The start of a new life..?

[raphael]

Der var meget som Tiyanna tydeligvis ikke kendte til Raphaels race. Han var dødsnymfe, deres speciale var mørke og is, han kunne mørkelægge et helt større område, så det at mørkelægge denne by var ikke noget særligt. Han kunne tilmed nedfryse et område så meget, at alt omkring ham ville fryse til is foruden ham selv, hvilket var noget af det som måtte kræve megen energi. Men det var nu noget som han ville holde for sig selv. Hans nøgne overkrop havde få steder som måtte lyse ganske let, på grund af den magi som han brugte. Hans krystal, der hvilede omkring hans hals, lyste også ganske let, selvom at soldaterne udenfor mørket ikke ville kunne se det, desuden så gemte han sig bag den mindre fæstning som de havde bygget, hvor det virkelig var utrolig imponerende alt det som de havde bygget. Det ville virkelig være synd at ødelægge, for det var utrolig smukt og fascinerende! Han selv ville ikke have noget imod at skulle i kamp, men.. hvis man skulle tænke på en hel by, hvor selv kvinder og børn blev sendt væk og i sikkerhed for at de ikke skulle dø, så foretrak han faktisk at soldaterne vendte om, men det så ikke sådan ud, som de kom tættere og tættere på, men man vidste jo aldrig. Han var dog klar til at trække sit sværd og gå i krig, hvis der skulle ske noget, desuden så var der jo kun nogle lommefulde soldater! Han var sikker på at de nok skulle vinde, for skød de fra mørket af, så ville de jo slet ikke kunne se hvor pilene ville komme fra, så ville de have en meget mindre chance. Han var sikker på at de nok skulle klare den uanset hvad der skete.
Raphael så kort op mod Tiyannas løftede hånd, som han egentlig bare ventede på at hvilken ordrer hun måtte give. Han så roligt mod soldaterne igen, som de tydeligvis havde fundet et fodspor af en fra landsbyen, måske fodspor fra ham og Tiyanna da de var kommet herhen? Han vidste det ikke, hvilket også var irrelevant, for det vigtigste var at de ikke fandt byen. På den anden side, så kunne han ikke holde byen mørkelagt, hvis han skulle ud og svinge med sværdet, men så længe de fik stoppet soldaterne og ingen nåede at flygte, så gik det vel også? Han blev blot siddende, for det at hoppe her op og faktisk sætte sig op imod hendes ordrer, havde jo heller ikke været meningen, for han ønskede heller ikke at det skulle ske igen. Han gik normalt aldrig imod sin herres ordrer, men det var tydeligt hvor meget denne landsby måtte betyde for hende og for folket, ellers ville det jo heller ikke være så avanceret her, så.. han ville vel bare beskytte den, ligesom hun også gjorde? Han ville jo faktisk altid det som hans herre ville – for det meste. Han rettede sig altid efter sin herres ønsker og behov uden at stille spørgsmål, om han så var utrolig meget imod dem eller ej. Han betragtede blot vagterne, som de kom tættere på, selvom at han ikke rørte så meget som en muskel, da han koncentrerede sig om at holde mørket sænket over landsbyen, så ingen og intet ville kunne se den. Han selv havde ingen bue, han kunne selvfølgelig godt skyde med en, men han var virkelig ikke den bedste til at ramme plet, men øvelse gjorde vel mester? Og han var sikker på at han nok skulle få lært en masse, nu hvor han kom til at bo her sammen med Tiyanna.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna ville beskytte denne by og med alt det som hun kunne og havde at gøre brug af i den anden ende. Dette var deres sted, det var et sted hvor folk kunne søge til, hvis de var imod Inkarnos styre, så de havde deres eget lille samfund, selvom de stadig gjorde sit mod Inkarno, netop for at vise ham, at han var nødt til at ændre det hele i stedet for at fortsætte den samme køre som han altid havde gjort det, for det var slet ikke noget som man kunne bruge til noget som helst i den anden ende, hvilket hun kun måtte håbe på at han fandt ud af før eller siden. Hun kneb øjnene sammen. Hun kunne se soldaterne, men de kunne ikke se dem? Det som hun var mest bange for, var netop det faktum, at Raphael ikke ville være i stand til at skulle opretholde det hele så længe igen, for det ønskede hun heller ikke. Han skulle ikke køre sig træt, når hun vidste at de kunne slå de mænd ihjel inden de overhovedet ville finde ud af hvad der egentlig ramte dem og det var også det som hun ville fortrække! Fodsporene som afslørede at der havde været nogen derude, var noget som gjorde hende direkte vred og arrig, så det var heller ikke noget som sagde så lidt i den anden ende på nogen måde! Hun trak vejret roligt og dybt og med blikket intenst hvilende på dem. Hun kunne prise sig lykkelig for hendes syn som elver, for hun kunne se frygtelig langt og hun kunne se selv de helt små detaljer på selv en frygtelig lang afstand, også selvom hun ikke var helt vågen længere, ofr hun var virkelig ved at køre træt. Det var hårdt at stå med ansvaret alene på denne her måde, så det var heller ikke fordi at det var noget som hun kunne gøre noget ved, om det jo så var noget som hun ville det eller ikke. Hun knyttede næven endnu en gang. ”Der kommer en gruppe mere længere bagud,” sagde hun med en ganske kortfattet tone. Måske ikke så stor som den første, men den var der og det var også noget af det som bekymrede hende. Hun vendte blikket direkte mod Raphael som stod der i sin fulde koncentration. At dette var en evne som han havde, så var det jo selvfølgelig noget som hun var frygtelig glad for i den anden ende. ”Hvor længe kan du holde mørket oppe, Raphael?” Hendes stemme tydet kun på alvor, for hun var i den grad nødt til at vide det, for de ville være tvunget til at skulle tage affære før eller siden, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var der virkelig ikke noget som man kunne gøre ved det, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Hånden holdt hun endnu oppe, for nu hvor de andre var skræmmende tæt på.. men hvis dette ville udløse det som kunne minde om en krig, så var det bestemt heller ikke noget som hun selv var lystet til at gøre brug af på den ene eller den anden måde, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var der intet at gøre ved den sag på nogen måde overhovedet! Blikket røg ned mod jorden, hvor krigere med sværd og spyd for hånden måtte stå. Måske meget primitive håndvåben, men det var jo de valg som de havde, for de havde jo ikke nogen til at lave våben for dem på denne her måde, så selvfølgelig var det også noget som spilede meget ind. ”Vær klar.. En gruppe to er på vej,” endte hun med en ganske kortfattede stemme. ”Vent på mit signal,” afsluttede hun som hun vendte blikket mod soldaterne igen. De havde allerede valgt at trække våben. De vidste at der var noget i nærheden.

[raphael]

Raphael var sikker på at han nok skulle komme til at få sit at se til, at han nok skulle få sit at lave, for han tvivlede på at Tiyanna var en kvinde der lod folk dovne rundt, det var jo så heller ikke fordi at det var det som han havde i tankerne, for han ville faktisk se frem til at kunne lave noget ordentligt, komme lidt i gang igen og faktisk være aktiv, for han var sikker på at hun havde en masse fysiske udfordringer til ham, hvilket han faktisk ville se frem til. Han havde intet imod at være hendes tjener, for hun virkede til at være en reel person, og han skulle skam nok overbevise hende om at hun havde valgt rigtigt, da hun havde valgt at tage ham med sig, for han var faktisk en perfektionist om man så troede det eller ej. Han gik op i at gøre tingene helt perfekt, for at stille sin herre tilfreds.
Raphael vendte roligt blikket frem for sig igen, som hun sagde at der kom en gruppe længere fremme, hvilket fik ham til at spejde mod horisonten, selvom at han næsten ikke kunne se noget for bare træer, der måtte stå i vejen for hans blik. Desuden så havde han heller ikke superøjne, så han kunne ikke se længere end et normalt menneske. Han var dog opmærksom på den forreste gruppe, som tydeligt kom nærmere, hvor de tilmed havde trukket deres våben, for det var tydeligt at de havde fået færten af landsbyen, hvilket han allerede nu vidste måtte bekymre Tiyanna. Han selv var ikke decideret bekymret, for han kæmpede faktisk ikke for en hel landsby, han kæmpede faktisk kun for sin herre og dermed Tiyanna, selvfølgelig ville han hjælpe med at beskytte landsbyen, eftersom det var den som hun kæmpede for, for han gjorde trods alt for at opfylde hendes ønsker og behov. Han vendte roligt blikket mod hende, som hun spurgte hvor længe han kunne holde mørket oppe, hvor han trak svagt på skuldrene. ”Skal jeg intet foretage mig, så kan jeg holde det i et godt stykke tid endnu,” forklarede han sandfærdigt, som han vendte blikket frem for sig igen og mod soldaterne der var på vej hen imod landsbyen. ”Skal jeg derimod bruge hænderne, så falder mørket,” lagde han roligt til. Han kunne sagtens skyde med bue og pile, selvom han ikke var den bedste, tværtimod, der var han langt bedre med sit sværd. Han kunne sagtens fryse alle soldater ned, selvom det kunne skade folkene og krigeren herinde i landsbyen, men så var han også nød til at slippe mørket som han holdt sænket over landsbyen. Skulle han i kamp, så blev landsbyen også synlig. Deres bedste chance var faktisk bueskytterne, for så ville soldaterne ikke kunne se hvor pilene kom fra, fordi de skød direkte inde fra mørket af.
Det var kun tydeligt at soldaterne ikke stoppede op og skulle Raphael være ærlig, så tydede det på kamp, selvom det heller ikke gjorde ham noget, for så kunne han da få skaffet sig nogle gode saftige sjæle, så han ikke behøvede noget i lang tid, hvilket også kom ham som det bedste. Han kunne jo ikke komme udenom at det var livsnødvendigt for ham at skaffe sig sjæle, for havde han ikke sjæle, så havde han ingen magi og hans magi var knyttet til hans livsenergi, så hvis han ikke havde nogen magi eller nogen sjæle, så ville han faktisk dø.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna kunne allerede nu konstatere at Raphael ville vise sig at blive en frygtelig god en at have med på vejen. At han kunne betvinge mørket på den måde, var noget som virkelig måtte lette hende som intet andet, selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde noget til direkte. Hendes fokus måtte ligge på helt andre ting. Som elver så havde hun faktisk et godt syn og med warlocken som lige så også måtte hvile i hende, så var det hende kun en hjælp med mørket, for hun kunne nærmest se direkte igennem det. Hun lukkede øjnene ganske kortfattet. Så længe at han stod i ro og kunne holde mørket oppe, så ville det selvfølgelig være dem en kæmpe fordel, men hun ønskede virkelig ikke at nogen skulle komme til skade. ”Udmærket.. Hold det oppe så længe det er dig muligt, Raphael. Hold dig udenfor skudlinjen hvis du kan.. Er du tvunget til at bruge hænderne eller våben, så gør det.” Endnu en gang var hun tvunget til at tage affære og hun var virkelig træt af det! Også set i bogstavelig forstand, selvom hun var bange for at den dag hun ville stoppe med det, så ville det hele gå til grunde og Imandra med og det var noget af det sidste som hun ønskede sig i den anden ende, det var helt sikkert!
Raphael skulle nok få lov til at opleve sine udfordringer og sit arbejde, for det var bestemt heller ikke fordi at hun var nem at stille tilfreds med det ene eller det andet. Nu hvor man kunne sige at Raphael stod overfor sin store test også for at vise hvor hans loyalitet måtte ligge. At hun jo var kronprinsesse af landet var noget som de færreste vidste og hun var end ikke sikker på at Inkarno vidste det. Det var i den grad også sådan at hun ville have at det skulle forblive, for den mand kunne virkelig ikke gøre noget andet ned at ødelægge det og det var noget som hun efterhånden var ved at være frygtelig træt af! Det lagde op til kamp og nu hvor de havde valgt at trække deres våben, så var det jo kun tydeligt, at de vidste at der var noget lige i nærheden, hvilket i den grad heller ikke var en tanke som hun brød sig om, for hun følte sig virkelig ikke optimalt klar til at skulle begå kampe på den ene eller den anden måde. Hun var for pokker da ikke udhvilet!
Tiyannas blik måtte glide direkte mod soldaterne som kun måtte komme tættere og tættere på, hvilket bestemt heller ikke var en tanke som hun var meget for, men det var vel bare at tage tingene som de kom? Hun sænkede hånden fast, hvilket var et tegn til at pilene måtte sendes af sted. Uden så meget som en eneste lyd, så forlod de, de mange spændte buer og direkte mod dem som faldt på stribe og næsten uden så meget som en lyd. Mange gisp og bump som de måtte falde til jorden, hvilket trak de andres opmærksomhed. ”Spænd buerne.. Der er flere på vej.. og de er mange..” fortalte hun videre. De andre soldater kom løbende og med hævede våben selv. De stoppede op med det samme som de kunne se de andre faldende. De kaldte sig sammen i grupper idet at de bare stormede direkte mod mørket som måtte være lige i nærheden. Tiyanna trak våben. ”Så er det nu,” sagde hun ganske kortfattet. Hun vendte sig mod Raphael. ”Skaf dig sjæle hvis det bliver dig muligt.. det lægger op til krig nu,” sagde hun ganske kortfattet. I hendes øjne havde det også på sit vis været uundgåeligt. Hun vendte blikket mod mændene på jorden som selv havde trukket deres væben. Det var nu eller aldrig!

[raphael]

Det at holde mørket over landsbyen kunne Raphael naturligvis ikke gøre i al evighed, for til sidst ville hans energi løbe op, ligesom hans sjæle også ville, for magien lå i krystallen, og krystallen var afhængig af sjæle, så havde han ingen sjæle, så havde han heller ikke nogen magi, og eftersom han skulle have sjæle til at leve, så ville han også dø, hvis han løb tør. Han vendte blikket op mod Tiyanna ved hendes ord, hvor han nikkede kortfattet og forstående. ”Javel Ma’am,” endte han fast, som han vendte blikket mod soldaterne igen. Det at stille sig op imod hende havde han heller ikke lyst til, og han ville heller ikke skabe tvivl omkring hendes lederegenskaber, for han vidste at hun ville beskytte og vogte denne landsby med sit liv, og hun ville gøre alt som var for det bedste for den. Blikket hvilede stift mod soldaterne der blot kom tættere på, inden han kort vendte blikket ned imod hans sværd, der hang trofast ved hans side. Han var faktisk god i kamp, selvom at det godt nok ikke var det som han havde gjort mest igennem hele sit liv, men svag var han bestemt ikke og han var ufattelig dygtig til at svinge sværdet. Han havde jo allerede slået en af soldaterne ihjel, da ham og Tiyanna havde været på vej herhen, fordi de var blevet overfaldt.
At det hele lagde op til kamp, var noget som var ved at blive mere end tydeligt, for soldaterne så ikke ud til at de ville stoppe og vende om, nej de fortsatte direkte hen imod den store fæstning som udgjorde landsbyen her i skoven og her hvor rebellerne måtte høre til, og de var ved at opdage deres opholdssted. Hvis de gik i krig, så var de nød til at sørge for at alle døde og ingen slap væk, for så ville den soldat kunne fortælle denne Inkarno om hvor landsbyen måtte ligge, og så var de mere eller mindre dødsdømt. Han vendte blikket op imod Tiyanna, da hun lod hånden falde og bueskytterne måtte sende deres pile af sted, som ramte de forreste soldater, som faldt på række. At det så kun lokkede de andre soldater hen, var noget som næsten var indlysende, dog gjorde Raphael intet andet end at holde mørket sænket over landsbyen, så man ikke ville kunne se den og på den måde, kunne soldaterne heller ikke vide hvor pilene måtte komme fra, foruden et sted fra mørket. At folk trak deres våben og det hele lagde op til kamp, var mere ende tydeligt, specielt sådan som soldaterne måtte komme imod landsbyen. Han nikkede roligt til Tiyannas ord, hvor han ellers blot blev siddende. ”Udmærket,” endte han fast, som det alligevel måtte kræve sit at skulle koncentrere sig om at holde mørket sænket, når soldaterne også var på vej hen imod dem. Selvfølgelig kom der også kun noget godt ud af det, hvis han da overlevede, for så kunne han skaffe sig sjæle til lang tid, uden at skulle tænke på det behov, for hun havde jo selv bedt ham om at blive indenfor de fire mure. Men han ville gå ud i feltets hede og kæmpe imod soldaterne, hvis det blev nødvendigt, for som sagt kunne han heller ikke holde mørket sænket i al evighed. Desuden så skulle de også snart angribe, hvis ikke soldaterne skulle trænge ind i landsbyen.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna var ganske enkelt for træt til at skulle kæmpe lige nu, men det var tydeligt at der ikke rigtigt var noget andet valg for hendes vedkommende. Så længe at Raphael kunne holde sig ude af skudlinjen, så skulle det vel nok gå? At han var god med sværd var noget som hun allerede havde fået lov til at erfare på sin egen måde, hvilket var noget som var faldet hende i utrolig god smag, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun havde knapt fået sovet, hun var altid på farten, så det ville vel også gå galt før eller siden? Det var også det som hun måtte være bange for, selvom det slet ikke var noget som hun ville vise overfor nogen som helst, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket på denne her måde. ”Godt..” endte hun ganske kortfattet som de første pile måtte blive sendt af sted. De var bare for tæt på og det var den tanke som hun slet ikke kunne have med at gøre. At de andre måtte komme og endda i store grupper, var det som bekymrede hende. De var nødsaget til at dræbe hver evig eneste lille en af dem, selvom det slet ikke var en tanke som huet hende, men hvad andet valg havde hun egentlig? Det var det som i den grad også måtte irritere hende og noget så frygtelig voldsomt!
Selv måtte hun trække våben og forlade muren som stod rundt om byen. Det var det eneste forsvarsværk som byen havde foruden de mænd som var villig til at ofre livet for den – ligesom hun selv var, selvom det slet ikke var noget som hun havde nogen intentioner om på nogen måde. Der var jo ikke rigtigt nogen til at tage over endnu. Grupperne med soldater måtte kun komme nærmere og selv når de havde trukket våben, så lagde det op til kamp. ”I kender til det.. Ingen må overleve og det er ekstremt vigtigt,” sagde hun ikke mindst med en fast tone. Om de kunne høre hende på den anden side af muren, vidste hun ikke, men det var nu eller aldrig. Et sted så var hun glad for at hendes kære søn ikke var hjemme, for hun ønskede ikke flere bekymringer, desuden så vidste hun at knægten var stor nok til at passe på sig selv, så det var heller ikke fordi at det var noget som kunne blive meget bedre på den ene eller den anden måde, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun knyttede næverne fast omkring sit eget sværd som hun prustede dybt. Hun kunne høre soldaterne på den anden side, idet de selv med kraftige opråb måtte løbe mod mørket. Hun trak vejret dybt, idet hun selv måtte gøre tegn til at kampen kunne sættes ind. Hun kunne se dem, men de kunne ikke se hende eller hendes mænd, så det var jo selvfølgelig en fordel som hun ville drage god brug af! Hun satte direkte i løb sammen med resten. Selv var hun hurtig og hun havde sin blanding af racer at gøre brug af, hvilket hun bestemt heller ikke ville tøve med i den anden ende, hvis det skulle vise sig at blive direkte nødvendigt, det var helt sikkert! Tiyanna stormede ud af mørket sammen med de mænd som stod. Det var tydeligt ikke ventet af soldaterne som måtte ende overrasket, idet at det blodige slag måtte gå ind. Lyden af krydsende klinger og skrig bredte sig i luften. Der var bare ingen af dem som skulle have lov til at overleve, det var hendes største bekymring! Selv røg hun i fronten af kampen, træt og udmattet, så var det måske heller ikke helt smart, men hun var virkelig ligeglad! Hun krydsede klinger med mange, tvang dem i jorden ved at stikke dem ned og sørge for at de ikke kom op igen! De var mange.. langt flere end det som hun lige havde regnet med!

[raphael]

Det at se soldaterne komme tættere på, var ikke noget som gjorde Raphael nervøs, men det gav ham en form for spænding, for det var lang tid siden at han havde været i kamp på denne måde. Han havde aldrig kæmpet imod flere, eller i hvert fald ikke så mange som der var af disse soldater, derfor måtte det også gå ham på, at han skulle holde mørket sænket over landsbyen og ikke med ud at kæmpe, desuden så vidste han jo godt at han var nød til at slippe mørket, hvis han skulle ned og skaffe sig sjæle, for det skulle helst gå hurtigt efter drabet og inden at Azrael kom og hentede deres sjæle, før han nåede at fange dem. Han så blot til, som Tiyanna måtte sende mændene i kamp imod soldaterne. Der var ingen tvivl om at dette ville blive noget af et blodbad. Soldaterne var der mange af, hvilket var mere end tydeligt. Han holdt specielt øje med Tiyanna, specielt fordi han vidste hvor træt hun måtte være, fordi han vidste at hun var udmattet og at hun havde brug for noget søvn og hvile. Man tænkte ikke klart, når man var søvnig og man holdt ikke længe i kamp, hvis man var udmattet. Han selv var selvfølgelig også udmattet efter sin flugt fra sin tidligere herre og så den vandretur hen til denne landsby der nu var hans nye hjem. Han glædede sig et sted til at komme i gang, medmindre dette faktisk endte med at blive hans sidste aften, for hvis Tiyanna måtte dø, så havde han jo faktisk ingen herre og så måtte han jo på udkig igen. Hun havde sagt at hun ville have hele pakken angående ham, og derfor måtte han også beskytte hende.
Raphael betragtede hende roligt med de isblå øjne. Han holdt skarpt øje med hende, så han kunne nå at bryde ind, hvis det blev nødvendigt. Ikke fordi at han tvivlede på hende, men han var ikke kun hendes tjener, men også hendes beskytter og derfor kunne han ikke tillade at der skete noget med hende. Desuden virkede hun til at være en god leder, en god herre for hans vedkommende og det ønskede han et sted ikke at miste, selvom der stadig var noget ved hende som alt i ham bød ham at hade, men han måtte jo finde ud af hvad det var. Måske noget ved hendes race? Han var ikke helt sikker. Han tvivlede ikke på at hun var dygtig, men det var når hun var i topform og ikke når hun var udmattet, som han vidste at hun var, for han havde set hendes trætte øjne og udmattede blik. Han endte med at slippe mørket, så landsbyen blev synlig, selvom at soldaterne havde for meget at se til. Han var nød til at skaffe sig sjæle inden han mistede for megen energi. Han endte med at springe direkte ned i krydsilden, inden han greb omkring sit sværd, som han hævede, blot for at begynde at slagte soldaterne én efter én. Han hev sin krystal frem, som han satte mod en soldats bryst, inden lyset gled ud af mandens øjne, som han endte med at suge sjælen til sig, hvilket kun måtte give ham en ny energi.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna havde direkte fortalt Raphael at hun ønskede alle hans tjenester og med det, så mente hun faktisk alle! Lige nu var det bare ikke det som hun tænkte på. Nej, det var byens beskyttelse, for det var noget af det som hun måtte værdsætte mest i hendes liv som det måtte stå lige nu – foruden hendes søn selvfølgelig. At gå i krig nu, vidste hun godt, kunne være dumt og fatalt for hendes vedkommende, men hun kunne aldrig nogensinde drømme om at skulle sende folket ud og selv stikke halen mellem benene og bare gemme sig. Nej! Det var slet ikke noget som hun kunne have med at gøre på denne her måde, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, det var da helt sikkert! Alene tanken om det, var noget som faktisk kunne gå hen og gøre hende til dels irriteret og endda meget! Utallige klinger mødtes og skrig brød mere eller mindre hele pladsen. Raphael stod deroppe og havde fuldt udsyn til det hele, selvom hun næsten kunne fornemme, at han måtte følge hende med blikket. Ikke fordi at det var noget som gjorde hende noget, for hun kunne i den grad godt passe på sig selv! Selv havde hun fået den ene og den anden ned og bide i den knastørre skovbund. Hun var nemlig selv rigtig dygtig med våben og meget af det, var faktisk selvlært fra hendes side.
At Raphael endte med at hoppe direkte ind i kampen og trække sit sværd, var noget som hurtigt måtte tiltrække sig af hendes opmærksomhed. Som warlock og med den race i sine årer, så kunne hun jo selv tydeligt fornemme at han måtte være i nærheden. At se hvordan han gik til den og hvordan det egentlig måtte foregå med at samle sjæle, var noget som tydeligt måtte forundre hende, for det var skam heller ikke fordi at der var særlig mange af hans slags tilbage, så det var jo heller ikke noget som hun havde set før på noget tidspunkt. Hun svang sværdet endnu en gang, hvor hun næsten måtte halshugge en af soldaterne som havde hævet sværdet mod hende. De mørke øjne faldt hurtigt på en mindre gruppe som var på vej væk. Hun pegede fast i retningen af dem. ”Få dem ned inden de stikker af!” Hendes stemme var en kraftig råben og næsten en hvæsen bare for at sørge for at folk kunne høre hende. Hun var nemlig for langt væk fra dem og for omringet af bogstavelig forstand til at hun kunne få fat i dem inden de ville være alt for langt væk, hvilket et sted også måtte være hende en frustration uden lige, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om. En pil kom farende igennem luften, hvilket Tiyanna først måtte lægge mærke til, da den faktisk måtte sidde i hendes ene skulder. Hun kom med et kraftigt og smertefuldt gisp, selvom det dog ikke var noget som skulle stoppe hende! Hun nægtet at falde bare sådan og endda ikke engang i kamp mod Inkarno! Hun svang sværdet endnu en gang i flere elegante buer, så hun fortsatte med at slå folk ned. Hun var bestemt heller ikke færdig endnu!

[raphael]

At det hele havde ændret sig til et kæmpe blodbad, var noget som Raphael hurtigt havde lagt mærke til. Han vidste at denne kamp ikke bare ville gå sin ende med det samme, hvilket også havde været grunden til at han havde sluppet mørket, for at trække sit sværd og selv gå i krig. Landsbyen var måske synlig, men han tvivlede på at nogen af soldaterne ville nå at trænge ind i landsbyen før at folket de mødte i krig var døde, og det måtte han jo bare hjælpe med at sørge for ikke skete. Han slog sit sværd imod en af soldaternes, hvor han også brugte sin fysiske styrke til at skubbe soldaten væk og stikke sværdet igennem brystet på ham, halshugge, skære lemmer af og alt hvad der ville dræbe eller såre dem slemt. Han var ikke elendig i krig på trods han faktisk havde levet hele sit liv med at tjene andre, men selv det havde sine fordele. Til gengæld så kunne han ikke rigtig holde øje med Tiyanna, eftersom han selv blev optaget af kampens hede og de mange soldater, da der alligevel var en stor flok. Han begyndte dog at slagte soldaterne én efter én med sit brede sværd, der hvilede perfekt i hans hånd. Han greb en soldat ved skulderen stak sit sværd igennem hans bryst, inden han tog fat omkring sin halskæde og lod spidsen glide imod mandens bryst, hvor han hev sjælen ud af ham. Han kunne tydeligt mærke at det gav ham flere kræfter, desto flere sjæle han måtte opsluge, hvilket fik et hoverende smil til at glide over hans rosenrøde læber. Visse steder måtte lyse isblåt for hver sjæl han måtte indtage i krystallen.
Raphael så sig let omkring, hvor blikket faldt på mange af de faldne, nogle soldater andre folk fra landsbyen, men det var jo det som han havde sagt til Tiyanna hvis de brød ud i krig, havde soldaterne vendt om så var der intet blod der var blevet udgydt denne nat. Blikket fortsatte imod Tiyannas skikkelse, hvor han tydeligt kunne se hvor bravt hun selv måtte kæmpe, og han var ikke et eneste sekund i tvivl om at hun virkelig var viljestærk, for på trods at hun var træt og udmattet så pressede hun sig selv til at yde det bedste, mere end det bedste, hvilket faktisk var imponerende at se. Som hun dog råbte at nogle af soldaterne stak af, vendte han de isblå øjne imod den lille flok. Han kunne godt regne ud at hvis disse soldater lykkedes at flygte, så kunne de afsløre landsbyens beliggenhed, hvilket han ikke kunne risikere. Han endte med at sætte i løb. Han gled hen af jorden og undgik en soldats klinge, inden han skød nogle istapper imod et stort træs stamme. Istapperne som satte sig fast i træets stamme styrede han ganske let med hænderne, som han lod isen sprede rund om træet, hvor han frøs det fast, inden han dannede en kugle af mørke, som han kylede direkte imod iset omkring træets stamme, som endte med at splintre og gå i stykker, så det store træ faldt. Stammen endte med at mase en af de flygtende soldater og ellers sikrede at de resterende ikke flygtede, som det faldne træ måtte blokere deres flugtvej. Han strammede grebet omkring sit sværd, inden han igen sloges imod soldaterne, hvor nogle andre krigere fra landsbyen nåede hen til de flygtende soldater og sørgede for at de ikke slap væk.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna vidste udmærket godt, at hun ikke havde alverdens at byde på, foruden forsøget på at skulle gøre Imandra til et bedre sted for alle at være. Måske at der var tanker bag dette som ikke rigtigt gav mening for enkelte, men for hende, så gav det i den grad mening! Det var hendes hjem, hun var stolt af at være fra Imandra, men når det skulle være på denne her måde, så var det kun på tide at man gjorde noget ved det og ændrede det, så det ikke endte med at gå helt galt, for Inkarno var fuldkommen galt på den! Hun var træt, hun var udmattet, men dette blodbad var noget som hun agtet at komme sig igennem, ligesom hun havde gjort det med de foregående! Det var ikke alt som var lige nemt, men hun kæmpede for det og det gik da som regel, ellers ville hun da slet ikke stå der den dag i dag. Raphael havde hun ikke rigtigt øje for under kampene, for hun var nu sikker på at han nok skulle klare den. Nu hvor hun allerede havde set hvad det var han var i stand til, så kunne hun ikke være mere heldig af sig, set i hendes øjne om ikke andet, for det betød faktisk meget for hende at der var nogen hvis evner og talenter indenfor kamp, var noget som hun kunne stole på, så kunne det bestemt heller ikke blive bedre!
Skytten som havde skudt den pil efter hende – og faktisk også ramt, var end ikke noget som hun havde regnet med, men det var sket alligevel, hvilket var noget som kun gjorde hende langt mere vred og irriteret end det som var nødvendigt. Hun var nødt til at holde fokus, selvom det bestemt heller ikke var nemt, når hun ikke kunne få hvile! Selv havde hun slet ikke mulighed for at komme frem til dem som var ved at stikke af. Hvis beskeden omkring byen her måtte nå Inkarno, så havde de alle et kæmpe problem, for så stod de alle til dødsstraf! Og det ønskede hun bestemt heller ikke! Med en ubrugelig arm, så kæmpede hun alligevel med alle de kræfter som hun havde at gøre brug af, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det nu endelig måtte være når det kom til stykket. Hun kneb øjnene fast sammen. Sværdet røg direkte igennem brystet på den ene, for at hugge hovedet af den anden. Jo hurtigere at dette kunne gå, jo bedre ville det i den grad også blive, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Skrig og faldende var mere eller mindre overalt, for det var mange soldater som var her. Det var også det som gjorde hende nervøs, for.. vidste Inkarno at de var herude? Hun bed sig svagt i læben, hvor hun endnu en gang måtte ende en anelse ukoncentreret. Sværdet blev slået direkte ud af hendes næver, hvilket i de grad også måtte brænde i hendes ene skulder, for det gjorde virkelig ondt! Inden hun nåede at se sig om, så blev hun tvunget direkte ned i benene, da hun fik et kraftigt slag ind bag hendes knæ. Hendes hænder blev grebet, som de hurtigt tog fat i hendes hår og trak hendes hoved en anelse bagud, kun for at sætte sværdet ved hendes hals. Hun sendte dem et dræbende blik. Soldaterne prøvede at holde de kæmpende på afstand. Tiyanna spillede en for stor rolle til at de kunne miste hende og hun vidste det jo godt. Det brændt som fanden i hendes skulder. Pilen lod de jo fint blive siddende!

[raphael]

De magiske evner var noget som kom Raphael til fordel i denne kamp, hvilket da hurtigt måtte gå op for ham. Han brugte godt nok sjældent sin magi, men nu hvor han kunne skaffe en masse sjæle, så havde han bestemt også tænkt sig at yde sit bedste, både sine sværdfærdigheder men også sine magiske evner, for han kunne hurtigt lade op, hvis det var det der skulle til, det var bare at dræbe nogle flere soldater og så opsluge deres sjæle, for så var han så god som ny igen. Derfor var det heller ikke svært at stoppe de flygtende soldater, specielt ikke når han havde sådan en stor kontrol over sine to elementer som han havde. Godt nok var det ikke ham som dræbte de flygtende soldater, men han havde da i det mindste fået stoppet dem, hvor han tog sig af de soldater der var i rundt omkring ham. Det var ikke svært at skelne mellem ven og fjende, for soldaterne bar rustning, hvilket de krigere fra landsbyen ikke gjorde, de var faktisk slet ikke særlig godt dækket til af beskyttende ting, men på den anden side så gjorde en rustning kun én langsommere og han kunne tydeligt se at selvom folk her ikke var soldater, så var de dygtige til at svinge et sværd, skønt at de var bønder. Men på den anden side så kæmpede de for en større sag, de kæmpede for deres hjem og for et bedre land, selvom han selv kun kæmpede for sin herre, af den grund kunne han alligevel ikke lade vær med at føle sig som en del af fællesskabet, da han selv hjalp landsbybeboerne i kamp, hvor de også hjalp ham.
Blikket gled mod Tiyanna endnu engang, for nok hun kunne klare sig selv, men hun var udmattet og træt, hvilket gjorde en del, Raphael havde set hende blive skudt med en pil, hvilket havde vakt en mindre uro i ham, for hun var trods alt hans herre, men han ville ikke gribe ind, fordi hun fortsatte med at kæmpe som var intet hændt, hun var en fighter, hvilket man også tydeligt kunne fornemme på hende. Hun havde sin stolthed og værdighed, hvilket også var grunden til at han holdt sig på afstand og ikke brød ind for at få hende i sikkerhed, for hun ville alligevel ikke gå med ham. De isblå øjne søgte kort rundt, som det var tydeligt at de fleste soldater var ved at falde og de selv var ved at vinde. Han så dog tydeligt til, da nogle soldater fik slået Tiyannas sværd ud af hendes hånd, for at få hende ned på knæ, trak hende tilbage og holdt hende fast, hvor en anden soldat skulle til at kappe hovedet af hende, men det ville han dog ikke tillade! Han stak sit sværd op igennem en soldats hage og spiddet hans hoved, inden han trak sværdet til sig og kæmpede sig hen imod Tiyanna og soldaterne. Manden der løftede sit sværd og som skulle til at hugge hovedet af hende, havde han taget i blik, hvor han trampede i jorden, så noget is måtte omsluge soldatens krop og fryse ham fast.
Raphael nåede hurtigt hen til dem, hvor han skød sylespidse istapper imod de to soldater der holdt Tiyanna, inden han strammede grebet omkring sit sværd, som han slog det direkte ind i manden der var omgivet af is fra top til tå, som han huggede midt over, så isen måtte splintres og soldaten der faldt sammen. Han stoppede roligt op foran Tiyanna, som hans blik faldt imod, hvor han betragtede hendes ganske let. Hun var såret på grund af pilen, selvom de nok skulle få den ud og hende så god som ny igen. Han stak sværdet ned i stofbæltet, inden han satte sig på hug foran hende. ”Kom her.” Uden at lade hende komme med nogen indvendinger, løftede han hende op i sine arme, inden han satte kursen mod landsbyen. De var alligevel ved at vinde, så han tvivlede på at de havde brug for Tiyannas assistance det sidste stykke.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Der var egentlig kun ganske få fra byen af som havde nogen former for rustning. Visse havde jo faktisk vendt Inkarno ryggen, skænket Tiyanna inside informationer og det havde virkelig været dem en hjælp! De kendte til fremgangsmåden ved den kongelige hær og selvfølgelig var det også noget som var dem en kæmpe hjælp i den anden ende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Det var dem en uvurderlig hjælp! At Raphael klarede det godt, havde Tiyanna allerede lagt mærke til, og det var hende en lettelse, at hun også kunne finde andre derude som kunne svinge et sværd ligeså godt som hende selv! Hun var ganske rigtigt meget selvtrænet i dette, men hun havde også fået meget fra bunden af, også med hensyn til det liv som hun havde haft i Procias tilbage i sin tid, for hun havde skam også været lidt overalt i den anden ende, om det jo så var noget som man ville det eller ikke.
At blive tvunget i knæ på den måde og holdt fast, var noget som kun efterlod Tiyanna med en direkte vred mine. Pilen sad utrolig godt fast og hun mistænkte den for at være giftig. Det brændt ubeskrivelig meget! At servere hendes hoved for Inkarno ville efterlade ham med hele magten og hun vidste det jo godt. Uden hende så ville denne landsby heller ikke stå fast og det var heller ikke noget som hun ville finde sig i! Som de skulle til at svinge sværdet direkte mod hendes hals, kun for at skille hendes hoved fra kroppen, så gjorde hun et kraftigt sæt, idet at Raphael måtte komme hende til undsætning. Et sted så lettede det hende, selvom hun også ønskede at vise sig som stærk og ikke en svaghed, det var der heller ikke nogen tvivl om! Det lettede hende dog meget at soldaterne direkte måtte fryse til.. is? Hun trak armene fast til sig, også selvom det virkelig brændt i hendes skulder, men hun var ikke den type som bare satte sig ned og gav sig til at klynke!
Tiyannas blik gled op mod Raphael. At han var kommet hende til undsætning, var faktisk noget som lige havde reddet hendes liv, selvom hun ikke var den bedste til at vise taknemmelighed på denne her måde. Hun rystede på hovedet og skulle kun lige til at åbne munden, idet han hævede hende i sine arme. Hun vendte blikket næsten trodsigt mod ham. ”Sæt mig ned!” vrissede hun let, som hun gjorde tydelige tegn til at hun meget gerne ville ned. ”Jeg er ikke færdig derude endnu!” endte hun med en fast tone, som hun nærmest trak benene til sig, kun for at komme ud og væk fra hans arme, selvom.. ja, hun følte sig tryg der, også fordi at han havde vist sig at være en som klart også satte hende højt på listen. Hun vendte blikket mod ham og næsten med en vred mine. Dette var bestemt heller ikke noget som stillede hende særlig godt i sammenhængen når det kom til hendes evner som leder, uanset hvor træt og udmattet som hun måtte være eller ikke, så var det ikke noget som gjorde nogen forskel for hendes del!

[raphael]

Det var slet ikke fordi at Raphael måtte tvivle på Tiyannas lederegenskaber, og han troede bestemt heller ikke at de andre landsbybeboer gjorde det, for de havde kendt hende i længere tid, så de kendte hende da langt bedre end det som han måtte gøre! Det undrede ham ikke, hvis hun havde bidraget med en masse til landsbyen, så hvorfor skulle folket pludselig begynde at tvivle på hende, bare fordi at han greb ind og faktisk reddet hende? Hun var udmattet og træt, det havde han jo selv fået lov til at se, da de var kommet ind i hendes telt. Hun havde nærmest faldt til ro så snart hun havde lagt sig ned, lige indtil de var blevet forstyrret af en af mændene. Og fordi hun havde været så træt, så havde hun været tæt på at miste livet, hvilket han heller ikke kunne tillade! Hun havde bedt om hele pakken og det fik hun bestemt også så! Han var ikke kun hendes slave eller tjener, men fungerede også som hendes livvagt, beskyttede hende, hvis hendes liv kom i fare, hvilket han netop havde gjort ved at redde hende fra soldaterne.
Raphael selv var i tiptop form, efter alle de sjæle som han havde absorberet. Han havde godt nok få skrammer hist og her, små hudafskrabninger, for han havde rutsjet hen af jorden, men det var kun små bagateller af sår, så han klarede sig skam nok, det der var værre var Tiyannas sår, plus det faktum at hun havde været tæt på at få hovedet skåret af.
Det at hun ville ned og begyndte at hive benene til sig, fik Raphael til at skifte stilling, som han tvang hendes ben ind mod hans krop, imens hans arm hvilede omkring dem, som havde de været en bunke brænde, og så hun ikke kunne trække dem til sig igen. ”Jeg beklager meget min herskerinde, men det kan jeg ikke,” fortalte han sandfærdigt, som et lille morende træk fandt sted i hans mundvig, for det morede ham virkelig. Han så dog ikke på hende, da blikket hvilede frem for sig. Han måtte dog være imponeret af hendes gåpåmod, for det var ikke hverdag man så en kvinde være så ivrig efter at komme ud at slås på trods at hun havde været døden nær. Han så roligt mod hende igen. ”Du er færdig derude,” svarede han denne gang bestemt, som han sendte hende et indgående blik, blot for at se frem for sig igen, da han bar hende ind i landsbyen igen. ”Jeg kan ikke lade dig gå ud igen og kæmpe videre og risikere at du mister livet, for så har jeg ingen herre og jeg har på fornemmelsen at jeg kommer til at bryde mig om at være her og under din befaling, så hvis du dør, så skal jeg ud for at finde en ny,” forklarede han konstaterende, inden han igen vendte blikket mod hende og smilede et stille smil. ”Se dig tilbage Tiyanna.. vi har vundet.” Løgn var det jo ikke engang, for de fleste soldater var udryddet, og de få der var tilbage ville heller ikke overleve, så hvorfor skulle hun absolut ud igen?
Raphael gik roligt hen til hendes telt, hvor han roligt så rundt. Han havde intet problem med at se i mørket, eftersom han selv var en del af det. Han gik hen til sit eget lille hjørne som hun havde givet ham, hvor han roligt satte hende fra sig, inden han fik tændt stearinlyset på bordet ved siden af ham. Han vendte roligt blikket mod hendes skulder, hvor pilen måtte sidde. Han studerede den ganske let, inden han så hende i øjnene. ”Jeg bliver nød til at tilse dit sår,” sagde han stilfærdigt og dog med en undertone der kun tydede på at der ikke var noget at diskutere.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Hvis der var noget som Tiyanna ikke fandt sig i, så var det at frarøve hende den autoritet som hun måtte have, for det var virkelig noget som måtte irritere hende forbandet meget! Hun var en leder og hun vidste fint selv hvad der var bedst for hende, og det var i den grad ikke at skulle trækkes væk fra krigen og kampen lige nu, for hun ville ikke fremstilles som svag og det var det som hun deriblandt også var bange for lige netop ved dette. Hun vendte blikket direkte og vred mod ham og uden at hun ville se det mindste væk, for det at han havde reddet hende, var hun jo selvfølgelig glad for, for det havde jo faktisk reddet hendes liv, men at drive hende væk fra kampen, var noget som gjorde hende direkte vred, for det ville hun slet ikke have noget som helst med at gøre, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om!
At han stadig måtte nægte at skulle sætte hende ned, gjorde hende direkte arrig og med den tydelige vrede mine. ”Jeg mener det når jeg siger det, Raphael, så sæt mig ned!” hvæsede hun med en fast tone, som hun begyndte at vride sig for at komme fri, selvom det virkelig måtte gøre forbandet ondt i hendes arm, så var hun bestemt ikke typen som peb over sådanne småting! Selvom hun mistænkte pilen for at være giftig, for det gjorde langt mere ondt end det som hun huskede det og hun var faktisk blevet ramt temmelig mange gange igennem hendes år. Arrene var dog for det meste væk og de få som hun havde, var næsten ikke til at se mere, men det var nu en helt anden side af sagen! ”Raphael!” hvæsede hun. Hun var slet ikke færdig! Og nok havde de vundet, men hun ville alligevel forsikre sig helt, før hun gjorde noget som helst og nu hvor hun skulle stå som leder, så ville hun ikke tillade at hendes egen ’slave’, kidnappede hende tilbage til hendes telt, for det var bestemt heller ikke meningen ed noget som helst af dette set i hendes øjne, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket.
Som de endelig måtte nå teltet og hun blev ført med indenfor, kun for at blive placeret på hans plads i teltet, så sendte hun ham et direkte dræbende blik. At stille sig op mod hendes autoritet på denne her måde, var slet ikke noget som hun var vant til på nogen måde! Hun var vant til at folk stolede på hende og lystrede hende! Når hun sagde, at hun var okay, så var hun altså okay! Hun fnøs og kiggede mod pilen som pænt måtte sidde i hendes skulder. Hun himlede let med øjnene. ”Udmærket, så få den ud, så går jeg ud og gør arbejdet færdigt,” mumlede hun. Hun tolererede virkelig ikke at blive drevet væk fra kampmarken på den måde, for hun følte slet ikke at arbejdet derude var gjort færdigt endnu. Hun fnøs let. ”Elendige bueskytte,” vrissede hun let for sig selv. Hun vidste at soldaterne var gået efter hende, udelukkende fordi at det var hendes hoved som Inkarno ønskede placeret på et sølvfad for hans fødder. De blev vel også betalt en frygtelig stor sum netop for at skille hendes hoved fra resten af kroppen? Ikke fordi at den tanke forundrede hende. Hun var bare træt af, at hun ikke kunne få lov til at hvile bare lidt!

[raphael]

At hun måtte vride sig for at komme fri, var noget som virkelig måtte more Raphael. Det var ikke for at være provokerende og han prøvede virkelig at holde de morende smil skjulte, for han ønskede ikke at gøre hende mere arrig end det som hun var i forvejen, for det var slet ikke meningen at stille sig op imod hende og hendes autoritet, for han vidste godt at hun var hans herskerinde, det havde han trods alt selv bedt om, men han var en slave som knyttede sig meget til sin herre og med tiden viste han også omsorg og bekymring, specielt hvis han faktisk havde et godt forhold til sin herre, selvom at det virkelig skete sjældent, men det var da hændt af og til. Og nok han bare var underdanig en simpel tjener eller slave, men han var bestemt ingen dum mand! Han var faktisk klog på mange områder og han vidste godt at hun fint kunne gå ud og fortsætte, men hvis såret var slet, så forværrede hun bare det hele ved at spille hovmodig! Han sukkede svagt, som han ikke tog sig af hendes vrissen og hvæsen, da han blot fortsatte imod landsbyen og mod hendes telt, hvor hun ville kunne finde hvile. Det var ikke fordi at han ville kidnappe hende og føre hende væk fra kampen, men tanken morede ham nu alligevel.
De isblå øjne faldt til hendes skikkelse, hvor et skævt smil banede sig vej over Raphaels læber, for det morede ham faktisk at se hende så sur og nærmest.. utilfreds? ”Hold nu op med at brokke dig.. du minder om et lille pigebarn,” svarede han med en blid stemme og med et morende smil om læberne, så det var tydeligt at det ikke var hån, for det var da det sidste han ville! Han var jo faktisk ældre end hende, selvom det nu ikke gjorde ham noget af den grund, men det gjorde vel også lidt at han følte at han havde et.. ansvar overfor hende? Han satte sig på hug foran hende, som han roligt knækkede pilens bagende af, og uden at forbedrede hende eller gøre hende klar på det, trak han pilen ud af hendes skulder i en hurtig bevægelse, blot for at lægge den på bordet. Han lagde dog mærke til den grønne væske der flød ud af hendes skulder, hvilket fik ham til at knibe øjnene sammen. Var det.. gift? Han kneb øjnene tænkende sammen, hvis det var gift, var han desværre nød til at gøre såret en anelse værre, for han var nød til at få den ud af hende. ”Jeg tror der har været gift på pilen. Og i så fald er jeg nød til at fjerne din top for at kunne se såret bedre,” forklarede han stilfærdigt, som han så lettere afventende på hende, for han vidste ikke hvor ærbar hun var, eller om hun var ligeglad med at vise sin krop foran fremmede, for de kendte jo ikke hinanden særlig godt. ”Derefter er jeg nød til at rense dit sår, og du har ikke noget form for alkohol? Noget sprit? Whisky? Vodka?” spurgte han roligt, som han lod hovedet søge ganske blidt på sned. Det ville da om ikke andet så mindste smerten og bedøve hende en anelse, ellers var han jo desværre nød til at gøre det på den hårde måde, hvis hun da overhovedet ville have ham til at tilse sit sår. ”Jeg skal også bruge noget tråd og nål.” Men der var vel ingen tvivl om at han faktisk havde styr på det?