Where to go??

[julien]

Hvad tidspunkt på dagen det var, hvor mange dage der var gået, hvis ikke uger, hvad dag det var, var noget som virkelig lå udenfor Juliens tidsfornemmelse. Om det var mørkt, om det var godt vejr var noget som han sådan set var fuldstændig ligeglad med. Han kunne ikke sove, havde faktisk ikke hvilet sig i flere dage, igen, hvis ikke uger, for han vidste ærligtalt ikke hvor lang tid der var gået efterhånden. Han følte sig magtesløs og som en fiasko, han var rastløs og tom og han havde ikke bevæget sig ud for hvad der havde svaret til hans fars gamle kontor. Han havde siddet derinde for.. ja gud vidste for mange døgn, hvor han bare sad, gik rundt, tænkte og slet ikke tænkte. Han kunne ikke finde nogen former for ro, ligesom han ikke kunne føle sig livlig, for han havde virkelig mistet sin glans. Han var udmattet, han følte sig afkræftet, selvom han ikke havde bevæget sig en meter. De dybbrune øjne havde mistet sin glans, de var matte og tomme, hvor de så ganske let rundt i rummet. Han følte sig tom efter hans fars død, som han selvfølgelig havde fået at vide, han følte sig som en fiasko, fordi han havde ladet sin mor gå, for efter hans far var død, så var det jo faktisk hans pligt at beskytte hende, men hun var vel hos Isaac? Hans egen gudfar, som sikkert endte som hans stedfar.. han begyndte roligt at forstå Maggies følelser for at miste den gode kernefamilie som man kendte den som. Han var trænet til dette hele sit liv, han vidste at dagen en dag ville komme, men han havde ærligtalt håbet på at det ville ske om længere tid, for nu hvor hans far var død, så følte han sig virkelig magtesløs! Han følte sig.. tom på en hel underlig måde. Han savnede ham virkelig. Han bed tænderne fast sammen og knyttede næverne ganske let, så hans knoer endte langt mere hvide end hvad de var i forvejen, inden han slog dem ned i skrivebordet som han sad ved. Han havde talt med Demitri, for.. lang tid siden, hans onkel stod endnu som hans torturmester, for han ønskede bestemt ikke at smide den familie ud som han havde tilbage! Valerio var blevet hans sekretær, for han magtede virkelig ikke papirarbejde, det var jo heller ikke fordi at han havde sat sig ind i det, det tog meget af hans tid og så havde han slet ikke tid til Maggie.. selvom han ikke kunne huske hvornår han sidst havde set hende heller, for han havde bedt om ikke at blive forstyrret, fordi han havde brug for at sluge det hele, for at indpasse sig som den nye leder. Hans forhold til Maggie, var ikke så meget en hemmelighed længere, for han følte ikke for at skjule det, nu hvor han selv kunne sætte grænserne og reglerne, nok ville han miste nogle af medlemmernes respekt, men hvad gjorde det? Han havde allerede bevist hans værd, han havde kæmpet for dette hele hans liv, men han følte sig pludselig ikke parat til det hele. Han bar en hvid skjorte, der var endt lettere beskidt og næsten støvet, hvor den også var helt krøllet, ellers bar han et par mørke jeans og de sorte sko, nogle han havde arvet efter hans far. Han gned sine tindinger ganske let, som han prøvede at få det hele på plads, men det hjalp jo for pokker ikke! Han rejste sig med et sæt og skubbede alt hvad der var af papir og ark på gulvet i en vredesbevægelse, inden han begyndte at cirkulere rundt i rummet.

[maggie]

Maggie havde slet ikke været rørt af Alecanders bortgang, selvom det tydeligt havde taget hårdere på Julien og på Alicia som selv havde taget nyheden som intet andet end et kæmpe chok, så var det nu heller ikke noget som hun klandrede dem for. Hendes egen familie var jo trods alt ødelagt fra før af, så det var heller ikke fordi at det var noget som rørte hende, om det jo så var noget som hun ville det eller ikke, men at det gik Julien sådan på.. det var noget som i den grad måtte bekymre hende og meget endda, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han havde taget over som leder, bedt om at få fred for sig selv på hans fars gamle kontor, selvom hun var klar over, at det ikke var måden at få det bebrejdet på.. hun ønskede bare at hjælpe ham, som en kæreste nu måtte gøre det, hvis det var noget som han ville lade hende om ikke andet. Hun havde været ude igennem de sidste dage, bare for at tænke på noget andet og give Julien den ro som han havde gjort krav på. Det måtte da også være noget af en kæmpe omvæltning. Det var dog ganske andre nyheder som plaget Maggie – Hun havde fået nys omkring det som var sket med deres mor, og det var noget som gjorde hende direkte vred! Det var jo ikke fordi at det var Juliens pligt at beskytte hende.. hun var en voksen kvinde nu, så det var vel også hendes eget valg?
Turen hjem var ikke noget som hun havde været særlig lang tid om. Det gik temmelig hurtigt for en vampyr. Hun havde været ude i nogle dage og havde nu valgt at søge hjem. Hun manglede og hun savnede Julien. Efter at Alec var gået bort, var deres forhold blevet mere offentligt og ikke noget som havde været under betegnelsen af en hemmelighed mere, hvilket i den grad også var noget som hun var glad for. Det lyse hår var noget som måtte hænge løst over hendes skuldre og gav hende de klare og nærmest helt blide feminine træk. De røde øjne så sig omkring, som hun gik igennem de tomme gange. Den dystre stemning var stadig at mærke her, hvilket i den grad også var noget som gjorde hende direkte frustreret. Ja, hun vidste godt at det var tabet af noget som stod ham nært, men hun ville hjælpe ham igennem det så godt som det nu var hende muligt. Umiddelbart så havde hun ikke troen på at han havde forladt kontoret det mindste, og det så bestemt heller ikke sådan ud, for hans duft var slet ikke at fange op nogen steder, hvilket kun gjorde hende langt mere bekymret! Hun sukkede stille og rystede på hovedet. Den stramme kjole hvilede godt omkring hendes krop. Det var noget som hun havde haft efter sin mor – den ellers så flotte figur som hun ikke kunne være andet end stolt af. Kjolen var sort, så den stod godt i kontrast til den ellers så blege hud som hun også måtte have med sig. Ganske forsigtigt så hævde hun hånden og banket på døren ind til kontoret. Hun måtte jo faktisk respektere ham som sin leder her på stedet, også selvom han var langt mere end det, så var hun tilbøjelig til at bøje sig for hans regler og love, udelukkende fordi at hun ikke ville give ham mere at slås med lige nu. ”Julien..?” kaldte hun forsigtigt. Stemmen var præget af en bekymring. Hun kunne da heller ikke være andet når han trak sig sådan væk fra hende!

[julien]

Med Alecander, så var Dødgængerne også gået i døden, som Juliens fars organisation skulle falde med ham, det ville lægge en langt bedre ro over hele landet og ikke kun Dvasias men også de andre lande, for hans far var jo blevet dræbt i Procias. Det var dog ikke enden på hele hans fars arbejde, for Julien havde sådan set lavet sin egen orden, som blev den som medlemmerne nu skulle til at rette sig efter; Cobra-ordnen. En vampyrorden, som skulle blive langt bedre end hans fars organisation! Han var måske tom, han følte sig magtesløs og fortabt, han følte sig rastløs og ødelagt, men han var dog endnu bestemt på at han ville gøre det langt bedre end hans far, langt bedre end nogen anden Mathimæus! Han nægtede at give op, selvom han dog var nød til at tænke det hele igennem, han havde jo ikke kun mistet sin far, men også sin mor, som hun bare sådan uden videre havde valgt at forlade ham, lade ham i stikken, selvom det ikke ligefrem lignede hans mor. Hun havde altid stået der for ham, hun havde altid støttet ham og nu hvor han mest af alt havde brug for hende, så havde hun valgt at søge væk, hun havde end ikke engang gidet, at sørge med ham, hun var bare.. forsvundet. Men så kunne det også være ligegyldigt! Skulle han klare det selv, så gjorde han det! Måske hans mor ikke havde elsket hans far, men han selv ville altid huske hans far for de ting han havde gjort for ham, for han kunne takke den mand, for at være den stabile leder han var den dag i dag, selvom han lige skulle komme sig over hele omvæltningen. Det var underligt ikke at have sin far der, han var væk, han kom ikke tilbage igen; aldrig. Han havde godt vidst at det hele pludselig ville ske en dag, men han havde ikke regnet med at det ville ske så tidligt. Han følte sig slet ikke parat til det! Maggie havde han ikke som sådan lyst til at tale med om det, for hun havde ikke engang brudt sig om sin far, så hun ville alligevel ikke forstå det. Han vidste godt at Demitri og Valerio var der, men de to havde trods alt hjulpet hans far, de var professionelle og han ville bestemt ikke stå som svag overfor dem! De vidste måske at han var rastløs, at han var tom, men han tog sig alligevel så meget sammen, som han kunne, når de var der. Han følte sig ærligtalt alene om det hele. Han stod ved vinduet, hvor han så ud over haven og andre omgivelser af Dvasias natur. Han opfangede intet, som han blot stod og så tomt og åndsfraværende ud af vinduet. Han havde ikke spist i flere dage, hvis ikke uger, men han følte hverken for at hvile eller spise for.. hvorfor skulle han? Han var udmatte, godt nok fordi at han ikke havde fået blod i flere dage, men det var ikke på den måde at han følte sig afkræftet, han følte sig bare så.. opgivende? Han bevægede kun hovedet få millimeter, da det bankede på døren, hvor han drejede hovedet en anelse, for at høre hvem det var, der nu kom og forstyrrede ham, selvom han havde bedt om at være alene. Det var tydeligt at høre at det var Maggie, selvom han ikke gjorde noget yderligere, som han blot så ud af vinduet. ”Kom ind..” Hans stemme var lav, hæs og rusten, for han havde ikke talt i flere dage efterhånden, så det sagde lidt sig selv vel?

[maggie]

Maggie vidste udmærket godt, at deres mor ikke bare var forsvundet for at forsvinde. Hun havde vel et sted selv undersøgt sagen? Deres kære mor havde selv prøvet at sørge over tabet og ligesom Julien, så ville hun ikke gøre det foran andre. Et sted var det vel også det som hun ønskede at fortælle ham, selvom det slet ikke var hendes mening at give ham mere at tænke på, for hans hoved var vel præget med det hele allerede fra før af? Hun var ked af, at det hele skulle gøres værre for ham, for hun ønskede virkelig bare at hjælpe ham, selvom det slet ikke så ud til at have den virkning på ham, hvilket hun var ked af. Virkelig! Hun ville ønske at han ville snakke med hende om det. Det at miste havde hun selv prøvet før, selvom det nok ikke kunne sammenlignes med det faktum at Alec aldrig nogensinde ville komme tilbage igen. Det var vel bare at se det hele i øjnene og så tage det hele som det nu måtte komme? Der var jo ikke rigtigt noget som man ellers kunne gøre ved det. Valerio og Demitri var der, så meget havde hun da set og de havde selv prøvet at støtte ham så meget som muligt. Selv Valerio tog tabet af Alec hårdt, for det var jo trods alt hans lillebror, så når han kunne, så lavede han jo trods alt også sit arbejde. I stedet for at få det bebrejdet ordentligt, så prøvede de alle sammen at gravlægge det? Det var jo heller ikke noget som de ville få det mindste ud af i den anden ende, så meget var hun dog udmærket godt klar over. Juliens stemme som hun tydeligt kunne høre på den anden side af døren, så var det kun klart for hende, at han virkelig ikke havde det nemt. Hun sukkede indædt, bed sig svagt i læben og tvang så endeligt døren op. Kun en anelse, så hun lige kunne klemme sig forbi og ind på kontoret. Alecs duft hang mere eller mindre over det hele. Det kunne da heller ikke passe at han bare gemte sig her. Det var jo slet ikke noget som nogen af dem kunne bruge til noget og hun var overbevist om at det slet ikke var det som Alec nogensinde ønskede af sin søn! Ja, han havde måske ikke set på hende selv som sin steddatter, selvom det havde været tilfældet, men hun var altså god nok på bunden! Det havde Julien da fundet ud af. De røde øjne vendte hun stille og roligt mod ham og ikke mindst med den tydelige bekymring i minen. Han behøvede ikke de mange facader overfor hende, for det ville ikke gavne ham uanset. Det var unødvendig brug af energi som han tydeligt havde brug for. ”Du har været her i dage, Julien..” Hendes stemme var tydeligt præget af den bekymring som hun måtte nære for ham, for det var heller ikke noget som måtte sige så lidt. Det bekymrede hende virkelig, at det var sådan at han valgte at få det hele bearbejdet. Det var virkelig.. ekstremt i hendes øjne! Hånden gled varsomt over hans overarm, da hun var kommet ham helt i møde. Hendes blik prøvede at søge hans, bare for at få ham til at se på hende for en gangs skyld, for det andet var hende en frustration uden lige! ”Du har intet spist, du hviler ikke..” Hun bed sig i læben. Lige her vidste hun slet ikke hvad hun skulle gøre, og det var virkelig noget som i den grad også formåede at skulle frustrere hende som intet andet! Hun følte sig virkelig magtesløs, at hun slet ikke var i stand til at hjælpe ham!

[julien]

Noget som var gået op for Julien, var at han var alene om dette, for ingen ville alligevel forstå ham. Ingen så på hans far som han gjorde eller havde gjort. For ham, så var hans far ikke bare en leder, for ham så var Alecander også hans far, Valerio var hans bror, men selv Julien vidste at deres forhold havde været mere forretningsmæssigt, ligesom med Demitri og hans far, så måske de alle sørgede over ham, men han ville vædde med at han tog det hårdest af alle, vel fordi at han var den eneste der egentlig rigtig havde holdt af ham i den sidste ende? Hans mor havde ikke gjort andet end at være ham utro, gang på gang, og nu var hun bare gået videre til den næste mand i rækken. Hans mor havde ikke elsket ham, Maggie brød sig ikke om ham, Demitri og Valerio havde mere et forretningsmøde til ham og så var der ham, der kendte sin far langt bedre end mange andre gjorde det, for hans far havde trods alt også været med til at opdrage ham og han vidste godt at hans far ikke var så hård igen, for det havde han jo faktisk selv oplevet. Derfor gjorde det også langt mere ondt at miste ham, for det var trods alt hans far! Han følte slet ikke for at overtage noget, han følte bare for at.. forsvinde med ham. Han havde brug for sin fars støtte til dette! Han kunne ikke bare gå! Inden hans far var taget ud, havde han overrakt ham sin amulet, der hvor deres djinn var fanget som deres slave, det var næsten som om at han havde vidst at han ville dø derude.. noget som også måtte undre ham. At Maggie kom ind, var ikke noget som han tog sig af, for han lagde egentlig ikke rigtig mærke til noget længere. Han var ligeglad, han skulle nok få det bearbejdet selv, nu hvor han alligevel stod ene om det tab. Han så end ikke på hende, som han blev stående ovre ved vinduet, hvor han så direkte ud på omgivelserne, som han ikke engang rigtig så på, da både billederne af alle sine minder røg igennem hans hoved på ham. Han nød faktisk at opholde sig her på hans fars gamle kontor, for det gav ham en form for tryghed, det lugtede endnu af hans far, en duft, som virkelig formåede at roe ham ned, lige såvel som det også formåede at gøre ham helt ødelagt. Han lyttede ikke rigtig til hendes ord, som han stod i sine egne tanker – sådan som han havde gjort i så mange dage efterhånden. Han følte sig næsten svigtet af alle. Som hun strøg hånden over hans arm, gjorde han næsten et helt forskrækket ryk væk fra hende, så han endte tættere på vindueskarmen. Han var ikke vant til berøringer, han havde trods alt været alene i flere dage, og det var vel næsten en uge siden at han sidst havde set hende? Han vidste det ikke, det var sådan set også ligegyldigt. Hun var jo alligevel ude af huset og gud vidste hvad hun lavede. Han var ligeglad.. han var ligeglad med alt. Han trak vejret dirrende, som han havde holdt det i flere minutter, hvor han ikke åndede ud igen. Han så ikke på hende, for han havde virkelig at blive set på som svag, det var jo også derfor han havde gemt sig her i udgangspunktet. ”Og?” spurgte han hæst, hvor han ikke engang magtede at rømme sig. ”Jeg er vampyr.. jeg har ikke brug for mad eller søvn,” svarede han stilfærdigt, selvom at han naturligvis havde brug for blod af den grund. Men.. det var sådan set også ligegyldigt.

[maggie]

Maggie ønskede ikke at Julien skulle stå alene med alt dette, for det var virkelig en mundfuld at skulle kæmpe med alene. Ja, selvfølgelig var hun taknemmelig for at Alec havde ladet hende være her, ellers havde hun slet ikke haft Julien, hvilket hun slet ikke kunne forestille sig et liv uden! Hun havde brug for ham og selvfølgelig ønskede hun at hjælpe ham det som var hende muligt. Det var ikke pinligt, hvis en mand stod og græd – ikke i hendes øjne, for han havde mistet noget som havde en ekstrem stor betydning for ham. Hvad han gik rundt med tanker omkring deres mor, så havde hun fundet ud af sandheden og det var noget som virkelig havde skræmt hende. Hun havde jo ikke bare søgt til Isaac – hun havde jo sørget over tabet selv, for de havde jo trods alt været gift i det som måtte være tyve år? Alecs duft hang i hele lokalet, så det var heller ikke underligt, at det var her at han måtte holde sig, selvom det nu ikke gjorde det meget bedre for hendes eget vedkommende. Hun var virkelig bekymret for ham, for dette var ikke den Julien som hun kendte. Det forskrækkede ryk som han gjorde væk fra hende, fik hende hurtigt til at tage hånden til sig igen. Hun behøvede ikke at være så diskret som hun havde været før, selv hans onkler lød til at acceptere det, hvilket hun i den grad også var glad for. De røde øjne hvilede på ham. Han sad midt i sin sorg, så meget kunne hun da fornemme. Hovedet søgte let på sned. ”Selv en vampyr har brug for sin næring, Julien,” påpegede hun stilfærdigt. Det var ikke fordi at hun ville være ham belærende for øjeblikket, for det ville hun så sandelig heller ikke få noget ud af. Hun vendte blikket stille mod hans hånd i en ganske kort overvejelse hvorvidt om hun burde tage om den eller ikke, selvom det nu var noget som hun havde tænkt sig at overveje længe. Hun lod hånden tøvende række mod hans, hvor hun tog om den. Hun havde jo lige så også brug for ham! Hun havde ikke valgt at søge ud, bare for at søge ud, for hun havde jo faktisk fulgt efter deres mor. ”Du står ikke alene omkring det her,” fortsatte hun stille. Selv Valerio havde taget det tungt, så det mellem dem, havde ikke bare været ren forretning, de var jo trods alt brødre og deres mor.. hun havde i den grad også sørget over tabet, for det havde jo været hendes mand – følelser eller ikke, så havde der vel været lidt eftersom hun havde valgt at takke ja til Alecanders frieri? Han virkede bare til at dømme alle så hurtigt og så hårdt og det gjorde det jo heller ikke ligefrem bedre eller nemmere for ham på nogen som helst måde overhovedet. Begge hænderne lukkede hun roligt omkring hans hånd, hvor hun gav den et let klem. ”Jeg bringer dig nyt omkring vores mor,” afsluttede hun stille, hvor hun vendte blikket mod ham. Det var ikke fordi at hun vile gøre det værre for ham på nogen måde, men han havde vel også krav og brug for at skulle vide hvad der skete med hende eftersom hun ikke var her i mansionet længere? Den ene hånd strøg let over hans håndryg, nærmest som hun bare søgte hans opmærksomhed. Hun havde jo absolut intet set til ham i over en uge nu og hun manglede ham så sandelig også, selvom hun vidste, at det var noget af en omvæltning nu hvor han stod med det hele. ”Sig til hvis der er noget jeg kan hjælpe med. Det dræber mig at se dig på den her måde,” hviskede hun dæmpet.

[julien]

Det stod godt klart for Julien, at han ikke burde være inde på kontoret for flere dage, uden at få noget at spise eller søvn, for han vidste godt at han havde brug for næring, ellers ville han gå i en dvale, indtil hans legeme igen fik noget blod, men han følte ikke for at spise, han følte sig ikke sulten. Han følte sig fortabt, svigtet og tom. Han var rastløs og ødelagt. Han gjorde ikke andet end at stirre ud ad vinduet, gå rastløs rundt i rummet og cirkulere og sidde ved hans fars skrivebord, hvor han egentlig ikke gjorde andet end at tænke og ikke tænke, som han blot stirrede og var fraværende. At Maggie ville se til ham undrede ham egentlig ikke, men han havde egentlig ikke lyst til at snakke med hende, han havde lyst til at det hele skulle fikse sig, at det hele bare ville.. forsvinde. Han vidste jo godt at det ikke nyttede at han bare sad og sørgede over det. Han havde en orden som han skulle se til, en orden som han var blevet leder for og som var hans ansvar. Hendes ord var noget som han godt hørte, selvom han skam godt var klar over det, så hendes belærende ord, var næsten noget som måtte irritere ham, for det var ikke ligefrem noget han havde behov for i øjeblikket. Han var vred, han følte for at gå ud og smadre nogen, slå nogen ihjel og bare få afreageret! ”Og?” spurgte han stilfærdigt og med en lettere ligegyldig tone, som var helt følelsesløs og kold. Han var ligeglad med at han skulle bruge blod eller ej, gik han i dvale så slap han for at gøre noget overhovedet, så behøvede han ikke tænke eller leve, for det havde han ærligtalt ikke længere lyst til. Det sitrede helt i ham, da hendes hånd greb omkring hans, selvom han dog ikke lukkede sin omkring hendes, han stod blot helt stille, selvom han lod hende holde omkring hans, for han vidste jo godt at han ikke bare havde et ansvar overfor sin nye vampyrorden, men også overfor Maggie, hun var hans kæreste, noget som de ikke længere behøvede at holde hemmeligt, fordi han nu var lederen. Deres onkler havde også fået nys om det og han havde fået deres accept, hvilket da måtte glæde ham, selvom han ikke helt følte at han havde tid til at sætte sig ned og kæle. ”Hvorfor føler jeg mig så alene?” spurgte han stilfærdigt, hvor han vendte de dybbrune øjne mod hende, som næsten måtte se på hende med vrede og tomhed. ”Min far er væk, vores mor er væk, du har været væk, så jo.. jeg står alene,” svarede han med en irriteret undertone, inden han vendte blikket væk fra hende og så ud af vinduet endnu engang. Han lod hende blot lægge begge sine hænder omkring sin den ene, selvom han ikke gengældte hendes klem. At hun havde fået nyt om deres mor, var noget som måtte stikke i ham, for hun var bare taget af sted uden videre og lod ham nu drukne op i sin egen sorg! ”Jeg er ligeglad,” svarede han med en dæmpet og hæs tone, hvor han ikke skænkede hende et eneste blik. Han var vred, han følte sig svigtet og forladt af alle som havde stået ham nær. ”Jeg klarer mig,” endte han fast, som han trak hånden til sig og lagde armene over kors, inden han vendte blikket mod hende. Han var blevet langt mere ansvarsbevidst, efter at han var blevet leder, nu var han nød til at tænke på ordnen i stedet for kun på sig selv.

[maggie]

Det var slet ikke fordi at Maggie havde efterladt ham alene med det hele, men han havde givet den klareste besked på at han slet ikke ønskede at have hende eller nogen anden i sin nærhed, hvilket hun bare havde valgt at acceptere, selvom det var hende særdeles imod og på alle måder som man overhovedet kunne tænke sig, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun vendte blikket mod ham og med den tydelige bekymring. Det naget hende virkelig at han valgte, at skulle søge ind i sig selv omkring det hele, for hun ønskede virkelig at hjælpe ham, men det krævede virkelig også at han åbnede sig op for hende og lod hende komme tæt på, for det var bestemt ikke noget som han gjorde for øjeblikket, det var der så sandelig heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet! Det var slet ikke Julien som hun ønskede at komme på tværs og nu hvor han selv havde brug for at vide, at han ikke stod alene med det hele, så ville hun så sandelig også gerne vise ham det! Det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. De røde øjne hvilede på ham og ikke mindst med den samme bekymrede mine. Deres mor havde været ude for at sørge over tabet selv. Det at søge i sig selv ved store tab, var bestemt ikke noget som Julien havde fra fremmed af. Hun var nu praktisk talt ligeglad med hvor hendes mor søgte hen – hendes kernefamilie var jo ødelagt allerede dengang hun havde været temmelig lille, så det at det nu også var noget som skete for ham, var noget som hun faktisk måtte være meget ked af, for han fortjente virkelig noget meget bedre end dette. Han fortjente det bedste og det var noget som hun ønskede. At han bare sådan uden videre rev armen og hånden til sig igen, var noget som fik hende til at trække sin egen hånd til sig, selvom hun blev mere utilfreds nu end det som hun måtte være noget andet. Hun så på ham med den samme mine. ”Du behøver ikke sætte facaderne op overfor mig, Julien. Jeg ved godt at du mangler ham.” sagde hun stille. Hovedet søgte let på sned. Det ville uanset ikke hjælpe hende at stå og skælde ham ud. Hun havde set Valerio sidde begravet i arbejdet for ikke at tænke på det, hun kendte efterhånden den familie temmelig godt, så det gik hende jo selvfølgelig på og hun var ked af det.. hun kunne tydeligt selv mærke, at han var væk. ”Jeg har aldrig været langt væk. Jovist.. jeg har været ude de sidste dage.” Hun sukkede stille og rystede så på hovedet. Hun havde jo selv haft brug for noget luft til hovedet og det havde hun bestemt også fået, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun nægtet praktisk talt at tro på at han var ligeglad med deres mor! Det var slet ikke noget som hun ville høre nogen som helst former for tale om overhovedet. ”Du er ikke så ligeglad som du prøver at fremstille det!” Hun gik op foran ham. Han var virkelig nødt til at tage sig sammen nu og det kunne bestemt heller ikke gå hurtigt nok! Begge hænderne fattede omkring hans kinder, som hun direkte tvang ham til at se på sig. ”Mor er blevet tortureret på grund af din far, Julien. Magikerne nægter at tro på at han er død og borte! Hans asker er væk!” endte hun med en fast tone. Det andet var ganske enkelt ved at drive hende til vanvid, for det var slet ikke den Julien som hun kendte og det var noget som bekymrede hende og meget endda. Hun havde set Alicia i Dødens dal – Det var jo først der hun havde søgt mod Isaac.

[julien]

Det var ikke fordi at Julien gad, at holde facaderne oppe for Maggie, han havde slet ikke lyst til at have det på denne måde, men det var svært at slukke følelserne bare sådan uden videre, for hans far var lige død, hans mor var væk, som han heller ikke havde set i over en uge, hvis ikke mere, så han følte sig ærligtalt ikke som nogen god leder, for han vidste godt at han ikke kunne bestemme over hans mor, han vidste godt at han ikke kunne holde kvinden her, men var der noget som han havde lært; af begge sine forældre, så var det at man skulle være der for sin familie, være der for at beskytte dem, være der for at gøre dem trygge, det var hans mor der mest af alt havde lært ham det, specielt når han selv fandt en og fik en familie med, hvor han havde kastet sin kærlighed over Maggie, tilmed hans egen halvsøster, det var derfor han havde gjort så meget for at være der for hende, fordi han havde set hvordan hans far havde ladet deres mor være alene på grund af sit arbejde og han ønskede ærligtalt ikke at gøre det samme! Men at hans mor så bare svigtede ham når han havde allermest brug for hende, var noget som virkelig gjorde ham.. kold. Kold og vred. Han bed tænderne hårdt sammen, hvor han knyttede hænderne ganske let, så han spændte i hele kroppen af den indre vrede han følte, hvilket resulterede i at hans krop måtte dirre ganske let. Han vendte blikket næsten vredt imod hende, hvor han så på hende med et advarende blik. ”Du ved slet ikke noget som helst!” vrissede han fast og næsten vredt. ”Du ved slet ikke hvordan det er at miste en forælder på den måde! Begge sine forældre!” hvæssede han vredt, som han gik væk fra hende og endnu engang begyndte at cirkulere rundt i rummet helt rastløst. Hans far var død, hans mor var væk – højst sandsynligt var hun flyttet ind hos Isaac, tilmed uden at sige farvel, så sikken støtte man fik! Det var en kæmpe joke var det! Han lyttede ikke til hendes ord, som han gik rundt i ring i sine egne tankerne, som han slet ikke kunne få ro på sig selv, for han var virkelig.. tom, vred og fortvivlet! Han hadede det! Han var slet ikke parat til at overtage noget som helst! Han lagde slet ikke mærke til noget af det som hun sagde til ham, som han slet ikke havde koncentration til at fokusere eller til at gøre flere ting, men det var vel også fordi at han havde afkræftet sig selv, ved ikke at få næring, men han var ligeglad! Det kunne vente. Han stoppede først op, da hun valgte at stille sig ind foran ham, gribe ham om kinderne, hvor han vendte blikket mod hende igen. ”Er min far ikke død?” spurgte han for sig selv og i en dæmpet tone, som om han slet ikke havde opfanget det med sin mor, men han kunne ikke koncentrere sig om flere ting af gangen. Han trak hovedet til sig og så lettere eftertænksomt ud i luften, imens han mumlede en masse for sig selv, hvor han mere af alt mindede om én der var ved at blive tosset. Hvad nu hvis hans far ikke var død? Var det derfor han havde givet ham amuletten? Han kunne vel kun håbe? Men hvorfor havde han så ikke vist sig? Vel fordi det skulle virke overbevisende? Genialt! De dybbrune øjne genvandt noget af det gamle selvsikre skær, hvor han trådte direkte forbi Maggie, som han ikke ænsede, inden han gik over til skrivebordet, hvor der lå en masse papir på gulvet fra før af.

[maggie]

Maggie kendte da heldigvis deres mor bedre end at vide, at hun ikke bare ville forlade dem fordi at Alecander var død. Det var jo heller ikke fordi at hun ikke havde reageret på hans bortgang, for det havde hun i allerhøjeste grad! Hun havde da selv taget hende i at skulle sidde inde på værelset og fælde tårer på grund af ham! Det var nok ikke noget som Maggie kendte til personligt, for hun havde aldrig rigtigt brudt sig om Alec, ganske enkelt fordi at det var ham som havde formået at ødelægge hendes egen kernefamilie fuldstændig. Hun havde jo selv været den lille og dumme tøs som havde prøvet at få sine forældre sammen, selvom hun i en voksen alder havde set, at det også havde været fuldkommen nytteløst også dengang. Hun havde vel bare været en dum, lille og naiv tøs? Ikke fordi at det vel kunne overraske nogen, selvom det slet ikke var hende som man så i dag. Hun var ved at gøre ham godt sur og irriteret, så meget kunne hun da godt se, hvilket heller ikke gjorde hende det mindste. Ville han slå hende, så skulle han selvfølgelig også bare gøre det! ”Jeg ved ikke hvordan det er…” Hun endte med at tie fuldkommen i chok over hans ord, selvom hun vidste at det var sorgen og vreden som talte for ham. Det stod jo noget så tydeligt i hans blik og det var også det som nærmest helt automatisk tvang hende til at forblive tavs, for det ville slet ikke gavne hende at skulle gøre noget andet end det. Hun ville ikke gøre det værre for ham end det som det allerede måtte være for ham fra før af. Hvis han ville rase af på hende, så måtte han jo gøre det, for hun kunne sagtens tage det hvis det endelig var! ”Det er ikke bare dig som har mistet. Det samme har jeg,” fastholdt hun med en mindre stædighed. Det var jo lige så også begge hendes forældre som var væk! Hun havde ikke set sin far i mange år nu! Så man kunne vel godt sige, at hun havde mistet på samme måde som ham selv! At hun først fik hans opmærksomhed da hun bragte hans far på banen, var faktisk noget som måtte irritere hende! Hvad med deres mor? Hun var blevet tortureret på grund af den mand! Hvilket kun gjorde, at hun havde en langt større grund til at skulle hade den mand mere end det som han havde gjort til nu, så det var jo heller ikke fordi at det var noget som sagde så lidt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun vendte blikket stille mod ham og ikke mindst med en tydeligt mere utilfreds mine som hun slet ikke ønskede at skulle skjule for ham. ”.. Hørte du overhovedet noget af det jeg sagde, Julien?” spurgte hun med en næsten så forfærdet stemme. Det gjorde hende en anelse.. irriteret at vide, at han slet ikke ænsede at deres mor var kommet til skade på grund af den mand! Hun havde kun kort set hende søge mod Isaac, og hun havde set særdeles forfærdelig ud bare ved den tanke om det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun knyttede næverne let. Nu kunne hun da om ikke andet, så genkende lidt af den kære Julien som hun huskede ham, hvilket hun i den grad heller ikke havde det mindste imod når det endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun vendte sig mod ham. Det rod som lå ud over hele gulvet med de mange papirer.. Det var da et helvede for Valerio at skulle ordne i dem nu!

[julien]

Måske Alicia havde sørget over Alecander, for når det kom til stykket, så havde de jo været sammen i 18 år, men det ændrede ikke på det faktum at hun bare var gået uden videre, forladt både Julien og Maggie, hendes to børn, som betød de intet for hende, så hvorfor skulle han overhovedet skænke hende en tanke? Hun havde selv valgt at gå, så hvis hun meldte sig ud på den måde, jamen så gad han slet ikke at have noget med hende at gøre! Det sidste han ville have, var at blive svigtet, for var der noget han havde lært, så var det at man var sin familie tro og loyal, men det var hans mor nok den sidste som havde været, hun havde trods alt været hans far utro i alle disse år, ved at søge til en anden mand. At hun blev ved med at påstå at hun også selv havde mistet det, var noget som faktisk måtte irritere ham godt og grundig, for hun var den sidste som skulle udtale sig om den følelse! Hun kendte slet ikke til den! Begge hendes forældre var i live! Hun hadede alligevel hans far, så hvorfor pokker skulle han overhovedet tale omkring det med hende? Hun ville aldrig nogensinde forstå det!! Hans dybbrune øjne hvilede næsten faretruende på hende, blot et tegn til at hun skulle holde sin mund, medmindre hun bevidst ville have at helvedet skulle bryde løs, når det kom til stykket, så var han jo faktisk også hendes leder, selvom han bestemt ikke ville holde hende tilbage, hvis hun valgte at gå, for så var hun bestemt ikke den første der svigtede ham! ”Hold din mund Maggie!” svarede han i en dæmpet og dog alvorlig og advarende tone. ”Du kender slet ikke til følelsen!! Min far var ikke skyld i dine forældres skilsmisse, det skete lang tid før vores mor overhovedet havde mødt min far! Du har ikke mistet nogen som helst, for begge dine forældre er stadig i live!” hvæssede han vredt, hvor han tilmed tog et faretruende skridt imod hende. Hun ville aldrig nogensinde forstå det! Hun var bare en snotdum tøs, som havde en stædighed uden lige! Hun var dum at høre på var hun! Han knyttede hænderne ganske let, som han næsten følte for at slå nogen! Han ville afreagere, han ville.. myrde og dræbe! Hvorfor skulle han overhovedet skænke deres mor en tanke? Det var hende som havde valgt at søge væk, det var hende som var gået ud af døren i stedet for at støtte op omkring ham. Han lyttede ikke til hendes ord, som han var endt henne ved skrivebordet hvor han ledte hele bordet igennem. Mon han skulle lede efter sin far? Han følte sig næsten helt splittet, for han var delt op i to følelser; fornuft og håb. Håbet sagde at hans far stadig levede og at han burde lede efter ham. Han rejste sig op og tog næsten et håbefuldt skridt hen imod døren, selvom han stoppede op. Hvis hans far havde faket sin egen død, så var det også fordi at han ikke ville findes, fordi at det var meningen. Han vendte blikket mod Maggie. Han burde hellere bekymre sig om hvad han vidste hvad der endnu var i live, såsom hans mor. Han så lettere tænksomt ned i gulvet. ”Hun er hos Isaac.. hun valgte selv at søge ud, så hvorfor skulle jeg tage efter hende?” spurgte han stilfærdigt, sandt var det jo trods alt, det var hende som havde valgt at vende familien ryggen. ”Hun vendte familien ryggen for mange år siden Maggie, så hvorfor skulle hun overhovedet ønske at komme tilbage?”

[maggie]

Maggie var jo heldigvis menneskelig nok til at se, at deres mor var blevet sammen med Alec i alle disse år på grund af ting. Det sagde jo lidt sig selv, at hun ikke ville blive hængende her i atten år, hvis det ikke var fordi at det var noget som hun havde lyst til. Det var noget som gjorde hende direkte sur at skulle vide, for hun vidste, at det ikke var hendes egen far som havde revet Alicia væk fra Alec, men det var nu bare noget som hun havde lært at acceptere med årene og nu var det Juliens tur til at skulle lære at acceptere det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun kunne udmærket godt se at han bestemt ikke var ligeglad med det som skete, men at tage ud og søge efter Alecander ville bestemt heller ikke være hvad hun ville sætte som et godt valg, specielt ikke med det som han stod med i hænderne lige for øjeblikket! At hun havde formået at appellerer til hans vrede, var noget som fik hende til at vende sig direkte mod ham. Det var ikke fordi at det skræmte hende på nogen måde, for han var virkelig nødt til at tage sig sammen og det skulle så sandelig også være nu! ”Og det er begge dine tilsyneladende også, Julien! Jeg har mistet dem begge! Det er jo ikke fordi at jeg ser min far mere, gør jeg?! Og mor er jo væk og det er kun på grund af Alec!” Denne gang kunne hun ikke holde mund. Ville han slå hende, så skulle han være velkommen, for det var bestemt heller ikke fordi at hun lagde sig ind under ham bare sådan uden videre, for det gjorde hun ikke bare sådan, det var da helt sikkert og på alle måder endda! Bare tanken om at Julien valgte deres mor fra, var noget som direkte kunne gøre hende forbandet, for det gjorde hende virkelig sur at skulle tænke på, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun knyttede næverne let. Hun havde set hvor forfærdelig deres mor havde set ud, selvom hun ikke havde formået at blande sig i det. Hun ville ikke kunne gøre noget ved det uanset. Følelserne var delt også for Maggies vedkommende, for hun ønskede selvfølgelig også bare deres mor det bedste og det var jo heller ikke fordi at hun havde haft det godt som sådan sammen med Alec og alligevel havde hun valgt at blive. Lige hvorfor, var nu ikke noget som Maggie forstod sig meget på og det var også den tanke som måtte frustrere hende et sted, det var der heller ikke nogen tvivl om. ”Hvordan kan du få dig til at sige sådan?” spurgte hun næsten forfærdet. Hvor pokker var den Julien som hun kendte?! Hun kendte sin mor nok til at vide, at hun slet ikke ville eller ønskede at vende familien ryggen! Hun gjorde vel bare det som var det bedste for dem alle sammen? Selvom det var svært at se til tider. De var for pokker da også voksne mennesker nu. Hun gik stille hen til skrivebordet, selvom hun ikke rørte noget. Hun ville ikke sætte sin duft på alt det som før i tiden havde tilhørt Alec. Var magten allerede ved at stige Julien til hovedet? ”Har du hørt på dig selv til aften? Du vælger mor fra? Du ved virkelig ikke i hvilken forfatning jeg så hende,” sagde hun med en næsten vred stemme. Næverne knyttede hun ganske let. Hun elskede sin mor og hun ønskede hende det bedste og det var jo noget som denne Alec ikke havde formået at give hende!

[julien]

Julien var ikke ligefrem i det bedste humør for tiden og hvem kunne bebrejde ham? Han havde mistet sin far og følte sig ærligtalt ikke parat til at skulle overtage hele skidtet! At Maggie så lige absolut skulle vælge at opsøge ham denne aften, var nok ikke ligefrem smart, for han gad sådan set ikke snakke med hende omkring alt dette og hvorfor? Fordi hun for det første ikke brød sig om hans far, for det andet så forstod hun slet ikke følelsen af at miste en forælder for alvor. Han vendte blikket tomt og dog irriteret mod hende, som hun igen åbnede munden. Han skulle lige til at protestere, indtil han hørte hendes sidste udtalelse. Beskyldte hun hans far for at deres mor var væk? Han knyttede næverne ganske let, hvor han vendte blikket væk, imens han bed tænderne sammen. Hun beskyldte hans far?! Han gjorde en hurtig bevægelse, greb hende om halsen og tvang hende op ad den nærmeste væg, hvor han løftede hende op så hun ikke var i berøring med gulvet. ”Hold din kæft Maggie!” hvæsede han fast, hvor han blot klemte til omkring halsen. Måske det ikke ville dræbe hende, men hun var trods alt kun varyl, så det var vel alligevel en ubehagelig følelse? ”At mor skred, er for fanden ikke min fars skyld! Mor var min far utro allerede da jeg var helt lille! Så det er hendes egen skyld!” hvæsede han kraftigt, inden han slap hende og slog sin knytnæve med fulde hammer ind i væggen – lige ved siden af hendes hoved, så det dirrede i hele væggen. Han nægtede at slå hende! Så lavt ville han dog ikke synke, men derfor skulle hun bestemt ikke tirre ham! For han var ikke helt stabilt i sit sind endnu, så han var bange for at han ville miste fatningen og gå amok på hende hvis hun ikke varede sin tunge. Det var bestemt ikke hans fars skyld at hans mor var væk, for de havde ikke engang været lykkeligt gift! Han vidste godt at hans far ikke havde været der for deres mor, og det gjorde bestemt også ondt at tænke på, der var trods alt en grund til at han ikke ville ende som sin far, når det kom til det at være der for sin kære og familie! Men at deres mor gik til en anden mand, var ikke noget som var hans fars skyld! Og at deres nu var væk, var heller ikke hans fars skyld! Magten havde bestemt ikke steget ham til hovedet, for han havde slet ikke lyst til den! Han havde bare lyst til at finde sin far, han ønskede at det hele skulle være som før! Før dette kaos var kommet! Han fnøs koldt til hendes ord. ”Hvis hun så så forfærdeligt ud Maggie, hvorfor hjalp du hende så ikke? Hvorfor lod du hende bare i stikken?” spurgte han tonløst, hvor han vendte de dybbrune øjne mod hende som de betragtede hende helt følelsesløst. ”Hvis mor havde ønsket at være her, hvis mor havde ønsket at støtte op omkring hendes børn, så havde hun søgt hjem i stedet for den anden vej,” påpegede han stilfærdigt. ”Ønsker hun ikke at være her, jamen så er hun slet ikke velkommen her! Og hvis du ikke selv varer din tunge, så kan du jo skrubbe efter hende og lade vær med at komme tilbage!” vrissede han fast og bestemt, blot et tegn på at hun skulle tie stille og ikke begynde at stille sig op imod ham, for så ville han personligt smide hende ud!

[maggie]

Det var ikke fordi at Maggie ønskede at bringe det hele op til en diskussion, på den ene eller den anden måde, det var virkelig noget af det sidste som hun havde lyst til. Men lige her kunne hun altså ikke holde mund! At det jo så var noget som måtte pisser ham langt mere af, var hende en ting som hun slet ikke skænkede så meget som en eneste tanke. Det gjorde hende bekymret og det var også derfor at hun nærmest helt automatisk prøvede at appellerer til hans vrede, for det var da lidt mere hen af den Julien som hun faktisk måtte kende og i bund og grund, så ønskede hun virkelig bare, at han skulle formå at afreagere på den ene eller den anden måde, for det at sidde der i sin lille boble var heller ikke noget som han ville kunne få det mindste ud af i den anden ende, det var der jo heller ikke nogen tvivl om. Han havde allerede advaret hende, selvom det var noget som hun valgte at se bort fra. Det var vel heller ikke fordi at han ville kunne gøre hende noget ondt? Det var heller ikke fordi at hun bebrejdede ham for at skulle have det på den måde, for han havde virkelig også mistet meget, men han kunne jo heller ikke sørge hele tiden! Det stivnede dog kraftigt i hende, da han kraftigt tog fat om hendes hals, presset hende mod muren, hvor han valgte at hæve hende, så hun ikke kunne nå jorden igen. Hun greb ham hurtigt omkring håndleddet nærmest i en helt normal reaktion, som han havde valgt at holde hende fast. Måske at hun ikke var helt død, men det var i den grad ubehageligt nok som det var fra før af! Hun vendte de røde øjne mod ham og med den nærmest tydelige vrede at spore. Det var jo ikke fordi at hun var bange for ham, for det havde hun aldrig nogensinde været før! Hun gispede let, som han slap hende, kun for at hamre næven ind i væggen ved siden af hendes hoved. Hun tog sig til halsen, blot for at sende ham en tydeligt mere fast mine. Det her var slet ikke noget som hun fandt sig i! Hun klemte øjnene let sammen og trak sig kun et lille skridt til siden, for at vende sig mod ham med absolut hele fronten endnu en gang. ”Tror du ikke at de ville fange mig, Julien? De blev stående og så til at mor krøb væk!” vrissede hun med en næsten vred stemme. Dette var slet ikke noget som hun ville have noget som helst at gøre med, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Hun rystede på hovedet. ”Du kender overhovedet ikke mor, hvis det er sådan, som du ser på hende, Julien. Hun gør det som hun finder bedst for sin familie! De var efter hende nu, tror du ikke at det ville gå galt, hvis hun ledte dem direkte hjem?!” Hun kneb øjnene fast sammen og selv med en umådelig stor irritation. Det her var bestemt heller ikke noget som hun fandt sig i, det var helt sikkert! Armene slog hun let over kors. Hun prøvede for pokker da bare at hjælpe ham med det hele! Selvom det virkelig heller ikke var nemt i den anden ende. ”Hvis du ønsker mig ud, så smid mig ud, Julien! Jeg er ligeglad!” endte hun med en fast stemme og med en helt vrissende undertone. Hun var virkelig vred! Han skulle slet ikke tænke sådan omkring deres mor!

[julien]

Nok var Julien blevet leder, eftersom hans far var død og han selv var arvtager til det hele. Han havde ladet sin fars organisation gå ned med ham, hvor han selv havde skabt sin egen vampyrorden og nok var han ret ustabil i øjeblikket, men han havde trods alt også lige mistet hele sin familie – sådan føltes det i hvert fald. Han følte sig alene, men på trods af al ensomheden, så vidste han at han måtte tage sig sammen, for han havde en hel vampyrorden som han skulle tage sig af, som han var blevet leder for, som han havde et ansvar overfor, et ansvar som han ville leve op til, han ville ikke svigte sin far, ikke nu, han nægtede det! Og nok var hans far død, men den mand havde betydet utrolig meget for ham på trods af den hårde opvækst han havde fået, og på den anden side, så havde han haft sin mor der havde givet ham en chance om og om igen, hun havde ladet ham fejle og derefter prøve igen, og nu var de begge væk.. og han nægtede at stå og lytte til Maggies prædiken, for han vidste at hun aldrig havde brudt sig om hans far, så det var klart hun gav ham skylden for det hele, men sandheden var at hun slet ikke kunne forestille sig hvilken ensomhed det efterlod én med, når ens forælder døde! Hendes far var derude et sted, hans far.. ville aldrig komme tilbage igen. Han var væk, væk fra jordens overflade. Det var ikke fordi at han ønskede at gøre Maggie ondt, men hun kunne virkelig også gå ham på nerverne så det battede! Hun vidste hvor hun skulle trykke, for at ramme de forkerte knapper. Hun vidste hvor hun skulle trykke for at gøre ham vred, for sandheden var, at hun var den eneste der kunne pisse ham så meget af på så kort tid. De dybbrune øjne stirrede vredt ind i væggen, som han nægtede at se på hende, han hadede at se på hende, når han havde det sådan, når han lod det komme så vidst at han skubbede hende fra sig, men hvad skulle han gøre? Hun nægtede jo at holde mund, hun nægtede at lytte til ham – selvom det var for hendes eget bedste, for den eneste hun tænkte på var sig selv! De brune øjne søgte direkte mod hendes røde til hendes ord. ”Mansionet er beskyttet med magi, andre racers magi virker ikke her, så de ville være gået direkte i døden, ved at følge mor tilbage hertil, men næh nej, hun søgte absolut den anden vej, så hun har forrådt sin familie..” Han fnøs koldt og kortfattet, som han vendte blikket væk fra hende. ”Men det undre mig sådan set ikke.. hun forrådte hendes familie for mange år tilbage, så det er ligegyldigt. Hun betyder ingenting,” endte han fast, som han vendte de dybbrune øjne mod Maggie igen. Han ville personligt smide hende ud, hvis hun ikke lærte at vare sin tunge. Han himlede svagt med øjnene. Hun troede sikkert ikke på at han ville smide hende ud? ”Hvis du er så ligeglad, så gå!” vrissede han fast og vredt, som han gik hen til døren og åbnede den for hende. ”NU!” endte med en bestemt og lettere beordrende tone, hvor han så kynisk på hende. Hun skulle bestemt ikke tro at han ikke mente det! Hvis hun ikke ønskede at være her, som resten af familien ikke gjorde, så skulle han bestemt heller ikke holde på hende!