Peace and quiet. And Training.

[theis01]

Alexander kiggede ud gennem døren fra templet. Hans blik gled over området, hvor munkene nu var igang med deres morgen træning. Han havde været her længe, da det var et af de få steder hvor han kunne føle sig sikker og være i fred. I starten havde munkene haft svært ved at stole på ham, og de havde ikke ladet ham være med til nogle af deres ting, hverken at arbejde ude på marken som skapte alt deres føde, eller træne sammen med dem når de trænede deres kampsport. Men jo længere Alexander havde været der, destro mere var de begyndt at lade ham komme med og arbejde sammen med dem. Alexander var klædt i en af deres munkekutter, men i forhold til de rigtig munke var Han ikke skaldet, men hans sorte hår strittede som sædvanligt ud til alle sider. Ved hans side hang hans sværd som han altid havde på sig, men bortset fra det var der ingen synlige våben at se på ham. Man ville faktisk ikke tro at han var noget specielt hvis man ikke vidste hvad der gemte sig i ham. Alexander gik mod trænings pladsen og bukkede foran de munke som han mødte før han stoppede nede ved trænings pladsen og betragtede de munke som trænede. Han fik stadig ikke lov træne sammen med dem, men nu stolede de da mere på ham end de stolede på de fleste. Alexander satte sig ned på noget som mest af alt mindede om en bænk. Solen skinnede kræftigt ned fra himlen selvom det kun var tidligt på morgenen.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Lige hvad der havde fået Tiyanna til at tage turen hertil, vidste hun ikke, men det var vel heller ikke fordi at det var vigtigt som sådan? Hun havde brug for at komme lidt ud, hun havde brug for at afreagere lidt og specielt efter det som hun havde fundet ud af hvad der var sket med hendes søn, selvom hun ikke rigtigt kunne gøre noget som helst for at forhindre at det skulle ske, var det jo kun noget som gjorde det hele værre. Herude kunne hun da få styr på sine mange tanker, holde sig ved sindsro og faktisk være den leder for den gruppe mennesker som havde sat sig op mod Inkarno og faktisk beskytte deres liv oprigtigt! Det mørke tøj var noget som tydeligt kunne skjule hende i skoven, men herude, så var det noget som gjorde hende nem at se. Med elveren i blodet, så var hun selv en af dem som kunne bevæge sig lydløst. Hun satte pris på skoven og det naturlige som var omkring hende, selvom det ikke var fordi at man kunne sige, at der var meget skønhed tilbage i det mere. Inkarno havde ladet det hele stå i forfald og det var heller ikke fordi at det var noget som gjorde det meget nemmere for dem som den gruppe de nu måtte være. Tvært imod, så var det jo kun noget som måtte gøre det hele til et direkte helvede, om det jo så var noget som hun ville det eller ikke. At munkene måtte være oppe, var noget som hun vidste. De folk havde altid været til dels venlige overfor hende, også fordi at hun satte livet på spil også for deres skyld her til lands. Hvis Inkarno nogensinde ville få fat i hende, så turde hun slet ikke tænke på hvad han kunne finde på! Også selvom.. manden jo faktisk var hendes egen far og hun havde arvet en god del af hans eget temperament, så der skete jo i tide og utide, også det at hun ikke selv var i stand til at styre det oprigtigt. Hun holdt sig i nærheden af templet, men ikke tæt nok til at skulle betræde det sted som man nærmest måtte anse for noget af det mest hellige jord som kunne findes i hele Imandra. Vinden rev i det mørke hår, den faste mine var ikke til at tage fejl af. Hun sad i græsset tæt op ved templet. Hun kunne høre dem kæmpe og hun kunne høre dem træne. For hende, så var det bare en lyd som hun efterhånden kun måtte sige sig, at være så.. vant til?

[theis01]

Efter noget tid hvor Alexander havde siddet og holdt øje med træningen rejste han sig op, han kunne ikke spilde hele dagen på at sidde og betragte de mange munke, som gjorde hvad de gjorde hverdag, det havde han ikke tid nok til, selvom tid nok var noget af det han havde mest af. Det at han havde holdt sig skjult her i templet så længe som han havde, havde selvfølgelig gjort at han var svær at finde hvis nogen overhovedet ledte efter ham. Han var ikke sikker på om Den gruppe som havde skabt ham, stadig var på jagt efter ham, men samtidig kunne han heller ikke vide om de ikke var, det var også derfor at han holdt sig så skjult som muligt. Alexander gik lidt væk fra templet for ikke at skulle forstyre nogle af de mange munke som gik og arbejdede. Her trak han sit sværd, og begyndte på at træne i forskellige hårde sværdhug og stød, det var ikke så meget for at lærer noget nyt, men for at holde sig i form og forbedre sig. Enhver som så ham så og svinge sværdet, ville kunne se at han ikke var et normalt menneske. Sværdet var lige så langt som han var, og det var tykt og tungt. Det var hvad man ville betegne som et To hånds våben for en hver anden mand. Efter at have svunget rundt med sværdet i noget tid stak han det tilbage i skeden, og begyndte i stedet at mumle nogle ord hurtigt oven i hinanden så ordene næsten faldt over hinanden for at komme ud, og mens han snakkede sådan, begyndte hans hænder og det synlige af hans arme at blive helt sorte, som var de forkullede, og den sorte farve blev kun brudt af flamme farvede striber som begyndte at løbe langs armen, Han samlede derefter hænderne ved sin ene side, og dem håndfladerne vendt mod hinanden, dog med luft imellem, og som han stod der begyndte en Kugle af den samme sorte og flammende farve af forme sig i hans hænder hvor den langsomt voksede.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna havde indgået en aftale med munkene her i dette tempel; Hun hævede ikke sværdet eller nogen former for våben på nogen truende måde overfor dem, så lod de hende også være, som hun lod dem være, hvilket var noget som hun kunne gå med til. Hun sukkede dæmpet og med en tydeligt irriteret mine. Det var ikke fordi at det var nemt at være hende for tiden og det var virkelig noget som hun måtte hade mere end det som hun måtte hade noget som helst andet overhovedet. Hun vendte blikket let omkring. Følelsen og den fornemmelse af at der var andre i nærheden var noget som hun var grebet af mere eller mindre konstant, men denne følelse.. Den var hende ukendt, ergo kunne det ikke være hende en munk. Hun havde sin bue lagt ved siden af sig og sværdet havde hun ved sin side. For hende, så var det virkelig forbandet farligt og forbandet dumt at skulle søge ud på nogen måde og specielt på denne måde; Alene. Hun kneb øjnene fast sammen og med den tydeligt irriterende mine. Hun havde så mange tanker i hovedet og det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt for hende at skulle finde hverken hoved eller hale i det efterhånden. At være en leder var bestemt heller ikke nemt, men det var noget som hun i den grad også agtet at gøre og så godt som det nu måtte være hende overhovedet muligt! Blikket måtte falde direkte på det væsen som var komet væk fra de mange munke og begyndte at lege med sværdet. Hun kneb øjnene let sammen, som hun kunne se, at han bestemt ikke måtte være af dem som hun normalt måtte omgås her på stedet, så det var også noget som tydeligt måtte trække i hendes opmærksomhed. Hun var dog bare ikke sikker på hvorvidt om det var på den gode eller den dårlige måde. Hånden søgte ganske roligt til buen, hvor hun lukkede hånden omkring det stærke træ. Hun turde virkelig ikke at tage chancen hvis hun dog ellers kunne blive fri for det i det store og hele. Hun stod med en stor dødsdom over hovedet, hvis hun blev fanget og bragt til Inkarno og det var noget som hun helst ville undgå for alt i verden. Ganske roligt rejste hun sig med buen i hånden. Den var og blev hendes foretrukkende våben, da hun var bedst til kampe på afstand, ligesom en ganske normal elver.

[theis01]

Alexander opdagede hurtigt at han ikke var alene, i og med at der var nogen som bevægede sig, og han ikke kunne se nogle munke i nærheden. Den Magi han var igang blev afbrudt samtidig med hans koncentration, og den forkullede farve med de flammende linje forsvandt samtidig, og hans hud blev igen normal. Han vendte sig mod skikkelsen som kom nærmere ham "Ikke et skridt tættere på med den bue, og du skal ikke engang tænke på at hæve den, jeg vil ikke slås, det er netop derfor jeg er her, for at slippe for at slås, og for at slippe for at blive fundet" Alexander betragtede hende forsat meget vagtsomt, og han mindede faktisk mere om et jaget dyr som havde fået øje på en mulig trussel mod sit liv, og som overvejde om han skulle stikke af eller tage kampen op. For Nok var Alexander skabt til at lave krig, men det at de ikke havde pillet ved hans sind, gjorde at han ikke ville kæmpe mod enhver han så, han ville hellere undgå det. Han betragtede hvad der lignede en elver foran ham, men som han udemærket selv godt vidste, var det ikke altid som det ud til, det var faktisk sjældent hvad det så ud til. "Så hvad laver en elver som dig her? er du ikke lidt langt fra skoven?" Alexander vidste ikke meget om elvere i og med at han aldrig havde mødt en, men det han vidste var at de fleste levede i skoven, og holdt til der, så at en elver var her højt oppe i bjergende fandt han både besynderligt og en anelse morsomt. Dog vidste han bedre end nogen, at man måske kunne få brug for en pause for at komme væk fra det hele, og hvis det var hvad hun trængte til, ville han da lade hende det.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Det var bestemt heller ikke fordi at man skulle tage fejl af Tiyanna, for hun var bestemt meget mere end de klare træk fra elveren som hun havde i sig. Det var jo trods alt bare en lille del af hende, selvom det nok var den som måtte stå der som den mest tydelige for hendes vedkommende. Hun kneb øjnene let sammen. Hun havde jo heller ikke bevæget sig mod ham, for det var heller ikke noget som hun direkte måtte se nogen som helst grund til når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun lod hovedet søge let på sned, som hun ikke lod sig rykke med så meget som en eneste muskel. Han var ukendt for hende, ergo så måtte han være en trussel, for det var bestemt heller ikke fordi at hun ønskede at skulle løbe nogen chancer. Ikke bare var det hendes kære far som hun skulle passe på efterhånden, men også den racepolitik som blev kørt i nabolandet Dvasias, var noget som hun måtte passe ekstremt meget godt på. Hovedet lod hun søge let på sned. Han virkede ikke til at ville indgå nogen former for kamp, men hun tog bestemt heller ikke chancen, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Bare det faktum at han allerede fra start af, måtte betegne hende som en elver alene, var noget som hun tog som en direkte fornærmelse, for hun var da langt mere end det alene, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. ”Kald mig for en elver igen, og jeg kan forsikre dig om, at jeg hæver den bue!” advarede hun med en ganske kortfattet stemme, ikke fordi at det var noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun knyttede næven fast omkring buen. ”Jeg kan hæve den inden du overhovedet kan nå at reagere på det, kammerat.. Fortæl mig hvad du laver her ved det hellige tempel,” beordrede hun med en yderst kortfattet stemme. Man kunne vel ikke være i tvivl om, at hun faktisk måtte mene det, at hun klart måtte kræve sig de svar?

[theis01]

Alexander var heller ikke en man bare skulle tage forgivet, selvom han dog ikke var typen som gerne ville slås med alt og alle, så holdt han dog på sin ret, og han var ikke typen som lod sig hundse med nogen overhovedet. Det at hun var bevæbnet, var ikke noget som rigtig bekymrede ham, det var han jo også selv. Men det at hun havde våbnet i hånden klar til brug var derimod noget som gjorde ham opmærksom på en hver bevægelse som hun lavede. Ligesom hun lignede en elver udadtil, så lignede Alexander bare et ganske almindeligt menneske, selvom han dog var noget større end hvad et normalt menneske var, og hvis hun havde lagt mærke til den magi han havde været ved at øve sig på, ville hun jo også vide at han hvertfald havde magiske kræfter. Han gjorde ikke andet end at trække på skulderne over hendes trussel. Hvis hun angreb ham her, ville munkene nok blande sig, og smide hende ud fra deres tempel, da de ikke var vilde med vold mod andre, selvom de dog kunne slås for at forsvare sig selv."Som du vil, hvad skal jeg så kalde dig?" spurgte han og lagde armene over kors mens han betragtede hende. Han grinte hånligt over hendes kommentar om at hun ville kunne hæve buen inden han ville kunne nå at reagere, og samtidig med den hånlige latter skiftede hans øjenfarve, fra den grå fra til en dyb rød, Da farven skiftede, var det også som om at der lagde sig en ondskabsfuld aura rundt om ham som ville få det fleste til at føle en kulde ned af ryggen, men det fortrak sig dog hurtigt igen og den grå farve kom tilbage "Jeg kan ikke se hvorfor jeg skulle fortælle dig hvad jeg laver her?. Du har ikke ene ret til at være ved dette tempel. Så nej jeg har ikke tænkt mig at fortælle dig noget som helst, hverken hvem jeg er eller hvad jeg laver her. Og prøv du bare at hæve den bue mod mig, hvis du endelig skyder mig, tvivler jeg på at Munkene her vil være særlige glade for dig, ja jeg tror såmænd at de vil nægte dig adgang til tempelt igen. Eftersom at jeg ikke har trukket våben mod dig." Alexander kiggede køligt på hende. Og det var tydeligt at han ikke frygtede hende lige her og nu.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna kendte faktisk munkene temmelig godt efterhånden. Hendes gruppe var deriblandt også nogen af dem som forsynede dem med økonomiske redskaber, så de kunne klare sig. Det var jo lidt hen af en leg som Robin Hood, som hun legede med kongen af Imandra. Livsfarligt var det i den grad, så hun vidste hvad hun lavede. At han direkte måtte håne hende ved den latter, var kun noget som måtte gøre hende langt mere vred! Hun var bestemt ikke den slags person som man skulle tirre lige for øjeblikket, for hun havde virkelig forbandet meget at tænke på! Inkarno var på sporet af dem, de var tvunget langt ind i skovene og skovene selv, var så øde og forladte, at man næsten kunne kalde det for fjendtligt territorium, for det var heller ikke fordi at der fandtes meget vildt tilbage der, selvom det nu ikke var noget som hun lod sig være så synderligt påvirket af lige for øjeblikket. At hans øjne måtte skifte farve, var slet ikke noget som hun mærkede sig af som sådan, hvad end om det var noget som hun ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare den rene sandhed, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det nu måtte være når alt endelig måtte komme til alt. ”Håner du mig..?” endte hun med en direkte fast og tydelig vantro stemme. Hun var vant til at folk fulgte hendes ordre, da det i sig selv, var frygtelig dumt at sætte sig op mod hende på den måde! Nok var hun ikke den ældste, men hun havde en kraftig blanding og deriblandt på grund af hendes kære far, så stod warlocken i den grad også tydeligt fremme i hende. Hun endte hurtigt med at tage en pil fra det kobber som hun havde ved sig, lagde det på buestrengen og endte med at spænde den og vendte den direkte mod ham i den sidste og advarende trussel. Hun kneb øjnene direkte fast sammen, uden at skulle se det mindste væk fra ham på nogen måde. Hun tog i den grad heller ikke chancerne, for hun kunne også fornemme, at han havde det mørke i sig, som det hun også selv måtte have i den anden ende, selvom det nu ikke var noget som hun decideret tog sig af. ”Jeg tvivler stærkt på at munkene vil gøre noget som helst mod mig. Er jeg væk, så har de lige så også et stort problem, min fine ven.. Du har ingen anelse om hvem som du er oppe mod! Man kan ikke vide sig for sikker i Imandra længere.. Hvem ved.. måske at Inkarno har sendt spioner efter mig.. Jeg siger det kun én gang til! Hvem er du og hvad laver du her?” Hun kneb øjnene sammen, som hun spændte buen helt. Hun tøvede ikke med at skyde ham ned, hvis det var det!

[theis01]

Han vidste ikke hvem hun var, eller hvad hun lavede her ved munkende, han havde aldrig set hende før, eller hørt om hende. Men bare det at hun prøvede at kommandere med ham gjorde at han ikke havde tænkt sig at svarer hende på nogen spørgsmål hun måtte komme med. Han brugte stilheden mellem dem, til at betragtede hende, så vidt han kunne se var hun Elver, men der var også noget over hende, som ikke helt passede ind, hun havde nemlig en sort kræft lidt magen til den han havde, om end, hvis han selv skulle sige det, var hans en del stærkere end hendes. For som alle med magi, blev den jo kun stærkere med årende, og han var 50.000 år gammel nu, og han ville forsat blive ældre uden at skulle frygte at dø af alderdom. Alexander lagde hovedet lidt på skrå, da hun spurgte om han hånte hende, før han blot trak lidt på skulderne "Det må du helt selv om. Tror du jeg håner dig, håner jeg dig, hvis du ikke tror det, så håner jeg dig ikke. Jeg tror det er lidt ligemeget hvad jeg siger, du virker som en lille forkælet unge, som vil have hvad du mener du er berettiget til, fra folk som ikke skylder dig noget, eller overhovedet kender dig. Og når en person som dig først har sat sig noget i hovedet, så er du jo ligeglad med hvad andre siger" Alexander blev roligt stående og kiggede på hende da hun hævede buen mod ham. Så hun ville bruge skyde våben mod ham, bare fordi han ikke gad præsentere sig for hende. Alexander rullede med øjnene af hende "Igen du tror du er utrolig mægtigt og at alle burde bukke for dig. Men nu skal du hører her. Jeg har ikke tænkt mig at bukke for dig og sige hvem jeg er, eller hvad jeg laver her, for det er min egen sag. Og hvem denne Inkarno så end er, så ville jeg heller ikke adlyde ham. Jeg er blevet brugt til andres beskidte krige engang før, og det kostede en af dem livet. Og jeg har ikke tænkt mig at følge nogen andres ordre, så skyd du bare efter mig, hvis du får det bedre af det, så kan vi jo se hvad der sker." Alexander vendte sig mod helt mod hende, uden at trække våben af nogen slags, da han ingen intentioner havde om at slås med hende.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Biologisk og teknisk set, så havde Tiyanna faktisk temmelig meget at skulle sige. Hun var faktisk kronprinsesse af Imandra, hendes egen far var den som hun stjal fra for at give videre til den lille befolkning som han røvet det hele fra, sendte dem på gaden og hvad vidste hun, hvilket var noget af det som gjorde hende vred. At han så vovet at skulle kalde hende for en forkælet unge, var noget som gjorde hende direkte vred, for det var bestemt ikke noget som hun var! Hun havde aldrig oplevet goder ved at være den som hun var. Hendes øjne skød nærmest lyn. At han så meget som kunne vove på at sige sådan noget, så var det virkelig noget som måtte få hende til at flippe direkte, for det var der så sandelig ikke nogen grund til! ”Hvor vover du at udtale dig om mig på den måde?! Uden at kende mig?!” endte hun med en direkte fast tone, dette var virkelig noget som måtte gøre hende vred! Hun spændte buen helt op. At han måtte være noget andet end den warlock som hun kunne fornemme i ham, var noget som også gjorde, at hun var forsigtig, men hun havde dog taget sine forholdsregler. At han ikke kendte til Inkarno var dog noget som automatisk gjorde, at han blev til en langt mindre trussel for hendes vedkommende, men hun tog bestemt ikke chancen af den grund, hvis hun dog ellers kunne blive fri for det. Hun havde bestemt heller ikke krævet, at han skulle bukke for hende eller noget som helst, men det at skulle opføre sig på denne her måde overfor hende, var bestemt heller ikke noget som ville hjælpe ham det mindste i den anden ende. Hun kogte virkelig.. at han overhovedet kunne sige det på den måde! ”En ting gør du rigtigt, og det er i benægtelsen af at adlyde Inkarno, selvom han uden tvivl vil slå dig ihjel af den grund..” Et kynisk smil gled over hendes læber. Hun havde ham dog i blodet, hvad end om det var noget som hun ville det eller ikke. ”Dog.. nu hvor du beder så pænt om det..” Hun kneb øjnene fast sammen, som hun spændte buen helt op med den klare pil af sølv hvilende. Hun spændte buen hurtigt og kraftigt op, idet hun lod den flyve – direkte i retningen af hans eget hjerte. Det andet ville hun simpelthen ikke lægge øre til mere!”

[theis01]

Alexander rullede med øjnen af hende over hans opførelse. I følge ham, var hun stadig bare en forkælet unge, som havde fået hvad hun ville have gennem sit liv. Og hvis ikke det passede, så var opførte hun sig hvertfald som en. Eller måske som en lille pige som havde tikket efter hendes fars opmærksomhed, hele livet, og nu gjorde det på andre måder, over for andre mænd, ved at true dem. Han lagde hovedet på skrå da hun begyndte at snakke, og et provokerende smil bredte sig på hans læber "Ja det stinker gør det ikke, når folk tror de ved noget, og har ret til at sige noget om andre de slet ikke kender. Måske skulle du tænke over det til en anden gang" At hun spændte sin bue endnu mere, gjorde bare at han vidste hvad hun havde gang i. Hvilket blot fik ham til at rulle med øjnene af hende, og samtidig begyndte at han at bevæge læberne i en meget sagte mumlen, som ville være umulig for hende at hører, på den afstand som var mellem dem. "Måske, han kan jo bare prøve ligesom du gør nu ikke sandt," sagde han til hendes næste kommentar, og da han så at pilen var lavet at sølv, vidste han at han gjorde det rigtige, med at skabe en magisk barriere mellem hende og sig selv. Pilen forlod hendes bue, og han kunne se at den ville have ramt ham i hjerte, hvis ikke det var for magien i mellem dem, som stoppede pilen med et klunk, da den var kommet ca 3/4 af vejen over til ham. Han lod bare pilen falde til jorden efter det og vendte blikket mod hende "Så hvad er der forskel på dig og ham der Inkarno? du vil slå mig ihjel for ikke at adlyde dig, og han vil slå mig ihjel for ikke at adlyde ham. Det virker mere som i er 2 styk af et alen, ud fra hvad du har fortalt mig omkring ham. Måske er det bare en magt kamp det her? hvad ved jeg." Alexander holdt blikket rettet mod hende som han sagde det her.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna havde allerede fundet ud af, at der var mere i denne mand end det som øjet kunne se. Hun kunne fornemme et velkendt mørke i ham, så det var bestemt heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun havde bare alverdens god grund til at skulle være forsigtig og påpasselig med det hele, og det var noget som hun i den grad gjorde på denne her måde. At han kunne få sig selv til at skulle beskrive hende som en forkælet unge, var noget som gjorde hende vred, for hun havde altid været den type som skulle kæmpe for tingene, hun måtte kæmpe for at holde på det og altid var de store ting gledet som sand mellem hendes fingre, uanset hvad fanden hun havde gjort. At han skulle være belærende, var bestemt heller ikke til hans fordel! ”Det finder vi jo meget snart ud af..” vrissede hun med en ganske fast tone, det var end ikke noget som man skulle tage meget fejl af når det nu endelig måtte tage det mindste fejl af overhovedet! Som pilen forlod hendes bue, selvom den ikke kom særlig langt, da den blev stoppet. Ganske rigtigt, så måtte han da være en Warlock ligesom hende selv! Hun kneb øjnene fast sammen og med den tydelige irritable mine, ikke fordi at det var noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. ”Jeg har Inkarnos hær hængende efter mig uanset hvor jeg færdes, uanset hvor jeg er.. Nej, jeg gør det ikke til en magtkamp.. du bad om en pil, så skal du nok få den..!” Hun rettede sig op og med den tydelige utilfredse mine. Hun var virkelig, virkelig træt af, at den ikke havde ramt ham, men det var nu ikke noget som hun kunne gøre stort med. Hun trak vejret dybt. Hende og Inkarno var jo faktisk beslægtet, så hun vidste også at hun havde meget af ham i sit blod, selvom det nu ikke var noget som hun fik sig selv til at sige med nogen som helst former med ord. Det var slet ikke noget som hun ønskede! ”Man kan vel ikke vide sig for sikker mere, når du er imod Kongehuset og dets styre..” afsluttede hun kortfattet. Hun havde bare brug for at vide hvilken side, at denne mand måtte stå på, så kunne hun da godt falde til ro derefter.

[theis01]

Alexander vidste ikke noget om hvordan hun var blevet behandlet som barn, men hendes opførelse havde mange mangler, ifølge ham. Men han kom jo også for en helt anden tid, end hende, det var hvertfald ret sikker på. Han var gammel, ikke at alderen tyngede på ham, ikke spor. Men Gammel var han, og han havde set og oplevet mange ting gennem sit liv. Folk som døde, når hans sværd sank ind i kødet på dem, eller set hvordan de brændte til aske for hans besvægelser. Han havde også set hvordan forræderi blev belønnet af det fleste konge, og dronninger. Og hvordan dette oftest gik ud over de fattige, og uskyldige. Da pilen ramte hans skjold og faldt ned til jorden smilte han bare venligt til hende, nu hvor hun vidste at hun ikke ville kunne skade ham, så længe han bare havde et minimum, af koncentration. " Så du har hans hær efter dig uanset hvor du færdes? Men prøv at tænke på det, hvis jeg virkelig arbejdede for ham, tror du så jeg ville forblive ubevæbnet når jeg stødte på dig? og fortælle at du kan glemme alt om hvem jeg er, eller hvad jeg laver er? Med mindre Inkarnos hær er fulde af idioter, som tror de er bedre end andre, så tvivler jeg stærkt på at de ville gå efter dig alene." Alexander prøvede stadig at tale til hendes fornuft, uden at røbe hans navn. Han havde ikke spor lyst til at skulle fortælle hvem han er eller hvorfor han var her. Men det havde han næsten opgivet allerede. "Nej det kan man vel ikke. Men man kan åbenbart heller ikke vide sig sikker, hvis man ikke er indblandet, sig mig hvorfor er du med kongehuset hvis ikke det er for at få magt?" spurgte han og lagde armene over kors.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna havde i den grad en frygtelig god grund til at skulle tage sig i agt for det hele, tage sig i agt og passe på hvem som hun måtte lukke tæt på sig, for hun havde jo heller ikke nogen anelse om hvorvidt om det var fyre eller kvinder for den sags skyld, som også var ude på at slå hende ihjel! Hun havde en hel hær efter sig, kongehuset var efter hende, men ikke fordi at det var noget som kunne forundre hende en skid, for hun havde vel også selv bedt om det i den anden ende? Det var da om ikke andet, så sådan at hun selv måtte se på det i den anden ende, så var det jo trods alt bare sådan at det nu måtte være når alt endelig måtte komme til alt. Hun kunne ikke skade ham. Han havde warlock i blodet ligesom hende selv, selvom det dog ikke gjorde hende det mindste rolig omkring hele denne situation. ”At undervurdere Inkarno er noget af det værste du kan gøre. Du har absolut ikke nogen anelse om hvad den mand er i stand til,” vrissede hun fast. Hvem som han var, vidste hun ikke, men han var da virkelig dummere end en dør! Hvis han troede at han kunne disse Inkarno på den måde, så tog han i alle falds gruelig fejl! Inkarno var en intelligent mand, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. De mørke øjne faldt direkte til hans skikkelse og med det tydelige alvor i blikket. Han fortalte hende absolut ingenting, foruden hvad han troede omkring hende, hvilket i den grad var frygtelig forkert, det var der slet ikke nogen tvivl om, for hun var bestemt ikke den forkølede snotunge som han havde fremstillet hende som! ”Magten er jeg slet ikke ude efter. Jeg vil ikke have noget med den at gøre. Kongen ødelægger Imandra. Han udsulter det, tærger det for penge for sin egen formues skyld.. Han er en forfærdelig mand, som slet ikke burde sidde på magten! Men hvad.. hvad ved du om det? Du kender ham ikke engang. Det lyder ikke engang til at du kender din egen konges navn!” Et sted var stemmen præget af en overraskelse alligevel. Alle havde da hørt om den mand!

[theis01]

Alexander lagde armene overkors mens han kiggede på hende. Han kiggede vagtsomt på hende, da han havde ligeså lidt grund til at stole på hende, som hun havde til at stole på ham. Det var nok også derfor at de var lidt fanget i en stillestående situation. Ingen af dem ville slække på deres vagtsomme adfære over for hinanden, men samtidig ville ingen af dem angribe, uden grund. Eller hvertfald Alexander ville ikke angribe uden nogen god grund til det. Alexander slappede lidt mere af i kroppen, da det ikke så ud til at hun ville angribe ham lige forløbig hvilket han var ret glad for. "jeg undervudere ham ikke, men jeg tror derimod at du måske overvurdere ham lidt for meget. Og nej du har ret, jeg har ingen ide om hvad han er i stand til, men så igen du ved heller ikke hvad jeg er i stand til. Du ved jo ikke engang hvem eller hvad jeg er." Han kiggede roligt på hende. Og slappede mere og mere af jo længere tid der gik uden at hun valgte at angribe ham. Ved hendes ord kunne han ikke lade være med at grine, dog var det mest det sidste han grinte af "Nej der tager du fejl. Jeg kender min konges navn. Men min konge er død for mange mange mange år siden. Denne Inkarno som du taler om, er ikke min konge. Min konge, var kongen i procias, for godt og vel 50.000 år siden. " han lagde igen armene over kors mens han ventede på hendes svar, på det han havde fortalt hende. Hun havde jo stået og bedt ham om at fortælle hvem han var, og nu kunne hun jo gætte sig til lidt omkring hans alder.