Night or day? I'm waiting for you..

[Deleted]

Hvis Ryan ikke ville have noget som helst med hende at gøre, så kunne Leah også acceptere det. Hvis hun var en sådan pest og en plage, så kunne han vel også bare lade hende gå?! Hun bed de følelser i sig. Det var heller ikke fordi at denne følelse af sorg var noget som hun var direkte kendt med. Hun måtte faktisk erkende, at det var noget af det værste som hun nogensinde havde oplevet og det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt når det endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om! Hun havde altid formået at klare sig selv og nu stod hun i denne situation, hvor det slet ikke var tilfældet? Hun havde givet sig fuldkommen hen til en mand for en gangs skyld, givet sig hen til en som var blevet og holdt om hende, snakket med hende og ladet hende sidde igen med følelsen af at være noget særligt og så var han bare blevet væk? Det var jo slet ikke noget som gav nogens om helst mening for hende overhovedet! At Ryan så fortsatte med at følge efter hende, var kun noget som gjorde hende langt mere vred og rasende end det som hun var fra før af, for lige nu ville hun bare så langt væk fra ham som det var hende menneskelig muligt at skulle komme til, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Hun vendte blikket direkte vredt mod ham oppe på muren, som det sidste inden hun bare havde valgt at fortsætte sin vandring væk fra ham. At han måtte bevæge sig hurtigere end det som hun kunne opfange med det blotte øje, var noget som irriterede hende noget så voldsomt, hvor hun endte med at gå direkte ind i ham, ganske enkelt fordi at hun ikke havde nået at se ham! Armene som gled omkring hendes skikkelse, var noget som fik hende til at stivne helt! Hun ville jo slet ikke have ham tæt på lige nu, kunne han da ikke bare forstå det for en gangs skyld! Tårerne måtte hun kæmpe med, for det var slet ikke noget som hun ønskede at han skulle se, for hun nægtet simpelthen at skulle stå mere svag end det som var godt for en i hendes situation. Hun dirrede som han lagde hovedet mod hendes skulder, hans stemme og det flyvske kys mod hendes hals. Hvorfor skulle han få hende til at reagere på den måde?! Hænderne mod hendes hofter, fik hende nærmest automatisk til at blive stående tæt ved ham. Hun huskede jo trods alt behaget fra dengang de havde stået helt tæt på hinanden sidst og det var også det som gjorde det så mange gange værre! Hendes hjerte begyndte fast at slå mod hendes bryst. Ikke fordi at hun var nervøs. Nej, grunden var hende en ganske anden. ”Du efterlod mig, Ryan..” Hendes stemme var dæmpet. Hun bebrejdede ham for det hele! Han havde lovet at hjælpe hende, men hun havde absolut intet set til ham siden den aften hvor hun havde valgt at give sig hen til ham. Hun hævede den ene hånd og tørrede hurtigt sine kinder igen. Han skulle bare ikke have lov til at se det! Blikket vendte hun direkte mod ham. Det var heller ikke fordi at hun troede på at han ville forstå noget som helst, for han ar jo en vampyr.. en død ting, så han følte vel heller ikke noget? ”Du lovede at hjælpe og du bliver bare væk.. Jeg ventede på dig.. dag efter dag og jeg hører ikke så meget som et ord!” Hendes stemme var præget af en voldsom frustration. Hun var virkelig ked af det!

[ryan]

At se Leah så oprevet var ikke noget som Ryan decideret havde set før, ikke på denne måde i hvert fald, hvorfor hun så var så sur på ham og frustreret over ham, var noget som han ikke kunne forstå, og det var ikke fordi at han var vampyr, men fordi at han ikke var vant til at binde sig til folk, som han havde valgt at gøre med Leah, eller han havde ikke valgt det, det var egentlig bare sket. Han var nok vampyr og det til det fulde, men af den grund, så kunne han godt føle noget. Han var vant til at lukke følelserne ude, fordi at vampyren vejede den største del i ham, men bar jo faktisk også lidt warlock i sig. Nok var en warlock ligeså arrogant og forfængelig som en vampyr, men en warlock kunne ikke lukke af for følelserne som en vampyr, for en warlock var menneskelig og Leah var den eneste der nogensinde havde formået at fange hans menneskelige følelser, hun var den eneste der kunne få ham til at handle på denne måde og det var vel også derfor at han faktisk havde det på denne måde med hende? Det var vel derfor han blev ramt af skyld, når han gjorde noget forkert? Det var vel derfor at han var fulgt efter hende, selvom han faktisk havde sagt at han ikke ville se hende igen? At hun sendte ham et direkte vredt og rasende blik, tog han sig ikke af, for hvor mange gange havde hun egentlig ikke gjort det? Og de stod trods alt endnu sammen, for han havde da ikke opgivet hende helt, hvilket han måske heller ikke kunne? At hun gik ind i ham, var faktisk også meningen, selvom at han ikke lod hende komme længere, da han havde slået armene omkring hende. Det var ikke fordi at han ønskede at gøre hende frustreret og han forstod heller ikke hvorfor, men det måtte han vel prøve at finde ud af. Han betragtede hende, som hun tørrede sine kinder endnu engang, havde hun grædt? Hoved søgte ganske let på sned, som hun begyndte at tale. Han forlod hende godt nok, men han kunne jo heller ikke blive hængende på hendes arbejdsplads, for det ville jo virke mistænksomt. Men han havde da ikke svigtet hende på nogen måde! Han havde måske ikke set noget til hende det sidste stykke tid, men det var jo heller ikke fordi at hun var kommet ud. Han løftede den ene hånd, som han lagde mod hendes kind, hvor han strøg huden med sin tommel. Den var fugtig, så hun havde altså grædt. De dybblå øjne faldt ganske roligt til hendes, hvor han så lettere tænksomt på hende. ”Jeg ventede også på dig Leah.. det nytter jo heller ikke jeg kommer der for tit, det bliver kun mistænksomt. Desuden så har jeg nok ikke set dig siden sidst, men det er ikke ensbetydende med at jeg ikke har tænkt på dig. Jeg har forsøgt at finde et sted til dig, så jeg kan få dig væk fra H-huset,” svarede han stilfærdigt, som han lod sin pande falde mod hendes, så han fik et direkte udsyn til hendes isblå øjne. ”Jeg har skam ikke forladt dig endnu,” endte han sandfærdigt, for han havde faktisk tænkt på hende. Desuden, så havde han måske været sammen med andre kvinder, men det betød jo ikke at han ikke tænkte på hende, for hun var den eneste kvinde han nogensinde havde nydt det oprigtig med.

[Deleted]

Leah kunne virkelig ikke fordrage, at det var på denne måde, at hun skulle reagere og endda når Ryan var i nærheden. Hun kunne virkelig ikke fordrage at han skulle se hende på denne her måde og da specielt heller ikke da det jo faktisk måtte være hans skyld, for det var bestemt heller ikke noget som gjorde det bedre eller nemmere for hende på nogen som helst måde overhovedet. Tanken skræmte hende kun og den gjorde hende mere frustreret end det som godt måtte være, for hun havde virkelig bare brug for at tænke det hele igennem og det kunne hun virkelig ikke når han var i nærheden af hende, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. At han havde bundet sig til hende som han ikke havde gjort det for hende, så var det jo bare noget som gjorde det hele meget værre for hende, for der var vel ikke noget specielt ved hende, nu hvor han bare havde valgt at blive væk fra hende? Hun havde faktisk set frem til at se ham igen, men det var før at han bare havde valgt at blive væk i stedet for, for det var virkelig noget som måtte frustrere hende noget så frygtelig voldsomt! Han havde endnu en gang gjort det tydeligt, at han ikke ville se hende igen, hvorfor pokker var han så endt med at følge efter hende?! Det var jo slet ikke fordi at det gav nogen som helst mening for hende overhovedet! Tvært imod! Hånden som han lagde mod hendes kind, så han kunne stryge det, var noget som satte den ellers så voldsomme sitren i hendes sind. Hun havde vel manglet det et sted? Selvom hun stadig ikke var særlig begejstret for at lade ham vide det på nogen måde! Hun vendte blikket mod ham, som hun prøvede at kæmpe med de faldende tårer, for det var slet ikke noget som han skulle have lov til at se! Der skulle ikke være mere som han skulle have lov til at håne hende for, for hun var følelsespræget, det var bare de færreste som i det hele taget måtte lægge mærke til det! Hun vidste slet ikke hvad hun skulle sige, selvom hans ord slet ikke var noget som gav nogen mening for hende. Hun rystede stille på hovedet. ”Gang på gang opsøger de samme mig.. Hvorfor skulle du da ikke kunne gøre det samme? Vise dig i vinduet…? Et eller andet, så jeg vidste noget.. at vide at jeg ikke bare var glemt og erstattet.. som alle andre gør det..” Hun bed sig i læben og rystede på hovedet. Nu måtte hun simpelthen tage sig sammen! At han ville have hende ud af H-huset havde hun hørt før, men det var jo heller ikke fordi at der direkte var sket noget endnu. Hun turde virkelig ikke at håbe på at nogen i det hele taget ville hjælpe hende på den ene eller den anden måde, for det kunne de vel være fuldkommen ligeglad med når det endelig måtte komme til stykket? Hun betød jo ikke noget for nogen uanset! Panden mod hendes fik det bare til at sitre. Hun havde faktisk savnet ham og hans favn at ligge i. ”Endnu nej.. Det kommer vel på et tidspunkt? Hvorfor ikke bare før end senere?” Hendes ord var sande. Hun kunne ikke bare klamre sig til håbet om en bedre fremtid hvis det bare skulle styrte i grus uanset. Hun havde ikke midlerne for en bedre tilværelse. Hun var virkelig det som man kunne kalde for fanget i en mørk og ond cirkel. Han stod ude på den anden side og rakte hånden mod hende. Hun kunne bare ikke tage imod!

[ryan]

Det at det faktisk var Ryans skyld at Leah var så oprevet og faktisk græd, var noget som faktisk måtte skære i hans ellers så døde hjerte, for hun gav ham virkelig skyldfølelse og han hadede det virkelig! Han hadede alle de følelser som hun satte i ham, fordi hun påvirkede hans menneskelige følelser, hvor han dog ville ønske at hans mor ikke havde båret warlockblod i årene! Men det var jo ikke noget som han kunne gøre noget ved nu, han måtte jo bare lære at acceptere alt det som hun gjorde ved ham, eller også kunne han forsvinde ud fra hendes liv, så han ikke behøvede at bekymre sig om disse menneskelige følelser, men det ønskede han faktisk ikke. Han nød at være en del af hendes liv, eller det gik han da ud fra at han var, specielt efter deres forrige møde, for det var et møde han måtte indrømme at han havde nydt, han havde nydt hende. Han kunne dog ikke bare forsvinde, for der var jo en grund til at han blev hos hende; hun fangede hans interesse gang på gang, hele tiden vandt hun hans fulde opmærksomhed og det var ikke fordi at hun draget ham, for han blev ikke draget på samme måde som andre ville gøre det, netop fordi han havde bygget det forhold op til kvinder, som han havde gennem tiden. Han var på en måde blevet immun overfor en kvindes charme og udseende, netop fordi han ikke havde noget imod at blive draget af en sensuel dæmon, eller det havde han ikke dengang, nu ønskede han jo mest af alt kun Leah, som han også havde sagt, selvom hun nok ikke troede på ham, når han var sammen med andre kvinder, men igen, det var lang tid siden at han havde set hende sidst og han havde også et behov som han skulle have dækket. Han trak svagt på skuldrene. ”Tja.. jeg ville bare ikke komme mere i vejen end det jeg gør.. sidst blev du vred på mig fordi jeg opsøgte dig, så jeg fandt det bedst ved at vente på dig, men det hjælper mig ikke ligefrem, når du bliver vred på mig over det også,” svarede han stilfærdigt, som han igen trak på skuldrene, sket var sket og han kunne jo ikke ændre på det. Men han kunne vel heller ikke gøre noget rigtigt? Uanset hvad pokker han gjorde, så hakkede hun jo hovedet af ham! Kun fordi hun skulle være så pokkers snæversynet! Han lagde begge sine hænder mod hendes kinder, hvor han lod sine tomler følge hendes rand ved øjenkanten, for at feje hendes tårer væk, da han tydeligt kunne se at hun måtte kæmpe med dem, selvom at det nu ikke rørte ham. Han gad sådan set ikke håne hende for at græde for.. det var vel naturligt? Han lod begge hænder stryge ned over hendes arme, inden han tog blidt fat omkring hendes hænder, som han gav et blidt klem, som han trak svagt på skuldrene igen. ”Jeg ved ikke hvad fremtiden bringer, men jeg har skam ikke tænkt mig at forlade dig endnu,” svarede han roligt og dog lettere bestemt, ”jeg er ikke færdig med at hjælpe dig.” Han manglede stadig at finde et sted til hende, som hun kunne kalde for sit eget, så han kunne få hende væk fra horehuset. Det var faktisk den mission der lå øverst på hans liste for tiden, for han havde faktisk prøvet at finde et sted, selvom det ikke ligefrem var så nemt.

[Deleted]

Leah klandrede virkelig Ryan for det som hun måtte sidde inde med af følelser for øjeblikket. Det hele var virkelig bare intet andet end et kæmpe kaos og det var bestemt heller ikke noget som man skule tage fejl af. Det gjorde hende skræmt, at hun kunne reagere sådan på grund af en mand, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Hun vendte blikket direkte mod ham. At det var noget som måtte appellere til hans egen samvittighed var slet ikke en tanke som slog hende det mindste ind lige nu. Han var en vampyr, han var død, så det var vel heller ikke fordi at han faktisk kunne føle noget som helst? Han havde vel bare ligget der og holdt om hende, for at skulle vise hende, at det ikke var helt det samme, selvom følelsen var endt der alligevel? Også fordi at hun slet ikke havde set så meget som en eneste skygge til ham igennem de sidste mange dage og det var noget som havde gjort hende direkte nedtrygt. Hun rystede stille på hovedet. Hun vidste egentlig ikke hvad hun ville efterhånden, for det var bestemt heller ikke nemt for hende nu for øjeblikket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om det på nogen måde! Hun rystede stille på hovedet. ”Jeg blev kun sur fordi du direkte prøvede at vække en opsigt, som kunne koste mig dyrt!” afveg hun med en dæmpet og alligevel så fast stemme. Det var noget som gjorde hende direkte sur og det havde gjort hende.. skræmt et sted? Hun havde givet sig hen til ham på denne måde, så det var vel heller ikke noget som måtte sige så lidt? Hun bed sig let i læben, som han lod begge hænderne falde mod hendes kinder, hvilket automatisk lod hendes hjerte hamre mere mod hendes bryst, også fordi at han pludselig var kommet hende så tæt på endnu en gang. Det var rart og alligevel så vidste hun slet ikke hvordan hun skulle tage det, hvilket kun gjorde det hele så meget værre i den anden ende! At han vel så kunne mærke at hun havde grædt, var heller ikke noget som hun brød sig om, for hun nægtet at skulle stå der som svag på nogen som helst måde overhovedet, for den tanke var noget som gjorde hende direkte vred på sig selv! Hun rystede stille på hovedet, nærmest også i et forsøg på at få ham til at fjerne de hænder igen, selvom de endte mod hendes overarme. Hun bed sig dog fast i endnu en ting; Endnu. Han havde endnu ikke forladt hende.. ville han da gøre det før eller siden? Hvorfor så ikke bare få det overstået nu? De isblå øjne vendte hun stille og roligt mod ham endnu en gang. Hun sendte ham endnu en gang et direkte trodsigt blik. Hun trak vejret dybt. ”Jeg ved heller ikke hvad den bringer, Ryan, men… en ting kan jeg sige.. Hvis du ikke vil forlade mig.. endnu, så vil jeg hellere komme sorgen i forkant og bede dig om at give slip!” I sig selv, så var hendes stemme præget af en voldsom frustration, og det hjalp hende på ingen måde, når han stod så tæt på hende, som det han måtte gøre lige for øjeblikket, det var der så sandelig heller ikke nogen som helst tvivl om. Hun vendte blikket væk fra ham. Han gjorde det bestemt heller ikke nemt for hende ved at stå der! ”Hjælpe mig?” Det var en mærkværdig form for hjælp!” afsluttede hun med en næsten vred stemme. Hun kunne bare ikke holde mere af det her ud!

[ryan]

Om Leah egentlig ønskede at Ryan skulle forlade hende eller ej, kunne han ikke helt finde ud af, for det virkede til at hun var vred og ønskede ham væk, men alligevel blev hun sur og ked af det, hvis han gik og blev væk, så.. hvad ville hun? Det forvirrede ham virkelig! Og det gjorde også at han ikke rigtig vidste hvad han skulle gøre af handlinger, for skulle han blive eller gå? Han vidste ikke engang hvad han kunne tillade sig at gøre ved hende, for hun virkede sur når han rørte ved hende, hun var afvisende, så mon han faktisk bare skulle gå? Det var forvirrende! Det var jo slet ikke fordi at han ønskede at forlade hende, og nu havde han gjort så meget ud af at prøve på at hjælpe hende og så var hun sådan her? Han bed tænderne sammen i det skjulte, dog uden at han veg blikket fra hende. Et lille træk viste sig i hans mundvige ved hendes ord, for han huskede tydeligt hans fremgangsmåde, da han var kommet ind i horehuset sidst, hvor hun var blevet vred på ham. Smilet falmede roligt igen, som han fortsatte sin tankegang, men selvom hun havde været vred på ham, så havde de alligevel endt med at være hinanden helt tæt, noget som han faktisk havde nydt og som han faktisk ikke fortrød på nogen måde, at hun så stadig var sur på ham, forstod han ikke, for han ønskede ikke at komme i vejen for hende og så når han faktisk prøver på at gøre noget godt, så ender det med at være fuldstændig forkert, så det var heller ikke ligefrem fordi at det var let at handle når det kom til hende, specielt ikke når hun var så pokkers snæversynet som det hun måtte være! Hendes hjertes hurtigere banken kunne han tydeligt høre, mærke og fornemme, selvom det nu kun morede ham og et sted også fascinerede ham at hun reagerede på den måde som hun gjorde. Han slap hende ganske roligt ved hendes ord, hvor han lagde armene over kors i stedet for, som hans blik blev fast. ”Hvad vil du have Leah? At jeg skal blive? At jeg skal forlade dig? For uanset hvad jeg gør, så kan du ikke stille dig tilfreds med det!” vrissede han ganske let, som han endnu engang måtte bide tænderne fast sammen, imens hans øjne blev smalle. Hvis hun ikke ønskede hans selskab, hans hjælp eller noget af ham overhovedet, så kunne hun skam bare sige til og så skulle han nok forsvinde ud af hendes liv for evigt! Han ville bestemt ikke komme hende mere på tværs end det som han havde været! Det forvirrede ham desuden også, når han faktisk prøvede, men alligevel fik hakket hovedet af, han kunne jo også bare stoppe med at hjælpe hende! Han kunne bare.. holde sig væk! Han himlede svagt med øjnene. ”Du tror jo ikke på mig uanset,” mumlede han spidst for sig selv, som han vendte blikket væk fra hende, så kunne det bestemt også være ligegyldigt! Hun kunne ikke stille sig tilfreds med hans hjælp? Jamen så gad han slet ikke, at hjælpe hende! Så kunne det bestemt være fuldstændig ligegyldigt! Han havde faktisk forsøgt at få hende ud derfra, skaffe hende sit eget sted at være, så hun kunne starte på en frisk og så skyder hun bare hans idé ned! Sikken taknemlighed!

[Deleted]

Leah vidste udmærket godt, at hun slet ikke havde retten til at skulle blive sur eller noget som helst i den stil, selvom det på ingen måde, var noget som hjalp hende det mindste i den anden ende, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var der absolut ikke noget at gøre ved det. Disse følelser var faktisk noget som skræmte hende, som han måtte blive ramt af samvittigheden, så blev hun ramt af en følelse som hun aldrig havde oplevet før! Det var ikke fordi at hun havde noget imod Ryan som sådan, for.. sidst var de jo endt med at komme så tæt på hinanden og hun havde virkelig nydt det af oprigtighed for første gang igennem hele hendes liv, det var heller ikke fordi at det var noget som måtte sige så lidt i den anden ende, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Det var noget som faktisk måtte frustrere hende noget så frygtelig voldsomt, for hun vidste jo godt at hun slet ikke havde retten til at skulle reagere på den måde som hun gjorde det, hvilket i den grad også var noget af det værste ved det hele, også set i hendes øjne! Hun ville virkelig ikke stå så blottet overfor ham, for det var bestemt også noget af det værste ved det hele, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket og det var virkelig en ubehagelig fornemmelse! Det var slet ikke fordi at hun ønskede at skulle være så besværlig som hun var, men..det var vel bare hendes mærkværdige og forskruede tankegang som gjorde det hele? Om det jo så var noget som hun ville det eller ikke, så var det jo bare de rene fakta i det store og hele, hvad end om det var noget som hun ville det eller ikke. At han slap hende igen, så ændrede det ikke at hendes hjerte stadig måtte hamre mod hendes bryst. Hun ønskede ikke at han skulle gå, men hun ville heller ikke blive stående der og klamre sig til håbet om at det ville gå bedre for dem i fremtiden, og specielt ikke når det slet ikke måtte se sådan ud, om det jo så var noget som hun ville det eller ikke! Hun knyttede næverne ganske let, som de isblå øjne endnu en gang faldt mod ham. Hun rystede stille på hovedet og vendte blikket mod ham. ”Jeg kræver og forventer ikke noget, Ryan,” sagde hun stille, ikke mindst med en rolig og kontorleret mine. Han kunne jo gøre det som passede ham? Hun sukkede. ”Hvad pokker skal jeg tro?” spurgte hun ganske kortfattet. Hun var træt af at skulle stå der som den svage, for det var jo slet ikke noget som hun ville få det mindste ud af i den anden ende, om det jo så var noget som hun ville det eller ikke. Hun rokkede sig ikke så meget som en millimeter og hun veg bestemt heller ikke blikket fra hans på noget tidspunkt. Hun kunne stirre ham ind i blikket og samtidig vide, at han måtte tænke fornuftigt og realistisk omkring hende, hvilket kun var noget som gjorde det hele så mange gange bedre. Hun forstod bare ikke hvorfor han gjorde alt det for hende, for det var der jo slet ikke nogen grund til! De isblå øjne faldt direkte og stift til hans blik endnu en gang. Endnu en facade som hun tvang op og kæmpede for at holde oppe. ”Jeg beder virkelig ikke om at du er andre end dig selv, Ryan. Jeg beder ikke til at du skal rende rundt og prøve at hjælpe mig.. Kan du ikke bare gøre som alle andre, så jeg ved hvad jeg kan forholde mig til? I stedet for at vakle mellem det?” spurgte hun stile. Hun mente det faktisk. Det ene øjeblik var han der og det næste ikke.. Det forvirrede hende!

[ryan]

Hvad det egentlig var at Ryan måtte føle for Leah, vidste han ærligtalt ikke, men han vidste bare, at han ikke havde lyst til at forlade hende, han havde faktisk lyst til at hjælpe hende, og det irriterede ham at han ikke vidste hvorfor, men han måtte vel bare acceptere at det var sådan at det var? Han kunne jo ikke finde ud af det selv, når han aldrig nogensinde havde følt det på denne måde med nogen som helst. Den eneste han nogensinde har haft bare den mindste følelse for, var hans egen mor, som han mistede da han var utrolig ung, kun en lille snotunge, efter hans mors voldtægt og død, var han blevet kold, indelukket, følelseskold og det var først nu, hvor han havde mødt Leah at det hele var kommet frem igen og det forvirrede ham virkelig! Det frustrerede ham! Hun var jo ikke den eneste at dette var nyt for, for det måtte da være nyest for ham, eftersom han aldrig nogensinde havde følt noget for nogen, det havde hun trods alt! Hun havde da lidt kendskab til de mange følelser, det havde han slet ikke! Derfor vidste han heller ikke helt hvordan han skulle være når han var sammen med hende, han vidste ikke hvad han skulle gøre for at stille hende tilfreds, han vidste ikke hvad hun ønskede, tolererede og ikke gjorde, og selvom han prøvede, så gjorde han det hele tiden forkert, hvilket var noget som virkelig måtte frustrere ham endnu mere. Kunne han overhovedet gøre noget rigtigt når det kom til hende? Kunne nogen overhovedet gøre noget rigtigt, når det kom til hende? De dybblå øjne hvilede ganske let på i hendes isblå, for han kunne ikke tage blikket fra hende og det var ikke fordi at hun draget ham, for det gjorde hun ikke, selvom hun virkelig var perfekt udseendemæssigt, nej det var noget andet som tiltrak ham, noget som draget ham imod hende, og mon det også var det som gjorde at han ønskede at hjælpe hende? Han vidste det virkelig ikke og det var irriterende! ”Og skal jeg tro på det? For du må jo næsten forvente noget, siden du bliver vred, når jeg ikke dukker op,” svarede han stilfærdigt, som han lod armene forblive over kors, selvom han tydeligt kunne høre hendes hjerte endnu, for det kunne han sagtens uden at røre ved hende. Hvad hun skulle tro, vidste han ikke, for han vidste ikke engang hvad han selv skulle tro på, specielt ikke når hun reagerede sådan som hun gjorde! Han så næsten forfærdet på hende ved hendes ord. Skulle han behandle hende som alle andre?! Det var da nøjagtig det som hun ikke ville have! Eller.. det gik han da i hvert fald ikke ud fra. ”Så nu vil du pludselig have at jeg skal tage og lade dig ligge som var du affald?” spurgte han fast, som han kneb øjnene fast sammen. Den tilfredsstillelse ville han da slet ikke give hende! Han tog et skridt imod hende, så det endte med at stå bryst mod bryst, hvor han næsten så strengt på hende. ”Det nægter jeg simpelthen! Desuden ved jeg at du nød det sidst!” svarede han stilfærdigt og dog med en vrissende undertone, for nu måtte hun simpelthen tage og bestemme sig! Det ene øjeblik ville hun have at han skulle opføre sig anderledes og det næste som alle andre? Han lod armene snige sig omkring hendes krop igen, så han kunne trykke hende helt tæt ind til sig, som det kække smil gled over hans læber. ”Du hænger simpelthen på mig.. om du vil det eller ej,” svarede han med en morende tone, som bestemt også var selvsikker, for han mente det!

[Deleted]

Leah vidste udmærket godt, at hun slet ikke havde retten til at reagere som hun gjorde, selvom hun virkelig ikke kunne gøre for det! De var ganske rigtigt ikke noget par, de havde ikke rigtigt noget som helst med hinanden og alligevel så stod hun i denne situation, at hun faktisk var ked af, at han bare havde valgt at skulle holde sig væk fra hende som om at hun var intet værd, når han nu havde brugt så lang tid på at skulle vise hende anderledes. Hun ville hellere skubbe ham væk, end at stå og forvente noget som hun var bange for at han slet ikke ville kunne overholde alligevel, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket og det var kun noget som gjorde hende langt mere usikker end det som godt måtte være i den anden ende! Hendes hjerte slog fast og let mod hendes bryst og det var udelukkende fordi at han måtte stå der og så tæt på hende. Hun huskede første gang, at de havde stået ansigt til ansigt, hvor han direkte havde lovet hende, at det var eneste gang at hun ville se ham og nu stod de her.. Hun ønskede ham faktisk tæt på sig, selvom det slet ikke så ud til at ville gå i hendes retning, hvilket kun var noget som måtte frustrere hende direkte, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt. Hun bed sig svagt i læben som hun bakkede et enkelt skridt væk fra ham. ”Jeg har ikke retten til at skulle blive vred på dig for det som er sket, Ryan, så.. bare lad det ligge, okay?!” endte hun med en direkte frustrerende stemme, som hun endnu en gang måtte vende blikket direkte mod ham, for det var virkelig slemt nok som det måtte være fra før af, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Hun trak vejret dirrende. Han var virkelig den type som vidste hvad han ville, så meget kunne hun da udmærket godt fornemme på ham, selvom det nu ikke var noget som gjorde det nemmere for hende på nogen som helst måde overhovedet. Hun vendte blikket væk fra ham ved hans ord. Han kunne da gøre en masse rigtigt! Hun var til tider bare i tvivl om hvad det rette var, for dette havde været hendes liv mere eller mindre.. altid. Dette var jo det rette for hende, og det var jo heller ikke fordi at hun ville komme ham mere på tværs end det som hun havde gjort allerede, så det var jo heller ikke noget som måtte sige så lidt i det store og det hele. At han var overrasket over hendes ord, var nu ikke noget som overrasket hende som sådan. Hun nåede dog ikke at sige så meget som et eneste ord før hans arm var gledet omkring hendes liv, så hun endnu en gang blev trykket helt tæt på ham. Kunne han bare ikke forstå en kort og konkret besked?! ”Det.. det gjorde jeg, men..” Hun vidste slet ikke hvad hun skulle sige, og det var heller ikke fordi at han gjorde det noget nemmere for hende på nogen som helst måde overhovedet! Hænderne var næsten automatisk endt med at skulle falde direkte mod hans bryst, nu hvor de endnu en gang måtte stå der så tætte på hinanden, for det var ikke en følelse som hun brød sig meget om, men… hvad skulle hun da ellers stille op? ”Det andet forvirrer mig, Ryan! Okay!?” endte hun mere frustreret. At hun hang på ham, gjorde hende nu ikke noget, hun ville bare ikke komme i vejen for ham i tilfælde af, hvis han havde så mange andre ting som han hellere ville ordne og have styr på f’ørst.

[ryan]

Leah havde ingen ret til at skælde Ryan ud, hvilket også var det som måtte forvirre ham, for hun talte til ham, som om at de havde været et par, havde de det, så var det nok forståeligt, fordi han faktisk havde været andre kvinder tæt, selvom hun jo også havde været andre mænd tæt, en tanke som ikke ligefrem behagede ham, for han havde sagt at han ville være den eneste som skænkede hende den nydelse, hvilket han også mente, men så burde han vel også have opsøgt hende? Det var faktisk derfor han ønskede hende helt væk derfra. Hans hoved søgte ganske let på sned ved hendes ord, som han så tænkende på hende. Han havde nydt at være hende tæt, om han så var meget for at erkende det eller ej, men han havde for en gangs skyld virkelig nydt det, hvilket han vidste at hun også havde, men hvorfor hun så skulle bede ham om at blive væk, behandle hende som alle andre, forstod han virkelig ikke. ”Nu skal jeg lade det ligge? Kan du overhovedet bestemme dig? Hvis du ved du ikke har retten til det, hvorfor bliver du så, så vred?” spurgte han stilfærdigt, som han så fast og dog forvirret på hende, for han kunne virkelig ikke finde ud af hende! Hun skiftede mening, som folk skiftede sokker! Hun var og blev umulig! Det var dog tydeligt for ham at hun selv måtte være forvirret, men han ønskede ikke at give slip på hende nu, så havde alt jo været spildt, så havde alt det han havde lovet hende førhen været fuldstændig ligegyldigt, og han tvivlede ærligtalt på at det var det som hun ønskede. Han vidste at hun havde nydt at han havde behandlet hende som et individ og det var også hvad han gjorde, for han havde ikke forladt hende som havde hun været et objekt, han var blevet hos hende, holdt om hende, snakket med hende, hvilket var noget som han virkelig havde nydt noget så meget! Og han ønskede vel et sted ikke at det hele skulle gå tabt? Han ønskede ikke at miste det de havde.. hvad det så end var. Han havde intet imod hendes hænder mod hans bryst, så længe hun ikke prøvede på at skubbe ham væk, vel at mærke. Han lod sin ene hånd falde omkring hendes hage og kæbeparti, så han kunne holde hendes hoved fast, selvom hun altid ville kunne trække det til sig. Han lod sin tommel stryge over hendes læber ganske blidt, imens han betragtede handlingen. Hvorfor skulle han pludselig føle sig så tiltrukket af hende? Hun kunne da ikke drage ham vel? Det plejede hun jo ikke, så hvorfor skulle det være anderledes? Han lod sin pande falde mod hendes, som han så hende direkte ind i de isblå øjne. ”Jeg ønsker ikke at forlade dig Leah,” svarede han i en dæmpet tone, som han vendte blikket nedad, så han ikke så hende i øjnene, for hun var skam ikke den eneste der følte sig svag. Og han hadede ærligtalt den følelse! Selvom det bare var den effekt hun havde på ham, hvilket var noget han vel bare måtte acceptere? Han rykkede roligt hovedet tættere mod hendes, inden han prøvende og næsten noget så forsigtigt, lod sine læber trykke sig mod hendes i et blidt kys, alt imens hans øjenlåg gled halvt i. Han nød virkelig at være hende tæt!

[Deleted]

Det var jo slet ikke Leahs mening at skulle forvirre Ryan, for det her forvirrede jo kun hende selv det mere end det som godt måtte være for hendes vedkommende og hun kunne virkelig ikke gøre noget som helst andet end direkte at skulle hade det! Hendes hjerte slog fast mod hendes bryst, også fordi at hun så pludselig måtte stå Ryan så tæt. Hun havde slet ikke retten til at være sur, hun ville egentlig bare glemme det hele.. glemme ham og alt det som var sket, selvom det i sig selv, faktisk også måtte være en tanke som i den grad også måtte gøre hende ondt, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af, for.. hun holdt vel af ham et sted? Selvom det var ord og følelser som i sig selv, bestemt heller ikke gjorde det langt nemmere for hende. Tvært imod, så gjorde det jo kun det hele så mange gange værre for hendes vedkommende. Hun vendte blikket direkte mod ham. Han var ikke bange for at se hende i øjnene, hvilket også glædet hende. Han var en mand som taget ud af hendes fantasi.. selvfølgelig med sine fejl og mangler, men han var den som faktisk kunne se hende i øjnene, skænke hende den trøst som ingen anden formåede at gøre det og så uden at tænke i de forkerte baner. Det var noget som betød meget for hende! Hun sukkede indædt. Hvorfor skulle hun da være så svag som det hun måtte være lige for øjeblikket?! Hun hadet det virkelig, for det var bestemt heller ikke fordi at det var en tanke eller en følelse som gavnede hende det mindste! Han skulle bare ikke have lov til at hovere mere over hende end det som han allerede havde gjort! ”Kan det ikke bare være lige meget?” spurgte hun en anelse frustreret. Det var jo heller ikke fordi at han hjalp på det på nogen måde overhovedet! Hun stirrede på ham. At han ikke ønskede at gå, var noget som i den grad også måtte lette hende, selvom hun slet ikke vidste hvordan hun skulle tackle alle de følelser som han måtte sætte i hende. Hun havde aldrig haft brug for at skulle tage hensyn til nogen før! Og nu stod hun her.. Det var jo heller ikke fordi at hun ville have at han skulle blive nedtrygt eller noget som helst på grund af hende, for den tanke frustrerede hende jo kun mere. Hun sukkede dæmpet igen som hans pande måtte møde hendes, hvor hun næsten følte sig forpligtet til at skulle se i hans øjne. Med armen omkring hendes liv, så var det jo heller ikke fordi at hun sådan rigtigt kunne komme nogen steder, om det jo så var noget som hun ville det eller ikke. Fingeren som gled over hendes læber, var noget som fik hende til at tie omgående. Det var rart at han berørte hende på en måde som ingen anden mand ville gøre det. De så hende vel alle som et afskum? En tanke som faktisk kun måtte gøre langt mere ondt end det som godt måtte være for hende. Det rev hendes selvtillid direkte i bund! Det at han stod så tæt på hende, var nu ikke noget som hun direkte kunne sige sig, at have det mindste imod på nogen som helst måde overhovedet. Hun vendte blikket stille mod ham, som hun slet ikke vidste hvad hun skule sige, som han kom hende nærmere, kun for at lade sine læber møde hendes i det næsten så forsigtige kys. Hendes hjerte begyndte for alvor at hamre mod hendes bryst bare ved følelsen af det! Hun besvarede det, næsten med den største forsigtighed.

[ryan]

Det var slet ikke meningen at gøre Leah så frustreret som det Ryan måtte gøre, for han ville jo egentlig bare have at det hele skulle være godt imellem dem, han ønskede jo faktisk at se mere til hende, end det som han havde gjort, for der gik altid lang tid imellem deres møder, men det var også vigtigt at han fandt det sted til hende, så han kunne få hende væk og så vidste han jo altid hvor han kunne finde hende, hvis han da var velkommen på daværende tidspunkt, for han vidste jo heller ikke om hun bare udnyttede ham, spillede på de følelser som hun måtte sætte i ham og så kassere ham i sidste ende, når han var færdig med at hjælpe hende. Et svigt kunne han nok klare langt bedre end det som hun ville kunne, for han vidste ikke rigtig hvordan det føltes at blive svigtet, desuden så stod han normalt aldrig nogen tætte, så det ville vel heller ikke betyde noget, hvis han mistede Leah? Men hvordan kunne han egentlig vide det, når han ikke rigtig vidste hvordan det føltes at miste nogen? Det gjorde han naturligvis da hans mor døde, men det var mange år siden, så han knap nok kunne huske det. Det var jo så heller ikke fordi at han ønskede at miste Leah, for det gjorde han netop ikke, selvom hun virkelig måtte forvirre ham så det battede! ”Hvorfor skulle det være ligegyldigt?” spurgte han i en dæmpet tone, som han var kommet hende så tæt, hvor han kunne mærke hendes varme ånde mod hans egne læber. Han veg ikke de dybblå øjne fra hendes isblå på noget tidspunkt, for det kunne han slet ikke, han var som fanget af hende, ikke fordi han følte for det samme som alle andre mænd nok ville gøre, nej han.. nød det bare. Han kunne mærke denne.. underlige tiltrækning af hende, som draget ham mod hende, selvom det ikke var på samme måde, når en sensuel dæmon draget sit offer, for det havde hun jo også prøvet ved ham, der havde han følt sig fuldstændig magtesløs, men denne gang, var det bare.. anderledes. Han kunne ikke forklare det! Det var ikke fordi at han ønskede at handle forkert når det kom til Leah, for han ønskede egentlig kun at stille hende tilfreds, selvom det var en hård opgave i sig selv! Men det var virkelig ingen hemmelighed at han nød at være hende tæt, for det havde han faktisk nydt helt tilbage fra deres første møde, selvom han jo faktisk havde været hende helt tæt, bare på en måde som han helst ville glemme. Men deres forrige møde var noget som han virkelig havde nydt, noget som han ikke kunne glemme eller få ud af hovedet, for det.. havde vel også bragt dem tættere på hinanden personligt? At mærke hendes varme læber mod hans egne kolde igen, var noget som fik det til at sitre i hele hans krop, hvor han tydeligt kunne mærke hendes hjertes hurtige slag mod brystet. Som hun besvarede det, valgte han at gøre kysset dybere og mere lidenskabeligt, hvor øjnene gled helt i, så han blev omgivet af det betryggende mørke. Hans hånd strøg over hendes kind, blot for at lægge sig mod hendes kæbe og om mod nakken, for at holde hendes hoved tæt mod hans eget, alt imens hans anden arm sørgede for at holde hendes krop tæt ind mod hans. Noget han dog ikke forstod var; hvorfor skulle han nyde det så meget?

[Deleted]

Leah ønskede virkelig ikke at frustrere Ryan på den måde, som hun gjorde det, for hun ønskede jo slet ikke at være i vejen for ham på den ene eller den anden måde, om det jo så endelig skulle komme til stykket i det store og hele. Hun vendte blikket mod ham. Det gjorde hende en kende nervøs og det var virkelig noget af det værste som hun længe havde oplevet på denne her måde! Hun rystede stille på hovedet. Hun ønskede virkelig ikke at skændes eller diskutere med ham, selvom de næsten ikke havde gjort noget andet i den anden ende. Et sted lige så frustrerende som alt det andet, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt! ”Bare glem det, Ryan.. Det er bare mig som er dum.. Igen..” afveg hun endnu en gang, som hun slog armene stille omkring sig selv i form af en selvomfavnelse, hvilket også var noget som efterhånden var hende en direkte nødvendighed. Hun ville ikke være ham en belastning og det var bestemt heller ikke fordi at hun ville udnytte ham! Så ville hun bestemt heller ikke have reageret på denne her måde, som det hun gjorde i øjeblikket! Så ville hun da bevidst have ramt den samvittighed som hun kunne se, mærke, føle og fornemme at han måtte være en bærer af, selvom det jo slet ikke var hendes mening i det hele taget. Hendes hjerte faldt bare ikke til ro og bestemt heller ikke ved at han måtte være så tæt på hende, for det var bare noget som gjorde det hele en million gange sværere for hende! Han draget hende på samme måde og hun vidste virkelig ikke hvad det var som måtte gøre det for hendes vedkommende, for hun vidste virkelig ikke hvad det var som gjorde den følelse for hendes del og det var noget som i den grad også måtte frustrere hende noget så frygtelig voldsomt i den anden ende! Kysset var noget som nærmest måtte gøre hende blød i knæene, også fordi.. at hun ønskede det oprigtigt. Hun ønskede at det var ham som skulle skænke hende disse kærtegn, fjerne alle spor efter de mange andre mænd som havde haft fingrene i hende på denne måde og hviske alle spor efter dem. Det var noget som naget hende og det var også noget af det som gjorde, at hun havde det på den måde som hun havde det, for hun havde det virkelig elendigt med sig selv. Hun faldt stille mere til ro, selv ved hans strøg mod hendes kind, inden han valgte at holde hende fast. Så var det jo heller ikke fordi at hun ønskede at trække sig på nogen som helst måde! Hun hævede den ene hånd varsomt, som hun selv lod øjnene glide i, idet hun valgte at lade sig blive omringet af det betryggende mørke, også fordi at hun var sikker på at han ville være der til at guide hende. Endnu en gang kastede hun alle hæmninger fra sig. Det var da frustrerende, at det var den effekt som han måtte have på hende! Hun nød af det, det var spændende og hun måtte alligevel hade det som intet andet overhovedet! Armen lod hun roligt finde hvile i hans nakke, hvor hun selv holdt sig helt tæt på ham. Kysset tvang hun dog stille til et brud, ved at trække sig bare ganske få centimeter fra ham.. millimeter måske. ”Hvorfor skal du påvirke mig sådan?” Ikke fordi at hendes stemme var bebrejdende for hans vedkommende. Det var bare et spørgsmål som virkelig måtte nage hende og frygtelig meget endda! Hun blev stående helt tæt på ham. Hvad hun dog havde fundet ud af, var at hun faktisk var.. tryg i hans favn.

[ryan]

Siden Ryan havde mødt Leah, så var disse nye følelser dukket op i ham, hvilket var noget som måtte overraske ham gang på gang, for det var som om at hans følelser levede deres eget liv, for de kørte bare derud af, spirede som planter og ukrudt, som han prøvede at trække væk, men de kom ligeså hurtigt frem igen, de var umulige at fjerne! Et sted havde han mest af alt lyst til at give slip på alt det som han havde i hænderne og gå tilbage til sit gamle mønster, hvor han ikke skulle tage hensyn til nogen, men det var som om at han var fanget i et spind, i Leahs spind, ikke fordi at han følte sig draget af hende på nogen måde, det var i hvert fald ikke i så en høj grad som alle andre, men han var underligt tiltrukket af hende, hun gav ham sådan en … svævende følelse? Som om at han fløj og ikke var i stand til at komme ned igen. Han betragtede hende ganske let, hvor et skævt smil og lettere morende smil gled over hans læber. Han strøg ganske blidt sin ene hånd igennem hendes hår, hvor hendes mange brune lokker måtte skille sig mellem hans fingre. ”Du er ikke dum Leah,” afveg han i en dæmpet og dog rolig tone, som han smilede skævt til hende. ”Men jo.. dine ord og handlinger forvirrer mig.. meget!” endte han lettere eftertænksomt, selvom hans ord blev udtalt med en drillende undertone, hvor han blinkede drilsk til hende. Det var dog ikke løgn, for det måtte virkelig forvirre ham, når hun sagde at hun ønskede ham nær og så ønskede ham væk, ønskede at han besøgte hende og så ønskede at han holdt sig væk, det frustrerede ham virkelig også, for han vidste ikke hvad hun egentlig måtte ønske sig eller ikke, ikke når hun blev ved med at sige det ene og derefter det andet, for hun skiftede utrolig hurtig mening, når hun bare blev det mindste forvirret. Han forstod dog godt at hun ikke direkte stolede på ham eller forventede noget af ham, for han var jo en flyvsk type, der gik fra kvinde til kvinde, men derfor ville han da gerne bevise at han faktisk ønskede hende det bedste, desuden havde han jo aldrig løjet overfor hende, så hun måtte vel tage ham på sit ord, når han lovede hende noget? Det håbede han da om ikke andet. At hun dog besvarede hans kys, var noget som faktisk måtte lette ham, for så havde han da ikke handlet helt forkert eller overskredet nogen af hendes grænser, for det ønskede han heller ikke, selvom han normalt ville være ligeglad, men når han var sammen med Leah, så var han virkelig en hel anden person, så blev han blød, mild og eftertænksomt, så var halvt ikke godt nok, selvom at han heller ikke vidste om det bedste var, for han prøvede virkelig, men det synes aldrig at være nok. Øjnene slog han roligt op, da hun valgte at bryde kysset, hvor han lod sin tommel stryge ganske blidt over hendes læber, imens hans tunge strøg over hans egne, for at få den sidste eftersmag af hendes. Han trak svagt på skuldrene. ”Det ved jeg ikke.. men jeg ved at det også er gengældt,” svarede han i en hviskende og dæmpet tone. Han vidste ikke hvorfor, men hun påvirkede ham virkelig meget, hun gjorde ham til en hel anden person, som mange nok ville kalde for en bedre person. Han lod siden af sin pegefinger følge hendes kæbe og ned mod hendes hage, inden han løftede hendes hoved en anelse, for at skænke hendes læber et flyvsk og dog blidt kys. ”Jeg har dog savnet dig Leah.”

[Deleted]

Det var bestemt ikke fordi at Leah ikke troede eller stolede på Ryan, for det gjorde hun skam. Han havde ikke løjet for hende før, så hvorfor skulle han gøre nu? Også selvom eget af det som han egentlig måtte fyre af var noget som virkelig var for godt til at være sandt i den anden ende. Og det var også det som gjorde det langt mere besværligt for hende, at skulle finde ud af hvordan pokker hun skulle reagere på alt det som skete, for det hele var virkelig et kæmpe virvar af følelser som hun slet ikke kunne finde ud af på hverken den ene eller den anden måde, hvilket kun gjorde det så mange gange værre for hendes vedkommende! At han ikke ville give hende ret i hendes udtalelser, var nu heller ikke noget som overraskede hende, for han var virkelig en yderst bestemt mand som vidste lige hvordan han ville have tingene, det var noget som hun havde fundet ud af allerede for længst, selvom det nu ikke var noget som gjorde hende noget som sådan. Det var vel også det som hun havde brug for? En som turde og kunne stille sig op for sig selv, i stedet for at konstant bukke under for hvad andre måtte føle og mene i det store og hele? Det var jo trods alt bare.. en sandhed når det endelig måtte komme til stykket. Hun bed sig svagt i læben og rystede på hovedet. ”Jeg er selv rigtig forvirret..” afveg hun endnu en gang. Hun vidste jo godt, at det måtte være hendes skyld! At hendes følelsesmæssige kaos, var noget som måtte gå ud over ham, for det var jo også ham som måtte stå der og lægge øre til hendes kaos og det var bestemt heller ikke hendes mening på nogen som helst måde overhovedet! At sige undskyld var nu heller ikke derud hvor hun havde lyst til at være, for det var virkelig slemt nok som det nu måtte være i forvejen og hun kunne virkelig ikke fordrage at stå der i denne situation. Igen, så var det slet ikke der hvor hendes tanker måtte ligge på hverken den ene eller den anden måde for det var jo bare sådan at det jo nu måtte være. At kysse ham, at lade ham holde om hende, som var hun noget særligt, var bare den følelse som hun under ingen omstændigheder havde lyst til at skulle give slip på! Det var.. dejligt, det var betryggende og mest af alt, så føles det.. rigtigt på en eller anden mærkværdig måde, selvom det slet ikke var noget som gjorde det nemmere for hendes vedkommende, om det jo så var noget som man ville det eller ikke! Hun åbnede kun øjnene halvt, da hun valgte at bryde kysset, selvom hun virkelig var fristet til at skulle genoptage det i stedet for! Hun lukkede øjnene stille igen og blev ellers bare stående. At vide, at han havde det på samme måde som det hun havde, var vel en.. lettelse et sted? Selvom hun ikke rigtigt vidste hvad det var for en følelse som han måtte sætte i hende, så var det jo noget som kun måtte frustrere hende endnu mere end det som godt måtte være i den anden ende. ”Jeg ved bare ikke hvad det er..” Hans strøg mod hendes læber, var noget som fik hende til at sitre. Ikke af ubehag, men det modsatte! Hun kunne faktisk godt lide når han rørte ved hende. Hun endte med at stå som stiv ved hans ord.. Savnet hende? Havde han savnet hende? Hun sank klumpen i halsen, da hun roligt trak sig tættere på ham og lagde hovedet mod hans skulder i stedet for. Nærmest som om at hun bød ham til at holde om hende i stedet for. ”Ville det.. overraske dig, hvis jeg også har savnet dig?” spurgte hun stille. Hun blev stående der tæt på ham. Det føles bare rart!