Where to go??

[julien]

Det var godt klart for Julien at han ikke havde været der for Maggie det sidste lange stykke tid, eller det som svaret til ca. en uge, hvis da ikke mere. Men han havde virkelig også haft brug for at være alene til at tænke alle tingene igennem, hvor han vel lidt bebrejdede sin far? Han havde ikke regnet med at blive leder bare sådan uden videre og slet ikke allerede nu! Han havde regnet med at hans far en dag ville træde af så han kunne komme til, hvor han ville have sin fars guide hele vejen igennem, i stedet for at han som så ung skulle få det hele kastet direkte i hovedet! Hvorfor havde hans far også tabt? Han havde været den bedste af de bedste, han havde været en stærk mand med utrolig mange talenter, og så falder han til en sølle greve Ilosonic? En simpel dæmon?! Han knyttede hænderne ganske let, for det var noget som virkelig måtte gøre ham noget så stiktosset! Men han skulle nok få sin hævn, han skulle nok styrte Ilosonic og Procias med! Det blev virkelig hans mål og store mission! Men af den grund, så måtte han ikke miste fokus og blive fraværende fordi han blev for hævngerrig, for han havde fået et kæmpe ansvar, han havde fået en pligt, specielt overfor Maggie og han nægtede at svigte som mand som hans far havde gjort det med deres mor, selvom hun jo egentlig selv var skyld i det, for hun havde allerede fra starten af søgt til en anden mand, så de to var sådan set lige gode om det. Han smilede stille til hendes ord, som hans tanker måtte komme ham i vejen og gøre ham fraværende igen. Han havde endnu en masse han skulle have tænkt igennem, men han kunne da takke hende for at have gjort hans sind meget klarer. ”Det har det sikkert været,” endte han roligt, hvor han trak svagt på skuldrene. Han vidste godt at han ikke altid havde været den bedste overfor hende, hvor hun var endt med at slå ham. Han havde faktisk slet ikke tal på, hvor mange gange hun faktisk havde skænket ham en lussing og hun havde været tæt på det selv denne gang, men det havde måske også været det som han ville have brug for? Et slag for at få sine tanker til at glide ind på plads igen, så han igen fandt sin fokus. Han gad egentlig ikke tale om deres mor, for hende var han endnu vred på. ”Du virker ikke til at have noget imod at hun har fundet en ny? Utrolig eftersom du havde så meget imod min far,” endte han spidst, som hans blik endnu engang måtte hvile irriteret på hende. Han var ligeglad med deres mor, for hun ville videre med sit nye liv? Jamen så måtte hun da bestemt også gøre det! Men så skulle hun ikke regne med at hun var velkommen her længere! ”Jeg er ikke ligefrem det bedste selskab for tiden Maggie,” svarede han stilfærdigt, som han så frem for sig, da han gik op imod det store mansion. Hans humør var som en bombe der kunne springe hvert eneste sekund det skulle være, så hvis hun ønskede hans selskab, så måtte hun også vælge sine ord med omhu, for han var ikke færdig med at afreagere. Han trak vejret dybt og sukkede ganske let. Det var jo heller ikke fordi at han ønskede at det skulle gå ud over hende. Han klemte blidt omkring hendes hånd, som han ikke slap på noget tidspunkt. ”Jeg vil gerne nyde tiden sammen med dig Maggie,” endte han i en mere blid tone, hvor han sendte hende et prøvende smil.

[maggie]

Maggie havde i den grad manglet Julien siden at Alec var endt med at falde. Selv var hun frygtelig overrasket over at det var sket, at han i det hele taget kunne falde og så for hånden af en dæmon? Der var noget der som slet ikke gav nogen mening for hende, for han havde haft en styrke og visdom uden lige, så det var slet ikke rigtigt, at nogen skulle falde på den måde og da specielt ikke ham! At det jo så var noget som måtte gå Julien meget på, var noget som hun næsten kunne gætte sig til og det var også noget som måtte frustrere hende en god del, så det var heller ikke noget som sagde så lidt. De rødlige øjne hvilede på hans skikkelse. Lige nu stod hun jo der, at hun slet ikke havde nogen grund til at skulle skjule, at hun var hans og omvendt, selvom hun virkelig måtte være i tvivl om, hvor hun faktisk måtte have ham efterhånden. Hun var vel bare.. bange for at hun ville ende med at miste ham på den ene eller den anden måde og specielt når han havde det på denne her måde og så slemt, at han faktisk afviste hende? Det var ikke fordi at hun var vred eller noget i den stil, men det var en tanke som gjorde hende direkte panisk. Et stille smil passerede hendes læber stille og roligt, hvor hun lod hovedet søge let på sned. Det var slet ikke noget som hun kunne eller ville lægge det mindste skjul på om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Hun trak vejret dybt. ”Du fortjener det til tider, Julien. Men under disse omstændigheder, så kan jeg faktisk godt være sød,” påpegede hun stilfærdigt. Han måtte jo finde ud af det på den ene eller den anden måde. Og hun ville virkelig også gerne hjælpe ham hvis han ville lade hende, selvom det jo slet ikke havde set sådan ud til i dag, hvilket også var noget som gjorde hende ked af det, for.. hun følte sig virkelig nytteløs og den tanke var bestemt heller ikke behagelig! Blikket gled stille mod hans skikkelse og med den samme alvorlige mine. ”Jeg var en lille pige dengang, Julien og i dag, er jeg en voksen kvinde. Hvad mor laver er mig næsten ligegyldigt.” Hun trak på skuldrene. ”Det er ikke fordi at jeg har noget imod din far som sådan, men.. Fortjener hun ikke også at være lykkelig?” spurgte hun stille. Hun yndede sin mor den tanke, for hun havde siddet her igennem så forbandet mange år uden noget som helst, og den tanke var faktisk noget som måtte skræmme hende en god del, det var slet ikke noget som man skule tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. ”Din far beskyttet vores mor, men gjorde hende ikke lykkelig.. Lad hende få den følelse som vi også har,” afsluttede hun ganske kortfattet. Hun fortjente det i den grad efterhånden, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun vendte blikket stille mod ham. Han havde det hårdt og hun kunne jo både se, føle og fornemme det på ham. ”Så lad mig hjælpe dig igennem det,” bad hun stille. Bare hun kunne få lov til at være lidt sammen med ham, så var hun da fuldstændig ligeglad med alt det andet, for det var vel heller ikke noget som hun direkte havde brug for at skulle sidde og tænke på? Hun kunne ikke være alene og specielt ikke når han havde det på denne her måde!

[julien]

Hvordan Juliens far kunne falde på den måde, var noget som han virkelig ikke vidste, for det lignede ham da bestemt ikke! Men han var ligeglad, han skulle nok få sin hævn, koste hvad det så koste vil! Han ville myrde Ilosonic og derefter fuldføre hans fars missioner! Eller.. han var egentlig ligeglad med landene, jovist var det sjovt at lave ravage, det havde han altid ment, men hvis der var noget som han satte først, så var det det mål som han havde sat sig; at myrde Ilosonic Demoniqz, Greven af Procias, og han var ligeglad med om det så ville koste ham livet, for det sidste han ville gøre for sin far, var at hævne ham! Om han så skulle få hele Procias til at styrte sammen! Han ville være den bedste af alle Mathimæus’er, han ville endda blive bedre end sin far, så meget kunne han da fortælle, for det var et mål som han for længst havde gået efter, og det skulle nok lykkedes ham! Han måtte vel bare tage sig sammen? For han var trods alt kun lige begyndt! Han vendte de mørke øjne imod hende, hvor han smilede skævt til hendes ord. ”Dig, sød? Jeg tvivler!” svarede han drillende, som han blinkede let til hende. Hun var ikke den søde engle type, hun var den rebelske tøs, der gjorde hvad der passede hende og det var vel egentlig også det som han var faldet for til at starte med? Han elskede hende for den hun var og ønskede ikke at ændre hende for noget i verdenen! Hun var perfekt som hun var. Han så tænksomt ud i luften. ”Den lille pige må så altid have fulgt dig, for du har aldrig brudt dig om min far,” fastholdt han stilfærdigt, selvom han slet ikke gad diskutere det, for det gjorde ham egentlig kun vred. Han måtte indrømme at han ikke havde brug for at tale om sin far, sin mor eller nogen som helst anden! Han måtte bare.. finde ud af hvad han nu gjorde, se om han kunne finde en måde at komme videre på, selvom det hele vel handlede om tilvænning? Han sukkede opgivende indvendig, for det virkede virkelig så umuligt! Om ikke andet, så kunne han da trøste sig med at han endnu havde sine onkler og vigtigst af alt; han havde Maggie. Han lyttede til hendes ord, som han fortsatte med at gå op mod Mansionet. Hans far havde ikke gjort hans mor lykkelig, det vidste han såmænd godt, det var jo også derfor at han så ihærdigt selv forsøgte at være der så meget for Maggie som det var ham muligt. ”Mor valgte min far fra for mange år siden Maggie, det var ikke ligefrem fordi hun forsøgte,” svarede han i en mumlen for sig selv, selvom han vidste at hun var i stand til at høre ham, men han talte skam sandt! Hans mor havde jo altid søgt til Isaac, så man kunne ikke ligefrem sige at de havde givet hinanden en chance på nogen måde. ”Men jeg gider ikke snakke om det. De betyder ingenting,” endte han bestemt, blot som et tegn på at hun skulle lade emnet ligge, for han gad ikke snakke om dem! De var væk og så kunne de også blive væk! Han åbnede roligt den store fordør, som han holdt for hende, så hun kunne komme indenfor, inden han lukkede den efter dem igen, så de endte i den store forhal. Han greb hende roligt om hånden igen, inden han satte kursen hen mod trapperne og op mod deres værelse.

[maggie]

Maggie måtte desværre erkende, at hun virkelig var bange for hvilke tanker at Julien måtte gøre sig herfra. Specielt fordi at hans fars morder var en kendt person fra Procias. Et sted var hun vel også frygtelig bange for at ende med at skulle miste ham? For det var slet ikke noget som hun havde det mindste lyst til, hvis hun da ellers kunne blive fri for det! Hendes verden ville falde sammen, hvis han endte med at forsvinde på denne her måde, så det var bestemt heller ikke nogen tvivl om, at det i den grad også måtte være noget som måtte gå hende noget så frygtelig på i den anden ende på alle måder! Hun var faktisk en meget omtænksom person og hun vidste, at han virkelig prøvede og det var jo trods salt også det som hun ønskede at give ham den ønskede credit for, for det prøvede hun virkelig, selvom det bestemt heller ikke var helt nemt for hendes vedkommende. Hun sendte ham et næsten så uskyldigt smil. ”Hey! Jeg kan altså godt!” sagde hun med en tydeligt morende stemme. Ikke fordi at det var noget som hun ville skjule for ham, hvis hun dog ellers kunne blive fri, for lige nu var det jo også tydeligt, at hun måtte vise ham at hun faktisk stod der for at hjælpe ham, hvis det var det som han ville selvfølgelig. Hun havde måske altid været rebelsk, gjort hvad der passet hende, men nu havde fundet sin plads her på stedet, så var det også noget som havde gjort, at hun faldt langt mere til ro. Hun trak let på skuldrene. ”Han smadrede en lille piges drøm, Julien. Jeg ønskede, at mine forældre ville finde sammen igen,” sagde hun stilfærdigt. Sandt var det jo faktisk. Det var jo derfor at hun havde været direkte vred og sur på ham, men, det var jo heller ikke fordi at hun direkte havde haft noget imod ham som sådan, for han havde været en stor og en stærk mand, hvilket man kun måtte beundre! At han direkte måtte sige, at ingen af dem betød noget som helst, var hende et klart tegn til at hun bare skulle lade emnet ligge og det gjorde hun. Noget af det sidste som hun havde brug for lige nu, var at køre ham mere op, for det ville hun bestemt heller ikke få det mindste ud af når det nu endelig måtte komme til stykket. Det var bestemt ikke måden hvorpå at hun kunne vise ham, at hun faktisk ønskede at hjælpe ham igennem det. Hun gik roligt med ham indenfor, hvor hun mere end glædeligt tog hans hånd endnu en gang. Hun sendte ham et stille smil og nikkede så, som han førte hende med sig op mod deres værelse. ”Jeg vil gerne hjælpe dig igennem det hele, Julien..” sagde hun stilfærdigt. Han gjorde det så mange gange bedre end hans far havde gjort det med deres mor, for han var der jo trods alt for hende, hvilket i den grad også var noget som hun måtte være noget så frygtelig glad for i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. ”Jeg elsker nemlig også dig..” Hun vendte sig mod ham, stillede sig let på tå, hvor hun skænkede hans kind et let kys. At det hele var startet ud med, at han faktisk ville kyle hende ud herfra, var slet ikke noget som hun tænkte videre over for øjeblikket, for hun stod nu der hvor hun faktisk gerne ville stå; Hun stod der sammen med ham og med ham ved sin side. Bedre kunne det bestemt heller ikke blive!

[julien]

At hævne sin far, var noget som stod højest på Juliens liste, for det var virkelig noget som han ikke kunne tillade, selvom han var helt forundret over at hans far overhovedet kunne tabe, men alle mødte vel døden på et tidspunkt? Det var jo også det hans far altid havde fortalt ham, at han ikke måtte blive for hovmodig, for det fik han jo ikke det mindste ud af, det ville kun gøre ham blind og så ville han tabe. Han havde godt hørt om hans fars bedrifter, og det at han havde dræbt Alexis og Marius, så måske han var blevet skadet selv? Det var jo to store mænd han havde kæmpet imod, så det var måske derfor at det havde lykkedes Ilosonic? Han følte virkelig at hele verdenen var imod ham! Men han gav ikke op, det nægtede han! Desuden, så ville det heller ikke være det, som hans far ville ønske af ham, for hans far ville have ønsket at han mandede sig op, tog sig selv i nakken og tog sig sammen, så han kunne blive den næste leder for sin orden, så han kunne gå i sin fars fodspor og kun gøre det bedre end ham! Det ville nøjagtig være det som hans far ville have ønsket, og han skulle nok gøre sin far stolt, hvor han så end måtte gøre. Desuden havde han jo heller ikke mistet alle, for han havde jo faktisk stadig Maggie, hvilket han jo så kun måtte prise sig lykkelig for, for han ville da slet ikke havde haft noget mod på at fortsætte, hvis han også havde mistet hende! ”Virkelig?” spurgte han lettere skeptisk og dog med det morende smil på læberne, det var ikke ligefrem hendes ’søde’ side man så det meste til, selvom han jo også nød at hun var den dominante, kolde og udspekuleret person som hun måtte være, det var jo akkurat det som måtte gøre hende så forbandet attraktiv. Julien vidste godt at Maggie altid havde ønsket at hendes forældre måtte finde sammen igen, selvom det aldrig havde været tilfældet, men det gav hende vel heller ikke nogen grund til at være sur på hans far og bebrejde ham som hun havde gjort? ”Det var ikke min far der ødelagde din drøm Maggie, det var vores mor.. desuden finder de aldrig samme igen,” svarede han stilfærdigt og med et lille hoverende smil i den ene mundvig? Han måtte ærligt erkende at han var træt af at hun gav hans far skylden for alt, når det ikke havde været hans skyld, for deres mor havde jo været mindst ligeså god til at ødelægge det hele. Han vidste godt at hans far ikke havde gjort hans mor lykkelig, og han fortjente hende sådan set heller ikke, men hendes mor fortjente bestemt heller ikke hans far, for hun var ikke en skid loyal overfor sin familie, for hvor var hun nu? Nu hvor de var væk, så kunne de også få lov til at blive væk! Han måtte jo bare finde ud af hvordan han kom videre, for det så ud til at det var et helt nyt liv som ventede på ham. Han tog imod hendes kys på kinden, hvor et stille smil gled over hans læber. Han var ikke ligefrem i det bedste humør for tiden, så han ville nok heller ikke være det bedste selskab? ”Det ved jeg godt Maggie,” endte han stilfærdigt. Hun ville gerne hjælpe ham, men han havde ikke lyst til at tage imod hjælp, for han ønskede ikke at stå der som en svækling, der ikke kunne klare sig selv! Han ønskede ingens hjælp! Han førte hende roligt op til sit værelse, hvor han åbnede døren ganske let, som han førte dem begge indenfor, inden han lukkede døren, så de var fuldstændig alene.

[maggie]

Maggie kunne næsten tænke sig frem til at Julien ønskede at hævne sin far og kunne hun hjælpe, så ønskede hun det faktisk også. Nu hvor hun endnu en gang var faldet fuldkommen til ro, han havde ladet hende afreagere, som han også havde fået lov til at råbe og skrige lidt af hende, så kunne det jo også se ud til, at det også havde hjulpet ham bare en smule, hvilket også var noget som gjorde hende langt mere tilfreds. Tanken om at hun faktisk havde været på vej væk, var slet ikke en tanke som hun kunne forstå. Det var bare utroligt at se hvad en vrede af denne slags faktisk var i stand til at skulle kunne gøre ved hende, så var det bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt når det nu endelig måtte komme til stykket. De røde øjne hvilede på hans skikkelse. I sig selv, så var Alecs morder jo allerede kendt som greven af Procias. At han havde valgt at gå imod Dvaisas som en dæmon også ved at bosætte sig i Procias, var faktisk en tanke som måtte gøre hende direkte vred. Hun kunne jo faktisk godt forstå Juliens reaktioner og det var jo heller ikke fordi at hun klandrede Alec for absolut det hele, for hun vidste udmærket godt at deres mor slet ikke var så uskyldig igen! Et næsten uskyldigt smil måtte brede sig på hendes læber. ”Hey! Jeg kan faktisk godt være sød!” sagde hun stilfærdigt. Hun kunne jo faktisk godt, selvom det var forbandet sjældent at hun var i det humør, men lige nu så det jo faktisk ud som om at hun kunne. Hun vidste jo desuden godt, at det at råbe og skrige ikke var noget som måtte hjælpe dem på længere sigt i den anden ende. Hun trak på skuldrene. ”Det ved jeg jo godt i dag, Julien. Jeg var blot en lille pige på 5 år, da mine forældre blev skilt. Jeg klandret alle for det.. Ikke bare din far, men også mor.” Hun vidste godt, at hendes forældre aldrig ville finde sammen igen, men nu var det jo så heller ikke noget som rørte hende det mindste. Hun var blevet en voksen og flot anstændig kvinde som vidste helt præcist hvad det var, at hun ville have og selvfølgelig, så var det jo også noget som hun gik mod hvis det var noget som var hende menneskelig muligt. Så længe, at han vidste at hun var der og at hun faktisk også ønskede at skulle hjælpe ham, så var hun i den grad også tilfreds på alle tænkelige måder overhovedet. ”Godt,” sagde hun stilfærdigt. Ikke fordi at hun ville skjule det for ham, for han havde da tydeligt brug for at vide, at han ikke stod med det hele alene. En tanke som faktisk skræmte hende, var jo at han havde hævet de mure for hende på denne her måde. Det var jo heller ikke noget som ville gavne dem i den anden ende på nogen som helst måde overhovedet. Hun gik roligt ind på deres værelse. Nu hvor han var leder, kunne de faktisk vise sig offentligt, så hun var flyttet ind på hans permanent. At ligge der alene, var jo så noget som hun var blevet træt af med tiden, så det var dage siden hun sidst havde været her. Hun vendte sig stille mod ham. ”Det er længe siden vi har været herinde begge to.. Jeg har manglet dig.” Normalt ikke ord som man hørte hende sige i det offentlige, men når de var alene som de var i øjeblikket, så var det også langt nemmere for hende at skulle åbne op for ham på denne her måde.

[julien]

Maggie var ikke ligefrem den typiske søde tøs, som man kunne møde på sin vej. Hun var af den bestemte type, vidste hvad hun ville have, hvor hun også tog det, når hun havde mulighed for det. Hun var den dominante, der godt kunne finde på at koste rundt med andre, specielt når hun vidste at hun lå over dem i hierarkiet og eftersom hun jo egentlig havde været steddatter til hans far, så havde hun jo faktisk selv været adelig, hvilket hun endnu var, for hun ville jo altid stå der som hans søster, og nu hvor deres mor havde fundet sammen med greven af Manjarno – eller det ville de nok på et tidspunkt, så ville de jo begge være børn til grevinden af Manjarno, egentlig en forunderlig tanke, men på den anden side, så havde han jo selv arvet alle hans fars penge og var nu det næste overhoved af Mathimæus-slægten. Han smilede skævt til hendes ord. ”Ja.. jeg er ikke overbevist,” svarede han drillende, som han blinkede drilsk til hende, sandt var det dog, for kunne hun overhovedet være sød? Hun var selvfølgelig ikke ond, men hun var jo heller ikke ligefrem den type som lod facaderne falde bare sådan og gik ind for at hjælpe andre. Hun var en kold og kynisk person, og det var jo også det som han elskede hende for. Han elskede hende præcis for den som hun måtte være, så hvorfor skulle han dog ønske at hun ændrede sig? Det gjorde han i hvert fald ikke. At hun havde klandret alle for at hendes forældre var blevet skilt, var forståeligt, for hvilken person ville ikke gøre det? Døden havde skilt hans forældre, hvor hans mor med det samme havde hoppet over på den næste, så hun var da virkelig i sorg, eller ikke.. men han kunne vel være ligeglad? ”Aha..” svarede han roligt og ikke ligefrem overbevist, for han vidste at hun havde hadet hans far af den grund, så hvorfor skulle han tro hende? Det var jo ikke fordi at hun havde været sur på deres mor, som hun tilmed tog i forsvar, hun var vel glad for at hans far var væk? Det var jo ikke fordi at hun havde mistet sin, så hun kunne jo nok ikke sætte sig ind i følelsen, desuden så gad han slet ikke at snakke med hende omkring det, for han gad slet ikke, at tale med nogen om det! Han havde det fint.. det var bare en stor mundfuld som han skulle have slugt. Han vendte roligt de dybbrune øjne imod hende, som de var endt inde på deres værelse. Det var ikke fordi han havde været herinde siden nyheden omkring hans fars død, for der havde han tilbragt tid inde på kontoret, indtil i dag, hvor Maggie havde fået ham med ud. ”Det er det,” istemte han stilfærdigt, som han lænede sig op ad døren, uden at han veg blikket fra hende, imens han lagde armene over kors. De havde ingen grund til at skulle skjule deres forhold længere, selvom han heller ikke ligefrem havde ’pralet’ over at det var Maggie som han havde og at han nu kunne få hende, for han havde slet ikke talt med nogen siden han var blevet leder, foruden hans onkler som kort havde set til ham og så Maggie. Han betragtede hende roligt, som han blev stående ved døren. Han havde jo faktisk lovet hende at han ville hvile og få noget blod, selvom han endnu ikke helt lystede for noget af det.

[maggie]

Maggie havde da tydeligt fundet ud af, at det jo slet ikke ville hjælpe hende, at skulle være negativ eller ubehøvlet når Julien havde det som han havde det, selvom det vel heller ikke var noget som kunne komme bag på nogen som sådan? Hun himlede lettere opgivende med øjnene og rystede så på hovedet. Han var da også noget så… drillende når han endelig måtte være i det rette humør og det var jo trods alt noget som han måtte være lige i øjeblikket, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun trak vejret dybt og så stille på ham. ”Er det nu jeg skal være skuffet? Du kender mig jo ikke..” Et tydeligt spil fra galleriet, for hun elskede ham, han var den som kendte hende bedste og det var bestemt også sådan at det skulle være, også set i hendes øjne. De behøvede ikke at skjule deres forhold længere, de havde slet ikke behov for at holde det så diskret. Desuden så kunne det også virke til at hans onkler også kunne acceptere det til en vis grænse? Det var da om ikke andet, så kun noget som hun måtte være glad for og på alle måder endda, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun blinkede let med øjnene og betragtede ham. Hun havde beskyldt alle for skilsmissen da hun havde været lille og det var vel lidt obligatorisk, at det var Alec som var blevet offer for det når hun var blevet ældre? Udelukkende af den ene lille ting, at det var ham som havde taget hendes mor til sig, også selvom han havde passet på hende? I dag havde hun så ikke det største problem med det. Hun måtte et sted erkende, at hun aldrig rigtigt lærte den mand at kende. Det havde jo trods alt været hendes stedfar. ”Ikke fordi at jeg vil køre mere i det, Julien. Jeg er blevet ældre siden dengang,” sagde hun stilfærdigt. Sandt var det jo trods alt. For hun havde i den grad lært af det hele, også siden da. Hun så det hele fra et andet perspektiv nu end det som hun havde gjort, da hun kun havde været denne lille pige. At han blev stående ved døren, var nu heller ikke noget som hun sådan rigtigt kunne tage sig af, så var det også tydeligt for hende, at det at få ham til at hvile, ikke ligefrem var noget af det nemmeste som man kunne kaste sig i krig med på den ene eller den anden måde. Hun sukkede stille og vendte sig med fronten til ham. Hun gik roligt hen til hans skikkelse, hvor hun strøg over hans kind. ”Kom nu med hen og læg dig,” bad hun stilfærdigt. Hun havde manglet hans favn at ligge i og nu hvor de var der sammen, uden at det decideret kunne betragtes som forbudt ifølge deres love og regler, så havde hun heller ikke nogen grund til at skulle skjule sig som en rødtop som hun normalt ville have gjort det, også mest for at holde det hele bare lidt skjult igen. ”Du har brug for noget føde.. Lad mig hente dig noget,” tilføjede hun ganske stilfærdigt, dog med en yderst bestemt tone. Ikke fordi at hun ville bringe det op til nogen som helst former for diskussion på nogen måde, for her var det bestemt også hende som kunne formå at åbne munden på alle måder, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. ”Hvad vil du have?” spurgte hun med et stille smil på læben, hvor selv hendes spidse hjørnetænder måtte synes. Bare tanken omkring mad, var noget som selv kunne gøre hende sulten.

[julien]

Det var virkelig en svær tid som Julien var kommet ind i, og det at Maggie sagde ham imod, blev negativ og krævede ting og blev ubehøvlet var ikke ligefrem noget som ville hjælpe hende det mindste, for det endte bare med at han ville gøre noget som han ville fortryde, dog kunne han godt mærke at hun prøvede at holde sig i skindet og finde den bedste måde at hjælpe ham på, hvilket han også var glad for, for han gad virkelig ikke, at diskutere mere med hende, specielt ikke når han var i dette humør. Han fnøs morende til hendes ord, hvor han trak hende ind i sin favn og lod sin ene finger stryge hende ganske blidt ved hagen. ”I så fald ser du helt forkert på det, for vi ved begge at det er mig som kender dig bedst af alle,” svarede han lettere selvsikkert, som han bøjede hovedet, for at skænke hendes skulder et blidt kys, hvor han nev hende ganske blidt i huden for at tirre hende en anelse, for nu behøvede han jo ikke længere at skjule det for nogen. Han var leder og derfor satte han reglerne og derfor kunne han gøre hvad der passede ham – næsten da, men han ønskede at have Maggie, derfor var der intet eller ingen som skulle stå i vejen for det! Han vidste dog godt at folk havde fundet ud af at det var hans far der havde lavet alle de sabotager og ravager, derfor var han også nød til at holde lav profil selvom.. folk troede at det var hans fars bror og derfor hans onkel, Valerio som var blevet det nye overhoved for organisationen, men hvad folk så ikke vidste, var det faktum at det var Alecanders søn som havde overtaget alt og nu havde skabt en ny orden, som ville blive langt bedre end hans fars! ”Udmærket,” endte han stilfærdigt. Hun ville ikke køre mere i det, hvilket passede ham helt fint, for han gad heller ikke, at snakke mere om det, for han ønskede ikke at det skulle ende med endnu et skænderi. Han blev stående ved døren, hvor han betragtede hende ganske kortfattet. Han var ikke i det bedste humør, selvom hun da havde fået ham til at få klaret sin hjerne og sit sind, for han havde da fået styr på sig selv, og nu var det bare på tide at få styr på sin orden, for han havde godt hørt sine onkler fortælle at vampyrerne var ved at blive rastløse, og han ønskede heller ikke at være en stor fiasko, for han var nød til at leve op til hans fars ry og selv gøre det bedre, hvis han ville blive den bedste af alle Mathimæus’er. Han vendte blikket mod hende, som hun kom hen til ham, hvor han blot lod hende stryge ham over kinden, hvilket fik hans øjne til at glide halvt i. Han måtte indrømme at han havde savnet hendes kærtegn. Han skubbede sig væk fra døren, for at gå hen imod sengen. Han havde lovet at han ville få noget føde og noget søvn, så han kunne vel ligeså godt holde det? Også nu hvor hun faktisk ønskede det? Han nikkede roligt, som hun sagde at hun ville hente det, hvor han trak svagt på skuldrene til hendes følgende spørgsmål. ”Jeg er ligeglad,” mumlede han stille, som han roligt lagde sig i sengen. Han var utrolig udmattet, og utrolig sulten, så om det var det dårligste blod eller det bedste, gjorde ingen forskel, for han skulle bare have noget snarest muligt. ”Det du finder passende,” endte han roligt, som han lagde sig på ryggen med hænderne i nakken, imens han betragtede loftet, og nærmest blot ventede på at hun ville gå ned efter det.

[maggie]

Maggie prøvede virkelig at skulle holde sig i skindet, selvom det bestemt heller ikke var særlig nemt for hende for øjeblikket! Det at skulle lægge den provokerende tøs på hylden som hun faktisk måtte være, var noget som virkelig ikke var hende personligt, men hun var vel et sted også bange for, at hun ville ende med at miste ham hvis det var det som skulle kræve af hende? Hun var virkelig, virkelig bange for at han ville ende med at sende hende væk for alvor, hvis hun endte med at provokere ham mere end det som hun havde gjort til nu, hvilket i den grad også var noget af det som skræmte hende mest, for.. hun kunne ikke undvære ham. Han var virkelig noget ganske særligt i hendes øjne og noget som hun slet ikke kunne drømme om at skulle miste på denne her måde, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Hun holdt sig virkelig i skindet for hans skyld, så for hende, så var det faktisk også en frygtelig stor opofring i hendes øjne. Det var slet ikke noget som hun ville gøre normalt. Hans næsten så ligegyldige holdning var noget som virkelig måtte bekymre hende, for det var slet ikke den Julien som hun kendte eller som hun var vant til at skulle se. I sig selv, så var det jo faktisk også længe siden, at hun havde set ham. Hun himlede med øjnene og rystede smilende på hovedet. ”Sandt nok.. Du formår jo næsten at læse mig som var jeg en åben bog.. Og ved du hvad…? Det kan til tider være frustrerende..” Ikke fordi at hun klandrede ham for noget, for det kunne hun slet ikke. Han havde lige mistet sin far for alvor og følt at deres mor havde vendt dem ryggen, selvom hun kendte Alicia bedre end det. Hun gjorde vel hvad hun måtte finde bedst efterhånden? I hendes øjne, så skulle det også bare mangle, for hun skulle også have lov til at opleve den lykke som hun havde med Julien! Kysset mod hendes skulder og det at han nappet i hendes hud, var noget som svagt fik hende til at smile, for det var noget som han gjorde så meget med vilje! Hun strøg hans kind. ”Pas på..” advarede hun med et drilsk glimt i øjet. Som han måtte krybe hen og lægge sig i sengen og igen med den næsten så ligegyldige holdning, var noget som fik hende til at sukke opgivende. Det kunne da heller ikke passe, at det var hende som nu skulle til at holde røven oppe på ham på denne her måde! Hun rystede let på hovedet, idet hun forlod værelset og lod ham ligge der alene, for at hente det blod til ham som hun nu mente var passende, hvor kun det bedste var godt nok set i hendes øjne! Alt det andet var virkelig ligegyldigt! Det tog hende ikke lang tid at komme tilbage på værelset med det. En flaske med det fineste nymfeblod – hvis nymfe hun faktisk selv havde været med til at slå ihjel. Hun havde lavet lidt af hvert igennem det sidste stykke tid, så det var bestemt heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket på den ene eller den anden måde. Et svagt smil passerede hendes læber, som hun gik ind på værelset, lukkede og låste døren efter sig. ”Jeg går ud fra, at favoritten stadig er nymfe?” spurgte hun stilfærdigt, som hun gik hen og satte sig på sengekanten. Hun havde kun et glas med. For hende, så var det langt mere vigtigt at få blodet i ham end det var for hende selv.

[julien]

Det at miste sin far på den måde, var noget som virkelig havde taget hårdt på Julien og kun fordi at han havde holdt af sin far, han havde set op til den mand, og han følte virkelig ikke at han var parat til at stå på egne ben endnu. Maggie havde fået åbnet hans øjne, og han ønskede virkelig også kun at gøre sin far stolt! Han ville blive den bedste Mathimæus, som man nogensinde havde set, han ville selv blive større end sin far! Men.. først og fremmest ønskede han hævn! Han havde godt hørt historien om hans bedsteforældre der var blevet brændt levende på bålet, hvor hans far ikke havde ønsket hævn, men bare havde skabt sin egen organisation, som han havde skabt sin orden. Men til fordel for hans far, så havde han ikke haft en så hård opvækst, for han havde jo haft sin mor, som virkelig havde været kærlig, hvilket vel egentlig også havde spillet ind på ham den dag i dag? Han savnede hende virkelig og han løj og benægtede for sig selv, hvis han påstod at han var ligeglad med hende og det som var sket med hende. Faktisk måtte han afsky den tanke! Han smilede skævt og dog morende til hendes ord. ”Frustrerende?” gentog han næsten vantro, som han lod sin ene arm glide omkring hendes liv, for at trykke hende tæt ind til sig. ”Du nyder jo at jeg kender dig så godt,” påpegede han sigende, som han smilede drilsk til hende. At hendes krop begyndte at sitre som han nappede i hendes hud, efter at han havde skænket hendes skulder et kys, fik et tydeligt tilfreds smil til at glide over hans læber, selvom.. hun savnede vel hans berøringer, som han måtte savne hendes? ”Pas på med hvad?” spurgte han lettere drilsk og næsten udfordrende, som han blinkede drilsk til hende. Han havde virkelig savnet hende, uanset hvor meget han så end ville indrømme det eller ej, for det var vel også tydeligt? Selvom han stadig ikke var i det bedste humør, men det blev da bedre desto mere han brugte sin tid i hendes selskab
Julien blev blot liggende i sengen, imens hun smuttede ud af døren for at gå ned efter noget blod. Han lagde roligt hænderne i nakken, imens de dybbrune øjne så ganske let omkring. Hans værelse var nu blevet deres begges, for.. han var blevet leder og det var ikke længere en hemmelighed at de var sammen, et sted var det virkelig befriende, men.. han var faktisk bange for at medlemmerne ville begynde at vise tvivl overfor ham, hvilket han ikke ønskede! Men på den anden side, havde han jo vist sin begejstring, at han brændte for at være leder og gøre noget for organisationen, det havde han jo vist tilbage fra da han havde været lille. De dybbrune øjne faldt på hende skikkelse som hun kom ind igen, hvor hun.. låste døren? ”Bange for at vi bliver forstyrret?” spurgte han sigende, hvor et morende smil gled over hans læber. Han rettede sig en anelse op og rykkede ind på sengen, så der var plads til hende. Han smilede tydeligt tilfreds ved hendes valg af blod, hvor han nikkede sigende. ”Du kender mig for godt min kære,” svarede han stilfærdigt, som tungen måtte stryge sulten over hans læber, som han næsten ikke kunne vente med at få blodet i maven, for han var ved at være godt sulten efterhånden!

[maggie]

Maggie vidste udmærket godt, at det måtte være Juliens frustration, som fortalte hende, at han var ligeglad med deres mor, for det lignede han bestemt ikke at være sådan. Han havde altid elsket sin mor ligeså højt som hun også havde elsket hende selv, så det var heller ikke noget som sagde så lidt. At miste en forælder, var ganske rigtigt ikke en situation som hun kunne sætte sig ind i, men hun ønskede faktisk at hjælpe ham igennem den, selvom det bestemt heller ikke var nemt for hendes vedkommende, men pointen var vel bare, at man måtte prøve? Han stod pludselig alene med det hele, selvom man sagde, at det var hans onkel Valerio som havde taget over organisationen, så var det jo slet ikke tilfældet. Det gav om ikke andet, så Julien et lille skalkeskjul, for hun var sikker på, at han nok skulle overgå sin far og resten af slægten når det kom til det at blive den bedste, for han gjorde det jo fantastisk allerede! Et svagt smil passerede let hendes læber. Julien var hendes mage og den mand som hun ønskede at dele resten af livet med, også selvom hun vidste, at det var noget som indebar at hun selv løb en mindre risiko, men hun var ligeglad. Så lang tid, at hun kunne blive ved hans side, så var hun faktisk ligeglad. ”Hvem vil da ikke ønske det, om sin eneste ene?” spurgte hun med en sigende mine og det samme drilske smil på læben, for det var jo faktisk bare sandt, også set for hendes blik. Hun elskede ham og mere end det som hun måtte eller kunne elske noget andet, så var hun mere end villig til at gøre alt for ham hvis det var nødvendigt! Hånden hævede hun let, som hun strøg den over hans kind, stille nedover hans bryst og videre mod hans mave og så længere ned endnu. ”Jeg tror udmærket godt, at du ved det, Julien,” hviskede hun sigende, som hun blinkede let til ham. Han bad virkelig om det i tide og utide og nu hvor hun selv måtte mangle og savne hans kærtegn og det at mærke ham tæt ved sig, så var det kun noget som gjorde det hele værre for hendes del. Hun ønskede ham virkelig tæt på!
Det morede dog Maggie, at han reagerede på at døren blev låst, men det var der virkelig også en god grund til; Nu havde hun ham her og nu ønskede hun ham alene for en gangs skyld! Et drillende smil gled over hendes læber, som det mystiske glimt måtte melde sig i hendes øjne. Hun trak på skuldrene. ”Tja, nu har jeg jo langt om længe fået dig herind,” påpegede hun sigende, som hun kom hen til sengen og satte sig på sengekanten, hvor hun vendte blikket stille mod ham. Hun ønskede ham kun det bedste af det bedste og lige nu havde han altså brug for noget ro, noget føde og noget hvile og hun skulle nok sørge for at han fik det! At hun ikke tog fejl, var noget som fik hende til at smile tydeligt stolt. ”Jeg kan bare det der,” sagde hun efterfulgt af et let grin, for det var jo sandt. Hun var den som kendte ham bedst og så var hun i den grad også tydeligt tilfreds med det udfald! ”Så er alt jo også som det skal være..” Hun kravlede roligt op ved siden af ham, hvor hun tog pladsen tæt ved hans skikkelse. Hun kunne ikke komme for tæt på lige nu – ifølge hende selv om ikke andet. Hun rakte ham det store glas med den gode nymfe. Blodet var blevet til dels varmet op, så det havde den gode smag og den perfekte temperatur. Hun vidste jo stadig hvordan han ville have det. ”Bare tag for dig, kæreste,” afsluttede hun stilfærdigt, dog alligevel halvvejs som en ordre.

[julien]

Maggie havde virkelig formået at klare Juliens sind som intet andet, hvilket var noget som han var hende taknemlig for, selvom at det vel også var det som man kunne forvente af sin eneste ene? Af sin mage for livet? Hun var den som kendte ham bedst, så det ville næsten være skuffende, hvis hun ikke var i stand til at hæve hans humør bare en anelse, specielt ikke når de havde været samme i så mange år efterhånden. Hun var hans et og alt, bogstaveligtalt. Jo han havde nok sin orden, sine onkler, men det var bare ikke det samme. Hans onkler så han ikke særlig meget til, selvom de boede under samme tag, det havde han jo aldrig gjort, men det kom han jo nok til nu hvor han stod som leder, selvom at han egentlig kun havde brug for Maggie og ingen andre, så han kunne jo faktisk være ligeglad med om deres mor var der eller ej? Han kunne vel være ligeglad med om hans far var der eller ej? Nu hvor forældrene var væk, nu hvor han var leder, så kunne han endelig få det som han længe havde ventet på, uden at skulle holde det skjult og hemmeligt, nemlig Maggie. Han smilede skævt til hendes ord. ”Så sandt,” medgav han stilfærdigt, for han kunne ikke være mere enig, hvem krævede ikke at sin eneste ene ville kende en bedst? Det gjorde han jo sådan set også og hun kendte ham også bedst, så det passede perfekt! Hånden der søgte over fra hans kind, ned over hans bryst, videre ned over hans mave og tilmed længere ned, fik ham til at smile lettere drilsk og næsten noget så udfordrende mod hende. Han nød deres lille forførende leg, noget som han rent faktisk også havde savnet, for han havde jo ikke set hende i det som svarede til en uge, hvis ikke mere! ”Og hvad nu hvis jeg ikke ved det?” spurgte han uskyldigt, som han lænede sig frem og nappede hende i huden endnu engang, imens han lod to fingre stryge hende langs det ene lår, uden at det drilske glimt forlod hans blik på noget tidspunkt.
At hun låste døren måtte faktisk more Julien, selvom at det såmænd ikke gjorde ham noget, for det at have hende for sig selv uden at kunne blive forstyrret, var noget af det bedste som kunne ske! Han rystede smilende på hovedet til hendes ord, hvor han blot lod hende tage plads på sengekanten, imens de dybbrune øjne søgte mod glasset med nymfeblod, noget der fik hans tænder til at løbe i vand! ”Bestemt,” istemte han medgivende, selvom at han ikke rigtig så på hende, for blodet var noget som nærmest måtte føre ham ind i en form for trance, for det var virkelig lang tid siden at han sidst havde fået noget godt blod, det var jo faktisk over en uge siden sidst! Han lagde sig roligt om på siden, som hun lagde sig tæt ind til sig, hvor han tog imod glasset og førte det til læberne, inden han begyndte at suge blodet i sig, og det lagde sig virkelig godt i maven! Et frydende suk måtte kort forlade hans læber, som øjnene gled i. Det var virkelig en sult han ikke havde fået stillet i lang tid, hvor det var en lettelse uden lige at komme i kontakt med det varme og perfekte blod!

[maggie]

Maggie vidste udmærket godt at Julien ikke var ligeglad med deres mor, men nu var de efterhånden så store, at de også kunne gøre som det passet dem, som hun også ønskede at deres mor skulle have lov til at blive lykkelige. Julien var virkelig hendes eneste ene og det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket på denne her måde. Hun havde brug for ham, som hun også håbede på at han havde brug for hende på denne her måde, det var slet ikke noget som man skule tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. At han så var ved at falde bare en anelse til ro, var jo selvfølgelig noget som gjorde hende voldsomt glad, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han var hendes eneste ene og selvfølgelig så ønskede hun og håbede at det var gengældt, og at hun kendte ham bedst.. At han ikke ville tøve med at åbne op for hende på denne her måde, for det var da noget af det sidste som hun havde ønsket eller noget af det sidste som hun ønskede sig på denne her måde. Hun smilede let. ”Så er jeg også tilfreds,” sagde hun let stilfærdigt, som hun nikkede sigende til hans ord. Hånden gled stille ned mod det private sted ved hans ædle dele, selvom hun ikke lod den køre hele vejen. Hun manglede ham virkelig og hun savnede ham i den grad også. Hun savnede at have ham alene. ”Hvis du tør at se hvad der sker.. Så fortsæt i den samme køre, lille skat,” påpegede hun sandfærdigt. Ikke fordi at hun ikke ville, for.. hun savnede ham virkelig! Og selvom hun stod så tæt på ham nu, så var det bare ikke tæt nok, selvom hun virkelig prøvede!
Hun havde brug for Julien og han havde brug for mad og hvile, det var noget som hun havde fundet ud af allerede for længe siden. At hente det blod til ham, sørge ofr at han fik bare en smule i maven, det var virkelig bare det bedste af det hele! Som hun krøb tæt på ham, lod ham tage glasset med blod, som han mere eller mindre bare måtte bælge i ham på denne her måde, var virkelig noget af det bedste som hun havde set længe på denne her måde. Hun lagde hånden roligt mod hans bryst, som hun nærmest kunne høre, at blodet måtte faldet til den tomme mave, så det var også tydeligt, at det måtte smage. Hun smilede tydeligt tilfredst, som hun vendte blikket direkte mod am endnu en gang. ”Skal jeg hente dig et glas mere?” spurgte hun roligt, som hun lagde sig tæt ved hans skikkelse og uden at smilet forlod hendes læber. At have ham for sig selv, var virkelig noget af det bedste, så måtte han jo bare trække en anelse på sine onkler når det kom til arbejdet, for hun betvivlede ikke, at de ikke ville hjælpe ham med det, for det ville de vel? Det var jo det som familie gjorde, hvor hun også prøvede at hjælpe på sin nok ganske så bizarre måde, men pointen var vel at hun prøvede på det? Selvom det bestemt heller ikke var nemt på nogen måde. Hun vidste lige hvordan at han ville have det, og det var noget som hun i den grad også måtte være glad for i den anden ende. Hun elskede ham og hun ønskede at vise ham det. ”Du har godt af den hvile, min skat..” Hun hævede hånden som hun strøg den let over hans kind. Hun havde virkelig været bekymret for ham, igennem det sidste lange stykke tid.

[julien]

Det var rart endelig at have Maggie for sig selv, for der var virkelig ingen tvivl om at han virkelig havde savnet hende! Han elskede hende og ønskede selvfølgelig også at være der for hende, det var også grunden til at han havde fulgt efter hende, for han havde jo faktisk været utrolig tæt på at smide hende ud, en tanke han faktisk ikke kunne begribe at han havde gjort, men han havde jo så også bevist at han ikke kunne få sig selv til det, hvor han var glad for at han havde nået at stoppe hende og at hun var blevet og var kommet med ind igen, hvor de nu lå inde på hans værelse i hans seng. Det var godt at få noget blod, selvom at det tydeligt ikke var nok, for han kunne godt mærke på hans krop at han godt kunne bruge mere for at stille sin sult helt. Han rystede dog på hovedet, som hun spurgte om hun skulle hente noget mere til ham. ”Nej, bare bliv her.. så henter jeg noget selv engang senere,” svarede han stilfærdigt, som han lænede sig over hende, for at stille glasset på bordet, inden han lagde sig tilbage igen, lod armene glide omkring hende, for at trække hende med sig ind på sengen, så hun kom til at ligge helt tæt ind til ham. Med andre ord, så ønskede han at have hende for sig selv. Hun havde jo alligevel låst døren, så de ikke kunne blive forstyrret, hvilket han i den grad også ønskede at udnytte! Det var lang tid siden at han havde haft hende på enmandshånd, så det var vidst også på tide at give sig lidt hen til hende, for han vidste at hun også ønskede hans bekræftelse, selvom at han nu stod som leder og dermed ville der blive mindre tid mellem dem, selvom at han nægtede at blive som sin far! Han ville udnytte sine to onkler, eller i hvert fald få dem til at lave lidt af papirarbejdet, for det vidste han jo ikke engang hvordan man gjorde endnu, så Valerio havde da sagt at han gerne ville hjælpe. Han strøg hende blidt over kinden, inden han strøg hånden igennem hendes smukke blonde hår. Endelig havde de ikke behov for at skjule dem for offentligheden, nu kunne de endelig være sammen uden at skulle forvandle sig, eller skifte form. Nu var det bare de to. Hånden der strøg over hans ædle dele, fik det til at sitre i hele hans krop, hvor han måtte bide sukket i sig, for han kom ikke udenom at han virkelig nød det, men det behøvede han jo ikke at bekræfte for hende, desuden kendte hun ham så godt, så om han sukkede eller ej, så vidste hun at han nød hendes berøringer, desuden havde han også savnet dem! Han smilede drilsk, hvor han bed hende blidt og drillende i den bløde underlæbe lige som hun var blevet færdig med at tale, næsten for at provokere hende, hvor de dybbrune øjne hvilede drilsk i hendes. ”Jeg tror ikke at jeg lærte min lektie,” påpegede han drillende, som han blinkede let til hende, næsten som han opfordrede hende til at fortsætte. Han lod alt imens en finger køre langs hendes inderlår, blot for at tirre hende den lille del mere, for det var lang tid siden at de havde fået lov til at nyde hinanden, og nu havde de ikke set hinanden i næsten en uge, så han savnede og manglede hende virkelig!