile og læne sig lidt op af damon mens hun hade drengen i armen, hvor han lå og sov tryg og godt. "tja vi sikker på en ting.. han er din søn.. fuld og holden" hun smile og nusse ham blidt i nakken, og smile mens hun nøde at være sammen med damon plus deres lille dreng. han var helt perfekt der var ikke en fejl ved ham i hendes øjne, han ville sikkert blive en sund drage rytter som hun altid ville være stolt af lige meget hvad. "jeg fatter stadig ikke vi blev forælder.. jeg troede aldrig jeg skulle være så heldig at få en lille baby.. og slet ikke sådan en perfekt dreng" hun så på damon "jeg kan takke dig for det min kære.. uden dig hade vi slet ikke fået ham" hun kysse damon på munden efter han hade snakke, hun nød hans kys og så ham i øjne og nusse ham i nakken.