Something new.. A new start?

[Carmine Jordin Marlineo]

Det var virkelig ikke fordi at Enrico ønskede at genere hende, det var virkelig ikke fordi at han ønskede at gøre hende utryg, men han var virkelig ikke mester til disse situationer. Han havde faktisk aldrig overværet en barnefødsel før, for det havde aldrig været nødvendigt for hans vedkommende og det var noget som et sted også måtte skræmme ham i denne situation, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Han vendte blikket direkte mod hende. Den dræbende mine sagde hende det hele; Han havde formået at irriter hende, selvom det nu heller ikke var noget som han kunne gøre noget ved, for han gjorde virkelig sit bedste! At fødslen så skulle ske lige nu og her, var måske ikke det bedste, for hvad nu hvis Carmine ikke kunne holde Alex? Han vidste at Alex var en kraftig og stærk vampyr og han vidste også at Carmine var lige så, men den mand skulle ned i kælderen og det skulle være nu! Hans blik og hans opmærksomhed hvilede dog på Jaqia i stedet for. Smerte var hun i, det kunne han tydeligt se på hende, men det var heller ikke fordi at han havde noget smertestillende at give hende. Hvis hun havde skænket ham besked om hvad der var sket fra start af, så kunne han måske have nået at få et eller andet med, men det havde han altså ikke! Han lod pudebetrækket blive liggende ved hendes underliv. Barnet skulle fødes og det skulle være nu! Jo hurtigere det ville gå, jo bedre ville det være i hans øjne, for han skulle meget gerne få hende hjem inden det begyndte at blive lyst – ikke bare for hendes vedkommende, men også for hans. Han kunne ikke blive her hele dagen og specielt ikke når han havde Noelle hjemme. Jaqia havde jo allerede formået at ødelægge hele deres aften og nat sammen!
Enrico vidste udmærket godt at Jaqia havde ondt og han vidste at alle havde ondt og skældte ud til højre og venstre når de lå i hendes sted, så det var også den eneste grund til at han ikke rigtigt tog sig af det, for hvorfor skulle han? Han ville ikke få det mindste ud af det i det tilfælde, så han gjorde vel bare klogt i at lade være? Han blev siddende, hvor han så til som hun begyndte at presse. Det som han var mest bange for, var at hun ville blive for træt til at gøre det. For så vidste han da slet ikke hvad han skulle gøre! Nathaniel var en bedre kandidat inden for det her end det som han selv var, men den mand var desværre alt for langt væk og det at se sin egen dronning ligge der og have det sådan ,var slet ikke noget som Enrico brød sig om på nogen måde! ”Det er flot, Jaqia.. Du gør det rigtig godt.” De mørke øjne faldt mod hendes skikkelse. Måske koldt og ligegyldigt, men det var bare det som lå til ham som person. Det var ikke noget som han gjorde med vilje, det var bare hans natur! Han satte sig en anelse op ved siden af hende som hun direkte påpegede at hun var træt. Han vendte blikket mod hende, hvor han lagde hånden roligt mod hendes kind og vendte blikket mod hende. ”Jeg lover dig at det hurtigt vil være overstået Jaqia. Når barnet er født, så skal jeg nok få dig med hjem til Alexander, men du må love mig at du presser!” Hans stemme var fast og bestemt. Her hoppede han direkte ind i en dominant rolle, selvom han selvfølgelig ikke ønskede at udkonkurrere hende med vilje. ”Pres..” beordrede han endnu en gang som han satte sig på plads. Han lagde den ene hånd mod hendes mave, hvor han strøg hende ganske let længst nede på maven.

[Cressida Marvalo]

Jaqia var skam udemærket klar over, at Nathaniel havde været langt mere egnet til denne slags, men det havde været mere akavet for ham i nærheden af hende, ikke mindst fordi det i virkeligheden var hans søn som skulle fødes. Det var ganske vidst ikke noget som nogen foruden hende, Nathaniel og Alex var klar over, eftersom det trods alt først lige var blevet lovliggjort. Det var slet ikke fair at hakke sådan på Enrico, men hun følte sig så sårbar, og hun kunne stadig høre Carmine kæmpe med Alex, også selvom det lød som om, at de endelig bevægede sig længere og længere væk. I virkeligheden var hun vel bare utryg, og følte sig... alene? Hun sank en klump, og skød omgående den tanke fra sig, nu måtte hun tage sig sammen, bare fordi hun lå midt i en fødsel, var der vel heller ingen grund til, at skulle blive direkte sentimental. Hendes kørlige krop, var dækket af glinsende svedperler, hun følte næsten at hun måtte brænde op. Den intense smerte jog igennem hende, som intet andet, hun havde slet ikke tålmodigheden til at ligge på dette sted, istedet sad hun med den tanke, at barnet skulle ud, så hun kunne komme hjem! Den ceremoni hun netop havde udført, var desuden noget som havde taget mere eller mindre alt hendes energi, bare tanken om at holde sig vågen, var næsten ubærligt, hvilket kun satte en direkte følelse af ynklighed i hende. Det var bestemt ikke sådan hun ønskede at være, det var helt sikkert! Hun bed tænderne kraftigt sammen, for ikke at lade et ord glide gennem læberne, udelukkende fordi hun i sit indre, i øjeblikket kaldte Enrico ved diverse skældsord, også selvom det end ikke var hendes mening, hun vidste jo, at han var der for at hjælpe hende, men til tider var den tanke bare ikke nok! Hendes vejrtrækning, var blevet til en direkte prusten, mest af alt for at forhindre flere skrig at trænge igennem. Det hjalp lidt med tanken om at hun faktisk gjorde noget rigtigt. Hun nikkede stille mod hendes kære rådgiver, i et det der skulle have været en taknemmelig gestus, men som blev ertsattet af en forvrængt grimasse. Hun lod blikket falde i hans, måske det ville lyde mærkeligt, men det beroligede hende, at have noget at fokusere på. Hans kølige hånd føltedes behageligt mod hendes brændende kinder. I det øjeblik han lovede hende at tage hende med Alexander, følte hun sig umådelig sårbar. Som en kvinde der rent faktisk fødte uden den vordende far ved sin side. Hendes stædighed svandt ind, normalt ville hun i den grad stille sig op foran Enrico, lade hendes vilje ske fyldest, men lige i aften, var han den eneste der kunne tage vare om hende, så hun var vel bare nødt til at lytte? Hun nikkede blot, lænte sig tilbage: Luften fyldte hendes lunger, inden hun lod blikket glide i, og pressede alt hun overhovedet var i stand til. Hun stønnede kraftigt, hendes krop føltedes så tung, som havde hun ikke rigtig kontrol over hvad hun egentlig gjorde. ”Hvor langt?” spurgte hun sammenbidt. Hun var nødt til at vide, hvor længe hun skulle holde ud endnu, for hendes grænse var bestemt snart nået. Måske hun alligevel skulle have fulgt hans råd før, og droppet den eliksir der gav hende overskud?

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico vidste udmærket godt at Nathaniel var langt bedre egnet til dette end det som nogen anden ville være det og han vidste det godt, men nu var det altså ham som måtte sidde der og være den som skulle hjælpe hende igennem det, hvilket selvfølgelig var noget som han agtet at gøre det. Han holdt af Jaqia og ikke bare som en rådgiver overfor en dronning, for han anså faktisk den kvinde som en veninde for ham, så selvfølgelig var det bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt for hans vedkommende. Han var ikke den som åbnede op, men lige nu hvor det var ham som blev et offer for Jaqias råb og skrig, hendes masse skældsord, selvom det nu heller ikke var noget som han tog til sig på denne her måde, for hvorfor skulle han? Han ville ikke få det mindste ud af det i den anden ende, hvilket han var klar over, så han lod det bare falde af på ham. Han vendte blikket mod hende som han roligt strøg hendes kind. Han ønskede hende rolig, også mest for at lade det gå så smertefrit som det nu ville være dem overhovedet muligt, for han ville bare have hende hjem, for han følte slet ikke at hun var i sikkerhed, for det var hun bestemt heller ikke her! Og de var noget af det som gjorde, at han var nødsaget til at være mere oppe på dupperne end det som han ellers ville have været, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om.
Enrico vendte blikket mod hende, som hun valgte at presse. Det var tydeligt at det var udmattende for hende, hvilket selvfølgelig var noget som gjorde ham direkte usikker, for det var slet ikke noget som han ønskede at gøre noget anderledes ved. Hun var bare nødt til at komme igennem det og helst så hurtigt som det nu var dem menneskelig muligt, det var helt sikkert. Han vendte de mørke øjne direkte mod hende til hendes spørgsmål. Hun virkede samtidig også til at være langt mere rolig nu end det som hun havde været fra før af. Han vendte blikket roligt mod hendes underliv i stedet for. Han kunne næsten fornemme noget af det som måtte være et hoved, hvilket var noget som kun fik ham til at trække tydeligt på mundvigen. Han vendte blikket roligt mod hende endnu en gang, som han roligt lod hovedet søge let på sned. Ikke fordi at det var noget som han ville skjule for hende. Han lagde endnu en gang roligt hænderne mod hendes knæ. ”Jeg kan se hovedet, Jaqia. Et pres mere, så er barnet næsten ude,” sagde han roligt med og med en ganske kortfattet og bestemt stemme. Det var end ikke noget som han ønskede at skjule for hende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. At det gjorde ondt, var noget som han tydeligt kunne fornemme på hende, men nu hvor det så ud som om at barnet var ved at være så godt på vej, så måtte det vel også snart gå mod sin ende? Han var virkelig ikke den mest erfarende i denne situation, men han vidste at han bare ønskede at få det her overstået og helst så hurtig som det nu måtte være ham menneskelig muligt, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om!

[Cressida Marvalo]

Jaqia havde virkelig ekstremt ondt, hvilket ikke gjorde det nemt hverken at tænke eller fokusere. Hun trude sværge at hun end ikke kunne høre Cassie’s hjerteslag, fordi hendes egen måtte slå så umenneskeligt hurtigt. Blikket gled roligt med den sovende kvinde ved hendes side, hun havde lovet Alex at gøre sit bedste, og det var bestemt noget hun agtede at holde! ”Enrico.. Kan du h..” hendes ord blev brudt af den stikkende smerte igen. Hendes hænder lukkede sig tæt om sengetøjet. Hvis hun nogensinde havde kendt til denne smerte, så ville hun måske have vist kvinderne større respekt. ”..høre hjerteslag?” spurgte hun sammenbidt. Hendes ryg klistrede til den bløde madras, der lod hende være komfortabel nok, til at udmatte hende fuldstændig. Måske det var sølle, men i øjeblikket drømte hun blot om et pat timers søvn, det var ligefør at det i sig selv måtte gøre umådelig ondt. Hun faldt en smule til ro ved det stille kærtegn af hendes kind, hun kendte Enrico bedre end nogen anden, det turde hun om ikke andet påstå at hun gjorde, med årene var hun ligefrem kommet til at holde af ham, både som hendes lærling, hendes rådgiver, hendes elsker og hendes ven. Hun accepterede den mand han var, også selvom det til tider morede hende hvor rolig han i det store og det hele var, han mindede hende ligefrem om Nathaniel. Kinden faldt stille mod hans hånd, den føltedes så behagelig, udelukkende fordi den var kold, mens hendes egen krop direkte kogede.
Jaqia kæmpede virkelig med den udmattelse der vældede ind over hende, det var hårdt at presse, hård at skrige og stønne på den måde, det var hårdt bare at ligge der, men Enrico havde ret, hun havde ikke nogen anden mulighed, end blot at hænge i. En direkte lettelse vældede ind over hende, ved hans status. Hovedet? For blot få sekunder siden, havde hun ønsket at den møgunge ville komme ud, så hun kunne sove, men for et lille øjeblik, følte hun faktisk et stik af lykke. Først nu gik det op for hende, at hun elskede den lille som hun snart ville få i hendes arme, også selvom det havde været lange 9 måneder, selvom hun ville være svækket i længere tid, hun var for pokker villig til at give sit liv for den kommende lille! ”Gudsketak og lov,” mumlede hun for sig selv. Selvom det selvfølgelig ikke gav resultat, løftede hun roligt hovedet, i et forsøg på at fange et glimt af den lille. Den skulle ud nu. Hun lagde sig tilbage, med en underlig beslutsomhed, hun hadede den følelse at være umådelig svag, at være så middelmådig, i øjeblikket viste hun sig jo direkte som enhver anden kvinde, direkte sårbar. Hun pressede igen, lagde hendes sidste rester af energi i det, og spændte resten af kroppen. Endnu et støn forlod hendes læber, hun blev ved til en svag rød farve rent faktisk endte med at tage til hendes ellers blege kinder. Et skrig brød stilheden. Hun faldt tilbage i madrassen endnu engang, hendes blik hvilede tomt mod loftet, hun var så forbandet udmattet, også selvom den lille lykke boblede et sted i hendes indre, og hendes hjerte hamrede så hårdt, at det ligefrem gjorde ondt. For en aften!

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico vidste udmærket godt at det hele var noget som måtte stresse Jaqia, hvilket var noget som han ikke rigtigt kunne tage sig af nu. Det barn skulle fødes, også så han var i stand til at få hende med sig tilbage til slottet igen. Der hvor han vidste, at hun oprigtigt måtte være i sikkerhed, for ganske rigtigt så vidste han at Alex var en gammel vampyr, men det var ikke meget kontrol tilbage i manden, hvilket var noget som han allerede nu havde fundet ud af, om det var noget som man ville det eller ikke. Han vendte blikket ganske roligt mod hende, som hun henvendte sig til ham. Han kunne kraftigt høre Jaqias hjerteslag, hvilket bestemt heller ikke måtte sige så lidt i den anden ende. Han vendte derefter blikket direkte mod Cassie i stedet for. Jaqias hjerteslag var ham ganske rigtigt en direkte forstyrrelse uden lige. Han måtte jo direkte ende med at koncentrere sig dybt! Han lukkede øjnene ganske let og blev siddende for adskillige sekunder, inden han igen vendte blikket mod Jaqia igen. ”Hendes hjerte slår roligt, dog svagt, Jaqia,” svarede han ganske kortfattet. Det var nu heller ikke Cassie som han direkte valgte at tage sig af, men Jaqia. I hans øjne var hun langt vigtigere end den tøs som måtte ligge ved siden af hende, for han skulle nok få hende med sig hjem – det var virkelig det store mål for denne aften! Ganske rigtigt, så ville Nathaniel være langt mere egnet til denne situation end det som han selv måtte føle sig som lige i øjeblikket, for han vidste virkelig ikke hvad han skulle gøre og det var selv forbandet ubehageligt også for hans vedkommende! Han vendte blikket mod hende endnu en gang, som han så til at hun gjorde sit og endte med at presse. Han kunne se hovedet, så barnet ville også meget snart være ude!
Den lille forlod temmelig hurtigt Jaqias indre, så var Enrico hurtigt på plads, til at få den lille lagt i pudebetrækket. Det var det eneste som han lige havde for hånden, så måtte den lille nøjes og han var sikker på at Jaqia ikke ville klandre ham for det. Smilet bredte sig på hans læber. Han var heldigvis mæt, så han kunne kontrollere det, for han kunne i den grad også voldsomt mærke, føle og fornemme hvordan det måtte rive i hans egen næse. Den lille begyndte voldsomt at råbe og skrige, idet at Enrico tog ham op på armen, hvor han vendte blikket stille mod Jaqia endnu en gang. ”Det er en lille dreng.. En lille kronprins,” sagde han roligt, som han rejste sig op, kun for roligt at bevæge sig hen til Jaqia, hvor han satte sig på sengekanten ved siden af hende, hvor han roligt og frygtelig forsigtigt lagde den skrigende lille dreng på Jaqias bryst. Alene tanken om at de havde fået en lille kronprins var noget som virkelig gjorde ham glad. En arving til landet her. Kunne det blive bedre end det?! ”Tillykke med ham, Jaqia.. Jeg er sikker på at Alexander bliver stolt,” sagde han roligt. Han kendte ganske rigtigt til sandheden omkring den lille drengs undfangelse, men igen, så var det jo heller ikke noget som man direkte måtte snakke højt om. Roligt tog han de blodige hænder til sig, prøvede at gøre sit for ikke at slikke dem rene, for det ville bestemt heller ikke blive godt for hans eget vedkommende!

[Cressida Marvalo]

Jaqias sind og krop var stresset, hvilket bestemt ikke gjorde det nemt for nogen af dem, men selv hun var klar over at den lille skulle fødes, hun kunne ikke ligge her hele natten. Herregården ville ikke være sikker, hverken for hende eller den lille hun snart ville sætte til verden, stedet var fuld af vampyrer, det ville ganske simpelt være ofr risikabelt, og hun ønskede slet ikke at skulle straffe Alex for noget som helst. Jaqias hjerte slog hårdt og hurtigt, derfor var hun ikke i stand til at fokusere på andet end hendes eget, hun havde givet et løfte til Alex og det agtede hun at holde, Cassie måtte være i live, når de ville forlade stedet. Hun skænkede ingen af dem så meget som et blik, øjenlågene var gledet i for længst, mest af alt i et forsøg på selv at bevare kontrollen. Hun nikkede roligt mod ham. ”Tak,” hviskede hun stille. Cassie skulle forblive i live, hendes hjerteslag ville være svage de næste par dage, og hun ville ikke kunne udelukke døden, selv imorgen og dagen efter det, men nu havde hun gjort hvad hun havde været i stand til, hun havde holdt sin del af aftalen.
Hun stønnede hæst, det var ikke længere så slemt nu hvor veerne var gået lidt i sig selv, det var ikke en direkte smerte, hvad der gjorde det hårdt var at hun var så forbandet udmattet! De fugtige hænder direkte knugede om sengetøjet, idet hun tvang sig selv til at presse bare en sidste gang, så Enrico ville være i stand til at få ungen ud. Hendes krop sank sammen i den bløde madras, mens hun næsten måtte gispe efter vejret. Den lilles skrig brød natten, en lyd som virkelig kun skabte en enorm lettelse! Pludselig blev hun fyldt af en varm følelse, en glædelig fornemmelse, ligefrem lykkelig. HUn var blevet mor! Hendes blik forblev skjutl for omverdenen, om ikke andet, til Enrico satte sig ved hendes side, og bragte hende de glædelige nyheder. Blikket gled mod den lille blodige skikkelse, der græd ind mod hendes bryst. Hendes læber skiltedes i et oprigtigt smil, også selvom det ikke selv var noget hun direkte bed sig mærke i. ”Han er perfekt,” hviskede hun udmattet. Det var selvfølgelig beklageligt, at det var blevet en dreng, men det skulle de nok tage derfra, hun måtte allerede elske hendes knægt! Træt løftede hun hånden, og lod en finger stryge langs hans kind. Blodet måtte ramme selv hendes næsebor, og hun var sulten, men om ikke andet ville hun kunne holde den sult i skak. ”Så smuk,” tårer begyndte langsomt at dale ned over hendes blege kinder, ved synet af hendes søn, der stille faldt til ro, ved lyden af hendes hjerteslag. ”Hvis du nogensinde fortæller dette til nogen, Enrico, er jeg bange for at det bliver din død,” advarede hun, med de gennemigtige tårer trillende ned, der viste hendes sårbarhed, også som kvinde. Hun glædede sig til at vise ham til Alex, hun glædede sig til at komme hjem i hendes seng, og blive holdt om, selv hun behøvede det, også selvom det bestemt ikke var noget der blev snakket højt om!

[Carmine Jordin Marlineo]

Lige hvad der var sket her omkring, var slet ikke noget som Enrico havde nogen anelse om. Det eneste som han vidste, var at han skulle have sin dronning med hjem og den lille med når den ville komme til verden, selvom det var tydeligt, at det var noget som skete temmelig snart, selvom det slet ikke var noget som han havde det mindste imod på nogen som helst måde overhovedet! Han vendte blikket direkte mod hende endnu en gang. Cassies hjerte slog, selvom det ikke var særlig stærkt, men det var der. Han ville selv automatisk gå ud fra at kvinden skulle have hvile og det var selvfølgelig også noget som han ønskede og agtet at give hende. Lige nu var det også hans dronning som han måtte have i tankerne som det eneste – hende og selvsagt den lille som hun måtte bære, selvom det nu heller ikke var noget som han måtte tage så tungt igen. Det var jo bare en arving som han skulle underlægge sig i fremtiden? Han regnede nemlig heller ikke med at han skulle opsige eller miste sin plads som kongelig rådgiver lige foreløbig om ikke andet.
Lyden af barnets skrig var noget som tydeligt brød stilheden, idet at Enrico fik fat i den lille dreng og fik ham lagt i pudebetrækket. Måske at det ikke var så luksuriøst som det ellers ville have været, hvis barnet var født på slottet, men det var jo trods alt bedre end ingenting og det var også det som han betegnede som det vigtigste, om det var noget som man ville det eller ikke. Den lille dreng var dækket i blod, var varm og skreg endnu en gang, da Enrico hævede ham i armene, kun for at føre ham hen til Jaqia og lagde ham ved hendes bryst. Han vendte blikket derefter roligt mod hende. Han kendte trods alt til alvoret i denne sag og det var bestemt heller ikke fordi at han havde nogen intentioner om at skulle afsløre det hele for gud og hvermand i Dvasias! Han ønskede da bestemt heller ikke at miste sin kære dronning! Han vendte blikket mod hende. At se hende så direkte sårbar var noget som han et sted måtte erkende, at han godt kunne lide – at se at hun faktisk også var menneskelig. Han hævede hånden og strøg tårerne væk fra hendes kinder. ”Jeg kender til alvoret.. og tro mig.. Denne hemmelighed er noget som jeg tager med mig i graven,” forsikrede han hende om med en ganske stilfærdig mine. Det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som han ville skjule for hende. Han vendte blikket en anelse mod vinduet. ”Kom Jaqia.. Jeg kan få dig og din søn med hjem inden solen vil rejse sig.” Han gik helt tæt på hende, hvor han lod en hånd glide under hendes ryg og den anden under hendes knæ. ”Hold fast,” bad han endeligt, idet han roligt hævede hende i sine arme. Cassie var stadig i live og han var sikker på at det eneste som der skulle til på den kant, det var hvile. Ganske forsigtigt så trykkede han Jaqia tæt ind til sig. ”Og hold vejret,” tilføjede han med et stille smil på læben. Idet at han hastede hen til døren og fik den op. Videre ud var noget som skete hurtigere end det som øjet ville være i stand til at se. Kun for at bringe hende og den lille kronprins trygt tilbage til Castle of Darkness.

//Out