Where to go??

[maggie]

Det var slet ikke fordi at Maggie var egoistisk, for hun ønskede virkelig bare, at han fik bugt med alt den vrede som han måtte brænde inde med for øjeblikket, for det var virkelig meget, som hun kunne føle og hun brød sig ikke om det. Sandt var det, at hun aldrig nogensinde havde brudt sig om Alec og det var der mange grunde til – Han havde heller ikke brudt sig om hende, hvilket hun var udmærket godt klar over og på alle måder endda, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af overhovedet. Hun knyttede næverne. Julien havde aldrig nogensinde gjort hende ondt, så det var heller ikke fordi at hun havde nogen som helst grund til at skulle være bange for ham. Hun ønskede ham det bedste og det var kendt for hende, at det ikke var ham en hjælp at hun beskyldte hans far for det hele, men at han kaldte deres mor for en egoist og en som var fuldkommen ligegyldigt Hun havde måske sine forældre derude, men det var jo ikke ensbetydet med, at hun ikke kendte til følelsen af, at de var mistet, for det var de jo begge to! Hun ønskede bare at hjælpe ham igennem det, men det krævede jo selvfølgelig også at han var villig til at lukke hende ind, for lige nu, så mødte hun ikke noget andet end en klar og fast mur som intet andet og det gjorde ondt. Hun ønskede virkelig ikke at skændes med ham, selvom hun vidste, at hun ikke rigtigt kunne gøre noget for at forhindre det lige nu. Hun fulgte ham meget nøje med blikket, for hun vidste, at det at sige ham imod, ikke var noget som ville gavne hende i den anden ende. Hun måtte jo bare tage konsekvenserne af det, for han skulle virkelig lære at styre sig og det kunne ikke gå hurtigt nok! ”Jeg ved udmærket godt, at stedet her er beskyttet af magi, Julien!” vrissede hun med en fast stemme, hvor hun blot stirrede på ham med en direkte vrede i blikket. At se ham reagere som han gjorde, så var det tydeligt at bægeret var ved at flyde over for ham. Et sted blev hun grebet af en mindre panik. Han sendte hende væk? Hun knyttede næverne, så hendes knoer endte fuldkommen vide. At han åbnede døren for hende, var noget som kun gjorde det hele så meget værre for hende, for han behøvede virkelig ikke at spille op overfor hende! Hun gik mod ham stille og roligt, hvor de røde øjne hvilede fast på hans skikkelse. ”Mor forrådte familien for længe siden? Hun blev i alle disse år for din skyld, Julien! Du skal ikke komme og fortælle mig at mor er ingenting!” hvæsede hun. Bare alene tanken om det, var noget som måtte gøre hende direkte vred at skulle tænke på! Han så vel også meget af Alicia i hende selv? Hun var jo trods alt som snydt ud af næsen på sin mor, selvom hun havde sin ganske egen mening i det store og hele. ”Jeg ser ikke nogen grund til at blive her med dig som en leder for mig, Julien! Du bestemmer IKKE over mig!” hvæsede hun med en fast og kraftig stemme. ”Hvis det her er takken for at jeg prøver at hjælpe, så fint!” Hun endte med at vende sig mod døren, hvor hun med de faste og hurtige skridt, hastede ud af den, blot for at komme ned af gangen, nærmede sig trappen og gik ned mod den store forhal. Hun var bare så vred, at hun næsten kunne lade tårerne falde og det gjorde ondt.. kun en tanke som gjorde det hele så meget værre for hendes vedkommende. Så måtte han jo sejle hans egen sø, så skulle hun da nok lade være med at blande sig! Hun nåede den store forhal, hvor hun fast gik i retningen af døren som hun nærmest rev af hængslerne. Hun var bare vred!

[julien]

Hvis Julien ønskede at drukne i sin egen sorg, så gjorde han bestemt også det! Han vidste godt at han ikke havde alverdens tid til at sørge over sit tab, for han havde trods alt en orden som han skulle se til, men han var ikke forberedt på det, han var ikke klar, ikke endnu! Han havde ikke regnet med at han skulle overtage det hele allerede, for han havde brug for sin fars vejledning, han kunne ikke klare det selv! Og nu var hans mor væk, så han fik ikke engang chancen for at sørge sammen med hende, for han vidste at hans far måtte have betydet bare lidt for hende, ellers var hun vel ikke blevet for så mange år? Hun kunne jo være taget af sted da han var nået sine teenager år, for der var hans træning gået ordentligt i gang, der havde hans far begyndt at træne ham langt hårdere, der havde han ikke været en lille pivset dreng der decideret havde haft brug for sin mor, for han havde altid hadet at vise sig svag, selv overfor hende, skønt hun dog altid havde ladet ham være svag uden at håne ham, hun havde ladet ham græde, hvis det var det der skulle til, hun havde altid givet ham endnu en chance uden at skulle nedgøre ham. Men hvor var hun så nu? Hvis hun ikke ville være her hos sin rigtige familie – kød og blod – så var det hendes egen skyld! Så kunne hun også bare blive væk! Han havde ikke brug for hende, han havde ikke brug for nogen! Men hvorfor skulle han så føle sig så alene? Så ensom? Han vendte de dybbrune øjne vredt mod Maggie. Hvis hun ville følge i deres mors fodspor og også forråde ham, vende ham ryggen, jamen så fint! Så ville han bestemt heller ikke holde på hende! Så kunne hun bare forsvinde! Så gad han slet ikke at have noget med hende at gøre! ”Alicia betyder intet,” svarede han koldt og tonløst, hvor de dybbrune øjne hvilede lettere koldt og dog lettere overlegent. Han var lederen og derved også hendes, i hvert fald så længe hun boede her i huset. Hvis hun ikke parerede ordre, så kunne hun få lov til at bo på gaden, så måtte de jo se hvor længe hun klarede det liv! Han himlede svagt med øjnene til hendes ord. Hun tog grueligt fejl! Han bestemte over hende om hun ville det eller ej, for nu var han overhovedet af familien, så om hun var meget for det eller ikke, så bestemte han over hende, medmindre hun valgte at vende familien ryggen og det undrede ham ikke, hvis hun gjorde det, for det gjorde alle andre jo også! Foruden hans onkler, de var de eneste forstod sig på Mathimæus-slægtens regler og normer. ”Så smut.. jeg finder en anden, en der er bedre!” råbte han efter hende, inden han smækkede døren i efter hende. Hun ville gå? Jamen så kunne hun gå! Han gik hen til skrivebordet, hvor han satte sig, blot for at gnide sine tindinger tænkende. Hans far var væk, hans mor var væk og nu ville Maggie også forsvinde? Hun var jo faktisk det eneste han havde tilbage, hun var den eneste der kendte ham ret, den eneste der forstod sig på ham og den eneste der kunne hjælpe ham igennem denne smerte og sorg. Han himlede med øjnene. Han hadede hende virkelig! Han rejste sig roligt fra skrivebordet, gik hen til døren som han åbnede, inden han lukkede døren indtil hans fars kontor. Det var over en uge siden at han havde været ude fra det, men det var irrelevant, det vigtigste i øjeblikket, var Maggie. Han løb ned ad trapperne, ned i forhallen og ud ad fordøren, så han endte ude ved indkørslen, hvor hans dybbrune øjne faldt på hendes skikkelse. ”Maggie!”

[maggie]

Maggie ønskede virkelig at hjælpe ham igennem det, selvom det var tydeligt, at det ikke var en hjælp som han måtte ønske af hende. Et sted så var det jo selvfølgelig noget som gjorde ondt at vide, at det eneste som hun ville møde ved ham, var en mur efter en mur og det gad hun ganske enkelt ikke! At han kaldte deres mor ved hendes fornavn, var noget som direkte chokket hende, for det havde han aldrig nogensinde gjort før! Man kaldte bare ikke sine forældre ved deres fornavn! Alec havde aldrig brudt sig om hende og hun havde aldrig brudt sig om ham, så det var heller ikke fordi at der var noget at gøre ved det i det store og hele. Hun var så rasende, at hun måtte dirre, hun var så rasende, at hun kunne lade tårerne falde, selvom det bestemt ikke var en ting som hun ville gøre overfor ham, for det ville hun så sandelig ikke have noget imod. At han ville finde noget som var bedre end hende, var noget som virkelig klemte omkring hendes hjerte, for det var noget som virkelig gjorde ondt. En tåre løb ned af hendes kind ved den tanke alene. Så skulle hun så sandelig heller ikke stå i vejen for ham! Han bestemt ikke over hende! Sandt at han var hendes leder hvis hun valgte at blive her på stedet, men det var bestemt ikke noget som hun havde nogen intentioner om, hvis det var på denne måde, at det skulle foregå, for det ville hun bestemt ikke vinde noget som helst på! ”FINT!” skreg hun nærmest efter ham til de sidste ord, hvor hun bare lod ham smække døren i efter hende. Hun havde i den grad også fået nok! Hun ville simpelthen ikke mere nu! Bare den tanke til at tårerne trillede ned af hendes kinder, var noget som gjorde hende direkte panikslagent, for det havde de aldrig gjort før på denne her måde, om ikke andet. Hun nåede ud i den store have og bare fortsatte sin vandring ned af den, idet at hun kunne høre ham råbe på hende. Hun knyttede næverne, selvom hun direkte nægtet at svare ham. Hænderne førte hun hurtigt op til hendes kinder, hvor hun tørrede tårerne væk og bare prøvede på at samle sig. Hvis han ikke ville have hende der, så skulle hun da nok forsvinde! Det kunne hun da sagtens gøre! Det var jo tydeligt, at han ikke ønskede hende der, så skulle hun da nok lade være med at komme ham i vejen! ”Lad mig være, Julien! Jeg skal nok gå! Du behøver så sandelig ikke at følge mig til porten!” Hun vendte sig med en næsten hvæsen, for alene den tanke om det, var noget som gjorde hende direkte vred, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Det var sjældent at hun hvæsede og specielt af ham, men det her var virkelig grænsen for hendes vedkommende! Hun vendte sig om igen og kun for at fortsætte vandringen. Hun dirrede og hun skælvede af ren og skær vrede, for den tanke i sig selv, var noget som hun virkelig måtte hade lige nu! Måske at deres mor var væk, men hun var overbevist om at hun ville komme hjem igen. Det gjorde hende bare vred, at Julien ikke troede på deres mor! Hun havde da for pokker ikke gjort andet end at handle ud fra deres bedste! Selvom det havde været på bekostning af noget andet – I dette tilfælde, så havde det også været hende, for hendes barndomsmål havde hun aldrig fået lov til at opfylde. Nu kunne han få lov til at føle det samme!

[julien]

Når det kom til stykket, så vidste Julien godt at han aldrig nogensinde ville finde nogen, der var bedre end Maggie, for hun var jo det bedste som kunne ske ham. Måske han ikke havde sin mor, som ellers altid havde været der igennem hele hans liv, men han nægtede simpelthen at miste Maggie! Hun kunne virkelig drive ham langt ud til tider, hun formåede virkelig at pisse ham af som aldrig før, og utrolig nok var det kun hende som kunne gøre det. Han ønskede ikke at miste sin mor, han ønskede slet ikke at noget af dette skulle ske! Hans far havde forvoldt alt for meget skade, selv efter hans død, selvom det vel bare var at tage den lette ud vej ved at beskylde hans far? Det var ikke hans fars skyld, alle vidste jo at de en dag ville dø, ikke nogen vampyr havde formået at leve i al evighed, for der var ikke mange tilbage fra vampyrernes skabelse, men det betød intet, et liv i evighed ville være forfærdeligt, hvis man skulle dele det alene, hvis man ikke havde nogen omkring sig, desuden ville det være et kedeligt liv, hvis man hele tiden tog den sikre og lette vej, der skulle spænding til, det var trods alt derfor at Julien ville være arvtager til det hele, det var derfor han havde trænet så hårdt, for at nå der hvor han var kommet til nu. Han nægtede at miste Maggie, for hun havde jo altid været der for ham, på trods at hun ikke ligefrem var den bedste lytter, men selv hun kunne være sårbar, selv hun kunne vise svaghed, men det var også kun når man ramte de rigtige punkter, som i øjeblikket. De var aldrig nogensinde kommet så langt ud før, men på den anden side, så havde de heller aldrig stået i sådan en situation før. De havde ikke engang behov for at skulle skjule deres forhold længere, for nu var han overhovedet for det hele, nu var det ham som bestemte, som kunne sætte reglerne som det lystede ham og han agtede i den grad også at vinde folkets respekt på trods at han var sammen med sin halvsøster, for han så hende ikke bare som en søster, han så hende som sin kæreste, for det var hvad hun var. Han ønskede hende.. og kun hende! Han bed tænderne hårdt sammen til hendes hvæssen, selvom han bed det i sig for nu, for han vidste at hun inderst inde ikke mente noget af dette, det eneste hun ønskede var at det hele skulle være som før, for de havde trods alt ikke engang set hinanden i en uge. Han fortsatte dog efter hende i løb, for han kunne ikke bare lade hende gå sådan uden videre og det vidste han jo også udmærket godt. ”Maggie hold nu op!” endte han kortfattet. Dette var jo latterligt! Det var tosset, for de vidste begge udmærket at de ikke kunne leve uden hinanden alligevel. Som han nåede op til hende, greb han hende om armen og dermed tvang hende til at stoppe, hvor han fik hende vendt rundt, så de stod front mod front igen. Han lagde den frie hånd mod hendes ene kind, hvor han vendte hendes blik op mod ham, så han så hende direkte i blikket. ”Jeg vil ikke have at du skal gå,” endte han i en dæmpet og betydeligt langt roligere tone.

[maggie]

Maggie kunne slet ikke huske eller erindre at de havde stået i en sådan situation her før. De havde været oppe at skændes, de havde været vrede på hinanden, men det havde aldrig været så galt, at hun havde stået i farezonen til at blive smidt ud, så.. et sted så var hendes handling vel også af panik? For hun havde jo ikke noget andet sted at skulle søge hen, så det var jo selvfølgelig også noget som måtte spille ind på alle tænkelige måder overhovedet, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Tungen strøg let over hendes læber, som hun rystede på hovedet. Hun havde ganske enkelt fået nok! Hun kendte hans punkter, som han i den grad også var kendt med hendes, så det var jo selvfølgelig også noget som spillet ind. Han var den eneste som kendte de mere bløde sider af hende og hun ønskede virkelig at hjælpe ham igennem det, hvis hun vidste hvordan det skulle gøres, det var bare ikke særlig nemt! Men hun prøvede, det var vel også det som var hele pointen ved det hele? Hun knyttede næven som hun kunne høre, at han måtte komme efter hende, for hun var virkelig bare ligeglad! Det slog dog klik for hende, da han nåede tæt nok på til at kunne gribe fat omkring hendes hånd, tvinge hende til at stoppe og lod den frie hånd søge mod hendes kind, så hun nærmest helt automatisk måtte vende blikket op mod ham. De røde øjne stirrede på ham med en vrede. Fortrød han nu? Det var da også helt umuligt at stille en Mathimæus tilfreds! Det var ikke fordi at hans ord var noget som gjorde det nemmere for hende på nogen måde. Hun knyttede næverne let, selvom hun virkelig bed det i sig og undlod at slå ham, selvom hun virkelig var fristet til det! Hun kunne ikke undvære ham, men hvis han ikke ville have hende her, så måtte hun vel lyde det ønske og så bare smutte? Så han kunne finde sin erstatning for hende?! ”Holde op med hvad, Julien?” Hendes stemme var en vrissen, for nu var det hende som slet ikke kunne falde til ro bare sådan uden videre! Tænderne bed hun sammen. Hun var virkelig bange for at ende med at gøre noget forkert. ”Du vil ikke have at jeg skal gå? Hvorfor pokker så sende mig væk? I er jo heller ikke til at stille tilfreds!” Hun rev hovedet let til sig, ved at bakke et skridt. Han havde dog stadig fat i hendes arm, som hun ikke kunne få sig selv til at trække til sig bare sådan uden videre. Hun elskede ham jo og hun ønskede jo heller ikke at gå. Hun var bare så vred, at hun kunne fælde tårer og det var under ingen omstændigheder noget som skulle ske overfor ham! At han var mere rolig nu, var også noget som havde den samme effekt på hende, selvom hun slet ikke ønskede at falde til ro endnu! Hun havde lyst til at pine og slå ihjel! Så vred som hun var lige i øjeblikket! ”Hvis du er så bange for, at jeg gør det samme som mor, så slip mig..” Hun vendte det næsten så trodsige blik mod ham. Det var ikke ord som hun mente, men bare ord som kom. Hun havde bare brug for at afreagere, nu hvor han havde kørt hende så meget op og hun ønskede ikke at skulle slå til ham eller noget i den stil, hvis hun da ellers kunne blive fri for det. Et sted var minen vred og hjælpeløs på samme tid. Hun var slet ikke vant til disse følelser!

[julien]

Det var tydeligt at det ikke kun var Julien som var oppe at køre, men lige såvel Maggie, selvom at det nu heller ikke undrede ham, for han vidste at hun ønskede hans opmærksomhed, desuden havde de jo heller ikke snakket sammen i over en uge, så det undrede ham bestemt ikke. Han ønskede dog ikke at miste hende fordi han var ved at drukne i sin egen sorg, hun var den eneste han havde tilbage, den eneste som han kunne lukke sig op overfor uden at blive hånet, selvom han nok ville kunne gøre det samme ved sin mor, men det var ikke det samme. Han kunne dog ikke komme udenom at han faktisk savnede sin mor, og han ville ønske at hun var her så han kunne sørge sammen med hende, for hans mor var den eneste der også havde holdt af hans far, som også havde kendt ham som en bedre mand end bare en morder, han kunne ikke sørge sammen med Maggie, for hun var slet ikke i sorg over det, hun havde altid hadet hans far, så hun ville aldrig nogensinde forstå sig på det. Men af den grund så kendte hun ham på mange andre måder, hun kunne hjælpe ham igennem det på andre måder, for hun var den som kendte ham bedst, hun var den som han delte alle sine hemmeligheder med. Han vidste godt at hans mor aldrig havde været inde i hans fars sager, også af personlige grunde, for hun havde jo aldrig ønsket at være en del af det, men han måtte indrømme at han ikke ønskede at holde noget hemmeligt for Maggie, men på den anden side, hvis det skulle resultere i at Maggie skulle ende med at blive tortureret ligesom deres mor, så ønskede han ikke at indvie hende i det, selvom at hun sikkert ville blive tortureret uanset hvad, det var deres mor jo et levende bevis på, så måske han skulle lade hende gå? Det var måske til deres begges bedste? Han ønskede hende jo kun sikker og han var bange for at han ville fejle, at han ville blive en kæmpe fiasko, for det ønskede han ikke. At hun var sur undrede ham ikke, for det var mere end tydeligt, derfor lod han hende også blot trække hovedet til sig. Han slap hende roligt, som hun mere eller mindre bad om ved hendes sidste ord, for han mente det; han ville ikke holde på hende, hvis hun ønskede at gå. Selvom han slap hendes arm, lod han begge sine arme glide omkring hendes krop, så han kunne trække hende tæt ind til sig, hvor han skænkede hende et dybt kys. Han ønskede ikke at hun skulle gå, for han ønskede slet ikke at miste hende! Det var bare så forbandet svært! Han knugede hende mere eller mindre ind til sig, hvor øjnene var gledet i så længe kysset varet, inden han valgte at bryde det, så han kunne trække hovedet en anelse til sig, blot for at betragte hende. ”Jeg ønsker ikke at du skal gå Maggie, jeg ønsker ikke at miste dig, jeg.. jeg elsker dig,” sagde han i en dæmpet tone, imens de dybbrune øjne betragtede hendes røde. De tre store ord havde aldrig nogensinde forladt hans læber, for han havde været stædig, han havde ikke set meningen i dem, men.. nogle gange betød ord mere end handlinger, og i den tid han havde været alene havde han tænkt en masse igennem, hvor han var bange for at han aldrig nogensinde ville få hende det fortalt. Han løftede den ene hånd og strøg den blidt over hendes kind. ”Bliv. Bliv hos mig.”

[maggie]

Maggie ønskede virkelig ikke at ende med at miste Julien, for det var også noget af det sidste som hun havde tilbage. Noget som hun havde at klamre sig til og det var virkelig ikke noget som hun ønskede at miste. Ville han erstatte hende som havde hun været det rene ingenting, så skulle hun så sandelig heller ikke ende med at blande sig i det, det var der heller ikke nogen tvivl om, men hun ønskede det ikke. Hun ønskede at være den eneste som han gik til, den eneste som han skulle åbne sig for, for hun ønskede at være den som skulle tage hans mange hemmeligheder med i graven, for overfor hende så kunne han være åben og ærlig uden at skulle være bange for at blive latterliggjort, hånet eller nedgjort, for det var virkelig noget af det sidste som hun kunne finde på! Hun elskede ham jo og det var af hele sit kolde og døde hjerte. Hun vendte blikket mod ham, selvom det var med en vrede og en frustration som hun ikke havde nogen anelse om hvordan pokker hun skulle få bugt med. Hun ønskede at hjælpe ham igennem det, og ja, måske at hun ikke sørget over tabet af Alec. Tvært imod! Hun jublede ved tanken om det! Det gjorde det automatisk mere nemt og let for hende selv, at skulle færdes omkring her. Hun behøvede ikke at være bange for at gøre det ene eller det andet forkert, for nu var det faktisk kun Julien som kunne straffe hende hvis det endelig skulle være. Hun ønskede at involvere sig, hun ønskede at vide og ikke mindst hvad han gik og lavede og specielt når han var ude! Hun ønskede ikke at gøre de samme fejl som deres mor gjorde, og nu havde hun jo set hvad der var sket med hende, nu hvor hun ikke havde vidst noget som helst. Bare tanken var noget så frygtelig for hendes vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun sendte ham en meget fast mine, selvom den blødte op som det rene ingenting, som han havde valgt, at skulle skænke hende de store ord. Det var ord som han altid havde sagt, at han aldrig ville skænke hende, men for øjeblikket, så havde hun jo ikke andet at klamre sig til, hvilket faktisk var noget som hun havde brug for at vide, at han stadig måtte elske hende, for hans handlinger havde sagt lidt noget andet. Hun havde ikke set ham i næsten en uge og det gjorde ondt, for hun manglede ham virkelig noget så frygtelig meget! Hun blinkede med øjnene, som hun næsten ikke vidste hvad hun skulle sige, så det var heller ikke fordi at det var synderlig nemt på nogen måde. Hun bed sig let i læben og vendte blikket så en anelse rundt, bare for at finde noget andet at holde fokus på, selvom det slet ikke gik i hendes retning på nogen måde. Kysset, det hele, det var alt sammen noget som hun havde savnet, som hun mere end glædeligt besvarede det og me den klar længsel. Han formåede virkelig at fjerne hendes fokus fra situationen, han formåede at få hende på helt andre tanker end det som hun havde stået og skulle slås med for øjeblikket. Hun vendte blikket mod ham, fuldkommen chokeret over ham og hans måde at reagere på. ”Jeg.. jeg elsker også dig, Julien,” sagde hun stille. Hun blinkede let med øjnene, hvor hun selv ikke kunne lade være med at smile. Hun dirrede let ved hans strøg mod hendes kind. Det var så forbandet længe siden, at han havde rørt ved hende på den måde. Hun trak vejret dybt. ”Jeg ønsker jo bare at hjælpe dig.. Jeg ønsker slet ikke at gå.” Hun bed sig let i læben. Igen som alt v r tilbage ved det gamle. Hun havde formået at afreagere lidt, så det hjalp hende da. Hovedet søgte let mod hans hånd, også et tegn på at han godt måtte røre ved hende.

[julien]

Det var jo ikke fordi at Julien ønskede at sende Maggie væk, det var da det sidste han ønskede! Den tøs betød virkelig alt for ham! Hun var hans et og alt, hans eneste ene, den person han var indpræget på, som var meningen at han skulle leve resten af sit liv med, selvom det var en spøjs tanke at det netop lige var hende, specielt hvis man så på deres forhold dengang de havde været små børn, de havde jo mildest talt hadet hinanden, han havde tilmed fået hende til at flytte hjem til sin far for flere år, hvor han ikke havde set hende, men hvor han havde fået hans forældres kærlighed for sig selv. Og han huskede tydeligt den dag hun var kommet tilbage, hvor han var blevet smask forelsket i hende. Hvordan kunne han overhovedet få sig selv til at sige at hun skulle forsvinde?! Han elskede hende jo for pokker. Han ønskede hende hos sig, dag og nat. Men det havde måske været nødvendigt? Det at se hende forlade huset og tilmed så knust, var noget som havde klaret hans tanker, hans sind, det var noget som gjorde at han havde lettere ved at fokusere igen. Han måtte tage sig sammen, han skulle trods alt til at overtage hele hans fars værker! Han holdt hende tæt ind til sig, hvor han ganske let lod sin pande falde imod hendes, så han havde fri udsigt til hendes smukke øjne. Han vidste godt hvad han havde sagt; at de tre store ord aldrig ville forlade hans læber, men han forstod nu, at det ikke bare var tomme ord, for han kunne tydeligt se at de ord havde fået hende til at falde langt mere til ro. Han smilede svagt, som hun gengældte dem. Han vidste godt at hun bare ville hjælpe ham, at hun elskede ham og at hun var bekymret for ham, hvilket også måtte varme ham i den anden ende, og hun havde faktisk også været en god og stor hjælp, for takket være hende kunne han igen tænke klart. Han nikkede ganske let, hvor han strøg hende blidt over kinden. ”Det ved jeg godt Maggie og hvis du får det bedre, så.. slå mig,” opfordrede han, som han gjorde tegn til det, ved at føre sin knytnæve op til hans kæbe og kind. ”Slå til.. et ordentligt slag, det har jeg.. fortjent,” svarede han stille, som de dybbrune øjne betragtede hende ganske let. Det var jo ikke ligefrem fordi det ville være første gang hun i så fald ville slå ham, for det havde hun jo faktisk gjort mange gange før. Han huskede tydeligt deres sidste skænderi, hvor hun havde skænket ham to lussinger, hvor hun også havde pisset ham fuldstændig af, mere end hvad hun havde plejet, fordi hun havde sagt at hun ville skifte ham ud, finde en mand som var bedre for hende, som ville kunne beskytte hende langt bedre, men han skulle nok vise hende! Han var den bedste for hende! Han var den stærkeste, den som kunne beskytte hende og passe langt bedre på hende end hvad nogen anden kunne formå bare halvt så godt! Han var det bedste for hende! Han skænkede hendes læber et blidt kys. ”Du må ikke forlade mig Maggie..” Der var noget bedende over hans stemme, men han mente det! Hun var det eneste han havde brug for, som han altid ville have brug for. Han lod sin pande falde blidt mod hendes. ”Du betyder alt for mig.”

[maggie]

Det var jo heller ikke fordi at Maggie lystede at skulle gå nogen steder, men hvis det var at Julien ville have hende væk, ønskede at erstatte hende med noget som han ellers så fint havde beskrevet som noget bedre, så skulle hun nok lade ham gøre det, selvom det ganske rigtigt ville knuse hende som intet andet overhovedet! Han havde ikke været der for hende igennem den sidste uge, hvilket hun havde forståelse for, men nu stod hun der hvor hun havde brug for bekræftelsen om hvorvidt om han elskede hende eller ikke. Handlingen havde jo trods alt ikke været der, så havde hun jo brug for ordene, om han ville det eller ikke. At han direkte havde valgt, at skulle skænke dem til hende, var noget som faktisk måtte overraske hende meget, for nu havde han jo også gjort det klart for hende, at det ikke var ord som hun skulle regne med at høre fra ham i det hele taget, men nu stod han der og han skænkede de ord til hende! Han havde formået at tvinge hende væk, dengang de havde været små, men nu stod hun der overfor ham endnu en gang. De havde været det som måtte være tilsvarende kærester igennem nogle år nu, selvom det først var nu, at de kunne gå frem med det og hun måtte ærligt erkende, at det var rart ikke at skulle være så påpasselig med hvad man viste omverdenen eller ikke. Panden lod hun stille og roligt møde hans, selvom hun ikke gjorde noget andet. Ordene havde fået hende til ro, det havde de virkelig, selvom hun stadig ville ønske at han havde vist det med handling i stedet for, for det ville hun have det langt bedre med end alt det andet. Hun sukkede dæmpet og bed sig i læben. Blikket vendte hun næsten helt forfærdet mod ham. Slå ham? Hun kunne gøre det i vrede, men nu hvor hun var faldet til ro, så ville det da slet ikke have nogen som helst virkning! Hun hævede hånden og lod den stryge over hans kind. ”Hvorfor pokker skulle jeg slå dig?” spurgte hun direkte og med en ganske stilfærdig stemme. Det var da noget som slet ikke gav nogen som helst mening for hende! De røde øjne hvilede i hans. Han var selv faldet langt mere til ro nu, så var det jo også noget som havde en tydelig påvirkning af hende selv, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Hun besvarede mere end glædeligt hans kys. Dette var da mere hen af den Julien som hun kendte, så det var også noget som havde en forbandet står betydning for hende! Et svagt smil passerede hendes læber, hvor hun lagde begge armene omkring hans nakke i stedet for. hvis hun betød så meget for ham, hvorfor ville han så sende hende væk? Det var ikke fordi at hun ville dvæle ved det, men lige nu så viste hans handlinger hende også, at han ikke ønskede at hun skulle gå nogen steder. ”Du har måske fortjent det slag, Julien, men du har jo mistet din far..” Hun bed sig svagt i læben. Hun havde lyst til at juble, men gjorde det ikke. Hun havde vel også en respekt for ham til at lade være med at hovere på denne måde? Panden lod hun møde hans endnu en gang. Hans bedende ord, var noget som kun måtte få hendes smil til at brede sig yderligere. Hun rystede på hovedet. ”Jeg går ikke nogen steder, Julien. Jeg kan ikke undvære dig,” sagde hun stille. Han var så sandelig også den eneste som hun nogensinde ville åbne op for på denne måde. Hun strøg let hånden over hans kind. ”Jeg ville bare hjælpe..” afsluttede hun dæmpet.

[julien]

Det var ikke fordi at Julien havde ønsket at smide hende ud, for ellers havde han aldrig nogensinde fulgt efter hende! Han elskede hende! Og han ønskede ikke at miste hende nu, hvor de endelig kunne være sammen som de altid havde ønsket sig, uden at skulle gemme det hele når de var sammen med andre, uden at skulle holde det skjult. Hans far var død, så den mand fandt jo nok aldrig ud af det og deres mor.. vidste han ikke om han ville få at se igen, men det betød heller ikke noget, det eneste som rigtig betød noget, var at Maggie blev hos ham, for hun var den eneste kvinde som han rigtig havde brug for! Han elskede hende jo for pokker da! Han lod de stærke arme glide omkring hendes krop, som han trykkede hende tæt ind til sig. Han kneb øjnene en anelse sammen til hendes spørgsmål. Så nu ville hun pludselig ikke slå ham? ”Hvad? For et øjeblik siden ved jeg at du var ved at dø efter at slå mig,” påpegede han stilfærdigt. Han havde jo set og hørt hvor meget hun havde hidset sig op, hvor vred hun var blevet, selvom hun egentlig ikke kunne tillade sig det, foruden den lille detalje at han havde smidt hende ud, men det var jo noget som han selv kun havde sagt i sin vrede og fortvivlelse. Han elskede hende og han vidste godt at han havde sagt at de ord aldrig ville forlade hans læber, men han havde ikke kunnet gøre noget andet, det havde været hans eneste mulighed for at vise hende det, for at vise at han ikke ønskede at hun gik. De dybbrune øjne betragtede hende ganske let. Gik hun, havde han ikke nogen tilbage, så havde han kun sig selv, så var han alene, for hun var den eneste han stolede på, som han kunne åbne sig fuldstændig op overfor – næsten da. Han kunne ikke snakke med hende om hans fars død, for hun forstod det alligevel ikke, hun var sådan set ligeglad med om hans far var død eller ej, det skulle ikke undre ham hvis hun faktisk frydede sig over det, men hvis hun hånede hans far, så faldt hammeren virkelig! Meget kunne han tåle, specielt når det var ved hende, men han havde mistet sin far, en mand han havde holdt af, så hvis hun begyndte at håne ham, så vidste han ærligtalt ikke hvad han ville gøre ved hende, foruden at han ville blive rasende! Han trak svagt på skuldrene. Han havde mistet sin far og højst sandsynligt også sin mor, men han nægtede virkelig at miste Maggie – det ønskede han ikke. Han elskede hende, elskede hende højere end livet selv. Han smilede svagt til hendes ord og morede sig faktisk over hendes ord. ”Jeg kan heller ikke undvære dig Mag,” svarede han med en ærlig tone, selvom det egentlig morede ham, specielt når man tænkte på at han som lille havde hadet hende til døden, hvor hans mission faktisk havde lykkedes ham – det havde lykkedes ham at få hende ud af huset, så han havde haft deres mor for sig selv, men han måtte indrømme at han priste sig lykkelig over at hun var vendt tilbage, for det var det bedste der var sket ham. ”Jeg ved det godt.. undskyld,” endte han stilfærdigt. Han havde ikke været hos hende i en uge, selvom det jo også var gengældt, men han kunne jo ikke blive væk i al evighed, hun havde brug for ham, som han også havde brug for hende.

[maggie]

Hvis der var noget som Maggie faktisk var god til, så var det at lytte. Hun kunne jo allerede tydeligt gætte sig frem til, at Alecanders død og bortgang, var noget som tog frygtelig hårdt på ham og hun ønskede noget så brændende, at hjælpe ham igennem det, det var der så sandelig heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. De røde øjne hvilede på hans skikkelse. Han havde skænket hende de store ord, hvilket automatisk havde gjort, at hun var faldet langt mere til ro end det som hun havde været for bare et øjeblik siden, for det var noget som hun i den grad havde haft noget så frygtelig brug for, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Handlingen havde hun manglet, men nu havde han sagt ordene. Et sted var hun vel bare bange for at miste ham? Hun trak næsten ubevidst på smilebåndet som han trykkede hende tæt ind mod sig, hvor hun selv lod armene søge omkring hans krop. Hun havde slet ikke behov for at skjule det længere og det var hende virkelig en lettelse uden lige, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun lagde hovedet let og stille mod hans skulder og med et ganske kort og svagt grin. ”Det var før du skænkede mig de store ord, Julien,” svarede hun stilfærdigt. Sandt var det. Det havde virkelig været en dejlig og behagelig følelse og fornemmelse, at skulle sidde igen med på denne måde, det var slet ikke noget som man skulle tage meget fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Hun lagde hovedet stille tilbage mod hans skulder, hvor hun tog den ene hånd til sig og lagde den mod hans bryst som hun strøg roligt. Han var også langt mere rolig nu, så det var også noget som gjorde hende glad og noget som selv formåede at holde hende godt rolig efterhånden. Så lang tid, at han stolede på hende, så var der så sandelig heller ikke noget som hun skulle til at begynde at klage over, for det var jo slet ikke noget som hun ville få det mindste ud af når det nu endelig måtte komme til stykket. At han ikke kunne undvære hende, var noget som kun fik hendes smil til at brede sig mere. Det varmede hende jo selvfølgelig, men det dæmpede virkelig også det sidste i form af det raseri som hun brændte inde med på denne måde, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. ”Jeg ved godt du slet ikke kan undvære mig. Hvordan har du formået det igennem den sidste uge?” spurgte hun. Hun hævede hånden og strøg den let under hans hage, hvor hun vendte blikket spørgende mod ham. Hun havde virkelig været så tæt på at gå ud af sit gode skind, udelukkende fordi at det havde været ekstremt og svært for hende! Hun havde jo lige så hadet ham til helvede dengang de var små, selvom det havde ændret sig fuldstændig med tiden. Hun elskede ham og nu kunne hun da slet ikke undvære ham for noget som helst i denne verden! Hans ord glædet hende dog. I sig selv, så var det ikke ofte, at han sagde undskyld i det hele taget, så det var ord som hun tog meget vel til sig, for det gjorde hende glad. Hun nikkede stille til ham og vendte sig let i favnen, så de stod front mod front. ”Det er okay. Det var.. heller ikke min mening at gøre dig vred,” undskyldte hun dæmpet. Det var i sig selv, forbandet sjældent at hun tog selve ordet i sin mund.

[julien]

Det var slet ikke fordi at Julien ønskede at være vred på Maggie og slet ikke så det skulle gå så vidt, at han var ved at smide hende ud, for hun havde jo været på vej væk. Han ønskede kun Maggie, for allerede for mange år tilbage, havde han fundet ud af at hun var den rette for ham, at hun var hans eneste ene og hun var virkelig hans et og alt! Der var ingen som var bedre for ham end Maggie, for hun var måske hans søster, men bestemt også hans kæreste, han kendte hende, som hun også kendte ham, hun var den eneste han kunne åbne op overfor og selvom han måske kunne få mange andre kvinder ved sin side, så var Maggie virkelig den eneste rette for ham. Han vendte blikket mod hende, som hun slap en kort latter, hvor han lyttede til hendes ord. Han havde sagt at de store ord aldrig ville forlade hans mund, for han fandt dem tåbelige, de kunne ikke bevise noget som helst, det var det eneste handlinger kunne, men han havde da fundet ud af at de store ord bedre kunne beskrive det, desuden havde det jo også fået hende til at falde til ro igen, hvilket han så kun kunne sige sig at være glad for. Han smilede skævt til hendes ord. ”Indrøm det, tanken om at slå mig er fristende,” svarede han drillende, som han blinkede ganske let til hende. Hånden mod hans bryst, var noget som han nød, for han havde virkelig manglet hendes berøringer, som han havde manglet resten af hende. Hun betød virkelig alverdens for ham! Hvordan han havde kunnet få sig selv til at sige at han ønskede hende væk herfra, at han havde smidt hende ud, var noget som han slet ikke kunne forstå nu hvor han var faldet til ro igen, selvom at hun virkelig også havde fået ham op at koge! Men han nægtede at miste hende på bekostning af sit temperament! Han havde jo brug for hende. Han trak svagt på skuldrene til hendes spørgsmål. Hvordan han havde kunnet undvære hende vidste han faktisk ikke helt, ikke nu hvor han faktisk var ved at få klaret sit sind. ”Tja.. jeg har ikke rigtigt lagt mærke til tiden, jeg har ikke kunnet holde fokus på mine tanker, så.. jeg har ikke rigtig lagt mærke til at du ikke var der, foruden at der har været et tomrum, men på den anden side, så skred mor, min far er død og du var væk,” svarede han stilfærdigt, som han trak hovedet en anelse tilbage, for at han kunne betragte hende. Han vidste ikke hvor deres mor var henne, selvom han ville skyde på at det var hos Isaac, men hvad kunne han gøre ved det? Hans mor havde selv valgt at tage derhen og ikke hjem igen. Hånden mod hans hage, var noget som fik det til at sitre i hans hud, hvor et mildt smil gled over hans læber, foruden at det endnu var koldt. Hun var den eneste som han viste denne bløde side til. At hun undskyldte var noget som faktisk måtte overraske ham, selvom at han da var glad for at hun bare til tider kunne sluge sin stolthed. ”Glem det Maggie. Du gjorde mig måske vred, men du fik mig også til at klare mit sind på kun få minutter,” svarede han stilfærdigt. Han trak sig ud af hendes favn, hvor han greb omkring hendes hånd. ”Vil du med ind igen?” spurgte han roligt. Han kunnen godt bruge noget hvile og blod!

[maggie]

Det som var sket, var egentlig bare noget som Maggie noget så brændende bare ønskede at skulle glemme. Hun havde haft en forbandet stor lyst til bare at hamre til ham, som han sagde, så var det jo trods alt også fortjent, men det var slet ikke noget som hun kunne få sig selv til overhovedet. Hendes vrede og hendes frustrationer burde virkelig ikke gå ud over ham og det var noget som hun udmærket godt vidste, selvom det nu heller ikke var noget som direkte gjorde det nemmere for hende, for hun bar inde med så forbandet meget og det at Alec var væk, tillod hende at komme frem med bare lidt af det, hvilket i den grad var hende en lettelse, men hun havde jo stadig brug for Julien af den grund. Hun havde ikke set til ham igennem i det som måtte være en uges tid. Hun havde ikke set ham siden, de havde fået den forfærdelige nyhed omkring Alecanders bortgang, selvom det var noget som Julien havde taget hårdt på, så var det jo selvfølgelig også noget som havde fået hende på, også fordi at hun kunne se, at det jo faktisk var noget som gjorde ondt. Ikke fordi at det var noget som kunne overraske nogen som helst når det endelig måtte komme til stykket, så var det jo bare sådan at det nu måtte være på alle måder endda. Hun bed sig let i læben og rystede så på hovedet. ”Ved du hvad? Det er stadig fristende, så lad være med at puste til ilden, ikke?” Hun hævede sigende det ene bryn og med det samme drilske smil på læben, for det var end ikke noget som hun kunne få sig selv til at skjule det mindste overhovedet. Selvom hun ikke delte hans savn til Alec, så kunne han altid snakke med hende om det, for hun ville mere end glædeligt lytte, og det var noget som hun i den grad også ønskede at skulle vise ham. Han var den mand som hun elskede og holdt af og den eneste som hun ville vise denne side. Hun betragtede ham sigende hvor hun rystede på hovedet. ”Jeg kender mor nok til at vide, at hun ikke bare ville tage af sted, bare sådan, Julien.. Hvad angår din far.. Ja, jeg er ked af på dine vegne, at han er gået bort.. og jeg går ingen steder,” fastholdt hun stilfærdigt. Hun hævede hånden og strøg den let mod hans kind. Hun kunne let fange de små skægstubbe med den lette berøring, hvilket kun måtte få hende til at smile, for det var faktisk en følelse og fornemmelse som i den rad også gjorde frygtelig godt. Han var virkelig blevet en mand efterhånden, ikke fordi at det var noget som hun havde noget imod. Tvært imod. At deres mor var ved Isaac, var noget som raget hende mildest talt. Det var jo heller ikke fordi at hun fik noget som helst ud af, at skulle prøve at skille dem, for det havde aldrig været hende et mål som hun havde klaret til nu om ikke andet. Hun tog roligt omkring hans hånd. Tanken om at komme indenfor var faktisk behagelig. Det var jo trods alt.. deres hjem nu? Det muntre smil bredte sig på hendes læber, hvor de spidse hjørnetænder måtte vise sig i hendes mundviger. ”På en betingelse; Du får dig noget blod, noget hvile og kommer lidt ud af det kontor.. du ender med at blive en arbejdsnarkoman ligesom din far.” Hun blinkede let til ham, hvor hun trykkede omkring hans hånd. Hun havde brug for bare lidt alenetid sammen med ham også i tide og utide, og efterhånden var det ved at være længe siden sidst.

[julien]

Let havde det virkelig ikke været på det sidste. Det var ikke let, når man mistede ens far, som man skulle overtage en organisation efter, en organisation der var berygtet og hvor man satte livet på spil hver dag. Dødgængerne var dog gået ned med Alecander, hvor Julien havde lavet en hel ny orden, for det gjorde også at alt ville falde mere til ro med hensyn til omverdenen. Det gjorde også at regeringen i de forskellige lande ville holde op med at søge efter Dødgængerne til sidst, det gjorde at han kunne starte på en frisk! Det var underligt at tænke på at han nu stod på egne ben, noget som han ikke havde regnet med ville ske lige foreløbig, for han havde jo slet ikke ventet at denne dag skulle komme så tidligt! Nu var det ham som ejede hele godset, det hele var hans! Hele mansionet var nu hans hjem, hvor han ikke engang havde behov for at skjule sit forhold med Maggie, for nu var det ham som satte reglerne, nu var det ham som bestemte og bare fordi at han havde incest med sin søster, så ville han bestemt ikke lade det gå ud over sin orden, for nu var det hele hans og så måtte han også bevise sit værd, bevise at han var mindst ligeså god som sin far, som han faktisk ønskede at gøre det bedre end! Han smilede skævt til hendes ord, som han stod helt tæt på hende, så han var i stand til at mærke hendes ånde. Han betragtede hende ganske let, hvor han ikke slap hende på noget tidspunkt. ”Det er jo ikke fordi det ville være første gang,” svarede han i en dæmpet og dog drillende tone. Hun havde jo faktisk slået ham mange gange, når han havde fået hende helt op i det røde felt, ikke fordi at det gjorde ham noget, for han tog jo ikke skade af det, desuden så havde han jo også fortjent det til tider. Han kunne jo også takke hende for at have fået klaret sit hoved. Han trak svagt på skuldrene til hendes følgende ord. ”Maggie.. mor kommer ikke tilbage, i så fald ikke for at blive. Hun bliver hos Isaac,” svarede han stilfærdigt, for det var jo sandt, så om hun valgte at komme på besøg eller ej, var sådan set ude af betydning, for sandheden var at hun havde valgt sine børn fra, men det var jo heller ikke fordi at de havde brug for hende mere, men i så fald ville han da gerne have muligheden for at tage en ordentlig afsked med hende, i stedet for at hun bare forsvandt som nu. Men det kunne være ligegyldigt, han havde Maggie at tænke på og hun var den sidste som han ville svigte! Så han måtte jo bare tage sig sammen og være den mand han lovede han ville være overfor hende. Hånden mod hans kind og skægstubbe var noget som fik smilet til at brede sig på hans læber. Meget var sket på det sidste, selv han havde forandret sig med sin fars bortgang, for det var nu at han begyndte at få en pligt. En pligt for sin orden og dens medlemmer. ”Det var tre betingelser!” påpegede han lettere protesterende, inden han smilede drillende til hende. Han klemte blidt omkring hendes hånd, som han satte kursen mod mansionet. ”Men okay.. noget blod og hvile vil desuden gøre godt,” svarede han roligt og lettere eftertænksomt, for han var faktisk ved at være sulten og træt. ”Desuden er det lang tid siden at jeg har set dig,” påpegede han stilfærdigt. Det var ikke nogen bebrejdelse, for han havde jo selv bedt om at være alene, men det var mere en konstatering om at han savnede hende.

[maggie]

Alecanders bortgang havde lige så også ramt Maggie som intet andet end et rent chok, det var der så sandelig heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Det var udelukkende også fordi at hun havde set hvilken stærk mand som han var. Selv hun havde været sikker på at han ville holde i mange år endnu, selvom det havde vist sig at forholde sig fuldkommen anderledes, hvilket i den grad også var noget som havde ramt hende som en klar overraskelse. At se Julien tackle det som han havde gjort det, var jo heller ikke fordi at det var noget som hjalp nogen af dem. Hun ønskede at hjælpe ham så godt som det nu var hende menneskelig muligt og dette havde jo så været hendes vej frem til dette. Hun formåede at fjerne hans fokus når han endelig blev sur og det var også en måde at gøre det på, så han endelig kunne fatte lidt ved mod, se realistisk på tingene for det var også noget som en leder havde brug for. Hun kunne ikke skjule det morende smil som måtte finde vejen til hendes læber. Hun havde slået ham ufattelig mange gange! ”Det har så sandelig også været fortjent,” påpegede hun stilfærdigt. Det var ikke fordi at hun ville skændes med ham eller noget lignende, for det havde jo faktisk været en ren sandhed. Hun havde virkelig slået ham mange gange! Det var heller ikke fordi at hun troede på at deres mor ville komme hjem til dem igen, men at hun kom for at tage afskeden, så var hun også glad. ”Hvis det er den mand hun elsker, så lad hende gøre det, Julien.. Bare.. man kan få sagt farvel,” tilføjede hun med et svagt træk på skulderen. Det var jo faktisk det som var det vigtigste i hendes øjne om ikke andet. Det var ikke fordi at hun troede på at deres mor havde valgt dem fra fuldstændig, men de var jo også blevet voksne nu og de kunne jo faktisk også klare sig selv, så det var jo heller ikke fordi at de havde brug for at deres mor konstant skulle rende og holde dem i hånden, det var der så sandelig heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. At han skulle protestere mod hendes betingelser, var noget som kun måtte få hende til at smile, selvom hun i den grad også måtte stå fast på dem! Han havde brug for at hvile og hun havde faktisk også brug for ham lidt nu. Det var jo heller ikke fordi at hun havde haft det store at lave her igennem den sidste uges tid, men hun var nu alligevel overbevist om at deres mor nok skulle komme og give dem den endelige afsked. Det lignede hende ikke bare at blive væk sådan, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Du har brug for det, min kære.. som jeg også har brug for at være lidt sammen med dig, nu,” sagde hun stilfærdigt, ikke mindst også med et alvor som man ikke kunne tage meget fejl af. Hun havde manglet ham og det var noget som kun måtte frustrere hende, for hun var vel.. afhængig af ham et sted? Hun holdt ham roligt i hånden og førte ham stille og roligt med sig op mod deres mansion igen. Nu var det vel deres? Eller.. det var hans, men hun gik da ikke ud fra, at han ville kyle hende på port som han ellers havde været tæt på her til aften. ”Det er generelt længe siden, at det bare har været dig og mig, Julien.. Så lad os.. nyde en aften sammen,” bad hun stille. Ikke fordi at hun ville trygle, men også fordi at hun havde manglet ham.