Night or day? I'm waiting for you..

[ryan]

At de begge to måtte være forvirret, vidste Ryan skam godt, for det var vel også derfor at hun reagerede som hun gjorde? Af den grund frustrerede det ham kun, når hun sagde det ene og så sagde det andet, skældte ham ud, når han faktisk troede at han havde gjort det rigtige, hvor hun talte til ham som om de havde været et par, og som om det skete! Han var ikke typen som bandt sig til personer, så sådan som han havde bundet sig til Leah måtte også være nok! Var det ikke? Hvorfor skulle hun også gøre alt dette ved ham?! Det forvirrede ham, gjorde han utrolig konfus, for han var ikke vant til alle disse menneskelige følelser, som hun på en eller anden mærkværdig måde havde fået tændt indeni ham, men det var bestemt også kun hende som så denne side af ham! For han nægtede simpelthen at vise denne side til nogen anden! Han var en selvstændig mand, vidste hvad han ville have og han tog det bestemt også, når han kunne! Han gjorde hvad der passede ham og var sådan set ligeglad med alle andre og hele verdenen, for verdenen var hans legeplads og alle mennesker og beboer deri var hans legetøj! Sådan havde det været igennem hele hans liv, men hvorfor skulle det så være så pokkers anderledes med Leah? Hun fik ham til at vise hensyn – overfor for hende – hun fik ham til at blive blød og mild, hun fik ham til at savne, fik ham til at længes, fik ham til at nyde ting med oprigtighed – på en anden måde, end det som han plejede, noget som han virkelig ikke kunne have noget med at gøre! Det var virkelig.. frustrerende! Og det kunne irritere ham noget så forbandet grusomt! ”Det var ikke min mening at blive væk Leah.. jeg troede bare at det var bedst,” forklarede han roligt og i en dæmpet tone, for der var ingen grund til at tale højt, når de stod så tæt på hinanden. Han kunne vel ligeså godt prøve at forklare det stille og roligt, nu hvor han kunne mærke at hun selv var faldet til ro? Han ønskede ikke at hun skulle misforstå ham eller hans handlinger, for han havde faktisk troet at det var det som hun ville have, så han ikke opsøgte hende hele tiden, så det blev mistænksomt, men det havde måske alligevel været forkert? Han vidste det virkelig ikke! At hun ikke vidste hvad det var, som gjorde at han påvirkede hende så meget, undrede ham ikke, for han vidste det jo heller ikke, og hun påvirkede også ham utrolig meget, mere end nogen nogensinde havde gjort! Han lagde roligt armene omkring hende, da hun valgte at lægge hovedet mod hans skulder, hvor hans dybblå øjne kort søgte rundt omkring på gaden. Faktisk mindede de om et par, hvilket nok også var hvad alle andre måtte tro, de folk som passerede dem på vejen og som skænkede dem et blik. Han vendte roligt blikket mod hende igen ved hendes ord. Hun havde savnet ham? Tanken måtte faktisk more ham, for.. hvem kunne dog savne ham? ”Du har.. savnet mig?” spurte han undrende, som han trak hovedet tilbage og dermed tvang hende til at trække hovedet til sig også, selvom han lod hende forblive tæt på hans egen krop. Hans hoved søgte spørgende på sned. ”Jeg troede ikke at du kunne savne mig,” tilføjede han med en drillende tone, selvom at han faktisk mest af alt var.. overrasket.

[Deleted]

Leah var ikke meget til det med følelser, for der var ikke nogen som havde formået at komme så følelsesmæssigt ind på hende endnu. Så står hun i den situation hvor han dukker op og så vender han hele hendes verden på hovedet, så hun ikke kan finde ud af noget som helst! Det var ikke fordi at det var noget som hun ikke kunne have med at gøre, for hvem ville da ikke have en som de kunne søge til i den anden ende? En som kunne skænke dem den trøst? Det havde hun aldrig nogensinde haft. Hun havde altid haft sig selv, selvom det var ind til at han var kommet ind i hendes liv og det var stadig noget som han havde en kæmpe stor del i, om det jo så var noget som hun ville det eller ikke, så havde hun lukket ham tæt ind, givet sig hen til ham og bare nydt det, at have hans favn at ligge i og med hans arme om hende, ligesom det han gjorde i øjeblikket. Det var virkelig noget af det bedste som hun havde oplevet, også fordi at han kunne se på hende på den måde, for det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af, også havde en abnorm betydning for hende! Hun bed sig let i læben. ”Det var det ikke..” mumlede hun stille. Det var jo heller ikke fordi at hun ville klandre ham for noget, for han havde jo sit liv og hun havde sit. Det var jo ikke fordi at der var noget som helst anderledes lige på den konto, så det var jo bare sådan at det nu måtte være i det store og hele. Hun vendte blikket stille ned af sig igen, selvom hun blev stående tæt ind mod hans favn. Hun nød det. Han beskyttede hende og så tog hun sig heller ikke af de mange blikke, for det var faktisk rart, at det var hende som stod i en andens favn, i stedet for at stå og se misundeligt til på dem som faktisk havde det. Også selvom hun vidste, at hun vel.. ikke kunne og burde stå i denne situation sammen med ham? Han havde vel en kvinde at søge til eller noget i den stil? Tanken gjorde hende vred, selvom hun virkelig bare måtte bide det i sig, selvom det bestemt heller ikke var nogen nem opgave for hende på nogen som helst måde overhovedet! Hun sukkede stille og lod hovedet blot hvile mod hans bryst og skulder, selvom hun trak hovedet til sig, som han nærmest bød hende til det. At han var overrasket forundrede hende ikke, for med den personlighed som han lagde for dagen, så var det vel heller ikke fordi at han lod mange komme ham så tæt? Han hjalp hende jo af en grund, så.. måtte hun vel også have en eller anden form for betydning for ham? Ikke fordi at det var noget som gjorde hende det mindste lige nu. Også selvom hun ikke turde håbe på at det var en følelse som ville vare ved. Hun havde ganske enkelt ikke det håb og hun turde ikke tage det. At han gjorde grin med det alligevel med den drillende undertone, var nu heller ikke noget som overraskede hende på nogen måde, selvom det kun måtte irritere hende yderligere end det som godt var. ”Det troede jeg heller ikke..” Igen var hendes ord blevet en mumlen, for han formåede da også virkelig at spolere et øjeblik, hvilket hun faktisk også kunne være træt af. Hænderne trak hun stille til sig, nærmest som hun ikke følte, at hun var.. så velkommen ind i hans trygge favn, eller.. hvad var meningen med det?

[ryan]

Der var aldrig nogen som havde stået Ryan tæt, for han var ikke typen som åbnede op for folk, han var ikke typen som bandt sig til folk, men han gjorde det alligevel med Leah? Hvorfor, vidste han ikke, men hun måtte vel have en form for betydning for ham? Ellers ville han da aldrig nogensinde være blevet ved hende, så havde han aldrig nogensinde hjulpet hende som han havde! Men han nød faktisk at have noget at begive sig til, at have hende i bagtankerne, måske ikke være sammen med hende, men se frem til næste møde, som han også havde gjort i denne tid hvor han havde ventet på hende. At han så havde valgt forkert, var noget som han da godt kunne regne ud, specielt også når hun havde reageret på den måde som hun havde. Hun havde skældt ham ud fra hak til nak, næsten som om at han havde været hendes kæreste, men.. de var ikke engang tæt på at være et par.. Var de? Han rystede tankerne ud af hovedet, for han nægtede at tænke i de baner! Hun gjorde ham også bare så pokkers.. blød! Han hadede det! Hun stillede ham i svære situationer, hvor han normalt ville være fuldstændig ligegyldig med modparten, men det kunne han ikke gøre ved Leah, for så ville han da først og fremmest miste hende og det.. havde han jo heller ikke lyst til. Han betragtede hende ganske let, hvor han lod hovedet søge let på sned. ”Undskyld Leah,” svarede han dæmpet. Bare det i sig selv, at han undskyldte, var ikke noget som han plejede, noget som han aldrig gjorde! Men hun fik ham virkelig også til at overskride alle sine personlige grænser og mere til! Han hadede det virkelig! Han kunne virkelig ikke have det! Og alligevel var det.. rart? Måske det ikke var så slemt at binde sig til bare en enkelt person? Måske det ikke var så slemt at åbne op, for bare en enkel? Så havde han da én han kunne snakke med, så havde han én han kunne betro sig til, så han ikke skulle fortælle det samme om og om igen til en ny person hele tiden. Det var mange tanker som måtte gå igennem hans hoved for at finde en løsning, men meget sagde også at han skulle glemme hende, at han skulle forlade hende, for han var helt anderledes når han var sammen med Leah og han ønskede bestemt ikke at så som den svage! At hun blev irriteret kunne han godt mærke, selvom at han normalt bare prøvede at lave sjov, gøre grin med ting, når han ikke rigtig vidste hvad han skulle sige, som i øjeblikket. Hun havde savnet ham? Det var han slet ikke vant til, for hvem ville savne ham? Smilet falmede ligeså hurtigt som det var kommet, hvor han så lettere tænksomt på hende, da hun havde trukket hænderne til sig igen, blot et bevis på at han ikke kunne gøre noget som helst rigtigt. ”Undskyld Leah.. jeg ved bare ikke.. hvad jeg skal sige,” svarede han stilfærdigt, som han trak svagt på skuldrene. Det var jo ikke fordi at han ønskede at gøre grin med hende, men hvad skulle han ellers gøre? Det var jo det som han var vant til! Det måtte hun vel også forstå? Han måtte vel bare.. vise sin gode side så? Han trak roligt hænderne til sig, selvom at han ikke slap hende helt, som han greb omkring hendes ene hånd, inden han trak hende med sig. ”Kom med,” opfordrede han roligt, der var vel ingen grund til at blive stående her?

[Deleted]

Alle disse følelser, var i den grad også noget som forvirrede Leah og skræmmende meget endda, selvom der var visse ting som hun var fuldkommen overbevist om og som hun havde fundet ud af; Det faktum, at han bare havde valgt at blive væk, havde i den grad været forkert, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. At han jo så direkte valgte at skulle tage ordet ’Undskyld’ i sin mund, var nu heller ikke noget som hun direkte kunne sige sig, at have forventet at høre ham sige, selvom det nu alligevel glædet hende, at han faktisk viste sig at være den type som kunne erkende sine fejl, for det var i den grad også sådan noget som hun havde brug for at vide i tide og utide, for hun ville bestemt heller ikke undskylde for noget som hun ikke havde handlet forkert omkring! Hendes vrede og måde at reagere på, var måske forkert i forhold til det som hun måtte have retten til, men lige her var hun ligeglad. Han havde faktisk lovet at hjælpe hende, og det sagde vel også lidt sig selv, at det ikke havde den effekt ved at blive væk? Det var jo heller ikke fordi at hun var snæversynet omkring absolut alt som foregik omkring hende, men lige dette, havde været hende alt for meget, det var der så sandelig heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Hun vendte blikket stille mod ham. At han sagde undskyld, så vidste hun da slet ikke hvad hun skulle svare ham igen. Hun var om ikke andet, så langt mere rolig nu end det som hun havde været for bare et lille øjeblik siden, også fordi at.. han jo faktisk stod der. Han kunne gøre hende rolig, da han endnu måtte være den som stod der, prøvede at rive hende op af det hul som hun var faldet så dybt i, også selvom det måske ikke havde virket endnu, så var han da godt på vej. Hun så andre muligheder, selvom hun dog ikke turde gribe dem endnu. At han jo så måtte lave sjov med det, var bestemt ikke en tanke som hun brød sig meget om overhovedet! At han havde mærket sig af, at hun trak sig en anelse tilbage, netop ved at trække hænderne til sig, kunne hun da godt se. Han begyndte endda at kunne forstå og sætte sig ind i hendes handlingsmønster. Han begyndte vel bare at lære hende at kende på et ganske andet plan end det som så mange andre kunne sige sig, at skulle gøre det? Hun havde faktisk savnet ham og så valgte han at skulle gøre grin med det? Det var bestemt heller ikke noget som hun brød sig meget om, for hun var ikke den type som åbnede op for alle og enhver og når hun så gjorde det, så skulle det gøres til grin, så det var vel oplagt, at det var hendes måde at reagere på? ”.. Hvad med at sige, hvad du føler? Andet end at gøre grin med hvad jeg føler?” spurgte hun ganske stilfærdigt, selvom hendes tone var en anelse forsigtig. Hun var slet ikke vant til at skulle stå en mand nær på denne måde, så selvfølgelig var det en meget rar tanke og endda på alle tænkelige måder, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet! Hun vendte blikket ned mod sine hænder, da han greb omkring den ene og opfordrede hende til at følge med. Gav han hende noget valg? ”.. Okay..” mumlede hun en anelse afvigende, som hun valgte at følge med ham. Hvor ville han nu have hende med hen?

[ryan]

Det at være kommet nogen så tæt som det Rya var kommet med Leah, var slet ikke noget som han havde regnet med, for han var ikke typen der bandt sig til noget som helst. Han var så flyvsk at han ikke engang skabte venskaber, han rendte fra person til person, blev ikke mere end en enkelt nat og så var det det, men hvorfor skulle det så være så anderledes med Leah? Hvorfor var det at hun fik ham til at føle på denne måde? Denne.. svævende måde, der næsten bragte ham behag, hun kunne vende ham fra den hårde drengerøv til den bløde mand, der viste hensyn og han kunne virkelig ikke have det! Han var den højrøvet type, der kom med kække og provokerende bemærkninger, han var typen der gjorde hvad der passede ham og ville folk ikke give ham det som han ville have, jamen så tog han det da bare alligevel, for der var ingen der skulle stå ham i vejen, men Leah havde valgt at placere sig midt på hans vej og nu kunne han ikke komme udenom. Han kunne selvfølgelig vælge at vende om og køre tilbage på de gamle spor, følge de gamle mønstrer, eller også kunne han prøve noget nyt ved faktisk at vælge hende, følges med hende på vejen, hvis hun da ønskede hans selskab, for det var vel altid godt med noget nyt? Han havde faktisk valgt at acceptere de følelser hun måtte sætte i ham, selvom det var svært, fordi han altid skulle overskride sine mange grænser, selvom man ikke skulle tro at han havde nogen, men han var ikke den blødsødne type, selvom hun gjorde ham helt blød og mild, når han stod overfor hende, for han ønskede ikke at skulle gøre alt forkert hele tiden, men det gjorde han tilsyneladende alligevel, han kunne åbenbart ikke gøre noget rigtigt, så det var vel også derfor at hun ikke satte sine forventninger for højt, når det kom til ham? Hun fremstillede ham næsten som om at han ikke kunne noget som helst, og så tog hun fejl! Han skulle da nok bevise at han kunne gøre noget rigtigt, at han faktisk godt kunne være flink og venlig, for det var vel det der skulle til, hvis han skulle bevise det for hende? Han havde ikke tal på hvor mange kvinder han havde været sammen med, og nogle var endda ikke med tvang, så han havde skam også haft utrolig mange samtaler med en kvinde, så det var heller ikke fordi at han ikke vidste hvordan man skulle behandle en kvinde, hvordan man var en gentleman, for det kunne han skam sagtens være, og hvis hun ikke troede på ham, jamen så beviste han det da bare! ”Leah.. jeg taler aldrig om mine følelser, for jeg har normalt ingen, ikke engang en samvittighed.. og så dukker du op og blander alt sammen,” svarede han stilfærdigt. Han nægtede at tale om sine følelser, for det var for.. tåbeligt! Så havde han det langt bedre med at gøre grin med tingene i stedet for! ”Det hele har jeg.. svært ved at forholde mig til,” endte han stilfærdigt. Hun havde det jo på nøjagtig samme måde! Han trak hende ganske roligt med sig, hvor han trak hende med ind ad den ene gyde, for at komme ud på den anden side. Der var godt byliv denne nat. De endte ude på en større gade, hvor mange af butikkerne endnu havde åbent og hvor der var langt flere folk. Han fortsatte med at gå ned ad gaden i et roligt tempo, uden at slippe hendes hånd på noget tidspunkt, som han sørgede for at hun var med ham.

[Deleted]

For Leah var dette virkelig lige så nyt og lige så fremmed som alt det andet som Ryan havde udsat hende for. Bare alene den tanke om.. At hun kunne nyde det på denne måde, var slet ikke noget som hun kunne forstå sig på, på nogen som helst måde overhovedet! Hun vendte blikket stille mod ham. Han havde skænket hende en følelse af at være noget særligt, netop også ved at være på den måde som han var overfor hende.. Den måde som han stadig måtte være overfor hende. Hendes hjerte slog godt og fast mod hendes bryst og med en følelse af velbehag som hun ikke kunne beskrive! Det gik jo bare stik i modsat retning end hendes egen følelse af at være skrottet til fordel for nogle andre tøser, for hun vidste, at han sikkert havde haft et hav af dem i den anden ende! Hvad end om det jo så var noget som hun ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det nu endelig måtte være og komme til stykket, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Endnu en gang var hun endt i forvirring når det kom til dette, og det var også der at hendes facader måtte rejses allerede med det samme, for det var faktisk ikke noget som hun gjorde med vilje! Tvært imod, der var der pænt mange som tog fejl af hende, for hun ønskede egentlig bare muligheden for et normalt liv. Det var en tanke som Ryan havde sat hende i hovedet. At han fortjente det nøjagtig samme som det alle andre gjorde. At der ikke burde være nogen som helst forskel lige netop på dette punkt! Hun ønskede jo egentlig heller ikke at gøre ved værre, for det var jo trods alt også det som hun gjorde, når hun ikke bare kunne holde mund i den anden ende, som hun gjorde lige i øjeblikket. At han ikke var den type som snakket åbent omkring hans følelser var nu heller ikke noget som rørte hende som nogen overraskelse på nogen som helst måde. Hun trak blot på skuldrene. ”Tja.. det skader jo aldrig at prøve noget nyt, vel?” Hendes ord var ikke decideret hårde, for hun havde slet ikke retten til at skulle stille sig direkte hård overfor ham. Hun kunne jo faktisk ikke kræve noget som helst og det var bestemt heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Som han førte hende ned igennem gyden og ud på gaden, så fulgte hun blot med, selvom hun var kommet mere op mod ham og med hånden liggende mere løst i hans hånd og i hans greb. De gik jo næsten som var de et par – sådan som de gik hånd i hånd og stille og roligt side om side, selvom hun ikke rigtigt kunne finde ud af, hvad det var at han ville eller hvor de skulle hen eller noget som helst! Af en ren vane, så undlod hun at skulle se nogen som helst i øjnene, for det ville hun bestemt heller ikke. Blikket vendte hun stille mod ham endnu en gang. ”.. Hvor skal vi hen, Ryan?” spurgte hun stille. Hendes ord var næsten varsomme. Hun hadet når hun ikke havde en skid kontrol over det som måtte ske omkring hende og dette var bestemt også deriblandt! Hun vendte sig mod de mange boder og butikker som stadig måtte holde åbne, selvom det vel kun var et spørgsmål om tid inden de ville lukke. Hun bed sig let i læben. Hun var normalt ikke meget for mængder som dette, udelukkende på grund af det som hun var.

[ryan]

Det var jo faktisk ikke fordi at Ryan havde så mange tøser igen, han havde faktisk igen, foruden Leah, for hun var den eneste han havde valgt at binde sig til, hun var den eneste han havde mødt igen, og tilmed flere gange, for dette var faktisk deres fjerde møde. Desuden så var det jo heller ikke fordi at han stillede sine lyster hver dag, for det gjorde han ikke! Han havde faktisk ikke gjort det specielt mange gange siden deres forrige møde, men der var trods alt gået en uge, så han kunne jo ikke påstå at han ikke havde gjort det, men det var vel også ligegyldigt? Det at være Leah tæt havde vel kun været den ene gang? Hvorfor skulle det overhovedet ske igen? Uanset, så havde han heller ikke haft tid til at stille sin lyster hver anden time, for han havde faktisk ledt efter et sted til hende, hvor hun kunne være og som hun kunne kalde for sit eget, så hun kunne få det liv som hun altid havde ønsket sig. På den anden side, så var det jo heller ikke fordi at han havde set skyggen af hende, og han var faktisk taget hen til horehuset, hvor han havde prøvet at få øje på hende, selvom det havde været sådan så hun ikke kunne se ham, som hun havde gjort sidst, for han ville heller ikke fremstilles som en stalker, som holdte øje med hende uanset hvor hun var, for det gjorde han heller ikke! Desuden så havde han heller ikke set hende i vinduerne, så han havde faktisk ikke engang vidst om hun havde været der. Så han havde ventet på hende, selvom at det åbenbart ikke havde været nok. Han kneb øjnene fast sammen ved hendes ord. Måske det ikke skadet at prøve noget nyt, men det at tale om sine egne følelser var bestemt ikke noget som han havde behov for! ”Så hvad vil du vide? Jeg sagde jo at jeg havde savnet dig, gjorde jeg ikke? Desuden så overrasker det mig at du også har savnet mig, for det gør ingen!” svarede han i en mindre vrissen, som det var tydeligt at det var et punkt han ikke ville ind på. Om han jokede med det eller ej kunne vel være fuldstændig ligegyldigt? For han havde jo allerede inden fortalt hende at han havde savnet hende, så hvorfor skulle hun være så meget efter ham som hun var? Det kunne virkelig irritere ham! Uanset hvad han gjorde, så var det ikke godt nok, men når hun gjorde noget, så krævede hun bare at han skulle acceptere det, uanset hvordan hun så end reagerede, som da hun havde skældt ham ud og råbt af ham. Men han kunne altså godt gøre noget rigtigt og det skulle han skam nok bevise overfor hende! At de mindede om et par, var ikke noget som Ryan tog sig af, for han måtte vel godt holde hende i hånden? I så fald kunne hun jo bare trække den til sig. ”Nyde natten, mens den stadig er ung,” svarede han roligt, som han vendte blikket mod hende og smilede skævt. Han vendte blikket mod de mange boder, inden han fulgte blikket videre fremad, hvor de dybblå øjne faldt på en restaurant der lå længere fremme, hvor det var tydeligt at det var et fint sted. ”Jeg håber du er sulten,” svarede han stilfærdigt, som han trak hende med hen til de borde, der stod udenfor, hvor han roligt slap hendes hånd, for at trække stolen ud for hende, inden han gjorde tegn til at hun skulle sætte sig. Det var et lille bord, med kun to stole, hvor der var dækket op med fint bestik, tallerken og vinglas og med få stearinlys til at oplyse bordet.

[Deleted]

Direkte så var Leah temmelig opsat på at skulle tro på den tanke, at der havde været ekstremt mange tøser i hans liv, hvilket virkelig ikke var hende nogen direkte behagelig tanke. Det var jo den som han var og som han havde gjort det tydeligt, så var han vel heller ikke bare den type som forandrede sig bare sådan uden videre for en anden? Han ville ikke binde sig, hvilket hun havde den store respekt for, men det var ikke ensbetydet med, at det var nemt for hende, for det var det bestemt heller ikke, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun vendte blikket direkte mod ham. Til dels så var han som en lukket bog som hun bare ikke kunne åbne, for.. hun ville jo gerne have at han fortalte hende hvordan han havde det med det hele i stedet for at afvise det og så lave sjov, for hun fandt det faktisk temmelig alvorligt når hun selv følte det som hun gjorde, så det var vel også en tanke som var næsten så.. obligatorisk? Hun rystede de tanker ud af hovedet. De tanker som hun gjorde sig om ham, var slet ikke noget som hun bar retten til, selvom det bestemt heller ikke gjorde det nemmere for hende, at skulle være hende, for det var det bestemt ikke, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet! At det måtte forvirre ham lige så meget som det nu måtte forvirre hende, var næsten noget som hun måtte anse som en lettelse et eller andet sted, for så var det da heller ikke hende som var helt gal på den i det store og hele, hvilket i den grad også måtte være hende en klar glæde et sted, selvom.. ja, hvor havde hun ham egentlig og hvad kunne hun tillade sig? Det var deriblandt også dette som i den grad formåede at forvirre hende, hvilket i den grad var en tanke som hun direkte måtte hade! ”En skal jo være den første. Du.. du er jo ikke så slem.. som første gang jeg mødte dig.” Hun bed sig let i læben. Et sted vidste hun jo godt, at det var kommet en anelse forkert ud, men hun vidste virkelig ikke hvordan pokker hun ellers skulle få det forklaret på denne måde, hvilket i den grad også var noget af en frustration uden lige! Hun sukkede indvendig og vendte blikket en anelse væk. At de skulle nyde natten, var en tanke som gjorde hende nysgerrig. Natten havde hun jo altid brugt på så mange andre ting og på så mange andre områder end det at sætte sig ned med et enkelt individ og bare hygge sig. Hun vendte sig mod ham. ”Nyde natten?” gentog hun en anelse uforstående som han satte kursen mod restauranten og håbede til at hun var sulten? Hvad var det at han ville i det hele taget, for nu forvirrede han hende virkelig bare ekstremt meget og det var bestemt heller ikke noget som gjorde det nemmere for hende. Hun slap hans hånd som han trak stolen ud for hende, hvor hun stille og dog tøvende valgte at sætte sig, så han kunne sætte sig overfor hende. Hun vendte blikket stile mod ham. Usikkert og en anelse fortvivlet. ”Jeg forstår ikke.. Hvad er det vi skal?” spurgte hun stille. Dette var jo også noget af det som hun aldrig nogensinde selv havde fået lov til at opleve, for der var jo aldrig rigtigt nogen som tænkte eller skænkede hende så meget som en eneste tanke! Selvom.. det havde ændret sig efter at Ryan var dukket op. Og hun nød det faktisk.

[ryan]

Det var ikke fordi at Ryan ikke som sådan ville åbne op for Leah, selvom det var noget som han var meget imod, for han var ikke typen der åbnede op for andre, hun var den eneste som nogensinde var kommet ham så tæt, så det gjorde det ikke ligefrem bedre at hun ønskede at han skulle åbne op. Så man det fra hendes synsvinkel, så kunne han dog godt forstå hende, for om hun ville det eller ej, så var han komme tæt ind på hende, han var god til at gennemskue folk, og Leah var egentlig ikke særlig svær at læse, for om man troede det eller ej, så havde han faktisk også kløgt oppe i sit hoved! Men han vidste at hun var en type som ville være 110 procent sikker på, hvor hun havde en person henne, for hun ønskede ikke at blive svigtet igen, så han forstod godt at hun ville have at han skulle være mere åben, men han havde vel allerede bevist visse ting overfor hende? Såsom at han ikke var typen der løj, men sagde hvad han ville gøre om det så var hårdt eller ej, det havde han jo gjort med hende hele vejen igennem, så hun vidste vel at hun kunne stole på ham? Og det var endda noget som ikke sagde så lidt, for han var normalt ikke typen der satte sig hen for at give sig tid til en anden, men det gjorde han med hende. Han vendte blikket næsten irriteret mod hende ved hendes ord. Han var ikke så slem som første gang? Det vidste han udmærket godt og han havde bestemt ikke brug for hende til at påpege det for ham! Han gad slet ikke, at høre på det! Han brød sig bestemt ikke om at de var kommet ind på ham som emne, for gad han ikke. ”Men det kan hurtigt ændre sig!” vrissede han ganske spidst, som han vendte blikket væk fra hende, hvor det også var et tydeligt tegn på at hun skulle skifte emne og at han ikke gad tale om det, for det nægtede han! Han var ikke blevet blød! Han bed tænderne fast sammen. Men det var vel nøjagtig det som han var blevet? Hvorfor skulle han ellers være så god ved hende? Og han kunne ikke udstå den tanke! Det var forfærdeligt at tænke på! Det gjorde ham stiktosset, vred og irriteret! Ikke på hende, men på ham selv, for det var hans egen skyld at det var blevet draget så langt ud. Det eneste valg han havde, var at acceptere det. Han trak vejret dybt og sukkede i stilhed, så det var knapt hørligt. Han kunne jo ikke gøre noget ved det og i øjeblikket var han jo faktisk ude på at vise hende at han ikke var så slem igen, så hun havde jo ret, men derfor ville han ikke lægge øre til det! Han nikkede ganske roligt. ”Nemlig.. nyde natten,” mumlede han næsten for sig selv. Han gad ikke tale om sig selv, hvilket hun vel også bare måtte acceptere? Af den grund, ville han så gerne vise hende sin gode side, for hun havde skam ret om han så ville det eller ej; han var ikke så slem som da hun havde mødt ham første gang. Han tog ganske roligt plads overfor hende, da hun havde sat sig. Hvor han betragtede borddækningen ganske let. En fin restaurant og sikkert også dyr, men hvad gjorde det? Det havde sine fordele at være magikyndig. Han viftede en tjener hen til deres bord, inden han vendte blikket mod Leah igen. ”Lige nu, skal du vælge hvad du vil have at spise,” svarede han stilfærdigt, som tjeneren kom hen og rakte dem et menukort.

[Deleted]

Leah vidste udmærket godt, at hun i det stille indre, faktisk måtte være en tryghedsnarkoman, og det kom jo selvfølgelig af det faktum, at hun var svigtet gang på gang og det var uden tøven, uden medlidenhed eller noget som helst, så det at hun åbnede op for ham på denne måde som hun havde gjort det, det var slet ikke noget som hun egentlig havde regnet med at gøre det. Hun havde slet ikke regnet med, at hun ville få nogen som helst så tæt ind på sig, som det hun havde i øjeblikket. Et sted var det en behagelig tanke, for han havde jo kun vist hende, at han var en som hun faktisk kunne stole på, han havde ikke løjet for hende, selvom han bestemt heller ikke havde været mild overfor hende på den ene eller den anden måde. Hun måtte bare vide helt direkte hvor hun havde ham, så hun vidste helt præcist hvad hun kunne forholde sig til og alt det andet som måtte falde ind under den samme kategori, for det var også noget som hun havde brug for at vide og få bekræftet på den ene eller den anden måde, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Hendes hjerte slog en anelse uroligt mod hendes bryst, selvom det i det store og hele ikke bare var hans skyld, men fordi at hun slet ikke var vant til at skulle blive opvartet på denne måde. Hun sukkede og himlede let med øjnene. Han havde åbnet sig en smule op for hende og fortalt hende om mange ting, men det var jo ikke alle de ting som hun ønskede at vide på denne her måde. Hun ville ikke have at de skulle stå og råbe og skrige af hinanden hele tiden for det var noget som virkelig måtte frustrere hende og noget så frygtelig voldsomt, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Tungen strøg let over hendes læber, som hun vendte blikket rundt mod de andre som de måtte passere på vejen. Hun stod der som en sensuel dæmon og han gik som en vred og irriteret vampyr.. For et umage par! De var jo ikke engang et par, hvilket et sted i den grad også måtte gøre hende langt mere forvirret end det som hun allerede måtte være fra før af, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. At gå på fin restaurant, var jo slet ikke noget som man kunne sige, at hun var klædt til på nogen som helst måde overhovedet! Hun bed sig svagt i læben. ”Jamen, jeg..” Hun vendte blikket stille mod ham idet hun måtte tage imod menukortet, hvor hun blot sad og stirrede på det. Hun bed sig let i læben igen. Han forvirrede hende virkelig og noget så frygtelig voldsomt, hvilket var noget som i den grad også måtte frustrere hende frygtelig meget! At hun jo så aldrig nogensinde havde lært at læse, var nu heller ikke noget som kunne forundre nogen. Hun havde været på et H-hus mere eller mindre hele livet, så det havde aldrig været hende en mulighed. Hun endte med at ryste på hovedet og lagde menukortet på bordet. ”Jeg er ikke sulten,” afveg hun stille, dog med en tydeligt let tøvende stemme. Sandt var det faktisk ikke, men hvad skulle hun sige? Stå der flov over at hun aldrig havde lært at læse? For det var i den grad også flovt! I alle fald set med hendes øjne, for hun kunne virkelig ikke gøre andet end at hade det! Armene slog hun let over kors og med blikket mod ham. Desuden.. hun havde da slet ikke råd til det her!

[ryan]

Siden Ryan havde mødt Leah, så havde han ikke gjort andet end at være anderledes, for han kastede alt fra sig, når han endelig var sammen med hende og han forstod virkelig ikke sig selv! Han var ikke den type som åbnede op, som lukkede folk tæt ind på sig, eller som talte omkring sig selv og hvad han måtte føle, for han.. følte jo aldrig noget! Han var bare kold, ligeglad og morede sig over de mest sindssyge ting, og så var han pludselig sammen med Leah og så forandrede det hele sig og det måtte virkelig forvirre ham noget så grusomt! Plus.. det måtte virkelig irritere ham at hun kunne gøre ham så forbandet blød, men hvad skulle han gøre ved det? Han kunne slet ikke gøre noget! Hun havde fanget ham i sit spind og han kunne ikke komme fri igen, selvom.. det måske var fordi at han slet ikke ønskede at slippe fri? Han nød jo faktisk hendes selskab, hvilket han jo egentlig hele tiden havde gjort, selvom de altid startede ud med at skændes, de skreg og kom med spydige bemærkninger, hvor den ene valgte for at gå, selvom det blev stoppet og så endte de med at være blide over for hinanden – det var i hvert fald sket sidst. Han huskede tydeligt hvordan hun havde fået ham op i det røde felt på få splitsekunder, selvom hun også havde fået ham roet fuldstændig ned igen, og han vidste virkelig ikke hvorfor hun havde den effekt på ham, men det havde hun og det gjorde ham faktisk.. nervøs? Han var ærligtalt ikke meget for det, men det var vel fordi at han var bange for at han ville forandre sig? Men var det en dårlig ting? Han rystede let på hovedet, for at ryste de mange tanker ud af hovedet, blot for at se om han kunne få styr på visse ting, men det kunne han aldrig, for han havde ikke svarene på tingene, plus at der så altid dukkede et nyt spørgsmål op som han ikke kunne svaret på og det frustrerede ham virkelig! At de ikke decideret var klædt på til en fin middag ragede ham en høstblomst, for han var da ligeglad! Folk kunne kigge så meget de ville, for folk ville højst sandsynligt se dem som et underligt og mærkværdigt par, selvom de jo slet ikke var et par. Hvad var de egentlig? Han rystede endnu engang på hovedet for sig selv, han vidste det ikke, det kunne vel også være ligegyldigt?! At hun afveg ved at sige at hun ikke var sulten, fik ham til at knibe øjnene fast sammen. Hun ville ikke spise? ”Skal jeg virkelig læse dit sind for at få dig til at spise? Nej vent! Det er ikke engang nødvendigt at læse dit sind, for jeg kan høre på dig at du er sulten!” svarede han fast, som han gjorde et nik mod menukortet igen. ”Så vælg noget du vil spise!” vrissede han i en mumlen. At hun ikke kunne læse havde han ikke ligefrem taget højde for, for hans egen mor havde faktisk lært ham at læse, for det var ikke kun hans far der havde været adelig, det havde han mor også været. Han klappede menukortet sammen, som tjeneren igen kom hen til deres bord. ”Og hvad vil De have?” spurgte den unge mand, hvor Ryan så fra Leah til tjeneren. Der måtte vel være noget galt siden hun ikke valgte noget på kortet? ”Vi bestiller det samme.. dagens specialitet,” svarede han stilfærdigt, som tjeneren nikkede, skrev det ned, tog menukortene og gik væk igen. Ryan lænede sig ind over bordet og så eftertænksomt på hende, som han prøvede at blive klog på hende, men det lykkedes ham virkelig aldrig!

[Deleted]

Leah forstod sig virkelig ikke på hvad det var at Ryan gjorde ved hende, men han gjorde da et eller andet og det var noget som i den grad også måtte frustrere hende noget så voldsomt, for hun vidste ikke hvad det var! Alle parader faldt bare ned når han var i hendes nærhed, ligesom i øjeblikket. Normalt ville hun have slået ham ihjel for længst, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, om det jo så var noget som hun ville det eller ikke, så var det jo bare den rene sandhed. Han gjorde noget ved hende, men hun vidste bare ikke helt præcist hvad det var, men.. hun kunne faktisk godt lide det. Hun kunne godt lide den påvirkning af hende som han måtte have, for det lod hende da føle sig set, det fik hende til at føle sig værdsat på den ene eller den anden måde, selvom hun ikke direkte var i stand til at beskrive følelsen, men den var der! Hun følte sig levende sammen med ham og det var noget som hun i den grad også kun måtte sige sig, at være noget så frygtelig glad for, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. De isblå øjne faldt direkte til hans skikkelse. Det var ikke fordi at hun ville gøre det hele værre ved at være på tværs nu hvor de pludselig var endt på en temmelig fin restaurant, men hun kunne jo ikke læse det forbandede menukort, når hun aldrig havde lært sig kunsten at skulle læse! Det havde jo aldrig været hende nødvendigt. At det måtte irritere ham, var noget som hun tydeligt kunne høre, for hun var jo faktisk sulten. Hun sukkede stille og rystede på hovedet. ”Du holder dig ude af mit hoved, Ryan!” endte hun med en fast tone. Hvad han dog ikke ville kunne se derinde, for det var da slet ikke noget som han skulle have lov til at se! Alle de tanker og alle de billeder som hun havde gjort sig af ham, for.. hun reagerede jo som hun gjorde af en grund, selvom det bestemt heller ikke var noget som man kunne sige sig, gjorde et meget bedre, for det gjorde det da bestemt ikke! Hun bed det bare i sig, som han endte med at skulle bestille for dem begge for.. Ja, hvad var dagens specialitet? At han i det hele taget spiste den slags for fast føde, var nu heller ikke noget som hun regnede med. ”Jeg troede ikke en vampyr spiste fast føde?” spurgte hun stille. Hun var nok ikke til at blive klog på, men at skule reklamere med sine mangler var bestemt heller ikke noget som hun havde lyst til, selvom.. han fandt vel ud af det før eller siden? Hun blev siddende med armene let kastet om sig. Det var nu heller ikke fordi at det vel var noget som kunne komme bag på nogen, for hun prøvede virkelig bare at falde til ro med det hele, prøve at finde ud af det hele, hvor de stod.. hvad de egentlig var, for de skændes jo virkelig som et ældgamelt ægtepar, selvom de jo slet ikke var det! De var jo ikke engang sammen for pokker da også! Hun trak vejret dybt og så stille hen mod ham endnu en gang. ”Hvad er dagens specialitet egentlig?” tilføjede hun endeligt. Hun havde kun set en masse bogstaver som hun slet ikke kunne placere i nogen som helst former for sammenhæng i det hele taget og det var først når hun var sammen med ham, at det virkelig måtte frustrere hende og det frustrerede hende virkelig meget!

[ryan]

Hvad det var at Ryan egentlig måtte gøre ved Leah, vidste han jo ikke engang, for han havde jo ikke engang været flink ved hende, selvom han vel egentlig havde prøvet? Selv under deres første møde? Hun ville nok ikke se på det, men hvis hun havde kendt ham bedre, så havde han faktisk prøvet på det, for han havde jo faktisk ikke været brutal til at starte med, det var først kommet til sidst, da hun havde været helt umulig, og nu var de endt her?! Hvordan pokker det var sket, vidste han slet ikke! Det var jo næsten.. flovt at tænke tilbage på at han faktisk havde voldtaget hende den første gang, men det var jo så også hans egen skyld, han havde dog ikke regnet med at han ville se hende igen, men det var så sket alligevel, så det var jo ikke noget som han kunne gøre noget ved. Ved deres andet møde, havde de selv skændtes, selvom de da var kommet tættere på hinanden, som han havde fundet ud af hvad der var sket med hende, og alligevel var hun endt med at stikke ham ned – foruden at han jo havde opfordret hende til det. Ved deres tredje og forrige møde, havde han opsøgt hende på horehuset, for han havde jo lovet hende at han ville hjælpe hende, hvor han også havde holdt ord, men hun var jo aldrig kommet ud fra sin arbejdsplads, så han havde jo været nød til at opsøge hende der, desuden så havde han heller ikke været nogen kvinde tæt fra dengang han havde set hende sidst, fordi han havde haft hende i hovedet, noget som både var skræmmende og som havde forundret ham, for hvorfor var det helt nøjagtigt at han ikke kunne få hende ud af hovedet? Uanset, så var de endt med at skændes – igen, igen – hvor de af den ene eller anden grund var endt i sengen, her havde hun gjort ham fuldkommen rolig og til sidst havde de været hinanden så tæt, som kun to elskende burde være. Ikke fordi at det havde været første gang, og dog føltes det sådan, for det havde været første gang at det havde været ønsket, oprigtigt og bare.. rigtigt. Hvorfor det var at hun fik ham til at reagere på disse måder, forstod han virkelig ikke, men det var vel også derfor at de altid endte ud i et skænderi? Fordi at de faktisk ikke brød sig om de effekter de havde på hinanden? Hun var vel lige så bange for det nye og ukendte, som han var? De dybblå øjne søgte ganske let til hendes skikkelse, som hun måtte sidde overfor ham, hvor et dog morende smil gled over hans læber. Det var virkelig fristende at læse hendes sind, for så kunne det da være at han måske kunne finde ud af hende, for hun var virkelig ikke til at blive klog på! Og han kunne vel bare tage et smugkig? Nej! Han måtte ikke.. selvom han vel kunne være ligeglad med hende? Hvorfor var han det så ikke? ”Ja, ja,” mumlede han for sig selv, som han lænede sig tilbage med armene let over kors, imens han måtte betragte hende med en næsten så streng mine. Han trak svagt på skuldrene. ”Vi kan godt indtage det, det hjælper bare ikke på vores legeme,” svarede han stilfærdigt, hvor han også undlod at fortælle hende den del om at hvis de indtog for meget, så var de nød til at kaste det op igen. Han så mod restauranten, for at se om han kunne se hvorvidt de var med maden, inden han så på hende igen. ”Betragt det som en overraskelse,” svarede han med et skævt smil. Hun gad ikke bestille? Så måtte han jo selv gøre det, for det var jo tydeligt at hun var sulten!

[Deleted]

Leah vidste udmærket godt, at Ryan ikke havde været god ved hende. De havde altid været oppe og tottes på den ene eller den anden måde, hvilket hun faktisk selv måtte finde direkte frustrerende og på alle måder endda! Hun blev siddende og stirrede mere eller mindre bare på ham. Det var heller ikke fordi at hun ønskede at skulle være oppe at skændes med ham, selvom det virkelig var noget som skete kontinuerligt uden at hun sådan set rigtigt kunne gøre noget som helst ved det. Hun sukkede dæmpet indvendig. Det var jo heller ikke fordi at hun ønskede at skulle ende med at skubbe manden helt ud af hendes liv! Det var jo ikke fordi at hun ikke holdt af ham for.. det gjorde hun jo faktisk? Han var kommet ind på hendes liv på en ganske så mærkværdig måde, og hun kunne bare ikke finde ud af, at skulle beskrive hvad det var at han havde gjort! Hun følte sig som et levende individ sammen med ham, så selvfølgelig var det noget som betød ekstremt meget for hende, om det jo så var noget som hun ville vedkendes det eller ikke. Hun vidste udmærket godt, at han så nemt som ingenting, faktisk kunne søge direkte ind i hendes sind, hvis det var det han ville, for han havde magiske tendenser, og det var også noget som fik hendes alarmklokke til at ringe og det var virkelig frygtelig intenst og på alle tænkelige måder overhovedet! De isblå øjne hvilede på hans skikkelse, også fordi at hun vidste, at han faktisk kunne stå imod hendes tiltrækkende egenskab, hvor selv de mange mænd som måtte gå forbi, ikke kunne lade være med at skænke hende et lille blik på vejen. Ikke fordi at det var noget som hun ikke var vant til endnu, for det var hun. Om det jo så var noget som hun ville det eller ikke, så var det heller ikke noget som måtte sige så lidt når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun kunne ikke læse, hun var ikke i stand til at skulle læse et menukort og nu hvor hun faktisk måtte sidde i en situation, hvor det normalt kun var de fine som måtte spise på et sted som dette, så var det i den grad også noget som efterhånden også måtte gå hende på, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet og det var noget af det som frustrerede hende! Hun trak vejret dybt og lukkede øjnene bare for en ganske kort stund, så hun igen ville være i stand til at skulle falde bare en anelse til ro igen, for det var i den grad også noget som hun havde brug for. Armene havde hun stile endt med at lægge over kors og med blikket hvilende roligt på hans skikkelse som han måtte sidde der overfor hende. Hun nikkede blot stille til hans ord og med et svagt smil. ”Der kan man jo bare se.. Man lærer jo noget nyt hver dag.. I er vidst ikke så døde, som jeg automatisk måtte gå ud fra.” Hun trak let på de slanke skuldre og rettede sig en anelse op endnu en gang, selv uden at se væk fra ham. Sulten var hun og hun måtte jo desværre erkende, at det var frygtelig længe siden, at hun faktisk havde taget imod noget som bare var en anelse spiseligt! Hun himlede med øjnene. ”Meget vel..” afveg hun ganske kortfattet som hun denne gang valgte at skulle vende blikket væk fra ham igen og så ud mod omgivelserne igen. Ikke fordi at han ikke var nok for hende at se på, for det var han skam.. hun ville bare ikke sende ham de helt forkerte signaler.

[ryan]

Ryan havde virkelig svært ved at finde ud af Leah og det måtte virkelig ikke sige så lidt! Det frustrerede ham at han ikke kunne læse hende, eller finde ud af hvad det var hun ville og ikke ville, for når han troede at han havde gjort noget godt, så skældte hun ham ud og det efterlod ham virkelig kun med følelsen af at han ikke kunne gøre noget rigtigt, når det kom til hende, hvilket vel også var sandt så? Han samlede hænderne, med albuerne hvilede på bordet, imens hans kind hvilede mod de samlede hænder, så han ikke så på hende, men så ud til siden. Hun var virkelig noget så svær at stille tilfreds, selvom man skulle tro at det var let? Hun var ikke vant til alt dette, kun til det dårligste og fattigste, så det måtte vel gøre hende glad? Hvem ville det ikke gøre glad?! Men næ nej, hun skulle absolut være så pokkers snæversynet og disse ham når han faktisk gjorde noget rigtigt, eller bare prøvede at gøre noget godt for hende, for når han endelig prøvede, så var det ikke godt nok og så gik hun efter det bedste og mest perfekte, som han ikke var i stand til at give hende, og det var virkelig frustrerende! Han trak vejret dybt og sukkede kort og næsten opgivende. Og nu sad han så her med hende, så gad vide hvor længe der ville gå inden de igen skændes, kom med bemærkninger og var efter hinanden og kunne ende med at blive irriteret på hinanden? Sikkert ikke lang tid. Han vendte blikket mod hende ved hendes ord, hvor hans dybblå øjne næsten måtte se helt følelsesløse og neutrale ud. ”Så du tror at bare fordi et væsen er koldt og ikke har noget hjerte, at de ikke kan føle noget som helst for andre?” spurgte han stilfærdigt, hvor det næsten kunne lyde som om at han var ved at blive irriteret igen. Måske han var vampyr – fuldblodsvampyr, men han havde skam også menneskelige følelser og det var ikke kun fordi at han havde warlockblod i årene, for enhver fuldblodsvampyr kunne føle menneskelige følelser, de skulle bare påvirkes, som Leah måtte påvirke hans. Han vendte blikket væk fra hende igen, som hun også gjorde det med ham, hvor han blot så til den modsatte side end det hun gjorde. Han lænede sig roligt tilbage, lagde armene overkors og lod fingrene tromme mod hans overarme, blot for at have noget at lave, som stilheden havde bredt sig over dem. Han var ikke vant til dette! Og hvorfor gjorde han det overhovedet? Hun ville jo alligevel ikke engang stille sig tilfreds med det, hun virkede endda sur over at han havde taget hende med herhen. Han skulle lige til at rejse sig, som tjeneren kom hen til deres bord med to fyldte tallerkner, hvor han blev siddende og stirrede på manden, som satte deres mad på bordet foran dem, hvor han der vendte blikket mod maden. ”Tak..” mumlede han kort til tjeneren der ønskede dem en god appetit. Tallerknen var fyldt med forskellige grøntsager, en brun sovs der dækkede kartoflerne, og ellers både et lille stykke fisk og et større stykke oksekød, mad, som man i hvert fald ville blive mæt af at spise. Han vendte roligt blikket mod Leah igen, næsten for at se om hun var tilfreds eller ej. Han tog roligt vinflasken som tjeneren havde stillet ved siden af, inden han gjorde tegn til Leah. ”Vin?” spurgte han roligt, som hovedet søgte ganske let på skrå. De kunne vel ligeså godt nyde det, nu hvor de var her?