Burn the beast!

[Deleted]

Lige I dette øjeblik måtte Phoebe erkende, at hun tvang sig til at ligge hendes egen stædighed bag sig for et øjeblik. I dette øjeblik var Darryl en tilskadekommende mand, en som hun oven i købet måtte holde forbandet meget af, og hun bekymrede sig, som hun ville gøre for enhver. Hendes hjerte var rent, og det var godt, hun ville slet ikke kunne nænne blot at lade ham ligge, på trods det til tider havde været en fristende tanke, at han var brændt, at hun var fri.. Men hvis dette var måden det skulle foregå på, så foretrak hun at være bundet af de lænker. Det var kun gået ud over hendes hænder, og langt det meste af hendes arme, det sved ekstremt, men det var ikke dræbende, om ikke andet så var det ikke endt med at koste hende livet, som hun ellers for et kort øjeblik havde indstillet sig på. Hvordan de så var sluppet ud af den kattepine, var stadig et spørgsmål der sad i hendes sind, den mand var ligefrem faldet på knæ for hende, tilbedt hende som en gudinde, tilbedt hende som Darlene i virkeligheden skulle tilbedes. Phoebe så en anelse bekymret på ham. Han missede med øjnene, det undrede hende ikke, solen skar vel i forvejen i deres blik? ”Jeg skal nok være dine øjne ” hviskede hun stille. Det var ikke langt fra her, heldigvis var hun nogenlunde bekendt med skoven, hvilket meget vel kunne ende som deres redning der. Solen ville kun komme højere på himlen, jo længere de blev siddende her, tiden var knap! Foruden hendes arme, så følte hun stadig hendes læber brænde. Smagen af ham hang endnu ved, den længsel som de begge to havde følt. Det skræmte hende, at han endnu formåede at gøre hende så svag. Stille kneb Phoebe sig selv i overarmen. Det kolde vand skulle slåes tilbage i blodet, og det var bestemt ikke nemt. Både bekymret og langt mere bestemt, endte hun endnu engang med at åbne munden ”Jo længere vi sidder her, jo højere vil solen stå. Jeg skal nok være dine øjne, men jeg kan ikke gøre noget ved de sår her, Darryl” hun tvang sig selv på benene, og tog hans hånd ”Bid smerten i dig” mumlede hun en anelse udmattet, selvom det ikke var mange timer siden, at hun selv var stået op. Det ville ikke blive behageligt, men hun ønskede heller ikke at efterlade ham her, for så vidste de begge hvilken skæbne som i virkeligheden ville vente ham, og det ønskede hun på ingen måde ”Om ikke andet så gør det for mig” hun bed sig selv fast i læben, blot ved tanken om at have sagt de ord, men det var sandt.. hvis han virkelig var så villig til at kæmpe for hende, så skulle han få lov til at bevise det nu. En anelse makabert måske, men hvad skulle hun ellers gøre?

[Deleted]

Darryl vidste virkelig ikke hvad han gik tilbage til, hvis dette ikke skulle vise sig at være det endelige for hans del. Lige hvad han måtte have i vente, var faktisk noget som han måtte være temmelig usikker på, men hvis der var en ting som han kunne konkludere, så var det lige netop det faktum, at Phoebe nægtede at lade ham gå bort? Selvom hun allerede havde stået fast på at han var død for hende på denne måde, også selvom det var hårde ord, så accepterede han det blot. Han var jo faktisk død på sit vis og så alligevel ikke. Den smerte som han måtte brænde inde med for øjeblikket, indikerede dog blot det faktum, at han ikke var gået helt bort endnu, men faktisk var i live! Han havde ondt, det gjorde ondt bare at bevæge sig en smule og han havde brug for hende som øjne, også selvom han ikke ville kræve det af hende. Hun var så pokkers stædig! Også selvom det var noget af det som han faktisk kunne lide ved hende. Selvom hun var denne procianer, så havde hun virkelig et hjerte af guld. Hvad han havde gjort tilbage dengang var utilgiveligt, men hun havde jo aldrig nogensinde fået historien. Han lukkede øjnene, hvor han dog blot endte med at nikke. Det var jo heller ikke fordi at hun gjorde det nemt for ham på nogen som helst måde overhovedet. Han lod hende tage hans hånd, også selvom den var godt forkullet allerede, så var det en smerte som han bed i sig – også for hendes skyld. Hvis dette var en mulighed, hvorpå at han kunne bevise det for hende, så gjorde han det sgu også! Med den anden hånd som han tvang ned i græsset, også selvom den begyndte at ryge allerede med det samme, for han stod jo mere eller mindre fuldkommen badet i solens lys og det var bestemt heller ikke fordi at det var en behagelig tanke på nogen som helst måde! Han kom med et smertefuldt gisp og tvang hurtigt kappen og kutten omkring sig, også mest for at skjule sig så godt som det nu var ham menneskelig muligt. Han kunne bestemt ikke se det gode i solens lys, for han havde aldrig nogensinde været ude for noget som var mere dræbende end dette! Øjnene klemte han fast sammen, da det nærmest måtte føles som hans ben var ved at give fuldkommen efter under ham. Det var virkelig noget af det værste som han havde oplevet! Det slog endda det som han havde været igennem for sit forhold med Phoebe for mange år tilbage! Blikket vendte han mod hende.. Hans øjne var røde, de var voldsomt irriteret, og det var svært for ham at se. Hvis det ikke var så langt, så kunne han vel godt. Det var frygtelig varmt under kappen, og han følte virkelig stadig, at han måtte brænde. Han stolede på hende.. det var jo heller ikke fordi at han havde noget andet valg ”Få mig væk herfra,” bad han dæmpet, dog meget bestemt.

[Deleted]

Uden at tænke over følgerne havde Phoebe valgt at redde ham ud af flammerne, og kysse ham på samme dag. Det gik ekstremt imod, hendes egne ord omkring, at han for hende havde været død gennem mange år, for det var bestemt ikke tilfældet! Selvom han havde været væk, så havde han levet i hendes sind, uanset hvor filosofisk det end måtte lyde. Hun stønnede hæst. Hendes hånd gjorde virkelig forbandet ondt, og det var direkte dumt, at række den ud mod ham på den måde, men det var bestemt ikke kun ham der var nødt til at give sig. Solen var smuk og morgenrød, duggen havde lagt sig, også selvom det ikke rigtigt var synligt, på et sted, hvor alt græsset stort set var endt op i flammer, for mindre end et par uger siden. Den aften på kirkegården.. det kys, hun havde kunnet fornemme den enorme længsel, han havde lydt som en mand der var villig til at kæmpe, men hun var ikke overbevist, nu lod hun ham gøre det, gav ham den mulighed, på trods det kun skabte en knagende samvittighed i hendes indre. Et sted så var hun allerede klar over hvad hun ønskede, men hun kunne ikke give dem falske forhåbninger, de kunne ikke være sammen, det var nu engang sådan landet lå, også selvom det gjorde ondt – selv på hende. Hendes blik hvilede en anelse bekymret på hans skikkelse. Hun kunne føle hvordan hans krop måtte skælve. Armen lagde hun under ham, så hendes skikkelse ville blive en støtte til ham, ellers ville de aldrig komme videre herfra, også selvom han altid havde været langt større end hende, og stadig var umådelig tung Hold vejret” rådede hun, for det ville i den grad ikke gå smertefrit. Hurtigt bevægede hun sig med ham på slæb, af det som engang havde været en smal sti. Bækken lå ikke langt herfra, man kunne høre vindet rinde, og den havde trods alt været en del af Liya og Nathaniels baghytte. Så vidt som muligt, forsøgte hun at bevæge sig i skyggerne, men der var ikke specielt mange, det var kun tilDarryls redning, at han bar den kappe omkring sig, og dermed undgik den direkte kontakt med solens lys. Hendes blonde hår var endt stift efter whiskeyen var endt med at tørre, hun stank stadig. Et sted så hvilede det stadig en bekymring i hende. Hvor meget af hytten stod tilbage? Svaret fik hun dog hurtigt, som det dukkede op i det fjerne. Det meste af taget var brast sammen, men en større del var endnu dækket, og så næsten uskadt ud ”Et par meter endnu” hun ville have klemt hans hånd, hvis ikke det var fordi hendes egen var begyndt at føles direkte følelsesløs. Et sted prøvede hun vel også bare at opmundre ham til at fortsætte, for hun vidste udemærket godt, at dette måtte være en smerte uden lige.

[Deleted]

Selvom Darryl ikke var i den direkte kontakt med solen, så var det i den grad noget som kunne mærkes alligevel! Hans krop skælvede som intet andet, da han endelig var kommet op på benene, for det var slet ikke noget som han havde energi til på nogen som helst måde overhovedet. Kappen gav ham den nødvendige skygge og læ, men det fjernede bestemt ikke smerten eller den følelse af, at han endnu måtte brande i det indre, for det var virkelig den følelse som han sad med! De mørke øjne gled stille mod hendes skikkelse og med den direkte sitren, selvom han virkelig prøvede at vise sig som bare en smule stærk, for han var i den grad ikke slået helt i jorden endnu! Han klemte øjnene fast sammen og tænderne med, da hun lagde armene om ham. Han måtte dog ærligt erkende, at han aldrig nogensinde havde følt sig så levende som det han gjorde i øjeblikket, for han havde virkelig, virkelig ondt og som aldrig nogensinde før! Han vendte blikket mod hende endnu en gang. ”D-du beder en vampyr om at holde vejret?” gentog han stille. Et svagt smil passerede hans læber. Hun vidste vel godt at hans slags slet ikke trak vejret? Det var da noget som han gik ud fra, for de havde jo været sammen igennem temmelig mange år faktisk, før at han var tvunget til at gøre det slut, selvom han havde fundet ud af, at det var den helt forkerte måde han havde gjort det på. Han fulgte hendes gang og selv med tankerne som måtte dvale tilbage i kysset, så.. kunne han ikke rigtigt forstå at hun havde gjort det og med den længsel som hun tydeligt havde gjort brug af, for det havde virkelig været en fantastisk følelse! En ting som han ville nyde godt af, hvis det i sinde, skulle have været det sidste som han skulle opleve. Skoven var ikke et sted som han havde været direkte kendt med. Han havde brugt dage på at lokalisere kirken, da han havde valgt at opsøge hende der, selvom det virkelig havde været nytteløst, for hun havde afvist ham blankt, så.. så havde dette faktisk været nemmere, i stedet for at han skulle vandre rundt som en tom skal fordi at han ikke kunne få den kvinde som hans hjerte havde valgt. Alene den tanke, var faktisk noget som måtte gøre direkte ondt, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han klemte øjnene sammen, selvom han næsten følte, at hans krop allerede var i færd med at kollapse, så valgte han og tvang sig til at blive på benene, for alt det andet, ville da under ingen omstændigheder hjælpe ham med noget som helst! Hvert et skridt som Darryl måtte tage, så jog det direkte igennem hele hans krop. Hendes arme om ham, var ham en hjælp, men det var også noget som gjorde det langt mere smertefuldt, selvom han nu ikke valgte at sige noget til det. ”Okay..” Han vendte blikket frem, også selvom solen måtte skære ham så meget i øjnene, at han ikke kunne se noget som helst, hvor man også kunne sige, at flammerne havde gjort ham midlertidigt blind. Han var egentlig bare glad for, at hun endnu måtte stå der som en hjælpende hånd.

[Deleted]

Phoebe var udemærket klar over, at kappen kun var en imidlertidig løsning, den ville ikke beskytte ham mod solen hele tiden, og han kunne vel også stadig mærke den? I hendes øjne var det vigtige, at han ikke måtte brænde op. omere de kom mod bækken, jo mere miserable lod skoven også til at være, der var flere træer der var endt som en bunke aske, der havde de allerede været for tæt på. Måske hun ikke nær så meget havde ment, at han var død for hende, for ellers ville hun vel også bare havde ladet dem gøre det? Hjertet slog nervøse, faste slag mod hendes bryst, der ville ikke være langt endnu, den lille hytte kunne hun ane. Hele den højre siden lod til at være faldet sammen, og meget af træet var sortsvedet, men den venstre del stod stadig som var den aldrig blevet rørt. Lyden af den rindende bæk gjorde hende kun rolig, udelukkende fordi hun vidste at de var tæt på. Phoebe kastede et blik på ham ved hans kommentar, og lod en halvvejs forlegen rød farve, træde til i hendes ellers halvblege kinder. Det var tydeligvis alt for lang tid siden, at hun havde været under samme tag som en vampyr, den dag idag var der kun Jason, og det var jo ikke ligefrem fordi hun så meget til ham.. mere ”Undskyld” mumlede hun blot stilfærdigt og en anelse irriteret. Halvdelen af hans vægt hvilede over hendes skikkelse, ikke fordi det direkte måtte gøre hende noget, men hun kunne godt begynde at mærke det nu. De havde haft utallige år sammen, før han var endt med at vende hende ryggen, og hun havde ærlig talt ikke forventet at hun ville savne ham så meget som hun gjorde. Den længsel hun per automatik, og de ekstra sekunder hun havde valgt at stå, udelukkende fordi hun ikke kunne nænne at bryde det, sagde jo mere eller mindre det hele. Tanken skubbede hun fra sig, og kæmpede sig igennem den ru skovbund der stak mod hendes nøgne fødder. Endelig nåede de den halvt om halvt samfalde hytte. Hun sukkede en anelse opgivende, hvorfor kunne guderne ikke være blot lidt med hende idag?! ”Hytten er halvvejst faldet sammen, behold kappen på, indtil jeg siger du må, men se hvor du går” advarede hun og krøb ind af et hul, eftersom døren ligeså var faldet sammen. Søjler lå på tværs, kaminen var gået i stykker, møbler og specielt bøger og papirer lå ud over det hele, det ville blive en udfordring at komme hele vejen om til.. var det soveværelset? Fuglene sang så smukt, dette kunne virkelig have været den perfekte morgen. Phoebe greb om Darryls hånd, trak ham roligt ind, hvor der var langt mere skygge, men med hullerne i taget også slap en masse sollys ind. Han skulle ikke have opsøgt hende, ikke nok med at det havde gjort hendes tilstedeværelse langt mere kompliceret, så var de heller aldrig endt med at skulle stå her. Smerten i hendes fingrer var til dels gået væk, mest af alt fordi hun ikke følte nerverne gik ud ud af, de føltedes dog stive at bevæge ”Se dig for” advarede hun endnu engang.

[Deleted]

Denne kappe ville ikke kunne redde Darryl på længere sigt, for han følte virkelig, at han kogte! Det gjorde ondt og bare det at han var brændt fra før af, så gjorde det virkelig også kun det hele så meget værre, for det gjorde ondt for hvert et skridt som han tog, desuden så havde han heller ikke nogen anelse om hvor pokker han var på vej hen, for han kunne knapt nok se. Det sved i hans øjne, lyset var for skarpt og der var alt for varmt! At nogen i det hele taget kunne elske lyset og solen på den måde, var da slet ikke noget som han kunne forstå sig på! Med kappen godt omkring sig, så fulgte han med Phoebe. Om det bare var noget som hun havde sagt for at få ham til at gå, var han på sit vis ligeglad med, for han beviste vel bare for hendes del, at han ikke bare var en som gav op? Hun havde afvist ham, hvilket i den grad også havde været det værste som han nogensinde havde været udsat for, for det var virkelig noget som måtte gøre forbandet ondt, selv på ham. Han bed sig tydeligt i læben, hvor han kraftigt måtte bide tænderne sammen, for han følte virkelig, at hans ben var ved at give efter under ham og den følelse var i sig selv, bestemt heller ikke særlig sjov! ”Det er ikke fordi jeg har intentioner om at smide den..” At gå op i flammer, var virkelig en tanke som gjorde ondt, for nu havde han selv personligt prøvet følelsen af, og det var bestemt ikke noget som han ønskede at gennemgå en gang til, hvis han ellers kunne blive fri for det! At hun bad en til dels midlertidig blind mand om at se hvor han gik, var noget som svagt fik ham til at smile, for hun måtte jo ligesom føre ham af sted, for han kunne virkelig ikke se noget som helst, fordi at det havde sviget sådan i hans øjne, at stå i flammerne, selvom det ikke havde været for lang tid, men fornemmelserne hang jo ved. Han holdt sig på benene! Han nægtede sig i den grad andet, hvis han ellers kunne blive fri for det, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han klemte øjnene fast sammen. Bare tanken om at komme ind, finde noget læ for den forbandede sol, var virkelig det som han satte som det øverste lige for øjeblikket, for det andet var ham virkelig en plage uden lige, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet! Han bed smerten i hånden i sig, som han roligt lukkede den omkring hendes, som hun førte ham indenfor. Det var som om at kulden tog til allerede med det samme, når han nåede bare en smule skygge og det var noget som klart måtte lette ham. ”… Hvor er vi?” endte han. Han prøvede at se, selvom hans øjne var for irriterede til at han kunne holde dem åbne, så de gled i endnu en gang. Han stolede på hende.. blindt måske, men det var hende som hans hjerte begærede, det var hende som det havde valgt som hans mage og det var ikke noget som han bare kunne skyde fra sig bare sådan uden videre, hvad end om det var noget som han ville det eller ikke. De var alene og mere i sikkerhed end det som de ellers havde været, så kunne Darryl bestemt heller ikke være noget andet end direkte tilfreds. Han ønskede jo ikke at der skulle ske hende noget, som han heller ikke havde bedt om, at hun skulle stå i den situation som hun havde gjort – på grund af ham.

[Deleted]

Phoebe lattede sig blot ved tanken om at kappen snart ikke ville være nødvendig. Den ene del af huset så fuldkomnmen uskadet ud, og kendte hun huset ret, så var det soveværelset, hvilket heller ikke kunne være bedre. En tanke hun dog ikke måtte hue, og så alligevel, var det faktum at hun ville være fanget her til mørket faldt på.. med Darryl, den eneste mand der havde formået at sætte blot en smule mørke i hende. Uanset hvor meget hun end måtte begætre ham,s å var han farlig, uanset hvor meget hendes hjerte bankede når han var i nærheden,og hvad han skabte i hende, så havde han knust alt omkring sig, ført hende med sig ned i hans hul, og det kunne hun virkelig ikke lade ske igen, ikek nu hvor hun endelig var nået så langt! Ganske roligt førte hun ham gennem det kaos som halvdelen af huset måtte være, kappen måtte ikke komme af endnu, der var sprækker i taget der tillod sollyset at komme ind. Et lille smil spillede om hendes læber, det var ikke fordi hun tænkte over hendes ord, det var ikke ofte hun måtte redde et dødt væsen fra sollyset. Hvor velkendt det virkede. Hendes hænder kunne hun ikke mærke, det var en underlig fornemmelse, som smerten bare var.. svundet bort. Hun bed sig fast i læben. Hjertet hamrede fast mod hendes bryst, så hårdt det næsten måtte gøre ondt, sammentidig forblev hun fuldkommen tavs, førte ham roligt med sig ind mod soveværelset. Det store vindue lagde ikke ligefrem værelset i mørke ”Vent et øjeblik” hun slap hans håndtrak gardinerne for. Stadig ikke mørkt nok til at det ikke ville påvirke ham. Et øjeblik følte hun sig en anelse modløs. Blikket gled omkring. Nathaniel som med mørkt sengetøj? Hun hævede et øjenbryn. Lidt Dvasianer var der åbenbart i ham endnu. Uden at tøve trak hun sengelinned af, og lod det stryge op over den hjemmelavede gardinstang. Det hanlagde rummet i et mørkt skær, der føltedes direkte koldt for hendes del. Der faldt sten fra hendes bryst ”Du kan tage kappen af nu” påpegede hun næsten stakåndet. Panden mødte træværket, hun lænede sig op af væggen, pustede ud. Det var længe siden hun havde følt den sitren, lysten til at smadre et eller andet, selv om hun var præstinde, var hun i den grad også en kvinde, med følelser som enhver anden ligeså ville have ”En gammel vens hytte” svarede hun kortfattet. De blå øjne var malet af tårer, hun lod øjenlågene synke i. Indtil nu havde hun været for bange til at reagere, men nu hvor de var i sikkerhed, så vældede følelserne op i hende hurtigere end noget andet ”Bak lidt, der er en sang” mumlede hun stilfærdigt. Om et øjeblik ville hun være kommet til sig selv igen, og så kunne hun koncentrere sig om, at finde noget som muligvis kunne bruges til hans sår, og hendes egne for den sags skyld. Blikket gled mod hendes forbrændte hænder og arme, der igen var begyndt at svide, en smerte som hun bare måtte bide i sig.

[Deleted]

Darryl havde ikke nogen anelse om hvor pokker de måtte være på vej hen, men en ting var sikkert; Hvis hun ville lade ham brænde op, så havde hun ikke gjort sig denne umage ved at få ham tvunget på benene og hjulpet ham denne lange vej, hvis det ikke var fordi at hun ville hjælpe ham. Han stolede skam på hende, for hun var også nødsaget til at skulle være hans øjne for øjeblikket, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var der bare ikke noget som han kunne gøre ved det. Varmen var stadig frygtelig intens for hans vedkommende og det føles virkelig som han måtte brænde i det indre! Som de var kommet indenfor, så var det ham dog en hjælp, for det føles som han blev kølet ned mere eller mindre med det samme, og det var virkelig bare forbandet rart og endda også på alle tænkelige måder overhovedet! Han klemte øjnene sammen, for han kunne ikke se en skid uanset hvad fanden han gjorde alligevel. Han slap stille hendes hånd og blev stående som hun bad ham om det. Han kunne fornemme at mørket var der, men at lyset lige så også måtte være der, for dette var bestemt heller ikke den slags skjul som han ellers normalt ville søge. Han blev stående som han kunne høre, at hun begyndte at fumle med det sidste og det for alvor måtte blive koldt og mørkt – for hans del, så blev det faktisk køligere og det var noget som gjorde ham langt mere rolig. ”Endelig..” Ordene var mere henvendt for ham selv, end det som de var ment for andre, men han havde virkelig brug for at få den kappe af sig. Han begyndte at bakse med at få den af, selvom det var svært nok i sig selv. Han fik den langt om længe smidt, hvor den tydelige forbrændte krop måtte træde i blik. Hans ben skælvede voldsomt under ham og med den samme dirren i kroppen, for han var virkelig træt og han var udmattet, for ikke at glemme, at han virkelig måtte have forbandet ondt som aldrig nogensinde før! Han nåede dog ikke sengen, idet han bare endte med at skulle kollapse direkte i gulvet og ellers bare blev der. Han åbnede øjnene, selvom det sveg og alt virkelig bare måtte være sløret for ham, så det var noget som virkelig måtte gøre ondt. Hele hans krop var som brændt væk, tøjet var brændt i stykker og nærmest kun hvilede som strimler omkring ham. Han havde aldrig oplevet noget lignende! Øjnene lukkede han igen, for han kunne virkelig ikke se noget som helst. ”Hvordan kan i betegne solens lys som det smukkeste i nogensinde har set?” spurgte han stille. Det var da noget som han slet ikke kunne forstå! Han krummede let i ryggen og trak benene forsigtigt op til sig. Han havde virkelig bare brug for at hvile lidt og nu hvor han havde muligheden for det, så ville han bestemt heller ikke tøve med det eller sige nej for den sags skyld. Han sukkede dæmpet. Smerten var intens, men han måtte erkende, at han virkelig følte sig langt mere levende end det som han havde gjort nogensinde før. Han følte smerten, han følte intensiteten.. det var jo alt sammen noget som han aldrig nogensinde havde prøvet før. ”Her stinker virkelig brændt..” mumlede han stille. Det var jo selv disse små ting at han måtte bide sig mærke i. Han vendte blikket mod hende. Han kunne dufte hende, så han kunne sagtens fokusere på hendes skikkelse.

[Deleted]

På trods af de ord Phoebe havde givet ham på kirkegården, for blot et par nætter siden, så havde hun reddet ham. Hun kunne være løbet, hun ville have været i kirken nu, kunne fortsætte hvor hun slap arbejdet inden hun var blevet afhentet for flere timer siden.. Tanken om at han skulle være blevet brændt på den måde, at hans krop skulle være blevet til en sørgelig aske, der blot ville falde i et, og godt nok nærer den halvdøde jord, det ville hun slet ikke kunne bære. Om det så var på grund af hendes varme hjerte, eller om det faktisk havde at gøre med det hun i sin tid havde følt for ham.. for det var i den grad fortid, andre muligheder var der bare ikke. Hånden hamrede hun mod træværket, hvilket kun gjorde smerten mere intens, hun bed sig fast i læben, det var for længe siden hun havde følt den vrede. Blikket gled mod Darryl i det øjeblik han kollapsede på gulvet, det gippede i hende. En anelse hastigt, trådte hun mod ham, gjorde intet men så blot på ham og rystede let på hovedet. De mørke lokker klistrede sig til hendes slanke hals, havde hun svedt så meget? Blikket betragtede hans skikkelse. Han så direkte forfærdelig ud, brændt over mere eller mindre hele kroppen, og med et dødt blik. Tøjet var smeltet ind i den blege hud, han var et syn, der kubn formåede at gøre hende urolig, det var dog ikke noget hun sagde højt. Istedet valgte Phoebe at synke den klump der havde sat sig i halsen. Ganske stille tog hun fat under hans arm og hjalp ham op i sengen ”Lig dig ned. Jeg kommer om et øjeblik. Der er helt sikkert noget jeg kan bruge mod de sår der” hun slap ham igen, forsøgte at skjule den lidt grødede stemme, hun var trods alt en anelse bange ”Levende lever i lyset.. vi lever ” mumlede hun sandfærdigt og trak blot på skuldrene. Hvordan kunne han sige at mørket var noget af det mest fantastiske? Døde levede i mørket, sådan var det. Enkelt. Hun forsvandt ud af døren, forsøgte at møve sig igennem alt rodet. For enden var en dør der mere eller mindre var faldet sammen, ligesom hoveddøren. Hun trådte ned i Nathaniels gamle eliksirkammer. Der var flere knuste flasker, men der var også hele, hvilket måtte lette hende. Det meste var selvfølgelig gået til i varmen. Det var i sådanne situatiuoner at Phoebe virkelig måtte prise sig lykkelig for, at hun var blevet gjort urtekyndig for mange år siden. Hun samlede et par af de flasker, som hun havde mest tiltro til, og søgte derefter tilbage til værelset ”Skoven brændte for et par uger siden” påpegede hun, som hun netop var kommet til hans spørgsmål. De mange glasflasker gled ned på sengekanten, og ligeså gjorde hendes egen skikkelse ”Las os så se” mumlede hun svagt, mere henvendt til hende seælv, end det i virkeligheden var til ham. Den ene var en halv smeltet bøtte, der lod til at indeholde en salve. Hun tog den op, og duftede. Havde hun ikke vidst bedre så kunne det have været Liyas parfume, så sød var den. Den kunne umuligt gøre skade.

[Deleted]

Darryl havde bare valgt at acceptere, at der ikke var mere for ham at komme efter i Procias. Han havde været til dels på vej væk, men var grebet allerede på kirkegården, så de havde jo holdt et godt øje med ham, selvom han virkelig var ked af, at skulle tvinge hende igennem det på denne måde. At hun skulle se ham brænde, at høre ham skrige.. at miste det hele på den måde, var faktisk noget som lod ham opleve en ganske ukendt følelse; Skyld. Han vidste ikke hvad pokker han skulle gøre med den, men det var nu bare noget som han måtte tage med sig så godt som det nu måtte være ham menneskelig muligt. Som han var endt med at kollapse, så var han selv kommet med et tydeligt halvkvalt gisp, for det var virkelig noget som måtte gøre forbandet ondt, for det brændt virkelig i de mange åbne kødsår! Et par sekunder mere, så havde han været helt væk, intet andet end en bunke aske som vinden kunne have taget med sig og den tanke i sig selv, var bestemt heller ikke noget som han brød sig om at skulle tænke på. Han klemte øjnene sammen, som han også godt kunne høre, at hun pludselig var kommet skræmmende tæt på ham. Var der noget i det som hun ikke fortalte ham? Havde hun været fuldkommen ligeglad med ham, så havde hun ladet ham brænde der – uhelligt skulle fjernes fra hellig jord, det var noget som han måtte give munkene ret i. Det var jo også derfor at man var ved at skabe et vampyrisk samfund, så de også havde et sted at være, uden at de skulle forfølges på den ene eller den anden måde. Han lod hende hjælpe ham op på sengen, selvom han bestemt ikke var meget for at lægge sig ned, for det gjorde virkelig ondt! Han gjorde det dog alligevel. Han sukkede. ”Mørket behøver ikke nødvendigvis at slå levende ihjel,” påpegede han sigende. Hun havde været sammen med ham igennem frygtelig mange år, levet efter hans døgnrytme, og der var jo aldrig sket noget med hende. Blikket vendte han mod hende, selvom han ikke så på hende. Han kunne ikke uden at det brændte i hans øjne. Han sank klumpen stille i halsen som han hørte hende gå ud, hvor han bare blev liggende. Det var jo heller ikke rigtigt fordi at han så noget andet valg i den anden ende, hvad end om det var noget som han ville det eller ikke.
Han kunne høre hende allerede inden hun kom tilbage, hvor han ikke kunne lade være med at trække svagt på smilebåndet. Den søde duft som hun måtte have med sig og de mange klirrende flasker, var noget som et sted også måtte gøre ham en anelse bekymret, for det var heller ikke noget som det at han havde den største erfaring med personligt. Han drejede hovedet let, selvom det også tydeligt måtte være det og den øvrige del af kroppen som var stærkest medtaget af de brændende flammer. ”Hvad.. hvad er det?” spurgte han. Ikke fordi at han selv kunne se med hans egne øjne, så han var jo direkte tvunget til at spørge, selvom han bestemt heller ikke var meget for den tanke. Han prøvede ganske kort at vende sig i sengen, selvom han hurtigt måtte opgive det. Tænderne bed han kraftigt sammen, idet han kom med en protesterende og smertefuld stønnen og ellers bare blev liggende.

[Deleted]

Et sted måtte Phoebe bebrejde sig selv, for ikke at være blevet lidt længere. Han var vel blevet taget lige efter at hun var gået ind i kirken, for da hun kom ud en time efter, havde han været væk. På trods af, at hun på ingen måde ønskede Darryl som en del af hendes liv igen, ikke som elsker vel og mærke, så ønskede hun ham heller ikke død, hun... holdte jo faktisk af ham, og mere end godt kunne være. Derfor var det også en lettelse, at det i det mindste var lykkedes hende at få ham fri af det reb, hun havde stadig ikke den fjerneste anelse om hvordan det var gået til, det var som om den gamle munk var bukket direkte under for hende. NU hvor de begge var i sikkerhed, var hun dog faldet langt mere til ro. Man ville ikke lede efter dem, i en hytte der så ud til at være faldet så meget sammen, at det ville være umuligt at komme ind i. Andrenalinen var begyndt at aftage, hvilket var noget som Phoebe i den grad kunne føle. Hendes arme prikkede og stak, som brændte flammerne yderligere under hendes hud. Det var tungt at holde sig oprejst, efter at have haft ham med sig på slæb, var hendes ryg mere eller mindre smadret, han var trods alt en del større, end det som hun selv var. Hun slap et suk, og betragtede fumlefingeret de mange flasker foran hende. Uden en videre tøven valgte hun en gennemsigtig eliksir. Den duftede af græs og natur, så hun kendte allerede den effekt. Ganske vidst kunne hun ikke heale ham, men hun kunne fratage ham smerten, og ligenu satte hun ham før hende selv. En mærkværdig tanke, eftersom hun burde være ligeglad med den mand, han havde svigtet hende, da hun behøvede ham mest, hvorfor skulle hun være der for ham nu, hvor hun ville kunne være hjemme indenfor et par minutter, glide ned i sin trygge seng og hvile der? Tanken slog hun fra sig omgånde, for der fandtedes intet svar på det, der var blot noget i hende, der bad hende om at blive ”Det kommer an på mange ting” endte hun roligt, og nikkede for sig selv. Alt efter race, selv lysets væsner kunne slåes ihjel af et mørke, og nogle som hende, blev blot ekstremt svag i det. Det var lykkedes hende at henligge værelset i et lunt mørke, ikke at det gjorde noget for hende overhovedet, hun følte sig ganske vidst ikke vel tilpas, men hun lærte selv at leve med det, med årene. Stille førte hun glassets til hans læber. Hendes hånd havde sneget sig om i hans nakke, og løftede hans hovede en anelse. En tanke slog hende. Sidst hun havde sat sådan med noget væsen, var hendes egen datter.. deres datter. Tårene meldte sig i øjenkrogen ”Bliv liggende” ordene blev til en mindre vrissen, eftersom hun forsøgte at skjule den sorg, forvirring og panik der havde meldt sig i sindet.. Et glas vin ville være fantastisk, lidt at styrke sig på, selvom hun vidste at hun ikke måtte tænke den tanke ”Smertestillende, tag det” mumlede hun stilfærdigt, og pressede endnu engang flasken mod hans læber.

[Deleted]

Darryl var virkelig blevet taget bogstavelig talt efter at hun havde smækket kirkedøren direkte i hovedet på ham og efterladt ham udenfor. Han havde end ikke fået lov til at tage en afsked med børnene inden han var røget videre, selvom.. ja, hvis han var død, så kunne man vel bare håbe på at han blev genforenet med dem? Selvom han udmærket godt vidste, at han bestemt ikke ville ryge til himmels ved at blive brændt. Tvært imod, så ville han ryge den modsatte vej, selvom han måtte erkende, at den tanke virkelig ikke rørte ham. Han havde virkelig været ligeglad. Phoebes afvisninger var virkelig noget af det værste som han nogensinde havde stået ansigt til ansigt med. Det var faktisk frygtelig mange gange værre end alt det andet som han nogensinde havde oplevet før, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt. Den tortur som han havde været igennem, udelukkende fordi at han havde været sammen med hende var ingenting i forhold til de følelser som han sad med. Han regnede umiddelbart ikke med at få en chance til ved hende, for han vidste at han havde svigtet hende som aldrig før og han havde det virkelig også elendigt med den tanke, men der var bare ikke noget som han kunne gøre ved det, og det var noget som virkelig også måtte gøre ondt. Nu hvor han var smidt på en seng hvor han alligevel ikke kunne se en skid, så tvang han sig bare til at blive liggende. Det var ikke fordi at han ikke stolede på hende, for det gjorde han da i allerhøjeste grad. Han klemte øjnene let sammen, som han prøvede at slappe af, selvom det bestemt heller ikke var den nemmeste for ham. Han havde virkelig ondt! At hun begyndte at blande og lege med eliksirer var noget som han også godt kunne dufte, for det var bestemt heller ikke fordi at man kunne sige at hans lugtesans fejlede noget som helst, for det gjorde den bestemt heller ikke! ”Det gør det vel..” mumlede han stille, som han lagde hovedet tilbage i sengen, selvom hun måtte tage fat om det temmelig hurtigt derefter og hævede det. Lige præcist hvad det var, at hun ville have ham til at sluge, vidste han faktisk ikke. Han ville bare vide hvad det var at hun var ved at tvinge i ham på denne her måde, det var der bestemt ikke nogen tvivl om! Han endte dog alligevel med at nikke og åbnede op, så han kunne synke den smertestillende, også selvom smagen virkelig skar i hans hals. Han klemte øjnene kraftigt sammen og tvang hurtigt hovedet den anden vej. Næsten som havde det bare været ham en helt naturlig reaktion, så var det bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, for det var virkelig forbandet ubehageligt! ”Det smager af helvede til!” vrissede han svagt. Han havde godt hørt på hendes stemme, at der var noget galt, selvom han virkelig ikke turde spørge ind til det. Han ønskede ikke igennem endnu et afvisende skænderi. Det ville jo slet ikke gavne nogen af dem!

[Deleted]

Phoebe fik blandet nogle af de farverige eliksirer, et par dråber af den grønne væske, et par drøber af den flødefarvet, og hun vidste straks hvad hun havde med at gøre. Selv på afstand formåede Nathaniel at redde liv. I øjeblikket priste hun sig lykkelig for, at han ikke var i stand til at se hende. Hun havde altid været en stærk kvinde, men i dette øjeblik, slog hendes hjerte så ubehageligt hårdt, at det føltedes som om hun kunne besvime ved hans side, hver eneste øjeblik det skulle være. Tårerne strøg ned over hendes kinder, og hun kunne ikke stoppe, på trods det var en lydløs gråd. Nu hvor andrenalinen var forsvundet fra hendes sind, følte hun sig så udmattet, hendes krop var udmattet, og hendes hænder brændte sindssygt. En blanding af varme følelser og tryghed, og dog frygt, fustration og savn, havde blandet sig i hendes krop og hendes sjæl, forvirrede hende og bragte hende til et sted, hvor hun ikke var i stand til at samle tankerne. Det var nu hun engang havde plejet at drukne de mange følelser, hun havde troet at hun var stærkere, hun havde altid gernet ville fremstå som udemådelig stærk, men i virkeligheden var hun ikke noget væsen overlegen når det kom til følelser. Et sted gennemborrede samvittigheden hende også, hun havde smækket døren for blikket af ham, håbet at det ville være sidste gang, hun skulle se ham, og sammentidig båret en frygt for samme. Eliksiren var sat for hans læber, og mens han lod den slippe mellem læberne, forsøgte hun at tårer de mange salte tårer, bort med hendes håndryg, hvilket lykkedes i et par sekunder, til nye gled ned, som perler på en snor. Selvom han ikke kunne se det, nikkede hun sagte til hans ord. Hendes indre bad en stille bøn, for ham og for hende selv, hun var bekymret.. De sidste par år, havde det været så let at være stærk, sorgen forsvandt aldrig fra ens tab, de var endnu i hendes hjerter, ham og deres smukke prinsesser, men hun var blevet bedre og hun havde været stærk, og så dukkede han op, og på blot et øjeblik, kunne hun sidde som hun gjorde i øjeblikket. Græde, savne ham, på trods at han var lige foran hende, og hun ikke kunne vise eller fortælle ham det. Glassene skubbede hun lidt til side, med en klirren. Istedet tog hun en lille træbøtte med salve op. Nu ville det ikke gøre så ondt om ikke andet. For et øjeblik var Phoebe gledet så meget ind i hendes egne tanker, at da han med et trak sig væk, og vendte hovedet den anden vej, lod hun sig forskrække i høj grad. Hendes hjerte sprang flere slag over, og hun slap et overrasket gisp, før det endelig gik op for hende, at det bare havde været ham. ”Jeg beklager, at jeg desværre ikke kunne finde en eliksir der indeholdt engel,” mumlede hun med en klar sarkasme i tonen. Den skjulte dog den gråd, som ellers var tydelig i hendes ansigt, hendes øjne var hævet og hendes blege kinder, fyldt med sporene fra salt. Med forsigtig hånd, gav hun sig til at smører de stede rhvor tøjet ikke var i vejen, når det skulle fjernes skulle eliksiren virke først. Selv kølede salven hendes fingrespidser, hvilket i sig selv føltedes blot en anelse afslappende.

[Deleted]

Selvom Darryl ikke var i stand til at se en dyt, så var han bestemt ikke dum. Hans mange andre sanser var i den grad sat ind i et forsøg på at få ham til at følge med idet som måtte foregå omkring dem. Han kunne lytte til hendes hjertebanken at der var noget galt, selvom hun vel heller ikke ville svare ham, hvis han endte med at skulle spørge ind til det i den anden ende? Han var reddet, selvom han endnu ikke vidste om det var en god eller en dårlig ting, hvilket i den grad også var noget som kunne frustrere ham noget så frygtelig voldsomt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Han hævede brystet selvom det virkelig brændt og det gjorde ondt! Han var jo godt forbrændt over det hele. At dette var Nathaniel Diamaqimas hjem, var slet ikke en tanke som han forstod sig på, for eftersom han havde hørt, så var manden afgået ved døden? Han var selv ikke i stand til at læse noget som helst, men han kunne dog alligevel høre hvad folk snakket om, så han var da ikke helt uviden om det. At dette var det som hans møde med Phoebe skulle ende med, var virkelig ikke en tanke som hun kunne forstå sig på, for det var virkelig.. ubehageligt. At dø ville klart være det nemmeste hvis han ikke kunne få hende og det var virkelig noget af det værste! At være så tæt på sin mage uden at vide om han ville være i stand til at få hende eller ikke, og det var virkelig noget af det som måtte frustrere ham mere end det som noget andet måtte gøre det. Eliksiren som hun hældte ned i hans hals, var virkelig med en væmmelig smag, han havde aldrig nogensinde oplevet noget lignende! Han klemte øjnene fast sammen, selvom han tydeligt kunne høre, at hun blev forskrækket. ”Undskyld,” sagde han stille, som han lagde sig tilbage igen. Det var heller ikke fordi at han havde meget andet valg. Han kunne stadig ikke se en skid. Den ild og de flammer havde virkelig svedet i hans øjne og nu måtte han jo så bare betale prisen for det, om det jo så var noget som han ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at han måtte gøre det i den anden ende. Han vendte blikket stille mod hende, som hun begyndte at smøre der hvor tøjet ikke måtte være i vejen. Det skulle fjernes og han vidste det jo godt. Han havde jo stået der i fulde flammer i bogstavelig forstand, så denne handling med at heale ham, ville tage forbandet med tid. Han klemte øjnene let sammen. Det var koldt og det sved en smule, men han var ikke den som ville klage over det som han selv kunne betegne som småting! Han lod tungen let stryge over hans læber, hvor han roligt blev liggende. Han ønskede ikke at lyde som en emotionel fyr, men det var noget som virkelig måtte plage ham. ”Hvorfor gjorde du det, Phoebe?” spurgte han stille. Han forstod ikke hvorfor han var reddet, når hun nu havde ønsket ham så langt væk. Måske det bare havde været til det bedste i den anden ende? Han lod hende bare smøre, hvor hun kunne komme til, selvom han ikke sagde noget til det. I sig selv, så var det meget.. lindrende at han i det hele taget var i den kontakt med hende, så det var heller ikke noget som han tog sig af. Det lindrede selv i det brændemærke som han havde i ryggen.

[Deleted]

En midlertidig blændelse, ville selvfølgelig ikke gøre meget skade, og dog så behandlede hun ham som, havde han ikke den mest fjerne idé om hvad der foregik omkring ham, det var virkelig for lang tid siden, hun havde været i nærheden af et væsen som ham, og direkte været tvunget til, at skulle tage sig af ham. De mange brændsår over hans ellers blege hud, kunne hun ikke gøre specielt meget ved, før de kom væk fra dette sted, om ikke andet, så kunne hun tage smerten og rense de mange sår. Det gjorde hende ondt at se ham på den måde, på trods af, at hendes arme sved som en i helvede, så kunne hun ikke holde bekymringen væk, også selvom hun for alt i verden, håbede at han ikke ville få snus om den. Huset havde stået tomt i flere måneder, og det var ligeså tydeligt at se, om ikke andet så ville de være sikre her, til mørket ville falde på om.. mange timer. Tårene trillede lydløst ned over hendes kinder, bevidst lod hun ikke så meget som et ord forlade hendes læber, i frygt for at han ville høre gråden, han var den sidste der skulle tro, at hun stod som svag! Hendes hjerte slog kraftige slag. Hun rystede blot på hovedet af hans undskyldning, også selvom hun et sted udemærket var klar over, at han nok ville tage det som en direkte ignoration, eftersom der stadig ikke var et ord der forlod hende. Soveværelset, der alt taget i betragtning, var i meget fin stand, stank nu allerede af forbrændt kød, og var hærget af en tyk tåge af en stemning, der bestemt heller ikke gjorde det lettere. Måske hun skulle hente noget vand ved bækken? Få frisk luft til hovedet? Hun rykkede forsigtigt, en anelse længere ind på sengen hvor han også lå. Hun havde mest af alt, lyst til at ligge sig ved hans side, søge ind mod den skikkelse, hun i øjeblikket sad og mindedes, at have været så tryg ved, lade sig falde hen, bare for et øjeblik. Det kunne hun ganske vidst ikke. ”Det bliver ikke behageligt,” påpegede hun kortfattet, og fortsøgte så anstrengt, at holde sporene af gråden borte, at hendes tone næsten måtte fremstå som iskold. Ganske stille, og yderst forsigtigt, gav hun sig til at søge over hans krop, først hans venstre arm, fjernede de små rester af tøj, der var smeltet ind, og i sidste ende kun ville gøre det hele værre. Hendes fingrespidser var dejlig varme, og så forsigtige, i frygten for at skabe ham en yderligere smerte. Hans spørgsmål kom ikke bag på hende, og alligevel lod hun sig stivne for et øjeblik. Hvorfor havde hun gjort det? Phoebe tog en dyb indånding, følte hvordan luften gennemborede hendes kradsende lunger. ”Jeg er ganske vidst vred på dig, Darryl, men ikke nok til at se dig lade livet, og da specielt ikke nok til at tage mig med i faldet,” svarede hun stift. Hendes skuldre var komplet ranke, det var som om, hun forsøgte at overbevise sig selv mere, end hun i virkeligheden forsøgte at overbevise ham. I sidste ende, kendte de jo begge sandheden, han kendte hende, han kunne læse det i hendes hjerte.. hendes kys, også selvom hun ikke selv ville være ved det.