Something new.. A new start?

[Deleted]

Det var ved at være en rigtig flot forårsaften. Det havde taget tid for solen at komme ned, så det var heller ikke fordi at det var nemt for Alexander at få det hele til at køre som det burde. Han havde meget at lave, han havde meget som han skulle ordne og nu hvor han faktisk måtte stå der som leder for vampyrerne, så måtte han jo næsten selv erkende, at han havde taget vand over hovedet. Han stod der som en af de ældste og det var jo også det som spillet ind. Han havde dog ikke regnet med, at han ville være den ældste nulevende.. Det var faktisk noget som virkelig havde formået at overraske ham og temmelig meget endda, det var slet ikke noget som man skulle komme det mindste i tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Han havde ikke fortalt Cassie noget som helst endnu, for han ville også lige lade hende komme ovenpå efter hendes tur under fuldmånen og i den pelsede skikkelse. Han måtte dog ærligt indrømme, at han bedre kunne lide hende som danser end det som han kunne når hun var så pelset og så behåret som hun havde været igennem de sidste nætter, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Med læsebrillerne hvilende på næsetippen som hans blik gled over de mange ældgamle skrifter som han selv kunne huske fra hans egen barndom. Ikke fordi at han kunne læse dengang, for det var en kunst som han havde lært sig med alderen. Dem som sagde at han havde et nemt liv, de skulle bare lige vide..! Han sukkede dæmpet og samlede en stak af de mange pergamenter og lagde dem stille til side. Hans kontorværelse var kun oplyst af et enkelt stearinlys, da han heller ikke havde brug for mere end det. Carmine havde han haft fat i og han havde gået med til dette partnerskab hvilket han i den grad var glad for, for den mand havde virkelig reddet hans røv utallige gange! Tungen strøg let tænkende over hans læber, som han lod hovedet søge let på sned. Hvad Cassie lavede den første aften efter at månen havde valgt at løsrive hende, var nu ikke noget som han vidste. Han ville lade hende komme sig og faktisk bare.. blive lidt væk for en gangs skyld. Desuden var han bestemt heller ikke meget for den lugt af hund, selvom han nu bare bed den i sig om aftenen, hvor han konstant blev siddende dernede sammen med hende, hjalp hende igennem det på den måde, som det nu var ham menneskelig muligt. Flammen blussede ganske let, som den måtte danse selv så elegant, at den selv måtte fange Alexanders opmærksomhed i tide og utide. Han havde allerede siddet derinde i det som måtte tilsvar adskillige timer, men nu havde han jo så meget andet som han også måtte tænke på, at der virkelig ikke var noget andet valg, et sted var det ham en frustration, selvom han faktisk nød, at han var med til at gøre en forskel.

[Cassie Imirachi]

Foråret var tydeligt begyndt at spirer, også selvom det ikke var en glæde som Cassie havde delt det seneste. Lyset generede hendes øjne, hvilket stadig var noget hun måtte vænne sig til, specielt efter flere dage nede i kælderen, låst inde i en celle. Hun strakte den slanke krop, i en smidig bevægelse, mens linnedet af silke, kærtegnede hendes kølige hud. Værelset henlå mørkt, som hun havde bedt om da hun var gået i seng, med en hovedpine der kunne slå ihjel. Hun tog sig til tindingen, forberedt på den intense smerte, der ikke dukkede op- Efter adskillige sekunder, lod hun endelig blikket glide op. Hendes hudvar blød og glat som silke, ikke behåret og stor, som hun havde været flere nætter i træk. Hænderne faldt tilbage i lagnerne, hvor de næsten per automatik søgte mod den anden side, som for at fumle efter Alex. Dog var det forgæves, allerede fra ´morgenstunden´måtte hun bande og svovle over de tanker det hjemsøgte hendes sind, over den skuffelse hun pludselig følte. Det var nat. Gardinerne var måske trukket for, men udenfor kunne hun fornemme den store måne, der langsomt var ved at svinde ind til halv igen, dag for dag, hvilket var noget der kun lettede hende. Hendes krop føltedes stadig øm, der ville ikke blive nogen dans i aften, det kunne hun allerede nu konkludere. Gangene var stille. Cassie lyttede til den. Ingen vind, ingen skridt, intet. Dynen slog hun fra sig, og rejste sig roligt. Hendes krop lå blottet, fra den sidste nats forvandling, hun havde ikke nået at få en kjole kastet over kroppen. Et kort øjeblik, glædede hun sig ovet, at Alex ikke var inde for rækkevidde. Hvor var han egentlig? Selvom det var mørkt, fornemmede hun de mange detaljer, som ellers normalt havde været skjult for hendes blik. Den nøgne skikkelse i spejlet, og med det lange, mørke hår, der bølgede ned over hendes smidige ryg, og det lettede bare Cassie, at se sig i spejlet, se at det ikke var en ulv der mødte hende. En midnatsblå kjole, hang på spejlet, hun tog fat om den, og kastede den over kroppen. Hun lod hånden følge de runde former, ned over den glatte kjole. Hun burde vel finde Alex? Lyset i gangen, generede hendes blik, hun missede dem kraftigt, og lod blikket glide ned af gangen. Der var køligere here, men hun skælvede ikke som ellers normalt. Hendes hjerte slog små slag, varmede hendes hud, det skiftede, og hun var efterhånden træt af det. En smule sløset, bevægede hun sig ned af gangen, med det kølige gulv mod hendes nøgne fødder. Når han ikke var hos hende, måtte han vel være i arbejdsværelset, lave det arbejde som hun burde lave? Med rolige skridt bevægede hun sig ned af den smalle gang, og mod kontoret, så udviklet som det nu var muligt, efter den nat som hun netop havde været en del af. Hun stoppede op foran døren, overvejede om hun burde banke på? Nah det var vel også hendes hjem? Ganske stille åbnede hun døren, kun på klem, så det var hende muligt at se ind til den skikkelse, som ganske rigtigt sad fordybet i sit arbejde. Ubevidst sneg et smil sig frem over hendes læber, hun bevægede sig ikke ind, betragtede ham blot mellem den smalle sprække. Hendes hjerteslag var vel afslørende?

[Deleted]

Foråret og sommeren var nok den tid som Alexander måtte hade mere end det som han måtte hade noget andet, men det var nu bare en ting som han måtte være vant til, så det var vel heller ikke fordi at det var noget som kunne forundre nogen som helst? Fuldkommen optaget af det arbejde som han måtte have færdig inden at Jaqia måtte stå på døren, så havde han faktisk lidt travlt. Han havde siddet med Cassie igennem hele fuldmånen. Hun havde været det sidste som hun så da månen måtte drage hende, og det første som hun havde set, da hun var blevet sig selv igen og han havde hjulpet hende op i seng og det var end ikke en ting som han fortrød det mindste, for han ønskede at støtte sin kone igennem det, selvom det bestemt heller ikke var nemt altid, så var det jo bare sådan at det nu måtte være når det endelig måtte komme til stykket. Han sukkede dæmpet, rystede på hovedet og fjernede en stor bunke pergamenter, kun for at trække den næste til sig for at se den igennem med den tydelige tænksomme mine. Ikke bare fordi at han nu havde arbejdet som greve at tage sig af, så havde han også fået en masse andet, at skulle tænke på i den anden ende, så var det slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Nemt var det dog ikke, det var faktisk stressende og han havde jo også ladet Cassie være mere eller mindre igennem hele dagen. Han var jo lidt bange for eftervirkningen af fuldmånen og dagen i forvejen havde hun gjort det tydeligt, at hun fik en knaldende hovedpine af det, så han gjorde vel også bare bedst i at skulle lade hende ligge der og tage sig af arbejdet imens? Ikke fordi at han havde noget imod det. Tvært imod, så var det jo faktisk kun noget af det som han måtte nyde af, for det var da noget som han kunne finde ud af på egen hånd.
Et stille smil passerede roligt og stille hans læber, som han kunne fornemme at en anden måtte stå lige ved og tæt på ham, hvor han blot stille måtte hæve hovedet en anelse og vende blikket mod døren. Brillerne lod han bare hvile, for det var heller ikke fordi at han havde noget imod dem. Det var fint så længe, at han kun skulle bruge dem når han skulle læse. Alt det andet ville da virkelig være i overkanten! ”Burde du ikke blive liggende i sengen, Cassie?” spurgte han stille, som han måtte lade hovedet søge let på sned. Han lagde hænderne roligt i hvile ved bordet. Han vidste, at han burde vække hende for at lade hende vide, at de fik royalt besøg her til aften, men hun havde brug for hvilen og specielt med det som hun måtte have i vente. Han endte med at hæve den ene hånd, hvor han måtte fjerne brillerne fra hans næsetip og lod dem roligt hvile i hans hånd. De gyldne øjne endte med et mindre livligt skær nu hvor han var der så tæt på det blafrende stearinlys. Det rolige smil hvilede dog stadig på hans læber, ikke fordi at han kunne lade være med det, for det var vel også noget som hun ønskede? Noget ro og tid for sig selv, og nu valgte hun at opsøge ham af sin egen ganske så frie vilje? Ikke fordi at det vel var noget som kunne komme bag på nogen, for han vidste allerede at hendes hjerte havde afsløret hende og det var hun vel også selv klar over i den anden ende? Det var jo heller ikke fordi at det var fremmed for ham, for han kunne læse hendes hjerte, som havde det været ham en åben bog.

[Cassie Imirachi]

Foråret var en smuk tid, sådan som Cassie husked det. Hun havde altid elsket, at gå langs engene og samle blomster, sætte lidt kulør på hverdagen. Desværre var det ikke noget, hun længere var i stand til. Sommeren ville nærme sig, og allerede nu, kunne hun regne ud, at det ville blive forbandet korte aftener, tanken om at skulle skjule sig i en kiste, var ikke ligefrem noget hun måtte glæde sig til. Hun blev stående i døren, så ind mellem den smalle sprække, mens skæret af faklerne, måtte kaste sig over hendes ansigt, og give den mørke hud en intens glød. Han brugte læsebriller? Smilet bredte sig, ved synet af den pludselig sofistikeret mand, der sad på kontoret, fordybet i de mange papirer. At der ventede hende fint besøg, var hun slet ikke klar over, de sidste 3 dage, var mildest talt gået forbi hendes sind, hun havde været for udmattet til overhovedet, at blive opdateret omkring, hvad der foregik i landet. Hun strøg de mørke lokker over den ene skulder , lod dem falde ned over den elegante skikkelse. Lyden af hans pludselige stemme, fik det til at gippe i hende. Smilet aftog med øjeblikkelig virkning, hun rettede ryggen og så allerede nu ud til at være afvisende. Døren åbnede hun helt, lod skikkelsen træde til syne bag, han skulle jo nødig tro, at hun gik og belurede ham! Hun rømmede sig en smule ”Jeg værdsætter din bekymring Alex, men jeg kan ikke sove mere” hun tog yderst forsigige skridt ind, og lod hænderne folde sig foran hende. Cassie så fra døren og til ham, med en lidt undskyldende mine ”Jeg.. Det.. Jeg lurede altså ikke” påpegede hun stilfærdigt, og måtte hade hendes hjerte for at slå de faste slag, der igen var i stand til at afsløre hende. Hans ro smittede af på hende, hun kunne godt lide at se ham sidde der, betragte hende, som en mand burde betragte sin hustru, også selvom de på ingen måde var mand og kone, kun på papir! Hun sank en smule, hvad prøvede hun at bilde sig ind? Og ville det nogensinde lykkedes? ”Hvad laver du?” spurgte hun roligt, og trådte om bag ham, for at kunne betragte papirene. Det var sjældent hun interesserede sig, men når det kom til arbejdet der burde være hendes, så følte hun sig forpligtet til det, så lang tid Alex ikke ville tro, at dette var et ynkeligt forsøg på at være sammen med ham. Hendes hånd, lagde sig på hans skulder, så forsigtigt at hun knapt måtte berøre, mens det isblå blik hvilede alt for koncentreret hvilede mod papiret, taget i betragtning af, at hun knapt kunne læse det, med mindre hun virkelig fandt hendes koncentration. Cassie sukkede stille, hun kunne fornemme hans blik hvile på hende, derfor holdte hun det selv umådelig fast, selv på trods at han udemærket kendte hans virkning på hende.

[Deleted]

Alex vidste udmærket godt at Cassie på ingen måde, måtte se frem til sommeren, for den var ganske rigtigt et sandt helvede for mere eller mindre dem alle sammen. Ham specielt. Han kunne ikke fordrage det og han kunne også mærke på Cassie, at det ikke var noget som hun selv måtte se frem til. Jaqia skyldte ham en tjeneste og hun ville indfri den tjeneste, så der ikke var nogen gæld stående tilbage. Ikke nødvendigvis fordi at det var grevearbejdet som han var i gang med lige nu, selvom det stadig måtte være en utrolig stor del af det, hvad end om det var noget som han ville det eller ikke, så var det jo trods alt heller ikke noget som han kunne glemme helt, og specielt også fordi at Cassie ikke kunne gøre det. Han vidste det jo trods alt også godt og at hun hadet at være i den stilling som det hun måtte være lige i øjeblikket, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. De gyldne øjne faldt direkte til hendes skikkelse, som han sad med brillerne i hånden. Han var efterhånden vant til at bruge dem og specielt når han skulle arbejde som det han gjorde lige i øjeblikket, det var der slet ikke nogen tvivl om overhovedet. Han lod hovedet søge ganske så let og stille på sned, hvor selv ikke smilet ville falme det mindste, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Du burde hvile alligevel.. Det har været hårde dage for dig.” Ja, han kunne faktisk godt være bekymret for hende! Han lod hende blot træde ind på kontoret, for det var jo heller ikke fordi at det bare alene måtte være hans arbejde, men det var jo trods alt også hendes, selvom det ikke var det værelse som hun tilbragte mest tid i. Et tydeligt morende smil bredte sig på hans læber. ”Virkelig?” Han hævede sigende det ene bryn, som hun stillede sig bag ham, hvor han nu alligevel tydeligt kunne mærke hånden mod hans skulder. Han ønskede ikke at være den mest påtrængende lige for tiden, og da specielt ikke hvis hun havde hovedpine eller noget som helst i den stil. Han fik brillerne på plads igen som han vendte blikket stille ned mod papirerne. Det så bare ikke ud som om at det havde nogen ende på nogen måde. Han sukkede lettere indvendigt og tydeligt opgivende. ”Arbejde.. masse papirarbejde.” Han vendte blikket over sin skulder og mod hende. At hun så ham med brillerne på, var nu ikke noget som han havde noget imod, for han var efterhånden vant til at bruge dem. Han brugte dem jo faktisk altid når han sad og læste eller skrev som det han var i gang med for øjeblikket. Han vendte blikket mod papirerne, hvor han igen samlede det i to store bunker; En til vampyrsamfundet som han var ved at få etableret og en til Jaqia med grevepligterne. ”Du burde måske skifte tøj, Cassie. Vi venter royalt besøg i aften,” tilføjede han roligt, hvor han vendte blikket mod hende og med det stille smil på læben. Ikke fordi at det var noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. ”Hendes Kongelige Højhed, Jaqia ventes på døren i løbet af i aften,” afsluttede han roligt, som han rettede sig op. Lige nu så.. opførte de sig faktisk som et par, en tanke som han faktisk kun måtte nyde af.

[Cassie Imirachi]

En ting af gangen, den tid den sår. Ligenu ville hun blot nyde tanken, om fuglene der fløj omkring ved morgenstund, og de mange blomster der begyndte at spirer, lade sig frustrere over, at hun ikke havde muligheden for at nyde af det, som hun i virkeligheden ønskede. Kontoret føltedes behageligt lunt, hun var måske kold, men ulven stod temmelig kraftigt i hende, så sammentidig var hun i stand til at føle den klamme kulde, som hun havde været spærret inde i gennem flere dage. Hovedpinen var forsvundet, hvilket kun var lettende, men i det store og det hele så var hun stadig øm, hendes krop var stadig udmattet efter den hårde udvikling, og Cassie måtte faktisk frygte, at det med tiden ville tage hendes smidighed, og gøre hende ude af stand til at kunne danse. Blikket hvilede mod de mange papirer, visse ord gengkendte hun, men hun var ikke i stand til at sætte det i sammenhæng. Derfor var det umuligt for hende, overhovedet at lave det store arbejde, desuden havde hun igen idé om, hvad hendes nye stilling måtte indebære, hun stod der udelukkende fordi, at Alex havde udnyttet hendes forvirring, til at gifte sig med hende. Hun nikkede blot stille mod hans ord ”Tak men nej tak” endte hun stille. Hun slap forsigtigt hans skulder igen, som de stod mindede de mest af alt om et par, og det var blevet nemmere med tiden, men noget gjorde hende usikker omkring ham endnu. Cassie hævede et slankt øjenbryn, og lod ham fange hendes opmærksomhed ”Du har ikke tænkt dig at uddybe?” spurgte hun roligt. Hendes kinder brændte, han så næsten.. dejlig ud når han sad der, som den flotte mand han uden tvivl var, med et intenst glimt i øjet og den blege hud, og ikke mindst den lille detalje han havde tilføjet i form af brillerne. Det havde uden tvivl sin charme. Når det kom til hans nye stilling, når det kom til det royale besøg, så var hun på ingen måde opdateret, hun havde slet ikke overvejet alle de ting, siden den første gang hun var blevet forvandlet til en ulv. Hans ord fik hende til at se på ham, med direkte overraskelse og panik i blikket. Hun så ned af sig selv, den midnatsblå kjole, fik hende til at se så elegant ud, den fremhævede hendes krop, men den var langt fra passende til et royalt besøg ”Dronningen?” gentog hun stakåndet, med den tydelige panik. Hun havde aldrig mødt Jaqia i egen høje person, hun anede ikke hvordan hun skulle befærde sig ”Jeg... Du skulle have vækket mig før” hun så fuldkommen forvirret rundt. Og han havde bare tænkt sig at lade hende sove? ”For pokker Alex, jeg er stadig i natkjole.. jeg” hun rystede på hovedet, og strøg med en irriteret mine ud af kontoret, for at tage færden tilbage mod værelset. Hvad bildte han sig ind? Og hvad pokker skulle dronningen lave her? Som Cassie nu var Cassie, smækkede hun døren til soveværelset, så hårdt at hun vidste, det ville skære i Alex’s ører. Alt tilbage ved det gamle. Kjolen trak hun over hovedet, kastede ind i skabet, og gav sig istedet til at rode mellem de finere.. hvad pokker skulle hun tage på?!

[Deleted]

Alex kunne faktisk godt være en ordentlig mand, selvom det nu ikke var noget som de fleste lod ham vise dem. Mange havde allerede det indblik på ham, at han var en mand som man ikke kunne stole på, selvom det forholdt sig bare en smule anderledes. Hans blik hvilede direkte på Cassie. Han vidste allerede nu, at det var umuligt at få hende til noget som helst. Sagde man A, så sagde hun B, og sådan havde det jo altid været mellem dem. Ikke fordi at det ikke var noget som han ikke var vant til, for det var han da i allerhøjeste grad og det var heller ikke fordi at han ville gøre det mindste ved det lige nu. Hun havde brug for hvilen også fordi at han vidste, at det som ventede hende, i den grad også kom til at tage ekstremt på hendes energi. Han havde allerede fyldt maven med blod, for han havde en sjov tendens til at tro, at han selv skulle spille en rolle i det, men det var nu heller ikke fordi at han havde meget styr på alkymi selv. For ham så var det virkelig en ting som han burde og skulle holde sig langt væk fra. ”Efter i aften, så skal jeg nok fortælle dig omkring det. Vi tager bare en ting af gangen,” påpegede han stilfærdigt. Det var ikke fordi at han ikke ville indvie hende, for det ville han faktisk godt. Han skubbede stolen en anelse ud, hvor han vendte sig direkte mod hende i stedet for. Jaqia ville komme i aften og han havde ladet hende blive liggende i sengen udelukkende af den grund. Hun havde brug for alt den hvile som hun kunne få og det var noget som han vidste. Alkymi var ganske rigtigt ikke fuldkommen ukendt. Der var denne mand fra hans barndom.. den mand som havde været med til at lade ham hade det levende væsen; Nathaniel. Den dag han så den mand igen, så svor han..! Panikken var noget som han tydeligt kunne fornemme på hendes bankende hjerte. Det var jo heldigvis noget som varulven havde skænket hende igen, hvilket gjorde, at han uden det mindste problem, faktisk var i stand til at skulle lytte til hende, høre hende og hvad hun måtte føle når det kom til de selv kraftigste følelser som han efterhånden havde lært at tolke. ”Jep,” sagde han som havde det været ingenting. Han havde jo været ved Jaqia den ene gang under fuldmånen, selvom det nu var tydeligt at Cassie ikke anede det, så var han i den grad tilfreds med det. Kvinden skyldte ham en tjeneste og det var vel også bare på sin rette plads at få det hele indfriet på denne her måde og nu? ”Cassie..” Han nåede ikke rigtigt at få sagt noget mere, inden hun var endt med at fare direkte ud af kontoret. Han himlede let med øjnene. Der var heller ikke nogen grund til at gøre noget stort af det endnu! At hun måtte smække med døren, var noget som i den grad måtte skære i hans øre, hvor han selv måtte skære en mindre grimasse. Han rystede på hovedet. ”Kvindfolk..” mumlede han med en fast mine, som han fjernede brillerne fra næseryggen endnu en gang og lagde dem på bordet for selv at gå ud af kontoret og ned til hendes soveværelse. De havde jo stadig hvert deres, selvom det nu ikke var der de forholdt sig mest. Uden at tøve, så åbnede han døren, kun for at se at hun måtte rode igennem skabet. Han rystede smilende på hovedet. ”Jeg har lagt en frem til dig, Cassie.. Den hænger henne ved spejlet. Tag den på,” opfordrede han med en rolig, dog bestemt mine. Han nød altid at se hende i det blå. Det var en farve som han mente, faktisk klædte hende.

[Cassie Imirachi]

For et øjeblik siden, havde Cassie måske været I stand til at tænke over, hvor vidt han kunne være en god mand eller ej, men med den nyhed, så stod det helt anderledes til. Den svage puls, var blevet til hårde nervøse slag. Hvordan skulle man befærde sig blandt de royale? Den del af hendes titel, var slet ikke noget hun havde overvejet, før nu vel og mærke. Hvorfor havde han ikke vækket hende før, og forberedt hende på et så vigtigt møde. Smækket fra døren, skar ind i hendes egne ører, hun gispede en anelse forskrækket og skar en grimasse. Ville hun nogensinde vænne sig til dette liv? Hånden strøg igennem de mørke lokker. Hun forsøgte at bevare et vidst overblik, selvom hun virkelig var opfyldt af direkte panik og frustration. Skridt nærmede sig, hun vidste allerede at Alex var fuldt efter hende, og endnu engang havde han fint formået at miste den nyfundende charme. Hun ignorerede ham bevidst, ligesom han brød ind i soveværelset uden at tøve. Måske det var hendes, men når han sov der mere eller mindre hver nat, så var det svært at huske på. Cassie havde altid været stædig af sig, og hun var udemærket klar over, at han ikke fandt det nemt at leve sammen med hende, man kunne vel kalde det for skjulte protester? Hvad der ventede hende, det havde hun ikke den fjerneste idé om, tanken om at hun skulle udsættes for alkymi, og hvorfor dronningen kom, det lå alt sammen ukendt. Hænderne gled beskyttende omkring hendes nøgne bryst, det var ikke noget han skulle have glæde af, selvom hun nødhans betragtende blik ”Alex!” udbrød hun lettere irritabelt, over at han ikke havde banket på, før han var kommet ind. Hun lyttede til ham, lod blikket glide mod det store spejl, hvor den blå kjole, yndefuldt hang ned langs det gennemsigtige glas og afspejlede sig. Hun vidste at han elskede den farve til hende, og specielt den kjole, som måtte fremhæve hendes form, og give hendes hud en langt mere intens glød ”Du skulle have vækket mig” svarede hun i en vrissen, i hendes enorme taknemmelighed, over at han havde tænkt over hendes tøjvalg. Hun trak kjolen over hovedet, tilpassede den langs den runde krop, og glattede den ud i siderne. Den sad ganske vidst som syet på hende. Cassie ville have vendt sig mod ham, for at høre hans mening, men igen af ren stædighed, lod hun være. Istedet gik hun mod det lille sminkebord, hvor børsten lå på overfladen. Det mørke hår, lod hun stryge over hendes ene skulder, og begyndte at lade børsten glide igennem, selvom det bestemt ikke var let, taget i betragtning af dets længde og tykkelse, hun havde altid haft et stort hår ”Må jeg spørge om hvorfor, vi får så fint besøg?” hun var endnu betydeligt irriteret, og krævede svar, for det var ikke fair, at hverken ham eller Carmine, havde indformeret hende om det før nu! Smykker droppede hun, hun havde kun de helt store, for helt særlige lejligheder, hun havde aldrig ejet et, før hun var blevet en del af adlen. Rastløst vendte hun tilbage til spejlet, begyndte i mørket, at stadse sig ud, glatte kjolen yderligere, og sætte håret perfekt. I det store og det hele, var dronningen kun en undskyldning, for hun vidste at Alex ville nyde synet af hende, go i det store og det hele, var det hvad der virkelig betød noget.

[Deleted]

Alex kunne skam godt være en god hvis det var det som han ville, men det var skam også noget som han arbejdede på, for han prøvede virkelig at skulle imødekomme hendes krav til ham, selvom det bestemt heller ikke var særlig nemt for hans vedkommende, hvorvidt om det var noget som han ville det eller ikke, men pointen var vel også at han prøvede? Han sukkede tydeligt opgivende. Disse følelser var bestemt heller ikke til at gøre sig selv klog på, på nogen måde, men han prøvede da og igen så skulle han få hak for det? Det var da virkelig noget som måtte begynde at irritere ham noget så frygtelig voldsomt! At hun måtte smække med dørene, var virkelig noget som måtte skære ham i ørene, men det måtte vel også skære i hendes egne, nu hvor hun måtte stå direkte op til det? Deres hørsel var jo noget af det bedste som de havde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket på den ene eller den anden måde, men det var virkelig begyndt at irritere ham, at hun gjorde det som hun gjorde. Hun ville ikke give ham ret, fordi at han var ham! At han bare vadet direkte ind på værelset, tog han sig nu ikke af. Han var jo bare.. Alex? Den samme gamle som gik hvor han havde lyst til, desuden så nød han at det var ham som langt om længe havde magten og kontrollen over det her hjem, selvom både ham og Carmine ikke havde været særlig begejstret for valget af bolig, men det var vel bare bide i det sure æble og acceptere at tingene var som de var, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Han himlede let med øjnene. ”Du havde og har stadig brug for hvilen når Jaqia kommer,” påpegede han sigende og med den tydelige og næsten irritable stemme, ikke fordi at han ville gøre meget ud af det, men lige i aften, var det altså vigtigt at de stod fremme som et par og specielt fordi at Jaqia måtte komme på døren. Han havde brugt sin tjeneste for hendes skyld og dette var takken? Ja, han prøvede jo faktisk at skulle finde ud af det, selvom det bestemt heller ikke var nemt i den anden ende, men han prøvede da virkelig! At hun direkte vrissede af ham og viste sig fra den dyriske i hende, var noget som selv måtte få ham til at smile. ”Rauw..” hviskede han med det næsten så kække glimt i øjet, som han trådte helt ind på værelset og lukkede døren efter sig. Han lod hovedet søge let på sned, som han lod armene glide roligt over kors foran sig, uden at tage blikket fra hende på nogen måde. At hun kom i den blå kjole, var noget som kun gjorde ham glad, for han elskede den kjole! Carmine vidste det, udelukkende fordi at han skulle spille en endelig rolle i den anden ende, for de vidste begge to hvad det krævede at få det bæst ud af Cassie, for at få nymfen tilbage igen. ”Det royale besøg skyldes to ting. Jeg har noget vigtigt papirarbejde som hun skal have.. Og hun kommer for at indfri den tjeneste som hun skylder mig, netop ved at give dig dit liv,” forklarede han stilfærdigt og med hovedet let på sned. Der var vel heller ikke nogen som helst grund til at skulle lyve for hende? Specielt når det jo faktisk var på grund af hende, at Jaqia kom denne lange vej?

[Cassie Imirachi]

Den seneste tid, var hendes krav kun blevet strengere og strengere, udelukkende fordi hun efterhånden manglede en grund til at holde ham fra sig. Hans effekt på hende var slående, og det var en perfekt måde hvorpå hun var i stand til at tage den afstand. Den smækken med dørene, var bestemt heller ikke behageligt for hendes del, hvilket stadig var noget hun skulle vænne sig selv, det at hendes hørelse var blevet så stærk, efter at hun var blevet et dyr.. som ham. Man kunne vel roligt sige, at hun direkte irriterede ham med vilje, udelukkende fordi det gav hende hans opmærksomhed, uden direkte at vække mistanke om at hun ønskede den. Cassie fornemmede ham udemærket stå bag hende, betragte hende, selv på trods af den nøgne hud, før hun trak kjolen over hovedet. Han var den mest irriterende mand hun havde kendt længe! Hun lod hånden følge langs hendes talje og ned over hendes hofter, på trods at kjolen allerede var glat, hun vidste at han ville følge hendes bevægelse, for efterhånden havde hun lært om de tre gyldne s’er, hvilket var noget som Alex måtte følge til punkt og prikke. Det var længe siden, at Alex i det hele taget havde taget sig den frækhed, at gøre hvad der passede ham, hvilket var en tanke som i sig selv skræmte hende, sidste gang han havde valgt at tage sagerne i egne hænder, var hun vågnet op til månelyset som en gift kvinde. Hans reaktion på kjolen, bragte en varme, der steg hende til hovedet og fyldte de mørke kinder, dog skjulte det temmelig godt. Hun vendte sig mod ham, og himlede irriteret med øjnene ”Hvis det der var et kompliment, så nåede det ikke langt” fortsatte hun med at vrisse irritabelt. Armene lagde sig over hendes bryst, mens cassie betragtede ham med hovedet let på sned. Håret hang i de tykke bølger, mens hun måtte bøvle med at børste den igennem hele håret, der var så meget af det, at det efterhånden var svært at nå bagpå. De isblå øjne betragtede hans skikkelse, med en hvis nysgerrighed, hun ville hellere end gerne vide, hvad det royale besøg skyldtedes. Tankerne fløj hen på de bunker papirer, hun netop havde set Alex sidde med inde på kontoret, de var vel til Jaqia i så fald? Den sidste del fik hende dog omgående til at blegne. Hendes hjerte slog en fast rytme, hvor hun ikke kunne lade være, at lade blikket falde mod ringen der reflekterede i lyset fra natten, udenfor. Få hendes liv igen? Ville det betyde, at båndene til Alex ville blive brudte? ”Åh..” stilheden lagde sig hurtigt igen, hvad skulle hun egentlig sige? Måske hun hidsede sig op, og måske hun nød til gøre tilværelsen lidt umulig for ham, men kunne han ikke se, at hun blot prøvede at holde gnisten igang? Ville han nu rent faktisk, give hende hvad hun havde tigget og bedt om, hendes frihed, som hun alligevel slet ikke ønskede? Endnu engang vendte hun ryggen til ham, og så sig i spejlet, slet ikke tilfreds med den kvinde hun så. Hun sukkede stille, og lod blikket falde mod hans skikkelse gennem spejlet. Næsten allerede nu følte hun et tydeligt savn, en længsel..

[Deleted]

Ærlig talt, så måtte det virkelig, virkelig frustrere Alex, at forventningerne til ham, får noget af et boost, så snart at han så ud til at han faktisk ville være i stand til at skulle indfri noget af det som hun krævede af ham. Det var bestemt heller ikke fordi at han ikke prøvede, men han havde skam også erfaret, at det var når han blev frustreret nok fra starten af, så gik det også først for alvor kunne siges, a skulle gå galt på den ene eller den anden måde, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Det var længe siden sidst, men de spontane situationer havde skam været der, som da han havde bundet hende til tronen, havde drukket hende under bordet mildest talt, kun for at gifte sig, for han var slet ikke i tvivl om at hun var den mage som han skulle leve med igennem resten af livet og det var vel også lidt.. desperat, at skulle gå frem på denne her måde? Han blev stående og med blikket hvilende mod hendes skikkelse og med hovedet let på sned. At hun kom i kjolen havde han bestemt heller ikke noget imod, for han elskede virkelig når hun havde den på og det var noget som hun udmærket godt vidste. Han lod blikket søge let mod den anden side, som han gik hen mod hende. At hun afviste hans kompliment, var nu heller ikke noget som man kunne sige, ville overraske ham selv, for det var bestemt heller ikke nyt for hans vedkommende, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Han gik hen til hende, hvor han ganske roligt lod armene søge omkring hendes mave, eftersom hun måtte stå op. Hun var virkelig gudeskøn i den kjole og han elskede virkelig at se på hende i den! Han lagde hovedet mod hendes skulder, hvor han vendte blikket stille mod hendes skikkelse endnu en gang. Det så lette og nærmest morende smil gled over hans læber. Nærmest som hun var endt med at blive ramt af et ubehag? Det var jo heller ikke fordi at hun gjorde andet end at bekræfte for ham, at hun ikke ville have ham tæt på, at hun ikke ville have ham så tæt på som han var nu. ”Mhmm.. Jeg går ud fra, at du gerne vil opleve sommeren? Varmen og livet som nymfe igen?” spurgte han roligt, nærmest som havde det været så åbenlyst. Ringen bar han jo trods alt selv, selvom man ikke just kunne kalde for deres ægteskab for lykkeligt, for det var sjældent at de havde de stunder, hvor de kunne være sammen på denne her måde. Tungen strøg roligt over hans læber. Det kunne aldrig nogensinde falde ham ind, at skulle skubbe hende væk for alvor! Aldrig nogensinde! Han lod hovedet søge let på sned, hvor han skænkede hendes kind et roligt og blidt kys. ”Den tjeneste valgte jeg at bruge på dig.. Jeg ved hvor meget solen og varmen betyder for dig,” tilføjede han sigende. Han holdt af hende og han prøvede virkelig at gøre det så godt som det nu var ham menneskelig muligt, selvom det var tydeligt, at det bare aldrig var godt nok. ”Du havde brug for hvilen, kæreste.. Alkymi er ikke noget som enhver vælger at lege med,” afsluttede han roligt, som han vendte blikket mod spejlet, blot for at betragte hendes front. Han havde dog spejlbillede, for det andet, var intet andet end en myte som man ikke kunne bruge til en skid. Det var virkelig bare.. dumt! Han havde menneskelige følelser og hun var dog oså den eneste som kunne vække dem i ham.

[Cassie Imirachi]

Cassies krav blev kun større og større, hun gjorde det med største bevidsthed, man kunne vel roligt sige, at hun direkte frygtede tanken om at få ham for tæt på? At hun ikke ønskede, at han skulle leve op til de krag, for når han nåede dem, så beviste det kun for hende, hvor meget det faktisk lod til at betyde for ham, og det forvirrede hende. Det var længe siden, at han sidst havde haft en spontan aften. Et sted savnede hun det vel også, selvom han stadig formåede at tage hende med storm, det kom hun ikke uden om. Cassie fornemmede udemærket hvordan hans blik måtte følge hendes bevægelser, hun nød fornemmelsen af det, selvom det på ingen måde blev sagt højt, der var trods alt en grund til at hun måtte afvise ham. Hendes mine var stram, hun tvang smilet bort fra hendes læber, lod igen som han kun var i stand til at irritere hende. Gennem spejlet fulgte hun hans stille skridt imod hende, smeltede bogstavelig talt som smør, idet hans arme måtte glide omkring hendes krop, vikle hende ind i hans favn. Hjertet slog faste slag, det var selvfølgelig bare.. Alex, igen gjorde han alt for at irritere hende, men denne gang, lystede hun på ingen måde at skulle trække sig derfra. Uden at tænke yderligere over det, lod hun sig falde ind mod hans favn, mens hendes hænder lagde sig over hans. Dette var et af de få øjeblikke, hvor de måtte stå som et par, også selvom hun stadig var dybt irriteret på ham. Hun betragtede dem i spejlet, betragtede hans charmerende smil, med det lække glimt i øjet, der lagde sig mod hendes skulder. Et diskret smil passerede de rosenrøde læber. Hun elskede billedet, også selvom den tanke i sig selv frustrerede hende. Hans ord, lod straks stenene falde fra hendes bryst, hun sank en anelse i hans favn, han greb hende vel? ”Åh.. Selvølgelig, det ville jeg elske, Alex” hun vendte sig med fronten til ham, hvilket til hendes egen ærgelse, tvang hende ud af hans arme. Hendes blik var tydeligvis nysgerrigt, som hun forventede en efterfølgende forklaring. Tanken om at kunne gå ud, plukke af de friske blomster, nyde lyden af fuglesang, det ville være direkte fantastisk! Men hvordan kunne Jaqia være villig til, at skænke hendes grevinde en prociansk race? Hans kølige læber rammede hendes silkebløde kind, hun følte det brænde behageligt i flere sekunder efter, mens hans ord direkte måtte overraske hende. Jaqia havde skyldt ham en tjeneste, en han kunne have brugt på alverdens ting, men som han havde valgt at skænke hende? ”Jeg.. det.. Tak” endte hun endelig, i hendes jagt på ordene. Nu forstod hun meget bedre, hvorfor han ikke havde vækket hende noget før. En lidt skyldbefængt mine trådte til. Hun lænede sig frem, og plantede et stille kys mod hans kind ”Tak” hviskede hun stille. På det seneste havde hun lært meget om de vampyriske væsner, og også fundet meget som en myte, han havde et spejlbillede, og det kunne ses der med hende. Irritationen lagde hun en anelse fra sig, det var en pæn tanke. Hun tog en dyb indånding, vendte sig mod spejlet igen ”Hvordan ser jeg ud?” spurgte hun en anelse opgivende. Et kongeligt besøg, havde hun slet ikke været forberedt på, og Alex vidste hvor nervøs tanken gjorde hende. Fingrene dansede let hen over hendes kind, hvor han netop havde plantet et kys. Netop derfor var alt dette svært for hende, på en og samme tid, skulle hun hade og elske ham. Det gjorde det blot langt lettere med hadet, for det at elske ham, ville betyde at hun skulle give ham hendes krop, hjerte og sjæl, og det var noget som en dag kunne få fatale følger.

[Deleted]

Alex havde efterhånden også fundet ud af, at Cassie gjorde det med vilje. At det jo så frustrerede ham, var noget som han kun var tvunget til at skulle bide i sig, selvom det bestemt heller ikke var nemt for ham. Han var virkelig egocentrisk, han handlede ud fra sit eget bedste og det var også det som han havde gjort frem til nu, netop ved at indvie det ægteskab i fuldkommen fuld tilstand, så det var jo trods alt bare sådan at det nu endelig måtte være. De gyldne øjne hvilede på hendes skikkelse. Hun var virkelig gudeskøn i den blå kjole og det var noget som han i den grad også måtte nyde noget så frygtelig godt af i den anden ende, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Hovedet lod han søge let og stille på sned, selv uden at skulle se væk fra hende. Det var jo heller ikke fordi at han kunne. Han prøvede virkelig at imødekomme hendes krav og hvad hun forventede af ham, men det var bestemt heller ikke nemt altid! Hun gjorde det bestemt heller ikke nemt for ham på denne her måde, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke! Han kunne ikke gøre andet end at følge hendes bevægelser, betragte sig af hende som hun stod der som denne gudinde som hun var i hans øjne. Han kunne virkelig ikke undvære hende. Hun var og blev virkelig den kvinde som han var temmelig sikker på, at han skulle leve resten af livet med. Hendes hjerte slog den faste rytme, som han næsten var i stand til at skulle danse til den, hvis det var det som skulle være muligt og det var virkelig noget som kunne betage ham! Betage ham som intet andet! I sig selv, så var det jo trods alt også den eneste kvinde i hans liv som kunne have den påvirkning af hende. At hun faldt til ro, var noget som måtte fryde ham, for.. hvad havde hun da været bange for? Hun ville elske solen og hun vil elske lyset og varmen, hvilket han var klar over. Det var også derfor at det var noget som han ønskede at give hende. Han ønskede faktisk at gøre hende glad, hvilket i den grad heller ikke var noget som lå til ham personligt på denne her måde. For ikke at glemme, at han virkelig måtte være overrasket over, at hun valgte at synke helt ind i hans favn, for det var noget som hun normalt ville have nægtet. ”Jeg gik ud fra, at du ville nyde, at kunne se solen stå op igen.” De gyldne øjne vendte han stille mod hende, som hun vendte sig i hans favn og stillede sig med fronten til ham. At hun endte nærmest helt mundlam, var noget som alligevel måtte smile ved, for det glædet ham dog, at han i det mindste kunne gøre bare en anelse rigtigt også i hendes øjne! Han rystede let og stille på hovedet til hendes ord. Han lod hende vende sig igen så hun kunne stille sig med fronten mod spejlet endnu en gang, hvor han igen stillede sig bag hende. ”Jeg har alt det som jeg kunne ønske mig her på stedet. Jeg ser længslen i dit blik når solens lys kan fornemmes udenfor, Cassie. Jeg ved du mangler det.. Jeg ved du savner det.” Han lod blikket søge mod hendes skulder, hvor han skænkede hendes skulder et blidt kys. At hun spurgte ind til hvordan hun så ud. Han lod endnu en gang hænderne glide omkring hendes slanke liv, hvor han trykkede hende tæt ind mod sig. ”Du ser absolut gudeskøn ud,” afsluttede han roligt og med det samme svage smil på læben. Han så stille på hende. Det hele var vel også okay igen? ”Jeg må tilbage til arbejdet inden Jaqia kommer. Du skal være velkommen til at følge med og lave lidt,” afsluttede han sigende idet han roligt slap hende.

[Cassie Imirachi]

Enhver handling var noget som Cassie skam gjorde ganske bevidst, I frygten for, rent faktisk at ende med, at skulle lukke ham ind. Han var en egocentrisk mand, hvor hun var det stik modsatte, så lyset i folk frem for mørket, og i dette øjeblik var lyset faktisk noget der måtte blænde hende. Tanken om dronningen gøren denne aften, gjorde hende nervøs, det kunne hun ikke komme uden om, ville det gøre ondt? Han havde trods alt lige afsløret, at hvilen var hende nødvendig for at kunne gennemgå det. Et andet sted, så var hun fuld af forventing, allerede nu kunne hun se for sig, hvordan blomsterne måtte spirer for hendes blik, hvordan bladende måtte blomstre og skabe de store trækroner. Til tider savnede hun skoven, som nymfe var hun stadig bundet af den, og det ville hun altid være, på steder som dette var hun svagere, men selv det var noget, man med tiden ville vænne sig til. Hendes hjerte stoppede med at slå. Det gippede lidt i hende, de første sekunder hvor hun igen måtte minde sig selv om, at ilten ikke længere var nødvendig. Hvad end de forvandlinger havde gjort ved hendes krop, så fungerede den, på en yderst mærkværdig måde. Om et par minutter ville hendes hud igen være kølig som is, nøjagtig ligesom Alex’. Hovedet gled en anelse på sned, hun betragtede ham i spejlet, så rolig og så kærlig som en ægtemand burde være. Hver eneste gang hun satte et krav, fulgte hnm efter og forsøgte at imødekomme dem, når hun viftede med hånden fulgte han hendes mindste vink, udelukkende for de få øjeblikke, hvor han som nu fik lov til at holde om hende, og holde hende tæt ind sig sig, føle hende og den bløde silke hun var omgivet af i form af kjolen. Rytmen var forsvundet, der var ingen dans uden de intense hjerteslag. Cassie sukkede dybt. Hendes hjerte skreg efter ham, selvom han var tæt, så var det aldrig tæt nok, hun vidste at hun elskede ham, men ville endnu ikke erkende, det faktum at han var den mand, som for altid var blevet hendes, uanset hvor hun ville gå, hvor hårdt hun ville prøve, så ville han leve i hendes blod og hendes hjerte, som hendes skaber og evige mage. Det var stadig ikke noget hun havde forstået til prikke, og for nu troede hun heller ikke selv på, at hun havde mødt sin. Hænderne hvilede over hans. Ganske forsigtigt, lod hun tomlen stryge over hans knoer. Allerede nu var hun faldet langs mere til ro. Under hendes kærtegn følte hun hans ring sidde hvor den hørte til, hvilket kun måtte lette Cassie yderligere, hun var ikke klar til at give slip. Ganske svagt nikkede hun, som en tydelig erkendelse ”Jeg savner den. Det eneste jeg ser er mørke, midt i forvirring og frustration, jeg mangler det” medgav hun stille ”Jeg skylder dig stort tak” gentog hun stille, og lod hovedet falde tilbage mod hans bryst, hvor hun stille plantede et kys mod hans hage. Det var sjældent, at de stod tydeligt som par, men de havde deres øjeblikke. Det stille kys mod hendes skulder, lod det sitre helt ud i fingerspidserne, det var ikke retfærdigt, nu hvor de begge vidste, at hun havde en dyrisk side, der for hendes del endnu føltedes dybt forbudt. Et lille smil sneg sig om hendes læber. Hvis han så hende som gudeskøn, så var hendes mission også lykkedes. Hun nikkede stille ”Hvis du kan bruge min hjælp, så.. meget gerne” svarede hun roligt.

[Deleted]

Cassie var virkelig en utrolig mærkelig fisk! Alexander vidste udmærket godt, at han virkelig var egocentrisk, han var en mand som kun måtte tænke på sig selv, for det havde han jo trods alt også altid været. En fortid og en ting omkring ham, som hun nok aldrig havde kendt til, selvom man kunne læse sig frem til meget af det, netop ved at læse i historiebøgerne, for hændelserne fra dengang, de var nedskrevet. Han vidste nemlig at den kære Nathaniel havde skrevet det hele ned dengang, for han havde været der.. han havde stået og set til. Han ville nu ikke tænke mere over den tid lige nu, for det var en fortid. Nej, han ville faktisk hellere tænke på den fremtid som han forhåbentlig skulle have sammen med Cassie. Det var jo trods alt bare.. at overbevise hende om, at han ikke var så ond og modbydelig. Han vidste at solen, sommeren og lyset, var noget som betød uendelig meget for hende og hvem ville da ikke prøve at glæde sin kone bare en smule? Selvfølgelig, så gav han hende den oprigtige mulighed for at søge væk fra ham, men han havde vel også troen på at hun faktisk ville ende med at blive? Ikke fordi at det var noget som han ville tage meget fejl af, for et sted så vidste han også helt præcist hvor han havde hende, og det var noget af det som gjorde det hele så meget bedre. De gyldne øjne betragtede hende sigende og med den samme betagede mine. Han kunne simpelthen bare ikke lade være! Specielt når det var hende! Lige nu måtte de stå der som et par, hvilket var en tanke som glædet ham. Han gjorde da heller ikke alt forkert og det var bare skønt at få det bekræftet på denne her måde! Han vendte blikket mod hende. ”Jeg har anet det,” påpegede han stilfærdigt. Nok var han utrolig egoistisk – en ting som han altid havde været, for det havde været det eneste træk som han havde haft at kunne gøre brug af for sin egen beskyttelses skyld og sin egen overlevelse. ”Sådan som du har stirret mod vinduet når vi er gået i seng..” At hun kyssede hans hage, var noget som kun svagt måtte få ham til at smile, så de spidse tænder måtte vise sig i hans mundviger. Dog kun ganske svagt, for det lignede ham jo heller ikke at skulle smile på denne her måde. Bare den tanke til at hun måtte have en dyrisk side, var noget som selv måtte more ham og noget så frygtelig voldsomt, hvad end om det var noget som han ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være. Han smilede sigende og vendte blikket mod hende. Han ønskede stadig at lære hende kunsten at skulle skrive og læse, selvom det bestemt ikke var nemt med en som ikke så ud til at ville have det. ”Så snart at Jaqia kommer, min kære.. Så kan du endnu en gang begive dig ud i solens lys.” Han lod hånden stryge hende forsigtigt og roligt over maven, da hun heller ikke viste tegn til ikke at ville have det, hvilket kun gjorde det hele så mange gange bedre også for hendes vedkommende. ”Du ved da, at jeg altid kan bruge din hjælp, Cassie.. Jeg har fået lidt.. private opgaver af Jaqia som jeg skal have færdigt til hun kommer..” Han endte med at slippe hende, kun for at tage hendes ene hånd. Han var dog meget bestemt i sine handlinger, da han igen vidste hvad han ville have. ”Kom.. så skal jeg nok hjælpe dig i gang,” afsluttede han sigende, som han med en rolig og næsten som en gentleman, førte hende ud af værelset og tilbage mod kontoret. Hun skulle jo trods alt også lære det før eller siden.