The Baby is coming!

[Deleted]

Damon rystede stille på hovedet, selvom hans sult på ingen måde var blevet stillet endnu, så var det ikke noget som han ville tænke mere over lige netop nu. ”Jeg skal nok klare det, min kære,” sagde han stille. Igen, så ville han heler ikke spise så meget at det ville gå ud over andre, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om! Han vendte blikket mod hende, som han roligt satte sig helt tæt på hende, så hun havde noget at skulle kunne læne sig op af i den anden ende, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det nu endeligt måtte være. Han blinkede let med øjnene og lod hovedet søge stille mod hendes. Han ville egentlig bare gerne have hende så tæt på som det nu måtte være ham menneskelig muligt. ”Jeg kan lide rigtig mange navne, men.. det er nu heller ikke fordi at jeg nogensinde havde regnet med at skulle stå i en situation som.. ja, denne her,” forklarede han videre, som han vendte blikket mod hende, hvor han slet ikke kunne lade være med at smile. Han elskede det virkelig! Det var virkelig noget af det bedste som han længe havde oplevet, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende! Han grinede ganske let, hvor han mødte hende i hendes kys, hvor han gengældte og besvarede det, selv med den største glæde i mands minde! ”Han er min, det er jeg ikke i tvivl om.. uanset hvad.. så ville han være min,” sagde han roligt, som han vendte blikket mod den sovende knægt. Det var jo ikke sikkert, at han gik hen og blev en dragerytter, men muligheden var der og et sted så håbede han jo selvfølgelig også på det, for det var virkelig en fantastisk følelse! ”Nu behøver du ikke at savne mig for en hel dag.. jeg tager først af sted i morgen.” Han vendte blikket mod hende. Ja, selvom han var træt, så nægtet han at lægge sig til at sove nu!

[Adeline Magarita Jakson]

adeline så på ham og smile og kysse ham på kinden og kigge bare på den lille dreng, "det lyder godt at du er her til i morgen" hun smile og så på ham med et blidt blik. "men har du et særlig ynglings navne, jeg har jo et men det navn er jo taget" hun fnise og kysse damon på kinden, "jeg vil lade dig vælge navnet.. nu har jeg båret på ham i 9 lange måneder så du skal også have lov at have æren for noget" hun smile og så på drengen der sov tungt nu, med fuld mave og i en varm dragt så var han glad og til freds ind til hvider. hun så på damon og nød virkelig han var hos hende, men hun var også så træt at hun kunne sov i flere dag eller sådan føleles det i vært fald, men hun ville ikke sov nu hvor damon enlig var hos hende hun ville udnytte det og nyde tiden sammen med ham. hun så på ham og så drengen sådan skifte hendes blik hele tiden, hun smile og lod en finger nusse drengens lille kind "du er så sød er du.. lige som din far" hun smile sødt til damon og var så lykkelig i sær fordi at drengen var damons og ikke den skør icthans.

[Deleted]

Damon var slet ikke i tvivl om at barnet måtte være hans. Umiddelbart så kunne han jo selv se så mange lighedstegn, at man jo slet ikke ville kunne være i tvivl på nogen som helst måde! Det gjorde ham glad og det gjorde ham i den grad også frygtelig lykkelig og på alle måder endda! Han sendte hende et træt smil. Selv kunne han godt bruge en seng at sove i, men det var nu ikke direkte det som faldt ham ind lige for tiden. Han ønskede at være der for sin familie! At hun fandt det som en ære at have båret på den lille dreng så længe, var selv noget som gjorde ham glad – med andre ord, så var drengen også ønsket, hvilket kun gjorde det hele så meget bedre også for hans eget vedkommende! Han vendte blikket stille mod hende. ”Jamen.. der er bare så mange navne jeg godt kan lide,” sagde han stilfærdigt og en anelse tænkende. ”Jeg vil gerne have at vi skal være enige.. det skal også være et navn som du kan lide,” fortalte han en anelse stædigt, men det var sådan at han havde det. Det var jo også hendes søn som det var hans. Han vendte blikket stille mod den lille dreng, hvor han forsigtigt strøg ham over hovedet. Meget hår var der ikke, men den mørke farve genkendte han bestemt fra sig selv af! Det måtte jo kun være hans egen! Han smilede let ved tanken og vendte blikket mod hende. ”Foruden navnet ’Damon’, så må der vel også være andre?” spurgte han. Selvfølgelig var han glad for, at hun kunne lide hans navn.. han elskede i den grad også hendes.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline smile "du en stædig en er du" hun fnise og kysse ham på kinden, "mmmh det svær for de navne jeg kan lige syntes jeg bare ikke.. passer til ham" hun så på den lille dreng, det var virkelig svært at vælge syntes hun, kun kunne slet ikke finde et navne hun syntes ville passe helt perfekt til ham. "hvad med at tage de 4 navne du syntes aller bedste om, det kan være jeg kan lig en af dem" hun smile og kysse damon på kinden, hun elskede ville bare den tid hun hade med ham. hun hade virkelig savne ham og i sær at give ham godt med kys og nusse ham blidt, men nu sad hun jo med en lille mini damon i armen, så det var jo ikke helt nemt at nusse og kramme ham. hun så på den lille drengen, der så fredelig sov i hendes arme helt uskyldig og uden at hvide hvilken verden der var under dem, i dette skønne pardis. "gad hvide hvordan han bliver som voksen" mumle hun stille for sig selv, da det enelig gjorde hende nysgerrig men hun frygt også et sted han måske ville blive ond selv om hun var sikker på at engle blod i hans åre vil hjælpe og søger for sammen med hende og damon at han blev en sund og unge fornuftig mand, hun så på damon og smile "jeg håber han bliver lige så god en mand som dig min skat" hun smile og kysse ham på kinden igen.

[Deleted]

Damon kunne virkelig ikke fatte, at han var en far nu, at han stod der med en forlovede og en lille søn, for han var slet ikke i tvivl om at det måtte være hans egen biologisk set, så var det bestemt heller ikke noget som kunne trække hans humør ned på nogen som helst måde overhovedet, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, for det var virkelig bare sådan at tingene måtte være i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket på denne her måde. Han vendte blikket direkte mod hende og med den samme mine. De 4 som han bedst kunne lide. At hun kysede og nussede ham, var noget som han faktisk rigtig godt kunne lide, for det var noget som gjorde ham glad. At vide at hun elskede ham og at det kunne bekræftes på denne her måde, var noget som virkelig måtte glæde ham som intet andet overhovedet, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Han trak vejret dybt, hvor han gned den let skæggede hage en anelse. Det var jo heller ikke fordi at der var særlig meget tid til personlig pleje når man måtte stresse sådan med tingene som det han var nødsaget til på denne her måde, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Hvis han bliver ligesom sin mor, så bliver han et fantastisk menneske,” fortalte han roligt og med et stille smil på læben. Der var skam heller ikke nogen grund til at han skulle lyve for hende, for hun var virkelig noget af det mest fantastiske som han var faldet over, det var der heller ikke nogen tvivl om. ”Mhmm… Navne jeg godt kan lide? Der er jo så mange! Men… Jonas, Christian, Oliver, Marcus?” Han vendte blikket mod hende. Han havde mange andre navne på lager, men man havde jo altid nogen som man kunne lide bedre end andre.

[Adeline Magarita Jakson]

adeline så på ham og smilebare, hun rødme da han sag hun var vidunderlig "du simpel hen for dejlig er du" hun smile og kysse ham på kinden, hun smile og fnise og more sig over han hade så meget skæg "hehe du kunne næsten lege til du var en ged" hun fnise og nusse ham i nakken. "hmm oliver er at sødt navne, og det er marcus også" hun så ned på den lille dreng, de to navne hun lige sag var dem hun syntes lå bedste i hendes mund, "hmme hvad mund du liner lille ven er du en oliver eller en Marcus måske" hun nusse den lille dreng på maven, uden på tæppe og smile "du simpel hen så sød en lille baby" hun smile og så på damon, hun nød virkelig det her. for her stod hun med sin forlove og deres få timer gamle søn der lige nu sov tungt i sin lille sparke drage pakke ind i et fint lille tæppe, hun var virkelig lykkelig hun hade aldrig troede hun skulle blive mor, og her stod hun 9 måender sener efter at det hele endt i kaos ned på jorden, til hun stod med en vel skabt søn der var noget af det smukkest hun nogle sinde hade set "hvor jeg dog elsker jer 2" hun smile og så på damon og kysse ham blidt på munden.

[Deleted]

Damon havde alt for mange navne som han godt kunne lide, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, men.. hun bad om dem som han bedst kunne lide? Så var det selvfølgelig også de navne som hun skulle have lov til at få, det var da helt sikkert! Blikket vendte han roligt i hendes retning og selv med det varme smil på læben. Det var end ikke noget som han ville skjule for hende, hvis han kunne blive fri, for det var det virkelig ikke. Hun var vidunderlig og det var på alle måder, hvis man skulle være i tvivl. Han trak vejret dybt, tog imod hendes mange kærtegn og hendes mange kys. Han ville bare have lov til at nyde sin tid sammen med hende, frem til at han endnu en gang ville være tvunget til at skulle søge tilbage på arbejde. Der var hårdt brug for ham derude, men denne enkle fridag havde han da fået lov til at få, selvom det krævede meget i den anden ende. Han havde arbejdet hårdt for at gøre sig fortjent til det, for dette var da slet ikke noget som han ønskede at gå glip af på nogen som helst måde overhovedet! ”Oliver og Marcus er begge perfekte navne, min kære.. Så må du jo vælge et af dem,” sagde han roligt og mere som en opfordring. Så langt så kunne de være enige, så var det jo selvfølgelig kun noget som der kom mange gode ting ud af. Han gengældte mere end glædeligt hendes kys. Han kunne bestemt heller ikke være mere lykkelig end det som han var allerede nu, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. ”Jeg elsker dig, Adeline,” hviskede han ikke mindst med en salig stemme.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så op på damon, og stod bar tæt op af ham med den lille soven dreng i armen. hun så på drengen hun syntes det var svært at give ham det hel rigtig Navn, hvad passe dog bedste Oliver eller Marcus.. hun lukke øjne og mærke efter mens hun nusse drengen over kinden, hun åbne øjne lidt og så på ham drengen "lille Oliver" sag hun stille og smile, hun så på damon og håbe han var tilfreds med hendes valg, hun syntes bare oliver lå rigtig i munden og at han bare line sådan en lille sød oliver. hun kysse damon på munden mens hun blidt trykke sig ind til ham uden at masse lille Oliver, "jeg elsker også dig damon.. rigtig rigtig meget" hun så på ham, og kysse ham på munden og nød virkelig bare at damon var her hos hende og Oliver, hun smile og nusse bare drengen blidt på maven, hun burte nok lægge drengen så han kunne sove men hun viste ikke lig hvor hun kunne lægge ham uden at han rulle ned eller blev mast for meget.

[Deleted]

Den lille dreng var noget af det mest fantastiske som Damon nogensinde havde set, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Marcus og Oliver var begge navne som han rigtig godt kunne lide, så det var bestemt heller ikke fordi at han betvivlede at hans kære Nattie skulle vælge det navn som hun bedst kunne lide. At navnet måtte falde på Oliver, var noget som han rigtig godt kunne lide. ”Lille Oliver,” sagde han med et stille smil på læben. Han kunne da heller ikke lade være med at smile ved den tanke alene, for han kunne stadig ikke begribe tanken om at han faktisk måtte være far til noget så smukt og så vidunderligt som denne lille dreng som måtte hvile trygt i hendes arme. Han lod hende bare sætte sig helt tæt ind til ham. ”Det er nok verdenens største vidunder, min kære..” hviskede han roligt mod hendes øre. Selv glæde var at finde i stunder som dette, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. Selv var det jo bare en tanke som måtte glæde ham som intet andet overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han lagde sit eget hoved tæt ind til hendes, hvor han virkelig ikke kunne lade være med at smile. Han var den lykkeligste mand til dags dato, det var han overbevist om!

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline smile og kysse damon på toppen af hovede, "det er han.. og han er kun bleven sådan fordi vi begge har hjulpet til med at skabe ham" hun smile blidt og nød bare det her, efter lidt tid gik hun dog hen til sengen og lag den lille oliver på ryggen midt på sengen på den ene hovede pude, han kunne nemt vær på den lille hovede pude så lille han nu var. hun lag kun dyn over han ben og halv delen af maven så han ikke fik det for varmt, hun strøg drengen forsigtig over det sort pjuske hår og rette sig op og gik hen til damon, han skulle også have lidt opmærksomhed nu hvor han var her hos hende. "jeg har virkelig savne dig min skat" hun smile og kysse damon på munden og hade armen rundt om hans bryst, hun nåd virkelig bare han var her hos hende. i sikkerhed i himlen bare denne ene dag, hun hade gået og være så bekymret hver eneste dag siden de sidste så hinanden og hade næsten ikke fået sov på grund af bekymring hvilke hade gjordet at hun tit måtte ligge i sengen og hvile et par dag for at blive frisk, hun hade også være bekymret for den lille om hun nu spiste rigtig om han vokse rigtig og ville han nu blive født med et handicap, mange ting hade rumster i hendes hovede med det var væk nu! for deres lille oliver var perfekt og damon var stadig i et stykke så det kunne ikke være meget beder sådan som det hele det nu så ud, "står det slemt til der nede" spurte hun stille og nusse damons kind og nød at rør ham igen, og hvide han var lig der for and hende og det her ikke var en ond drøm, og at hun bare ville vågne stadig i himlen og med den lille oliver i maven.. Nej! hun var sikker på hun var vågen og at alt det der var sket nu en gang var sket.

[Deleted]

Damon kunne virkelig ikke gøre andet end at smile. Bare synet af den lille familie som han havde, så var det vigtigste i den grad også at de var i sikkerhed. At krigen og uroen på jorden ikke ville røre dem på denne her måde, det var der heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Han vendte sig mod hende som hun lagde lille Oliver på puden. Han så blot til, kun for at forsikre sig, at den lille dreng ikke kunne falde ned, for han ønskede da slet ikke at deres kæreste lille dreng skulle komme til skade, hvis han kunne være den som kunne forhindre det. At have Adeline lidt for sig selv, ville han nu heller ikke have noget imod. Så længe at hun blev heroppe i sikkerhed, så skulle han bestemt heller ikke klage, det var helt sikkert. Han vendte blikket mod hende, hvor smilet kun måtte brede sig. Nu var det endelig hans tur til en smule opmærksomhed? Ikke fordi at han ville stille for store krav, for han vidste, at Adeline havde haft forbandet meget at tænke på. Han kendte hende jo ekstremt godt efterhånden. Han lukkede øjnene som han mødte hende mere end glædeligt i hendes kys. Han tog roligt omkring hendes hænder, kun for at sammenflette dem i sine egne og trykke let omkring dem. Han ville bare have lov til at mærke hende og helst så tæt på som det nu var ham muligt! Han havde dette døgn og det var bestemt heller ikke fordi at han ønskede at spilde så meget som et eneste sekund hvis han ellers kunne blive fri for det i den anden ende. ”Jeg har i den grad også savnet dig, Adeline.” Han kyssede hendes pande og vendte blikket kun kort mod deres lille dreng.
Damon kunne mærke lykken brede sig i hver eneste tænkelig del af hans krop, bare ved tanken om at han nu endnu en gang måtte stå der med hende og så tæt på, som han gjorde det, så kunne det bestemt heller ikke blive bedre end det! Armene lagde han roligt omkring hende, kun for at trykke hende godt ind til sig. Han nikkede. ”Se på mig.. du ser jo resultatet. Alle knokler dernede for at få landet på højkant igen. Der frygtes angreb fra de fjendtlige stande,” forklarede han videre. Han skulle nok være forsigtig, det var noget som han trygt kunne love hende! ”Men det skal du ikke tænke på nu,” bad han med et stille smil.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham og nød at så der i hans arme igen, hun så på ham og nusse ham på ryggen og kysse ham blidt på munden inden hun brød det og stille sag, "jeg har savne dig mindste lige så meget som du har savne mig" hun smile og kysse ham dybt og nusse ham i håret, hun lytte til det han sag omkring det der skete ned på jorden og prøve ikke at bekymre sig men det var svært. "gid det snart ville ende.. jeg vil så gerne tilbage" hun så på ham og kysse ham på kinden og trykke sig ind til ham og lag hovedet over hans skulder, "jeg elsker dig damon" hviske hun stille og så på den lille soven oliver, hun smile og var så lykkelig nu hade hun sig lille baby og sin elskede hos sig. "jeg så glad for du nåde det.. jeg tror ikke jeg hade klare det uden dig" hun så på ham og kysse ham blidt og nusse ham i nakke, og så på oliver "han liner dig så meget.. hihi.. han er helt perfekt" hun trykke sig ind til damon med hovedet mos hans skulder mens hun så på den soven lille engle der lå på puden lige så fint som en lille dukke, hun så på damon "vis du træt kære kan du ligge dig lidt i sengen og hvile.. jeg skal nok side ved dig hele tiden.. jeg slipper dig ikke.. ikke så længe jeg kan blive fri.." hun så på ham og kysse ham på halsen og savne at ligge og nusse lidt med ham, men nu var der oliver der skulle ses efter og det var det vigtigste.

[Deleted]

Damon ville bestemt heller ikke sige nej til en hvil, hvis han kunne få den, for den var efterhånden umådelig tiltrængt. Deres lille søn måtte ligge i den behagelige hvile, hvilket han var glad for. Den lille skabning som de begge havde været med til at få skabt, havde slet ikke nogen anelse om hvor farlig verdenen var derude, hvilket han også var glad for. Så længe at de blev heroppe i sikkerhed, så skulle han bestemt heller ikke klage over det, det var helt sikkert. Han vendte blikket stille mod Adeline, hvor han selv ikke kunne lade være med at smile. Han elskede hende og han ønskede virkelig at gøre alt for hende, og det indebar at blive her, for så vidste han at hun var i sikkerhed og så kunne han gjorde jobbet uden de største bekymrende tanker, det var der heller ikke nogen tvivl om. Armene slog han roligt om hende, som hun lagde hovedet mod hans bryst. ”Jeg er sikker på, at jeg har savnet dig mest,” hviskede han med et blidt smil på læben. Ikke fordi at det var noget som han ville skjule for hende, for det var da noget af det sidste som han ville! Hendes kys mod hans hals, fik det til at sitre, også selvom han var for træt til at vise det direkte tydeligt. Han vendte blikket mod hende, hvor han selv ikke kunne lade være med at smile. ”Han har da også sine klare træk fra sin mor.. sin ellers så gudeskønne mor,” hviskede han roligt mod hendes øre, hvor han selv ikke kunne lade være med at smile. Han var perfekt, så langt var de da begge enige! Han kyssede hendes kind. ”Jeg er nødt til at hvile, min kære..” hviskede han stille. Han var virkelig, virkelig udmattet og hvis hun sad der og holdt om ham mens han hvilede, så ville han bestemt heller ikke have noget imod det!

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham og nikke, hun viste godt han hade brug for hvile og det var forståeligt. "okay.. kom i den her seng vil du føle dig udhvile på ingen tid" hun smile og kysse ham på kinden, hun tog ham roligt med over på den anden side af sengen, og vente på han lag sig. han ville nu ligge lig ved siden af sin soven lille søn oliver, der stadig sov tungt. hun putte damon godt og kysse ham på panden og sad på kanten af sengen, "sov godt min skat" sag hun blidt og stille og nusse hans kind blidt og sad bare og så på dem begge to sove, hun sad selv og halv sov ind til oliver begyndt at lave utilfredse lyde. hun tog forsigtig oliver op og gik lidt rundt med ham mens hun sang ganske stille for ham, og nusse ham på maven hun ville nødig vække damon så hun søger for at synge stille og prøve ikke at få oliver til at græde, hun ville gerne have damon fik bare en smule søvne som han fortjente noget så meget.

[Deleted]

Damon var virkelig udmattet. Det var længe siden at han bare kunne lægge sig ned og bare hvile. Han havde slet ikke tal på hvor mange dage han havde været på farten i denne tid, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han vendte blikket mod hende og med den samme rolige mine som tidligere. Ikke fordi at det var noget som han ville skjule for hende, for han var virkelig, virkelig træt! Han tog imod hendes kys. ”Du frister mig, min kære,” hviskede han roligt og ikke mindst med en ganske blid stemme. Han kunne endelig slappe af, han kunne endelig tage det hele som det måtte komme og uden at skulle se sig selv over skulderen, og det var virkelig, virkelig rart og på alle måder endda! Han gik roligt hen og lagde sig på sengen, hvor han gled hen i en rolig søvn alligevel og uden at han som sådan var i stand til at tænke over det, for han var virkelig, virkelig træt! Han trak vejret dybt. At hun tog sig af lille Oliver mens han måtte hvile, var knapt noget som han måtte mærke sig af, for han var virkelig, virkelig udmattet! Søvnen blev hurtig tung og den varede godt til. Han havde i den grad ikke nogen intentioner om at skulle vågne op bare sådan uden videre, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet.