The start of a new life..?

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna var en kvinde som tydeligvis vidste hvad hun ville have, og i øjeblikket, så var det at komme ned og få nedkæmpet de sidste! Hun havde aldrig været væk fra en kamp for denne lejr som hun selv havde stået for igennem alle disse år! Og nu dukkede Raphael op og ødelagde det hele? Det var virkelig heller ikke noget som hun fandt sig i! Det var hun simpelthen for stolt og for stædig til at vedkendes, for.. ja, hvad ville de andre da ikke tro om hende? Hun ønskede virkelig ikke at hendes egen tjener eller slave gik ind og tog over hendes autoritet, for det var jo faktisk det som han gjorde lige for dette øjeblik og det var slet ikke en tanke som hun kunne have med at gøre, hvis hun ellers kunne blive fri for det! Hun kneb øjnene fast og dræbende sammen, som hun sendte ham en direkte dræbende mine. Hvis blikket kunne slå ihjel, så var han faldet til jorden på stedet! Pile havde hun overlevet mange af før. Ikke bare i skulderen, men også alverdens andre steder, hvilket han vel også kom til at se på et tidspunkt? Hun levede det liv som ingen mand ønskede for sin kvinde, men så var det jo også godt, at der ikke var nogen mand som var hende så tæt for øjeblikket vel? Hun fnøs af ham. Dette var virkelig noget som gjorde hende vred, så var det også kun til hans redning, at hun ganske enkelt var for træt til at gøre det største ud af det.
”Var din mund, Raphael!” hvæsede hun med en advarende tone. Han skulle bestemt heller ikke til at spille kæk overfor hende, for der satte hun da i den grad også foden ned! At han bare knækkede pilen og trak den ud af hendes skulder, fik hende til at slippe et halvvejs skrig, for det gjorde jo faktisk ekstremt ondt! Hun klemte øjnene fast sammen, også for at tvinge tårerne i skjul igen. Hun var stærk og stærke de græd bestemt heller ikke! Dem havde hun fældet nok af i løbet af sit liv! Hun tog sig helt automatisk til skulderen, hvor selv hendes fingre måtte blive væsket af den grønne væske som flød fra det nu så åbne sår. Hun himlede let med øjnene. Gift var det, for hun havde set det før. Hun vendte blikket stift mod ham. ”Noget sprit? Tror du det her er New Dale by? Vi har ingen whiskey eller vodka,” vrissede hun ganske let. Det var faktisk en af de helt store savnede ting her i byen, men livet kunne for sit vis alligevel vise sig at være bedre. Bueskytterne gik som regel efter hende, men i aften måtte hun jo så erkende, at de havde været forbandet tætte på at opnå deres mål. De havde jo næsten taget hendes liv, hvis det ikke var fordi at Raphael faktisk havde været der. Ikke fordi at det var noget som hun ville sige åbent, men en tak var vel egentlig på sin plads? Hun bed sig let i læben. ”Du nyder jo sikkert det her,” mumlede hun olmt, idet hun hævede den friske hånd, kun for at rive sin egen top nedover hendes bryst og derved valgte at blotte hele sin overkrop. Pilen havde siddet temmelig elendigt for hendes del. Den havde simpelthen låst skulderen fast, så såret gjorde i den grad også voldsomt ondt. Hun vendte blikket fast og afventende mod ham. Normalt skulle der meget til før hun valgte at åbne munden og sige ’av’, men denne gang, måtte hun så til gengæld også erkende, at hun bare ønskede det overstået. Hun ville ikke fremstilles som svag!

[raphael]

Det var ikke fordi at Raphael ønskede at gøre sig uvenner med hende, eller fordi at han ville gå imod hende, men det gjorde han vel heller ikke rigtigt? Han havde reddet hendes liv, og det gjorde han også i øjeblikket ved at rense hendes sår og få giften ud af hende. Kampen havde de vundet, så hvorfor skulle hun absolut ud og kæmpe til den bitre ende? Det kostede hende jo bare tid, en tid som kunne forværre hendes sår, og det var sådan set den eneste grund til at han havde ’kidnappet’ hende til hendes eget telt, hvor de nu sad på den plads hun havde skænket ham, for det var der at lyset var, så han kunne se bedre. Et morende smil gled over hans læber ved hendes, hvor han roligt lå sin hånd mod hendes kind og sin tommel mod hendes læber, for at få hende til at tie. ”Okay.. tilgiv mig,” bad han roligt. Det var ikke fordi at han ville spille kæk overfor hende, eller rive hende væk fra hendes gamle vaner, men hun havde trods alt taget ham til sig som sin tjener, og hun havde sagt at hun ville have hele pakken, derfor så var det også hans job at beskytte hende, hvilket han havde gjort da han havde reddet hendes liv, medmindre hun havde glemt det? Han trak roligt hånden til sig, som han igen vendte blikket mod hendes sår.
At hun kom med et halvvejs skrig, da Raphael trak pilen ud, havde han allerede regnet med, skønt han ikke tog sig af det. Det der dog måtte ærgre ham mest, var det at pilen var forgiftet, hvilket kunne blive svært at rense. Han vendte blikket næsten bekymret mod hende, som hun fortalte at de ikke havde noget af det ene eller det andet. De var virkelig ikke særlig godt kørende, når de ikke havde de mest nødvendige ting til at rense et dumt sår med! Hun kunne for pokker da dø af den gift! Han betragtede hende med et fast og ganske alvorligt blik. ”Så håber jeg så sandelig for din skyld at I har varmt vand, nål og tråd, for ellers bliver det nok et rent helvede for dig! Han himlede svagt med øjnene og sukkede næsten opgivende. Et sted kunne det jo næsten ikke komme bag på ham, for han havde jo godt set hvor primitiv det hele var, så hvordan skulle de dog overhovedet have råd til at købe vodka eller whisky, eller noget andet for den sags skyld? Han gned sin hage lettere tænkende, for hun var faktisk heldig at han kunne styre iselementet, for ellers havde hun da godt nok været ude hvor hun ikke kunne bunde! Varmt vand ville ikke kunne stoppe giften!
Raphael lod hende blot trække toppen væk, så hun blottede sin overkrop, hvor han rystede smilende på hovedet til hendes ord. ”Du er ikke den første kvinde jeg har set halvt blottet, eller nøgen for den sags skyld,” svarede han stilfærdigt, som han betragtede hende med et morende blik, inden han rynkede brynene, da han igen vendte blikket mod hendes skulder. Den så bestemt ikke godt ud! Hendes blodårer var blevet tykke og utrolig tydelige, så man nærmest kunne følge giften der spredte sig langsomt ud i hendes krop. Den dårlige nyhed, var jo så at det spredte sig mod hendes hjerte og ville ramme om ikke så mange timer, hvis ikke kun minutter. Hun var så heldig at den gode nyhed var at han godt kunne stoppe det. ”Eftersom I ikke ejer det nødvendige, så kommer det til at gøre ondt,” fortalte han sandfærdigt, for han havde skam ikke tænkt sig at lyve overfor hende! Han betragtede hende ganske alvorligt. ”Okay.. hvis jeg skal have den gift ud af dig, inden det rammer dit hjerte og slår dig ihjel ganske smertefuldt, så skal jeg bruge varmt vand og en klud, nål og tråd og en kniv.” Det var vel ting som de faktisk ejede her på stedet?

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna var det som man kunne kalde for en stærk og stor leder. Det var om ikke andet, så det mål som hun havde sat sig, for ellers ville alt det som hun havde arbejdet så hårdt på, styrte direkte i grus og det var slet ikke et mål som hun havde sat sig! Denne lejr skulle have lov til at blive stående til den dag Inkarno forlod tronen, om det så skulle blive i en nær fremtid eller om det skulle være om århundrede, så var hun ligeglad, for hun agtede at stå som stærk til den bitre ende! Og nu stod han der og ødelagde det hele for hende? Det var en tanke som kun gjorde hende mere arrig af sig! Hun sendte ham et trodsigt blik som han lagde hånden mod hendes kind og fingeren over hendes læber, som et tydeligt tegn på at hun skulle holde sig i ro. Hun knyttede næverne fast, hvor hun sendte ham et direkte dræbende blik. End ikke det var noget som hun ville skjule for ham, hvis hun ellers kunne blive fri for det, for dette var hun langt fra tilfreds med! Hun fnøs ganske kort, som hun trak hovedet til sig og vendte blikket den anden vej. Kidnappet til sit eget telt. Hun havde aldrig nogensinde været ude for noget lignende!
Spiritus var virkelig en mangelvare og det var alt for risikabelt at lade nogen som helst søge til byerne for at skaffe det. Man blev som regel fanget når man forlod skovene og det var også en grund til at hun helst blev indenfor lejren. Raphael var hun faldt over ved et rent tilfælde. Hun himlede med øjnene og så fast på ham. ”Øverste skuffe ved min seng,” sagde hun ganske kortfattet. Der vile han finde nål og tråd. Mange af de sår som hun havde, dem havde hun jo selv lappet sammen når ingen anden måtte se på det, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Vand skaffes ved brønden.. Det må du selv opvarme,” afsluttede hun ganske kortfattet, som hun endnu en gang vendte blikket mod ham. Det var da noget som fint kunne skaffes! Meget af det, var jo faktisk noget som de lavede selv hvis de fandt tid og mulighed til det selvfølgelig.
At Tiyannas blodårer var blevet tykke og tydelige, lagde hun også selv hurtigt mærke til da hun vendte blikket mod den blottede skulder. Giften havde allerede sat sig i hendes vejrtrækning, hvor hun næsten følte sig.. varm? Kroppen skulle jo kæmpe langt mere med at få det hele rundt i kroppen nu hvor der også var gift tilstede. Hun himlede let med øjnene, som hun vendte blikket mod teltets åbning i stedet for. ”Hvorfor falder det mig ikke ind som nogen overraskelse?” Det var bestemt heller ikke fordi at hun var særlig tilfreds med det. Selve hendes overkrop var præget af gamle ar som nyere. Hun plejede dem ellers så godt som det nu var hende menneskelig muligt. Hun lukkede øjnene ganske let, hvor hun trak vejret dybt. ”Du finder en kniv under min pude,” afsluttede hun ganske kortfattet. Et sted så havde hun vel heller ikke noget andet valg end at stole på ham? Giften spredte sig hurtigt. Det var noget som hun næsten kunne føle og fornemme bare ved at sidde der som hun gjorde det. Denne gift var fremmede for hende. Hun havde aldrig nogensinde oplevet den, hvor den gik i blodet så hurtigt!

[raphael]

Noget som måtte more Raphael, var det at hun var så.. arrig, hidsede sig op nærmest over ingenting, men det var nu ikke noget som han sagde noget til, for han ville bestemt heller ikke gøre det værre! Hun var så stolt at hun ikke engang kunne se fornuft, for det var bestemt ikke fornuftigt at kæmpe videre til den bitre ende med gift i hendes krop! Desuden havde de andre fra landsbyen styr på det hele, for det havde han jo selv set, ellers var han da selv blevet for at hjælpe til og havde sikkert også ladet hende fortsætte med at kæmpe. Han lod hende blot trække hovedet til sig, som han selv trak hånden til sig, uden at det lystige smil måtte falme det mindste, for det kunne det slet ikke! Alle hendes skulende og dræbende blikke tog han sig ikke af, for det gjorde næsten kun det hele langt bedre! Men hvis blikke havde kunnet dræbe, så havde han vidst været død allerede for længe siden!
Raphael lyttede roligt til hendes ord og nikkede ganske let, som han havde fået stået det hele. Sytråd og nål ved den øverste skuffe ved hendes seng, han skulle selv skaffe vand ved brønden og opvarme det – han havde faktisk ikke regnet med andet – og en kniv under hendes pude? Det var da til at finde. Han smilede morende til hendes ord, hvor han så hende direkte i blikket. ”Det er ingen overraskelse fordi jeg har fortalt hvilke erhverv jeg har haft,” svarede han i en munter tone, som han prikkede hende let på næsen, inden han rejste sig, ”jeg kommer om lidt.” Han havde fortalt hende at han ikke kun havde været slave, tjener eller beskytter, men også fungeret som sin herres elsker, så det var skam ikke fordi at det var nyt for ham at se en nøgen kvinde.
Raphael gik roligt ud af Tiyannas telt, hvor han så sig ganske let omkring, inden blikket faldt på en mindre dreng der sad ved sig eget lille bål. Et skævt smil gled over hans læber, som han gik hen til drengen og knælede ganske let. ”Vil du gøre mig en tjeneste? Så får du.. de her.” Han fiskede tre små guldstykker frem, hvilket fik drengens smil til at brede sig på hans små tynde læber, inden han nikkede ivrigt. ”Udmærket. Vil du så hente noget vand ved brønden, og varme det til det koger og bliver rigtig godt varmt? Og derefter bringe det ind i lederens telt?” Drengen nikkede, tog imod de tre små guldstykker, inden han løb af sted med en spand. Raphael smilede muntert og rystede let på hovedet, inden han rejste sig, for at gå ind i Tiyannas telt igen, hvor han gik hen til hendes seng, åbnede den øverste skuffe og fandt nål og tråd, tog kniven under hendes pude og gik roligt hen til hende igen, hvor han satte sig på hug. Han prikkede let til de tydelige og tykke blodårer med knivens spids, nærmest som han studerede dem. De virkede til at være ganske skrøbelige, hvilket jo nok var på grund af giften, men det gjorde kun det hele meget lettere. Han vendte blikket mod Tiyanna igen, som han satte sin ene hånd for hendes skulders sår, hvor han begyndte at fryse hendes skulder til. Hans isevner ville kunne gøre hendes skulder mere eller mindre følelsesløs fordi den ville blive iskold. Kulden ville nok gøre en smule ondt på hende, men så tænkte hun ikke på den anden smerte, og først da han var sikker på at hun ikke kunne føle noget i skulderen, trak han hånden til sig, hvor han tog kniven og begyndte at skære op i de tydelige blodårer, så både blod og den grønne væske måtte fosse ud fra de åbne blodårer, som han havde skåret op.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna var en kvinde som gik sine egne veje og sådan havde det været lige siden at hun var skilt fra Jason. Ingen mand havde siden dengang haft nogen som helst mulighed for at nå ind til hende følelsesmæssigt, for der var hun som en mur. At han jo så trodsede hende og hvad hun bad ham om, var jo så noget af det som gjorde hende direkte vred og rasende, for det var der bestemt heller ikke nogen grund til! Hun ville være i kampens hede til det sidste! Sådan havde hun jo altid gjort det, så hvorfor ødelægge det nu? Foruden at han skulle stå der og ødelægge det hele selvfølgelig, hvilket kun måtte gøre hende direkte tosset! Kunne blikket dræbe, så var han død og i øjeblikket, så var hun direkte irriteret over, at det ikke var muligt!
Tiyanna blev siddende, det var jo egentlig heller ikke fordi at han gav hende meget valg sådan som han pludselig havde valgt at træde i autoritet overfor hende, selvom det nu heller ikke var noget som hun fandt sig i direkte. Det var faktisk kun noget som kunne gøre hende langt mere irriteret end det som man skulle tro. Hun knyttede næven let, hvor hun selv rynkede let på næsen som han prikkede til den. Hun himlede let med øjnene og vendte sig så roligt i retningen af ham endnu en gang og med den samme ellers så voldsom faste mine som tidligere. At gå imod hvad hun krævede, forventede og beordrede, var noget som hun slet ikke kunne have med at gøre! Hun fnøs ganske kortfattet. ”Igen.. det forundre mig ikke det mindste,” afsluttede hun ganske kortfattet, som hun vendte blikket ned af sig. Hun var blottet fra livet og op. Et let fyldigt og flot bryst, en flot hud, selv på trods af de mange ar som hun måtte bære fra de mange år herude og ellers den udmattelse i blikket, som hun nægtet at give efter for, for hun ville jo aldrig få hvilet uanset hvad hun gjorde.
Hvor læne Raphael måtte være væk, vidste Tiyanna ikke, men denne gift var virkelig begyndt at skræmme hende. Den havde allerede sat sig i hendes vejrtrækning, hvor hun ellers prøvede at holde hjerterytmen rolig, netop ved at prøve at slappe af, selvom det tydeligt ikke så ud til at ville gøre det som hun ønskede, hvilket var en frustration uden lige! Som han kom ind igen, fandt nål, tråd og kniven med og satte sig ved hende igen på hug, så vendte hun blikket direkte mod ham. Hænderne var begyndt at ryste, så selv giften var ved at sprede sig i hendes krop og det var heller ikke noget som hun kunne have noget med at gøre. Hun havde slet ikke tænkt sig at stille træskoene endnu! Det var simpelthen alt for tidligt! ”Så få det overstået!” vrissede hun med en fast tone, som hun endnu en gang sendte ham et direkte dræbende blik. Hun ville bare ikke blive siddende her blottet for gud og hvermand som ville søge ind i teltet for at se til hvor hun måtte være blevet af! Slet ikke! Som han prikkede til hende med kniven og derefter lagde hånden mod hendes skulder, kun for at fryse den ned, fik hende til at spænde voldsomt. Det gjorde jo faktisk ondt! Hun kneb øjnene let sammen, som hun vendte blikket den anden vej, netop for at finde en grund til ikke at skulle sidde og stirre på det! Kroppen begyndte at ryste, for selv med giften i kroppen, så påvirkede kulden jo også resten. Hun mærkede knapt da han satte kniven mod den tydelige og tykke blodåre, hvor blodet og den grønne væske gled hurtigt nedover hendes krop. Først der vendte hun blikket mod det og med den klart utilfredse mine. Hun var træt.. og selv nu hvor hun måtte sidde der, så var det at give efter for søvnen, faktisk en kamp.

[raphael]

At Tiyanna virkelig kunne blive så sur over.. ingenting, forstod Raphael virkelig ikke. Der var i hvert fald ingen tvivl om at han havde fået en temperamentsfuld herre! Et sted morede det ham, for de eneste herre han egentlig havde haft der havde været temperamentsfulde, det havde været mænd, og de havde mere været gnavne og ikke.. direkte sure som Tiyanna. Han havde også lidt svært ved at forholde sig til det faktum at han var ældre end hende, for han havde altid haft herrer der var ældre end ham selv, så det at han pludselig skulle stå overfor en som var en del år yngre end ham, var ham svært, for han kunne ikke rigtig finde ud af hvordan han skulle opføre sig. Han følte sig næsten langt mere ansvarsbevidst overfor hende end det som han havde været overfor sine andre herre. Hun var en ung kvinde der hurtigt kunne få sig selv slået ihjel med det erhverv hun havde, og hun havde tilmed været tæt på det her til aften! Så hun burde faktisk være glad for at han var her og havde reddet hende i stedet for at skule af ham hele tiden. Han himlede svagt med øjnene i skjul, som hun endnu engang vrissede af ham, selvom han ikke tog sig af det, da han fortsatte med at skære op i de tydelige og tykke blodårer for at få giften ud af hendes krop. Han havde frosset hendes skulder til, som skulle foregå som bedøvelse, nu hvor hun ikke havde noget spiritus eller alkohol til at dæmpe smerten. Han førte kniven langs en blodårer der gik ned mod hendes bryst, indtil han stoppe, da det kun var blod der kom ud, så han var sikker på at han fik stoppet væsken og giften. Han fortsatte sådan indtil han havde fået enhver blodåre med gift i ved hendes front, inden han roligt trak kniven til sig. Han vendte blikket mod hende. ”Nu skal du vende dig om,” forklarede han roligt, selvom han hjalp hende med det, for hun var kold efter at han havde frosset hendes skulder mere eller mindre til is, så hun ville nok have svært ved at bruge sine muskler. Da hun var blevet vendt om, så hun sad med ryggen mod ham og mod teltets ud- og indgang, fortsatte han samme procedure som foran, ved at skære hul i de tydelige og tykke blodårer. Giften ved ryggen havde spredt sig hurtigere, fordi han havde brugt tid på hendes skulder foran, men han var heldig at giften ikke spredte sig så hurtigt igen. Han vendte roligt blikket bagud og over den ene skulder, da teltet blev åbnet og den lille dreng han havde fået til at varme og hente vand kom ind. Han rejste sig roligt og smilede skævt til drengen, som kun kort havde skævet mod Tiyanna for at se hvor slemt det stod til, inden han var smuttet ud igen. Raphael tog roligt spanden med det kogende vand, tog en klud og stillede det hen ved siden af Tiyanna igen. Det ville nok komme til at svie, men hun overlevede jo nok. Han vred kluden i det varme vand, hvor det næsten var så varmt at han ikke selv kunne holde om det! Han tørrede let blodet og den grønne væske omhyggeligt væk fra hendes ryg, inden han dyppede kluden i det varme vand igen, blot for at vride det varme vand ud over hendes ryg fra såret og ned efter. Han fortsatte sådan indtil han var sikker på at sårene var renset, inden han fortsatte samme måde foran, hvor han lod kluden glide ned over hendes overkrop, for at fjerne væsken og blodet og for at rense sårene der også.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna var ganske rigtig ikke særlig gammel, men det var nu heller ikke noget som man kunne sige noget til. Hun havde en livserfaring som langt de færreste havde i hendes alder, men det var nu heller ikke noget som hun direkte valgte at tage sig af lige netop som det måtte stå for øjeblikket. Hun var vred på ham. At han havde fjernet hende fra kampens hede, var virkelig noget af det værste som han kunne have gjort! Han var hendes tjener og ikke en som skulle beskytte hende og vise ansvar for hende, for det kunne hun udmærket godt selv finde ud af! At han ikke tog sig af hendes hvislen og hvæsen, overraskede hende for sit vis heller ikke. Så meget som han allerede havde været igennem, så skulle alt det andet i den grad forundre hende, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hun havde ikke brug for at blive fremstillet som en svag leder, for det job som hun havde påtaget sig, så satte hun virkelig også livet på spil hver eneste dag. Der var jo ligesom grunde til at hun ikke kunne indlede nogen hvile, også selvom hendes krop så desperat havde brug for det efterhånden. Hendes krop sad og skælvede som han skar op langs hendes tykke blodårer, hvor hun kun blev mere og mere døsig. Direkte så Raphaels behandling af hende langt værre ud end det som pilen alene havde forårsaget. Hun sad virkelig og rystede. Et sted så var det vel også fordi at hun.. frøs? Hun var slet ikke vant til at folk hoppede ind for hendes ve og vel, selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde noget til som sådan, for det var sådan at det altid havde været, også for hendes vedkommende. Det var jo heller ikke fordi at hun havde ladet nogen gøre det i det hele taget, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hun vendte blikket mod ham, også selvom hendes ene side af overkroppen nærmest måtte være dækket af den røde og grønne væske, selvom det nu heller ikke var noget som hun tog sig af, for hun var vant til at se blod, men den grønne væske, var noget som faktisk kunne skræmme hende, for hun havde aldrig set så meget af den!
At Raphael bad hende om at vende sig om, forundrede hende dog. Hun vendte blikket mod ham ganske kort, som havde det været en helt lydløs protest, idet hun sukkede og nikkede. ”Som De vil..” Hun var i den grad ikke tilfreds med noget som helst af det, men hun gik dog alligevel med til det. Hun satte forsigtigt hænderne i jorden, selvom det var svært med en halvvejs bedøvet skulder, idet hun gjorde et ihærdigt forsøg på at vende sig om, så hun sad med ryggen til ham. Et sted så var det også noget som hun faktisk kunne lide meget bedre. Så følte hun sig heller ikke nær så blottet som det hun havde gjort til nu. At han fortsatte der, fik hende til at spænde let, for det gjorde faktisk en anelse ondt, selvom hun ikke sagde så meget som et eneste ord til det. Hun nægtet ganske enkelt at skulle fremstille sig selv som svag, hvis hun ellers kunne blive fri for det! Knægten som kom ind med spanden med vand, tog hun sig ikke af, hvor hun ganske kort sendte ham et direkte skulende blik til han forsvandt igen. Som Raphael begyndte arbejdet med vandet, så spændte hun langt mere end det som hun havde gjort før, for det var direkte brændende mod den kolde skulder! ”For fan…!!” Hun kneb øjnene en anelse mere fast sammen, hvor hun svajede ganske let i ryggen. Det var bestemt ikke behageligt!

[raphael]

Raphael vidste at det ville blive en hård behandling mod hendes krop, men han havde sådan set heller ikke noget valg. Når han kun havde de midler som han havde, så var det jo svært at gøre det mindst smertefuldt, så hun måtte altså nøjes med de redskaber som han havde. Det forundrede ham ikke rigtig at der var så meget af den grønne væske, han havde set det som var værre, noget som havde spredt sig hurtigere, hvor folk ikke havde overlevet, men han havde en god fornemmelse med dette, selvom han ikke vidste om han kunne få al gift ud af hende, det var næsten det han var mest bekymret for.
At hun rystede, blev mere udmattet og træt undrede ikke Raphael, for han havde kølet hende ned, hun mistede blod, så det var kun naturligt, men det var også nødvendigt, for han var nød til at få det hele ud. Han lod hende blot svaje i kroppen, da han vred det varme vand ud på hendes krop, for han vidste at det ville være en svigende og brændende fornemmelse imod den kolde ud, så hendes handling undrede ham slet ikke. Han lod en hånd stryge hende ganske blidt over armen, ved den raske side, næsten for at berolige hende. Han stoppede dog ikke, som han lod kluden glide ned over hendes ryg, nedover de mange sår, for at få det varme vand til at sive ind i hendes åbne sår, imens han fortsatte med at stryge hende over armen, næsten også for at holde hende vågen, for han vidste godt at det tog på hendes kræfter, men han var også snart færdig. Hun skulle sådan set bare syes. Som han blev færdig med ryggen, lod han knæene støtte mod gulvet, hvor han rette sig op, så han blev nogle hovedet højere end hende. Han lænede sig ind mod hende, hvor han lod kluden stryge ned over hendes overkrop, fra hendes skulder og ned over hendes fyldige bryst, og videre ned mod maven, for at fjerne alt blodet og den grønne væske.
Raphael lagde roligt kluden fra sig, ved at sætte den på kanten af spanden, som han havde fået vasket hendes sår og revner. Han tog roligt om tråd og nål, som han gjorde klar, imens han roligt vendte blikket mod hende. ”Nu skal du bare syes,” forklarede han roligt. Han greb roligt omkring hendes dårlige skulder, for at holde den fast, så han bedre kunne komme til, inden han begyndte at sy det store sår, hvor pilen havde siddet. Han var nød til at sy hende både på ryggen og foran, eftersom pilen var gået igennem. De små revner fra kniven, behøvede ikke at skulle syes, eftersom det kun havde været små snit med knivens spids, for at få åbnet blodårerne der alligevel havde været så tydelige og tykke, at det ikke havde været svært at trænge igennem. Nu var sårene renset og de fleste ville kun tage et par dage før skorpen havde lagt sig, men selve såret fra pilen ville nok gå længere tid, eftersom den havde skudt direkte igennem hende. Han fortsatte med at køle hendes skulder ned, for at være sikker på at hun var bedøvet nok til at det ikke ville gøre for ondt, når han syede hende. Og da han havde fået syet hende i skulderen ved ryggen bed han let tråden over. ”Og nu foran,” svarede han kortfattet, som et tegn til at hun igen skulle vende sig om.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna var slet ikke vant til at mænd var så meget over hende som det Raphael var. Hun var vant til at klare sig selv, hun var vant til at tage sig af sine egne sår, selvom det vel.. ville have slået hende ihjel denne gang hvis det havde været det som hun havde gjort? Hun var træt, hun var udmattet og hun havde ondt og hun rystede ganske enkelt også fordi at hun var kold. Hun lukkede øjnene let, selvom det var tydeligt en anelse mere sammenklemt end det som det normalt ville have været, men det gjorde altså også ondt! Og hun ville ikke sidde foran ham kun for at brokke sig over det ene eller det andet, for det ville hun da slet ikke få det mindste ud af! Han var hendes tjener.. hendes slave, også selvom hun ikke ville kalde ham ved den titel, så var det jo faktisk hvad han var. Hun brummede tydeligt af utilfredshed, selvom det gjorde hende mere rolig da han berørte hendes side og overarm. Det var en savnet følelse – et kærtegn. Sådan noget havde hun jo heller ikke oplevet igennem forbandet mange år, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt! Hun lukkede øjnene let, som han rettede sig op, kun for at fortsætte over hendes skulder, bryst og ned af maven. Giften havde forladt hende, også selvom det kun havde efterladt hende langt mere træt og udmattet end det som havde været nødvendigt for en i hendes sted.
At hun også skulle syes var nok det som generede hende mest. Hun ville bare ikke vise sig sårbar overfor nogen og specielt ikke nogen som hun lige havde lukket ind i byen på denne her måde, for det var noget som kun gjorde det hele så meget værre, det var helt sikkert! Hun himlede let med øjnene og bed sig let i læben. Hun havde aldrig brudt sig om nål og tråd, også fordi at det var noget som hun havde gjort brug af så mange gange, selvom det kun havde været i de stunder hvor hun havde været sikker på at hun havde været alene. ”Udmærket, så få det overstået.” Ikke fordi at hendes ord blev udtalt som en bøn, men en direkte ordre, for hun ville heller ikke have flere skulle se hende på denne her måde! At han stadig måtte holde hendes skulder kold, var noget som tydeligt også måtte sætte sig i resten af hendes krop, idet at han begyndte at sy. Selvfølgelig kunne hun mærke det, men ikke nær så slemt som det ellers ville have været. Hun bed sig let i læben som han gjorde sig færdig. Hun så stille ned af sig. Hun sad nærmest blottet overfor ham og hun fandt det i sig selv en anelse ubehageligt, men det var ikke noget som han skulle have lov til at se! Hun var stærk! Hun var en leder! ”Udmærket..” Hun satte kun den friske arm ned i jorden, idet hun vendte sig om og satte sig igen roligt ned overfor ham. Hun vendte blikket direkte mod hans ansigt og med den samme faste mine. Så han efter, så kunne han fint se mange gamle ar. Hendes liv og arbejde var bestemt heller ikke helt uden risiko! Tvært imod, så var det med livet som indsats hver eneste dag og hun gjorde det med den største glæde. ”Kom i sving!” vrissede hun med en fast tone. Hun var allerede dødtræt af at sidde der!

[raphael]

Det var ikke fordi at Raphael ville stille sig i vejen for Tiyanna, for hun var trods alt hans leder og herrer og han ville gøre alt for at holde hende i sikkerhed, hvilket hun faktisk selv var skyld i, for hun havde sagt at hun ville have hele pakken, hvilket hun jo så også havde fået, for han havde prøvet lidt af det hele, og han havde tilmed reddet hendes liv denne aften, hvilket hun burde prise sig lykkelig over i stedet for at ville ud i krydsilden igen! Hun havde været dødeligt såret, og havde han ikke stoppet giften, så havde hun været død i dette øjeblik! Han var dog vant til at blive hundset rundt med, talt nedladende til og han vidste ikke alt hvad, så hendes faste tone, hendes dræbende blikke og spydige tunge tog han slet ikke af, for det kunne ikke stoppe ham fra at gøre sit arbejde, og hans arbejde i øjeblikket var at beskytte hende og dermed sørge for at hun overlevede, hvilket der også var en stor chance for, eftersom giften burde være ude af hendes krop, selvom der var mange små revner i hendes hud, som han havde skåret op i hendes hud og blodårer for at få giften ud og derfor var hun også udmattet, træt og rystede fordi hun havde mistet en masse blod samtidig.
Syes skulle hun dog, for det slap hun virkelig ikke for, selvom Raphael godt vidste at det kunne gøre ondt, men hendes skulder var så meget nedkølet at hun ikke burde kunne mærke det store, smerten burde hun i hvert fald ikke. Han lod hende blot vende sig om, selvom han var klar til at hjælpe hende, hvis hun ikke kunne røre en muskel, for det ville næsten ikke undre ham efter den nedkøling og alt det blod som hun havde mistet. Dog skulle hun nok komme sig, selvom at hun nok ville være træt i hele kroppen de næste par dage, så hun burde faktisk tage den med ro, selvom at han vidste at det ikke ville ske, for han kendte hende allerede så godt at han kunne sige at hun allerede var oppe i morgen tidlig for at udføre arbejdet, på trods at hun burde slappe af.
Raphael begyndte at sy hende i fronten, selvom at han ikke kunne lade vær med at lægge mærke til de mange andre sår på hendes krop, og det var mere end tydeligt at se at hun var en fighter, at hun ikke bare sad stille for at få andre til at gøre det beskidte arbejde for sig, hvilket jo faktisk var det som han var vant til. Han var vant til at arbejde for de rige og adelige, som bare slappede af imens slaverne og tjenerne lavede alt arbejdet, og selv hvis han ikke arbejdede for adelige eller rige, så var han beskytter og der lavede hans herre heller ikke det store fordi manden havde alle andre til at gøre det for sig, derfor var situationen med Tiyanna ny for ham, hvor han først skulle vænne sig til at hun ville gøre det meste selv.
Raphael bandt roligt knude på tråden, inden han bed den over og lagde det fra sig på bordet. Han vendte roligt blikket mod hende, hvor han smilede lettere tilfreds, for nu var han færdig og hun ville overleve, så han kunne jo faktisk ikke være andet end storslået tilfreds! ”Sådan, min herre, men nu burde du hvile dig.” Måske han var hendes slave, men der var alligevel en mere fast undertone, eftersom han vidste hvor stædig hun var, men han kunne også tydeligt se at hun var træt. Han hjalp hende roligt ned at ligge på hans plads, da han tvivlede på at hun havde styrken til at komme op i sin egen seng. Han greb om en masse tæpper, hvor han lagde et som hovedpude for hende og ellers pakkede hende ind i to gode og varme tæpper, så hun kunne få varmen igen. ”Hvil dig,” svarede han mere mildt, som han strøg hende ganske let over panden, hvor han selv blev siddende ved siden af hende.

[Tiyanna Direshade Acheron]

At Raphael havde stillet sig i vejen udelukkende for hendes sikkerhed, var selvfølgelig noget som Tiyanna var glad for, men det havde virkelig irriteret hende af den grund, for hun var vant til at tage sig af sine egne problemer og nu skulle han så til at ødelægge det hele ved at være sådan her overfor hende? Hun oplevede frygtelig sjældent at nogen sagde hende imod, også kun fordi at hun var en leder, men han havde jo som sagt reddet hendes liv, for hun havde sikkert været død nu hvis det ikke var fordi at han havde taget fat i hende, så et sted så.. var hun ham vel egentlig også taknemmelig? At hæve stemmen og at vrisse af ham, var noget som næsten lå naturligt til hende i en situation som dette, også fordi at hun slet ikke ønskede at vise sig som svag, selvom det var helt præcist hvad hun følte sig som i øjeblikket og det var bestemt heller ikke fordi at det var en tankegang som hun brød sig om. Hun var ikke svag og hun kunne fint tage sig af sig selv! Hun var den type som ønskede at gøre tingene på egen hånd og det var noget som hun ellers også så brændende ønskede at holde fast i, også selvom hun havde fået sig en hjælpende hånd i form af Raphael.
Med en ellers så kraftigt og nedkølet skulder, så gjorde det kun det hele værre, for kulden satte sig i meget af hendes krop og hun følte virkelig at hun frøs som bare pokker! Hun havde mistet en god del blod, for ikke at glemme, at hun virkelig havde været træt og udmattet fra før af, så det var heller ikke fordi at det var noget som gjorde det hele bedre for hendes del. Hun burde slappe af og selv da han begyndte at sy hende foran, så kunne hun knapt mærke det, selvom det føles som små stik hist og her, men det var mere eller mindre også det eneste, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun trak vejret dybt og slap det lige så tungt som før, ikke fordi at det var noget som man kunne skjule på nogen måde. Hun ville bare ikke vise sig som svag og bestemt heller ikke overfor en mand som ham! Et sted så frygtede hun vel også det faktum at han ikke ville se på hende som sin herre eller leder, da det nu også var det som hun var.
Den faste undertone som han gjorde brug af overfor hende, var heller ikke noget som faldt i god jord, for det skulle hun skam nok selv finde ud af! Hun sendte ham en fast mine, idet at han tvang hende ned at ligge, selvom hun ikke kunne gøre den største modstand mod det, for hun.. kunne ikke. Hun himlede let med øjnene. ”Jeg kan godt styre det selv, Raphael..” sagde hun tydeligt med en utilfredshed i minen, idet han pakkede hende ind i tæpper. Selv så lå hun og rystede, for hun var virkelig træt og hun følte virkelig at hun var iskold! Hun vendte blikket mod ham, som han bare.. lagde hende til rette på hans plads? ”D-desuden så.. så er det jo din plads,” påpegede hun ganske kortfattet. Benene trak hun en anelse op under sig og trak tæpperne godt om sig. Hun følte bare ikke rigtigt at hun formåede at finde varme og hun hadet det virkelig, selvom hun klart prøvede at undgå at ryste og skælve, for hun var i den grad ikke svag! Hun trak vejret dybt og med den tydelige udmattede mine, idet at hun prøvede at vende sig, så hun kunne komme op at stå, selvom det slet ikke gik som hun ville!

[raphael]

Nok havde Raphael modsagt sig Tiyanna en del denne aften, men det var faktisk kun for hendes egen sikkerhedsskyld. Han var ikke vant til at skulle tænke på flere end sin herre, hvilket hun jo nok ville finde ud af, men efter denne nat, så ville hun nok også komme til at se hvor meget han kunne yde ved arbejde, for der havde hun virkelig fået fat i en der var udholdende, der kunne tage sig af en masse pligter, hvor hun nok ville se ham i en mere underdanig rolle end det som hun havde gjort her til aften. Han var sikker på at hun nok skulle blive glad for at have ham som sin tjener, selvom han også var sikker på at hun aldrig nogensinde ville fortælle ham det, for han havde allerede nu fundet ud af at hun ikke var meget for at give ros, hun var stædig, og hun fandt sig slet ikke i at nogen stillede sig op imod hende, hvilket et sted var noget som måtte more ham. Men han skulle også vænne sig til den tanke at hun var yngre end ham, for han havde aldrig nogensinde haft en herre der var yngre end ham, men på den anden side så blev han heller ikke selv yngre, så en gang skulle jo være den første. Så var han heller ikke vant til at se en kvinde gå i krig på den måde, påføre sig selv så mange pligter at hun kørte sig selv ud, for hun var udmattet og træt, og det skulle ikke undre ham at hun var sådan hver dag, så det at se hende gå i krig på den måde, var selv noget han skulle vænne sig til, det var også derfor han havde været så.. overbeskyttende og hevet hende væk på den måde, hvilket hun jo nok heller ikke var vant til. ”Det kan du nok godt, men din krop er lige blevet nedkølet, hvilket den ikke kan holde til, så du er nød til at hvile dig,” svarede han stilfærdigt, med andre ord, så fik hun ikke lov til at styre det selv. Han lod hovedet søge let på sned ved hendes andre ord. ”Min plads?” gentog han næsten uforstående. Det var hendes telt. Hun kunne give ham et hjørne uden noget som helst og sige det var hans, hun kunne flytte ’hans plads’ hvor hun ville hen, så han så bestemt ikke dette som hans. At hun vendte sig om for at prøve at komme op at stå, fik ham til at gribe støttende fast omkring hende, så hun ikke slog sig eller gjorde noget overilet. ”Hov, hov! Du skal blive liggende!” svarede han stilfærdigt og næsten med en bekymret undertone. Hans ene arm var gledet omkring hendes nøgne ryg, hvor han også tydeligt kunne mærke hvor kold hun var, han kunne tilmed mærke hvordan hun rystede. ”Du ryster,” påpegede han med en bekymret klang, som han endnu engang fik hende ned at ligge, hvor han trak tæpperne godt omkring hende. ”Skal jeg varme dig?” spurgte han kortfattet, som han hentydede til at han ville holde om hende og varme hende med sin egen krop, for kropskontakt var jo faktisk den bedste måde at varme en på. Dog bar hans ord også en tydelig klang efter at det var hendes eget valg og han sagtens kunne lade vær, for det bestemte hun skam selv, men hvis hun frøs, så var muligheden der i hvert fald.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna var en tydelig og stærk kvinde som gjorde hvad hun ville have, hun vidste hvad hun ville og hun var i den grad også frygtelig selvstændig, hvilket Raphael vel også havde fundet ud af allerede? Hun var gået direkte amok da han havde taget fat i hende og tvunget hende væk fra kampens hede, for det var der absolut ingen som havde gjort før, hvilket havde gjort hende direkte rasende, for det var slet ikke noget som hun fandt sig i! At han jo så var en mand af mange talenter og egenskaber, var noget som hun havde set bare en smule af. Ikke bare at han var gået ind for beskyttelse, men han kunne også ordne sår på denne måde? Selvom det havde efterladt hende med rystelser og skælvninger fordi at hun virkelig var kold. At det jo så morede ham at hun var blevet vred og irriteret over det, var noget som kun gjorde det værre, for hun var slet ikke vant til at folk modsagde hende når hun havde sagt noget. Folk stolede som regel på hende og at det hun gjorde var for andres bedste – det var faktisk også det som hun prøvede på. At nogen ville gå ind for at beskytte hende på den måde, var heller ikke noget som hun var vant til. Det var hende kongen var efter og hun vidste det jo godt. Hende såvel som hendes søn om ikke andet, selvom han næsten aldrig var hjemme. Hun vendte blikket direkte mod ham endnu en gang og stadig med en mere trodsig mine end det som hun havde haft før. Den form for omsorg gjorde automatisk at hun følte sig som en svækling, og det var noget som gjorde hende langt mere irriteret. ”Jeg kan altid hvile mig senere!” vrissede hun med en fast tone. Det var noget som gjorde hende vred. En ting var at han havde revet hende væk fra kampen af, selvom den nærmest var ved at gå mod sin ende, så var hun revet derfra og det gjorde hende vred! Men at han skulle modstå sig hendes ordre, gjorde hende også vred! Hun sukkede og vendte blikket mod ham. ”Du hørte mig.. Det er jo din plads..” Hun havde jo givet ham den, og det var heller ikke fordi at hun ville tvinge ham til at flytte plads eller noget. Slet ikke! At han direkte tvang hende ned at ligge igen, var noget som tydeligt også måtte påvirke hende, for hun var slet ikke vant til den form for omsorg! Det var alt for mange år siden at hun havde oplevet det. Hun rystede ja, for hun frøs virkelig og så træt som hun var, så var det ikke lige til at finde varmen bare sådan uden videre! ”Du frøs mig ned, hvis du ikke huske der..?” mumlede hun tvært. Hun var virkelig irriteret, også fordi at hun var træt, for hun var slet ikke vant til at hvile over længere perioder. Hun vendte blikket direkte mod ham ved hans forslag. Varme hende? Hun blinkede let med øjnene. Det var slet ikke ventet på nogen måde, så.. ja, hvad skulle hun da sige? Hun vendte blikket stille ned mod sin favn og ned mod de tæpper som bare ikke kunne varme hende, uanset hvad hun gjorde ved det. Hun sagde dog intet til det, men endte bare med at nikke. At finde varmen igen ville hun heller ikke have noget imod, for så var hun da næsten sikker på, at hun ville kunne klare sig og faktisk også komme i gang igen i morgendagen når hun havde hvilet bare lidt om ikke andet.

[raphael]

Det var slet ikke fordi at Raphael ville virke provokerende, ved at more sig over at hun var irriteret og vred, mest af alt var han faktisk forundret over at hun var så selvstændig og gjorde alt selv, for det var han slet ikke vant til at se! Han havde til gengæld så også kun arbejdet for adelige, når det kom til kvinder, de som normalt ikke rørte en finger selv, så det var nyt for ham at se en kvinde som Tiyanna der var i aktion hver dag. Et sted var det naturligvis forfriskende at se, men han var bare vant til at hans kvindelige herrer ønskede beskyttelse og omsorg, i stedet for.. ikke, som Tiyanna. Han kneb øjnene en anelse sammen til hendes ord og betragtede hende med et stilfærdigt blik. ”Du kan hvile senere? Udmærket, hvad vil du så? Ud og se på resterne af de lig af soldaterne? Vent.. du kan ikke engang rejse dig fordi din krop er kold og nedkølet,” svarede han stilfærdigt og rystede let på hovedet af hende. Nu var hun jo bare til besvær! ”Du bliver liggende. Ellers skal jeg nok personligt hente dig ind igen. Om jeg så skal lænke dig fast til stedet.” Han mente sine ord. Hun havde bedt om hele pakken og den fik hun bestemt også så! Han gjorde det kun for at beskytte hende – som hun jo faktisk selv var gået med til. Han kunne ikke have hende til at rende rundt og lave alt muligt pjat, desuden vidste hun selv, at hun ikke kunne komme op og i gang, hun havde mistet alt for meget blod, hun var udmattet og træt og kulden hjalp bestemt ikke på det, så hun kunne vel selv lægge to og to sammen? ”Udmærket.. men min plads eller ej, så vil jeg altid sætte dig i første række og sørge for at du har det godt, om jeg så selv skal sove på den kolde jord,” svarede han stilfærdigt. Han betragtede ikke noget af dette som hans, alt blev jo ejet af hende i sidste ende alligevel. At hun var sur og irriteret forstod han godt, når hun ikke var vant til den behandling af hende, men han gjorde det altså kun for hendes skyld. Et skævt smil gled over hans læber, som hun tydeligt blev overrasket over, at han spurgte om han skulle varme hende. Hvorfor forstod han ikke helt, for skulle han være ærlig? Han var sikker på at han ikke var den eneste mand i denne landsby, der ville gøre alt for hende som han selv havde gjort til nu. Et sted undrede det ham at hun ikke havde nogen mand ved sin side, og alligevel ikke, for hun var virkelig en hård kvinde, og skulle han være ærlig, så tvivlede han på at nogen levede op til hendes standarder, men man vidste jo aldrig. Smuk var hun dog, så det skulle ikke undre ham hvis mange havde forsøgt. Han nikkede roligt, også som tegn til at han så ville holde om hende, som han løftede de to tæpper, for at lægge sig ned ved siden af hende og lade tæpperne glide over hans egen krop. Han selv bar kun sine skindbukser, så han var lige så blottet som hende selv. Han trak roligt tæpperne over dem, inden han lod de stærke arme glide omkring hendes krop, dog så hun kunne vende og dreje sig, hvis hun ville. ”Er det bedre?” spurgte han roligt, så længe hun bar kunne mærke lidt allerede nu, så skulle det nok virke. Han kunne godt mærke at hun var iskold, selvom at det havde været nødvendigt at køle hende sådan ned.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna var betegnelsen af en meget selvstændig kvinde. Hun havde tydeligt fundet ud af, at mænd aldrig ville hende noget godt, så hvorfor skulle hun lukke nogen tæt ind på sig som det stod for øjeblikket? Det ville hun bestemt heller ikke få brug for, det var helt sikkert! Hun gjorde hvad hun fandt nødvendigt, hun gjorde hvad hun fandt som det bedste og det var at sætte et helt folk før hun overhovedet tænke på sig selv på den ene eller den anden måde. Hun var en venlig sjæl inderst inde, men det var noget som var så godt gemt bag den hårde og faste skal som ingen foruden Jason havde formået at bryde ned og det var skam heller ikke fordi at hun lystede at skulle gøre noget som helst for at lade nogen andre komme hende så tæt på, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hun sendte ham en fast mine. ”Drop de hånende kommentarer, Raphael!” hvæsede hun med en fast tone, selvom hun hurtigt opgav at rejse sig, som hun bare valgte at lægge sig ned igen, for det nyttede virkelig ikke noget som helst uanset hvad, hvilket hun var temmelig træt af! At han direkte ville lænke hende fast, var bestemt heller ikke en tanke som hun brød sig om. Hvis han bare så meget som vovede på det, var en tanke som gjorde hende vred, for det var hende som bestemte! Det var i den grad ikke ham! ”Du kan lige vove!” vrissede hun med en dræbende og fast tone, som hun denne gang bare valgte at blive liggende. Det andet havde hun virkelig ikke styrken til, hvad end om hun ville det eller ikke!
At han nægtede hende at gå nogen steder, at han ville holde hende liggende, var faktisk noget som måtte irritere hende, for hun havde virkelig aldrig været en mand så nær på denne her måde. Ikke i frygtelig lang tid om ikke andet og hun brød sig faktisk ikke om den tanke. Hun følte sig skræmmende.. feminin. Mange prøvede sig på hende, men de blev mødt af en mur, de blev mødt af en kvinde som ikke var til at snakke med, en som hundsede rundt med dem, også fordi at hun var bange for at blive droppet igen – ligesom det var sket sidste gang, selvom det var en historie som de færreste kendte til. Det var heller ikke en som hun fortalte til alle og enhver. Som han lagde sig ned og lagde armene om hende, så kunne hun i den grad godt mærke varmen som måtte møde hendes kolde front og et sted, så var det virkelig en dejlig fornemmelse. Hun trak vejret dybt, som hendes hjerte begyndte at slå og hamre fast mod hendes bryst, selvom det ikke direkte var med et behag som sådan og så.. alligevel? Hun kunne ikke rigtigt forstå det, så hun valgte egentlig bare at bide det i sig lige for nu. Som han spurgte ind til hende igen, så vendte hun blikket mod ham. Hun nikkede ganske roligt, idet hun næsten varsomt krøb tættere ind mod ham, også for at få så meget af varmen som det ville være hende menneskelig muligt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, for det var i den grad også nødvendigt for hende at få den tilbage igen! ”Det.. det gør det..” mumlede hun dæmpet, selvom hun prøvede at fastholde den samme facade som før, for hun nægtede at fremstille sig selv som svag så længe, at hun kunne undgå det!