Burn the beast!

[Deleted]

Som solopgangen måtte nærme sig og med stormskridt, så kunne Darryl også mærke den indre panik som kun måtte brede sig ud i hver eneste tænkelig del af hans krop. Med de tykke reb kraftigt slynget omkring hans krop og med adskillige mænd som måtte holde ham, så stod selv en vampyr fuldkommen fast. Han kunne nemlig ikke rigtigt komme nogen vegne! Den gruppe mennesker som havde formået at fange ham, som han havde siddet der ved hans elskede døtres grave, så var det kun noget som gjorde ham direkte rasende. Med selv et reb godt strammet om halsen, så førte de ham med sig igennem skoven, som havde han været et dyr som skulle til en større udstilling, selvom han havde en langt værre opfattelse af det som nu skulle ske, og han måtte ærligt erkende, at han bestemt heller ikke brød sig om den tanke på den ene eller den anden måde, for det gjorde han i den grad heller ikke! Han så sig omkring, som de nåede skoven. Det var heldigvis ikke det hele som var brændt ned, som der faktisk måtte stå nogle træer igen, selvom bladene ikke var så meget fremme som de burde for denne årstid. Darryl knyttede næverne, som han hørte de mange mennesker snakke stygt omkring ham og hans slags. Han havde bestemt heller ikke bedt om at være den mand som han var eller blive født ind i det som han nu var blevet. Det var jo bare noget som skete! Tænderne bed han tydeligt sammen. Slag havde han allerede været offer for, hvilket var tydeligt i hans ansigt, men i den grad også nedover hans ryg. De stod med kæppe, hvis han ikke gjorde som de bad ham om, hvilket nok var det som måtte irritere ham mest, for det gjorde faktisk ondt, at få et slag med en sådan en! Og specielt fordi at kæppen faktisk måtte være god og tyk, så gjorde det jo kun det hele meget værre! ”Lad mig gå..” vrissede han med en fast tone, som han ganske kort, gjorde et ryk med hele kroppen, selvom han kraftigt måtte fortryde, da hans ryg endnu en gang måtte genforenes med den store kæp som blev kastet direkte nedover den. Denne gang var det dog noget som tvang ham direkte i knæ og med et smertefuldt gisp. ”Ti’ stille elendige blodsuger!” sagde manden kortfattet. To skulle til for at tvinge Darryl op på benene endnu en gang, hvor de gik frem mod en mindre lysning, hvor det var tydeligt, at solen ville ramme, så snart at den ville kigge over den store horisont. Her valgte de at binde ham fast og så stramt som det nu var dem muligt, for de skulle da også være sikre på, at han ikke ville ende med at stikke af! Nu hvor de endelig havde fanget en, så kunne de jo kun gøre det hele langt sjovere netop ved at gøre det på denne måde! De hjalp jo Procias, netop ved at brænde de mørke væsner ud!

[Deleted]

Solen var på vej op i østen. Himlen var allerede malet i en smuk rød farve, der lod fremstå næsten magisk. Vinden svajede blidt, dog prydet af en lettere kølig morgenluft, der havde budt duggen at ligge sig i græsset. Phoebe var stået op for et par timer siden, faktisk havde det været endnu en nat uden søvn, sådan havde det været siden den aften Darryl var endt med at dukke op. Hendes skridt var blevet mere og mere hastige, foran hende gik to mænd der nærmest måtte minde om munke. Selv var hun klædt i en smuk, lang, hvid kjole med lange ærmer. Hendes mørke hår hang frit, det var ikke fordi hun havde nået at gøre forbandet meget ud af sig selv, før disse mænd havde bedt hende om at komme med. Hun havde ikke den fjerneste anelse om, hvor pokker de var på vej hen, men noget gjorde hende nervøs. Hendes hjerte slog kraftige slag, hun kiggede utallige gange mod den smukke himmel, fremsagde en lydløs bøn, som ingen lod til at lade sig påvirke af. Efter de nåede skoven, tiltrak den dog hendes opmærksomhed. Den var uden tvivl død efter den enorme skovbrand der havde været for blot et par uger siden, og det smertede hende at se alt det liv, i den sørgelige forfatning. Få træer stod endnu, men de var nøgne og slet intet værd. Hun sukkede tungt, og fulgte stadig roligt mændene, der hviskede netop lavt nok til, at hun ikke kunne høre det. Frem for dem stod en større forsamling, og så yderst tilfredse ud. De var samlet omkring noget, alle kutteklædte og med samme brune klæder. Hvad der dog måtte ende med at chokere Phoebe var det som de var samlet om. Hendes hjerte begyndte at slå langt mere nervøse slag, mens hun endte med direkte at misse øjnene mod munkene. Hvorfor skulle hun se det? Darryl være bundet til et træ, så tæt på solopgang? Hvorfor skulle hun overvære hans henrettelse? ”Stop det!” råbte hun højt. Hendes blide stemme, lød pludselig myndig og stor. Munkene så på hende og smilede kun større. Phoebe sørgede for at se så langt fra Darryl som hun var i stand til, også selvom det gjorde hende rædselsslagen at se ham ligge der? ”Du har syndet! Som guds budbringer har du syndet, ved at finde sammen med dette bæst! Du kan renses for det samme, ved at se ham gå op i flammer!” det var en af de ældre munke der måtte råbe disse ord. Phoebe trådte tæt på ham, så han dybt i øjnene ”Jeg har syndet? Hvis i mine herre.. Var troende, så ville i vide at det var guds ord. Dette.. bæst.. Er ikke ment for døden, slår i ham ihjel er i større syndere!” der bredte sig en lav hvisken gennem hele flokken, ingen sagde noget, men betragtede hende blot vurderende.

[Deleted]

Det sidste døgns tid, havde bestemt heller ikke været det mest hyggelige for Darryls vedkommende. De havde fanget ham på kirkens grund, siddende foran hans døtres grav og han vidste udmærket godt, hvad det var at han havde i vente. Han knyttede næverne fast, selvom det mindste modstand efterlod ham med et slag eller flere af de kæppe som blev holdt. Han var et uhelligt væsen, hvilket han var klar over, men det var bestemt heller ikke noget som han havde regnet med på denne her måde! Det var noget som virkelig måtte gøre noget så frygtelig ondt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Han blev direkte bundet til et træ, også selvom han allerede kunne mærke, at det måtte brænde i den kolde hud. Solen ville være oppe i løbet af ganske kort tid, også selvom det slet ikke var en tanke som behaget ham! Han havde så meget som han slet ikke havde ordnet eller fået gjort endnu, selvom det nu så ud til at være en chance og mulighed som han slet ikke havde. Skoven var død.. det var vel også derfor, at de valgte at gøre det her? Hans aske ville falde til jorden som en form for næring.. Ikke fordi at det var noget som behaget ham yderligere. Han knyttede næverne, som han blev bundet godt fast, så han på ingen måde, ville være i stand, til at skulle gøre det mindste på denne her måde, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Han hvæsede fast, selvom det var noget som stoppet så snart at han hørte Phoebes stemme. Hvad pokker lavede hun nu her?! Hans blik faldt direkte til hendes skikkelse, som han endte med at stå fuldkommen stille, selvom det dog på ingen måde, måtte dæmpe den brændende fornemmelse som den kommende sol måtte skænke ham! Han dirrede nu alligevel. De kutteklædte skikkelser, var bestemt ikke noget som han synes godt om, og der skulle faktisk meget til, før han fik den mening omkring folk. Hænderne var kraftigt bundet og med et reb godt bundet om halsen, så han var tvunget til at stå ret ind mod træet – Med andre ord, så kunne han slet ikke krybe i skjul for solen her.
Mændene så vurderende på hende, som de hviskede indbyrdes. Sandt var det vel et sted? Men.. Den synd kunne frelses og det var det som de var opsatte på! Alt uhelligt skulle fjernes fra Procias’ land og det gjorde de jo trods alt på denne her måde, så selvfølgelig var det jo det som de gjorde! ”Ej er det en synd, at fjerne det uhellige fra den hellige grund,” påpegede den ene. Gud havde skænket jorden til livet.. Vampyrer var døde, ergo burde de slet ikke være til. ”Som du går ind og beskytter det blodsugende og døde bæst, så har synden allerede ramt dig, Phoebe.. I en så stor en grad, at vi må fjerne den lige så,” fastholdt han. Mange nikkede sig enige, hvor hun selv blev grebet for at blive bundet til det samme træ som Darryl, endda tæt på ham. Solen ville ikke dræbe hende, men flammerne ville vel? Ligesom de ville med Darryl.

[Deleted]

Phoebe havde sagt farvel til Darryl, og hun havde været direkte vred, og sammentidig så havde hun udemærket vidst, at der gik en organisation bestående af falske munke rundt, og bestemte skæbner der ikke var op til dem. Hvad havde hun da også tænkt på, blot at sende ham væk? Hendes blik stirrede intenst på flokken. Hun hørte ikke den lave mumlem, men hun gik ud fra de diskuterede, hvor vidt hendes ord gav mening eller ej. Hendes hjerte hamrede fast og nervøst mod brystet, det gjorde hende direkte vred, at en flok utilfredse mænd, forsøgte at bestemme noget de ikke rådede over! Om få minutter ville solen stå op for alvor, og sætte Darryl i stikflammer. Skoven henlå død, og hans skikkelse ville give nærer den med livet, så det gav frygtelig god mening med dette sted, men uanset så var det ikke ment til at være sådan! Munkene så på hende, deres ord slog som en hård lussing. Hun var blevet præget af Darryl? Han havde smittet hende med hans uhellige blod? Det var bestemt ikke sandt! Hun havde syndet, og ganske rigtigt på grund af Darryl, men ikke sådan! To mænd greb om hendes hænder, hun forsøgte end ikke at vride sig, for det ville ikke gøre nogen gavn. Selvom hun var umådelig vred, så lod hun sig bindes til Darryl, med fronten mod ham. Skulle hun også se ham i øjnene? Hun så væk, med sammenbidte tænder, for hun var på et punkt hvor hun var sikker på, at der var blot en anelse mørkt i hende ”At slå ihjel er en synd uanset blod” svarede hun fast. Endnu en kappeklædt mand gik foran hende med reastløse skridt, og gned hans skæggede hage. Hendes øjne var sammenknebne, og direkte dræbende. Hændes hænder blev bundet sammen med Darryls. For første gang så hun ham i øjnene ”I indtager en rolle som ikke er jeres, det er ikke op til jer at herske over liv og død på den måde, det er ikke jeres opgave at bedømme hvilket er en synd og hvilken som ikke er! Jeg begik en fejl for mange år siden.. Guderne har renset mit blod, mine synder er tilgivet. Vi er alle menneskelige, i har alle syndet og det samme har jeg” hendes blik hvilede stadig i Darryls, hendes tone direkte dirrer af vrede. De havde alle begået fejl.. Hvor mange mænd her, var ikke faldet i en kvindes arme uden for et ægteskab, hvor mange havde ikke stjålet for overlevelsen, eller følt jalousi til sin næste? Hun havde elsket, og mistet, og det var en synd?! ”Der har du grunden til, at jeg ikke kan lukke dig ind” mumlede hun irriteret, denne gang henvendt til Darryl og ikke til mændene. Hun skævede mod himlen, solen nærmede sig ”Du er Dvasianer, hjælp mig med at udtænke noget lidt hurtigt” selvom hun var udemærket til at slå det kodle vand i blodet, så var hun ikke vant til at liste sig uden om så store problemer. Blikket gled i, hun fremsagde en stille bøn mod den uenlige himmel.

[Deleted]

Afskeden med Phoebe havde været der, selvom man ikke direkte kunne kalde det for en god en af slagsen. Han havde accepteret, at der ikke var mere at komme efter for hans vedkommende. Han stod tydeligt fastlåst og med det reb om halsen som tvang ham til at stå fuldkommen oprejst og med resten af kroppen fastlåst til det træ, så kunne han ikke rigtigt gøre noget andet end bare at stå og vente på at solen ville stå op. Det ville jo uanset ikke tage mange minutter og så ville det jo være slut alligevel..? Et sted så måtte han jo indrømme, at den tanke var lettende. Han ville ikke kunne bære, ikke at kunne få sin eneste ene, så var det andet faktisk nemmere, for det var langt mere fristende end et liv som en tom skal i den lange evighed.. Så var det faktisk bare nemmere, at give afkald på mere eller mindre det hele og så bare takke for sig, som han burde have gjort det for forbandet mange år siden. At hun blev grebet, var selv noget som fik ham selv til at reagere, selvom han ikke kunne gøre noget som helst af den grund. Han knyttede næverne fast, som hun blev bundet til ham og endda med fronten til hans egen, så de var tvunget til at stirre på hinanden. Hendes hænder bundet om hans egen krop, hvor han prøvede at blive stående fuldkommen stille, for han var faktisk rolig af sig. Han var faktisk utrolig rolig af sig når det endelig måtte komme til stykket. Vel også fordi at dette lettede ham langt mere, end det som det bragte ham nogen frygt? At hun nægtet at lukke ham ind på grund af dette, var noget som han blot havde forståelse for. ”Ville jeg stå her, hvis jeg havde set og fundet andre alternativer?” Et sted, så prøvede han vel heller ikke engang. At hun jo var bundet tæt til en kraftigt og forslået krop, var jo så bare noget som han måtte prøve at bide i sig. Det prikkede allerede voldsomt i hans hud, af ren og skær ubehag. Han burde for længst have søgt skjul et eller andet sted, selvom det i denne situation, desværre var temmelig meget umuligt! De mørke øjne vendte han stille mod hende. ”Jeg fik en afslutning.. Jeg fik en afvisning, og jeg fik set mine børn. Jeg kræver ikke mere end det.” Han vendte blikket stille i retningen af horisonten. Solen ville være oppe i løbet af et minut eller to, hvor han nu måtte stå og høre på hendes bøn som det sidste? Det var da noget som han kunne huske og som han kunne relatere til, for det havde hun også gjort meget brug af dengang, hvor de havde været sammen.. de havde jo trods alt også været forlovet, selvom det virkelig naget ham, at hun skulle straffes for ham! At hun skulle straffes for hans race og for hans skyld, var noget som gjorde ham direkte vred! ”Jeg er ked af, at sætte dig i den her situation..” Han vendte blikket mod hende. Ubehaget havde for længst vist sig i hans ansigt, et sted med en mindre panik i blikket, for han frygtede virkelig for, at det ville gøre ondt.. Bare alene tanken om, at det sidste som hun skulle have lov til at se af ham, var hans krop badende i de varme flammer og med skrig. Det var bestemt ikke sådan at han havde regnet med, at det skulle ske!

[Deleted]

Hvordan pokker, alt dette pludselig var nået så langt, det havde hun virkelig ikke den fjerneste idé om men det var fuldkommen forrykt! Efter en større diskussion med Darryl for blot et par dage siden, havde hun valgt at skære ham bort, og de havde taget deres afsked, længere var den ikke. Hvornår var han helt præcist blevet fanget undervejs? Det var desuden ikke rimeligt på nogen tænkelig måde, at hun nu skulle straffes for en fejl hun begik for mange år tilbage, og som hun netop havde undgået at begå igen, eftersom hun aldrig var endt med at lukke ham ind for nogle nætter siden. I disse mænds bøger, talte det åbenbart ikke for meget. Phoebe skævede mod himlen hvert tiende sekund, fulgte solen som den langsomt og gradvist stod frem på himlen. Få minutter endnu så ville han bryde ud i brand, og den tanke gjorde faktisk umdåelig ondt, eftersom hun slet ikke ønskede ham død! Sammentidig irriterede det hende dog også, at han måtte se passivt til En af de kutteklædte mænd trådte frem mod hende, med en ynkelig gammel spand. Stanken af en blanding mellem sprit og honning gav hende næsten omgående hovedpine. Han bukkede hovedet for hende ”Jeg er ked af at dette er eneste udvej, moder. Men vi ønsker blot at frelse Dem” han så på hende med et blik uden det mindste følelse, inden han gik i gang med at vædde hende i alkohol. Phoebe lod blikket glide i, mens den honningfarvede væske, gled ned over hendes skikkelse, og malede den ellers smukke hvide kjole. Whiskey hvis hun ikke tog fejl, så kreative de dog kunne være. Hun fnøs blot køligt til hans ord, hun behøvede i den gfrad ikke frelse! Blikket faldt igen mod Darryl. Hendes arme blev bundet omkring hans liv, og tvang deres skikkelse til at mødes. Det sitrede, hendes hjerte slog kraftige hjerteslag, sammentidig med at hun følte et enormt behag ved at være ham så tæt.. Ville det være fuldkommen dumt, hvis hun erkendte at hun følte sig.. tryg? ”Du prøver ikke” mumlede hun tydeligt irriteret, ikke mindst fordi de mange følelser forvirrede hende. Manden trådte fra hende, hun stank. Ubehageligt hos Darryl var også tydeligt, solen var godt på vej, hvilket heller ikke gjorde det bedre ”Jeg håber ikke du havde forventet mere end det” det skulle have været en spids tone, men istedet blev den lettere fraværende og næsten blid. Hendes sind var i oprør, tænkte enhver mulig vej ud fra dette. Hans undskyldning kom dog alligevel en anelse uventet. Hendes blik faldt i hans, hun sukkede en anelse opgivende og rystede på hovedet. De skulle dø sammen uanset så.. ”Det er ikke din skyld, Darryl” påpegede hun blot roligt, og sendte et direkte dræbende blik mod himlen. Darlene havde valgt hendes vej, og selv når hun valgte ikke at følge den, så blev hun kastet i døden for det, hvor var alt retfærdigheden blevet af?!

[Deleted]

Ubehaget gjorde bestemt ikke andet ned at stige i Darryls sind. Det gjorde ondt at vide, at Phoebe skulle brænde op med ham, selvom han vidste, at han ville falde længe før hende selv. Han knyttede næverne som hun måtte blive bundet med armene omkring hans liv, så de med andre ord, blev tvunget til at stå helt tætte. Ubehaget var i hans blik og det steg kun i hans sind, for normalt så ville han have søgt tilflugt allerede for skræmmende længe siden, i stedet for at skulle stå her som det han gjorde i øjeblikket. Han ønskede virkelig ikke at det skulle ende sådan, selvom det var langt nemmere end at rende rundt som en eller anden tom skal. Hun var hans mage, det var kun hende som han havde i tankerne. At hun skulle straffes for dette, var bestemt ikke en tanke som han brød om, selvom han ikke kunne gøre noget ved det. De havde fanget ham allerede kort efter at hun havde søgt ind i kirken efter de havde stået ansigt til ansigt sidste gang. Han var bestemt heller ikke meget for at indrømme det, men det var behageligt, at hun stod der tæt ind mod ham. Han vendte blikket direkte dræbende mod den mand som direkte måtte vædde hende i alkohol. Det skræmte ham virkelig, også selvom han vel et sted havde bedt om det? Han vidste, at han slet ikke var velkommen her i landet, så han burde vel bare være blevet væk? Han vendte blikket mod hendes blik igen. En trøst var det vel, at det skulle være noget af det sidste som han ville se, inden flammerne ville æde ham op? Det prikkede virkelig i hans hud og den var svagt begyndt at skulle ryge, så det var ved at være tid og han vidste det godt. Det gjorde faktisk vanvittig ondt allerede! ”Jeg forventede egentlig ingenting, Phoebe..” Han vendte blikket ganske kort i retningen af horisonten. Mange sagde måske at det var noget af det smukkeste som de nogensinde havde set, men dette var virkelig noget af det mest skræmmende som han havde været ude for! Han kunne mærke hendes hjerte hamre mod hans eget bryst, som havde det været hans eget hjerte. At ilden ville brede sig til hende, var han jo klar over, og det var det som gjorde mest ond t af det hele. Han sank klumpen stille i halsen og knyttede næverne ganske fast. ”Jeg håber at du kan tilgive mig..” sagde han dæmpet, som han lænede sig tilbage mod træet. Der var ikke lang tid igen og han kunne tydeligt mærke det i det indre, for det gjorde virkelig, virkelig ondt! Han vendte blikket mod mændene for en ganske kort stund, idet at han kunne mærke at varmen måtte tage til i hans eget indre. Han bed sig let i læben, idet han klemte øjnene sammen. Normalt ville han søge væk, men han kunne ikke gøre andet end at blive stående. Det gjorde bare ondt, at det også skulle gå ud over hende!

[Deleted]

Retfærdighed havde altid været en umådelig stor del af Phoebe, men denne gang ville den ikke ske fyldest, det irriterede hende, selvom der ikke var meget at gore ved det. Hun havde begået en fejl, og først flrere århundrede efter, besluttede man sig for at straffe hende? Og så af en flok munke, der var i den tro, at de kunne lege gud, bestemme andres skæbne. Det gjorde hende direkte vred, og sammentidig dybt skuffet. Ubehaget i Darryl stod hende tydeligt, og det måtte faktisk skræmme hende en anelse. Solen var på vej frem, og han følte det på en helt anden måde end hende selv, så meget var hun udemærket klar over. Hun trippede en anelse rastløs, endnu en mumlen var brudt ud, mens de mange mænd skævede mod himlen som hende selv. Magetingen var aldrig en ting hun havde fået helt og holdent fat i, hun vidste kun at hun elskede ham, om hun ville vedkendes det eller ej. Hun sukkede tungt. Hun havde altid haft smalle håndled, og de havde været direkte elendige til at binde hendes hænder. Et håb bredte sig i hende, hun så direkte ind i hans blik. Samvittigheden stod næsten malet, det havde hun ikke troet var en vampyr muligt? *Gud vise mig nåde for at sige dette* tænkte hun for sig selv, endog en anelse vredt ”Kys mig, Darryl” hviskede hun bestemt. Det stod tydeligvis ikke til diskussion. Hendes hjerte hamrede i sig selv, kun ved at høære sig selv sige det højt og klart, for det havde bestemt heller ikke været meningen. Allerede nu var hun langsom begyndt at vikle håndleddet ud af rebbene, selvom det i den grad heller ikke var let, taget i betragning af at det skulle foregå diskret. Hans hud lugtede brændt, mens hun selv duftede af en sød whiskey, hvilket heller ikke gjorde det meget bedre, det var dog noget hun valgte at ignorere ”Nu!” påpegede hun en anelse fast. Ville de se synd? Så skulle de i den grad se synd, og fryde sig over, at de i øjeblikket var ved at udrydde den. Darryl var tilgivet, hun havde slet ikke tid til at tænke på den slags, for hvad skulle hun gøre når hun var fri? Alt hun kunne gøre, ville slå Darryl ihjel, hun var et væsen af lyset. Den fristelse hun havde følt til, atter at falde i hans favn som nu, blev gang på gang modbevist, og det forvirrede hende med henblik på Darlenes meget klare vilje. Phoebe himlede med øjnene, uden nogen advarsel, lod hun læberne møde hans fast og intenst. En høj mumlen bredte sig. Selvom det var for deres øjnes skyld, så var det med en længsel der ikke var til at skjule, næsten ligefrem krævende. Mens alles blikke var rettet mod dem, lykkedes det hende endelig, at få vinklet håndleddene ud fra rebet, og fik hænderne fri. Selvom tiden ikke var til det, blev hun stående, blot få sekunder og nød øjeblikket.

[Deleted]

Religion havde aldrig nogensinde været Darryls kop te, selvom han virkelig prøvede at sætte sig ind i det, så var det vel også tydeligt lige netop nu, at det ikke var noget som ville kunne hjælpe ham. Han var et uhelligt væsen, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var der ikke noget som man kunne gøre ved det. Det var jo heller ikke fordi at det var noget som han havde bedt om selv! Han vendte blikket mod hende endnu en gang. Hun duftede af den søde whisky, hvor han allerede var ved at tage flammer i det indre, hvor det bare ventede på at komme ud. Han havde selv temmelig brede håndled og store hænder, så han kunne på ingen måde trække sig fri og med det reb som hvilede fast omkring hans hals, så stod han temmelig fastlåst. Blikket faldt til hendes skikkelse. Han var bekymret og urolig, selvom det var mere på hendes vegne, kontra hvad det måtte være på hans egne. Han knyttede næverne og med den tydelige dirren, for han var bestemt ikke komfortabel i denne situation, men han havde heller ikke noget som han direkte kunne gøre ved det, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde det hele noget bedre på nogen måde overhovedet! Han blinkede tydeligt med øjnene ved hendes ord. Kysse hende..? Det kunne han da ikke bare gøre! At hun måtte mene det, var noget som han kunne høre på hendes stemme, selvom han jo heller ikke rigtigt kunne komme tættere på hende som sådan. Han stod jo virkelig, virkelig fastlåst på denne her måde, og det var bestemt heller ikke en god fornemmelse som det bragte ham selv i den anden ende, for det var i den grad noget så frygtelig ubehageligt! Han dirrede tydeligt, for varmen spredte sig kun i hans indre, og det var noget af det mest ubehagelige som han længe havde følt! ”Jamen… jeg..” Mere nåede han ikke at sige, som hendes læber måtte møde hans, hvor han uden det mindste tøven, valgte at besvare det. Det var næsten det som måtte falde ham helt naturligt til, så det var ikke så farligt igen. Hans øjne gled i, som han nærmest glemte at solen var på vej op. Bare at stå med hende og at have hende så tæt på, var virkelig det bedste som skete ham! At hun viklede med hendes håndled, kunne han godt mærke, for hendes reb måtte direkte bore sig ind i hans ryg, så var det ikke noget som han sagde det mindste til. Han stod så meget lænet mod hende, som det var ham menneskelig muligt, også selvom solen kiggede mere og mere over horisonten. Det var bare et spørgsmål om tid, inden hans krop for alvor ville sætte i brand, for det var virkelig, virkelig varmt! Han nænnede bare ikke at bryde kysset, nu hvor han endelig havde hende så tæt på!

[Deleted]

For Phoebe havde troen altid været hendes sikkerhedsnat, hun var linedanseren der yderst usikkert trådte op på linen, og den grab hende når hun faldt. Selv de første mange år havde hun været skeptisk, men fra det øjeblik hvor hun havde set Darlene stå og hviske den første brud i øret, der havde hun været hægtet på. Darryl havde prøvet under deres forlovelse, men længere var det aldrig kommet, han var født af det uhellige, og han ville altid forblive uhellig, ikke som Jason, der havde valgt at kaste det fra sig. En skarp duft af honning, generede hendes næsebor, hun vidste at det var hende selv, de kunne ikke have fundet noget mere.. udsøgt at vædde hende i? For flere sekunder blev hun stående med læberne mod hans, og alle øjne hvilende på dem . Han gengældte det, hvilket kun fik hendes hjerte til at slå mere fast, og varmen bredte sig. Lige netop som hun skulle til at intensivere det, slog en tanke op i hende; Hvad pokker var det hun lavede? Hun trak sig, så ind i hans blik, med en anelse ærefrygt, for det havde bestemt ikke været hendes mening at gøre det så intenst og længselsfuldt. Andrenalinen havde allerede bredt sig, enhver impuls i hendes krop reagerede. Hun trak hænderne til sig, og først nu begyndte munkene at reagere. Solen var så godt som oppe på himlen, få sekunder så ville hendes kære Darryl bryde ud i brand, og den tanke skabte et kaos i hendes sind. Den ældre mund gik mod hende, greb om hende håndled, men hendes reflekser var blevet langt hurtigere efter et helt forhold med en forbandet vampyr, hun endte med at gribe om hans håndled, og var end ikke selv klar over hvad der foregik idet han endte med at bukke for hende ”Hvad end de befaler deres skønhed” Phoebe så på ham, som havde han netop sagt noget komplet uforstående og direkte dumt. Hendes hånd brændte, den føltedes dejlig varm, selvom det sammentidig var underligt, hun havde jo ikke.. Blikket gled mod himlen, ikke for at tjekke hvor højt solen måtte stå på himlen, men i højere grad om et tegn fra himlen. Dette var bestemt ikke naturligt, og at dømme efter denne mand, så havde Darlene et finger med i spillet ”Jeg mente det bestemt ikke så bogstaveligt” mumlede hun og himlede med øjnene. Blikket gled mod Darryl, hans hud røg. Af en eller anden mystisk grund, holdte de andre munke sig i baggrunden, men stirrede og pegede på hende, som havde hun været et direkte bæst. Phoebe rystede på hovedet, og trådte hen bag Darryl, hvor hun forsøgte at løsne de mange reb der måtte holde ham fast, der var et enkelt stort udsprunget træ i nærheden, der ville det om ikke andet være meget bedre.

[Deleted]

Darryl havde mere eller mindre bare accepteret, at der ikke var mere at komme efter for ham her på jorden. Han ville nok aldrig blive hellig, for han var født som en død, han var uhellig som intet andet overhovedet. Ikke fordi at det var noget som gjorde ham noget som sådan, for hvis hun ikke ville have ham, så var dette også den nemmeste udvej for hans del. Han ønskede ikke at rende rundt som en eller anden tom skal og det var jo heller ikke fordi at han frygtede døden som sådan. Det som gik ham mest på, det var at det var hende som skulle stå og overvære det hele, og endda selv blive og være en del af det, for det var da slet ikke noget som han havde regnet med på nogen som helst måde overhovedet! Han klemte øjnene let sammen, som kysset måtte vare, for det var virkelig noget som skabte den forfærdelige længsel fra hans side af, for han havde virkelig, virkelig savnet det som intet andet! Han brød det stille, som hun valgte at gøre det, hvor hans øjne gled op igen. Hans hud var tydeligt begyndt med at ryge og ubehaget som endnu en gang måtte vise sig direkte i hans blik endnu en gang. Han klemte øjnene fast sammen som han endnu en gang måtte vende blikket op mod den store himmel. Det var vel her at det hele skulle ende for hans del? Hvad der skete omkring ham med hensyn til Phoebe, var ikke rigtigt noget som han lagde mærke til, som hans blik måtte stå som fast til solen som kæmpet sig det sidste stykke op over horisonten, idet hun begyndte at kæmpe med hans reb og de ekstremt stramme knuder som der var blevet taget i brug for at holde ham på plads. Hans pupiller trak sig helt sammen, idet at solens stråler måtte ramme hans skikkelse direkte og lod ham bade i det klare solskin. Mange som havde betegnet det som noget direkte smukt, så var det noget af det værste som han nogensinde havde været ude for! Flammerne braste frem fra det rene ingenting og indrammede hans krop allerede med det samme. Som chokket og den tydelige panik måtte ramme ham, så brød han ud i et kraftigt smertefuldt skrig. Munkene blev stående på sin plads og fulgte blot Phoebe med blikket, som de alle var endt med at stå direkte i hendes magt, så tog de sig end ikke af Darryls smerteskrig, som han tydeligt ikke kunne holde i sig, for det gjorde virkelig, virkelig ondt! Flammerne indtog tydeligt hele hans krop. Rebene blev brændt over, også selvom han kun røg direkte ned i jorden, da hans ben ikke kunne bære ham. Skrigene døde stille hen, som hans energi tydeligt måtte gå op i flammer – bogstavelig talt!

[Deleted]

Det direkte skræmte Phoebe at se ham så opgivende. Hun havde kæmpet mod den mange reb, hun havde forsøgt at finde en vej ud af alt dette, men han havde blot bedt om ehndes tilgivelse? Det var bestemt ikke den Darryl hun kendte. Hendes fingrer fumlede med de stramme reb, de var bedre bundet på ham, end det de havde været på hende, hvilket vel heller ikke var underligt taget hans styrke, i betrragtning. Lugten af brændt kød, blev stærkere for hvert eneste sekund. Solen stod allerede til dels på himlen, Phoebe skævede til den i tide og utide, sammentidig med at hun var tvunget til, at holde øje med de kutteklædte skikkelser bag hende. Hvorfor gjorde de intet? Og hvorfor stod den ældre herre og fulgte hende med blikket. Hendes læber brændte, som havde ilden bredt sig, hun havde følt hans længsel, og den skræmte hende. Rebbene brød ud i flammer, og bredte sig øjeblikket til hendes væddede hænder. Hun trak dem til sig i smerte, fristelsen til at begrave dem i hendes kjole var enorm, men den ville kun brede sig. Tårer stod i hendes øjenkrog, mens hun måtte gispe direkte forskrækket. Hendes hænder stod i flammer og alligevel, gav hun Darryl et fast skub mod den nærmeste skygge. Skoven var måske så godt som død, men visse træer stod endnu i spir. Hans skrig direkte skar hende dybt ind i brystet. Blikket faldt mod den ældre herre der stod vendt mod hende”Din kappe!” hendes tone var bestemt. Den gamle mand nikkede over ivrigt ”Selvfølgelig deres udsøgte skønhed” mumlede han svagt, og trak de mørke klæder over hovedet. Hun rev den ud af hans hænder. Ilden over hendes egen hud var gået til dels ud, men det gjorde stadig umådelig ondt, Darryl derimod. Hun slog fast på ham med klædet forsøgte at kvæle den ild som var endt med at tage til overalt på hans krop. Munkene havde trukket sig, stod blot og betragtede dem. Taget i betragtning af at Darryl i forvejen var blevet slået gul og blå , så måtte det heller ikke være behageligt men hvis det var eneste mulighed. Phoebe vidste at de ikke var langt fra Nathaniel og Liyas hytte, hun vidste selvfølgelig ikke hvor metaget den var efter at skoven havde været udsat for kraftig hærgelse, men om ikke andet, så var det deres bedste mulighed ”Tag den på” mumlede hun til Darryl, og knugede hendes forbrændte hænder ned i sit skød. Måske hun var hellig og præstinde, men smerte kunne hun i den grad føle! Hun bed sig fast i læben, solen var gået op bag bjergtoppen, det ville ikke blive behageligt men om ikke andet så ville de kunne søge ly for resten af dagen.

[Deleted]

Darryl var virkelig opgivende og det var der ikke nogen tvivl om, for han ønskede ikke at rende rundt som en tom skal! Et sted så håbede han vel at han ville finde vejen frem til hans døtre? Så han kunne passe på dem, selvom det nu heller ikke var noget som han direkte havde nogen forhåbninger om, for han var jo som sagt et uhelligt væsen og så røg han vel bare automatisk den anden vej, selvom det hele i sig selv, måtte være langt nemmere end alt det andet her! Flammerne som slugte hans krop mere eller mindre med det samme, var noget som virkelig fik den intense smerte til at brede sig. Han havde aldrig nogensinde oplevet noget lignende! At han blev skubbet direkte ned i skyggen af et træ, var knapt noget som han ænsede, selvom han tydeligt kunne mærke, idet at hun tvang den mørke og lange kutte om ham, for at slukke flammerne, selvom det virkelig måtte gøre noget så frygtelig ondt. Han gispede ganske svagt, selvom det stadig brændte og stank langt væk af det! Kroppen dækket i store 3. gradsforbrændinger, så gjorde det i sig selv ikke ondt..? Han blev liggende og med træet som måtte stå der som en skygge, så var det kun noget som lettede ham bare en smule, selvom panikken stadig måtte stå i hans blik, for det var bestemt heller ikke en tanke som han brød sig meget om på nogen som helst måde overhovedet! Han gispede svagt, idet han prøvede at tvinge kappen tæt om sig, bare for at have noget at skjule sig med på denne måde. Hans krop lå i de svage rystelser, for han ville da slet ikke være i stand til at rejse sig. De mange munke som bare stod og gloede på ham, var end ikke noget som han tog sig af, for det var kun hende som han havde blik for, selvom det allerede var så sløret at han knapt nok kunne se noget som helst, for det havde jo brændt selv i hans øjne! Han klemte dem sammen, som han endte med at lægge sig op af træet og trak sig godt ind i skyggen, selvom det virkelig sved i absolut alle hans led, bare ved at bevæge sig, for det gjorde i den grad noget så frygtelig ondt, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han gispede igen og vendte blikket mod hende, også selvom han kun ganske svagt kunne se hende. ”Det går ikke..” Han rystede stille på hovedet og lagde det ind mod træet, også selvom det virkelig gjorde ondt. Hele hans krop var jo et kæmpe og massivt brandsår og det var virkelig noget af det værste som han nogensinde havde oplevet. Et sted så var det skam også det som efterlod ham med følelsen af, at han jo faktisk måtte være i live. I det indre brændte han jo stadig, udelukkende fordi at han var ude mens solen stod oppe og det faktisk var meget varmt for en som ham. Det var virkelig noget af det værste som han nogensinde havde oplevet!

[Deleted]

Deres døtre var for længst afgået ved døden, Phoebe havde mistet dem, og dog så var hun fuldkommen sicker på, at de var I sikkerhed og havde det absolute stålende. Det ændrede dog ikke på det savn, der som oftets borrede sig ned i hendes bryst, som et jag af smerte. Hun nægtede at miste Darryl på den måde. Hans sjæl ville ikke blive frelst på den måde, han var ingen uskyldig, og efter at hun endelig havde slået sig til tåls med, at han med højeste sandysnlighed havde været død, så var det kun en lettelse, det øjeblik han stod overfor hende den aften på kirkegården, og gav hende mulighed, for at give de meninger klart til kende. Flammerne døde ud, hvilket lettede hende, hun turde end ikke løfte den brune kappei frygt for hvilket syn der ventede hende under det. Denbrændte kød havde formået at give hende en hobvedpine, hendes egne hænder sved som bare en i..! Måske der var skygge nu, men selv Phoebe vidste at solen ville ende højere på himlen, og træet var ikke ligefrem stort i al pragt, det ville ikke være i stand til at beskytte dem særlig længe, de måtte videree, og Nathaniels hytte var ikke blto det nærmeste, men også det sted, hvor hun var sikker på at kunne finde en hjælp, eftersom hun ikke ville være i stand til at heale ham. Blikket gled mod den ene ældre herre, der stirrede på hende med næsten fortabte øjne. Hun sank en klump, hvad pokker skete der?! Darryl var gledet ordentligt ind i skyggen. Hun satte sig på hug ved siden af ham, og betragtede hans hals og ansigt. Det var tydeligt at halsen lagde op til yderligere brændsår, selve ansigtet var ikke så slemt, det meste af det var første grads, de ville svinde bort inden for ikke særlig længe. Et sted så lettede det hende kun at se ham i live. Phoebe rystede stædigt på hovedet ”Bliver vi siddende her, så når solen dig uanset, Darryl. Vi skal ikke gå langt” lovede hun, også selvom det mere eller mindre blot var en svag mimen, for det sved i den grad også på hende selv! Hun skævede mod himlen. Solen var smuk og rød, ville danne grundlag for en perfekt morgen, den slags, der ville få enhver i Procias til at smile. Lige denne morgen, ville det ikke være tilfældet for hendes del. Hun sukkede tungt, og lod hovedet falde en anelse opgivende mod den hårde stamme fra træet ”Jeg ved ikke hvordan det her foregår men.. Opsøg Kong Jason, fortæl hvad i har gjort” den ældre herre bukkede elegant for hende ”Som De ønsker” de andre munke rystede på hovedet, og løb efter den ældre i et forsøg på at få ham overtalt til andet, det gjorde hende ikke noget, ligenu var det Darryl der havde hendes opmærksomhed. Var han så tilfreds?

[Deleted]

Darryl havde virkelig bare regnet med, at det var det sidste.. at det ville være det sidste, som han fik lov til at opleve, for ikke at glemme, at det virkelig bare havde været ham en lettelse uden lige, at vide, at det faktisk ville være overstået temmelig hurtigt, selvom dette slet ikke var noget som han havde regnet med skulle ske; At hun ville redde ham, tvinge ham ind i en stor munkedragt og i skyggen. Hele hans krop var en kæmpe forbrænding, selvom han virkelig bare prøvede at bide det i sig, selvom det bestemt heller ikke var nemt, for han havde aldrig nogensinde oplevet det, at skulle have så ondt som det han havde i øjeblikket! At Phoebe satte sig ved hans side, fik ham til at vende blikket direkte mod hende. Det var nok ikke en første grads, men snarere en anden eller meget mild tredje, for det var jo mange sekunder hvor han havde stået i direkte flammer. Han kunne knapt se, for det havde virkelig sviget i hans øjne. Han bed tænderne tydeligt sammen, hvor de spidse hjørnetænder endnu en gang måtte komme frygteligt til syne, selvom han ikke rigtigt gjorde andet end at blive liggende der på sin plads. Det var bestemt heller ikke fordi at han var tilfreds, for hvordan kunne man være tilfreds med at den person som hans hjerte havde valgt som sin ægte mage, måtte komme til skade? Endda på grund af ham? Han blev siddende op af træet, også selvom det stadig røg fra ham og det stank langt væk af brændt kød og aske. ”Jeg kan knapt se..” Hans stemme var hæs, for det at skrige, var virkelig en anstrengelse for hans stemmebånd som han slet ikke havde været forberedt på. Hvor langt de skulle gå eller hvorhen, var mere eller mindre fuldkommen ligegyldigt set i hans øjne, for han havde virkelig ikke noget at kæmpe for tilbage vel? Han var jo temmelig sikker på, at hun stadig var lige så sur på ham som tidligere, også selvom.. hun havde da lagt andet i kysset end bare en afledningsmanøvre? Pointen i hans øjne, var at det kun var gået ud over hendes hænder og ikke hendes krop til fulde, så kunne han bestemt heller ikke være andet end tilfreds på den måde! Han gispede let, som han måtte lukke øjnene. Kutten stadig trukket over hovedet og ellers godt pakket ind, selvom det gjorde ondt bare at bevæge sig, for det var jo dybe og helt åbne sår, at han var dækket af! ”Jeg tror ikke at jeg klarer at gå..” Han vendte blikket mod hende, hvor han bevidst valgte at se bort fra de munke som måtte være i deres nærhed. Det var jo heller ikke fordi at de havde hans opmærksomhed på den ene eller den anden måde.. specielt heller ikke nu hvor Phoebe faktisk sad så tæt på ham – af sin egen ganske frie vilje, så kunne det jo heller ikke blive bedre.