Burn the beast!

[Deleted]

Darryl var virkelig ikke dum. Selvom han havde gjort hende fortræd, selvom han havde svigtet hende som han havde svigtet deres døtre, selvom han havde gjort hende ondt og alt det andet som han nu kunne komme i tanker om, så vidste han og han kunne fornemme at hun var bekymret for ham. Selv var følelser ikke den stærkeste side som han måtte stå igen med, men han huskede da ting fra den tid. Desuden så kendte han hende, så han vidste jo hvordan hun handlede og reagerede i visse situationer. Selvom de nok aldrig havde oplevet at han skulle ligge som den tilskadekommende for hendes fødder. At hun berørte ham, så mindskede det smerten i det kors som var brændt ind i hans ryg. Det som han sikkert ville bære til evig tid og det var noget som selv bragte ham en så tydelig lettelse uden lige, så det var heller ikke noget som sagde så lidt på denne her måde. Han hævede brystet, også selvom det slet ikke var nødvendigt, men hun gav ham altid en fornemmelse af at være i live, hvilket han i den grad også var forbandet taknemmelig for i den anden ende. Han havde ikke noget andet valg end at blive liggende på denne her måde, selvom det virkelig gjorde ondt. Men okay, at have ondt, så følte han sig virkelig også langt mere levende end han havde gjort de sidste forbandet mange år, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt når det nu endelig måtte komme til stykket. Han vendte blikket mod hende, også selvom han ikke kunne se noget som helst. Flammerne havde svedt i hans øjne og det havde virkelig gjort ondt, så han holdt dem egentlig bare lukket. Det var heller ikke fordi at han som sådan havde andet valg. Han sank klumpen som havde sat sig i hans hals. Han nikkede bare til hendes ord. Tøjresterne skulle ud af sårene før de ville lukke sig og i og med at han var en vampyr, så var det faktisk noget som skete temmelig hurtigt. Han klemte øjnene let sammen, for det rev jo faktisk sårene op igen, selvom han prøvede at undgå at lægge mærke til det. Han prøvede for vidt muligt ikke at reagere på det. ”.. Du græder,” påpegede han dæmpet. Den iskolde stemme kendte han. Hun var stolt af sig, hun havde sin stolthed og sin værdighed og det at fælde tårer for et væsen af mørket, var vel også.. svagt og nedladende? Selvom det slet ikke var sådan at han så på det. Han sukkede stille, som hun fjernede tøjet fra de næsten så lukkede sår. En vampyr healede dog temmelig hurtigt, selvom det i denne situation ikke var helt så heldigt igen. At hun var vred på ham, vidste han, også selvom han godt kunne forstå hende, men hun havde jo så heller ikke ladet ham forklare noget som helst. Han prøvede at åbne øjnene, selvom det hele var så sløret, at han ikke kunne se en skid alligevel! Han sukkede opgivende. Han gad virkelig ikke blive liggende der, også selvom han vidste at han ikke havde noget andet valg, om det jo så var noget som han ville det eller ikke. ”Du var fri da jeg gik op i flammer, Phoebe.. Prøv ikke at lyve for en vampyr.. vi kan høre det,” påpegede han ganske sigende, som han vendte blikket mod hende. Det var jo ikke fordi at han ville rive hende med i faldet uanset, så meget vidste han dog! Han gispede let, som han vred sig i en let forkert retning, for det gjorde ondt! ”For satan da også!” vrissede han let for sig selv. Det havde virkelig bare været nemmere.. at brænde op!

[Deleted]

Følelser var en forvirrende ting, og dog var had så enkelt. Hver gang du så denne skikkelse for dig, ville blodet bruse, og du ville bede en stille bøn, for at søge tilgivelse selv. Sådan havde det været for hende gennem mange år, og de seneste, der havde det næsten været som om Darryl aldrig rigtigt, havde eksisteret, som havde han været død i en evighed, og hun havde lært at leve sit liv. Pludselig var han dukket op som ud af det blå, og formået at grave alle de gamle forsmåelser frem, men også de mange minder, der endnu måtte hærge hendes sind, selvfølgelig bekymrede hun sig om ham, hun var bare for stolt til at lade det vise. Han var såret, oghun var panikslagen, hvilket ikke var noget de havde prøvet før, hun blev dog ved at påpege for sig selv, at hun ikke kunne lade det gøre nogen forskel. Hendes hænder skælvede. Selvom hendes krop var brændende hed, følte hun det som iskoldt. De salte tårer tørede ind, og blev til spor over hendes hud. Han kunne vel også dufte det? Forbandede være, at han måtte kende hende som han gjorde! Det at han var midlertidig halvblind, gjorde hende som sådan heller ikke det store, det gjorde om ikke andet, at hun kunne skjule sig bare lidt. Med stor forsigtighed, fortsatte hun hendes gøren med, at løsne det revne tøj fra hans sår. Der var ikke så mange på selve armen, hans overkrop var langt værre tydeligvis. Hun sank en klump, og forsøgte at rette ryggen en smule mere, næsten som håbede hun, at det ville hjælpe hende med at holde tårene tilbage. Hans konklusion, fik hende direkte til at stivne endnu engang. Hun så på ham, og følte hvordan tårene kun begyndte at presse sig yderligere på. ”Hmm,” svarede hun blot, meget neutralt. Hun ønskede ikke at lyve, men hun ønskede heller ikke at erkende det andet, det var hun ganske simpelt for stolt til. Det var ikke det at han var af mørket, der gjorde det til en sag over hendes stolthed, men det faktum, at hun havde lovet sig selv, ikke at fælde flere tårer over ham, det han havde svigtet, og hun burde hade ham, men bare ikke kunne. *Pokker tage dig Darlene* tænkte hun vredt og sendte et direkte dræbende blik mod loftet. ”Endnu engang vælger du kun at høre det dramatiske. Jeg sagde lige at jeg ikke kunne lade dig dø. Men ja jeg var fri, jeg kunne have ladet dig være, og måske burde jeg også have gjort det!” vrissede hun fast. Det var ikke for at være led, men hun var stadig bange, og fyldt med homoner og forvirring, og hun ønskede ikke at han skulle kende hende på den måde! Det gjorde ondt, det var tydeligt, og hun kunne ikke lade værre, at fryde sig ved tanken, det kunne selvfølgelig ikke gøre op for noget som helst. Hun konstaterede at armen var fri, endnu engang rykkede hun tættere på, og begav sig i krig med hans brystkasse, så forsigtigt, at hun næsten ikke kom i kontakt med hans hud overhovedet.

[Deleted]

Darryl havde aldrig nogensinde ment at skulle gøre hende ondt, men denne gang havde han ikke haft noget andet valg. Alle bånd som han havde knyttet til hende, var tvunget til at blive brudt og det var det som var sket på denne her måde, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, men der var ikke noget som man kunne gøre ved det, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Han blev liggende som hun måtte arbejde med at få tøjet ud af de åbne brandsår som hans krop tydeligt også måtte være fuldkommen dækket af, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var der ikke rigtigt noget som man kunne gøre ved det. At det jo så stadig gjorde ondt, var ikke noget som han sagde noget til, også selvom han kunne mærke at det indebrændte kors som han måtte sidde inde med på ryggen, tydeligt måtte lindre i smerte så snart at hun var i kontakt med ham, så var det i den grad også noget som bragte ham en tydelig lettelse som intet andet, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Han kendte hende udmærket godt, og han vidste at hun sad og fældede tårer, også selvom han vidste at det sikkert også var hans skyld. Han vendte blikket stille mod hende, selvom han ikke kunne se det mindste, da hun begyndte arbejdet ved hans bryst og overkrop i stedet for, også selvom det var langt værre end det som det andet havde været, selvom det var noget som han virkelig bare prøvede at bide i sig. Han var nødt til at blive liggende og bare.. prøve at slappe af om ikke andet. Han blinkede let med øjnene, også selvom det virkelig sved af helvede til! Han bed tænderne let sammen. ”Måske du burde have gjort det.. Men.. Du gjorde det ikke..” Han vendte endnu en gang blikket mod hende, selvom det stadig var helt mørkt, så havde han også sine andre sanser at skulle tage i brug i stedet for, så selvfølgelig var det noget som han var glad for. Han trykkede hovedet stille ned i sengen. Phoebe havde faktisk reddet hans liv. Et par sekunder mere, så ville han være brændt ihjel og derved også endt som en kæmpe bunke aske i stedet for, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Han sukkede dæmpet og rystede så på hovedet. En ting var at han pludselig havde mistet hende, men.. også hans kære børn? Hvis han nogensinde så Azrael, så slog han selv den mand ihjel personligt! Han havde jo hørt meget omkring ham og Darlene af Phoebe. Hun var jo trods alt religiøs som præstinde, selvom det nu heller ikke var noget som nogensinde havde gjort ham noget som helst, så det var jo egentlig bare det som det nu måtte være. Han vendte blikket i retningen af loftet. Selvom hun gjorde det så forsigtigt med henblik på at komme i kontakt med ham, så kunne han nu alligevel godt mærke det. ”Jeg mente aldrig at sætte dig i den situation, Phoebe.. Det er jeg ked af..” sagde han stille, som han igen vendte blikket i retningen af hende. Det var heller ikke fordi at han ønskede at lyve for hende, for det ville han virkelig heller ikke. Ikke hvis han kunne blive fro for det, det var helt sikkert.

[Deleted]

Den smerte han I sin tid havde skænket hende, var slet ikke en der kunne måles og vejes. Et sted så blev hun ved med at fortælle sig selv, at det ikke længere havde nogen betydning, fortiden var blevet begravet med hendes kære små engle, og den historie måtte være færdigskrevet. Den samme tanke gav hende en lidt anden styrke, og dog skabte den alligevel en sørgmodig følelse i hendes indre. Hendes fingrer dansede nænsomt hen over hans bryst, og forsøgte så smertefrit som muligt, at pille resterne af hans klæder ud. Tårerne trillede lydløst ned over hendes kinder, ved synet af hendes egne fingrer malet i hans blod. Det havde været tæt på, det var hun udemærket klar over, et par sekunder mere og solen havde haft skilt dem ad... for alvor. Flere gange måtte hun holde sekunders pause, fordi hendes hånd begyndte at dirrer. Adrenalinen var faldet til jorden igen, og havde istedet gjort hende komplet ør i hovedet, faktisk ønskede hun sig mest af alt søvn. Tanken om at vågne op som hun gjorde i morges, til solen der var på vej frem, dugvåd græs og fugle der sang smukt for hende, alt sammen så fredeligt. Det eneste der kunne mangle var hans arme omkring hende, og selvom hun ikke ville være ved det, så var den tanke i sig selv nok til at bringe en indre ro. Darryl kendte hende, han kunne lugte hendes tårer, han kunne fornemme det på hendes tone, selv på trods det var så mange år siden. Det måtte vel betyde, at han havde lyttet bare lidt til hendes ord gennem årene? Hun sukkede opgivende. ”Nej jeg gjorde det ikke,” medstemte hun kort og neutralt. Han bar hende stadig i sin hule hånd, og hun forsøgte af alt magt at slippe fri. Ganske stille trak hun hånden til sig, og lod den istedet søge mod hendes hals, hvor det smukke sølvkors hang i en kæde. Det brændte i hendes hånd, skænkede hende en indre fred, som hun for sig selv mimede en mindre bøn. Hun havde altid været religiøs, hun havde hadet Azrael for hans gerning gennem mange år, først indenfor den seneste tid, var det gået op for hende, at det ikke havde været hans skyld men derimod hende og Darryls. De havde bragt dem til verden, og han havde blot rettet på deres fejl. Hun vidste allerede, at det ville være meningsløst at forklare ham, så hun måtte vel bare selv, holde fast i den tro? Phoebe mødte hans blik. Den tomhed måtte næsten skræmme hende. ”Du skal ikke undskylde noget, Darryl. Vi er begge to i live, og nu ved vi i det mindste hvem de paphoveder er, vi er kun en del af rækken,” hun tog en dyb indånding, og forsøgte at kvæle de mange tårer der endnu truede med at falde. En følelse af stolthed ramte hende kun, ved lyden af en pludselig meget normal stemme, der ikke lød specielt grødet, selvom det mest af alt, var sådan hun følte det. Endnu engang fandt hendes fingrer vej til hans brystkasse, og fortsatte roligt hvor hun var sluppet. Området om venstre del af brystkassen var mere eller mindre ryddet, det virkede dog stadig så uoverskueligt, den lange vej der endnu måtte være.

[Deleted]

Darryl vidste udmærket godt at han slet ikke havde behandlet hende som hun havde fortjent og specielt ikke til sidst, men det var heller ikke fordi at det var noget som han som sådan kunne gøre noget ved nu, uanset hvor meget han så end ville ønske at han havde gjort det. Han blev bare liggende som hun måtte pille de mange tøjstykker ud af hans forbrændte hud. At han i det hele taget var i live, var noget som han selv ikke forstod sig meget på, for han vidste og forstod virkelig ikke hvorfor hun havde gjort det som hun havde gjort. At hun havde reddet ham og specielt efter alt det som han havde gjort. For ikke at glemme det faktum, at det faktisk bare ville have været langt nemmere for ham at give efter, hvis han ikke kunne få sin mage, så hvorfor havde han egentlig ikke bare fået lov til det? Det var jo egentlig heller ikke fordi at han havde gjort den største modstand, netop for at forhindre at blive brændt på den måde, det var skam heller ikke noget som man skulle glemme. Han bed sig i læben. Det gjorde faktisk til dels ondt som hun pillede tøjet ud af hans sår, selvom han ikke sagde noget til det. I bund og grund, så kunne hun egentlig bare vælge at lade ham ligge der til hans egen misnøje, men hun gjorde det ikke. Igen prøvede han at se, selvom det stadig var meget, meget mørkt for hans blik, hvilket i den grad også var noget som bragte ham en forbandet frustration! Han sukkede dæmpet og rystede så stille på hovedet idet at han prøvede at sætte sig op. Hun skulle ikke pusle sådan om ham, hvis det ikke betød det mindste for hende i den anden ende. Han vendte sig mod hende, også selvom hendes skikkelse var forbandet sløret. Han kunne knapt nok se noget som helst og det var virkelig noget som kun gjorde det hele så mange gange værre. Selvom det virkelig gjorde noget så frygtelig ondt, så prøvede han virkelig bare at kæmpe sig igennem det. At han trak sig væk fra hendes hænder, gjorde også at han tydeligt kunne mærke det indebrændte kors på ryggen. Hun vidste jo egentlig ikke hvad han havde gået igennem for hendes skyld – netop for at holde hende i live og at holde hende sikker. ”Jeg vil ikke bare være en i rækken, Phoebe..” Han vendte blikket stille mod hende. Det var heller ikke fordi at han betegnede det hele som hendes skyld, for havde hun ikke stået der, så havde han slet ikke været her den dag i dag. Han sukkede stille og vendte blikket stille ned mod sine hænder. ”Jeg mener..” Han sukkede opgivende og knyttede næverne, selvom det virkelig gjorde ondt alligevel. ”Måske… at du bare skulle have ladet dem gøre det?” Han vendte blikket tilbage mod hende endnu en gang. Han mente det faktisk. Måske at hun ikke vidste så meget omkring hans slags som sådan, men det var jo egentlig bare sådan at det nu måtte være, om det nu var noget som man ville stå ved det eller ikke. ”Jeg kom aldrig for at forvolde dig mere ondt end det som jeg allerede har gjort.” Et sted med frustration i stemmen, for han havde jo aldrig som sådan fået lov til at forklare hvad der egentlig var sket og nu hvor han mildest talt måtte sidde fanget her, så var det heller ikke noget som direkte kunne siges at gavne hans situation. Hun skulle bare ikke være forpligtet til at gøre noget som helst for ham, han klarede sig vel nok?

[Deleted]

Tiden kunne ikke ændres, den kunne ikke skrues tilbage, sket var sket, og Phoebe burde være den af alle, der ville kende til begrebet ’tilgivelse’. Hun studerede ham med de trætte øjne, der endnu var påvirket af de salte tårer, der forlod hendes øjenkrog. Det var første gang nogensinde hun havde set ham lide på den måde, og eftersom hun allerede havde skænket ham smertestillende, så kunne det ikke kun være på grund af de brandsår, der i umådelig stærk grad, prydede hans krop. Det skræmte hende, og smittede samtidig af på hendes eget hjerte, hun kunne føle hans lidelse et sted under hendes bryst, hun vidste allerede hvad der skulle til for at fjerne den, Darlene lyste vejen for hende, og det var blot anden gang hun nægtede at skulle følge den. Med fraværende sind, gled fingrene nænsomt over hans brystkasse, pillede de små stykker tøj ud, heldigvis var hans bukser stort set intakte, hvilket betød, at hun kunne gøre sig færdig, og derefter måtte hun trække noget luft, der føltedes pludselig så kvælende i dette værelse. Darryl kendte hende, og hendes bidende stilhed var mere end blot afslørende. Han havde ikke kæmpet. Det var ikke gået op for hende før nu. Han kæmpede ikke nu. Hun trak hånden til sig, så på ham, velvidende at han ikke ville have mulighed for at se tilbage på hende. Hun sukkede tungt, og rystede blidt på hovedet af ham. Hendes hænder lagde sig mod hans skuldre, og tvang ham tilbage i sengen. Han skulle bestemt ikke op! ”Bliv liggende,” mumlede hun idet der skulle have været en ordre. Det at han trak sig fra hende,var blot endnu et stik. Hun lod hænderne glide tilbage i hendes skød, og betragtede hendes egen sårede hud, der gjorde hendes hænder ru. De skulle sidde fanget på dette sted til solnedgang, og hun vidste allerede nu, at hun måtte udholde hans forklaring, også selvom det ikke synderligt interesserede hende hvorfor. Hans ord, fik hende til at skære en overrasket grimasse. En i rækken? Der gik flere sekunder, før et svar faldt hende ind. ”Bare en i rækken? Du vil ikke lade mig hjælpe dig, fordi andre før dig har modtaget hjælp af en præstinde? Det er en tåbelig tankegang Darryl,” påpegede hun roligt, også selvom det var med en mere eller mindre bidskhed. Hun rykkede sig en smule længere ud på kanten, væk fra ham, hvis han ikke ønskede hendes hjælp. Nervøsiteten i hans tone, var nok til at gøre hende urolig, det var sjældent den var at sporer. Hun vendte blikket mod ham. En varme bredte sig i hendes krop, en vrede. Skulle hun bare have ladet ham brænde? Hvordan?! Hun sank en klump, hendes hænder føltedes pludseligt svedige. ”Ikke tale om, det kan du umuligt forvente af mig, Darryl. Jeg ønsker ikke at se dig død,” tårene havde samlet sig i hendes øjenkrog endnu engang, de faldt ikke, men nøjes med at slører hendes blik. Hvor mange gange skulle hun påpege det for ham? Han fremtvang en vis stædighed. Beslutsomt, rykkede hun helt hen til ham, og fortsatte sit arbejde, stadig forsigtigt, men denne gang mere beslutsomt og langt mere effektivt. ”Og du tror døden ville være nemmere? Først der kan du snakke om at påfører smerte,” bed hun ham af. Den dag han ville være borte, først der ville hun for alvor være knust, specielt hvis det skulle være for hendes hænder.

[Deleted]

Den smerte som Darryl måtte føle, var en som havde sat sig i hans sind. En som hun ikke bare kunne fjerne sådan og det som der skulle til for at fjerne den, var slet ikke noget som han kunne få sig selv til at bede hende om, for det var virkelig stort og meget for ham selv! Hun var hans mage og det bekymrede ham virkelig og det gjorde ondt som bare fanden at vide at han slet ikke havde den mulighed for at komme hende tæt på. Han vendte blikket mod hende, også selvom han slet ikke kunne se hende. Han kunne ane hendes skikkelse og så godt som han kendte hende, så vidste han også godt at hendes bidende stilhed slet ikke var noget som var godt for nogen af dem. Han ønskede virkelig ikke hendes hjælp. Kunne hun ikke bare lade ham ligge og tage hjem og passe og pleje sine egne sår? Han var en vampyr, han skulle nok heale, selvom det i den grad var noget som ville gøre noget så frygtelig ondt. At han ikke engang kunne få lov til at komme op at sidde, var noget som et sted gjorde ham irriteret, for han havde slet ikke bedt om denne omsorg! Han vendte blikket mod hende, selvom han lagde sig ned. Han kæmpede ikke nej, for.. hvad havde han at kæmpe for? Det var bestemt heller ikke fordi at han var emotionel, men han gjorde hvad han fandt som det bedste for hans egen skyld, og det var dette. Han havde jo heller ikke kæmpet da de havde bundet ham fast, selvom det havde været mod hans vilje. Han sukkede dæmpet og rystede så stille på hovedet. Hun behøvede virkelig ikke! Det gjorde ondt nok bare at vide at hun var der, men at han ikke kunne stille noget som helst op med det, for det var virkelig noget af det værste som han nogensinde havde oplevet! Han gik gerne igennem den samme tortur hundrede gange mere, hvis han vidste at han havde Phoebe i den anden ende, selvom det jo slet ikke var tilfældet og det var noget som i den grad også måtte gøre noget så frygtelig ondt. Han bed tænderne tydeligt sammen. Det lindrede virkelig når hun var i berøring af ham, så det var heller ikke noget som sagde så lidt. ”Jeg har aldrig nogensinde bedt om din hjælp, Phoebe.. Jeg vil ikke bare være en i rækken.” Der var jo en mening bag. Han ville i en anden række, han ville i en række hvor han kunne stå alene og sammen med hende, for det var jo hvad han ville, men ikke kunne få lov til, hvilket var ham en frustration uden lige! Han endte med at gribe direkte ud efter hendes hånd, hvor han lukkede grebet omkring hendes håndled, kun for at holde hende bare en smule på afstand. Det gjorde måske ikke ondt fysisk, men det gjorde det i den grad psykisk. ”Har jeg da ikke påført dig smerte nok i forvejen?” Han åbnede øjnene, også selvom det gjorde ondt, men han prøvede virkelig bare at genvinde noget fokus i stedet for alt det andet, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Tag hjem..” Denne gang var det ham som var den beslutsomme. Han fik nok af alt det andet. Uanset hvad han gjorde, så var det jo forkert, også selvom han slet ikke gjorde det med vilje! Han prustede ganske let, som han endnu en gang valgte at slippe hende, kun for at lægge sig ned i sengen igen, for han havde det virkelig ikke for godt!

[Deleted]

Darryl havde direkte ødelagt muligheden for at komme tæt på hende, for så mange år siden. Hun havde elsket ham af både, krop sind og sjæld, der skulle umådelig meget til, før hun overhovedet gav sig hen på den måde, men hun havde elsket ham, og han havde vendt hende ryggen, og selvom det gjorde umådelig ondt, at se ham lide på den måde, så vidste Phoebe at det var det eneste rigtige. Det bekymrede hende at han ikke kunne se, han havde for pokker kun stået der for sekunder! De forbandede munke! Tillod at kalde sig selv for troende? Måtte hun være fri! Hun pyldrede om ham, også selvom han ikke havde bedt om noget som helst, det var et sted gammel vane, og hun bekymrede sig rent faktisk om ham. Begge hænder hvilede i hendes skød, han havde gjort det klart for hende, at han ikke ønskede hendes berøring, hvilket sted gjorde ondt. Hun så på ham, hendes hovedet var let på sned, hvilket kun fik de mørke lokker til at hvile over hendes ene skulder. Hendes hænder føltedes i sig selv så ru. Hans ærlighed gjorde direkte ondt. Han ville ikke være en i blandt? Det lød jo næsten som om, hun var en form for synder, der ikke kunne styre sine lyster, og sådann var det bestemt ikke! Tårene samlede sig atter i øjenkrogen. ”Fint,” der var noget tydeligt fornærmet over hendes tone, hun ønskede jo bare at hjælpe. ”Det er mit kald at hjælpe, og du får det til at lyde som om, jeg er en forbandet prostitueret,” mumlede hun irriteret og nikkede stille for sig selv. ”Fint,” gentog hun. Armene gled om hendes egen slanke krop. Det gippede i hende i samme øjeblik han greb om hendes håndled. Hendes hjerte sprang flere slag over, hun blev en anelse forskrækket. Samtidig stoppede dette også hendes behandling af ham. Hun trak omgående håndleddet til sig, han ville virkelig ikke have hendes hjælp? ”Lad være, med at være så barnlig,” hun kastede et dræbende blik mod ham, også selvom det lå skjult for hans blik. ”Jeg går ingen steder før du har det..” hun tav omgående. Hun kunne ganske vidst ikke heale ham, men.. hendes blod kunne. Han skulle have blod! Det var alt for længe siden, hun sidst havde haft noget med det dyriske bæst at gøre, hun havde glemt alle de ting! Dog kendte hun Darian nok til at vide, at han aldrig frivilligt ville sætte tænderne i hende, og normalt var hun imod dette, men når det kom til hans liv.. Hun rømmede sig, og greb den ene lille glasflaske. Hun slog den mod natbordets kant, og lod de små stykker, falde klirrende på gulvet .Hun kendte ikke meget til dyret, han havde aldrig rigtigt ladet hende se det, foruden under deres første møde. Jason havde lært hende en del. Ganske stille førte hun det knuste glas mod hendes håndled. Hun skar en smule over hendes egne brandsår. Gennemsigtigt blod tittede frem bag det åbne sår. Hun havde altid undret sig over, at det ikke havde været rødt, men hun havde vænnet sig til det. Uden at tøve det mindste førte hun den blødende arm mod ham, han kunne måske ikke se det, men det kunne duftes langt væk. ”Drik,” hun var besluttet, det var tydeligt, det stod slet ikke til diskussion.

[Deleted]

Darryl vidste udmærket godt at han havde svigtet Phoebe som aldrig nogensinde før. Desuden var det noget som han havde gjort med sin bedste mening. Han ønskede virkelig ikke at der skulle ske ham noget eller deres små døtre, selvom det nu var sket alligevel. Han havde virkelig, virkelig ondt og det var ikke engang fordi at det var noget som han kunne gøre det mindste ved. Selvfølgelig var det noget som gjorde ondt, for han følte virkelig at han havde mistet en meget stor del af sig selv, så selvfølgelig var det noget som virkelig gjorde forbandet ondt. Ikke fordi at flammerne ikke havde gjort sit, for det gjorde det, hvor han også tydeligt måtte mærke den lindrende fornemmelse når hun kom i berøring af ham, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. Det var bestemt heller ikke fordi at han ønskede at fremstille hende som en synder, for hvis der var nogen af de to som var en synder, så var det da i den grad ham! Han vendte blikket stille mod hende og med en ganske bestemt mine. Han kunne blot svagt skimte hende nu, for det gik da stille og roligt fremad med hans syn, selvom det virkelig gik alt for langsomt for hans vedkommende. Han sukkede dæmpet og himlede let med øjnene. ”Det.. var jo heller ikke min mening.. Undskyld..” mumlede han stille. Han mente det faktisk, for hun var bestemt ikke en prostitueret, men noget af det som han værdsatte højst i hele hans lange og mørke liv, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Lyden af en knust flaske var noget af det næste som nåede hans skærpede øregang, hvilket var noget som fik ham til at vende sig direkte mod hende. ”Phoebe, hvad er det du laver?” spurgte han direkte og med en mere bestemt tone, idet han satte sig en anelse mere op og med blikket mod hende. Lugten af hendes blod var noget af det næsten som rørte hans følsomme næse, da hun direkte stak sit håndled direkte op i hans ansigt, hvilket kraftigt fik ham til at stivne. Han vidste at hun havde uendelig smukt blod, også fordi at hun var den race som hun var, men af den grund, så ønskede han bestemt heller ikke at nære på hende! Han satte sig hurtigt op i sengen, selvom det måske gik lidt vel hurtigt. Han bed tænderne fast sammen og med blikket hvilende på hendes skikkelse. ”N-nej!” sagde han med en frygtelig, frygtelig bestemt tone, idet han kraftigt vendte blikket væk fra hende. Han ville bestemt heller ikke ende med at sætte tænderne i hende! Han ville hellere heale på andet vis end at sætte tænderne i hendes, for ikke at glemme, at han vidste hvad det ville gøre – ikke bare det at han ville heale, men også den forbindelse som senere, for det ville han da slet ikke kunne magte og da specielt ikke nu hvor hun allerede havde gjort det tydeligt for ham, at hun ikke ville have noget som helst med ham at gøre! Han greb hende omkring hendes arm, idet han skubbede den fra sig. Måske styrke som han slet ikke var i besiddelse af, men det var noget som han bogstavelig talt måtte være ligeglad med! Det sidste som han ville var da at sætte tænderne i hende, det var helt sikkert! ”Jeg vil ikke!”

[Deleted]

Det hele virkede meningsløst. Phoebe kunne ikke forestille sig nogen forklaring, der ville få hende til at føle det undskyldt, deres døtre var døde, hans lille pige, havde hjulpet hendes egen søster til verden, de havde levet I en forbandet ruin, de havde savnet ham og hun var blevet ved at love, for hvad poker skulle hun ellers have gjort?! De var døde i hendes arme, han skulle have været der, til at støtte hende. Et sted kendte hun ham jo næsten for godt. Han var en svær man at holde fast i, han skulle udfordres konstant, men han kunne bare have været ærlig! Hun holdte hånden over det blødende sår. I øjeblikket var hun direkte irriteret, specielt fordi han fremstillede hende på den måde! Hun gjorde bestemt intet galt i at hjælpe? Hvordan kunne omsorgsfuld stilles op på den måde! Hun sukkede svagt. Blikket betragtede hendes arm, han ville ganske snart dufte hendes blod. Det var noget af det reneste. ”Det er okay,” mumlede hun en anelse fraværende. Det var på tider som dette, at præstinden for alvor dukkede op i hende, også ved hjælp af hendes ordvalg. Hun var ingen synder længere! Hun forsøgte endnu at frigøre sig, fra de som hun havde begået i fortiden.. derfor kunne hun heller ikke tage ham tæt på sig. Darryl havde hørt det. Hun vendte blikket mod ham. ”Hjælper,” svarede hun blot kort for hovedet, det var dog ærligt. Det gennemsigtige blod, kom i direkte berøring med den kølige hud på hans næse, han skulle dufte det, han var tvunget til at drikke, det ville give ham synet, desuden så ville han hele hurtigere. Den direkte stive, nægtende tone overraskede hende næsten. Hun tilbød ham, hvad han af sin natur behøvede, desuden ville det være farligere, at tilbringe dagen med en sulten vampyr, end det ville være bare at give ham noget med det samme. Hun skar en klar grimasse, da han skubbede til hendes arm, han havde en helt anden styrke, end hende. Et støn undslap hendes læber. ”Hold op med at være barnlig. Vi ved begge at du behøver det,” næsten vrissede hun. Lige her måtte hun være stædig. Det gennemsigtige blod, løb ned over hendes glatte hud, idet hun trak sig længere ind på sengen, og roligt valgte at kravle over ham, så hun måtte sidde i hans skød. Hendes egen vægt holdte ham. Hun skubbede endnu engang hendes arm mod hans læber, pressede hendes silkebløde hud mod. Den var varm, han ville kunne føle blodet strømme et sted under hendes hud, høre hendes kraftige hjertslag, ved at være så tæt på, det var trods alt længe siden, i sig selv. Det mørke hår lagde sig som en dyne over hendes ansigt, hun trykkede sig tæt på ham, lagde hovedet mod hans skuler. Hun var ganske vidst en præstinde, men hun vidste hvordan hun skulle friste et bæst som ham, duften af blod, og hendes bankende hjerte direkte mod hans nøgne bryst, velvidende at det gjorde en anelse ondt med hans brændmærker. ”Drik,” hviskede hun i en delvis ordre, mod hans ører. Hun udfordrede dyret, hvilket i sig selv var farligt, men hun var klar over, at det nu var en ren nødvendighed, for alle parters skyld.

[Deleted]

Darryl vidste udmærket godt, at han ikke havde været helt god ved Phoebe, men det var virkelig ikke noget som han gjorde med vilje! Han havde sin natur, han havde sin fremgang og det var ikke noget som han kunne se bort fra. Han havde været tvunget væk, hvor det selv måtte være tydeligt for ham selv, at Phoebe slet ikke kunne se hvorfor han havde gjort det, hvilket var noget som havde frustreret ham mere. Ville hun ikke have ham, så kunne det virkelig være ligegyldigt, for han kunne ikke undvære sin mage og specielt ikke nu hvor han faktisk havde fundet den og faktisk var temmelig sikker på at det var den som han ønskede at forblive ved. Hvorfor skulle han ellers kæmpe sig over muren for at komme til hende? Det var slet ikke noget som gav nogen mening for ham. Hun var virkelig mere blind end det som han havde gået ud fra i udgangspunktet. Alene det faktum at hun valgte at tilbyde ham hendes blod, var noget som han da slet ikke kunne takke ja til! Ikke bare det at det var rent, men det at han skulle rende rundt og føle og tænke hvad hun tænkte? Det var da noget af det sidste som han ville! ”Jeg er bestemt ikke barnlig!” vrissede han med en fast og næsten så dræbende stemme. Løgn var det jo ikke engang, om det var noget som man ville det eller ikke. At hun satte sig i hans skød og derved holdt ham fast, var bestemt heller ikke noget som gavnede ham på nogen som helst måde, for den tanke alene, var direkte noget som gjorde ham vred! Kunne hun ikke bare forstå at han ikke ville have det?! For det var slet ikke noget som ville gavne dem på nogen som helst måde overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke! Hans krop begyndte tydeligt at dirre, som han bed tænderne fast og kraftigt sammen og vendte blikket væk – prøvede på det om ikke andet, selvom det slet ikke gik som han ville det. Hendes håndled presset mod hans læber, var bestemt heller ikke noget som gjorde det nemmere for ham på nogen måde, hvor tungen alligevel måtte komme frem – som havde den levet sit eget liv, for han kunne da slet ikke styre det! Hans øjne spærrede han op. Det.. det var jo det sødeste og mest velsmagende blod som han længe havde fået og det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt efterhånden! Han klemte øjnene fast og let sammen derefter igen. ”S-stop!” hvæsede han. Han måtte jo selv bevare den kontrol som han havde over sig selv, ellers ville det jo først for alvor gå helt galt og det var bestemt heller ikke noget som han ønskede sig. Gik det galt, så gik det ud over hende og gik det udover hende, så var det sgu da ham som havde kraftige problemer og det ønskede han bestemt heller ikke, for det var virkelig slemt nok som det måtte være i forvejen! Hænderne lagde han omkring hendes hofter, næsten som han prøvede at skubbe hende fra sig. Blikket hvilede som stift til hendes håndled.. og allerede efter ganske kort tid, så kunne han heller ikke fortsætte med at holde igen. Han endte med at bide sig fast, idet at han roligt – og direkte ved tvang og alligevel frivilligt, valgte at slubre i sig.

[Deleted]

De var to vidt forskellige væsner, ikke kun race mæssigt, men også I person. Hun havde altid været den lidt naive præstinde, hende der ikke bar nag, men var i stand til at tilgive det meste, hende der ikke begik fejl, men opstilte et godt eksempel for alle andre. Intet af dette var selvfølgelig sandt, men de færreste kendte den situation som hun var blevet placeret i.. af Darryl. Derfor så måtte Phoebe også ærligt erkende, at hun havde sin problemer med at skulle følge hans tankegang, for det var bestemt ikke noget hun kunne se for sig, han havde forladt hende, ladet hende stå med en lille pige, og en alt for stor mave, og det kunne hun ikke se væk fra! Phoebe betragtede ham en anelse afventende, hun vidste at uanset hvor meget han kæmpede imod, så ville han ikke være i stand til at modstå det. Et sted var hun vel en anelse spændt? Hun vidste ikke meget om hans væsen, men hun havde skam hørt at dette skulle være noget meget intimt for en vampyr. Hvad angik hele magetingen. Darryl havde i sin tid forsøgt at forklare hende det, og nej hun havde ikke forstået det, på den måde som han nok ønskede, at hun havde gjort. Hun havde valgt at se sig blind siden. Selv nu ville hun ikke se hans mange hint og hentydninger.
Hun hævede et slankt øjenbryn, og betragede ham lettere forundret. ”Jo,” svarede hun kortfattet og en anelse irriteret. Han havde det ikke godt, det stod klart selv for hende, og hun havde bestemt ikke tænkt sig at lade ham ligge i den smerte, når hun faktisk ville være i stand til at gøre noget ved det, også uden at skulle påfører ham hendes lys. Hans kølige hud, kunne føles gennem hendes kjole, hun havde trods alt ikke nået at klæde sig anstændigt før hun var blevet afhentet. Det skabte en næsten brændende fornemmelse mod hendes varme, et sted så føltedes det direkte behageligt at sidde så tæt på ham igen, også selvom det slet ikke var tanker hun ønskede at gøre sig. De nysgerrige mørke øjne, betragtede hans kamp mod hendes blod, der lå lige for næsen af ham. Så rent at det end ikke var rødt, hun nægtede ganske simpelt og tro på at det ville være muligt. HUn følte den forsigtige tungespids stryge over hendes håndled, og tørrede blodet bort. Hans blik måtte næsten skræmme hende, på trods af at han ikke så optimalt, så var det så intenst, som intet andet. Phoebe rystede på hovedet, med en bestemt mine. ”Hold op med at kæmpe imod,” bad hun roligt. Hendes egen tone var svækket en del, hun lød kke længere vred, men forsøgte derimod at overbevise ham. Han var nødt til det. Hans hænder mod hendes hofte, fik direkte hendes krop til at brænde. Hendes hjerte slog hårdere.. hurtigere, i forførende rytmer for hans del. Hendes kinder var varme, og havde antaget en mindre rød glød. Inden hun nåede at reagere, sad hans tænder i hendes håndled. Blikket fyldtedes med tårer, ved den smerte, også selvom det var ligesom.. den gik i sig selv? Hun tog sig selv i at slippe et næstent hæs støn. Uden rigtigt at lade sig mærke af det, var hendes blik gledet i, hun havde lænet sig en anelse mod ham. De følelser havde hun bestemt ikke regnet med!

[Deleted]

Det frustrerede virkelig Darryl at hun ikke kunne se alle hans hints og hentydninger, for han prøvede virkelig at vise og forklare hende det, men hun var jo blind! Som altid! Magetingen havde han prøvet at forklare hende i årevis, at det var den som man ønskede at gå igennem ild og vand for, gøre alt for deres beskyttelse og det var jo nøjagtigt det som han havde gjort, selvom det var noget som direkte havde knust ham som aldrig nogensinde før! Det var noget som virkelig gjorde ondt, så man skulle tro at det måtte være løgn, for det var det virkelig! Han vendte blikket stille mod hende. At hun direkte valgte at tilbyde ham hendes blod var han bestemt heller ikke meget for! Han vidste ikke hvad det var, men han havde set det når hun havde blødt. Det var anderledes. For det første så var det ikke rødt som det han var vant til og for det andet, så var duften så fantastisk at han vidste at han ikke ville kunne modstå det, så selvfølgelig var det en tanke som gjorde ham direkte bange, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun var naiv, hun havde fulgt hans mindste vinke, hun havde skænket ham en familie som også tydeligt var revet fra ham igen og den tanke alene var noget som gjorde ondt. Han havde handlet for familiens bedste og ikke for at miste dem alle sammen!
Tanken om at skulle sætte sig imod hende og hendes blod var noget som forekom Darryl direkte som en kamp. Han havde aldrig nogensinde prøvet noget lignende. Han lå der som en kæmpe tredjegradsforbrænding og kunne ikke kæmpe imod! Hendes blod så rent som han aldrig nogensinde havde oplevet det tidligere og selvfølgelig var det noget som vækkede så mange nysgerrigheder i ham, for ikke at glemme, at det var noget som kraftigt måtte vække det indre bæst som han havde i sindet, så det ikke var noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Hans øjne var endt tydeligt blodskudte. ”J-jeg vil ikke..!” endte han med en anelse mere fast i minen. Kunne hun ikke bare forstå, at han ikke ønskede det?! Hun havde ingen anelse om hvad dette gjorde ved ham – og hende for den sags skyld, ellers havde hun da aldrig nogensinde gjort det, så meget var han da klar over om ikke andet. Han klemte øjnene fast sammen. Smagen var virkelig utrolig! Det sødeste som han nogensinde havde været i nærheden af, så man skulle tor at det var løgn! At han valgte at bide sig fast, nu hvor hun presset så voldsomt på, så kunne han da heller ikke lade være med at lade fristen komme. Han bed sig direkte fast og begyndte at suge hendes guddommelige blod til sig. Måske tydeligt med hastværk, selvom det vitterligt ikke var noget som han gjorde med vilje. Hendes hæse støn var i sig selv bare et tegn til at påvirkningen allerede havde sat sig i hende, hvor han klemte mere omkring hendes hofter, også for at få hende så tæt på sig, som det var ham menneskelig muligt. Dyret gik jo for alvor op i ham, når han var begyndt at nære sig på denne her måde, om det var noget som man ville det eller ikke. Han valgte at slippe, selvom det virkelig var ved tvang. De næsten helt blodige øjne vendte han mod hende, idet at han lod tungen stryge over det åbne sår i hendes håndled, kun for at lukke det igen. Han blinkede let med øjnene. ”D-du kommer til at fortryde det valg, kæreste..” mumlede han dæmpet. Løgn var det ikke engang. Han havde taget meget.. Alt for meget og det bekymrede ham. Hun var nødt til at få noget igen – også selvom konsekvenserne var enorme.

[Deleted]

Phoebe var udemærket klar over, at Darryl forsøgte at vise hende mere, end det hun umiddelbart ville se, men hun kunne ikke komme tæt på den mand igen! Han havde haft sin chance, og hun havde skænket ham alt det overhovedet var muligt for en kvinde at skænke hendes mand, og hun havde intet fået igen, hvilket virkelig var en tanke der gjorde ondt, endnu engang så han kun sig selv og hans egne behov. Blikket hvilede i hans. Det var tydeligt at han var blevet bedre til at holde fokus allerede, hans syn måtte være blevet en anelse bedre, hvilket også kun var en en ting omgående fik hende til at tørrer tårene bort, med den frie hånd. Han skulle ikke have fornøjelsen af at se hende sådan! Hendes blod var rent og uimodståeligt, hun vidste det, for han var ikke det eneste dyr, hun havde været i nærheden af. Han behøvede det blod, måske det var direkte naivt af hende, også fordi hun ikke kendte det mindste til hans væsen, men om ikke andet, så ønskede hun ikke at se ham død, hvilket han også udemærket var klar over. De mørke lokker bredte sig om hendes skuldre, hun strøg dem bag øret, så de ikke ville komme i vejen for hans bid.
Han kæmpede så hårdt, hvilket i sig selv var en ting der måtte forundre hende. Hendes nysgerrige grønne øjne betragtede ham. Hendes hjerte var som en lokkende melodi, der forførte ham med de rene, stemningsprægede toner. Hun var nervøs, hvorfor vidste hun ikke, det var trods alt kun et bid, men hun var så tæt på ham. Tæt nok til at føle hans kølige hud, og mindes hvordan hun engang havde trykket sig ind til den, i frygt for at hun en dag ikke ville have muligheden. Spøjst som alting kunne ændres fra dag til dag. Hans tænder var endt i hendes kød, sugede den rene blod til sig, hvilket var en følelse der virkelig måtte overvælde hende. Det havde hun da bestemt ikke regnet med! Helt sagligt var hun endt med halvt om halvt, at hvile mod hans bryst, som søgte hun en form for trøst. Et suk forlod hendes læber i tide og utide, uden hun selv havde den mindste kontrol over det. Farven forlod hendes kinder, hendes hud blev mere og mere bleg, jo mere Darryl måtte mæske i sig. Hvorfor ønskede hun at det ikke ville stoppe? At hun ville føle sig så nær til ham altid! Dette var uden tvivl langt tættere på, end hun nogensinde før havde været. Det var næsten en brat ende, da han valgte at slippe hendes håndled. Hendes blik gik op, som var hun vågnet med et sæt efter et mareridt. Et sidste støn forlod hendes læber. Hun blinkede pludseligt forvirret. Hans skikkelse var sløret. Kvalmen steg, hun følte sig umådelig svimmel. Hvor meget havde han taget? Phoebe forsøgte virkelig at forkusere på hans blik, men det føltedes som hendes øjne rullede rundt i hovedet på hende. ”Du..Du havde brug for det,” påpegede hun hæst. Det at han gjorde brug af det kaldenavn, varmede hende til hendes egen store ærgelse, også selvom hun var fuldkommen rundt på gulvet. Hans hænder mod hendes hofter, støttede hende en del, alligevel måtte hun lade hænderne glide mod hans bryst, for ganske enkelt at holde sig siddende. Nemt var det bestemt ikke!

[Deleted]

Darryl havde allerede fundet ud af, at han var kommet denne lange vej for ingenting. Søgt til kirken, fået det klare afslag, slået i hovedet, fået pælen i hjertet – billedligt set om ikke andet, men det var stadig noget som måtte gøre ekstremt ondt for hans vedkommende. Han ønskede virkelig ikke at fortsætte livet, hvis han ikke kunne have hende ved sig. Der var virkelig ikke nogen pointe i at rende rundt, hvis ens egen mage ikke ønskede at have noget som helst med ham at gøre, for det var virkelig det værste af det hele! Specielt også med tanken på at det kors som han rendt rundt med på ryggen, var noget som han havde modtaget, udelukkende på grund af hende og det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som han fortrød. Han var et dyr og han var stolt af det. At det jo så ikke var noget som hun kunne leve med eller acceptere af den grund, så var det ikke noget som han kunne gøre noget ved, uanset hvor meget han så end måtte ønske at han havde været i stand til, for det var noget som faktisk måtte gøre ondt. Selv på ham!
Alle faktorer spillede ind! Alt det som kunne friste Darryl var i spil og det var noget som virkelig måtte irritere ham, for han kunne virkelig ikke gøre en skid ved det, uanset om det jo så var noget som han ville det eller ikke. At sætte tænderne i hendes kød og smage hendes blod var virkelig noget af det mest lækre og delikate som han nogensinde havde været i nærheden af, og han havde efterhånden været tæt på frygtelig meget, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Selvom han tog en del, så slap han det alligevel temmelig hurtigt, selvom det var meget imod ham. Han var jo bare bange for, at han faktisk ville ende med at slå hende ihjel og det var bestemt heller ikke en byrde som han ønskede på sine skuldre! Han vendte blikket mod hende… og hans arme om hende? Han vidste jo godt hvad han gjorde ved hende på denne her måde! Han vendte blikket stille mod hendes skikkelse, som hun også var endt helt tæt på ham. Han måtte jo nyde det, selvfølgelig gjorde han det, men det var vel bare at nyde det så længe, at det nu måtte vare? Han sukkede dæmpet. Han var en omvandrende frustration! Sådan følte han det da om ikke andet, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Blikket vendte han roligt mod hende endnu en gang. ”Jeg tog for meget..” endte han stille og næsten.. bekymret. Han var faktisk bange for at han ville ende med at miste hende for alvor.. eller bare rive hende fra denne verden, for det var slet ikke noget som han ønskede sig. Han førte sit eget håndled til sine læber, idet at han snittede hul og førte det til hendes egne læber. ”Drik, min kære.. så får du det bedre..” afsluttede han stille og alligevel med en ganske bestemt tone. Hvorfor skjule sandheden? Selvom det jo kun var halve af den. Han lagde hovedet tæt ind til hendes og med blikket hvilende tomt ud i luften. Han havde det allerede meget bedre nu og det var på grund af hende.. selvom han faktisk havde det helt ad helvede til.