The start of a new life..?

[Tiyanna Direshade Acheron]

Turen ind til selve landsbyen, havde ikke været så lang igen. Adskillige kampe havde det forårsaget på vejen, selvom det nu bare var noget som man var nødsaget til at tage med. Tiyanna havde nu ærligt fået et godt indblik på hvem denne Raphael var på vejen, selvom det ikke var fordi at det havde kørt rundt i særlig mange samtaler, for.. hvad skulle man snakke om? Det var frygtelig mange år siden, at hun havde været åben for andre og specielt hvad angik samtaler, så det var vel også lidt en ting som var gået i glemmebogen med årene som var gået? Hun passerede den første grænse ind til byen, hvilket bestod af de høje bjælker af træstammer som stod rundt om dem som havde det været en beskyttende mur. Regeringen havde heldigvis ikke formået at komme så langt ind endnu, men det var jo heller ikke fordi at man tog mange chancer. Børn var jo efterladt på mange af børnehjemmene, ellers var de sat i de små grupper som stod langt inde i byens centrum, så de var beskyttet. Ikke fordi at det var noget som rørte Tiyanna som sådan, for hendes egen søn var jo voksen, men at skulle frarøve den mulighed at mange forældre ikke skulle være sammen med deres børn, det var slet ikke noget som hun ville så meget som at skænke en eneste tanke på denne her måde!
”Velkommen til Rebellernes Landsby,” sagde hun stilfærdigt, som hun passerede den sidste grænse, hvilket bestod af de vagter som stod ved selve ’porten’ ind til byen. De havde været her i mange år, og hun regnede med at det blev frygtelig mange år endnu! De fleste sov i telte, ellers var der bygget ganske små huse, selvom det normalt var forbeholdt familierne og ikke enlige eller unge par. Den stramme og faste mine, var noget som omgående måtte falde til Tiyannas mine, som hun passerede og samtidig gjorde det tydeligt, at manden som gik bag hende, var lige så velkommen som det hun måtte være. De skævede dog meget efter ham, for det var bestemt ikke ofte, at der blev lukket nogle nye ind, og specielt ikke bare sådan, for det havde jo heller ikke været længe, at hun havde været væk denne gang. Hun endte dog direkte med at stoppe op, for at vende sig direkte mod ham. ”Dette er så også den sidste mulighed for dig til at vende om, Raphael.. før du bliver alt for stedskendt,” sagde hun stilfærdigt. Hvis han skiftede mening senere hen, så ville det være med døden til følge, selvom det nu var en ret som hun forbeholdt at holde på sin side på denne her måde, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Armene lagde hun roligt og ganske stilfærdigt over kors og med den samme strenge og faste mine. Et sted så ville hun da alligevel håbe på, at han ville blive der og sammen med hende, hjælpe hende med sit, som hun også kunne skænke ham et liv, som var lidt mere værdigt end bare et liv som en ganske simpelt slave eller tjener, eller hvad han nu ville definere sig selv som, så var det ikke ord, som hun nogensinde ville tage i brug. Hun ville først give ham den endelige rundvisning når beslutningen var faldet.. og den skulle så sandelig også falde lige her og lige nu.

[raphael]

Turen til selve landsbyen havde ikke taget så frygtelig lang tid igen, for det var tydeligt at Tiyanna ønskede at komme hurtigt frem, hvilket heller ikke gjorde Raphael det mindste, for han var i god form og så ingen problem i at følge hende i hælene, som han havde gjort hele vejen som en lille trofast hund, der ikke veg fra sin herre på noget tidspunkt. Han havde holdt sit sværd klar i tilfælde af at de nu skulle blive angrebet igen, selvom at det ikke var sket, foruden den enkelte gang. Mange samtaler havde de ikke haft, men han havde da uddybet sit tidligere forhold med sin forrige herre, som han havde taget flugten fra, hvor han mere havde været hans herres hustrus tjener i stedet for selve manden, for manden havde jo haft så mange andre. De isblå øjne faldt på de høje bjælker af træstammer, lavet som en form for beskyttende mur, hvor han uden tøven fulgte efter Tiya for ikke at falde bagud, for ellers ville han da klart fare vild! Selvom at landsbyen blev langt tydeligere jo mere de kom ind i selve byen. Han svarede ikke til hendes ord, da blikket mere faldt på det som mindede om en lejr og den smukke natur som var inde i selve skoven, selvom at det var klart at byen havde været langt smukkere, inden denne Inkarno var kommet til magten, for han huskede tydeligt hvor smuk skoven havde været da han selv havde boet her som lille.
De isblå øjne faldt opmærksomt på vagterne, som stod ved det som mindede om en form for port ind til selve landsbyen, hvor han strammede grebet en anelse omkring sit sværds skæfte, for han vidste jo ikke om han faktisk selv blev ført i et baghold, hvis hun nu troede at han var udsendt som spion fra Inkarno, selvom at det dog langt fra var tilfældet. Han betragtede de mange folk, som selv måtte skæve mod ham, studere ham og betragte ham, hvor det var tydeligt at de allerede nu havde stemplet ham som en fremmed som de skulle være forsigtig overfor, netop ved ikke at fortælle ham alt for meget.
Raphael stoppede brat op, da Tiyanna selv gjorde det, hvor de isblå øjne faldt til hendes mørke. Hentydningen bag hendes ord fangede han hurtigt, for hvis han sagde ja nu, så var der ingen vej tilbage for hans vedkomne. Han trak svagt på skuldrene. Han kendte hende ikke, så det var vel et sted at løbe en risiko? Tage en chance og stole på hende? Han betragtede hende tænksomt, inden han nikkede endeligt og kortfattet. ”Det er en risiko som er værd at løbe,” svarede han stilfærdigt. Han veg ikke blikket fra hende, som han fortsatte: ”jeg bliver.” Han var ikke bange for at tage en udfordring op, han var ikke bange for at løbe nogle chancer og risikoer, for det var jo faktisk det som han havde gjort igennem hele sit liv. Han blev stående med sit sværd i sin hånd, hvor blodet fra soldaten endnu var på, selvom at det var størknet en anelse. Han ville se frem til at hjælpe hende, for hun virkede til at være en reel person, og det ville han jo med tiden så få bekræftet eller afkræftet. Som hun selv havde sagt, så kunne hun give ham et helt nyt liv, og han ville ikke have det mindste imod at have noget at lave, for valgte han at takke nej, så stod han jo igen uden herre og han blev hurtigt rastløs hvis han ikke havde noget at lave.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna havde faktisk troen på at Raphael var af de intentioner som hun allerede havde gættet sig til. Ikke fordi at det var noget som gjorde hende noget, for der var altid noget at lave her i byen, så det var noget som hun kun valgte, at skulle tolke som en god ting. Hendes intentioner havde sjældent taget fejl, men ikke alle var helt fejlfri. Hun havde ledt ham til den by som Inkarno desperat søgte efter, men endnu ikke havde fundet frem til – til hendes egen store glæde, for hun turde næsten ikke tænk på, hvad der ville ske, hvis han fandt frem til den! Byen var nok ikke noget at prale af som sådan, men hun ville stå fast på, at det var noget af det smukkeste som Imandra havde at byde på. Her var alle en del af det store fællesskab, alle måtte gøre deres indsats, for at få det hele til at løbe rundt og det var uden videre omsvøb. Alle måtte hjælpe hinanden, ellers ville det bare ikke gå i den anden ende, og det var slet ikke noget som man kunne bruge til noget som helst. At have ham som en slave, var nok ikke direkte den definition som hun ville give ham af erhverv, men en tjener eller en hjælper måske? Det lød trods alt også langt mere menneskeligt end alt det andet.
At folk kigget efter ham, var nok bare en tanke som Raphael måtte vænne sig til, for det var sådan at et ville fortsætte det næste lange stykke tid – hvis han valgte at blive ved dem selvfølgelig, for det var nu at hun gav ham den endelige mulighed og stillede ham i det endelige valg; Ville han blive eller gå? Måske at hun var yngre en d ham, men hun vidste i den grad også hvad hun ville have og hvad hun krævede, så han skulle nok se til, at blive godt beskæftiget. Desuden ville hun heller ikke have noget imod en hjælpende hånd, for hun stod virkelig med forbandet meget i løbet af en sådan her dag. Sådan var det jo når man var leder. Alle krævede og forventede af hende og hun følte sig ganske enkelt på bar bund til tider og hun kunne ganske enkelt ikke fordrage den tanke!
At han valgte at blive, var nu heller ikke noget som hun havde det mindste imod. Hun nikkede sigende mod ham og med en tydelig tilfreds mine i ansigtet. Eftersom han betegnede sig selv som hendes slave, så var det jo nærmest en selvfølge, at hun skulle sove i hendes telt eller bolig, eller hvad man nu ville kalde det. Hun lagde armene roligt over kors. ”Udmærket, Raphael..” Det var bestemt heller ikke fordi at hun have noget imod det, for tanken om at kunne lette lidt af den byrde som hun måtte have hvilende på sine skuldre, det var virkelig noget af det bedste af det hele, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt når det endelig måtte komme til stykket. ”Du vil blive placeret ved mig.. Du får en egen seng, men ikke egen soveregion. Når jeg siger ’hop’, så skal du gøre som jeg siger, hvis jeg siger løb, så løber du, er du med?” Hun var vant til at komme med ordre, men også vant til at folk faktisk lystrede dem i den anden ende, for det andet ville da slet ikke gavne nogen som helst. Specielt ikke når alle faktisk var afhængig af alle her. ”I morgen skal jeg introducere dig til resten af byen her. I mellemtiden vil jeg råde dig til at få en god nats søvn.. Du får brug for den,” påpegede hun sigende, idet hun gjorde et kort nik med hovedet som et tegn til at han skulle følge med, da hun fortsatte og gik hen til sin bolig, hvor hun valgte at søge indenfor. Det var halvstort, oplyst af små stearinlys med en udmærket seng skjult bag et større forhæng, et lille bord og tæpper at sidde på. Det var jo heller ikke fordi at Imandra prydet af ren luksus.

[raphael]

Raphael var sikker på at Tiyanna nok skulle få ham til at blive beskæftiget, for hun virkede til at være en kvinde med en masse arbejde og som godt kunne bruge en hjælpende hånd, desuden nu hvor han så i selve byen, så virkede det også til at folk skulle gøre sit for at være her, som om at.. alle var på lige fod? Det fik ham til at rynke ganske let på næsen, selvom hendes ord fik ham til at vende blikket mod hende igen. Han var hendes tjener, hendes slave, eller hvad hun nu ville betegne ham for at være, hvor han også ville gøre det som hun krævede af ham, for han skulle nok vise at hun valgte rigtigt ved at tilbyde ham at tage med hende, for han havde jo allerede vist at han havde færdigheder indenfor kamp, som han havde slået deres modstander ihjel, hvilket vel også havde bevist hans trofasthed overfor hende? Han kunne jo sådan set have ladet hende klare det hele selv og risikeret at blive slået ihjel, men det havde han ikke gjort. Han nikkede kortfattet og roligt til hendes ord, hvor han havde foldet hænderne bag ryggen af ren høflighed. ”Jeg kunne ikke drømme om andet Ma’am,” påpegede han sandfærdigt, for han havde skam tænkt sig at følge enhver ordrer som hun stillede ham uden selv at komme med spørgsmål, for det fik han da ikke det mindste ud af, han ville gøre det mindste hun sagde uden at komme med nogen indvendinger, som han jo faktisk ville gøre nøjagtig som hun sagde han skulle gøre det og så bare gøre det en tak bedre, for han var en perfektionist, om man ville tro det eller ej, så han pressede altid sig selv til det sidste, så hun skulle nok blive tydeligt tilfreds med det arbejde han ville gøre, det ville han da om ikke andet så selv sørge for!
Raphael fulgte hende trofast, som hun gjorde et nik med hovedet og som tydeligt tegn til at han skulle følge efter. ”Javel Ma’am.” En god nats søvn skulle han sikkert nok få, hvis han fik sin egen seng, for han var faktisk ikke så kræsen af sig, netop fordi at han var vant til at sove på et enkelt tæppe, og ved sin ene herre sov han tilmed udenfor på den hårde jord uden noget at svøbe sin krop ind i, det kom jo faktisk helt an på hvor rig og gavmild hans herre var, at han så skulle sove i samme telt, eller hus, eller hvad det nu var hun sov i, som hende, var ikke noget som han var vant til, for han var vant til at sove for sig selv, medmindre han naturligvis var sin herres elsker, for det havde han jo også været mange gange, men skulle han være ærlig, så tvivlede han på at Tiyanna var af samme type person.
Raphael fulgte blot med hende indenfor, hvor de isblå øjne så rundt omkring. Det var faktisk alligevel halvstort, hvor blikket faldt på forhænget, hvor hendes seng var gemt bagved, inden hans blik gled videre mod bordet, de mange stearinlys og tæpper, inden blikket faldt på hendes skikkelse igen, som han betragtede lettere afventende, som han regnede med at hun ville gøre tegn til hvor han selv skulle sove. Han sagde dog intet, for han var faktisk ikke vant til at tale til sin herre, hvis han ikke blev spurgt om noget. Og han var slet ikke vant til at være på lige fod med sin herre!

[Tiyanna Direshade Acheron]

Her på dette sted, så skulle alle være med til at hjælpe hinanden. Der skulle skaffes mad, der skulle laves tøj, og alt det andet som skulle til, for når man først var her, så var man fuldkommen afskærmet fra omverdenen og det var der en utrolig stor grund til; Opsøgte man først verdenen udenom denne bu, så var der intet andet at stille op, så kunne man ikke komme tilbage igen – det var hende og en flok håndplukkede som havde dette privilegium, så hun var nødsaget til at være sikker på at han ville blive her. At han var af samme mening, gjorde hende kun tydeligt tilfreds, for så skulle hun bestemt heller ikke klage over det. ”Udmærket, Raphael.. Ingen vej tilbage,” sagde hun ganske stilfærdigt, som hun vendte sig mod teltet og søgte ind. Hendes var det største, men hun havde vel også brug for pladsen? Hun havde brug for rum til at kunne smide sine hæmninger og bare være sig selv, selvom det var noget som skete så frygtelig, frygtelig sjældent. For nu så skulle han sove inde ved hende, men det var skam også til at han fuldendt havde overbevist hende om, at det var dette som han ville. Han ville ikke blive set på som ligeværdig? Så var det skam også hans valg. Nok var hun en leder her, men hun havde jo intet at lede over, hvis folk ikke respekterede hende, så det var noget som skam også gik begge veje, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om når det endelig måtte komme til stykket.
Stedet var det største i byen, der var god plads og atmosfæren var faktisk hyggelig af sig. Det var kun udenfor teltets åbning, at hun var den hårde leder. Dette var hendes fristed, selvom det ærlig talt ikke var meget tid som hun havde at tilbringe her, for der var jo altid noget for hende som hun kunne give sig i kamp med! Hun vendte sig direkte mod ham, hvor hun pegede i retningen af en bunke tæpper. Det blev nemlig opbevaret her i hendes telt, da det var noget af det som blev set på som mere værdigfuldt end så meget andet. ”Tag dem som du har brug for, Raphael.. Og læg dig derovre,” Hun pegede i retningen af et gammelt gulvtæppe som lå i det andet hjørne – som hun faktisk havde udsyn til bag fra forhænget af, så hun faktisk også var i stand til at holde bare en smule øje med ham, selvom det nu ikke var det som hun var mest opsat på. Der stod jo trods alt også vagter ved åbningen og hun var bestemt heller ikke harmløs af sig på nogen måde. Selv havde hun bare brug for nogen timers med ro, hvis hun var så heldig at få det, for efterhånden så var det noget som skete temmelig så sjældent, hvilket i den grad også var hende en frustration uden lige, men.. man blev vel også bare vant til det med tiden? Hun kastede let med håret og gik så selv om bag forhænget, for nu så havde hun taget fyraften, så længe som det nu ville vare, for at kravle i seng igen. Hun sukkede dæmpet og stillede sig med ryggen til ham. ”Pust stearinlyset ud inden du lægger dig.” Hun sendte ham en kort og alvorlig mine, idet hun igen stillede sig med ryggen til. Toppen som skjulte hendes overkrop, fjernede hun roligt og lagde den sammen på sengekanten, idet hun selv kravlede ned i hendes egen seng for at lægge sig. Hun var virkelig, virkelig træt efterhånden!

[raphael]

Raphael ville ikke have noget imod at blive her og hjælpe til, for det så ud til at der var meget at lave, der var meget som skulle gøres, hvilket man tydeligt kunne se på alle de folk der allerede var her i landsbyen, det så ud til at alle havde sine pligter og han ville hellere end gerne hjælpe Tiyanna med at lette byrden fra hendes skuldre, så hun ikke havde så meget som hun skulle tænke på. Han havde dog et behov som han var nød til at tænke på, for han var trods alt dødsnymfe og han tvivlede på at hun ville have at han skulle dræbe folk her i landsbyen, så han kunne faktisk ikke blive herinde for murens sikre vægge. ”Men jeg har et behov..” sagde han roligt, som han vendte de isblå øjne imod hende, hvor han betragtede hende ganske let. Han greb roligt omkring sin halskæde, hvor han viste hende den isblå krystal som måtte udgøre hans halskæde. ”Sjæle..” endte han kortfattet, uden at vige blikket fra hende. Han ville ikke kunne overleve, hvis han ikke fik sjæle, for det var det som krystallen skulle bruge, og hvis krystallen gik tør, jamen så ville han dø, for han var afhængig af sjæle. Krystallen om hans hals, var forbundet med de krystaller han havde på kroppen, selvom at de var skjult indtil han brugte sin magi, så han var faktisk nød til at søge udenfor landsbyens område, men på den anden side, så kunne han jo bare jage imens og skaffe mad til landsbyen, det var jo ikke fordi at han ville opsøge denne Inkarno og fortælle ham hvor landsbyen var. Desuden så havde han allerede dræbt én af de soldater som havde lagt i baghold, hvor han havde hjulpet hende, så hans loyalitet var vel også bevist? Det kom jo faktisk an på hvordan hun så det.
Blikket gled blot rundt i hele teltet. Der var fin plads, i hvert fald til en enkelt person, måske højst tre ville der være god plads til, så det var vel kun fint at det var de to? Han havde godt lagt mærke til de mange blikke som han havde fået, da han var gået med hende ind i teltet, så han kunne næsten regne ud at der ikke var mange som fik lov til at komme med herind og overnatte, selvom at hun heller ikke virkede til at være den.. ’billige’ type. Hans blik faldt kort på de tæpper som hun måtte pege på, inden hans blik gled tilbage mod det gamle gulvtæppe, som hun derefter valgte at pege på, det måtte vel være hans sted at sove? Det var faktisk bedre end ingenting, desuden så var han ikke krævende, han fyldte ikke særlig meget og krævede ikke meget plads, for han havde faktisk ikke brug for mere end sådan en lille plads. Han gik roligt hen til bunken med tæpper, hvor han tog to stykker. Han gik roligt hen til det gamle, hvor han kort så tilbage, som hun henvendte sig til ham. Hans blik faldt kort på det brændende stearinlys, inden han så tilbage mod hende. ”Javel Ma’am,” endte han stilfærdigt, inden han lagde det ene tæppe ud over det gamle, så han lå bare en anelse blødere. At hun klædte sig af, kunne han kun se ud af øjenkrogene, selvom at han ikke kiggede efter hende. Han pustede roligt stearinlyset ud, blot for at lægge sig ned hvor han hev det andet tæppe over sig.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna vidste at den ene tjeneste var den anden værd. Der var en grund til at hun havde valgt at skænke folk et sted hvor Inkarnos tyranniske opførsel ikke ville være i stand til at ramme dem, også selvom langt de fleste var for bange til at skulle søge hertil, så var det jo bare sådan at det nu endelig måtte være, hvad end om det var noget som han ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det nu endelig måtte være i den anden ende hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det var. Hun vendte blikket direkte mod ham, som han hævede krystallen op foran hende – en yderst smuk genstand som hun måtte tage nøje i blik. Hans ord var noget som fik hende til at rynke på næsen. Sjæle? Han ville vel ikke komme og forklare hende, at han var en dødsnymfe? Dem var der bestemt heller ikke mange af! Et stille smil passerede let og stille hendes læber. ”Du fortæller mig at du er en dødsnymfe? Dem er der virkelig ikke mange tilbage af i denne verden,” sagde hun ganske stilfærdigt. Ja, måske at hun ikke var den ældste som man ville støde ind på – tvært imod, men hun var bestemt heller ikke dum, for hun havde virkelig fået skræmmende meget med igennem hendes liv. Det var noget som hun havde været nødsaget til, hvis hun ville klare sig efter sin bedste vilje. ”Jeg skal nok finde en mulighed hvorpå vi skaffer dig det mest nødvendige,” endte hun ganske stilfærdigt. Endnu mere arbejde.. perfekt! Hun nikkede mod ham med et meget neutralt smil.
Det var bestemt heller ikke særlig mange som fik lov til at komme ind i hendes telt, så det var virkelig noget af et privilegium som han i den grad heller ikke burde misbruge på nogen som helst måde overhovedet. Hun var bestemt ikke den billige af slagsen. Tvært imod, så var hun virkelig krævende og hun var kræsen hvad det angik, så hun klarede sig faktisk bedst alene, så var det i den grad også noget som hun måtte være fuldendt tilfreds med. Hun lagde sig roligt ned i sengen som hun klædte sig af. Hun var stolt af sin krop og på sit vis, så havde hun bestemt heller ikke noget imod at skulle vise den frem. Hans problem med hensyn til sjæle måtte hun sove på, for lige nu så havde hun brug for hvile, da det var længe siden, at hun i det hele taget havde haft den chance eller den mulighed til at hvile i det hele taget, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun nåede knapt nok at lægge sig ned på den usle hovedpude som hun havde, selvom hun var en af de få som faktisk havde en. Søvnen nåede hende mere eller mindre med det samme, hvor hun røg hen i den rolige hvile. Hun havde en kniv liggende ved sig, i tilfælde af hvis det skulle gå galt, da man i hendes situation bestemt heller ikke kunne tage chancerne eller løbe risikoerne ved ikke at have det. Imandra var bestemt heller ikke hvad det havde været engang for mange år siden. Hun sukkede dæmpet i sin søvn og alligevel meget opmærksomt. Det var heller ikke fordi at hun turde at give sig hen til den fuldendte og tunge søvn, for det kunne da først for alvor få mange af de katastrofale følger, som hun bestemt heller ikke havde brug for! Selv i hendes søvn kunne hun ikke smide lederen fra sig og bare være.. Tiyanna.

[raphael]

Raphael ville ikke have det mindste imod at blive boende i denne landsby, godt nok var han mest vant til lidt mere, fordi han for det meste havde vist sit værd og arbejdede for de adelige, men han havde da prøvet at hans herre havde været omvandrende, hvor han havde beskyttet ham, så han var skam vant til ikke at have så meget. Han var ikke krævende, så han behøvede ikke meget plads til at sove, han skulle bare have noget arbejde om dagen til at beskæftige sig med, og hun havde selv sagt at hun ønskede hele pakken, så han så da frem til det arbejde som hun havde til ham, dog havde han sit eget behov som han var nød til at få stillet, for ellers var han virkelig ikke meget værd som hendes tjener, for han tvivlede på at hun kunne bruge ham død, og han ville dø, hvis han ikke fik sjæle. At hun forstod hans hentydning og tilmed gættede hans race havde han nu intet imod, selvom at han dog ikke var den der fortalte mest om sig selv og sine behov, for han var faktisk ikke meget for at afsløre sin race, netop fordi at der ikke var mange af dem tilbage. Han nikkede kortfattet til hendes ord. ”Nej.. vi er ikke mange tilbage,” medgav han i en mere sagte tone, uden at han veg blikket fra hende, som betragtede hende vagtsom. Hvorvidt han kunne stole på hende eller ej, vidste han ikke, men hun havde hans loyalitet og trofasthed, for hun var trods alt hans nye herre, men derfor var han skam også selv på vagt. Han nikkede blot endnu engang, denne gang mere ydmygt og taknemligt, for han tvivlede på at hun ville lade ham tage nogle af folkets liv der boede indenfor disse murer, og når han ikke måtte det, jamen så krævede det jo ligesom at han kom udenfor disse murer, men han kunne nu heller ikke se problemet i det, for han kunne jo bare gå på jagt eller lignende, det skulle jo alligevel også ske udenfor landsbyen, der var mange muligheder hvorpå han kunne arbejde imens, men det krævede naturligvis hendes tilladelse. Nu kendte hun i hvert fald til hans behov for overlevelse, så hun måtte jo enten smide ham ud eller give ham tilladelse til at forlade landsbyen. ”Jeg takker,” endte han i en mere ydmyg tone, som han kort bukkede taknemligt for hende.
Der var ikke megen plads til Raphael at ligge på, men det gjorde ham nu heller ikke noget. Han var ikke krævende af sig og dette lille sted, hvor han kunne sove på var faktisk fint nok til ham. Som han lå i mørket, lod han roligt hænderne glide bag hans nakke, hvor han blot lå og lyttede til de mange forskellige lyder der måtte komme udefra. Hans isblå øjne gled kort hen mod hendes seng, som han kunne høre at hun var faldet i søvn, inden han igen så ud i rummet. Han selv havde lagt sit sværd ved sin side, ikke fordi han var så meget bange for at der ville ske noget, men man kunne vel aldrig være for forsigtig? Han havde i hvert fald ikke tænkt sig at løbe nogen chancer, for han havde skam lært at være påpasselig, og mange havde stirret på ham da han var fulgt med Tiyanna, specielt da han havde gået med hende ind i hendes telt, men han kunne forestille sig at hun ikke havde mange med herinde, specielt ikke om natten.

[Tiyanna Direshade Acheron]

At Raphael havde et direkte behov for at skaffe sig sjæle, var nu heller ikke noget som Tiyanna havde taget til tanker i udgangspunktet, for det var skam heller ikke fordi at hun direkte havde regnet med at skulle stå ansigt til ansigt med en Dødsnymfe. Der var ikke mange af dem tilbage, der var ikke mange som kendte til deres race, også selvom hun havde været direkte nødsaget til at skulle gå i dybderne, også mest for at holde sig så langt foran Inkarno som det var hende menneskelig muligt, så hendes viden var noget som spredte sig over et meget vidt greb. Meget af det var lært indenfor temmelig kort tid, men det var nu så bare sådan at det var. Som tingene måtte stå for øjeblikket, så var det bestemt heller ikke sådan at hun direkte havde regnet med at det hele skulle gå for sig, om det jo så var det ene eller det andet. Hun trak vejret dybt og nikkede ganske kortfattet til ham. Hun skulle nok finde en måde. En tjeneste var jo trods alt den anden værd og med alt det som han i den grad også kom til at gøre for hende, så skulle hun nok vise ham den respekt tilbage – at hun jo faktisk var glad for alt det som han viste sig at gøre for hende, netop ved at gøre som han gjorde lige netop nu. At tjene hende på den måde, var noget som ville lette byrden fra hendes skuldre og det var i den grad også noget som hun var meget taknemmelig for i den anden ende, det var bestemt heller ikke noget som man skulle tage meget fejl af.
For Tiyannas vedkommende, så var søvnen i den grad også umådelig tiltrængt og på alle måder endda. Hun var træt, hun havde brug for hvile og hun havde brug for at slappe af for en gangs skyld også selvom hun ikke regnede med at have lang tid til at blive liggende der i. For det var jo bare typisk når hun formåede at skulle falde bare en anelse til ro, så skulle der jo selvfølgelig gå et eller andet rivende galt, selvom der nu heller ikke var noget som hun direkte kunne gøre ved det, om det jo så var noget som hun ville det eller ikke. Folk havde stirret efter dem, selvom det nu heller ikke noget som forundrede hende, for det var forbandet sjældent at folk kom ind her – og normalt så var det egentlig kun for at stille den lyst som et hvert levende individ måtte brænde inde med. Et sted så regnede hun også med, at det var noget som hun kom til at bruge ham til – også mest fordi at han var vant til lidt af det hele og hun skulle i den grad nok sørge for at holde ham godt beskæftiget. Som hendes søvn måtte gå hen i det tungeste som man overhovedet ville kunne komme i nærheden af, så begyndte det hele at rumstere ude på pladsen. Folk snakket højere og højere, andre lød urolige og til dels også bange. ”Tiyanna!” At hendes navn blev kaldt, var noget som rev hende ud af søvnen allerede med det samme. ”Hvad?!” hvæsede hun med en fast tone, som hun kort gned sig i øjnene. ”Vi har et problem herude.. Jeg synes du skal komme og se på det..” afsluttede manden som havde stået i åbningen ind til teltet idet han forsvandt igen. Tiyanna himlede med øjnene og nikkede så. ”Udmærket.. Jeg kommer,” mumlede hun ganske kortfattet, idet hun svang benene udover kanten, greb fat i tøjet for at komme i det, alt imens hun mumlede en lang række af bandeord med en ellers ganske træt stemme. Det var jo det samme hver evig eneste gang!

[raphael]

Bare det at Tiyanna havde gættet sig til hvilken race Raphael havde været ved blot at kigge på hans halskæde, måtte faktisk imponere ham et sted, for der var ikke mange som kendte til hans race, fordi den var så uddød som den var. Ikke mange var tilbage af hans slags, faktisk havde han ikke selv mødt nogen dødsnymfer igennem hele sit liv og han var virkelig kommet vidt omkring. Men det at hun vidste hvilken race han var, gjorde jo så også bare at hun måtte være klog på racerne, og det skulle ikke undre ham hvis hun faktisk generelt var god og klog på mange ting, for hun var måske yngre end ham, men skulle han være ærlig, så ville han faktisk skyde på at hun vidste mere end ham, at hun var langt mere erfaren, desuden så kendte han jo kun til de underdanige jobs, hvilket var det som han var god til, og han havde skam også i sinde at hjælpe hende og udnytte sine egne talenter, og hun skulle nok komme til at se at han var dygtig inden på mange områder selv, for når det kom til at overleve i naturen, så var han dum at undervurdere. Han var sikker på at han nok skulle komme til at falde i hak her ganske hurtigt, for han var utrolig tilpasningsdygtig, desuden var han selv vant til lidt af hvert, når det kom til miljøet, så han var nu ikke så bekymret. Et sted måtte han faktisk glæde sig til at se hvad hun havde af pligter til ham, hvad hun ønskede ham at gøre, for hvis han skulle lette hendes byrde.. så skulle han vel også tage nogle af hendes jobs? Gøre noget af det som hun gjorde som leder? Han vidste det ikke med sikkerhed, men han var nu bare spændt på at se hvad det måtte blive.
Selv Raphael var endt hen i en mindre søvn, selvom at han aldrig sov særlig tungt, for han vågnede utrolig let, noget som havde været ham nødvendigt, da han havde levet livet som sin herres beskytter, hvor der oftest havde været ørkenrøvere eller andet i nærheden, så det havde været forventet af ham at han ikke sov så let. Han slog roligt blikket op, da han selv hørte en mande stemme, der måtte kalde på Tiyanna, hvor han satte sig halvt op og vendte blikket mod teltets udgang og mod manden der stod der. Hvad der var galt vidste han ikke, men han kunne høre folk snakke og tale højere, og det var med lettere bekymrede og frygtsomme stemmer. Som manden forlod teltet vendte han roligt blikket i retningen af Tiyanna, som han kunne skimte hendes skikkelse trække tøjet på. Han satte sig mere op. ”Skal jeg følge med?” spurgte han roligt og så lettere afventende på hende. Hun kunne sikkert klare det selv, eller.. han vidste ikke hvad der var galt, men det virkede ellers til at hun var vant til det. Han blev blot siddende og afventede hendes ordrer, det kunne godt være hun fik brug for en hjælpende hånd, og det var jo nøjagtig det som han var her for at give hende, så han ville hellere end gerne med ud og hjælpe, selvom han ikke vidste om det var nødvendigt af ham.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna havde ganske rigtigt regnet hans race ud, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde hende noget. Hvad hun dog havde erfaret, så var det lige netop det faktum, at der var noget ved enhver race som kunne bruges indenfor denne lille landsbys mure. Måske at den ikke var meget at prale med, men alt efter det som de havde at gøre godt med, så kunne man jo næsten betegne dette som det rene luksus, så det var jo heller ikke fordi at det var noget som måtte sige så lidt igen. Nok var hun ikke så gammel igen, men hun havde allerede en erfaring uden lige med alt fra adeligt arbejde tilbage i fortidens Procias, selvom hun havde været bosat her i byen lige siden at hende og Jason var endt med at skulle gå fra hinanden og hun havde taget deres dreng med sig. Hun havde altid været den strenge leder, selvom hun gik meget op i retfærdighed og at alle skulle have det som de havde brug for. Han havde brug for sjæle? Så skulle hun så sandelig nok sørge for, at det var noget som blev skaffet til ham! Lige nu ville hun egentlig bare have noget søvn, også selvom hun ikke regnede med at det ville være noget som ville holde særlig længe og ganske rigtigt..
Det at blive vækket, var virkelig noget som måtte irritere hende allermest, for efterhånden, så havde hun brug for at skulle hvile bare en smule! Hun var jo på mere eller mindre hele tiden og nu hvor hendes kære søn ikke var hjemme.. Han var vel ude på sine mange færder mod de andre steder, hvilket hun godt kunne forstå. Det var jo bare det ekstra arbejde som måtte hvile på hende. Hun kom hurtigt tilbage i tøjet, hvor hun godt kunne høre uroen udenfor, hvilket faktisk kun måtte bekymre hende og meget endda. Blikket gled hurtigt i retningen af Raphael, hvor hun sendte ham en ganske så fast mine, selvom det blot var fordi at hun var træt og endnu en gang måtte tvinge minen op som leder. ”Jeg vil have at du skal se vores hverdag herude.. kom med,” beordrede hun med en direkte og fast mine, idet at hun søgte ud af teltet. Det virkede til at folk var helt oppe at køre, nu hvor hun var kommet udenfor. Hun fnøs ganske fast og henvendte sig til den første vagt som var ved at lede kvinderne med sig væk derfra. ”Hvad er der los?” spurgte hun med en fast tone. Han endte bare med at vende sig direkte mod hende. Selv en af de mest trofaste, så det var egentlig heller ikke underligt, at hun henvendte sig til ham. ”En gruppe af slottets soldater er set få hundrede meter fra byen og de er på vej i den her retning, Tiyanna,” svarede han kortfattet, hvilket hurtigt fik hende til at reagere. Hun nikkede kun ganske kort og vendte om igen. Om Raphael var med hende eller ikke, var faktisk noget som hun ikke tænkte videre over. Hun pegede op i retningen af dem som stod oppe langs den mur som var lavet. ”Sørg for at de ikke kommer ind! Skyd dem hvis det bliver nødvendigt!” udbrød hun med en fast tone, som hun vendte sig mod en anden. De var heldigvis mange her på stedet, da de alle var imod det styre som Inkarno havde bragt til landet. Det var et helvede på denne jord. ”Få kvinder og børn gemt af vejen. De skal ikke ende i krydsilden hvis det endelig skulle gå galt,” fortsatte hun med en fast tone. Måske at hun var træt.. meget endda, men det var ikke noget som hun kunne tage sig af nu. Buerne blev spændt oppe ved muren. De måtte være tæt på nu.

[raphael]

Hvad der pludselig skete, havde Raphael ingen anelse om, dog var han sikker på at dette var en normal dag for Tiyanna, for hun virkede ikke til at være typen der fik meget søvn, hvilket han også havde kunnet høre på hendes bandende ord, da hun var blevet vækket og skulle ud af sengen, endnu engang. Han havde dog intet imod at der skete lidt hist og her, for det var noget som kun fik ham til at lave noget, være aktiv hele tiden, selvom.. selv han ville finde søvnen nødvendig og krævende af og til, så det ville være fint at det ikke var så hektisk hver aften, men hvis han skulle til at blive indviet i Tiyannas liv og pligter, så kunne det vel være en tjans de byttede så den ene i hvert fald fik den nødvendige søvn, selvom han tvivlede på at hun ville ligge og sove, hvis noget gik galt, og han tvivlede også på at hun havde så meget tillid til ham. Men det var jo en tillid som han måtte få bygget op, vise hende at han godt kunne være til nytte og andet end en simpel slave, for han havde skam mange talenter, men det skulle hun nu nok finde ud af med tiden.
At Tiyanna beordrede Raphael med, havde han ikke det mindste imod, for han ville hellere end gerne ud og bevæge sig lidt, han kunne alligevel ikke sove, nu hvor han lige var kommet til et nyt sted, for nok han var tilpasningsdygtig, men selv han skulle se stedet lidt an, desuden så kunne man jo aldrig blive for forsigtig. ”Javel ma’am,” endte han fast og i en hurtig tone, som han svang tæppet til siden, hvor han greb omkring sit sværd og kom op at stå på mindre end to sekunder. Det var lige før at det kriblede i hele hans krop af den bare spænding! Han glædede sig til at blive lidt aktiv, få lidt action i livet, for det var faktisk noget af det som han måtte savne mest. Han bar kun de slidte og beskidte bukser, hvor han roligt stak sit sværd ned i det brede stofbælte, som måtte hvile omkring hans liv. Han fulgte med hende ud af teltet, som han kom ud kun kort efter hende, hvor han kun lige nåede at opfange vagten fortælle hvad der var galt, hvor han ellers kiggede rundt på de mange skræmte og urolige folk, som var helt oppe at køre, selvom han ikke helt forstod hvorfor, for stedet her var vel godt bevogtet? Det kom vel også an på hvor mange af kongens soldater som var blevet set? Han forholdt sig tavst og blev et stykke bag Tiyanna, alt imens hans blik kørte rundt omkring på de forskellige steder, for at se hvor den bedste mulighed var henne. Nu hvor hun vidste hvilken race han måtte være, så ville hun også hurtigt finde ud af hans evner ville komme folket til gode. ”Vent lidt Tiyanna! Det bliver måske slet ikke nødvendigt,” fortalte han roligt, hvilket faktisk var første gang han stillede sig op og faktisk svarede sin herre igen, ved at komme med et input, men alt hvad der kunne hjælpe byen var vel godt? Han løb roligt hen til den store mur, hvor bueskytterne måtte være, hvor han roligt kravlede op til dem. Hans blik faldt på vagterne, som han tydeligt kunne se de hundred meter borte, hvis ikke de var kommet tættere på. Han løftede roligt hænderne, inden han lod mørket sænke sig fuldstændigt over byen, så den ville blive umulig at se for udefrakommende. ”Hvis de bliver ved med at komme tæt på.. så skyder I, ellers så forhold jer rolig,” svarede han til bueskytterne på hver side af ham, hvor han ikke tog blikket fra soldaterne.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Det var bestemt heller ikke fordi at Tiyanna ville have at Raphael skulle gå ind som en stand-in for hendes del, for det var bestemt heller ikke noget af det som hun var ude på, men tanken på at skulle blive lettet lidt for arbejdet ville faktisk også være fint. Hun var heldig hvis hun fik lov til at skulle få nogen timers søvn, selvom det var noget som faktisk skete forbandet sjældent, så meget af hendes elendige humør lå i den grad også der. Hun fik jo slet ikke lov til at sove på noget som helst, hvilket i den grad også måtte være hende en frustration uden lige!
At indvie ham i hendes liv, var nu heller ikke noget som hun havde noget imod, for han skulle være helt klar over, hvad det var at han gik ind til, for det var ikke et liv som det man ville betegne som det i byen. Hun var træt, selvom hun tvang sig selv til at træde direkte ind i lederrollen endnu en gang. Børnene og de få kvinder som var på stedet skulle i skjul i de huler som var bygget lige netop til dette. De var mere eller mindre umulige at se, hvis man ikke vidste hvad man skulle lave. De gange hvor landsbyen havde været overrumplet af dem, så havde det hele lykkes i den anden ende, netop ved at de havde slået dem ihjel uden at det havde kostet kvinder og børn livet. Det var jo for pokker Imandras fremtid som måtte ligge i dem, så det sagde lidt sig selv, at det var noget som skulle vogtes om og beskyttes med alt hvad det indebar, selvom det bestemt heller ikke altid var nemt! At han afbrød hende og gik stik mod hendes ordre, var noget som fik hende til at vende sig direkte forarget mod ham selv, idet han var kravlet op til bueskytterne som stod oppe på den mur som de havde fået lavet. Hvad pokker var det ikke lige som han havde gang i?! at han henlagde hele byen i mørke, så var det der at hun forstod det. Hun vendte sig mod manden ved sin side; Selv en som stod meget højt i hierarkiet her. ”Find alle dem som er i stand til at svinge et sværd og hold jer i grupper ved murene.. Jeg tager ikke nogen chancer,” endte hun med en fast tone. Han nikkede og gik hurtigt af sted for at samle sig grupperne, idet at Tiyanna vendte sig op mod Raphael igen. Det at mørkelægge en hel by måtte da også koste ham kræfter i den anden ende? Umiddelbart så frygtede hun at det var en større gruppe som ville dukke op, og at det jo så ville ende med at blive en kamp alligevel, for det var forbandet sjældent at de i det heler taget søgte helt herud. Et svagt smil passerede hendes læber, idet hun roligt kravlede op til ham og bueskytterne med. Som hun kunne se, så var de faktisk temmelig mange denne gang. Hun fandt selv sværdet frem, selvom hun ikke trak det. Hun lod hånden hvile mod skaftet. ”Jeg bryder mig ikke om at blive sagt imod, Raphael.. Jeg vil ikke have du sætter spørgsmål ved min autoritet.” Hun vendte blikket fast og direkte imod ham. Hun var ikke den som man skulle være bange for, selvom hun kunne være forbandet hård i sig selv. Hun gjorde det jo for alles skyld, hun satte jo faktisk livet på spil for deres skyld! ”Men det var kreativt.. Jeg burde have vidst hvad en som dig kan gøre.. Overanstreng dig nu ikke.. Det kan jo være der tilfalder sjæle til dig i aften.” Hun gjorde tegn til at bueskytterne skulle stille sig klar. Selv kunne hun jo se at de måtte nærme sig.. og de var mange.. utrolig mange faktisk.

[raphael]

Det var slet ikke fordi at Raphael ville stille sig op imod Tiyanna, specielt ikke nu hvor hun faktisk havde været så god og tage imod ham, lade ham blive hendes tjener og hjælper, og tilmed skænke ham et helt nyt liv i denne landsby. Han havde faktisk kun kæftet op, fordi han ønskede at hjælpe, fordi der måske ikke blev behov for at udgyde blod denne nat, fordi landsbyen måske slet ikke behøvede at blive opdaget denne nat. Og hvis soldaterne overlevede og valgte at vende om, så ville de måske ikke komme ud i dette område mere, fordi de ’vidste’ at der ikke var noget her, for de kunne ikke se en pind, når det hele var henlagt i mørke.
At Tiyanna fulgte efter Raphael og kom op på muren, hvor han og de mange andre bueskytter måtte befinde sig havde han faktisk også regnet med. Hans blik hvilede på soldaterne, der dog langsomt kom tættere på landsbyen, selvom de ville kunne nå at vende om endnu. Det sikreste var vel at der ikke kom nogen kamp? Så var de da sikker på at ingen på deres side døde denne aften, men ville holde livet i behold nogle dage, hvis ikke måneder endnu. Han vendte roligt blikket mod hende ved hendes ord, hvor et stille smil gled over hans læber. ”Jeg sætter ikke spørgsmålstegn ved din autoritet Tiyanna,” fortalte han stilfærdigt, som han roligt vendte blikket mod soldaterne igen, og sørgede for at holde mørket tæt omkring landsbyen, så der kun var skov og bare træer at se for soldaternes vedkommende. ”Jeg ved du vil gøre alt for at beskytte landsbyen, og hvem skulle være bedre til at beskytte den end lederen selv?” spurgte han stilfærdigt. Han ønskede ikke at få folk til at tvivle på hende, selvom han også tvivlede på at det var muligt, for han var allerede nu sikker på at hun gjorde alt for at beskytte de folk som måtte leve her, hvilket var et ufatteligt stort arbejde og ansvar som hun måtte have, og derfor ønskede han også at hjælpe hende, og han vidste, også fordi han selv havde erfaring med det, at man ikke kæmpede særlig godt, i hvert fald ikke sit bedste, når man var træt, hvilket var mere end tydeligt at se på hende. Han betragtede roligt soldaterne der stadig kom tættere på. ”Jeg mener blot, at der ikke burde udgydes uskyldigt liv fra landsbyen denne nat, specielt ikke, når lederen er træt,” svarede han stilfærdigt. Det var ikke for at være bedrevidende, og måske han havde været underdanig hele sit liv, men han var skam en ufattelig klog mand af den grund, for viden havde han skam fået tillært sig, plus det at han ved utrolig meget om folk og deres kroppe, og man var ikke lige så kvik i hovedet, når man var træt i forhold til at man havde fået sin søvn. Et skævt smil gled over hans læber ved hendes ord, hvor han fnes ganske kort for sig selv. Hun troede at dette var anstrengende for ham? Han smilede ved tanken. ”Nok du kunne gætte min race, men du kender tilsyneladende ikke alt omkring den,” sagde han i en munter tone og dog med den dybeste respekt, for det var på ingen måde en hån! Men han var fuldblods, og en dødsnymfe var kendt for at kunne betvinge mørket og isen til fulde, så dette var virkelig det mindste han kunne gøre! Der skulle langt mere til, før det for alvor skulle tære på hans kræfter og energi. ”Sjæle.. er ikke det vigtigste, ikke når det gælder om at beskytte landsbyen.” Det burde hun vel også være enig i? Nok magien ikke tog på hans kræfter, men det tog på hans krystal, som måtte lyse op, ligesom få pletter på hans krop, fordi han brugte sin magi.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna var træt og det blev jo kun værre og værre, udelukkende fordi at hun bare ikke fik lov til at hvile ud! Det at få en time eller to om dagen var bestemt ikke nok, når hun var i gang resten af tiden, for det var frygtelig sjældent at hun kunne hvile. At der jo så var nogen som havde sendt denne mand ned på jorden for hendes fødder som hun kunne tage til sig og kaste lidt af arbejdet over på, var noget som hun faktisk måtte være frygtelig taknemmelig for, for så kunne det jo være, at hun ville være i stand til at skulle finde ro og hvile før eller siden? Bare for lidt mere end et par timer, men hvor hun faktisk ville finde muligheden, hvorpå at hun faktisk kunne hvile ud for en gangs skyld? Hun vendte blikket direkte mod ham. Så langt var de enige, men at han kunne mørklægge en helt by, var slet ikke noget som hun havde regnet med! Men igen.. hun kendte jo ikke særlig meget til ham, hvor gammel han var, hvordan han havde det med hans brug af energi og ikke mindst også den krystal som måtte hvile godt og trygt omkring hans hals, hvilket var noget som hun havde lagt mærke til allerede fra før af, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt på nogen måde. ”Kommer de for tæt på, så skyd. Jeg vil ikke risikere hele landsbyens fremtid.” Selv vidste de alle at hun skulle gøre tegn før de fik lov til noget som helst, men som Raphael sagde, så var hun enig; Kunne dette gøres uden at udgyde blod, så kunne det bestemt heller ikke blive bedre.
Tiyanna rystede stille på hovedet og himlede vagt med øjnene til hans ord, også selvom hun igen måtte give ham ret. Han havde en skræmmende erfaring indenfor dette felt, det var noget som hun allerede havde fundet ud af. Blikket gled mod vagterne som stadig måtte komme nærmere. ”Det finder vi jo meget snart ud af, Raphael..” Hun endte med at hæve hånden også mest for at gøre det tydeligt at de mange soldater som var her, skulle gøre sig klar. Kvinder og børn var allerede kommet i sikkerhed, selvom der virkelig ikke var mange af dem, så var det stadig Imandras fremtid det gjaldt og det var bestemt heller ikke noget som hun ville sætte i farezonen med mindre at hun kunne blive fri for det. Det var ganske rigtigt en forfærdelig byrde hat have hvilende på sine skuldre, men hvad gjorde man ikke for folkets skyld? Det var jo lige så hendes fremtid som var på spil, for hun vidste udmærket godt hvad der skete, hvis Inkarno måtte få fingrene i hende. Og det var bestemt heller ikke fordi at hun ønskede at det skulle ske!
Soldaterne fortsatte færden meget langsomt. Umiddelbart kunne det se ud som om, at de vidste at der var noget derude. Tiyanna fulgte dem meget nøje med blikket. Det var heldigvis her at hendes elver kom meget godt med, for hun kunne lægge mærke til selv de mest simple og små ting. Den ene soldat endte med at gå ned i knæ, hvor han begyndte at studere et fodspor som var tydelig at se i jorden, ikke mere end hundrede meter fra byen af. Det gjorde Tiyanna bekymret. Det var jo den risiko som de løb netop ved at være herude. Hun rystede på hovedet, som hun igen hævede hånden en anelse. Bueskytterne trak buen op, som soldaterne fortsatte med at komme tættere på og denne gang med sværdene hævet. ”Forbandet være jægerne,” vrissede hun med en dæmpet stemme. I sig selv, så gik det kun en vej i hendes øjne og det så jo heller ikke ud som om at soldaterne havde i sinde at skulle stoppe, som om.. at de vidste at byen måtte ligge der? ”Vær klar,” afsluttede hun med en fast tone.