Something new.. A new start?

[Cassie Imirachi]

Cassie var udemærket klar over, at hun ikke var let at tilfredsstille. Hendes problem var efterhånden, at hun aldrig havde været særlig kravestor, nu var hun blot nødt til at opdigte, alt for at han ikke ville kunne nå hende, men hvorfor? En ting der virkelig måtte frustrere hende, var at hun ikke kendte det mindste til den mand, som hun var bundet til af det hellige ægteskab, og som formåede at smelte hendes bryst forbandet hurtigt, hun havde ingen idé om hvor han kom fra, hvad han forældre hed, om han havde søskende, om han nogensinde havde haft en kvinde inde på livet, de små ting der udegjorde det man kunne kalde for tillid, og hun kendte ingen foruden Carmine der var i stand til at fortælle hende omkring det, og de gange hvor hun roligt havde forsøgt at komme ind på det, så havde han skubbet det over på et andet emne. Hun havde en tendens til at tro, at han gjorde det ganske bevidst. De blide strøg over hendes mave, lod det kun sitre behageligt. Hun nød den opmærksomhed, som han måtte skænke hende, også selvom hun forgav alt andet. Han var ikke ond og modbydelig, det var hun skam allerede overbevist om, og alligevel så forsøgte hun stadig at overbevise sig selv om alt andet. Hvilken ond og modbydelig mand, ville give hende glæden ved sollyset tilbage bare sådan? Et lille smil dannedes i det indre, hvor hun næsten måtte morer sig over hendes egen panik ovet tanken om at skulle slippe ringen, og dermed slippe ham. Han prøvede virkelig, og det så hun også. Hovedet hvilede mod hans skulder, hun så op på ham, så meget som det var hende muligt, mens hun lyttede til hans ord ”Alt jeg har set himlen blive lysere, men ikke fået lov at nyde solen. Vi går sommeren i møde, og jeg kan ikke nyde af den” hviskede hun stille. Det var tydeligt, at den tanke i sig selv måtte bekymre og frustrere hende, det var noget hun manglede. Synet af hans tænder fik hende ikke længere til at skælve, hun huskede stadig den længsel, og det begær der havde meldt sig i hendes sind, så snart hans tænder havde valgt at synke i hende. Smilet bredte sig. Snart ville hun være fri til at søge dagens lys, noget som hun ikke kunne vente med ”Det var en gave” erkendte hun med et lille nik. Cassie var skam i stand til at udvise taknemmelighed, selv når det var ham det kom til. Hendes blik blev en anelse undrende. Hun ville hellere end gerne hjælpe ham med alt det skriftelige, men hun kunne hverken læse særlig godt, og hun kunne kun skrive ganske lidt, og hun tvivlede på, at Jaqia ville finde sig tilfreds med rapporter, fyldt med vidunderligt mange stavefejl ”Private sager?” gentog hun en anelse uforstående. Hvor meget var hun egentlig gået glip af under fuldmånen? Det måtte da alligevel have været en del? Hånden gled i hans, hun kunne mærke hans vilje, derfor ville hun heller ikke begynde at sætte sig imod ”Hvilke private sager?” spurgte hun nysgerrigt. Lige denne aften, kunne hun vel godt lade facaden falde blot en smule, om ikke andet så for nu? Cassie nikkede let, og fulgte ham blot tilbage mod kontoret, lidt nervøs for hvad der skulle til at ske. Det var igen ikke særlig meget af det arbejde hun fik lavet, også selvom hun i det store og det hele, faktisk ønskede at skulle hjælpe.

[Deleted]

Alex var udmærket godt klar over, at hun ikke vidste nær så meget om ham som det han måtte kende og vide til hende, men det var sådan som han havde bedt om det. Hans fortid var bestemt ikke noget som man skulle råbe hurra for, og det var noget som han vidste. Han kendte ærlig talt ikke selv sine forældre, for han var revet fra dem lige så snart, at han var blevet født. Han havde sine anelser, for han havde jo undersøgt sagen i eftertiden, for hvem ville dog ikke lære sine forældre at kende? At de jo så havde været døde, var jo så det som gjorde, at det ikke var et spørgsmål som han nogensinde ville finde svaret på. Han var en hård mand, han var en lukket mand og når det kom til hans fortid, så var der virkelig ikke noget at komme efter, for der var han virkelig lukket som en østers! Han ønskede bare at give Cassie hvad hun havde krav på og behov for, selvom det bare aldrig var godt nok, men han forsøgte da, uanset hvor frustreret, at han måtte være i den anden ende, men han prøvede da! Han lod hånden fortsætte de rolige strøg mod hendes mave, som han vendte blikket mod hende. Solen havde altid været ham det største mareridt, men for hende, så var det jo det modsatte, og han vidste at hun længtes efter det. At det jo så var endnu et pusterum fra ham af, måtte jo så bare være det som han måtte acceptere, for et sted, så var han jo også bange for, at hun ville ende med at tage flugten fra ham og det ville jo senere hen, bare ende med at koste hende livet. Han nikkede sigende. Lige i aften var han fuldkommen rolig, for han vidste, at det hele nok skulle få efter at Jaqia havde været her. Umiddelbart så var det jo bare arbejdet for vampyrerne som hun skulle have, så det var ved at gå helt hen i den rigtige retning. ”Sommeren går vi i møde og jeg ved hvor meget solen og lyset betyder for dig Cassie.. Hvor meget nymfen betyder for dig.” Han strøg roligt hendes hår over den ene skulder, hvor han lod hovedet søge mod hendes.. Den søde duft som måtte ramme hans næsebor, var noget som næsten måtte få ham til at sitre, for det var virkelig kun hende som kunne bringe ham denne form for ro og det var virkelig rart. Hans gyldne øjne betragtede hende igennem spejlet og med den tydelige tilfredse mine, som han endelig måtte tage hendes hånd i sin egen. ”Private sager ja. Jaqia satte mig på en frygtelig vigtig opgave,” fortalte han roligt, som han førte hende med sig tilbage på kontoret, hvor det kun var det lille stearinlys som måtte brænde lystigt. Det var næsten brændt ned efterhånden, selvom det nu ikke var noget som rørte ham som sådan. Han kunne jo altid finde et nyt. Han førte hende stille hen til stolen, hvor han bød hende til at sætte sig ned. Han kunne sagtens stå lidt op. Han havde jo siddet i den stol mere eller mindre hele dagen, for han havde virkelig også haft travlt! ”Jaqia har pålagt en opgave på mine skuldre som jeg har arbejdet med hele dagen. Det var aldrig min mening at lade dig ligge i sengen alene.. Jeg vidste, at du var skarpt bevogtet,” tilføjede han roligt og med en sigende mine. At lade hende ligge ubeskyttet, var aldrig noget som kunne falde ham ind på nogen som helst måde overhovedet! Han smilede let og vendte blikket mod den store bunke papirer som udgjorde overskriften; Vampyrer og deres nye love. En ganske enkel overskrift, men det var heller ikke fordi at han var helt kreativ af sig. Han var langt mere til det seriøse arbejde end som så.

[Cassie Imirachi]

Det måtte virkelig frustrere Cassie, at hun ikke kunne sige sig at kende det mindste til ham, hun ville dog heller ikke, spørge yderligere ind til hans fortid, for ønskede han, at hun skulle vide besked, så ville han vel komme til hende, af sig selv? Desuden så skulle han nødig få den idé, at de faktisk var på vej mod et ægteskab som det.. burde være. Uden de mange skænderier konstant, uden kampen for ikke at nyde hans kærtegn, eller lade ham røre hende, og hvor de hver især kendte hinanden bedre, end det som nogen anden måtte gøre det. Hendes fortid var dog meget åbenlys, hun var en nymfe, hendes mor havde forladt hende, hendes far havde været tilfældig, Chryseis havde taget sig af hende, den samme sørgelige historie, som hun end ikke ønskede at bebyrde ham med. Hans strøg lod en sitren tage til i hendes indre, en sitrens om Cassie selv bandede langt væk. På nuværende tidspunkt, så havde hun intet andet valg, end blot at lukke ham ind, det var trods alt noget af et skridt, blot det at give hende en så stor gave, som det liv han havde taget. Alex var lykkelig. Eller det lod han til at være om ikke andet, også selvom Cassie udemærket var klar over, at hun ikke ligefrem gjorde det nemt for ham, om ikke andet så var hun omkring, og han stod som greve, i det mørke han altid havde levet i. Hende selv derimod, var kastet bort fra solens lys, hun var kastet væk fra den natur, der i virkeligheden skabte hende, og selvom det ikke længere var livsnødvendigt for hende, så levede hun en andens liv, et liv som hun ikke var i stand til at finde sig til rette i. Hun sukkede tungt. Hendes hånd hvilede i Alex’s mens hun lod sig trækkes med tilbage mod kontoret. Selvom hun endnu var nervøs ved tanken om det fine besøg der lå dem i vente, så løftede det hende, med tanken om hvilke hjerteslag der ventede hende ”Det er en del af mig” påpegede hun en anelse stakåndet, det var stadig svært at følge ham, også selvom hun nu selv, bar den egenskab af hurtighed. Alt det ville hun end ikke nå og vænne sig til, ikke fordi det gjorde hende det helt store. Cassie vendte øjne. Hun trådte ind på kontoret ”Og du har ingen planer, om at uddybe det” konstaterede hun hurtigt, eftersom han blev ved at sige ’privat opgave’, frem for nogle detaljer. Hun strøg kjolen glat, før hun lod sig glide ned i det varme sæde, og betragtede papirene foran hende. Med lettere besvær kunne hun læse de bogstaver som prydede forsiden. De isblå øjne, stirrede intenst på bogstaverne, mens hun uden en lyd, prøvede at udtale sig frem til ordene, ved hjælp af bogstaverne, som hun om ikke andet kendte. En anelse stolt, og så alligevel med en rynken på panden, lod hun blikket glide mod ham ”Vampyrer og deres nye love?” gentog hun, med en tone, der næsten direkte spurgte om det var en joke. Hun havde altid været en kreativ kvinde, god til at bruge kroppen, hænderne og tænke et andet sted. Hun trak et stykke tomt dokument frem, dyppede pennen i blækket ved siden af, og gav sig til at tænke blot kort, før hun skrev et par titler op: Vampyrers lovbog, Vampyrer og deres uhellige regler, Vampyrers 10 bud (Eller hvor mange der nu er), Mørkets love, Vampyres blodbog og Love fra (livets,blodets eller støvets) opstandelse. Hun lagde pennen fra sig, med et distræt smil ”Hvad med en af dem?” spurgte hun roligt. Selvølfelig var alle titler valgt ud fra en vis betydning, hun vidste jo at kun blod var helligt hos deres væsen, så det var vel også en anelse i ironi?

[Deleted]

Alexander vidste udmærket godt, at Cassie ikke kendte det mindste til hans fortid, men det var der også en umådelig stor og god grund til, for han havde aldrig nogensinde fået sig selv til at åbne op og snakke om den. Der var kun en her på stedet som kendte til den og det var Carmine og det var sådan at det skulle være. Han kunne vel bare håbe, at hun en dag ville ende med at acceptere kendsgerningerne om at de faktisk var gift, selvom det vel efterhånden var ved at gå i den rigtige retning. Han elskede hende, også selvom han vidste, at han virkelig ikke havde været den bedste til at vise det, men når man aldrig havde været vant til følelser eller noget i den stil fra før af, så var det bestemt heller ikke fordi at det var særlig nemt, for det var det bestemt heller ikke! At hun jo savnede og manglede sine hjerteslag, var noget som han godt kunne forstå.. specielt hvis det var noget som hun jo altid havde været vant til, så var det faktisk også noget som han ønskede at give hende tilbage, hvis han ar i stand til det, selvfølgelig, også selvom han vidste, hvad det måtte koste ham selv i den anden ende. Han lod hovedet søge let på sned. Han havde nu troen på, at hun ikke ville stikke af, selvom det virkelig var at skulle sætte håbet en anelse højt, for han kendte hende, men det var jo heller ikke fordi at hun var smuttet endnu, så selvfølgelig var det jo kun noget som han kun måtte være glad for i det store og hele, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Som han fik hende med sig tilbage på kontoret, så slap han hendes hånd. Han havde aldrig været den mest kreative når det måtte komme til navne, men han kunne da forsøge om ikke andet. Han vendte blikket sigende mod hende, som hun læste over hans overskrift – som man nu heller ikke kunne kalde for en overskrift af den grund, men tanken bag den, var vel også tydeligt? Han kunne ikke holde det hemmeligt for hende, og det var bestemt heller ikke hans hensigt i dette foretagende, men han var bare nødt til at have så meget af det færdigt som overhovedet muligt inden at Jaqia måtte ende med at skulle stå på døren. ”Jeg skal nok forklare dig det hele, Cassie,” lovede han oprigtigt. Meget kunne han sige, men dette var faktisk ord som han måtte mene! Han vendte de gyldne øjne stille mod hende. Hendes tone v ar tydeligt et tegn på at hun ikke just var imponeret over hans skrift eller kreative titel, for han havde slet ikke hjerne til at udtænke det på den måde! Nej, der var han altid gået fuldstændig kold hvad det angik. Han fik roligt brillerne på igen, som han stillede sig med armene over kors og så til som hun skrev. Selvfølgelig var alle hendes ord med visse skrivefejl, men i hans øjne, så var pointen da om ikke andet, at hun prøvede på det. Han rynkede panden i en tydeligt eftertænksom mine. ”Vampyrernes blodbog og love?” Han vendte hovedet let mod den anden side. Det var faktisk en titel som han rigtig godt kunne lide. Et stille smil passerede hans læber. ”Tja, hvad kan jeg sige? Af os to, så har du altid været den mest kreative,” påpegede han stilfærdigt. Han rettede sig roligt op, som han satte sig på bordkanten og med hænderne hvilende i sit skød. ”Det passer perfekt til mine regler for vores slags,” mumlede han let for sig selv. Han vendte blikket mod hende idet han fjernede brillerne igen. Han kunne desværre ikke læse uden dem længere, også selvom skrivekunsten havde taget ham evigheder at lære. Bogstavelig talt.

[Cassie Imirachi]

Cassie vidste udemærket godt, at Alex og Carmine havde et forhold som hun ikke havde forstået sig på. I alt den tid hun havde kendt Alex, så havde Carmine været omkring, ikke at hun selv som sådan, havde haft noget at gøre med manden, faktisk fandt hun ham en anelse skræmmende, selv mere end det hun fandt Alex, og det i sig selv sagde ikke så lidt. Èn ting stod dog klart; Skulle de nogensinde leve som et ægtepar, skulle hun nogensinde acceptere det faktum, at hun var sammen med en mand hun faktisk måtte elske, og holde af som det hun burde gøre, så skulle hun kende ham. Hun kendte hans navn, hans titel og nogle af hans tendenser, men det var vel mere eller mindre også det? Hun havde været tvunget til at fortælle ham om pagten, og dermed stort set hele hendes barndom, og det frustrerede hende, at han aldrig indvigede hende, i det som hun ønskede at blive indviet i; nemlig ham. Hvor vidt han så i det store og det hele virkelig følte for hende, det var hun stadig ikke nået frem til, han forvirrede hende hele tiden. For blot et par uger siden havde han næsten oftret livet for hende mod den ulv, og et par uger før det, havde han været så vred på hende, at han havde taget hendes liv i bogstavelig forstand. Cassie bed tænderne sammen og skubbede de tanker væk, nu skænkede han hende det jo igen, så ingen yderligere skade sket, men det forvirrede hende. De slanke fingrer strøg igennem det silkebløde hår, der øjeblikket skilte sig for dem. Blikket gled ned over hendes titler, der var prydet med tydelige stavefejl, hun havde aldrig været god skriftelig, og hun havde bestemt aldrig været god til det arbejde, hvor hun ikke havde en mulighed for at udfolde sig. Med de titler, og det at hun havde formået at læse den gamle, så var det et umådelig stolt glimt, der lå gemt i de isblå øjne. Hun betragtede ham nærmest afventende, mens fingrene begyndte at trippe en anelse utålmodigt hen over bordpladen. NU hvor hun havde fundet ham en titel, så var det hans tid til at forklare ”Du må hellere skynde dig, inden vi får fint besøg” påpegede hun, med selvtilfreds mine. En ´lille nysgerrighed prikkede i hende, det kom hun ikke uden om. Det at han tog brillerne på, gjorde hende bestemt intet, og da særligt ikke når han bar den alvorlige mine, det fik ham til at se maskulin ud på en måde, der faktisk kun vækkede hendes.. hun bandede over sig selv, skød straks de tanker fra sig, når det kom til det at være dyr, så var det ikke noget hun hverken havde, eller ville vende sig tiL! En mindre rødmen afslørede hende, hun så stift ned mod papirert, men hendes rastløse trippen var holdt op. Cassie nikkede uden at se på ham ”Jeg tænkte.. Blod er det eneste hellige for din slags, så..” mumlede hun en anelse forlegen. Hun omtalte end ikke sig selv, som en af hans slags, for sådan kunne hun ikke se sig selv. Det lille distræte smil, spillede dog over læberne, mens hun selv forsøgte at skulle ligge det i skjul ”Kreativ og kreativ” mumlede hun beskedent, på trods hun udemærket var klar over, at det var hendes område. Hun løftede en finger ”Ikke tag dem af!” udbrød hun, og tvang dog hurtigt blikket bort i forlegenhed, uden nogen tro på, at hun faktisk havde sagt det højt. Hun rystede en anelse på hovedet af hendes egen dumhed. En anelse afvigende viftede hun med hånden ”Nu fandt jeg dig en titel, nu giver du mig en forklaring”

[Deleted]

Alex og Carmine havde altid været slyngkammerater og det var noget som de stadig måtte være den dag i dag, for det var jo heller ikke fordi at det havde forandret sig det mindste på den ene eller den anden måde, men det var jo faktisk de færreste som i det hele taget måtte vide. Deres fortid var det eneste som han var lukket fuldstændig af på, og han vidste at Carmine gjorde nøjagtigt det samme, for det var vel også noget som stadig måtte præge dem begge på den ene eller den anden måde? Ham selv, havde aldrig nogensinde fået det bearbejdet på den ene eller den anden måde, selvom han vidste, at han burde fortælle det til Cassie, så hun vidste bare den del omkring ham, for hun vidste jo.. ingenting? Efterhånden havde han vel også vist hende, at han faktisk brød sig om hende.. at hun betød meget for ham? Ikke bare fordi at han beskyttet hende på den måde, som han gjorde det, men også det at han faktisk havde sat sig selv i fare for at redde hende fra at blive flået til ingenting af den varulv som selv havde revet voldsomt i ham selv. Ikke fordi at han ville tænke på det nu. Han ønskede at tænke frem i tiden, han ønskede at tænke frem mod det som de havde haft og det som de forhåbentlig endnu måtte have når hun fik solen, lyset og den høje dag tilbage igen, selvom han virkelig ikke brød sig om det, men hvad gjorde man ikke for den kvinde som man elskede og holdt af? Et svagt smil passerede hans læber, så hans spidse tænder endnu en gang måtte vise sig. ”Tja.. Udkastet er mere eller mindre færdigt. Jeg skal have hendes godkendelse til at få det hele offentliggjort,” fortalte han stilfærdigt, som han vendte blikket mod hende endnu en gang. At hun godt kunne lide når han havde brillerne på, var nu ikke noget som han tænkte yderligere over. Han brugte dem jo altid når han skulle læse eller skrive, for man kunne vel godt sige, at ordene sejlede lidt for hans blik ellers? Og det var noget som han bogstavelig talt måtte være træt af efterhånden, det var der heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. ”Det er det skam.. Og det har det altid været og det er nu også min opgave, at forholde det på den måde.” Han vendte blikket roligt mod hende og med den samme rolige mine igen. Som han fjernede brillerne igen, så lod han dem hvile i hans hånd denne gang, hvor han måtte vende blikket direkte overrasket mod hende. Måtte ikke tage dem af? ”Jeg må ikke ta…?” Han vendte blikket mod sine briller, hvor han rynkede let i panden. Hvorfor måtte han da ikke det nu? Han trak let på skuldrene og tog dem på igen. ”Tja, hvis det er det som tænder dig, så må jeg vidst beholde dem på,” påpegede han, som han blinkede let til hende og vendte blikket mod papirerne endnu en gang, hvor der lå adskillige med regler og love opskrevet i punktform og paragraffer, så der var styr på det hele, for nemt det havde det bestemt heller ikke været. Han himlede let med øjnene. ”Jeg troede det var åbenlyst, Cassie? Forleden aften, sendte Jaqia bud efter mig i al hast. Hun pålagde mig et enormt ansvar, udelukkende fordi.. Ja, jeg er den ældste nulevende vampyr her i Dvasias,” begyndte han stilfærdigt. Han ville lade beskeden synke ind, også så hun kunne følge med, for en sådan en stor rolle, var næppe noget som mange ville pålægge ham på denne her måde.

[Cassie Imirachi]

Carmine var en mærkværdig mand, men han havde altid fulgt dem i tykt og tyndt, og det var jo tydeligt at ham og Alex var nære, så hun ville heller ikke komme på tværs af noget som helst, det var jo heller ikke fordi Carmine nogensinde havde generet hende – endnu vel og mærke. Hun havde for længst gættet at manden var en større del af Alex, end det som hun kendte til, men så igen; hvor meget kendte hun overhovedet til Alex? Hun vidste at han var en yderst spontan mand, han var stolt, en dygtig engageret leder, han kunne være høflig når han ville det, han var direkte besat af dans og villig til at få det behov stillet alle steder var, og han var direkte sygeligt besat af at irritere hende, så ofte og så meget som det nu ville være ham muligt, men hvad vidste hun om hans fortid? At han var gammel? Hun skubbede de tanker fra sig, hun behøvede slet ikke at lærer ham at kende, for de kom aldrig videre herfra!De isblå øjne studerede ham lettere nysgerrigt, hun ville gerne vide mere om det projekt. Det var snart færdigt? Det måtte vel have noget at gøre med Jaqias ankomst her til aften? Det var i disse stunder, der blev sået tvivl i hendes eget indre, tvivl om hvad hendes plads i alt dette var, og hvad hendes betydning for den mand var. Hun var et kønt ansigt, hun havde et talent, perfekt som hustru, men følte han i virkeligheden noget? Det var rigtigt at han tog sig af hende, og passede på hende, men der var ligeså mange gange, hvor han ikke havde vist sig fra den side. Hun sukkede og skubbede tankerne bort, ligenu burde hun lytte efter dette. Hun nikkede lettere forstående, selvfølgelig skulle dr onningens underskrift til, uden den kom man aldrig særlig langt, så meget havde hun fået med, men det var mer e fra tiden i Imandra, end det var fra hendes tid som grevinde i dette land. Tnaken om blod fik det til at løbe hende koldt ned af ryggen, kun fordi hun følte den dybe længsel efter at smage det. For pokker hvor hun glædede sig til,a t det eneste hun ville længtes efter var naturen, og den rytmiske dans som hun kunne være en stor del af. Hun bed sig selv i underlæben og forholdte sig en anelse tavst, det var stadig nyt, selvom det havde været sådan i uger. Hurtigt var hendes hænder gledet op for hendes blik, og måtte nu skjule hendes ansigt, det havde hun ikke sagt højt! Hun kunne direkte fornemme hans overraskede blik, der begtragtede hende med den tydelige morskab. Hun bed sig selv så hårdt i læben, at hendes eget blod stille faldt på hendes tunge, og hun følte det som direkte slik. Hendes ellers kolde krop brændte pludselig i stikkende flammer, mens hun forlegent bar den røde farve i kinderne. Ganske langsomt fjernede hun hænderne igen, og sendte ham et halvvejst dræbende blik ”Det var ikke sådan ment!” Forsøgte hun straks i et forsvar ”Det.. du ser bare.. charmerende ud med dem på, det er ikke fordi det tænder mig” hun opgav at se ham i øjnene under de ord, og betragtede istedet nærgående de papirer det lå under hende. Der passede hende bestemt, at de skiftede emne, hun nikkede nærmest overivrigt, selvom hun ikke havde hørt hvad han havde sagt, for pludselig havde han tvunget hendes tanker andetsteds – For pokker hvor hun hadede at være et dyr!

[Deleted]

Carmine havde altid været en kanon stor del af Alexs liv. Ikke fordi at det var noget som havde ændret sig, som de jo også havde kendt hinanden så at sige hele livet. Ganske rigtigt, så var han stolt, han var intens og han var i den grad også forbandet spontan, men det havde været hans måde at overleve hans ekstremt hårde liv på, for man kunne bestemt ikke sige, at han var født med et stort mål. Nej, han var født som et eksperiment som havde kæmpet sig fra bunden af og op mod toppen. Ikke fordi at det var noget som han sagde noget til som sådan. Sandt at sige, at Cassie ikke måtte kende meget til ham, men det var nu heller ikke noget som han klaget over, for han havde virkelig ikke været meget for at åbne op når det kom til hans fortid, for den var ham stadig et forbandet ømt punkt og på alle måder endda, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Carmine kendte til det. Han havde været igennem det andet, og hvis man lagde mærke til det, så ville en stor og selvsikker mand, bestemt heller ikke skjule en krop som det han gjorde. Der var jo faktisk aldrig nogen foruden Carmine som faktisk havde set ham med en blottet overkrop før. Ikke bare at han var afhængig af Cassie, men hans hjerte havde også valgt hende som hans eneste ene og hans mage, så han vidste så sandelig også godt, at han skulle åbne op for hende før eller siden, selvom han bestemt heller ikke var meget for det. Hellere sent end aldrig, så det kunne vel godt udskydes bare lidt endnu? Det var i alle fald den tanke som han direkte måtte trøste sig med på nuværende tidspunkt. At hun godt kunne lide at se ham med læsebrillerne på, var noget som i den grad måtte more ham og noget så voldsomt. Det var heller ikke ofte, at man så Cassie så forlegen, så det var jo noget som næsten gjorde det hele så morsomt! Hans smil hvilede konstant på læberne. Dette var nu alligevel bare noget som skulle være færdig og helst så hurtigt som muligt, for alt det andet ville da bestemt heller ikke hjælpe ham. Udkastet skulle være færdigt til Jaqia ville stå på døren, for hun skulle have det med sig hjem igen, det var nemlig det mål som han havde sat for sig. Han vendte blikket mod hende, som han lod hånden stryge mod hendes kind, ganske roligt og stille. Han vidste godt hvilke tanker at dyret måtte sætte i hende, så derfor var der vel også grunde til, at hun måtte se frem til et mere normalt liv igen? Han skænkede hende jo nymfen af en grund, også selvom han vidste, at det kunne få katastrofale følger, også for hans eget vedkommende? ”Charme… og lyst.. det er to sider af samme sag, kæreste,” påpegede han med en næsten morende mine, som han betragtede hende indgående. Denne gang valgte han dog at lade brillerne sidde, selvom han kun brugte dem når han skulle læse. En sofistikerede mand, kunne han sagtens være, når det endelig skulle være, og når situationerne krævede det af ham. Hvis der var noget som han havde lært igennem disse år, så var det tilpasning. ”Desuden kan jeg faktisk godt lide den røde farve i dine kinder.. Det giver dig noget liv,” påpegede han roligt og med den samme stilfærdige stemme. Det var jo i sig selv, faktisk ord som han måtte mene i det store og hele.

[Cassie Imirachi]

Cassie ønskede ikke at skænke Carmine en tanke, hun havde affundet sig med, at han fulgte med pakken.. Selvom hun selvfølgelig slet ikke var interesseret i den pakke, men om ikke andet, han var under samme tag, og det valgte hun nu engang at acceptere, netop fordi det stod klart, at de to hang sammen, som perler på en snor. Det frusterede hende virkelig, at hun ikke måtte kende det mindste til ham, den seneste tid, var det netop en tanke hun havde gjort sig ekstremt mange tanker omkring. Hendes fortid var så forudsigelig, hendes personlighed sagde det hele, uskyldig, usikker og ekstremt naiv og beskeden, men Alex var bare ikke til at gøre sig klog på, og det var virkelig frustrerende! Cassie sukkede, og betragtede dokumentet foran hende, i et forsøg på at nedkæmpe den røde farve, som henlå en anelse skjult i den ellers mørke favre. Når først hun var nymfe igen, så ville der ikke længere være nogen vej tilbage, alex ville altid være i stand til at gennemskue hendes løgne, og det havde ellers været en af de få ting, hun ikke ligefrem havde savnet. Cassie knyttede hænderne så hårdt, at hendes knoer blev en anelse blegere, ikke helt hvide, ikke med henblik på den chokoladefarvede kulør hun måtte bære, hvilket i sig selv var sjældent nu om dage. Allerede nu fortrød hun virkelig, at hun overhovedet havde valgt at åbne munden med henblik på de læsebriller, det havde været direkte naivt at tro, at han ville tage det som en voksen mand frem for en flirt! Det sitrede alligevel i hende, helt ud i hendes slanke fingerspidser. Han morede sig besynderligt, men det gjorde hun bestemt ikke! En anelse opgivende rysted ehun på hovedet, lod de mørke lokker danse frem og tilbage over hendes skuldre, og den blå kjole, hun nu var iført, udelukkende fordi han havde valgt at finde den frem til hende. Som han hånd faldt mod hendes silkebløde kind, sendte hun ham et næstent dræbende blik, dog uden at trække sig det mindste væk. Hans kommentarer skabte kun en irritation i hende, og sammentidig fik den hende til at hive efter vejret, for han havde absolut ret, hun lystede ham, men det var en del af den dyriske side, hun kunne styre det, og længere var den så heller ikke! ”Jeg kan godt synes du er charmerende, uden absolut at hungre efter at komme i seng med dig, Alexander Imirachi, tro det eller ej, ikke alle kvinder længes efter dig” mumlede hun så spidst, at det endnu engang lidt afspejlede den jalousi, de begge vidste at hun måtte bære, specielt efter den aften sammen med Emiley. Hun slog blikket ned og betragtede hendes lår, hun kunne mærke hans blik hvile indgående på hende, og hun kunne ikke lade være med at se ham for sig med de briller. Han så så sofistikeret ud, kunne han ikke for en gangs skyld opfører sig ligesådan!? Denne gang valgte Cassie at holde vejret, den røde farve hobede sig op ”Jeg synes det er et upassende tidspunkt at flirte på” mumlede hun halvvejs stakåndet. I det store og det hele var det kun fordi det virkelig måtte gå ud over hende, hvorfor skulle den mand være så pokkers irriterende, og alligevel så fantastisk... smeltende?

[Deleted]

Man kunne vel godt sige, at Carmine altid havde været den mand, som havde passet godt på Alex? Han havde altid været der, været der til at holde ham i ørene når det endelig gik galt, men nu stod han altså her og han havde vel også bevist, at han godt kunne selv? At han kunne se lidt mere sofistikeret ud, vidste han godt, selvom det nu aldrig direkte havde været et mål som han havde været opsat på, for han var vel bare.. Alex? Han ønskede at imponere Cassie ved at være sig selv, i stedet for at prøve med det ene og det andet, for det var da slet ikke noget som han ville få det mindste ud af i den anden ende, på nogen måde overhovedet! Måske at der ikke ville være nogen vej tilbage når først at hendes hjerte ville genvinde sine mange slag, for han kunne jo stadig læse hende som det rene ingenting, så det var ikke noget som han havde brug for andre til at bevise for ham. Han kunne læse hendes mimik og hendes rødmen lige så nemt – ligesom det var noget som skete nu og det var noget som kun måtte more ham som intet andet! Han smilede let for sig selv og tydeligt med en klar og tilfreds mine, for det var da slet ikke noget som han kunne finde på at skulle lægge det mindste skjul på i den anden ende, for det var jo trods alt bare sådan at det var. Han rystede smilende på hovedet. ”De 3 gyldne S’er, min kære.. Jeg kender dem jo selv,” påpegede han, som han let måtte blinke til hende. Et sted var det jo bare for at påpege det, for sex, spise og sove var noget af det som han selv satte som noget af det bedste af det hele, for ikke at glemme, at hendes rødmen i den grad også måtte afsløre hende! Brillerne endte han dog endnu en gang med at fjerne, for det gav ham faktisk en mindre hovedpine, når han ikke sad og læste, for det krævede virkelig fokus, hvis han ellers skulle se med dem på. Han lagde dem stille på bordet, idet han vendte blikket mod hende endnu en gang. Han sendte hende et roligt og ikke mindst et let stilfærdigt smil. At flirte var jo bare noget som lå normalt til hans personlighed og det var jo noget som hun var klar over, for det var jo bare sådan at han var. Hun fjernede sig ikke fra hans hånd, så det var noget som i sig selv, var noget som faldt ham direkte som en klar og tydelig overraskelse. Ikke fordi at det gjorde ham noget, men han var vant til at få smæk så snart at han nærmede sig hendes personlige grænser og det var vel også der at han måtte danse lige for øjeblikket? Han lod hovedet søge let på sned, som selv de spidse hjørnetænder måtte vise sig i hans mundviger. ”Stod det til sig, så ville det jo altid være et dårligt tidspunkt, min kære,” påpegede han sigende. Et sted så ønskede han vel bare den fine mulighed for at kalde hende for hans og så komme videre derfra, men at det også var gengældt set fra den anden side af, og det var noget af et arbejde, selv for nu. ”Ved du hvad? Til tider, ville det jo heller ikke gøre noget, hvis du gav efter for det som jeg ved, at du i sandhed føler..” Han blinkede til hende, også selvom han faktisk mente de ord i alvor. Han kunne jo mærke, føle og fornemme det hele ved hende, så det var jo selvfølgelig noget som faldt ham langt mere naturligt end alt det andet. Ikke fordi at det var noget som han havde lyst til at nævne for hende, for det var jo trods alt bare sådan at det nu måtte være når alt endelig måtte komme til alt. Han elskede hende. Han var slet ikke i tvivl om, at det var hende som hans hjerte havde valgt som hans mage.

[Cassie Imirachi]

Alex havde aldrig været alene, Carmine havde altid været der, og ja det havde undret hende, og ligeså matte det forvirre hende nu, at Alex lod til at rive sig væk på den måde, stille sig på mere selvstændige ben, det var længe siden hun havde set ham gore det, måtte hun erkende. Han tog hans egne beslutninger, trådte ind i en sofistikeret rolle, der både formåede at passe det arbejde, som var blevet ham skænket af dronningen selv, og som ligeså forsøgte at være en god mand, det lå vel bare ikke til ham? Selvom det alligevel virkede lidt. De korte blikke som Alex fik tildelt fra hende, var mere skuldende end de var noget andet, hendes hjerte ville snart afsløre hende igen, det ville i det store og det hele ikke gøre nogen forskel, han kendte hendes svagheder, hendes lyster og og hendes ønsker, hvilket var en tanke hun direkte måtte hade! Det var virkelig frustrerende! Hans kommentar, måtte nærmest få hende til at snappe efter vejret, hun skulle gerne være den første til at erkende, at hun var snerpet! ”Tør den selvtilfredse mine af, blegfjæs” mumlede hun irriteret, også selvom det var en anelse drillende. Det var ikke ment som et negativt øgenavn, mere blot for at understrege hendes egen frustration. Cassie sukkede opgivende og himlede med øjnene, gemte ansigtet en anelse bag hendes ene hånd, den tilfredsstillelse, skulle han i den grad ikke få! ”Jeg er ikke som dig” hendes blik skulle have været direkte dræbende, men de isblå øjne formåede blot at gøre det til et lettere protesterende, og dog så mildt. Så lang tid blandt ham, og det var endnu ikke lykkedes hende, at blive præget af blot en smule mørke. Hendes hjerte stoppede sine slag igen, det gippede ubehageligt i hende af overraskelsesmomentet, det var faktisk ikke behageligt på nogen måde! Det sitrede helt ud i hendes fingerspidser, hans stemme var varm og smeltede hende indefra, og hans blik fik hende til at føle sig smukkere end nogen anden, men på den anden side, så havde hun også bare lyst til at skambide ham! Han dansede stadig på grænsen, men hans kærtegn.. hun kunne ikke skubbe ham væk om hun ønskede det eller ej, så hvorfor ikke blot opgive kampen og lade ham stryge over? ”Det er altid et dårlig tidspunkt” hun hamrede i bordet, og rejste sig op i en smidig bevægelse. Det var virkelig dråben selv i hendes øjne. Han legede med hendes bæst, og han var dygtig til det, det irriterede hende grænseløst! Flammerne dansede iltert hen over hendes mørke hud. Cassie havde allerede hævet hånden og svinget den direkte mod hans kind. Sammentidig trådte hun tæt på ham.. helt tæt og lod læberne møde hans med længsel og begær. Automatisk var han tvunget til at bakke, og hun slap ham ikke, før det føltedes som om, at tiden havde stået stille i en evighed, selvom der kun var tale om sekunder ”Jeg føler intet, Alex.. Jeg er et dyr” hviskede hun hæst mod hans ører, og med et stille smil. Fanden tage ham! Dette ville hun aldrig have gjort i levende live, hvis blot han ville stoppe med at lege med hende for en gangs skyld! Hun slap ham, trak sig, og vendte ryggen til ham, for at give skrivebordet hendes udsøgte opmærksomhed.

[Deleted]

Alex kunne i den grad være langt mere end bare den mand som hun kendte. Den kække, den som var drevet af sine lyster, de dyriske instinkter for ikke at glemme det naturlige behov som han havde. Carmine havde altid været der og ville altid være der. Det havde været den mand som havde reddet ham adskillige gange og han var virkelig den mand evigt taknemmelig, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Han vendte blikket direkte mod hende. At blive kaldt for blegfjæs, var nu ikke noget som han tog så tungt, for det var jo sandt og han vidste det. Smilet bredte sig roligt på hans læber, hvor de spidse hjørnetænder let måtte vise sig. Han kunne i den grad godt indtræde i en mere sofistikeret rolle end det som så mange ville tro om ham, men han havde langt mere i sig end det som så mange andre måtte vide og kende til – noget som Cassie nu også måtte vide. De gyldne øjne hvilede på hende. Han vidste udmærket godt, at han dansede på hendes grænse også selvom det faktisk var der at han ønskede at være. Han ønskede at vise hende, at han faktisk måtte begære hende på denne måde, selvom han ikke var typen som brugte ordene, men mere kroppen. Det var det som han var vant til, det var det som han altid havde været vant til. Han havde været igennem tortur af den værste slags. Der var en grund til at han var som han var. Nok virkede han selvsikker udenpå, men det var slet ikke noget som han var indeni, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Slaget mod hans kind efterfulgt af kysset, var noget som direkte måtte forvirre ham, hvor han direkte blev tvunget til at tage et skridt tilbage. Han besvarede det dog selv med en glæde, hvor hænderne gled mod hendes hofter. Det var bare et spørgsmål om tid, inden hendes hjerte endnu en gang måtte afsløre hende for ham og han måtte erkende, at det ville blive rart at vende lidt tilbage til det som han kunne huske og genkende tilbage fra den tid. Hendes ord var dog heller ikke noget som han valgte at tolke som noget negativt. Der var bestemt heller ikke noget galt i at skulle være et dyr eller et bæst. For det var han jo trods alt også selv! Han trak let på smilebåndet, også selvom han måtte erkende, at den tøs virkelig kunne svinge en hånd så det sagde spar to! Han gik roligt om bag hende, hvor armen gled omkring hendes liv, kun for at trykke hende tættere ind til ham selv. Hænderne foldede han foran hende p hendes mave, også mest for at holde hende der. ”Så er det jo godt, at vi kan være to til den leg, min kære,” hviskede han mod hendes øre, hvor han let kyssede hendes kind efterfølgende. Han vendte blikket roligt mod skrivebordet. Meget skulle stadig ordnes inden Jaqia kom, men kladden var færdig – af de love som han havde arbejdet på i gud ved hvor lang tid! Han sukkede indædt og rystede så stille og roligt på hovedet, som han endnu en gang måtte vende blikket mod hende. ”Dyr føler min kære.. De føler… Lyst..” Han lod hånden roligt stryge nedover hendes side, hofte og let nedover hendes lår. ”.. sult..” Den anden lod han roligt stryge henover hendes mave i et roligt og blidt kærtegn, som han selv ikke kunne lade være med at smile bare lidt. ”Beskyttertrang.. som da du gik fuldstændig amok på Emiley,” tilføjede han roligt som han trykkede hende tættere ind mod sig. Et sted så var det vel at nedværdige dyret, men han tog det ikke så tungt. Han vidste at hendes holdninger udelukkende var forbeholdt ham selv.

[Cassie Imirachi]

Alex var et dyr med alt hvad det måtte indebære, han levede på den kækhed og den selvtillid, som han gang på gang måtte udvise. Han ønskede hende, han begærede hende, var det ikke noget hun hørte næsten dagligt, og ikke kun når det kom til ham? Alle lovede de guld og grønne skove, noget som Alex endnu ikke havde gjort, men hun var som et trofæ, det var kampen om at få hende det var interessant, og derfor ønskede hun ikke på nogen måde at ende den leg, han ville kæmpe for hende, så var det i den grad også noget han skulle få lov til. I øjeblikket var han hjælpeløs, det var kun hende såvel som ham, Carmine var der ikke til at redde ham, eller for den sags skyld til at rådgive ham, ville det være muligt for alex stadig at holde fast i det sofistikerede? Cassie havde allerede prøvet at fortælle ham, at han dansede på den grænse, som ville være på eget ansvar at skulle overskride, blandt andet ved hendes valg af øgenavn, selvom det på ingen måde, havde haft nogen effekt, ikke at hun ahvde regnet med det, han var trods alt en mand, der havde den enorme selvtillid. Hun tvang ham til handling, netop ved selv at handle, handle på de instinkter som hun ikke kun havde som dyr, men også som kvinde. Hendes uskyld var ren og blid, hun var god af sig, men hun var i den grad en intens kvinde, hendes arbejde som danserinde sagde vel også lidt det hele, hun måtte ligge alt den intensitet i det som hun overhovedet, ville være i stand til. Et næstens smørret smil, prydede hendes rosenrøde læber, en tilfredshed som hun måtte stå inde med. Hun vidste hvordan man skulle svinge en hånd, det var sikkert, og den mand var så sikker på, at hun måtte have alverdens store følelser for ham, det var jo sandt, det vidste Cassie udemærket godt selv, men hvad han ikke vidste, ville han vel heller ikke have ondt af? De isblå øjne, betargtede tomt et dokument. Hun kunne ikke læse særlig godt, så i det store og det hele, var det slet ikke interessant for hende, det var chokket, og sammentidig behaget over, at hans arme pludselig sneg sig omkring hendes liv, og trak ham helt ind til ham. Havde hendes hjerte banket, ville hun i øjeblikket have været komplet stakåndet, dog forhindrede det manglende behov for ilt, hende ikke i at smelte ind mod ham. Uden at tænke videre over det, var hovedet gledet i hvile mod hans skulder, og hendes smukke mørke hår, hvilede omkring ham. Leg? Hun mente det bestemt ikke som en leg, det var helt sikkert! Det sitrede nervøst i hende, den spænding han opbyggede, appelerede i den grad til hendes dyriske side. Lovene og gøren med Jaqia, var mere eller mindre væk fra hendes hukommelse i øjeblikket. Hans kærtegn bragte hende i en nærmest trancelignende tilstand. Blikket var halvt om halvt gledet i, hun slap et uvilligt suk, det brændte over hendes hud, ved hans kærtegn, hun kunne ikke give ham den vilje. Hun tvang sig direkte til at bide sig hårdt i læben med den sylespidse hjørnetand. Hendes hånd greb om hans, elegant svingede hun sig rundt som havde det været en dans. Begge hænder gled mod hans bryst, trykkede ham helt op af væggen, med læberne blot milimeter fra hans ”Du har ret.. Jeg føler lyst.. Det har intet med elskov at gøre.. Sult.. Jeg længtes efter at tømme dig for hver lille dråbe, men jeg er i kontrol...” hun lagde læberne mod hans hals, kyssede stille, i øjeblikket genkendte hun end ikke sig selv, det var ikke første gang.. Emiley.. Jeg begærede hende, jeg beskyttede hende mod dit væsen” hun gav ham et fast klem mod væggen, slap ham, og lod det sædvanlige uskyldige mine glide over hendes ansigt, idet hun bakkede bagud.

[Deleted]

Alex var virkelig en definition af et bæst. Han var et ædelt væsen som kun måtte være styret af det indre dyr som han havde været siden den dag han var kommet til verden. Direkte ville han ikke selv betegne det som at blive født, for han var ikke født ind i den typiske lykkelige familie. Det var noget af det sidste som man kunne sige, at han måtte være, men det var der nu heller ikke noget at gøre noget ved. Han havde været heldig og havde det ikke været for Carmine, så havde han sikkert været død den dag i dag, om det jo så var noget som han ville vedkendes eller ikke, så var det jo trods alt bare den rene sandhed. Nu hvor Cassie virkelig måtte appellere til det indre bæst som han måtte være, så bad hun virkelig også om det. Ja, måske at han var ved at være frygtelig gammel, men det var bestemt heller ikke fordi at han havde regnet med at skulle stille træskoene endnu. Egentlig en skræmmende tanke.. enhver vampyr som forlod denne verden var blevet slået ihjel på den ene eller den anden måde. Det var jo egentlig bare at nyde det hele mens man havde muligheden for det, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at tingene måtte hænge sammen for hans eget vedkommende. De gyldne øjne hvilede på hende, som han havde lagt armene omkring hende. Hun nød det, det var jo noget som han tydeligt kunne se, så hvorfor fortsætte med at lyve for sig selv? Han kunne udmærket godt se, som det nærmest måtte tvinge hende ind i det som måtte minde om en trancelignende tilstand mest af alt, selvom det nu heler ikke var noget som han sagde det mindste til som sådan. Han elskede at have den effekt på hende, som det i den grad også måtte være gengældt set fra den anden side af. Det var i den grad også kun hende som kunne påvirke ham som sådan. Han var slet ikke i tvivl om at Cassie måtte være hans kære mage for livet og det var bestemt heller ikke noget som han ønskede at skulle give det mindste slip på overhovedet på den ene eller den anden måde! Som hun endte med at tage omkring hans hånd og danse sig ud af hans favn, så måtte han dog alligevel ende med et smil. Han trak hende tæt ind til sig og selv tvunget op af den nærmeste væg. Legen forsatte jo – det var i den grad også noget som han godt kunne lide, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være. Han lyttede til hendes ord, også selvom det kun fik smilet til at brede sig, kysset fik ham kun til at blotte halsen, selvom han nærmest forventede, at hun ville sætte tænderne i ham. En kende skuffet over at det ikke skete, måtte han dog erkende, at han var. Han lod hovedet søge let på sned, som han roligt tog fat i hende, vendte sig, så det var hende som måtte stå op mod muren. Hænderne lagde han mod hendes hofter og med det samme kække smil på læben. ”Hvis dit hjerte kunne banke, så havde det hamret mod dit bryst, min kære.. Du lyster mig.. du begærer mig. Du bider det i dig.. Sulten føler du.. sulten som tvinger dig til at dræbe, flænse og flå.. også i mig.. Jeg var din madkilde det første stykke tid.. det forundre ingen vampyr i det hele taget. Og med hensyn til Emiley.. Så kunne jeg se din jalousi min kære.. Du ønskede at flænse hende, slå hende ihjel.. sørge for at hun ikke kom tæt på din ejendom igen..” Han strøg roligt henover hendes hofte og med et stille smil. Han kendte vampyrerne og han kendte deres natur. Ikke fordi at hun ville kunne skjule sig bag det for ham.

[Cassie Imirachi]

Når det kom til manden bag Alex, hvad han i virkeligheden var, foruden det bæst som han gang på gang lod hende stå overfor, hvad han havde oplevet og hvilke af de oplevelser, der havde gjort ham til en intens mand, der var i den tro, at han bar retten til at eje hende, hun vidste ingen af disse ting, og det frustrerede hende, det var blandt andet end grund til, at hun aldrig ville kunne give sig hen til ham, for han ville aldrig give sig hen til hende, og hun var ikke en genstand, hun skulle plejes og elskes, som enhver anden kvinde skulle det, og han ville være tvunget til at vise hende tillid, indvie hende, istedet for altid at forsøge at skåne hende. Denne vampyr var farlig, han var ældgammel, det vidste hun, men ikke nøjagtig hvor gammel, han var, han havde kundskaber, han var hurtig og han var intens, ingen kvinde skulle være i stand til at stå imod, og Cassie havde i den grad også hendes problemer med lige den del. Dyret var så langt fremme i hendes, at hjerteslagene for længst var stoppet, hun behøvede ingen ilt, og alligevel følte hun sig stakåndet, ved hans berøringer. Han appelerede til hendes dyr, som per automatik ville appelere til hans, det var en ond cirkel, og hun var desværre allerede fanget. Løgnene beskyttede hende mod den virkelige verden, de beskyttede hende mod at blive såret, og det var netop hvad hun frygtede når det kom til Alex, han tog fejl, hun havde meget at miste, mere end hun egentlig brød sig om, og den chance var hun ikke villig til at tage. Før hun vidste af det stod hun klamret mod væggen, tæt på ham. Direkte at sætte tænderne i halsen på ham, ville hun ikke, han skulle have sin advarsel først, og den havde han nu fået. Han legede med hendes sind, hendes tanker og hendes krop, på måder der kun drev hendes begær længere ud, ikke kun efter ham, men i den grad også efter at smage ham.. hendes første or alvor dyriske oplevelse, foruden den aften med Emiley. Begge arme gled op over hendes hoved, mens de isblå øjne var faldet i hans blik ”Du begærer tværtimod mig i så høj grad, at du ønsker jeg ligeså skal begære dig. Et sted har du ret, jeg har lyst til at mærke dig, men det er lyst og ikke varme følelser.. Hvad angår sulten..” der opstod en langs tavsnhed, et mystik glimt trådte til i hendes blik, mens armene stille dansede ned over hans nakke. Den ene hånd tog et fast greb omkring hans hår, og tvangsblottede hans hals, for hendes syn. På den måde fik hun både nysgerrigheden stillet, og slap for at skulle bortforklare Emiley situatiuonen, hvor hun havde været jaloux, lystet at flå den stakkels unge kvinde fra hinanden, selvom hun i det store og det hele, kun passede sit job. Tungen spidsen gled pirrende ned over den kølige hud, der måtte dække hans hals. Hendes greb om hans hår var bestemt, hun havde advaret ham. Endelig sank tænderne direkte ned i hans kød. Enhver lille impuls i hendes krop var på højtryk, hun trak ham ind til sig, og sugede små slurke til sig. Hende som var så meget imod at nærer sig på levende væsner, men han var jo trods alt også.. død?