Burn the beast!

[Deleted]

Kirken var Phoebes hellige sted. Det var et sted hvor hun følte sig tryg og veltilpas, beskyttet af Azrael og Darlenes varme, intet kunne røre hende der. Darryl havde såret hende dybt, han havde kastet hende ud i kulden, og været skyld i, at hun havde mistet alt tro og alt håb, hvilket var endt med at tage hendes små engle fra hende. Han var dukket op, og hun var blevet både forskrækket og overrasket, så hvad forventede han egentlig af hende? Skulle hun have lukket ham ind i hendes varme favn, og ladet ham tage hende med storm endnu engang, når den historie allerede var skrevet? Det at Darryl så direkte måtte ønske sig selv død, var en information hun uden tvivl helst ville være foruden, for hun så ingen grund til at kaste ham i døden, det ønskede hun jo slet ikke! Ej heller selvom hans forbandede væsen, burde ligge så fjernt fra hendes verden, hun foragtede det dyr, det var farligt og hun frygtede ærlig talt, at dette kunne komme til at gøre ondt, enten fysisk eller mentalt, men hendes gode hjerte direkte forbød hende disse fordomme, selv overfor Darryl.
Hendes krop reagerede på hans bid, som havde han netop skænket hende det sødeste kys. Det sitrede i hver lille del, og en varme hun ikke havde oplevet i alt for mange år, påvirkede hendes krop. Det saglige blik var fjernt, selv efter han havde valgt at slippe hendes håndled. Hun bed sig ikke selv mærke i det, men hendes krop skælvede, ikke mindst ved at hvile så tæt på Darryl som hun gjorde, hans arme lå omkring hende, og dækkede hende med den samme varme, som den hun følte i kirken, og det var bare forkert! Hendes kinder var blege, og hendes øjne matte, han havde taget en hel del, det kunne der ikke herske nogen tvivl om. De mørke øjne endte endnu engang tårerfyldte, og slørede hendes billede af hendes forbrændte arme, der begge var endt med Darryls bryst.Phoebe nikkede stille mod ham, hun havde allerede gættet at denne pludselig forvirring og desorientering skyldtedes et større blodtab. Hendes puls var en anelse svag, hun kunne føle de små slag mod hendes hals. Blikket studerede hans håndled nøje, normalt ville hun selvfølgelig aldrig have taget imod, men hun havde intet valg, hun ville ikke forlade denne verden, og specielt ikke nu hvor hun havde hjulpet ham på rette vej. ”Tilgiv mig,” hviskede hun stille, og slog kors over brystet, før hun stille lod de slanke fingrer, lukke sig omkring hans håndled, og førte det til læberne. Han kaldte hende kære. HUn vidste ikke hvorfor, men det var en pludselig tanke der slog ned i hende. Blodet smagte grimt af jern, på hendes tunge. Hun lavede en tydeligvis utilpas grimasse. Læberne omsluttede den lille rift, det var en del mere besværligt for hende at suge det kvalme blod, også selvom hun straks følte effekten. Det brændte ned igennem hendes hals, og varmede hende fra indsiden. Et sted så følte hun også en form for.. begær? Et underligt ønske om, at han blot ville holde hende i favnen, også selvom hun vidste at det var forkert, det måtte være eftervirkningen fra hans bid. Hun kendte trods alt ikke konsekvenserne af dette. Hun slap hans håndled, og skar en klar grimasse. ”Ikke videre delikat,” konkluderede hun i en mindre mumlen. En frustration overvældede hende, blandet med en underlig følelse af lettelse og.. tilfredhed? Hovedet gled på sned, hun lod blikket glide i, og forsøgte at sortere alle disse pludselige følelser.. hvad pokker foregik der?!

[Deleted]

For Darryls vedkommende, så var det bare nemmere at skulle miste livet, end det at skulle leve uden sin mage, for det var virkelig ikke en tanke som han kunne have med at gøre i den anden ende! Blikket hvilede roligt på hendes skikkelse. Måske at det var mere end det som hun selv personligt ville vide omkring ham, men han var ærlig overfor hende. Det var jo egentlig heller ikke fordi at han direkte havde regnet med at få lov til at komme ind på hende på denne her måde en gang mere, for det var virkelig for meget at kræve af hende. Han havde mistet sine børn, han havde mistet Phoebe og deriblandt var hans mening med livet også røget direkte i gruset uden at han kunne gøre noget som helst ved det, og det var jo noget som han var godt klar over i den anden ende. Han kunne ganske enkelt ikke fordrage det, for det var værre end det som noget andet måtte være i det store og hele! Det var jo ikke fordi at han direkte gik med håbet om at få en chance til, men at få lettet byrden fra sine skuldre og faktisk gøre det hele en anelse nemmere for ham, selvom det slet ikke så sådan ud.
Det var bestemt heller ikke fordi at Darryl ønskede at fortsætte med at træde hende over tæerne, for hun vidste, at det ikke var noget som hun fik det mindste ud af i det store og hele. At tage hendes blod, var virkelig ikke noget som han havde lyst til, men det var en nødvendighed, hvis han skulle klare sig, og det var noget som han var klar over i den anden ende. Hun virkede svimmel og desorienteret og det var slet ikke noget som han brød sig om, så selvfølgelig ønskede han at hjælpe hende så hun selv havde det godt. ”Ikke tænk på det,” bad han endeligt og med blikket roligt hvilende på hendes skikkelse som hun valgte at tage fat omkring hans håndled og sugede sig fast. Han spændte en anelse i armen, mere eller mindre kun for at gøre det hele nemmere for hende. At det ikke var videre delikat og hendes kommentar til dette, var noget som svagt fik ham til at smile. ”Det kommer an på.. hvad man er vant til..” Han lagde armene forsigtigt omkring hende, kun for at lægge hende mere ned i sengen, for det var tydeligt, at selv hun havde brug for at hvile lidt. Hun så.. virkelig forvirret ud. Han kunne et sted allerede fornemme på hende, at hun havde fået snerten af alle hans følelser, tanker og frustrationer. Han sukkede dæmpet og rystede så let på hovedet. ”Phoebe..? Du skal ikke tage dig af det, hvis du pludselig.. føler en masse.. Det er ingenting,” endte han dæmpet. Hun behøvede jo heller ikke at vide, at alt det som hun følte i det indre, faktisk var.. ham? Ham som hun kunne mærke? Han slap hende forsigtigt og satte sig en smule mere op. Nu var det jo heller ikke fordi at han havde så ondt igen, da hendes blod virkelig måtte hjælpe ham og frygtelig meget igen, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Det var noget som kraftigt hjalp ham til healing, så det var han faktisk.. taknemmelig for.

[Deleted]

På trods af at Phoebe havde været sammen med Darryl igennem en længere årrække, så måtte hun faktisk erkende, at hun ikke vidste meget om hans væsen. Hun havde aldrig haft en idé om, at en som ham havde en mage, om ikke andet, så ikke før Jason var blevet en del af hendes liv, og nu hvor hun kendte til det, så var hun overbevist om, at hun aldrig havde været hans mage, for i så fald ville han vel ikke have forladt hende og deres to vidunderlige piger? Måske deres chancer havde været større, hvis han var blevet. Hun kunne ikke lade værre med at tænke, at hvis du havde holdt sammen dengang, kunne deres engle måske have været i live? Det var ikke kun ham der havde mistet alt, det var ligeså hende, hun havde hverken ham eller børn, kirken var blevet hendes liv endnu engang, også selvom det var en rest af tomhed, et hulrum hun ikke formåede at fylde ud.
Det var ikke fordi hun direkte lystede at afvise ham, ellers ville hun vel også bare selv være gået, ladet ham brænde op i solen, eller efterfølgende lade ham hvile her, for hun kunne trods alt blot tage tilbage til kirken. I stedet havde hun skænket ham sit blod, udelukkende fordi hun var klar over, at det ville hjælpe ham, og han så allerede meget bedre ud. Smagen af jern sad stadig i ganen, det var svært at forestille sig hvordan hans væsen direkte kunne nyde den smag. Blodet brændte i hende, det var næsten som om hun kunne føle det løbe i hendes årer. Hendes puls kunne føles i hver lille kropsdel, og først nu gik det op for hende, at hendes krop og hendes sind faktisk reagerede på, at han var så tæt på, en pludselig længsel et.. brændende begær? Det var noget helt galt! Phoebe betragtede ham med et tydeligt forvirret blik, hun var frustreret, men på en anden måde end hun havde været før, som havde hun noget på hjertet, noget hun.. ikke kunne få sagt? Hun rynkede let på panden. ”Ikke min livret,” erkendte hun alligevel. Ganske roligt gled hun ned ved hans side, som han selv tvang hende ned i den bløde madras. Hun var en anelse udmattet, også selvom søvn ikke ville være en mulighed, så lang tid de mange forskellige følelser og indtryk florerede i hende. Hvad der skyldtes, kunne hun ikke svare på, og hun ville ikke rigtigt krybe til korset, og spørge ham. Hendes krop hvilede tæt mod hans, hvilket kun fik hendes hjerte til at slå rytmiske hårde slag, mod hendes bryst. De mørke øjne gled mod ham, lettere uforstående. ”Hvordan.. vidste du det?” spurgte hun forundret. Ikke nok med at hun bar en masse forvirrende følelser i sig selv, men nu skulle hun bære hans også, det var bestemt ikke nemt! Dog havde hun glemt, at hun faktisk burde være vred på ham, selv hendes melodiske tone, var gået over og var blevet direkte blid. ”Det.. Jeg.. Darryl hvad foregår der?” hendes blik var gledet i, hun sukkede næsten som havde det været af behag, for et sted så var det, det eneste der ødelagde det var de øvrige forvirrende følelser. ”Det brænder,” hviskede hun stille, og tydelig forundret, det havde hun bestemt ikke regnet med!

[Deleted]

Darry vidste godt at han aldrig rigtigt havde snakket med Phoebe omkring hans væsen, selvom det nu heller ikke var noget som han fortrød på nogen måde. Han var bare den mand som han var, selvom han nu godt kunne se, at det måske havde gjort det hele en kende lettere, hvis han havde gjort det? Det var bare sådan at han måtte se på det om ikke andet, selvom man jo altid kunne blive bagklog, hvilket nu kun var noget som gjorde ham mere frustreret end det som han var i forvejen. Han stod nu alligevel fast på det hele, for han ville have det meget bedre ved at blive brændt, hvis han ikke kunne få sin mage og nu hvor hun var der og faktisk puslede om ham.. det var virkelig ikke retfærdigt set i hans øjne! Han fandt det på ingen måder som en retfærdighed, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, for det var jo trods alt bare sådan at det nu måtte være at man gjorde det! Han gik rundt med en drøm om at vende tilbage til det som de havde haft dengang, selvom han udmærket godt var klar over, at det nok ikke kunne blive tilfældet, men man kunne vel altid drømme?
Darryl var udmærket godt klar over effekten af blodet og hvilken effekt det nu også måtte have p hende, selvom han nu ikke direkte kunne sige noget som helst til det, for det var jo trods alt bare sådan at det måtte være. Hun havde givet ham alt for meget, og det var slet ikke en tanke som han kunne have med at gøre! Han vendte blikket mod hende. Han vidste godt at den for hendes vedkommende ikke måtte være den mest delikate smag som man kunne komme i nærheden af, men det var jo trods alt bare sådan at det nu end måtte være i den anden ende. Hun var virkelig det vigtigste i hans liv, så han ønskede jo heller ikke at hun skulle rende rundt og med de tanker og følelser og nu hvor han kunne mærke det hele på sin egen krop, så var det bestemt heller ikke med et behag! Tvært imod, så var det noget som kun gjorde det hele værre for ham. Han var ikke så følelsesforladt som hans væsen normalt blev beskrevet, for det var noget som faktisk kun måtte irritere ham yderligere, for han følte faktisk! Han følte jo for hende. Han vendte blikket mod hende. Også nu hvor han kunne holde lidt fokus så var det hele også meget nemmere. ”Jeg ved det godt, min kære..” endte han dæmpet som han endelig havde hende fået lagt ned i sengen, for nu var det bestemt også hende som skulle have noget hvile. Han havde taget for meget, selvom det nu heller ikke var noget som han kunne gøre noget ved. At hun var tydeligt påvirket af hans ord. ”Det er.. bare noget jeg ved..” endte han dæmpet. Ja, hvordan skulle han da ellers forklare det? For nemt var det bestemt heller ikke for hans vedkommende. Han lod roligt hånden stryge over hendes kind og med blikket hvilende på hendes skikkelse. Han havde det allerede meget bedre og det var alt sammen kun på grund af hende, for det var noget som tydeligt også måtte have en påvirkning af ham selv. ”Du.. har mit blod og jeg har dit.. du kan mærke hvad jeg føler som omvendt..” forklarede han roligt. Han havde fået meget – for hans vedkommende, ville det vare længe før den virkning ville gå af, så meget vidste han.

[Deleted]

Det væsen han var, kendte hun ikke det mindste til. Hun vidste at det var et væsen af mørke, og på ingen måde helligt. Hun vidste at han måtte nærrer sig på blod, og hun vidste at hans sanser var skarpere end nogen andens, men det var omtrendt også det. Alt det dybtegående, havde han om ikke andet skånet hende for. De burde ikke være her. Måske de munke havde haft ret.. på en måde? Måske fortjente både hun og Darryl at gå i døden for deres kærlighed, selv deres vidunderlige børn, var endt i graven, og den tanke gjorde ondt. På den anden side, så var hun bekymret for ham, hun ønskede ikke at noget skulle ske ham, uanset hvordan man måtte vende eller dreje den, så havde de en fortid, og hun havde elsket ham, af hele hendes bankende hjerte, at det så ikke havde været nok, var bestemt ikke noget der gjorde det bedre. Hun ville ikke lade ham brænde! De pludseligt mange følelser vældede ind over hende, som en ustandselig bølge, overvældede hende og overmandede hende. Det var svært at håndtere en så stor frsutration, så megen smerte. Hendes hånd gled mod brystet, mærkede på hendes egne hjerteslag, der pludseligt føltedes så tunge. Hvad var det helt præcist hans blod gjorde ved hende? Hun missede med øjnene, forsøgte at udholde smerten, også selvom hun forsøgte at holde den ude, frem for at tage den til sig. Det var jo den rene tortur! Hendes krop skælvede. Hun havde ingen idé om at hun pludselig måtte rumme hans følelser såvel som hendes egne. Blikket hvilede desperat på ham, som ønskede hun ,at han skulle få det til at stoppe. På trods af det kolde hjerte, så var han ikke følelseskold, ligesom hun heller ikke var det, inde bag den facade, gemte der sig den samme lune kvinde, som han i sin tid, havde valgt at at glide på knæ for.. men som han tilgengæld også havde valgt at forlade højgravid. ”Hvad sker det?” hviskede hun næsten desperat efter svar. Det at han kaldte hende for kære, var end ikke noget hun reagerede på, også selvom hun ikke havde nogen planer, om at lade det være hans ret for fremtiden, han havde valgt at lade hende alene, så var det sådan det måtte blive. Phoebe var tydeligvis skeptisk. Det var ikke noget han bare vidste, og det var hun jo udemærket klar over, så de løgne kunne han ligeså godt droppe, for de ville bestemt ikke hjælpe ham nogen vejne! Det blide strøg mod hendes kind, fik hende omgående til at tige. Blikket forlod ham. Det beroligede hende, også selvom han var så forbandet kold. Hendes hjerte sprang et slag over, hun brød sig et sted ikke om at have ham så tæt på, for hun blev underligt svag. ”Det forstår jeg ikke,” konkluderede hun hurtigt, uden egentlig at have været i stand til at lytte til hans ord, for hun var virkelig bare forvirret! ”Hvad er det helt præcist, det blod gør?” spurgte hun og satte sig roligt op, med en hånd for panden. Mest af alt, følte hun for at krybe i skjul, sove til dette ville aftage, for behageligt var det på ingen måde!

[Deleted]

Darryl havde faktisk valgt at advare Phoebe på forhånd med henblik på hans blod, for det var ikke noget som ville gøre godt. Hans frustrationer var mange.. frygtelig mange, for han havde båret rundt på dem i årevis, for ikke at glemme, at han slet ikke havde fået en mulighed hvorpå at han kunne få bugt med det. Den endelige afslutning havde hun nægtet ham, så det at munkene ville brænde ham, var faktisk slet ikke en tanke som han ville have noget imod. Det ville gøre langt mindre ondt i den anden ende, end det som han måtte rende rundt med den dag i dag, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han vendte blikket mod hende, så til hvordan hun tog sig til brystet, hvor han selv tydeligt kunne mærke den smerte som hun måtte brænde inde med, og det var noget som selv gjorde ondt på ham og han ønskede slet ikke at hun skulle have ondt! Uanset hvordan man vendte eller drejede det hele, så … elskede han hende jo faktisk stadig, selvom det nu heller ikke var noget som man direkte kunne sige at han regnede med at få chancen til at bevise, for hun havde gjort det tydeligt for ham at ham og hende var færdige, selvom det jo faktisk var det som var grunden til at han valgte at reagere som han gjorde lige for denne stund, om det var noget som man ville det eller ikke. Han sukkede dæmpet og lagde hånden stille mod hende som han klemte ganske så blidt omkring. Han kunne vel prøve at forklare hende det? Selvom han nu heller ikke regnede med at det ville behage hende på nogen måde overhovedet, også fordi at han kendte hende og han havde jo valgt at spare hende for de mange grusomme hemmeligheder omkring hans slags igennem hele den tid som de havde tilbragt sammen med hinanden, for det var jo faktisk mange år med forbudt kærlighed, selvom han stadig ønskede den. Forbudt eller ej! ”Virkningen vil aftage med noget tid.. Det.. du gav mig dit blod og.. jeg gav dig mit.. Det.. skaber en form for forbindelse.. et bånd for en periode,” begyndte han stille. Han lagde armen om hende, blot for at direkte tvinge hende ned at ligge. Det bedste hun egentlig kunne gøre lige nu, hvis det gjorde så ondt, var at sove igennem det hele. Han betragtede hende med en ganske rolig mine som tidligere, selvom det nu heller ikke var noget at sige noget til som sådan, var det? ”Alle de tanker og følelser jeg brænder inde med, vil du kunne mærke.. lige så som jeg kan mærke din vrede, angst, frygt, lykke.. alt hvad du selv går med.. selv den smerte som du går med lige nu,” fortsatte han stille. Et sted i håbet om at hun faktisk ville forstå det hele. Han havde ikke gjort det med vilje, for han havde jo trods alt også bare.. nægtet hende at komme så tæt på ham, for han ønskede ikke det bånd hvis hun ikke ønskede at have noget med ham at gøre, for den tanke var nok det som gjorde mest ondt – selv på ham.

[Deleted]

Måske Darryl havde forsøgt at advare hende inden hun havde valgt, at skænke ham hendes blod, men hun måtte ærligt erkende, at hun direkte havde valgt at ignorere ham, for hun ønskede virkelig ikke at se ham skadet, uanset hvor meget hun forgav at hade ham, så havde hun stadig været klar til at tilbringe resten af hendes dage med ham, dengang, hun var dog en kvinde af løfter, og hun havde elsket ham, det var heller ikke noget, der blot ændrede sig. Phoebe forsøgte virkelig at hade ham, forsøgte at frastøde ham, men det var ikke nemt, det gjorde ondt, som forsøgte hun at afskære en del af hendes egen person, og oven i kunne hun nu føle hans smerte, det gav hende direkte en kvalmende fornemmelse. Hun var blevet hevet op af sengene, alt for tidligt, hun havde brudt energi på at tænke sig fri fra de reb og få ham med, hun havde ingen anelse om hvordan det var lykkedes ham, hun havde fået ham hertil, og han havde taget hendes blod, hendes krop og hendes sind var ved at være direkte udmattet, hvilket man vel heller ikke kunne bebrejde hende for. Darryl havde tydeligvis fået det bedre, hvilket kun glædede hende, og hun vidste at de skulle være her til mørket ville falde på, det ville vel ikke være nogen skam at lade sig falde lidt hen? Hendes krop var allerede fadet en smule hen i hans favn, det var endnu ikke gået rigtigt op for hende, at han faktisk lå der og holdte om hende. Hendes øjne var faldet en smule i, hvilket end ikke var noget hun selv bed mærke i, tingene virkede ganske vist så fjerne, men hun lå trods alt i hendes egne tanker, og med det væld af følelser, der udnyttede hendes krop og hendes skrøbelige sind. Hans ord hørte hun ganske vist, men han var langt væk, hans stemme nærmest hypnotiseret hende. ”Mm,” mumlede hun fjernt. Hendes åndedrag var blevet tungere, hun var så træt, også selvom hendes sind endnu var lysvågen, tænkte det hele igennem. Det at føle hans arm omkring hende, gav hende en følelse hun havde savnet, en følelse af at være tryg som hun havde manglet, noget som han havde taget fra hende for så mange år siden. Tilværelsen var ikke ensom. Mange kom og gik i kirken, og hun var respekteret, men når mørket først faldt på, så lå hun igen alene i en seng, hendes krop og sind, fandt det vel underligt.. velkendt, at ligge her med ham? Hendes hjerte slog faste, rytmiske slag, men hun regnede ikke med at han direkte ville lade sig friste, faktisk var hun mere ligeglad i øjeblikket. I takt med hendes tanker, faldt hun mere til ro, lod søvnen overmande hende, så der blev sort for hendes blik, og Darryl gled helt og aldeles væk, og efterlod hende til de drømme der ville hjemsøge hende. Hun åndede tungt ud, hvilket kun afslørede hende, hun kunne ikke lade være, det havde i den grad været en hård dag!

//OUT

[Deleted]

Darryl havde forsøgt at advare Phoebe, men det var tydeligt at det havde haft en ringe effekt af det hele. At ligge med hende så tæt på sig, var noget som han selv havde savnet, men det var ikke noget som han kunne sige direkte eller åbent, for han vidste at det var noget som hun ville gå frygtelig amok over i den anden ende, men det var faktisk kun en sandhed; han havde virkelig savnet hende, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Han vendte blikket stille mod hende. At hun var træt, var noget som han godt kunne forstå, også selvom han aldrig nogensinde havde ønsket sig, at hun skulle stå i denne situation sammen med ham. For hans vedkommende så havde det virkelig været lettest at skulle give afkald på den smerte som han havde siddet inde med, den som var blevet værre efter aftenen, men det var nu ikke noget som han kunne tage si af. Hun havde reddet ham fra situationen, selvom det nu heller ikke var noget som han kunne sige noget til som sådan, for.. det ville han uanset heller ikke få det mindste ud af i den anden ende, hvilket han allerede var klar over i den anden ende, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Han sendte hende et stille smil. Hun virkede umiddelbart ikke sur på ham, selvom det meget vel kunne komme sig, når hun engang ville vågne ordentlig op – efter en søvn om ikke andet, hvor han mere end glædeligt ville ligge og holde om hende. Han ville faktisk elske den tanke! Selvom han nu heller ikke regnede med at det ville være permanent eller noget i den stil, så gjaldt det vel bare om at nyde det så længe, at det nu var ham selv menneskelig muligt? Han lagde hende roligt ned ved siden af sig, hvor han trak tæppet op omkring hende. Virkningen ville gå af på et tidspunkt, selvom det ville være et godt stykke tid alligevel – Hun havde jo alligevel fået en del, som han også havde fået det, selvom det nu heller ikke var noget som han kunne sige noget til, for han ønskede virkelig bare at hun skulle have det godt. Alt det andet var slet ikke noget som han tillod sig på nogen som helst måde overhovedet! Han smilede ganske let til hendes reaktioner som hun måtte falde i søvn i hans arme. Det var faktisk også længe siden at han havde sovet med hende på den her måde, og han måtte erkende, at det virkelig var savnet. ”Sov godt Phoebe..” Han lænede sig varsomt mod hende, idet han skænkede hendes pande et let og ganske forsigtig kys, for han ønskede jo heller ikke at hun skulle vågne og så flippe skråt på ham! Slet ikke! Han lagde sig roligt tilbage og uden at tage blikket fra hende. Han var jo en omvandrende død, så han havde ikke brug for søvnen på den samme måde, så han kunne ligge vågne og passe på hende. Det var i den grad også noget som han agtet at gøre!

//Out